Nord i tåkeheimen - Portugisernes opdagelser i nordvest

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nord i tåkeheimen

Portugisernes opdagelser i nordvest

av Fridtjof Nansen

Med originale illustrasjoner

Jacob Dybwads Forlag

Kristiania, 1911.

Vignett av Fridtjof Nansen.

Portugiserne, som i det 15. årh. var det mest foretagsomme sjøfarende folk, hvor det gjaldt opdagelser, hadde, som før nævnt, gjort atskillige forsøk på at finde nye lande ute i havet i vest for Azorerne, fra hvilke øer en flerhet av forsøkene også utgik. Det var derfor at vente, at Kolumbus's vigtige opdagelser måtte opmuntre dem til nye forsøk av denne art; det var også naturlig at slike foretagender særlig skulde utgå fra Azorerne. Efter hvad før er meddelt skulde Portugals konge (Alfonso V) ha til skyndet Christiern I til at sende ut ekspeditioner (Pining og Pothorst) for at søke nye øer og lande i Norden. Det kan være sandsynlig at kongen av Portugal er blit underrettet om hvad disse ekspeditioner utrettet, og at Portugiserne ad den vei kan ha kjendt tilværelsen av Grønland eller lande i nordvest. På samme vis kan det også, som vi har set, forklares at de første meddelelser i literaturen om Scolvus synes at være kommet fra Portugal.

I veien for mulige portugisiske foretagender i de vestlige strøk stod den spanske krones fordring på herredømmet over alle lande vest for en viss grænse, og denne blev, ved den endelige traktat mellem Portugal og Spanien i Tordecillas 7. juni 1404, av paven trukket 370 leguas (henimot 1200 kvartmil) vest for de Kap Verdiske Øer, og den skulde følge meridianen fra pol til pol. Alt som lå vest for denne meridian skulde tilhøre Spanien, mens alle lande østenfor skulde Portugal ha ret til at utnytte. Herved blev Portugiserne avskåret fra at søke Indien og Kina mot vest. Det måtte da være al grund for disse foretagsomme sjøfarere til at undersøke om det var lande på deres side av grænselinjen, og det kunde tænkes at opmerksomheten naturlig vilde gå i retning av de lande i nordvest (Grønland) som de allerede hadde hørt fortælle om. Slike reiser blev da også foretat fra Portugal (og Azorerne?) i årene omkring 1500; men beretningene om dem er sparsomme og tilfældige, og har været tolket på meget forskjellig vis. For at kunne danne sig en mest mulig uhildet opfatning av disse reiser, vil det være nødvendig først at få et overblik over de vigtigste samtidige dokumenter som kan gi oplysninger av værd; og så derefter at sammenfatte hvad som kan sluttes fra disse dokumenter.

Den 28. oktober 1499 gav kong Manuel av Portugal (i Lissabon) Joāo Fernandez et patentbrev (opbevart i det portugisiske statsarkiv, Torre do Tombo) for opdagelser, åbenbart mot nordvest, hvori det heter:

Vi (kongen) kundgjør for alle dem som måtte se dette vort brev, at Joham Fernandez (skrives nu Joāo Fernandez) bosat på vor ø Terceira (Azorerne) har sagt os, at han, i Guds og vor tjeneste, vilde arbeide og reise og søke at opdage nogen øer av (for?) vor erobring på sin bekostning, og da vi ser hans gode ønsker og forsæt, lover vi ham og gir ham de facto herved, foruten at vi har ham i vor tjeneste, nådesbevisning, guvernørretten over enhver ø eller øer, såvel befolket som ubefolket, som han måtte opdage og finde fra nyt av, og dette med sådanne indtægter (avgifter), værdigheter, fordeler, og interesser, som vi har git til guvernørene på øene Madeira og de andre, og til hans varetagen og vor erindring byder vi at gi ham dette brev, underskrevet av os og forseglet med vort vedhængende segl

Den 12. mai 1500 gav kong Manuel Gaspar Corte-Real et patentbrev, hvori det heter:

Vi (d. e. kongen) kundgjør for alle dem som måtte se dette gavebrev, at såsom Caspar Cortereall, adelsmand av vort hushold, i forbigangne dage gjorde store anstrengelser på sin egen bekostning med skibe og mænd, og med bruk av sin formue og med personlig fare, for at søke og opdage og finde nogen øer og fastland, og for fremtiden endnu vil fortsætte at iverksætte dette, og på den vis vil gjøre alt hvad han kan for at finde de nævnte øer og lande, og da vi betænker hvormeget han fortjener ære og nåde og ophøielse ved i vor tjeneste, til vor ære, og til utvidelse av vore riker og herredømmer ved at sådanne øer og lande opdages og findes av vore indfødte (d. e. Portugisere), og ved at han, den nævnte Gaspar Corte-Reall, således vil gjøre såmeget arbeide, og utsætte sig for såmegen fare, derfor behager det os at finde for godt, at hvis han opdager og finder nogen ø, eller øer, eller fastland, at forlene ham av vor egen drift og kongelige og absolute magt, nådesbevisning og gave, med guvernørretten og medfølgende herligheter o. s. v , over hvilkesomhelst øer og fastland som han således påny måtte finde og opdage, o. s. v , og vi vil at han og hans arvinger i vort og vore efterfølgeres navn skal holde og regjere de lande eller øer, som således findes, frit og uten nogen indskrænkning, således som sagt er. Den nævnte Caspar Cortereall og hans arvinger skal ha en fjerdedel frit av alt det som vi således i de nævnte øer og lande til hvilkensomhelst tid kan få (d. e. indbringe). (Harrisse, 1883, ss. 196 f.).

Fra 15. april 1501 er opbevart en ordre fra kong Manuel til bakerimesteren ved byporten La Cruz om at utlevere beskøiter til Gaspar Corte-Real, og en kvittering av 21. april 1501 for mottagelsen av beskøitene, undertegnet av Gaspar Corte-Real selv, hvilket altså viser at denne var i Portugal den 21. april 1501.

Pietro Pasqualigo, Venedigs sendebud i Lissabon, skrev den 18. oktober 1501 et brev til rådet i Venedig, hvori det heter:

Den 9. i denne måned ankom hit en av de to karaveller, som den nævnte konges majestæt sendte forrige år for at opdage lande mot de nordlige strøk (verso le parte de tramontana), og de har bragt 7 mænd, kvinder, og barn fra det opdagede land som er i nordvest og vest 1800 miglia borte herfra. Disse mænd ligner sigøinere av utseende, legemsbygning, og høide. De har ansigtet merket på forskjellige steder, nogen med flere andre med færre figurer. De er klædt i skind av forskjellige dyr, men væsentlig av oter; deres tale er fuldstændig forskjellig fra al anden som nogensinde har været hørt i dette kongedømme, og ingen forstår den. Deres lemmer er meget velformede, og de har meget blide ansigter, men deres manerer og gebærder er dyriske, og ligner vilde menneskers. Folkene på karavellen tror at det ovenfor beskrevne land er fastland, og at det forener sig med det andet land som forrige år blev opdaget i nord av de andre karaveller tilhørende denne majestæt, men de kunde ikke nå hen til det, for havet var tilfrosset med store mængder av sne, så det hæver sig op som (fast) land. De trodde også at det hang sammen med Andilii (Antillerne, d. e. de Vestindiske Øer) som blev opdaget av Spaniens suveræn, og med landet Papaga (Brazilien), nylig fundet av et skib tilhørende denne konge, på veien til Calcutta. Denne tro er grundet, for det første på at de efterat ha seilt langs kysten av det nævnte land en avstand av 600 og mere miglia, ikke har fundet nogen ende på det; og videre fordi de sier at ha fundet mange meget store elver som der faldt i havet. Den anden, chefens karavel (caravella capitania), ventes fra dag til dag, av hvilken beskaffenheten og betingelserne i det ovennævnte land vil bli tydelig forståt, da den er gåt videre langs kysten for at opdage såmeget av den som mulig. Denne kongelige majestæt har glædet sig meget over disse nyheter, fordi han mener at dette land vil bli meget nyttig for hans affærer i mange henseender, men særlig fordi det er så nær dette kongedømme at det vil være let på kort tid at få en meget stor mængde trær til at gjøre skibsmaster og rær av, og at få nok av mandlige slaver til al slags arbeide, for de sier at dette land har mange indbyggere, og er fuldt av nåletrær og andre udmerkede trær. De nævnte nyheter har glædet hans majestæt såmeget at han har git ordre til at skibene skal reise til det nævnte sted, og til at øke hans indiske flåte for at erobre det hurtigere, såsnart det blir opdaget; for det synes som at Gud er med hans majestæt i hans foretagender, og bringer alle hans planer til utførelse. (Jfr. Harrisse, 1883, ss. 209. ff.)

Den 19. oktober 1501 skriver Pietro Pasqualigo til sine brødre i Venedig bl. a.:

Den 8. i denne måned ankom hit en av de to karaveller som denne durchlautigste majestæt forrige år sendte for at opdage lande mot nord under kaptein Gaspar Corterat (sic); og de meddeler at ha fundet land 2000 miglia herfra mellem nordvest og vest, som ikke før var kjendt av nogen; langs dettes kyst seilte de kanske 600—700 miglia uten at finde ende på det; derfor tror de at det er fastland som hænger sammen med et andet land, som forrrige år blev opdaget i nord (av nogen andre karaveller), hvilke karaveller ikke kunde komme til enden, fordi havet var frosset, og det var en uendelig mængde sne. Dette trodde de også på grund av den store mængde elver som de hadde fundet der, og som sikkerlig ikke vilde være såmange og så store på en ø. De sier at dette land har mange indbyggere, og at disses huse er gjort av nogen store træstænger, som er dækket på utsiden med skind av fisk (d. e. sæl?). De har bragt hit 7 mænd, kvinder, og barn derfra, og med en anden karavel som ventes fra time til time, kommer andre 50. Disse er av lignende farve, legemsbygning, høide og utseende som sigøinere, klædt i skind av forskjellige dyr, men mest av oter; om sommeren vender de skindet ind, om vinteren det motsatte. Og disse skind er ikke sydd sammen på nogen måte, og ikke tilberedt, men således som de er tat fra dyrene er de kastet over skuldre og armer. Lændene er ombundet med strenger gjort av meget sterke askesener. Om de end synes at være vilde mænd, så er de blufærdige og milde, men deres armer, ben og skuldre er så vel formet at det ikke kan beskrives; de har ansigtet merket (tatovert) på Indiernes vis, nogen med 6, nogen med 8, og nogen med ingen figurer (linjer). De taler, men de blir ikke forståt av nogen; jeg tror at de er blit tiltalt i alle mulige tungemål. I deres land har de intet jern, men gjør kniver av nogen stener, og på samme vis pilespidser. De har bragt derfra et stykke av et avbrutt, forgyldt sverd, som sikkert blev gjort i Italien. En gut blandt disse hadde i ørene 2 sølvringer, som uten tvil synes at være gjort i Venedig. Dette bragte mig til at tro at det er fastland, for det er ikke et sted hvortil det nogensinde kan være gåt skibe uten at det skulde være hørt noget om dem. De har en meget stor mængde laks, sild, torsk o. 1. fisk. De har også stor overflod på trær, og mest av alt nåletrær til at gjøre skibsmaster og rær av. Derfor er det at denne durchlautigste konge mener at få den største nytte av det nævnte land, såvel på grund av trærne til skibe, som det er meget bruk for, som på grund av mændene, som er udmerkede til arbeide, og de bedste slaver man hittil har fåt; det synes mig en ting værd at gi underretning om, og hvis jeg hører noget andet når chefs-karavellen (caravella capitania) kommer, skal jeg likeledes underrette derom." (Jfr. Harrisse, 1883, ss. 211 f.).

En del av det såkaldte Cantino-kart fra 1502, opbevart i Modena. Nettet av kompasstreker utelatt.

Alberto Cantino, hertug Erculo d'Este av Ferrara's utsending i Lissabon, skrev den 17. oktober 1501 et brev til hertugen, hvori han meddeler:

Det er allerede gåt 9 måneder siden hans mest durchlautige konge sendte to vel utrustede skibe til de nordlige strøk (alle parte de tramontana) i den hensigt at undersøke om det var mulig at man kunde opdage lande og øer i disse strøk; og nu på den 11. av denne måned er et av disse skibe i god behold kommet tilbake med en ladning, og bragte folk og nyheter, som jeg har trodd ikke at burde la gå hen uten at underrette Deres Excellence om, og således skriver jeg her nedenfor nøiagtig og tydelig alt det som kapteinen (skibsføreren) har forklart kongen i mit nær vær. Først meddelte han, at da de hadde forlatt Lissabons havn seilte de i fire måneder i rad altid med den samme vind, og mot den samme pol, og i al den tid så de aldrig nogen ting. Da de var kommet ind i den femte måned og stadig ønsket at fortsætte, sier de at de møtte uhyre masser av sammenfrosset sne som svømmet på havet og bevæget sig for bølgernes indflydelse. På toppen av disse (ismasser) dannet der sig ved solens magt et klart ferskvand som løp ned gjennem små kanaler som det selv uthulte sig, og det tæret væk ved foten (av isen) hvor det faldt. Da skibene allerede hadde bruk for vand, nærmet de sig med båtene, og tok såmeget de trængte; og av frygt for at bli på dette sted på grund av faren, vilde de vende om, men drevet av håb la de over hvad de bedst kunde gjøre, og besluttet at gå videre endnu i nogen dager, og de gjenoptok sin reise. På den anden dag fandt de havet frosset, og tvunget til at opgi sit forehavende begyndte de at vende sig mot nordvest og vest, og de fortsatte i tre måneder i den retning, altid med godt veir. Og på den første dag av den fjerde måned fik de mellem disse to retninger et meget stort land isigte, som de med den største glæde nærmet sig til, og det løp mange store elver med ferskvand gjennem denne egn i havet, og i en av dem reiste de en legha (= omkr. 3 kvartmil) ind i landet; og da de gik iland, fandt de en mængde deilige og forskjelligartede frugter, og trær og nåletrær av en merkværdig høide og størrelse, og som vilde være for store til master i det største skib som seiler på havet. Her er ikke korn av nogen sort, men menneskene i dette land, sier de, lever ikke av andet end fiskeri og jagt på dyr, hvorpå landet har overflod. Der er meget store hjorter (d. e. caribou, kanadisk ren) med lange hår, hvis skind de bruker til klær, og gjør huse og båter derav; der er også ulver, ræver, tigre (gauper?), og sobler. De forsikrer, hvad for mig synes merkværdig, at der er så mange vandrefalker som der er spurv i vort land; og jeg har set dem, og de er meget vakre. Av mænd og kvinder på dette sted tok de omkr. 50 med magt, og har bragt dem til kongen; jeg har set dem, berørt og betragtet dem. For at begynde med størrelsen, sier jeg at de er litt større end vore indfødte, med velproportionerte cg velformede lemmer, mens håret er langt efter vor skik, og hænger i lokkede ringler og de har ansigtet bemalt med store figurer, som er lik Indiernes. Deres øine skjærer i det grønne, og gir, når de ser på dig, hele ansigtet megen vildhet. Deres tale lar sig ikke forstå, men den har ingen råhet, snarere er den menneskelig. Deres opførsel og manerer er meget milde, de ler en god del, og viser megen glæde; og dette er nok om mændene. Kvinden har små bryster, og et meget vakkert legeme, og har et meget tiltalende ansigt; farven kan snarere sies at være hvit end noget andet, men mandkjønnet er nokså meget mørkere. Alt i alt, hvis det ikke var for mandens vilde blik, så synes det mig at de er fuldstændig lik os i alle andre ting. Alle legemsdele er nakne, med undtagelse av kjønsdelene, som holdes dækt med skind av den før nævnte hjort. De har ingen våben, heller ikke jern, men alt hvad de arbeider, det gjør de med en meget hard og skarp sten, og der er ingenting så hardt, at de ikke kan skjære det med den. Dette skib er kommet derfra hit på en måned, og de sier at det skal 2800 milia (liten kvartmil) i avstand; den anden fælle har bestemt at seile langs denne kyst, så langt at han får avgjort, om det er en ø eller et fastland, og således venter kongen denne og de andre med megen utålmodighet, og når de er kommet, og hvis de meddeler noget værdig Deres Excellence, skal jeg straks underrette derom. (Jfr. Harrisse. 1883, ss. 204 ff.)

På hertugen av Ferrara's anmodning lot Cantino i Lissabon Cantino utarbeide et kart væsentlig for at fremstille Portugisernes opdagelser, og sendte det i 1502 til hertugen. I et brev til denne av 19. november 1502 nævner han at han tidligere har sendt det. På dette kart, almindelig kaldt Cantino-kartet og nu opbevart i Modena, er en merkelig god fremstilling av Syd-Grønland, som er kaldt "A ponta de (asia)" (d. e. en pynt av Asien). På dets østkyst står to portugisiske flag for at betegne den som portugisisk opdagelse, et flag et stykke nord for polkredsen, det andet litt vest for sydspidsen, og denne kyst har følgende indskrift: "Dette land, som blev opdaget efter befaling av den høist utmerkede fyrste Dom Manuel, konge av Portugal, er en pynt av Asien (esta a ponta d'asia). De som gjorde opdagelsen, gik ikke iland men så landet, og kunde ikke se andet end bratte berg. Derfor antas det ifølge kosmografenes mening for at være en pynt av Asien."

I vest for Grønland er avsat på samme kart et land kaldt "Terra del Rey de portuguall" (kongen av Portugals land); det svarer nærmest til Newfoundland, muligens med den sydlige del av Labrador (?). Nord- og sydenden er merket med to portugisiske flag, og landet har følgende indskrift: "Dette land blev opdaget efter befaling av den høieste og mest udmerkede kongelige fyrste Dom Manuel, konge av Portugal; Gaspar de Corte-Real, adelsmand av den nævnte konges hushold, opdaget det, og da han hadde opdaget det, sendte han (til Portugal) et skib med mænd og kvinder tat i det nævnte land, og han blev tilbake med det ene skib, og kom aldrig siden, og man tror at han omkom, og der er mange master (d. e. mastetrær)."

Den 15. januar 1502 gav kong Manuel Gaspar's bror, Miguel Corte-Real, et nyt patentbrev hvori det heter:

Vi kundgjør for alle dem som måtte få se dette brev at Miguell Cortereall, adelsmand av vort hushold og vor øverste dørvogter (kammerherre?) sier os nu, at da han ser hvordan Gaspar Cortereall, hans bror, dage (for længe) siden seilte fra denne by med 3 skibe for at opdage nyt land, hvorav han allerede hadde fundet en del, og da efter tids forløp 2 av de nævnte skibe kom til nævnte by (Lissabon), og det varte 5 måneder og han ikke kom, så vilde han reise og søke ham, og at han, den nævnte Miguel Corte-Real, hadde hat mange utlæg og omkostninger av sit gods i den nævnte opdagelsesreise, såvelsom i de nævnte skibe, som hans nævnte bror dertil utrustet til den første gang (d. e. første reise), da han fandt det nævnte land, og likeså til den anden (d. e. anden reise), hvorfor den nævnte Caspar Cortereall med hensyn herpå lovte ham at dele med ham av nævnte land som han således opdaget og som vi hadde forlenet og git ham ved vort gavebrev, hvorom den nævnte Caspar Cortereall bad os før sin avreise osv. osv. Derfor gjorde Miguel fordring på sin del av de av broren fundne lande, hvilket han også fik av kongen ved dette patentbrev, og likeså retten til alle de nye øer og lande han måtte opdage i dette år, utenom det som hans bror hadde fundet

Av interesse er også to indskrifter på det anonyme portugisiske sjøkart omkr. 1520. På landet Do Lavorador (d. e. Grønland) står det: "Dette land så Portugiserne, men kom ikke ind i det."

På Newfoundland, kaldt Bacalnao, står: "Til dette land kom først Gaspar Corte Regalis, Portugiser, og han bortførte derfra vilde mænd og hvite bjørner. Der er en stor mængde dyr og fugler og fisk. Det følgende år led han der skibbrudd, og kom ikke til bake, og hans bror, Micæle hadde det følgende år samme skjæbne."

I tillæg hertil kan også nævnes de forskjellige karter av portugisisk oprindelse fra 1502 eller tiden kort efter, særlig det italienske verdenskart det såkaldte King-kart fra omkr. 1502, som må være kopi av et portugisisk, og hvor Newfoundland heter Terra Cortereal.

__________

Foruten disse dokumenter fra samme tid som reisene, eller fra de efterfølgende år, er der også flere meget senere optegnelser om dem hos Gomara (1552), Ramusio (1556), Antonio Galvano (1563), og Damiam de Goes (1566), men da disse er så sent nedskrevet, skal vi foreløbig se bort fra dem.

Del av et anonymt portugisisk sjøkart fra omkr. 1520, opbevart i München. Nettet av kompasstreker utelatt.

Når vi skal forsøke på grundlag av de ældste dokumenter at danne os en mening om de portugisiske reiser i disse år, så må det først falde i øinene at der er antydninger om flere reiser, og opdagelsen av to helt forskjellige lande, som utvilsom må være Grønland og Newfoundland. Da det uttrykkelig står på Cantino-kartet, på det portugisiske kart fra omkr. 1520, og flere andre steder, at Newfoundland blev opdaget av Gaspar Corte-Real, mens hans navn ikke på et eneste sted i disse dokumenter nævnes i forbindelse med Grønland (eller (Labrador), og det i Pasqualigo's brev til rådet i Venedig uttrykkelig heter at dette land blev set det foregående år (1500) av "de andre karaveller (Valtre caravelle) tilhørende denne majestæt", så må den logiske slutning herav være at det ikke var Gaspar Corte-Real som så Grønland i år 1500, men at det har været nogen andre Portugisere. Hermed kan det også stemme at på King-kartet (fra omkr. 1502) er Newfoundland kaldt Terra Cortereal, mens den ø som svarer til Grønland er kaldt Terra Laboratoris. En kunde fristes til at tro at begge lande er git navn efter opdagerne, det ene efter Corte-Real, det andet efter en mand som betegnes som "laborator". Den almindelige opfatning at det skulde være Gaspar Corte-Real som så Grønland på sin reise i 1500, finder derfor ikke støtte i de nævnte dokumenter.

Fra kongens patentbrev til Miguel Corte-Real synes det på den anden side at kunne sluttes at Gaspar gjorde to reiser, en i 1500, og en anden i 1501, og at det var samme land (d. e. Newfoundland) som han besøkte begge ganger. Dette bekræftes også ved indskriften på det portugisiske kart fra omkr. 1520. Hvis det ikke var ham som på den første reise, i 1500, så Grønland uten at kunne nå det, må vi slutte, at endnu en ekspedition er gåt ut fra Portugal i året 1500, på hvilken Grønland blev set. Det ligger da nær at tro, at denne har været ledet av den samme Joāo Fernandez, som kongen gav Patentbrev allerede i oktober 1499. Denne antagelse blir endnu sandsynligere, når vi sammenholder den med hvad allerede tidligere er sagt om den mulige oprindelse av navnet Labrador. Vi må tro at det er den samme mand fra Azorerne, som under navnet John Fernandus var med i foretagendet fra Bristol i 1501, og som endvidere allerede er nævnt i dokumenter fra 1492, sammen med en anden Azorer, Pero de Barcellos, og som er betegnet som "Ilavorador". Disse mænd skulde allerede dengang være optat med at gjøre opdagelser på sjøen. Sammenholder vi indskriften på Labrador (Grønland) på det spanske kart av Diego Ribero fra 1529 med den tilsvarende indskrift på det anonyme portugisiske sjøkart fra omkr. 1520, da gir også dette bekræftelse. Mens det på det sidste heter at "Portugiserne så landet, men kom ikke ind i det," heter det på Ribero's kart at "dette land opdaget Englænderne fra byen Bristol, og der er ikke noget i det som er værd at ha." Da denne del av Ribero's kart åbenbart er en kopi av de portugisiske karter, ligger det nær at slutte at Ribero's forandring av indskriften må mene, at vistnok blev landet først set av Portugiserne men at det var Engelskmænd som først nådde at gå iland der, og altså på en vis var dets virkelige opdagere. Når så hertil lægges meddelelsen på det portugisiske sjøkart fra det 16. årh. opbevart i Wolfenbüttel, at landet blev opdaget av Englændere fra Bristol, og at den som først gav underretning var en "labrador" fra Azorerne, så synes alt at stemme godt overens.

Del av Diego Ribero's kart fra 1529. (Nordenskiöld, 1897.)

Sammenhængen kunde da tænkes at være omtrent følgende: Efter at ha fåt sit patentbrev i oktober 1499 har Joāo Fernandez utrustet sin ekspedition, og har reist av sted om våren 1500, er kommet under østkysten av Grønland som han har seilt langs med, men isen har hindret ham fra at gå iland. Hvor han ellers kan ha været på denne reise, savner vi enhver meddelelse om. Men da han er kommet tilbake til Portugal, kanske efter en forholdsvis uheldig færd, og endvidere har fundet at kongen har utstedt patentbrev til Gaspar Corte-Real, som har været heldigere på sin reise, så kan Fernandez ha mistvilet om støtte for nye foretagender i Portugal, og har straks vendt sig til Bristol, hvor han har været med på at få istand et engelsk-portugisisk foretagende, og har da været den "llavorador" som først bragte underretning om Grønland.

Det må selvfølgelig indrømmes at den her fremsatte formodning om Joāo Fernandez's reise og opdagelse ikke er mere end en gjetning; men som synes at gi bedre sammenhæng end nogen av de tidligere fremsatte forklaringer, og den står ikke, såvidt jeg kan se, på noget punkt i strid med hvad de samtidige dokumenter har at fortælle. Det kan tænkes at her er det gåt som så ofte: opdageren Joāo Fernandez's navn er blit mere eller mindre glemt. Erindringen om ham er kanske bare blit bevaret i selve navnet Labrador oprindelig for Grønland, men senere flyttet over til det amerikanske kontinent mens alle de portugisiske opdagelser i nord er i den senere historie blit forbundet med den anden sjøfarer, Gaspar Corte-Real, som var av fornem slegt og tilhørte kongens hushold og som var fra den samme ø, Terceira, blandt Azorerne.

Del av Maggiolo's kart fra 1527. (Harrisse, 1892). Nettet av kompasstreker utelatt.

Gaspar Corte-Real tilhørte en portugisisk adelsfamilie fra Algarve og var født omkr. 1450. Han var tredje og yngste søn av Joāo Vaz Corte-Real som i 22 år, fra 1474, hadde som guvernør hat et "capitanerie" på Azorerne først i Angra på øen Terceira, senere på St.Georg og døde 1496. Gaspar har sandsynligvis tilbragt en del av sin ungdom på Azorerne, som i det hele var "et drivhus for alle slags ideer om opdagelser i oceanet"; han er sikkerlig som ung blit fortrolig med fortællingene om de mange tidligere forsøk, og med de mange planer til nye oceanfærder, som drøftedes av denne øgruppes dristige sjøfarere. Som før nævnt var også Tyskeren, Martin Behaim bosat på Azorerne.

De nyfundne lande i nordvest forbundet med Asien, på Maggiolo's kart fra 1511. (Harrisse, 1900).

Av patentbrevet fra mai 1500 ser vi at Gaspar Corte-Real allerede før den tid på egen bekostning hadde forsøkt på at opdage lande i havet, men da det ikke nævnes mere derom, har vel ikke forsøket været heldig. Det blev ovenfor fremholdt at efter kongens patentbrev til broren Miguel, ser det ut som at Gaspar gjorde to reiser til det av ham opdagede land, hvilket også bekræftes av den nævnte indskrift på det anonyme portugisiske kart fra omkr. 1520. Derimot nævnes det ikke noget om denne reise i de to italienske sendebuds breve, og heller ikke på Cantino-kartet. Det kan synes naturlig at slutte at Gaspar, efter at han hadde fåt sit patentbrev i mai 1500, har drat ut på en færd, som blev bekostet av ham og broren Miguel i fællesskap (jfr. patentbrevet til den sidste).

På denne første færd i 1500 har Gaspar allerede opdaget "en del av" Newfoundland; men hvad mer han kan ha gjort på denne færd vet vi ingenting om. Han må allerede samme høst være kommet tilbake til Lissabon

Opmuntret av sit held har han så igjen drat ut med en større Corte-Real's ekspedition i 1501, efter 21. april da han endnu var i Lissabon. Utgiftene blev også denne gang båret av ham og broren Miguel i fællesskap. Efter kongens patentbrev av januar 1502 hadde han på denne færd 3 skibe, hvorav 2 vendte tilbake. Dette stemmer ikke med de to italienske sendebuds breve, som uttrykkelig sier at han drog avsted med 2 skibe. Rigtignok stemmer heller ikke disse indbyrdes overens i omtalen av det skib som var vendt tilbake: Pasqualigo sier at skibet var kommet til Lissabon den 9. oktober i det ene brev, den 8. oktober i det andet brev, og at det førte med sig 7 indfødte, mens Cantino sier at skibet kom den 11. oktober, og at 50 indfødte var bragt til kongen. Da Pasqualigo sier at det andet skib ventedes hver dag med 50 indfødte, har man ment (jfr. Harrisse) at det var dette skib Cantino omtaler; men i så fald blir det jo gåtefuldt at de to gesandter i samme by skulde ha hørt om hvert sit skib, og at de begge skulde være uvidende om at mere end ett var kommet, uagtet det ikke var mere end 2 eller 3 dager mellem skibenes ankomst, og de begge skriver en uke efter den tid. Begge omtaler også at det andet skib, og bare ett, ventedes hjem, og Pasqualigo kalder dette tilmed for chefs-karavellen (caravella capitania). Det ligger nær at tro at det er samme ankomne skib som de to gesandter omtaler (forskjellen i de opgivne datoer kan ikke tillægges vegt, når vi ser at Pasqualigo forandrer datoen for sit skibs ankomst fra det ene brev til det andet). De kan begge ha hørt om 50 fangne indfødte, hvorav de har set nogen (f. eks. syv); men mens Cantino har opfattet det som at alle 50 var kommet, kan Pasqualigo ha ment at bare de 7 han så var ankommet, mens de andre 50 ventedes med næste skib. Adskillig vegt må det tillæg ges at i indskriften på Cantino-kartet, som åbenbart må være utarbeidet efter portugisiske dokumenter, er det også bare nævnt ett skib som vendte hjem. Hovedvanskeligheten er at dette står i direkte strid med kongens senere patentbrev til Miguel. Vi måtte da tro at meddelelsen om de 3 avseilte og de 2 hjemkomne skibe i dette, berodde på en skrivfeil eller hukommelsesfeil, hvilket kan synes overraskende. Men spørsmålet er jo av underordnet betydning. Hovedsaken er at Gaspar Corte-Real's eget skib aldrig vendte tilbake.

Ved værdsættelsen av den pålitlighet eller nøiagtighet som Pasquaglio´s Cantino's meddelelser om reisen, kan tillægges, bør det huskes at de begge alene gjengir hvad de har hørt bli fortalt derom på et sprog som ikke var deres eget, og da brevene blev skrevet har de sandsynligvis ikke set noget kart over reisen eller de nye opdagelser. Cantino sier at han var tilstede da den hjemvendte skibsfører avgav beretning for kongen, og at han nedskriver alt som da blev fortalt; altså har han kanske bare en gang hørt fortællingen og uten kart, hvilket forklarer hans åbenbare feiltagelser; det er let nok at få misforståelser i gjengivelsen av en reiseberetning som en på den vis hører fortalt på sit eget sprog, end si på et fremmed. Hvordan Pasqualigo har hørt om reisen oplyser han ikke, men det kan ha været ved samme leilighet. De to italieneres breve med gjengivelser av den portugisiske fortælling kan derfor ikke behandles som nøiagtige historiske dokumenter, hvor hver detalj er rigtig.

Cantino sier i sit brev (i oktober 1501) at Gaspar Corte-Real var reist ut for 9 måneder siden, altså i januar 1501. Pasqualigo sier at han reiste avsted forrige år, hvilket stemmer med Cantino, da det borgerlige år på den tid begyndte 25. mars. Men den opbevarte kvittering fra Gaspar Corte-Real, av 21. april 1501, beviser med sikkerhet at de to Italienere har tat feil på dette punkt. Det kan tænkes at de har opfattet begge års ekspeditioner som en sammenhængende færd (?), men heller ikke dette vil stemme med Cantino's 9 måneder. Efter Cantino's brev skulde Corte-Real fra Portugal ha holdt en nordlig kurs ("mot polen" står det), og noget lignende sier Pasqualigo; men dette er vel ikke at opfatte bokstavelig, ellers måtte vi tro at han fra Portugal er seilt nordover mot Island; og desuten sier jo Pasqualigo i begge breve at det fundne land er mellem nord vest og vest. Cantino's meddelelse om isen kunde gi et holdepunkt for avgjørelsen av Corte-Real´s rute; hvis ulykken ikke var at her er to muligheter, og Cantino's ord gir ikke god overensstemmelse med nogen av dem. Beskrivelsen av isen tyder nærmest på at det var isfjelde som Corte-Real først traf; disse kunde han ha støtt på i sjøen ut for sydenden av Grønland, og da han ved at fortsætte sin kurs fandt "havet frosset", kan han ha nådd randen av drivisen. Da det der ikke nævnes noget om land måtte vi nærmest tro at han ikke har fåt Grønland i sigte. Vanskeligere er det at han ved at vende sin kurs mot nordvest og vest tilslut i denne retning fandt land, som efter beskrivelsen, og efter Cantino-kartet, må ha været Newfoundland. For at komme dit fra Grønlands-isen måtte han ha styrt i omtrent vest-sydvest misvisende, og noget så nær i denne retning i forhold til Grønlands sydspids ligger også Newfoundland (Terra del Rey de portuguall) på Cantino-kartet. Men det kan jo være at Cantino's retningsangivelse skyldes en misforståelse; han kan ha hørt at det fundne land lå i nordvest og vest fra Lissabon, således som Pasqualigo sier.

En anden mulighet er den at det var på Newfoundlands-banken at Corte-Real traf isfjelde; men han måtte da ha holdt en meget vestlig kurs, næsten vest-nordvest, like fra Lissabon, og det vilde gi liten mening at han ved møtet med isen skulde ha forandret sin kurs til nordvest og vest for at undgå den, selv om vi tar med i beregningen at misvisningen der kan ha været 20° større end i Lissabon. En anden vanskelighet er at på Newfoundlands-banken vilde han vanskelig ha fundet "havet frosset", hvis dermed menes drivisen; han måtte da (i juni?) ha været længere i nordvest i Labrador strømmen. Langt til land vilde han neppe i noget tilfælde ha, så tidsangivelsene 3 måneder med god vind fra isen til land og 4 måneder fra Lissabon til isen gir misforhold.

Cantino's ord lar sig således ikke bringe i overensstemmelse med virkelighet; men meget kan vel tale for at det var Grønlandsisen Corte-Real først traf på i 1501. Herimot kunde vistnok indvendes at han allerede året før skulde ha fundet en del av Newfoundland, og det var vel da sandsynlig at han søkte like tilbake dit; men Pasqualigo's brev gir det indtryk at Gaspar Corte-Real kan ha været interessert i at undersøke om det av ham fundne land var fastland som hang sammen med det land (Grønland) som det foregående år (1500) var set av de andre karaveller (Joāo Ferndadez?), og det kan da være ganske naturlig at han først har styrt i den retning, men er av isen blit tvunget vestover mot det land han selv hadde opdaget.

At det væsentlig var Newfoundland, og ikke Labradors kyst længere nord, som Corte-Real kom til, fremgår tydelig nok av kartene (Cantino-kartet, King-kartet, o. s. v.), og det kan også sluttes fra beskrivelsene i Pasqualigo's og Cantino's breve. Det heter bl. a. at det løp mange store elver gjennem dette land i havet. Labradors østkyst har ingen elver av betydning med undtagelse av Hamilton River; men til den går det ind en lang fjord, Hamilton Inlet med Lake Melville, som de vel neppe har seilt ind gjennem. Derimot er det på Newfoundland adskillige vandrike elver som falder i sjøen på østkysten, og i hvis munding Gaspar Corte-Real kunde ha seilt ind. Omtalen av landet som frugtbart, og med trær og nåleskog av merkværdig høide og størrelse, og hvor det var nok av tømmer til master o. s. v., stemmer likeledes bedst med Newfoundland. Dertil kommer at landets kystlinje, både på Cantino-kartet og på senere portugisiske karter, stemmer merkelig godt med kystlinjen langs øst- og nordøstsiden av Newfoundland.

Moderne kart. F.v. Cantino-kartet, Reinels kart og King-kartet. Den østlige kystlinje av Newfoundland, og muligens den sydlige del av Labrador.

Når det i Pasqualigo's brev av 18. oktober heter at de seilte "en avstand av 600 og mere milia langs kysten av det nævnte land," hvilket også stemmer med kystens utstrækning på Cantino-kartet, så må dette være en overdrivelse. Det er almindelig at overvurdere avstandene under seilas langs en så fjordskåret kyst som Newfoundlands, hvor Corte-Real kanske har seilt ind og ut av bugter og fjorder.

Som før nævnt er Gaspar Corte-Real's reiser omtalt i flere verker i det 16. årh., men da disse er skrevet så længe efter at begivenhetene fra fandt sted, kan de ikke tillægges synderlig vegt, hvor de står i strid med de nævnte tidligere dokumenter. Omtalen av Gaspar Corte-Real hos den spanske forfatter Gomara og Italieneren Ramusio synes væsentlig at stamme fra Pietro Pasqualigo's brev av 19. oktober 1501 til hans brødre i Venedig, som blev offentliggjort første gang allerede i 1507. Portugiseren Antonio Galvano sier i "Tratado" (1563), at Gaspar Corte-Real seilte i 1500 "fra øen Terceira med 2 skibe, utrustet på egen bekostning, og reiste til det strøk som er på den femtiende breddegrad, et land som nu er opkaldt med hans navn. Han vendte i god behold tilbake til Lissabon; men da han atter igjen gik ut, blev hans skib borte, og det andet skib vendte tilbake til Portugal."

Dette stemmer jo merkelig godt med hvad vi ovenfor er kommet til; men da Galvano opholdt sig meste delen av sit liv i Ostindien, og kom hjem bare for at ende sine dage på et hospital i Lissabon, kan hans meddelelser ikke tillægges megen vegt (jfr. Harrisse, 1900, s. 35), uten for så vidt at de gjengir en portugisisk tradition.

Damiam de Goes har i sin Chronica do Felicissimo Rei dom Emanuel (Lissabon 1566) en utførligere omtale av Gaspar Corte-Real's reise i 1500, og det land han besøkte. Det heter:

Han seilte fra havnen i Lissabon i begyndelsen av sommeren 1500. På denne reise opdaget han i nordlig retning et land som var meget koldt, og med store skoger, som alle de (lande) er som ligger på den kant. Han gav det navnet Terra verde (d. e. grønne land). Folkene er meget barbariske og vilde, næsten lik dem i Sancta Cruz (d. e. Brazilien), undtagen at de fra først av er hvite, men blir så veirbitte av kulden, at de mister sin hvithet med alderen og blir liksom sortbrune. De er av middels høide, meget let bevægelige, og store bueskyttere, som bruker stokker hærdet i ilden til kastespyd, med hvilke de gjør så gode kast, som om de hadde spids av godt stål. De klær sig i skind av dyr, som det er overflod på i det land. De bor i berghuler, og i hytter, og de har ingen love. De tror meget på varsler; de har egteskap, og er meget skinsyke på sine koner, hvori de ligner Lappene, som også lever i Norden fra 70° til 85°. Efterat han (Gaspar Corte-Real) hadde opdaget dette land, og seilt langs en stor del av dets kyst, vendte han tilbake til dette konge rike. Da han ønsket meget at opdage mer av denne provins, og bli bedre kjendt med dets fordele, så reiste han straks igjen i året 1501 den 15. mai fra Lissabon; men det vites ikke hvad som hændte ham på denne reise, for han viste sig aldrig mer, og heller ikke kom det tidender om ham. (Jfr. Harrisse, 1883, s. 233).

Den sidste meddelelse om at Corte-Real forsvandt, uten at det hørtes mer om ham, viser at De Goes ikke har været godt underrettet, uagtet han var overkustos (Guarda m'or) ved Torre do Tombo (med riksarkivet) i Lissabon. Hele hans beretning tør derfor være av tvilsomt værd som historisk dokument. Beskrivelsen av det opdagede land og av de indfødte, kan stamme fra andre meddelelser, eller fra literære kilder, og er av samme art som vi ofte finder om indfødte i kilder fra den tid. Det kolde land, Terra verde, med store skoger og vilde barbariske folk, synes at måtte være det Grønland (Gronolondes) som er omtalt i det anonyme brev fra omkr. 1450 til pave Nicholas V, og som også er omtalt hos Claudius Clavus, og hos Michel Beheim. Dette land hadde "skog", og der nævnes også "vilde mennesker". De Goes's meddelelser tør derfor stamme fra samme kilde. At beboerne bodde i berghuler har jo også likhet med brevet til Nicholas V. Det meste som sies om disse indfødte kan passe vel så godt på Eskimoer som på Indianere, men da vi ikke vet hvor det hele stammer fra, er det ikke godt at ha nogen mening om hvem beskrivelsen egentlig gjælder. Den merkelige oplysning, at de indfødte fra først av er hvite, men på grund av kulden blir brune, passer lite på Indianerne, men kunde bedre forenes med Eskimoer, som i ung alder er meget lyse i huden, og kanske like lyse som Portugisere.

Omtalen av de indfødte i Pasqualigo's og Cantino's breve, synes i det hele at passe bedre på Eskimoer end på Indianere; som typiske eskimoiske træk kan således nævnes at de hadde båter trukket med skind (rigtignok sier Cantino hjorteskind, d. e. renskind, men det er vel helst en misforståelse); endvidere huse (d. e. telter) av lange stænger dækt med fiskeskind (d. e. sælskind), at hudfarven var snarere hvit end noget andet, at de ler en god del og viser megen glæde. Det kan synes noget overraskende at Eskimoer skulde være "litt større end vore indfødte" (d. e. Italienere); men for det første kan det ha været særlig gode eksemplarer av rasen som blev vist frem, dernæst er jo ikke Eskimoene så rent små, og kan være vel så høie som Italienere og Portugisere. At de gik nakne med undtagelse av et stykke skind rundt lændene, svarer til hvad Eskimoene gjør inde i huset Pasqualigo's beskrivelse: at de var klædt i skind av forskjellige dyr, mest oter, og at skindene var uberedt, og ikke sydd sammen, men kastet over skuldre og armer som de var tat fra dyrene, står i strid med Cantino's ord, og skyldes vel helst en misforståelse; det lyder ikke sandsynlig. Skulde det være rigtig må Pasqualigo og Cantino ha set forskjellige indfødte.

Det kan antas at det var Eskimoer på det nordøstlige Newfoundland på den tid, og de indfødte kan være bragt derfra eller fra det sydlige Labrador.

Rekonstruktion av et ækvidistant kart hvor kystene er avsat efter kompaskur ser uten kjendskap til misvisningen.

Av alle kjendte karter gir utvilsomt Cantino-kartet den fyldigste og mest pålitelige fremstilling av de portugisiske opdagelser i 1500 og 1501; vi vet jo også at det blev utført med disse for øie i Lissabon, og umiddelbart efter at deltagere i sidste færd var kommet opdagelser tilbake dit. Vi må følgelig tro at karttegneren har gjort bruk av de kilder som da forelå. Han kan enten selv ha fåt adgang til skibsbøker, med kurser og distanser, og til de originale kartskisser fra reisene, eller han kan ha brukt karter som var tegnet efter disse kilder. Men desuten har han benyttet karter og kilder av lærdere art, hvilket bl. a. kommer frem i indskriften ved Grønland, hvor det tales om kosmografenes mening, og at dette land er en pynt av Asien. Det er klart, som av Bjørnbo fremholdt (1910, s. 167), at det på kartet har hængt sammen med Skandinavien, som er kaldt "Parte de assia", men kartet er blit avskåret i overkanten så denne landforbindelse er gåt tapt, og likeså den sidste del (asia) av påskriften på Grønland. Til grund for fremstillingen av denne landforbindelse kan ha ligget et kart av Clavus's yngre type; mens fremstillingen av Grønland selv åbenbart er ny. For første gang er det nemlig her anbragt i meget nær rigtig avstand fra Europa, og med Island på rigtig sted i forhold; og dertil har det fåt en merkelig god form. Forutsætter vi at misvisingen ikke var kjendt og at kystene er avsat efter de seilte misvisende kurser som om de var retvisende, så er Grønlands sydspids kommet netop hvor den skulde, hvis misvisningen under seilasen dit fra Lissabon forandret sig gjen nemsnitlig 11° mot vest. De portugisiske flag på kysten antyder at Portugiserne har seilt langs Grønlands østkyst fra nordenfor kartets polkreds til forbi Kap Farvel (uten at gå iland efter hvad indskriften sier) og dens retning på kartet forklares ved en misvisning av omtrent 14 ° vest. Den merkelig gode fremstilling av Grønland med den karakteristiske form for vestkysten kan umulig stamme fra Clavus-kartene, hvor Grønland er en smal landtunge med øst- og vestkyst gående meget nær paralelle. Vestkysten har fåt en form omtrentlig som om den var avsat efter seilte kurser med en misvisning økende nordvestover fra 20° til henimod 30°. Karakteristisk er det også at mens østkysten ingen øer har, er det antydet en skjærgård nordover langs vestkysten. Det kan synes dristig at ville anta at dette skulde bare skyldes karttegnerens vilkårlighet og være den rene tilfældighet; rigtignok kan det fremholdes at han har git Norges vestkyst en lignende krummet form med en skjærgård utenfor (likeså Oliveriana-kartet). Har karttegneren kjendt Clavus-kartene's fremstilling av Grønland blir det endnu større sandsynlighet for at han virkelig har hat bestemte kilder for sin vestkyst, da den er så forskjellig fra Clavus-kartenes. De portugisiske flag på kartet og indskriftens utsagn at Portugiserne ikke landet på kysten, synes vistnok ikke at tyde på at de kan ha seilt noget længere stykke nord over langs vestkysten, for ellers vilde vel dette været nævnt; men Cantino-kartet kan ha hat ukjendte kilder, som har bygget på reiser vi ikke kjender og som karttegneren heller ikke har kjendt.

Hvis vi tør tro at den lysere tone i havet ut for Grønlands øst kyst og over til Norge (jfr. s. 551), fremstiller drivisen, da tyder også dette på et kjendskap til disse nordlige farvand som vi ikke kan anta er kommet bare fra den portugisiske færd under hvilken de fik Grønlands østkyst i sigte, men må ha andre ukjendte kilder.

Det er ikke tvilsomt at Cantino-kartets Terra del Rey de portuguall er Newfoundlands østkyst, som, på grund av at misvisningen ikke er tat hensyn til, har fåt en nordlig retning. Tegner vi op Newfoundlands østkyst fra Kap Race til Kap Bauld i omtrent samme målestok som på Cantino-kartet, og dreier meridianen mot vest så meget som misvisningen kan ha været på den tid (omkr. 20 ° ved Kap Race og 4 eller 5 ° mer ved Belle Isle Strædet), så får vi et kart hvis kystlinie har så stor likhet med Cantino-kartets at den næsten er for god til at tro at den ikke delvis skulde være tilfældig (Newfoundlands-kysten på Reinel's kart er også meget nær den samme som på Contino-kartet). Likheten er så gjennemført at vi endog kunde mene at gjenkjende de forskjellige bugter og nes; men muligens er vel også en del av den sydlige Labrador-kyst kommet med på Cantino-kartet. Efter den kartet vedføiede målestok, hvor hver delestrek betegner 50 miglia, er avstanden mellem landets sydøst-pynt og det nordlige portugisiske flag 700 miglia, hvilket altså svarer til de mellem 600 og 700 miglia som Pasqualigo sier at Portugiserne skulde ha seilt langs kysten. Inddeler vi kartet i grader efter avstanden mellem vendekredsen og polkredsen, blir landets utstrækning henimot 11 breddegrader. På Reinel's kart er Newfoundlands længde nord-syd mellem 10 og 11 breddegrader. Avstanden fra Kap Race til Belle Isle Strædet svarer i virkeligheten til henimot 5 1/2 breddegrad, altså temmelig nær det halve.

Både Grønland og Newfoundland ligger for langt nord på Cantino-kartet. Grønlands sydspids ligger på omtrent 62° 20' n. br. istedenfor på 59 ° 46', mens Kap Race, sydøst-pynten av Newfoundlland, ligger på omtrent 50 ° n. br. isteden for på 46° 40'. At Grønlands for nordlige bredde skulde stamme fra Clavus-kartet hvor dets sydspids ligger på 62° 40' n. br. er ikke nødvendig at anta, idet både dennes og Kap Race's beliggenhet får en naturlig forklaring ved den måte hvorpå Cantino-kartet er tegnet. Dette er jo nemlig et ækvidistant kompaskart, hvor det ikke er tat hensyn til at jordoverflaten er en kuleflate isteden for et plan, og hvor de seilte kurser er blit avsat efter kompasstreker sandsynligvis uten kjendskap til misvisningen. Forsøker vi at tegne et kart av de samme kyster, på samme måte med bruk av de rigtige avstande, idet vi tænker os kursene gående ut fra Lissabon, og at misvisningen har omtrentlig hat en fordeling som fremstillet i kap. XIII Norden på karter og i den geografiske literatur i middelalderen vil vi i grove træk få et kart omtrent som her gjengit. Grønlands sydspids kommer på omtr. 62° 20' n. br. eller det samme som på Cantino-kartet, og Kap Race kommer endnu nordligere end på dette. Avstanden fra Lissabon til Grønland er næsten nøiagtig den samme, på begge karter, og det synes at tyde på en merkelig evne til at seile efter log og kompas, mens derimot astronomiske observationer sandsynligvis ikke har været brukt til kartet. Avstanden mellem Lissabon og Newfoundland (Terra del Rey de portuguall) er på Cantino-kartet litt længere end i virkeligheten, desuten er dette lands sydende kommet så langt syd at det vilde passe med en gjennemsnitlig misvisning av omtrent 4° vest isteden for 10°, under seilasen dit fra Lissabon. Derved er Newfoundland kommet længere vest i forhold til Grønland og dets sydende længere syd end det skulde gjøre på et kart som her konstruert. Men vi vet ikke om den seilkurs hvorefter Newfoundland er blit avsat er gåt direkte dit fra Lissabon, kanske er den først gåt f. eks. opom isen under Grønland, og da blir større feil naturlig. Ansætter vi på vor kartskisse de Vestindiske Øer (og Florida) efter samme metode, får vi dem i en lignende stilling som på Cantino-kartet, bare at de der er kommet meget for nordlig, og at avstanden fra Lissabon er meget for stor; men dette skyldes de spanske karter som har været kilde; vi vet jo at allerede Kolumbus gjorde sig skyldig i grove feil i sine breddebestemmelser, og på La Cosa's kart ligger øene mest nord for vendekredsen.

Nordvestlige del av det såkaldte King-kart, et anonymt italiensk verdenskart fra omkr 1502. Det skandinaviske Norden, omkr. 1502. med Grønland (Evglovelant) nordenfor, er efter Nicolaus Germanus's verdenskarttype; Newfoundland og det av Portugisere opdagede Grønland (Terra Laboraioris), som en ø, er tat fra portugisisk kilde. Nettet av kompasstreker er utelatt.

Fremstillingen av de portugisiske opdagelser mot nordvest har åbenbart variert en god del, selv på tidlige karter, og har tildels avveket meget fra Cantino-kartets; særlig har Grønland fåt forskjellige former, mens Newfoundland er mer ens på de forskjellige karttyper. Dette styrker også den antagelse at disse lande er opdaget på forskjellige reiser, og ikke av den samme mand.

På det såkaldte King-kart et italiensk verdenskart fra omkr. 1502, som sandsynligvis har hat portugisiske kilder ligger således Newfoundland, kaldt Terra Cortereal omtrent på samme sted og har en noget lignende form som på Cantino-kartet (dets sydpynt er kaldt capo raso), mens Grønland, kaldt Terra Laboratoris, ligger længere syd end på dette kart og er blit til en langstrakt ø, hvis sydøstkyst vel skulde svare til Grønlands østkyst på Cantinokartet, men har en meget forskjellig retning og form og har desuten mange øer søndenfor. En lignende men endnu mer forandret fremstilling findes på et andet italiensk verdenskart, det såkaldte "Kunstmann no. 2". Hvis Grønland og Newfoundland var begge opdaget av Gaspar Corte-Real og på samme reise, og disse opdagelser lå til grund både for Cantino-kartet og for King-kartets prototyp, da vilde det være uforståelig hvorfor fremstillingen skulde variere det ene land så meget og ikke det andet.

Nordlig del av et anonymt italiensk sjøkart fra tiden kort efter 1503. I Oliveriana-biblioteket i Pesaro. Nettet av kompasstreker er utelatt.

Mer likhet med Cantino-kartets Grønlandsfremstilling har det såkaldte Oliveriana-kart, et anonymt italiensk kompaskart fra tiden efter 1503; men her er fremstillingen av Newfoundland meget er merkelig kort og sydkysten strækker sig langt vestover, i samme retning som den av Englænderne opdagede kyst på La Cosa's kart fra 1500; men navnene har ingen likhet med dette karts, uten det da skulde være at øen Groga Y. var La Cosa's S. Grigor (?) som imidlertid ligger længer øst, mens den til Groga svarende ø hos La Cosa heter "I de la trinidat". Cauo del marco kunde jo også minde om Venetianeren Cabot. Dr. Bjørnbo mener, som ovenfor nævnt, at prototypen for Oliveriana-kartets Grønlands-fremstilling har været Gaspar Corte-Reals eget admiral-kart fra hans reise i 1500. Det forekommer mig mulig at Bjørnbo har ret for så vidt som at fremstillingen kan stamme fra den portugisiske ekspedition som så Grønland i 1500; men efter hvad ovenfor er fremholdt, skulde denne altså ikke være ledet av Corte-Real, men snarere av Joāo Fernandez. Da kartets Newfoundland har så liten likhet med virkeligheten og med de almindelige portugisiske fremstillinger (jfr. også Bjørnbo, 1910, s. 315) er det ikke sandsynlig at kartets prototyp stammer fra Gaspar Corte-Real. Desuten kan en ikke tænke sig at fabeløer som Insula de labrador, Insula stille, o.s.v. var tegnet av ham; de måtte isåfald bortforklares som senere tillæg andensteds fra.

Av de to italienske sendebuds breve så vi, at kong Manuel var meget vel tilfreds med Gaspar Corte-Real's opdagelser, og ventet sig store fordele derav, både på grund av mastetrærne og slaverne, o.s.v.; han imøteså derfor med utålmodighet hans hjemkomst. Men de ventet forgjæves. Gaspar Corte-Real vendte aldrig tilbake. Om han er faldt i kamp mot indfødte på en ukjendt kyst, eller igjen er styrt ind i tåken og isen i det ukjendte nord, for der at finde en kold grav, eller om han er gåt under i en storm på hjemreisen over Atlanterhavet, vil aldrig bli opklart.

Da han ikke vendte tilbake, rustet broren, Miguel Corte-Real, ut en ny ekspedition i håb om dels at komme sin bror tilhjælp, dels at gjøre nye opdagelser. Den 15. januar (?) 1502 (eller 1503?) fik han det nævnte patentbrev fra kong Manuel. Den 10. mai seilte han ifølge Damiam de Goes fra Lissabon med to skibe, og det hørtes aldrig noget mer til ham. Antonio Galvano fortæller derimot at han hadde 3 skibe, og disse kom til Newfoundland (Terra de Corte-Real), men de skiltes her og gik ind i forskjellige fjorder "med den avtale at de skulde alle møtes igjen den 20. august. De to andre skibe gjorde dette, og da de så at skibet med Miguel Corte-Real ikke kom til den avtalte tid, og heller ikke nogen tid derefter, vendte de tilbake til Portugal, og aldrig siden hørtes mere tidende om ham, heller ikke blev anden erindring om ham tilbake; men landet kaldes til denne dag Corte-Realernes land".

"Kongen følte tapet av de to brødre meget, og bevæget av sin kongelige og med lidende følelse lot han i året 1503 to skibe ruste ut for at gå avsted og lete efter dem. Men det kunde aldrig bringes på det rene, hvordan hverken den ene eller den anden (av brødrene) var blit borte."

Nordlige del av italiensk kart, muligens tegnet av Pilestrina 1511. Bare nogen av navnene er her medtat (efter Bjørnbo og Petersen, 1908).

Hvis denne Galvano's beretning er rigtig, er altså den sidste hjælpe-ekspedition vendt tilbake med uforrettet sak. Om hvilke opdagelser den kan ha gjort, hører vi intet, og ser heller ingen spor derav på kartene, hvis da ikke den antydning til en fortsættelse mot nord av Newfoundland på det såkaldte Pilestrina-kart fra omkr. 1511 kan stamme fra denne færd, eller fra det skib som vendte tilbake fra Miguel Corte-Real's færd i 1502. På Pedro Reinel's kart er avsat et land svarende til Kap Breton, og en kyst videre derfra vestover. Det er jo tænkelig at dette også kan skyldes disse ekspeditioner, og likeså alle de portugisiske navne langs Newfoundland, hvis kystlinje må være tat fra samme kilde som Cantino-kartet. Sandsynligere er det vel at navnene stammer fra portugisiske fiskere; men mulig er det også at Reine´s tilføielser kan komme fra de engelsk-portugisiske ekspeditioner fra Bristol i 1501 og følgende år. Hans ø, Sam Johā tyder, som nævnt, på en mulig forbindelse med John Cabofs opdagelser.

Da ingen av brødrene vendte tilbake, vilde den ældste bror, Vasqueanes Corte-Real som indehadde meget høie stillinger, både ved kongens hof, og som guvernør på øene St. Georg og Terceira på Azorerne "ruste ut skibe på egen bekostning for at dra avsted for at lete efter dem. Men da han bad kongen undskylde hans fravær, kunde Hans Majestæt ikke samtykke i at han skulde gå videre i denne sak, og holdt på at det var uten nytte, og at alt var gjort som gjøres kunde" (efter De Goes). Således synes de dygtige og foretagsomme Portugiseres mot på videre opdagerfærder i disse vanskelige nordlige farvand, at være blit avkjølet, og vi hører ikke synderlig mere om at officielle ekspeditioner blev utsendt fra Portugal for at finde mere nyt land i denne retning. Imidlertid vedblev Newfoundland (Terra de Corte-Real) gjennem hele det 16. årh. at anses som en provins under den portugisiske krone, og guvernør-retten dertil, med særlige privilegier, gik i arv i Corte-Realernes familie, indtil Manuel Corte-Real II, den sidste av den mandlige linje, faldt kjæmpende ved kong Sebastian's side, i det skjæbnesvangre slag ved Kas-rel-Kebir i 1578.

Portugiserne synes i lang tid at ha vedlikeholdt forbindelsen med Newfoundland, særlig for at utnytte den store fiskerigdom som der var blit opdaget. Men om dette er det bare rent tilfældig at historien vet noget at berette. Dette fiskeri synes at ha tat fart straks efter Corte-Real's opdagelse; for vi ser at kong Emanuel allerede i 1506 gav ordre til at fiskerne ved deres tilbakekomst fra New foundland til Portugal skulde betale en tiendedel av utbyttet i toldavgift (jfr. Kunstmann, 1859, s. 69).