Nord i tåkeheimen - Gjennembruddet i middelalderens kjendskap til Norden

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nord i tåkeheimen

Gjennembruddet i middelalderens kjendskap til Norden

av Fridtjof Nansen

Med originale illustrasjoner

Jacob Dybwads Forlag

Kristiania, 1911.

Vignett av Fridtjof Nansen til nærværende kapittel.

Ved de stadig hyppigere vikingtog, ved Karl den stores krige og erobringer mot nord, og ved arbeidet for kristendommens utbredelse, var det i det 9. århundrede kommet et økende samkvem, både krigersk og fredelig, mellem det sydlige Europa og det skandinaviske Nordens folk. Disse var efterhånden kommet til at spille en viss rolle på verdens-skuepladsen, og deres foretagender begyndte at bli en del av historien. Deres lande var dermed indlemmet mer eller mindre i den kjendte verden. Først nu begyndte de tåker som hadde hvilt over Europas nordlige strøk, at lette så meget at middelalderens geografiske viden med sikkerhet blev klarere, og nådde længere frem, end Grækerne hadde nådd allerede tusen år tidligere.

Men likeså langsomt som tåkerne gjennem de forgangne århundredrer hadde veget, likeså hurtig blev de nu spredt fra store deler av Jordens nordlige lande og have. Dette skyldtes i første række Nordboenes, særlig Nordmændenes, sjøfærder. De bragte ved sine nøkterne meddelelser om hvad de hadde fundet, den geografiske videnskap ind i nye og frugtbringende retninge, bedfridde den litt efter litt for den sinkende last av myter og overtro som den hadde slæpt med sig op gjennem tiderne fra oldtiden. Det første avgjørende skritt i denne retning finder vi hos den angelsaksiske konge Alfred den Store i England (849—omkr. 901 e. Kr.).

Kong Alfred lot Orosius's latinske historie bearbeide på angelsaksisk, og oversatte selv store deler av verket. Han hadde i årene omkring 880 fåt fred for de danske vikinger, som han måtte indrømme hele den nordøstlige halvdel av England. Han døde om kring år 901. I tidsrummet mellem disse to år må sandsynligvis hans forfattervirksomhet ha faldt. Da han fandt den geografiske indledning til Orosius's verk ufuldstændig, særlig for det nordlige Europas vedkommende, føiet han til hvad han hadde erfaret fra andre kanter.

Efter meddelelser han sandsynligvis har fåt fra Tyskere, gir han således en oversigt over Germanien, som han lar strække sig mot nord "til det hav som kaldes Kvænhavet" (Cwén-séb). Hvad som menes dermed er ikke helt klart, det kunde være Ishavet eller Hvitehavet; men det kan også være Østersjøen eller den Botniske Bugt; det fremgår nemlig ikke sikkert av teksten om Kong Alfred har opfattet Skandinavien som en halvø, forbundet med fastlandet. Han omtaler lande og folk ved Ost-séb, og han nævner bl. a. syd-Daner og nord-Daner både på fastlandet (Jylland) og øene - begge folk har Ost-sæ i nord - endvidere Osti (sandsynligvis Æsterne, som også hadde denne havarm, Ost-sæ, i nord), Vender, og Burgunder (Bornholmere?), som "har den samme arm av havet i vest for sig, og Sveonerne (Svearne) i nord. Sveonerne har i syd for sig den æstiske (Osti) arm av havet, og øst for sig Serménde (Sarmater? eller Russer?); og i nord, hinsides ubygdene (wéstenni) er Kvænland (Cwén-land); og i nordvest for dem er Skridfinner (Scride-Finnas), og mot vest Nordmænd (Norð-menn)."

Kong Alfred og Ottar´s reise fra nord

Kong Alfreds vigtigste utvidelse av den geografiske viden mot Ottar's reise nord er hans merkelige meddelelser om hvad Nordmanden Ottar (eller Ohthere i den angelsaksiske tekst) fortalte om sin færd 9. årh. Denne nøkterne reisendes korte og greie fortælling om hvad han har set, danner allerede ved sin klarhet og bestemte form en velgjørende motsætning til tidligere tiders vage og uryddig fremstillinger av nordlige ukjendte strøk. Vi forstår at vi er ved indgangen til en ny tid.

Ottar fortalte sin herre (hlaforde), Alfred konge, at han bodde nordligst av alle Nordmænd. Han sa at han bodde på nordkanten av det land, ved Vesthavet (West sā). Han sa imidlertid at landet er meget langt mot nord derfra; men det er ganske ubygget (weste = øde), undtagen at på få steder, stykimellem, holder Finner til, for at jage om vinteren, og om sommeren for at fiske i sjøen. Han sa at han engang vilde finde ut hvor langt landet lå ret nord, eller om nogen mand bodde nordenfor ubygdene (ødemarkene). Da for han ret nord langs landet; han hadde hele veien det øde land på styrbord, og den vide sjø på bakbord, i tre dager. Da var han så langt nord som hval-jægerne farer længst. Da for han endnu ret nord så langt som han kunde seile i de næste tre dager. Da bøide landet der ret øst, eller sjøen (bøide) ind i landet, han visste ikke hvilket; men han visste at han der ventet på vestenvind, eller litt nordlig, og seilte derfra øst med landet så langt som han kunde seile i fire dager. Da måtte han der bie på ret nordenvind, fordi landet der bøide ret syd, eller sjøen ind i landet, han visste ikke hvilket. Da seilte han derfra ret syd med landet, så langt som han kunde seile på fem dager. Da lå der en stor å op i landet, da vendte de op i den å, fordi de torde ikke seile forbi den for ufred, fordi landet var helt bebygget på den anden side av åen. Ikke hadde han før da møtt bygget land, siden han for fra sit eget hjem; men det var hele veien øde land på styrbord, undtagen (at der fandtes) fiskere, fuglefangere og veidemænd, og de var alle Finner, og det var altid vid sjø på bakbord. Bjarmerne hadde bebygget sit land såre vel; men de (d. e. Ottar og hans folk) torde ikke komme derpå; men Terfinnenes land var helt øde, undtagen der jægere, eller fiskere, eller fuglefangere hadde tilhold. Bjarmerne fortalte ham mange historier både om sit eget land og om landene som var omkring dem, men han visste ikke hvad som var sandt, fordi han så det ikke selv. Finnene og Bjarmerne, tyktes det ham, talte næsten samme sprog. Mest drog han dit, både for at undersøke landet, og for hvalrossenes skyld, for de har meget ædelt ben i sine tænder, nogen slike tænder bragte de kongen —, og deres hud er meget god til skibsrep. Den hval er meget mindre end andre hvaler, ikke er den længere end syv alen lang; men i hans eget land er den bedste hvalfangst, de er otte og førti alen lange, og de største femti alen lange; av dem (para), sa han, at han selv sjette (syxa sum) dræpte seksti på to dager.

Da Kong Alfred, som omtalt, må ha skrevet mellem 880 og 901, kan Ottar ha gjort sin reise omkring 870 til 890. Denne merkelige mand, som efter hvad han selv har sagt, drog ut på sin færd væsentlig av vitelyst, er historiens anden reisende mot nord, om hvem vi har sikre meddelelser. Grækeren Pytheas var den første, og han nådde omtrent polkredsen. Omkring tolv hundrede år senere fortsætter Nordmanden Ottar videre nordover langs Norges kyster, og seiler helt ind i Hvite-havet. Han fastslog derved Skandinaviens nordlige utstrækning, og er den første kjendte opdager av Nordkap, Ishavet (eller Barentshavet) og Hvite-havet; men om det sidste var en havbugt, visste han ikke. Det er ikke sandsynlig at Ottar skulde ha været den første Nordmand som opdaget de kyster han for langs. Vistnok kunde uttrykkene: "at han engang vilde finde ut hvor langt landet lå ret nord, eller om nogen mand bodde nordenfor ubygdene," opfattes som om dette var ukjendt for Nordmændene tidligere; men det må vel snarere tas som en almindelig betegnelse av reisens hensigt: det hadde interesse for kong Alfred, derimot ikke om det var netop den første opdagerfærd på de kanter. Navnene Terfinner og Bjarmer nævnes som noget der var kjendt før, og da Ottar kommer til de sidste, er han straks på det rene med at han ikke bør reise videre, for ufreds skyld; det kan tænkes at han har kjendt dem av omtale som et krigersk folk. A. Bugge (I908, s. 409) nævner efter overlærer K. Rygh, at fjordnavnene i Finmarken må være meget gamle, f. eks. de som ender på -angr. Denne endelse findes ikke på Island, og skulde følgelig være ældre end Nordmændenes bosætning der; angr (= fjord) som apellativ forekommer heller ikke i det oldnorske literatursprog. Det kan derfor være mulig at disse navne er ældre end Ottar. Bugge gjør også opmerksom på at efter oplysninger fra statsråd Qvigstad kalder Finnene Magerøen Makaravjo, og et sted på Kvaløen (ved Hammerfest) kalder de Rahkkeravjo. Den sidste del av disse navne må være det urgermanske ord awjd for ø eller strandland. Nordmændene skulde altså ha været der nord og git disse steder navn mens denne form av ordet endnu var i bruk, og Finnene skulde ha fåt det fra dem.

Kart over nord-Skandinavien og Hvite-havet.

Terfinnenes land, som var ubygget, er hele Kola-Halvøen. Dets navn har været Ter (eller Turja), og derav betegnelsen Ter-Finner. Den almindelige antagelse, at elven som Ottar kom til, skulde være Dvina, er ikke forenlig med Ottar's ovenfor gjengitte fortælling, som uttrykkelig sier at han fulgte kysten rundt halvøen hele veien, "og det var altid vid sjø om bakbord.". Han kan følgelig ikke ha forlatt landet og seilt tvers over Hvite-havet; han kunde desuten ikke vite at det var land på den anden side av denne brede havbugt. Elven som "lå oppi landet" har følgelig været på Kola-halvøen, og har dannet grænsen mellem Terfinnenes ubyggede land og Bjarmernes med fast bosætning. Elven kan ha været Varzuga, skjønt det er også tænkelig at Ottar har seilt længere vest langs Kola-halvøens sydkyst, uten at denne forandring av kurs er kommet frem i Alfreds skildring. Han kan da ha nådd helt ind til Kandalaks.

Hvad slags folk Ottar's Bjarmer har været, er ikke sikkert. Vi hører bare at de bodde i landet på den anden side av elven, at de hadde bebygget sit land vel (d. e. hadde fast bosætning med jord bruk?), at de kunde meddele sig til Ottar, og at de talte næsten samme sprog som Finnene. Skildringen kan passe på Østkarelerne, som vi, ialfald noget senere, finder bosat på syd- og vestsiden av Hvite-havet, så langt nord som Kandalaks, kanske også til Varzuga. Hvis dette er rigtig, må vi anta at Ottar's Finner og Terfinner har talt et finsk-ugrisk sprog, meget likt karelisk. Da Ottar kjendte Finnene vel, må hans uttalelse om sproget tillægges vegt.

Denne opfatning at Bjarmerne var Kareler stemmer med Egil Skallagrimssons saga, som vistnok er nedskrevet meget senere, men som omtaler Ottar's samtidige, Torolv Kveldulvsson og hans Finnfærder for at inddrive Finn-skatten (omkr. 873 og 874). Det heter der: "øst for Namdalen ligger Jemtland, og så Helsingland, og så Kvænland, og så Finland, så Kirjalaland. Men Finmarken ligger ovenfor alle disse land." Kirjalaland er Karelen som altså kommer helt øst mot Hvite-havet, og må være Ottar's Bjarmeland. På sin Finn-færd i 874 kom Torolv langt øst, og fik da bud fra Kvænene om hjælp mot Kirjalerne (Karelerne), som herjet i Kvænland. Han drog nordover mot dem og overvandt dem; vendte tilbake til Kvænland, for derfra op i Finmarken, og kom ned fra fjeldet i Vefsen. Denne omtale av Kirjalernes herjing, stemmer med indtrykket av Ottar's Bjarmer, som så krigerske at han ikke torde reise langs deres land.

Ottar fortalte om sig selv at:

...han var en meget rik mand på den slags eiendommer, hvori deres (d. e. de folks) rigdom består, det er i vilde dyr (wildrum). Han hadde, endvidere, da han kom til kongen, seks hundrede tamme, ukjøpte dyr. De dyr kalder de rener. Der var seks stille-ren (stæl hrānas), som er meget dyre blandt Finnene, fordi med dem tar de de vilde rener. Han var blandt de første mænd i det landet (Hålogaland), om han end ikke hadde mere end tyve stykker hornfæ, og tyve sauer, og tyve griser; og det lille som han pløide, pløide han med hester (altså ikke med okser som Angelsakserne). Men deres største indtægt er den skat som Finnene betaler dem; den skat består av dyrefelder, og fuglefjær (dun), og hvalben (hvalrosstand), og de gav skibsrep, som er gjort av hvalers (hvalrossers) hud, og av sælers. Enhver betaler efter sin stand, den fornemste skal betale femten mårskind, og fem renskind, og en bjørnefeld, og ti ankere fjær, og en kjortel av bjørn- eller otterskind, og to skibsrep, hvert seksti alen langt, det ene var gjort av hvalers (d. e. hvalrossers) hud, det andet av sælers."

Denne skildring gir et værdifuldt billede av samfundsforholdene i det nordligste Norge på hin tid. Ottar's Finner har hat tamme, og halvtamme rener, og har drevet indbringende jagt, endog på sjødyr som hvalross og sæl, så de har kunnet betale en betydelig skat. Disse tidlige folk i den gamle verdens nordligste strøk skal bli omtalt senere i et eget avsnit.

Av stor interesse er Ottar's omtale av hvalrossfangsten, som viser at den blev regelmæssig drevet både av Nordmænd og av Finner allerede dengang. Fra omtrent samme tid (omkring år 900) er det bekjendte angelsaksiske skrin, det såkaldte Frank's Casket, hvorav den største del nu er i Britisk Museum, en side er i Florents. Skrinet, som på grund av sine pragtfulde billedfremstillinger har megen historisk værdi, er gjort av hvalrosstand. Man har ment det kunde være av de tænder som Ottar bragte Kong Alfred. Om så var, er det ialfald ikke sandsynlig at et så kostelig klenodie vilde bli arbeidet av et emne, hvis værdi og brukbarhet ikke var kjendt. Vi må derfor anta at hvalrosstand på den tid kom stundom til denne del av Europa; og det kunde ikke komme fra noget andet folk end Nordmændene. De har sikkert drevet hvalrossfangsten gjennem lange tider før Ottar. Dette fremgår også av hans fortælling, for folk som ikke er vel drevne i fangsten, dræper ikke seksti av disse store dyr på to dager, selv om vi må tro at de er blit stukket ned på land. Skulde disse seksti dyr virkelig ha været hval (d. e. småhval), og ikke hvalross, taler det endnu sikrere om en velutviklet fangerdygtighet. Vi ser også at hvalrosstand og skibsrep av hvalrosshud er blit så værdifulde handelsvarer at de kræves som skat. En såvidt vanskelig og farlig jagt, som forutsætter eget utstyr med særegne redskaper, opstår ikke hos noget folk på kort tid, navnlig ikke så langt tilbake i historien, da al selvstændig utvikling av en ny kultur, som altså ikke kunde komme utenfra, gik meget langsomt. Et spørsmål av interesse blir da: har Nordmændene utviklet denne sjøfangst selv, eller har de lært den av et tidligere sjøfarende jægerfolk, som følgelig i disse nordlige strøk må ha været Ottar's Finner? For at svare på dette blir det nødvendig at se hele det vanskelige Finne-spørsmål i sammenhæng, det vil bli gjort i et senere avsnit.

Hvalrossen, på norsk kaldt rosmal eller rosmål (også rosmar, og på oldnorsk rostungr), er et arktisk dyr som helst holder til i de deler av havet, hvor der er drivis, ialfald om vinteren. Den forekommer ikke mer i Norge, men sandsynligvis har den ikke så sjelden gjestet Finmarkens kyster i gammel tid, at dømme efter stedsnavne som Rosmålvik på Loppen, og Rosmålen ved Hammerfest. Endnu i 1600- og 1700-årene var dens besøk på landets nordlige kyster hyppige, kanske årlige (jfr. Lillienskiold 1698). Men da disse steder sikkerlig har været nær yttergrænserne for dens utbredelse, har den neppe nogensinde været talrig der, men har, liksom kobbesværmene i vor tid, bare optrådt på kortere eller længere besøk. Merkelig nok er, såvidt vites, skeletdeler av hvalross ikke iagttat i jordfundene der nordpå, mens ben av andre arktiske dyr, som ringsælen eller snadden (Phoca foetida), er fundet.

Da derfor hvalrossen ikke kan antas nogensinde i historisk tid at ha været almindelig på de nordlige norske kyster, og da fangsten på den gav så værdifuldt et utbytte, må vi tro at de norske hvalrossjægere tidlig søkte bedre og sikrere fangstpladser henimot det østlige Ishav, hvor der var nok av hvalross. Dithen var det da også at Ottar søkte, netop av samme grund (fordi det vel ikke var hvalross nok i de hjemlige farvand) og som han sier for at finde ut hvor langt landet strakte sig; men sandsynlig er det altså at hvalrossjægere har været i disse farvand længe før ham. Rigtignok kunde den meddelelse at han efter tre dagers seilas hjemmefra "var så langt nord som hvalfangerne farer længst" (þā hwælhuntan firrest farraþ) tyde på at hvalrossfangsten ikke dreves længere øst end ved Loppen (hvor der endnu er en "Rosmålvik"), hvis det da med disse hvalfangere menes hvalrossjægere; men uttrykkene er vel ikke at opfatte så bokstavelig, de sier kanske hellere at dette var grænsen hvortil de almindeligst for. Desværre får vi ingen oplysninger om Ottar's egen fangst på færden østover.

Flænsning av hval. (Fra islandsk avskrift fra 14. årh. av Magnus Lagabøters islandske landslov).

Av Ottar's meddelelse, at "i hans eget land er den bedste hvalfangst, de er otte og førti alen lange, og de største femti alen lange" må vi slutte at Nordmændene, og kanske også Finnene, har drevet regelmæssig hvalfangst, også på de store hvaler. Vi får ikke vite hvordan. Men fra andre kanter har vi meddelelser hvorfra vi må kunne slutte at Nordmændene hadde to måter at fange hval på, således som de like til denne dag har forekommet i Norge: den ene var med harpuner og harpunline i åpen sjø, det andet var med forgiftede piler, kanske mest i lukkede fjorde. Den arabiske kosmograf, Qazwlnl (fra det 13. årh.) omtaler, efter den spansk arabiske forfatter Omar al Udhri (fra det 11. årh.), at Normannerne på Irlānda (= Irland):

... jager unge hvaler, og det er meget store fisker. De jager deres unger og spiser dem .... Om fangstmåten fortæller al-'Udhrl, at jægerne samler sig på skibe. De har en stor jernhake (d. e. harpun) med skarpe tænder, og på haken er en stor sterk ring, og i ringen et sterkt taug. Når de nu kommer til en unge, klapper de i hænderne og larmer. Da morer ungen sig over håndklappingen og nærmer sig skibet, frydende sig derved. Derpå nærmer en av sjøfolkene sig og klorer den i panden, hvilket ungen liker. Da lægger han haken midt på hodet dens, tar en svær jernhammer og slår med den tre ganger av al magt på haken. Det første slag merker den ikke, men med det andet og tredje kommer den i stor bevægelse, og stundom træffer den noget av skibet med halen, og slår det i filler, og den vedblir i heftig bevægelse, til utmattelse kommer over den. Da trækker skibsfolkene den med forente kræfter til stranden. Undertiden merker moren ungens bevægelse, og forfølger dem. Da holder de en stor mængde knust løk færdig, og blander i vandet. Når den merker lugten av løken, finder den den avskyelig, vender om og tiltræder tilbaketoget. Da skjærer de ungens kjøt istykker, og salter det ned. Og dens kjøt er hvitt som sne, og dens hud sort som blæk.

Dette er tydelig nok beskrivelse av hvalfangst med harpun og harpunline i åpen sjø, som altså Nordmændene skulde ha bragt til Irland allerede på den tid. Det kan følgelig slås fast som sikkert at Nordmændene kjendte harpunfangsten; at denne var meget almindelig fremgår også av de gamle norske love, hvor hvalfangst og hvalharpuner (skutill) ofte nævnes, og av Kongespeilet. Når det fortælles om at folkene i Normandi slog sig sammen i lag for at drive hvalfangsten i desto større målestok og med alle midler, og hvalfangerne bar det nordiske navn Walmanni så må vi tro at dette også, væsentlig ialfald, har været harpunfangst i apen sjø, som har været indført dit av Nordmændene. Disse må ha været det sydlige Europas læremestre i denne slags fangst, og det forekommer mest sandsynlig at Baskerne, som drev den så ihærdig senere i Middelalderen, har lært den fra dem. Baskernes fangst (på Biskayer-hvalen) i Biskayer-bugten nævnes hyppig allerede i det 11. og 12. århundrede, og nådde sin høide i de senere århundreder.

Men det er en anden måte at fange hval på som sandsynligvis var endnu tidligere kjendt i Norge; det er den som bl. a. omtales av Peder Claussøn Friis (jfr. Storm, 1881, s. 70) (og som også de norsk-islandske love tyder på): et "Spiud med scharpe Jern, så at det ej kunde udrøckes igien", kastes i hvalen, derav dør den efter kort tid, eller blir svækket, så den kan trækkes til land:

...huilche Hvale bleff siden skifft oe delde imellomb dem som schiøtt haffde, oc den som Landet aatte, eller den som først fandt Huallen indriffuen, efter Louffuens Uduisning.

Vi må tro at jernet har været forgiftet med likgift på samme vis, som endnu brukes på Bergens-kanten, når de store hvaler kommer ind i fjorder, blir stængt med garn, og skytes på med forgiftede piler (og buer) så de efter kort tid svækkes eller dør av blodforgiftning, hvorefter hvalen slagtes, fordeles mellem fjordboene (netop efter lignende regler som Peder Claussøn Friis nævner) og spises. Selv har jeg ofte deltat i denne fangst.

I Guillelmus Appulus's beskrivelse (fra omkr. 1099—1111) av Normannernes erobring av Syd-Italien fortælles det, at da Robert Guiscard kommer til byen Regina i Calabrien, går der:

... det rygte, at der er en fisk ikke langt fra byen i de adriatiske bølger, en stor med et uhyre legeme, av et utrolig utseende, som Italiens folk ikke hadde set før. Den hadde vårtidens vind, på grund av det ferske vand, tvunget til at ile dit. Denne fanget førerens (d. e. Roberfs) klokskap ved forskjellige kunster. Den gled ind i de av fint taugverk flettede net og da den helt var indviklet i nettene med det tunge jern, dukket den like ned til havets dyp, men endelig blev den rammet av sjøfolkene på forskjellige fremspringende steder, og med møie slæpt iland. Der ser folk på den som et merkelig uhyre. Så skjæres den istykker på førerens befaling. Derav skaffer han sig selv og sine folk meget mat, og likeså for folkene som bodde på Calabriens kyster. Og også det appuliske folk får del i det.

Det ser ut som at hvalen også her er blit fanget med garn, og er blit dræpt ved lansekast; men forgiftede piler, som altså førte likgift fra tidligere dræpte hvaler, kan her neppe ha været brukt.

Flænsning av hval (fra islandsk håndskr. fra 16 årh).

Om fangstmåten med anvendelse av likgift er opfundet av Nordmændene, eller om den stammer fra de ældre "Finner", er vanskelig at avgjøre, og likeså hvor gammel hvalfangsten i det hele er i Norden; den må stamme fra tidlige tider, om end Ottar's omtale av den er den tidligste i literaturen.

Det angelsaksiske verdenskart, kanskje fra 11. årh. (K. Miller).

Om Ottar's meddelelser om Norge heter det videre hos Kong Alfred:

Han sa at Nordmanna-Land var meget langt og meget smalt. Alt det som kan bli enten beitet eller pløiet, det ligger ved sjøen, og det er imidlertid på somme steder meget berglændt, og det ligger vild ødemark (nærmest øde fjeldland) ovenfor langs det byggede land. I ødemarken holdt Finner til. Og det byggede land er bredest østover, og altid smalere længere nord. Østover kan det være seksti mil bredt, eller litt bredere; og midtveis tredve eller bredere, og nordover, sa han, der det var smalest, kan det være tre mil bredt til ubygden; og ødemarken siden på somme steder så bred at en kan fare over i to uker; og på somme steder så bred, at en kan fare over i seks dager.

Da er langs med det land i syd, på den anden side av ødemarken, Sveoland, strækkende sig nordover, og langs med landet nordover Kvænland (Cwéna land). Kvænene (Cwénas) gjør stundom herjetog mot Nordmændene over ødemarken, stundom Nordmændene mot dem; og der er meget store ferske sjøer i den ødemark; og Kvænene bærer sine skibe over land til de sjøer, og derfra herjer de på Nordmændene. De har meget små skibe, og meget lette.

Ottar sa at den landsdel hette Halgoland (Hålogaland), der han bodde. Han sa at ikke nogen mand (d. e. Nordmand) bodde nordenfor ham. Så er en havn i den sydlige del av det land, som man kalder Sciringes heale (Skiringssal) i Vestfold). Dit, sa han, at en ikke kunde seile på en måned, når en ankret om natten og hver dag hadde god vind; og hele tiden skal han seile langs landet: — og på styrbord av ham er først Iraland, og derefter de øer som ligger mellem Iraland og dette land (Britannia?). Derefter er dette land indtil han kommer til Skiringssal; og hele veien om bakbord er Norge (Norðweg). Søndenfor Skiringssal går en meget stor sjø (Skagerak og Kattegat) op i landet: den er bredere end nogen mand kan se over; og Gotland (Jylland) er på den anden side overfor, og siden Sillende. Denne sjø ligger mange hundrede mil op i landet.

Og fra Skiringssal sa han at han seilte på fem dager til den havn som man kalder Hæðum (Heidaby eller Slesvig), den ligger mellem Venderne, og Sakserne, og Anglerne, og hører ind under Danerne. Da han seilte dit fra Skiringssal, da hadde han om bakbord Danmark (d. e. syd-Sverige hørende til Danmark dengang) og om styrbord vid sjø i tre dager; og de to dager før han kom til Heidaby hadde han om styrbord Gotland og Sillende, og mange øer. I de lande bodde Anglerne før de kom hit til landet. Og de to dager hadde han om bakbord de øer som hørert til Danmark.

Europa på det angelsaksiske verdenskart, Cottoniana (11. årh.?).

Denne Ottar's fortælling om sin reise sydover utmerker sig ved den samme nøkterne klarhet som fortællingen om Hvitehavs-færden; og da den på alle punkter som kan sammenlignes, stemmer godt overens med andre uavhængige meddelelser, er den et styrkende bevis for hans pålidelighet.

Derefter følger hos Alfred en skildring av Wulfstan's (= Ulvsten's) seilas fra Heidaby østover gjennem den sydlige Østersjø til Prøissen, med omtale av Langeland, Låland, Falster og Skåne (Scónêg), som alle hørte til Danmark, og lå om bakbord. Derefter var på den side Bornholm (Burgenda land) som hadde sin egen konge, endvidere Blekinge, Meore, Øland og Gotland, og de lande hørte til Sverige (Sweom). Om styrbord hadde de hele tiden Vendland (Weonodland, Meklenburg og Pommern) like til Weichselmundingen (Wislemudan). Derefter følger en beskrivelse av Estmere (Frisches Haff), Estland, som nærmest var Østprøissen, og Esterne. Vi kan fra nu av regne disse strøk av Europa til den kjendte verden.

Adam av Bremen

I det gammeltyske digt "Meregarto", som er en slags jordbeskrivelse, og sandsynligvis stammer fra sidste del av det 11. århundrede (Mullenhoff & Scherer, 1892, 11, s. 196), findes følgende merkelige meddelelser om Leverhavet og om Island:

Der er en levret sjø i oceanet i vest.

Når den sterke vind kaster skibene ind på den vei,

da kan de dygtige sjømænd ikke verge sig mot det

at de (ikke) må komme helt ind i sjøens barm.

Ak, ak, da!

Så kommer de ikke derfra.

Vil ikke gud løse dem, så må de råtne der.

Jeg var i Utrecht på krigsflugt.

Ti vi hadde to biskoper, som gjorde os meget ondt.

Da kunde jeg ikke være hjemme, skapte mig i utlændighet mit tilvær,

da jeg kom til Utrecht, fandt jeg der en god mand,

den såre gode Reginpreht, han øvet gjerne alt, som var ret.

Han var en vis mand, så han behaget gud,

en from prest, av fuldkommen godhet (egtl. i al slags godt).

Han sa mig for sandt, som nok av andre der (også sa),

han hadde fart til Island der han fandt stor rigdom

med mel og med vin og med olderved.

Den kjøper de til ilden, der er veden dyr.

Der er der meget av alt det, som hører til forråd (levnetsmidler) og til lek (fornøielse)

uten det at dér skinner ikke sol de mangler den fryd.

Derav blir isen der til en så hard krystal,

så man gjør op ild over den, til krystallen gløder.

Dermed koker de sin mat, og heter sit rum.

Der gir (d. e. sælger) man en skid av olderved for en penning.

Vi finder i dette digt den samme forestilling om et størknet eller levret hav her vel nærmest i nordvest nær Island som tidlig forekom hos Grækerne og Romerne, kanske allerede hos Kartager og Føniker (se ss. 31, 52 f.). Det er tænkelig at den kan være kommet ind i dette digt ad hel literær vei fra klassiske forfattere; men skildringen synes at bære spor av mer liv, og snarere peker den vel på et sagn som har levet på folkemund.

I dette digt og hos Adam av Bremen nævnes navnet Island for første gang i literaturen, begge steder som et kjendt land, men hvorom det fortælles merkelige ting, hvilket er naturlig nok, da det lå nær grænserne for det ukjendte. Den fromme Reginbrecht kan ha reist til Island som missionær eller geistlig utsending, hvilket ikke er underlig da landet stod under erkebispesætet i Hamburg. Derimot er det mer overraskende at folk alt på den tid seilte dit fra Tyskland med mel, vin, og ved. Men da disse varer netop må ha været værdifulde på det kornløse og træfattige Island, tyder det på kjendskap, og lyder ikke usandsynlig. At det skulde være stor rigdom der, stemmer ikke med Adam's skildring, som går i motsat retning; men når det straks efter nævnes meget av forråd, kan det vel her mest tænkes på det rike fiske, og kanske saueavlen, som allerede dengang har været utviklet.

Den underlige forestilling om isen som blir så hard og kan glødes, og som i anden form forekommer hos Adam av Bremen, er vanskelig at forstå. Skulde den, som prof. Torp har foreslåt mig, være opståt ved misforståtte meddelelser om at Islændingene glødet stener til sine bad? På oplandene i Norge er også glødede stener blit brukt til opvarmning av vandet ved brygning og kokning (jfr. A. Helland: Hedemarkens Amt). Kanske kunde vel fortællinger om at de stundom har smeltet is til drikkevand også kommet til (?). I ethvert fald må, som Adam's fremstilling end bedre viser, forskjellige meddelelser om is, og ild (vulkaner), og damper (kokende kilder?), m. m., være rotet sammen til at danne disse sagn om isen på Island.

Den første som efter Kong Alfred bringer literaturen værdifulde Adam av landvindinger i nord, er Adam av Bremen, som ikke alene gir mange oplysninger om det skandinaviske Norden og dets folk, men omtaler Island, og for første gang i literaturen også Grønland, og endog Vinland, som fjerne øer i det store ocean. Om den lærde magister Adam's liv vet vi ikke stort mer end at han kom til Bremen omkring 1067 og blev forstander for domkirkeskolen, og at han i nogen tid opholdt sig ved den kyndige danske konge Svein Estridsson's hof. Denne, som i tolv år hadde gjort krigstjeneste i Sverige, "kjendte barbarernes begivenheter utenad, som om de hadde været opskrevet, og hos ham og hans mænd indsamlet Adam oplysninger om Nordens lande og folk. Kommet tilbake til Bremen skrev han sin kjendte historie om kirken i Norden under erkebispesætet i Bremen og Hamburg (Gesta Hammaburgensis etc), som for en væsentlig del synes at ha været avsluttet før Svein Estridsson's død i 1076. I fjerde bok i dette verk er en beskrivelse av øene (d. e. landene og øene) i Norden" (Descriptio insularum aquilonis). Aquilonis er egentlig nordvest. Adam's vigtigste literære geografiske kilder synes at ha været: foruten Bibelen, Cicero, og Salust har han benyttet Orosius, Martianus Capella, Solinus, Macrobius, og Beda; han har også kjendt Paulus Warnefridfs langobardiske historie, sandsynligvis Hrabanus Maurus, og muligens noget av Isidor. I erkebispesætets arkiver har han kunnet samle et værdifuldt materiale fra hedningemissionen i Norden, og dertil kom altså de mundtlige meddelelser han hadde fåt ved det danske hof.

Adam's verk er derved blit en av de vigtigste kilder for nordens ældste historie. Det vilde føre for vidt her at gå ind på denne side derav, vi skal væsentlig holde os til hans geografiske og delvis etno grafiske meddelelser.

Adam av Bremen's geografiske opfatning av nordens lande og øer, efter A. A. Bjørnbo's fremstilling 1910.

Han skildrer Jylland, de Danske Øer, og andre lande og folk ved Østersjøen. Denne kalder han (IV, 10) også den Baltiske Sjø, fordi den i skikkelse av et belte (baltei) strækker sig langagtig frem gjennem de skytiske egne like til Grecia (her = Rusland). Den kaldes også det Barbariske eller Skytiske Hav. Han citerer Einhard's beskrivelse av Østersjøen, og opfatter den som en bugt (sinus), som, med retning fra vest mot øst, utgår fra Vesterhavet. Bugtens længde (mot øst) var ifølge Einhard ukjendt. Dette, sier han:

...har nylig bekræftet sig ved to tapre mænds, nemlig Ganuz (Ganund), Wolf´s, Danenes jarls (satra´paae) og Harald´s (Hårdråde), Nordmændernes konges, bestræbelser, som for at utforske dette havs utstrækning, har gjort en lang og møisommelig, og for ledsagerne vågsom færd, hvorfra de omsider er kommet tilbake med uforrettet sak og med dobbelt tap på grund av storm og sjørøvere. Allikevel påstår Danerne at denne sjøs (ponti) længde er blit undersøkt oftere og av flere forskjellige, ja at der er folk som for medbør har seilt på en måned fra Danmark til Ostrogard (Østergård) i Ruzzia (Rusland).

Det ser følgelig ut som at om Adam har hat forståelsen av at Skandinavien hang sammen med fastlandet, hvilket også fremgår av hans ord (IV, 15):

Også forsikrer de som er kjendt med de strøk, at nogen er kommet frem landveien fra Sueonia (Sverige) like til Grsecia (d. e. Rusland). Men de barbariske folk, som bor der imellem, hindrer denne reise, hvorfor man hellere prøver denne farlige vei til skibs.

Men like fuldt omtaler han nordens lande som øer, og han skjelner ikke skarpt mellem øog halvø. Kurland og Estland synes han at ha opfattet som virkelige øer:

Indløpet til Østersjøen, sier han (IV, 11) er mellem Ålborg, en odde av Danmark (d. e. Skagen), og Nortmannias (Norges) skjær så smalt at båtene let seiler over på en nat. Der findes i Østersjøen (IV, 19) flere andre øer, alle fulde av vilde barbarer, og derfor skyr de seilende dem. Ved det Baltiske Havs kyster sies også Amazonerne at bo i det land som nu kaldes Kvinde-Land (terra feminarum).

Denne betegnelse er en oversættelse av navnet Kvænland, som tænktes dannet av det urnordiske ord for kvinde: kvæn eller kván (mest i betydningen hustru; ny-engelsk queen); og det er vel mulig at navnet virkelig har været avledet derfra, og ikke fra finsk Kainulaiset. Vi så Alfred kaldte det på angelsaksisk Cwén-Land eller Cwéna-Land, som også betyr kvindeland. Det er her nærmest det sydlige Finland. Adam har sandsynligvis fåt forestillingen fra tidligere forfattere. For ham blir dette navn en stadfæstelse på tilværelsen av Grækernes Amazoner, som flyttes nord til Botniske Bugten, liksom Skandinaverne blir til Hyperboreer. På den vis lever gamle geografiske myter op igjen og får ny stedfarve. Om disse Amazoner, sier han:

... påstår nogen at de undfanger ved at drikke vand. Andre fortæller derimot, at de blir frugtsommelige ved omgang med sjøfarende handelsmænd, eller ved sine egne fanger, eller ved andre uhyrer, som ikke er sjeldne dertillands; og dette forekommer os mer troværdig. Hvis så deres fostere er av hankjøn, blir de Cynocephali, men er de av hunkjøn, deilige kvinder. Disse kvinder lever sammen og foragter fællesskap med mænd, som de også mandhaftig støter tilbake, hvis de kommer. Cynocephali er de, som har hodet i brystet; i Rusland ser man dem ofte som fanger, og deres sprog er en blanding av tale og gjøen.

Det blev tidligere omtalt (s. 119) at allerede Grækeren Aethicus henla Kynokefalerne til en ø i nord for Germanien. Gjenoplivelsen av denne græsk-indiske fabel om Kynokefaler (hundehoder), synes på den ene side at måtte stamme fra Grækere som har opfattet ordet Kvæn som græsk kyon (hund), og enten fra Aethicus eller ad en anden vei må så den derved skapte forestilling ha nådd til Adam. På den anden side kan forestillingen om dem som fanger i Rusland skyldes Germaner, som har misopfattet folkenavnet Hunner, som bruktes både for Madjarer og Slaver. Men Adam selv har ikke forståt det græske navns betydning av hundehoder, og blander ind et andet sagn om mennesker med hode i brystet (jfr. Rymbegla, 1780, s. 350; Hauksbók, 1892, s. 167). Om Skandinaverne sier Adam (IV, 12):

Daner og Sueoner og de andre folk hinsides Dania blir alle av de frankiske historikere kaldt Normanner (Nortmanni), mens dog de romerske forfattere på lignende vis kalder dem Hyperboreer, hvilke Martianus Capella omtaler med megen ros.

Det ser ikke ut til at Adam har gjort forskjel mellem navnene Normanner og Nordmænd.

(IV, 21). Når en er kommet hinsides Danernes Øer åpner sig en ny verden i Sueonia (Sverige) og Nordmannia (Norge), som er to vidt utstrakte riker i Norden, og hittil næsten ukjendt for vor verden. Om dem har den kyndige Danernes konge fortalt mig, at Nordmannia knapt nok kan gjennemreises på en måned, og Sueonia ikke let på to. Dette, sa han, har jeg selv erfaret, jeg som nylig i 12 år har gjort krigstjeneste under kong Jacob i de strøk, som begge er indesluttet av høie fjelde, især Nordmannia, som med sine alper omgir Sueonia.

Sverige skildrer han som et frugtbart land, rikt på grøde og honning, og med kvægavl fremfor noget andet land.

... der er den største gunstighet ved elver og skoger, og hele landet er overalt fuldt av fremmede (d. e. sjeldne?) varer. Svenskerne var derfor velstående, men brydde sig ikke om rigdom. Bare i forbindelsen med kvinder kjender de ikke måte. Enhver har efter sine kræfters leilighet to, eller tre, eller flere på en gang; de rike og høvdingene har utallige. Ti de regner også de sønner som er født ved en slik forbindelse for egte. Men de straffer med dødsstraf, hvis nogen har hat omgang med en andens hustru, eller voldtat en jomfru, eller den som har berøvet en anden hans gods eller gjort ham uret. selv om alle Hyperboreerne er fremragende i gjestevenlighet så er dog vore Sueoner utmerkede; for dem er det værre end enhver skjændsel at negte en veifarende husly, o. s. v. (IV, 22.) Mange er Sueonernes folkestamrner, de utmerker sig i styrke og våbenbruk, de er i krig like fortræffelige til hest som på skib.

Adam fortæller meget om disse folk, deres skikke og gudetro, m. m.

(IV, 24.) Mellem Nordmannia og Sueonia bor Wermelani og Finnédi (el. Fin-vedi) og andre, som nu alle er kristne og sogner til kirken i Skara. I grænselandet til Sueonerne eller Nordmannerne mot nord bor Scritefini, som de sier løper forbi de vilde dyr i sit løp. Deres største by (civitas, egtl. samfund) er Halsingland, til hvilket først Stenphi blev sendt som biskop av erkebiskopen . . . Han vandt også mange av de samme folk ved sin præken. (Helsingland var bebodd av Helsinger, som sikkert var germanske Skandinaver og ikke Skridfinner; men Adam synes at ha ment, at alle folk i det nordlige Sueonia eller Suedia (han har begge former) har tilhørt disse. Mot øst rører det (d.e. Sverige) de Ripheiske Fjelde, hvor der er uhyre øde strækninger med meget dyp sne, hvor horder av eventyragtige mennesker ytterligere hindrer adgangen. Der er Amazonerne, der er Cynocephaler, der er Cicloper, som har ett øie i panden. Der er de som Solinus kalder Ymantopoder (Enfotinger), som hopper på ett ben, de som glæder sig ved menneskekjøt som mat, og følgelig likesom man flygter for dem, således tier man også med rette om dem. Danernes meget agtværdige konge fortalte mig, at et folk pleide at sige fra fjælderne ned på sletten, det var av måtelig legemshøide, men neppe til at hamle op med for Svenskerne på grund av deres kræfter og raskhet, og det er usikkert hvorfra disse kommer. De kommer pludselig, sa han, undertiden en gang om året eller hvert tredje år, og hvis man ikke gjør motstand mot dem av al kraft, så ødelsegger de hele strøket, og går igjen tilbake. Mange andre ting pleier også at fortælles, som jeg, da jeg lægger vinn på korthet, har utelatt, forat de kan si det som påstår at de har set dette.

Enfoting og menneske-ætere i Øst-Europa (fra Hereford-kartet).

Det er sandsynlig at det er de omstreifende Fjeldfinner som her skildres. Når de med sine renhjorder pludselig kom ned i dalene, har de, da som nu, anrettet stor ødelæggelse på bøndernes aker og eng; og disse har sikkerlig ikke nøiet sig med at slagte ned renen, som de endnu stundom gjør, men har også angrepet Finnene selv. Uagtet disse ikke er krigerske, er de blit nødt til at forsvare sig, og at det er vanskelig for Svensker og Nordmænd at måle sig med dem i styrke og raskhet kan passe endnu den dag idag.

Nortmannia (IV, 30.) Nortmannia (Norge) liksom det er den sidste provins av jordkredsen, således skal det også passende sættes på den sidste plads i boken av os. Dette kaldes av nutidens folk Norguegia (eller Nordvegia). . . . Dette rike strækker sig til det ytterste strøk av Norden, hvorav det også har sit navn. Fra fremstikkende bergodder ved det Baltiske Sund krummer det sin ryg nordover, og efterat det er gåt i en bue langs det frådende oceans rand får det sin grænse i de Ripheiske Fjelde, hvor også jordkredsen er træt og tar av. Nortmannia er på grund av de harde fjelde eller den umådelige kulde det ufrugtbareste av alle strøk, og bare skikket til fedrift. Fæet tilbringer på arabisk vis lang tid i ødemarkene. Av dette fe lever man nu slik, at man bruker melken til mat og ulden til klær. Derved opdrager det land meget tapre krigere, som da de ikke er gjort blødagtige ved nogen overflod i landets frembringelser, oftere angriper andre end de selv plages av nogen. De lever i fred med sine nærmeste, nemlig Sveonerne, selv om de somme tider ikke ustraffer røves av Danerne, som er like fattige. Følgelig tvungne av mangelen på gods gjennemstreifer de hele verden og bringer ved sine sjørøvertog hjem landenes største rigdom. Men efter omvendelse til kristendommen er de blit bedre, og de er de mest måteholdne av alle mennesker såvel i mat som i sæder. De er meget gudfrygtige, og det benytter prestene sig av til at utsuge dem. Således blir sedernes renhet ene og alene ødelagt ved prestenes griskhet.

Elles (elg) og Urus (urokse) i Rusland på Ebstorf-kartet (1284).

På mange steder i Nordmannia eller Suedia er endogså de fornemste folk fægjætere, idet de lever på patriarkenes vis og av sine hænders arbeide. Men alle som bor i Norvegia er meget kristelige med undtagelse av dem som bor fjernere på nord kysten langs oceanet (d. e. i Finmarken). Man fortæller at de endnu er så sterke ved sine troldomskunster eller besvergelser, at de tilstår at de vet hvad der gjøres av hver enkelt hele jordkredsen over. Dernæst trækker de også ved kraftig mumlen av ord hvalene til stranden, og mange andre ting som læses om troldmænd i skriften, er alle lette for dem ved øvelse. På de vildeste alper som er der, hørte jeg at det var kvinder med skjæg, men mændene som bor i skogene (d. e. ødemarkene?) lar sig sjelden se. Disse bruker vilde dyrs skind som klær, og når de taler med hverandre, skal de mere skjære tænder end komme frem med ord, så at de neppe kan forståes av de nærmeste folk. De samme fjeldmarker kalder de romerske forfattere de Ripheiske Fjelde som er skrækkelige ved evig sne. Scritefingi (Skridfinnene) kan ikke leve borte fra sneens kulde, og de løper også forbi de vilde dyr i sit løp gjennem de meget dype snemarker. I de samme fjeldstrøk er en så stor mængde av vilde dyr, at den største del av strøket lever av vildt alene. Der fanges uri (= urokser, kanske hellere ursi = bjørn?), bubali (antiloper = ren?), og ęlaces (elg) liksom i Sueonia; men der fanges bisonokser i Sclavonia og Ruzzia; men bare Nortmannia har sorte ræver og og hvite mår, og bjørner av den samme farve, som lever under vandet liksom uri(?), men da mange ting her synes likefrem forskjellig og uvant for vore, så vil jeg overlate dette og andre ting til at bli sagt fuldstændigere av dette lands indbyggere. (Derefter følger omtale avTrondhjem og landets kirkehistorie, o.s.v.)

Om Vesterhavet, hvorfra Østersjøen utgår, sier Adam (IV, 10) at det:

... synes at være det, som Romerne kalder det Britanniske, hvis umålelige, frygtelige, og farlige bredde omslynger Britannia mot vest... streifer Friserne i syd... mot solens opgang har det Danerne, det Baltiske Hav's indløp, og Nordmannerne (Nordmændene), som lever hinsides Dania; mot nord endelig flyter dette hav forbi Orchaderne (d. e. her Shetland, kanske med Orknøene), derfra endeløst rundt Jordens kreds, havende til venstre Hybernia, Skotternes fædreland, som nu kaldes Irland, men til høire Nordmannias skjær (scopulos), og længere borte øene Island, Grønland; der danner det hav, som kaldes det mørke (caligans = hyllet i dunkelhet, tåke), grænsen.

Senere (IV, 34), efter beskrivelsen av Norge, sier han om det samme hav:

Bortom (post) Nortmannia, som er nordens ytterste provins, finder man ingen menneskelige boliger, bare det av utseende frygtelige og endeløse storhav, som omgir den hele verden. Det har like overfor Nortmannia mange ikke ukjendte øer, som nu næsten alle er Nortmannernes herredømme underlagt, hvilke således ikke er til at forbigå av os, da de som følge derav tilhører Hamborg stift. De første av dem er Orchades insulæ (Shetland og Orknøene), som barbarerne kalder "Organas" .... og som ligger mellem Nordmannia, og Britannia, og Hibernia, og de ser lekende og smilende ned på det brusende oceans trudsler. Til dem skal man kunne seile på en dag fra Nortmannernes by Trondhjem (Trondemnis). Likeledes er der, sier man, et lignende vei både til Anglia (England) og til Scotia (lrland?) fra Orchaderne...

Thule eller øen Thyle, som ved en uendelig avstand er skilt fra de andre, ligger langt ute i midten av oceanet, er som man sier, neppe kjendt. Såvel de romerske forfattere som barbarerne fortæller meget om den, som er værdt at nævne. De sier at Thyle er den aller ytterste ø, hvor der ved sommersolhverv, når solen går gjennem Krebsens tegn, er ingen nat, men ved vintersolhverv tilsvarende ingen dag. Dette tror nogen sker seks måneder ad gangen. Også Beda skriver, at de lyse sommernætter i Britannien uten tvil tyder på, at likesom man da ved sommersolhverv har bestandig dag i 6 måneder ad gangen, så er det omvendt nætter ved vintersolhverv, da solen er borte. Pytheas fra Massalia skriver, at dette sker på øen Thyle, som ligger 6 dagers reise nordenfor Britannien, og det er dette Thyle, som nu kaldes Island av den is som der binder (d. e. stivner) havet. Den merkværdighet fortæller de derom, at denne is synes at være så sort og tør, at den, formedelst sin selde, brænder, når man sætter ild på den. Denne ø er overmåde stor, så at den indbefatter mange folk, som nærer sig bare ved fæets avkom og dækker sig med deres uld. Der vokser ikke korn, og der er kun såre lite av tømmer, hvorfor indbyggerne må bo i underjordiske huler, og ha fælles tak og leie med sit fæ. De fører således et hellig liv i enfold, da de ikke stræber efter mer end det som naturen gir; de kan si glade med apostelen: "når vi har klær og føde, så la os være tilfreds dermed!" ti deres fjelde tjener dem isteden for byer og kilderne som nydelse. Jeg anser det folk for lykkelig, hvis fattigdom ingen misunder, men lyksaligst derved, at nu alle har antat kristendommen. Der er meget fortræffelig i deres seder, især deres gode hjertelag, hvorav det kommer at alt hos dem er fælles såvel for de fremmede som de indfødte. Efter omtale av deres gode behandling av sin biskop o.s.v. slutter han: "dette har jeg sandfærdigen erfaret om Island og det ytterste Thyle, men forbigår det fabelagtige."

(IV, 36.) Fremdeles er det flere andre øer i storhavet, av hvilke Grønland ikke er den mindste, det ligger dypere ute i havet overfor (contra) Suedias fjelde, eller de Ripheiske Rygger. Til denne ø, sies det, at en kan seile fra Nortmannernes strand på fem eller syv dager, liksom til Island. Menneskene blir der blå (cerulei, blågrøn?) av saltvandet; og derav har det strøk fåt sit navn. De lever på lignende vis som lslændingene, undtagen at de er grusommere og foruroliger de sjøfarende ved røveriske overfald. Også til dem skal, efter sigende, kristendommen nylig være fløiet hen.

En tredje ø er Halagland (Hålogaland), nærmere Nortmannia, i størrelse ikke ulik de andre. Denne ø ser om sommeren, omkring solhverv, solen uavbrutt over jorden i fjorten dager, og om vinteren må den likeledes i like mange dager undvære solen. Et under og en gåte for barbarerne, som ikke vet, at dagenes ulike længde kommer av solens tilnærmelse og tilbakegang. På grund av jordkredsens runding (rotunditas orbis terrarum) må solen under sit omløp ensteds nærme sig og bringe dagen, og andensteds fjerne sig og la natten tilbake. Når den nemlig stiger mot sommer-solhverv, forlænger den for dem i nord dagene og forkorter nættene, men når den synker mot vinter-solhverv, gjør den på lignende vis for dem på den sydlige hemisfære (australibus). Derfor kalder de uvidende hedninger det land hellig og salig, som har et slikt vidunder at vise de dødelige. Men det har Danernes konge med mange andre bevidnet, finder sted både der, og i Suedia og i Norvegia og de øvrige øer som også er der.

(IV, 38.) Desuten omtalte han endnu en ø, som av mange var opdaget i dette hav, og som kaldes Winland, fordi vinranker vokser der av sig selv, og gir den herligste vin. Og at der er overflod på usådd korn, har vi fåt sikker kundskap om, ikke ved fabelagtig formodning, men ved pålitlig underretning av Danerne. Bortom (post) denne ø findes ikke noget beboelig land i det hav, men alt som er længere borte, er fuldt av utålelig is og umådelig tåke (caligine, muligens ved tåke fremkaldt mørke). Om denne ting har Marcianus mindet: Hinsides Thyle, sier han, en dags seilas, er havet stivnet. Dette prøvde nylig Nordmannernes mest vitelystne fyrste Harald, som undersøkte det nordlige oceans bredde med sine skibe, og da den forsvindende verdens grænser formørkedes for hans åsyn, undgik han neppe i behold avgrundens uhyre svælg ved at vende om.

(VI, 39.) Likeledes fortalte erkebiskop Adalbert, i salig ihukommelse, os, at i hans forgjængers dager hadde nogen adelsmænd fra Frisland, for at gjennempløie sjøen, sat seil mot nord, fordi folk der sier at ret i nord fra elven Wirraha's (Weser's) munding møter ikke noget land, bare et endeløst storhav. De slog sig sammen for at undersøke denne merkelighet, og de drog avsted fra Frisernes kyst med glad opsang. Dernæst efterlot de Dania på den ene side, Britannia på den anden, og nådde Orknøene. Da de hadde lagt disse bak sig til venstre, og idet de hadde Nordmannia på høire, nådde de efter en lang overfart det isete Island. Idet de pløide havene fra det sted mot Nordens ytterste akse, så, efterat de så bak sig alle de øer som det oven for er talt om, og idet de betrodde sit liv og sin dristighet til den almægtige Gud og den hellige forkynder Willehad, gled de pludselig ind i det stivnede oceans tåkede mørke, som knapt kunde gjennemtrænges med øinene. Og se! da løp det ustadige havs strøm tilbake til nogen av sin kildes lønlige utspring, og trak med rivende fart de ulykkelige sjømænd, som alt hadde opgit håbet, ja bare tænkte på døden, til hint dype kaos (dette skal være avgrunds-svelget), hvori man sier at alle havets til bakestrømmer, som synes at avta, suges op, og på ny spyes ut igjen, hvilket sidste pleier at kaldes flo. Idet de derpå bare anropte Guds barmhjertighet, at han skulde ta sig av deres sjæle, så bortrev hin tilbakeløpende strøm i havet nogen av fællernes skibe, men de øvrige støtte den utspyende strøm langt væk bak de andre. Da de således ved Guds heldige hjælp var blit befridd fra den nære fare, som de hadde hat like for øinene, så hjalp de på bølgerne ved at ro av al magt.

(IV, 40.) Og idet de nu kom ut fra mørkets fare, og kuldens strøk, landet de uventet på en ø, som var befæstet som en by, ved klipper rundt omkring. De gik iland der for at se på stedet, og de fandt folk, som ved middagstid gjemte sig i underjordiske huler; foran deres dører lå der en umådelig mængde guldkar og metal av den sort, som av de dødelige ansees for sjeldne og værdifulde; da de derfor hadde tat så meget av skattene som de kunde løfte, så gik rorskarene glade hurtig tilbake til skibene. Da så de pludselig folk av en forunderlig høide komme bak sig, som vore kalder Cycloper, foran dem løp hunder som overgik den sædvanlige størrelse hos disse dyr. En av folkene blev røvet, da disse sprang frem, og i et øieblik blev han sønderflengt for deres øine; men de øvrige blev tat op i skibene og undgik faren, skjønt, som de fortalte, giganterne med skrik fulgte efter dem næsten ut på det dype hav. Idet slik en skjæbne fulgte dem, så kom Friserne til Bremen, hvor de fortalte den høiærværdige Alebrand alt sammen i rækkefølge, og bragte offer til den fromme Kristus og hans forkynder Willehad for sin hjemkomst og frelse.

Som det sees, har Adam fra de skandinaviske folk fåt mange nye meddelelser og forestillinger om Nordens geografi, som danner en væsentlig utvidelse av tidligere tiders kundskap; men uheldigvis blander han dem sammen med de sagn og gamle klassiske forestillinger han har fåt fra læsningen av de senromerske og tidlige middelalderske lærde forfattere; og denne sammenblanding når sit høidepunkt i den sidste fortælling, som væsentlig har interesse for sagnforskningen. Første del av den (§ 39) er laget efter Paulus Warnefridi's skildring av Jordens navle, tildels med samme vendinger er bygget over Odyssé-lignende sagn, hvorav det var mange former i middelalderen. Mens hans skildring gir et nokså klart billede av hvordan han har tænkt sig de om Østersjøen liggende lande, så er det vanskelig at få nogen sikker forestilling om de fjernere øers beliggenhet i forhold til hverandre; men det er sandsynlig, som av Gustav Storm fremholdt, at han har tænkt sig dem som liggende langt mot nord.

Den såkaldte St. Sever-utgave, fra omkr. 1050, av Beatus-kartet (8. årh.).

Da Vinland nævnes sidst, og det tilføies at bortom denne ø findes ikke noget beboelig land i dette hav, men alt er fuldt av is og tåke, så kunde en tro at det har været opfattet som liggende længst ute i nordlig retning. Men dette vilde ikke stemme med Adam's uttalelse tidligere (IV, 10), hvor Island og Grønland nævnes som de længst borte liggende øer, og "der danner det hav, som kaldes det mørke, grænsen". Forklaringen må være at, som ovenfor nævnt, uttalelsen om havet bortom Vinland sandsynligvis er en senere tilføielse, om end muligens av Adam selv. Den er åbenbart skutt ind med dårlig sammenhæng, og er kanske kommet på galt sted, hvilket også gjøres sandsynlig ved citatet fra Marcianus om Thyle, som ikke har noget med Vinland at gjøre, men derimot med Island. Utelates denne tilføielse så sies det om den geografiske beliggenhet bare at Danernes konge omtalte også øen Vinland, som opdaget av mange i dette hav, d. e. det ytre verdenshav, og den kunde forsåvidt være tænkt liggende hvorsomhelst.

At det ikke er lagt vegt på rækkefølgen hvori øene nævnes fremgår også derav at Halagland nævnes efter Island og Grønland uagtet det uttrykkelig sies at det lå nærmere Norge. At Adam, efter at ha beskrevet det sidste længe før, her umotiveret omtaler Halagland (Hålogaland) som en egen ø sammen med Island og Grønland, viser hvor mangelfuld hans oplysninger om de nordligste strøk virkelig har været.

Som det i det senere kapitel om Vinland vil bli nærmere påvist, må Adam's forestillinger om dette land, om vinen og kornet der, stamme fra sagnene om de Lykkelige Øer, som nordboene har kaldt Vinland hit Goða. Dette sagn må ha hat utbredelse i Norden på den tid, og muligens kan det allerede da være sat i forbindelse med opdagelsen av lande i vest. Men det er kanske mer end en tilfældighet at Vinland omtales like efter Halagland. Da nemlig det sidste navn urigtig blev opfattet som at bety det Hellige Land så kan det være naturlig at Vinland eller de Lykkelige Øer, oprindelig de Saliges Land, lagdes i nærheten derav. Hertil kan også, bevisst eller ubevisst, navnlikheten mellem Vinland og Finland (eller rettere Finmarken, Finnenes land) ha bidrat; senere i middelalderen blev disse navne oftere blandet sammen og forvekslet. Finner og Finland blev stundom på tysk skrevet med V; og V og F blev forbyttet i geografiske navne også utenfor Tyskland, som når, i et islandsk geografisk skrift som tillægges abbed Nikulas Bergsson på Thverå (død 1159), Venedig gjøres folkeelymologisk til Feneyjar (jfr. F. Jónsson, 1901, s. 948). Særlig interesse har det at latinsk vinum (vin) gik i den irske sagndigtning over til at bli fin, og vinranken blev kaldt fine, som i digtet om Bran's reise (Kuno Meyer, 1895, bd. I, ss. XVII, 9, 21).

Det fremgår ikke sikkert av Adams skildring, om han har helt hyldet forestillingene om jorden, eller rettere oikumenen, som en tredelt rund ø eller skive, omgit av det ytre hav (Grækernes Okeanos, se ovenfor, således som de kom frem på den tidligere tids hjulkarter (jfr. s. 115, og Beatuskartet); men hans uttryk at Vesterhavet strækker sig mot nord fra Orchaderne "endeløst rundt Jordens kreds" (infinites orbem terme spaciis ambit) kan tyde på det.

Rigtignok har han like efter et dunkelt uttryk om at ved Grønland ibi terminat oceanus qui dicitur caligans, dette har almindelig været oversat som at der "ender havet, som kaldes det mørke" (?); men dette er det vanskelig at få mening i. En forklaring kunde det være at han har tænkt sig Grønland som liggende ute ved den ytre rand av verdensskiven, nær svelget, og at altså havet (som i dette strøk kaldes det mørke?) endte her i den retning (d. e. i bredden), mens at det strakte sig ubrutt videre efter længden rundt "Jordens kreds".

Denne opfatning vilde vistnok stå i strid med hans uttalelse på andet sted i verket, at jorden var rund, som ikke kan forståes anderledes end som at den hadde kuleform. Men den sidste forestilling hadde han tat fra Beda, og han har neppe tilegnet sig den slik, at den har helt gjennemtrængt hans opfatning av jordkredsen og verdenshavet, hvilket også fremgår av hans omtale av svelget ved dettes ytre grænse. Hadde vi kunnet tænke os at Adam i virkeligheten hadde ment at Vesterhavet mot nord fløt forbi Orchaderne, og derfra endeløst mot vest rundt jordkloden (istedenfor jordkredsen), vilde det passe bedre med at Irland skulde ligge til venstre, Norge til høire, og Island og Grønland længere ute (også til høire?). Dette vilde stemme med den uttalelse at Norge var nordens ytterste land, og at bortom det (d. e. længere nord?) findes ingen menneske-bosteder, men bare det endeløse ocean, som omgir den hele verden, hvori det like overfor (ex adverso) Norge ligger mange øer, o.s.v. Disse øer måtte efter dette tænkes at ligge i vest for og ikke nord for Norge. Men foruten at en slik antagelse om havets utstrækning mot vest vilde stå i strid med den almindelige kartografiske fremstilling på den tid, så taler derimot at Grønland sies at ligge dypere ute i havet (end Island) og overfor Suedia's fjeld og de Ripheiske Rygger, og disse må være tænkt at ligge på fastlandet i nordøst for Norge; dette vil ikke godt kunne tænkes mulig uten at disse øer kommer ute i havet længere nord end Norge, og der blir således på dette punkt en vanskelig motsigelse i Adam's verk. Den omstændighet at Hålogaland omtales som en ø efter Island og Grønland, taler også mot sandsynligheten av at havet, hvori øene lå, tænktes at strække sig endeløst vestover; retningen angis også derved som nordlig. Det samme fremgår av skildringen av de frisiske adelsmænds reise: da de styrte nordover med Orknøene på venstre og Norge på høire kom de til de stivfrosne Island, og da de derfra drog videre mot nordpolen, så de alle de før nævnte øer bak sig. Dr. A. A. Bjørnbo har fremholdt for mig at efter Adam's måte at uttrykke sig på, må terminat her mene: "danner grænsen," derved får vi den ovenfor (s. 150) givne oversættelse som synes at gi bedre mening; men ganske klar blir Adam's skildring av dette strøk ikke i noget fald.

Det er nævnt at magister Adam har fåt meddelelser om Nordens lande og folk fra Svein Estridsson og hans mænd; men om Island kunde han også ha fåt pålitlige meddelelser av erkebispen, Adalbert, i Bremen, som hadde opdraget en Islænding, Isleiv Gissursson, til biskop. Denne (som også nævnes av Are Frode) kan desuten ha fortalt om Grønland og Vinland; men Adam sier uttrykkelig, at om det sidste og om vinen og kornet der, som måtte forekomme ham meget merkelig, hvis han tænkte sig landet som liggende i nord, hadde han fåt underretning av den danske konge, og hadde fåt den bekræftet av Daner. Vi kommer senere tilbake til disse lande, til Adam's forestillinger om Vinland, og til kong Harald's og de frisiske adelsmænds angivelige polfærder.

Ved Bjørnbo's grundige undersøkelser i hans fortræffelige avhandling om "Adam av Bremen's Nordensopfattelse" (1909) synes på flere punkter rigtigheten av den ovenfor givne fremstilling at bli bekræftet; men de gir et langt fyldigere billede av Adam's geografiske forestillinger. Av megen interesse er de av Bjørnbo fremholdte grunde for at anta at Adam har tænkt sig havet som omgivende jordskiven, med Island, Grønland o. s. v. i nord. Hans kart over Norden efter Adam's beskrivelse gir en klar fremstilling av hovedtrækkene i Adam's forestillinger. Med hans velvillige tilladelse er det gjengit her. Men som det vil fremgå av mine uttalelser ovenfor, er jeg ikke sikker på at det er berettiget at lægge Winland så langt nord henimot Nordpolen, som dr. Bjørnbo har gjort på sit kart. Muligens har han også lagt de andre øer vel nordlig, og har krummet Skandinaviens nordkyst vel meget i vestlig retning; kanske har det betydning at Adam bruker ordet aqilonis (d. e. nærmest nordvestlig) og ikke septentrinalis (d. e. nordlig) om de av ham beskrevne nordens øer. Ved Bjørnbo's avhandling er jeg blit opmerksom på et andet for nylig utkommet arbeide om Adam av Bremen av Hermann Krabbo (1909), som jeg heller ikke har kunnet dra nytte av; det har også et kart, men for de nordlige strøk ikke så fuldstændig som Bjørnbo's.