Nord i tåkeheimen - Den tidlige middelalder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nord i tåkeheimen

Den tidlige middelalder

av Fridtjof Nansen

Med originale illustrasjoner

Jacob Dybwads Forlag

Kristiania, 1911.

Verdenskart fra et håndskrift fra 9. årh. (i biblioteket i Strassburg).

Slik gik det til at den senere oldtids geografiske videnskap danner en eneste stor nedgang fra de høider som Grækerne tidlig hadde nådd, og hvorfra de har drøftet jorden, universet, og verdensproblemerne med en åndelig overlegenhet, som mest kan bringe en til at tvile på at menneskene er gåt frem. Den tidlige middelalder viser et endnu større forfald. Rom hadde trods alt dannet et slags videnskapelig midtpunkt, som Vest-Europa mistet ved Romerrikets fald. Dertil kom kristendommens indførelse som, ialfald for en stund, gav menneskene nye livsværdier, og de gamle kom i vanry. Kjendskapet til fjerne lande, eller det endnu fjernere himmelrum, var nærmest narreri og dårskap. Al viden av sandt værd indeholdtes jo i Bibelen, og særlig fortjenstfuldt var det at bringe al anden verdslig kundskap i overensstemmelse med den. Når bl. a. Esaias sier om Herren at han "troner over Jordens kreds" (d. e. Jordens runde skive), og "utbredte himlene, som et tyndt teppe, og utspændte dem som et telt til at bo i" (40, 22), og at han "utstrakte jorden" (42, 5; 44, 24), og når det i Job's bok heter (26, 10): "En grænse har han rundt om draget over vandenes flate, der hvor lyset grænser til mørket," da stemte ikke dette med læren om Jordens sferiske form; denne var derfor ilde set av kirken, den græske barndoms runde jordskive omgit av hav, passet bedre, og efter Ezekiel (5, s—6) lå Jerusalem i denne skives midtpunkt. Kjendskapet til jorden og dens ytterste grænser måtte end mer forkrøbles i en slik tid, og det gjælder ikke mindst kjendskapet til Norden.

De forfattere som i middelalderens første del syslet med så verdslige ting som geografi, indskrænket sig mest til at gjenta, og tildels videre forvanske, hvad Plinius og senere latinske forfattere hadde sagt derom. Mest læst og hyppigst avskrevet blev Solinus og Capella, også Macrobius og Orosius. Dette var den åndelige næring som erstattet Grækernes videnskap. Sandelig, menneskeslegtens vei går frem over høie vidder og dype daler.

Men om end folkevandringene for en tid hadde avbrutt den fredelige handelsforbindelse med Norden, så bragte de også nye oplysninger, og i længden kunde det ikke hindres at de, og den senere berøring med Nordens folk, satte spor efter sig også i den geografiske viden. Det går således to strømme, ofte helt uavhængig av hinanden, gjennem kjendskapet til Norden i den tidlige middelalders literatur; den ene utspringer fra den klassiske lærdom, og blir stadig mer uttyndet og grumset, den anden er den friske strøm av nye oplysninger fra nord, som vi finder hos en Cassiodor eller Prokop. Stundom flyter disse to strømme sammen, som hos en Adam av Bremen, og kan da danne en blanding av likt og ulikt, hvor det ofte er håbløst at finde vei.

Kosmas's verdenskart Jordskiven er firkantet, omgit av hav, som danner fire bugter: Middelhavet fra vest (med Sortehavet), Kaspiske Hav øverst til høire, det Røde Hav, og Persiske Bugt nederst til høire. Nilen (på undersiden), Eufrat og Tigris strømmer fra den hinsidige verden under havet til jordskiven.

Vistnok fandtes det dem, også i den første middelalder, som opretholdt læren om Jordens kuleform, mens tidlige kristelige forfattere, som Lactantius (død 330) og Severianus (død 407), hadde hævdet at jorden var en skive; den sidste mente også at himmelen var delt i to etager, en øvre og en nedre, med den synlige himmel som skille; jorden dannet gulvet i dette himmelhus. En opfatning fra gammel tid (Empedokles, Leukipp, Demokrit) var, at denne jordskive stod på skrå, og tiltok i høide mot nord, hvor der tildels var høie fjeld, de Rhipaiiske og de Hyperboreiske (som på Ptolomaios's kart). Disse barnslige forestillinger fik sin merkeligste form hos den alexandrinske munk Kosmas Indikopleustes (6. årh.), som skrev en "kristelig topografi" i 12 bøker. Han hadde i sine yngre dage reist meget som kjøpmand, og set meget underlig, bl. a. de hjulspor som Israels barn hadde efterlatt sig under vandringen gjennem ørkenen. Jødernes tabernakel var, mente han, bygget efter samme plan og i samme forhold som verden. Følgelig måtte jordskiven være firkantet med rette sider, og dobbelt så lang som bred. Havet i vest dannet en ret vinkel med havet i syd. I nord var et høit fjeld; bak det gjemte solen sig om natten under sit omløp. Da solen om vinteren går over himmelen i en lavere bane, forekommer det os som om den gik bak fjeldet nær dets fot, og blir længere borte end om sommeren, da den er høiere. Hele himmelhvælvingen var lik en firkantet kiste med hvælvet lakk, som av firmamentet var delt i to etager. I den underste var jorden, havet, sol, måne og stjerner; i den øverste de himmelske vande. Stjernene blev båret rundt i cirkler av engler, som Gud siden skapelsen hadde sat til det tunge arbeide. Jorden kunde umulig dreie sig rundt, bare av den grund, at dens aksel måtte støttes av noget, og av hvad slags emne skulde den være laget? Noget andet nævneværdig nyt om Norden hadde han ikke. Men slike opfatninger kom til at få indflydelse på middelalderens tidligste karter.

Den første forfatter i middelalderen, som såvidt vi kjender til det, med sikkerhet har git nye oplysninger av værdi om Nordens lande og folk, var den romerske senator og historieskriver Cassiodorus (født i Scylaceum, man har ment omkr. 468), som var en fremragende statsmand under Goterkongen Theodorik (493—526). Efter Belisarios's seire i Italien, trak Cassiodor sig tilbake som munk til et kloster i syd-Italien (Bruttium), som han selv hadde grundet, og han døde der kanske vel 100 år gammel (omkring 570). Han skrev flere værdifulde verker, deriblandt, sandsynligvis på Theodorik's opfordring, et i tolv bøker om "Goternes herkomst og bedrifter", som kanske blev fuldendt omkring 534. Dette verk er desværre gåt tapt, og vi kjender det bare gjennem Goteren Jordanes, som har git utdrag av det. Det er grund til at tro (jfr. Mommsen, 1882, Prooemium, s. XXXVII) at Cassiodor's kjendskap til gotisk har været mangelfuldt, og at han har hentet sine oplysninger om Norden, særlig Skandinavien, hos en samtidig, eller kanske noget ældre forfatter, Ablabius, som i Jordanes's bok omtales som "den utmerkede forfatter av en meget pålidelig Goternes historie", men som ellers er helt ukjendt. Gjennem den norske konge Rodulv og hans mænd (se Jordanes senere), eller andre Nordboer, som søkte til Theodorik, og som var "vældigere end alle Germaner i mot og legemsstørrelse", er det kommet første hånds oplysninger om de nordiske lande, som den sikkerlig gotisk-kyndige Ablabius kan ha nedskrevet, og fra ham har så Cassiodor tat sine meddelelser, og fra denne igjen Jordanes. Foruten forskjellige klassiske, latinske og tildels græske forfattere (hvorav det hos Jordanes er nævnt mange fler end dem som er benyttet), er det sandsynlig at Cassiodor også har hat som kilde romerske itinerarkarter (jfr. Mommsen, 1882, Prooemium, s. XXXI), kanske også græske karter.

Kosmas's fremstilling av universet, med fjeldet i nord som solen går bak om natten. I universets øverste etage sees Skaberen.

Den gotiske munk (eller geistlige) Jordanes levet i det 6. århundrede, og skrev omkring 551 eller 552 en bok om Goternes herkomst og bedrifter (De origine actibusque Getarum), som sikkerlig i det væsentlige er en dårlig gjenfortælling av indholdet i Cassiodor's store verk om samme emne; hvilket han også selv sier, med det beskedne tillæg at hans "pust er for svak til at fylde hin mands så vældige talens basun". Rigtignok påstår Jordanes i sit forord at han bare skulde ha fåt lånt verket til læsning i tre dager, derfor kan han ikke gjengi ordene, men bare meningen, og dertil, sier han, har han så føiet hvad som egnet sig "fra nogen historier i de græske (som han ikke forstod) og latinske sprog", og har blandet det med sine egne ord. Men dette er sagt for at dække over mangel på originalitet; for boken har tydeligvis lange ordrette utdrag av Cassiodor's verk, mens Jordanes's latin blir merkbart slettere hvor han forsøker at vakle på egne ben. Ikke engang selve forordet til boken er originalt, men avskrevet efter Rufinus's oversættelse av Origines's kommentar til Romerbrevet.

Om det ytterste hav heter det hos Jordanes:

Men oceanets ytterste ugjennemtrængelige grænser har ikke alene ingen påtat sig at beskrive, men det har heller ikke været nogen forundt, at trænge frem dit, fordi man gjør den erfaring at på grund av sjøgræssets motstand og fordi vindene ophører at blåse der, er havet ugjennemtrængelig, og er ingen bekjendt uten den som har skapt det.

Denne fremstilling har påfaldende likhet med Avien's Ora Maritima (se ovenfor), og kan vel oprindelig komme derfra. Om havet i vest sier han bl. a.:

Men det har også andre øer længere ute midt i sine bølger, som heter Balearerne, og en anden Mevania; dertil Orcaderne, 33 i tallet, men dog ikke alle dyrket (bebodd). Det har også i det ytterste av den vestlige egn en anden ø, og den heter Thyle, om hvilken Mantuaneren (d. e. Virgil) bl. a. sier: "Måtte det ytterste Thule være dig underdanig." Også dette umådelige hav har i den arktiske del, det vil si den nordlige, en stor ø, som heter Scandza, om hvilken vor fortælling med Guds hjælp skal begynde; ti det folk (Goterne) om hvis utspring du spurte, brøt ut som en bisværm fra dens skjød, og kom til Europas land.

Efter at ha nævnt Ptolemaios's (også Mela's) omtale av denne ø, og at den efter ham skulde ha form som "et citrusblad, med krumme sidekanter, og trukket langt ut efter længden", (hvilket ikke kan findes hos Ptolemaios), og skulde ligge ovenfor Vistulas tre mundinger, fortsætter han:

Denne (øen) har følgelig mot øst den største indsjø i verden, hvorfra elven Vagi, som fra en buk vælter vandrik i oceanet. På vestsiden omgis den (øen Scandza) av et umådelig hav, og mot nord indesluttes den også av det før nævnte useilbare, uhyre hav, fra hvilket det likesom går en arm som danner det Germanske Hav (Germanicum mare), idet en bugt blir vidd ut. Der skal også være flere øer, men de er små, og når ulvene på grund av den sterke kulde går over efter at havet er frosset, så mister de efter sigende øinene, således er landet ikke alene ugjæstmildt mot mennesker, men også grusomt mot dyr. Men på øen Scandza, hvorom vi taler, endskjønt der er mange og forskjellige folk, så nævner dog Ptolemaios bare navnene på 7 av dem. Men biernes honningavlende skare findes ingensteds på grund av den altfor sterke kulde. I dennes nordlige del bor folket Adogit, som, sies det, midt på sommeren har sammenhængende lys i førti dager og nætter, og likeledes ved vintersol hvervstid ikke kjender det klare lys i det samme antal dager og nætter, idet således sorg veksler med glæder, så er det ulik andre i velgjerning og skade; og hvorfor det? Fordi de på de længere dage ser solen vende tilbake til østen langs aksens rand (d. e. polens rand, det vil si langs den nordlige horisont), men på de kortere dager sees den ikke slik hos dem, men på en anden måte, fordi den løper igjennem sydlige tegn, og når solen for os synes at stå op fra dypet, så skal den hos dem gå langs med Jordens rand. Men der er andre folk der, og de heter Screrefennæ, som ikke søker levemåte bestående av avgrøde (korn), men de lever av vilde dyrs kjøt, og fugle-egg, og der lægges en slik stor eggmængde (egt. yngel) i myrene at det både yder økning for slegten (d. e. fugleslegten), og fuldkommen mæthet for folket.

Jordanes's Screrefennæ (i andre handskrifter Crefenne, Rere fennæ o. s. v.) er sikkerlig en forvanskning av samme ord som Prokop's Skrithifinoi (Skridfinner), og har været et ikke-germansk folk som har bodd i de nordlige strøk (se senere). Omtalen av disse folk sammen med deres naboer Adogit, som hadde midnatssol og vinternat i 40 døgn (jfr. også Prokop), viser sikkert at Jordanes's eller rettere Cassiodor's kilde har fåt nye oplysninger fra det nordligste Skandinavien, muligens gjennem den norske konge Rodulv og hans mænd.

Det gåtefulde navn Adogit er noget tvilsomt. Allerede P. A. Munch (1852, s. 93), senere også Müllenhoff (II, 1887, s. 41), mente at det kunde være en forvanskning av Hålogi (Håleygir, eller Helgelændinger) i det nordlige Norge. Sophus Bugge (1907) anser ikke denne tydning mulig, da dette navn ikke kan ha lydt slik på hin tid; han (og som han oplyser, uavhængig også, Gustav Storm) mener at adogit er forvansket av ādogii, d. e. andogii, og skulde da være indbyggere av And eller Andøen i Vesterålen. Endelsen -ogii tænker han sig som middelaldersk skrivemåte for uttalen -oji, d. e. øboer. Men erindres bør det hvor meget navnet Screre fennæ er forvansket, og det er da like stor mulighet for at andre navne kan være det.

De vigtigste folkenavne i syd-Skandinavien hos Jordanes.

Til bestemmelsen av folket Adogit´s bosted er meddelelsen om den førti døgns sommerdag og like lange vinternat desværre ikke brukbar, i den form den foreligger; for noget slikt forekommer ingensteds på jorden. Forutsætter vi at Adogit-folket selv har iagttat solens op- og nedgang over fri horisont, så må vi tro at de har regnet den ubrutte sommerdag fra den første til den sidste nat da solens øvre rand ikke forsvandt under havbrynet. Og den ubrutte vinternat har de regnet fra den første dag da solens overrand ikke kom over horisonten ved middag, til den første dag da den igjen blev synlig. Regner vi på denne vis, og tar hensyn til horisontal-refraktionen, og til at ekliptikskråheten omkring år 500 var henved 11' større end nu, så finder vi, at de dengang hadde midnatssol i førti døgn (d. e. fra 2. juni til 12. juli) på omtrent 66º 54' n. br., eller omtrent ved Kunna syd for Bodø; men på det sted vilde solen være over horisonten med mer end sin halve skive ved vintersolhvers middag; og den var altså ikke borte i noget døgn, end si i førti døgn. På den anden side var det først på 68º 51' n. br., eller omtrent ved Harstad på Hinnø, at de hadde en ubrutt vinternat, uten at se solranden, i førti døgn (fra 2. december til 11. januar); men der hadde de midnatssol om sommeren i omtrent 63 døgn. Fabelen om en sommerdag av samme længde som den ubrutte vinternat kan følgelig ikke stamme fra Nordboene, den må være fremkommet ad helt teoretisk vei ved astronomiske spekulationer (uten kjendskap til refraktionen), som var rester fra den græske videnskap, hvor længden av den nordiske sommerdag altid antokes at være lik vinternattens. Men at det er kommet oplysninger fra Nordboer ved den tid, er sandsynlig, da meddelelsen om en førti døgns sommerdag og vinternat ikke findes hos nogen tidligere kjendt forfatter, og Jordanes's samtidige, Prokop, har en endnu utførligere omtale, særlig av denne vinternat (se senere). Det er vel sandsynlig at det netop har været natten som Nordboene har lagt merke til, og hvorunder de, som Prokop også fortæller, har holdt nøie regnskap med dagene da de måtte undvære solens lys, og i hvilken tid "de var meget nedtrykte da de ikke kunde ha samfærdsel". Om den må det da også være at de har fortalt sydboene, mens de ikke har lagt så nøie merke til sommerdagens længde, da de jo ihvertfald hadde sollys nok. Vi må derfor tro at bredden regnet ut efter de førti døgns vinternat, skulde være den rigtige, og dette fører os netop til Sophus Bugges And Andø, eller endnu bedre Hinnø.

Jordanes regner op omkring 27 navne på folkestammer eller nationer, i Sverige og Norge; en del navne er lette at gjenkjende, mens andre folkenavne må være meget forvansket, og er vanskelig at tyde. Først nævner han stammer i Sverige, og derefter i Norge. Suehans er sikkert Svear. De "har liksom Thuringerne utmerkede hester". Dem er det også som ved "handelssamkvem gjennem utallige andre folk sender til Romernes bruk sappherinskind (sappherinas pelles), disse skind er berømte for sin sorthet. Mens de lever tarvelig har de de rikeste klær."

Vi ser altså at på den tid var pelshandelen med Norden vel utviklet, som ravhandelen var det fra langt tilbake. Adam av Bremen fortæller også om Svearnes "stolte hester" som om det var en utførselsvare sammen med pelsverk. I Ynglinga saga fortælles det (jfr. Sophus Bugge, 1907, s. 99) at Svearnes konge Adils i Upsalir "var meget glad i gode hester, han hadde de bedste hester på den tid". Han sendte en hingst "til Hålogaland til Godgest konge, den red Godgest konge, og fik ikke stagget den, så han faldt av og fik bane; det var i Qmd (Amd) i Hålogaland."

Den oprindelige hjemmelsmand for meddelelsen hos Jordanes var sandsynligvis kong Rodulv, som kanske var fra det Nordenfjeldske Norge, og det ser ut som at Nordmændene kjendte de svenske hester allerede på den tid. Jordanes nævner videre fem stammer som "bor i et flatt, frugtbart land (d. e. syd-Sverige) hvorfor de også må verge sig mot indfald av andre stammer (gentium)". Blandt stammerne i Sverige omtales også Finnaithæ, sikkerlig i Finn-heden eller Finn-veden (d. e. enten Finhede eller Finskog), hvis navn må skyldes et urfolk kaldt Finner —, endvidere Gautigoth, almindelig antat for Vestgøter, som var et særlig "tappert og krigersk folk", Ostrogothæ (Østgøter) og flere andre.

Derefter går han over den norske grænse og nævner:

Raumarici (fra Romerike) og Ragnaricii (fra Ranrike eller Bohuslen), de meget milde (fredelige) Finner (Finni mitissimi) som er mildere end alle beboere av Scandza; end videre deres jevnliker Vinoviloth; Suetidi er kjendt i dette folk (hac gente, må vel mene Skandinaverne) som ragende op over de øvrige med hensyn til legeme, og dog har Danerne, som er utgåt netop fra den stamme (d. e. fra Skandinaverne?), fordrevet Herulerne fra deres egne hjem, hvilke gjør krav på det største ry (d. e. at være de fornemste) blandt Scandia's folk (nationes) for meget stor legemsstørrelse. Dog av disses legemshøide er også Granii (fra Grenland, kystlandet i Bratsberg og Nedenes), Augandzi (folk fra Agder) Eunix (øboere, Holmryger på øene?), Aetelrugi (Ryger på fastlandet i Ryfylke), Arochi (= arothi d. e. Haruder, Horder fra Hordaland), Ranii (i andre handskrifter Rannii eller Rami, Sophus Bugge (1907) og A. Bugge ser deri en forvanskning av *Raumi, d. e. Romsdøler), over hvilke for ikke mange år siden Roduulf var konge, som, foragtende sit eget rike, ilte til Goternes konge Theodoriks skjød og fandt hvad han higet efter. Disse folk kjæmper med dyrisk vildhet vældigere end Germanerne på legeme og sjæl.

De små (?), "meget milde" Finner må, efter den orden hvori de kommer i opregningen, ha levet i skogtraktene - Solør, Eidskogen, og kanske længere syd - på grænsen mot Sverige. P. A. Munch (1852, s. 83) så i de beslegtede Vinoviloth beboere av Vingulmark (egentlig vingel-skog eller tæt ufremkommelig skog) som var skoglandet ved Kristianiafjorden fra Glommen til Lier. Müllenhof (II 1887, ss. 65 f.) er enig, men mener at -oth, den sidste del av ordet, hører til næste navn Suetidi, og at Vinovil kan være forvanskning av Vingvili eller Vinguli (jfr. Paulus Warenfridi's Vinill?). Men hvordan det end er, så må vi opfatte det som at dette folk og det foregående var "finske" og holdt til i skogtrakter, som jægere, liksom vel også et tredje finnefolk Finnaithæ i Småland. Vi kommer ved en senere leilighet tilbake til disse "Finner" i Skandinavien. Suetidi har man ment kunde komme av samme ord som Sviþjoð, men da Jordanes allerede har omtalt Svearne (Suehans), og da navnet kommer mellem de norske stammer, og det tydelig nok er en bestemt rækkefølge i opregningen av dem, kan Müllenhof ha ret når han deri ser forvanskning av et norsk stammenavn. Han mener at Othsuetidi kan være forvanskning av Aethsævii, d. e. Eiðsivar (jfr. Eidsivathing), Heiðsævir eller Heiðnir i Hedemarken, som sikkerlig har været meget høie folk. Omtalen av de norske krigere har en viss interesse derved at den stammer fra den romerske statsmand Cassiodor (eller hans kilde) som forherliget Goterne og ingen grund hadde til særlig at berømme Nordboene. Den viser at vore nordiske forfædre allerede i hin tid stod i ry for mot og legemsstørrelse, endog fremfor andre Germaner, som av Romerne var så høit anset. Det fremgår ikke klart om Rodulv var konge over Ranii (Raumerne?) alene, eller over alle de norske stammer fra Grenland til Romsdalen. Det kan tænkes at han har været en norsk høvding, som har trængt sydover gjennem Europa i spidsen for en krigerskare, sammensat av folk fra de nævnte stammer, og at han tilslut ved Donau, hardt trængt av andre krigerske folk, har søkt forbund og støtte hos den mægtige Goterkonge Theodorik eller Tjodrik (Didrik av Bern). Det kan ha været like før da denne drog på sit tog til Italien. Flere samstemmende ting kan gjøre en slik antagelse sandsynlig.

Vi vet at omkring 489 stod Erulerne like nord for Donau, og var Goternes nærmeste naboer. Nu var, som senere skal nævnes, Eruler fra først av kanske nærmest et fælles navn for skarer av nordiske krigere, og disse Eruler ved Donau kan derfor sikkerlig for en større eller mindre del ha været Nordmænd. Vi vet endvidere at det på denne tid var en Eruler-konge, til hvem Theodorik som gave sendte hest, sverd og skjold, og derved gjorde ham til fostersøn (jfr Casssiodor, Varia 111, 3; IV, 2). Endelig vet vi fra Prokop, at Erulerne netop dengang hadde en konge Rodulv som faldt i kampen mot Langobarderne (omkr. 493). Når dette sammenholdes med Jordanes's ord om den norske konge Rodulv som ilte til Theodoriks skjød og fandt hvad han søkte, så må det ligge nær at slutte at det er den samme norske høvding, og høvding for Erulerne som det her er tale om. Rodulv eller Hrodulfr er et kjendt norsk navn. Rod- eller Hrod er samme ord som vort ros, og betyr vel nærmest navnkundig.

Det ligger endvidere nær at tro at det var fra denne Rodulv eller hans mænd, hvorav nogen kan ha været fra And i Hålogaland, at Cassiodor, eller hans kilde, har fåt oplysningene om Skandinavien og det nordlige Norge, som også kommer delvis igjen hos Prokop.

Sophus Bugge (jfr. 1910, ss. 87 ff., se også A. Bugge, 1906, ss. 35 f.) har fremholdt at den Rāðulfr, som nævnes i runeindskriften på den navnkundige Røksten i Østergøtland (fra omkr. år 900), hvor også Theodorik (Þiaurikr) er omtalt, kunde være den samme norske høvding Rodulv, som kom til Theodorik, og som faldt i slaget mot Langobarderne. Han anser det endog mulig at det er gjenklang av dette slag som findes i denne indskrift, hvor det skildres at "tyve konger ligger fældt på valen"; slaget er i så fald flyttet fra Donau-landet nord til Sxulunt (d. e. Sjælland). Det kan være flere ting som passer: Det heter om Erulerne at de hadde fred i tre år før slaget (jfr. Prokop), på Røk-stenen står det at de tyve konger sad i Siulunt i fire vintre - de sidste må ha været norske krigere av forskjellige stammer: Ryger, Horder, og Heiner (Hedemarkinger), kanske under en overkonge Rāðulfr, som har slåt sig ned i Sjælland, mens Erulerne var skarer av nordiske krigere, som under en konge Rodulv hadde sat sig fast på nordsiden av Donau. Bugge's formodning tør være usikker, men hvis den er rigtig så styrker den meget den anskuelse (se s. 112) at Erulerne var i stor utstrækning norske krigere, for Eruler-kongen Rodulv (= Rāðulfr) skulde i så fald væsentlig stat i spidsen for norske stammer: Ryger, Horder, og Heiner.

Den bysantinske historieskriver Prokopios fra Cæsarea (død efter 562) blev 527 retsmedhjælper, assessor, hos feltherren Belisarios, og fulgte ham på hans felttog indtil 549, bl. a. mot Goterne i Italien. I sit verk (på græsk) om krigen mot Goterne ("De bello gothico", bd. 11, kap. 14 og 15), skrevet omkring 552, gir han oplysninger om Norden, som er av stor interesse. Han fortæller om det krigerske germanske folk, Erulerne, som fra gammel tid skulde ha bodd på nordsiden av Donau, og som uten grund, bare fordi de kjedet sig ved at ha fred i hele tre år, angrep sine naboer Langobarderne, men led et avgjørende nederlag, og deres konge Rodulv faldt i slaget (omkr. 493).

De brøt da hurtig op fra sine bosteder, og drog på vandring med kvinder og barn omkring gjennem hele landet (Ungarn) som ligger nord for Donau. Da de kom til det strøk hvor Rogerne tidligere hadde bodd, som forenet med Goternes hær hadde vandret til Italien, satte de sig fast der, men da de i denne egn, som var lagt øde, blev trykket av hungersnød, så drog de snart efter derfra, og kom nær Gepidernes Land (Siebenburgen). Gepiderne tillot dem at slå sig ned hos sig og bli sine naboer, men begyndte derefter, uten mindste grund, at begå de avskyeligste handlinger mot dem, voldtok kvinderne, frarøvet dem kuene og andre skatter, og undlot ingen slags uretfærdighet, og begyndte endelig en uretfærdig krig mot dem.

Erulerne satte nu over Donau til Illyrien og slog sig ned omtrent i det nuværende Serbien under den østromerske keiser Anastatius (491—518). En del av Erulerne vilde ikke gå over Donau, men bestemte at slå sig ned i de ytterste ender av den bebodde verden. Idet nu således mange høvdinger av kongelig blod overtok deres ledelse, drog de gjennem alle Slavernes folkestammer efter hverandre, gik derfra gjennem et vidt, ubebodd land, og vandret til de såkaldte Varner. Bortom dem gik de forbi Danernes folkestammer (i Jylland), uten at barbarerne der øvet vold mot dem. Da de derfra kom til verdenshavet (omkr. år 512) indskibet de sig, og landet på øen Thule (d. e. Skandinavien) og blev der. Men Thule er uten sammenligning den største av alle øer; for den er mer end ti gange så stor som Britannien. Men den ligger meget langt derfra mot nord. På denne ø er landet for største delen ubygget. Men i de bebodde strøk er 13 talrike folkestammer, med en konge hver. Der hænder hvert år noget vidunderligt; ti solen går, omkring sommersolhverv, siet ikke ned på 40 dager, men blir uavbrudt i hele denne tid synbar over jorden. Ikke mindre end 6 måneder senere, omkring vintersolhverv, er solen i 40 dager ingensteds at se på denne ø; derimot er det vedvarende nat utbrett over den, og derfor er menneskene der i hele denne tid meget nedtrykte, da de ikke kan ha samfærdsel. Vistnok er det nu på ingen vis lykkedes mig, såmeget jeg end ønsket det, at nå denne ø, og at bli et øienvidne til det omtalte; men fra dem som er kommet derfra til os, har jeg fåt samlet oplysninger om hvordan de er istand til (at tælle dagene), da solen hverken går op eller ned i de omtalte tider o.s.v. Når solen, i de 40 dager den er oppe, under sit daglige omløp på himmelen vender tilbake til det sted hvor indbyggerne først så den gå op, så er det efter deres regning gåt en dag og en nat. Men når nattens tid indtræder, finder de ved iagttagelse av månebanen en målestok, og regner derefter dagenes tal. Men når 35 dager er gåt i denne lange nat, blir nogen folk sendt op på fjeldtoppene, som det er skik hos dem, og når de derfra bare så omtrentlig ser solen, meddeler de beboerne nedenunder, at om fem dager vil solen lyse på dem. Men disse samler sig og feirer, rigtignok i mørket, det glade budskaps fest. Dette er hos Thuliterne den største av deres fester. Jeg tror at disse øboere, omend den samme hændelse indtræffer hvert år hos dem, allikevel svæver i frygt for, at solen engang blir helt og holdent borte for dem.

Blandt de i Thule boende barbarer fører et folk, som har navnet Skridfinner (Skrithifinoi), et dyrisk levesæt. De trækker ikke klær (d. e. av tøi) på, binder sig heller ikke, når de går, noget under føttene (d. e. har ikke sko), hverken drikker de vin eller spiser de noget av landet, fordi de hverken selv dyrker jorden, eller kvinderne skaffer dem noget ved dens bearbeidelse, men mændene såvel som kvinderne driver stadig og ene og alene jagt; ti de overordentlig store skoger og fjeld som hæver sig der, gir dem en vældig mængde vildt og andre dyr. De spiser altid kjøttet av de jagede dyr, skindene trækker de om sig, uten at de har lin eller noget andet, som de kan sy med. Men de fæster skindene sammen med dyresener, og omgir på den vis hele sin krop. Ja barnene blir ikke hos dem opfostret som hos andre mennesker; ti Skridfinnenes barn nyder ikke kvindemelk, og rører ikke mødrenes bryster, men blir bare næret med de fangne dyrs marg. Så snart derfor som en kvinde har født, vikler hun barnet i et skind, hænger det straks op i et træ, stikker det marg i munden, og drar like på jagt; ti de driver dette erhverv i fællesskap med mændene. Disse barbarer har nu sin levevis slik indrettet.

Næsten alle de øvrige Thuliter adskiller sig dog ikke meget fra andre folk. De dyrker en mængde guder og høiere magter i himmelen, luften, jorden og havet, også visse andre høiere væsener som skal opholde sig i kildernes og elvenes vande. Men de slagter stadig al slags offer og bringer dødsoffer. Men det skjønneste av alt offer er for dem det menneske, som de først har tat til fange med våben. Dette ofrer de til krigsguden, fordi de holder denne for den største. Men de ofrer den fangne ikke bare ved at bruke ild ved ofringen, de hænger ham også op i et træ, eller kaster ham i tornene, og ombringer ham ved andre fæle dødsmåter. Således lever Thuliterne, blandt hvem de talrikste folk er Gauterne (Gøterne), hos hvem vandrerne av Erulerne slog sig ned.

Denne Prokop's skildring av Thule (Skandinavien) og dets folk bærer præg av en viss pålidelighet. Spør vi hvorfra han har hentet sine oplysninger, ledes tanken først på de av ham selv så utførlig omtalte Eruler, som for en del endnu var Øst-Romernes forbundsfæller, og hvorav keiseren i Byzans hadde en livvagt i det 6. århundrede. Der var mange av dem i den østromerske hær både i Persien og i Italien; Prokop sier således at det var to tusen av dem i den hær som under eunuken Narses kom til Italien for at kjæmpe sammen med Belisar. Prokop har således hat rikelig anledning til at få førstehånds meddelelser fra disse nordiske krigere, og hans fortælling om dem viser at Erulerne syd for Donau vedlikeholdt forbindelsen med sine stammefrænder i Skandinavien, for da de uten grund hadde dræpt sin konge Okhon, fordi de vilde forsøke at være uten konge, og så angret sig, sendte de nogen av sine fornemste mænd til Thule for at finde en ny konge av den kongelige slægt. De valgte en og vendte tilbake med ham; men han døde på veien, da de næsten var nådd hjem, og de vendte derfor om og drog igjen til Thule. De fandt nu en anden "med navnet Datios (eller Todasios, =Tjodrik?). Ham fulgte hans bror Aordos (=Vard?) og to hundre unge folk fra Erulerne i Thule." Imens, da de blev så længe borte, hadde Erulerne i Singidunun (nuværende Belgrad) sendt bud til keiser Justinianus i Byzans og bedt ham at gi sig en høvding. Han sendte også Eruleren Svartuas (= Svartugle?), som i lang tid hadde opholdt sig hos ham. Men da Datios fra Thule nærmet sig, gik om natten alle Erulerne over til ham, og Svartuas måtte flygte ganske alene, og drog tilbake til Byzans. Keiseren satte nu al magt ind på at gjenindsætte ham; "men Erulerne, som frygtet Romernes magt, besluttet at vandre til Gepiderne". Dette hændte i Prokop's egen tid og tør derfor ansees troværdig; det viser hvilket let samkvem det dengang må ha været mellem Skandinavien og syden, også med Byzants, så Prokop kan nok ha fåt meddelelser ad den vei. Men han må også ha fåt oplysninger fra anden kant. Hans skildring av Thule viser så bestemte likheter med Jordanes's omtale av Scandza og dets folk, at de peker tilbake på en eller anden fælles kilde, selv om der også er ulikheter. Blandt de sidste kan fremhæves at Jordanes skiller mellem Thule (nord for Britannien) og Scandza, mens Prokop kalder Skandinavien Thule, som han imidlertid lik Jordanes lægger nord for Britannien, og han nævner ikke Skandia. Det kunde synes overraskende at Jordanes's kilde Cassiodor (eller Ablabius?) skulde ha kjendt Ptolemaios bedre end Grækeren Prokop. Forklaringen kan være den at da Prokop fra Erulernes egne fortællinger har hørt, at en del av dem satte over oceanet fra Danernes land (Jylland) til en stor ø i havet i nord, kunde han ikke tænke sig at dette var Skandia som på Ptolemaios's kart lå i øst for den Kimbriske Halvø, og længere syd end dennes nordspids; men det måtte langt snarere være Thule, som han imidlertid indså måtte ligge længere fra Britannien, og være større end fremstillet hos Ptolomaios, hvorfor Prokop uttrykkelig fremholder at Thule var meget større end Britannien og lå langt derfra i nord. Da det ikke var Prokop's skik at skryte med unødige navne, beholder han det velkjendte navn Thule og nævner ikke engang Skandia. Det kan endog tænkes at det netop var til vest-Norge, eller det gamle Thule, at Erulerne satte over. Hvis deres konge Rodulv var norsk, som ovenfor antydet, vilde dette bli rimelig, da de vel isåfald for en stor del selv var derfra; og vi kjender desuten et folk, Haruder eller Horder, som tidligere er indvandret til Norges vestkyst over sjøen fra Jylland; der har altså været gammel forbindelse, og kanske har netop Horder fra Norge og Haruder fra Jylland været i Rodulvs følge, og det kan også ha været Haruder blandt de Eruler som Danerne, efter Jordanes, fordrev fra deres hjem (i Jylland?). Det var jo også, like fra den tidligste norske historie, megen forbindelse mellem Norge og Jylland.

En anden ulikhet mellem Prokop's og Jordanes's skildringer er, at det efter den første var 13 folkestammer med en konge hver i Thule, mens Jordanes opregner det dobbelte antal stammenavne i Scandza, men av disse kan kanske flere ha tilhørt samme kongedømme.

En merkelig likhet mellem begge forfattere er den førti døgn lange sommerdag og like lange vinternat hos Thuliterne såvelsom hos Adogit, og at i umiddelbar forbindelse dermed nævnes Skrithifinoi og Screrefennæ, som oprindelig må være samme navn. Beskrivelsen hos Prokop av festene ved solens gjenkomst o. s. v., tyder sikkert på meddelelser fra Norden; men som det ovenfor blev fremholdt, kan ikke disse i den form, at sommerdagen skulde være like lang som vinternatten, stamme fra Nordboene selv; det er en literær frembringelse, som peker mot en fælles literær kilde; for det vilde være mere end merkelig, om den var opståt uavhængig både hos Prokop og hos Jordanes's hjemmelsmand. Endnu mer i samme retning peker den påfaldende likhet i rækkefølgen, som vi finder i begge beskrivelser, av Thule og av Scandza. Først kommer den geografiske beskrivelse av øen, som hos begge er meget stor og ligger langt ute i det nordlige hav; derefter omtales at der er mange stammer på denne store ø. Så kommer hos begge beskrivelsen av den merkelighet, at sommerdagen og vinternatten der varer 40 døgn. Derefter følger hos begge en nærmere omtale av hvordan det kan ha sig med denne lange sommerdag og lange vinternat, og hvordan solen da opfører sig under sit omløp o. s. v. Umiddelbart efter det kommer så beskrivelsen av Skridfinnene, som har et dyrisk levevis, og ikke lever av avgrøde, men av vilde dyrs kjøt o. s. v., med en tilsætning om sumpfugle-egg hos Jordanes (kanske tat fra Meia), mens Prokop har en utførligere beskrivelse av deres levevis, som minder noget om Tacitus. Tilslut følger en omtale av de germanske folk i Thule eller Scandza; men mens Prokop omtaler deres gudetro og menneskeofringer, og bare nævner navnet på den talrigste stamme, Gauterne, så har Jordanes væsentlig en opramsing av navne.

Selv om således måten at behandle stoffet på er meget forskjellig i de to verker, så stemmer rækkefølgen, hvorefter stoffet er ordnet, og tildels også indholdet hos begge, så fuldstændig overens, at der må være en historisk sammenhæng, og det ligger sikkerlig, gjennem flere eller færre mellemmænd, en fælles literær kilde til grund for begge skildringer. En kunde tænke på den ukjendte Ablabius, eller kanske den ukjendte gotiske lærde Aithanarit, som Ravenna-geografen nævner i forbindelse med sin omtale av Skridfinnene, hvis han da ikke har levet senere end Prokop. Påfaldende er det også at stykket om Thule hos Prokop nærmest gjør indtryk av at være stukket ind midt i hans fortælling om Erulerne, uten at ha nogen nøiere sammenhæng med denne, og det kan derfor væsentlig være tat fra en tidligere forfatter, kanske med forandringer og tilføielser av Prokop selv; men han har det i det hele ikke med at oplyse om sine kilder.

Prokops skildring av Erulerne er av stor interesse. Det er et merkelig træk i verdenshistorien, at det med visse mellemrum like fra tidlige tider, optræder omflakkende krigerfolk i Europa, som kommer fra det ukjendte nord, sætter for en stund verden i skræk, og så igjen forsvinder. Et slikt nordisk folk var kanske, som nævnt, Kimmerierne, som i det 8. århundrede f. Kr. gjorde indfald i Lilleasien. Seks århundreder senere, i 2. århundrede f. Kr., gjennemvandret skarer av Kimbrer og Teutoner fra Norden Europa, og trængte mot Rom, til de blev slåt av Marius, og forsvandt efter hånden. Nye 500 år derefter, i 3. til 5. århundrede e. Kr., optræder Erulerne, og efter at de forsvinder, kommer Sakser og Daner, og så Normanner. Vi kan kanske, til en viss grad ialfald, tænke os at folkeslagene som har dannet disse urolige og eventyrlystne skarer, har til dels været de samme, men at det er navnene som har skiftet. Foruten av Prokop, omtales Erulerne også hos Jordanes, og i flere andre kilder. Sammen med Goterne spilte de en rolle i den "skytiske" krig i det 3. århundrede, men forsvinder så nord for Sortehavet. De må ha været sin tids mest vidfarende folk; vi finder dem flakkende over hele Europa, fra Skandinavien i nord til Byzans i syd, fra Sortehavet i øst til Spanien i vest; fra det 3. til det 5. århundrede finder vi Eruler fra Skandinavien som sjørøvere på de vesteuropæiske kyster, ja like ind i Middelhavet, hvor de i 455 nådde til Lucca i Italien (jfr. Zeuss, 1837, s. 477 f.; Müllenhoff, 1889, s. 19). Når en del av Erulerne, hos Prokop, ikke vilde "gå over Donau, men bestemte at slå sig ned i de ytterste ender av verden", så vil det naturligvis si at de var kommet derfra, og at de heller end at underkaste sig Øst-Romerne vilde vende hjem igjen til Skandinavien. Navnet forekommer også ofte i urnordisk form, erilaR i nordiske runeindskrifter. Da erilaR (på norsk: jarl, på engelsk: earl) betyr krigerhøvding, og ikke i Skandinavien er kjendt som noget oprindelig stammenavn, som har git navn til noget landskap i Norden, må vi tro at det nærmest har været et fællesnavn, brukt længere syd i Europa; for skarer av nordiske krigere fra en eller flere skandinaviske stammer (jfr. P. A. Munch, 1852, s. 53). De kan ha kaldt sig selv således; det var netop karakteristisk for den skandinaviske kriger, at han ikke gjerne vilde anerkjende nogen overmand, de var alle fri mænd og høvdinger i motsætning til trællene. Efterhånden kan disse skarer ute i det fremmede ha vokset sammen til ett folk (jfr. A. Bugge, 1906, s. 32). Men da Eruler-tog omtales på så høist forskjellige steder i Europa må navnet, op til slutten av det 5. århundrede, hyppig være anvendt for nordboer i almindelighet, til forskjel fra folkene i Germanien, lik betegnelsen Normanner, og stundom også Daner, senere. At dette sidste navn allerede hos Prokop har været brugt som et fællesnavn, synes at fremgå derav at han nævner Danernes folkestammer (ethne) ganske på samme vis som Slavernes folkestammer. Hvad det fortælles om Erulerne passer på Skandinaverne: de var meget høie (jfr. Jordanes ovenfor s. 104) og blonde, var særlig kjendt for sin raskhet, og var let bevæbnet; de gik i kampen uten hjelm og brynje, bare dækket av et skjold og av en tyk kjortel, som de kiltet op med et belte. Deres træller måtte endog kjæmpe skjoldløse; men når de viste sig tapre, fik de lov til at bære skjold (Prokop, De bel. pers. 11, 25). "Det fandtes," sier Jordanes, "dengang intet folk, som ikke av dem hadde utvalgt de letbevæbnede til sin hær. Men om også deres raskhet ofte hadde bragt dem redning i andre krige, Goternes fasthet og langsomhet lå de under for", og de måtte underkaste sig Goterkongen Hermanarik ved Sortehavet, den samme som i Vølsung-sagaen kaldes Jørmunrek. De her skildrede folk kan vanskelig ha været typiske sletteboere, som gjerne er sene og tunge; vi må snarere tænke på et seigt og sprækt skandinavisk fjeldfolk, som ved det harde liv i fjeldene er blit let på foten og øvet i bruken av sine lemmer; men som på den anden side har hat liten tilgang på tyngre våben, og liten leilighet til øvelse som tungtbevæbnede, hvilket de heller ikke har hat smak for. Derved forklares også deres merkelige evne til at flakke om. Tanken ledes således atter igjen til Norge som mulig hjemsted for en del av Erulerne. Sammenfatter vi dette så finder vi altså: at de hadde en konge med det norske navn Rodulv, og meget taler for at han er den samme som den norske konge Rodulv (fra Romsdalen?) som kom til Theodorik. De drog tilbake gjennem Jylland og satte derfra over til Thule, og slog sig ned ved siden av Gauterne, d. e. vestenfor disse i Norge, som fra gammel tid hadde meget samkvem med Jylland, hvorfra Horder (og sandsynligvis også Ryger?) hadde indvandret. De skildres med egenskaper som er typiske for fjeldfolk, men ikke for sletteboer. Et av Prokop nævnt Eruler-navn Aruth ('Apouft) (De bel. goth. IV, 26) peker også på Norge, da det synes at være det samme som det norske stamme-navn Horder gen. Harups på Røk-stenen (jfr. S. Bugge, 1910, s. 98), eller Arothi hos Jordanes).

Andre Eruler-navne hos Prokop kan være fælles nordisk germanske, men ikke sikkert norske. Efter prof. Alf Torp's mening er det sandsynlig at Visandos er bison, Aluith er Alvid eller Alvith (alvidende); i Fanitheos kan første del være fan eller fen (lik myr) og anden del -theos kan være den nordiske endelse -ther; Aordos kan være Vard. Kongenavnet Okhon kunde ligne det norske Håkon; men dette navn kan ikke ha lydt slik på den tid, det må ha været længere.

Hvad Prokop fortæller (De bel. goth. 11, 14) om Erulernes skikker og sæder, stemmer med hvad vi vet om Nordboene almindelig. De dyrket mange guder, hvis gunst de agtet det for hellig pligt at erhverve ved menneskeofring. Gamle og syke folk var nødt til at be sine slegtninge om hjælp til at komme ut av livet ; og de blev dræpt med en dolk, av en som ikke hørte til familjen, og blev brændt på et stort bål, hvorefter benene blev samlet og begravet, slik som var skik, bl. a. i det vestenfjeldske Norge. "Når en Eruler døde, måtte hans hustru, som vilde vise sin dyd og efterlate sig et godt rygte, ikke længe efter hænge sig op i en strikke ved sin mands grav og gjøre ende på sig. Gjorde hun det ikke, så mistet hun fremtidig agtelse, og blev til anstød for mandens slegtninger. Denne skik iagttok Erulerne fra gammel tid." Deres mange guder og menneskeofringene stemmer, som vi ser, med Prokops skildring av Thuliterne, og med hvad vi vet om Skandinaverne fra anden kant. Da menneskeofringer hos de fleste folk har været forbundet med måltider, ved hvilke dræpte fiender spistes, så hviler den påstand at vore germanske forfædre ikke kjendte menneskeæteri på usikker grund. Når det derfor i fund fra stenalderen i Danmark, Sverige og Norge forekommer knuste eller skavede menneskeben, som tyder på menneskeæting, så kan ikke dette, som av dr. Andr. M. Hansen (1907), føres som bevis for at fundene stammer fra et ikke-germansk folk.

Forøvrig skildrer Prokop Erulerne i grelle farver, de er havesyke, herskesyke, og voldsomme mot sine medmennesker, uten at skamme sig derover. De hengir sig til de groveste sædelige utsvævelser, er de ondeste mennesker, og i bund og grund fordærvet. Prokop's Skrithifinoi (og Jordanes's forvanskede form Screrefennæ eller Scretefennæ) er utvilsomt et folk av samme slag som Tacitus's Fenni (Ptolemaios-Marinos's Finnoi); men som her har fåt det beskrivende tillæg skrithi-, hvilket almindelig opfattes som det nordiske skriða (== skride, skrie, skli f. eks. på isen, gli, jfr. svensk skridsko). Nordboene må ha betegnet sit finske nabofolk mot nord som skridende (gående) på ski (skriða á skiðum), til forskjel fra de andre folk i utmarkene, som de også kaldte Finner. Det er i så fald første gang at en hentydning til skiløpning findes i literaturen. Der er forøvrig adskillig likhet mellem Prokop's skildring av dette jægerfolk og Tacitus's skildring av folket Fenni, som sikkerlig også må ha holdt til i Skandinavien (se ovenfor s. 87), og som kan ha været samme folk. Der er flere eiendommelige fællestræk, f. eks. at både mænd og kvinder driver jagt; omtalen av barnene som, mens mødrene går på jagt, hos Tacitus gjemmes i en fletning av grener (d. e. teltet), og hos Prokop hænges op i et træ (kanske i Finnenes komse?). Prokop har sandsynligvis ikke selv kjendt Tacitus's Germania, men det er mulig at hans ukjendte kilde kan ha gjort det, uagtet dette verk var almindelig glemt på den tid. Men selv om Prokop's skildring således delvis kan stamme fra Tacitus, så er det ialfald kommet nye oplysninger til, først og fremst selve navnet Skridfinner, og desuten rigtige træk som at de fæster skindene sammen med dyresener. Fabelen om at barnene ikke rører mødrenes bryster kan (liksom kvindernes mandlige arbeide) stamme fra sagnene om Amazonerne, som ikke blev ammet med morsmelk. At barnene fik dyremarg isteden, kan ha hat det til grund, at dette jægerfolk, som også Lappene nu, spiste meget dyretalg og marg. Eskimoene gir ofte barnene råt spæk at tygge på.

Mens det således hos de nævnte tidlige middelalderske forfattere findes værdifulde oplysninger om Norden, er dette ikke tilfælde med den kjendte Isidorus Hispalensis fra Sevilla (død 636 som biskop der), som imidlertid fik den største indflydelse på middelalderens geografiske opfatning. Hans geografiske viden var hentet fra senlatinske forfattere, særlig Orosius, Hieronymus, og Solinus, og bragte ikke nyt av værdi. Men da han blev en av de mest læste forfattere i den tidlige middelalder, fik han betydning derved at han i denne mørke tid vedlikeholdt tråden med oldtidens lærdom, selv om tråden var tynd og skrøpelig. På kartografien skulde han også få indflydelse. Med sin hang til slette etymologiske fortolkninger avledet han ordet rotunditas, for Jordens runding, fra rota, hjul, og han lærte at "ordet orbis er brukt på grund av kredsens rundhet, da den er likesom et hjul. Ti på alle kanter omslutter det omkringflytende ocean dens grænser i en cirkel." Derved kom forestillingen om jordskiven som et hjul til at bli almindelig i den tidlige middelalder, og derav betegnelsen hjulkarter. Isidor inddelte jordskiven i tre deler, Asien (med Paradiset) øverst på hjulkartet, og Europa og Afrika, også kaldet Libya, nederst; og grænserne mellem disse verdensdeler dannet en T med elvene Tanais og Nilen horisontalt øverst, og Middelhavet (Mare Magnum) under. Derfor er kartene av denne type, som holdt sig længe, også kaldt T-karter. Forøvrig uttalte Isidor sig klart nok for Jordens klodeform.

T.v. verdenskart i Isidor-håndskr. fra 10 årh. T.h. ældste kjendte verdenskart, fra Isidor-håndskr. fra slutten av 7. årh. St. Gallen (K. Miller).

Sterkt påvirket av Isidor var den kjendte angelsaksiske munk og lærde Beda Venerabilis (673—735) som i sit verk "Liber de natura rerum" også omtaler Jordens lande, men uten at meddele noget nyt om Norden. På en intelligent måte hævder han imidlertid Jordens sfæriske form, bl. a., lik de gamle Grækere, fordi jord og vand søker mot et midtpunkt. Alene kuleformen kunde også forklare at nogen stjerner var synlige i nord, men ikke i syd.

Enkelte nye oplysninger om Norden findes hos den anonyme for geografen fatter som i slutten av det 7. århundrede skrev en kosmografi. Da han, efter eget opgivende, var født i Ravenna, er han almindelig kaldt Ravenna-geografen, men forøvrig er intet kjendt om ham, andet end at han sandsynligvis var en geistlig. Han bygger på ældre forfattere; foruten Bibelen er de dels latinske, dels græske, og dels senere; men han har sikkert også hat et romersk itinerarkart lik Tabula Peutingeriana. Hans meddelelser om Norden er for en del hentet fra Jordanes, men han anfører også tre andre "gothiske lærde", som forøvrig er helt ukjendte. Den ene, Aithanarit (el. Athanarik?), nævner han særlig i forbindelse med omtalen av Skridfinnene. De to andre Eldevaldus (eller Eldebald?) og Marcomirus (eller Markomeres?) har også beskrevet Vest-Europa; den sidste benyttes særlig for omtalen av Danernes, Saksernes og Frisernes land.

Europa på Ravenna-geografens rekonstruerte verdenskart (efter K. Miller).

Ravenna-geografen anså jordskiven for at være rund, og den var omgitt av hav, men dette var ikke helt sammenhængende, for det gik ikke bakenom Indien.

Vistnok hadde nogen geografer skrevet det så, men det måtte ingen kristen tro, for Paradiset var i det ytterste østen, nær Indien; og likesom frugtstøvet blev båret av vindens ånde fra den mandlige palme til den kvindelige i nærheten, således blåser en velsignelses-bringende duft fra Paradiset på det aromatiske Indiens blomster. Nogen mente at solen under sit omløp, vandret tilbake til østen under havets dyp; men Ravenna-geografen holdt med dem som sa, at solen vandret hele natten gjennem ad veier, som ikke kan utforskes, bak høie berg, i nord hinsides havet, og bak dem kommer den igjen frem om morgenen.

(IV, 12). Langs med selve Skytien og oceanets kyst er det land som sies at være Rerefenernes og Sirdifenernes (Scirdifrini). Menneskene i dette land bor efter hvad den gotiske lærde Aithanarit sier, på fjeldenes klipper, og der skal såvel mænd som kvinder leve av jagt, og de skal være fuldstændig ukjendt både med mat eller vin. Dette land skal være koldere end alle andre. Fremdeles ved siden av Serdifenni ved oceanets kyst er det land som kaldes Dania, dette land frembringer som den ovennævnte Aithanaridus og Eldevaldus og Marcomirus, de gotiske lærde, sier, folk som er hurtigere end alle andre (det må være Erulerne). Dette Dania kaldes nu Nordomannernes land.

Det er første gang at navnet Nordmanner blir brukt, såvidt kjendt.

I selve det nordlige ocean efter Roxolanernes land, er den ø som kaldes Scanza, som også kaldes gamle Skytien av de fleste kosmografer. Men på hvilken måte og hvordan selve øen Scanza ligger, det vil vi ved Guds hjælp fortælle.

Han sier efter Jordanes (jfr. ovenfor s. 100) at fra denne øer andre folk, blandt dem Goterne, og Danerne, likeledes Gepiderne utvandre!

Det vil sees at Ravenna-geografens oplysninger om Skridfinnene, hvis navn blir variert og forvansket endnu værre end hos Jordanes, stemmer påfaldende med Prokop's, uagtet han sier at ha hentet dem fra Goteren Aithanarit ; hvis dette er rigtig må altså denne enten ha øst fra Prokop, hvilket tør være meget rimelig, eller han er ældre og har været fælleskilde både for Prokop og Ravenna-geografen, og da vel også for Cassiodor(?).

Kynokefaler (på en halvø nordvest for Norge, på Hereford-kartet).

Fra omkring det 7. århundrede stammer sandsynligvis også et gåtefuldt skrift som blev meget læst i middelalderen, og som sier sig at være en latinsk oversættelse, ved en viss Hieronymus, fra en kristelig reisebeskrivelse av en Græker almindelig kaldt "Aethicus Istricus". Han skulde ha reist før det 4. århundrede. Oversætteren påstår at Aethicus hadde fortalt mange fabelagtige ting, som han ikke har gjengit, da han bare vilde holde sig til de sikre kjendsgjerninger; men blandt dem får vi mange merkelige oplysninger, som at Aethicus hadde nord for det Kaspiske Hav med egne øine set Amazonerne gi Kentaurerne og Minotaurerne bryst, og da han bodde i byen Choolisma, bygget av Jafets søn, Magog, så han den sjø av jordbek som danner Helvetes munding og hvorfra bindemidlet til Alexanders mur kom. Forgjæves hadde han i Armenien lett efter Noah's ark; men han så drager, strudser, griffer, og myrer, store og glupske som hunder. Han har også omtalt griffer og guldskatter i nord mellem Tanais og Nordhavet. "Skitherne, Griffene, Traconterne, og Saxonerne bygget skibe av vidjer smurt over med bek" (kanske mente han at de også var dækket med huder). Disse skibe var uhyre hurtige. Hos Skyterne skal det ha været en dygtig handverker og stor lærer, Grifo, som bygget skibe med skibssnabel i det nordlige ocean. Han var lik griffene eller de flyvende fabelfugle. Aethicus besøkte en ø Munitia i nord for Germanien. Der fandt han Keflokefaii-mennesker (hundehoder). Det var et fælt folk. Germanerne kom til øen som kjøpmænd, og kaldte folkene Kananeer. De går med bare lægger, de smurte håret med olje eller fett, og lugtet stygt. De lever et skiddent liv, de spiser urene dyr, mus, muldvarp, o. a. De bor i filt-telter i skogene langt borte ved myrer og sumpige steder. De har en mængde fæ, fugler, og egg. De kjender ingen gud og har ingen konge. De bruker mere tin end sølv. En kunde fristes til at tro at denne fabel om hundehoder i nord var kommet fra ordet Kvæn, som for en Græker, som Aethicus, har lydt lik Kyon (hund). Navnet Kenokefali kan være kommet ind på den vis, mens navnet Kananeer kan være opståt ved en slags forvansket lydlikhet mellem Kvæn og det Gamle Testamentes folk i Kanaan. Det kunde således være Kvænland eller Finland det her var tale om. At de gik med bare lægger og bodde i filt-telter, kunde minde om Herodofs Argippaier, som var skallet (men hos Meia gik med bare hoder) og hadde telter av filt om vinteren.

De syv sovere i hulen ved Nordhavet (fra Olaus Magnus).

Den langobardiske forfatter Paulus Warnefridi, også kaldt Paulus Diaconus (omkr. 720—790), gir væsentlig et mer eller mindre forvirret utdrag av tidligere forfattere, men han synes desuten at ha fåt nogen nye meddelelser om Norden. Likesom Goteren Jordanes (eller Cassiodor eller Ablabius) lar Goterne utvandre fra Ptolomaios's Scandza, så lar Paulus, efter tidligere forfattere, Langobarderne utvandre fra Plinius's ø Scatinavia langt i nord. Det ser ut De syv sovere i hulen ved Nordhavet (fra Olaus Magnus). som det på den tid stod i høi anseelse at utspringe fra Norden. Men Paulus beskriver landet, efter øienvidners meddelelser, som ikke "egentlig liggende i havet, men bølgerne omskyller de lave strande." Det tyder på at her foreligger en forveksling med et land Scatenauge ved Elben, som i et litt senere handskrift (omkr. 807) av den langobardiske lov nævnes som Langobardernes opholdssted (jfr. Lønborg 1897, s. 27). Paulus fortæller videre at på stranden "nordvest mot Germaniens ytterste grænse" ligger det 7 mænd i en hule og sover, uvisst siden hvilken tid. De ligner Romere av utseende, og både de og deres klær er uskadt, og de ansees av indbyggerne som hellige. Sagnet om syvsoverne findes allerede hos Gregor av Tours, som har det fra Lilleasien, hvor det er opståt i det 3. århundrede og er stedbundet til Efesos (jfr. J. Koch, 1883). Sagnet var meget almindelig i Germanien, og vi finder det igjen senere i fortællinger om skibbrudne på Grønlands kyst:

Nær ved dette sted (d. e. hulen med de 7 mænd) bor Scritobini; således kaldes det folk; disse har sne endogså ved sommertid, og de spiser ikke andet end råt kjøt av vilde dyr såsom de ikke er forskjellig fra dyrene selv i fornuft, og de lager sig også klær av disses skind med hårene på. Disse henter sin navnforklaring fra at hoppe efter det fremmede sprog (d. e. germansk), ti idet de ved en viss kunst bruker sprang indhenter de de vilde dyr med et træ krumt som en bue. Hos dem er et dyr som ikke er synderlig ulik en hjort, og jeg har set en dragt sydd av huden av dette dyr, slik som den var strittende med hårene, og den var gjort som en tunika og rakk like til knæet, slik som de før nævnte Scritobiner bruker, som jeg har fortalt. På disse steder sees ved sommersolhverv i adskillige dager, endogså om natten, det klareste lys, og man har der meget større dager enn andetsteds, liksom på den anden side omkring vinter solhverv selv om dagens lys er der, solen selv dog ikke sees der, og dagen er mindre end noget andet sted, også nættene er længere; ti jo længere man går bort fra solen desto nærmere viser solen sig jorden (horisonten), og skyggerne blir længere...

Og ikke langt fra den strand som vi før har talt om (ved hulen) mot vest, hvor verdenshavet strækker sig uten grænse, der er hint meget dype vandenes svelg, som vi med det sedvanlige navn kalder havets navle. Dette sies to gange om dagen at suge bølgerne til sig, og atter igjen at spy dem ut; slik som det er godtgjorfat det sker langs alle de kyster, da bølgerne løper til og går tilbake igjen med forfærdelig hurtighet. Et slikt svelg eller hvirvel kaldes av digteren Virgil Caribdis, som han i sit digt sier er i Strædet ved Sicilien, idet han sier:

Scilla ligger på den høire side

og det uforsonlige Caribdis på den venstre.

Og tre ganger suger den de uhyre bølger

ned i avgrunden ved svelgets dype

hvirvel, og den sender dem op igjen i luften

og bølgen pidsker stjernene.

Av den hvirvel, om hvilken vi har talt, påstår man at skibene ofte rives med hastigere, og i løp med så stor hurtighet at de synes at efterligne pilenes flugt gjennem luften; og undertiden går de tilgrunde i hint svelg ved en meget skrækkelig undergang. Ofte når de netop skal til at dukke under, så blir de ført tilbake igjen ved en pludselig vælde av bølgerne, og de fjernes atter derifra med en slik hurtighet som de før var blit trukket til. Man forsikrer at der også er et andet svelg av samme slags mellem Britannien og den Galliciske Provins (d. e. Nord-Spanien) - (hvorefter følger beskrivelse av tidevandet på den sydfranske kyst og i elvenes mundinger, dernæst en utmålet skildring av rædslerne ved Ebuderne, hvor de kan høre larmen av vandene som strømmer mot et lignende Caribdis.)

Malstrømmen ved Lofoten (fra Olaus Magnus).

Paulus Warnefridi har tydeligvis hat en meget feilagtig forestilling om skiløpningen, som han har gjort til en hoppende istedenfor netop en glidende bevægelse. Han kan ha trodd at de spratt omkring på trær bøiet som buer. At vandenes svelg eller havets navle tænkes i nord, kan skyldes rygter dels om strømmen i Pentlandsfjorden, dels om Moskenesstrømmen og Saltstrømmen, som altså her når frem i literaturen, og som senere utviklet sig til middelalderens utbredte forestillinger om malstrømmer og havsvelg, kanske ved at forbindes med den gammel-græske forestilling om det ytterste svelg (Tartaros, Anostos, Ginnungagap; se ss. 9, 10, 14), og som her med skildringen av strømmen i Messinastrædet.

Viktor Rydberg (lBB6, ss. 318, 425 ff) antok at Paulus's skildring av havsvelget stammet fra de nordiske sagn om verdensbrønden Hvergelmer som danner flo og fjære ved at vandet strømmer op og ned gjennem dens underjordiske ganger og om kvernen Grotte på havets bund som danner malstrømmene, når vandene styrter ned i kvernøiet. Men det er kanske vel så sandsynlig at det er de sydlige, oprindelig klassiske forestillinger som er blit stedbundne i de nordiske sagn. Vi finder som set hos Virgil den samme forestilling om havsvelget som suger vandet til sig, og sender det op igjen. Hos Isidor heter det om avgrunden (også gjentat hos Hrabanus MAURUS):

Abyssus er vandenes ugjennemtrængelige dyp eller de skjulte vandes huler, hvorfra kilder og floder går frem, men også de som løper skjult under jorden. Derfor er den også kaldt Abyssus, ti alle vandstrømmer vender tilbake ad skjulte årer til moren Abyssus.

Ældste kiendte billede af en skiløper (fra Hereford-kartets fremstilling av Norge i det 13. årh.).

Det ligger nær at tro at forestillinger som denne har git oprindelsen til, eller ialfald har farvet myten om Hvergelmer (d. e. den larmende eller brusende kjele). Isidor var tidlig kjendt i England, på Irland, og i Norden. Havsvelget findes også hos folkene i Østerland; Sindbad kommer således langt ned i det. Paulus's omtale av havsvelg ikke bare i nord, og ved Hebriderne, men også mellem Britannien og Spanien, og ved Messina tyder ikke på at sagnet hos ham skulde stamme bare nordfra. Senere, hos Adam av Bremen, blir derimot havsvelget mer utelukkende nordisk, og endnu senere skulde vi få det også ved selve Nordpolen.

Paulus Warnefridi nævner også græske fabelfolk som Hundehoder (Kynokefaler) og Amazoner i nord-Germanien. Han sier at Langobarderne sloss med et folk Assipitti, som bodde i Mauringa, og de skræmte disse ved at si at de hadde Kynokefaler i sin hær, som drak menneskeblod, og som i mangel av andres drak sit eget. Ved en elv i Germanien skulde Langobarderne være blit stanset av Amazonerne. Langobarder-kongen Lamissio kjæmpet med den tapreste av dem, mens han svømte i elven, og dræpte hende; og efter forhånds overenskomst bragte han derved sit folk ret til at komme uhindret over. Paulus anser historien for usand, da Amazonerne forlængst skulde være ødelagt; men han hadde allikevel hørt at der skulde findes en stamme av slike kvinder i det indre Germanien. Den samme forestilling om et kvindefolk i Germanien går igjen senere i literaturen (jfr. Kong Alfreds Maðda-land).

Det blev tidligere nævnt (s. 94) at det i håndskriftene av Solinus fra 9. årh. og senere, findes en omtale av Ebuderne, Orkaderne og Thule, som efter Mommsen's opfatning er en sen tilføielse, og da den ikke findes hos Isidor Hispalensis som i stor utstrækning har benyttet Solin, må den være kommet ind efter hans tid (7. årh.), men før 9. årh., da den findes i et handskrift. Da tilføielsen om Thule, såvidt jeg skjønner, må vise at dette opfattes som Norge, og da meget taler for at den er gjort av en irsk munk, blir det endvidere sandsynlig at den stammer fra tiden før Irernes opdagelse av Island, som nemlig, efter Dicuil's bok, blev opfattet som Thule. Jeg mener derfor vi kan sætte tilføielsen til begyndelsen av det 8. årh., og den blir da et vidnesbyrd om det kjendskap man hadde til Norge på de Britiske Øer på den tid. Efter at ha omtalt Britannien og øene der omkring heter det (Solin, c, 22):

Fra det Kaledoniske Forbjerg er der to dages seilas for dem som seiler til Tyle (Thule), derfra begynder Ebudes-øene (Hebriderne) fem i tal (de fem hovedøer). Deres indbyggere lever av frugter, fisk, og melk. Så mange øer det også er, blir alle adskilt ved smale havdele. De har alle tilsammen bare en konge. Kongen eier intet for sig alene, alt er fællesgods. Til retfærdighet blir han forpligtet ved bestemte lover, og forat havesyken ikke skal lede ham bort fra sandheten, så lærer han retfærdighet ved armoden, da han jo ingen formue har; han blir derfor underholdt av folket. lngen kvinde blir git ham til egte, men han tar avvekslende den som netop behager ham. Således har han hverken ønske eller håb om barn. Den anden station for de reisende (til Thule) avgir Orkaderne. Men Orkaderne ligger syv dages og like så mange nætters seilas fra Ebuderne, de er tre i tal (d. e. de tre hovedøer på Shetland). Mennesker mangler (vacant homini). De har ingen skoger, men stridter av siv og græs, det øvrige er nakne sandstrander og klipper. Fra Orkaderne like til Tyle er fem dagers og nætters seilas. Men Tyle er frugtbart og rikt på sent modnende frugter. Indbyggerne der lever fra vårens begyndelse med sit fæ, og nærer sig av urter og melk; for vinteren opbevarer de trærnes frugter. Kvinderne har de fælles, et fast egteskap findes ikke.

Helt digt kan vel denne skildring ikke være, og hvis den ikke kan tænkes overført fra et andet sted, så må vi tro at den stammer fra et fjernt kjendskap til Norge. Livet med fæet om våren passer jo, derimot er det værre med trærnes frugter som de lever av. Her kunde en heller tænke på Hesperiderne med de gyldne æpler, hvis en da ikke vil anta at de har samlet nøtter og bær. Det at Thuliterne hadde kvinderne fælles, kunde hænge sammen med Skandinavernes tilbøielighet til flerkoneri, som vi også hører om fra anden kant; men det er usikkert. Allerede Grækerne og Romerne så i mangelen på fast egteskap et tegn på barbari, som nærmet mot dyrene, og som de derfor tilla folk mot de ytterste grænser, jfr. Herodot, og Strabos's skildring av Irerne (s. 63). Hvis det Kaledoniske Forbjerg menes Skotland, blir det forbausende at det skulde være to dagsreiser til Hebriderne, og at disse var den første station, og Orkaderne den anden station på veien til Thule. Vi må da gå ut fra at her har været en sammenroting av flere kilder, hvilket synes mindre sandsynlig hvis det er en senere tilføielse; for vi må vel da tro at vedkommende avskriver har ment at sitte inde med kjendskap til disse ting. Tænker vi os imidlertid at denne har været irsk, og har set på reisen til Tule med Irland som utgangspunkt, da blir der mere sammenhæng. Det blir da to dagsreiser fra Irland til Hebriderne, syv dagsreiser derfra til Shetland, og så fem til Thule; det vil si hele reisen blir fjorten dager; og det kan være nokså rimelig. Noget overraskende er det unegtelig, at det ikke skulde ha været folk på Orkaderne eller Shetland på den tid.

Irernes opdagelse av Færøerne og Island i 8. århundre

Færøerne.

De første reiser mot nord til polkredsen som literaturen har sikre meddelelser om i den tidlige middelalder, er de irske munkers færder over havet i deres små båter, hvorved de opdaget Færøene og Island, og ialfald for en stund, bodde der. Om dem skrev den irske munk Dicuil, allerede omkring år 825, i sin jordbeskrivelse: "De Mensura Orbis Terræ" (jfr. Letronne, 1814, s. 38 f., 131 f.). Det er betegnende for den åndelige retning i denne del av middelalderen, at disse merkelige reiser ikke lik andre opdagerfærder blev foretat av vindelyst, eventyrlyst, eller vitebegjær, men væsentlig av ønsket om at finde ensomme steder hvor disse anakoræter kunde leve i fred, uanfægtet av verdens larm og fristelser. I så måte syntes de ukjendte havøer nær Ishavet at måtte tilfredsstille alle ønsker; men lykken varte ikke længe, snart kom Nordens urostiftere, de norske vikinger, også dit og fordrev eller undertrykte dem.

Hvad Dicuil meddeler om det skandinaviske Norden stammer væsentlig fra Plinius, og indeholder intet nyt. Men om ukjendte øer i det nordlige hav skriver han (7, 3):

Der er endnu mange øer i Britanniens nordlige ocean, hvilke kan nåes fra de nordlige Britiske Øer ved to dagers og to nætters direkte seilas Færøene med fulde seil og stadig gunstig vind. En troværdig geistlig (presbyter religiosus) fortalte mig, at han hadde seilt i to sommerdager og en mellemliggende nat i en liten båt med to rortofter (d. e. to par årer), og gåt i land på en av disse øer. Disse øer er for det meste små; næsten alle skilt fra hverandre ved smale sund, og på hvilke eneboere, seilte ut fra vort Scotia (d. e. Irland), har bodd i omtrent hundrede år (in centum ferme annis). Men liksom de siden verdens begyndelse altid har været forlatt, således nu på grund av nortmanniske røvere Færøene tomme for eneboere, fulde av utallige sauer og såre mange forskjellige slags sjøfugl. Vi har aldrig fundet disse øer omtalt i forfatternes bøker.

Denne skildring passer bedst på Færøene, hvor altså irske munker tidligere hadde bodd, men hvorfra de skulde være fordrevet av norske sjøfarere, sandsynligvis i slutten av det 8. århundrede. Da imidlertid Dicuil kjender så vel til at øene er fulde av sauer, kan Irerne fremdeles ha besøkt dem leilighetsvis, lik hin troværdige geistlige som seilte i en båt med to rortofter. Dicuil's utsagn at de nu var "tomme for eneboere" må vel opfattes som at de var ubebodd; men det lyder mindre sandsynlig. Flere tegn kan snarere tyde på at øene har hat en keltisk urbefolkning, som har bodd der også efter Nordmændenes bosætning.

Der er keltiske stedsnavne, som Dimon (øene Stora Dimon og Litla Dimon, eller Dimun meiri og D. minni), av keltisk dimun (tvi-nakke, altså lik norsk Tviberg). Da slike keltiske stedsnavne ikke kan være kommet ind senere, så må Nordmændene ha fåt dem fra Kelter som var der tidligere, og som de har hat samkvem med. Færø-sproget har også mange låneord fra keltisk, mest for åkerbruk og fædrift, og for dyre- og planteliv på øene. De kunde forklares derved at mange av de norske nybyggere hadde tidligere bodd på de Skotske Øer eller i Irland, eller at der har været megen forbindelse med disse lande (jfr. A. Bugge, 1905, s. 358); men det synes en naturligere antagelse at låneordene stammer fra en keltisk urbefolkning. Hertil kommer at folket på de sydlige Færøer fremdeles er mørkt, med mørke øine og svart hår, og adskiller sig fra den mer germanske type på de nordlige øer (jfr. D. Bruun, 1902, s. s). Navnet Færøene tyder på at der var sauer da Nordmændene kom, hvilket forsåvidt også stemmer med Dicuil; disse sauer må vel da være ført dit av de tidligere Kelter.

Det synes efter dette mulig at de irske munker har ikke bare søkt øene som eneboere, men også for at utbre kristendommen til en keltisk befolkning. Senere er Nordmændene kommet, har tat øene i besiddelse, og har undertrykt Kelterne.

Men de dristige irske munker utstrakte sine sjøreiser længer mot nord. Dicuil vet også at fortælle om at de fandt Island, som han kalder Thule, og at de bodde der. Efter at ha nævnt hvad Plinius, Solinus, Isidor (Hispalensis), og Priscianus sier om Thule (Thyle) fortsætter han (7, 2, 6):

Nu er det 30 år siden nogen geistlige, som hadde været på hin ø fra 1. februar til 1. august, fortalte mig at ikke bare ved sommersolhverv, men også i dagene deromkring, den nedgående sol ved aftentimen skjuler sig liksom på den anden side av en liten høi, således at det ikke blir noget mørke selv i det mindste tidsrum, men hvadsomhelst en mand vil arbeide, endogså plukke lus av sin skjorte (pediculos de camisia extrahere), det kan han liksom ved solens nærvær, og hvis de hadde været på øens høie fjeld vilde kanske solen aldrig bli skjult av dem (d. e. fjeldene). I midten av denne meget korte tid så blir det midnat på midten av jorden, og på samme måte mener jeg på den anden side, at ved vintersolhverv, og i få dager omkring det, morgenrøden viser sig i meget kort tid i Thule når der blir middag midt på jorden. Følgelig tror jeg de lyver og tar feil de som skrev at det skulde være stivnet (concratum) hav omkring det (d. e. Thyle), og likeledes de som sa at der skulde være sammenhængende dag uten nat fra vårjevndøgn til høstjevndøgn, og omvendt fra høstjevndøgn like til vårjevndøgn sammenhængende nat, da hine som seilte betrådte den i den naturlige tid for stor kulde, og mens de var på den altid hadde dag og nat vekselsvis med undtagelse av sommersolhvervstid, men ved en dags reise fra den mot nord fandt de frosset (congelatum) hav.

Denne skildring, skrevet et halvt århundrede før Nordmændene, efter almindelig tro, kom til Island, viser at landet var vel kjendt av Irerne, ialfald før slutten av det 8. århundrede (30 år før Dicuil skrev i 825), og hvor meget tidligere kan vi ikke si. Til de førstehånds meddelelser han hadde fåt fra folk som hadde været der, kan Dicuil også ha blandet forestillinger han hadde fra sine literære studier. Solen som om natten skjulte sig bak en liten høi, minder om de ældre forestillinger at den gik bak et fjeld i nord (jfr. Kosmas In dikopleustes og Ravenna-geografen); men det kan selvfølgelig også skyldes lokal iagttagelse. Forestillingen om at man en dags seilas nord for denne ø hadde fundet det frosne hav (congelatum mare) er nøiagtig den samme som hos de latinske og græske forfattere, at ifølge Pytheas lå det stivnede hav (concretum mare) eller det træge hav (pigrum) en dags seilas hinsides Thule (jfr. s. 50). Men det utelukker jo ikke at Irerne har truffet på drivisen nord for Island, tvertom er dette sandsynlig.

Dicuils beretning om Irernes opdagelse av Island bekræftes ved de islandske sagær. Allerede Are Frode (omkr. 1130) fortæller at på den tid da de norske landnåmsmænd først kom til Island:

... var her kristne som Nordmændene kaldte Papar (prester); men de for siden bort, fordi de ikke vilde være her sammen med hedninger, og de lot efter sig irske bøker og bjelder og krumstaver, hvorav en kunde slutte at de var irske mænd.

I Landnámabok, som har samme meddelelse fra Are, føies det til at: "de blev fundet øst i Papey og i Papyli. Det er også nævnt i engelske bøker at på den tid blev det seilt mellem landene" (d. e. mellem Island og Britannien).

På flere andre steder i sagaene fortælles også om dem, og den norske forfatter Tjodrik Munk (omkr. 1180) har en lignende meddelelse. Flere steder på det sydlige Island, som Papafjörðr med Papos, og øen Papey, bærer endnu navn efter disse første indbyggere. Et tidligere navn var også Pappyli, som ikke nu brukes mer. Men foruten disse stedsnavne er der mange andre på Island, som enten er keltiske eller må stå i forbindelse med Kelterne. Nogen av de første som nævnes i Landnåmabók er således Minþakseyrr og Vestmanna-eyjar. Minþak er et irsk ord for en deig av mel og smør, og Vestmænd var Irer. I Landnámabók (jfr. F. Jónsson, 1900, ss. 7, 132, 265) sættes disse navne vistnok i forbindelse med de irske træller, som Hjorleiv, Ingolv's fælle, skulde ha ført med sig, og som dræpte ham; men, som de nærmere omstændigheter ved fortællingen viser, er det sandsynlige at det er stedsnavnene som er de oprindelige, og som har skapt sagnet om trællene, og ikke omvendt. A. Bugge (1905, ss. 359 ff.) nævner en hel række islandske stedsnavne av keltisk oprindelse, mest avledet av personnavne ; han vil forklare dem som kommende fra keltisk påvirkning, og ved irske landnåmsmænd; men den naturligste forklaring er sikkerlig her som på Færøene, at der har været en keltisk urbefolkning på Island, og ikke bare nogen irske munker, da Nordmændene kom dit, og fra disse Kelter nedstammer for en del Islændingene, mens de fik sit sprog fra den herskende klasse, Nordmændene, som også blev den overlegne i antal. På den vis får vi en naturlig forklaring av, hvordan det efter en kort landnåmstid kunde findes en så talrig befolkning der, som det synes at ha været. Fremtidige antropologiske undersøkelser av nutidens Islændinger vil kunne kaste lys over disse spørsmål. Om hvor tidlig og hvordan Kelterne først kom til Island vet vi forløbig ingenting.

Karl den Stores biograf Einhard (beg. av 9. årh.) omtaler Østersjøen som en bugt østover fra Vesterhavet av ukjendt længde og ingensteds bredere end 100 000 skritt (omtr. 150 kilometer), og nævner folkene deromkring; "Dani og Sueones, som vi kalder Nordmanni", bor på den nordlige strand og på alle øene, mens Slaver og Æster og andre folk bor på den sydlige. Den bekjendte tyske lærde Hrabanus Maurus (omkr. 776—856), erkebiskop i Mainz (847—856), bygger i sit encyclopædiske verk: "De Universo" (fuldendt 847) i 22 bøker, væsentlig på Isidor, som han i stor utstrækning avskriver, og han har lite om Norden. Rimbertus (slutten av 9. årh.) gir derimot, i sin biografi av Ansgarius, mange oplysninger om Skandinavien og dets folk, mens den omtrent samtidige Baierske Geograf (geographus Bawarus) beskriver de slaviske folk.