Nibelungekvadet 15

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nibelungenlied 2.jpg
Nibelungekvadet


oversat af
Chr. Fledelius


15. Æventyr, hvorledes Sigfred blev forraadt


533.
 
 
 

Mange skønne Fruer    blev adskilt med Ord.
Da nagedes Fru Brynhild    af Kummer saare stor,
saa derved maatte ynkes   Drotten Gunthers Mænd.
Da kom Hagen af Tronje   til sin ædle Frue hen.

806.
 
 
 

534.
 
 
 

Til deres Raad kom Ortvin   og Gernot dernæst.
At Sigfred misted Livet,   tyktes Heltene bedst.
Giselher den unge   han traadte ogsaa did.
Med Troskab han mælte,   da han hørte deres Id:

808.
 
 
 

535.
 
 
 

„I saare gode Kæmper,   hvad tænker I dog paa?
Ingen Tid har Sigfred   fortjent jert Had at faa,
saa at han skulde undgælde   derfor med sit Liv.
En ringe Aarsag volder,   at Kvinder kommer i Kiv."

809.
 
 
 

536.
 
 
 

„Skal vi fostre Gøge?"   Hagen mælte saa;
„deraf saa gode Helte   skal ringe Glæde faa.
Saa sandt som han har pralet  med min Drots ædle Viv,
vil selv jeg dø, om ikke   det koster ham hans Liv."

810.
 
 
 

537.
 
 
 

Af Metz Kæmpen Ortvin   mælte da det Ord:
„Ham skal ikke gavne   hans Styrke saare stor.
Om det min Herre tykkes,   da volder jeg ham Ondt."
Ham undsagde ufortjent   Heltene i Burgund.

812.
 
 
 

538.
 
 
 

Ham fulgte endnu Ingen  uden at Hagen blot
til alle Tider raadte   Burgunderlandets Drot,
om Sigfred ikke leved,   da kom i Heltens Magt
mange Kongers Lande.   Da blev hans Hu forsagt.

813.
 
 
 

539.
 
 
 

Han mælte: „Lad dog fare   saa mordlystne Ord.
Os til Held og Ære   blev Helten født til Jord.
Den underkække Kæmpe   er dertil saare stærk:
fik han vor Agt at vide,   blev haabløst vort Værk."

815.
 
 
 

540.
 
 
 

„Nej nej," mælte Hagen   „I kan dog tie vist:
jeg tror, at jeg kan lønligt   mage det med min List,
saa Dronning Brynhilds Taarer   skal bringe ham i Nød.
Hagen har ham svoret   sit Had i Liv og Død."

816.
 
 
 

541.
 
 
 

Mælte da Kong Gunther   „Hvordan kan det gaa til?"
Dertil svared Hagen:   „Jeg jer det sige vil.
Bud lader vi komme,   som ej er kendte her,
at byde os i Landet   en aaben Ledingsfærd.

817.
 
 
 

542.
 
 
 

Saa sig for eders Gæster,   I agter jer af Land
med eders Mænd paa Krigstog  Saa snart I gør saadan,
lover han jer sin Bistand:  thi mister han sit Liv:
herom vil jeg fritte  den kække Kæmpes Viv."

818.
 
 
 

543.
 
 
 

Til Mén fulgte Kongen      sin Mand Hagens Raad.
Paa denne Maade pønsed      paa saare troløs Daad
de vidt kendte Kæmper,      før man erfor derom.
For to Fruers Trætte      Helte af Dage kom.

819.
 
 
 

544.
 
 
 

Paa Fjerdedagens Morgen      to og tredive Mænd
kom ridende til Hove.      Et Bud bragtes hen
til Gunther den saare rige,      at ham forkyndtes Krig.
Engang voldtes Fruer      Fortræd af denne Svig.

820.
 
 
 

545.
 
 
 

Man gav dem Lov at træde      for Drotten Gunther frem;
dér meldte de, at Lydeger      havde udsendt dem:
ham tilforn besejred      den stærke Sigfreds Hand
og bragte med som Gidsel      til de Burgunders Land.

821.
 
 
 

546.
 
 
 

Sendemændene hilste han      og bød til Sæde gaa.
En iblandt dem mælte:       „Herre, lad os staa,
til I har hørt det Ærind,      som her skal vorde sagt.
Vid, at der er mange,      hvis Avind I har vakt.

822.
 
 
 

547.
 
 
 

Jer undsiger Lydegast,      derhos og Lydeger,
dem blev i fordums Dage      voldt svar Mén af jer:
thi agter de at ride      i Leding mod jert Land."
Da Kongen hørte dette,      hvor saare vredtes han!

823.
 
 
 

548.
 
 
 

Man bød de falske Sendemænd      til Herberg at gaa.
Hvorlunde havde Sigfred      vel kunnet agte paa,
han eller nogen Anden,      at værge sig mod List?
Dem selv skulde det vorde      til svar Mén til sidst.

824.
 
 
 

549.
 
 
 

Med sine Venner hviskende      Burgunderkongen gik.
For Tronjehelten Hagen      aldrig Fred han fik.
End havde Kongens Helte      vel hindret deres Daad;
dog ingen Sinde Hagen      lod fare sine Raad.

825.
 
 
 

550.
 
 
 

En Dag fandt dem Sigfred,      da hviskende de stod.
Da gav sig til at spørge      den Helt saare god:
„Hvi gaar sorgfuld Gunther      med samt hans Følge stolt?
Til Hævn er jeg rede,      har Nogen Mén ham voldt."

826.
 
 
 

551.
 
 
 

Mælte da Kong Gunther:       „Jeg græmmer mig med Grund.
Lydegast og Lydeger      de vil om føje Stund
komme med aaben Fejde      at hjemsøge mit Land."
Da genmælte Helten:      „Det skal Sigfreds Hand

827.
 
 
 

552.
 
 
 

til eders fulde Ære      formene dem med Flid.
Jeg handler end mod Kæmperne      som alt i fordums Tid:
hvis ej jeg lægger dem øde,      hvad Land og Byer de vandt,
før jeg ender Kampen,       saa tag mit Liv i Pant.

828.
 
 
 

553.
 
 
 

I selv og eders Kæmper      skal blive i jert Hjem,
mens jeg og mine Helte      rider paa Tog mod dem.
At gerne jeg jer tjener,      skal grant I faa at se:
af mig skal eders Fjender      en svar Skade ske."

829.
 
 
 

554.
 
 
 

„Hav Tak for dette Budskab,"      mælte Gunther glad,
som om en Fare trued      for Alvor Land og Stad.
Med Svig dybt sig bøjed      den falske Mand derpaa.
„I være ubekymret,"      Herr Sigfred mælte saa.

830.
 
 
 

555.
 
 
 

Da rusted de til Krigstoget      mangen tapper Svend,
saa Sigfred skulde se det      med samt hans gæve Mænd.
Da bød han.sig berede      sin Flok fra Nederland:
thi søgte Sigfreds Helte      deres Stridsdragt paa Stand.

831.
 
 
 

556.
 
 
 

Mælte stærken Sigfred:      „Min Fader Sigmund kær,
I skal blive tilbage.      Om føje Tid vi er,
skænker Gud os Lykke,      igen i Gunthers Borg.
Saa længe skal I blive      hos Kongen uden Sorg."

832.
 
 
 

557.
 
 
 

Nu tilbandt de Fanerne,      som vilde de af Land.
Da kom af Gunthers Helte      mangen tapper Mand,
hvem endnu ej var kundgjort,      hvorfor det monne ske.
Da kunde man hos Sigfred      et stort Følge se.

833.
 
 
 

558.
 
 
 

De fastbandt paa Hestene      Hjelm og Pansersærk:
til Krigstoget rusted      sig mangen Ridder stærk.
Gik da Hagen af Tronje      for Krimhild at staa
og bad, nu bort de skulde,      om Orlov at faa.

834.
 
 
 

559.
 
 
 

„Nu hil mig," mælte Krimhild,      „jeg gav en Mand min Haand,
som værger mine Frænder      saa saare redebon,
som Sigfred, min Husbond,      mod mine Brødre gør.
Thi er jeg stolt til Mode      som ingen Sinde før.

835.
 
 
 

560.
 
 
 

Kære Frænde Hagen,      til Minde eder drag,
at jer jeg gerne tjener      og aldrig viste Nag.
Lad det til Gavn mig komme      paa min Ægtefælle god.
Ham bør det ej skade,      har jeg Brynhild gjort imod."

836.
 
 
 

561.
 
 
 

„I udsones sagtens      igen om føje Tid.
Nu skal for sand I sige mig,      Krimhild, Frue blid,
hvordan jeg kan jer tjene      med Sigfred, eders Mand.
Frue, ingen Kæmpe      jeg bedre unde kan."

838.
 
 
 

562.
 
 
 

„Jeg skulde ikke ængstes,"      mælte Sigfreds Viv,
„at nogen Mand i Kampen      skulde øde Heltens Liv,
om blot han ikke fulgte      sit alt for raske Mod:
saa var til hver Tid sikker      hin Kæmpe kæk og god."

839.
 
 
 

563.
 
 
 

„Frue," mælte Hagen,      „og har I derfor Frygt,
at man kan saare Sigfred,      saa sige I mig trygt,
hvorledes mig kan times      at frelse ham for Saar.
Jeg skal ham sikkert skærme,      hvor jeg rider eller gaar."

840.
 
 
 

564.
 
 
 

„Du er min Maag," hun mælte,       „saa er jeg din igen:
i din Haand betror jeg      min dyrebare Ven,
at du vil sikkert skærme      min kære Mand Sigfred."
Da røbed hun ham Noget,      hun burde tiet med.

841.
 
 
 

565.
 
 
 

„Min Mand er kæk," hun mælte,      „og saare stærk endda.
Da Lindormen han fældte      ved Bjerget langt herfra,
da baded sig i Blodet      hin Kæmpe velbered.
Fra den Tid i Striden      ham intet Værge bed.

842.
 
 
 

566.
 
 
 

Dog maa jeg saare ængstes,       naar han i Kampen staar
og mange Spyd og Lanser      af Heltes Hænder gaar,
at jeg da skulde miste      min kære Mand derved.
Ak, hvor tit for Sigfred      jeg svar Angest led!

843.
 
 
 

567.
 
 
 

I Lid til ærligt Venskab,      Hagen, siger jeg dig,
og aldrig vil du svige      din Troskab mod mig,
det Sted, hvor man kan ramme      min Husbond saare kær.
Det skal paa Tro og Love      jeg kundgøre her.

844.
 
 
 

568.
 
 
 

Dér af Ormens Vunder      udrandt det hede Blod,
og da sig deri baded      den kække Kæmpe god,
da faldt mellem hans Skuldre      et bredt Lindeblad.
Dér kan Sigfred saares:      det gør mig tit uglad."

845.
 
 
 

569.
 
 
 

Da mælte Hagen af Tronje:       „Et lille Tegn I dér
skal sy paa hans Klædning.      Saalunde let jeg ser,
hvor jeg skal skærme Helten      midt under Kampens Nød."
Hun tænkte ham at frelse:      dog voldte det hans Død.

846.
 
 
 

570.
 
 
 

„Med smaa Silke syr jeg      nu paa hans Klædebon
et lønligt Kors," hun mælte.       „Dér skal, Helt, din Haand
skærme min Ægtefælle,      naar Kampen bliver haard,
og naar for Fjenders Skarer      han midt i Striden staar."

847.
 
 
 

571.
 
 
 

„Det skal jeg, kære Frue,"      gav Hagen hende til Svar.
Da tænkte ogsaa Fruen,      at til hans Gavn det var:
paa denne Vis forraadtes      Krimhilds Ægtemand,
Orlov tog da Hagen,      og saare glædtes han.

848.
 
 
 

572.
 
 
 

Bort gik Kongens Hirdmand.       Til ingen Tid, jeg tror,
skal nogen Sinde atter      en Kæmpe her paa Jord
øve en saadan Falskhed      som Hagen til sin Skam,
dengang Dronning Krimhild      satte sin Lid til ham.

849.
 
 
 

573.
 
 
 

Andendagens Morgen      med sine tusind Mand
da red den Herre Sigfred      fortrøstningsfuld af Land.
Det var hans Haab at hævne      sine gode Frænders Vé.
Saa nær red ham Hagen,      at hans Dragt han kunde se.

850.
 
 
 

574.
 
 
 

Saa snart han skued Billedet,       i Løn han sendte ud
to af sine Svende      at sige andet Bud:
sin Fred skulde beholde      Gunthers Rige end,
thi havde Lydeger sendt dem      med Bud til Worms igen.

851.
 
 
 

575.
 
 
 

Hvor ugerne Sigfred      mod Hjemmet atter red
uden at have hævnet      den Tort, hans Frænder led!
Ham bragte Gunthers Helte      igen til Worms med Nød.
Da red han hen for Kongen,      som fluks sin Tak ham bød:

852.
 
 
 

576.
 
 
 

„Nu lønne Gud jer Villie,      Frænde Sigfred kær.
At gerne I vil gøre,      ihvad jeg beder jer,
det skal jeg altid lønne,      som jeg med Rette maa.
For alle mine Frænder      jer lider fuldt jeg paa.

853.
 
 
 

577.
 
 
 

Siden vi dette Krigstog      saa vel er blevne kvit,
saa agter jeg at ride,      som jeg har gjort saa tit,
til Vasgenwald at holde      paa Svin og Bjørne Jagt."
Den Plan havde Hagen,      den troløse, lagt.

854.
 
 
 

578.
 
 
 

„Alle mine Gæster      dem sige man Besked,
at vi vil aarle jage:      vil Nogen ride med,
da gøre de sig rede;      men hvem det volder Lyst
at blive her hos Fruerne,      han gøre det fuldtrøst."

855.
 
 
 

579.
 
 
 

Da mælte den Herre Sigfred      med ædel Tugt bered:
„Naar I paa Jagt vil ride,      da vil jeg gerne med.
Saa skal I først mig skaffe      til Laans en Jægersvend
og et Par Støverhunde      til Jagt i Skoven hen."

856.
 
 
 

580.
 
 
 

„Vil een kun I have?"      gav Kongen ham til Svar.
„Jeg flyer jer, vil I, fire,      som godt Kendskab har
til Skoven og dens Stier,      hvor Dyr holder til,
saa ikke vild I farer,      naar I til Lejren vil."

857.
 
 
 

581.
 
 
 

Da red han til sin Hustru,      hin Kæmpe uforsagt.
Sin Plan havde Hagen      Kong Gunther forebragt,
hvorlunde han vilde dræbe      den ædle Kæmpe dér.
Saa svar Falskhed burde      man aldrig øve mer.

858.