Nedstigningen til Helvede

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nedstigningen til Helvede

Niðrstigningar saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

   Kristus undertvinger Djævelen
Fra et engelsk håndskrift
ca. 1200

1. Brødrene Karinus og Levkius, Simeon den Gamles sønner, fortæller dette om Kristi nedstigning til Helvede i den bog, de skrev om, hvordan Kristus førte Adam og alle de andre bort fra Helvede. Og selv om det, som er skrevet om dette, ikke er blevet helt så udbredt som de øvrige hellige skrifter, skal man alligevel ikke tvivle på det, som fortælles her. Dette værk kaldes Frelserens gerninger. Det siges, at Herrens discipel Nikodemus har sat det sammen.

Vi opholdt os på et sted, fortalte de, som forekom at være en slette, og Adam og alle patriarkerne og profeterne var der. Det var et tåget og mørkt og ubehageligt sted at være. Der skete da det mærkelige og mindeværdige, at et smukt og klart lys, som var det solen, pludselig skinnede over os alle. Da glædede Adam, hele menneskeslægtens og alle patriarkers og profeters fader, sig meget og sagde: »Dette lys må skinne fra Gud, som har lovet os at sende sit lys.« Da råbte profeten Esajas og sagde: »Dette lys kommer fra Gud, sådan som jeg sagde, da jeg levede på jorden. Og det, jeg sagde, var: ‘Zebulons land og Naftalis land på den anden side af Jordanfloden, vejen langs havet, folkeslagenes Galilæa! Det folk, som opholder sig i mørket, skal se et stort lys. Lyset stråler over dem, der bor i dødsskyggens land.’ Nu skinner det lys over os, som jeg forudsagde ville komme, for vi befinder os i sandhed i dødens mørke. Men nu skal vi alle glæde os meget over dette lys.«

Da hele menneskemængden var samlet, kom vores fader, Simeon, hen til os, og med stor glæde sagde han til Guds venner: »Lovpris Vorherre Jesus Kristus, for jeg tog ham i min favn, da han var barn, og bar ham til kirken, og da blev jeg vækket af Helligånden og sang dette: ‘Nu lader du din tjener fare herfra’.« Dette budskab glædede alle Guds helgener meget.

Da kom en mand, som de ikke kendte, gående derhen. Denne mand var duelig, men klædt, som om han var kommet fra ødemarken. De spurgte denne mand om hans navn, og om han kunne fortælle noget nyt. Han sagde, at han hed Johannes, »— og jeg var stemmen, som råbte i ødemarken, og jeg var bebuder af Guds søn i den jordiske verden. Og jeg gav folk besked om, at det var Guds søn, som var kommet til dem for at frelse dem, der ville tage imod det. Og da jeg så ham komme hen for at møde mig, blev jeg tilskyndet af Helligånden og sagde dette: ‘Se, dér er Guds lam!’ Jeg døbte ham derefter i floden Jordan. Og da så jeg Helligånden komme over ham i en dues skikkelse, og jeg hørte en stemme fra himlen, der sagde: ‘Dette er min elskede søn, som behager mig.’ Og nu kan jeg fortælle jer, at jeg er draget i forvejen for ham for at bringe jer det budskab, at nu varer det ikke længe, før selve Guds søn stiger ned fra himlen til os, som sidder her i dødens mørke.«

2. Da Adam, vores førsteskabte fader, hørte det blive fortalt, at Jesus var blevet døbt i Jordanfloden på den tid, da Johannes forlod verden, blev han umådeligt glad, og han vendte sig da om mod sin søn og sagde til ham: »Set, min søn! Fortæl du patriarkerne og profeterne det, som du hørte ærkeenglen Mikael sige til dig, dengang jeg sendte dig til Paradis for at opsøge Vorherre og spørge ham, om han ville sende sin engel af sted for at bringe dig den olie, som kommer fra barmhjertighedens olietræ, sådan at jeg kunne smøre mit legeme med denne olie, fordi jeg var syg, og dermed blive helbredt.«

Set gik derpå hen, hvor patriarkerne og profeterne var. Han henvendte sig til dem og sagde: »Det skete engang,« sagde Set, »— da jeg drog ud i et ærinde for min fader, at jeg meget sent kom til porten til Paradis. Der var to forhindringer: Der var flammende ild for at forhindre alle i at komme forbi, og der var engle som værn mod alle djævlene og syndige menneskers sjæle. Og da min færd således bliv hindret, gjorde jeg holdt og bad til Gud, og da åbenbarede ærkeenglen Mikael sig for mig dér og sagde: ‘Herren har sendt mig til dig. Jeg er sat til at føre tilsyn med alle menneskers tanker. Og jeg kan fortælle dig — Set! — at du ikke har nogen grund til at stå i tårer og på din faders vegne bede om denne olie, som findes i Paradis. For selv om han er meget syg, får han ikke olien herfra, førend der er gået fem tusind og fire hundrede år, og da vil Guds elskelige søn, Kristus selv, komme til den jordiske verden, og da vil mange syge mennesker blive helbredt, og nogle vil rejse sig fra døden, og da vil Kristus selv blive døbt i floden Jordan. Og når han stiger op fra vandet, så vil han lade alle, der tror på ham, smøre med barmhjertighedens olie, og denne barmhjertighedsolie vil give evig salighed til dem, som genfødes af vandet og Helligånden. Det vil også ske, at den kærlige Guds søn, Jesus Kristus, vil stige ned under den jordiske verden, og derefter vil han føre din fader, Adam, til barmhjertighedens træ i Paradis.’« Det, Set nu havde sagt, vakte den største glæde blandt alle patriarkerne.

3. Nu, mens de som forventeligt glædede sig meget over dette, fortælles det, at jætten Satan, Helvedes høvding, der somme tider har syv hoveder og somme tider tre, men som andre gange har skikkelse af en drage, og som på alle måder er frygtelig og modbydelig og ondskabsfuld, holdt møde med alle de jætter og djævle og stortrolde, der var i Helvede, og sagde: »Vær nu klar til at pågribe og fange Jesus, som tror, at han er Guds søn, men han er dog kun et menneske, og det véd jeg, fordi han frygter døden. Men dette er en mand, der har modarbejdet mig meget og altid været meget grusom, og mange mennesker, som jeg har gjort blinde eller til krøblinger eller spedalske eller vanvittige, dem har han helbredt med sine ord.«

Og de svarede ham og sagde: »Vi kan ikke vide, at det er sådan, som du siger. Men det véd vi — og det kan vi se, herre! — at du ikke har bragt os nogen mand, som har nedbrudt og knust din kraft og din magt i samme grad som denne mand, som, efter hvad du nu fortæller os, taler i rædsel. Vi tror desuden — og vi vil fortælle dig vores mening derom — at dér, hvor han er, vil han være så almægtig i sin guddommelighed, at ingen i verden kan hamle op med hans manddomskraft.«

Da sagde mørkets høvding: »Hvorfor tøver I og er bange for at pågribe denne mand, Jesus, som både er min og jeres fjende? Jeg fristede ham, og jeg opildnede det jødiske folk til fjendskab mod ham, og jeg har sørget for et træ til hans korsfæstelse, jeg har ladet et spyd skærpe til at stikke ham med, for nu er der ganske kort tid, til han skal dø, og da vil jeg føre ham hertil, så han kan blive underkuet af både jer og mig.«

De svarede: »Sagde du ikke, at han havde udrettet meget med sine ord og helet det, som du havde lemlæstet og ødelagt? Og det véd vi, at han har taget mange døde fra dig, mens de var i vores varetægt. Eller hvem var den ordstærke mand, der kaldte Lazarus herfra? Og vi havde ham i lænker her i fire dage, men så blev han pludselig levende i den jordiske verden og forsvandt fra os.«

Satan, dødens høvding, svarede: »Det var Jesus.« Og de svarede da: »Vi sværger ved dig og din magt og vores med, at du ikke skal føre ham hertil, for da vi hørte hans befaling, da blev vi alle forfærdede, og alle vores trælle og smede skælvede, og det var langtfra, at vi magtede at holde Lazarus tilbage, for hurtigere end noget andet forsvandt han herfra og gik levende på jorden. Vi véd nu, at den almægtige Gud er inde i den mand, og at han er kommet til denne verden for at frelse menneskene fra synderne og befri dem til hans guddommelige liv.«

Men hermed forlader jeg nu det, som Satan og de andre talte om.

4. Men nu skal jeg fortælle om flere meget bemærkelsesværdige hændelser. Det skete på nærmest samme tid af døgnet, at himlen åbnede sig, og en hvid hest kom til syne, og høvdingen, der red på hesten, var i mange henseender mere fornem end de ypperligste blandt alle andre. Hans øjne brændte som ild. På hovedet bar han en krone, der fremviste mange sejrstegn. Over sine øvrige klæder bar han et, som var blodstænket. På et klæde omkring hans hofter stod disse ord skrevet: Kongers konge og herrers herre. Han strålede mere end solen. Han anførte en stor skare, og alle i hans følge red på hvide heste, og de var alle klædt i hvidt silke og var meget lyse.

Denne mægtige hersker så da mod byen Jerusalem og sagde: »Den snare, som er lagt i Jesusalem, vil skade Midgårdsormen.« Han skjulte da krogen, som sad i den madding, der blev anbragt i snaren, og også snøren fik han skjult, så den ikke kunne ses. Da bad han nogle af sine helgener om at drage i forvejen og kundgøre hans komme til Helvede.

5. Nu vender jeg tilbage til dér, hvor jeg slap før, nemlig ved Satans samtale med de andre. Og de hører, at hellige engle råbte så højt, at det syntes at buldre overalt. Og de sagde: »Luk jeres porte op — magthavere! ― og åbn de evige porte, så ærens konge kan træde ind!« Da sagde Helvedes beboere til Satan: »Forlad nu vores bolig! Og kæmp du nu hårdt mod denne ærens konge, såfremt du formår det. Vi vil ikke have noget med ham at gøre!« Og dermed jog de deres høvding ud af Helvede.

Da Satan kom ud, så han, at en stor engleskare var kommet til Helvede. Han gik ikke hen for at møde dem, men fór forbi dem. Så antog han drageskikkelse og gjorde sig så stor, at det nærmest så ud, som om han kunne ligge rundt om hele verden. Han så det ske i Jerusalem, at Jesus Kristus var i færd med at dø. Og han fór straks derhen og agtede at flå sjælen fra ham med det samme. Men da han kom derhen og troede, at han kunne sluge ham og tage ham med sig, da bed han på den guddommelige krog, og korset faldt ned over ham, og han var da fanget som fisken på krogen, som musen i fælden eller som ræven i snaren, sådan som det var blevet forudsagt. Da kom Vorherre derhen og bandt ham og bad sine engle om at holde opsyn med ham.

6. Men nu skal jeg fortælle om, hvad de foretog sig i Helvede, efter Satan fór ud. De styrende djævle i Helvede sagde til deres krigere: »Tag nu — I grusomme væsener! — og luk alle portene, og spær dem med jerngitre og jernbomme, og gør jer hårde og gør god modstand, så I ikke bliver ført bort herfra eller mister dem, som I hidtil har holdt fanget her.« Da Guds helgener hørte dette, sagde de til disse onde skabninger: »Luk portene op, så ærens konge kan træde ind!«

Da begyndte kongen og profeten David at tale højt til Guds mænd: »Det var da jeg levede og blev kaldt konge i Østerlands rige, at jeg spåede dette for jer: »Bekend jer til Herren og højagt hans navn og det forunderlige, han udrettede, for han knuste kobberporte og huggede jernbomme over. Han ledte dem bort fra den vrange vej, de var på.« Da sagde profeten Esajas: »Véd du, at jeg før spåede det, da jeg var på jorden, at de døde ville rejse sig, og de, som lå i graven, ville glæde sig; døden og Helvede skulle miste sejren.« Da Guds helgener hørte Esajas’ ord, råbte de med stor kraft til folkene i Helvede: »Luk nu portene op, ellers skal I få overmagten at føle!« Da hørte de for anden gang så høj en røst, at hele Helvede nærmest rystede: »Luk jeres porte op — magthavere!« Da hoveddjævlene hørte, at der to gange blev råbt udefra, at de skulle lukke op, spillede de uvidende og svarede: »Hvem er denne ærens konge, denne mægtige og vældige herre, denne herre, som er stærk i strid?« Da sagde David: »Jeg kender disse ord, som bliver sagt her, for jeg spåede dette fra Helligånden. Nu skal jeg sige jer, hvem han er: En mægtig og vældig herre, en herre, som er stærk i strid, ærens konge, som så ned fra sin høje helligdom, og Herren så fra himlen ned på jorden, så han kunne høre de lænkedes stønnen, så han kunne frelse de dræbtes børn. Luk portene op — I hæslige og smudsige skabninger! — så ærens konge kan komme hertil.«

Da David havde sagt dette, kom ærens konge til Helvedes fæstning, og han nedbrød straks Helvedes borgmur og frembragte derved en stor åbning i den. Han åbenbarede sig i menneskeskikkelse med så kraftigt et lys, at Helvedes mørke forsvandt. Alle gode mennesker slap da fri af de lænker, som de var bundet med. Han nedbrød Helvedes mure så hurtigt og med en sådan styrke og støj, at alle djævlene blegnede og begyndte at skælve, og straks efter, da de så Kristus, deres Gud, komme gående dér, skævede de alle derhen og sagde: »Nu har du besejret os. Du har her handlet med stor kraft og søgt at beskæmme os. Det er et under og ganske uhørt, at du sådan forekom at være ussel og ubetydelig, blev dræbt på korset og lagt i graven, men nu er du kommet hertil og befrier de lænkede og frelser alle.« Og alle de fæle væsener i Helvede begyndte at sige det samme: »Hvor kommer du fra — Jesus! — så stærk og mægtig en mand, og så strålende og fri for synd? Den jordiske verden, som længe har været forpligtet til at betale skat til os, har aldrig før givet os magen til dødsskat. Denne mand overgår alle, som er så modig, at han besejrer vores bødler og ikke skræmmes, men flår lænkerne af folk. Det må være den Jesus, der nu er kommet hertil, om hvem vores høvding, Satan, sagde, at han alene skulle regere verden efter sin død.«

Da tog Herren, ærens konge, fat på at betvinge dødens høvding, og han bandt ham med brændende lænker. Og han førte Adam med sig til sin stråleglans.

7. Da begyndte Helvedes beboere at bebrejde deres høvding med alvorlige anklager: »Hør,« sagde de, »— du fordærvelsens fyrste, dødens høvding, den trehovedede Beelzebub, som englene hånlo af! — hvordan kunne du love, at det var gunstigt for os at få ham lokket hertil? Du har båret dig meget uklogt ad, og det ses tydeligt nu, hvor Kristus kommer her og jager dødens mørke væk med sin guddommeligheds lys og ødelægger vores fængsel og fører alle fangerne væk herfra og også de mange, som plejer at stønne af smerte under vores pinsler. Og nu ledes allesammen ud, for at hans slags mennesker ikke skal komme her siden. Nu sker det, at de, som aldrig kunne være glade, bliver kry over for os, og begynder at true os. Hør — du Satan, Helvedes og alt det ondes fyrste! — hvorfor fandt du nu også på at lokke ham hertil? For nu må det forventes, at der hverken skal høres gråd eller stønnen her. Den store formue, som du ejer i skidt og råddenskab, og den glæde, som du har vundet ved misgerningstræet, har du mistet fuldstændig ved korstræet, og al din glæde vil gå tabt, når du lader selveste ærens konge sætte sig op imod dig. Det var dårligt gennemtænkt, da du gav dig i kast med ham, som er så fri for synd, og lokkede ham hertil, og nu er du tvunget til at opgive alt, selv om du ikke vil.«

Det fortælles, at ærens konge efter dette sagde til alle beboerne i Helvede: »Nu skal Satan være her i stedet for Adam og hans børn, mine retfærdige folk.«

8. Og da rakte Gud sin hånd ud og sagde: »Kom til mig, alle jer, der er skabt i mit billede. I skal vide, at Djævelen og døden nu er fordømte.« Da samlede de sig alle og valgte at give sig i Vorherres varetægt. Herren tog da Adam i højre hånd og sagde: »Fred være med dig og med alle dine børn, mine retfærdige folk.« Adam kastede sig for Herrens fødder og sagde: »Jeg priser dig — Herre! — fordi du løftede mig op.« Og han sang yderligere fire vers fra den salme. Det samme sang alle helgenerne, og de kastede sig for Herrens fødder og sagde: »Du er kommet og har fuldført det, som du gav tilsagn om og forudsagde gennem lovene og profeterne, nemlig at frelse os og hele verden ved din død på korset og ved nedstigningen til os og ved med din kraft og dit korstegn at føre os til herligheden, så døden herefter ikke skal herske over os.« Derpå gjorde Herren korsets tegn over Adam og alle helgenerne, og han tog Adam i hånden og steg op fra Helvede med en stor skare. Og alle helgenerne fulgte Herren.

Da talte David højt og sang dette: »Syng en ny sang for Herren!« Og alle sang sådan sammen med ham og sagde amen. Derefter sagde profeten Habakkuk: »Du vil frelse dit folk ved at udfri dine nødlidende« Og alle helgenerne svarede og sagde: »Lovet være den, der kommer i Herrens navn, og Gud frelste os for evigt.«

Sådan sagde også profeten Mika: »Hvem er gud sådan som vores Gud? Du bortjog vores ondskab og besejrede vores synder, og din vrede bærer vidnesbyrd mod det onde. Du ønsker at skænke os barmhjertighed. Du dræbte al vores ondskab og alle vores synder til minde om din død.« Alle helgenerne svarede: »Han er vores Gud for evigt og altid!« Da sagde alle amen. Og så begyndte alle profeterne at synge fra hver deres vers, mens de fulgte Vorherre.

9. Gud bød ærkeenglen Mikael at føre Adam til Paradis. Da kom to mænd løbende hen imod dem. Profeterne spurgte: »Hvem er det, som nu kommer legemlige til Paradis?« Den ene svarede: »Jeg hedder Enok, og jeg blev ført hertil af Guds ord. Manden, der følger mig, hedder Elias og kaldes Tishbiteren; han blev kørt hertil i en flammende vogn, og vi er ikke døde endnu. Vi skal være i sikkerhed her, indtil Antikrist kommer, og da skal vi fare derhen og kæmpe imod ham med Guds mirakler og jærtegn. Han vil lade os dræbe i Jerusalem, men efter tre dage og det halve af den fjerde skal vi blive løftet op til skyerne.«

Mens Enok og Elias talte sådan sammen med Guds helgener, skete det, at en aldeles ynkelig mand kom gående; han havde mærker efter korset på sine skuldre. De spurgte, hvem han var. Han svarede: »Jeg var en forbryder og begik alskens ondt på jorden. Og jøderne korsfæstede mig sammen med Kristus. Men da jeg så de undere, der skete, syntes jeg at vide, at Kristus måtte være skaberen af alle skabninger. Derfor bad jeg om barmhjertighed og sagde: ‘Tænk på mig — Herre! — når du kommer til dit rige.’ Han tog med det samme godt imod mine ord og sagde: ‘Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være hos mig i Paradis!’ Så gav han mig dette korsmærke og sagde: ‘Hvis den engel, der bevogter Paradis, nægter dig adgang, så vis ham korsmærket og fortæl ham, at Jesus Kristus, som nu er blevet korsfæstet, har sendt dig.’ Nu gjorde jeg så det, at jeg sagde til Paradis’ vogter, som jeg havde fået besked på. Han åbnede straks porten til Paradis for mig og førte mig ind til højre og sagde: ‘Her skal vi vente en kort tid, for Adam, fader til hele menneskeslægten, kommer snart hertil sammen med sine børn, den korsfæstede Herre Kristi retfærdige folk.’« Da patriarkerne og profeterne hørte, hvad forbryderen sagde, begyndte de alle at sige samtidig: »Lovet være dig — du almægtige Gud! — som er så fuld af barmhjertighed, at du skænker den til uværdige.«

10. Karinus og Levkius blev ikke fundet i deres grave, da Kristus var genopstået fra døden, men derimod genopstod de sammen med ham og mange andre, sådan som det fortælles i evangelierne. Karinus og Levkius blev siden set hos Josef i den by, der hedder Arimatæa, hvor de nedskrev denne fortælling om Kristi nedstigning, for de ville ikke tale med andre, og de overlod bogen til Nikodemus og Josef. Og de læste op fra den.

Men mange menneskealdre senere fandt kejser Theodosius, søn af Arcadius, bogen. Han tog den med sig til Miklagård, hvor han lod læse op fra den, og folkene på stedet var meget begejstrede for den.

— per omnia secula seculorum. Amen.

---

Noter: