Nord i tåkeheimen - Eskimo og Skræling

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nord i tåkeheimen

Eskimo og Skræling

av Fridtjof Nansen

Med originale illustrasjoner

Jacob Dybwads Forlag

Kristiania, 1911.

Av alle jordens folk er Eskimoens det som har slåt sig ned længst nord. Havisen og kuldens strøk, som naturen ikke hadde bestemt menneskene for, er hans verden. I langsom, seig kamp mot vinterens magter har han bedre end nogen anden lært at gjøre sig dem nyttig, og i disse strøk, langs de isstængte strande, utviklet han sin eiendommelige kultur med de sindrige redskaper, længe før historien begyndte. Da mænd av den hvite rase trængte nordover til de "høieste bredder" fandt de spor efter dette merkelige folk, som allerede hadde været der i længst svundne tider, og det er bare i de sidste få årtier at det er lykkedes nogen at trænge længere nord end Eskimoen, tildels ved at lære av ham eller at ta ham til hjælp. I disse strøk, som er hans, var hans kultur den hvite rases overlegen, og ikke av noget andet folk har polarfareren lært så meget.

Eskimoenes utbredelse (efter W. Thalbitzer, 1904).

Amerikas nordkyst og øene nordenfor, fra Bering-strædet til Grønlands østkyst, er Eskimoens område. Kartet viser hans nuværende utbredelse og hvor der er fundet ældre spor efter ham. Indenfor disse grænser må Eskimoene ha utviklet sig til hvad de nu er. Ved sine antropologiske rasemerker, ved sin fangerkultur, og ved sit sprog, adskiller de sig så meget fra alle andre kjendte folk, både i Amerika og i Asien, at vi må tro at de gjennem lange tider, helt siden de begyndte at utvikle sig for sit liv langs iskystene, har levet for sig, adskilt fra andre, kanske længe som en liten stamme. De tilhører alle den samme rase, skallebygningen er f. eks. merkelig ensartet for alle Eskimoer like fra Alaska til Grønland, om de end længst vest kan være blandet med Indianere og andre, og i Grønland nu er blandet med Europæere. De er utpræget langskallede; men har et kort og bredt ansigt, og ved deres ansigtstræk og utseende adskilles de straks med lethet fra andre nærboende folkeslag. Små, skråtliggende øine; næsen liten og flat, smal mellem øinene, og bred nedentil; kindene brede, fremstående, og runde; panden i forhold avsmalnende optil; under ansigtet bredt og kraftig; svart, glat hår. Hudfarven er lys brunagtig. Eskimoene er ikke, som gjerne antat, gjennemsnitlig små folk, de er hellere av middels høide, ofte kraftige, og stundom ganske høie, om de end er lavere, og svakere at se til, end Skandinavene gjennemsnitlig. I utseende, og kanske også i sprog, kommer de enkelte av de nordamerikanske Indianer-stammer nærmest.

Hvorfra de oprindelig er kommet, og hvor de først har utviklet sig til Eskimoer, er usikkert. Det centrale i Eskimoenes kultur er deres fangst, særlig med harpun, dels fra kajaken i åpent vand og dels fra isen. Vi kan ikke tro at denne fangst, særlig ikke med kajak, fra først av er utviklet i de midtre dele av de strøk de nu bebor, der vilde livskårene været for harde, og de kunde ikke livnære sig der før deres fangerkultur hadde nådd en viss utvikling. Liksom vi i Europa fandt den finske sjøfangst-kultur på en kyst, som stod i forbindelse med mildere kyster længere syd, hvor sjømandsfærdighet først har kunnet utvikle sig, må vi vente at også den eskimoiske er begyndt på kyster med lignende forhold, og disse må da søkes på kystene enten av Labrador eller ved Bering-strædet. Da Labrador-kysten og Hudsons-bugten er isbundet en større del av året, er det ikke sandsynlig at reiser og samfærdsel der er begyndt at foregå sjøveien i nogen meget tidlig tid; og der har følgelig ikke været særlig gunstige vilkår for en tidlig utvikling av sjømandsdygtighet. Dette er heller ikke i nogen høi grad tilfælde med den nordamerikanske østkyst længere syd, som, når undtas Lawrence-bugten, er lite beskyttet mot havet, og byr få lettelser for samkvem sjøveien. Den har da heller ikke frembragt noget andet sjøfolk eller nogen lignende fangerkultur. Hvis Eskimoenes kultur hadde opståt der, blir det også uforståelig hvordan de har lært at bruke hunden som trækdyr.

Anderledes er det på Nord-Amerikas nordlige vestkyst, som er fjordskåret og har mange øer utenfor, med beskyttede indenskjærs-leder. Her kunde sjømandsskap naturlig utvikles, og danne det nødvendige grundlag for en høiere fangerkultur som Eskimoens. Dertil kom store mængder av sjødyr som gav ypperlige betingelser for fangst. Her har vi da også flere forskjellige folk med sjøbruk: på den ene side Eskimoene nordover langs kysten av Alaska; på den anden side Aleuterne på øene utover tilhavs, og desuten endnu Indianer-stammer langs kysten av det sydligste Alaska og Britisk Kolumbia. Så længe forskningen ikke har bragt for lyset ting, som med vegt kan tale for en anden opfatning, må det derfor synes naturligst at det er i disse gunstige strøk, med rik tilgang på sjøvildt av alt slag, en må søke vuggen for den kultur som skulde sætte Eskimoene istand til at utbre sig over hele den amerikanske arktiske verden. Hertil kommer også det, at i disse strøk kunde den sjøfarende Eskimo, ved samkvem med folk på den asiatiske side av Beringstrædet, ha lært bruken av hunden som trækdyr, som er en asiatisk opfindelse, og ikke amerikansk, og som også er av stor vigtighet for Eskimoens hele liv og utbredelse i de isbundne strøk. Her kan vi ikke gå dypere ind i drøftelsen av det endnu uavgjorte spørsmål om Eskimoenes herkomst og deres kulturs utvikling.

Av kartet, som viser hvor ældre spor av Eskimoer er fundet, kunde en få det indtryk at de har været talrikere, og har hat en større utbredelse før i tiden. Det tør være feilagtig. De er jægere og fangere som er helt avhængige av tilgangen på vildt, og som derfor ofte flakker viden om, og søker fangstfelter hvor de tror utsigtene er gode. Stundom slår de sig ned i et godt strøk for længere tid, så kan de flytte igjen; men stundom, når tilfældige harde vintre kommer, kan de også bukke under for hungersnød eller skjørbuk. Men overalt efterlater de sine eiendommelige hustomter og teltpladser, og andre spor, og en må da altid finde disse over langt større strækninger end en finder Eskimoene selv. Det kunde indvendes, at på de Amerikanske Arktiske Øer bor de ikke nu så langt nord, som der er ældre spor efter dem; Sverdrup fandt således mange levninger efter Eskimoer på de nye av ham opdagede lande, særlig op igjennem sundet ved Axel Heiberg Land. Men disse folk kan jo f. eks. ha dradd østover til Grønland. Tænker vi os omvendt, at den nordligste nu kjendte Eskimostamme, ved Smith's Sund, hadde flyttet vestover til Sverdrup's nye øer eller til Parry Øene, så vilde vi ha fundet talrike levninger efter dem i strøkene ved Smith's Sund og ved Kap York, og kunde på samme vis ha sluttet, at altså har Eskimoene tidligere hat en større utbredelse mot nordøst.

Kajakfangere og konebåt (umiak). Grønlandsk træsnit tegnet og skåret av en indfødt.

Hvor tidlig Eskimoene er opståt, og er kommet til de nordligste strøk, har vi endnu ikke nogen midler til at dømme om. Alt vi kan si, er at da de i legemsbygning, sprog, og kultur skiller sig så bestemt fra alle andre kjendte folkestammer, med undtagelse av Aleuterne, må vi anta at de gjennem meget lange tidsrum har levd i de nordlige strøk adskilt fra andre. Det vilde være av særlig interesse her om vi kunde danne os nogen mening om, når de indvandret til Grønland. Det er blit næsten til en historisk trossætning, at dette i større utstrækning skulde ha foregåt først længe efter at de norske Islændinger slog sig ned i landet, og at det væsentlig var de nordfra kommende skarer av Eskimoer som gjorde ende, først på Vesterbygden, og siden på Østerbygden. Men dette er i enhver henseende misvisende, og står i strid med hvad sikkert kan sluttes fra flere kjendsgjerninger; desuten forbyr Eskimoenes hele levesæt og avhængighet av fangsten dem at vandre i skarer, de må reise i små spredte følger for at finde vildt nok til at livnære sig og sine, og må ofte stanse for at drive fangst. De vil derfor aldrig være istand til at foreta nogen ut- eller indvandring i stor stil.

Det kan ikke være tvil om at Eskimoene er kommet til Grønland lange tider før de norske Islændinger. De, bl. a. av dr. H. Rink (1857, bd. ll) omtalte, rike fund av eskimoiske fangstvåben og redskaper av sten fra dype lag i Nordgrønland viser, at Eskimoer har holdt til der fra langt tilbake i forhistorisk tid. De må oprindelig være kommet veien nordenom Baffins-bugten over Smith's Sund, og har ved den første indvandring hat i store træk omtrent samme kultur som nu med hensyn til fangstredskaper, da de ellers ikke kunde livnære sig i disse nordlige strøk. Deres fremkomstmidler har været kajak og konebåt i åpent vand, og hundeslæde på isen. Sin fangst drev de fra kajaken om sommeren, men med hundeslæde om vinteren, da de opsøkte sælen ved dens åndehuller på isen, hvalross, narhval, og hvitfisk i de åpne råker, og forfulgte bjørnen med sine hunder. Om vinteren bor de helst fast i hus av sten, eller også sne, men flakker om sommeren omkring med sine skindbåter og telter til de bedste steder for kajakfangst. På den vis er de fra Smith's Sund også kommet sydover langs Grønlands vestkyst til strøkene ved Umanakfjorden, Diskobugten, og syd imot det nuværende Holstensborg (strækningen mellem 72° og 68° n. br.). Her fandt de ypperlig sælfangst, hvalross, små-hval, og fiske, der var kajakfangst om sommeren og fangst på isen om vinteren; i det hele sjelden gunstige kår for deres tilvante liv, og det er derfor naturlig at de fortrinsvis slog sig ned her. Nogen har også drat videre syd langs kysten; men der fandt de ikke længere de samme livskår som før, isen blev for det meste borte, hvalrossen blev sparsom, fangsten på sæl blev vanskeligere i den åpne og urolige sjø, og vinterfangsten fra kajak var ikke meget sikker. Det sydlige Grønland har derfor ikke hat megen tillokkelse så længe det var plads nok længere nord. Da de nådde rundt Kap Farvel til østkysten har de der fundet forholdene mere lik hvad de var vant til, skjønt fangsten ikke var så god som på den nordlige vestkyst.

Det har av flere forskere været antat at Eskimoene skulde ha indvandret til Grønland ad to veier. Den ene gren skulde ha kommet sydover langs vestkysten fra Smith's Sund, som ovenfor fremholdt, mens en anden gren har fra Smith's Sund og Kane Basin søkt nordover langs kystene, hvor levninger efter Eskimoer er fundet nord til 82° n. br. De er så efterhånden kommet helt nordenom Grønland og har trukket sydover igjen langs østkysten. De Eskimoer som før i tiden levde på den nordlige østkyst, og som Clavering traf der i 1823, skulde være kommet den vei, og muligens også den stamme som fremdeles lever ved Angsmagsalik. Men efter nogens mening skulde de også ha vandret videre sydover, helt rundt Kap Farvel, og ha befolket sydvestkysten nord til Ny-Herrnhut ved Godthåb. For denne teori om den sydlige indvandring fra østkysten mener Dansken Schultz-Lorentzen (1904, s. 289) at finde støtte i den skarpe grænse, som det her er mellem den dialekt som tales av Eskimoene i Godthåb og nordover langs hele vestkysten, og den som tales søndenfor og på østkysten; endvidere er der også andre forskjeller: i kajakens bygning og sammenføining, i anvendelsen av skillevægger mellem familjenes avdelinger på brisken i husene og teltene, o. s. v. Skjønt jeg tidligere (189l, ss. 8 f.) har fremholdt grunde som taler mot en slik indvandring nordenom Grønland, må jeg indrømme at meget kan tale for at de Eskimoer som før levde på den nordlige østkyst, er kommet den vei; derimot forekommer det mig lite rimelig at det skulde ha været tilfælde med den sydlige østkysts og vestkystens Eskimoer. Den omtalte forskjel ved Godthåb kan tænkes forklaret ved en senere indvandring nordfra til den nordlige vestkyst, som ikke har nådd længere syd end dit. At grænsen mellem de to slags Eskimoer er så skarp netop mellem Ny-Herrnhut og Godthåb, som ligger tæt ved hinanden på samme halvø, finder sin gode forklaring deri, at den første boplads altid hørte til den for nylig nedlagte tyske herrnhutiske mission, mens den sidste var hovedsætet for Egede's og den senere danske mission. Der er stadig den væsentlige indvending at gjøre mot Eskimoenes indvandring til den sydlige østkyst nordenom Grønland, at livskårene for Eskimoer, som væsentlig lever av havfangst, har på Grønlands nordkyst været dårlige, da der ingen nævneværdig sælfangst er, dertil lite bjørn; og fangst av moskusokser har de knapt kunnet drive nok til at livnære sig.

Utbredelsen til østkysten har ikke kunnet gå hurtig. De kan i de isstængte strøk ha glemt bruk av kajaken, som Smith's-Sund-Eskimoene hadde gjort indtil for tredve år siden, da de, ved en tilfældig indvandring vestfra, blev kjendt med den igjen. I hvert fald må deres øvelse i at bygge og bruke kajak ha tat sterkt av. Men når Eskimoene er kommet sydover på østkysten har de igjen fåt bruk for både kajak til fangst, og konebåt til reiser, og det er lite sandsynlig at de farkoster de frembragte efter et slikt brudd i utviklingen, ikke skulde bli mer ulik den nordlige vestkysts konebåter og vakre kajaker end vi nu finder; hvis vi da ikke vil anta at de igjen har fåt dem forbedret ved berøring med de nordlige vestkyst-eskimoer, men da synes den hele teori noget kunstlet.

Grønlands Eskimoer i de historiske kilder

Eskimo. Vignett av Fridtjof Nansen.

Vi skal nu se på hvad de kjendte historiske kilder har at med dele om Eskimoene i Grønland i den første tid Nordboene opholdt sig der. Jeg har tidligere fremholdt at det norrøne navn Skræling for Eskimo oprindelig må være brukt som betegnelse for vetter eller sagnvæsener. Desuten tyder mangt på at da Islændingene først traf sammen med Eskimoene på Grønland, opfattet de dem som vetter; de kaldte dem derfor også "troll", et gammelt fælles navn for forskjellige slags overnaturlige væsener. Denne opfatning holdt sig mer eller mindre siden. Enhver Europæer som pludselig har støtt sammen med Eskimoer i Grønlands isfyldte ubygder, uten nogensinde at ha set dem før, vil let forstå at de måtte gjøre et slikt indtryk på folk som hadde den mindste tilbøielighet til overtro. Selve den vældige natur, med de svære bræer, de svømmende isfjeld og den drivende is, alt større og mægtigere end de før hadde set, kunde gi overtroen ytterligere næring. En slik opfatning må fra begyndelsen av hat indflydelse på forholdet mellem Nordboene og de indfødte, og er skikket til at forklare meget i eiendommelighetene ved omtalen av dem, eller rettere mangelen på omtale av dem i sagaene, idet de har været overnaturlige væsener som det helst ikke tales om.

I tilknytning til hvad før er sagt om at Skrælingene blev opfattet som vetter (om hvem navnet oprindelig blev brukt), kan fremholdes at, som Storm har gjort opmerksom på, blev ordet altid på latin gjengit med "Pygmæi" i middelalderen. Men nu var Pygmæene netop "lave, småvokste folk av over naturlig præg", altså lik vetter, og troen på dem hadde middelalderen tat i arv fra Grækere og Romere, og som Moltke Moe har fremholdt, talte man alt i den klassiske tid om nordlige Pygmæer (Béreioi Pygmaioi) som bodde i traktene omkring Thule. Men forfattere som Apollodor og Strabo negtet deres tilværelse, og regnet dem, sammen med Hundehoder, Enøiede, Enfotinger, Mundløse og lignende væsener, til den række av fabelfolk som den klassiske tradition var så rik på. Gjennem kirkefaderen Augustin nådde denne opregning til Isidor; og fra ham spredtes kjendskapet til Pygmæene ut over hele det middelalderlige Europa, dels i samme betydning: som et mer eller mindre fabelagtig folk fra verdens utkant, dels i betydningen av et vettefolk (jfr. dæmoner i form av pygmæer i Imram Brenaind). Støttet til den almindelige folketro rundt i landene blev den sidste betydning snart den almindelige. Herpå nævner Moltke Moe et merkelig eksempel fra Valiseren Gualterus Mapes, (fra sidste halvdel av 12. årh.), som i sin merkelige samling av anekdoter m. m. (kaldt "De nugis curialium") har et sagn om en forhistorisk konge hos Briterne, kaldt Herla. Til ham kom det en vette- eller alvekonge, "rex pygmæorum", med svært hode, digert hår, og store øine; pygmæer-kongen forutsier kong Herla noget som skal ske, og da dette indtræffer lover kong Herla til takk at være til stede ved hans bryllup. I samme øieblik pygmæerkongen snur ryggen til forsvinder han. Herla kommer også til vettekongens bryllup, gjennem en vældig hule og gjennem mørke når han ind i berget til den av mangfoldige lamper oplyste gjestebudssal, hvor han blir bevertet på det prægtigste. Da han kommer tilbake og tror at han har været borte i 3 dager, opdager han at han har været borte i flere hundred år. Dette er et typisk alvesagn med mange av de for alve- og vettefolket eiendommelige træk: den lave vekst, det svære, hårrike hode med store øine, spådomsevne, og magten til at gjøre sig usynlig i et nu, bolig i huler og fjeld langt fra dagens lys, veien som fører gjennem mørke og skodde, tidens lynsnare forsvinden i vetteverdenen o. s. v. Men de fleste av disse, og enda andre vettedrag finder vi netop igjen i de islandske skildringer av Skrælingene i Vinland, Markland, og Grønland, som det fremgår av omtalen derav, og når f. eks. Skrælingene uttrykkelig tillægges stygt hår (ilt hår) og store øine, så passer det hverken på Indianere eller Eskimoer, men netop på vetter. Endnu kan pekes på at Skrælingene i Markland styres av konger, hvilket heller ikke passer hverken på Indianere eller Eskimoer, mens alve- og huldrefolket har konger. Det blev tidligere nævnt at navnet Vætilldi eller Vethilldi kan være Vætthildr, sammensat med ordet vættr eller vettr (vette).

Alt peker i samme retning at Skrælingene i Vinland, Markland, og Grønland er blit opfattet som et slags vettefolk. Dette kan jo heller ikke undre når vi tænker på at selv Finnene i Finmarken, som bodde så nær og som Nordmændene kjendte så vel, blev opfattet som et halvt overnaturlig folk, og tillagt forskjellige trolldomsagtige egenskaper.

Av den tidligere gjengitte uttalelse i Are Frode's Islendingabók (fra omkr. 1130) fremgår at Skrælingene, eller Eskimoene, var kommet til Syd-Grønland før Eirik Raude og hans mænd, og at disse fandt bosteder og spor efter dem, hvorav en kunde skjønne at der hadde den slags folk fart som "Vinland hefer bygt oc Grønlendingar calla Scrælinga". Disse Are's ord har almindelig været forståt slik, som at han ikke skulde ha kjendt til noget sammentræf mellem Nordboer og Skrælinger på Grønland, men bare på Vinland, og at det følgelig må ha været efter hans tid at Nordboene traf sammen med Eskimoene på Grønland. Jeg kan ikke læse Are's mening slik. Det står nutid: calla, og det som en "kalder Skrælinger" måtte vel helst være folk en kjendte, og ikke bare nogens forfædre engang, for mere end hundred år siden, hadde været ute for. Det vilde vel da heller bli disse forfædre som kaldte dem med dette utnavn. Jeg har allerede fremholdt muligheten av en sammenhæng mellem denne meddelelse og opfatningen av Skrælingene som troll; men et merkelig sidestykke til hele Are's omtale av Islændingenes første ankomst til Grønland og de indfødte der, har vi desuten i hans omtale av Nordmændenes første bosætning på Island, hvor han sier at det var kristne mænd før de kom, "som Nordmændene kalder (calla) Paper" (d. e. prester). De efterlot sig også spor "hvorav en kunde skjønne at de var irske mænd". Av disse ord kunde det med samme ret som av meddelelsen om Skrælinge-sporene, sluttes at de tilreisende ikke har truffet sammen med de tidligere folk; men det er i sidste tilfælde utænkelig, og strider desuten med Are's egne ord like før, hvorefter de kristne fór bort efter at de hedenske Nordmænd kom. Det nævnes tre slags spor efter begge folk: efter Papene, irske bøker, bjelder, og krumstaver; efter Skrælingene bosteder, båtbrott, og stenredskap. Det kan se ut som noget av en stilistisk vending hos den nøkterne Are, som fandt det mere værdifuldt at fremhæve den slags synlige tegn, end en mulig mindre pålitlig meddelelse om folkene selv. Det må desuten holdes for øie hvor knap og sammentrængt formen er i Islendingabók. Jeg opfatter derfor Are's ord, som om han vil ha sagt omtrent følgende: "På Eiriks første færd til Grønland fandt de allerede straks bosteder både i Øster- og Vesterbygden, og båtbrott, og stenredskap, så at en derav kan skjønne at over hele det strøk hadde den slags folk fart, som også bor i Vinland, og som er de samme som dem Grønlændingene kalder Skrælinger". Det nævnes ikke noget om Grønlands ubygder, hvor Skrælingene særlig bodde, og det er også bare rent i forbigående at Vinland blir nævnt på dette ene sted. Are's Islendingabók kan derfor ikke brukes som bevis for at Nordboene endnu ikke skulde ha støtt sammen med Grønlands Skrælinger på Are's tid. Da han uttrykkelig sier at de fandt "manna vistir bæþe austr oe vestr á lande" (d. e. både i Øster- og Vesterbygden), så viser det også at Eskimoenes ophold i syd-Grønland kan ikke bare ha været et flygtig og kortvarig sommerbesøk; men det må ha været mange av dem, som har opholdt sig der lang tid, for ellers vilde knapt levningene efter dem været så iøinefaldende over så store strækninger, at de vilde blit fremhævet på den vis.

At det har bodd Eskimoer på Grønlands sydkyst da Islændingene kom dit, kan en muligens også slutte derav, at i fortegnelsen over Østerbygdens fjorder, i Bjørn Jónsson's "vetus chorographia", nævnes en fjord, Otibliks (Grønl. hist. Mind. 111, s. 228; F. Jónsson, 1899, s. 319), som ikke klinger norsk, og kan minde om eskimoisk Itiblik, en landtunge. Som Finnur Jónsson (1899, s. 276) gjør opmerksom på, heter fjorden i Arngrim Jónsson's avskrift av samme fortegnelse: Makleiksfjörðr, og begge navne kan være feillæsning av et mandsnavn på -leikr, hvorefter fjorden har været opkaldt (i likhet med Eiriks-fjörðr o. s. v.)-; men da Utiblik har en så sterk eskimoisk klang, forekommer det mig sandsynligere at "Makleik-" kan være opståt ved en feiltydning av dette for Arngrim Jónsson uforståelige navn, som kan ha været utydelig skrevet, fremfor at begge navne skulde være forvanskning av hvad? I så fald vilde vi deri ha et sterkt bevis, ikke alene for at det har været Eskimoer i Østerbygden da Islændingene bosatte sig der, men også for at de har hat samkvem med dem.

Historia Norwegiæ (fra 13. årh.) viser at et århundrede senere var Grønlands Skrælinger kjendt i Norge, og kanske er det fordi de der forekom merkeligere at den norske forfatter omtaler dem. Han sier (Storm, 1880, ss. 76, 205): "På den anden side av Grønlændingene mot nord (d. e. på Grønlands nordlige Vestkyst) findes det av jægerne nogen små folk som de kalder Skrælinger; når disse levende rammes av våben, så blir deres sår hvite uten blod, men når de er døde så holder blodet næsten ikke op med at rende. Men de mangler fuldstændig metallet jern, de bruker sjødyr-tænder (dentibus cetimes, her hvalross- og narhval-tænder) som kaste-våben og skarpe stener som kniver."

Den merkelig rigtige omtale av Skrælingenes våben må stamme fra vel underrettet kilde, og beretningen slår fast at Nordboene traf sammen med Skrælingene på Grønland ialfald i det 13. århundrede, mens den samtidig kan tyde på at Skrælingene ikke på den tid såes almindelig ide grønlandske bygder. Omtalen av deres sår, om end forbundet med sagn, kan endvidere tyde på at der har været kamp mellem dem og fangstmændene, som vel på vikingvis har fart hård hændt frem; men den røber samtidig opfatningen av Skrælingene som trollagtige væsener.

Utskåret hvalross av eskimoisk arbeide, fra 12. årh.(?); fundet i hustomt i Bergen (efter Koren-Wiberg, 1908).

Et værdifuldt vidnesbyrd om at Nordboene tidlig har hat samkvem med Skrælingene i Grønland, er en liten utskåret hvalross, av hvalrosstand, som er fundet ved utgravningen av en hustomt i Bergen, og som synes at være av eskimoisk arbeide. Desværre er fundets alder ikke blit bestemt, og heller ikke er det opgit hvor dypt det lå, men da det var blandt de dypeste fund "helt nede i selve karverket", og så vidt skjønnes av beskrivelsen meget dypere end "en brandlinje, som 'lå under brandtomten fra 1413", så må denne hvalross figur kunne være fra det 12. eller senest det 13. århundrede. Den kunde vistnok tilfældig være fundet av Grønlændingene i graver eller hustomter efter Skrælinger, og derefter tilfældig fundet i denne hustomt i Bergen; men dette blir vel meget av tilfældigheter, og naturligst er det at Grønlændingene har fåt den fra Skrælingene selv, og at den altså er et bevis på samkvem med disse på hin tid.

Det er påfaldende at Skrælingene omtrent ikke nævnes i den islandske sagaliteraturs skildringer av Nordboene på Grønland, og at det bare er på et par steder at grønlandske Skrælinger omtales i forbigående i islandske beretninger; men samtidig er der utførlige skildringer av både fredelige og krigerske sammenstøt med Skrælinger i Vinland, og også i Markland. Dette ligner jo hvad vi fandt hos Are Frode. Forklaringen må være at mens sagafortælleren kunde la de fjerne Skrælinger i Vinland komme i store flokker og som farlige motstandere, vel en omtale værd også for høvdinger, så var de uskadelige og frygtagtige Skrælinger i Grønland for vel kjendt til at brukes som interessant stof; de blev truffet spredt i små følger, og kunde uten synderlig fare mishandles. De hørte til det dagligdagse, og dagligdags måtte en sagaskriver fremfor alt ikke være; det er av samme grund som at vi omtrent ingenting får høre om Grønlændingenes og andre Nordboers fangst og fangstfærder (bl. a. til Norðrsetur), bare tilfældig falder det av nogen ord om slikt, som for os vilde været ulike mere værd end de mange fortællinger om slagsmål og drap. Men hvad Skrælingene i Grønland angår kommer endnu det til at de var hedninger, omgang med dem var følgelig forbudt ved kirkelovene, og derfor bedst at ti stille med. Desuten blev de på Island stadig opfattet som vetter eller troll, og blev som nævnt oversat med "pygmæi", og det har været med dem på lignende vis som med huldrefolk og tusser, som heller ikke som regel omtales i sagaene hverken på Island eller i Norge, skjønt de selvfølgelig blev trodd på, og det ikke kan ha manglet på "troværdige" fortællinger om dem. På flere steder i den islandske literatur omtales Skrælingene som troll; at slå dem ihjel var kanske fortjenstfuldt, men det var ikke noget at skryte av. I Floamanna-saga fortælles det at Torgils Orrabeinsfostre, under sin eventyrfærd langs Grønlands østkyst, en morgen så et stort sjødyr opdrevet i en vik, og to trollkjæringer (i skindkjortler) bandt sammen store bører av det; han fór straks til, og idet den ene løftet børen, hugg han hånden av hende så at bylten hendes faldt, og hun rømte sin vei. De må opfattes som Eskimoer. Vistnok er denne saga så fuld av eventyr og digt, at den ikke kan tillægges synderlig historisk værd, men den viser allikevel opfatningen. På endnu et sted i denne skildring så Torgils to konur, som må mene det samme. Det sies at "de blev borte med ett" (þær hurfu skjótt), aldeles lik underjordiske. I Bjørn Einarsson Jorsalafarer's reisebeskrivelse (gjengit i Bjørn Jónsson's Grønlands Annaler) fortælles det at da samme Bjørn (med 3 andre skuter) i 1385 på reise til Island blev fordrevet til Grønland og måtte være der til 1387, frelste han på et skjær to troll, unge søsken, som blev hos ham hele tiden, (Grønl. hist. Mind. 111, s. 438). Det var altså Skrælinger i Østerbygden; men ordet troll brukes her som en selvfølgelig betegnelse, skjønt det ellers ikke fortælles noget trollagtig om dem. Endnu kan nævnes at i eventyragtige sagn og i flere av eventyrsagaene fortælles det om troll på Grønland, som oprindelig kan komme fra Skrælingene, men som har fåt mer av eventyrets troll- eller jettenatur. I sagnet om den islandske høvedsmand Bjørn Torleivsson's og hans kones skibbrud på Grønlands kyst blev de to reddet av en trollkar og en kjærring, som tok hver sin av dem i meiser på skuldrene og bar dem frem til tungjærdet på Gardar. I Þáttr af Jøkli Búasyni forliser denne i fjorden Ollum Lengri på Grønlands østkyst, som var befolket av troll og jotner, og hvor en venligsindet trollkvinde hjælper Jokul til. at fælde kongen Skrámr, o. s. v. (Grønl. hist. Mind. III, s. 521). Det vil sees at det her ikke er noget igjen av Skrælingenes natur, men de almindelige norrøne forestillinger om troll og jotner råder grunden.

Som de vigtigste steder hvor Skrælinger i Grønland omtales i ældre tid foruten i de ovenfor nævnte skrifter og Islendingabók, kan nævnes "Islandske Annaler" hvor de nævnes for et år, 1379, endvidere omtalen av reisen fra Norðrsetur i 1267, Ivar Bårdsson's beskrivelse av Grønland (Grønl. hist. Mind. 111, s. 259), og endelig i Gisle Oddsson's Annaler hvor de kaldes for "Amerikas folk" (Grønl. hist. Mind. 111, s. 459; G. Storm, 1890 a, s. 355).

Da Nordboene, ialfald i den første tid i Grønland, var for en stor del henvist til at leve av fædrift, som de hadde gjort på Island, så må de ha opholdt sig meget ved sine gårder inde i fjordene, mens Eskimoene som fangstmænd holdt til ytterst ved havkysten. Og selv om de sidste, også efterat Islændingene var kommet til landet, hadde opholdt sig spredt langs den sydlige del av kysten, så måtte det således bli liten berøring mellem dem og Nordboene.

Av de før gjengitte meddelelser om Norðrsetu-færdene kan vi slutte at Grønlændingene traf sammen med Skrælinger der nord. Vistnok har uttrykket "Skrælingja vistir" vanlig været opfattet som Skrælinge-tomter eller forlatte bopladser; men i denne beretning skjelnes det mellem Skrælingja vistir og Skrælingja vistir fornligar. De sidste er gamle bopladser som er forlatt, mens de første må være bopladser i bruk. Om færden nordover, omkring 1267, heter det at længst nord blev det fundet nogen gamle Skrælinge-bopladser (vistir fornligar), mens de længere syd, på nogen øer, fandt nogen Skrælingja vistir, altså bebodde. Om mændene som kom nordfra i 1266 heter det også i overensstemmelse hermed at "de blev ingen Skrælingja vistir var uten i (d. e. længere nord end i) Kroksfjarðarheiðr, og derfor mener folk at de (Skrælingene) må den vei ha kortest at fare, hvorfra de så end kommer. Herav kan en høre (tilføier Bjørn Jónsson) hvor nøie Grønlændingene har git agt på Skrælingenes opholdssteder i den tid."

Det er klart nok at det her tales om bopladser i bruk og ikke om gamle tomter, dette bevises jo likefrem ved det uttryk at de "den vei har kortest at fare . . ."; og det sees altså at Skrælingene blev fundet i og i nærheten av Kroksfjorden, men derimot ikke længst nord, hvor det bare blev fundet gamle tomter efter dem; og av det blev den slutning trukket at de ikke kunde komme nordfra, men veien over Kroksfjorden hvor de så end hører hjemme oprindelig. Da de vel ikke kunde komme fra indlandet, og heller ikke ute fra sjøen, så kunde en også ved denne ytring få indtryk av noget halvt trollagtig. Det er betegnende at heller ikke her omtales Skrælingene selv, det kan skyldes at sammentræf med dem ikke var noget merkelig; det som derimot interesserte var deres utbredelse i de ukjendte strøk længere nord.

Det er tidligere fremholdt at runestenen, fundet nordfor Uperinvik, viser at Nordboer har været der i april måned, kanske omkr. 1300, og det kan muligens også tyde på samkvem med Eskimoene. Det blev endvidere ovenfor nævnt at fundet i 1266 "ute i havet" av rækvedstykker teljet med "småøkser" (stenøkser?) og "tverøkser" (d. e. Eskimoenes form av øks) og med benkiler sittende i, tyder på at der har været Eskimoer på Grønlands østkyst på den tid. Det sies vistnok ikke hvor i sjøen rækveden blev fundet; men da det efter sammenhængen må ha været mellem Grønlands vestkyst og Island, så var det ialfald indenfor den Østgrønlandske Strøms område, og det kan ikke godt tænkes at disse rækvedstykker er kommet andensteds fra end fra Grønlands østkyst, hvis de da ikke skulde være kommet helt fra Bering-strædet eller Alaska. Den måte hvorpå de omtales, viser at de har været opfattet som noget merkelig, som ikke stammet fra Nordboer.

Eskimoer spiller ball med en utstoppet sæl. Grønlandsk træsnit til et eventyr, tegnet og skåret av en indfødt.

Den islandske literaturs ordknaphet om alt vedkommende Skrælingene blir også påfaldende når vi sammenligner den med de oplysninger om Eskimoene, som i Europa kommer frem på karter og i literaturen i det 15. århundrede. Claudius Clavus omtaler i sin beskrivelse av norden (før midten av 15. årh.), Pygmæer (Pigmei) på landet nordøst for Grønland, de var en alen lange, og hadde både korte og lange båter av skind (d. e. kajaker og konebåter), hvorav det hang nogen i domkirken i Trondhjem (se herom under omtalen av Claudius Clavus senere). Desuten taler han om "de vantro Kareler", som "stadig kommer ned på Grønland i store hærskarer" Navnet må, som av Bjørnbo og Petersen påvist, stamme fra Karelerne nordøst for Norge på ældre karter og er derfra blit flyttet vestover, og det kan vel da også være blit blandet sammen med navnet Skræling.

Michel Beheim, som reiste i Norge i 1450, har i sit digt om reisen (Vangensten, 1908, s. 18) en sagnagtig skildring av Skrælingene (schrelinge) som bare er tre "spann" lange, men allikevel er farlige motstandere både på land og på vand. De bor i huler som de graver i fjeldet, gjør skibe av skind, spiser råt kjøt og rå fisk, og drikker blod til. Det tyder på at han i Norge har fundet forestillinger om Skrælingene som overnaturlige væsener av lignende art som før omtalt.

I et brev til pave Nicolaus den 5. (1447—1455) fortælles (jfr. G. Storm, 1899): "Og når man drar vest (fra Norge) henimot dette lands (Grønlands) fjeld, bor der Pygmæer i skikkelse av små mænd, bare en alen høie. Når de ser mennesker, samler de sig og gjemmer sig i landets huler liksom en sværm maur. En kan ikke seire over dem; for de venter ikke til man overfalder dem. De lever av råt kjøt og av kokt fisk." Dette har likhet med det som fortælles om Pygmæene hos Clavus, men da det her også fortælles andre ting om dem, så er det sandsynlig at både Clavus og dette brevs forfatter, og kanske også Behaim, har hentet sine meddelelser fra ældre kilder, kanske fra det 14. århundrede, som enten har været norske eller har fåt oplysninger fra Norge. Skildringene av Pygmæene og hvorledes de flygter når fremmede kommer, tyder på kjendskap til Eskimoene og deres vaner. Forestillingen om huler har vel helst forbindelse med vetter og huldrefolk, som bodde i hauger og huler; men rygter om de halvt underjordiske Eskimo-hus kan også ha gjort noget. Det er mulig at den fælles kilde er det tapte verk av den engelske forfatter Nicholas av Lynn, som reiste i Norge i det 14. århundrede (jfr. kap. XII, om Martin Behaim's globus).

Erkebisp Erik Walkendorf har (i sin beskrivelse av Finmarken fra omkr. 1520) en lignende omtale av Eskimoene, som vel må ha samme oprindelse. Han flytter dem til nordnordvest for Finmarken, lik Pygmæene på Claudius Clavus's kart. Han sier: "Finmarken har mot nordnordvest et folk av kort og liten vekst, nemlig en og en halv alen, som almindelig kaldes Skrælinger; de er et ukrigersk folk, for femten av dem våger ikke at nærme sig til en kristen eller Rutener (d. e. Russer) hverken til kamp eller til samtale. De bor i underjordiske hus, så at man ikke kan under søke eller fange dem. De dyrker guder" (Walkendorf, 1902, s. 12).

Vi ser således at mens den islandske literatur efter Are Frode omtrent ingen oplysninger har om de grønlandske Skrælinger selv, så er det en norsk forfatter, allerede i det 13. århundrede, som gir de første meddelelser om dem og deres kultur; og en dansk forfatter i det 15. århundrede, hvis oplysninger også oprindelig kan stamme fra Norge (lik meddelelserne i brevet til paven og hos Walkendorf), omtaler ikke andre indbyggere i Grønland end Eskimoene (Pygmæer og Kareler); men de omtales fremdeles som halvt sagnagtige væsener.

Forklaringen må vistnok søkes i en grundforskjel i synet. For de islandske forfattere, opdrat i sagaskrivning (og som mest var geistlige) var deres stamfrænders liv og kampe på Grønland det eneste vigtige, mens etnografisk interesse for landets urfolk, de hedenske, trollagtige Skrælinger, var dem fremmed. Dertil kom de tidligere fremholdte grunde. Anderledes i Norge, der var slegtskapet med de islandske Nordboer på Grønland mindre, men desto større var interessen for de fremmedartede, merkelige Skrælinger. Her var det også andre åndelige forbindelser, og samkvem med forskjelligartede folkeslag, som gjorde den etnografiske sans i det hele mer våken.

En merkelig undtagelse er Kongespeilet (omkr. 1250), som heller ikke nævner Skrælingene, uagtet Grønland og også Grønlændingene ofres megen omtale. Men dette belyser netop den påfaldende taushet om Skrælingene i den islandske literatur. Av Historia Norwegiæ, som synes at være skrevet omtrent samtidig med eller kort tid efter Kongespeilet (kanske mellem 1260 og 1264), fremgår det som nævnt at Grønland's Skrælinger var kjendt i Norge på den tid, og da er det utænkelig at den vel underrettede forfatter av Kongespeilet, som viser et så indgående kjendskap til grønlandske forhold, ikke skulde ha hørt om dem. Når han allikevel ikke nævner dem, så synes det at måtte ha en lignende grund som at de nævnes så lite i den islandske literatur. At Skrælingene skulde ha været omtalt i en manglende del av Kongespeilet, som forfatteren kanske aldrig har fuldført, er ikke sandsynlig da omtalen av Grønland og dets naturforhold synes avsluttet.

Hvad Kongespeilet i det hele angår bør en være forsigtig med at trække slutninger fra dets taushet om forskjellige ting; av dets omtale av hvalene i Islandshavet og sælene på Grønland men ikke i Norge måtte en da slutte at hverken hval eller sæl forekom i Norge, og det samme blir tilfældet med nordlyset som omtales bare i Grønland.

__________

Skal vi forsøke at sammenfatte hvad vi kan slutte fra de historiske kilder, om Eskimoene eller Skrælingene i Grønland i de første Skrælinger århundreder av Nordboenes ophold der, så ma det bli omtrent følgende:

Eskimo. Vignett av Fridtjof Nansen.

Da Eirik Raude kom til Grønland fandt han overalt langs vest kysten spor efter Skrælingene, men hvor meget han traf sammen med disse selv får vi ikke vite. Det sandsynlige er at urfolket trak bort fra de strøk av kysten, Østerbygden og Vesterbygden, hvor de stridbare og voldsomme Nordboer slog sig ned; mens de blev boende i "ubygdene" nordenfor. Historia Norwegiæ (foruten beretningen om reisene nord fra Norðrsetur i 1266 og 1267) viser at Nordboene traf sammen med dem der, men taler også straks om kamp. I sidste retning peker også den sagnagtige fortælling om Torgils Orrabeinsfostre, og sagnet i Eirik Raude's saga om at Grønlændingene i Markland stjal Skrælingebarn. Endvidere fortællingene hos Claudius Clavus og Olaus Magnus, om skindbåter og Eskimoer (Pygmæer) som var tat på havet. Det tyder på at Nordboene i den tidlige tid har set på Skrælingene som lovlig bytte, hvor de traf dem. Leilighetsvis kan vel disse ha sat sig til motverge eller gjort gjengjæld, som de Islandske Annalers meddelelse om "herjingen" i 1379 kan tyde på; men som oftest har de sikkert rømt unda, som det helst er deres natur. Selv har jeg på Grønlands østkyst hat erfaring for hvordan Eskimoene rømmer over hals og hode fra sine bopladser, når fremmede uventet nærmer sig, det har også været andre reisendes almindelige erfaring i ældre og nyere tid. Det er ikke sandsynlig at de gamle Nordboer, når de kom til en slik pludselig forlatt boplads, hadde betænkeligheter ved at ta hvad de hadde bruk for; hvis da ikke overtroisk frygt for disse hedenske "troll" skulde ha avholdt dem fra det. Det er derfor naturlig at Skrælingene har skydd den del av Grønland, hvor Nordboene bodde i stort antal. Men hvor de traf sammen, kan det vel også stundom ha opståt venskabelig forbindelse mellem Eskimo og Europæer dengang, som det er hændt siden; så store umennesker at dette var umulig, var vel heller ikke hin tids Nordboer; og efterhånden som tiden gik, er, som i næste kapitel vil bli omtalt, forholdet dem imellem sandsynligvis blit ganske forandret, særlig så snart tilførselen utenfra ophørte, og Nordboene blev henvist til helt at leve av landets frembringelser; de hadde da meget at lære av den i disse omgivelser overlegne Eskimo-kultur.

I tidens løp har Eskimoene i Nord-Grønland vokset i antal, dels ved formering som kan ha været jevn der, hvor det var sikker fangst meste delen av året, uten hungersnød og uten herjende farsotter dels kanske også ved en ny langsom indvandring nordfra.

De har derfor langsomt utbredt sig længere sydover, og efterhånden har også hele den sydlige vestkyst fåt en tættere Eskimo-befolkning, helst efter at Nordboene i Vester- og Østerbygden var gåt tilbake i velstand og antal, så de ikke længer virket så skræmmende, og de sikkert også optrådte mer fredelig og venskapelig, efterhvert som forbindelsen med Europa blev mangelfuld, og deres indbildte overlegenhet over Skrælingene viste sig mer og mer illusorisk.

Skrælingene i Vinland

Endnu må de Skrælinger nævnes, som Grønlændingene, efter sagaene, skal ha truffet sammen med i Vinland. G. Storm (1887) hævdet at de må ha været Indianere, hvilket jo synes naturlig, hvis en som han antar at Grønlændingene nådde det sydlige Nova Scotia; men i senere tid har flere forfattere søkt at vise at de allikevel har været Eskimoer. Efter hvad ovenfor er påvist om disse sagaers romanagtige natur, kan det synes fåfængt at drøfte et spørsmål som dette, idet vi ikke får noget sikkert at holde os til; særlig da, som nævnt, navnet Skræling fra først av kan ha været brukt om de vetter som tænktes at bo i det irske "huldreland", sídlandet, som blev kaldt Vinland. Men selv om denne oprindelse til navnet er rigtig, hindrer det ikke at senere sammentræf også med Amerikas indfødte (foruten med Grønlands) kan ha gjort Skrælingene i Vinland mer realistiske, og kan ha git dem træk fra det virkelig oplevede.

Skildringen av dem i disse "roman-sagaer" kunde derfor tænkes at være værdifuld, for så vidt som at den kan gjengi det almindelige indtryk av de indfødte i vestlandene, som Grønlændingene kan ha hat mer samkvem med end det fremgår av disse fortællinger; men selv om så var, så kan vi ialfald ikke derfra slutte noget med hensyn til Indianeres eller Eskimoers utbredelse langs Amerikas østkyst i hin tid. Hvis det virkelig kunde godtgjøres, hvilket det ikke kan, at sagaens Skrælinger i Vinland var Eskimoer, så vilde det alene føre til den slutning, at altså har Grønlændingene på sine færder ikke været så langt syd som Nova Scotia, men de har sandsynligvis i høiden været på det nordlige Newfoundland. Når de nævnte forfattere har ment at kunne slutte, at Grønlændingene fandt Eskimoer på Nova Scotia, fordi de indfødte i Vinland kaldes Skrælinger, og følgelig skulde forutsættes at ha været samme folk med samme kultur som dem i Grønland, så kan man ikke ha været fuldt opmerksom på den vanskelighet, som det ligger deri at Skrælinger i Nova Scotia, med dets helt forskjellige naturforhold, umulig kan ha hat den samme arktiske fangerkultur som Skrælingene i Grønland, selv om de hadde tilhørt samme rase. Vi måtte nemlig da tro at de var kommet til Nova Scotia nordfra med sin for arktiske forhold tillempede kultur. De måtte ha fortrængt de stammer av Indianere, som bodde i disse sydligere strøk før deres komme, uagtet de hadde en for forholdene underlegen kultur, og vel også var underlegne i krigerdygtighet. Dertil kommer at disse Eskimoer med Eskimo-kultur i Nova Scotia skulde igjen ha fuldstændig forsvundet inden landet blev gjenopdaget 500 år senere, da det alene var bebodd av Indianer-stammer. Disse forskjellige usandsynligheter skulde vi anta væsentlig fordi ordet Skræling som altså ikke er et etnografisk navn oprindelig, men en pusling eller vette er brukt om folkene både i Vinland og på Grønland, fordi ordet keiplabrot er brukt av Are Frode, og fordi det på to steder i Eirik Raude's saga, nedskrevet henved 300 år efter "hændelserne", brukes ordet huðkeipr om Skrælingenes båter i Vinland, mens de på fire steder kaldes for skip (d. e. farkost), og et andet sted bare for keipana. Det forekommer mig at dette er at tillægge de gamle Islændinger en etnografisk interesse, som den islandske literatur viser at de netop har manglet (jfr. ovenfor ss. 349 ff.) Det blir i hvert fald uberettiget at se på disse sent nedskrevne traditioner som etnografiske avhandlinger, hvor hvert ord har videnskapelig betydning, dertil indeholder de også altfor mange iøinefaldende sagntræk. Det kan ikke sees at nogen av de nævnte forfattere har gjort sig det klart av hvad slags skind Skrælingene i det sydlige Nova Scotia eller endnu længere syd ("hvor det ikke faldt sne") skulde ha laget sine skindbåter?

Betingelser for nogen sjøfangst til at leve av, kan det ikke ha været på disse sydlige kyster. De sælarter som danner Eskimoens umistelige livsbetingelse længere nord findes ikke mer. Den eneste sælart som forekommer hyppig på Nova Scotia's kyst er efter prof. Robert Collett'b oplysning, gråsælen (Halichoerus grypus), som også findes på Norges kyst og bl. a. er gjenstand for fangst på Fro-øene. Men denne sæl kan ikke ha optrådt i så store mængder i det sydlige Nova Scotia eller længere syd, at den kunde betinge Eskimoens almindelige fangerkultur. Han måtte følgelig gåt over til at leve væsentlig av landjagt lik Indianerne; men hvor blir det da av den likhet i kultur mellem Skrælingene i Grønland og i Vinland, som netop skulde adskille dem fra Indianerne? Selve grundvolden for teorien forsvinder således. Prof. Y. Nielsen (1905, ss. 32 f.) fremholder, at Skrælingene i Nova Scotia behøver bare at ha hat "transportbåter" eller "konebåter" av skind, og at "hvad der berettes om dem, indeholder ikke engang en Antydning af, at de kunde have anvendt Kajaker." Dette gjør teorien endnu mer usandsynlig. Hvis disse Skrælinger har manglet kajak som er og må være selve betingelsen for en eskimoisk fangerkultur på en åpen havkyst, så kan de heller ikke hat sælskind til konebåter, eller til klær, eller telter. De måtte da ha trukket disse båter med skind av landdyr; men hvilke? Vistnok er det kjendt at enkelte Indianer-stammer har trukket sine kanoer med dobbelte bøffel-huder, hvilket de nævnte forfattere ikke kan ha været opmerksom på, når de anser skindbåter som avgjørende bevis på Eskimo-kultur; endvidere trækker Irerne fremdeles sine båter med oksehuder; men hverken bøfler eller okser fandtes i Nova Scotia; de indfødte måtte vel da helst ha brukt hjorteskind? Den hele argumentation fører os således fra den ene usandsynlighet til den anden, som ventelig er når den bygges op på så løst grundlag.

Grønlændingene kan nok ha kaldt Indianernes næverkanoer keipr eller keipull (en liten båt); men det er endnu sandsynligere at efterhvert som traditionens enkeltheter forviskedes i tidens løp, så er betegnelsen for Skrælinge-båten gåt over til at bli den som bruktes for de eneste båter, som i senere tid kjendtes som særegne for Skrælingene, nemlig skindbåtene i Grønland. Dertil kom at skindbåter også var kjendt fra Irland, mens det at lage båter av næver var helt fremmed for Islændingene. Desuten hvis en vil lægge så megen vegt på et enkelt ord, huðkeipr, som ingen rolle spiller i fortællingen, hvad skal en da gjøre med Skrælingenes kastemaskiner (valslǫngur) og deres svarte kuler, som låt så fælt, at de jog Karlsevne og hans mænd på flugt, de har en ganske anden betydning i hele skildringen, for ikke at tale om synkvervingene. Når de, lik mange andre træk i sagæn, er hentet fra helt andre kanter av jorden, blir det neppe urimelig at et ord som huðkeipr er hentet fra Grønland og fra irske sagn.

De navne som efter sagaen de to i Markland røvede Skrælinge-barn skulde ha meddelt, og som skulde ha levd på folkemund i mer end 250 år, kan heller ikke til lægges nogen vegt. Alt andet som disse barn skal ha fortalt er påvislig urigtig; fortællingen om Hvítramanna-land er et sagn fra Irland; den dem tillagte meddelelse om at i deres land bodde folkene i huler, er urimelig og stammer åbenbart andensteds fra ; skulde det da være sandsynlig at navnene som tillægges dem er mer egte? W. Thalbitzer (1905, ss. 190 ff.) forklarer disse navne som misforståtte sætninger på eskimoisk, og de skulde bety: Vætilldi, ("men så vent dog litt"), Vægi ("vent litt"), Avalldamon ("henimot den ytterste"), Avaldidida ("de ytterste mener du?"). Da det står at de to Skrælinge-gutter lærte islandsk, må Thalbitzer la folkene misopfatte disse sætninger som navne under hjemreisen fra Markland til Grønland, og så må han la Skrælingene dø snart efter, før misforståelsen kunde bli opklaret. Derefter skulde da disse meningsløse navne ha levd i praktisk talt uforandret form på folkemund i flere hundred år til de blev nedskrevet i slutten av det 13. årh. Det forekommer mig at forklaringer av ordene i likhet med dem forsøkt nevnt ovenfor lyder mer sandsynlig. Dertil kommer, som samme sted nævnt, at den "skjeggede" Skræling, og at de "sakk ned i jorden" også er træk fra sagnene som forbindes med disse Skrælinger.

Mens de nævnte træk ingenting kan bevise om Eskimoer, er det andre træk i sagaens skildring av Skrælingene i Vinland, som nærmest kunde lede tanken mot Indianerne: At de så pludselig skulde angripe i store skarer uten at det nævnes nogen foranledning, lyder fuldstændig ueskimoisk, men kunde passe bedre på krigerske Indianere. Det sies at Skrælingene angrep under sterke hyl; dette er almindelig for indiansk krigsførsel; men det synes at ligne Eskimoene mindre. Under Skrælinge-slaget blev Torbrand Snorrason fundet død med en hellustein i hodet. Hvad enten dette mener en flat sten eller en stenøks (som Storm har oversat det (1887, 1899), så er det ialfald ikke noget typisk Eskimo-våben; mens en stenøks brugt som kastevåben nok kunde være indiansk. Men som før nævnt er den hele fortælling om Vinlands-færdene for meget roman og sagn til, at slike enkeltheter tør tillægges noget sikkert værd.

Jeg har tidligere fremhævet at det træk at det skildres kamp med de indfødte, hvor Grønlændingene blir de underlegne, ikke kan stamme fra Grønland, men kan gå tilbake til noget virkelig oplevet. I så fald peker også det nærmest på Indianere.

William Thalbitzer (1904, ss. 20 f.) har fremhævet som mulig bevis for Eskimoenes sydligere utbredelse tidligere, at navnet Nipisiguit, på en liten elv i New Brunswick (på 46° 40' n. br.), har sterk likhet med det eskimoiske stedsnavn Nepisát i Grønland, og han nævner også et andet stedsnavn, Tadoussak, som ser meget eskimoisk ut. Men for at ha nogen mening om dette måtte vi kjende de nu utdødde indianerstammers sprog fra disse strøk, såvelsom de nævnte navnes oprindelige form. De kjendes nu bare fra nogen gamle karter; men vi vet ikke hvordan de er kommet ind på disse karter.

Eskimoene er et av de få jæger-folk på jorden som med sin eiendommelige kultur endnu har kunnet holde sig nogenlunde trods berøring med den europæiske; grunden er at de for en del bor så avsides at berøringen bare har været mer eller mindre forbigående, dels også for Grønlands vedkommende at de har været behandlet med mer eller mindre omhu, og man har søkt at beskytte dem mot de skadelige europæiske indflydelser. Det har allikevel ikke kunnet hindres at de er kommet i tilbakegang og er blit mer og mer forarmet. Økningen av deres folketal i senere tid kunde vistnok gi det motsatte indtryk; men her kommer andre faktorer med. Da Eskimoene første gang kom i berøring med den europæiske kultur, var det, som det i næste kapitel skal vises, deres egen kultur som i disse omgivelser blev den seirende så snart forbindelsen med Europa blev avskåret. Det vilde ske om igjen om Europæer og Eskimo kunde bli overlatt til sig selv helt avskåret fra den øvrige verden. Men da det ikke kan ske, så er også den eskimoiske kultur dømt til langsomt at bukke under for den trivielle alt andet utslettende europæiske.