Nordboerne (Rosing)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Rosing cover.jpeg

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Nordboerne


Dette sagn er blevet fortalt min far, Otto Rosing, af åndemaneren Maratses svigerdatter larqa, døbt Guldborg. larqa var dengang (1936) ca. 56 år gammel. Hun var gift med Maratses ældste søn, Ikimaleq, døbt Hjalmar. I dag huskes sagnet, men ikke sangen som afslutter det.


__________________


Engang boede der nogle qavdunân ved Kûngmîn. Hvor mange der var, huskes ikke, men der var flere end tre. Dengang var der frodigt ved Kûngmîn, langt frodigere end nu. Krattet stod højt.

Qavdunân havde et eskimoisk ægtepar som tjenere, men sultne på kvinde som de var, ranede de konen og tog hende til fælleshustru. Derover græmmedes befolkningen, og man satte fyr på qavdunân-huset. Til ildpåsættelsen brugte man et par udslidte, forheksede kvindehusbukser, nâtsikajîn, og ilden var derfor ikke til at slukke. Ud af det brændende hus sprang qavdunân, og deres klæder stod i flammer. To undslap og flygtede ud mellem fjeldene. Resten blev ildens bytte.


__________________


To varianter til ovennævnte sagn siger:


Når vinden stod fra land, drev qavdunâns ildrøg til søs og skræmte fangstdyrene bort. Derfor udryddede man dem ved at brænde dem inde.

Hvor mange nordboere, der har boet ved Kulusuk, huskes ikke. De blev ryddet af vejen, fordi man ikke kunne have sit vinterforråd i fred for dem. Da qavdunâns tyverier på hengemt forråd udartede til at blive mere omfattende, end man kunne tolerere, brændte man deres hus og dermed qavdunân. Ingen undslap.

Såvel ved Kulusuk som ved Kûngmîn, særlig det sidste sted, støder man på trækul og ildbid, når man graver grund for at bygge hus.

En sang, pise, om nordboerne lyder:


»Ersilarânga, qavdunânigde tusarângama,
sunavpa-makiva qaqertuinain
nakalíngnâjan uvineqángitsin.«


Jeg gribes af angst, hver gang jeg hører om hvide mænd,
tænk, at de skulle være farveløse, hvide
folk uden kød på lægstykkerne.