Nord i tåkeheimen - Reiser til ubygdene på Grønland i middelalderen

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Nord i tåkeheimen

Reiser til ubygdene på Grønland i middelalderen


av Fridtjof Nansen


Med originale illustrasjoner


Jacob Dybwads Forlag

Kristiania, 1911.



Grønlands østkyst


Vignett av Fridtjof Nansen.

Om Grønlands østkyst - på Island almindelig kalt Grønlands ubygder - har sagaene sparsomme oplysninger. Drivisen gjør kysten utilgjængelig fra havet den meste del av året, og det var bare en sjelden gang at nogen landet der, og da helst ved en ulykkeshændelse. Ellers søkte sjøfarerne bedst mulig at holde sig klar av Østgrønlands-isen, og de ventet med at søke under land, til de var godt forbi Hvarv, som det fremgår av de gamle kursforskrifter for seilasen dit. Kongespeilet (fra omkr. 1250) viser også klart nok at de gamle Nordmænd hadde en grei forståelse av isforholdene ut for disse ubygder. Det heter:


Men i det samme havet (d. e. Grøndlandshavet) er det enda mange flere undere, selv om en ikke kan regne dem til trollskap (skrimslum). Så snart en har fart over det meste av havet, da er det slik en mængde med is i sjøen, at jeg vet ikke make til slikt andensteds i al verden. De isene (d. e. isflakene) er somme så flate som om de hadde frosset på selve havet, en fire-fem alen tykke, og ligger så langt unda land (d. e. Grønlands østkyst) at det kan bli fire dagsfserder eller flere, når folk skal fare over isen (til lands). Men de isene ligger mere i nordost (landnorðr) eller i nord utfor landet, end i syd, eller sydvest eller vest; og derfor skal enhver som vil nå landet, seile om det (d. e. rundt Kap Farvel) mot sydvest, og vest, indtil han er kommet forbi utsigten til (at møte) alle disse isene, og så seile derfra og til lands. Men idelig har det hændt folk, at de har søkt til lands for snart, og de er derfor kommet ind i disse isene; og somme av dem har da sat til der; men somme har og kommet sig ut, og vi har set nogen av dem og hørt deres fortællinger og frasagn. Men det råd har alle de tat til, som er kommet ind i denne isdriften (isavök eller ísavákit), at de har tat småbåtene og dradd op på isen med sig, og har således søkt til lands, men havskibet og alt andet gods er blit efter og er blit tynt; men somme har og bodd ute på isen en fire-fem dager før de har nådd landet, og somme enda længere. Disse isene er underlige av natur; de ligger stundom så stille som ventelig er, med adskilte våger eller store fjorder; men stundom har de så stor og strid en fart, at de farer ikke senere end det skib som har god bør, og de farer ikke sjeldnere mot veiret end med, når de først kommer i vei. Det er endda nogen iser i det havet, som er av anden vekst, og som Grønlændingene kalder faldjøkler. Deres vokster er liksom det stod et høit fjeld op av havet, og de blander sig ikke med andre iser, men holder sig ensomme.


Denne træffende skildring av isen i polarstrømmen viser at folk stundom forliste i den og kom iland på Grønlands østkyst.

Det er ovenfor fortalt om Snæbjørn Hólmsteinsson og hans fæller, som kan være kommet til Østgrønland (?).

En tidlig reise[1] som skulde være foretat langs denne kyst er skildret i Floamanna-saga: Den islandske høvding Torgils Orrabeinsfostre skulde omkring 1001 ha dradd ut fra Island med kone, barn, venner og træller, ialt vel 30 mand og buskap, for at søke sin ven Eirik Raude, som hadde indbudt ham til Grønland. Om høsten forliste de på østkysten; og først efter fire år, da de levde av hval- og sælfangst, og fiskeri, og efter mange slags eventyr nådde Torgils frem til Østerbygden. Sagaen er fra en sen tid, kanske omkring 1400, den er meget eventyrlig og ikke meget troværdig. Men skildringen av landet, med bræer som rækker til sjøen, og isen utenfor som ligger tillands mestedelen av året, kan ikke være digtet ihop uten noget kjendskap til Grønlands østkyst, for den bebodde vestkysten er helt forskjellig. Fortællingen om Torgils's færd tør derfor ha en historisk kjerne (jfr. Nansen, 1890, s. 253), og den gir desuten en malende skildring av de vanskeligheter og farer skibbrudne færdesmænd har at overvinde i de arktiske farvand; men den er også til utrængsmål fuld av overtro og drømmer og slikt, foruten andre rene urimeligheter, som at de reisende vansmegter så av tørst at de vil drikke sjøvand (med urin) for at berge livet[2] ha været vant om drikkevandet. Torgils, eller den mand fortællingen først er kommet fra, kan ha forlist om høsten på østkysten av Grønland nær Angmagsalik eller litt søndenfor, og har så hat en hard strid før han nådde frem langs landet på indsiden av isen til Kap Farvel; men at det skulde ha tat fire år er ikke rimelig, selv har jeg på lignende vis rodd i båt det meste av denne strækning på tolv dager. Det er ikke godt mulig at de skibbruddne skulde ha forlist med skibet sit langt nordenfor Angmagsalik, da isen ligger ut for landet der mest hele året rundt, og heller ikke er det trolig at de skulde være kommet helt nord nær Scoresby Sund, nordenfor 70º n. br., hvor tilkomsten er lettere; for der hadde de ingenting at gjøre, når de skulde dra til Østerbygden.

I Islandske Annaler fortælles det oftere om Grønlands-farere som forliser, i de fleste tilfælder har det vel været ut for Østgrønland. I sagaene er det flere fortællinger om slike forlis, eller om folk som er forulykket på denne kyst. I Bjørn Jónsson's gjengivelse av den noget eventyrlige saga om Lik-Lodin, heter det[3] :


I denne is fra Nord-havsbotnene har de fleste skibe altid fordum forgåt, som det fortælles meget om i Tosta Þettr, ti Lika-Lodinn tok økenavnet sit derav, at han ofte om sommeren ransaket de nordlige ubygder, og førte til kirken de mande-lik, som han fandt i huler og bergheller, hvortil de var kommet fra isene eller skibbrudd; men hos dem lå jevnlig ristede runer om alle hændelserne ved deres uheld og lidelser.


Nord-havsbotnene må her være Havs-botten eller Ishavet nord for Norge og Island; isen blir da den som driver derfra sydover langs Grønlands østkyst. Efter et andet ældre handskrift av Tosta-Þettr[4] hadde Lik-Lodin fåt sit navn "fordi han hadde ført Finn Fegin's og hans skibsfolks lik fra Finnsbodene, østenfor jøklene på Grønland." Dette viser også, at det er østkysten det er tale om; det skulde ha hændt nogen år før Harald Hårdrådes fald i 1066. I Flateyjarbokens fortælling om Einar Sokkason, som drog fra Einar Grønland til Norge i 1123 for at få en bisp til landet, sies det[5], at Sokkason med ham fulgte det tilbake fra Norge også en Arnbjørn Austmand og flere Nordmænd på et andet skib, de vilde bosætte sig på Grønland; men de blev borte på veien. Flere år senere, omkr. 1129, blev de fundet døde på Grønlands østkyst ved jøkelen Hvitserk av en Grønlænding Sigurd Njålsson. "Han fór ofte om høstene på fangst til ubygdene (d. e. på østkysten); han var en stor sjømand; de var 15 sammen. De kom om sommeren til jøkelen Hvitserk." Der fandt de nogen menneske-ildsteder, og længere frem, inde i en fjord, fandt de et stort skib, stående på land ved en elveos, og en hytte og et telt, og lik lå inde i hytten, og nogen lå også på marken utenfor. Det var Arnbjørn og hans mænd, som hadde holdt til der.

I Gudmund Arason's saga og i Islandske Annaler (Storm, 1888, ss. 22, 120, 121, 180, 181, 324, 477) fortælles det, at i 1189 rak skibet Stangarfoli med presten Ingimund Torgeirsson og andre ombord på reise fra Bergen til Island vest til Grønlands ubygd, og alle mand omkom:


... men det blev kjendt derved, at fjorten vintre 4 senere fandtes skibet deres i ubygdene, og syv mand i en berghule; der var Ingimund prest, han var hel og uråtnet, og så var klærne hans; men 6 benrader lå der ved siden av ham, og voks[6], og runer som fortalte hvordan de lot livet. Men dette tyktes folk store tegn, hvorledes Gud hadde likt Ingimund prests adfærd, da han skulde ha ligget så længe ute med helt legeme og uskadd. (Jfr. Grønl. hist. Mind. bd. 11, s. 754; Biskupa Sogur, 1858, I, s. 435).


Vi ser at syvsoversagnet fra Paulus Warnefridi er blit indblandet; men her er det bare den ene av de syv som er hellig og uskadd. Allikevel kan nok selve forliset være historisk[7]. Skuten er vel forlist på Grønlands østkyst nær Kap Farvel, hvor mennesker almindelig færdedes, og hvor levningene er blit fundet.

Det fortælles også i Gudmund Arason's saga, at nogen tid før dette, forliste et andet skib med presten Ingimund's bror Einar Torgeirsson i Grønlands ubygder; men skibsfolkene kom i strid om maten. Einar slap derfra selv tredje og søkte til bygden (d. e. Østerbygden) over jøklene (d. e. indlandsisen). Der lot de livet, da de bare hadde en dagsreise til bygden, og de blev fundet en vinter (?) eller to efter (Einar's lik var da helt og uskadd). Forliset må følgelig tænkes at ha fundet sted på den sydligste del av østkysten.


Sydlige jøkel (Hvitserk) på 62º 10' n. br.; set fra drivisen i juli 1888.


I de Islandske Annaler omtales det (i forskjellige håndskrifter), at et nyt land blev fundet vest for Island i 1285. Et annal-håndskrift, fra omkring 1306 (altså skrevet omkring 20 år efter at det hændte), sier at i 1285: "fandz land vestr undan Islande" (et land blev fundet i vest like overfor Island). Et senere handskrift (fra omkring 1360) sier om det samme: "Funduz Duneyiar" (Dunøene blev fundet). I et andet gammelt annal-håndskrift er det med en yngre hand tilføiet: "fundu Helga synir nyia land Aðalbrandr ok Þorvalldr" (Helgesønnene Adalbrand og Torvald fandt det nye land). Endelig heter det i en sen avskrift av et gammelt annal-håndskrift: "Helga synir siglðu i Grænlandz obygðir"[8]. Efter det sidste skulde det her gjælde opdagelsen av land på Grønlands østkyst, i vest for Island[9]. Det kan ha været ved Angmagsalik eller længere syd på østkysten, at Helgesønnene to islandske prester er kommet iland[10]. Sent på sommeren er der som oftest frit for is. Fra andre islandske optegnelser kan det sluttes, at de er kommet tilbake til Island samme høst. Det sees at den norske konge Eirik nogen år derefter gjorde forsøk på at få istand en ekspedition til dette nye land under den såkaldte Landa-Rolv, som derfor blev sendt til Island 1289. I 1290 fór Rolv omkring på Island og opfordret folk til Nylands-færden; men det er ukjendt om den kom istand, og 1295 døde Landa-Rolv. Alt dette tyder på at Grønlands østkyst måtte være lite kjendt på den tid, ellers kunde ikke en landing der omtales som opdagelsen av et nyt land; og det er vanskelig at skjønne hvordan kongen kunde sende Rolv til Island for at få istand en færd til et land, hvor en måtte vite at isen stængte ialfald største delen av året. Hvor på denne kyst det skulde være øer som passer til navnet Duneyiar, tør jeg ikke uttale mig om.


Fjeldlandet nordover fra Tigmiarmiut-fjord.


I indledningen til Hauk's Landnåmabók heter det: "en dægr Nordlige sigling er til vbygda a Grænalandi or Kolbeins ey i norðr" (en døgr-seiling[11] er det til ubygdene på Grønland fra Kolbeins ø mot nord). Kolbeins-ey er den vesle Mevenklint ute i havet nord for Grims-ey og 14 sjømil (100 kilometer) nord for Island. Ubygdene som det her er tale om, måtte nærmest bli Østgrønland på omkring 69º n. br. (Egede Land), som ligger i nordvest (i nord er det ikke noget land, hvis det da ikke menes misvisende nord). Men det er lite trolig, at Islændingene nogensinde er kommet iland på denne del av kysten, som mest altid er stængt av isen. Tænkes kan det, at de ofte har fart langs iskanten på sælfangst, da der er meget klapmyts om sommeren; de kan da ha set landet indenfor, og har visst om det, uten at ha nådd dit. På den vis kan meddelelsen om avstanden være opståt, og døgr-seilingen kan mene til iskanten, hvor en ser landet.

Det har været antat, at Islændingene og Nordmændene skulde ha kjendt Grønlands østkyst nordenfor 70º n. br., og skulde ha færdes der på fangst. Men for at komme dit må en næsten altid seile gjennem is, og mestedelen av sommeren må en så langt nord som Jan Mayen, eller længere, for at finde isen åpen nok til at søke mot landet. Det er en nokså kroket seilas, som forutsætter et nøie kjendskap til isforholdene; og ikke er det ventelig at nogen skulde ha fåt det, uten at han stadig søkte ind i isen med et bestemt mål. At stormdrevne skuter skulde tilfældig blit kastet iland på denne kysten, er ikke sandsynlig; de vilde som regel bli stanset av isen længe før de nådde så langt. Visstnok må vi tro, at Nordmændene og Islændingene seilte over hele Ishavet, langs iskanten, på jagt efter sæl og den værdifulde hvalross; men at de på sine fangstfærder også skulde hat for skik at søke langt ind i isen, er ikke trolig, da deres klinkbygde skuter ikke egnet sig til isseilas; der er heller ikke nogen meddelelse som kan tyde på det. Helt utelukket er det likevel ikke, at de kan ha nådd den nordlige østkyst, da der kan være nokså isfrit på sensommeren og høsten. Der vilde ha været god fangst at gjøre, særlig av hvalross, og på land var det ren og moskusokser, hvilke sidste dog ingensteds omtales i den norrøne literatur.

Den gamle sjøvei, den såkaldte Eiriks-stefna, fra Island til Grønland (d. e. Grønlands bygder) gik vest fra Snæfellsnes til en fik Grønlands jøkel i sigte, og derefter styrte en mot sydvest langs drivisen til en kom godt forbi Hvarv, o.s.v. Denne vei er det de ældste beretninger, i Landnåma, sier at Eirik fór, da han søkte Grønland, og den Grønlands jøkel han først kom ind mot kaldes der Miðjökull. Dette navn viser at det må ha været kjendt to andre jøkler, en nordenfor og en søndenfor, således som det også oplyses i et langt senere skrift, det såkaldte Gripla (uvisst fra hvad tid, avskrevet i 17. årh. av Bjørn Jénsson), hvor det heter[12]:


Fra Bjarmeland ligger ubygder nord like til det som kaldes Grønland. Men havs-botner går der op med landet ("botnar ganga þar fyrir") og landet viger mot sydvest; der er jøkler og fjorder, øer ligger ute foran jøklene; til (eller rettere forbi) den ene jøkelen har de ikke undersøkt, til den anden er en halv måneds færd, til den tredje en ukes færd; den er nærmest bygden; den heter Hvitserk; da viger landet mot nord; men den som ikke vil forfeile bygden, han stevne mot sydvest (nemlig for at komme utenom og klar av drivisen, som ligger forbi Kap Farvel).


62 º 35 ' n. br. Set fra drivisen i juli 1888.


Når en ikke tar hensyn til avstandene, en halv måneds og en ukes seilas, så er denne beskrivelse træffende for Østgrønland fra omtrent 69º n. br. og sydover. Jøkler mener tydeligvis dele av indlandsisen, som er det mest iøinefaldende træk på denne kyst, og som en beskrivelse av den ikke let kunde undgå at nævne. Når det står at der er jøkler og fjorder, og at øer ligger foran jøklene, da må enhver som er fortrolig med denne del av Grønland, tænke på det som straks falder i øinene når en ser kysten fra sjøen: de mørke, ikke snedækte landstrækninger og øer foran det av den mægtige, hvite indlandsis dækkede land, som bugter og fjorder går ind i. De tre nævnte jøkler kan ikke, efter min mening, ha været tre enkelte, sne- eller isdækte fjeldtopper, som man gjerne har villet opfatte dem. Av høie topper er det slik en mængde langs dette landet, at, uagtet jeg har fart langs meste delen av det, så kan jeg ikke nævne tre som er særskilt fremtrædende. Har en fra sjøen set Vatnajøkels hvite snelaken på Island (jfr. også i mindre stil Hardangerjøkelen o. fl. i Norge), da vil en kanske lettere forstå, hvad de gamle Islændinger har ment med sine tre jøkler på Grønlands østkyst, hvor bræmassen virker endnu meget mægtigere og mere iøinefaldende. Nu er det på den del av den, som de og Grønlændingene kjendte, eller hadde set fra sjøen og som strækker sig mot sydvest (som det står) fra omkring 70 º n. br.[13] netop tre strøk hvor indlandsisen dækker alt landet og rækker ut til den ytterste kyst, så at bræflaten blir synlig fra sjøen, og blir det ene fremtrædende træk som må falde i øinene på enhver, som seiler langs iskanten utenfor (eller driver i isen, som jeg har gjort to ganger). Den nordligste strækning er nordenfor 67º n. br.; der dækker indlandsisen kystlandet like til sjøen. Dette var den nordre jøkel, som ingen kunde nå i nærheten av for drivisen; men som bare var set på stor avstand. Det er først for få år siden at kaptein Amdrup nådde at reise med båter langs dette landet på indsiden av isen.


Landet vest for Sermilik-fjord, på 65 º 40' n. br., med nordlige del av Miðjökull. Set fra drivisen juli 1888.


Den anden strækning er kysten ved Pikiutdlek og Umivik, søndenfor Angmagsalik, mellem Sermilikfjorden (på 65º 36' n. br.) og Kap Møsting (på 63º 40' n. br.), hvor indlandsisen dækker hele kystlandet, og bare enkelte fjeldtopper, nunatakker, stikker op, og spredte nakne øer og landtunger ligger foran. Dette var Miðjökull, som en først kom til på seilasen vest fra Snæfellsnes, og som var et godt sjømerke ikke til at ta feil av. Den er i nogen handskrifter kaldt "hinn mikla Jökull". Der er sjøen gjerne nogenlunde isfri i august og september, men Grønlands-farerne søkte sikkerlig ikke som regel at lande der; de skulde, som det står i Ivar Bårdsson's beskrivelse, "ta sin kos fra Snæfellsnes, og seile da ret udi vester en dag og en nat, men stevne siden i sydvest at fly førnævnte is".

Den tredje strækning er kysten søndenfor Tigmiarmiut og Mogens Heinesen's Fjord (på 62º 20' n. br.), hvor indlandsisen igjen blir alt overveiende på landet, og det ene fremtrædende træk, som først sees fra sjøen. Dette var den tredje eller søndre jøkel; den lå nærmest Hvarv og var det sikre sjømerke før en kom rundt landets sydende. Det forekommer mig, at vi på denne vis får en naturlig forklaring av hvad disse omstridte jøkler var. Mellem dem lå lange fjelkyster. Nordover fra Kap Farvel til Hvitserk er høie fjeld, så en ikke ser indlandsisens jevne flate fra sjøen. Nordenfor Hvitserk er det fjordskårne fjeldland ved Tingmiarmiut, Umanak, og Skjoldungen, og nordover like til Kap Møsting; der er indlandsisens mægtige hvite linje helt dækket bak en mur av høie tinder.

På nordsiden av Miðjökull igjen er fjeldlandet ved Angmagsalik, fra Sermilikfjorden og nordøstover, med en høi fjeldrække, så at heller ikke der indlandsisen sees fra sjøen. Den mest iøinefaldende top i denne række er Ingolv's Fjeld.


Indlandsisen ved Miðjökull. I midten fjeldet Kiatak på 64 º 20' n, br. Set fra drivisen i juli 1888.


Så langt er, efter min opfatning, beretningenes omtale av jøklene på Grønlands østkyst let forståelig. Værre er det med de to navne Bláserkr og Hvitserkr, som særlig i senere tid kom til at bli de hyppigst nævnte. De er ofte blit blandet sammen og forvekslet, og mens Bláserkr nævnes i de ældste kilder, blir navnet Hvitserkr mer og mer almindelig i yngre kilder. Ofte har nyere forfattere opfattet dem som stående i et visst motsætningsforhold til hinanden, idet det ene skulde betegne en mørk bræ eller fjeldtop, og det andet en hvit, hvilket jo også kunde forekomme naturlig. Men det er påfaldende at mens alene Bláserkr nævnes i de ældste kilder, som Landnåma (og Eirik Raude's saga i Hauksbók), så forsvinder det snart næsten helt fra literaturen, og fortrænges av Hvitserkr, som først nævnes i handskrifter fra det 14. århundrede og senere; og i håndskriftet (A. M. 557 qv.) fra 15. århundrede av Eirik Raude's saga (likesom i andre sene utdrag av samme saga) står det Hvitserkr istedenfor Blåserkr[14]. Ikke i noget islandsk håndskrift har jeg fundet begge navne brukt samtidig, det er enten det ene eller det andet, og ingensteds findes begge omtalt som to forskjellige steder på Grønlands kyst. Det tør derfor være noget forhastet, når man hittil uten videre har gåt ut fra at det skulde være to "fjeld", det ene et stykke nord på Grønlands østkyst, mens det andet skulde ligge nær Kap Farvel. Allerede tidlig opfattedes de som fjeld. I Ivar Bårdsson's beskrivelse kaldes Hvitserk "ett høitt Bergh" nær Hvarv, mens Bjørn Jénsson fra Skardså sier at det er et "fuglabiarg i landnordurhafi" (d. e. Trollebotten eller Ishavet).

Efter navnenes betydning, som er den mørke (blå) serk og den hvite serk, måtte det ligge nærmest at tro at de har været knyttet til bræer, eller jøkler, lik f. eks. navne som Snehætta, og Lodalskåpa i Norge, Men det er også mulig at det har været serkens form det er tænkt på, og at navnene har gjældt fjeldtopper; på lignende vis som stakk er anvendt på topper i Norge (jfr. Løvstakken ved Bergen); og fra Shetland kjendes tilsvarende navne for høie klipper i sjøen: Blostakk (= Blåstakkr), Grostakk (= Gråstakkr), Kwitastakk (= Hviti stakkr), Gronastakk og Gronistakk (= Græni stakkr, sjøklipper med græsgrodd top) o.s.v. (jfr. J. Jakobsen, 1901, s. 151).


Fjeldlandet ved Ingolv's fjeld, set på avstand i juni 1888.


I Landnåmabók (både i Hauksbók og Sturlubók) heter det: "Eirekr siglði vndan Snæfells nese. En hann kom utan at Miðiokli þar sem Blåserkr heitir." I Eirik Raude's saga er det blit ændret, til at han "kom utan at jokli þeim er Bláserkr heitir." Det er klart at Landnåma's tekst er den mest oprindelige, og to forklaringer er da mulig, enten er Blåserkr en del av jøkelen, eller også er den et mørkt fjeld som sees på denne del av kysten. Jeg kan ikke mindes noget sted, hvor indlandsisen i dette strøk, set på avstand ute fra drivisen, hadde nogen merkbart mørkere farve; den virker overalt skinnende hvit. Hvis en kommer nær kan en isbræ, som f. eks. Colberger Heide (på 64º n. br., jfr. Nansen, 1890, s. 370), se noget mer blåagtig mørk ut; men den kan aldrig ha været noget kjendelig landmerke på litt avstand. En fristes derfor til at tro at Blåserk har været en svart, bar fjeldtop. Men de som stikker op langs randen av Miðjökull (mellem Sermilik og Kap Møsting) er alle forholdsvis lave; fjeldtoppen Kiatak ved Umivik (se Nansen, 1890, ss. 370, 374, 444) passer i form bedst, og er ganske iøinefaldende, men er bare 2450 fot høi. Mulig er det at Blåserk ikke har ligget ved selve Miðjökull, men har været det høie Ingolv's Fjeld (7300 fot høit), som er det første en ser langt tilhavs, når en nærmer sig Østgrønland fra Island; og en ser det i nord for sig, når en seiler forbi Kap Dan og ind mot Miðjökull. Det er så i senere tid blit blandet sammen med denne sidste. Men denne antagelse er usikker. Den naturligste vei for Islændingene, når de vilde til Grønland, måtte ialfald være først at søke over til iskanten, vestnordvest fra Snæfellsnes, da fik de Ingolv's Fjeld (eller Blåserk?) i sigte; så fulgte de langs isen mot vest, eller vestsydvest, og kom like ind mot Miðjökull, på omtr. 65º n. br. eller samme bredde som Snæfellsnes. Her bøier iskanten sydover langs landet, og en må forandre kurs for at seile forbi den søndre jøkel og søndenom Hvarv. Dette stemmer godt med de fleste, og med de pålitligste skildringer av seilasen. Men navnene er ofte blit rotet sammen, særlig er Hvitserk og Blåserk blit forvekslet[15], og det er ikke til at undres over, da de folk som skrev på Island i det 14. og 15. århundrede ikke selv kjendte farvandet.


Fjeldlandet ved Ingolv's fjeld, set på avstand i juni 1888.


Navnet Hvitserkr synes at måtte at se på de forskjellige forbindelser gene, får jeg nærmest det indtryk at passe bedst på en bræ, og ved Hvitserk, hvori det nævnes i beretninger i senere tid ofte har været brukt som navn på selve indlandsisen på Grønlands østkyst og sydkyst, og da man under seilasen til Østerbygden så indlandsisen mest på den sydlige østkyst, hvortil det også blev foretat fangstfærder, blev Hvitserk helst navn på den søndre jøkel, som i fortællingen om Einar Sokkason; men den kunde også være Mitdjøkelen. Med denne opfatning stemmer f. eks. det såkaldte Walkendorffske tillæg til Ivar Bårdsson's beskrivelse, hvor det om seilasen fra Island til Grønland heter (Grønl. hist. Mind., 111, s. 491):


Item er mand sønden for Breedefjord i Island liggendis, da schal hand prise Vester sålænge (indtil) hand seer Hvidserch i Grønland, oe siden prise Sydvest, så lenge (indtil) fornefnte Hvidserch ståer i Norden; så må mand med Guds Hjelp fri lige søge Grønland, foruden stor Fare for Iss, og med Guds Hjelp tinder da Eriksfjorden.


Det er tydelig nok selve indlandsisen, det mest fremtrædende træk på østkysten, som her er kaldt Hvidserch. Den sees først ved Miðjökull, når en kommer vest fra Island; og indlandsisen (isblinken) får en i nord, når en skal holde rundt Kap Farvel. Noget enkelt fjeld kan umulig passe med denne beskrivelse; men det hindrer ikke at andre feilagtig har forbundet navnet med et slikt, på samme vis som at danske sjøfarere i sen tid har brukt det om en høi ø, Dadloodit, i det sydligste Grønland (Gr. h. M. I, s. 453). Når Hvitserk i Ivar Bårdsson's beskrivelse kaldes et "høitt Bergh", som en ser en dag før en kommer til Hvarv, så må dette skyldes en lignende misforståelse. Da Blåserk, uagtet det oprindelig kan ha været et fjeld, blev blandet sammen med Midtjøkelen, og da Hvitserk var navn på indlandsisen, altså også på Mittjøkelen, blir det forståelig at navnet Blåserk efterhånden kunde fortrænges av Hvitserk.

Det fortælles på et par steder i gamle beretninger, at når en var midt mellem Island og Grønland kunde en i klart veir på en gang se Snæfellsjøkel, på Island, og Blåserk (eller Hvitserk)[16], på Grønland. Dette er efter min erfaring ikke mulig, selv om en tar en sterk refraktion, eller endog luftspeiling, til hjælp; men gjenskinnet på himmelen av landene eller isen kan en derimot se, og en som seiler (langs iskanten) øst eller vestover, kan meget vel se toppen av Snæfellsjøkel og toppen av Ingolv's Fjeld på samme dag. De islandske beretninger omtaler flere steder på Østgrønland, som Kross-eyjar, Finnsbuðir, Berufjord (bera = binne), og fjorden Øllum-Lengri. Til dem blev det ofte foretat fangstfærder fra Østerbygden, og de må ha ligget nær den, like nordenfor Kap Farvel.


Reiser til Grønlands nordlige vestkyst, Norðrsetur og Baffinsbugten i middelalderen


Runesten fra Kingigtorsuak (efter A. A. Bjørnbo).

Nordenfor de nordligste bebodde fjorder i Vesterbygden, var ubygdene. Dit søkte Grønlændingene hen hver sommer på fangst, der lå hvad de kaldte Norðrsetur (seta = opholdssted, altså de nordlige opholdssteder), og disse fangststrøk er det vel også som delvis menes i Eirik Raude's saga, da det sies om Torhall Veidemand, at "han hadde længe været på veidefærd med Eirik om somrene og at han var så vidt kjendt i ubygdene". Hvor langt nord Grønlændingenes længste færd gik, er det ingen meddelelser om, men vi vet, at de er kommet til strøket ved det nuværende Upernivik; for fire mil nordvest derfor på en liten ø Kingigtorsuak, på 72º 55' n. br. skal det i begyndelsen av det 19. århundrede (før 1824) være fundet tre varder; og i den ene av dem en liten runesten, hvorpå det stod: "Erling Sigvathsson, Bjarne Tordarson og Endride Oddson lørdagen før gagndag (d. e. 25. april) opførte disse varder og ryddet..."[17]. Derefter følger seks lønruner, som man tidligere, feilagtig, har villet tyde som et årstal, 1135. Prof. L. Fr. Läffler har forklaret dem som at bety "is"[18] ; det skulde da stå "og ryddet is". Efter sproget skulde indskriften være fra det 14. århundrede[19] ; prof. Magnus Olsen mener (efter meddelelse i brev) at den kunde være fra omkr. 1300, eller kanske litt senere. Hvorfor vardene er blit bygget synes gåtefuldt. At de skulde ha været sjømerker for fangstpladser er mulig; men det er ikke sandsynlig at Grønlændingene har færdes til stadighet så langt nord. Snarere kunde en da tro at de har været sat op som minde om en merkelig færd, som har nådd frem til strøk som ellers ikke var kjendt; men hvorfor bygge flere varder? Var det én for hver mand? Mest påfaldende er det at vardene skal være sat op i april, da sjøen der er isdækt. De tre mænd må enten ha overvintret der nord, og det er vel mest sandsynlig; de kan da ha været i nød, og vardenes hensigt har været at henlede mulige senere reisendes opmerksomhet på deres lik eller også må de være kommet over isen sydfra, og rimeligst er de da kommet med eskimoiske hundeslæder, og kan ha været på fangst, helst bjørnejagt. Men de kan da ikke ha reist nordover fra Øster- eller Vesterbygden samme vår. I ethvert fald kan de ha været i lag med Eskimoer, som vi vet bodde ved Disko-bugten, og sandsynligvis også længere syd på den tid. Av dem kan nordboene også ha lært jagten på isen, som har sat dem istand til at livnære sig der nord om vinteren.

Den ældste omtale av fangstfærder til Grønlands nordlige vestkyst findes i "Historia Norwegiæ" (13. årh.), hvor det sies, at jægerne "mot nord" (fra Grønlændingene) finder "nogen små folk som de kalder Skrælinger" (se senere kap. X).

Om Norðrsetur er det få optegnelser i den bevarte literatur. Der var et i middelalderen kjendt kvad derom, "Norðrsetudrápa", digtet av en ellers ukjendt skald, Sveinn. Bare nogen korte bruddstykker av det er kjendt fra Skálda, Snorra-Edda (jfr. Grønl. hist. Mind. 111, ss. 235 ff.). Det er vildt og dystert, taler om Fornjéfs stygge sønner (stormene), som først tok til at fyke (d. e. med sne), og om Ægi's ilingsglade døtre (d. e. bølgene), som vævet og tættet det harde sjørokk, næret av frosten fra fjeldgaren.

Til disse fangstfærder mot nord sigtes det også i "Skáld-Helga Rimur", når det heter (Grønl. hist. Mind. 11, s. 492):


Gumnar fóru í Greipar norðr
Grønlands var þar bygðar sporðr
virðar áttu viða hvar
veiðiskapar at leita þar
Skeggi enn þrúði skip sitt bjó,
skútunni rendi norðr um sjó,
höldum ekki hafit vannst,
hvarf í burtu, en aldri fannst[20]
Mændene fór nord i Greipar
Der var Grønlands bygde-ende
Mændene kunde der vide
søke sig veideskap
Skegge den prude rustet sit skib
med skuten fór han nord i sjøen,
av mændene havet ikke overvandtes
borte blev de, og aldrig fandtes.


Av Håkon Håkonsson's saga fremgår det at Norðrsetur var en velkjendt del av Grønland; det heter nemlig om Grønlændingenes underkastelse under den norske krone at de hadde lovet "at gi kongen bøter for alle manddrap, hvad enten det var norrøne mænd eller grønlandske, og hvad enten de blev dræpt i bygden eller i Norðrsetur, og alt nord under stjernen (d. e. polstjernen), så skulde kongen ha sin mandebod" (Grønl. hist. Mind., 11, s. 779).

I Bjørn Jónsson's Grønlands Annaler (jfr, ovenfor s. 202) er disse Norðrsetu-færder nærmere omtalt, og likeså en merkelig reise mot nord i 1267 (Grønl. hist. Mind. 111, ss. 238 ff.). Det heter der:


Alle storbønder i Grønland hadde store skib og skuter bygget til at sende til Norðrsetur efter fangst med alskens fangstredskap (veiðiskap) og teljet trævirke (telgðum viðum); og stundom fór de selv med, som det er meget omtalt i fortællingene, både i Skáld-Helga saga, og i den om Tordis; der var den meste fangsten sæltjære (tran), for al sælveide var der bedre end hjemme i bygdene; smeltet sælfett blev heldt i hudkjeiper (egtl. skindbåter, men her menes vel skindsækker), og ophængt imot vinden ute på hjell, til det tyknet, siden blev det tilberedt som det skulde være. Norðrsetu-mændene hadde sine boder eller hus (skála) både i Greipar og i Kréksfjarðarheiðr (Kroksfjords-hede). Rækved er det der, men ikke voksende træ. Denne Grønlands nordende tar helst op trær og alt havræk som kommer fra Marklands bottner...


I et næste avsnit: "Om seilasen nord til ubygdene" (sandsynligvis fra en anden og senere kilde) står det:


Grønlændingene må jamt ha seilaser nord til ubygdene, i den nordre landsenden eller odden både for træets (d. e. rækvedens) og fangstens skyld; det heter Greipar og Kroksfjarðarheiðr; dit er stor og lang sjøreis[21] ; det vidner grannelig Skåld- Helga-saga; der er det kvædet om det:


Garpar kvomu i Greypar norðr
Grønlands er þar bryggju sporðr"[22]
Mændene kom til Greipar nord
der er Grønlands brygge-spor (ende)


Stundom er denne deres fangsttid (vertið) i Greipar eller Kroksfjarðarheiðr kaldt "Norðrseta."


Efter denne skildring må vi søke Norðrsetur, med Greipar og Greipar og Kroksfjarðarheiðr nordover fra Vesterbygdens nordende, som efter andre beskrivelser må ha været ved Straumsfjorden på omtrent 66 1/2 º n. br. Der nord skulde det altså ha været rækved at finde, og god sælfangst. Særlig det sidste passer på strøkene ved Holstensborg og nordover til Egedes minde (d. e. mellem 66º og 68 1/2 º n. br.), og endvidere i Diskobugten og Vaigat. Der nord var det foruten god sælfangst også god hvalrossfangst, og den var værdifuld på grund av tænderne og huden, som var Grønlands vigtigste utførselsvarer (jfr. bl. a. Kongespeilet). Der nord var det også narhval, hvis tand eller spyd var endnu værdifuldere end hvalrosstænderne. Greipar[23] kan ha været nær Holstensborg, omkring 67º n. br. Kroksfjarðarheiðr kan ha været ved Diskobugten eller Vaigat[24]. Det passer også, at i Norðrsetur var Grønlands nordspids (þessi norðskagi Grænlands), og at Greipar skulde være ved Grønlands bygdar sporðr. Grønlændingene forstod nemlig ved Grønland nærmest Østerbygden og Vesterbygden, og den nordenfor liggende brede kyststrækning, som var udækket av indlandsisen, og som rakk til Diskobugten. Det var der hvor mennesker kunde holde til, og det var ikke indlandsisen; det blir da naturlig at de kaldte Greipar landets nordende.

I en gammel chorographi, avskrevet av Bjørn Jónsson under navnet "Grǫ nlandiæ vetus chorographia"[25] (i hans Grønlands Annaler), omtales Vesterbygden og strøkene nordenfor. Efter en opnævning av fjordene i Østerbygden heter det: "Da er det 6 dagers roning, 6 mand i en seksæring, til Vesterbygden (da regnes der op fjordene)[26], da er fra hin vestre bygd til Lysefjorden 6 dagers roning, derfra 6 dagers roning til Karlbuða (Karlsbodene), da 3 dagers roning til Biarneyiar (Bjørn-øer eller -ø), 12 dagers roning omkring ... ey[27] Eisunes, Ædanes i nord. Således regnes det at 190 bygder (garder) er i Østerbygden, 90 i vestre." Denne beskrivelse er på flere punkter uklar. Av andre gamle kilder fremgår det at Lysefjorden var den sydligste fjord i Vesterbygden (nu Fiskerfjord, jfr. G. Storm, 1887, s. 35; F. Jónsson, 1899, s. 315), men hvordan det da blir 6 dagers roning fra hin vestre bygd til Lysefjord synes uforståelig. Det kunde tænkes at det var ment: fra sydgrsensen av Vesterbygden; og slik er stedet også blit oversat i Grønl. hist. Mind. bd. 111, s. 229; men da er det underlig, at i originalhåndskriftet bygdens fjorder skulde ha været opregnet før omtalen av avstanden til den første fjord. Er dette allikevel rigtig, skulde det altså ha været 12 dagers roning fra den nordligste fjord i Østerbygden til Lysefjord i Vesterbygden. Dette kunde kanske stemme med Ivar Bårdsson's beskrivelse av Grønland, hvor det heter: "frann Østerbygt och till Vesterbygt er en tølt (d. e. tylvt) siøes, och alt ubygt." Denne tylvt sjøes (tolv sjømil) kan være de ovenfor nævnte 12 dagers roning som kommer igjen i denne form. Det var drøie 50 sjømil (40 gamle sjømil) fra den nordligste fjord i Østerbygden til ind i Lysefjord. Det skulde med 12 dagers roning bli vel 4 1/2 mil om dagen; men regner vi at de holdt den bugtede led indenfor øene, blev veien betydelig længer. Sættes dagsroningen fra Lysefjord nordover f. eks. til 5 mil, så skulde Karlsbuðir ligge på henimot 65º, og Biarneyar på omtrent 66º; men den ø, med Eisunes, og Ædanes, som det skulde være 12 dagers roning omkring, blir det da vanskelig med. Rundt Diskoøen er det derimot vel 50 mil, så det kunde svare til 12 dagers roning med 4 1/2 mil om dagen. Og hvis det er denne ø som menes, må vel enten dagsroningene nordover langs kysten gjøres længere, eller også har ikke utgangspunktet været den Lysefjord (Fiskerfjorden) som lå længst syd i Vesterbygden. Men beskrivelsen er i det hele for usikker til at si noget bestemt om noget av dette. Det nævnes ikke om de nordlige steder, Karlsbuene og nordover, regnedes til Norðrsetur, men det er vel sandsynlig.

I denne forbindelse bør det også mindes om uttalelsen i Ivar Bårdsson's beskrivelse:


Item da norden lenger fraa Vesterbygde liger ett stort fjeld som heder Himinraðzfjall[28], och lenger aff end till dette fielld må ingen mand zeylle, som liff vill behollde for de mange haffsuællge, som der lige om alt haffued.


Visstnok synes ikke Ivar's beskrivelse i det hele at være meget pålitlig i enkeltheter, og de her omtalte havsvelg virker heller ikke tillidvækkende, det ser ut som det skulde være nær verdens grænse, hvor havet ender i et eller flere store svelg; men det er vel mulig at det nævnte har været et virkelig landemerke længst i nord, på den del av Grønlands vestkyst, hvortil det almindelig blev seilt, og det måtte da altså bli i Norðrsetur.

Endnu kan nævnes en gåtefuld scholie til Adam av Bremen's verk (jfr. Lappenberg, 1838, ss. 851 f.); det er tilføiet i sen tid, som det sies fra "danske fragmenter", men navnenes form røber norrøn oprindelse, og vi må tro det stammer fra gamle norske eller islandske kilder. Den latinske tekst lyder i oversættelse:


Fra Norge til Island er det 14 tylvter mil (duodene leucarum) over havet (eller XIII. twelffte Wekesees (sjømil), dat syn 168 Mile)[29]. Fra Island like til det grønne land (terram viridem) Gronlandt er det omtrent 14 tylvter (duodenæ). Der er et forbjerg, og det heter Huerff (d. e. Hvarv), og der ligger stadig sne og det kaldes Hwideserck. Fra Hwideserck like til Sunderbondt er det 10 tylvter mil (duodenæ leucarum); fra Sunderbondt like til Norderbondt er det 11 tylvter mil (d. 1.). Fra Nordbundt til Hunenrioth er det 17 tylvter mil (d. 1.), og der ligger mennesker for at dræpe hvite bjørne og Tauwallen" (tandhvaler(?), d. e. hvalross og narhval(?)).


Dette sted er vanskelig at forstå. Sunderbondt og Norderbondt må nærmest opfattes som oversættelse fra norsk av Syd-botten og Nord-botten. Det sidste kunde være Ishavet eller Havs-botten nord for Island og Norge; på Claudius Clavus's kart kaldes dette også Nordh Bondh (Nancy-kartet) og Nordenbodhn (Wiener-teksten)[30]. Men i så fald måtte vi altså tænke os at avstandene gjaldt en reise fra Norge til Island, derfra til Hvarv og Hvitserk, og så tilbake igjen nordover langs Grønlands østkyst. Det synes rimeligere at retningen tænkes fortsat videre rundt Hvarv og op langs vest kysten; men hvor Sunderbondt og Norderbondt der skal søkes er vanskelig at si, navnene måtte nærmest gå på to fjorder eller havbugter, og på en eller anden måte kunde disse være forbundet med Øster- og Vesterbygden; Norderbondt kunde f. eks. gåt over til at mene den største fjord, Godthåbsfjorden, i Vesterbygden, Da hun på oldnorsk betyr en bjørnunge eller ungbjørn, kunde en ville sætte Hunenrioth i forbindelse med Bjarn-eyar, hvor det kanske dreves bjørnejagt; men -rioth måtte da tænkes at være det oldnorske hrjotr (brummen, brøl), som blir et usandsynlig navn for øer eller lande. Nærmere ligger det at tro, at det er ment det samme som det ovenfor nævnte fjeld "Himinrað", fra Ivar Bårdsson's beskrivelse. Det kunde da være sandsynlig at dette har været kaldt Himinrod (d. e. himmelrødme, solgylle, av stamformen rioða), et naturlig navn for et høit fjeld[31]; ved skriv- eller læsefeil kan dette let bli til Hunenrioth, liksom det kan bli til Himinrab. Det blir da muligens et fjeld i Norðrsetur (se ovenfor). Men avstandene blir i hvert fald umulige slik som de står, og så længe det ikke er bragt mere klarhet over denne scholie, tør den ikke tillægges megen vegt.

Det er av flere grunde urimelig at søke Greipar og Kroksfjarðarheiðr helt nord ved Smiths Sund og Jones Sund (eller Lancaster Sund), som bl. a. i senere tid professor A. Bugge (1898) og ritmester G. Isachsen (1907) har gjort[32].


1. For det første vilde det forutsætte at Grønlændingene hver sommer fór på Norðrsetu-færd tvers over den isfyldte og vanskelige Baffins-bugt og Melville-bugt, og tilbake igjen om høsten, i sine små klinkbyggede skuter, som ikke var skikket for isseilas. Det står nok at storbønderne hadde store skib og skuter bygget for denne fart; men dette er skrevet på Island av folk som ikke selv kjendte grønlandske forhold, og det mener vel ikke andet end at disse skuter, eller rettere båter, var store i forhold til de små båter (kanske mest skindbåter), som de ellers brukte til fangst hjemme. Skibstømmer var ikke let at opdrive på Grønland. Rækveden skulde ikke langt forslå til båter, end si skuter, og det eneste blev da hvad de en sjelden gang kunde få med en skibsladning fra Norge, eller også kanske selv hente fra Markland. Materiale til at bygge skuter skikket for isseilas på Baffins-bugten, blev det ikke på den vis. Vi vet også fra flere kilder, at det var ytterst vanskelig om skibsnagler og jernsøm på Grønland; så skutene har for en stor del været bygget med trænagler. I 1189 kom en Grønlænding Asmund Kastanrasti, selv 13de, fra Kross-eyjar på Grønland til Island "på et skib som var sømmet alene med trænagler på det nær at det var og bundet med sener . . . Han hadde også været i Finnsbuðir." Først næste år reiste han videre fra Island, men forliste[33]. Dette skib har vel været av de største og bedste de hadde på Grønland. Det er derfor en umulighet at de skulde ha kunnet vedlikeholde nogen stadig forbindelse med landene på nordsiden av Baffins-bugten.


2. Dertil kommer det spørsmål, hvad grund skulde de ha til at utsætte sig for de mange farer forbundet med den lange seilas gjennem isen dit nord? Det skulde væsentlig være for at fange sæl og for at samle rækved. Men hvor det den meste tid av året er meget is, hindres rækveden fra at bli kastet iland, og i Baffinsbugten er det netop usedvanlig lite av den, Eskimoene ved Kap York og Smiths Sund har derfor sin nød med at skaffe sig trævirke bare til våben og redskap. Grunden er foruten isen også den, at ingen rækved-førende strøm av betydning når nord i Baffins-bugten. Også dette er følgelig et avgjort bevis mot at beskrivelsens Norðrsetur kan søkes der nord. Og hvad nu sælfangsten angår, så er heller ikke den særlig god der, de hadde bedre sælfangst i strøket ved Holstensborg, Egedesminde, og Diskobugten[34].


Rækved. Fra islandsk håndskrift, 15. årh.

Alt taler for at Norðrsetur har været ved eller syd for Diskokobugten[35], hvor det måtte være naturlig for Grønlændingene at søke hen på fangst, liksom Nordmændene reiser lange veier til Lofoten på fiske. Et av målene for Norðrsetur-færdene var desuten at samle rækved; men rækveden kommer med Polstrømmen rundt Kap Farvel, og kastes iland langs hele vestkysten nordover så langt denne strøm stryker op med landet, det vil si væsentlig til nord imot Disko-bugten. I det sydligste Grønland, de gamles Østerbygd, er det drivis en del av året, og der kastes ikke så meget rækved iland, som længere nord: i de gamles Vesterbygd (særlig Godthåbs distrikt) og nordover. I bygdene var det desuten fler til at finde den og ta den i bruk, mens i ubygdene var det bare Eskimoene, som det i det sydlige land kanske endnu var få av. På veien til og fra Norðrsetur fór derfor Grønlændingene langs strandene og samlet rækved, hvor de fandt den. Dette er på Island blit misforstått dithen, at det skulde være i Norðrsetur at rækveden særlig drev iland; og de trodde at den kom fra Markland, vel fordi at Grønlændingene stundom seilte dit efter trævirke, og dette således stod for dem som det trærike land. I virkeligheten kommer meste rækveden fra Sibirien, som de ikke kjendte, og den føres med isdriften over Polhavet og sydover langs Grønlands østkyst.

Om reisen omkring 1267 heter det hos Bjørn Jónsson (efter hans opgivende tat fra Hauksbok, hvor det ikke nu findes):


Denne sommer (d. e. 1266) som Arnold prest fór fra Grønland, og de strandet ved Island på Hitarnes, blev træstykker fundet ute i havet, som hadde været hugget med småøkser eller tverøkser (pexlum), og deriblandt et som det stod tand-kiler og ben-kiler i[36]. Den sommer kom det også mænd fra Norðrsetur, som hadde fart længere nord end folk før hadde tidende om. De blev ingen Skrælinge-bopladser var, undtagen i Kroksfjarðarheiðr, og derfor mener man, at de (d. e. Skrælingene) må der ha den korteste vei at fare, hvorfra de så end kommer dit . . . Derefter (året efter?) sendte prestene skib nordpå for at få vite, hvorledes det var nordenfor det fjerneste de før var kommet; og de seilte ut fra Kroksfjarðarheiðr, så at landet sænket sig (lægði). Derefter kom det mot dem søndenveir med tykke (myrkri), og de måtte holde unda (d. e. nordover). Men da uveiret skilte sig (í rauf) og det klarnet (lysti), så de mange øer og alskens fangst, både sæl og hval (d. e. hvalross?), og en stor mængde bjarndyr (bjørn). De kom helt i havsbotnen (d. e. Baffins-bugten) og alt land (d. e. alt ikke isdsekt land) sænket sig derefter, sydlandet og jøklene (jøkla); men jøkel (jøkull) var det og da syd for dem så langt de kunde se[37]; de fandt der nogen Skrælinge-bopladser fra gammel tid (nökkra Skrælingja vistir fornligar), men de kunde ikke gå på land for bjarndyrene. Siden fór de tilbake i 3 døgr, og de fandt der nogen Skrælinge-bopladser (nokkrar Skrælingja vistir) da de landet på nogen øer syd for Snæfell. Siden får de syd til Kroksfjarðarheiðr en stor dagsroning Jakobs messedag (25. juli); der frøs det da om nætterne, men solen skinte både nætter og dager, og var ikke høiere, da hun var i syd, end at hvis en mand la sig på tvers i en seksæring ut mot bordene, da traf skyggen av den bordkant, som var solen nærmest, i ansigtet på ham; men ved midnat var hun så høit som hjemme i bygden, da hun er i nordvest. Siden for de hjem igjen til Gardar (i Østerbygden).


Bjørn Jónsson sier at disse tidender (om den reise som her er fortalt om) skrev Halldor prest i Grønland (som ikke var med på færden, men bare har hørt derom) til den grønlandske prest Arnald, som strandet på Island i 1266. De er så omskrevet på Island (eller i Norge?) kanske av en av avskriverne til Hauksbók, som ikke kjendte grønlandske forhold; senere er de igjen blit avskrevet, og kanske "forbedret", mindst en gang (av Bjørn Jónsson selv). Desværre er de blade av Hauksbók, hvorpå denne beretning må ha ståt, gåt tapt. Muligheter for at feil og misforståelser kan ha indsneket sig er således tilstede, og en slik urimelighet som at de "ikke kunde gå iland for bjarndyrene" (men de så likevel gamle Eskimo-bopladser!) viser klart nok, at beretningen er ikke at opfatte som pålitlig i sine enkeltheter; men det er ingen grund til tvil om, at reisen virkelig er gjort, og den må ha nådd langt nord i Baffins-bugten. Den kan ikke ha foregåt samme år (1266) som de omtalte mænd kom fra Norðrsetur, men tidligst året efter (1267).

Det må nærmest opfattes som at målet for færden bl. a. har været at undersøke Eskimoenes utbredelse mot nord. Færdemændene har seilt ut gjennem Vaigat (Kroksfjord) på omkr. 7072º n. br.; de har fåt søndenveir og tykke, og har mattet holde unda langs landet; søndenvinden, som følger kystretningen, har også feid isen nordover, og i åpen sjø er de kommet langt nord i Havsbotten; men hvis meddelelserne er nøiagtige, kan det ikke ha været længere end at de nådde tilbake til Kroksfjarðarheiðr ved fire dagers[38] seilas og roning. Sætter vi som den største mulighet at de i de tre dager seilte gjennemsnitlig en grad, eller 15 sjømil, om dagen, hvilket er meget langs en kyst, og en god dagsroning til 10 mil, så blir det tilsammen 55 mil, eller hvis de er gåt ut fra nordenden av Vaigat på 70 1/2 º , så skulde de følgelig ha været nord på vel 74º n. br. eller henimot Melville-bugten. Stort længere nord kan det ialfald ikke bli tale om. Her blir landet lavt, og indlandsisen (jøkull) går helt ut til sjøen, med nakne øer utenfor. De fandt her gamle spor efter Eskimoer. Så fór de sydover igjen til Vaigat, men på veien dit traf de Eskimo-bopladser (det vil vel her si telter) på nogen øer hvor de la til[39]. Mot denne forklaring kan indvendes, at den ikke stemmer med omtalen av solens høide. Men her må være en misforståelse eller uklarhet i gjengivelsen. Kroksfjarðarheiðr omtales jo ellers netop som et velkjendt sted i Norðrsetur, hvor Grønlændingene gik på fangst hver sommer, og det er alt andet end rimelig, at meddelelserne om: at det da fremdeles var midnatssol, at det frøs om nætterne, og den utførlige omtale av solens høide (i denne ellers så ordknappe skildring) har gjældt en så almindelig kjendt del av landet. Det er klart at det må gå tilbake på det ukjendte strøk, hvor de var længst nord; men dermed mister vi oplysning om dagen da solens høide var iagttat; det må ialfald ha været fire dager før Jakobsdag, men kan være mere. Til at regne ut bredden kan de givne oplysninger heller ikke forøvrig brukes. Målingen med manden på tvers i seksæringen er til liten hjælp, da båt ripens høide over mandens leie ikke nævnes. Bedre kunde oplysningen om solens høide ved midnat være; men om "hjemme i bygden" mener Vesterbygden, eller om det ikke snarere var Gardar (i Østerbygden) som de siden "fór hjem igjen" til, får vi ikke sikkert vite, heller ikke hvad dag det var solen der skulde stå like høit i nordvest. Hvis det var Jakobsdag (25. juli), så er ulykken, at solen ikke da vilde være synlig over horisonten i Gardar når den stod i nordvest. Efter den Julianske Kalender, som dengang var i bruk, kom 25. juli 7-8 dager senere end nu. Hvis det er meningen at det var midsommerdag, som det rigtignok ikke står noget om, så stod solen i Gardar omtr. 3º 41' over horisonten i nordvest. Hvis det var den 20. juli midnatssolen skulde hat denne høide, så blir bredden 74º 34' n. (jfr. H. Geelmuyden, 1883 a, s. 178). Men alt dette er usikkert. Vi vet bare at de reisende har set solen over horisonten ved midnat. Hvis vi tænker os, at i det mindste hele solskiven var over horisonten, og at dette var Jakobsdag, så må de ialfald ha været nordenfor 71º 48' n. br. (da solens deklination var omkr. 17º 54' den 25. juli i det 13. århundrede. Var det på en tidligere dag, kan de ha været længere syd.

Fotnoter

  1. ↑ Hvis Gunnbjørnskjær lå på østkysten, så blir Gunnbjørn Ulvsson den første som kom dit; men som før omtalt kan de hellere ha været nær Kap Farvel, hvis da reisen er historisk.
  2. ↑ Dette træk har åbenbar sammenhæng med irske sagn, som samme saga også på andre punkter viser likhet med. Det heter i Floamanna-saga [jfr. Grønl. hist. Mind., 11, s. 118]: "De var da meget utarmet av tørst; men vand var det ingensteds i nærheten. Da sa Starkad: ´Det har jeg hørt folk har gjort når det gjaldt livet, at de har blandet sjø og urin.´ De tar nu øsekarret, lager denne blanding, og bad Torgils om lov til at drikke det. Han sa det kunde vel undskyldes, men hverken vilde han forby eller tillate det. Men da de vilde drikke, bad Torgils dem række sig karret, han vilde læse over drikken deres (eller også: tale over skålen), sa han. Han tok mot det og sa så: ´Du, dit argeste dyr, som sinker færden vor, skal ikke rå for det at jeg eller andre skal drikke vor egen uttømning!´ I det samme fløi det en fugl, likest en alkeunge, bort fra båten, og skrek i. Torgils tømte derefter øsekarret uten bords. Siden ror de og ser vand rende, og tar av det til gangs, og det var sent på dagen. Denne fuglen fløi nordut fra båten. Torgils sa: ´Sent har denne fuglen forlatt os, og gid den nu måtte ta al djævelskapen med sig; men vi må være glad, at den ikke fik det i stand som den vilde.´ På Brandan's første sjøfærd i den irske fortælling Betha Brenainn etc. eller Inram Brenaind (fra omkr. 12. årh., jfr, Zimmer, 1889, ss. 137, 319) fik sjøfarerne en dag en slik tørst, at de var døden nær. De så da herlige vandstråler falde ned fra en klippe. Fællerne spurte Brandan om de kunde drikke av vandet. Han rådde til først at læse velsignelsen over det; men da det blev gjort holdt strålene op at rende, og de så djævelen, som lot vandet ut av sig, og dræpte de folk som drak av det. Sjøen blev lukket over djævelen, forat han fra den tid av ikke skulde tilføie nogen noget ondt mere. Likhetene er slående: begge vansmegter av tørst og holder på at drikke urin, Islændingene sit eget, og Irerne djævelens. De spør sine førere Islændingene Torgils, Irerne Brandan om de kan drikke det. Førerne vil i begge tilfælde at det skal læses over det. I begge tilfælde ser de derefter djævelen, Islændingene i form av en fugl som skriker og endelig forlater dem for ikke at fortrædige dem mer, og Irerne i form av djævelen selv som later vandet, og forsvinder i sjøen for ikke at gjøre mere ondt. Den islandske fortælling er delvis usammenhængende og uforståelig, men får sin forklaring ved at sammenstilles med den irske; en ser da også hvordan det oprindelig kan ha været sammenhæng mellem fuglen (den onde) og drikken, hvilket ellers er ufattelig. Den islandske fremstilling kan være opståt ved forvanskning og tillempning, gjennem mundtlig overføring, av det irske sagn.
  3. ↑ Jfr. Grønl. hist. Mind. bd. 11, s. 656. 2 Jfr. Grønl. hist. Mind. bd. 11, s. 662.
  4. ↑ Grønl. hist. Mind. bd. 11, ss. 684 ff.
  5. ↑ Efter Islandske Annaler (ss. 121, 181, 477) var det i 1200, altså 11 år senere og ikke 14; der fortælles det bare, at Ingimund prest blev fundet uråtnet i ubygden, men de andre seks nævnes ikke.
  6. ↑ D. e. vokstavle til at skrive på.
  7. ↑ Araberen Qazwinl (13. årh.) fortæller efter Omar al-'Udhri (11. årh.) om en hule i vesterland hvor det ligger 4 døde mænd uten at forgå (jfr. G. Jacob, 1892, s. 168).
  8. ↑ Jfr. Islandske Annaler ved G. Storm, 1888, ss. 50, 70, 142, 196, 337, 383
  9. ↑ Jfr. G. Storm's påvisning herav, 1888a, ss. 263 ff.; 1887, ss. 71 f.
  10. ↑ I Biskop Gissur Einarsson's (biskop fra 1541 til 1548) kopibok, heter det visstnok som en tilføielse til de gamle kursforskrifter til Grønland, at "kyndige mænd har sagt at sydvest skal man seile til Nyaland fra Krysuvik-bergene" (på Reykjanes Halvøen) (se Grønl. hist. Mind. bd. 111, s. 215; og G. Storm, Hist. Tidsskr. 1888, s. 264); men retningsangivelsen i en 260 år gammel tradition kan neppe tillægges megen vegt, den kan let være forandret eller "forbedret" ved senere misforståelser.
  11. ↑ Efter oplysninger i fjerde del av "Rymbegla" (l780, s. 482) skulde en døgr-seiling være lik en avstand av to breddegrader. Men selv om vi tar denne store værdi av døgr-seiling, så strækker den ikke til for avstanden mellem Mevenklint og Grønlandskysten i nordvest, som er omtrent lik tre breddegrader (45 geogr. mil).
  12. ↑ Grønl. hist. Mind., bd. 111, ss. 222—224.
  13. ↑ Kysten nordenfor, som strækker sig mer i nord, kan de, som nævnt, vanskelig ha kjendt noget til.
  14. ↑ Jfr. G. Storm, 1891, s. 7; Grønl. hist. Mind. I, s. 361.
  15. ↑ Matematikeren og kosmografen Jacob Ziegler (død 1549) har i sit skrift Scondia (trykt i Strassburg 1536) lagt forbjerget Hvitserk (Hvetsarg promontorium) på 67º n. br. (jfr. Grønl. hist. Mind. bd. 111, ss. 500, 503). Dette kan være den almindelige forveksling med Blåserk. Det passer tilfældigvis ikke så ilde på Ingolv's Fjeld, som ligger på 66º 25' n. br.
  16. ↑ I de Walkendorffske tillæg til Ivar Bårdsson's meddelelser om Grønland heter det Hvitserk, som kan være en forveksling med Blåserk; det tillægges "oc da sigis for vist, at der er icke da 30 Uger Søes (d. e. sjømil) til Land, i hvilcken Weg mand vil uddrage til, enten til Grønland eller til Island" (se Grønl. hist. Mind. bd. 111, s. 491). Dette gir en merkelig rigtig avstand. I Bjørn Jónsson's Grønlands Annaler (skrevet før 1646) fortælles det, at "sira Einar Snorrason", prest på Stadarstad nær Snæfellsnes (han blev prest der 1502) eide en stor tolværing, som lastet med tørret skrei blev slitt løs fra Øndverdarnes (vestpynten på Snæfellsnes) "og drev ut i havet, så at de så begge jøklene, liksom Gunnbjørn fordum, både Snæfellsjøkel og så Blåserk på Grønland; de har altså kommet nær Eiriks kurs (Eiriksstefnu)" (Grønl. hist. Mind. bd. I, s. 123). Det er altså den samme forestilling om, at begge jøkler kan sees samtidig, som i Bjørn's verk også findes i omtalen av Gunnbjørn Ulvsson's reise (se ovenfor s. 202).
  17. ↑ Jfr. Grønl. hist. Mind. 111, s. 843. Kaptein Gråh bragte stenen til Danmark i 1824.
  18. ↑ Foredrag i Fornminnesforeningen, i Stockholm, 13. mars, 1905. Jfr. Svenska Dagbladet, 14. mars, 1906. Denne henvisning skylder jeg prof. Magnus Olsen.
  19. ↑ Jfr. A. Bugge, 1898, s. 506. Ved en trykfeil står der 17. årh. istedenfor 14.
  20. ↑ Se også om reisen til Greipar og ophold av fredløse der i samme digts 5. og 6. sang, Grønl. hist. Mind. 11, ss. 522 ff.
  21. ↑ Ritmester Isachsen (1907) har tillagt dette uttryk (som han efter Grønl. hist. Mind. gjengir med "lang og vanskelig sjøvei"; men det står "mikit og langt sjéleiði") megen vegt for at bevise at Norðrsetur måtte ligge langt mot nord. Men av selve teksten sees det, at denne forestilling om den lange sjøreis er tat fra Skald-Helge kvadet (hvor også lignende uttryk brukes), som er av sen oprindelse, og følgelig lite pålitelig til at bygge den slags slutninger på. Endvidere hørte, efter kvadet selv, Skald-Helge nærmest hjemme i Østerbygden, og derfra til Holstensborg, på 67º n. br., var det stor og lang sjøvei.
  22. ↑ Dette er klart nok feil for bygðar sporðr (bygde-ende), som det står i de opbevarte Skald-Helga Rimur (se ovenfor s. 228).
  23. ↑ Greipar, flertal av Greip, skulde nærmest bety grepet eller mellemrummet mellem fingrene, men kan også mene bergkløfter. Navnet synes at peke på en særlig kløftet eller fjordskåret kyst, og kan passe på hele landet nordover fra Straumsfjorden, f. eks. ved Holstensborg på henimot 67º
  24. ↑ Kroksfjarðarheiðr skulde nærmest bety den flate, øde hei (heiðr) ved den krokete fjord, Kroksfjord. Det sidste navn kan passe godt på Diskobugten og Vaigat. De flate platåfjeld av basalt, som danner Disko på den ene side, og Nugsuak-halvøen på den anden side av Vaigat kunde være kaldt heiðr.
  25. ↑ Jfr. Grønl. hist. Mind. 111, s. 226; F. Jónsson, 1899, s. 319.
  26. ↑ Disse fjordnavne har kanske været så utydelige i det oprindelige håndskrift, at Bjørn Jónsson ikke har kunnet læse dem, hvorfor han har indskudt disse ord (jfr. Grønl. hist. Mind. 111, s. 233).
  27. ↑ Navnet på denne ø står åpent, og har vel været ulæselig i originalen.
  28. ↑ Så kaldes fjeldet i en islandsk oversættelse, og det tør ligge nærmest den oprindelige norske teksts navn. I de forskjellige danske håndskrifter heter fjeldet Hemeuell Radszelt (ældste handskrift), Hammelrads F., Himmelradsfjeld o.s.v. I et håndskrift, som ellers ansees for pålitligst, heter det Hemelrachs Fjeld, og det har gjerne været antat for at mene det himmelrækkende fjeld (jfr. Grønl. hist. Mind. bd. III, s. 259). Som senere omtalt har fjeldets virkelige navn muligens været Himinroð (himmelrødme, solgylle), eller muligens Himinrǫð (himmelvold).
  29. ↑ Det her i parentes indesluttede er på tysk, og er sikkert en senere forklarende til føielse. XIII. er åbenbart skrivfeil for XIIII. En måtte da tro at Hunenrioth hadde sammenhæng med norsk hun for rise eller kjæmpe (i vor tid tildels brukt om hin onde). Navnet kunde da gå på det mytiske Risaland eller Jotunheim, nord i Havsbotnen, nordøst for Grønland.
  30. ↑ En måtte da tro at Hunenrioth hadde sammenhæng med norsk hun for rise eller kjæmpe (i vor tid tildels brukt om hin onde). Navnet kunde da gå på det mytiske Risaland eller Jotunheim, nord i Havsbotnen, nordøst for Grønland.
  31. ↑ Professor Moltke Moe har sat mig på denne forklaring av navnet. En kunde også tænke at det mente kveldsrødmens land i vest, altså Amerika, men det vilde være ulikt Nordboerne at bruke et slikt navn for et land. En mulighet er at det stod i forbindelse med rǫð (gen. radar, jordrygg, ra) og betød himmel-ryggen eller -volden. Mindre sandsynlig er det vel at -rioth eller -rað skulde komme fra tostavelsesord som rosa (stang, senere kors, angelsaksisk rod, ny-engelsk rodd), eller skalde-uttrykket roði (vind, storm). I O. Rygh: Norske Gårdnavne, XVI, Nordlands Amt (ved K. Rygh, 1905, s. 334) findes et gårdsnavn Himmelstein (i Busknes) som i 1567 blev skrevet Himmelstand, Himmelstaa (fra 1610 av: —sten). K. Rygh skriver derom: "Himmel forekommer undertiden i Fjeldnavne; således har man lidt længere Nord de høie Himmeltinder på Grændsen av Buksnes og Borge. Det ligger nær at opfatte dette Navn i Lighed med det danske Himmelbjerget som betegnende et meget høit Fjeld " Prof. Torp har nævnt for mig likheten med Snorra-Eddas okse Himinhrjotr hos jotnen Hymer; men det ligger fjernere at tro at et fjeld skulde få navn fra et dyrs egennavn.
  32. ↑ Rafn, i Grønl. hist. Mind., bd. 111, s. 881—885, gjør den urimelighet at adskille disse to steder med hele Baffins-bugten imellem, uagtet de i de gamle beretninger nævnes sammen under fællesbetegnelsen Norðrsetur. Greipar lægger han omtrent på 67º n. br., men Kroksfjarðarheiðr gjør han til Lancaster Sund på 74º n. br. og på den anden side av den isfyldte Baffins-bugt.
  33. ↑ Jfr. Islandske Annaler ved Storm, s. 120, o. fl.; Grønl. hist. Mind., 11, ss. 754, 762. Som av Finnur Jónsson (1893, s. 539) fremhævet, er de fleste i de grønlandske grave fundne likkister føiet sammen med trænagler. Det fortælles også, hvorledes alle jernspiker og søm tas omhyggelig ut av et strandet norsk skib (omkr. 1129).
  34. ↑ Efterat dette kapitel var skrevet for et par år siden, er det utkommet en fortræffelig avhandling av O. Solberg om Grønlands-Eskimoene i forhistorisk tid (1907). Der er forfatteren kommet til meget lignende slutninger som ovenfor med hensyn til utstrækningen nordover av Norðrsetu-færdene; men han vil ha Kroksfjord søndenfor Diskobugten, idet han mener at Grønlændingene ikke har truffet sammen med Eskimoene, som bodde der. Denne opfatning finder jeg ikke berettiget, tvertom forekommer det mig sandsynlig (som senere vil bli omtalt) at Grønlændingene har hat samkvem med Eskimoene.
  35. ↑ På to små øer i Jones Sund fandt Otto Sverdrup adskillige stensætninger av tre stener, åbenbart stillet sammen av menneskehænder til ly for rugende ærfugl, på lignende vis som han kjendte fra det nordlige Norge. Om stensætningene var meget gamle kunde ikke bestemmes. Ritmester Isachsen (1907) mener at de kan stamme fra de gamle Nordboer i Grønlands bygder, og ser deri et mulig bevis for at Jones Sund har været Kroksfjord. Men dette tør ikke tillægges så megen vegt: der fandtes ellers ingen tegn på at Europæere hadde opholdt sig i Jones Sund, mens der var mange spor efter Eskimoer. Hvis vi ikke vil tro at disse har sat op stenene av en eller anden grund, så er det mindst like sandsynlig at de kan være sat op av tilfældige fangstmænd i sen tid, som at de skulde skyldes de gamle Nordboer.
  36. ↑ Da disse rækved-stykker må være ført av den Østgrønlandske Polarstrøm, synes dette at tyde på, at det allerede på den tid var Eskimoer på Grønlands østkyst. Da de omtales som noget merkelig, kan stykkene, med kiler av tænder og ben, ikke stamme fra Nordboene, hverken på Island eller Grønland. Tilhuggingen med "små økser" eller "tverøkser" (d. e. eskimoisk redskap) har virket fremmed.
  37. ↑ Dette sted synes uklart, og her kan være feil eller misforståelser av de forskjellige avskrivere. Men som det nu står tør det helst opfattes så, som at alt kjendt land og de kjendte jøkler var sunket under synsranden; men den jøkel, d. e. bræ eller indlandsis, som de så indfor sig, strakte sig sydover langs kysten så langt de kunde se. Uttrykket "syd for dem" kan naturligvis ikke opfattes som nøiagtig i syd for det sted, hvor de var, men nærmest som sydover langs kysten, fra den del som de lå utfor; dette bestyrkes også ved tillægget "så langt de kunde se", som alene kan gjælde en kyst, som de ser langs med sydover.
  38. ↑ Det står 3 dægr (og en stor dags-roning), altså tre halvdøgn; men det synes i dette tilfælde naturligst at anta at det mener dager, idet de har lagt tillands om natten.
  39. ↑ Det står at disse øer var søndenfor Snæfell; men hvor dette var, vet vi ikke. I Eirik Raudes Saga heter det, at Eirik den tredje sommer "for alt nord til Snæfell og ind i Hrafns-fjord." Om dette har været det samme Snefjeld er usikkert, men er vel mulig; mens Ravnsfjord nærmest må opfattes som den Ravns fjord, som lå i Østerbygden nær Hvarf.
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Nord_i_tåkeheimen_-_Reiser_til_ubygdene_på_Grønland_i_middelalderen&oldid=67902»