Nakasungnak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

8. Nakasungnak

Der fortælles, at Nakasungnak drog langt nordpaa og kom til Folk, som blot eiede Baad, men ingen Kajakker; der tog han Ophold. Henad Vinteren sagde de til ham: »Snart vil den gamle Bjørn, den iisgroede, vise sig; den er meget farlig, blotte Mennesker kunne ikke dræbe den.« Men Nakasungnak vilde ikke lade sig afholde; tidligt om Morgenen gik han ud at see efter Bjørnen, men da ingen viste sig, blev han kjed af det, og slog sig til Ro. En Morgen, da han laa i dyb Søvn, raabte de, at Bjørnen kom. Strax løb han ud og da han saae den, tog han sin Kniv, gik først lige imod den, derpaa lidt baglænds tilbage igjen, og saa løb han hovedkulds imod den, men ligesom han havde naaet den forsvandt han pludselig i Bjørnens Gab. De andre Folk, som kiggede gjennem Vinduet, saae at Bjørnen begyndte at vakle til Siden og derpaa styrte omkuld; da de kom ud til den, saae de, at en Kniv stak frem mellem Ribbenene, og da de havde udvidet Hullet, krøb Nakasungnak ud deraf, hans Hoved var ganske skaldet og hans Ansigt næsten hudløst, og rystende af Kulde løb han hurtigt op til Huset. Af Bjørnen levede de en stor Deel af Vinteren, og Skindet var saa stort, at hvis Baaden skulde betrækkes dermed, vilde der blive endeel tilovers. Senere hen sagde Stedets Beboere: »Snart komme nogle Fugle; naar der sees en Sky ude tilsøes, da er det disse Fugle, som kunne snakke; men naar de komme, flyve de ind i Teltet, og saa skjule vi os; da maa du ikke see dig om, tilføiede de, thi ellers flyve de strax ud igjen.« Nakasungnak gik strax tidligt om Morgenen ud, af Begjærlighed efter at see dem. Engang, medens de andre sov, raabte han: »der er Skyen, nu komme Fuglene!« Men da de kom ud, var det kun en almindelig Sky. Derpaa blev han kjed af det. Engang da han laa i dyb Søvn, raabte de: »nu komme Fuglene!« Nakasungnak skjulte sig paa Brixen og Fuglene kom ind, men saa kunde han ikke lade være at see sig om, og strax fløi Fuglene ud; skjøndt de tildækkede Indgangen, fik de dog kun ganske faa. Nakasungnak fangede kun een, som han vilde beholde levende, men da de andre kogte deres, blev han lysten efter den, og spiste den ligeledes. — Atter senere sagde de: »nu komme snart de smaa Fisk, som kun have Øine paa den ene Side; naar Isen gaaer bort vil der sydfra vise sig en sort Stribe langs Landet, men da de gaae meget hurtigt langs Iiskanten, skal man bare vedblive at øse dem op.« Nakasungnak laa atter roligt og sov, da de raabte at Fiskene kom. Rask skyndte han sig op og da han kom til Stranden, saa myldrede det af Smaafisk langs Iiskanten; medens de Andre øste af alle Kræfter, gik han op, da han havde faaet to Fisk, og disse vilde han lade leve og have som Huusdyr. Da de Andre vare færdige, og havde bragt deres Fangst op, kogt den, og begyndte at spise, tog Nakasungnak blot ganske lidt af Fadet, først siden mærkede han at de smagte godt, men da han saa vilde spise dygtigt, var der ikke mere. Saa tog han sine Huusdyr, dræbte og spiste dem. Henad Sommeren sagde Stedets Beboere: »snart er det paa Tiden, at de store Myg komme, saa vil der vise sig en Sky sydfra.« Af og til gik Nakasungnak ud og speidede, men der var intet at see. Engang laa han atter og sov, da de raabte, at de store Myg kom. Nakasungnak gik ud og saae en adspredt Sky vise sig sydfra, og derpaa voxe og komme nærmere. Derpaa gik de Alle ind i Teltet, surrede det godt til efter sig med Snore, og tilstoppede alle Aabninger. Men Nakasungnak vilde blive ude og see til, de søgte at afholde ham derfra, men det hjalp ikke. Snart derefter kom Myggene, og deres Vingers Larm lød som Stormens Susen; deres Braadde, med hvilke de stak i Teltet, vare af Størrelse som Pilespidse, og deres Legemer som Teisternes. Saasnart de vare dragne bort, lukkede de atter Teltet op og gik ud, da var Nakasungnak borte; de søgte og fandt ham endelig under Forenden af Baaden, men som Beenrad.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 69-70.