Niakunguak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

83. Niakunguak

En Mængde Brødre boede stadig sammen paa en bestemt Vinterplads. Da de ældre bleve gifte, var en af de yngre, ved Navn Niakunguak, endnu ugift. Denne var forskjellig fra de andre, som alle vare vilde og storpralende. Han vilde aldrig deeltage i deres Lege og gale Streger, endskjøndt de søgte at faae ham med. Tilsidst blev han kjed af at leve sammen med dem, og engang, da de om Morgenen gik i Kajak, fulgte han ikke med, men da de alle vare borte, gjorde han sig færdig og roede langs Kysten sydefter. I mange Dage reiste han uden at træffe et Menneske, og tilsidst saae han sig slet ikke mere om efter Beboere, da han omsider pludselig hørte Raab inde fra Landet af og saae en Mængde Telte, hvis Beboere kaldte ham til sig. Da han lagde til Landet, kom en Mængde Mænd ned og toge imod ham; alle vare de meget høflige, men han kjendte ingen af dem. En gammel Mand bød ham ind til sig. I dennes Telt traf han kun to Døttre, men der indfandt sig mange Gjæster, og alle vare de i høi Grad elskværdige. Da Gjæsterne vare borte, sagde den Gamle: »hvis du vil have en af mine Døttre, kan du vælge.« Niakunguak tog den yngste til Kone, og blev nu den Gamles Forsørger. Da de Samboende bemærkede hans Beskedenhed, fattede de stor Godhed for ham, og han levede først paa dette Sted rigtig lykkelig, og naar Mændene samledes til Selskaber, hørte man aldrig storpralende Ord. Naar Dagene længedes og Sælhundene toge af, havde Niakunguak altid sin Jageplads paa det aabne Hav. Imidlertid fødte hans Hustru en Søn. Medens denne voxede op, kom der engang en Baad med Sydlændinge, som toge Vinterophold paa denne Plads. Man mærkede snart, at den mellemste af disse Brødre var en indbildsk Pralhals, og Niakunguak vilde i sin Beskedenhed ikke gjensvare ham. Efter Vintersolhverv var det en Morgen haard Nordenvind, og Niakunguak var den eneste paa Pladsen, som lavede sig til at gaae i Kajak. Da den mellemste af Brødrene saae dette, vilde han ogsaa være med; de fulgtes derfor ad og roede ud for at jage udhavs. Imidlertid var Vinden taget til, Niakunguak satte Harpunen fast i en Sælhund, og da han saae sin Ledsager komme til, glædede han sig over, at han skulde faae Hjælp til at dræbe den, men den Anden viste ikke sit Kastespyd; han var nemlig bleven bange, vendte indad Land til og roede hjem. Niakunguak tog sin dræbte Sælhund paa Slæb og fangede endnu een til, hvorpaa han begav sig paa Hjemveien. Vinden var tiltaget til en heftig Storm. Imidlertid var hans Ledsager kommen til Landet og havde strax seet Niakunguaks lille Søn, som stod paa Strandbredden og stirrede ud over Søen. Drengen spurgte den Ankommende om Faderen, siden han havde været sammen med ham, men denne svarede: »gaa du kun op! din tossede Fader kommer aldrig mere tilbage, i saadan Blæst kan ingen roe i Kajak.« Drengen gik stiltiende op i Huset og forblev derinde, uden at sige et Ord; han var nemlig allerede bleven forstandig og vidste hvorledes man skulde sørge. Men Mændene paa Pladsen stode alle udenfor og holdt Udkig efter Kajakken. Indløbet til Bugten var meget smalt og heelt bedækket med Skum af Brændingen. Henad Aftenen bemærkede de to sorte Punkter paa Skummet; det var hans Sælhunde, som han havde sat Blæren paa, og som skubbedes frem af Dynningen. Bag efter kom der atter et sort Punkt, det var Kajakken, som foer rask hen over Søerne, dog kunde man kun see Manden. Da han var kommen op i sit Huus, fortalte hans Søn ham, hvorledes han havde udspurgt den mellemste af Brødrene, og hvorledes denne havde sagt, at i en saadan Blæst kunde intet Menneske roe i Kajak. Niakunguak svarede: »i en saadan Blæst, som idag, maa man kunne roe endog i den sletteste Kajak.« Da Bryststykkerne vare kogte, kaldte han alle Mændene til Maaltid, og efterat Gjæsterne havde forsamlet sig, satte han Maden frem og sagde, medens de andre alle taug stille: »idag da jeg var derude og havde sat Harpunen anden Gang i en Sælhund, og da Blæsten var taget temmelig til, saae jeg mig forgjæves om efter en Kajak.« — Ingen svarede et Ord herpaa. Senere begyndte Gjæsterne efter Sædvane at underholde sig, men den mellemste af Brødrene mælede ikke et Ord. Da Dagene bleve lange, og der ingen Leilighed var til at gaae i Kajak, morede de mange Brødre sig med Boltspil. Engang blev der raabt ind i Huset til Niakunguak, at han skulde komme ud og see paa Boltspillerne. Han havde vel ikke synderlig Lyst, men da de gjentoge deres Anmodning, pleiede han at gaae ud og see paa Legen i en Afstand. Engang stod han saaledes, med den ene Arm trukken ud af Ærmet, og betragtede Boltspillet, da den mellemste af Brødrene nærmede sig til ham og pludselig gav ham et Stød, saa at han styrtede om i Sneen. Da Niakunguak reiste sig op og rystede Sneen af, omringede Mændene ham og sagde: »mon Niakunguak ikke vil gjøre Gjengjæld?« Da han, som havde skubbet til ham, hørte dette, tog han fat i Niakunguak. Denne søgte blot at staae fast, men da den anden ikke vilde slippe ham, begyndte de at brydes, og snart kastede Niakunguak sin Modstander, saa at hans Indvendige brast og at Blodet flød ud af hans Mund. Hans Brødre vendte strax Ryggen til Bolten, kom ham tilhjælp og bare ham op i Huset, men næste Morgen døde han. Om Foraaret reiste disse Sydlændinge tilbage til deres Hjem. Den iblandt dem, som var dræbt, havde efterladt sig to smaa Sønner. Niakunguak havde nu saaledes skaffet sig Fjender, skjøndt det var ganske imod sin Villie, at han havde dræbt ham. Han sagde nu til sin eneste Søn, at han skulde øve sine Kræfter, ikke paa Steen, men ved at trække Buske op af Jorden; nu da han havde Fjender, maatte han ikke voxe op i Ørkesløshed. Sønnen fulgte Faderens Formaning, og naar han vandrede paa Landet, rykkede han overalt Smaabuske op af Jorden. Senere øvede Faderen ham ogsaa i Kajakroening, og endnu medens han oplærte ham, begyndte Sønnen at kappes med ham baade tillands og tilvands, og i Stormveir jagede de sammen udenskjærs. Under disse Omstændigheder hændtes det engang, at der atter kom et Selskab af Sydlændinge. Blandt disse vare der to meget stærke Mænd, nemlig Sønnerne af ham, som Niakunguak havde dræbt; ogsaa de havde øvet deres Kræfter. De Tilreisende vare meget høflige og venlige i deres Tale, og besluttede at tage Vinterophold paa den samme Plads. Efter Vintersolhverv indtraf der som oftest Dage med slet Veir, paa hvilke der ikke var nogen Leilighed til Kajakfangst. Engang da de saaledes hendreve Dagen hjemme, bleve Niakunguak og hans Søn indbudte til de Fremmede, og deres andre Tilhørige fulgte med dem. Husets Folk toge meget gjæstfrit imod dem, beværtede dem vel, og der blev talt meget under Maaltidet. Tilsidst blev Samtalen afbrudt, og da der var almindelig Taushed, traadte den ene af de to stærke Mænd frem paa Gulvet, greb et Stykke K'arḱuak kogt, og derpaa tørret, meget haard Lever, og idet han sagde: »jeg har hørt at jeg skal være Fjende med Niakunguak« — trykkede han det sammen med Haanden; men da han ikke kunde magte det, lagde han det hen igjen. Under almindelig Taushed traadte derpaa Niakunguaks Søn frem, greb det samme Stykke, knugede Haanden sammen og knuste det, saa at det faldt som Støv paa Gulvet. Af Forbauselse over hans Kræfter vilde ingen mere afbryde Tausheden. Niakunguak's nærede endnu nogen Mistanke til de Fremmede, men ved Foraarets Frembrud reiste disse bort, uden at tilføie dem noget Ondt. Senere levede de endnu i Forventning om noget, men døde omsider, uden at have fundet Anledning til videre Mistanke.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 235-238.