Nord i tåkeheimen - Finner, Skridfinner og Skandinaviens første bebyggelse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nord i tåkeheimen

Finner, Skridfinner og Skandinaviens første bebyggelse

av Fridtjof Nansen

Med originale illustrasjoner

Jacob Dybwads Forlag

Kristiania, 1911.

Før vi går videre til Nordmændernes store indsats i utforskningen av jordens nordstrøk, skal det forsøkes at samle i en oversigt hvad vi vet, og muligens kan slutte, om Europas nordligste folk, Finnene, og om den første bosætning i Skandinavien.

Vignett av Fridtjof Nansen til nærværende kapittel.

Finnene nævnes for første gang i literaturen av Tacitus, som kalder dem Fenni, og skildrer dem utelukkende som et jægerfolk. Det samme gjør Frokop, men kalder dem Skridfinner, og flytter deres hjem til det nordligste Thule eller Skandinavien. Cassiodor (Jordanes) omtaler også Skridfinnene som jægere i det samme nordlige strøk, men nævner desuten Finner og Finaiti, og et andet Finne-lignende folk (Vinoviloth?) længere syd i Skandinavien. Ravenna-geografen nævner også Skridfinnene (efter Jordanes). Så kommer Paulus Warnefridi, som omtaler Skridfinnenes skiløpning, om end på en nokså uforstående måte, og nævner et hjortedyr, av hvis skind de lager sig klær (pesk), men sier ikke at dette dyr var tæmmet. Derefter nævner kong Alfred både Skridfinner, Finner, og Ter-Finner, og i hans meddelelser fra Ottar omtales både Finnenes jagt, fiske, og sjøfangst, og deres renhold i det nordligste Norge. Denne skildring kan også passe på hvad vi vet om Finnene senere i historien, bare med den forskjel at jagten, på grund av vildtets utryddelse, i seneste tider er sunket ned til at være av liten betydning. Endelig kommer Adam av Bremen's beskrivelse av Finnene, som intet væsentlig nyt gir. Han nævner Finnéder eller Finveder mellem Sverige og Norge (nær Vermeland) og Skridfinner i det nordlige Skandinavien. Desuten omtaler han et lite folk som kommer stundom, hvert år eller hvert tredje, fra fjeldene, og som utvilsomt er Fjeldfinnene med deres ren. Han nævner også et trollkyndig folk ved det nordlige havs kyster (Finmarken), og likeså skindklædte mænd i skogene der nord, som kan være Sjøfinner og Skogfinner. I tilknytning hertil kan også nævnes omtalen av Finnene i Historia Norwegiæ:

Norge er delt efter længden i tre krumme zoner (d. e. parallelt med den krummede kyst): Den første zone som er meget stor og er langs kysten, den anden, indlands-zonen, som også kaldes berg-zonen, den tredje skogs-zonen, som beboes av Finner, men pløies ikke. Finnene, i den tredje zone, som var øde, var meget dygtige jægere, de streifer ene omkring og er omflakkende, og de bor i hytter av huder som hus. Disse hus tar de på skulderen, og så fæster de glattede træstokker (egtl. bjelker, stænger) under føttene, hvilke redskaper de kalder ondrer, og idet hjortene (d. e. renene) løper avsted med koner og barn, over den dype sne og de bratte fjeld, iler de frem hurtigere end fuglen. Deres bosted er usikkert (det veksler) alt eftersom mængden av vildt viser dem jagtplads når tiden kræver det.

Efter de nævnte tidligste beretninger, særlig Adam av Bremen's, ser det ut som at der var både Sjøfinner og Fjeldfinner i det nordlige Skandinavien i hine fjerne tider, som det er nu; men desuten fandtes det folk som kaldtes Finner i det sydlige Skandinavien, hvor de senere er forsvundet. Dette har ført til den antagelse at urfolket også i det sydlige Skandinavien har været de samme Finner (Lapper), som nu findes i det nordlige, hvortil de skulde være trængt tilbake av de senere indvandrede Germaner (jfr. Geijer, 1825, ss. 411 ff.; Munch, 1852, ss. 3 ff.; Sven Nilsson). Men denne antagelse har man av flere grunde måttet opgi, og spørsmålet er blit gåtefuldt.

Ordet Finn som folkenavn vites ikke brukt utenfor de skandinaviske folk. Det eneste sted længere syd, hvor det findes stedsnavne som kan minde om det, er i Frisland, hvor der er et Finsburg. Oprindelsen av folkenavnet Finn er ukjendt. Nogen har tænkt sig at det kunde stå i forbindelse med ordet at "finde", og bety fotgjænger.

Skogsmennesker i nord-Skandinavien (fra Olaus Magnus).

Da navnet på svensk og norsk er gåt over til at betegne to så helt forskjellige folk som: i Norge Sjøfinner og Fjeldfinner, og i Sverige folket i Finland, må vi tro at det på urnordisk har været en fællesbetegnelse for forskjellige ikke-germanske folkestammer; disse kan de senere indvandrede Germaner i det sydlige Skandinavien ha fordrevet til ubygdene, hvor de levde av jagt og fiske. Dette vilde gi en naturlig forklaring av den merkelighet at Jordanes, liksom også Adam av Bremen (senere også Saxo), omtaler Finner, Finveder, og andre Finnefolk på flere steder i syd-Skandinavien; i vor saga-literatur er det også flere hentydninger til Finner langt syd. Men det mest avgjørende er kanske at ordet Finn går igjen i så mangfoldige stedsnavne også i syd-Skandinavien like fra Finnskog og Finnsjø i Uppland, og Finnheden eller Finnveden i Småland, til Finnø i Boknfjorden (jfr. Mullenhoff, 11, 1887, s. 51; Andr. M. Hansen, 1907). Et sterkt vidnesbyrd om at et folk, Finner, må i gammel tid ha bodd i syd-Norge kan det synes at være at de ældste kristenretter, fra omkr. 1150, for de sydligste lag dømmer, Borgarting og Eidsivating, sætter lovens strengeste straf for at fare til Finnene, eller til Finmarken, for at la sig spå (jfr. Andr. M. Hansen, 1907, s. 79). Det kan synes lite rimelig at det her (f. eks. helt syd i Bohuslen) skulde ha gjældt Finner nord i det nuværende Finmarken, en kunde hellere tro at det gjaldt de av Jordanes og Adam av Bremen nævnte Finner (og Finnéder) nærmere ved, i skogtraktene mellem Norge og Sverige, hvor vi endnu har en Finnskog, som rigtignok almindelig sættes i forbindelse med den sene indvandring av Kvæner fra Finland (de såkaldte skogdjævler, sml. også Finmarken mellem Lier og Modum). Men det kunde tænkes at disse kristenretter var mer eller mindre skrevet av efter retter laget for det Nordenfjeldske Norge, og derved kunde det komme ind den slags bestemmelser som passet alene for den nordlige del av landet. Dertil kommer at netop Finnerne i nord hadde fra gammel tid ry for kyndighet i gand og seid, og Finmarken regnedes desuten ofte i hin tid meget længere syd end nu, helt til Jemteland og Herjedalen.

Det er vanskelig at avgjøre sikkert, hvad slags folk de "Finner" kan ha været, som har hat tilhold på flere steder i syd-Skandinavien. Den antagelse at de skulde ha været samme folk som vor tids Finner (Lapper) har, som nævnt, ikke kunnet holde sig for senere tiders arkæologiske, antropologiske, og historisk-geografiske forskning. Müllenhoff (II, 1887, ss. 50 ff.) har fremholdt at ordet Finn må oprindelig ha været et skandinavisk fællesnavn for flere folk som hadde utbredelse i det sydlige Skandinavien, men som han mener var Ugro-Finner, lik Kvæner, Lapper o. fl. (jfr. også Geijer, 1825, ss. 415 f.). Ja, han tænker sig endog at selve navnet "Skadinavien" kan stamme fra dem (lik ski-gudinden Skaði som var Finne-kvinde, jfr. s. 79). Men hverken sproglige eller antropologiske spor efter noget tidlig finsk-ugrisk folk har det været mulig at påvise i nogen del av syd-Skandinavien, og mangt tyder på at ialfald Fjeldfinnenes (Ren-Lappenes) utbredelse mot syd er forholdsvis sen.

Dr. Andr. M. Hansen har derfor, i sine idérike verker "Landnåm" (1904) og "Oldtidens Nordmænd" (1907), fremsat den hypotese at den tidligste histories Finner, som han vil sammenfatte under fællesbetegnelsen Skridfinner, skulde ha været et såvel fra de finsk-ugriske stammer som fra de ariske Skandinaver helt forskjellig anarisk folk, som var urfolket i hele det nordlige Europa, og var beslegtet med Syd-Europas urfolk, Pelasger, Etrusker, Basker o.l. De blev i Skandinavien fortrængt mot nord av Germanerne, og er nu forsvundet ved delvis at gå op i disse. I øst og nordøst blev de fortrængt av de senere indvandrede finsk-ugriske folk. De sidste levninger av dem skulde findes i vor tids Sjøfinner, og i de såkaldte Jenisei-Ostjaker i det nordvestlige Sibirien. Denne dristige hypotese har den ulempe bl. a. at måtte forutsætte tilværelsen av et forsvundet folk, som ellers er fuldstændig ukjendt. Dernæst synes ikke Hansen, når han uten videre vil overføre navnet Skridfinner på alle "Finner" i Skandinavien, at ha lagt tilstrækkelig vegt på den forskjel, som det av de tidlige forfattere gjøres mellem Skrid finner i nord og de andre Finner længere syd.

Forledet av gamle bibelske forestillinger har man i tidligere tider hat sterk tilbøielighet til at tænke sig alle folk som indvandret til de strøk, hvor vi nu finder dem. Men når en zoolog finder en egen dyreart eller en varietet utbrett over et begrænset område, går han ut fra som det mest naturlige, at den er opståt ved en lokal differentiation i dette strøk. Det må ligge nærmest at se på menneskets stammer og racer på samme vis. Når man i Europa har for søkt at sondre mellem Kelter, Germaner, Slaver, Ugro-Finner o. s. v. så blir det rimeligst at tro at disse er opståt ved lokal "utvikling", med arnestedet for sin differentiation indenfor de områder hvor vi senere finder dem. Som slike arnesteder kunde vi i Europa tænke os: for Kelterne det vestlige Mellem-Europa, for Germanerne det østlige Mellem-Europa, for Slaverne Øst-Europa, for Ugro-Finnene det nordlige Øst-Europa og det vestlige Sibirien, o. s. v. Dette er vistnok sproglige adskillelser, men til en viss grad falder de jo også sammen med antropologiske forskjeller. Da Norden var dækket av is forholdsvis sent, kan en ikke der vente nogen betydelig lokal differentiation efter den tid, men må anta en indvandring til Norden og Skandinavien av allerede utdifferentierede racer, fra det sydligere Europa. Vi kan således tænke os at stammer som har tilhørt urstammene for kortskallede Kelter og Slaver, og langskallede Germaner, har indvandret fra syd og sydøst, og Ugro-Finner og mongoloide stammer har indvandret fra sydøst og øst. På den vis må vi, ved den historiske tids begyndelse, vente at finde Kelto-Slaver og Germaner i det sydlige og midterste Skandinavien, og mongoloide og finsk-ugriske folk i de nordligste strøk og mot nord øst og øst (Finland og nord-Rusland). Det stemmer nogenlunde med det som virkelig er fundet. Når vi undtar de nordligste strøk, så viser antropologiske målinger (væsentlig av brigadelæge Arbo) at Norges folk er sprunget foruten fra de høie, blonde, og utpræget langskallede Germaner, også fra mindst én kortskallet race, som har været mindre av vækst og mørkhåret. Målingene i Sverige og i Danmark viser lignende forhold, men i Danmark og det sydligste Sverige er kortskallerne mer overveiende end i det øvrige Skandinavien. For at forklare disse antropologiske forhold må vi enten tænke os at de forskjellige germanske stammer som har dannet Skandinaviens folk, var mer eller mindre opblandet med kortskallede folk, allerede før de indvandret i et lignende forhold som de er det nu, eller også har det til Skandinavien indvandret stammer av mindst to forskjellige racer, en særlig langskallet og en særlig kortskallet. Den sidste antagelse blir, ialfald til en viss grad, den mest naturlige, og da det ikke er sandsynlig at kortskallerne skulde ha indvandret senere end de langskallede Germaner til Norge, blir det rimeligst at tro at der var mindst ett kortskallet urfolk før de kom. Disse urfolk var jægere og fiskere, og måtte derfor i de fleste strøk streife meget spredt omkring for at finde det nødvendige til livets ophold. Det var alene de gunstigere livsbetingelser i enkelte strøk, f. eks. fiskerigdommen langs Norges vestkyst, som tillot en tættere befolkning med fastere bosætning. Da de større og kraftigere Germaner utbredte sig langs kystene, blev det ældre kortskallede jægerfolk, som kan ha været keltisk, i de fleste strøk trængt mot landets indre skogtrakter, hvor der var vildt og fisk nok for deres fangst. I strøk hvor de bodde tættere og hadde fastere bosætning, som på Norges vestkyst, blev de ikke helt fortrængt. For dette mørke urfolk, som var mindre av legemsstørrelse og var jægere og fiskere i utmarkene, kan Germanerne, på en eller anden vis, ha fåt et fælles navn Finner; enten kan disse ha kaldt sig selv så, eller navnet er opståt på anden måte. Da Germanerne støtte sammen med et andet lavvokset og mørkhåret jæger- og fiskerfolk i nord, overførte de navnet Finn også på dette, skjønt det tilhørte en helt forskjellig sprogstamme, den finsk-ugriske, og en endnu mer forskjellig, mongoloid rase. Men til adskillelse fra det sydlige keltiske jægerfolk blev det nordlige delvis kaldt Skridfinner. Efterhvert som de sydlige Finner gik op i Germanerne og forsvandt som særskilt folk, blev navnet i Norge heftende ved det andet folk og landet (Finmarken) i nord, og i Sverige ved det derfra meget forskjellig folk og land (Finland) i nordøst.

Da de sydlige Finner var et arisk folk, og da de ariske sprog i hin fjerne tid, da de blev skilt fra Europas sydligere kortskaller, Kelter og Slaver, ikke har været meget forskjellige, blir det let forklarlig, at det knapt har været mulig at finde et eneste gammelt stedsnavn i det sydlige Norge, som med sikkerhet hadde en fra germansk forskjellig karakter. Hvis derimot de sydlige Finner, som omtales så sent som langt op i middelalderen, hadde været et finsk-ugrisk eller et andet anarisk folk, er det utænkelig, at vi ikke med lethet skulde kunne påvise fremmede elementer i stedsnavnene, som stammet fra deres sprog.

Skridfinner på jagt (fra Olaus Magnus).

De skandinaviske fund av skaller fra stenalderen, og senere, er så få og så tilfældige, at vi derav kan slutte meget lite med hensyn til urfolkets race. Dernæst er det at merke, at det tidlige jægerfolk, de kortskallede "Finner", må ha været meget fåtallige, og har bodd spredt, sammenlignet med de senere, fastboende Germaner. At der findes bare nogen få kortskaller blandt de tidligst fundne kranier er derfor ikke anderledes end vi måtte vente. Dertil kommer selvfølgelig, at det i sterk grad avhænger av begravelsesskikkene, hvilket folk kommer til at efterlate de fleste skaller.

Vi kommer nu til de nordlige Finner, som Ottar omtaler såvidt utførlig, at vi kan danne os et nogenlunde sikkert billede av deres kultur. Da de kunde betale en stor årlig skat i hvalrosstand, rep av hvalrosshud og av sælhud, foruten andre skind og fangstvarer, må vi slutte, at de har været dygtige jægere og fangere endog på sjøen, og en slik færdighet kan alene være erhvervet gjennem lange tiders langsom utvikling og øvelse, hvis de ikke har lært det av Nordmændene. Men på den anden side har de også holdt ren, altså i likhet med de østligere rennomader. Dette er to så forskjellige næringsveie, at de vanskelig kan være oprindelig utviklet hos et og samme folk, og vi må derfor slutte, at det her har fundet et sammen støt sted mellem flere kulturen

Hvad nu sjøfangsten angår, så er det den merkelighet at det langs hele Europas og Asiens nordkyst ikke findes spor efter noget andet sjøfarende jægerfolk. Det er først hos Tsjuksjerne, nær Bering Strædet, at vi finder en sjøfangstkultur, men den er lånt fra Eskimoene længere øst, og er oprindelig kommet fra den amerikanske side av Bering Strædet. På Novaja Semlja er der vistnok en liten stamme av Samojeder som lever av jagt og driver fangst også på sjødyr, og som ikke holder ren, men derimot kjører med hunder; men deres sjøfangst er primitiv, lik den mer tilfældige jagt, som jeg har set ren-Samojederne drive med skytevåben på sæl og hvalross langs Karahavets kyster uten særegne fangstredskaper og med ytterst klumpede båter. En kan vanskelig deri se levninger efter et ældre, utviklet jægerfolk.

Den sjøfangstkultur som på Ottar's tid fandtes i det nordligste Norge og på Murmankysten kan følgelig ikke være kommet østfra langs Sibirie-kysten, men må ha været en lokal utvikling, kanske opståt ved krydsningen mellem disse Finners oprindelige jægerkultur og den sydfra kommende høiere europæiske kultur.

Det er så heldig at på Kjelmø, på sydsiden av Varangerfjorden, er det gjort et rikt fund av redskaper, som må stamme fra netop det samme folk, av Finner, som Ottar sier holdt til stykimellem langs kysten (av Finmarken og Terfinna Land), som jægere, fiskere, og fuglefangere. Dr. O. Solberg har særlig gjort værdifulde gravninger på denne ø i de sidste år. De mange fundne saker lå jevnt spredt i lag, hvis tykkelse røber, at de må stamme fra flere århundreder. Solberg sætter dem til tiden fra det 7. til omkring det 11. århundrede. I Nord-Varanger er der fundet mange hedenske graver med redskaper. Ved hjælp av de sidste har Solberg kunnet påvise, at gravene er delvis fra samme tid og delvis fra noget senere tid end Kjelmø-fundet, og stammer sikkert fra samme folk. Ved at sammen stille disse forskjellige fund kan vi danne os et billede av dette folks kultur og dets forbindelser.

Fra Kjelmø-fundet. 7—9, Fiskekrøker (av renhorn); 10, potteskår; og I—6, harpunspidser (av renhorn), fra Kjelmø; under 1/2 nat. størrelse (efter O. Solberg, 1909).

Foruten en mængde ben av fisk, fugl, og pattedyr, indeholder Kjelmø-fundet en forskjellighet av redskaper, væsentlig gjort av renhorn og ben, som har holdt sig merkelig godt i den kalkholdige sand, mens derimot jernet er, med få undtagelser, rustet helt bort. Der er også mange stykker av lerkar, brændt ved åpen ild av lere som findes på øen. Disse jægere og fiskere har følgelig forståt sig på pottemakerkunsten såvel som på smedehåndverket, og kulturen her nord ved Ishavs-kysten stod således ikke så ganske lavt. Men den var ikke selvgrodd; lerkarrene viser tilknytning til den ældre jernalders keramik i syd-Skandinavien; mens på den anden side et par bronsesaker, særlig en liten bjørnefigur, fundet i en grav i Nord- Varanger, er typiske repræsentanter for den tidlige del av den permiske jernalder i øst-Rusland (fra det 8. århundrede). Flere andre saker fundet i graver peker også på forbindelse mot sydøst, dels med Rusland eller Ottar's Bjarmeland, og kanske med Finland; mens det på den anden side må ha været forbindelse mot vest og sydvest (Ottar's vei) med Norge. På redskapene fra Kjelmø har Solberg fundet bomerker som han påviser har megen likhet med dem som fremdeles brukes av Skolte-Finnene. Men det at bruke bomerker var netop en gammel, almindelig skik hos Germanerne, og Finnene har sandsynligvis fåt den fra dem. De av Solberg fundne bomerker har likhet med mange gamle germanske (jfr. Homeyer, 1870; Michelsen, 1853), og synes nærmest at tyde på kulturel forbindelse med Nordmændene.

Den sandsynlige anbringelse av harpunspidserne fra Kjelmø.

Blandt redskapene av renhorn og ben, i Kjelmøfundet, er der særlig mange fiskekroker, som viser at fisket har spillet en stor rolle under disse folks ophold på øen, sandsynligvis mest i sommermånedene. Muligens er der også søkkestener som tyder på, at de har hat garn. Der er desuten lystre, av renhorn, som har været brukt til laksefangst inde i elvene. Endvidere er der en masse pilespidser; men særlig interesse for os har en del harpunspidser av forskjellig form, som vistnok ikke viser en så høit utviklet sjøfangstkultur som Eskimoenes; men som allikevel er ganske sindrige, og røber megen forbindelse med sjøen. Det er værd at nævne, at mens nogen av disse harpunspidser (fig. 2 og 3) har likhet med gamle, primitive eskimoiske former, som er fundet på Grønland, så har en anden endnu primitivere form (fig. 1) påfaldende likhet med harpunspidser av ben som er i bruk på Ildlandet, men som også kjendes fra Europas stenalder. Det viser, hvorledes samme redskaper kan utvikles helt uavhængig på forskjellige steder.

Påfaldende er det, at det hos samme folk fandtes så forskjellige former av harpunspidser, fra de mest primitive til mer sindrige. Det kan tyde på, at denne sjøfangstkultur var ikke så gammel, at den hadde nådd faste, endelige former, slik som den eskimoiske.

Det er merkelig, at de aller fleste harpunspidser har været gjort helt av renhorn, uten nogen spids av jern. Bare på et par er der merker efter en sådan, som har været fældt ind rundt forenden, men som er helt bortrustet. Der er ingensteds merke efter anbringelse av noget blad av jern (eller sten), slik som Eskimoene bruker det. Alle disse harpunspidser har ved dype hak ved roten, eller ved huller, været fastgjort til en fangerem; og de har enten en tap ved roten, som er blit stukket ind i et hul på enden av harpunskaftet, eller de har et hul eller en rende ved roten, som har været omsluttet av en jernring, og hvori en tap på harpunskaftet er blit stukket ind. Da det ikke er fundet noget stykke av renhorn eller ben, som kunde passe til tap for anbringelse av harpunspidsene, er det mulig at disse har været stukket direkte på træskaftet. Ved hjælp av fangeremmen, som sandsynligvis er blit stramt fæstet (på en knag?) oppe på harpunskaftet, er så spidsen blit holdt på plads. Men når harpunen blev kastet i dyret, er spidsen blit sittende i kjøttet og er revet løs fra skaftet, som er blit frit, og dyret er således blit hængende i fangeremmen, hvis ende enten har været gjort fast til båten, eller har været holdt av jægeren; for det er ikke sandsynlig at den skulde ha været gjort fast til en fangeblære, som er en for Eskimoene eiendommelig opfindelse. Alle de på Kjelmø fundne harpuner er merkelig små, og kan ikke være brukt til større dyr end sæl. Blandt sakene derfra er det bare et avskåret stykke av en hvalrosstand, og ingen redskaper var gjort av det emne, undtagen kanske en pilespids. Dette kan ikke forklares bare med at hvalrossen ikke har været almindelig nær Kjelmø; men det tyder på, at disse Finner overhovedet ikke har drevet hvalrossfangst; for hvis de det hadde, måtte vi vente at deres våben og redskaper i stor utstrækning hadde været gjort av hvalrosstand, som har fordele fremfor renhorn.

Om de harpuner, som vi vet at Nordmændene senere brukte, hadde likhet med dem fra Kjelmø, og om de hadde lært bruken av dem fra Finnene, eller Finnene hadde fåt sine fra Nordmændene, derom er det vanskelig at danne sig nogen mening. Der er ikke fundet noget som kan gi oplysning om hvad slags båter dette nordlige fangstfolk har brukt. Det er tænkelig at det har været lette træbåter, noget lik Finnenes elvebåter, og at de har brukt paddelårer. Kjelmø-fundet gir heller ingen oplysning om folkene har holdt tamren. Der er vistnok fundet ben av hunder, lik den nuværende finnehund; men om de har været brukt til at passe ren, kan ikke avgjøres, og almindelige kan de heller ikke ha været på øen, da ellers dyrebenene måtte ha vist merker efter hundenes avgnaging. De fundne masser av ben viser, at folkene har levd av: fisk i stor utstrækning, mangeslags fugl, deriblandt geirfuglen (alca im pennis), ren, fjordsæl, grønlandssæl, gråsæl, nise, bæver, m. m. Det vil sees at alt hvad dette fund fortæller os, stemmer på en merkelig måte med Ottar's meddelelser, bare med den undtagelse, at der ingen antydninger er til hvalrossfangst, uten det ene stykke av en tand

Som sagt, denne Finnenes sjøfangst må opfattes som en lokalt utviklet kultur, som ikke har været utbredt længere østover end Ter eller Kolahalvøen. Med renholdet er det derimot omvendt, det har sin største utbredelse i Asien og det nordøstlige Europa, særlig er det bundet til Samojedene. Det synes derfor rimeligst, at det er kommet til nord-Skandinavien østfra.

Når nu Ottar's beskrivelse av hans Finners og Terfinners utbredelse mot øst (såvel som beskrivelsen i Egil's saga) falder omtrent nøiagtig sammen med utbredelsen av vor tids Sjøfinner og Fjeldfinner, og når hans omtale av Finnenes levesæt i alt væsentlig falder sammen med hvad vi vet om Finnenes liv længe efter den tid, ned i det 16. og 17. århundrede, da tyder allerede dette på, at Ottar's Finner har væsentlig været samme folk som de nuværende. Men dertil kommer den oplysning fra Ottar, som må ha kjendt Finnene og deres sprog vel: at de og Bjarmerne talte omtrent samme sprog. Når nu vor tids Finner som bor i samme strøk som Ottar's Finner og Øst-Karelerne som bor i samme strøk, på vestsiden av Hvitehavet, som Ottar's Bjarmer taler nær beslegtede sprog; og endvidere Karelerne er fastboende folk lik Bjarmerne, da blir det naturligere at tro, at det var de samme to folk som bodde i disse strøk på hin tid, istedenfor, som dr. Hansen, at ville erstatte begge med et ukjendt folk, som talte et ukjendt sprog.

Rigtigheten av denne antagelse støttes også, som vi har set, av det rike Kjelmø-fund, som viser, at i Varanger-fjorden var der på Ottar's tid en vel utviklet fangstkultur, som vi ikke kjender noget sidestykke til fra fund længere syd, og som både i tid og særmerker er forskjellig fra den arktiske stenalder. Gjennem gravfund i Nord-Varanger, fra senere århundreder, har vi, som Solberg påviser (1909), mulige overganger fra Kjelmø-kulturen til vor tids Finnekultur, og der blir således sammenhæng.

På nogen gamle hedenske begravelsespladser på Sjåholmen og Sandholmen, i Varangerfjorden, fandt kjøpmand Nordvi en del skaller med skeletdele, som sandsynligvis stammer fra samme folk som dem der har holdt til på Kjelmø. En del av disse skaller findes i det anatomiske instituts samling, i Kristiania, og er beskrevet av professor J. Heiberg (1878). De er kortskallede med breddeindeks fra 82 til 85, en var middelskalle med indeks 78. Dr. O. Solberg har også fundet et par slike skaller. Tiden har ikke tillatt mig at underkaste disse hedenske skaller på det anatomiske institut nogen nærmere undersøkelse; jeg har bare fåt gjort en ganske foreløbig sammenligning mellem dem og et halvt snes skaller av vor tids Fjeldfinner og Skolte-Finner, og fandt at de i visse træk adskiller sig noget fra disse. Vistnok er vor tids Finner og Skolte-Finner meget blandet, dels med Kvæner og dels med Nordmænd o. a.; men de typiske Fjeldfinn-skaller er allikevel ganske eiendommelige, og da de er noget mer kortskallet end skallerne fra hedninge-gravene, kan vi vanskelig tænke os at dette skulde skyldes den nævnte sene raceblanding. Som mulige forskjeller kan fremhæves: hedninge-skallerne er i forhold til Fjeldfinn-skallerne ikke fuldt så typisk kortskallet, set fra siden er de noget lavere (d. e. længde-høide-indeks er mindre, efter Heiberg's målinger skulde det være omtrent som 77 til 86); panden skråner noget mer tilbake fra øiebuerne, som er sterkere fremtrædende end på de typiske Fjeldfin-skaller. De undersøkte skaller av Skolte-Finner var av mer blandet race, og var mer middelskaller; men de hadde mest likhet med Fjeldfinn-skallerne, skjønt enkelte også viste overgang til hedningeskallerne. Efter dette ser det altså ikke ut til at de hedninger, hvorfra gravene stammer, uten videre kan opfattes som vore Fjeldfinners forfædre. De kan ha været en tidligere med dem beslegtet stamme som, efter Ottar's uttalelser at dømme, har talt et lignende, med karelisk nær beslegtet sprog. Fjeldfinnene må da være indvandret senere.

Tilbake står at undersøke hvad stedsnavnene kan fortælle. Merkelig er, hvad Qvigstad (1893, s. 67 f.) har fremholdt, at mens Finnene har egte finske navne for de indre fjordkyster f. eks. Varanger-, Tana-, Lakse-, Porsanger-, og Alten-fjord, så er alle deres stedsnavne for kystene ute ved havet, endog i Finmarken, av norsk oprindelse, når navne for enkelte store øer undtas som Sallam, for Sørøen i Vestfinmarken og for Skogerøen i Varanger, og Sievjo, for Seiland i Vestfinmarken. Det kunde følgelig synes som at Nordmændene er kommet til de ytre kyster før både Sjøfinner og Fjeldfinner, mens disse er kommet først til de indre fjordkyster. Denne slutning kunde støttes derved at Finnenes navne på sjøfisk og sjøfugl gjennemgående er låneord fra norsk, og likeså ord for redskaper som hører til nutidens båter og seilas, hvilket kunde tyde på at de hadde lært fiske og sjøbruk av Nordmændene. Men derimot er navne på elvefisk, og deres mange navne på sæl og hvalross, som regel egte finske (Qvigstad, 1893, s. 67). Men denne slutning stemmer ikke med Ottar's beskrivelse, som uttrykkelig sier, at der bodde Finner, som var jægere og fiskere, spredt langs Finmarkens og Kola-halvøens kyster, mens Nordmændene (d. e. norske høvdinger?) ikke bodde nordligere end han selv, og ikke drev hvalfangst længere nord end sandsynligvis ved Loppen. Dr. Hansen har derfor ment heri at finde en støtte for sin teori, at hin tids Finner, som han kalder Skridfinner, har været et fra vor tids Fjeldfinner helt forskjellig anarisk urfolk. Men denne dristige hypotese er lite skikket til at løse de her foreliggende vanskeligheter. For at forklare de finske låneord fra norsk, måtte den nemlig forutsætte, at disse Sjøfinnenes skridfinske forfædre har først mistet sit eget sprog, og sine egne stedsnavne og ord for de redskaper de brukte, og de dyr de fanget o. s. v., og har gåt helt over til det norske sprog; men så har de igjen mistet dette sprog og har gåt over til de senere indvandrede Fjeldfinners, som holdt mest til inde på fjeldvidderne. Ved det sidste sprogskifte fik de dog beholde igjen en del norske ord, særlig for sjøbruk, og stedsnavnene; men merkelig nok fik de nye, egte finske navne på enkelte større øer, og desuten skulde de ha fåt de mange navne på sæl, som hørte til deres vigtigste fangst, fra de nomadiske Fjeldfinner, som ikke kan ha kjendt noget til slikt tidligere.

En må uvilkårlig spørre: men når nu disse Skridfinner kunde gjennemgå alle disse merkelige sproglige omvæltninger, hvorfor kan de ikke like godt fra først av ha talt et sprog som lignet finsk, og efterhånden ha optat sine låneord og stedsnavne fra norsk? Det blir en enklere forklaring. Dr. Hansen's antagelse at Bjarmerne også har tilhørt disse samme Skridfinner, og har talt deres sprog, mens de først senere er erstattet av Karelerne, er som vi har set heller ikke meget sandsynlig; men endnu mindre den hypotese som derved blir nødvendig, at Fjeldfinnene er kommet som rennomader fra strøkene øst for Hvitehavet, og har lært sit med karelisk beslegtede sprog ved at komme i berøring med Karelerne på sin færd vestover søndenom Hvitehavet. Denne berøring kan ikke ha varet meget længe, da landet på sydsiden av Hvitehavet ikke er særlig gunstig for rennomaden. Og hvis de på så kort tid har tapt sit gamle sprog, og har antat et helt nyt, da blir det merkelig, at de har kunnet beholde dette sprog så vidt uforandret gjennem den senere berøring med Nordmændene, til hvem de endog kom i avhængighetsforhold. Det må ialfald bli adskillig mindre urimelig, at et i Finmarken bosat oprindelig jægerfolk, som fra først av talte karelisk-finsk, har optat låneord og stedsnavne fra de senere indvandrede og fastboende Nordmænd, for hvem de lå under, og som var dygtige sjøfolk med bedre, havgående båter. Idet de optok mer eller mindre Nordmændenes sjøbruk og fiske, med bedre redskaper, fik de også mange låneord fra dem. Men i det hele tør vi ikke tillægge slike sproglige beviser meget stor vegt, når vi ser at Finnene har en så stor mængde låneord fra andre sprog.

__________

Skal vi sammenfatte hvad her er sagt, så tør følgende forklaring bli den mest naturlige: I forhistorisk tid var det nordligste Skandinaviens og Kola-halvøens kyster og indland bebodd av et omstreifende jægerfolk, som tilhørte samme store folkerace som Sjø- og Fjeldfinnene, og som også var beslegtet med Samojederne længere øst; men ved lange tiders nær berøring med Kareler ved Hvitehavet og med Kvæner hadde de fåt et karelisk-finsk sprog. Men deres sprog har også, som av Konr. Nielsen påvist, mange ord som har likhet med samojedisk, hvad enten dette er oprindelig slegtskap, eller skyldes senere påvirkning. Disse folk blev av Nordmændene kaldt Finner, eller blev, til adskillelse fra den anden slags Finner længer syd, også kaldt Skridfinner, fordi de streifet meget om på ski om vinteren. Folk av denne jægerstamme lærte ved berøring med rennomaderne, Samojederne, længer øst at holde ren.

Skridfinsk bueskytter (fra Olaus Magnus).

De fleste av dem fortsatte som jægere, fangere, og fiskere, men optog delvis renhold som en binæring. Hvorledes et omstreifende jægerfolk kan, i nordlige strøk, ha nogenlunde ensartet kultur og sprog over meget større strækninger end det her er tale om, er Eskimoene et godt eksempel på, som har væsentlig samme sprog og kultur fra vest for Bering Strædet like til Grønlands østkyst. En med disse jæger-Finner beslegtet stamme, som talte meget nær samme sprog, men bodde længst øst, hvor det vistnok var landjagt, men lite sjøfangst, gik efterhånden helt over til at bli rennomader, og de bredte sig i forholdsvis sen tid over fjeldvidderne vestover, og langs Kjølen sydover. Da Nordmændene trængte nordover langs kysten av Nordland traf de sammen med jæger-Finnene eller Sjøfinnene. Ved denne berøring med en høiere kultur har disse Finner lært meget, mens på den anden side Nordmændene har lært av deres fangst og jægerkultur, som var vel tillempet for disse om givelser. Derved er en høiere utvikling av sjøfangsten opståt. Oprindelig har Finnene hat en let vidjebundet båt med paddelåre, som har været meget anvendelig til sjøfangst, og for hvilken de også fremdeles har egte finske ord i sit sprog. Av Nordmændene har de lært at bygge større båter, og at bruke seil, hvorfor deres fleste ord for de nye slags sjøbruk blev norske låneord.

Av Peder Claussøn Friis's skildring nedenfor ser vi, at Sjøfinnene i det 16. århundrede endog "hafue synderlig Gaffn aff deris Skibsbygning, fordi de ere gode Tømmermænd, oc bygge alle Nordfar-Jacter oc Skibe hiemme hos dennem sielfue på deris egen Bekostning for et temmeligt Værd... De bygge oc mange Både..."

Med andre ord, vi ser de har fuldstændig optat Nordmændenes båt- og skibsbygning, og dermed også ordene som er forbundet dermed. De har på samme vis sikkerlig også fåt bedre redskap for sjøfiske end dem de oprindelig hadde selv, de er følgelig i denne slags sjøbruk også kommet til at gå i lære hos Nordmændene, og det blev da naturlig, at de efter hånden kom til at opta norske ord også for sjøfisk, selv om de hadde navn for dem før; desuten solgte de stadig denne fisk til Nordmændene. Med sæl- og hvalrossfangsten, som har været deres vigtigste sjøfangst, var det derimot anderledes. Der har de været Nordmændene overlegne, hvad redskapene i Kjelmø-fundet nok kan tyde på, og der har Nordmændene gåt i lære hos dem. Derfor har de da også beholdt sine egne navne på sæl og hvalross, og de mange egte finske ord de har derfor røber, at dette har hørt til en vigtig del av deres oprindelige kultur. Hvis vi skulde tænke os det finske (lappiske) sprog indvandret i forholdsvis sen tid med Fjeldfinnene, som Dr. Hansen mener, vilde det by ulike større vanskeligheter at forklare, hvorledes de har fåt disse mange egte Finne-ord for sæl, end hvorledes de har fåt låneord for renbruk fra Nordmændene, eller hvorledes de oprindelige Sjøfinner har fåt norske låneord for sjøfisk og båtbruk. Og hvad nu stedsnavnene angår så er det ikke urimelig, at det blev fortrinsvis Nordmændenes faste bosætning som, hvor de slog sig ned langs den ytre kyst, kom til at bestemme dem for senere tider, og ikke de som jægere og fangere spredt omstreifende Finner, som vel blev fordrevet av Nordmændene. Når vi tænker os, at disse Finner blev holdt helt borte fra et sted, en fangstplads eller et strøk, ved Nordmændenes bosætning, så vilde det ikke hengå mer end et eller to slegtled før de hadde glemt sine gamle stedsnavne, og fremtidig vilde anvende de der fastboende Nordmænds. Men at de engang har hat nogen egne, bevises ved de egte finske navne for enkelte større øer. Inde i fjordene, hvor Nordmændene sent slog sig ned fast, og hvor Finnene kunde holde mer uforstyrret til, var det anderledes, der beholdt de sine egne navne.

Det synes således ikke at foreligge nogen oplysning eller kjendsgjerning, som skulde kunne motbevise den ubrutte sammenhæng mellem Ottar's Finner, langs Finmarkens og Ters kyster, og vor tids Sjøfinner, skjønt disse for tiden i stor utstrækning er forarmede Fjeldfinner, særlig i Vest-Finmarken. Sjøfinnenes oprindelige kultur og forskjellen mellem den og de senere indvandrede Fjeldfinners har i sine store træk holdt sig til sene tider. Vistnok holder ikke Sjøfinnen ren længere, han har bare en stakkars ko eller nogen sauer, som han melker (jfr. A. Helland, 1905, s. 147); men bl. a. fra Italieneren Francesco Negri's skildring av sin reise i Norge 1664 —1665 (L. Daae, 1888, s. 143) ser vi, at Sjøfinnene i Nordland og Finmarken holdt ren endnu i sidste del av det 17. århundrede. Han fortæller om Finnene i Finmarken, at:

... de bor enten langs kystene eller i de indre skoger. De er som deres naboer Lappene små av vekst og lik dem i ansigtsform, klædedragt, sæder, og sprog. Det eneste hvori de adskiller sig fra Lappene er, at disse er nomader, mens Finnene her oppe har faste bosteder. De besidder kun få ren og litt kvæg. Man kalder dem også Sjølapper, mens de andre omvandrende kaldes Fjeldlapper...

Denne skjelnen mellem Finner (d. e. Sjøfinner) og Lapper (d. e. Fjeldfinner) synes at ha været almindelig. I det kongelig reskript av 27. sept. 1726 omtales således både Finner og Lapper, og på middelalderske karter fra det 15. århundrede, først på Claudius Clavus's kart fra omkr. 1426, finder vi ved Ishavet i det nordøstlige Sverige Findhlappi, og længere nord Wildhlappelandi, og på senere Clavus-karter (Nordenskiold, 1889, Pl. XXX) finder vi nordost for Norge et Finlappelanth, og længere nord et utstrakt Pillappelanth, stundom også Phillappelanth, foruten et Finlanth i øst. Pillappelanth er det samme som Claudius Clavus's Wildlappenland. Dette ord kunde tænkes at være opståt ved en misforståelse av ordet Fjeldlap (Viellappen), som Clavus har trodd måtte mene Vildlap, (han kalder dem Wildlappmanni). Men, som statsråd Qvigstad har gjort mig opmerksom på, findes navnet "vilde lapper" for Fjeldfinnene også på russisk. Giles Fletcher (engelsk gesandt til Rusland 1588) skriver: "Russerne deler hele Lappenes nation i to sorter. Den ene kalder de Nowremanskoy Lapary, det er norske Lapper .... De andre, som ikke har nogensomhelst religion, men lever som dyr og hedenske folk, uten Gud i verden, kalder de Dikoy Lapary, eller de vilde Lapper."

I hvert fald har vi allerede i det 15. århundrede en adskillelse mellem Finlapper (d. e. Sjøfinner) og Fjeldlapper eller Vildlapper, foruten Finner i Finland; men det viser samtidig, at det må ha været nært slegtskap mellem dem siden begge kaldes Lapper.

Av stor interesse er Peder Claussøn Friis's skildring av Finnene, som stammer fra Helgelændingen, lagmanden Jon Simonssøn (død 1575):

Det skjelnes mellem Siøfinner, som boe ved Fiordene, og Lappefinner eller Fieldfinner, som vancke på de store Field, oc både Parter kaldis ocså Gannfinner for den Troldom, de bruge, huilcken de kalde Gann.

Finnerne ere maugre oc skrinde Folck, oc dog megit sterckere end andre Mennisker, saa som mand kand prøfue på deris Buer, huilcke en Norsk Mand kand icke drage Halff-parten så langt op, som Finner kand. De ere megit sorte oc brune på deris Krop, oc ere hastige oc ondsindede Folck lige-som de hafde en Biørne-natur.

Siøfinnerne boe altid ved Fiorde, der som Furreskouff oc Granneskouff nock ere, på det de kunde hafue Brænde-Ved oc Tømmer til at bygge Skib aff, oc boe de udi smaa Huse oc Hytter, huilcke Halff-parten ere i Jorden, dog somme hafue skiøne Huus oc Stufuer . . . De roe oc ud at fiske lige-som andre Nordfare, oc selie deres fisk til Kiøbmændene, som der komme, thi de seigle icke til Bergen, oc ey komme gierne der som megit Folck er, oc ey vil mand gierne hafue dem der, oc legge de sig megit effter at skiude Sæl oc Marsuin, paa det de kunde få Tran der-aff, fordi at huer Finne skal hafue en halff Kande Tran at dricke til huert Måltid...

De holde mange tamme Rinsdiur, aff huilcke de hafue Melck, Smør oc Ost, de holde oc Gieder, men ingen Faar.

De skiude oc Elgsdiur oc Hiorte oc Hinde, men meste Parten Rinsdiur, som ere der ofuerflødeligen, oc naar hand vil skiude Rinsdiur, da holder hand sin Bue oc Pijl imellem en tam Rinsdiurs Horn etc. oc skiuder så den ene Rind efter den anden thi det er et taabeligt Diur, som intet kand tage sig vare.

Finnerne ere merckelige gode Skyttere, dog icke uden med Handbuer, til huilcke de haffue gode skarpe Pile, thi de ere sielff Smede, oc skiude de så skarp med samme Buer, at de dermed kunde skiude de store Biørne oc Rinsdiur oc hvad som de vilde. Der til med kunde de skiude så lige, at det er at forundre, oc holde det for en Skam, at de nogen Tid skulde skiude miste, oc de venne sig til fra Barndom op, så at Finn-ungen må icke få sin Daffre, førend hand haffuer skut tre Gange som fast, der er lige i Rad effter hinanden, igiennem et Naffuers-hul.

De kaldes Gann-finner for den Troldom, som de giøre, huilcken de kalde Gann, oc deraf kaldes det Haf eller store Fiord, som er imellem Rysland oc Findmarcken, Gandvigen, oc strecker sig til Karele-strand.

De ere små Folck oc ere meget lodne på deris Krop, oc haffue en Biørn-natur...

Siøfinnerne kand meste Parten tale Norsk Maal, dog icke ret vel... oc haffue de oc deris eget Maal, som de bruge indbyrdis oc med Lappen huilcket Norske Mænd icke kand forstaae, oc det siges at de haffue flere Sprog end et; af deris Maal hafue de dog et andet at bruge indbyrdes, som nogen kand forstaae, saa det er vist, at de haffue 9 Tungemål, huilcke de bruge altsammen imellem dem selffuer.

Om Fjeld-finner er det samme at forstaae, som nu antegnet er om Siøfinner; de andre (d. e. de førstnævnte) ere smaae, lodne Folck oc onde, de haffue icke Huus oc boe icke på nogen Sted, men drage fra et Sted til et andet, huor som de kunde få noget Vildt at skiude. De æde icke Brød, ligesom ikke heller Siøfinner (gjør det) .. . oc haffuer hand tamme Rinsdiur oc en Slede eller Kane, der er ligesom en lav Baad med en Kiøl udi...

Av denne skildring fremgår det med al ønskelig klarhet, at: på den ene side var det, i det 16. århundrede, ingen merkbar forskjel i det ydre mellem de små Sjøfinner og de små Fjeldfinner; på den anden side har der ingen væsentlig forskjel været mellem den tids Finner og dem som Ottar skildret, like til stille-ren har de endnu i det 16. århundrede; endvidere: at Finnene har været usædvanlig dygtige jægere og bueskyttere, hvorfor de også berømmes i tidligere kilder (der tales på flere steder i sagaene om finbuer, og finpiler, o.s.v. Den mand som i Svolder-slaget skjøt og traf Einar Tambarskelves bue så den brast, mente nogen var en Finn). Vi ser også at Fjeldfinnen var ikke utelukkende rennomade, men drev så meget jagt, at han flyttet om for vildtets skyld, og det ser endog ut som at dette var hans hovederhverv, som derfor omtales først. At det renhold som nævnes av Ottar, skulde være så væsentlig forskjellig fra nutidens som Andr. M. Hansen hævder, er vanskelig at indse. At de av Ottar omtalte stille-ren, som bruktes til at fange vildren med, og som var så værdifulde, ikke længer findes i vore dager, er en selvfølge bare av den grund at vildrenen er i det nordlige Skandinavien så omtrent forsvundet fra de trakter hvor Finnene færdes med sine tamren. Dertil kommer at med indførelsen av ildvåben blev stille-ren mindre nødvendig for at komme vildrenen på skudhold; men vi ser altså at de bruktes endnu i det 16. år hundrede, da Finnene fremdeles hadde buer. Så længe det var overflod på vildt, før riflen var indført, levde også Fjeldfinnene som vi har set, i stor utstrækning av jagt; men da kunde han ikke rå med at passe store renflokken Det er derfor rimelig at en flok på 600 dyr, som Ottar nævner, måtte dengang ansees for velstand, uagtet det for nutidens Fjeldfinner, som utelukkende driver renhold, ikke vilde være meget.

De av nutidens Finner som i sit levesæt tør minde mest om Ottar's Finner, er kanske de såkaldte Skolte-Finner på sydsiden av Varanger-fjorden. Helland (1905, s. 157) sier om dem: "De har få rener og holder dem ikke så meget for at få kjøt eller melk, som for transportens skyld. Deres hovednæringsvei er laks- og ørret fiske i elven, og litt sjøfiske i fjorden på norsk grund. De er også jægere."

De Finner som efter Ottar, eller efter Alfred's gjengivelse av ham, betalte skat i hvalrossrep o.s.v., må vi tro levde ved sjøen, og drev sjøfangst, og de kan ialfald ikke hat renhold andet end som bierhverv, lik Sjøfinnene i det 16. og 17. århundrede. Men uttrykkene hos Alfred hindrer ikke, at der blandt Finnene også kan ha været ren-nomader mer lik vor tids Fjeldfinner. At de allerede fandtes på den tid og noget senere, synes at fremgå av sagaenes meddelelser om Hålogalands lændermænd (f. eks. Torolv Kveldulvsson), som for at inddrive Finn-skatten drog ind i landet og op i fjeldene. Det kan ikke ha været bare omstreifende jægere som har betalt denne skat, men de har sikkert også hat renhjorder.

At Finnene har gåt meget tilbake som jægere og fangere i de seneste århundreder, og at Sjøfinnen ikke på langt nær har den velstand, som han må ha hat på Ottar's tid, og endog så sent som i det 17. århundrede, er let forståelig. For på den ene side er vildtet både i sjøen og på land avtat så meget, at det ikke længer kan livnære nogen, og på den anden side er det en velkjendt sak, at et oprindelig jægerfolks fangerdygtighet avtar i væsentlig grad ved en intimere berøring med den europæiske civilisation, samtidig med at folket forarmes. Hvordan dette går for sig kan vi nøie iagtta hos Eskimoene i Grønland i vor tid. Sålænge Finnene var hedninger, på Peder Claussøn Friis's tid, og endnu ikke hadde fåt ildvåben, og kanske like vigtig ikke ildvandet, og ikke var belastet med skolegang og boklig lærdom, opretholdt de sin gamle fangstkultur og sin nedarvede fanger- og jægerdygtighet; men med den nye kultur og dens krav og de nye livsværdier, livsfordringer, og fristelser, blev de gamle færdigheter mer eller mindre forstyrret; de stod heller ikke så høit i agtelse længer, at Finn-ungen måtte ha skutt tre ganger på rad gjennem et naverhul, før han måtte "få sin Daffre". Og liksom Eskimoene på Grønlands vestkyst har måttet mer og mer gå over til fiske og fuglefangst, hvad de gamle harpun-fangere så ned på, således er vore Sjøfinner blit mer og mer fiskere.