Nord i tåkeheimen - Norden på karter og i den geografiske literatur i middelalderen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Norden på karter og i den geografiske literatur i middelalderen
Med originale illustrasjoner
Jacob Dybwads Forlag
Ved middelalderens begyndelse og like til det 15. årh. var Grækernes kartkunst, som hadde nådd sin høide i Ptolemaios´s kartverk, fuldstændig ukjendt i Europa; mens de tidlige græske (den joniske skoles) forestillinger om jordskiven eller oikumenen, som en kreds (av Romerne kaldt orbis terrarum, Jordens kreds) rundt Middelhavet og utvendig omflytt av verdenshavet, hadde holdt sig gjennem de sen-romerske forfattere, og sandsynligvis også gjennem romerske karter. Samtidig hadde den Parmenidiske sone lære holdt sig ved Macrobius's forkyndelse av den, og karter fremstillende denne lære var almindelige like til det 16. årh. Disse to slags forestillinger kom til at bli grundlæggende for den lærde opfatning og fremstilling av verden, og følgelig også av Norden, gjennem den største del av middelalderen. Det var spekulationens, ikke iagttagelsens tidsalder. Først Nordboene gjorde indenfor geografien brudd på dette, ved at gå like løs på naturen som den var, uhindret av dogmer. De italienske sjømænd, og de katalanske, fulgte senere med sine portulaner (seilbøker) og kompaskarter.
I Kosmas Indikopleustes´s "Kristelig Typografi"[1]finder vi kanske det ældste kjendte kristne verdenskart. Den romersk klassiske opfatning av verden, som lande gruppert rundt karter Middelhavet, er her søkt forent med Kosmas's fromme opfatning av verden som dannet efter samme rektangulære plan som Jødernes tabernakel. Et verdenskart av en noget lignende form findes i et håndskrift (av Orosius og Julius Honorius) fra 8. årh., opbevart i biblioteket i Albi i Languedoc. Men disse forsøk må anses som tilfældige. Typisk for tiden blev de såkaldte hjul- eller T-karter, som særlig skyldte Isidor Hispaliensis sin utformning. Allerede de kredsrunde romerske verdenskarter synes at ha hat tilbøielighet til en tredeling av verden: Europa, Asien, og Afrika. Sallust antyder noget lignende (i Bellum Jugurtinum), og Orosius's geografiske fremstilling synes at være bygget på et kart av denne art. Hos den hellige Augustinus finder vi først T-kartets inddeling klart uttalt. Denne dogmatisk-skematiske form blev slåt fast av Isidor, efter hvem den runde jordskive omflytt av det ytre hav var at ligne med et hjul (eller en O), tredelt ved en T[2]. Åndløse kartskemaer efter denne opskrift blev almindellg i hele den første del av middelalderen op til det 14. årh., ja var utbredt og øvet indflydelse langt ind i 16. årh.; men stundom fik kartene i overensstemmelse med Bibelens fire verdenshjørner en firkantet form istedenfor rund. Uagtet de fleste forfattere, således Isidor selv, uttrykkelig uttaler at jorden hadde kuleform, synes ikke dette at ha været mer end en ren teoretisk lære, for ved kartfremstillingene, gjennem hele middelalderen til henimot slutten av det 15. årh., er det ikke nogen antydning til projektion, eller nogen vanskelighet med at overføre Jordens kule flate til planet, dette som Grækerne allerede hadde hat en så klar opfatning av.
Fra først av var som nævnt hjulkartene rene skemaer; men efterhånden forsøkte man at bringe ind i skemaene virkelige geografiske oplysninger, skjønt forsøk på tilnærmelse til fremstilling av virkeligheten lar sig lite spore. Til denne karttype hører det så kaldte Beatus-kart, som den spanske munk Beatus (død 798) føiet til sin Apokalypse-forklaring, og som er blit gjengit i meget forskjellige former, hvorav 10 er opbevart. Det oprindelige kart, som ikke kjendes, var sandsynligvis rundt, men i gjengivelsene er jordkredsen delvis nogenlunde rund, dels avlangt, og dels firkantet med avrundede hjørner (jfr. K. Miller, II, 1895). Jerusalem blev gjerne lagt i centrum av hjulkartene, Paradiset (gjerne med Adam og Eva under syndefaldet, eller med de 4 Paradis-elver) længst øst i Asien som vendte op på kartet, og Middelhavet (Mare magnum) som danner stammen i T'en vendte ned. Tverstreken i T'en blev dannet av elvene Tanais (med Sortehavet) og Nilen. I det jordskiven omgivende havbånd blev verdenshavets øer fordelt mer eller mindre efter smak, og eftersom det var plads. På vedføiede utgave av Beatus-kartet fra Osma i Spanien (fra 1203) kom således Skandinavien som en ø (Skada insula) ved Nordpolen liksom hos Ravenna-geografen, og Orcades (Orknøene), og Gorgades (de græske fabeløer vest for Afrika) kom nordøst for Asien. De såkaldte Sallust-karter, avpasset efter Sallust's beskrivelse av jorden i Bellum Jugurtinum (jfr. K. Miller, III, 1895, ss. 110, ff.) var en i anden type meget skematiske hjulkarter som forekom endnu i 14. århundrede.
Men efterhånden blev det gjort flere brudd på det strenge skema. Kontinentenes ytre kyst blev tildels indskåret av bugter, og uttunget i halvøer, og øene fik mindre skematiske former. Slike forsøk kommer bl. a. tilsyne på Heinrich av Mainz's kart, som angis at være tegnet i 1110 (jfr. K. Miller, III, 1895, s. 22), og det dermed nær beslegtede Hereford-kart fra omkr. 1280 av Richard de Holdingham i England (jfr. K. Miller, IV, 1896; Jomard, 1855). Nogen likhet med disse karter har Psalter-kartet fra London, fra sidste halvdel av 13. årh., og det dermed beslegtede Ebstorf-kart fra 1284 (jfr. K. Miller, 111, ss. 37 ff.; IV, s. 3; V); og de må vel alle springe fra samme kilde oprindelig, særlig er det stor likhet i fremstillingen av Britannien og Irland.
På de tre første av disse karter danner Skandinavien eller Norge (Noreya eller Norwegia) en halvø med havbugter på nord- og sydsiden. På Heinrichs kartet er det utentfor denne en ø eller halvø, kaldt Ganzmir, hvilket navn også går igjen på Hereford-kartet; Miller forklarer det som en forvanskning av Canzia, Skanzia, (Skandinavien). På Lambert-kartet i codexen fra Gent fra før 1125 (jfr. K. Miller, III, 1895, s. 45) er Skanzia, også med navnet Norwegia, fremstillet som en halvø med smale havbugter som skjærer sig ind i fastlandet på begge sider. Island (eller Ysland) forekommer på Heinrichs- og Hereford-kartet som en ø nær Norge. På Ebsdorf-kartet fremstilles også Skandinavia insula og Norwegia som øer. Flere fabellande som Iperboria (Hyperboreernes land), Arumphei (på Psalter-kartet, d. e. Aremphæernes land, o.s.v.) forekommer som halvøer eller øer i de nordlige strøk på flere av disse karter; derimot forekommer hverken Grønland eller Vinland nævnt på nogen av dem.
Mere bundet av hjulkartenes skema i den ytre kystform og i Geographia øenes former, er Ranulph Higden's verdenskart, som fulgte med hans før nævnte verk, "Polychronicon" (fra første del av 14. årh.). Han tok munkeløfte omkr. 1299, var munk i St. Werburg abbedi i Chester, og døde i høi alder 1363. Forskjellige gjengivelser av hans kart er kjendt, men de røber liten sans for virkelighetstro fremstilling. Skandinavia lægges i Asien ved det Sorte Hav sammen med Amazones og Massagete, og nordenfor der Gothia (Sverige?). Øer i havet utenfor Nord-Europas kyst er Norwegia, Islandia, Witland (eller Wineland, osv.) med "gens ydolatra" (av gudsdyrkende folk), Tile (Thule), og Dacia (Danmark) med "gens bellicosa" (krigerske folk) omtrent ved Nordpolen. Tiltrods for denne fremstilling på kartet indeholder "Polychronicon" forskjellige oplysninger om Norden, som kan tyde på en viss forbindelse, eller kan være gjenklang av nordiske forfattere. Higden har i stor utstrækning skrevet ut av et tidligere verk, Geographia Universalis, et slags geografisk leksikon, av en ukjendt forfatter i 13. årh.[3], som væsentlig bygger på ældre forfattere, særlig Isidor. Begge verker er sågodtsom uberørt av den viden om Norden, som allerede kom frem hos kong Alfred og hos Adam av Bremen, og viser hvor uvidende man på lærde hold fremdeles kunde være i flere henseender om disse strøk. Geographia omtaler Gothia, eller nedre Skytien, som en provins av Europa, men blander tydeligvis Sverige (Gøternes land) og øst-Germanien (Gøternes land) sammen. Norge (Norwegia) var meget stort, fjernt i nord, næsten omflytt av havet, det grænset til Gothernes (Göternes) land, og var skilt fra Gothia (Sverige) i syd og øst ved elven Albia (Gota-elven). Indbyggerne lever av fisk og jagt mer end av brød; grøde er sjelden på grund av kuldens storhet. Der er mange vilde dyr, som hvite bjørner, o.s.v. Der er kilder, som forvandler hud, træ o.l til sten, der er midnatssol og tilsvarende vintermørke. Korn, vin, og olje mangler, hvis det ikke er indført. Indbyggerne er store, kraftige og vakre, og er store sjørøvere. Dacia[4] var delt i flere øer og provinser grænsende til Germania. Dets indbyggere stammet fra Gotherne (Göterne?), var talrige og av vakker vekst, vilde og krigerske, o.s.v. Svecia (Sveernes land) omtales også. Den del av det som lå mellem Danenes og Nordmændenes kongedømmer kaldtes Gothia. Svecia hadde det Baltiske Hav i øst, det Britanniske Ocean i vest. Nordmændenes klipper og folk i nord, og Danene i syd. De har rike græsganger, metaller, og sølvgruber. Folkene er meget sterke og krigerske, de behersket engang størstedelen av Asia og Europa.
Winlandia er et land langs Norges fjelde mot øst, utstrakt ved Oceanets kyst; det er ikke meget frugtbart uten på græs og skog; folket er barbarisk vildt, og fælt, og gir sig av med troldomskunster, derfor byr de frem tilsalgs og sælger vind til dem som seiler langs deres kyster, eller blir opholdt av vindstille hos dem. De lager nøster av tråd, og knytter forskjellige knuter på dem, og sier at de skal løse op indtil tre knuter eller flere av nøstet, eftersom man vil ha sterkere vind. Idet de gjør kunster med disse (knutene) ved sit hedenskap, sætter de dæmonene i bevægelse, og reiser en større eller mindre vind, alt eftersom de løser flere eller færre knuter på tråden, og stundom får de istand slik vind at de ulykkelige som sætter lit til slikt går under ved en retfærdig dom.
Det er mulig at selve navnet Winlandia er en sammenblanding av Finland (d. e. Finnenes land, Finmarken) med Vinland; om end selve beskrivelsen av landet må gjælde det første. Det kan tænkes at det er en misforståelse av navnet som har git oprindelsen til at sagnet om salg av vind er blit forbundet med det. Forestillingen holdt sig, og det samme sagn nævner endnu Knud Leem (1767, s. 3) fra en anonym reiseskildring fra det nordlige Norge.
Om Island heter det i Geographia:
Yselandia er det ytterste strøk i Europa bortom Norge mot nord .... Dets fjernere dele er stadig nediset ved verdenshavets kyst mot nord, hvor havet fryser til is ved den forfærdelige kulde. Mot øst har det det Øvre Skytien, mot syd Norge, mot vest det Hiberniske Ocean . . Det er kaldt Yselandia som isens land, fordi der sies fjeldene at være frosset sammen til isens hårdhet. Der findes krystaller. I det strøk findes også meget store og vilde hvite bjørner, som bryter istykker isen med sine klør og gjør store huller, gjennem hvilke de dukker ned i vandet og tar fisk under isen. De trækker dem op gjennem de nævnte huller, og bærer dem ind til stranden, og lever derav. Jorden er ufrugtbar på grøde undtagen på få steder. Derfor lever folket for største delen av fisk og jagt og av kjøt. Sauer kan ikke leve der for kulden, og derfor beskytter indbyggerne sig mot kulden og dækker sine lege mer med skindene av de vilde dyr de tar på jagt .. . Folket er meget tykfaldent, kraftig, og meget hvitt (alba).
I Higden's "Polychronicon" omtales også Gothia som nedre Skytien, men blandt Asiens provinser, skjønt det sies at det ligger i Europa; det har i nord Dacia og Nordhavet. Men i dette verk er den geografiske forvirring blit større; som før nævnt beskrives Nordboenes lande sammen med Insulae Fortunatæ, Wyntlandia o.s.v. som øer i det ytre verdenshav. Uoverensstemmelsen mellem Higden's tekst og hans kart gir et indblik i hvor liten vegt det på den tid blev lagt på at kartene skulde ligne virkeligheten, de er væsentlig bare granske skemaer. Sandsynligvis var Higden's kart delvis kopi efter et ældre, og han har ikke tænkt på ønskeligheten av at bringe det i bedre overensstemmelse med sin tekst.
En særegen stilling blandt de tidlige middelalderske karter indtar det såkaldte "angelsaksiske verdenskart" eller Cottoniana, som findes i British Museum. Dets alder er usikker, det kan tidligst være fra utgangen av 10. årh., men muligens så sent som 12. årh. (jfr. K. Miller, III, 1895, s. 31). Det viser ingen overensstemmelse med Priscian's tekst (latinsk oversættelse av Dionysios Periegetes, jfr. Nord i tåkeheimen - Oldtiden efter Pytheas ), hvortil det er føiet. Mange av navnene kunde heller stamme fra Orosius, der er også stor likhet med Mela, og i visse måter med de før nævnte middelalderske karter, om end fremstillingen av Norden er forskjellig. Sandsynligvis ligger et ældre, kanske romersk (?), kart til grund. Navneformer som Island, Norweci[5] (Norwegia), Sleswic, Sclavi kan minde om Adam av Bremen, men kan også være ældre. Dette kart er vistnok mindre skematisk end den utprægede hjulkart type, men det har ikke meget større likhet med virkeligheten, om end f. eks. formen av Britannien kan vise en stræben i den retning. Den halvø som har fåt navnet Norveci (Norge), har mest likhet med Jylland, og navnet synes at være anbragt feilagtig. Det skulde vel heller ha været på den nordenfor liggende lange ø, som har fåt navnene Scridefinnas og Island. Fremstillingen har megen likhet med Edrisi's kart, hvor Danmark danner en lignende halvø, og Norge en lignende lang ø, med to mindre øer øst for Danmark, hvilket også er likt. "Orcades Insule" har fåt en stor utbredelse på Cottoniana, og Tylen (Thule) ligger i nordvest for Britannien som det skulde gjøre efter Orosius. Noget synderlig øket kjendskap til Norden tyder altså heller ikke dette kart på, og sammenlignet med kong Alfred's verk står det fremdeles langt tilbake i den mørke middelalder.
En skematisk jordfremstilling av eiendommelig art, som var almindelig gjennem hele middelalderen, var de før nævnte sonekarter, som stammer fra Macrobius; de er nærmest at opfatte som matematisk geografiske. Jorden deles rent skematisk i 5 soner, 2 beboelige: vor tempererte sone, og den ukjendte antipodiske tempererte sone (på den sydlige halvkule) og 3 ubeboelige: den hete sone med ækvator-havet, og de to frosne soner, den nordlige og den sydlige. Disse forestillinger nådde også tidlig Norden, og er bl. a. uttalt i Kongespeilet, om end dets forfatter mente at det bebodde Grønland virkelig lå i den frosne sone. Et sonekart kjendes også fra Island fra 13. årh. Et andet fra det 14. årh. og et slags hjulkart, bare med geografiske navne uten kystlinjer, fra det 12. årh. findes også i islandske handskrifter, foruten et lite hjul- og T-kart[6]. Forøvrig er det ikke kjendt at det blev tegnet karter i Norden i middelalderen. Et rent skematisk hjul- og T-kart er kjendt fra Lund før 1159 (se Bjørnbo, 1909, s. 189). Fra 16. årh. er kjendt et andet dansk hjulkart (se Bjørnbo, 1909, s. 192), og fra Lübeck gjengir Bjørnbo (1909, ss. 193, ff.) to, professor Wieser tilhørende hjulkarter fra 1486, hvor nordens lande og øer er tegnet som runde skiver (med navne), i det ytre verdenshav.
Hvis vi fra det kristne Vest-Europas åndelige mørke i den tidlige middelalder søker over til den samtidige arabiske literatur, da er det som at komme til en anden verden; ikke mindst viser dette sig i den geografiske viden, hvor forfatterne følger helt andre veier. Ved sin berøring med den græske åndsverden i Orienten, vedlikeholdt Araberne den græske tradition; de hadde oversættelser til sit eget sprog av Euklid, Arkhimedes, Aristoteles, det nu tapte verk av Marinos fra Tyros, o. a., og særlig vigtig for deres geografiske indsigt var kjendskapet til Ptolemaios's astronomi og geografi, som var glemt i Europa, og som der blev først kjendt gjennem Araberne. De kjendte også den græske kartkunst. Til denne deres opdragelse i græsk videnskapelig syn og interesser kom at de hadde en bedre anledning end noget andet folk til at samle geografiske kundskaper; ved sine utstrakte erobringer og ved sin handel nådde de mot øst til Kina hvor deres kjøpmænd i længere tid hadde faste kolonier, først i Kanton (i 8. årh.) og senere i 9 årh.. endog i Khānfu (nær Sjanghai)[7] mot vest til Europas og Afrikas vestkyster, mot syd til Sudan og Somaliland (endog til Madagaskar) og mot nord til nord-Rusland. Trods den religiøse fanatisme som i det 7. århundrede gjorde dem til det uimotståelige erobrerfolk, så hadde de kultur nok til at mindes at "videnskapens blæk har større værd end martyrernes blod", og hos dem blomstret frem en merkelig rikholdig literatur, med en uoverkommelig mangfoldighet av verker, fra det 9. århundrede og gjennem hele middelalderen.
Om end Araberne aldrig nådde Grækernes evne til videnskaplig tænkning, så åbenbarer allikevel denne literatur en åndelig dannelse som, med Europas mørke middelalder som bakgrund, virker næsten blendende. De arabiske geografer har særlig sans for at samle konkrete oplysninger om lande og forhold, og om folkenes seder og skikker, og deri kan de stå som mønster; derimot er ikke nøktern kritik deres sterke side, og de har en utpræget sans for det underfulde; hadde de klassiske forfattere, og endnu mer den europæiske middelalders lærde, blandet pålitlig kundskap og fabelagtige sagn mer eller mindre kritikløst sammen, så gjorde Araberne dette i endnu høiere grad, og vi finder hos dem ofte en sand østerlandsk pragt i det sagnagtige; vi må således ikke forundres, når vi finder hvaler to hundred favner lange, og slanger som sluker elefanter hos samme forfatter (Ibn Khordādhbeh) som sier at jorden er rund som en sfære, alle legemer er stabile på dens overflate fordi luften tiltrækker de lettere deler i dem (altså opdriften i luften) mens jorden trækker mot sit midtpunkt deres tunge deler, på samme vis som magneten virker på jern (altså et ganske klart uttryk for gravitationen).
Væsentlig på grund av sproget kom det fond av ny geografisk viden, som sammen med mangt sagnagtig er nedlagt i den rike arabiske literatur, ikke til at få synderlig betydning for middelalderens Europa; derimot fik Araberne mer indflydelse gjennem de geografiske sagn og eventyr som de ad mundtlig vei førte fra østen til Europa, og bl. a. er, som før fremholdt, den irske sagnverden på virket derav.
Arabernes forestillinger om Norden er, hos de fleste av dem, meget tåket. Bortset fra de delvis sagnagtige forestillinger som de har fra Grækerne (særlig Ptolemaios) fik de sine oplysninger derom væsentlig ad to veie:
1) ved sine handelsforbindelser i øst med Rusland, væsentlig over det Kaspiske Hav med byene Itel og Bulgar[8] ved Volga, fik de oplysning om strokene i nord-Rusland, og også om Skandinavene, almindelig kaldt Rus, tildels også Warank. Ved sine besiddelser i det vestlige Middelhav, særlig Spanien, kom de i forbindelse med det nordlige Vest-Europas folk, ikke mindst de skandinaviske vikinger (Magūs), og fik ad den vei oplysninger. Magūs mener i vest samme nordlige folk, Skandinaver, som Araberne i øst kalder Rus eller Waranger, hvilket ord de kan ha fåt fra det græske Varangoi (вараууош) og Russernes Varjag.
Alt hvad den ældste tids arabiske forfattere har om Norden, og som ikke er tat fra Grækerne, har de fåt gjennem sine handelsforbindelser med Rusland; men det er først i og efter det 9. århundrede at noget nævneværdig kommer frem, og selv i det 10. og 11. årh. er forestillingene derom meget sagnagtige. Prof. Alexander Seippel har i sit skrift "Rerum Normannicarum fontes Arabici" (1896), trykt på arabisk, samlet de vigtigste meddelelser om Norden i den middelalderske arabiske literatur, og har hat den godhet at oversætte dele derav, som jeg i det følgende gjengir. Jeg har også tilføiet en del fra andre kilder. Allerede tidligere er også meddelt flere arabiske forfatteres omtale av forbindelsen med det nordlige Rusland.
Den arabiske skrifts ufuldkommenhet og almindelige utelaten av vokalene, fremkalder let alskens forvanskninger og misforståelser; særlig er dette skjæbnesvangert for gjengivelsen av fremmede ord og geografiske navne, hvilket forklarer den megen usikkerhet som hersker i forståelsen av disse.
Hos de ældste arabiske forfattere, i det 9. årh. og senere, er det lite eller intet kjendskap til Norden. Vi hører bare hos enkelte av dem at det kommer pelsverk derfra, og at havet i nord er fuld stændig ukjendt. Abu'l-Qāsim Ibn Khordādhbeh (død 912), Perser av herkomst og kalifens postmester i Medien, fortæller således i "boken om ruter og provinser" (avsluttet omkr. 885)[9]:
Hvad angår det hav som er bakenfor (d. e. nordenfor) Slaverne, og hvorved byen Tulia (d. e. Thule) ligger, så farer det ikke på det noget skib, og ikke nogen båt, og ikke kommer det noget derfra. Likeledes det hav hvori de Lykkelige Øer ligger på det farer ingen, og fra det kommer ikke noget, og det er også i vest. Russerne[10] som hører til Slavernes rase (d. e. Slaver og Germaner), reiser fra de fjerneste strøk av Slavernes land til kysten av Middelhavet (Rums Hav), og sælger der skind av bæver og ræv, så vel som sverd (?)
De russiske kjøpmænd drog også ned Volga til det Kaspiske Hav, og deres varer blev stundom ført på kameler til Bagdad[11].
Kjendskapet til Norden ændret sig ikke meget i de følgende århundreder. Ibn AL-Faǫih, omkr. 900 e. Kr., har intet at meddele ibn ai-Faqih om Norden. Han omtaler i det sjette klimat kvinder som "avskjærer sit ene bryst og brænder det i ung alder for at det ikke skal bli stort"[12], og han sier at Tulia (Thule) er en ø i det sjette hav mellem Rumia (Rom) og Khārizm (Khowarism i Turkestan) "og der lægger aldrig noget skib til." Ibn al-Bahlūl, omkr. 910 e. Kr., gir oplysninger om de nordlige strøks breddegrader efter Ptolemaios og nævner to Amazone-øer, en med mænd og en med kvinder i det ytterste nordlige hav (Seippel, 1896). Qodāma Ibn Dja'far (død 948 el. 949 e. Kr.) sier om det omsluttende hav (Grækernes Okeanos), hvori de Britanniske Øer ligger at "det er umulig at trænge meget langt ind i dette hav, skibene kan ikke der komme længer; ingen kjender dette havs virkelige tilstand." (Jfr. De Goeje i Ibn Khordādhbeh, 1889, s. 174).
Abù Ali Ahmad Ibn Ruste, omkr. 912 e. Kr., fortæller om Russerne (Rus, altså Nordboer, nærmest Svensker) at de bor på en ø, som er omgit av en sjø, er tre dags-reiser (omkr. 120 kilometer) lang, og er dækket med skog og myrer, den er usund og til den grad vaslændt at marken husker når en sætter foten på den. De kommer på skibe til Slavernes land og angriper dem, o.s.v. De har hverken fast eiendom, eller byer, eller akrer; deres eneste erhverv er handel med sobel-, ekorn- og andre skind, som de sælger til hvem som vil kjøpe dem. De er høivokste, av skjønt utseende, og modige, o.s.v.[13]. Sandsynligvis er vel her sammenblandet forskjellige meddelelser; forestillingene om det usunde myrlænde har vel helst forbindelse med det nordlige Rusland; og handelen med sobel skind passer vel neppe på Svenskene ved Østersjøen[14].
Den kjendte historiker, reisende, og geograf Abu'L-Hasan ´Ali al-Masùdi udi (død 956) gjengir i sin bok (alegorisk kaldt "Guldvaskerier og Diamantminer") nogen arabiske astronomer som sier: "at der ved enden av den bebodde verden i nord er en stor sjø av hvilken en del ligger under Nordpolen og at der i nærheten av den er en by (eller land) efter hvilken der ikke findes bebodd land, og som kaldes Tulia." Han omtaler to elver i Sibirien: "den sorte og den hvite Irtisj; begge er betydelige, og de overgår i længde Tigris og Eufrat; avstanden mellem deres to mundinger er omtrent ti dager. På deres bredder har de tyrkiske stammer Kaimåk og Ghuzz sine leire vinter og sommer."
Han nævner også at sortrævskind, som er de værdifuldeste av alle, kommer fra Burtåsernes (et finsk folk i Rusland, Mordviner ?) land, og bare findes i dette og tilgrænsende strøk. Skind av rødræv og hvitræv omtales samme steds fra, og han fortæller om den utstrakte pelsverkshandel, hvorved disse skind førtes også til Frankernes land og Andalusien (d. e. Spanien), og også til Nord-Afrika "så at mange tror at de kommer fra Andalusien og de strøk som grænser dertil av Frankernes og Slavernes land." Han har også en meddelelse om at før året 300 efter Hedjra (d. e. 912 e. Kr.) hadde skibe med tusener av mænd landet i Spanien og herjet.
Indbyggerne påstod at disse fiender var hedninger, som gjorde indfald hvert to hundred år, og trængte ind i Middelhavet ved et andet stræde end det fyrtårnet ligger (d. e. Gibraltarstrædet). Men jeg tror (dog Allah alene kjender sandheten), at de kommer gjennem et stræde (kanal) som hænger sammen med Maiotis (Asovske Hav) og Pontos (Sortehavet), og at de er Russere (d. e. Skandinaver), for disse folk er de eneste som seiler på disse have, som hænger sammen med oceanet.
Dette er tydeligvis den gamle tro på at Sortehavet gjennem Maiotis var forbundet med Østersjøen.
Den berømte astronom og matematiker Abu-r-Raihān Muhammed al-Biruni (973—1038, skrev 1030)[15], Perser av fødsel, har interesse for os derved at han er den første arabiske forfatter som bruker navnet "Warank"[16] for Skandinav, og omtaler Warangernes Hav eller Østersjøen.
I sin lærebok i astronomiens elementer sier han at fra "det Omsluttende Hav" (Grækernes Okeanos), som man aldrig seiler ut på, men farer langs med stranden av "utgår en stor bugt nordenfor Slaverne og strækker sig til nærheten av de muhamedanske Bulgarers land (ved Volga). Det kjendes under navn av Varangernes Hav (Bahr Warank) og de (Warangerne) er et folk[17] ved dets kyst. Derpå svinger det bakenfor dem mot øst, og mellem dets kyst og det ytterste av Tyrkernes lande (d. e. i Øst-Asien) er der lande og fjelde ukjendte, øde, ubetrådte."
Al Bîrūnî har også et meget primitivt kart av verden som en rund skive i oceanet indskåret av fem havbugter, blandt hvilke Warangernes Hav er den ene (jfr. Seippel, 1896, pl. I). Folkene, som er bakenfor det syvende klimat, altså i de nordligste strøk, er få, sier han, "som Isu (d. e. Wisu), og Warank, og Jura (Jugrer) og lignende."[18].
De vestlige Arabere kom i berøring med Norden gjennem de normanniske vikinger, som de kaldte Magūs , og som i det 9. årh. og senere gjorde flere plyndringstog til den Pyrenæiske Halvø. Deres første anfald på det mauriske rike i Spanien synes at ha været i 844, da de bl. a. også indtok og herjet Sevilla. Efter dette tog opstod det, fortæller en arabisk forfatter, et venskapelig forhold mellem Spaniens sultan ´Abd ar-Rahmān II og "Magusernes konge", og den første skal, efter en beretning hos Abu'l-Khattāb 'Omar Ibn Dihja[19] (død omkr. 1235), endog ha sendt en ambassadør al-Gazāl til den sidstes land. Ibn Dihja sier at han har tat beretningen fra en forfatter Tammām Ibn ´Alqama (død 896) som igjen skulde ha fåt den fra al-Gazāl's egen mund. Den er åbenbart upålitlig, men kan muligens ha en historisk kjerne. Magūs-kongen hadde først sendt en ambassadør til ´Abd ar-Rahmān for at be om fred (?); for at bringe svar og en gave fulgte så al-Gazál tilbake med denne i et eget vel utrustet skib. De kom først til en ø ved grænsen av Magūs-folkets land[20], derfra reiste de til kongen, som bodde på en stor ø i oceanet, hvor der var vandstrømmer og haver. Den var tre dagsreiser eller 300 mil (arabiske) fra fastlandet.
Der var en utallig mængde Maguser, og i nærheten var det mange andre øer, store og små, alle bebodd av Magūser, og det som ligger nær dem av fastlandet til fører dem også, i en utstrækning av mange dagsreiser. De var dengang hedninger (Magūs); nu er de kristne, for de har forlatt ilddyrkelsen sin gamle religion[21], bare indbyggerne på nogen øer har beholdt dem. Der gifter man sig endnu med sin mor eller sin søster, og andre avskyeligheter begås det også der (jfr. Strabo om Irerne. Med dem der ligger de andre i krig, og de bortfører dem i slaveri.
Denne omtale av mange øer med samme folk som har besiddelse også på fastlandet kan passe på det danske ørike; men Irland, med Man, de skotske øer, o. s v., ligger nærmere, og passer desuten bedst med de 300 mil fra fastlandet.
Derefter fortælles det om mottagelsen ved kongens hof og opholdet der, og særlig om hvordan den smukke og smidige mauriske gesandt gjør kur i prosa og på vers til dronningen[22] som var meget imøtekommende. Da Ibn ´Alqama spurte al-Gazál om hun da virkelig var så vakker som han lot hende høre, svarte denne kloke diplomat: "Ja visst, hun var ikke så værst; men sandt at si, hadde jeg bruk for hende.." Da han blev bange for at hans daglige besøk hos dronningen skulde vække opsigt, lo hun og sa: "Skinsyke hører ikke til vore vaner. Hos os blir ikke kvinderne hos sine egtefæller længer end de har lyst; og når deres mænd holder op at behage dem, forlater de dem." Hermed kan sammenholdes at Qazwini anfører at-Tartusji (10. årh.) som hjemmelsmand for at i Slesviq skiller kvinderne sig når de har lyst (jfr. G. Jacob, 1876, s. 34).
Efter tyve måneders fravær vendte al-Gazál tilbake til sultanen 'Abd ar-Rahmān's hovedstad. Med sin ypperlige realistiske skildring og med personenes indlagte direkte tale har denne fortælling merkelig likhet med de islandske sagaers eiendommelige fremstillingsmåte.
Den mest kjendte av vestens arabiske geografer er Abu ´Abd- Allāh Muhammed AL-Idrîsî (alm. kaldt Edrisi), som uten sammenligning har de fleste meddelelser om Norden. Han skal være født i Sebta (Ceuta) omkring 1099 e. Kr., sies at ha studert i Kordova, og at ha gjort utstrakte reiser i Spanien, til kystene av Frankrig, og endog av England, til Marokko og Lilleasien. Sikkert er at han i den senere del av sit liv opholdt sig længere tid ved Normannerkongen Roger ll's hof på Sicilien, som under korstogene var et samlingssted for Normanner, Græker, og Franker. Efter hvad Edrisi fortæller lot Roger indsamle ved tolker geografiske oplysninger fra alle reisende, lot tegne et kart hvorpå alle steder avsattes, og lot lage en planisfære av sølv, som veiet 450 romerske pund, og hvorpå Jordens 7 klimater med lande, elver, havbugter, o.s.v. blev ind gravert[23]. For ham skrev Edrisi på arabisk sin jordbeskrivelse, som blev avsluttet 1154, og ledsaget med 70 karter og et verdenskart. Efter græsk forbillede inddeltes den bebodde del av jorden, som lå på den nordlige halvkule, i 7 klimater som rak nord til 64° br., længere nord var alt øde for kulde og sne. Edrisi beskriver i sit store verk Jordens lande i disse klimater, som igjen deles i 10 avsnit hver, så boken kommer til at indeholde 70 avsnit[24].
Ytterst ute er det Mørke Hav (d. e. Okeanos, det ytterste om sluttende hav) som altså danner verdens grænse, og ingen vet hvad som er utenfor det. Efter at ha beskrevet Angiltâra (England) med dets byer fortsætter Edrisi:
Mellem enden av Sqôsia (Skotland), en øde ø (d. e. halvø)[25], og enden av øen lrlânda regner man to dages seilas mot vest. Irland er en meget stor ø. Mellem dens øvre (d. e. sydlige, da Arabernes kart vendte syd op) ende og Bretagne regner man tre og en halv dags seilas. Fra enden av England til øen Wales (?)[26] én dag. Fra enden av Sqôsia til øen Islânda to tredjedels dagsreise i nordlig retning. Fra enden av Islânda til den store ø Irlânda én dag. Fra enden av Islânda mot øst til øen Norwâga (Norge) 12 mil (?)[27]. Island strækker sig 400 mil lang, og 150 mil bred.
Dānåmārkha beskrives som en ø, rund av form og med sandet jordbund; på kartet forbindes den med fastlandet ved et smalt eide. Der er "fire hovedbyer, mange indbyggere, landsbyer, godt beskyttede og vel befolkede havner omgit av mure." Der nævnes byene Alsia (Als?), Tordira eller Tondfra (Tønder), Haun (Kjøbenhavn), Horsnes (Horsens), Lunduna (Lund), Slisbuli (Sliaswiq?). Fra Wendilskāda, skrevet Wadi Lesqāda (Vendelskagen) kommer man efter en halv dags seilas til øen Norwāga (Norge). En ø øst for Danmark og nær Lund, kaldes på kartet Derlānem (Bornholm?). På fastlandet syd for Danmark er kysten av Poldnia (Polen), og øst for det, likeledes på fastlandet, er Zwåda (Sverige) og en by Gfita (Götaland), endvidere Landsud(d)en (i Finland). Der er også elven Qutelw (Götaelven) ved hvilken ligger byen Siqtun. Endvidere er nævnt Qimia (Kemi?). Længere øst er bilād Finmark (Finmarkens egn)[28], der er fremdeles elven Qutelw med byen Abuda (Abo?) inde i landet, og Qalmār ved kysten nær et andet utløp av Gotaelven. Disse to byer er "store men slet befolket og deres indvånere nedsunket i armod, de finder knapt nok de nødvendige midler til at leve. Der regner det næsten bestandig... Kongen i Finmark har besiddelser på øen Norvāga."
Derefter mot øst følger landet Tabast (Tavast) med "Dagwāda (Dagø?), en stor og folkerik by ved havet." I landet Tabast findes mange borger og landsbyer men få byer. Kulden er strengere end i Finmark, og frost og regn forlater dem næsten ikke et øieblik."
Længere øst omtales også Estland og hedningenes land.
Hvad den store ø Norwāga (Norge) angår, så er den for største delen øde. Den er et stort land som har to nes, av hvilke det venstre nærmer sig øen Dānāmarkha, og ligger overfor den havn som kaldes Wendilskāda, og mellem dem er en kort (egt. liten) overfart, omtrent en halv dags seilas, det andet nærmer sig Finmark's store kyst. På denne ø (Norwāga) er tre befolkede byer[29] hvorav to i den del som vender mot Finmark, den tredje by i den del som nærmer sig til Dānāmarkha. Disse byer har alle samme utseende, de som besøker dem er få, og det er småt med levnetsmidler der på grund av det hyppige regn og den stadige væte. De sår (korn) men høster det grønt, derpå tørker de det i hus, som de gjør op varme i, fordi solen så sjelden skinner hos dem. På denne ø er det trær så store i omfang, at det ikke findes mange slike andre steder. Man sier at der er nogen vilde folk som bor i ødemarkene, de har hodet fæstet umiddelbart på skuldrene og har slet ingen hals. De søker til hold i trærne, og gjør sig hus i deres indre, og bor i dem. De nærer sig av ekenøtter og kastanier. Endelig finder man der en stor mængde av det dyr som man kalder bæver; men den er mindre end den bæver (som kommer) fra mundingen av Rusland (d. e. vel av de russiske elver). I det Mørke Hav (d. e. det ytterste omsluttende hav) er det en mængde øde øer. Der er imidlertid to som bærer navnet de Hedenske Amazoners Øer. Den vestligste er befolket bare med mænd; der er ingen kvinde på den. Den anden er bebodd bare av kvinder, og der er ingen mand hos dem. Hvert år ved vårens gjenkomst reiser mændene i båt til den anden ø, lever sammen med kvinderne, tilbringer en måned der eller så omtrent, vender derpå tilbake til sin ø, hvor de blir like til næste år, da enhver går for at finde igjen sin kvinde, og således hvert år. Denne skik er kjendt og fast. Det nærmeste punkt overfor disse øer er byen Anho(?). Man kan også dra dit fra Qalmar og fra Dagwada (Dagø?) men adkomsten er vanskelig, og det er sjelden man kommer frem dit, på grund av tåkens hyppighet og det dype mørke som hersker på dette hav.
Edrisi sier at det er mange både bebodde og ubebodde øer i det Mørke Hav i vest for Afrika og Europa, ja efter Ptolemaios skulde "dette hav indeslutte 27000 øer." Han nævner nogen av dem Det er en ø Sāra, nær det Mørke Hav.
Man fortæller at Dhu'l-Qarnain (Alexander den Store?) landet der før det dype mørke hadde fåt dækket havets overflate, tilbragte en nat der, og at øens indbyggere angrep ham og hans reisefæller med stenkast og såret flere (jfr. Skrælingenes angrep i Eirik Raudes saga og smedøen i Navigatio Brandani.). En anden ø i det samme hav kaldes Djævelindenes Ø (gaztrat as-sa'āli), hvis indbyggere ligner mer kvinder end mænd, deres hjørnetænder står ut av munden, deres øine gnistrer som lyn, deres kjæver ligner brændt træ; de taler et uforståelig sprog, og fører krig med havets uhyrer.
Han nævner også Bedragets Ø (gaztrat khusrān = Villuland) av stor utstrækning, der lever mænd brune av farve, små av vækst, og med langt skjeg like til knærne; de har stort (bredt) ansigt[30] og lange ører (jfr. forestillingene om Pygmæer, dverger, under jordiske, og nissen) de lever av planter som jorden frembringer av sig selv. Endvidere var der en stor ø al-Gaur med overflod på græs og planter av alle slags, hvor vilde æsler og okser med used vanlig lange horn holdt til i kratskogen. Der var de Klagendes Ø (gaztrat al-mustasjktn), som var bebygget, og hadde fjeld, elver, mange trær, frugter, og dyrkede marker; men hvor det var en frygtelig drage som Alexander befridde indbyggerne for. På øen Kalhān i det samme hav er indbyggerne av form som mennesker men har dyrehoder; en anden ø het de To Hedenske Brødres Ø, som drev sjørøveri og blev forvandlet til to klipper. Han nævner også Saue-øen og øen Rāka som er Fuglenes Ø.
Til øene i dette hav hører endnu øen Sjāsland (rimeligvis Shetland, kanske sammenblandet med Island), hvis længde er 15 dager, og bredde 10. Der var tre byer, store og folkerike; skibe landet og stanset der for at kjøpe ambra (rav?) og stener av forskjellig farve; men på grund av uenighet og borgerkrig, som fandt sted i landet, omkom de fleste av indbyggerne. Mange av dem sarte over til kysten av Europas fastland, hvor dette folk endnu lever meget talrikt.
Hvad som her sies om denne ø, er omtrent det samme som Edrisi på et andet sted, meddeler om øen Skotland, efter "Boken om Undere," som tilskrives Mascodi.
Det vil sees at han har en ytterst forskjelligartet blanding av øer i dette vestlige hav. Nogen av dem, som Saue-øen og Fugleøen, er som før nævnt sandsynligvis kommet fra Irland, og hele denne øverden har åbenbart slegtskap med de mange øer i de irske sagn, og tyder på en gammel sammenhæng, som kan ha beståt i en vekselvirkning; mens mange av disse forestillinger er gjennem Araberne vandret fra Østen til Vest-Europa og Irland, kan Araberne igjen ha mottat forestillinger fra Irerne og Vest-Europa og ført dem videre mot øst. Edrisi fortæller således at efter forfatteren (Mascudi) av "Boken om Undere" sendte Frankrigs konge et skib (som aldrig vendte tilbake) for at finde øen Rāka; vi må følgelig slutte at Araberne har fåt dette sagn fra Europa. At flere av disse øer er befolket med dæmoner og små folk, som har likhet med de nordiske vetter og med Skrælingene, har interesse, og viser at hvad enten sagnene er kommet fra Irerne til Araberne eller omvendt, så var der i denne sagnverden forskjellige slike folk som kan ha hjulpet til at skape de episke forestillinger om Skrælingene i Vinland.
Edrsis´s verdenskart er i stor utstrækning en efterligning av Ptolemaios's, men viser megen avvigelse, som f. eks. kan ha likhet med Mela's forestillinger. Det kunde synes meget mulig at Edrisi har kjendt et eller andet romersk kart. I hans fremstilling av f. eks. Europa's vest- og nordkyst er også merkelige likheter med det såkaldte angelsaksiske verdenskart; det kan tyde på at begge går tilbake til en eller anden ældre kilde, kanske et romersk kart (?)[31].
Abu'l-Hasan ´Ali Ibn Sa´id (1214 el. 1218 1274 el. 1286) fortæller (i sin bok: "Jordens utstrækning i dens længde og bredde")[32] om Danmark (som hos ham er forvansket til Harmfisa) at derfra får man ædle falker (jagtfalker):
... omkring den er små øer hvor falkene findes. Vestenfor ligger de hvite falkers ø, dens længde er fra vest til øst omtr. 7 dager og dens bredde er omtr. 4 dager, og fra den og fra de små nordlige øer får man de hvite falker, som føres herfra til sultanen i Ægypten, som betaler av sit skatkammer 1000 dinarer derfor, og kommer man med den død får man utbetalt 500 dinarer. Og hos dem er den hvite bjørn, den går ut i havet og svømmer og jager efter fisk, og disse falker griper hvad som er tilovers efter den eller hvad den har lat ligge, Og av dette lever de, eftersom der ikke findes (andre) flyvende væsener der på grund av frostens styrke. Disse bjørnes skind er bløtt, og det føres til de egyptiske lande som gave.
Han fortæller om kvindeøen og mandeøen som er delt ved et sund, på 10 mil, som mændene ror over en gang om året og opholder sig hos sin kvinde 1 måned. Hvis barnet blir gut, opdrager hun det til det når modenhetsalderen, og sender det da til mændenes ø, pikene blir på kvindeøen.
"Østenfor disse to øer er den store Saqlab-ø (d. e. Slavernes ø, som er Edrisi's Norwāga), bak hvilken der ikke er noget bebodd i oceanet hverken i øst eller i nord, og dens længde er omtrent 700 mil, og dens vidde på midten omtrent 330 mil." Deretter fortæller han en del om indbyggerne, deriblandt at de fremdeles er hedninger og tilbeder ilden, og på grund av kuldens strenghet, ikke anser nogen ting for nyttigere end den. Det er åbenbart igjen den samme feiltagelse som hos Ibn Dihja og som skyldes betegnelsen Magūs (= Mager) for hedning.
Zakarijā Ibn Muhammed al-Qazwini (død 1283) har i sin kosmografi flere meddelelser om Norden, hvorav nogen før er omtalt. Om vinteren i nord har han meget overdrevne forestillinger. Allerede om landet Rum (det Romerske, særlig det Østromerske Rike, i videre forstand landene i Mellem-Europa) fortæller han at vinteren der er blit et ordsprog, så at en digter om den sier:
Vinteren i Rum er en hjemsøkelse, en straf og plage, i den fortsetter luften sig og landet blir forstenet, den gjør ansigtene visne, øinene gråter, næsene render og forandrer farve, den bringer huden til at sprække og dræper mange dyr. Dens jord er som blinkende flasker, og dens luft som stikkende vepser, og dens nat skiller hunden med sin knistring, løven med sit brøl, fuglene med sin kvidren, og vandet med sin rislen, og for den bitende kulde længes folkene efter at komme i Helvetes ild.
Han fortæller om folkene i Rum (d. e. Germanerne i Mellem-Europa) at "deres ansigtsfarve er for det meste lys på grund av kulden og den nordlige beliggenhet, og deres hår rødt; de har hardføre legemer, og er for det meste tilbøielige til munterhet og spøk, hvorfor astronomene henfører dem under planeten Venus's indflydelse."
Om kulden i Ifranga (Frankernes land, Vest-Europa) sier han at den "er ganske frygtelig og luften der er tyk på grund av den overvættes kulde. Burgān (el. Bergan, da den første vokal er usikker) er et land som ligger langt i nord. Dagen blir der indtil 4 timer kort og natten indtil 20 timer lang, og omvendt (jfr. Ptolemaios om Thule). Indbyggerne er hedninger (Magūs) og avgudsdyrkere. De fører krig med Slaverne. De ligner i de fleste ting Frankerne (Vest-Europæerne). De forstår sig godt på al slags håndverk og sjøskibe."
Prof. Seippel anser det ikke umulig at her kan foreligge en forvanskning av arabisk Nurman (= Normannerne) til Burgān, og det ser for en lægmand sandsynlig ut. Burgān kan ialfald ikke her som ellers hos Araberne være Bulgar (Bulgarerne); derimot kunde det være den norske by Bergen. lalfald synes skildringen at passe bedst på Nordmændene, hvilket også anvendelsen av Thules bredde grad hos Ptolemaios (den længste nat på 20 timer) tyder på. At de skulde være hedninger skyldes atter igjen navnet Magūs.
Qazwini fortæller også[33] at:
Warank er en egn ved randen av det nordlige hav. Fra oceanet i nord går nemlig en bugt i sydlig retning, og den egn som ligger ved randen av denne bugt, og hvorav bugten har navn, kaldes Warank. Den er den ytterste egn mot nord. Kulden er der overvættes stor, og luften tyk, og sneen stadig. (Denne egn) er ikke skikket hverken for planter eller dyr. Sjelden kommer nogen dit, på grund av den sterke kulde og mørket og sneen. Men Allah vet bedst (hvordan det forholder sig dermed).
Som før omtalt var Warangernes Hav ellers hos Araberne utvilsomt Østersjøen; men her kunde en, som også prof. Seippel fremholder, føle sig fristet til at tro at det er Varanger og Varangerfjorden i Finmarken som er ment[34]. Mindes kan det også om at allerede Edrisi kjendte navnet Finmark. Men når Qazwini har så overdrevne forestillinger om kulden i Rum og i Ifranga, så kunde han også tiltænkes en slik skildring av strokene ved Østersjøen[35]. At bugten sies at gå fra det nordlige ocean i sydlig retning kan ingen betydning tillægges, da den slags forestillinger var almindelig. Mahmud ibn Mas'ud Asj-Sjîrāzî (død 1310) har følgende om de nordlige strøk[36].
Hvad angår øene, så vit: at i den del (av havet) som går ind i den nord-vestlige fjerdepart (av jorden) og hænger sammen med det vestlige ocean, er det tre, hvorav den største er øen Anglist (el. Anglisei(-øi), sandsynl. England), og den mindste øen Irlānda. Den vakreste av jagt-fuglene det er den som er kjendt under navnet sunqur (jagtfalk) findes bare på den(ne ø). Den mellemste av dem er øen Orknia. (Sandsynligvis er vel her Irland og Island slåt sammen under navnet Irlānda, da falkene ellers særlig tillægges det sidste.) Den længste dag når 20 timer hvor bredden er 63 grader (jfr. Ptolemaios.) Der er en ø som kaldes Tulé. Om dens indvånere fortæller man at de bor i badstuer (egt. varme bad) på grund av den sterke kulde som hersker der. Den gjælder almindelig for at være enden av det bebodde land i bredden. (Det synes at være Norge som her er Thule.) Sjirazi sier at "det hav som hos de gamle kaldtes Maiotis det kaldes nu Warangernes Hav, og disse er et høivokset, krigersk folk ved dets kyst. Og efterat oceanet er gåt forbi Warangerne i østlig retning, strækker det sig bak Tyrkernes lande, forbi fjelde som ingen færdes i, og lande som ingen bor i, til de ytterste egne av Kinesernes land, og fordi disse også er ubebodde og fordi det er umulig at la skibe seile på det (havet) når det bærer længere avsted, så vet man ikke om dets forbindelse med det østlige ocean.
Sjams Ad-Dîn Abû ´Abdallāh Muhammed Ad-Dimasjǫl (1256 - 1327) har i sin kosmografi lite av interesse om Norden, og hans forestillinger derom er dunkle.
Jordens beboelige del strækker sig like til 66° 5/12"[37]; strøkene hinsides like til 90° er øde og ubebodd; man finder ikke der kjendte dyr pår grund av den mængde sne og mørkets tæthet, og den altfor store avstand fra solen. Det er mørkets klimat. Det ligger i midten av det 7. klimat, som omgir det som et cirkelrundt belte, og "omkring det dreier himlens hvælving sig som stenen i en kvern. I sjøen hinsides Qipdjakernes ørkener (det sydlige Rusland, Turkestan og vest Sibirien) på 63 ° bredde, har en længde av 8 dagsreiser, med en forskjellig bredde like til 3. I dette hav er en stor ø (sandsynligvis Skandinavien), befolket med mennesker av høi vækst, med lys hudfarve, lyst hår, og blå øine, og som næsten ikke forstår menneskelig tale[38]. Man kalder det Ishavet fordi det om vinteren fryser til over det hele, og fordi det er omgit av isfjeld. Disse dannes når vinden om vinteren bryter bølgerne mot stranden; idet de fryser, kastes de mot de isete kanter, som vokser litt efter litt ved lag, like til de danner høider med skilte topper, og mure som omgir det[39]
Forøvrig har han forskjellige merkelige fabler om de nordlige strøk og fabelvæsener der. Om havet nord for Britannien sier han at dets kyster "bøier sig i nordvestlig retning og der er den største bugt som kaldes Warangernes Hav, og Warangerne er et utydelig talende folk som næsten ikke forstår menneskelig tale, og de er de ypperste av Slaverne, og denne havarm er Mørkets Hav i nord."
Senere strækker kystene sig endnu længere i nord og vest, og taper sig i Mørkets klimat, og ingen vet hvad som er der.
Om hvalene fortæller han at man ofte ser en slags hval i Sortehavet som uvidenheten påstår skal av engler være ført levende til Helvete for at brukes til forskjellige straffer, mens andre mener at den holder til på bunden av havet og lever av fisk; da sender Allah til den en sky og engler, som idet de løfter den ut av havet, kaster den på stranden til mat for Jágág og Mágúg. Hvalene er meget store i Middelhavet, i det Kaspiske Hav(!), og i Warangernes Hav(!), liksom også ut for kystene av Spanien i Atlanterhavet."
Av en ukjendt arabisk forfatter er opbevart et "uttog om undere" (ældste håndskrift fra 1484 e. Kr.) som gir et billede av Arabernes sagnforestillinger i det 10. årh. Deri fortælles også om øer i vest, som har interesse for os ved sin likhet med mange av Vest-Europas sagnforestillinger i middelalderen.
I det store hav er en ø som er synlig tilsjøs i nogen avstand, men hvis man vil nærme sig fjerner den sig og forsvinder. Når man kommer tilbake til det sted man gik ut fra, ser man den igjen som før. Det sies at det på denne øer et træ som spirer ved solens opgang, og vokser sålænge solen stiger; efter middag tar det av og forsvinder ved solnedgang. Sjømændene påstår at det i dette hav er en liten fisk kaldet sjākil, og at de som bærer den på sig kan opdage og nå øen uten at den skjuler sig. Dette er sandelig en merkelig og underlig ting.
Dette er åbenbart samme sagn som de før nævnte sagn om den Tapte Ø Perdita, og om de norske huldrelande, o.s.v. Det har også likhet med sagn fra Kina og Japan. Træet er solens træ fra de indiske eventyr, som allerede er optat i de ældste formninger av Alexander-romanen (Pseudokallisthenes omkr. 200 e. Kr.), og som går igjen i mange folks eventyr og sagnforestillinger[40]. Muligens er det dette samme træ som gror på fjeldet Fusan i det japanske lykkeland Horaisan, og som stundom sees over havranden.
Øen as-Sajjāra. Der er sjømænd som påstår at ha set den ofte, men de har ikke opholdt sig der. Det er en bergfuld og dyrket ø, som driver mot øst når det blåser vestenvind, og omvendt. Stenen som danner denne ø er meget let. En mand kan der bære et stort stykke fjeld.
Denne flyteø har likhet med dem det kjendes fortællinger om fra Færøene og andensteds. Allerede Plinius (Nat. hist. 11, c. 95) har meddelelser om flytende øer, og Las Casas, i 1552—61 (Historias de las Indias, i "Documentos ineditos", LXII, s. 99), sier at det i Sankt Brandan's historie læses om mange slike øer (?) i havet rundt de Kap Verdiske Øer og Azorerne, og han påstår at "det samme omtales i boken om Inventio fortunata," altså av Nicholas av Lynn (jfr. De Costa, 1880, s. 185).
Kvinde-øen. Det er en ø som ligger ved grænsen av det Kinesiske Hav. Det fortælles at den er bebodd bare av kvinder, som blir frugtsommelige ved vinden, og som føder bare kvinder; det sies også at de blir frugtsommelige ved et træ, som de spiser frugten av[41]. De nærer sig av guld, som hos dem vokser i rør som bambus.
Dette sagn har som det vil sees, likhet med Adam av Bremen's fortælling om kvindelandet, Kvænland. Sagn om kvinde-øer er jo forøvrig meget utbredt; de findes i forskjellige former hos klassiske forfattere , hos arabiske forfattere, hos Irerne, hos Kineserne, o.s.v.
Delvis er det her Amazoneforestillingen som kommer frem, delvis det av mænd efter tragtede lykkeland.
Ved en tilsynelatende liten ting har muligens Araberne mer end noget andet øvet en omskapende indflydelse på Europas sjøfart, geografi, og kartkunst; sandsynligvis var det nemlig dem som først bragte Europa kjendskapet til magnetnålen som veiviser. Vi vet at Kineserne kjendte dette, ialfald i andet årh. e. Kr., og anvendte det til en slags kompas på reiser over land. Om de også brukte det på sjøen vet vi ikke, men det ligger nær at tro det. At Araberne ved sin direkte handelsforbindelse med Kineserne allerede tidlig er blit kjendt med denne opfindelse, synes rimelig; men merkelig nok hører vi ingenting om det i den arabiske literatur før i det 13. årh. Da Araberne og Tyrkerne i tiden derefter benyttet det italienske ord bossolo for kompas (bussol), har man ment at de kan ha fåt kjendskapet til det, ikke fra Kina, men fra Italien; men det synes rimeligere at tænke sig, at mens de har fåt det første kjendskap til magnetnålen fra Kina, så har de fåt en forbedret form av kompasset fra Italien, og dermed det italienske ord.
Vi vet ikke hvor tidlig magnetnålens egenskap at peke mot kompass blev kjendt i Europa, og blev brukt der for at finde veien over havet. Den første omtale av det finder vi i slutten av det 12. årh. hos Englænderen Alexander Neckam, professor i Paris omkr. 1180—1190, og trubaduren Guyot de Provins fra Languedoc. Den sidste ønsker, i et satirisk digt fra omkr. 1190, at paven vilde efterligne polstjernens urokkelige pålitlighet ved at vise den himmelske førers støhet; for sjømændene kommer og går ved denne stjerne som de altid, også i skodde og mørke, kan finde ved en nål, gnidd med den stygge og brune magnetsten; stukket i et halmstrå og lagt på vandet peker nålen ufeilbarlig mot nordens stjerne. Så sent som i 1258 så Dante's lærer Brunetto Latini hos Roger Bacon i Oxford som en merkelighet en sort og styg magnetsten som kunde gi jernnålen den hemmelighedtsfulde magt at peke mot stjernen; men han mener at den kan ikke være til nogen nytte, for skibsførerne vilde ikke styre efter den, og heller ikke vilde sjømændene våge sig tilsjøs med et instrument, så lik en djævelens opfindelse. Som altid hvor det gjælder menneskehetens fremskridt, stikker ortodoksien og de religiøse fordomme sit hode frem. Sikkert er det at bruken av kompasnålen må ha været kjendt i Middelhavet i begyndelsen av det 13. årh., og sandsynligvis allerede i det 12. årh. Det har været påståt at kompasset skulde ha været kjendt længe før den tid, endog i det 11. årh. og det 10. årh.; men noget bevis derfor er ikke fundet, og det tør være lite sandsynlig[42]. Hvor tidlig kompasset, eller leidarsteinen, blev kjendt i Norden er uvisst. Vi vet bare at da Hauksbók blev skrevet, i begyndelsen av det 13. årh., var den ialfald kjendt på Island; men den kan jo ha været kjendt før den tid, og det ser altså ut til at det ikke er gåt lang tid mellem at dette instrument blev kjendt i Middelhavet, og at det nådde Nordboene.
Da kompasset kom i almindelig bruk på de italienske skibe i det 13. årh, førte det naturlig til utviklingen av en helt ny karttype, de italienske sjøkarter eller kompaskarter, som skulde få grundlæggende betydning for alle kommende tiders kartkunst. De før nævnte verdenskarter fra middelalderen var lærde fremstillinger som ikke var til nogen praktisk nytte for sjøfareren. Grækerne hadde tegnet landkarter som heller ikke var synderlig brukbare på sjøen, og sjøkarter vet vi ikke at de har hat. Derimot var det allerede langt tilbake i oldtiden brukt seilbøker (periploi) som gav anvisninger om seilasen langs kysten. I middelalderen var seilbøker, kaldt portolani, som gav oplysninger om havner, avstande o.s.v., et vigtig hjælpemiddel for sjøfareren, særlig i Middelhavet. Det var Italienerne som i den tid fremfor nogen anden utviklet skibsfarten. Da kystseilasen delvis erstattedes av seilas i rum sjø, efter at kompasset kom i bruk, blev sjøkarter et nødvendig tillæg til de skrevne seilbøker eller portolaner. Hvor tidlig de begyndte at bli utviklet er ukjendt; vi vet bare at sjøkarter var i bruk på italienske skibe i sidste halvdel av det 13 årh.[43]; og vi må tro at de har været anvendt længe før den tid. Om det, som av nogen påståt, har været en forbindelse mellem disse sjøkarter og Grækernes karter er tvilsomt, skjønt det vistnok kan ha været en indirekte sammenhæng gjennem Araberne, blandt hvilke f. eks. Edrisi synes at kunne ha øvet nogen indflydelse.
Men i hvert fald er det sikkert at Italienerne i middelalderen ikke kjendte den græske kartkunst, og dette kan på en vis ansees som en fordel; for derved blev de nødt til at finde sin egen fremstillingsmåte. For den græske tænkning hadde hovedsaken været at finde det bedste uttryk for verdenssystemet og for oikumenen, at løse problemer som at overføre en kuleflate til planet ved projektioner, o.s.v.; mens sansen for nøiagtig detaljkundskap var mindre. Den italienske sjømand og karttegner gik uhindret av teorier like løs på naturen, og for ham faldt det da som selvfølgelig at avsætte på kartet kyster og øer nøiagtigst mulig efter de seilte kurser og avstander, uten at tænke på at sjø og land danner en kuleflate.
De italienske sjøkarter synes særlig at være blit utviklet i de nord-italienske republiker, Genua og Pisa, og delvis Venedig. Senere lærte også Katalanierne på de Baleariske Øer og i Spanien (Barcelona og Valencia) kunsten, sandsynligvis fra Genua. Kartene har med rette vakt beundring ved sin virkelighetstro og detaljerte frem stilling av de av Italienerne og Middelhavets sjøfolk kjendte kyster; verden hadde tidligere ikke frembragt noget sidestykke til en slik fremstilling. Det viser at den tids sjøfolk var mestere i at bruke sit kompas[44], og at gjøre op sit bestik. Det merkelige er at allerede de første kjendte kompaskarter fra begyndelsen av 14. årh. hadde en så fuldendt form, at det i de følgende tider var lite at føie til eller forbedre på dem. Det kunde se ut som om denne kart-type med ett sprang fuldt færdig frem, som Athene av Zeus's hjerne, og uten at vi kjender nogen forløpere; den holdt sig med sin fremstilling av Sortehavets, Middelhavets, og Vest-Europas kyster omtrent uforandret gjennem tre århundreder. Det er noget gådefuldt ved dette. Vi må ialfald tro at disse karter er blit utviklet ved mange mindre specialkarter gjennem hele det 13. årh., men selv dette synes et kort tidsrum for utviklingen av en såvidt fuldstændig fremstilling, som derefter blev omtrent stereotyp. Det er væsentlig kystene som fremstilles og som har mange navne, mens det inde i landene er forholdsvis få, hvilket jo er naturlig for sjøkarter.
Da den italienske handel ikke rakk længer nord end til Flandern og England (hvorfra det kom uldvarer) er det også karakteristisk for kompaskartene, at deres detaljfremstilling av kysten når til syd-England og til Sluis i Flandern, og til mundingen av Schjelde. Længer seilte ikke de italienske skibe; hinsides denne grænse begyndte Hanseatenes handelsherredømme. Kompaskartenes fremstilling av meste delen av Irland, det nordlige England, Skotland, Tysklands nordkyst, Danmark, Østersjøen, og det skandinaviske Norden, har en fra de søndenfor liggende kyster fuldstændig forskjellig karakter. Kystlinjene er der åbenbart trukket skematisk, og mer eller mindre hypotetisk, navnene (væsentlig på enkelte havner, stiftsbyer og øer) er også påfaldende få. Det viser sig klart nok, at disse kyster ikke kan være tegnet efter seilte kompaskurser, og efter opgjort bestik; det er fremstillinger som er bygget på anden eller tredjehånds meddelelser. Derfor kan også de nordlige land former veksle adskillig i de forskjellige typer av kompaskarter.
Vi vet lite om de kilder hvorfra de har hentet sin fremstilling av Norden; sandsynligvis er de flere og av forskjellig art. Et blik på de gjengitte karter vil overbevise om at Nordens-billedet skiller sig sterkt fra hvad vi finder på hjul-kartene, og fra hvad oldtidens karter sandsynligvis hadde. Det er et avgjort skritt henimot virkeligheten, om end fremstillingen fremdeles er ufuldkommen. I en hel række av disse karter viser Nordens-billedet visse typiske drag. Den tyske kyst og Jylland går ret mot nord fra Flandern, derved kommer den meget for nær Britannien, og Nordsjøen blir bare en smal vik. Jylland har allerede på de ældste karter (Dalorto's kart) en ganske god form. Norge, hvis kyster betegnes ved fjeldkjeder, har en nogenlunde rigtig beliggenhet i forhold til Jylland, men kommer derved også for langt vest, og for nær England. Det er desuten blit for bredt. Skagerak kommer nokså rigtig frem, men de danske øer med Sjælland, helst som en rund ø, lægges i Kategat nordøst for Jylland. Dette forrykker billedet sterkt. Sverige er meget for lite, og har for liten utstrækning mot syd, Østersjøen har en eiendommelig form; den strækker sig langt mot øst, og har en merkelig indsnevring på midten ved at den tyske kyst danner en stor bøining mot nord henimot Sverige. I den større utvidning i dens indre del ligger Gotland. Den Botniske Bugt synes ukjendt. Øene nord for Skotland: Shetland (gjerne kaldt scetiland, sialanda eller stillanda), Orknøene, og ofte Katanes som en ø, kommer vest for Norge, ofte anbragt nokså vilkårlig, og i feilagtig rækkefølge.
Tille (Thule), den runde øpå nordøstkysten av Skotland, er et eiendommelig træk på mange kompaskarter. Dens oprindelse er usikker, men muligens kan den ha forbindelse med at Romerne mente at ha set Thule nord for Orknøene (?). Navnene i Norden er i de store træk de samme på de fleste kompaskarter[45], og den ene karttegner har kopiert den anden; derved er også mange palæografiske feil kommet ind, som siden går igjen. Et eksempel: Østersjøen kaldes oprindelig mar allemania, dette læses av katalanske karttegnere for mar de lamanya, også skrevet de lamäya, og derav kommer igjen mar de la maya. Et andet eksempel: Bergen kaldes oprindelig bergis, så forvansker en karttegner det til bregis, og siden blir byen hetende så. Hvorfra disse navne først er kommet, vet vi ikke; for en del kan det vel være fra sjøfolk, for en del ad literær vei. Det sidste må vel gjælde navne fra indlandet. Der er også forskjellige legender eller indskrifter på disse karter, f. eks. i Norge, i Sverige, i Østersjøen, øene i Nordhavet, og på Island. For flere av disse legenders vedkommende kan det sikkert nok påvises at de må ha literær oprindelse. Enkelte av dem (f. eks. legenden om Norge) må delvis stamme fra Geographia Universalis. Andre har forbindelse med forfattere som Giraldus Cambrensis, Higden, o. fl. Det kunde også pekes på visse likheter med arabiske forfattere, særlig Edrisi; men om ikke dette for en del skyldes, at begge har hentet fra samme kilder, er usikkert.
Det første kjendte kompaskart, det såkaldte Carte Pisane, fra omkr. 1300[46], når ikke længer nord end kysten av Flandern og syd-England. Men allerede det kompaskart[47] som er tegnet av den genuesiske prest Giovanni da Carignano (død 1344), åbenbart kort efter 1300 har en fremstilling av Britannien, Irland, Orknøene, og det skandinaviske Norden med Østersjøen. At disse strøk bare er hypotetisk fremstillet, og ikke hører til det egentlige kompas kart, antydes også derved at de delvis ligger nordenfor nettet av kompas-streker. Det er væsentlig et landkart med mange navne i fastlandenes indre, men fremstillingen av de kjendte kyster (sønden for Flandern) er åbenbart tat fra sjøkartene. Fremstillingen av de Brittiske Øer og Norden minder en god del om Cottoniana-kartet, og også om Edris´s fremstilling[48]; som eksempel: det kan vanskelig tænkes at det mot vest ombøide Skotland skulde ha opståt uavhængig på hvert av de tre karter. Med Edrisi er det også adskillig likhet i navnene i andre dele av kartet; men Carignano har ingen antydning til Edrisfs Island, eller til Cotoniana's ø Tylen (Thule). Om hans Skandinavien er en halvø, som almindelig påståt, og ikke snarere en langstrakt ø, likesom på de to nævnte karter, er usikkert, da fremstillingen er meget medtat og utydelig i den inderste del av Østersjøen.
At dømme fra fotografi av kartet (Ongania, pl. lII) forekommer det mig sandsynligst at det er en ø, som da får en del likhet med øen Norwāga (Norge) hos Edrisi. Navne som kan læses på denne ø eller halvø er noruegia, Unonia (Finmarken eller Finland), suetia; endvidere bergis (Bergen), tromberg (Tønsberg), uamerlant (Vermeland), scarsa (Skara ved Venern), kundgelf (Kungelf), scania (Skåne), lendes (Lund), stocol (Stockholm), o.s.v. På de to øer i Østersjøen står scamor (d. e. scanior? Skanør), og gothlanda (Gotland). Mange av disse navne forekommer her for første gang i kjendte kilder. Carignano kan ha fåt dem fra ældre ukjendte karter, men kan også ad en eller anden vei ha fåt oplysninger fra Norden; muligens kan han f. eks. ha fåt navne på havner o.s.v. fra sjøfolk. Eiendommelig er hans fremstilling av Skandinaviens vestlige del med tre lange halvøer (jfr. Saxo), hvorav den østligste med scania kunde være syd-Sverige med Skåne; den midtre med tromberg (Tønsberg) måtte være Vestfold og Grenmar, og den vestligste med Bergen måtte være Vestlandet. Den mindre halvø mot nord kunde være Trøndelagen (jfr. også Historia Norwegiae).
I årene 1318 til 1321 skrev Venetianeren Marino Sanudo et verk "Liber secretorum fidelium crucis" (hemmelighetenes bok for korsets troende) for at opmuntre til et nyt korstog, og han overrakte selv paven i Avignon et dedikationseksemplar derav, som sandsynligvis er det ene av de to som nu opbevares i Vatikanet. Verket er ledsaget av flere karter som må være tegnet av den bekjendte genuesiske kompaskart-tegner Pietro Vesconte i 1320 (se over>, idet det i Vatikanet er fundet et atlas med tilsvarende karter som bærer hans navn[49]. Blandt dem er et rundt verdenskart av hjul-typen, men hvor kompaskartenes kystformer er indført. Der er Skandinavien fremstillet som en halvø med en fjeldkjede (kjølen?) langs midten, og der sees navnene Gotilandia, Dacia, Suetia, Noruega. På fastlandet står Guenden (Kvænland, eller også = Suenden = Sverige?) vel Gotia; og på kysten nord for halvøen står Liuonia og syd for den Frixia (Frisland). Som av Kretschmer påvist har Skandinavien oprindelig (i begge atlasser) været tegnet som en ø, men er senere blit forenet med fastlandet ved et smalt eide. Denne fremstilling av Skandinavien som halvø har jo likhet med hvad vi fandt på flere av de før nævnte hjulkarter. Den har også sterk likhet med fremstillingen hos Saxo (beg. av 13. årh.) som sier[50]:
Forøvrig berører oceanets øvre arm (d. e. den sydlige, altså Østersjøen, da syd tænkes at vende op på kartet), som skjærer gjennem og forbi Dania, sydkysten av Gothia (Gotaland, d. e. Sverige) med en temmelig stor bugt; men den undre (nordre) gren, som drar forbi nordkysten av Gothia og Noruagia vender sig med en betragtelig utvidning mot øst, og blir begrænset av en krum kyst. Denne ende av havet kaldte vore gamle urindbyggere Gandvicus. Mellem denne bugt og det sydlige hav ligger et lite stykke fastland, som har utsigt til de fra begge sider omskyllende have. Hvis naturen ikke hadde sat dette rum som grænse for de sig næsten forenende strømmer, vilde havarmene gåt over i hinanden[51], og hadde gjort Suetia og Noruagia til en ø.
Det synes ikke urimelig at fremstillingen på Vesconte's kart kan ha sammenhæng med denne skildring; det har jo også meget nær de samme navneformer. Strøkene langt i nord og øst på hans kart er fuldstændig fantasi, og fremdeles sees der rifei montes.
Av Sanudo's verk kjendes endnu otte andre håndskrifter (i forskjellige biblioteker), ledsaget av karter, og seks av dem har det runde verdenskart; men gjengivelsene er ikke så lite forskjellige indbyrdes, særlig fremstillingen av Nord-Europas kyst[52]. Verdenskartet i håndskriftet i dronning Christina's samling i Vatikanet (Codex Reginensis 548), og det aldeles lignende kart i håndskriftet i Oxford, har en merkelig god fremstilling av den Skandinaviske Halvø med navnene Suetia (Svealand), Gotia (Götaland), og Scania i øst, Noruegia i vest, Finlandia og Alandia (Åland, eller kanske Hallandia?) længst i nordøst. Indenfor på fastlandet står Kareli infideles (vantro Kareler) og Estonia (Estland), Liuonia (Lifland), o.s.v.
I Østersjøen er to øer Gotlandia midt i og Ossilia (Øsel) længst inde. Formen av Jylland (med navnene Dacia og Jutia eller Jylland), retningen av Nord-Europas kyst og Østersjøen, med Skandinavien paralelt, minder ikke så lite om Edrisi´s kart, om Cottoniana, og om Carignano's kart. Her er åbenbart kommet nye oplysninger til som Vesconte ikke hadde da han tegnet det før nævnte kart, særlig er den rigtige anbringelse av navnene i Sverige og Norge påfaldende. Disse navne, liksom også Jutia, forekommer hos Saxo i omtrent samme former (jfr. også Historia Norwegiae). Marino Sanudo hadde, efter hvad han oplyser, selv reist med skibe fra Venedig til Flandern, og hadde også reist i Holstein og Slavien. Han har da kunnet samle geografiske oplysninger, og kan, som av Bjørnbo fremholdt, ha fåt meddelelser av nordtyske geistlige som hadde fåt sit nordensbillede dannet ved studiet av Adam av Bremen og Saxo; men nogen nødvendighet for en slik antagelse synes det mig ikke at være, han kan like godt ha fåt direkte meddelelser, fra stedkjendte folk, mens navnene vel i stor utstrækning er literære. Hvis vi antar at det er Pietro Vesconte som har tegnet alle karter, kan han ha fåt sine oplysninger om Norden gjennem Sanudo selv; men underlig kan det da synes, at han ikke allerede brukte disse til sit første kart. Vi måtte da anta at det væsentlig har været efter dette at det blev samarbeide mellem dem.
Men her kommer endnu en vanskelighet, og det er den tredje fuldstændig forskjellige form av Nordens-billedet som findes på det tilsvarende verdenskart i Sanudo-håndskriftet i Paris. Der er den skandinaviske halvø på en uforklarlig vis delt op i flere øer, hvorav den største har navnet scania de regno dacie eller scádinaua. Nordenfor den er en langstrakt ø gotlandia, som av nogen har været læst yrlandia eller yslandia, og gjort til Island (som hos Thoroddsen, I, 1897, s. 84). Noruegia står utenfor randen av kartet nord for Jylland (kaldt dacia), og navnet prouincia noruicie står på vestkysten av Jylland, som har fåt en fantastisk stor utstrækning nordover med mange bugter. På en ø ute i havet nord for Rusland (rutenia) står kareli infideles. Hele denne fremstilling er jo fuldstændig uoverensstemmende med de andre Sanudo-karter, og det er vanskelig at forstå, at Vesconte kan ha tegnet også dette, om end verdenskartet forøvrig kan ha megen likhet med de andre fra hans hånd. Det kunde ligge nær at tro, at det er en anden mand som har nikket på denne del av kartet, og indført helt misforståtte ideer.
En merkelighet ved det er at det kanske er det første som har en legende om Norden. På den store ø i Østersjøen(?) står det nemlig: "In hoc mari est maxima copia aletiorum" (i dette hav er den største mængde sild?). Det kan efter Bjørnbo's mening sigte til sildefisket i Øresund[53].
Av grundlæggende betydning for fremstillingen av Norden på de katalanske kompaskarter blev den type som først kjendes fra Angellino de Dalorto's kart fra 1325 (eller 1330?) og kartet fra 1339 signert Angellino Dulcert som utvilsomt er samme mand. Man har ment at han var av en kjendt genuesisk familje Dalorto, og at det første kart er tegnet i Italien, mens det sidste sikkert er tegnet på Majorka, kanske enten av en kopist som har forvansket Dalorto til Dulcert, eller av ham selv, som i så fald må antas at ha git sit navn en mer katalansk sving ved bosættelsen på Majorka. Men ialfald har disse karter hat italienske forbilleder, dette kommer tyde lig frem i navnenes form (jfr. Kretschmer, 1909, ss. 118 f.).
De to karter er meget like. Det ældste, fra 1325 (1330?)[54] gir en fyldigere fremstilling av Norden og Østersjøen end noget tidligere kjendt kart. I navnene viser det sammenhæng både med Carignano's kart og med Marino Sanudo, men nye navne og oplysninger er kommet til, fremstillingen av Britannien og Irland er rigtigere, og likeså er det en rimeligere fremstilling av det skandinaviske Norden og av Østersjøens utstrækning end på Carignano's kart. Blandt nye navne i Norden kan nævnes trunde (Trondhjem, jfr. Throndemia i Historia Norwegiae), end videre alogia på en by på vestsiden av Norge; det er åbenbart Halogia (Hålogaland), hvilken navneform brukes bl. a. i Historia Norwegiae og av Saxo. Et andet navn længst nord, og desuten ved Norges sydvestlige hjørne, er alolandia. En kunde tænke sig at navnets form og dets anbringelse på disse to steder skyldes en sammenblanding av navnet Hålogaland med Hallandia (hos Saxo) og alandia på Sanudo-Vesconte's kart.
Det vil sees at Norge, som angis som et utpræget fjeldland[55], har på dette kart fåt en svær utstrækning i bredde, så dets vestkyst kommer på samme længdegrad som Britanniens vestkyst. I indskriftene i Norge står det at fra dets ødemarker bringes "fugler kaldt Gilfalcos" (jagtfalker), og længst nord står det: "her lever menneskene av jagt på skogens dyr, og også av fisk på grund av prisen på korn som er meget dyr. Her er hvite bjørner og mange dyr."
Indholdet av denne indskrift må væsentlig stamme fra Geographia Universalis. Øer i havet vest for Norge er længst nord Insula ornaya (Orknøene), længer syd er sialand, (Shetland, Insula scetiland på kartet fra 1339, og silland eller stillanda på senere karter). Likheten med ø-navnet sjāsland hos Edrisi er stor, men det kan ikke antas at vi her har en forvanskning av Island. Ved Skotlands nordøst-hjørne er den runde ø Insula tille.
I havet vest for Irland træffer vi på dette kart for første gang en ø kaldt Insula de montonis siue de brazile. Denne ø går igjen på de senere kompaskarter under navnet brazil helt op i det 16. og 17. årh.[56]. Det er åbenbart den irske lykke-ø Hy Breasail, senere kaldt O'Brazil, som har fundet veien ind på dette kart, eller kanske allerede på dets ukjendte ældre kilder. Øen har på dette og de ældste senere karter en iøinefaldende rund form, ofte delt ved en kanal.
Det irske sagn om Hy Breasail eller Bresail[57], øen ute i Atlanterhavet, er åbenbart meget gammelt; øen er et av de mange lykke-lande lik Tir Tairngiri (det forjættede land). Navnet kan efter Moltke Moe's og Alf Torp's mening komme av det irske bress (lykke, held, fremgang), og skulde altså likefrem være samme navn som Insulae Fortunatæ. Italienerne kan let ha fåt kjendskapet til dette sagn gjennem de irske klostere i Nord-Italien, hvis de da ikke heller har fåt det gjennem sine sjøfolk, og på den vis er så øen kommet ind på kartet. Formen brazil kan ha opståt ved at karttegneren har sat navnet i forbindelse med det kostbare farvetræ brazil (norsk brissel)[58]. Kanalen som på kartene deler øen Brazil, kan være den elv som i Brandan-legenden gik midt gjennem øen Terra Repromissionis, og som Brandan (i Navigatio) ikke kunde komme over. Det er sandsynligvis dødselven (Styx), og muligens den samme som er blit til åen ved Hop, i den islandske saga om Vinland. Vi finder således også her mulig sammenhæng, og det styrker sandsynligheten av at Brazil var Irernes Forjættede Land, som på den anden side var med om at danne Vinland.
På senere kompaskarter blev det flere Brazil-øer. Allerede på Medici-kartet (1351) optræder en Insula de brazi i havet vest for Spanien, og på Pizigano-kartet (1367) og Soleri-kartet (1385) findes vest for Bretagne en tredje brazir, senere almindelig kaldt de manj, eller maidas, o.s.v. Navnet Isula de montonis er vanskelig at forstå. Hvis vi tør tro, at det er en skrivfeil for moltonis (eller kanske moutonis, latinisering av det franske mouton?), kunde det mene saue-øen fra Navigatio Brandani, som oprindelig var Dicuil's Færøer. Også ved dette navn føres vi da til Irland[59].
Samtidig er også en anden irsk sagnforestilling kommet ind på kartet fra 1325, og følger trofast øen Brazil på dens vandring gjennem alle senere tiders kompaskarter; det er den lykkelige sjø, lacus fortunatus, med øene insulle sei lacaris (Lough Keara eller Lough Korrib?), som var så mange at det senere heter at det var en for hver dag i året. På Perrinus Vesconte's kart fra 1327 findes samme sjø med de mange øer, og såvidt jeg kan tyde den sterkt formindskede gjengivelse i Nordenskiolds Periplus (pl. VII) står der: "gulfo de issolle CCCLVII[60] beate et fortunate" (de 358 salige og lykkelige øers golf), slik som det også står på enkelte senere karter[61]. Om denne lykke-sjø, og likeledes øen Brazil, findes på kartet over de Britiske Øer i samme tegners atlas fra 1321 har jeg ikke kunnet undersøke; golfen med de 358 øer skal findes på Vesconte-Sanudo karter (jfr. Harrisse, 1892, ss. 57 f.).
Angellino Dulcert's (Dalorto's) kart fra 1339[62] adskiller sig i Duicerfs sin fremstilling av Norden, noget fra kartet fra 1325 (1330?) derved at Norge har fåt en smalere og mer rektangulær form, med bare de fire odder på sydsiden som er de største på kartet fra 1325, mens landet med de mindre odder vestenfor disse er blit bortskåret, hvor ved den smalere form er opståt[63].
Med Dalorto's karter fra 1325 og 1339 er prototypen git for de senere kompaskarters fremstilling av Norden; og denne holder sig uten væsentlige forandringer langt ind i det 15. årh. Men mens senere italienske karter (jfr. Pizigano's fra 1367) har mest likhet med det italienske Dalorto-kart fra 1325, så representerer Majorka-kartet fra 1339 typen for de senere katalanske karters fremstilling. I det som er opbevart i Modena, og som stammer fra omkring 1350[64] er det katalanske kompaskart for bundet med hjulkartenes verdensfremstilling. Vi finder billedet av Norden i alle hovedtræk det samme; men her kommer ogsaa et ny træk til, det er Island som dukker op som en gruppe av 8 øer ute i kartets rand længst i nordvest, med tilføielsen questas illes son appellades islandes (disse øer er kaldt Islandene). Den sydligste ø heter islanda, de andre har uforståelige navne (donbert, tranes, tales, brons, bres, mmau... bilanj (?); men Grønlands navn findes ikke. Nord for Norge står i havet Mare putritum congelatum (det råtne, frosne hav). Det er åbenbart forestillingene om det stinkende Leverhav (som i arabiske sagn), sammen med det frosne, som her går igjen. På det omtrent samtidige katalanske kompaskart, opbevart i national-biblioteket i Florenz (kaldt no. 16) findes den samme øgruppe betegnet "Island", og har her fåt en lang indskrift (se næste side; jfr. også Bjørnbo og Petersen, 1908, s. 16), som delvis er ulæselig, men hvor det heter, at "øene er meget store", at "folkene er smukke, store, og blonde mennesker, landet er meget koldt," o.s.v. Navnet Grønland forekommer heller ikke på dette kart[65].
Til samme type av katalanske karter hører også det kjendte Karl V's verdenskart eller Katalanske Atlas, fra 1375, endvidere Mecia de Viladestes kart fra 1413[66] og mange andre[67].
En forskjellig fremstilling av Norden, særlig av den Skandinaviske Halvø, finder vi i det anonyme atlas fra 1351, opbevart i Florens og vanlig kaldt det Mediceiske Sjø-atlas[68], som er italiensk, sandsynligvis genuesisk, arbeide. Norden er der framstillet på et verdenskart og på et Europakart, og ligner i stor utstrækning Dalorto-typen. Opdelingen av vest-Skandinavien i tre store odder minder vistnok såvidt meget om Carignano-kartet, at den kunde tænkes at ha sammenhæng med en eller anden italiensk kilde for dette; men i navnene viser det mere likhet med Dalorto-kartene: Fremstillingen av Østersjøen og halv-øen svarende til Skåne er jo i det væsentlige den samme, den ligner kanske særlig Modena-kartet og det anonyme kart fra Florens (jfr. s. 458, og ovenf.). Jylland er derimot meget forlænget, og har forandret form. De tre store landtunger i Norge med en mindre i øst nær Danmark, kan svare til de fire odder på den norske sydkyst på Dalorto-kartene (jfr. særlig det fra 1339). Ved at øke disse betydelig i størrelse, og ved at utvide bugtene mellem dem, er Norges vestkyst blit flyttet endnu længer vest end på kartet fra 1325, og har fåt en noget vestligere længdegrad end Irland. På Europa-kartet er C. trobs (capitolum tronberg? d. e. Tønsberg) skrevet ved første bugt (som trunberg på Dalorto-kartet), c. bergis (capitulum bergis d. e. Bergens stift) og c. trons (?) (Trondhjems stift) ved hver av de to andre bugter. Endelig har alogia, som på Dalorto-kartet står som en by på Norges nordlige vestkyst nordenfor Nidroxia (Nidaros), fulgt med vestkysten og står på den vestligste landtunge. Hvordan hele denne fremstilling er kommet istand er vanskelig at si. En kunde fristes til at tro at det var ved en misforståelse av en beskrivelse av Norge lik den vi finder i Historia Norwegiae, hvor Norge skildres som delt i fire dele, det første land ved den østlige bugt nær Danmark, andet Gulacia (Gulating), tredje Throndemia, fjerde Halogia[69]. Medici-atlassets verdenskart er tegnet på lignende vis som kompaskartene. Det har ikke bynavne i Skandinavien, og den vestligste landtunge har ingen navne (se gjengivelsen her). Derimot forekommer navnet alolanda inde i landet i det østlige Norge, og er vel der åbenbart en forvanskning av Hallandia. Dette verdenskart har interesse derved, at det lar kontinentets landmasser strække sig ubegrænset mot nord, mens derimot Afrika avsluttes med en halvø mot syd.
Venetianeren Francesco Piziganbo´s kart, fra 1367, ligner Dalorto's fra 1325 i fremstillingen av Norden,; sydsiden av Norge har noget nær den samme avrundede form med syv odder, og Alogia er en by på vestkysten.
Det er tidligere blit fremholdt, at mens den ældste nordiske kilde, Adam av Bremen, opfattet nordens lande utenfor Skandinavien som øer i det jordskiven omgivende verdenshav (i overensstemmelse med den lærde opfatning og hjulkartene), så antok Nordboene, ubundet av lærde forestillinger, at Grønland hang sammen med fastlandet, bl. a. fordi, som Kongespeilets forfatter uttrykker fastlanddet, ellers kunde det ikke være kommet fastlandsdyr dit, som hare, ulv, og ren. Men denne landforbindelse kunde, som vi har set, alene tænkes istandbragt hinsides Gandvik og det kjendte Bjarmeland, og måtte gå nordenom havet nord for Norge. Derved fik dette hav navnet Hafsbotn. Det klareste uttryk for denne opfatning finder vi i den før omtalte islandske jordbeskrivelse, som for en del kan skrive sig fra abbed Nikulás Bergsson på Thverá[70], og hvor det heter:
Nærmest Danmark er det mindre Sverige (kaldt så til forskjel fra Sviþjod it Mikla, Rusland) der er Øland, så Gotland, så Helsingeland, så Vermeland, så to Kvænland, og de er nord for Bjarmeland. Fra Bjarmeland går ubygget land mot nord, indtil Grønland. Syd for Grønland er Helluland o.s.v. (I en variant av denne jordbeskrivelse i et ældre håndskrift heter det: "Nord for Saxland er Danmark. Gjennem Danmark går sjøen ind i Austrveg (Østersjølandene). Sverige ligger øst for Danmark, men Norge i nord. Nord for Norge er Finmarken. Derfra viker landet mot nordøst, og så mot øst, før en kommer til Bjarmeland. Det er skatskyldig under Garda-kongen (i Gardarike). Fra Bjarmeland går landet til ubygdene mot nord, like til det at Grønland begynder. Fra Grønland i syd ligger Helluland" o.s.v.
Endnu en tredje, senere og mere utformet variant har vi i den såkaldte Gripla.
Troen på denne landforbindelse med Grønland kan oprindelig være fremkaldt, eller ialfald være væsentlig styrket ved opdagelsen av lande som Novaja Semlja, Svalbard, (Spitsbergen?), og de nordlige ubygder på Grønlands østkyst[71]. Dertil kom at overalt i nordlige retninger traf ishavsfarerne på drivisen, som indelukket havet til en havsbotten, og det måtte da falde naturlig at tro på en sammenhængende kyst som forbandt landene bak isen, og som holdt denne fast. Troen på landforbindelse synes at være så indgrodd at den vanskelig kan ha hvilt bare på teoretiske spekulationer, men har snarere støttet sig til den slags håndgripelige beviser.
Det var at vente at landene nord for Hafsbotn i folketroen blev til eventyrlande, Jotunheimr og Risaland, hvor jotner og riser bodde.
Allerede Saxo (beg. av 13. årh.) sier at i nord for Norge "ligger et land, ukjendt av navn og leie uten menneskekultur, men rikt på folk (av uhyre sælsomhet. Fra det likeoverforliggende Norge er det skilt ved en mægtig havarm. Da seilasen der er meget usikker, er det få som har hat en lykkelig tilbake reise av dem, som våget sig dit".
Da det vanskelig kan være de kristne bygder på Grønland som Saxo omtaler som et land uten menneskekultur, må en vel helst tro, at hans land i nord er en sammensmeltning av Grønlands østlige ubygder med Jotunheimr, liksom i de islandske forestillinger. Allerede Adam av Bremen hadde jo kjæmper (Kykloper) på en ø i nord, og vi har set at i Historia Norwegiae var det lignende forestillinger.
Et islandsk eventyr fra middelalderen (avskrevet i Bjørn Jónsson's Grønlandske Annaler) fortæller om Halli Geit at "ham alene lykkedes det at komme landveien tilfots over fjeld og jøkler og alle ødemarker, og forbi alle havsbotner til Gandvik og så til Norge. Han leide med sig en gjeit, og levde av melken dens; han traf oftest daler og smale sund (åpninger) mellem jøklene, så at gjeiten kunde fø sig enten av græs eller skog".
Forestillinger av denne art førte til den opfatning hos nogen at det var land like til Nordpolen, som kommer frem i et islandsk skrift, optat i Rymbegla (l780, s. 466). Om et slet latinsk vers, av Johannes av Pavilla, gjengit der, sies det: "Dette vil nogen forstå slik som at han (d. e. digteren) sier at land ligger under leidarstjarna (polstjernen), og at strandene der hindrer havets ring fra at nå sammen (d. e. rundt jordskiven); med det stemmer visse gamle sagn som viser det, at til fots kan en fare, eller har det været fart, fra Grønland til Norge".
Men den middelalderske lærde forestilling om Uthavet som om gir hele jordskiven, gjør sig også gjældende i Norden, og kommer frem bl. a. i Snorre's Heimskringla og i Kongespeilet. Dette hav gik utenom det med Europa forbundne Grønland, og gjorde dette til en halvø. I det før omtalte skrift, Gripla, (kjendt bare fra et sent håndskrift hos Bjørn Jónsson fra Skardså, første halvdel av 17. årh.) heter det i fortsættelsen av hvad foran er gjengit derav: "Mellem Vinland og Grønland er Ginnungagap, det går ut fra det hav som heter Mare oceanum, det omgir hele heimen" (verden). Da som før nævnt Vinland (d. e. Insulae Fortunatae) av nogen, åbenbart ved en misforståelse, blev gjort landfast med Afrika[72] så er det klart at Uthavet måtte tænkes at gå helt utenom både Grønland og Vinland. Det blev da også naturlig at en måtte tænke sig at det var en åpning ensteds mellem disse to lande, gjennem hvilken Uthavet hang sammen med det indre, kjendte hav mellem Norge, Grønland, o.s.v.[73].
Vel så gammel som Nordboenes forestillinger om lande hinsides havet i nord, var sandsynligvis forestillingen om det store svelg, Ginnungagap, som der danner havets og verdens grænse, og som må stamme fra Grækernes Tartaros og Khaos (jfr. s. 402). Da Ishavet (Hafsbotn) blev lukket av landforbindelsen mellem Bjarmeland og Grønland, var det naturlig at de som søkte at danne sig en sammenhængende verdensanskuelse, ikke længer fandt plads for svelget i den retning; og G. Storm (1890) har sikkerlig ret, når han mener at det var av den grund at Ginnungagap blev lagt til havåpningen mellem Grønland og Vinland; idet opfatningen vel har været, at dette "gap" på en eller anden vis stod i forbindelse med det tomme Uthav. Men denne opfatning finder vi først i den meget sene avskrift (fra det 17. årh.) av Gripla, og på det noget ældre kart av Gudbrand Torlaksson (Torlacius) fra 1606 (Torfæus 1706; pl. I, s. 21), hvor "Ginnunga Gap" står som navn på strædet mellem Grønland og Amerika. Hvad Ginnungagap egentlig var, synes aldrig at ha ståt helt klart, forestillingen om det har vel helst vekslet med menneskene; men når det, som her, anbringes som navn på et stræde hvor Uthavet flyter ind, kan det jo ikke længer være en avgrund; i høiden kan det vel da ha været en malstrøm eller et "havsvelg", som også antydes ved en hvirvel på Jon Gudmundsson's kart. Men selv denne opfatning av navnet er blit forvisket, og i et andet håndskrift fra det 17. årh. brukes det simpelthen som navn på det store hav land imellem vest for Spanien (altså Atlanterhavet).
På den anden side har vi set at forestillinger om havsvelg i de nordlige have synes at ha været almindelig utbredt i middelalderen. En mulighet er det, som før antydet, at når det i Ivar Bårdsson's beskrivelse av Grønlands nordligste vestkyst tales om "de mange haffsuælge som der lige om allt haffuet", det har været tænkt på at her var havets og verdens grænse, som dannes av de mange havsvelg, Disse kan isåfald ikke bare opfattes som malstrømmer lik Mosken-strømmen, men mere som det virkelige Ginnungagap. Men dette er høist usikkert; det kan også ha været blandt den slags utsmykninger som gjerne bruktes for de fjernest liggende strøk.
Saxo Grammaticus (første del av 13 årh.) gir i fortalen til sin danske historie geografiske oplysninger om det skandinaviske Norden og Island, som er omtalt flere gange tidligere. Grønland nævner han ikke. Han sier selv, at han i stor utstrækning har benyttet den islandske literatur; men han har også blandet ind adskillig sagnagtig andensteds fra.
Den uten sammenligning betydeligste geografiske forfatter i middelalderens Norden, og også en av de første i hele middelalderens Europa, er den ukjendte mand som skrev Kongespeilet[74], sandsynligvis henimot midten av det 13. årh.[75]. Går en fra den samtidige eller tidligere geografiske literatur i Europa, med al dens overtro og uklarhet, til dette mesterlige verk, da er forskjellen slående. Allerede ved Nordboenes første optræden i literaturen, ved Ottar's likefremme og naturlige fortælling til kong Alfred om sin reise, er de mange pålitlige oplysninger om de tidligere ukjendte strøk fremtrædende, og tyder på en nøktern iagttagelsesevne, helt forskjellig fra hvad en almindelig møter i middelalderens literatur. Dette er i endnu høiere grad tilfælde i Kongespeilet, og forskjellen mellem det som der meddeles om Norden, og hvad vi mindre end 200 år tidligere finder hos Adam av Bremen, er iøinefaldende. Foruten at den hele fremstilling er båret av en overlegen forstand, viser den en indsigt og en iagttagelsesevne som er sjelden, ikke mindst dengang; og på mange punkter var åbenbart denne merkelige mand århundreder fremfor sin tid. Skjønt vel kjendt med meget av den tidligere middelalderske literatur, har han i en merkelig grad frigjort sig fra dens fabel-forestillinger. Vi hører ikke noget om de mange fabelfolk, som endnu hos meget senere forfattere var almindelige, heller ikke om havsvelg, eller om det størknete og mørke hav, men isteden får vi nye og fyldige oplysninger om de nordlige strøk, og det kommer med en lignende klarhet som slog os allerede hos Ottar. Vi får en merkelig god skildring av havisen, dens drift, o.s.v.; vi får også en skildring av de nordiske haves dyreverden, som ikke har noget sidestykke i den tidligere verdensliteratur. Der omtales ikke mindre end 21 forskjellige hvaler. Når det tas hensyn til at tre av dem sandsynligvis er haier, og at et par kanske er dobbeltnavn for samme hval, så svarer tallet til det antal arter som er kjendt fra de nordiske farvande. Av sæler beskrives seks, som svarer til det antal arter som lever på kystene av Norge og Grønland tilsammen. Desuten skildres hvalrossen (rostung) meget godt. Men helt undgå trollskap i havet kunde jo heller ikke Kongespeilets forfatter. Han skildrer fra Islandshavet det umådelige uhyre hafgufa, som synes likere et land end en fisk, og han tror ikke det er mer end to av dem i havet. Det er den samme som de norske fiskere nu kalder sjøhorven eller kraken, og sikkerlig også den samme som forekommer i gamle østerlandske sagn, og som går igjen i Brandanlegenden som den store hval som de tar for en ø, og går iland. I Grønlandshavet har Kongespeiletto slags troll, hafstrambr (en slags havmand), hvis krop var likesom en jøkel at se til, og mar-gygr (d. e. hav-gygr, havfrue), som begge utførlig beskrives. I Grønlandshavet omtales også de merkelige og farlige hav-gjærdinger, som også omtales i sagaene, (og hvorom der findes et kvad, hafgersinga-dråpa). Forfatteren er ikke videre klok på hvordan det har sig med dette under, for "det ser likest ut som at alle havstormer og bølger som er i det hav samles sammen på tre steder, og blir til tre bølger. Det gjærder om hele havet, så folk ikke vet sig vei ut, og det er høiere end store fjeld og lik bratte nuter" o.s.v. Det er sandsynlig at troen på disse hav-gjærdinger må stamme fra noget virkelig hændt, kanske helst jordskjælvsbølger, eller havskjælv, som stundom kan ha forekommet nær det vulkanske Island. Men merkelig er det, at disse bølger i Kongespeilet sættes i forbindelse med Grøn land. Det kunde også tænkes at ha nogen forbindelse med de bølger som dannes, når isfjeld kantrer.
Av lande er det væsentlig Irland, Island, og Grønland som omtales; men det er betegnende for forfatteren, at jo længere han kommer nord, og bort fra de almindelig kjendte egne, des friere for alskens fabelagtige tilsætninger blir hans fremstilling. På Irland er han endnu bundet av tidens overtro, og særlig av prestenes fabelhistorier om sig selv og sine hellige mænd, og av den engelske forfatter Giraldus Cambrensis[76]. På Island blir han som oftest fri for denne brysomme ballast, og han gir værdifulde oplysninger om Islands jøkler, om jøkel-laup, om de kokende, springende kilder, o.s.v. Det kolde klima på Island mener han skyldes grandskapet med Grønland, hvorfra det står stor kulde med det at det framom alle land er dækt med is; derfor har Island så meget is i fjeldene. Skjønt han tænker sig muligheten av at dets vulkaner skyldes Helvetes ild, og det således er de dødes virkelige pinested, og at Helvete derfor ikke er på Sicilien, som den hellige pave Gregorius har antat, så har han allikevel en anden og mere rimelig forklaring av jordskjælvenes og vulkanenes oprindelse. De kan skyldes tomme ganger og huler i landets grundvold, som enten ved vindens eller den fnysende sjøs magt kan bli så fuld av vind at de ikke tåler trykket, og derav kan de sterke jordskjælv komme. Av den sterke brytning som luften fremkalder i landets grundvold kan den store ild tændes som bryter frem på forskjellige steder i landet. En må ikke tro at det er sikkert at det netop forholder sig slik, men en får heller lægge sammen slike ting til den forklaring en synes mest tænkelig, for "det ser vi, at av kraft (afli) kommer al ild. Når det møtes hugg av hard sten og hardt jern, da kommer det ild av jernet og kraften hvormed de slås mot hverandre. Træstykker kan du og gni så længe at det kommer ild av det arbeide som de har. Det hænder og idelig at to vinder reiser sig på hver sin kant, den ene mot den andre, og hvis de møtes i luften, da blir det et hardt støt, og dette støt gir stor ild fra sig, som sprer sig vidt om i luften," o.s.v.
Det er en forestilling om sammenhæng mellem arbeide (friktion) og kraft (bevægelse), og en forklaring av vulkanismens mulige oprindelse, som må forbause i det 13. årh., og som synes at rykke forfatteren århundreder frem foran sin tid; der er spirer til opfatningen av energiens konstans.
Hans meddelelser om Grønland er merkelige ved sin nøkterne pålitlighet. Av dets indlandsis har han den første beskrivelse:
Men når du spurte om landet er tødd eller ikke, eller det er dækt med is som havet, da skal du vite det vist, at det er små stykker av landet som er tødd, men alt det andet er dækt med is, og folket vet ikke om landet er stort eller lite, med det at alle fjeldstrækninger og dalene er dækt med is, så ingen finder vei ind. Men det må nu i virkeligheten være så at det er vei, enten i de dalene som ligger mellem fjeldene, eller langs med strandene, så dyrene kan finde gjennem, for ellers kan ikke dyrene fare dit fra andre land, uten at de finder vei gjennem isen og landet tødd. Men ofte har folk fristet at gå op for at se sig om, og vilde vite om de kunde finde noget som var tødd og bebyggelig på landet, og folk har ikke fundet noget slikt, uten der hvor folk bor nu, og det er litt frem med selve stranden.
Det er som vi ser, en ytterst træffende skildring av det mægtige isdække. Han skildrer også klimaet i landet, både det gode veir som ofte findes om sommeren, og dets barske natur, som gjør at så lite av landet er beboelig.
Landet er koldt, og jøkelen (d. e. stor-isen eller indlands-isen) har den natur, at han sender fra sig kolde gufs som driver ilingene bort fra ansigtet hans, og han holder oftest hodet bart over sig. Men ofte får hans nære grander lide for det, med det at alle andre land som ligger i nærheten av ham, de får meget stygveir fra ham, og det kommer ned på dem alt det han kaster av sig med kaldblåst.
Om end i enkle og hverdagslige ord er jo her i virkeligheten uttrykt den tanke at Grønland og tilgrænsende strøk er uforholdsmæssig kolde, og at dette ialfald for en del skyldes Grønlands jøkel som virker avkjølende (som en anticyklonisk kuldepol). Dette er til en viss grad rigtig. Ved at gå over Grønland i 1888 fandt vi at det over indlandsisen ligger en kuldepol (anticyklon) hvorfra kold luftstrømmer ut. Videnskapelig storhet avhænger ikke altid av lærdom eller skarpsindige lærde kombinationer, den bæres vel så ofte av den sunde sans.
Kongespeilets omtale av Grønlands norrøne indbyggere og deres liv er tidligere delvis gjengit; merkelig nok nævnes ikke Skrælingene. Av nordlyset har forfatteren en malende skildring, og forsøker også at forklare dets årsak. Det er, som før nævnt, påfaldende at det omtales som særeget for Grønland, mens han selvfølgelig har kjendt det vel nok fra Norge.
Kongespeilets verdensopfatning støtter sig på ældre middelalderske forfattere, særlig Isidor. Jordens sfæriske form og solens løp omtales, likeså Macrobius's sonelære. I de kolde soner har kulden trukket til sig slik magt at vandene kaster sin natur, og forvandles til is, og alle land og hav er dækt med is. De er nær mest ubeboelige, men allikevel mener forfatteren, at Grønland ligger i den nordlige kolde sone. Han tror at "det er fastland, og hænger sammen med andre fastland," som før nævnt, fordi det er en mængde landdyr på det, som lite findes på ø-lande. Det "ligger på den ytterste side av heimen mot nord, og han tror ikke det er land utenfor Heimskringla (verdenskredsen, orbis terrarum) fra Grønland, bare store havet som render omkring heimen (verden); og det sier folk som er vise, at det sundet skjærer ind ved Grønland, som det tomme havet strømmer igjennem, og ind i gapet mellem landene (landa-klofi), og siden skifter det med fjorder og havsbotner alle lande imellem, der som det når at rende ind i Heimskringla."
Det er, som vi ser, den samme tanke, som før er omtalt, at Uthavet render ind gjennem et sund mellem Grønland og et andet fastland søndenfor, tydeligvis Vinland, som således også her opfattes som en del av Afrika.
Forøvrig er det påfaldende, at hverken Vinland eller Markland eller Helluland omtales i Kongespeilet, heller ikke Bjarmeland, Svalbard, o.s.v. Der gis således ingen fuldstændig skildring av de nordiske lande, men hvad vi kjender av verket er jo også bare et bruddstykke, kanske er det aldrig blit fuldendt.
Fortjenesten av at ha indført Grønlands navn, med de gamle Nordboers geografiske forestillinger om det ytterste Norden, i kartografien tilkommer, såvidt det vites, Dansken Claudius Claussøn Swart, på latin almindelig kaldt Claudius Clavus (stundom også Nicolaus Niger). Han var født på Fyen 1388, vandret om i Europa, og er, som av Storm påvist (1891, ss. 17 f.), sandsynligvis den Nicolaus Gothus som omtales i Rom i januar 1424, og som der skal ha fortalt at han i Sorø kloster, nær Roskilde, hadde set et eksemplar av Livius (hvilket sandsynligvis var en skrøne av Claudius). Om ham heter det at han var en mand med skarp forstand, men omvankende og ustadig. Hans senere skjæbne er ukjendt. Til fuldstændiggjørelse av Ptolemaios's Geografi med kartverk, som netop på hans tid (1409) blev ved en latinsk oversættelse kjendt for Vest-Europa, laget han, sandsynligvis i Italien, to karter av Norden, med tilhørende beskrivelser. Kartene må være tegnet enten av ham selv eller i hvert fald med hans hjælp. De er de første kjendte karter, karter i Vest-Europa som, efter Ptolemaios's (eller Marinos's) mønster, er forsynet med bredde- og længdegrader[77] og de betegner derved begyndelsen til en mer videnskapelig kartograf! og jord beskrivelse i Vest-Europa[78].
Hans første kart (Nancykartet) må være tegnet i årene mellem 1413 og 1427, sandsynligvis mellem 1424 og 1427; men kan aldrig ha været meget kjendt, da det ingen merkbar indflydelse har øvet den følgende tids kartografi. Den franske kardinal Filastre (død 1428), som opholdt sig i Rom 1427, er der blit kjendt med det, og har gjort en formindsket kopi av det, som han, sammen med en avskrift av den tilhørende tekst, lot binde ind i sin avskrift av den latinske oversættelse av Ptolemaios's geografi med karter. Dette verk blev først 1835 gjenfundet i Nancy og offentliggjort; kartet er derfor almindelig kaldt Nancy-kartet. Clavus's andet kart, som synes at være tegnet senere end det før nævnte, har hat desto større ind flydelse på kartografiens fremstilling av verdens nordlige strøk gjennem to århundreder.
En kopi av dette yngre kart blev først fremdrat av Nordenskiöld i Warschau i 1889; senere er flere noget forskjellige kopier blit trukket frem fra glemselen, mens teksten til kartet blev ved et tilfælde opdaget i 1900 av dr. A. A. Bjørnbo i et middelalderlig håndskrift fra Wien (Bjørnbo og Petersen, 1904). Selve originalen til kartet er gåt tapt; men bare med hensyn til enkeltheter av mindre betydning kan det nu være tvil om hvor dan det så ut.
Gjengivelsene her vil gi en forestilling om fremstillingen av Norden på de to karter. Så langt Ptolemaios kart rakk, er som det vil sees dettes kystlinjer og øer næsten slavisk beholdt på begge karter. Dertil er så på Nancy-kartet føiet et Skandinavien, med Island, østkysten av Grønland, og en nordlig landforbindelse mellem dette og Rusland. På det yngre kart har Skandinavien fåt en noget forandret form, og Grønland har fåt en vestkyst. Av navne er det på Nancy-kartet få, i teksten er det nævnt mange fler, særlig i Danmark. De er åbenbart selv for Danmarks vedkommende i stor utstrækning hentet fra en ældre reisebok lik den fra Brygge (ltinéraire Brugeois, jfr. Storm, 1891, s. 19). Nogen av navnene på kartet, som bergis, nidrosia o.l, kan være tat fra ældre kompaskarter; begge tekster har den nordiske form Bergen. Nes, bugter, og øer (ved kystene av Norge, Island, og Grønland) som han ikke hadde navne til (og som forøvrig er fri digtning av tegneren) er i Nancy-teksten betegnet med latinske talord (Primum, Secundum, o.s.v.), eller er bare blit nævnt efter hverandre (på Island), et sikkert kjendetegn på at Clavus ingenting har visst eller hørt om disse kyster.
På sit yngre kart har Clavus erstattet mangelen på navne på en forbløffende måte. Fremdeles har han på enkelte kyster brukt latinske talord, for bugter f. eks., men så har han ved siden derav Østersjøens kyst og i Sverige, brukt danske talord som: Første å fluuii ostia (Første å, elvemunding), Annen å o.s.v. Sydboene som ikke forstod dansk, måtte opfatte dette som navne, og har latt dem undergå alskens forvanskninger. Værre var det at han på Gotland og i Norge brukte som navne for nes og elver ordene i en meningsløs ordramse: Enarene,apocane, uith u, wultu, segh, sarlecrogh, o.s.v. (åbenbart svarende til barneramser "fiken, foken" o.s.v.[79]). På Island brukte han navne på runebokstavene til at opkalde nes og elver, men merkeligst er allikevel hans navne på Grønland, ayvekslende for nes og elvemundinger (!). Når, som av Bjørnbo og Petersen påvist, en læser disse efter hverandre fra nordligste nes på østkysten og rundt søndenom landet, fremkommer følgende vers i fynsk dialekt:
- "Thær boer eeynh manh secundum (=ij?)[80] eyn Gronelandsz aa,
- ooc Spieldebedh mundhe hanyd heyde;
- meer hawer han aff nidefildh (= lusefeld?),
- een hann hawer flesk hinth feyde.
- Nordh utn driuer sandhin nå new new."
Verset er, som av Axel Olrik fremholdt, åbenbart en efterligning eller en travesti av folkevisene, og som av Karl Aubert påvist[81], må forbilledet sikkerlig ha været begyndelsesverset av samme folkevise som den vi nu kjender fra Sverige under navnet "Kung Speleman":
- "Dher bodde een kjempe vid Helsingborg,
- Kung Speleman månde han heta,
- Visst hade han mera boda solf,
- An andra flesket dhet feta.
- Uren drifver noran, och hafvet
- sunnan for noran."
Denne av Clavus her benyttede måte at lage geografiske navne på, minder om betegnelsen av notene i middelalderens toneskala, hvortil blev brukt ordene i en latinsk hymne; og det synes naturlig at det er dette han har efterlignet. Men hans mystifikation med disse mange underlige navne som ingen i Syd-Europa forstod, og som i tidens løp er undergåt mange forvanskninger, har voldt meget bry; mange skarpsindige mænd har brutt sine hoder for at finde lærde etymologiske fortolkninger av deres oprindelse, indtil Bjørnbo´s lykkelige fund av Clavus's yngre tekst løste gåden.
Bjørnbo og Petersen har ved sit værdifulde verk om Claudius Clavus, med gjengivelse av denne tekst, fortjenesten av at ha bragt klarhet i forholdet mellem hans yngre og ældre kart. De har hævdet den anskuelse, at Claudius Clavus må ha laget sit første kart (Nancy-kartet), med tilhørende latinsk tekst, i Italien; men merkelig nok mener de at han har helt forkastet de italienske kompaskarter som ubrukbare for fremstillingen av Norden, og har uavhængig derav dannet sit Nordens-billede, som tilføielse til Plolemaios's kystlinjer, bare efter oplysninger han har fåt fra nordiske kilder. Derefter skulde han så av interesse for at utvide sine geografiske kundskaper ha reist tilbake til Norden; og idet de to forfattere stoler på Clavus's påstand om selvsyn (i hans yngre tekst), mener de endog at han har gjort en geografisk forskerreise, først til Norge (Trondhjem), og så til Grønland. Og derefter skulde han i Norden ha tegnet sit yngre kart, og skrevet teksten (på latin) dertil.
Jeg er kommet til en helt forskjellig opfatning. Hans ældre kart, mener jeg, må, foruten på Ptolemaios's fremstilling, støtte sig i stor utstrækning til italienske karter. Hans yngre kart og tekst mener jeg med sikkerhet beviser at han ikke kan ha været hverken i Norge eller på Grønland, og jeg har ikke kunnet finde en eneste meddelelse i Wiener-teksten, eller nogen kystlinje på hans yngre kart, som tyder på at han har været utenfor Italien i tiden mellem de to arbeider. Vistnok er det i det yngre arbeide kommet ind flere detailler i fremstillingen av Danmark, særlig Sjælland; men de røber ikke mere stedkjendskap end hvad en må kunne tiltro Fyenboen Clavus allerede før hans første kart blev tegnet, selv om han da endnu ikke våget at forandre Ptolemaios's form af Skandia, som for ham naturlig blev til Sjælland. Efter dette første forsøk kan han imidlertid ha fåt mere mot til at våge sig længer ut med sin viden. Enkelte nye oplysninger kan han også ha fundet, f. ex. i det pavelige arkiv. Desuten kunde han jo ha fåt mundtlige oplysninger fra folk fra de nordiske lande; men ikke engang det kan jeg finde sikre tegn på. I betragtning av de digteriske tilbøieligheter Clavus har vist ved navngivningen, og tildels ved kystlinjene på sit kart, og som kanske også har gjort sig gjældende i hans påstand om at ha set et fuldstændig håndskrift av Livius i Sorø kloster[82], er det neppe at gå hans ære for nær at tro, at hans påstand (på to steder i Wiener-teksten) om selv at ha set Pygmæer fra et land i nord, og Kareler på Grønland, er retoriske vendinger, beregnet på at styrke læserens tillid, og som i høiden kan indeholde at han har set noget om disse folk i ældre kilder.
Efter at ha hørt mine grunde, er Bjørnbo og Petersen i alt væsentlig gåt over til mine anskuelser. Særlig er de enig i at Clavus ikke kan ha været på Grønland, men at fremstillingen av dette land på hans sidste kart støtter sig på det Mediceiske verdens kart, som senere skal bli omtalt. Jeg anser det derfor overflødig her nærmere at imøtegå de grunde som de i sit verk har fremført for sin tidligere anskuelse.
Claudius Clavus's opgave må ha været at utvide det nyfundne kartverk av Ptolemaios med hvad han visste om Norden; og for dette øiemed er hans karter blit tegnet, enten av ham selv, eller også efter hans oplysninger og anvisninger av en professionel kart tegner i Italien. Teksten er kommet istand efter hvert kart som beskrivelse av det; og bredder og længder er tat ut av kartet (jfr. Bjørnbo og Petersen, 1904, s. 130). Med tidens almindelige overtroiske ærefrygt for ældre lærde kilder i sin almindelighet, og Ptolemaios i særdeleshet, har han ikke våget at forandre dennes kyst linjer eller breddegrader så langt de rakk; selv ved de danske øer har han gjort det nølende, således har Sjælland på hans første utkast (Nancy-kartet) endnu samme form som Skandia hos Ptolemaios, o.s.v. Til dennes kystlinjer har han så føiet hvad han visste eller kunde bringe sammen fra anden kant.
Hans ældste kart (Nancy-kartet) kan forutsætte følgende kilder foruten Ptolemaios's kartblade over Nord-Europa: Pietro Vesconte's verdenskart (fra omkr. 1320) til Marino Sanudo's verk[83], og det anonyme verdenskart, som nu er opbevart i det såkaldte Mediceiske Sjøatlas, fra 1351, i Florens[84]. Endvidere enten selve reise boken fra Brugge (ltinéraire Brugeois, jfr. Storm 1891, s. 19), eller en av dens ældre kilder. Muligens har han også hat, ialfald delvis, et skrift (på islandsk?) som er optat i fjerde del av Rymbegla (1780); at han også, som av Bjørnbo og Petersen antat, har kjendt de islandske kursforskrifter, anser jeg mindre sikkert, skjønt det ikke er utelukket; kanske kunde det da være mer sandsynlig at han har set en eller anden meddelelse fra Ivar Bårdsson's Grønlands-beskrivelse, f. eks. i en reisebok. Jeg har ikke kunnet finde noget sikkert tegn på at han har kjendt den islandske jord beskrivelse, nævnt s. 468; landforbindelsen mellem Grønland og Rusland kan han kanske snarere ha kjendt fra et eller andet eventyr, eller fra en eventyr-saga[85]; derfra (eller fra Ivar Bårdsson's beskrivelse?) kan også navneformen Nordbotten stamme som ikke kjendes fra den islandske jordbeskrivelse, men som synes nærmest at være en eventyrform. Enkelte navne, som stiftsbyene i Norge, bispesætene på Island o.l., kan Clavus let ha fåt fra det pavelige arkiv i Rom.
Først og fremst har karttegneren avsat nøiagtig efter Ptolemaios, Irland med omliggende øer og 6 Hebrider i nordøst, Skotland med øen Dumna og ø-gruppen "Orcadia" i nord (øen Okitis litt længer øst), og sydkysten av Thule længer nord; endvidere Jylland med sine små øer omkring, og med den store ø Skandia, som naturlig blev til Sjælland (han har føiet til Fyen og en del andre øer); endelig Germaniens og Sarmatiens kyst østover op til 63° n. br., og med samme antal elvemundinger som hos Ptolemaios. Da denne kyst når meget kortere østover end Østersjøen på kompaskartene, kom Clavus's Østersjø til at bli kortere end på disse, og dens form måtte forandres efter Ptolemaios's kystlinje. Ved nordenden av denne har så karttegneren muligens anbragt Pietro Vesconte's skandinaviske halvø, gående ut mot vest (jfr. de to øverste karter s. 453); men da han på kompaskartene så Norge strække sig vest helt til nord for Skotland, hvor han på Ptolemaios's kart fandt Thule, måtte det ligge nær at anta dette for Norges sydspids, og han blev nødt til at skjøte på Vesconte's halvø vestover. Sydkysten av den kan være tegnet med Medici-kartet eller et lignende som forbillede. Da Østersjøens sydkyst var flyttet langt sydover efter Ptolemaios, og Jylland fik en helt anden og mindre form end på Medici-kartet, dertil bøid sterkt østover, og da Skåne skulde være nær Sjælland (Skandia), måtte karttegneren flytte den til Skåne svarende halvø henved 5 breddegrader mot syd. Til sydkysten av Thule (med østsydøstlig retning) på Ptolemaios's kart svarte meget nær sydkysten av halvøen nord for Skotland på Medici-kartet; den lå på en næsten tilsvarende breddegrad, men på grund av Skotlands gådefulde forlængelse mot øst på Ptolemaios's kart, måtte den flyttes vel 15 længdegrader østover. Thule blev således forenet med Norge[86] og sydkysten fik nøiagtig samme form som sydkysten av den nævnte halvø, med tre buede bugter (den bredeste østligst) og en utstikkende pynt mot sydøst. Kysten mellem denne odde og Skåne kan så være tegnet med det samme antal av 4 store bugter som på Medici-kartet: en dypere længst vest, så en bred halvø, derefter to vide, åpne bugter med en smal halvø imellem, og endelig en mindre bugt overfor Sjælland. Halandi på Nancy-kartet kommer derved på tilsvarende sted som Alolanda på det Mediceiske verdenskart[87]
Så langt kan det ha gåt nogenlunde let at forlike kartene; men så skulde ikke Norge ha nogen synderlig længere utstrækning mot vest efter de fleste kompaskarter, mens derimot de nordiske forestillinger forlangte et Grønland længst i vest, og desuten et land i nord mellem det og Rusland. Til dette passet jo den vestligste land tunge av Norge på det Mediceiske verdenskart[88] merkelig godt. Sydspidsen av Clavus's Grønland har da også samme længde i forhold til Irlands vestkyst, og omtrent samme bredde som på dette kart. Der var det også en utstrakt landmasse i nord. Efter forskjellige fremstillinger, som på Vesconte's verdenskart, beskrivelsen hos Saxo o. a., skulde det gå ind en havbugt på nordsiden av den skandinaviske halvø. Efter fremstillinger som på Lambert-kartet fra Gent hadde denne havarm samme form som havarmen på sydsiden av Skandinavien, og mellem disse to havarmer skulde det bare være et smalt eide som forbandt halvøen med fastlandet (jfr. Saxo). På Nancy-kartet er da også Skandinaviens nordkyst blit tegnet næsten aldeles lik sydkysten, med det samme antal odder og bugter, hvilke endog i formen er meget nær tilsvarende. På denne vis kan Clavus's Nordhindh Bondh (Nororbotn), også kaldt Tenebrosum mare (d. e. det mørke hav) eller Quietum mare (det ubevægelige hav), være kommet istand. Denne merkelige havbugt forbindes på kartet med Østersjøen ved en kanal (som også omtales i Wiener-teksten). Derved blir altså Skandinavien i virkeligheten til en ø. Dette kan ikke Clavus ha fåt fra nogen kjendt nordisk kilde, omend som før nævnt Saxo sier at det næsten er en ø; men slike forestillinger synes at ha forekommet i Italien.
Norges sydkyst (med Stauanger) og Grønlands sydpynt kom på Clavus's kart til at beholde samme indbyrdes breddeforskjel, på halvanden grad, som de tilsvarende steder på Medici-kartet, og fik meget nær de samme breddegrader som de får på dette kart, hvis en der indfører en breddeskala beregnet efter kartets fremstilling av Spanien (Gibraltar-strædet) og Frankrig (Bretagne), og bruker Ptolemaios's bredder for disse lande. Dette er gjort på gjengivelsen av det Mediceiske verdenskart[89]. Længdegrad-skalaen er beregnet i samme forhold dertil som hos Ptolemaios. I et skrift, lik det som er optat i Rymbegla's 4. del (I780, s. 474), kan Clavus ha fundet at Bergen lå på 60°, og har så anbragt byen på Norges vestkyst på denne bredde efter sin egen breddeskala (på høire side av Nancy-kartet). I forhold til Norges sydkyst kom Bergen derved 3/4 grad sydligere end c. bergis på Medici-kartet. Regnet efter Ptolemaios's breddeskala (på venstre side av Nancy-kartet) kom Bergen følgelig i Clavus's tekst på 64° mens Grønlands sydspids lægges på 63 ° 15'[90], altså en forskjel i bredde på 45' (i Wiener-teksten er forskjellen 35'), mens den i virkeligheten er 38'; en merkelig tilfældig overensstemmelse. Efter Clavus's egen breddeskala, på Nancy-kartets høire, side får vi følgende bredder: Bergen 60°, Grønlands sydspids 59° 15', Stavanger 58° 30'. I virkeligheten er disse steders bredde: 60° 24', 59° 46', og 58° 58'. Denne overens stemmelse er merkelig, idet en forskyvning av breddeskalæn en halv grad mot nord på Nancy-kartet vilde gi meget nær rigtige bredder[91]. De indbyrdes forhold mellem de 3 steders bredde kan, som set, forklares fra Medici-kartet, men vanskelig fra mulig kjendskap til de islandske kursforskrifter; for efter dem skulde Bergen og Grønlands sydspids være lagt på samme bredde, idet det heter at fra Bergen seiles det "ret i vest til Hvarv på Grønland"[92]. Medici-kartet kan også gi en naturlig forklaring av hvorfor steder som Bergen og Grønlands sydspids har fåt så meget for nordlige breddegrader hos Clavus (allerede i Nancy-verket), og hvorfor Grønlands sydspids har fåt bare en halv grad vestligere længde end Irlands vestkyst[93].
Island skulde efter reiseboken fra Brügge ligge midveis mellem Norge og Grønland, netop som på Nancy-kartet. Mellem Norge og Island kom efter samme reisebok Fareø (Færø), og fabeløen Femøe "hvor det bare fødes kvinder og aldrig mænd."
Efter omtalen av det "tredje nes" på 71° på Grønlands østkyst heter det i Nancy-teksten: "Men fra dette nes strækker et uhyre land sig mot øst like til Rusland. Men i dets (d. e. landets) nordlige dele bor de vantro Kareler (Careli infideles), hvis område (regio) strækker sig like under Nordpolen (sub polo septentrionalis) mot østens Serer (Seres)[94] hvorfor polen (polus = polkredsen?) som for os er i nord er for dem i syd på 66 ."
Det er sandsynlig, som av Bjørnbo og Petersen fremholdt, at disse Careli infideles er netop dem som findes næsten på samme sted ute i havet nord for Norge på et av kartene til Marino Sanudo's verk (i Pariserhåndskriftet), og som på andre karter til dette anbringes inde på fastlandet nordost for Skandinavien. Som av Storm fremholdt nævnes også Kareli sammen med Grøn land og Mare Gronlandicum i reiseboken fra Brugge. Bjørnbo og Petersen hævder at Claudius Clavus har her fuldt bevisst fremholdt en ny og revolutionær anskuelse som var et fuldstændig brudd med hele middelalderens verdensopfatning, idet denne lot jordskiven være helt omgit av hav søndenfor Nordpolen, således som fremstillet på hjulkartene. Jeg tror dette er at tillægge Clavus vel megen original tænkning, som hans kart og tekst ellers ikke bærer merker av. Det er selvfølgelig rigtig at forestillingen om land, og til og med bebodd land, ved Nordpolen, eller nord for polkredsen, ikke stemte med den almindelige lærde forestilling i middelalderen; men den samme forestilling var allerede blit klart nok uttalt i den norsk-islandske literatur. Allerede Historia Norwegiae har bebodd land hinsides havet i nord, og de islandske eventyrsagaer og Saxo har det også. Dertil kommer at i det i Rymbegla optatte skrift heter det uttrykkelig at landet efter nogens mening ligger under leidarstjarna (jfr. Clavus's uttryk: sub polo septentrionalis). En bekræftelse på at landet strakte sig til polen, måtte det for Claudius Clavus være at fastlandet på det Mediceiske verdenskart strakte sig uten grænse nord i det ukjendte (mens at Afrika endte i en halvø mot syd). Dertil kom hvad som for ham kanske veide tungest, at en slik opfatning ikke stred med Ptolemaios hvis fastland heller ingen grænse hadde mot nord.
På landforbindelsen i nord står det på Nancy-kartet: Unipedes maritimi (Sjø-Enfotinger), Pigmei maritimi (Sjø-Pygmæer), Griffonii regio vastissima (Griffenes uhyre strøk), og Wildhlappelandi. Da disse navne ikke omtales i Clavus's tekst, er det usikkert om fabelvæsenerne ikke for en del kan være tilføielser som han ikke er ansvarlig for.
Efter at kartet var tegnet med sine bugter og nes, og kysten av Skandinavien desuten ustyret med et passelig antal øer, har så Claudius Clavus sat sig til at beskrive det; hvor han ikke hadde navne fra tidligere kilder beskrev han nes, bugter og øer efter nummer (Primum, Secundum o.s.v.).
En merkelighet ved Nancy-kartet er at det har to breddegrads inddelinger: en efter Ptolemaios på venstre side av kartet, og en anden efter Clavus selv, med fire grader lavere værdier, på høire side. Efter den sidste skulde Roskilde få en længste dag på 17 timer (på Nancy-kartet står ved en forbytning 17 timer 30 minutter), hvilket, som av Bjørnbo fremhævet (1910, s. 96), nøiagtig stemmer med hvad Clavus kan ha kjendt fra en Roskilde-kalender ("Liber daticus Roskildensis") fra 1274. Bjørnbo har også været opmerksom på at Bergen får en merkelig rigtig breddegrad 60° (den rigtige er 60° 24'), og tænker sig muligheten av at der kan ha været et bergensisk kalendarium som Clavus har benyttet. Men en nærmere kilde, som Bjørnbo ikke har været opmerksom på, finder vi, som nævnt i skriftet optat i Rymbegla, hvor Bergens breddegrad opgis til 60°. Rigtignok sættes Trondhjems (Nidaros's) bredde sammesteds til 64° hvilket ikke passer med Nancy-kartet, hvor det bare er en forskjel av 2° mellem Bergis og Nidrosia. Selv om det er sandsynlig at Clavus har kjendt et slikt skrift, med hvilket hans uttalelse om landet under Nordpolen også stemmer, så kan dette ha været en del forskjellig fra det som har fundet veien ind i Rymbegla, og Trondhjems bredde har kanske ikke været nævnt der. Derimot kan han muligens der, eller andensteds, ha fundet en om tale av Stavangers bredde, 1 1/2 ° sydligere end Bergens (?).
Forutsætter vi at Clavus, allerede ved utarbeidelsen av sit første kart, har benyttet det Mediceiske verdenskart, og at hans Grønland er den vestligste halvø av dettes Norge, da synes det underlig at han ikke også har tegnet vestkysten av denne halvø, som jo naturlig måtte bli til den grønlandske vestkyst. Vistnok er Nancy-kartet bare en kopi, men da Grønlands vestkyst heller ikke omtales i avskriften av Clavus's tekst, er vi nødt til at tro at han ikke har tat denne med. Rammen langs vestsiden av Clavus's ældre kart er åbenbart blit bestemt av rammen på Ptolemaios's kart over de Britiske Øer, den følger nøiagtig samme meridian. Det er da ikke blit plads til vestkysten av den til Clavus's Grønland svarende halvø på Medici-kartet. At dette er blit brukt bl. a. til den grønlandske østkyst, til Norges sydkyst, o.s.v. er det, som nævnt, vanskelig at komme bort fra; dertil er overensstemmelsene for store, og ellers uforklarlige.
Efter at det første kart var tegnet, kan Clavus ha gjort videre kartstudier i Italien, og kan da også ha lært andre kompaskarter, særlig av Dalorto-typen nærmere at kjende. Samtidig kan han ha fåt en ny og mere nøiagtig bestemmelse for Trondhjems bredde, sandsynligvis ved længden av den længste dag der. Da Throndhjem var erkebispesæte, ligger det ikke fjernt at tro at han kan ha fundet en slik oplysning i det pavelige arkiv i Rom. Han kan da naturlig ha ønsket at bringe sit kart mere i overensstemmelse med sin nye viden, og det har ført til det yngre kart, som vi nu kjender gjennem flere, noget forskjellige kopier. Dertil har han så skrevet en ny tekst (Wiener-teksten), som i alt vsesentlig ligner den forrige, men har forskjellige tillæg og forandringer. Det yngre kart har ikke dobbeltgradering på noget av de kjendte kopier, men merkelig nok bare Ptolemaios's gradinddeling. Foruten at fremstillingen av Jylland og de Danske Øer, særlig Sjælland, er forbedret i mere virkelighetstro retning, er Bornholm og Gotland tegnet mere i likhet med Medici-kartet; Skandinaviens sydkyst er blit forandret mere i overensstemmelse med kompaskartene av den katalanske type. Særlig får Norges sydkyst de karakteristiske 4 odder (som på Dalorto-kartet fra 1339, og på Modena-kartet, o.s.v., og Bergen (Bergis) er blit anbragt ved bunden av den vestligste av de 3 derved dannede bugter, hvilket også er eget for kartene av denne type (det katalanske kart fra 1375 har 5 odder med 4 bugter, jfr. Nordenskiöld, 1896, pl. XI). De to andre stiftsbyer, Stavanger og Hamar, er anbragt ved bunden av de to andre bugter østenfor, og Stavanger har derved mistet den merkelig rigtige beliggenhet i forhold til Bergen og Grønlands sydspids, som den hadde på det ældre kart. Trondhjem er blit lagt ytterst på den vestligste odde, muligens fordi det var fundet en rigtigere breddebestemmelse for byen, som skulde passes ind i Ptolemaios's gradinddeling; derved har Norge fåt en ehdnu smalere og mere virkelighetsfjern form.
Fra kompaskartenes lac scarsa (sjøen Skara, d. e. Venern) med dens elv stammer også den store indsjø Vona (Venern) midt i Skandinavien på alle kopier av Clavus's yngre kart, og hvorfra elven Vona (også nævnt i Wiener-teksten) falder ut i den dype bugt ved Aslo (Oslo) og øen Tunsberg. Sammenhæng særlig med Dalortos's kart fra 1339, synes også at fremgå av Clavus's meddelelse i Wiener-teksten, at på Lister Nes "fanges hvite falker" (Liste promontorium, ubi capiuntur falcones albi). På Dalorto's kart står avbildet en hvit falk på neset vestenfor det som Clavus har gjort til Lister, og der står "hic sunt girfalcos" (her er jagtfalker). At Clavus har flyttet falkene et nes længer øst er av liten betydning. Enten kan han ha hentet sine falker fra Dalorto's eller et lignende kart, eller også stammer de fra en ældre fælles kilde.
Ved forandringen av Norges sydkyst blev det nødvendig at adskille den fra Thule, som igjen blev en ø som oprindelig hos Ptolemaios; men det har desuten på kopiene av kartet navnet Bellandiar som kan være en forvanskning av Hetlandia (Shetland). Nordvestkysten av Norge har også fåt en form som stemmer bedre med kompaskartene om den end har en meget mer øst nordøstlig retning end selv på Modena-kartet; men det var selvfølgelig nødvendig for at gi plads for havet Nordhenbodnen (Nordenbotten). At kompaskartene kunde lede til noget i likhet med Clavus's sidste form for Skandinaviens og særlig Norges sydkyst, frem går av Europa-kartet i Andrea Bianco's atlas fra 1436, som må være tegnet uten kjendskap til Clavus's arbeide. Hvis vi på dette kart vil flytte Østersjø kysten sydover, og likeså Skåne hvilket vilde nødvendiggjøres av et bedre kjendskap til Danmark (og kartets forandring efter Ptolemaios), og trække Norges kystlinje mot østnordøst fra den sydvestligste odde (isteden for i nordlig retning), vilde vi få et Skandinavien som var meget likt typen på Clavus's yngre kart.
Bjørnbo og Petersen har fremholdt i sin monografi at Clavus må ha været i Norge, før han tegnet dette kart, og at bl. a. hans merkelige rigtige bredde for Trondhjem må skyldes hans egen iagttagelse av dagens længde ved sommersolhverv. Storm (1889, s. 140) synes også at ha tænkt sig at Clavus virkelig kan ha været i Norge. Mig synes det, at hans kart og tekst er avgjørende bevis mot at han nogensinde kan ha været der; for en mand som har seilt til Trondhjem langs Norges kyst, kan umulig gi et kartbillede av Norge, så rent motsat virkeligheten, som Clavus har gjort, hvor uvidende man end vil gjøre ham. Bare den ene ting at Trunthheim (Trondhjem) eller Nedrosia lægges ytterst ute på sydsiden av landets sydvestligste odde, er jo påfaldende. Var han kommet dit sovende kunde han ikke ha fåt en slik forestilling; og for en mand som har seilt ind den lange led gjennem Trondhjemsfjorden til byen er det utænkelig. Like utænkelig er det at en mand som har seilt langs kysten fra Stavanger og Bergen til Trondhjem, skulde lægge den sidste by på 10 minutter sydligere bredde end Bergen og bare 10 minutter nordligere end Stavanger.
En har ikke ret til at til lægge Clavus en slik fuldstændig mangel på iagttagelsesevne, særlig hvis en mener at han i Trondhjem skulde ha været istand til at gjøre en merkelig nøiagtig bestemmelse av den længste dags længde. At Trondhjem lægges i vest for Bergen og Stavanger, at Dovrefjeld kaldes et høit forbjerg, mens det på Nancy-kartet er inde i landet, at Hamar (Amerensis) lægges ved havkysten, o.s.v., viser alt samme mangel på kjendskap til landet og dets form. Navnene kan han ha fåt fra en reisebok eller andre kilder, og som nævnt er det ikke urimelig, at han i det pavelige arkiv kan ha fundet en nogenlunde rigtig bredde-angivelse (eller den længste dags længde) for Trondhjem, som var erkebispesæte. At han netop har stiftsbyene Oslo, Hamar, Stavanger, Bergen, Nidaros, røber kanske netop for bindelse med Vatikanet. Endvidere fortæller Clavus at "Norge har 18 øer, som altid om vinteren hænger sammen med fastlandet, og sjelden er skilt fra det, når sommeren ikke er meget varm" og likeså at "Tyle (Thule) er en del av Norge og regnes ikke for en ø, enda det er skilt fra land ved en kanal eller et stræde, forisen forbinder det med landet otte eller ni måneder, og derfor regnes det for fast land. Det samme gjælder om havet Nordhinbodnen (Nordenbotten), som ved et langt stræde skiller Wildlappenland fra Vermenlandh[95] og Findland, eftersom 'landene forenes ved næsten evig is."
Dette røber en påfaldende mangel på kjendskap til norske forhold. En slik forening av øene med fastlandet ved is forekommer jo ingensteds langs hele Norges ytre kyst like fra Færder til Murmankysten. Derimot er den Botniske Bugt og Ålands-havet tilfrosset en lang tid om vinteren, og det kunde tænkes, at det var frasagn om dette som Clavus har hørt om. Men jeg har ikke fundet nogen kilder, hvor han kan ha hentet disse fabler. Helst er det vel utsmykninger av samme art som de 18 øer i Norge er en vilkårlig utsmykning av kartets kystlinje, hvilket ikke hindrer at han beskriver dem som virkelige. Clavus har lat isen danne bro mellem fremstillingen på hans ældre kart, hvor Thule var en del av fastlandet, og på det yngre hvor det blev skilt ut som en ø.
Ved Norges nordligste grænse, mellem to steder Ynesegh og Mestebrodh, lot Clavus Nordbotten (Nordhinbodhn) ved en smal kanal forenes med Gotlandshavet (Østersjøen), og litt længere nord, på 67°, sier han at "den ytterste grænse er betegnet med et krucifiks, forat de kristne ikke uten kongens tilladelse skal våge at trænge videre frem, ikke engang med stort følge." "Og fra dette sted mot vest bor på et meget langt landområde først Wildlappmanni (Vild-Lapper, d. e. fjeldlapper?), ganske vildtlevende og behårete mennesker, således som de blir avbildet; og de betaler kongen skat hvert år. Og efter dem videre mot vest er de små Pygmæer, en alen lange, som jeg har set efterat de var fanget på havet i en liten skindbåt, som nu hænger i domkirken i Nidaros; der er likeledes en lang farkost av skind, som også engang blev fanget med slike Pygmæer i."
Ved denne påstand om selv at ha set disse Pygmæer (en måtte vel nærmest tro i Norge), er to ting at merke: 1) Hadde han virkelig set en fangen Eskimo bragt til Norge (av hvem?), kunde han vanskelig ha været uvidende om at denne merkelige indfødte var fra Grønland, og ikke fra et fabelland i nord. Dernæst 2) Hvordan kunde han da opgi kropslængden til bare en alen, lik sagnets Pygmæer? Det forekommer mig at i iveren for at forsvare Clavus kommer en da til at måtte tillægge ham to slemme skrøner, istedenfor en mere uskyldig retorisk vending om at ha set, o.s.v.
Clavus's meddelelse om Pygmæenes små skindbåter, og en lang skindbåt, som hang i kirken i Trondhjem, har forøvrig megen interesse derved, at det er første gang i literaturen at det fortælles om Eskimoenes to former av båter: kajak og konebåt (umiak). Kanske kan han ha fåt dette fra samme ukjendte kilde (i Vatikanet?) hvor han fandt meddelelser om Trondhjems bredde (?). Deri at Vild-Lappene omtales først, og derefter Pygmæer har Clavus's tekst stor likhet med det anonyme brev til pave Nicolaus V (fra omkr. 1450). I de nordligste strøk (nordvest for Norge) omtales i dette brev (jfr. Storm, 1899, s. 9)
"Gronolondes skog, hvor det er udyr av menneskelig utseende, som har hårete lemmer og som folk kalder vilde mennesker" .... "Og når man drar vest henimot disse landes fjelde, bor der Pygmæer," o.s.v. (jfr. foran, s. 353).
Michel Beheim omtaler også "Wild lapen", som bor i skogene nord for Norge, og som driver en lignende stum skindhandel med kjøpmændene, som de arabiske forfattere sier skal finde sted i landet nord for Wisu, og derefter omtaler han Skrælingene, tre spann lange o.s.v. Beheim's meddelelse er forskjellig fra Clavus's tekst, og denne igjen fra brevet til Nicolaus V, så den ene kan ikke ha været kilde for den anden. Det sandsynlige er derfor, som før nævnt, at de alle har hentet fra en eller anden ældre kilde, og det er tænkelig at denne kan ha været Nicholas av Lynn. Vi har set at også andre ting hos Clavus leder tanken i samme retning.
Hos Clavus heter det videre:
Øen Grønlands halvø strækker sig ned fra land mot nord utilgjængelig eller ukjendt på grund av is. Allikevel kommer som jeg har set, de vantro Kareler daglig til Grønland i store hærer (krigerskarer, cum copioso exercitu), og det uten tvil fra den anden side Nordpolen. Altså beskyller ikke oceanet det faste lands grænse like under polen (polkredsen?) som alle gamle forfattere påstår; og den ædle ridder, Englænderen Johannes Mandevil, løi altså ikke når han sa at han hadde seilt fra de indiske Serer (d. e. Kina?) hen mot en ø i Norge.
Sammenholdes dette med det før nævnte sted i skriftet i Rymbegla (l780 s. 466) så ser vi at det er meget nær samme tanker som der er uttalt. Det heter "at det er samme mænds utsagn at havet er fuldt av evig is nord fra os og under leidarstjarna, der som Uthavets armer møtes . . ."
Når det der sies at "de strander (under polstjernen) hindrer havets ring at nå sammen (d. e. rundt 'jorden)" ... og "at en kan fare til fots fra Grønland til Norge", så er jo dette åbenbart noget lignende som det Clavus sier; men dennes ord om at den reise som han feilagtig tillægger Mandeville fra de indiske Serer til Norge skulde bli mer sandsynlig fordi det er land ved Nordpolen er temmelig uforståelige.
John Mandeville's bok om en reise gjennem mange land til det fjerne østen og Kina er fra tiden mellem 1357 og 1371, og er laget fra forskjellige reiseskildringer, tilsat alskens fabler. Mandeville påstår ikke selv at ha gjort nogen slik reise fra Kina til Norge, derimot taler han, i kap. XVII, meget om muligheten av at reise rundt jorden, hvilket han forsikrer er gjørlig, og hvis skibe blev sendt ut for at undersøke verden, så kunde en seile i skib rundt jorden, både over og under. Han sier at da han var ung hørte han fortælle om en mand, som drog ut fra England for at under søke verden, og han kom forbi Indien og øene hinsides dette, hvor der er mer end 5000 øer, og så længe reiste han over sjø og land, at han til slut kom til en ø, hvor han hørte dem rope til oksen ved plogen på hans eget mål, slik som de gjorde i hans eget land. Det viste sig siden at dette var en ø i Norge [96].
Clavus's påstand om selv at ha set (ut uidi) Karelene på Grønland er umulig. Da det uttrykkelig sies at det var land ved Nordpolen, og da det ikke nævnes at disse Kareler hadde skindbåter lik Pygmæene, må det være meningen at deres hærer kom marsjerende landveien, hvilket selvfølgelig er en umulighet, som hvis han hadde været i Grønland, vilde gjøre ham til en værre skrønemaker, end om vi tænker os at hans ut uidi mener at han hadde set noget slikt meddelt i en beretning; men selv dette er vel tvilsomt. I reiseboken fra Brügge (jfr. Storm, 1891, s. 20) eller en tilsvarende ældre kilde, som vi vet han må ha brukt, kan han ha set Kareli omtalt hinsides Grønland som "i sandhet et populus monstrosus."
Det er før nævnt, at på kartene til Marino Sanudo's verk kan han ha set Kareli infideles anbragt på fastlandet nordøst for Norge, eller endog på en ø ute i havet i nord, og han har da naturlig forbundet reise bokens Kareler hinsides Grønland med disse Kareler nord for Norge. Når så dertil lægges, at han på det Mediceiske verdenskart har set fastlandsmassen strække sig fra Skandinavien og den til Grønland svarende halvø, nordover i det ukjendte, og i skriftet optat i Rymbegla har set omtalt is nord i havet, og land ved Nordpolen, —ja da synes hele hans meddelelse at finde en ganske naturlig forklaring.
Hans mangel på kjendskap til grønlandske forhold kommer også frem deri at han omtaler Pygmæer og Kareler som to forskjellige folk, det ene vel nærmest på sjøen, mens det andet marsjerer i hærer på land, og at han omtaler skindbåter som noget særeget for de første i fabellandet i nord, mens det ikke nævnes at Karelene i Grønland har båter eller færdes på sjøen. Hadde han bare talt med folk som hadde været i Grønland, hadde han vel vanskelig kunnet undgå at få høre om Skrælingene som møter enhver reisende i sine skindbåter.
En vigtig forskjel mellem Clavus's ældre og yngre kart (og også mellem den ældre og yngre tekst) er at Grønland på det sidste har fåt en vestkyst. Dennes form har en aldeles slående likhet med vestkysten av den tilsvarende halvø på det Mediceiske verdenskart, så det kan ikke være tvilsomt at det er denne kyst som er tegnet[97]. Særlig hvis vi holder os til Bjørnbo og Petersen's rekonstruktion av kysten efter Clavus's tekst, fremgår det tydelig nok at der er det samme antal bugter som på Medici-kartet; de er tættest sammen nær landets sydspids, så kommer to større bugter nordenfor, og så en meget vid bugt, længer end de to andre tilsammen, og så en rettere kyst nordenfor der. Grønlands østkyst er for en del blit forsynt med tilsvarende bugter, uagtet denne kyst er næsten jevn på Medici-kartet; men dette svarer til at på Nancy-kartet har nordkysten av Skandinavien fåt meget nær de samme indbugtninger som sydkysten. Ved at Medici-kartet danner grundlaget for Clavus's Grønlandskyst, finder vi også en naturlig forklaring av forholdet mellem navngivningen på østkysten og vestkysten. I hans yngre tekst er det på faldende, at hans beskrivelse av Grøn lands østkyst ikke rækker længer nord end til hans Thær promontorium på 65 ° 35', mens beskrivelsen av vestkysten rækker helt nord til 72°. Det kunde se ut som at dette stod i forbindelse med et virkelig stedkjendskap, idet at bredden 65 ° 35' på østkysten jo på en merkelig måte stemmer med Kap Dans bredde, 65° 32', hvor kysten dreier i mere nordlig retning. Nordenfor er kysten som oftest stængt av is, og dette sted har derfor gjerne dannet nordgrænsen for den kjendte østkyst, og sandsynligvis var det nær det at Islændingene først fik landkjending på sin færd vestover til de grønlandske bygder. Men dette er av de tilfældige overensstemmelser som stundom indtræffer, og som maner til forsigtighet med at slutte formeget fra den slags beviser[98]. Forklaringen finder vi på Medici-kartet, hvor østkysten av den til Grønland svarende halvø ikke går længer nord end til vel samme bredde som odden på sydsiden av den før nævnte brede bugt på vestkysten, hvilken odde Clavus kalder Hynth (Hyrch); den ligger på 65° 40'. Da Clavus's kyst fra dette punkt av østkysten og nordover ikke har noget kart at støtte sig til, har han ikke våget at gå længer i sin beskrivelse denne gang, skjønt han i Nancy-teksten går med sit nordligste nes til 71 °.
Det Mediceiske verdenskart gir også en enkel forklaring på Clavus's betegnelser for de to nordligste punkter på Grønlands vestkyst. Holder vi os til den breddeskala for Medici-kartet, vi, som før nævnt, har fundet ved at benytte Ptolemaios's bredder for sydligere steder på kartet (Gibraltar og Bretagne), og som er indført i randen tilvenstre på gjengivelsen, da finder vi følgende: ved det sted, som Clavus betegner som "New, den ytterste grænse av landet som vi kjender på denne side, ligger på 70° 10'[99], der slutter netop den sterke farvelægning av landet på Medici-kartet (at dømme efter fotografiet i Ongania, pl. V, se gjengivelsen. Videre nordover strækker sig kysten av den svakt farvelagte landmasse; men netop på det punkt, på 72°, hvor Clavus har sit "ultimus locus uisibilis" (ytterste synlige punkt)[100] svinder denne kystlinje ind i skrårammen som avskjærer det øverste hjørne til venstre av kartet. Overensstemmelsen er her så nøiagtig og så fuldstændig, at det vel vanskelig findes nogen vei utenom.
Bjørnbo og Petersen har hævdet at Island skulde på det yngre kart, og i Wienerteksten, ha fåt en beliggenhet mere i overens stemmelse med kursforskriftene end på Nancy-kartet. Jeg kan ikke se nødvendigheten av denne antagelse, da det i begge verker har næsten nøiagtig samme beliggenhet i forhold til Grønlands sydspids og til Norge; hovedforskjellen er bare, at længdeskalæn er flyttet 3° østover i det yngre verk (og bredden for Islands og Grønlands sydspidser er blit noget sydligere), og at Grønlands østkyst har en mere skråtliggende nordøstlig retning end den til svarende østkyst på Medici-kartet, med hvis retning Nancy-kartets stemmer bedre overens. Derved er den kommet nærmere Island; men at dette skulde skyldes kjendskap til kursforskriftene synes meget usikkert, og røbes heller ikke, såvidt jeg kan se, ellers i det yngre verk. Det eneste jeg har fundet, som muligens kunde tyde på at nye nordiske kilder er kommet til siden Nancy-verket, er den før omtalte nøiagtigere bredde for Trondhjem, og dernæst øen Byørnø mellem Island og Grønland. Den sidste kunde jo være Gunnbjørnsskjær (eller Gunnbjarnar-eyar) som bl. a. omtales i Ivar Bårdsson's beskrivelse av Grønland; men merkelig er forkortningen av navnet. Kanske kan øen skyldes en eller anden mundtlig med delelse, eller en feilerindring om noget forfatteren har hørt eller læst i sin ungdom i Danmark.
I det hele blir vi vel efter alt nødt til i væsentlig grad at formindske Claudius Clavus's anseelse som nordisk reisende og kartograf. Hans reise har ikke hat længere utstrækning nordover end de Danske Øer, og kanske Skåne. Derimot har han været i Italien, hvor han har tegnet eller lat tegne sine karter, og hvor han også har fundet de vigtigste kilder til dem. Som kartograf er hans væsentligste fortjeneste, at han er den første vi kjender som har optat Ptolemaios's metoder, og at han har anbragt navnet Grønland på den østligste landtunge av Norge på det Mediceiske verdenskart, og har forandret dette med tilhjælp av andre kompaskarter, og Vesconte's verdenskart, for at få det til at passe bedre med de forestillinger om Norden, som han for en del kan ha fåt ind allerede i sin barndom gjennem eventyr, og senere gjennem Saxo, o. a.
Claudius Clavus's yngre kart over Norden fik gjennem lange Clavus's tider avgjørende indflydelse på fremstillingen av Skandinavien og indflydelse delvis Grønland. Dette skyldes væsentlig de to bekjendte karttegnere Nicolaus Germanus og Henricus Martellus[101]. Den første må i tiden efter 1460 ha blit kjendt med Clavus's kart, og har optat Nicolaus kopier av det i pragthåndskrifter av Ptolemaios's geografi, som blev utsendt fra hans verksted i Florens. Han har på disse kopier, hvorav flere er kjendt, omtegnet Clavus's kart i den trapez-formede projektion, som han selv hadde opfundet, og derved har hans Grønland fåt en mere skråtliggende stilling end Grønland på originalkartet, og den tilsvarende halvø på Medici-kartet. Han indførte også dette Grønland på sit verdenskart (jfr. Jos. Fischer, 1902, pl. I, III; Bjørnbo, 1910, s. 136); men, for at passe det bedre ind i den lærde middelalders opfatning av den havomflytte jordskive, omgav han det med hav mot nord, så det kom til at danne en lang og smallandtunge stikkende ut fra det nordlige Rusland; istedenfor at landmassen i nord skulde strække sig like til Nordpolen efter Clavus's ord. Men denne lange halvø synes ikke helt at ha tilfredsstillet denne prests lærde fastlandsbegreper, og på senere karter (som er blit trykt efter hans død i Ulmer-utgavene av Ptolemaios fra 1482 og 1486), har han forkortet den meget så den er blit til en avrundet halvø nord for Norge, med navnet Engronelant[102], samtidig har han flyttet Island ut i havet mot nordvest. Denne tilsyneladende rent vilkårlige forandring kan muligens skyldes lysten til at bringe kartet mest mulig i overensstemmelse med det lærde fastlandsdogme (jfr. Bjørnbo, 1910, ss. 141 ff.); men desuten kan også ældre forestillinger om Grønland ha bidrat sit (jfr. Jos. Fischer, 1902, ss. 87 ff.). Vi så allerede at Adam av Bremen opfattet Grønland som en ø "dypere ute i havet over for Suedias fjelde", og i sine tilføielser til avskriften av Ptolemaios uttaler kardinal Filastre (før 1427) at Grønland lå nord for Norge; samme opfatning finder vi også i brevet av 1448 fra pave Nicolaus[103]. Ganske merkelig er det også at på det Genuesiske verdenskart fra 1447 (eller 1457) forekommer det en halvø nord for den skandinaviske netop på det sted hvorfra Clavus's Grønland skulde gå ut[104]. På Fra Mauro's verdenskart (1457—59) er det flere halvøer nord for Skandinavien, og tildels gående ut fra Rusland.
Karttegneren Henricus Martellus som fulgte efter Nicolaus Germanus, optok igjen Clavus's form av Grønland, helt eller delvis, på sine karter i årene omkring 1490.
På den vis opstod det ved middelalderens slut to karttyper av Norden: en med Grønland på sin forholdsvis rigtige plads vest for Island, om end alt for nær Europa og sammenhængende med dette, og en anden type med "Engronelant" som en halvø nord for Norge. Den sidste blev gjennem lange tider den almindelige i alle utgåver av Ptolemaios, og i andre kartografiske arbeider og på flere globuser. Efter at Grønland var blit gjenopdaget fik vi stundom endog to fremstillinger av dette land på samme kart, en nord for Norge og en på den rigtige plads i vest.
En helt forskjellig form synes Grønland at ha fåt på et katalansk kompaskart fra Majorka, fra slutten av det 15. årh., hvor det ute i Atlanterhavet vest for Irland og sydvest for Island (Fixlanda) er en ø kaldt "Illa verde" (den grønne ø). Navnet synes, som av Storm (1893, s. 81) antat, at måtte være en oversættelse av Grønland, som i Historia Norwegiae kaldes "Viridis terra". Kartets frem stilling av Island (Fixlanda) er ulike bedre end alle tidligere karters, og røber nye oplysninger derfra. Da stedsnavnene der tyder på engelske kilder, er det mulig at karttegneren kan ha fåt meddelelser fra Bristol, som drev handel og fiske på Island, og hans ø, Illa verde, kan skyldes en gjenklang av frasagn om det glemte Grønland i vest. Det er værd at lægge merke til at øen forbindes med den irske sagnø Illa de brazil, som lå vest for Irland og som på dette kart kommer i to utgåver med sin typiske runde form[105].
Erindres det at denne lykkeø i virkeligheten er Insulae Fortunatae, og at det i Historia Norwegiae sies at Grønland (Viridis terra) berører næsten de Afrikanske Øer (d. e. Insulae Fortunatae), så øiner vi muligens en forklaring på denne sammenstilling. Men da det samme steds heter at Grønland danner enden av Europa mot vest, kan vi ikke tro at karttegneren selv har kjendt dette verk. Mest sandsynlig er det vel at Grønland (llla verde) er sammen med Brazil eller Insulae Fortunatae gåt over til at danne sagnøer ute i havet.
På et andet kompaskart, indbundet i et Pariser-håndskrift av Ptolemaios fra sidste del av det 15. århundrede, sees en lignende ø (eller halvø?), med samme runde ø søndenfor, stikke syd fra kartets nordre rand ute i Atlanterhavet, og litt østligere end Insulae Fortunatae. På øen står: "Insula uiridis, de qua fit mentio in geographia" (den grønne Ø, som det tales om i geografien)[106]. Hvilket geografisk verk som her kan menes, kjender vi ikke; Bjørnbo foreslår at det kunde være det tapte verk av Nicholas Lynn, som igjen kan ha benyttet Historia Norwegiae. Det er påfaldende at foruten at øen forbindes med en rund ø lik Brazil, men uten navn, lægges den på dette kart nær Insulae Fortunatae. Denne "grønne ø," som altså sandsynligvis er en levning av det gamle Grønland, går igjen i forskjellige former og på forskjellige steder på mange karter i det 16. århundrede.
At meddelelser om de nordiske lande er nådd frem også på kartene på denne tid er ikke overraskende, da vi vet at Norden oftere blev besøkt av tildels fremragende sydlændinger, helt siden den bekjendte Matthæus av Paris's reise til Norge i 1248, han som bl. a. tegnet et for sin tid utmerket kart over England. Det synes snarest merkelig at den således direkte hentede kundskap ikke såtte sikrere spor. I begyndelsen av det 15. årh. (mellem 1397 og 1448) reiste en Bysantiner, Kananos Laskaris, i Norden og har skrevet om det (på græsk). Han nævner bl.a. at i Norges hovedstad Bergen (Bergen Vagen) brukte de ikke penger ved sin handel (dette skyldes vel pengemangel); men i Sveriges hovedstad Stockolmo hadde de penger av opblandet sølv. Bergen hadde en måneds dag fra 24. juni til 25. juli. Han sier også at han selv har reist til Ikhtyofagernes (fiske-æternes) land, Islanta, fra Inglenia, og været der i 24 dager. Folkene var sterke og kraftige, de lever bare av fisk, og hadde sommerdag i seks måneder (jfr. Lampros, 1881).
Det vilde føre for langt her at forsøke på at omtale alle karter Verdens fra det 15. årh., som har forskjellig fremstilling av Norden; men karter fra nævnes bør kanske nogen av de verdenskarter i hjulform som endnu går igjen i denne tid. Vi så at på Vesconte's verdenskart til Marino Sanudo's verk var allerede kompaskartenes kystlinjer for Middelhavet o.s.v. blit indført. På Modena-kartet er dette gjennemført også for nordens vedkommende. I det 15. årh. har vi forskjellige hjulkarter, hvorav nogen synes at være mere forældet. Lo Bianco´s runde verdenskart i hans atlas fra 1436 har sammenhæng med den tids kompaskarter. Johannes Leardus's runde verdenskart i flere utgåver fra 1448 og tidligere[107] viser likeledes sterkt slegtskap med kompaskartene, om end Nordens fremstillingen er lite detaillert. Det samme er tilfælde med det anonyme runde verdenskart i en kodeks i Marcus-biblioteket i Venedig (jfr. Kretschmer, 1892, atlas pl. III, no. 13), men dette kart har også likheter med Vesconte's verdenskart til Sanudo's verk, og det har bl. a. samme fjeldkjede langs nordkysten av kontinentet, og samme form av Østersjøen.
Det runde verdenskart, i et manuskript av Mela, i Rheims, fra 1417[108] er i det hele en meget forældet type, men nordensbilledet med Østersjøen synes mere moderne, og det har den samme fjeldkjede langs kontinentets nordkyst som på Vesconte's verdenskart. Salhust-kartet i Genf, fra omkr. 1450, er også forældet, men Østersjøen har likhet med kompaskartene, og de to fjeldrygger, den ene langs kontinentets nordkyst, den anden paralel dermed indenfor, minder sterkt om Vesconte's verdenskart. Derimot stammer vandforbindelsen mellem Østersjøen og Maiotis (det Asovske Hav) åbenbart fra en ældre tid. Ute i havet nordvest og vest for Norge ligger 4 øer. Bjørnbo nævner den mulighet (1910, s. 75) at de to nordligste kan svare til Adam av Bremen's Grønland og Vinland, men dette er høist usikkert[109].
Et eiendommelig nordensbillede findes på det 1450 runde verdenskart, som blev tegnet i Konstanz i 1448 av Benedictiner-munken Andreas Waisper-Walsperger fra Salzburg (jfr. Kretschmer, 1891a). Kartet er i de fra 1448 fleste henseender ufuldkomment og forældet, men viser også nyere, særlig tysk påvirkning.
Middelhavet og Østersjøen er uforholdsmsessig store, og landmassen mellem dem er skrumpet ind. Der er mange middelalderske fabelforestillinger, og muligens påvirkning av Adam av Bremen (jfr. Miller, 111, 1895, s. 147). I det nordlige Asien bor således Hundehoder (Cenocephali), og Menneskeætere (Andropofagi), skjeggede kvinder, Gog, Magog, o.s.v. I Norge står det: "Her viser demoner sig ofte i menneskelig skikkelse og føier menneskene, og de kaldes troll." Også Claudius Clavus omtaler trollene i Norge. I Nordhavet nordvest for Norge står det: "I dette store hav seiles det ikke på grund av magneter." Det er åbenbart det i middelalderen vidt ut bredte sagn om magnetberget, som trak alle skibe med jern i til sig; i Tyskland forekom det i sagnet om hertug Ernsfs omflakken i Lever-havet, og stammer vel oprindelig fra de arabiske eventyr optat i 1001 nat. På fastlandet nordost for Norge står det "at her under Nordpolen er landet ubeboelig på grund av den altfor store kulde som her forårsaker stadig frosset tilstand ... ." Længst nord i havet nær polen står det: "Helvete er i Jordens hjerte eller buk efter doktorernes mening".
Palus meotidis (Asosvke hav) ligger som en indsjø like øst for Østersjøen. Langs nordkysten av Europa (og Norge) er antydet en fjeldryg, noget i likhet med Sanudo Vesconte´s verdenskart. Billedet av Danmark (dacia med kopenham og londoma, d.e. Lund og Østersjøens rette sydlige kyst, og en langagtig ø, kaldt Suecia (med Stocholm og ipsala) nordenfor, minder ikke så lite om Edrisi's kart, og også noget om Cottoniana. Nordenfor øen Suecia strækker "det meget store rike Norge" (Norwegia) sig mot vest som en lang halvø begrænsende Østersjøen, med brondolch (Bornholm?) og nydrosia metropolis (hovedstaden Nidaros) som byer på sydkysten, og med landet Yslandia (lsland) og byen Pergen (Bergen) på sin ytterste odde.
Legender og de fleste navne er utelatt. (Syd skulde vende op).]]En eiendommelig type av det runde verdenskart er også det såkaldte Borgia-kart fra det 15. årh. (efter 1410). Dets fremstilling av Europa med Middelhavet på den sydlige side av jordskiven er meget virkelighetsfjern. Det samme er også tilfælde med fremstillingen av Norden, men eiendommelig er dets Skandinavien, som er forskjellig fra kompaskartene, og hvor Skåne danner en halvø sydover øst for Danmark, mere lik virkeligheten end på noget av de andre karter fra den tid. Også dette kart har en fjeldkjede langs kontinentets nordkyst i likhet med Vesconte-kartene (se Nordenskiöld, 1897, pl. XXXIX)
Det mest kjendte verdenskart fra det 15. årh. er Fra Mauro's (1457—59), som likeledes er tegnet i hjulform, og som opbevares i Venedig. Kystlinjene er i stor utstrækning tat fra kompaskartene, men meget nyt er dessuten kommet til. For Norges vedkommende er der oplysninger fra Querinfs reise i 1432, foruten fra andre kilder som vi ikke kjender; på det tyder bl. a. en indskrift i havet nord for Rusland (Permia), som heretter at for kort tid siden er to katalanske skibe seilt dit (jfr. Vangensten, 1910). Den Skandinaviske Halvø har på dette kart fåt en rimeli gere utstrækning mot nord; men vestkysten er meget fantastisk utstyret med halvøer og øer, liksom havet utenfor er fuldt av fantasi-øer og har mange legender.
Danmark (Datia) er blit til en ø (som også kaldes Isola islandia), Østersjøen (Sinus germanicus) er utvidet til et indlandshav med øer. I dets nordlige del står at på dette hav er bruken av kompas ukjendt (jfr. Vangensten, 1910). Skulde en slik indskrift kunne skyldes en misforståelse lik den på Walsperger-kartet i havet nordvest for Norge at der seiles det ikke på grund av magneter? Der er ingen antydning til navnet Grønland på dette kart, derimot forekommer Island på tre eller fire forskjellige steder: foruten som nævnt på Danmark, er der i det nordlige Norge eller Finland en halvø Islant "hvor det bor onde folk, som ikke er kristne"; desuten en stor Ixilandia nordvest for Irland, og endelig er en indviklet halvø midt på Norge kaldt Isola di giaza (d. e. øen av is), Nord for Norge eller Finland går en halvø ut i Ishavet med navnet Scandinabia. Kartet bringer ikke noget væsentlig nyt om Norden, men tyder på enkelte nye oplysninger om Norge, som ikke er at spore på de ældre kompaskarter, således er Bergen kommet nær sin rigtige plads på vestkysten, og Marstrand øst for Kristianiafjorden.
Av en helt forskjellig type er nordensbilledet på det eliptiske Genuesiske verdenskart (fra 1447 eller 1457), som er endnu mere fantastisk end noget av de tidligere nævnte. Den skandinaviske verdenskart halvø har her fåt en meget lang utstrækning mot vest, og ender i en mot nord utskydende odde. Nordenfor dette Skandinavien er Nord-Europa på det Genuesiske verdenskart, fra 1447 eller 1457. kan sees på den sterkt medtagne original, eller på Ongania's fotografiske gjengivelse (Fischer-Ongania, pl. X). I havet rundt disse halvøer er strødd mange fantasi-øer.
Mot slutten av det 15. århundrede fandt man også på at fremstille Jordens overflate, med land og hav, på globuser. Det er åbenbart Toscaneli's virksomhet som førte til at denne fremstillingsmåte, som allerede tidlig var brukt av Grækerne , blev optat; i 1474 uttalte han at hans idé om den vestlige vei til Indien kunde bedst fremstilles på en kule. Kolumbus synes at ha ført med sig en jordglobus på sin reise i 1492, efter hans egne ord i skibsjournalen. Den ældste kjendte jordglobus som er opbevart blev laget i 1492 av Tyskeren Martin Behaim (født i Nürnberg i Behaim's 1459). Han opholdt sig meget i Portugal, og også på Azorerne efter at være blit fornemt gift med en Azorerinde, en svigerinde av Gaspar Corte-Real's søster. Men det var under et besøk i sin fødeby (1490—93), at han tegnet sin globus. Kildene for Behaim's fremstilling av Norden har for en stor del været Nicolaus Germanus's verdenskart i Ulmer-utgavene av Ptolemaios, fra 1482 og 1486, hvor Grønland er lagt nord for Norge. Endvidere Marco Polo's reise beskrivelse, som har uttalelser om de nordlige strøk i Asien. Desuten tyder bl. a. et navn som blant Venmarck (landet Finmarken) på at samme ældre kilde har været benyttet som i det anonyme brev til pave Nicolaus V, fra omkr. 1450, hvor (det i den opbevarte franske oversættelse tales om lieux champestres de Venmarche (slettelandene i Finmarken). Vi føres også her til Nicholas av Lynn's tapte verk "Inventio fortunata" (1360) som den mulige kilde. At dette verk virkelig har været benyttet synes også at kunne sluttes fra landene om Nordpolen, som på Behaims globus, har megen likhet med Ruysch's kart fra 1508, hvor det ved Nordpolen er tilføiet:
"I boken "De inventione fortunati" står det at læse at der er en høi klippe av magnetsten 33 tyske mil i omkreds. Denne er omgit av det flytende mare sugenum, der som et kar gyter ut vand gjennem åpninger for neden. Rundt om er 4 øer, av hvilke to er bebodd. Øde vidstrakte fjelde omgir disse øer i 24 dagsreiser, hvor der ikke er menneskelig bebyggelse."
Det nye i Behaim's nordensbillede er væsentlig denne krans av land og øer rundt Nordpolen, som han åbenbart må ha fåt fra kart. Den består av en sammenhængende landmasse som går ut fra hans Grønland-Lapland nord for Skandinavien, og strækker sig østover til henimot den motsatte side av polen hvorved Ishavet (das geiroren mer septentrional) nord for kontinentet blir til et indelukket hav. På den anden side av polen er to store øer og en række mindre. På den ene av de store øer står billedet av en langkjolet bueskytter som angriper en isbjørn, (og som vel kan stå i forbindelse med sagn om Amazoner?) og på den anden står "Hie fecht man weisen valken" (her fanger man hvite falker). Det kunde tænkes at det hadde forbindelse med meddelelser om Skandinavien eller Island (jfr. bl. a. kompaskartenes legender); men, som av Ravenstein (1908, s. 92) og Bjørnbo (1910, s. 156) antat kan det kanske hellere stamme fra Marco Polo's reisebeskrivelse, hvor Sibiriens Ishavs-kyst omtales. Martin Behaim's mange rigtige navne, med tysk form, i det skandinaviske Norden tyder muligens på at han også har hat mundtlige meddelelser, skjønt de kan vei stamme fra ældre tyske karter.
Omtrent samtidig med Behaim's globus er den såkaldte Laon-globus fra 1493, som tilfældig blev fundet hos en antikvitetshandler i Laon for en del år siden. Den har en helt forskjellig fremstilling av Norden, mer i overensstemmelse med de almindelige verdenskarter av Nicolaus Germanus typen, med hav ved polen nordenom fastlandet, som slutter omtrent ved polkredsen. Den Skandinaviske Halvø (kaldt Norvegia) har en noget lignende form som på denne type; men nordenfor sees Gronlandia som en ø, med et mot nord utstikkende land Livonia i øst, og to øer Yslandia og Tile i vest. Laon-globusens oprindelse og hvorfra den har hentet forestillingene om Norden er ukjendt.
Slik var de geografiske forestillinger om Norden ved middelalderens utgang, da de store opdagelsers tid begyndte; de var vage og uklare, og tåkene hadde igjen sænket sig over store strækninger som før var kjendt; men ute i tåkene lå sagnøer og sagnlande både i nord og i vest.
Fotnoter
- ↑ Det florentinske håndskrift av den er fra det 9. årh.
- ↑ De blev derfor også kaldt OT-karter, hvilket svarte til forbokstavene i orbis terrarum.
- ↑ Verket opbevares i British Museum i et håndskrift fra 14. årh., som desværre ikke er utgit. De geografiske beskrivelser i Eulogium Historiarum fra omkr. 1360 (Bd. 11, Rerum Britann. Medii Ævi Script., London, 1860, jfr. indledning av F. S. Haydon) må være hentet fra dette verk. Det er åbenbart et håndskrift av samme Geographia, som W. Wackernagel har fundet i bybiblioteket i Bern, og hvorav han har offentliggjort avsnittene om Norden (1844). Det er sandsynligvis den samme Geographia Universalis som endvidere er utgit i Bartholomæus Anglicus: De proprietatibus rerum, og i Rudimenta Novitiorum, Liibeck omkr. 1475.
- ↑ Navnet Dacia for Danmark, som fik megen utbredelse på middelalderens karter, er opståt ved en forveksling av navnet på den romerske provins ved Donau med Dania.
- ↑ Nero, som står foran dette ord på kartet er overstrøket, og har åbenbart været en feilskrift.
- ↑ Jfr. Rafn, Antiquetés Russes, 11, ss. 390 ff., Pl. IV; K. Miller, 111, 1895, s. 125.
- ↑ Jfr. M. de Goeje i "Livre des Merveilles de I'lnde" ved v. d. Lith og Devic Leiden, 1883—86, s. 295.
- ↑ Bulgar var hovedstaden i de muhamedanske Bulgarers land. Disse var et finsk folk. Av Bulgar eller Bolgar kommer navnet Volga.
- ↑ Jfr. Ibn Khordādhbeh, 1889, ss. XX, 67, 115, 88; 1865, ss. 214, 264, 235.
- ↑ Rûs var navn på Skandinavene (mest Svensker) i Rusland, som grundla det russiske rike (Gardarike eller Sviþjoð hit mikla).
- ↑ Blandt verdens 4 undere nævner Ibn Khordādhbeh en rytter i bronse i Spanien (jfr. Herakles's Støtter) som med utstrakt arm synes at si: ´Bak mig er det ingen banet vei mer, den som våger sig længer han opslukes ved maur´. Slik oversætter De Goeje. Dette kunde synes at ha forbindelse med de skarer av maur, som kom til stranden og vilde æte folkene og skuten på den første større ø ute i havet, som Mælduin kom til i de irske sagn (jfr. s. 225); men prof. Seippel anser det mulig at det oprindelig kan ha ståt "det opslukte ham ved sand" (og altså ikke ved maur).
- ↑ Dette er meget nær Hippokrates's ord om Amazonene, at mødrene brænder bort det høire bryst på pikebarnene, "derved holder brystet op at vokse og al kraften og fyldigheten går over til høire skulder og armen" (jfr. også foran, s. 67).
- ↑ Jfr. V. Thomsen, 1882, s. 34. Om pelsverkshandelen m. m. jfr. foran, ss. 397 f.
- ↑ Seippel, 1896; jfr. Macoudi, 1861, ss. 275; 1896, ss. 92 f.; 1861, s. 213.
- ↑ Seippel, 1896, ss. 42, 43.
- ↑ I de russiske krøniker heter ordet Varjag (plur. varjazi), og Østersjøen heter Varjaz'skoje More (det Varægiske Hav). Det er samme ord som Varæger, Varanger, eller Væringer (på græsk Varangoi), for den oprindelig skandinaniske livgarde i Konstantinopel. Den for sin lærdom kjendte græske prinsesse Anna Komnena (omkr. 1100) nævner "Varangerne fra Thule" som de "øksbærende barbarer." I et græsk skrift fra 11. årh., av ukjendt forfatter, sies det om Harald Hardråde at "han var søn av kongen i Varangia." Ordet er åbenbart av skandinavisk rot; men dets etymologi kan neppe ansees sikker. Oprindelig bruktes det sandsynligvis av Russerne i Gardarike om de stammebeslægtede Skandinaver, særlig Svenskene ved Østersjøen. (jfr. Vilhelm Thomsen, 1882, ss. 93 ff.).
- ↑ Den persiske utgave og as-Sîrāzî tilføier "høitvokset, krigersk."
- ↑ Den kristne Jøde Assaf Hebræus's kosmografi fra det 11. årh. var sandsynligvis skrevet på arabisk, men kjendes alene fra latinsk og hebraisk oversættelse (jfr. Ad. Neubauer, i Orient und Occident ved Th. Benfey, 11, Gottingen, 1864, ss. 657 ff.). Han nævner hinsides Scochia (Skotland) landet Norbe (Norge) med et erkebispedømme og 10 bispedømmer. I disse nordlige lande og særlig i Irland er ingen slanger. Mange andre lande og øer er hinsides Britannien og landet Norve (Norge), men øen Tille (Thule) er ytterst, fjernt i det nordlige dyp, og har den længste dag o.s.v. Der er det stivnede, klæbrige hav. Derefter nævnes også Hebriderne (Budis) hvor indbyggerne har intet korn, men lever av fisk og melk (jfr. foran, s. 123), og Orcades hvor det bor nakne folk (gens nuda istedenfor vacant homine, se s. 123).
- ↑ Jfr. R. Dozy, 1881, ss. 267 ff.
- ↑ Denne ø kan ha været Loire-Normannernes ø Noirmoutier (efter A Bugge).
- ↑ Det er navnet Magūs av græsk Magos, (Mager, ildtilbeder, jfr. s. 330) som har forledet forfatteren til denne feiltagelse. Magūs blev brukt kollektivt om hedninger i sin almindelighet, men særlig om de nordiske vikinger (jfr. Dozy, 1881, 11, s. 271).
- ↑ Hendes navn kan læses Bud (Bodhild?), eller efter Seippel's påvisning med en ubetydelig rettelse Aud.
- ↑ Sandsynligvis blev vel denne gjort efter Edrisi's utkast og har svart til verdens kartet i hans verk. Khalil as-Safadi (født omkr. 1296 fortæller også at Roger og Edrisi sendte ut pålitlige mænd med tegnere mot øst, vest, syd og nord for at tegne av naturen og nedskrive alt merkelig; og deres meddelelser blev da indført i Edrisi's verk. Hvis dette er rigtig (hvilket vel er tvilsomt), skulde det altså ha været virkelige geografiske ekspeditioner som blev utsendt.
- ↑ Jfr. Jaubert's oversættelse (Edrisi, 1836), hvor de geografiske navne dog må benyttes med forsigtighet. Se også Dozy og De Goeje (Edrisi, 1866).
- ↑ Araberne har samme ord for ø og halvø.
- ↑ Prof. Seippel finder denne tydning av navnet den sandsynlige og ikke "Danenes ø" som hos Jaubert.
- ↑ Edrisi regnet graden ved ækvator til at være 100 arabiske mil efter dette skulde hans mil være vel en kilometer. Efter andre arabiske geografer har man regnet 66 2/8 arabisk mil på ækvatorgraden, og da blir altså milen omtrent 1.7 km.
- ↑ Dette navn er vel en sammenblanding av Finmarken med Finland.
- ↑ Av kartets navne på disse byer kan, efter Seippel's tydning sikkert læses Oslo, sandsynligvis også Trona (Trondheim). Det tredje navn lar sig vanskelig bestemme.
- ↑ Dette kan være den samme forestilling som vi finder igjen i beskrivelsen av Skrælingene i Eirik Raude's saga, når det heter at de var "breiðir i kinnum."
- ↑ Da bl. a. navnet Norveci på Cottoniana-kartet er anbragt feilagtig, på Jylland, kunde en næsten fristes til at tro at karttegneren hadde gjort bruk av Edrisi's kart uten at forstå de arabiske navne; men dette vilde forutsætte en så sen tid for Cottoniana at det vel ikke er sandsynlig.
- ↑ Jfr. Seippel, 1896 ss. 138 ff.
- ↑ Seippel, 1896, s. 44.
- ↑ Det kunde synes fristende at tro at navnet Varanger har forbindelse med Warank; men det kan vanskelig være tilfælde. Statsråd J. Qvigstad meddeler mig at efter hans opfatning må fjordnavnet være norsk, "og har oprindelig hett *Verjangr '(av *Varianger); derav er opståt *Verangr, og ved progressiv assimilation Varangr, jfr. fjordnavnene Salangen (av Selangr), Gratangen (av Grytangr), Lavangen (av Lovangr) i Tromsø amt. I gamle danske skattemandtal fra tiden før Kalmarkrigen findes 'Waranger." Første led måtte da være oldnorsk ver (gen. pl. verja) for "vær", "fiskevær", og navnet skulde mene "værenes fjord" (angr = fjord). På lappisk heter Varangerfjorden Varjag-vuodna (vuodna = fjord) som "forutsætter en norsk form *Varjang (*Verjang). De lappiske former Varje- og Varja- er forkortet av Varjag. Distriktet Varanger heter på lappisk Varja (gen. Varjag, stamme Varjag). Norske fjordnavne på -angr overføres til lappisk med endelsen -ag, kun i nyere låneord findes endelsen -avgga eller -arggo som i Pors-arjgga." O. Rygh mente at første led i Varanger måtte være det samme som i Vardø, oldn. Vargey; men det tør være mer tvilsomt.
- ↑ Jfr. også Jordanes's skildring av den sterke kulde i Østersjøen (s. 101).
- ↑ Seippel, 1896, ss. 142, 45.
- ↑ På et andet sted (c. I, 3) sier han at "den beboelige del strækker sig . . . mot nord like til 63 ° eller 66 ° V, hvor dagens længde ved sommersolhverv stiger til 20 timer" (jfr. Ptolemaios). Men like fuldt mener han (som Grækerne) at dagen ved Nordpolen var 6 måneder og natten like lang.
- ↑ Et uttryk fra Koranen, som brukes om barbariske folk (Gog og Magog) som ikke forstår civiliserte menneskers tale.
- ↑ Jfr. A. F. Mehren, 1874, ss. 19, 158 f., 21, 193.
- ↑ Jfr. Moltke Moe, Mål og Minne, Kristiania, 1909, ss. 9 ff.
- ↑ Samme forestillinger forekommer også i europæiske eventyr og overhovedet i den middelalderske førestillingsverden.
- ↑ Jfr. K. Kretschmer, 1909, ss. 67 ff.; Beazley, 111, 1906, s. 511. Det har været påståt at kompasset skulde ha været opfundet i Amalfi. Dette er vel ikke sandsynlig, men det synes som at en vigtig forbedring av kompasset kan ha været gjort der omkring år 1300.
- ↑ Jfr. D'Avezac Coup d'oeil historique sur la projection des cartes géographiques. Paris, 1863, s. 37; Th. Fischer, 1886, ss. 78 f.
- ↑ Hvor tidlig man hadde kjendskap til kompassets misvisning er usikkert. Om den var kjendt, synes det ialfald ikke at være tat noget hensyn til den i den første tid; og kystlinjene på kartene kom således til at bli avsat efter de magnetiske kurser og ikke retvisende. Senere forutsattes en konstant misvisning, og kompasset blev rettet i overensstemmelse dermed, men rettelsen blev noget forskjellig i de forskjellige byer, hvor kompasser blev laget.
- ↑ Bjørnbo og Petersen (l908, tab. 1, ss. 14 ff.) har git en sammenstilling av disse navne fra de vigtigste kompaskarter.
- ↑ Gjengit av Jomard, 1879; Nordenskiöld, 1897, s. 25.
- ↑ Gjengit av Th. Fischer-Ongania, 1887, pl. III (jfr. ss. 117 ff.); Nordenskiöld, 1897, pl. V. Jfr. Bjørnbo, 1909, ss. 212 f.; Hamy, 1889, ss. 350 f.
- ↑ At den skulde ha sammenhæng direkte med Ptolemaios's fremstilling, som av Hamy (1889, s. 350) påståt, er derimot vanskelig at indse (jfr. Bjørnbo, 1909, s. 213); men indirekte, f. eks. gjennem Edrisi's kart, kan jo en påvirkning tænkes.
- ↑ Jfr. K. Kretschmer, 1891, ss. 352 ff. Vesconte opholdt sig længe i Venedig.
- ↑ Jfr. Saxo ved H. Jansen, 1900, ss. 13 ff., og ved P. Hermann, 1901, s. 12.
- ↑ Lucanus (I, 100) bruker lignende uttryk om istmen ved Korint.
- ↑ Om Marino Sanudo og Pietro Vesconte's karter jfr. Hamy, 1889, ss. 349 f. og pl VII; Nordenskiöld, 1889, s. 51; 1897, ss. 17, 56 ff.; Kretschmer, 1909, ss. 113 ff.; Bjørnbo, 1909, ss. 210 f.; Bjørnbo, 1910, ss. 120, 122 f.; K. Miller, 111, 1895, ss. 132 ff.
- ↑ K. Miller (III, 1895, s. 134) læser alcuorum istedenfor aletiorum, og det måtte da bli "den største mængde flyvende" (d e. fugl, hvilket også kunde passe på Norden. Men Miller's læsning er åbenbart feilagtig, efter hvad Bjørnbo har set på originalen.
- ↑ Jfr. A. Magnaghi, 1898. Årstallet er noget utydelig på kartet og det er usikkert om der står MCCCXXV eller MCCCXXX.
- ↑ Den mørke tone langs kysten og tvers over landet antyder fjeldkjeder.
- ↑ Så sent som i Jeffery's atlas 1776 fremhæves det at øen er meget tvilsom, men på engelske admiralitetskarter skal, efter Kretschmer (1892, s. 221), en klippe 6 grader vest for Irlands sydspids endnu ha navnet Brazil Rock (?).
- ↑ Jfr. "Lageniensis", 1870, ss. 114 ff.; Liebrecht, 1872, s. 201; Moltke Moe i A. Helland, 1908, 11, s. 516.
- ↑ Kunstmann (1859, ss. 7 ff.) mente at de sydligste øers navne skulde stamme fra den røde farvetræs navn brasile eller bresil (norsk brissel), som senere gav Brasilien navn. Han (1859, ss. 35 f., 41), og efter ham G. Storm (1887), lot sig derfor forlede til at tro, at også øen vest for Irland har fåt sit navn fra samme farvetræ; de kan ikke ha kjendt det irske sagn om denne ø. Begge sætter øens forekomst på Pizigano-kartet (1367) i forbindelse med de grønlandske Marklands-fareres komme til Norge 1348, idet de ikke kjendte til at øen findes på tidligere karter. Storm tænkte sig endog, at ordet brazil kunde ha gåt over til at betegne en skog-ø i almindelighet, og kunde da være gjenklang av det norrøne navn Markland (skogland). Endnu Jos. Fischer (1902, s. 110) er hildet i den samme vildfarelse, men har været opmerksom på at navnet allerede findes på Dalorto's kart fra 1339. Kretschmer (1892, ss. 214 ff.) har ofret øen Brazil et kapitel, men må opgi at finde navnets og øens oprindelse, idet han anser avledning fra farvetræets navn for usandsynlig. Hamy (1889, s. 361) har imidlertid været opmerksom på øens sammenhæng med det irske sagn om O'Brazil.
- ↑ Indskriften ved den nordligste Brazil-ø på Pizigano-kartet læste Buache som: ysola de Mayotas seu de Bracir, mens Jomard gjør det til: á cotus sur de Bracir. Kretschmer (1892, s. 219) har undersøkt kartet, men kan hverken læse det ene eller det andet, da skriften er utydelig. Derimot gjør han opmerksom på at Graciosus Benincasa's kart fra 1482 har ved den samme ø et tydelig læsbart montorio (på et kart fra 1574 findes mons orius), men som han heller ikke kan forklare. Hertil kan føies at på et anonymt kompaskart fra 1384 (Nordenskiöld, 1897, pl. XV) læses på en tilsvarende ø monte orius, på Benincasa's kart fra 1457 montorius og på Calapoda's fra 1552 montoriu (Nordenskiöld, 1897, pl. XXXIII, XXVI). Det er åbenbart vort montonis på Dalorto's kart fra 1325 som gaar igjen.
- ↑ Tallet med de foregående ord står åbenbart også i linjen under.
- ↑ Jfr. Th. Fischer, 1886, ss. 42 ff.; Hamy, 1889, s. 366; Magnaghi, 1899, s. 2. Jeg har ikke kunnet finde denne legende på Dalorto's kart fra 1339 (på gjengivelsen i Nordenskiöld´s Periplus pl. VIII) hvor Magnaghi påstår den skal findes.
- ↑ Jfr. Hamy, 1888; 1903; Nordenskiöld 1897, pl. VIII; Kretschmer, 1909, s. 188.
- ↑ Det er samme form som på de senere karter.
- ↑ Beskrivelse og gjengivelse av Modena-kartet, se Kretschmer, 1897; Pulle og Longhena, 1907.
- ↑ På gjengivelsen står det gronlandia i indskriften i Østersjøen, optat efter Bjørnbo og Petersen's læsning (l908. s. 16). Stipendiat O. Vangensten har undersøkt originalen i Florenz og fundet at dette er en feillæsning, idet det står gotlandia.
- ↑ På dette kart står det i Nordhavet vest for Norge et billede av et skib med ankeret ute ved siden av en hval, og med følgende forklaring (jfr. Bjørnbo, 1910 s. 121): "Dette hav kaldes "mar bocceano", og deri findes store fisker, som sjømændene tror er småøer og lager herberger på disse fisker, og sjømændene går iland på disse holmer og gjør op ild, og fyrer så kraftig på at fisken merker varmen og sætter sig i bevægelse, og de når ikke i rette tid at komme om bord og går fortapt; og de som vet det, går i land på den nævnte fisk, og her lager de så remmer av ryggen og sætter hodet på skibsankeret fast, og på den måte flår de skindet av den, hvorav de lager saraianes (rep?) til sine skibe, og av dette skind lager man gode presenninger til høistakker". Vi har her en sammensmeltning av to sagnagtige trask. Det ene er den store fisk i Navigatio Brandani, hvor de går iland, gjør op varme for at koke lammekjøt, og så begynder fisken at røre på sig, og brødrene styrter til skibet hvor de blir tat op av Brandan, mens øen forsvinder, og de kunde endnu se varmen, de hadde gjort op, to mil borte. Brandan sa dem da at det var den største av alle fisker i havet, den forsøker altid at nå halen med hodet (lik Midgardsormen) og dens navn er Jasconicus. Det samme sagn omtales i et angelsaksisk digt (Codex Exoniensis, ved Benj. Thorpe, London, 1842, ss. 360 ff.), om den store hval Fastitocalon, hvor skibe kaster anker og folkene går iand og gjør op ild, hvorefter hvalen dukker under med skib og folk. Forestillingen om en slik ø-lignende fisk findes også i sagnet om havguva (jfr. Kongespeilet) eller kraken i Norden og stammer vel fra orienten. Fortællinger om landing på en tilsyneladende ø som pludselig viser sig at være en fisk, findes jo i Sindbad's første reise, desuten hos Qaswini (hvor fisken er en vældig skildpadde), og allerede hos Pseudokallisthenes i 2. årh. (III, 17, jfr. E. Rohde, 1900, s. 192). Det andet træk om flåingen av skindet er åbenbart samme træk som allerede findes hos Albertus Magnus (død 1280) og som må henføres til fabelforestillinger om fangst av hvalross som også kaldes hval. At hvalrosshuden brukes til skibstaug, er jo kjendt nok, men at det også skulde brukes til presenninger over høistakker, er ikke rimelig, da det sikkert var altfor værdifuldt til det.
- ↑ Jfr. også det anonyme katalanske kart i Biblioteca Nazionale i Napoli, gjengit i Bjørnbo og Petersen, 1908, pl. I.
- ↑ Jfr. Nordenskiöld, 1897, ss. 21, 58, pl. X; Hamy, 1889, ss. 414 f.; Fischer-Ongania, pl. V.
- ↑ Jfr. Mon. Hist. Norv. ved Storm, 1880, s. 77. Det kan også ha sammenhæng med en slik inddeling at Norge på det ene Sanudo-kart (s. 453, fig. 2) er delt i fire halvøer.
- ↑ Jfr. Finnur Jónsson (1901, II, s. 948), som mener at omtalen av de nordlige strøk ikke stammer fra Nikolas. Antagelsen i Grønl. Hist. Mind. 111 219, tiltrådt av Storm, at det var abbed Nikolas på Thingeyre, forekommer mindre sandsynlig.
- ↑ Hvis de gamle fangstmænd i Ishavet er kommet iland på nogen av disse lande (Novaja Semlja, Spitsbergen) så har de der fundet ren, som også har styrket troen på landforbindelsen.
- ↑ Grunden til dette kunde tænkes at være selve navnet Vinland, dannet i likhet med Grønland og Island, istedenfor Vin-ey. Et "land" kunde en, når en ikke visste bedre, helst ville forbinde med fastlandet; mens det derimot, hvis det hadde hett "ey", vilde fortsat at være øland, som det også er i Historia Norwegiae.
- ↑ Storm (1890; 1892, ss. 78 ff.) og Bjørnbo (1909, ss. 229 ff.; 1910, ss. 82 ff.) har hævdet anskuelser om disse Nordboenes forestillinger, som skiller sig noget fra hvad her er fremholdt , men i hovedsaken stemmer vi overens. Jeg tror ikke Dr. Bjørnbo kan ha helt ret, når han mener at det var fordi middelalderens lærde anskuelser skulde gjøre det nødvendig, at Islændingene og Nordmændene forbandt Grønland med Bjarmeland, og Vinland med Afrika; for denne verdensanskuelse anerkjendte også øer i oceanet (jfr. Adam av Bremen), kanske endog heller end den anerkjendte halvøer (jfr. hjulkartene). Men efterat man av andre grunde hadde forbundet Grønland og Vinland med fastlandene, så forlangte kanske den almindelige lærde verdensanskuelse at Uthavet blev lagt utenom disse lande, så de altså blev til halvøer. Men vi har set, at ved siden derav fandtes også andre anskuelser (jfr. bl. a. Rymbegla og det Mediceiske verdenskart.
- ↑ Verkets navn (Konungs-Skuggsjá, eller Speculum Regale) har sit oprindelige forbillede i navnene på de bøker, som i Indien blev skrevet for opdragelse av fyrster, og som kaldtes Fyrste-speil. Som efterligning av disse blev "speil" (speculum) anvendt som titel på verker av forskjellig art i Europa i middelalderen.
- ↑ Der har været forskjellige gjetninger om hvem forfatteren kan ha været, og når verket er skrevet. Det forekommer mig at den av presten A. V. Heffermehl (1904) hævdede anskuelse at forfatteren kan ha været presten Ivar Bodde, Håkon Håkonssøn's fosterfar, har meget for sig. Verket måtte da være skrevet noget tidligere end almindelig antat (Storm satte det til mellem 1250 og 1260), og det synes som Heffermehl har git gode grunde for at det godt kan være skrevet adskillige år før 1250. Megen vegt for tidsbestemmelsen må det tillægges at efter prof. Marius Hægstad's mening har et opbevart membranblad i Kjøbenhavn (nye kgl. samling no. 235 g) sprogformer som med sikkerhet sætter det til tiden før 1250, og membranbladet må ha tilhørt en avskrift av et ældre håndskrift. På den anden side har prof. Moltke Moe i sine forelæsninger fremholdt at hvad Kongespeilet gjengir av boken om Indiens Undere, fra presten Johannes's brev, stammer fra en formning av dette sidste som, efter Zarncke's påvis ning, først er kjendt fra henimot 1300. Moltke Moe tænker sig derfor at Kongespeilet, i den form vi kjender det, kan være en senere og ufuldendt omarbeidelse av det oprindelige verk. Dette kan da være skrevet av Ivar Bodde som gammel mand mellem 1230 og 1240.
- ↑ Hvis prof. Moltke Moe's opfatning er rigtig, at Kongespeilet, i den form vi kjender, er en senere omarbeidelse, kan det også tænkes at stykket om Irland er sat ind av omarbeideren. Om dette er sandsynlig vil antagelig en indgående undersøkelse av sprogformene kunne avgjøre.
- ↑ Allerede den bekjendte Roger Bacon skal, før kjendskapet til Ptolemaios's geografi, ha gjort forsøk på at tegne et kart efter matematiske stedsbestemmelser; men kartet er gåt tapt (Roger Bacon, Opus majus, fol. 186—189). Titelen på Nicholas av Lynn's bok skal ha været: "Inventio fortunata qui liber incipet a gradu 54, usque ad polum" (d. e. hvilken bok begynder (i sin beskrivelse) med 54° (og går) like til polen) (jfr. Hakluyt, Princ. Nav., 1903, s. 303). Det kunde tyde på at grader allerede den gang (1360) blev benyttet til geografisk beskrivelse.
- ↑ Om Claudius Clavus se særlig det grundlæggende arbeide av Gustav Storm (1880—1891), og den værdifulde monografi av Bjørnbo og Petersen (1904, 1909), end videre A. A. Bjørnbo (1910). Jfr. også Nordenskjöld (1897. ss. 86 ff.), v. Wieser (Peterm. Mitteilungen, XLV, 1899, ss. 119 ff.), Jos. Fischer (1902, kap. s), o. fl.
- ↑ Jfr. Axel Olrik, Danske Studier, 1904, s. 215.
- ↑ Dette secundum i handskriftet må helst være indført av en avskriver. Bjørnbo og Petersen mener at der har stat et ij, som avskriveren har tat for et romersk to-tal, og erstattet med secundum. Da det kan synes besynderlig at manden bodde "i en som Anniken, fanniken".
- ↑ Danske Studier, 1907, s. 228.
- ↑ Det blev senere (1451 og 1461) gjort flere forgjæves efterforskninger i Sorø kloster efter dette håndskrift av Livius, og det kan derfor være grund til at tvile på at på standen var sand (jfr. Bjørnbo og Petersen, 1909, ss. 197 f.).
- ↑ Jfr. de to øverste karter foran, s. 453. Da vi sikkerlig ikke på langt nær kjender alle karter som har været i bruk på den tid, anser jeg det for sandsynlig, at Clavus eller hans karttegner har hat ældre, nu ukjendte karter av denne eller en lignende type, som har hat endnu flere likheter med Nancy-kartet end disse to kjendte karter. Men rigtigst er det selvfølgelig at holde sig såvidt mulig til dem vi kjender.
- ↑ Allerede Storm (1891, s. 16) holdt på at Clavus har benyttet italienske kompaskarter som forbillede ved tegningen av Skandinaviens sydkyst, og at han desuten har fåt navne derfra. Bjørnbo og Petersen har forkastet denne anskuelse, da navnene i Clavus's tekst væsentlig er tat fra andre kilder, og Østersjøen har en helt anden form. Men de har neppe været fuldt opmerksomme på at det sidste måtte den få, da Clavus beholdt Ptolemaios's kystlinje som dens sydkyst.
- ↑ Går vi ut fra at navnene Wildhlappelandi, Pigmei, o.s.v., på Nancy-kartet i nord stammer fra Clavus selv, kan han ha hat en kilde lik kilden for det anonyme brev til pave Nicolaus V (fra omkr. 1450), og som også Michel Beheim kan ha benyttet. I denne kilde kan han ha fåt meddelelse om en landforbindelse mellem landet nordøst for Norge og Grønland. Det er mulig at kilden her er Nicholas av Lynn.
- ↑ Storm (1891, s. 15) hævder også at Thule på Nancy-kartet er blit indlemmet i Norge, men Bjørnbo og Petersen mener (1904, s. 194; 1909, s. 158) at dette må opfattes som "et av de uheldige utslag av hans trang til at bringe alle Clavus's over leveringer under ett," hvorfor oplyses ikke. Efter min opfatning kan det ikke være tvilsomt at Storm har ret. Clavus har gjort Thules sydkyst til den sydligste kyst i Norge, med sin sydøstligste odde ret nord for øen Okitis, og sin sydvestligste pynt nord for vestsiden av Orcadia, nøiagtig som på Ptolemaios's kart. Endvidere har denne kyst samme bredde- og længdegrader som sydkysten av Ptolemaios's Thule.
- ↑ Der er selvfølgelig stadig den mulighet at Clavus kan ha hat karter av Medici-typen, som har været endnu mer lik Nancy-kartet end de vi kjender.
- ↑ På dette er denne landtunge navnløs, mens den på Europa-kartet i det Mediceiske atlas har navnet alogia, som altså viser at den har været tænkt som en del av Norge.
- ↑ Da det er adskillig forskjel mellem Europas kystlinjer på Ptolemaios's karter og på Medici-kartene så vil den breddeskala man får, komme til at veksle efter hvilke holdepunkter man vælger for bestemmelsen av den. De her nævnte punkter var de første jeg forsøkte, og da den derved erholdte skala syntes at stemme merkelig godt med Clavus's yngre kart, er jeg blit stående ved den, skjønt Clavus selvfølgelig kan ha gåt frem på en noget forskjellig vis ved bestemmelsen av skalæn på sit kart; særlig har han vel på det ældre kart lempet det så at gradlinjen for 63 ° kom til at gå gjennem den til Ptolemaios's Thule svarende sydligste del av Norge. For at stemme bedre med dette (jfr. Nancy-kartets venstre breddeskala), burde derfor breddegradene på kartet s. 481 økes en halv grad, og på kartet s. 462 henimot en grad.
- ↑ På Nancy-kartet ligger Grønlands sydspids på 63 ° 30'; men da vi ikke vet hvor nøiagtig denne kopi gjengir Clavus's originale kart, er det sikrest at holde sig til Clavus's tekst.
- ↑ Gerard Mercator skriver at efter en tradition skulde en engelsk munk og matematiker fra Oxford (d. e. Nicholas av Lynn) ha været i Norge og på øene i nord, og hadde beskrevet alle disse steder, og bestemt deres bredde ved astrolab (jfr. Hakluyt, Principal Navigations, 1903, s. 301). Det er følgelig en mulighet for at Clavus kan ha fåt breddene for nogen steder som Stavanger og Bergen, fra dennes verk; men bredden for Grønlands sydspids kan jo ialfald ikke være derfra. Desuten, hvis han hadde så nøiagtige oplysninger at holde sig til, vilde det jo bli vanskelig at forstå hvorfor han har beholdt de feilagtige bredder, som han har fåt ved at indføre Ptolemaios's bredder på Medici-kartet; på sit yngre kart har han endog bare brukt dem.
- ↑ Jfr. Sturlubok og likeså Ivar Bårdsson's beskrivelse av Grønland. I Hauk's Landnåma heter det at det er fra Hernum (altså nord for Bergen) at det seiles vest til Hvarv. Efter dette skulde altså Grønlands sydspids endog komme nordligere end Bergen.
- ↑ Skjønt dr. Bjørnbo altså indrømmer at Medici-kartet må ha været benyttet til Clavus's yngre kart, er han fremdeles i tvil om at dette har været tilfælde med det ældre (originalen for Nancy-kartet); han mener nærmest at dette kan væsentlig være bygget på nordiske kilder, kursforskrifter, o.s.v. Men det forekommer mig at være for mange påfaldende overensstemmelser mellem Medici-kartet og Nancy-kartet til at en slik antagelse blir sandsynlig; som eksempler kan nævnes: Antallet av bugter mellem Skåne og Norges sydkyst med den dypeste bugt vestligst, likheten mellem Norges sydkyst med dens tre bugter på Nancy-kartet og sydkysten av den tilsvarende halvø på Medici-kartet nord for Skotland denne sydkyst's høie breddegrad på begge karter likheten i breddegrad mellem Grønlands sydspids og alogia's sydspids på Medici-kartet den merkelige likhet i forholdet mellem disse sydspidsers længdegrad og Irlands vestkyst på begge karter det indbyrdes forhold i bredde mellem Grønlands sydspids og Norges sydkyst (med Stauanger) den meget for nordlige bredde for alle disse steder Grønlands østkyst har samme hovedretning som østkysten av den tilsvarende halvø på Medici-kartet, o.s.v. Dertil kommer også likheten i den måte kystlinjene er tegnet på, med de runde bugter. Hver enkelt av disse overens stemmelser kan vistnok, som av Bjørnbo fremholdt, forklares som tilfældigheter og som opståt på anden vis; men når de blir så mange vil vel en sammenhæng måtte indrømmes at være naturligere.
- ↑ Serica ligger på Ptolemaios's verdenskart i det nordøstligste Asien, og er vel nærmest Kina.
- ↑ Det synes mulig, som stipendiat O. Vangensten har gjort mig opmerksom på, at navnet her kan skyldes en sammenblanding av Vermeland med Bjarmeland. Peder Claussøn Friis (Storm, 1881, s. 219) sier at Grønland strækker sig nordenom det "norske Haff" "mot Østen til Biarmeland eller Bermeland."
- ↑ Jfr. Mandeville, 1883, ss. 180, 182, 183 f. Mandeville sier også at efter de gamle vise astronomers mening er Jordens omkreds 20425 (engelske) mil; men han selv holder på at den er 31 500 mil.
- ↑ At fremstillingen av denne kyst ikke støtter sig på selvsyn, hverken av Clavus selv eller av en mulig mundtlig meddeler, bevises også derved, at kysten ikke har et eneste virkelig navn. Selvom vi tænkte os at Clavus, eller hans mulige meddeler, hadde, under sin reise langs denne kyst, været så uheldige, ikke at træffe sammen med en eneste av de norrøne indbyggere, som kunde ha meddelt navne, så kan en vel ikke godt anta at folkene på skibet, hvormed reisen blev gjort, skulde ha været helt ukjendt på Grønland; de måtte sikkerlig ha hat navne og sjømerker nok.
- ↑ Det må huskes at Clavus's bredder gjennemgående er for høie, hans sydpynt av Grønland ligger henved 3 grader for langt nord, på 62 ° 40 ' istedenfor på 59 ° 46'. Indføres denne reduktion på hans nordligste beskrevne punkt på østkysten, kommer dette altså til at ligge på omkr. 62° 30' istedenfor på 65° 35', og likheten bortfalder da ganske. Hans beskrivelse av Grønlands østkyst i Nancy-kartet er ganske forskjellig.
- ↑ En indskrift som denne står fuldstændig i stilen med Clavus's store forbillede Ptolemaios, hos hvem det oftere heter: "der er slutningen av det kjendte lands kyst."
- ↑ Det er værd at lægge merke til at Clavus lar sit ytterste synlige punkt ligge ikke mindre end 1 ° 50' (altså 27 1/2 sjømil) nordenfor grænsen av det kjendte land. Hvis en meddelelse som denne var beregnet på at skulle opfattes som stammende fra stedkjendskap, vilde den ialfald ikke røbe megen erfaring som sjømand.
- ↑ Om disses indflydelse på karttypenes fremstilling av Norden se særlig Jos. Fischer, 1902.
- ↑ Som av Bjørnbo og Petersen påvist er det åbenbart Clavus's navn "Eyn Gronelandz aa" på en elv på Grønlands østkyst, som er blit misforståt og gjort til navn på landet, idet lydlikheten med navnet "Engromelandi" (for Ángermanland), som Clavus hadde på nordsiden av Skandinavien, kan ha kommet med. Denne lydlikhet kan vel også ha gjort sit til flytningen av Grønland til nord for Norge
- ↑ Jfr. Grønl. hist. Mind. 111, s. 168. Bjørnbo, (l910, s. 79) har ved en forveksling anført brevet til pave Nicolaus V fra omtrent samme tid, istedenfor det ovenfor nævnte.
- ↑ Efter Lelewel (Épilogue, pl. 6) skulde denne halvø bære navnet "Grinland", men dette han ikke sees på den noget utydelige original (jfr. Bjørnbo, 1910 s. 80; Ongania, pl. X).
- ↑ Storm (1893), og efter ham Jos. Fischer (1902, ss. 99 ff.) opfatter denne ø Brazil feilagtig som Markland.
- ↑ Se Jos. Fischer, 1902, s. 99. Jfr. også Bjørnbo, 1910, ss. 125 ff., som gir en avbildning av kartet.
- ↑ To utgåver er gjengit av Nordenskiöld (1897, s. 61) og Ongania (pl. XIV).
- ↑ Gjengit av Nordenskiöld (1897, s. 5) og Lelewel (lB5l, pl. XXXIII).
- ↑ Bjørnbo nævner forøvrig bare to øer, mens det på Lelewei/s gjengivelse står 4 øer, hvilket vel er rigtig. Det synes som at alle 4 også kan skimtes på Bjørnbo's fotografiske gjengivelse (1910, s. 74).
