Nibelungekvadet Indledning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nibelungenlied 2.jpg
Nibelungekvadet


oversat af
Chr. Fledelius


Indledning


Fra henfarne Dage os mangt et Frasagn lød
om Helte uden Mage, om svar Fortræd og Nød,
om Fryd og Bryllupsgilde, om Graad og Trængselsfærd,
om Strid blandt Kæmper vilde, det skal I høre her.

Naar denne Indledningsstrofe, der mangler i et Par af de Haandskrifter, hvori det tyske Heltedigt om Nibelungerne er overleveret til vor Tid, nævner gamle Beretninger som Emne for Digtningen, er det ikke en Talemaade: de Begivenheder, Digtet behandler, var et i sine Grundtræk nogenlunde fast, i Enkeltheder rigt varieret Emne for Sang over den germanske Verden i Aarhundreder, før det i Riddertiden, omkring Aar 1200, i Sydtyskland formedes til et omfangsrigt Epos.

Det her i Norden velkendte Sagn om Vølsunger og Gjukunger danner ogsaa Grundlaget for det tyske Digt, og da Sagnet, saaledes som det lød i nordisk Digtning, í adskillige Henseender har bevaret en oprindeligere Skikkelse og i visse Retninger er i Stand til at belyse Gangen i Nibelungekvadet, vil det være hensigtsmæssigt at hidsætte Indholdet, saaledes som det fremtræder i de nordiske Kilder: den ældre Eddas Heltesange og Vølsungesaga.

Sigmund, Vølsungs Søn, nedstammer fra Odin og er en mægtig Konge i Frankerland. Han ejer et Sværd, Gram, som Odin i en gammel Mands Skikkelse har stødt ind i det Træ, der vokser op igennem Vølsungs Hal, og kun Sigmund har formaaet at drage det ud igen. Da Sigmund falder paa Slagmarken, føres hans frugtsommelige Hustru Hjørdis bort til Kong Hjalprek af dennes Søn Alf. Her fødes Sigurd, og skønt han opdrages standsmæssigt, idet Hjørdis ægter Alf, hentydes der dog i Kvadene til hans Fødsel i fremmed Land og som Fange. Hans Fosterfader er den kunstfærdige Smed Regin. Han fortalte engang Sigurd følgende:

Til Reidmar, Regins Fader, kom Aserne Odin, Høner og Loke. De havde dræbt og flaaet Skindet af en Odder, der sad paa Bredden af Andvarefos og fortærede en Laks. Men Odderen var en Søn af Reidmar, og denne og hans to andre Sønner Regin og Faavne tvang Aserne til at bøde for Drabet med saa meget Guld, som kunde fylde Odderens Bælg indvendig og helt dække den udenpaa. Da blev Loke sendt af Sted; han fangede i et Net Dværgen Andvare, der levede som Fisk i Andvarefos, og tvang ham til at bringe sin Skat. Andvare vilde tilbageholde en Ring, men Loke nødte ham ogsaa til at udlevere den. Da udtalte Dværgen den Forbandelse, at Ringen skulde blive til Død for hver den, der ejede den, og ligesaa Guldet. Nu fyldte Aserne Odderens Bælg indvendig og udvendig med Guld, men der var endnu et ubedækket Skæghaar, som Reidmar forlangte dækket. Odin maatte altsaa udlevere Ringen, som han vilde have beholdt. Straks efter ytrede Ringens Egenskab sig: da Reidmar nægtede at dele Skatten med sine Sønner, dræbte Faavne Faderen, tog alt Guldet, som han nægtede Regin Andel i, og lagde sig ud paa Gnitahede, hvor han i en Lindorms Skikkelse rugede over Skatten.

Efter at have fortalt dette æggede Regin sin Fostersøn Sigurd til at dræbe Dragen med Sværdet Gram, det samme Sigmund havde ejet. Men heller ikke Regin skulde faa Glæde af Skatten. Da Sigurd paa hans Opfordring stegte Ormene Hjerte og stak Fingren med noget af dets Blod i Munden, forstod han nogle Fugles Tale i et Træ nær derved. De røbede, at Regin pønsede paa Svig imod ham, og paa deres Raad dræbte han da sin Fosterfader og tog Faavnes Skat. Denne læssede han paa sin Hest Grane og red sydpaa til Frankerland.

Paa et Fjeld foran sig saa han en stor Klarhed, som om der brændte en Ild. Det var en Skjoldborg, og indenfor fandt han et menneskeligt Væsen i fuld Rustning. Da han lettede Hjelmen, saa han, at det var en Kvinde (Brynhild). Hun var en Valkyrje, hvem Odin havde dysset i Søvn, fordi hun havde kaaret en anden Kriger til Døden end den, Guden vilde: til Straf skulde hun ophøre at være Valkyrie og engang giftes; men hun havde gjort det Løfte derimod, at hun kun vilde gifte sig med den, der ikke kunde ræddes. Hun og Sigurd sværger nu hinanden Troskabsed, og han giver hende Andvares Ring til Pant.

I et Rige sønden ved Rhinen herskede en Konge, som hed Gjuke. Han var gift med en troldkyndig Kvinde ved Navn Grimhild. Herhen kom Sigurd; Grimhild gav ham en Glemselsdrik, og han ægtede hendes Datter Gudrunu. Da dennes Broder Gunnar efter Grimhilds Raad ønsker at faa Brynhild til Hustru, skifter Sigurd, den eneste, der paa Grane kan ride gennem Flammeluen om Brynhilds Borg, Skikkelse med Gunnar og hviler hos hende, med det blottede Sværd imellem dem. Han tager Ringen af hendes Finger og sætter en anden i Stedet. Derefter skifter Heltene atter Skikkelse, og Brynhild og Gunnar lever i Ægteskab med hinanden.

Engang da Brynhild og Gudrun tvættede sig i Rhinen, kom de i Trætte med hinanden. Da røbedes det Forræderi, der var bleven begaaet mod Brynhild, idet Gudrun viste hende Ringen til Vidnesbyrd om, at Sigurd, og ikke Gunnar, havde vundet hende. Paa samme Tid optændt af lidenskabelig Kærlighed til Sigurd og vildt Had over Bedrageriet æggede Brynhild Gunnar til at dræbe sin Svoger under det falske Foregivende, at Sigurd ogsaa havde brudt sin Ed mod ham, da han i god Tro lod ham hvile hos hende. Gunnar raadførte sig med sin Broder Høgne, det tyske Digts Hagen, der fraraader at snigmyrde Sigurd, men deres Halvbroder Guttorm, der ikke som de andre Gjukesønner havde svoret Sigurd Troskabsed, bevæges til at myrde Helten, mens han hviler ved sin Hustrus Side; Snigmorderen bøder selv med Livet. Brynhild vil ikke overleve Sigurd, den eneste hun har elsket og hvem Eder og Skæbnen havde bestemt hende til Mand; hun dræber sig og brændes paa samme Baal som han. Gjukungerne bemægtiger sig derefter Sigurds Skatte.

Derpaa levede Gudrun opfyldt af sin Smerte, indtil hendes Moder Grimhild iik hende forsonet med Gunnar og Høgne, og paa Grimhilds Anstiftelse indgik hun et glædeløst Ægteskab med Kong Atle, Budles Søn. Af Begærlighed efter Sigurds Skatte, der nu tilkom Gudrun, indbød Atle Gjukungerne til Gæstebud. Drevet af Had til sin Ægtefælle og af Slægtsfølelse over for sine Brødre advarede Gudrun disse, idet hun sendte dem Runer og en Ring med et Ulvehaar i; men Sendebudet Vinge forvanskede Runerne, og Gjukungerne begiver sig paa Vej efter at have sænket Skatten i Rhinen. De roede saa kraftigt over et Vand, at Skibskølen revnede og Aaretoldene splintredes, og ved Landgangen tilintetgjorde de Skibet. Da de ankom til Atles Borg, forkynder Vinge dem Forræderiet og bliver til Hævn nedhugget. I Kampen, der derefter udbryder, kæmper Gudrun ved Brødrenes Side, men Høgne og Gunnar fanges. Da Atle forlanger Guldet af Gunnar, kræver denne først at se Høgnes Hjerte, som leende lader det skære ud af sig. Da dette er sket, kan Ingen røbe, hvor Skatten er. Gunnar dør i Ormegaarden.

Snart efter hævnede Gudrun sig grusomt paa sin forhadte Mand: hun lod sine to Sønner med Atle myrde, og ved det Gravøl, der fejredes over Gjukungerne og Atles faldne Mænd, gav hun sin Ægtefælle Børnenes stegte Hjerter at spise og lod ham drikke deres Blod, som hun havde blandet med Vin i deres af Guld og og Sølv indfattede Hjerneskaller. Ham selv dræbte hun, da han hvilede i sin Rus, og stak derpaa Ild paa Hallen og opbrændte ham og hans Mænd.

Rimeligvis er Sagnet oprindelig afsluttet med, at Gudrun selv søgte Døden i Flammerne, saaledes som det i Vølsungesaga fortælles, at Sigmunds Søster hævnede sin Fader Vølsung og sine Brødre ved at indebrænde sin Mand Siggeir, hvorefter hun selv gik ind i det brændende Hus for at dø med ham, hun nødig havde levet sammen med. I de to nævnte nordiske Kilder, saa vel som ogsaa i Snorre Sturlesons Edda, hvor Sagnet refereres i Skaldskaparmál, føres dog Sagnet videre, idet Gudrun gifter sig med jonakr, og hendes og Sigurds Datter Svanhild ægter den gru somme Kong Jørmunrek (den østgotiske Kong Ermanrik), der paa Grund af en falsk Anklage for Utroskab lader sin Hustru ihjel træde af Heste. Denne Udvidelse har lige saa lidt som Beretningerne om Sigurds Aner før Sigmund og de løst hermed for bundne Helgedigte nogen Tilknytning i Nibelungekvadet.

Selv naar disse Udvidelser bortskæres, danner Sagnet ikke en oprindelig Enhed. Det lader sig let sondre i hvert Fald i to Dele: Sigurds Historie indtil hans Fald for Gjukunger eller Niflunger*) (begge Navne anvendes om hans Drabsmænd) og disses egen Undergang. Kun Skatten (bortset fra de fælles Navne) forbinder disse to Dele og endda ikke som et gennemført Bindeled; thi Gudrun, der som Hovedperson skulde forbinde Delene, er i den nordiske Fremstilling ikke, som narret for Skatten, Sigurds Hævner over for hans Banemænd, men tværtimod disses Hævner over for Atle. Og Uklarheden i Sigurds og Valkyrjens Forhold tyder paa, at end ikke Sagnets første Del har udgjort eet oprindeligt Hele.

Paa den Form, hvori Sagnets sidste Del fortælles, har historiske Begivenheder fra Folkevandringstiden været bestemmende.

I Aaret 413 havde Burgunderne, et østgermansk Folk, der var beslægtet med Goterne, førte mod Vest af Folkevandringen, stiftet et Rige ved Rhinen i Egnen om Worms. Dette Folk led i Aaret 435 under deres Konge Gundahari et Nederlag mod Romerne under Aëtius og blev to Aar efter omtrent tilintetgjort af Hunnerne i et blodigt Slag. Paa den Tid var Attila Konge over Hunnerne, indtil 444 eller 445 sammen med sin Broder Bleda (hans Navn er bevaret i Nibelungekvadets Blødel), derefter alene. De Burgundere, der blev tilbage efter Nederlaget, grundlagde i Savoyen mellem Genf og Lyon et nyt Rige, som dog efter neppe hundrede Aars Bestaaen blev ødelagt af Frankerne. Men herfra er der bevaret nogle latinske Burgunderlove, fra Begyndelsen af det 6. Aarhundrede, hvori Kong Gundobad som sine Forfædre nævner Gibica, Godomar, Gislahari og Gundahari, dog uden Betegnelse af deres indbyrdes Slægts- eller Tidsforhold. Gibica, som efter sin Plads i Rækken meget vel kunde være Fader til de følgende, er Nordens Gjuke, efter hvem Slægten har faaet Navn. Af de andre Navne bevarer de nævnte nordiske Kilder Godomar og Gundahari som Guttorm og Gunnar. Der stedfæstes ogsaa Sigurds Drabsmænd til Rhinen, selv om de ikke netop kaldes Burgundere (eet Sted kaldes Gunnar for Burgundernes Ven).

Endskønt der ikke er Hjemmel for, at den store Hunnerkonge Attila har været medvirkende ved de Begivenheder, der medførte Burgundernes Fald i Aaret 437, er det dog naturligt, at Sagnet gør ham delagtig deri. Hans Dødsmaade gjorde det end mere begribeligt. I Aaret 453 fejrede han Bryllup med en germansk Prinsesse Hildiko (= Hilde). Dagen derefter fandt Tjenerne ham død i Sengen, svømmende i Blod, men uden Saar: en Blodstyrtning havde endt hans Liv. Ved hans Side sad hans unge Brud og græd. Allerede samtidige Beretninger gjorde hende til hans Morderske, og snart forklarede Sagnet det formentlige Mord som en Hævn, fordi Attila havde dræbt hendes Fader. Derfra var Vejen ikke lang til, uden Hensyn til Tidsfølgen, at gøre hende til en burgundisk Prinsesse, der hævnede sine Slægtninges Undergang. Det er denne Fremstilling, der ligger til Grund for den nordiske Sagnform, som maa antages for den oprindelige, hvorefter Gudrun dræber Atle for at hævne sine Brødre. At det er den berømte Hunnerkonge Attila, der har været Model til denne, kan neppe med Grund betvivles. Gennem ham er hans Dronning Herkja (Nibelungekvadets Helke) ført ind i en af Eddasangene som en Trælkvinde, der havde været hans Frille, og ligesaa Tjodrek, Østgoternes Konge (til Aar 526). I Norden bevares Forestillingen om Attila som den havesyge og grusomme Hersker, en Forestilling, der vel stammer fra de germanske Folk, der trykkedes af hans Herredømrne. Hans Hustru og Morderske Gudrun hedder i de tyske Digte Krimhild (sydtysk for Grimhild); heraf er Hild (Hilde, udvidet til Kælenavnet Hildiko) en Forkortelse, ligesom Eddaens Hild for Brynhild, Bera for Kostbera. Navnet Grimhild, der er kendt i Norden som Gudruns og Gunnars troldkyndige Moder, har formodentlig sammen med Forestillingen om en skæbnesvanger Skat dannet Bindeleddet mellem Sagngrupperne Sigurd-Gjukunger eller Niflunger paa den ene og Burgundernes Undergang paa den anden Side. At ogsaa endnu tidligere historiske Begivenheder har fundet Vej til nordisk Digtning, viser Udvidelsen med Kong Jørmunrek, Historiens Ermanrik, Østgoternes Konge, med hvis Selvmord 375 Folkevandringsperioden træder ind i Historiens Lys; at hans Forhold til Svanhild, hvorom Historieskrivningen ogsaa ved at berette, sættes i Forbindelse med Niflungesagnet, viser, hvor frit Sagn og Digt uden Hensyn til Tid og Sted benytter sit Stof, hvor det har Brug derfor.

Man har vel ogsaa i Folkevandringens Historie, hos Frankerne i det 6. Aarh., fundet Navne og Begivenheder, der til en vis Grad stemmer overens med Sagnets første Del: Sigurds Historie. Væsentlige Sider deraf har dog foreløbig ikke kunnet finde en saadan Forklaring, at den har kunnet samle Enighed om, at de historiske Forhold, vi kender, har været grundlæggende for denne Del af Sagnet. Ved Sagnet om Gjukungernes eller Niflungernes Undergang havde vi overvejende at gøre med menneskelige Foretéelser; her bevæger vi os i overmenneskelige Forestillinger: Guder, Jætter og Dverge, en skæbnesvanger Skat og Ring, Sigurds oversanselige Egenskaber, som f. Eks. hans Evne til at skifte Skikkelse, Valkyrjens Søvn bag Trylleluen viser hen til en Idéverden, som giver Forskeren et vidt Spillerum for Tydninger. Sandsynligvis har Sigurd i umindelige, ogsaa forhistoriske Tider været en Helt, i hvem germanske Folkeslag saa deres ldeal. Her i Norden har han fundet en særligt ivrig Pleje, og man har her ikke været karrig med at udstyre ham med ydre og indre Kendetegn paa en Helt, og saaledes som Sigurdsagnet foreligger udformet, kan det meget vel have bestaaet af mange forskellige Sagndele, der i Tidernes Løb er sammendigtede til eet. Det Præg af Højhed og poetisk Alvor, der lyser ud af Eddasangene, fra de ældste til de yngste, viser, at Emnet har haft en indre Magt til at udelukke det ubetydelige, rykke det æventyrlige op i en højere Idékreds og tale til det dybeste i Menneskesjælen, og den Mangfoldighed af betydelige digteriske Træk, der ofte mere anes end udtrykkes, gør det forstaaeligt, at man i nyere Tider har kunnet finde Begrundelse for næsten enhver tænkelig Udtydning af Sagnet.

Foruden den ovenfor antydede Forklaring, der søger Forbillederne for Hovedpersonerne i Sigurdsagnet i den frankiske Historie, samt en allegorisk, der i de optrædende Figurer ser legemliggjorte etiske Principper, og en digterisk, for hvilken Heltene er almenmenneskelige Fantasifrembringelser, saaledes som enhver Tid former sine Idealer, skal her nævnes to Tydninger. Den ene er en mytologisk, hvorefter Sigurd skulde være en oprindelig germansk Gud, Baldr, Freyr eller endog Odin. Den anden ser i Sigurds og Brynhilds Forhold en gammel Dagmyte: Dagen kalder Solen frem af Morgenmaden (Valkyrjen i Flammeluen) for om Aftenen at overlade den til sig selv at forsvinde i Mørket (Brynhilds Giftermaal med en af Niflungerne og Sigurds Fald for disse); eller en Aarstidsmyte: Solen kalder om Foraaret Jorden til Liv (Niflungeskatten = Vegetationen), Plantelivet dræbes af Vintren (= Niflungerne, idet deres Navn forklares som Taagesønnerne, Mørkets Magter, og sættes i Forbindelse med Niflheim, Hels Rige, Underverdenen). En saadan mytisk Forklaring, der støttes af lignende græske og indiske Sagn og af det velkendte Æventyr om Tornerose, kan vel anes som tidligere Trin af Sagnet, men Symbolikken er i hvert Fald udvisket i Eddadigtene og maa allerede være fordunklet paa det Tidspunkt, da, Sagnet om Sigurd og Niflungerne sammensmeltedes med Sagnet om Gjukungernes (Burgundernes) Undergang.

Denne Forening af de to Dele maa være foregaaet ikke længe efter de historiske Begivenheder, der har præget den sidste Del af Sagnet, sandsynligvis allerede i det 5. arhundrede, og ved Rhinen, paa frankisk Omraade, hvor begge Sagngrupper formodentlig har eksisteret ved Siden af hinanden. En yderligere Udvidelse faar Sagnet i næste Aarhundrede ved Theoderik den Stores Indtræden i Sagnkredsen. At det samlede Sagn, som herefter kan betegnes som Niflungesagnet, har faaet sin første Form i Tyskland, kan ses af, at Skuepladsen for Begivenhederne, selv i de nordiske Kilder, er rhinske Egne, Vølsungeætten knyttes til Frankerland, og Sigurd kaldes den hunske (= tyske) Helt, i Tyskland tænkes Gnitahede og Hindarfjeld at være beliggende; en Klippe paa Feldberg i Taunus kaldtes endnu i Middelalderen Brynhilds Seng. Frankerne (Burgunderne), Goterne og Hunnerne er de fremtrædende Folk, og Steds- og Personnavne, som findes i Sagnet, er paaviselige i forskellige Egne af Tyskland. ikke alene ved nordiske Hoffer, men rundt omkring over den øvrige germanske Verden har fra Arilds Tid Heltesangen lydt. Det bevidner allerede Tacitus kort efter Kristi Fødsel. At de begavede gotiske Folk har givet deres betydelige Bidrag dertil, bevidnes baade af det Stof, de af giver som deres Del (Jørmunrek, Theoderik), og af historiske Beretninger. Ved Attilas Hof fandtes gotiske Sangere, som forherligede hans Bedrifter og Dyder. Om Vandaleren Gelimer fortælles, at da han i en Bjergfæstning i Numidien i Aaret 533 udstod alle en Belejrings Kvaler, bad han den fjendtlige Anfører om tre Ting: et Brød til at stille sin Sult paa, en Svamp til at vadske sine rødgrædte Øjne med og en Lut, hvortil han kunde synge et Kvad om sin Nød. Og til Østgoten Theoderik den Store henvendte Chlodevig, Stifteren af det frankiske Rige, sig for at udbede sig en uddannet Sanger, som skulde underholde ham med Sang og Spil. Gennem vandrende Sangere bæres Emnet fra Folk til Folk. I det 7.Aarhundrede træffer vi Dele deraf i England i det angelsaksiske Epos Beowulf og i Sangerens Langfart (Widsid); da de ældste af Eddaens Heltedigte stammer fra det 9.Aarhundrede, maa Sagnet være naaet til Skandinavien adskilligt tidligere, og herfra er det gaaet til Island, ja endog til Grønland, hvorfra nogle af Eddasangene stammer. I Tyskland er de gamle Heltesange om dette Emne ikke bevaret i noget poetisk Mindesmærke fra saa tidlige Tider: her svandt de fra de fornemme Kredse og veg for en Digtning, der passede bedre med den kristne Tids Krav. Sagnet om Nibelungerne delte Skæbne med de andre Heltesagn fra Folkevandringstiden: de gemte sig hos Menigmand, indtil Riddertiden, rimeligvis ved Spillemændenes, de farende Sangeres, Mellemkomst, igen bragte dette Emne til Ære og Værdighed. Da oplevede Sagnet en Genfødelse i det eneste Epos, hvortil Stoffet blev formet i den germanske Verden, i Nibelungekvadet.

I dette omfangsrige Digt fremtræder Sagnet klædt i den Tids Dragt, i hvilket det fandt episk Udformning. Mens Samleren af den ældre Eddas Heltesange har villet sammenstille de Kvad, der havde Vølsungerne og Niflungerne til Indhold, og derved til Efterverdenen overleverede en Krans af Digte, ud af hvilke vilde og barbariske Tiders hedenske Aand lyser, er Nibelungekvadet et ridderligt Heltedigt, paa hvilket Kristendommen har sat sit Stempel, og som skildrer Livet, saaledes som det levedes i det 12. og 13. Aarhundrede i fyrstelige Kredse, med Turneringer og Kirkegang, Forlovelser og Bryllupper, Krig og Rejser. Men det gamle Sagn har været for stærkt, atter og atter sprænger, det sine Baand; man øjner bag de pyntelige ridderlige Beskrivelser Skikkelser af kæmpemæssige Forhold og Egenskaber.

Digtet begynder med Krimhilds (nord. Gudruns) Drømme som ung Pige og ender med hendes voldsomme Død; hun er i Virkeligheden Hovedpersonen, hvis Udvikling fra den fine Jomfru til den ømme Hustru og til den rasende, hævnsyge Kvinde Digtet skildrer. Hendes Giftermaal med Etzel (Attila) maa i Overensstemmelse hermed have det Formaal at hævne Sigfreds (nord. Sigurds) Død paa hendes Brødre. Denne Forandring af Sagnet, der er den vigtigste Forskellighed i Forhold til den nordiske Fremstilling, giver Digtet en fast Plan, men den medfører ogsaa, at Etzel er sunket ned til en Staffagefigur, som Digtet har ondt ved at beskæftige i afgørende Scener, og som derfor saare lidet ligner hverken Nordens Atle eller sit historiske Forbillede, ”Guds Svøbe“.

Hendes første Ægtefælle Sigfred har ikke vundet ved Forandringen. Hans sagnagtige Forhistorie, hans Ophold hos Regin og hans Ridt gennem Trylleluen er udeladt; Dragekampen fortælles i Forbigaaende; Digtet skildrer hans omhyggelige Opdragelse som Kongesøn og hans ridderlige Tapperhed i Krig for Burgunderhoffet. Hans Evne til at skifte Skikkelse er afløst af Besiddelsen af en Dølgekappe. I denne besejrer han Brynhild. Kommer der herved noget lavere over hans Kampe med hende og et noget komisk Skær over Gunther, skildres Helten smukt i Sangen om hans Død og de Begivenheder, der gaar forud for denne. Gamle Sagntræk bryder igennem, naar hans første Optræden ved Burgunderhoffet snarere minder om en farende Helt end om en bejlende Kongesøn og ligeledes i Brynhilds Paastand om hans Ufrihed. Digteren lader hans Fader Sigmund overleve ham til Forstyrrelse for Begivenhedernes Gang efter Sigfreds Død.

Om Brynhilds Natur som Skjoldmø, der slumrer bag den uigennemtrængelige Vaverlue, er der kun Mindelser tilbage: hun hilser Sigfred som bekendt, da han kommer til lsensten, ligesom han ogsaa kender Vejen derhen. Hun er i Besiddelse af overmenneskelig Styrke, der forsvinder, da hendes Bælte er berøvet hende. Hendes Harme over det krænkende Forræderi, hun er Genstand for ved Kampen paa Island og senere i Brudenatten, motiverer Heltens Død; men paa hendes Taarer ved Bryllupsgildet aner man hendes Kærlighed til Sigfred. Efter hans Død forsvinder hun stiltiende af Digtet.

Burgunderkongerne (nord. Gjukungerne) er her tre: Gunther, Gernot og Giselher. Medens i Norden Sigfreds Snigmord udføres af den ene Broder Guttorm, der selv til Gengæld lider Døden, og den anden Broder Høgne fraraader Udaaden, er denne sidste, Hagen, i Nibelungekvadet Burgundernes fornemste Mand, men han rager i Interesse op over alle mandlige Personer: han er Sigfreds Morder. Krimhilds dæmoniske Modstander, og som saadan den længstlevende af Burgunderne. Han virker og dør som et Forbillede paa en Tjeners Troskab mod sine Herrer i Godt og i Ondt.

Skatten spiller en noget løsere Rolle end i Eddaen og Vølsungesaga som et Sidemotiv til Krimhilds grusomme Handlinger. Dens mytiske Forhistorie er kun antydet ved, at Sigfred vinder den fra de to Kongesønner Nibelung og Schilbung; men dens skæbnesvangre Betydning anes dog. I øvrigt er Navnet Nibelunger, hvoraf hele Digtet har faaet sit Navn, anvendt som i Eddaen og Vølsungesaga, aldrig om Sigfred selv, men om hans Modstandere Burgunderne (Gjukungerne); men desuden i første Del af Digte: om de Kongesønner, som Sigfred vinder Skatten fra, og hvis Land og Helte (Nibelungeland og Nibelungehelte), han derfor raader over. Dette Land er i det tyske Digt Norge. Den Omstændighed, at Skatten saaledes synker tilbage til de samme Magter, som oprindelig har ejet den, vilde passe godt til Forklaringen om Skatten som Indhold af en Vegetationsmyte: Jorden gav, Jorden tog.

Et Epos, der fører Handlingen fremad i en saa bred Fremstilling, har ikke kunnet nøjes med nogle faa Hovedpersoner. Hvad der i sagnhistorisk Henseende er at bemærke om de øvrige Personer i Digtet, vil finde Plads i Noterne. Kun om Didrik af Bern skal her tilføjes nogle Bemærkninger. Han optræder allerede i et af de yngre Digte i Eddaen, men som en Person af mindre væsentlig Betydning. I ham, den østgotiske Konge Theoderik den Store, Amalernes Ætling, der erobrede den vestromerske Kejsertrone, fejredes i den tidlige Middelalder Riddernes Ideal af en tysk Helt; ved hans Hird samledes alle Sagnhelte, som udførte alle mulige æventyrlige Bedrifter, der findes overleverede i en Række kortere og længere episke Digte fra Riddertiden. Han fødes først omkring den Tid, da Attila dør. I sin Ungdom førte han efter sin Fader Theodemers Død sit Folk under Vandringer mod Vest. Efter fleraarige Kampe med skiftende Held sejrede han omsider og blev Italiens Hersker. Sagnet henflyttede hans Borg til Verona, i ældre Tysk kaldet Bern, hvor han i en af sine Kampe vandt en Sejr, og hvoraf han fik sit Tilnavn i Sagnene. Det er især hans Trængselstid, disse fastholder, og ved en Forveksling mellem hans Fader og ham anbringes han i Landflygtighed hos den venligtsindede Etzel; som dennes Gæst kommer han til at spille en vigtig Rolle i Hunnelandet ved de dramatiske Begivenheder, der beskrives i Digtets Slutningsscener. Hans fremtrædende Stilling i Sagnverdenen, ogsaa i nordtysk Digtning, ses af den norske Didrikssaga (Vilkinasaga), der om Didrik som Midtpunkt grupperer en Mængde gamle Heltesagn. Dette vigtige Sagaværk fra det 13. Aarhundrede indeholder da ogsaa en prosaisk Fremstilling af Niflungesagnet, som trods mange Afvigelser i Enkeltheder dog i Hovedsagen følger samme Fremstilling som Nibelungekvadet; det nævner udtrykkelig samtidige, særligt saksiske Digte og Beretninger som sin Kilde. Naar Sigurds og Niflungernes Skæbne er optaget i denne Saga viser det, at ikke alene i det sydlige Tyskland, men ogsaa i Nordtyskland levede der Sange om Nibelungerne paa den Tid, da Nibelungekvadet forfattedes.

At det var saaledes bevidnes ogsaa af Saxo i hans Danmarkshistorie. Han fortæller, at da Kong Nielses Søn Magnus havde besluttet at snigmyrde Hertug Knud af Slesvig, sendte han en saksisk Sanger, der var indviet i Planen, til Knud for at indbyde ham til Mødet i Haraldsted Skov i Januar 1131. Sangeren følte Medlidenhed med Knud Lavard, der var en Ynder af tyske Sæder, men da han var bunden af sin Ed, søgte han at advare Knud ved at synge ”den ypperlige Sang om Grimhilds velbekendte Forræderi mod sine Brødre.“ Da det andetsteds fortælles, at Sangen blev gentagen tre Gange, maa den have været temmelig kort, rimelig vis af Form som enkelte af vore Kæmpeviser, der behandler Dele af vort Sagn: Sivard Snarensvend, Sivard og Brynhild, Frændehævn og Grimhilds Hævn.

Lignende tyske Viser har sikkert ligget til Grund for Nibelungekvadet. De har i Hovedtræk bevaret Sagnet, men frit lavet om paa Enkeltheder, og gjort det vanskeligt af den rige Mangfoldighed at frembringe en helstøbt Enhed. Som Forfatteren af Didrikssaga har villet bearbejde de nordtyske Sagn og Sange, han havde hørt, til et sammenhængende Prosahele, men ikke har magtet at sammenarbejde Enkelthederne, saaledes at der ikke fremkom Gentagelser, indbyrdes Modsigelser og Meningsløsheder, saaledes er det ogsaa gaaet med Nibelungekvadet. De mange Kilder, hvoraf Digtet er øst, har præget Affattelsen, uforligelige Uoverensstemmelser har der eksisteret fra første Færd, senere Tildigtninger (Interpolationer) har gjort Sagen værre, Gentagelser og trættende Beskrivelser hæmmer Handlingen og gør Digtet i dets hele Omfang mindre let at nyde for en forudsætningsløs Nutidslæser. At disse Svagheder ikke har forstyrret Nydelsen for Riddertidens litterære Publikum, kan sluttes af de mange Haandskrifter fra det 13.-16. Aarhundrede, hvori Digtet er opbevaret.

Med 14. og 15. Aarhundrede svækkes Interessen derfor. Emnet dyrkes i Folkebøger og Markedsviser. Hans Sachs benytter det til en Tragedie, i Reformationens og Trediveaarskrigens urolige Aarhundreder synker det hen i Glemsel, og kun i Almuen lever det videre, indtil Nibelungekvadet i Opgangstiden før den tyske Litteraturs Guldalder atter drages frem for Dagen, finder Dyrkelse hos den romantiske Skole**) og fra det 19. Aarhundredes Begyndelse ægger de lærdes Skarpsindighed ved de mangfoldige Opgaver, det stiller Videnskaben.

Allerede i Aaret 1757 blev den sidste Del af Nibelungekvadet trykt under Navnet: Chrimhilden Rache. Den svejtsiske Digterog Professor i Historie Bodmer, der i en Aarrække havde vist sin Interesse for gammeltysk Digtning ved at udgive Prøver af Riddertidens Litteratur, var bleven gjort opmærksom paa Tilstedeværelsen af et gammelt Haandskrift i det grevelige Bibliotek i Slottet Hohenems i den øvre Rhindal. Det indeholdt det fuldstændige Nibelungekvad og Die Klage, et ustrofisk Digt i korte Rimpar, der som en Slags Fortsættelse synes at have været knyttet til alle Haandskrifter af Nibelungekvadet, og som uden Poesi skildrer Etzels, Didriks og Hildebrands Klager over dem, der faldt ved det store Blodbad ved Etzels Fest. 1782 udgav Gymnasieprofessor i Berlin Christoph Heinr. Müller det hele Digt tilligemed Klagen efter Bodmers Afskrift, uden at dog endnu Digtets strofiske Form var betegnet. Medens Romantikkens bedste Mænd som Aug.Wilh. Schlegel og Ludwig Tieck vakte Opmærksomhed for Digtet, blev det fra 1807 tilgængeligt for videre Kredse gennem F.v. der Hagens Oversættelse. Hidtil, ligesom ogsaa i v. d. Hagens i 1810 udkomne Tekstudgave, var Teksten sammenblandet af to Haandskrifter, et Forhold, der ikke undgik den berømte Sprogforsker Jacob Grimms Opmærksomhed. Efterhaanden kom et anseligt Antal Haandskrifter af Digtet, dels fuldstændige, dels i Brudstykker, frem for Dagens Lys. Karl Lachmann (Professor i Königsberg og Berlin, f. 1793, d. 1851) har den Fortjeneste, at han med stor Lærdom og Skarpsindidighed og med enestaaende Fordybelse i Opgaven har gjort det grundlæggende Arbejde for en kritisk Vurdering af disse og for Forsøget paa at løse de Gaader, Digtet stiller.

Da Forholdet mellem Haandskrifterne siden Lachmanns Dage har spillet en fremtrædende Rolle, vil det være nødvendigt kort at omtale disse.

Der findes i alt af Haandskrifter 9 fuldstændige og 20 større eller mindre Brudstykker, fra Begyndelsen af det 13. til Begyndelsen af det 16. Aarhundred. I Biblioteket i Hohenems fandtes to, hvoraf det ene, der betegnes med Bogstavet A, nu findes i det kongelige Bibliotek i München, medens det andet, C, har fundet til det Fürstenbergske Hofbibliotek i Donaueschingen. Et tredie vigtigt Haandskrift B findes i Stiftsbiblioteket i St. Gallen. A. og B er fuldstændige, C fuldstændigt med Undtagelse af nogle Lakuner, der udfyldes af beslægtede Haandskrifter. Alle andre Haandskrifter kan henføres under disse tre. C er skrevet som Prosa, A gør Adskillelse mellem Strofer og Verslinier, B kun mellem Strofer. Alle tre stammer fra Begyndelsen af det 13. Aarhundrede. B og C fra den første Del deraf, A lidt senere. A har den korteste Form, i alt 2316 Strofer, og indeholder mange indbyrdes Uoverensstemmelser i sine enkelte Dele og Haardheder i metrisk Henseende. C, det længste Haandskrift med 2440 Strofer, udjævner med Smag Fejl og meningsløsheder, endog i den Grad, at Karakteristikken af Personer forandres, hvad der især kommer Krimhild til gode (se Note til Vers 1279), ligesom det ogsaa gør den metriske Form mere regelmæssig og soigneret. B danner med sine 2379 Strofer en Mellemting mellem A, hvilket Haandskrift det i øvrigt staar nærmest, og C. A og B ender med at kalde Digtet for Nibelungernes Nød, C har: Kvadet om Nibelungerne. I intet af Haandskrifterne haves Originalen.

Gennem sine Undersøgelser kom Lachmann til det Resultat, at A havde Forrangen i Oprindelighed frem for de andre Haandskrifter. Men selv i denne korteste Skikkelse var Digtet fuldt af lnterpolationer, hvilke han i sine Tekstudgaver efter A siden 1841 betegnede ved Kursivskrift. Efter Udskillelsen af disse ældre og yngre Tildigtninger og ved ubetydelige Tekstrettelser blev efter Lachmanns Mening Originaldigtet tilbage. Ved at anvende lignende kritiske Principper over for Nibelungekvadet, som den berømte tyske Filolog Fr. Aug. Wolf havde anvendt over for Homerdigtene, kom Lachmann for hint Digts Vedkommende til samme Resultat som Wolf for disses: Nibelungekvadet kunde med dets indbyrdes Modsigelser og dets ulige poetiske Værdi i de forskellige Afsnit ikke være forfattet af een Digter, men var Opstaaet af 20 forskellige Sange, der hver for sig havde behandlet Dele af Sagnkredsen, og som en ”Ordner” i Slutningen af det 12. Aarhundrede saa godt som muligt havde sammenstillet til eet Hele; af det saaledes tilvejebragte Digt var alle Haandskrifter da Omarbejdelser. Paa denne Maade lod Uoverensstemmelserne i de enkelte Dele sig forklare.

Efter Lachmanns Død er hans Teorier blevne bekæmpede med saa vægtige Grunde, at der neppe mere findes lærde, som mener, at de Resultater, han kom til med Hensyn til Haandskrifternes Oprindelighed og Digtets Tilblivelse, er de rette. Nu anses almindeligt B, paa hvis Side Bartsch stillede sig, og som er aftrykt i dennes Udgaver, for at staa det oprindelige Digt nærmest, medens C (aftrykt i Zarnckes Udgaver) dog i Reglen benyttes til de nytyske Oversættelser. Men at man overhovedet skulde kunne naa til at udfinde Originalen ved Bortskæring, vil neppe Nogen længere mene. At der i Middelalderen gaves kortere Sange, der behandlede Dele af vort Emne, ved vi fra Saxo (se ovenfor S. 14) og tør vi ogsaa slutte af vore Kæmpeviser, af hvilke Nr. 2, 3, 4, 5 i Sv. Grundtvigs store Udgave udgør visse Partier af vort Sagn.Men det er lidet troligt, at saadanne selvstændige Sange tilfældigt kunde have passet saa godt sammen, at de lod sig forbinde med hverandre til et trods alt godt sammenhængende Hele – uden en Digters planmæssige Arbejde. Navnet paa denne er trods adskillige Gætninger ukendt, og det vil sikkert fremdeles forblive lige saa skjult, som deres Navne, der har digtet de øvrige tyske episke Digte over ældgamle germanske Sagn.

Men medens Digtet saaledes nu som for 100 Aar siden frembyder Stof til Videnskabens Overvejelser, indtager det som et ærværdigt Mindesmærke, der bærer Bud fra forhistoriske Tider, i hvert Fald fra Folkevandringens hedenske Dage gennem Riddertidens Pragt og Glimmer ned til det moderne Tysklands Storhedsperiode i Nutiden, en betydningsfuld Plads i sit Hjemlands Kultur i den nyere Tid: gennem talrige metriske Oversættelser og Prosaomskrivninger er det gjort tilgængeligt for vide Kredse i Tyskland. Dets dramatiske Handling og Dialog har fristet et ikke ringe Antal tyske Digtere til at omplante Stoffet i Skuespil: op over alle rager Friederich Hebbels Trilogi: Die Nibelungen ved den oprindelige Kraft, hvormed Dramaet virker.***) I Malerkunsten afgiver Digtet Emne: mange Udlændinge vil bl. a. have set Jul. Schnorr v. Carolsfelds Nibelungefresker i det kongelige Residensslot i München. Og Richard Wagner, der i Middelalderens Digterværker atter og atter tager sine Emner til sine romantiske Musikdramaer, har ved til sin Trilogi: Der Ring des Nibelungen at vælge Nibelungekvadet, ganske vist med overvejende Benyttelse af de nordiske Kilder og med selvstændig Nyskabning, ad Tonekunstens Vej sikret de gamle Helte Udødelighed.

I de store Kulturlande blev Digtet allerede oversat i Løbet af det 19. Aarhundrede. l Frankrig foreligger der flere Oversættelser i en Slags rhytmisk Prosa (den sidste af J. Firmery i 1909, indeholdende de Strofer, som Lachmann anser for ægte, og inddelt i dennes 20 Sange, dog samtidig med Bibeholdelse af den gamle Aventüreinddeling). I England blev enkelte Afsnit oversat af Thomas Carlyle, senere fulgte Oversættelser af hele Digtet i det originale Versemaal. l Italien findes en Oversættelse paa Femfodsjamber, i Spanien paa Prosa. I Skandinavien, der har den Lykke at have bevaret de ældgamle Heltesagn i en oprindeligere Skikkelse og derhos i en særegen nordisk Udformning, har hidtil kun nogle Strofer været oversatte af Ernst v. d. Recke i hans store Verslære som Prøver paa Versemaalet. Jeg nærer det Haab, at nærværende Oversættelse til Dansk samtidig med at vække Interesse for de gamle Heltesagn, som de fremtræder i Riddertidens episke Klædebon, ogsaa maatte bidrage til, at en og anden nordisk Læser fandt forøget Glæde ved den ejendommelige Skønhed, som lyser ud af vor egen Fortids digteriske Minder om Sigurd, Brynhild og Gudrun.


---


Oversættelsen af Nibelungekvadet er udarbejdet efter den middelhøjtyske Tekst i Bartsch's Udgave (Haandskrift B); hvor jeg har fundet Læsemaaden i Haandskrifterne A og C mere tilfredsstillende, har jeg benyttet disse efter Lachmanns og Zarnckes Udgaver.

Da det blev mig klart, at Digtet maatte befries for en Del indholdsløse Strofer og trættende Beskrivelser, naar det skulde omplantes til Dansk, lagde jeg de af Lachmann som ægte betegnede Strofer til Grund for Udvalget, og naar undtages, at Oversættelsens Vers 1033 er sammendraget af to af Lachmanns ægte Strofer (1567 og 1571), er ingen af hans 1591 Strofer udeladte. Dertil har jeg, foruden enkelte Strofer, der syntes uundværlige af kritiske Grunde, endvidere af de af Lachmann som uægte betegnede Partier medtaget nogle Episoder, der giver Digtet et særegent Liv. Tallet til højre for Teksten angiver Numrene i Lachmans Udgave, en vedføjet Stjerne betegner Strofen som uægte i Lachmannsk Forstand. Lachmanns inddeling i 20 Sange maatte jeg opgive, dels fordi jeg ikke mente at kunne følge hans Udvalg i alle Enkeltheder, dels fordi hans 15.-17. Sang falder fra hverandre i Brudstykker.****) Medens jeg beholdt Haandskrifternes inddeling i 39 Afsnit (”Aventüren”, Æventyr, Beretninger), flyttede jeg dog af og til Overskrifterne hen foran Strofer, hvor de efter min Opfattelse passer bedre. I Tillægget er meddelt en kort Gengivelse af de forbigaaede Strofers Indhold.

I Versemaalet har jeg ikke taget Hensyn til Originalens Ejendommelighed, at 8. Halvlinie i Reglen har een Fod mere end 2., 4. og 6. I Enderimene har jeg taget mig tilsvarende Friheder som Originalen. Hvor der i Oversættelsen saa at sige tilfældigt er optraadt Cæsurrim, Rim i 1. og 3., 5. og 7. Halvvers, har jeg ikke søgt at fjerne dem. Slige Midtrim i Originalen har spillet en ikke uvæsentlig Rolle for Bedømmelsen af ægte og uægte Bestanddele.

Til Slutning af denne Redegørelse er det mig en kær Pligt at bede Carlsbergfondets Direktion modtage min erkendtligste Tak for den Understøttelse, der har været mig bevilget af Fondet til Udarbejdelse og til Udgivelse af nærværende Arbejde.


---


Litteratur.

Foruden Afhandlinger i de tyske germanistiske Tidsskrifter samt de paagældende Afsnit i Grundriss der germanischen Philologie af Fr. Vogt, Mogk og Sijmons har jeg særligt benyttet: W. Grimm: Die deutsche Heldensage. 3. Auflage v. Steig.Gütersloh 1889. Jiriczek: Deutsche Heldensage (Sammlung Göschen). - K. Lachmann: Anmerkungen zu den Nibelungen Berlin 1836. - P. E. Müller: Sagabibliothek II København 1818. - Müllenhoff: Zur Geschichte der Nibelunge Not. Braunschweig 1855. - K. Bartsch: Der Nibelunge Nôt I-ll. Leipzig 1870-80. - Samme: Untersuchungen über das Nibelungenlied. Wien l865.- Samme: Das Nibelungenlied. 6. Aufl. Leipz. 1886. - Zamcke: Das Nibelungenlied. 6. Aufl. Leipz. 1887. - R. v. Muth: Einleitung in das Nibelungenlied. Paderborn 1877. - H. Fischer: Die Forschungen über das Nibelungenlied seit K. Lachmann. Leipz. 1874.- Lichtenberger: Le poème et la légende des Nibelungen. Paris 1891. Hartung: Die deutschen Altertümer des Nibelungenliedes und der Kudrun. Cothen 1894. - Weinhold: Die deutschen Frauen in dem Mittelalter 1-11. 3. Aufl. Wien 1897. - Alwin Schultz: Das hofische Leben zur Zeit der Minnesinger I- II. Leipz. 1889. - E. Kettner: Die österreichische Nibelungendichtung. Berlin 1897. - Willmanns: Beiträge zur Erklärung und Geschichte des Nibelungenliedes. Halle 1877. - Th. Abeling: Das Nibelungenlied und seine Literatur. Leipz. 1907-09 (med Fortegnelse over den overvældende store Litteratur, Digtet har kaldt til Live). - Sv. Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser I. Kbhvn. 1853.- F. Jónsson: Den oldnorske og oldislandske Litteraturs Historie 1-111. 1894-1 902. - For den metriske Behandlings Vedkommende særlig E. v. der Reckes fortrinlige Undersøgelse S. 68-1 28 i 2. Del af ”Principperne for den danske Verskunst". Kbhvn 1881.


Noter/Anmærkninger:

(*) I Indledningen anvendes Navnet ”NifIunger“ om deres Forekomst i nordisk Digtning, ellers den tyske Form ”Nibelunger“.

(**) Heinrich Heines karakteristiske Dom, som findes i 3. Bog af ”Die romantische Schule” turde maaske finde en Plads her. Bogen er, som bekendt, skrevet for at oplyse det franske Folk om tysk Litteratur, og det er Franskmændene, den berømte Digter henvender sig til.

”Der tales i lang Tid hos os ikke om Andet end om Nibelungekvadet, og man kunde ordentlig drille de klassiske Filologer, naar man sammenlignede dette Epos med lliaden, eller naar man endog stredes om, hvilket af de to Digte der var det fortræffeligste? Og Publikum saa under alt det ud som en Dreng, man for Alvor spørger: Hvad synes du bedst om, en Hest eller en Pebberkage? Men i hvert Fald er dette Nibelungekvad af stor, vældig Kraft. En Franskmand kan neppe danne sig et Begreb derom. Og frem for Alt om det Sprog, hvori det er digtet. Det er et Sprog af Sten, og Versene er som rimede Kvaderblokke. Hist og her vælder røde Blomster, Bloddraaber, frem af Sprækkerne eller drager den lange Vedbend sig ned, som grønne Taarer. Om de Kæmpelidenskaber, som rører sig i dette Digt, kan I smaa pæne Menneskebørn endnu mindre danne jer noget Begreb. Tænk jer, at det var en lys Sommernat, at Stjernerne, blege som Sølv, men store som Sole, traadte frem fra den blaa Himmel, og alle gotiske Domkirker i Evropa havde sat hverandre Stævne paa en uhyre vid Slette, og dér kom nu roligt skridende: Strassburger Mynstren, Klokketaarnet i Florens, Katedralen i Rotten osv., og disse gjorde saare net Kur til den skønne Notre-Dame-de-Paris. Vel sandt, at deres Gang er en Smule ubehjælpsom, at nogle blandt dem teer sig meget kejtet, og at man stundom kunde fristes til at le ad deres forelskede Rokken. Men denne Latter fik dog en Ende, saa snart man saa, hvorledes de kommer i Raseri, hvorledes de myrder hinanden indbyrdes, hvorledes Notre-Dame-de-Paris fortvivlet hæver sine to Stenarme mod Himlen og pludselig griber et Sværd og skiller Hovedet fra Kroppen af den største af alle Domkirker. Men nej, ikke heller saaledes kan I danne jer et Begreb om Hovedpersonerne i Nibelungekvadet; intet Taarn er saa højt og ingen Sten er saa haard, som den vilde Hagen og den hævngriske Krimhilld.”

(***) Interessant er denne Digters Distika til vort Digt:

Døvstum synes du vel, ved Tegn du oftere taler


eller ved Minespil, end ved vort smidige Ord,
ja, du benytter selv da det simpleste Ord, du kan finde,


ikke des mindre du er mig vort udødeligste Digt.

Og han ser i Aanden Tider komme, da Asiens vilde Horder, førte af Attilas Skygge, skal trampe hen over evropæisk Kultur, sønderflænge Billeder, knuse Statuer og brænde Bøger. Træffer Mongolen da blandt Ruinerne paa ”Faust” eller ”Tasso”, vil han med Latter kaste dem tilbage i Tomten. Hvad skulde Doktoren í den sorte Talar eller den vege Poet, som segner under sin Digterberømmelse, have at sige ham?

Men de burgundiske Helte forstaar han, den vilde Hagen


og den hævnende Viv, selv om den elskende ei,
og da kæmper de Helte, som i vore første Tider


stred vore Kampe, engang ogsaa den sidste for os.

(****) Af Lachmanns 20 Sange omfatter i Oversættelsen: I Vrs 1-66, II 67-143, III 144-99, IV 200-77 [279-348], V 349-90, VI 405-532, VII 533-81, VIII 582-646, IX 647-703, X 704-49, XI 750-844 [843-73], XII 874-911, XII 912-70, XIV 971-1042, XV a 1043-1105, XVI a 1106, 1126-27, XV b 1107-20, XVI b 1121-25, XVII a 1128-39, XVI c 1140-87, XVII b 1188-1231 [1232-87], XVIII 1288-1343, XIX 1352-1414, XX 1415-1701.