Nissens nye klædning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 70

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Nissens nye klædning


249. Langt ude paa Landet et Steds laa der for mange Aar siden en gammel forfalden Vandmølle, og i den boede Møller-Per og hans Kone. Han var en klog Karl og blev efterhaanden en velhavende Mand. Der var rigtignok ingen af hans Naboer, som kunde begribe, hvordan han blev det, og han selv begreb det heller ikke, men brød ikke sit Hoved med at udfinde Aarsagen til den Velstand, der ligesom strømmede ind ad hans Døre. Hans Kone gik derimod og grublede over, hvordan det var muligt, at han kunde skaffe mere Mel af Kornet end de andre Møllere og dog tog dobbelt saa meget i Told.
   En Morgenstund hun laa og grublede i sin Seng, forekom det hende, at hun hørte noget pusle inde i Melkammeret, og saa skyndte hun sig op og kikkede ind gjennem Nøglehullet for at se, hvad der var paa Færde. Da fik hun Rede paa det hele. Der stod en lille graa Mand med rød Hue paa der inde og var i fuldt Arbejde med at sigte og sælde. Han pustede og svedte, og det var en Ynk at se paa ham, men det ynkeligste var dog hans Klæder, for de var saa gamle og daarlige, at den ene Las slog den anden.
   Møller-Mette havde et godt Hjærte, og hun forstod nok, at det maatte være den Lille der inde, der var Skyld i deres Velstand, men det var hende umuligt at begribe, hvordan hendes Mand kunde lade ham gaa i saadanne Pjalter. Hun syntes, at det bedste kunde ikke være for godt til ham, og derfor gav hun sig strags til at skjære Puslingen en lille Kofte og et Par Bugsér af sit røde Helligdagsskjørt, og da Tøjet var syet, lagde hun det om Aftenen ind i Kammeret tilligemed en ny Hue.
   Næste Morgen, før det gryede af Dag, kikkede hun atter gjennem Nøglehullet, men Nissen havde været endnu tidligere paa Færde. Han havde faaet sine nye Klæder paa og var bleven saa fin, at han knap vilde kjendes ved sig selv og Melsækkene, og han var saa bange for at røre ved dem, at han ikke kom dem paa tre Skridt nær.
   "I Gaar var jeg en pjaltet Pusling," sagde han, "og da kunde jeg sigte og sælde, men i Dag er jeg en Naadig-Nisse og slider Skarlagen, nu gaar jeg til Hove."
   Dermed gik han, og i Møllen saa man ham aldrig mere. Men fra det Øjeblik kunde enhver se, hvordan det gik tilbage med Møller-Pers Velstand.
Fortalt af Erik Bøgh og i lidt afkortet Form trykt i Flinchs Almanak 1856.


250. I Bodil Vandmølle, Herning Sogn, var der i gammel Tid Hølefabrik; men den laa noget længere inde paa en Ø i Aaen. Hver Morgen Folkene kom op, saa de, at der var lavet saa meget Arbejde om Natten, og der laa saa mange færdige Høleer.
   Nu vilde de jo have at vide, hvem der saadan arbejdede for dem, og stod paa Vagt for at passe det op. Da kom der saa mange bitte Folk og arbejdede, men de var saa daarlig klædt. Da tykte Mølleren, han vilde give dem noget nyt Klæder, siden de saadan arbejdede for dem, og han lagde nu et Sæt til hver. De kom ogsaa næste Nat og trak i Klæderne, men gik saa deres Vej og kom der aldrig mere.
Michael Jensen, Adslev.


251. En gammel Aftægtsmand fortalte mig, at i Østrup i Glud Sogn var en Nisse, der fodrede Hestene og spændte for, naar Manden skulde ud at kjøre, og han sørgede for dem, saa snart Manden kom tilbage, at faa dem ind og fodret.
   En Aften, det frøs haardt, kom Manden fra Horsens, og da han kom i Gaarden, smed han som sædvanlig Tømmen til Nissen og stod af Vognen og gik ind.
   Næste Morgen laa begge Hestene døde for Vognen. Manden beklagede sig nu til Nissen, og lovede at gjøre ham alt godt, naar han vilde være som forhen.
   Nu var det jo galt med at faa Heste igjen, men Nissen gik ind paa, at dem skulde han nok skaffe.
   Nogle Morgener efter, da Manden kom ud i Stalden, da stod der to dejlige Heste der. Han tænkte, at de mulig kunde være stjaalne, og han saa vilde komme i Ulykke. Men saa sagde Nissen, at han skulde hverken sørge eller gry, for den ene var kommen fra Mors, og den anden var kommen fra Ty.
Niels J. Hass, Raarup.

Her mangler aabenbart noget af Sagnet, og noget er føjet til af et andet. Nissen havde af Manden faaet en ny Klædning, og derfor vilde han ikke spænde Hestene fra.