Navnet Danmark
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Atlantis, 1. Bind,
Aargang 1923
Af
Gustav Rud
I
Stednavneforskningen i de nordiske Lande er, som bekendt, i de senere Aar bleven Genstand for en stadig voksende Interesse. Studiet af Stednavne og deres rette Fortolkning er et Omraade, hvor man mere end paa noget andet historisk Felt stadig støder paa Problemer og Gaader, hvis Løsning i høj Grad kræver Forsigtighed og Sagkundskab. — Mange dunkle Spørgsmaal er besvaret; men endnu flere er stadig brændende. — Endnu har Forskningen af disse vore mundtlige og levende Fortidsminder langt fra naaet noget endeligt og sikkert Resultat, hvad angaar at skabe et Helhedsbillede af vort Lands ældste Bebyggelseshistorie og fremskridende Besiddelsestagen. Vore Stednavne er jo her, saa at sige, den eneste Kilde, hvoraf Forskeren kan øse. — Der fremkommer stadig nye Hypotheser, for en stor Del paa Grundlag af de allerede foreliggende Antagelser.
I Sverige har Staten for adskillige Aar tilbage overdraget en Kreds af Videnskabsmænd at tolke Landets Stednavne; og denne "Kungl. Ortsnamnskommittéen" har siden 1906 udgivet en Række betydelige Bind, hvori Sveriges Stednavne er behandlet. Her i Danmark har Staten, som bekendt, for faa Aar siden, ligeledes nedsat et "Stednavneudvalg", hvis Arbejde allerede har ført til omfattende Resultater. — Der er snart ikke den Egn eller Landsby, hvis ofte sært-klingende Navn ikke har været Genstand for videnskabelige Undersøgelser; og disse har som Regel, de mange Vanskeligheder tiltrods, givet gunstig Løsning som Resultat.
Den Viden, der er vundet om vort Lands Bebyggelseshistorie, skriver sig dog ikke alene fra Stednavnestudiet. Denne sprogvidenskabelige Vej, stadig at søge tilbage — ældre og ældre Former af Stednavnet — for paa den Vis at vinde Oplysning om paagældende Navns eller Navnegruppes Opstaaen og Alder og derigennem drage Slutninger, maa ogsaa tage Hensyn til, eller rettere, maa betragtes paa Baggrund af de Vink og den Støtte, der kan ydes ad arkæologisk Vej. — Dog giver vore jordfaste Oldtidsminder desværre kun sikkre Oplysninger til Slutningen af Bronzealderen. I sit Foredrag i Fjor i Oldskriftselskabet fremhævede Magister la Cour netop dette Forhold og forsøgte — idet han gik ud fra Oldtidsminderne — at udfylde dette "missing link" fra Bronzealderens Slutning til Vikingetiden, d. v. s. det meste af Jernalderen igennem. Disse Forhold skal kun ganske kort omtales her. La Cour viste hen paa to sønderjydske Strækninger, hvor Oldtidsminder tydeligt vidner om større Bebyggelse. Efter Talerens Mening drejede det sig her om saakaldte "Tjod-Omraader" eller Stammebebyggelser, den nordlige: en "jydsk" Bebyggelse fra Kongeaa til Hjerting; den sydlige: en Anglerbebyggelse omkring Slien.
Fra disse Egne kan da, efter Stednavnene, paavises, hvorledes efterhaanden de omgivende Landomraader er blevet befolkede. Som Tiden skred frem er saa Smaakongedømmet opstaaet.
For en Maanedstid siden udkom en Afhandling af Pastor emer. Th. Jørgensen, der paa Grundlag af Stednavnestudier giver os nye og interessante Hypotheser angaaende forhistorisk Bebyggelse paa den jydske Halvø og omliggende Øer. — Disse Teorier, som er de sidste, der er fremkommet om disse Spørgsmaal, gør derved atter Forskningen af Danmarks Oldtidsbebyggelse aktuel. De er i al Korthed følgende:
Kort efter, at Kimbrerne havde forladt deres Bopladser og var draget sydpaa, tog Angler og Friser det nu næsten folketomme Jylland i Besiddelse for nogle Aarhundreder. Anglerne slog sig ned i Østjylland og Vestfyn, mens Friserne efterhaanden fortrængtes til Vestjylland og Vesterhavsøerne. Anglerne drager i 5. Aarh. paa Erobringstogt til Britannien (sammen med Sachserne), og kort Tid efter (ɔ: i 6. Aarh.) indtager Danerne først Fyn og omliggende Øer — fra disse Kampe de fynske Mosefund. — Derpaa erobrer Danerne Østjylland og sidenhen hele den jydske Halvø. Om disse sidste Kampe skulde de sønderjydske Mosefund vidne. Hvor Danernes oprindelige Hjemsted har været, mener Forfatteren at kunne fastslaa efter forskellige gamle danske Krøniker. Det skulde været de danske Lande øst for Storebælt. At komme nærmere ind paa de Stednavneundersøgelser, hvormed Forfatteren søger at bevise sin Hypotheses Rigtighed, vil her føre for vidt. Som sagt, staar nu saare mange Stednavne, disse vore mærkelige, mundtlige Minder, fuldt fortolkede og kaster mere og mere Klarhed over Danmarks dunkle Dagningstid. Men eet "Stednavn" har længe staaet som et Spørgsmaal, der søger sit sikkre Svar. — Det er Navnet Danmark.
Det turde være ret rimeligt, at netop dette Navn mangen Gang har ægget Forskere til at forsøge en Fortolkning. Spørgsmaalet, som maaske kunde synes forholdsvis let at besvare, har ikke desto mindre i Virkeligheden voldt Videnskaben Vanskeligheder. Hvad betyder Navnet Danmark, hvad er dets Oprindelse, og hvad viser det os om vort Riges Tilblivelses-Historie og vor Folkestamme Danernes Ælde og Udbredelse? —
Det er naturligt, at vi i dette som i saa mange andre Tilfælde finder et — endog ret gammelt — folkeetymologisk Forsøg paa en Forklaring: Et middelalderligt Haandskrift fra ca. 1200 fortæller, at Danmark er opkaldt efter den første danske Konge: "Dan heet then første Kunung i Danmurk — — Af hannom kallis Danmurk". En anden gammel Kilde beretter, hvorledes Dan engang havde drevet Fjenderne ud af Jylland, og derfor blev taget til Konge. Da man havde hyldet ham, sammenkaldte han sine Høvdinge for med dem at raadslaa om et Navn til sit Rige. Da udbrød
en Høvding: "Du er Dan, dit Rige skal hedde
Danmark, og dette Navn skal bestaa saalænge som Verden staar!"
I sin Bog om Normannerne fortæller Prof. Steenstrup om et andet Forsøg paa at forklare Danmarks Navn, nemlig i et Værk af Dudo fra Quentin fra ca. Aar 1000. Denne Skribent (og forøvrigt ogsaa enkelte andre) forklarede Danmarks latiniserede Form "Dania" som opstaaet af, ja, identisk med Navnet paa den gamle romerske Provins Dacia (ell. Datia), idet alene den Omstændighed, at de to første Bogstaver begge Steder er de samme, var ham et fuldt tilfredsstillende Bevis for hans Antagelses Rigtighed. —
— Ligeledes har man tidligt villet sætte Ordet Danmark i Forbindelse med det gamle Navn paa vor Folkestamme, Danerne; (ja, endog gøre disse identiske med de Danaer, som omtales hos Homer. Dette gjorde den saakaldte bajerske Geograf, som levede omkring Aar 800). Og mange senere Tiders Forskere og Sprogmænd har som han troet, at Landsnavnet skulde være dannet af Folkenavnet. — At der har hersket stor Strid blandt de Lærde om Folkenavnets rette Fortolkning, viser blandt andet de to største norske Historikeres Uenighed om Spørgsmaalet. P. A. Munch søgte at udlede Danernes Navn af et Ord, beslægtet med det oldindiske dhâ (at ordne); følgelig betyder Navnet Ordnere, Byggere af Riger eller Statssamfund. Sophus Bugge derimod vilde aflede det af det irske "duine", "dune" (Menneske), som skulde være det samme som det græske Ord for noget, der hører Jorden til; — Daner skulde da betyde de, der tilhører Jorden og er dens Børn, Landets Børn. P. A. Munchs Hypothese kaldte han "lidet tilfredsstillende", men udgiver dog ikke sit eget Synspunkt for mere end Gætning.
— Et vigtigt Skridt i den rigtige Retning er foretaget af den svenske Videnskabsmand Adolf Noreen, idet han har fastslaaet, at det danske Landsnavn ikke — som tidligere antaget [f. Ex. ogsaa Axel Olrik i Salm. Lexicon] — er dannet af Folkets Navn, men omvendt; og den Omstændighed er for Forskningen et sikkert Holdepunkt at gaa ud fra.
Et Forsøg paa en Fortolkning af Navnet Danmark er gjort af en Tysker, v. Griegenberger. Han sætter Dan- i Forbindelse med det gammelhøjtyske Ord "tanna", paa Middelhøjtysk "tann" (Gran ell. Eg). Men denne Antagelse er imødegaaet af Noreen, som påaviser, at Landets oprindelige Navn i saa Tilfælde vilde have været Dannmark eller Dannomark.
Af danske Videnskabsmænd har Prof. Steenstrup angaaende vort Lands Navn bl. a. udtalt (i sin Bog om "de danske Stednavne"): "Navnets første Led er vort Folks Navn; det har heddet Daner i alt Fald et halvt Aartusinde før Kong Gorms Tid, saaledes som græske Forfattere lærer os". "Sprogkyndige har ogsaa søgt at udfinde, hvad Navnet Daner skulde betyde, men herom er dog intet sikkert Resultat bleven vundet".
"Landet er Danernes Mark og denne Endelse kender vi godt fra mange andre Navne paa Landsdele, saaledes Finmarken, Telemarken; man har altsaa ladet Grænsemærkerne, Landemærkerne, blive Betegnelse for det Omraade, de indesluttede". —
Som man vil se, hersker der saavel Usikkerhed som Uenighed om vort Lands Navn.
For faa Aar siden udkom en Afhandling, forfattet af den svenske Videnskabsmand Elis Wadstein, hvis Studier over Navnet Danmark i ret høj Grad har kastet Lys over disse dunkle Spørgsmaal. Afhandlingen er saare interessant og udmærker sig saavel ved Sagkundskab som videnskabelig Grundighed. Efter som Indledning at omtale andre Forskeres Behandling af Emnet følger Forfatteren det første og vigtigste Moment i Stednavnetolkningens Metode: at finde saamange ældre Former af Navnet som muligt.
Af gamle Litteraturkilder, hvori Danmark eller Daner forekommer, anføres en anselig Række, af hvilken nogle enkelte skal nævnes her.
De to ældste Kilder vi kender, hvori "Daner" omtales med Sikkerhed, er fra omkr. Aar 500. Den ene er en Beretning, forfattet af den østromerske Historieskriver Prokopios, (som tillige var Sekretær og Raadgiver hos Kejser Justinians Feltherre Belisarius, hvem han fulgte paa de store Erobringstogter). Den anden Beretning skyldes den gotiske Historieskriver Jordanes. Prokopios har i sin paa Græsk skrevne Beretning om en Flok Herulers[1] Vandring til "Thule" (Skandinavien) kaldt Danerne "Danoi". — Hos Jordanes, som skrev paa Latin, finder vi Formen "Dani".
Den næste Kilde, hvori Daner forekommer, er et Værk, "Frankernes Historie" af Historieskriveren Gregor af Tours fra det 6. Aarhundrede. Der berettes heri om et Krigstog, foretaget af Danerne ("Dani") omkr. Aar 515.
En Digter ved Navn Venantius Fortinatus, (der døde som Biskop i Poitiers o. 609), har i et af sine latinske Digte ligeledes Formen "Dani".
I en Verdensbeskrivelse fra ca. 630 omtales atter "Danos" (Genstandsformen paa Latin af "Dani").
Saa træffer vi endelig for første Gang Landets Navn "Dania" (sammen med "Dani") hos den saakaldte Ravennageograf; (ja, han ved endog, at der er noget, der hedder Limfjorden ("Linafluvium"). Hans Kendskab til vort Land har sikkert ikke været ringe efter Datidens Forhold. —
Beowulfskvadene, denne for os saa interessante, angelsaksiske Sangkreds (fra omkr. 700), fortæller os, med samme Simpelhed og Vidtløftighed som Homer, mangt og meget om Begivenheder og kulturelle Forhold blandt Danerne og Geaterne (Jyderne). Denne saare vigtige Kilde til vor "Sagnhistorie" omtaler Daner adskillige Steder, (f. Ex. " . . . hit hring dene æfter [be]orthege gebun hæfdon" — ɔ: . . . da "Ring-Danerne" havde gjort sig rede til "Ølgildet").
Om vor Folkestamme Danerne paa den Tid, da Beowulfskvadenes Begivenheder finder Sted, skriver Prof. Axel Olrik følgende i en af sine
mest omfattende Oldtidsstudier[2]: "Danerne, der tidligere har haft en tilbagetrukken Stilling, har netop ved denne Tid hævet og udvidet sig. Navnet Daner og en dansk Stat kendes ikke i nogen Kilde ældre end det 6. Aarh." – – – "Vi kender ikke nærmere til Nordens Folk i al den Tid, da de mange germanske Smaastammer smeltede sammen til større Folkeforbund (Saksernes, Frankernes o. s. v.), og da Kongevælden udvikledes til en afgørende Magtfaktor. Hvad Norden har oplevet af lignende Omdannelser, véd vi ikke uden af en kortfattet og lidt vreden Udtalelse hos Goternes Historieskriver Jordanes: "Danerne", siger han, "har, udgaaende fra hines (Sviernes) Stamme, fordrevet Herulerne fra deres Bopæle, og blandt alle Skandiens Folkestammer kræver de Forrangen paa Grund af deres høje Vækst". Disse Efterretninger om Skandiens Folkestammer synes at stamme fra den norske Smaakonge Rodulf, der omkr. Aar 500 drog til Italien og tog Tjeneste hos Theodorik den Store." — — — "Danernes Navn, der aldrig før er forekommet i noget Skrift, viser sig pludseligt at være kendt og berømt hele Europa over, i Konstantinopel, i Rom, hos Franker og hos Angelsakser. Alle Kilder antyder Folkestammens anselige Omfang og at den ved krigersk Dygtighed har hævet sig til sin frygtindgydende Stilling. Det er klart, at dette Danernes Rige er den store Nydannelse fra Folkevandringstiden indenfor de nordiske Lande". — — — "Thi Folkevandringen er jo Nydannelsestiden for hele den gotisk-germanske Stamme. Ikke blot ved de Folkeblandinger og Kulturtilførsler, som aabnede en ny Fremtid; men ved selve det, som Tiden oplevede og indeholdt. Den saa store Riger rejse sig, mægtige Kæmpeskikkelser skinne frem og atter svinde, Bedrifter øves og udslettes. Historisk set er det den Tid, der uddanner og staalsætter Germanernes Stats- og Forfatningsformer med en øget Kongemagt som sit Midtpunkt, litteraturhistorisk er det den episke Digtnings Fødselstid. Disse to Ting hænger paa det nøjeste sammen; det er disse mægtige Kongeskikkelser — de, der kommer og svinder — som bliver Digtningens Indhold: Ermanrik, Attila, Theodorik, Burgunderkonger og Heltene fra de katalauniske Sletter. I dette Liv lever Danerne med. Og det bør siges Nutiden, at vi har levet med i det; oplevet selvstændigt, i egen Kraft og ikke i mat Efterligning af andre, det største og selvstændigste af, hvad der da optog den gotisk-germanske Stamme. Midt i denne Nyskabelsernes Tid staar Da-nerigets og Danefolkets Dannelse som en af de mærkeligste Kendsgerninger. Om denne nye Daad staar der Glans af Digtning" —
Saavidt Axel Olriks Studier over vor Folkeæt, dens mærkelige Tilsynekomst og Deltagelse i Tidens Tildragelser — især belyst udfra hans fremragende Forskning af vor Oldtids Heltedigtning i Almindelighed og af Beowulfskvadene i Særdeleshed.
II
Vi vil derpaa videre følge den kronologisk ordnede Række af Kilder med Danernes og Danmarks Navn, som Wadstein anfører:
En af Karl d. Stores Mænd, den lærde Angelsakser Alkuin (o. 782) beretter om Missionen hos Daner og Friser.
Tyske Annaler fra før 800 omtaler flere Steder Godfred, Danernes Konge.
Den alt omtalte bajerske Geograf (fra Slutningen af 9. Aarh.) kalder Danerne "Danaer".
Sluttelig anføres endnu en Del gamle Kilder, blandt hvilke dog den mindre og større Jelling-Runesten maa omtales. Paa den første, som Kong Gorm satte som Minde over sin Dronning, staar Tyres bekendte Tilnavn, Danebod ("tanmarka ʀ but", Danmarks Bod). Paa den anden, som Harald Blaatand rejste for sine Forældre, kalder han sig selv "den Harald, som vandt sig al Danmark ("tanmaurk") og Norge og gjorde Danerne ("tani") Kristne." —
Af mindre Vigtighed er de Personnavne, som Wadstein nævner til sidst, hvori "Dan-" forekommer (Half-dan o. a.)
Afhandlingen gør derefter opmærksom paa den interessante Omstændighed, at Navnet paa Folket viser sig tidligst, (Formerne fra 6. Aarh.: Danoi og Dani). Landsnavnet træffer vi mærkeligt nok først i sidste Halvdel af 7. Aarhundrede (Dania). Formen "Danmark" optræder dog ikke før ved c. 900 (Oldengelsk: "Dene-, Denimearc"; og den latiniserede højtyske Form: "Deni-marca"). Den første af disse Former, den oldengelske, forekommer i en Beretning, som de Rejsende Ottar og Wulfstan aflagde for den engelske Kong Alfred om Danmarks Land og Folk.
Hvis den Omstændighed, at Daner forekommer før Danmark, ikke beror paa en ren Tilfældighed, paa Grund af Kildernes forholdsvis ringe Antal, kunde man antage, at Navnet paa Folket har existeret før Landets, og at dettes Navn skulde være dannet af Folkenavnet. Men Svenskeren Noreen har bevist denne Antagelses Urigtighed; dels ved at paavise, at Landets Navn i saa Fald vilde have været: Danamark; dels ved at gøre opmærksom paa det Faktum, at "Dan-" forekommer flere Steder i de nordiske Lande uden at have ringeste Forbindelse med "dansk" Indflydelse. Som Exempler anføres et Sogn, et Engslæt og nogle Smaaholme i Norge, som bærer Navnet "Danmark". Ligesaa i Sverige som Navn paa en Sæter i Vestergøtland og en Gaard i Søder-mannland. —
Efter en Betragtning af de anførte gamle Kilder slutter Wadstein, at Danerne paa Prokopios' Tid var at finde paa den jydske Halvø.
Thi der berettes om Herulerne, at de ikke skulde passere noget Vand, større eller mindre, for at naa Danernes Stammer; hvorimod det udtrykkeligt fortælles, at man for at naa "Thule" (det skandinaviske Fastland) maatte overskride et "Okeaon", hvormed sikkert menes Øresund.
Digteren Venantius Fortinatus fortæller, at Danerne havde Saxerne til Naboer, sammen med hvilke de faldt ind i Vestfrisland.
Danerne har da formodentlig paa Fortinatus' Tid (6. Aarh.) boet temmelig langt mod Syd. — Efter den anden Forfatter fra ca. 500, Jordanes, at dømme, har Danernes oprindelige Hjem ikke ligget paa Fastlandet; det fremgaar kun, at de fandtes der paa hans Tid. Det er først en senere Kilde, der giver Vidnesbyrd om, at visse Dele af Fastlandet har hørt Danmark til.
Hvorlænge dette har været Tilfældet, vides dog ikke, — Wadstein finder saaledes ikke noget Bevis for, at Danmark oprindeligt har ligget paa Fastlandet. Tværtimod synes efter Prokopios det modsatte at være Tilfældet. Altsaa bliver det ældste Danmark at søge mod Vest.
Derpaa tager Forfatteren Oprindelsen af Ordet "-mark" i Betragtning. Egentlig er det Latin, "margo" (Rand), herfra faar det Betydningen "Grænse", "Grænsemark", hvad der viser hen paa den gamle Grænsemark i den sydlige Del af den jydske Halvø. Her er da, efter Forfatterens Mening, det oprindelige Danmark at søge. —
Og ved en Betragtning af "Danmarks" første Led viser Forf., at ogsaa dette Ord passer paa det nævnte Omraade. Han henviser til det Faktum, at Dan- ofte forekommer i Navne paa vandbeskyllede eller sumpede Steder. Allerede er det omtalt som Navn paa Holme, dels et Eng-Slæt og dels paa et Sogn i Upsala, hvis Hovedpart udgøres af Engstrækninger om Fyris-Aaen.
Endvidere kan Stammen "dan-" i Betydningen "sumpet, vaad" paavises i forskellige fremmede Sprog:
Middelnedertysk: "dane"; det samme i nedertyske Nutidsdialekter.
Paa Engelsk: "dank" (Kær, Bløde) og "den" (Hule, Dal med et Vandløb). Ja, efter Forfatterens Mening skulde "dhanvati" (rinder) og "dhanus" (Vand, Strøm) paa Sanskrit være identisk hermed.
At dømme efter dette skulde "Danmark" da betyde en sumpet Grænsemark, beskyllet af Vand. — Anstiller man da Undersøgelser over paagældende Landomraade, (nemlig mellem Ejdernes Munding og Slien, hvor den danske Sydgrænse gik, og gennem hvis østre Del Danevirke strakte sig), viser det sig, at det Udseende, der her gav Landskabet Præg i Fortiden, (man har endnu bevaret gamle, tyske Beskrivelser deraf), nøje stemmer overens med Antagelsens Slutninger: I Vest store Marskstrækninger uden beskyttende Diger. Dernæst udstrakte Sumpe ved Ejdersted, gennemskaaret af Vandløb; "Magger" og "Børmerkoog" var endnu indtil 17. Aarh. store Søer; Lavninger om Reideaa og Trejaa; endvidere store Engstrækninger, der indtil for 200 Aar siden endnu næsten var dækket af Vand, og sluttelig en Del større eller mindre Søer. —
Forfatteren vil da i dette Landskab, denne sumpede Grænsemark, genfinde det oprindelige Danmark. Navnet kan saa efterhaanden være blevet en Betegnelse for hele det Rige, hvortil det hørte; (som en Analogi hermed anføres "Gøtaland", som først kun betegnede Egnen om Gøtaelven, dernæst hele Øster- og Vestergøtland og endelig hele Sydsverige).
Ogsaa paa Grund af de gamle Handelsveje mellem Østersø og Vestersalt (en Forbindelse, der i ældre Tid gik fra Ejderen til Hedeby og Slesvig) havde først og fremmest dette Landomraade Betingelser for at blive kendt og anvendt. —
At "Danmark" som Navn paa hele det danske Rige først forekommer temmelig sent, langt senere end Folkenavnet "Daner", kunde da vise, at Danmark fra første Færd kun har betegnet denne danske Grænsemark mod Syd. Naboerne i Syd har vel saa opfattet det første Led i "Dani-mark" som "Markens" Indehavere og derfor kaldt dem Daner; Ordet "Mark" tabte efterhaanden sin Betydning "Grænse-mark" (den Betydning, der ligger f. Ex. i Ordet "Markgreve"). Og "Danmark" anvendtes da ikke blot om Strækningerne paa den anden Side Grænsemarken, men ogsaa — omend betydeligt senere — om hele det Omraade, der udgjorde det danske Rige.
Saaledes er i store Træk Resultatet af den svenske Forskers Slutninger. Og denne Gaadens Løsning, som maa interessere alle Danske, og som vi bør være taknemlige for, giver et ypperligt Bevis for den Kyndighed og Interesse, der kan og bør særpræge Studiet af vore Stednavne.
Følger Forskningen for Fremtiden fornøden Forsigtighed, og fortsætter den fremdeles paa videnskabeligt Grundlag med samme Nidkærhed fra Videnskabens Side, vil man inden længe, efter samtlige Slutningers Resultater, ikke blot kunne drage Hovedlinierne op, men være i Stand til at danne Helhedsbilledet af det Samfunds Fødsel og Opvækst, som lidt efter lidt tog den danske Jord i Besiddelse, navngav Bygd og Bosted, Skov og Sø, og som derved dannede Danmark.
Litteratur:
Th. Jørgensen: Stednavnenes Vidnesbyrd om forhist. Bebyggelse. 1923. E.
Wadstein: Namnet Danmk. Gøteborg 1918.
J. Steenstrup: Hist. Tidskr. 6 Rk. V. 313. ff.
J. Steenstrup: De danske Steder.
J. Steenstrup: Danmk. Riges Hist. I.
J. Steenstrup: Normannerne I. 155.
Adolf Noreen: Spridda Studier. II. 143. ff.
Axel Olrik: Danmarks Heltedigtn. I. (1903).
Axel Olrik: Salm. Lex. 1916.
Noter:
