Norder-Mule syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Norður-Múlasýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Norder-Mule syssel[1]
Norðr-Múla sýsla
[Indbyggerantal c. 4000]



Hvor på sydsiden af Langanæsset Gunnolvsvigsfjældet (Gunnólfsvíkrfjall) danner grænsen mellem det egenlige Langanæs og den følgende bygd Strandene (Strandir), falder nu grænsen mellem Nordlandet og Østlandet. Indtil år 1841 hørte derimod, som tidligere (s. 191) nævnt, hele sydsiden af næsset med til Østlandets nordligste syssel Norder-Mule syssel. Dette er den gamle fordeling, i følge hvilken Helkunduhede (Hák. s. kap. 311) skilte mellem Nordlændingefjærdingen og Østtjordingefjærdingen. Ved Helkunduhede (sml. s. 191) må sikkert forstås højdedragene op gennem næsset, der skille dettes vestlige del omkring Saudanæs fra den nordøstligere; ydergrænsen har Sköruvíkrbjarg da rimeligvis været Østfjordingefjærdingen (Austfirðinga fjórðungr) omfattede oprindelig hele strækningen ned til Rangåvolde syssels østgrænse; år 1770 dannedes af Nord- og Øst-fjærdingen et eget amt, men allerede år 1783 udskiltes af østfjærdingen dennes sydlige del (Skaftafellssyslerne) og henlagdes til Sønder- og Vesteramtet. Østlandet når altså nu kun fra Langanæs til grænsen mellem Sønder-Mule syssel og Vester-Skaftafells syssel. Denne strækning, der, navnlig for den østligste dels vedkommende, indskæres af en uafbrudt række — dog forholdsvis korte — fjorde, benævnedes i ældre tid Østfjordene (Austfirðir), og efter beboerne her tog hele fjærdingen navn. Østlandets nordligste hrepp,
Tangann á Vopnafirði - (W.G. Collingwood, 1897)
de oven nævnte Strande, er en afsides bygd, der ordner sig om de tre småfjorde Finnafjord (Finnafjörðr), Midfjord (Midfjörðr) og Bakkefjord (Bakkafjörðr), fordum Sandvík. Med bygderne nord på står den i forbindelse ved flere over roden af Langanæs førende fjældveje, mod vest begrænses den af de ørkenstrækninger, der skille mellem Norder-Tingø og Norder-Mule syssel (se s. 185); mod syd, hvor højlandet slutter med et fremløbende næs, (fordum Digranes, nu Viðvíkrbjörg), fører en fjældvej over heden (Sandvíkrheiði) til Vopnafjordsbygden. Af de tre småfjorde kan særlig mærkes Midfjord, der i Ldn. (s. 237) urigtig kaldes Vidfjord (Viðfjörðr); Sig. Gunnarssön antager — hvad der dog vistnok kan være tvivlsomt —, at denne Midfjord findes nævnt i Þorst. hv. (s. 44). Ved Bakkefjord ligger egnens præstegård Skeggjastad (Skeggjastaðir, sognebeskr. vekselvis ekt. og flt); som en tradition omtaler præsten, at der tidligere til sognet skal have hørt to annekskirker, bægge på østsiden af Langanæs. Beboerne af den her omhandlede bygd, der er fugtig og lavtliggende, drive ved siden af kvægavl vel noget fiskeri, men dette antages ikke nær nu at være af den betydning som fordum, da talrige fiskerhytter, hvis tomter endnu ses, beboedes i fisketiden.


Vopnafjordsbygden, der mod nord begrænses af Sandvighede og det vest for denne liggende højland, består — foruden gårdrækken langs strandkanten — væsenlig af tre bebyggede dale, der alle udmunde i nordøstlig retning, ud mod den temlig store og forholdsvis brede Vopnafjord (Vopnafjörðr, også: Vápnafjörðr). Længere inde afsætter denne mod vest Nypsfjorden (Nýpsfjörðr, sognebeskr.: Núpsflói), der afsluttes med to fra havet næsten helt afskårne vandsamlinger eller »lón«; selv fortsætter den sig derefter videre i sydvestlig retning ind mod bygden. Af Ldn. kan sluttes, at fjordens navn ikke ligefrem kommer af ordet »vápn« (våben), men af landnamsmanden Eyvind vopnes tilnavn »vopni«. Nordligst af bygdens tre lange smalle dale er Selådalen (Selárdalr), der åbner sig ud mod Nypsfjord; fra Selådalsmundingen langs kysten op til Viðvíkrbjörg, mod nordvest begrænset af Sandvighede, ligger bygdens nordligste del, den såkaldte Strand (Strönd), denne egn, samt den oven for liggende hede er det rimeligvis, der omtales Vápnf. s. 24 — skov findes nu ikke her, men denne er i det hele så godt som forsvundet fra bygden. — Omtrent parallelt med Selådal strækker sig den smalle, men græsrige og tæt bebyggede Vesterdal (Vestradalr, eller Vestrárdalr); den dalen gennemstrømmende å — Vesterdalså (Vestrdalsá, Þorst. hv.) — falder ud i det indre af de to oven nævnte lon. Fra Vesterdalen udgår en af de mest benyttede fjældveje for dem, der agter sig vester over til Fjældbygden og videre til Myvatnsegnen eller andetsteds i Tingøsyslerne. Den del af heden, man her kommer til at gøre bekendtskab med, bærer det betegnende navn Dimmefjallgard (Dimmifjallgarðr) ɔ: Mørkefjældene: efter en dags rejse over græsløse, sorte flader, mellem lige saa mørke banker og fjælde, når man Grimstad[2], hvorfra færgen fører den rejsende over Jøkelså. Den Vesterdal mod sydøst begrænsende hals ender i en klippetange, der skiller mellem Nypsfjord og Vopnafjord; lidt inden for roden af det således dannede næs oppe under halsen ligger gården Buastad (Búastaðir, Vápnf.) — den og
Handelspladsen i Vopnafjörður - (A. E. F. Mayer, 1836)
en ved roden af næsset liggende i følge sognebeskrivelsen de eneste gårde øst for åen — ; blandt gårdene vest for åen kan mærkes Torvastad (Torfastaðir, Vápnf.), temlig langt ude i dalen, skrås over for Buastad. På østsiden af næsset ligger handelspladsen Vopnafjord ved en lille, men ret god havn. Selve halsen skiller mellem Vesterdal og Hovsådal (Hofsárdalr), bygdens vigtigste del. Denne temlig lange og anselige dal, der ligger i retningen nordøst-sydvest med mundingen vendt mod Vopnafjordens bund, tager navn efter den dalen gennemstrømmende å, der imidlertid ikke oprindelig bar navnet Hovså (Hofsá), men benævnedes Vopnafjordså (Vopnafjarðará, Vápnafj— á). Hovsådalen med de nærmeste sidedale og Vopnafjordens sydkyst er hovedskuepladsen for den lille kreds af sagaer — Torsten hvides saga, Vopnfjordinge saga, fortællingen om Torsten stanghug, samt til dels æventyret om Torsten oksefod — , der er knyttede til denne del af landet. Mod syd og øst begrænses Vopnafjordsbygden af heder og højland, der længst ude mod søen (mod nordøst) hæver sig til stejle fjælde Krossavigfjældene (Krossavíkrfjöll); derefter følger i sydvestlig retning Hellishede (— heiði), Smørvatnshede (Smjörvatnsheiði, ældre: — heiðr) og Tungehede (Túnguheiði). Mod sydvest begrænses bygden af Mödrudalshede, der mod nord går over i Dimmefjallgard. Af gårdene i Hovsådalen må først og fremmest mærkes Hov (Hóf), bygdens præstegård, der ligger vest for åen, omtrent midtvejs i dalen, hvor denne begynder at brede sig og udsigten åbner sig ud over den foranliggende fjord. Denne anselige gård har fra gammel tid været egnens høvdingesæde; i de nævnte sagaer spiller den en rolle som sæde for Vopnafjordens anseteste slægt: først den sent indvandrede høvdingesøn Torsten hvide, dernæst dennes sønnesøn Brodd-Helge og endelig Brodd-Helges søn Bjarne. På Hov findes en del foregivne oldtidslævninger: i kirken en fra alvefolket stammende alterdug (sml. Ísl. Þjóðs. I, 13); endvidere en gammel dør, der udgives for gudehusdøren; og endelig, i og omkring tunet, adskillige tomter. Gudehusdøren, som der gøres meget væsen af, er aldeles prunkløs og, som det synes, kun af liden interesse. Den er nu omtrent 3 al. høj og 1½ al. bred; dog kan måske her 1 fjæl mangle, så at den opr. har været 2 al. bred. De tre fjæle, hvoraf den nu består, er umalede, plumpt sammenføjede; af de foregivne runeinscriptioner, som døren efter sigende skal bære, viser sig — i al fald for en flygtigere betragtning — intet spor[3]. Tomterne, der samtlige findes vest for gården, op mod lien, hvor største delen af tunet er beliggende, er dels ringformige, dels aflangfirkantede. Således kan mærkes en stor kredsformig tomt i tunet, der sættes i forbindelse med gudehuset — måske på grund af sit navn; den benævnes »Skollahríngr«. (Det er vel navnet — djævlering — som nu bringer enkelte til at gætte på, at hovet har stået her, men på den anden side antyder selve navnet en ældre tradition herom.) Noget vestligere, uden for tunet, findes også et par tomter, hvoriblandt en ringformig. Langt vestligere og højere oppe i lien, dog inden for det ældre tungærde, der ses at have haft en langt større udstrækning end det nuværende, ligger en hel række besynderlige, sammenhængende tomter, firkantede, med retning langs lien omtrent fra nord til syd; her vil traditionen nu med størst bestemthed henlægge gudehuset. Lidt oven for (og nordligere end) denne samling findes en meget gammel, langagtig-firkantet tomt af betydelig udstrækning; måske er det denne, som sognebeskr. sigter til, når den nævner, at på Hov ses endnu spor til den skåle, som Bjarne huslang først byggede i Krossavig og senere flyttede til Hov (sml. Ldn. s. 324); andre tomter på Hov anføres ikke her. — Længere inde i Hovsådal (der højere oppe antager navnet Fossdal) findes adskillige gårde, af hvilke dog kun én nævnes i de her omhandlede sagaer; dette er Torbrandsstad (Þorbrandsstaðir, Vápnf.), der ligger øst for åen, en halv mils vej mod syd[4].


Undan Virkisvík í Vopnafirði - (W.G. Collingwood, 1897)
Omtrent ud for Hov falder den lille Sunnudalså (— á) i Hovså; ved sammenløbet dannes brede ører (den i Vápnf. s. 21 omtalte »sandr«); åen kommer fra en lille sidedal Sunnudalen (Sunnudalr), som Hovsådalen udsender mod sydøst Denne dal, hvis vestlige del nu i øvrigt bærer navnet Hraunfellsdalr, indeholder et par gårde, hvoriblandt Sunnudal(r), der ligger øst for åen, yderlig i dalen. Gården Sunnudal kommer især til omtale i fortællingen om Torsten stanghug. Her bor Torsten med sin gamle fader; her kæmper han med Bjarne fra Hov i tunet —, efter at have pådraget sig dennes fjendskab ved, rigtignok tvungen dertil, at have dræbt flere af hans huskarle — , og efter at kampen er endt med forsoning, flytter han herfra med Bjarne til Hov. Lokaliteterne omtales på en måde, der lader formode kendskab til stedet. Gården ligger på en større græsgrot bakke; i tunet er mange småhøje; ned gennem tunet løber syd for gården en lille bæk tæt inden for den største høj, der meget passende kan antages for den »hóll«, hvor kampen i følge fortællingen stod. I Vopnfjordinge saga nævnes et vårting i Sunnudal, som bønderne senere nedlagde, efter at et heftigt fjendskab mellem egnens to mægtigste familier havde udviklet sig (Vápnf. s. 13, sml. s. 22); om stedet for dette véd man nu intet nærmere. Vest for Sunnudalså ligger, lidt sydligere end Sunnudal, gården Sireksstad (Síreksstaðir, nu sædv.: Síringstaðir), der i Vápnf. anføres under den fejlagtige benævnelse »Eireksstaðir« (sml. Ldn. og G. Vigfussöns oplysninger i Ný félagsrit 21. årg.); i omtalen af denne gård er der i Vápnf. (s. 23) en unøjagtighed, i det husbonden her, Torvard læge, på hjemvejen fra et besøg på »nabogården« er ladet træffe sammen med en mand, der er på rejse mellem nogle gårde østligere i bygden; men det hele viser blot, at sagaskriveren i øjeblikket ikke har været fuldstændig på det rene med alle de pågældende gårdes indbyrdes beliggenhed. — Uden for (ɔ: nord for) den nævnte gård lå i følge Ldn. og Vápnf. gården Toftevold (Tóptavellir), hvor Torsten hvide boede, inden han erhvervede sig Hov; nogen sådan gård kendes nu ikke, men den antages at have ligget omtrent over for Sunnudalsgården, hvad der også kan stemme med den rækkefølge, hvori Olavius nævner ødegården »Toppvelle«. Når fortællingen om Torsten hvide lader Torsten erhverve sig Toftevold af Hovs tidligere ejer — hvorefter man måtte antage, at gården havde ligget vest for Hovså — , er dette sikkert kun en unøjagtighed (sml. Ldn. og Vápnf.). Strækningen mellem Hovså og Sunnudalså, med undtagelse af den allernederste lave del nærmest åernes sammenløb optages af et fjæld, den såkaldte »højtunge« (hátunga). Her antager man, at den i Vápnf. (s. 13) nævnte gård Tunga har stået; om denne siges der i sagaen, at den lå i Sunnudal, på den side af åen, hvor »Hovsgården« (Hofsbær) står. Disse ord synes at indeholde en fejl, da Hov jo ikke ligger i Sunnudal eller ved Sunnudalså; meget fristende var det i steden for »Hofsbær« her at læse »Hofsborg« — således hed et afbyggersted (hjáleiga) fra Hov, der lå i tungen, ud mod Sunnudal — når man blot turde antage, at stedsnavnet var gammelt. — Den del af tungen, der vender ud mod Hovså, bærer endnu lidt krat og antages i ældre tid at have været skovgrot. De »skove lige over for Hov«, hvorigennem en flok folk ubemærket sendes mod Hov (se Vápnf. s. 16), har utvivlsomt været her; er man først kommen noget ind i denne del af tungen, kan man bag om forskellige højdedrag ubemærket nå til den sydlige del af tunet på Hov.


Op fra Sunnudal strækker sig den tidligere nævnte Smørvatnshede. Over den fører den almindelig benyttede vej til Jøkeldalen sydligere i syslet. Heden er berygtet for slet vejr og kun i den egenlige sommertid farbar; men under gunstige forhold frembyder den halve dags rejse over den ingen vanskeligheder. Hverken op- eller nedstigning er synderlig besværlig; heden selv er jævn, men ufrugtbar, og store strækninger består kun af større og mindre vandslidte sten; enkelte steder ligger sneen hele somren over. Oppe på heden hæver sig et større, brungult, med snepletter rigt udstyret fjæld, Smørfjældene (Smjörfjöll — hen mod 4000 f.), i linje med dette ligger den lille indsø Smørvandet (Smjörvötnin), der har givet heden navn; i Vápnf. omtales heden som tilholdssted for en fredløs.


Fra Sunnudal af står gårdene i en linje ud efter under fjældet (hedeskråningen). Omtrent ud for dalmundingen og lige over for Hov møder først Gudmundarstad (Guðmundarstaðir, Vápnf.). Derefter følger de ligeledes i Vápnf. nævnte gårde Hage (Hagi), Egilsstad (Egilsstadir) og Rævsstad (Refsstaðir)[5]. Nærmest denne gård, omtrent ud for fjordbunden, følger Svínabakkar, der måske er Vopnfjordinge-sagas Fáskrúðsbakki, som i sagaen (s. 23) siges at ligge midt i herredet, og hvorom ellers intet vides.


Í Drangaklifi við Drangakletta i Vopnafirði - (A. E. F. Mayer, 1836)
Vejen går nu videre, langs sydsiden (egl.: sydøstsiden) af fjorden, forbi Sydre-Vig (Syðri Vík), der er den i Ldn. og Dropl. nævnte gård Indre Krossavig (Krossavík en innri, iðri; Brand-Kr.: Vík hin innri); derefter følger — med et par mellemliggende hjålejer, hvoriblandt det nybyggede Fremri Krossavík — Krossavig (Krossavík, sagaernes K. hin ytri). I Krossavig boede Brodd-Helges svoger Gejte; deres venskab omskiftes til fjendskab, og efter at have lidt mange ydmygelser dræber tilsidst Gejte Brodd-Helge — hvorledes ses ikke af sagaen, der her har et hul. Til hævn herfor fælder Helges søn Bjarne sin frænde og fosterfader Gejte, til trods for afsluttet forlig, hvad han også i høj grad selv angrer. Mellem Bjarne og Gejtes søn Torkel hersker der nu i lang tid fjendskab, en heftig kamp imellem dem leveres, men endelig bevirker Bjarnes ædelmodighed og Torkels hustru Joruns højsindethed en oprigtig forsoning. Hos Torkel Gejtessön i Krossavig opholdt i følge Dropl. hans frænde Grim Droplaugssön sig efter at have hævnet sin broder Helge. Sagaen fortæller (s. 33), at han boede i et tælt »i det fjæld, som hedder Snefjæld (Snæfell), op fra Krossavig«, og at han ud på høsten flyttede sit tælt ned på en afsats i fjældskråningen, som senere kaldtes Grimsbygd (Grímsbyggðir). Navnet Snefjæld er ikke bevaret, men må have udgjort en del af Krossavigfjældene (Krossavíkrfjöll), en til dels snedækket, brungul fjældmasse, hvormed heden fortsætter sig mod nordøst ud mod havet. Oven for gården Krossavig, der står tæt under fjældet, påvises i fjældskrænten »Grímsgjá«, hvor Grim skal have haft sit tilhold; dette parti (en ikke dyb og temlig stejl skrænt) ligger imidlertid så åbent for udsigten fra gården, at sagaens fortælling om, at Grim skjult kunde have sit tælt her, bliver noget usandsynlig[6]. I fjældene, der afgrænse Vopnafjorden mod sydøst (Krossavigfjældene med deres fortsættelse), skærer to smådale sig ind: Bödvarsdalen en mils vej øst for Krossavig og Fagredalen endnu en halv mil østligere. Fra Bödvarsdal (Böðvarsdalr) ligger en noget besværlig, men kort og forholdsvis tidlig farbar fjældvej — over Hellishede — til Jøkelsåegnens yderste del. På hjemrejsen over denne hede efter en tingfærd sker sammenstødet mellem Torkel Gejtessön og Bjarne. I den lille dal er nu kun to gårde: Bödvarsdal øst for den dalen gennemstrømmende å, længst ude, og Eyvindarstad (Eyvindarstaðir) vest for åen, lidt sydligere; efter denne gård benævnes ofte den vestlige halvdel af dalen. Tidligere synes der at have været en gård ovenfor Eyvindarstad. I Vápnf. (s. 26—27) fortælles nemlig, hvorledes Torkel ved nedstigningen i Bödvarsdal først kommer til en bonde. Kåre, hos hvem han får nattely. Om morgenen tidlig passerer Bjarne forbi denne gård, men indhentes af Torkel yderlig i dalen, hvor der står en lille gård Eyvindarstad. Hvis gården Bödvarsdal i en senere tid var flyttet ud efter i dalen, vilde det hele passe meget vel. — I Bödvarsdal skal findes en i»Bödvarshøj« (B— haugr), hvortil sagn om en B.s højlægning i skib er knyttet.


Fagredalen (Fagridalr) har kun én gård, af samme navn som dalen. Til gården Fagredal flytter Gejte for en tid for at undgå Brodd-Helges overgreb. Til de to gårde Krossavig er æventyret om oksen Brandkrosse knyttet.


Til samme egn må også æventyret om Torsten oksefod henføres. Denne lille i Flatøbogen optagne fortælling frembyder en ejendommelig interesse, i det den afgiver et eksempel på den sejhed, hvormed stedsnavne bevares uden hensyn til den skrevne literatur, ja endog til trods for afvigende skriftlig fremstilling. Den i Flatøbogen opbevarede recension af fortællingen om Torsten oksefod, den eneste, som haves, henfører nemlig tydelig nok de heri omtalte begivenheder til helt andre bygder. Først berettes i en indledning til fortællingen om et par landnamsmænd i østfjordene, deriblandt »Tore den høje«, som »tog land i Krossavig nord for Reyðarfjord; derfra er Krossvikingerne komne.« Derefter begynder selve fortællingen med en beretning om Torkel Gejtessön i Krossavig (der antages at være det ved Reyðarfjord liggende), om hans træl Freystén og om bonden Krum i Krumshollt — »den gård er nu øde« tilføjes der —, en ætling af landnamsmanden Krum i Reyðarfjord. Torkel Gejtessön rider en gang til skibs i Gautavík i Østfjordene og indbyder Nordmanden Ivar ljome til vinterophold hos sig. En uægte søn af Ivar ljome og Torkels stumme søster Orny er fortællingens helt, der som nyfødt udsættes, men findes og opdrages af bonden Krum, indtil hans morbroder senere tager ham hjem til sig. En gang, da Torsten på hjemvejen fra at søge efter får på fjældene kommer med Freystén ned i en dyb dal, lægger han sig til hvile på en stor høj og har her et æventyr med de derværende underjordiske, der skaffer ham rigdomme og hans moder mælet. »Den høj står i Jøkelsdal (Jökulsdalr) og kaldes Brynjarshøj (Bryniarshaugr — efter den her boende underjordiske), og ses endnu i dag« slutter beretningen om dette optrin. Freystén får nu frihed og bosætter sig ved Reyðarfjord (netop på samme plads hvor Ldn. har landnamsmanden Freystén). Torsten sejler ud fra Gaulavig og udfører senere i Norge mange bedrifter, indtil han tilsidst falder med kong Olav Tryggvessön paa Ormen den lange.


Klipper ved Vopnafjörður - (A. E. F. Mayer, 1836)
Denne lille fortælling, der med undtagelse af navnene Freystén og Krum mangler ethvert tilknytningspunkt til Reydarfjord, har — som alt bemærket — i sin oprindelige form utvivlsomt Vopnafjorden til skueplads. På Krossavig i Vopnafjord boede Torkel Gejtessön. I denne bygd, hvor æventyret om Torsten oksefod omfattes med større interesse end nogen saga, genfindes også de i fortællingen omtalte stedsnavne. Således påvises ødegården Krumsholt noget udenfor Krossavig (navnet anføres også hos Olavius), men af den sammesteds anførte skov ved Krumsholt ses intet spor. Jøkeldal (Jökuldalr) er en sydvestlig forgrening af Fagredal, og her ses tæt ved den over Hellishede forende vej en banke endnu benævnt Brynjarshøj (Brynjarshaugr). — Bearbejderen af fortællingen om Torsten oksefod, som vi have den i Flatøbogen, må have været aldeles ubekendt med forholdene på Østlandet og uden kendskab til denne landsdels sagaer; men, dette forudsat, er det ret forståeligt, hvorledes den hos ham indløbne misforståelse med hensyn til fortællingens skueplads har kunnet opstå. Han har ved hjælp af Ldn. villet berige fortællingen med forskellige oplysninger af genealogisk og topografisk natur. Et tilknytningspunkt for fortællingen til en bestemt del af landet har han trot at finde i angivelsen af Krossavig som bolig for Torkel Gejtessön. I Ldn. findes et Krossavig i det hele tre gange nævnt. På de to første steder er det Krossavig i Vopnafjord, der anføres, men bægge gange kun ganske kort og for B.s vedkommende uden at Torkel Gejtessön nævnes som hjemmehørende i Krossavig. På det tredje sted omtales Krossavig i Reydarfjord. Her boede også i følge Ldn. »Tore den høje«, og også Ldn. har angivelsen »derfra er Krossvikingerne komne.« Bemærkningen om Krossvikingerne har utvivlsomt bragt bearbejderen til at tro, at »Torkel Gejtessön fra Krossavig« måtte nedstamme fra Tore — hvad der særlig måtte ligge nær, hvis hans eksemplar ligesom B. ikke har indeholdt nogen oplysning om Torkel Gejtessöns herkomt. Han bar derfor optaget Ldn.’s ord om Tore i sin indledning og henlagt Torkel Gejtessöns bolig til Krossavig i Reydarfjord. Endnu en grund til at henføre fortællingen til Reydarfjorden har han vistnok fundet i den tilfældige omstændighed, at navnet Krum — efter hvad der med størst sandsynlighed lader sig formode — foruden om en landnamsmand i Reydarfjord også oprindelig har forekommet i fortællingen om Torsten oksefod, idet han så satte de to mænd af samme navn i forbindelse med hinanden. Hvorvidt også navnet Freystén er oprindeligt i fortællingen, eller om Flatb.’s bearbejder på egen hånd har tillagt Torkels træl dette på grund af det i Ldn. mødende navn Freystén på en af Reydarfjordens beboere, er vanskeligere at afgøre. Gautavik (sikkert det ved Berufjord forekommende) har næppe oprindelig hørt til fortællingen, men dette har bearbejderen utvivlsomt hentet fra Flateyjarannal, hvor Gautavik et par gange nævnes som havn, — med samme ugenerthed, hvormed han fra nysnævnte kilde har taget den c. 1200 levende Asmund kastanrasse og gjort ham til skibsfører på det skib, hvormed Torsten oksefod sejler fra Island[7].


Virkisvík i Vopnafirði - (A. E. F. Mayer, 1836)
De udstrakte fjældheder, som optage Islands nordøstligste del, kun hist og her åbnende plads for en lavere kystrand eller nogle smalle dalstrøg (som Vopnafjordsbygdens), afskæres fra det øvrige land ved to store elve af navnet Jøkelså, bægge udspringende fra den store Vatnajøkels nordrand, men under deres løb fjærnende sig mere og mere fra hinanden. Den ene er den alt omtalte »Jøkelså på fjældene«, der i et nordvestligt løb søger gennem Tingø syssel ud i Aksarfjord. Den anden elv, ligeledes en af Islands betydeligste rindende vande, er Jøkelså med broen (Jökulsá »á brú«; »á brú« er da vistnok en forkortning for »farin á brú.« Ellers måtte man antage »J. á brú« omdannet af »J. at brú« ɔ: hjá brú); sin benævnelse skylder den en over denne førende bro, i lang tid så godt som den eneste på Island. Jøkelså med broen falder i nordøstlig retning ud i Herredsfloen (Héraðsflói), en bred bugt, der ind mod land med en bredde af flere mil begrænses af en flad sandsbrækning Herredssanden (Héraðssandr), til bægge sider derimod af fremløbende fjælde; mod nordvest skilles Herredsfloen fra Vopnafjorden ved de alt tidligere nævnte fra Hellishede fremløbende fjælde, hvis sydlige affald benævnes Hlidarfjældene (Hlíðarfjöll), mod sydøst strækker sig det lavere Osfjæld (Ósfjall, ogsaa: Ófjöll) frem. Flodsængens begrænsning bliver således på den ene side de syd for Vopnafjordsbygden liggende fjældheder, der nå mod sydvest helt op under Vatnajøkel; mod sydøst begrænses den også for den indre dels vedkommende af fortsættelser af det indre højland, men ud efter taber disse sig i lavland. Fra Vatnajøkels nordøstlige hjørne udspringer igen kilder til en storelv, der nede i bygden får navnet Lagarfljót; medens de to Jøkelsåer bestandig mere fjærne sig fra hinanden, nærmer Jøkelså med broen og Lagarfljot sig efterhånden hinanden, så at de ved deres udløb stundum endog tildels forene sig. Det ualmindelig vidtstrakte lavland omkring Lagarfljot og Jøkelåens nedre del kaldes med en fælles benævnelse Fljotsdalsherred (Fljótsdalshérað) og bør også naturlig behandles under ét, men da bygden for en stor dél efter sin længde gennemskæres af sysselgrænsen, må her — hvor hvert syssel behandles for sig — i denne henseende ske nogen indskrænkning, og bekvemmest vil det da falde af den tilbagestående del af Norder-Mule syssel først at behandle den nærmest kysten liggende del.


Hvad Jøkelåens dalfure angår, betragtes den øvre del, der alene bærer navnet Jøkeldalen, i almindelighed som en bygd for sig, uagtet dog vel også denne kan indbefattes under Fljotsdalsherredet i videre forstand. Af den ydre del tages igen strækningen nord for åen som et særligt strøg, der benævnes Jøkelsålien (Jökulsárhlíð). Syd for åen indesluttes mellem Jøkelsåen og Lagarfljot i deres nedre løb en lav, tætbebygget strækning, den såkaldte Tunge. Grænsen mellem Jøkeldalen og de her nævnte, ud efter liggende bygder langs åen falder, hvor den over åen førende træbro ligger. Jøkelså er et ejendommeligt vandløb, over hvilken der i en særlig grad trænges til bro, ligesom også forholdene for en sådans anlæggelse her er ualmindelig gunstige. Fra sin indtrædelse i bygden til hen mod udløbet løber nemlig denne elv i et snævert kløftleje med stejle bredder. Hvor broen er slået, er elvelejet 24 al. bredt, kløften, hvori den løber, har her vægge så lodrette som Almannagjås; vandstandens højde er sædvanlig c. 15 al. under kløftbredderne, men om foråret, eller når jøklen smelter, kan den stige betydelig, så at broen endog en gang skal være revet bort af den opsvulmede å. Fra meget gammel tid synes her at have været bro over åen; således omtaler Þorst. hv. (s. 40) en bro over Jøkelså, der efter sammenhængen må have ligget omtrent på samme sted som nu. Også i Hrk. (s. 3) nævnes en bro over Jøkelså, den må imidlertid have ligget højere oppe, hvor der nu findes en derefter benævnt gård (Brú), og i følge tradition skal denne bro have været en naturlig klippehvælving (steinbogi) over åen. Bægge disse broer sigtes der formodenlig til i Drpl. (s. 30), hvor der fortælles, at man i anledning af et drab i Fljotsdalsherred beslutter at holde vagt ved broerne over Jøkelså. Man vil påstå, at den naturlige bro (steinbogi) over Jøkelså først i løbet af forrige århundrede styrtede sammen, men hvorledes det end forholder sig hermed, træbroen over Jøkelså har altid været anset for så at sige nødvendig for egnen; — kun for åens nedre del kan der nemlig til nød være tale om vad eller færgesteder. Ikke des mindre var det dog under den almindelige forarmelse i forrige århundrede vanskeligt nok at få broen holdt vedlige; nu er imidlertid dens beståen sikret, i det der til dens vedligeholdelse svares en ringe årlig afgift af bægge Mule syslers beboere. Om end smal, så at man ikke kan føre belæssede heste over den, og med galgeporte hist og her for at forhindre, at man ridende passerer den, er den nuværende bro (bygget 1819), der er forsynet med et forsvarligt gitterrækværk, dog forholdsvis anselig og tilfredsstillende.


Gårdrækken under Jøkelsålien står under fjældhedens skråning, Hlidarfjældene; ud efter tiltager efterhånden underlandet mellem fjæld og å, samtidig skifter elvelejet karakter og får flade sandige bredder. Den sydligste af Jøkelsåliens gårde er Fossvold (Fossvöllr), der ligger nær ved broen, hvorover hovedvejen fører op på Smörvatnshede. Gården har navn efter en foss i en forbiflydende å Lakså (Laxá), og ovenover, på heden, findes et fjæld Laxárdalsfjall; kan det i Hrk. (s. 4) nævnte »Laxárdalr« stå i forbindelse hermed? (Forsvöllr forekommer imidlertid i Ldn). Den anden gård nord efter fra Fossvold er Hallgeir- (eller Hallgils-) staðir. Her skal findes »en ødegård Krakastaðir (i følge Olavius: kirkested) med en bæk Krakalækr. Muligvis man også her har den i Þorst. hv. (s. 37) nævnte gård Krakalæk(r); dog findes også i Tungen en bæk Krakalækr med en ødegård. Af gårdene i Jøkelsålien er ellers kun at fremhæve den næst yderste, Torvastad (Torfastaðir, Drpl.).


Gljúfur Jökulsár á Brú - (A. E. F. Mayer, 1836)
Hinsides Jøkelså i dens nedre løb, mellem denne og Lagarfljot, ligger, som allerede tidligere nævnt, bygden Tunge (Tunga, Túngusveit)[8]. Sit navn skylder den selvfølgelig sin beliggenhed mellem de to konvergerende elve, og dermed er jo også formen af landet givet: bredest mod syd, smallere nordefter; bygdens længde er henved 3 mil. Mod syd dannes grænsen mod nabobygden Fell af den lille Rangå (Rangá, nu: Rángá); en del af landet er her optaget af den såkaldte »lavhede« (lágheiði), den yderste afslutning af den mellem Jøkelså og Lagarfljot fremskydende forgrening af højlandet. I det hele taget er Tungen for den sydlige dels vedkommende gennemskåret af banker og åse, nordligere bliver landet fladere og fugtigere; tidligere skal bygden have været forholdsvis skovrig. Midt i bygden omtrent ligger Hallfredarstad (Hallfreðarstaðir), grundet af Ravnkel godes fader Hallfred. Af gårdene langs Jøkelså er ingen at mærke; derimod fortjæner flere af de nær Lagarfljot liggende eller deres nærmeste omgivelser at fremhæves. Sydligst ligger her Rangå, som vistnok — snarere end den således benævnte å — nævnes i Droplaugarsønnernes saga (s. 28); ud for Rangågården er færgefart over Lagarfljot. Omtrent ud for den anden gård fra Rangå nord efter (Vífilsstaðir) findes ved Lagarfljot interessante lævninger af et tingsted, der under forskellige navne forekommer i sagaerne. På vejen passerer man en bæk Krakalæk(r), og i forvejen er man kommen forbi hustomter og tungærde af et gammelt ødested; måske snarest den i Þorst. hv. omtalte gård Krakalæk(r) kan antages at have været her[9]. Efter at være passeret Krakalæk ser man mange gamle ridestier, der ligge mellem bakkerne ned mod fljotet (Lagarfljot), og ved at følge retningen befinder man sig snart på en lille halvrund slette, der åbner sig mod øst ud mod fljotet. Mod nord begrænses denne slette af en kort, smal og noget brat ryg Tinghøvde (Þínghöfði), neden til græsklædt, men bestående af sten og grus oven til; mod vest strækker sig lavere hedeskråninger ned mod den lille dalsænkning, der således bagtil får sin begrænsnings og disse fortsætter sig ligeledes syd for denne ned mod fljotet. Fljotet udvider sig på dette strøg og sender en smal vig ind i mod dalen; højder ved roden af det således afskårne næs danner dalslettens nærmeste begrænsning mod syd. På skråningerne ned imod dalen findes i alt nogle og tyve bodtomter, de fleste af ret anselig størrelse (indtil 6 fv. lange), indgangen synes i almindelighed at have vendt ud mod dalen — eller mod den side, hvorfra den bekvemmeste adgang neden fra var. Kun ved enkelte tomter fandtes der spor af, at de havde været delte i flere afdelinger. I selve Tinghøvdeskråningen fandtes 8 tomter, i hedeskråningen mod vest 5 og på bakkerne syd for dalen 4 — 6. Stedet er både smukt og karakteristisk: afsondret og med vid udsigt fra Tinghøvden. I Drpl. nævnes flere gange (s. 18—21) et høsttingTinghøvde (at Þinghöfða Þinghöfðum); at dette har været holdt her kan næppe betvivles. Men også det i Drpl. (s. 11) omtalte »Korkalækjar vårting« i »Forsdal« synes at være holdt her; for Forsdal må nemlig læses »Fljotsdal« og for Korkalækjar »Krakalækjar« [10]. Fljotsdal har tidligere i det hele betegnet Lagarfljotsdalen (herom senere), og Krakalækjar ting (Krakalækjarþing) kan have været en meget passende betegnelse for det så nær ved bækken Krakalæk holdte Tinghøvdeting, hvad enten der da har bestået en gård Krakalæk eller ej. Tinget kan jo også til forskellig tid være holdt på lidt forskelligt sted. — Endnu et ting nævnes i Drpl. (s. 28), som vel snarest må søges i denne egn, nemlig Lambanæsting (Lambaness Þing); man kender imidlertid ikke stedet for det. I Sig. Gunnarssöns »Örnefni« (Safn. II) nævnes et par med »lamb« sammensatte navne her i nærheden.


Den anden gård fra Vivilsstad nord efter er Strøm (Straumr, Drpl.); herfra er færgefart over fljotet. Det samme gælder om den noget nordligere i Tungen stående præstegård Kirkjubæ(r); her så vel som flere steder i bygden skal der være fundet spor til gamle »myrejærnssmedjer« (rauðasmiðjur).


Af bredde omtrent som Jøkelsåhlid og Tungen ligger øst for Lagarfljot i dets nedre løb bygden Utmannasvejt (Útmannasveit) eller, som den ofte efter præstegården Hjaltastaðr (eller -ir) kaldes, Hjaltastad tinghå (Hjaltastaðar Þinghá). Det sidste navn er for så vidt noget besynderligt, »þinghá« må nemlig vel her tages i samme betydning som ellers »þing«, der bruges for at betegne de præstekald, hvortil der ikke hører nogen præstegård, medens »þinghá« sædvanlig er indskrænket til at betegne tingkreds. Bygden begrænses mod øst af den yderste del af de fjælde, der skille Fljotsdalsherred fra de talrige hinsides liggende fjorde, Østfjordene i snævrere forstand. Disse fjælde kaldes her, i modsætning til de mellem Vopnafjord og jøkelsålien skillende, Østerfjældene (Austrfjöll); fra disse hæver sig flere højere tinder, således de ejendommelige, for oven tvedelte Dörfjælde (Dyrfjöll, sædv. udtalt Dýrfj.). Mod nord afsluttes Østerfjældene med det lavere Osfjæld, der skyder sig frem i havet og således skiller Herredsfloen fra den lille Njardvig. Bygden gennemløbes af den ikke ubetydelige å Selfljót, der dannes af to mindre åer; hvor disse forener sig, falder bygdens sydgrænse, der tillige er sysselgrænse. Selfljot har først et nordligt, derefter et nordøstligt løb, indtil den falder i søen tæt vest for Osfjæld. Her antages Ldn.’s Unaos (Unaóss) at måtte søges. I Unaos landede Uno den danske og tilegnede sig omtrent det halve Fljotsdalsherred på denne side fljotet, men da indbyggerne erfarede, hvad han havde påtaget sig, nemlig at bringe Island under Harald hårfagre, drev de ham bort.


Ldn. fortæller om landnamsmanden i Jøkelsålien, at han tog land fra Osfjældene op til hinsides Fossvold; disse Osfjælde kan næppe være andet end det nys nævnte Osfjæld ved Østerfjældene, og denne angivelse synes således at bestyrke, hvad man nu fortæller og mener at kunne påvise, nemlig at Lagarfljot og jøkelså tidligere har haft udløb sydøstlig på Herredssanden i forening med Selfljot. Nu har jøkelså og Lagarfljot udløb hver for sig, så vidt det kan ses, og langt vestligere på sanden, men vejene, som elvene bryder sig gennem den lave kystrand, er vekslende. Alene gennem Lagarfljotsmundingen skal mindre fartøjer kunne gå op, og dog ikke langt, da der ud for Kirkebæ er en foss i fljotet (dettes eneste).


Den flade kyststrækning, Herredssanden (eller: -sandene), der alt tidligere er nævnt, strækker sig altså mellem Hlidarfjældenes yderste del og Osfjældet, foran jøkelsålien, Tungen og Utmannasvejt, — i en længde af omtrent 2 mil. I Drpl. (s. 9) er denne strækning omtalt under benævnelsen Sandene (Sandar). Her falder en del drivtømmer, og den hele strækning er derfor favnevis udskiftet mellem de forskjellige gårde. — Af gårdene i Utmannasvejt er kun Hrollaugsstad (Hrollaugsstaðir, Drpl.) at mærke, der ligger i den nordlige del af bygden vest for Selfljot.


En af de få broer over Jökulsá á Brú - (A. E. F. Mayer, 1836)
Gennem Østerfjældene ligger veje over forskellige pas til de nærmeste fjorde: Njardvig, Borgarfjord og Lodmundarfjord, der tillige med Seydisfjord høre til Norder-Mule syssel. — Njardvig og Borgarfjord med et par småvige udgør tilsammen Desjarmyre præstekald; en del stedsnavne her forekommer i Drpl, og desuden er egnen bleven bekendt som skuepladsen for fortællingen om Gunnar Tidrandebane. Njardvig (Njarðvík) er en lille bugt med tilhørende dalslette, der skærer sig ind syd for Osfjældene; herfra fører flere veje til den ydre del af Utmannasvejt. I dalen står kun én gård (Njarðvík), der nævnes i flere sagaer. Her boede således i følge Drpl. DropIaugssønnernes farbroder høvdingen Ketil Tidrandesön. I fortællingen om Gunnar Tidrandebane berettes udførlig om Ketils død og de dermed i forbindelse stående begivenheder. Hos Ketil opfostres hans slægtning Tidrande Gejtessön fra Krossavig (i Vopnafjord). Denne slutter venskab med Korekssönnerne fra Skriddal, og da disse en gang begiver sig til Njardvig for at stævne en uværdig person Asbjørn, der er kommen i Ketils tjæneste, slutter Tidrande sig til dem; der udspinder sig nu en kamp, i hvilken både Ketil og Tidrande falder — den sidste dræbt til hævn af en hos Ketil gæstende nordmand Gunnar, som nu får navnet Tidrandebane. Denne og hans kammerat Tormod skjules herefter i nogen tid i de til gården hørende gedehuse, men sluttelig opdages de af Tidrandes broder Torkel Gejtessön, der dræber Tormod; Gunnar derimod flygter og består en række æventyr, før det lykkes ham at undslippe forfølgelsen. Den omstændelige fortælling af disse begivenheder vidner om et fortroligt kendskab til beretningens hovedskueplads, hvad der vel også har bevirket, at interessen for den lille saga er bleven bevaret ualmindelig levende hos egnens folk. Skoven kort fra Njardvig, hvor Korekssønnerne på deres stævnefærd holdt hvil, skal man endnu kunne se spor af; mosen, hvor Asbjørn gravede tørv, da han så de fremmede i skoven, påviser man, ligeledes moserne, som de fremmede må omgå på vejen hjem til gården. En tue i tunet på Njardvig hedder Tidrandetue (Þidrandaþúfa); her skal Tidrande være faldet, eller begravet[11]. Gedehustomterne, hvor Gunnar Tidrandebane og hans kammerat holdtes skjulte, vises i fjældskråningen oven for Njardvig-gården; en afsats her hedder Gunnarshjalle. Efter Gunnar Tidrandebane er også nogle skær ude i vigen benævnte Gunnarssker, og sagnet ved — i modsætning til sagaen — at fortælle, hvorledes han ved flugt, til dels svømmende, slap fra gedehusene til Bakke i Borgarfjord[12]. — Medens egnen i og omkring Njardvig fortræffelig belyses i den omhandlede lille fortælling, er den i sin omtale af længere bortliggende egne noget unøjagtig. Om Korekssønnerne fortælles således, at de have hjemme i den langt fra Njardvig liggende Skrid(u)dal, der strækker sig op fra den sydligste del af Fljotsdalsherredet; ikke desmindre optræde de nævnte mænd aldeles, som de havde hjemme i Njardvigs nabobygd Utmannasvejt, — og virkelig finder man også her en gård Kóreksstaðir[13]. Torkel Gejtessön fra Krossavig i Vopnafjord, hvis bolig var i en endnu større afstand fra Njardvig, synes også at optræde som nabo til Njardvigboerne.


Seyísfjörður - (W.G. Collingwood, 1897)
Fra Borgefjorden skilles Njardvig ved en i nordøstlig retning fremløbende fjældryg Nesháls, der med stejle skråninger af løse sten (skriður) falder af mod strandklipperne. Over disse skred (Njarðvíkrskridur) ligger den eneste vej mellem de to småbygder, berygtet for sin farlighed; ved vejen er oprejst et kors, oprindelig sat her — som der fortælles — efter at en uvætte, som efterstræbte de rejsende, var bleven besejret[14]. Borgefjorden (Borgarfjörðr), der sydøst for Njardvig skærer sig i sydlig retning ind i landet, er en mindre fjord, omtrent en mil lang. Ligesom den mod nordvest begrænses af Næshals, afskæres den mod syd ved andre i forbindelse med hovedfjældmassen stående rygge, der længere mod øst forgrener sig mellem de forskellige småvige. Langs vestsiden af Borgefjord står i række fra nord til syd de tre gårde Snotrunes (Drpl.), Geitavík og Bakke (Bakki)[15]. Bakke, der også omtales i Drpl., var i følge Gþiðr. den gård, hvor Gunnar søgte tilflugt på flugten for Torkel Gejtessön. Bonden her søger på forskellig måde at skjule ham, tilsidst må Gunnar såret svømme ud i en uden for liggende holm. Denne holm ligger vel på en måde over for Bakke, men dog nærmest gården Havn (Höfn), øst for fjorden. — I fjordbunden falder en å (Fjarðará), der gennemløber bygden; syd (ɔ: øst) for denne ligger præstegården Desjarmyre (-mýri, ældre: -mýrr). Efter at Bjørn på Snotrunæs har fornærmet Torsten på Desjarmyre, bliver han dræbt af Torstens pårørende, Helge Droplaugssön, og liget føres nu — for således at forstyrre søgsmålet — med understøttelse af bonden på Bakke ud i et skær, som derefter benævntes Bjarnarsker, Bjarnarskær, der ligger inderst i Borgefjord, nær vejen fra Snotrunæs til Desjarmyre, bærer endnu navnet. — På gården Hovstrand (Hofströnd) vil man påvise tomtelævninger af et hov. Ved mundingen af åen, der i gamle dage skal være benyttet som havn, ligesom også i den førnævnte lille holm, vil man påvise lævninger af købmandsboder og skibsskure [16]. — Fra Borgefjord til Utmannasvejt ligger en et par mile lang fjældvej gennem et pas Sandaskörð. En stejl og besværlig fjældvej af omtrent samme længde fører syd efter til Lodmundarfjord. Ved en hedevej i sydøstlig retning forbindes Borgefjord med den nord for Lodmundarfjord liggende Husavig (Húsavík), der i gejstlig henseende hører til den følgende bygd. Af de mellem Husavig og Borgefjord liggende vige, til hvilke forskellige fjældveje føre, kan mærkes Bredevig (Breiðavík, GÞiðr.).


Øst for Borgefjorden tager kysten en afgjort sydlig retning, og fjordene skærer sig nu (syd for Husavig) i tæt række ind fra øst til vest. Alle begrænses de ind imod land af den sammenhængende fjældmasse, der skiller Fljotsdalsherred fra »Fjordene«, og som først langt sydvestligere står i forbindelse med det indre højland. Fra disse fjælde udgår høje, stejle rygge, der skille de forskellige fjorde fra hinanden og opfylde de mellemliggende næs. Lodmundarfjord (Loðmundarfjörðr) er kun en lille fjord, henved 1 mil lang og ganske smal; ved en stejl fjældkam er den skilt fra den nordligere Husavig, og ved lige så stejle fjælde, der ende ud mod søen i et fremløbende næs, aflukkes den fra Seydisfjord mod syd. Den anden af »Østfjordene« nævnes Lodmundarfjorden i sognebeskrivelsen (Borgefjorden regnes for den første) »og den første syd for Islands østertange, hvorefter retningen bliver sydlig.« Islands østligste punkt er vel endnu ikke nåt« men kystlinjen antager ganske vist for en tid en sydøstlig retning, og at oven nævnte opfattelse er den hos befolkningen rådende, ses af, at »øst« nu begynder at bruges i flæng med »nord«, når talen er om fjordbredderne eller enkelte punkters beliggenhed her (»øst« og »syd« modsættes således hinanden). Lodmundarfjord — i forbindelse med Husavig — udgør et eget præstekald. Som tilfældet er i adskillige andre af Østfjordene gennemstrømmes også i Lodmundarfjord den op fra fjordbunden liggende dalslette af en »Fjordå« (Fjarðará). Blandt gårdene nord for åen er præstegården Klyppstad (Klyppstaðir). Oven for Klyppstad hæver sig det høje og anselige Karlfell, der mod vest begrænser sidedalen Hraundal(r), der her strækker sig op mellem fjældene. Fra Karlfells nordøstlige del er i sin tid udgået et ejendommeligt lavaskred, der når helt ned mod fjordbunden; nu benævnes det efter en umiddelbart vestfor stående gård Stakkahlíð Stakkahlíðarhraun, dog også Loðmundarskriða, da det almindelig antages for at være det skred, hvortil Ldn. i sin fortælling om Lodmund sigter. Landnamsmanden Lodmund byggede sig først en gård i denne efter ham benævnte fjord og boede her en vinter; men da han hørte, at hans højsædesstøtter var drevne i land på Sydlandet, besluttede han at bosætte sig, hvor disse var fundne. Ved bortrejsen bevirkede han ved trolddom, at et stort fjældskred begravede gården, hvor han havde bot, og lagde en forbandelse på fjorden[17]. Andre minder af historisk art er ikke knyttede til Lodmundarfjord; i tunet på Klyppstad har der i følge sognebeskrivelsen været en gammel domring, hvis grundvold, næsten kredsrund, endnu (1842) sås. Af stedsnavne kan mærkes — hinsides Fjardarå, omtrent lige over for Klyppstad — en lille dal Hovsdal (Hofsdalr) med tilhørende Hovså (Hofsá).


Lodmundarfjord er en græsrig bygd, men som mange andre af Østfjordene stærkt hjemsøgt af tåge; fiskeriet har heller ikke her den betydning, man kunde vænte, da det indtræffer om somren, hvor gårdenes drift kræver alles arbejde. Mellem Lodmundarfjord og nabobygderne — Husavig, Borgefjord, Fljotsdalsherred og Seydisfjord — foregår forbindelsen over de bratte fjælde kun med besvær; med Seydisfjord, hvor den nærmeste handelsplads findes, går det meste samkvem for sig ad søvejen.


Skálnesbjarg, Seyísfjörður - (W.G. Collingwood, 1897)
Det Lodmundarfjord mod syd begrænsende næs danner den nordlige begrænsning for den et par mile lange Seydisfjord (Seyðisfjörðr), der i sydvestlig retning skærer sig ind i landet; i Ldn. findes denne fjord benævnt Seyðarfjörðr, i Drpl. Sauðarfjörðr. Fjordnavnet synes, samtidig med at formen ændredes, at have skiftet betydning[18]. Et større og bredere, ligeledes af høje og stejle fjælde opfyldt næs skiller Seydisfjord mod syd fra Mjovefjorden, der hører til Sønder-Mule syssel, men dog i gejstlig henseende er forbundet med Seydisljord og danner anneks til det herværende sogn. Op fra Seydisfjordens bund strækker sig som sædvanlig en lille dalslette, og desuden udgå fra fjorden mindre sidedale til bægge sider. Ud for fjordbunden hæver sig et ved sit navn mærkeligt fjæld Býólfsfjall (kortets Bíhólsfjall), der antages benævnt efter fjordens landnamsmand. Lodmunds fostbroder, hvis navn imidlertid i Ldn. har formen Bjólfr. Også Seydisfjord har sin »Fjardarå«, der falder ud i fjordbunden; af andre åer kan mærkes Vestdalså (-á), lidt nordøstligere, nær fjordbunden. Kort øst for Vestdalså, på fjordens nordside, ligger præstegården Dværgestén (Dvergasteinn, sit navn skylder gården en stor husdannet klippeblok nede ved strandbredden). Inderst i fjorden, ved fjordbunden nær ved gården Fjörðr, ligger handelspladsen Seydisfjord (Seyðisfjörðr), der siden 1842 har været avtoriseret; her er for tiden to handelsetablissementer. Men desuden findes på nordsiden af fjorden, omtrent en fjærdingvej fra Seydisfjord, et andet handelsetablissement på Vestdalsøre (Vestdalseyri), der siden 1876 har været avtoriseret handelsplads. Dette etablissement er bygget mellem to grene af Vestdalsåen, der danner grænsen mellem gårdene Fjörðr og Vestdalr; her har i den senere tid sysselmanden i Norder -Mule syssel bot. På ingen af handelspladserne findes derimod nogen læge; distriktslægen bor på en gård i Fljotsdalsherred. Få Seydisfjord har Nordmændene en årrække drevet sildefiskeri, de sidste år med et overordenligt udbytte; også andre fiskerier har i de sidste år taget opsving her i fjorden. Tidligere har man fra Vestdalsøre gjort flere mislykkede forsøg på hvalfanget. Seydisfjord skal være landets fjærde største handelsplads, og fjorden er let, at besejle[19]. Blandt gårdene i Seydisfjord kan sluttelig mærkes Brimnes, den yderste gård nord for fjorden, da der i fjældet her oven for findes surtarbrand (brunkul). Paijkull, der har besøgt dette sted, griber lejligheden[20] til at fremhæve den glimrende udsigt fra Brimnæsfjældet over Seydisfjord og Lodmundarfjord; disse snævre fjorde mellem stejle fjældrygge, hvis toppe selv om somren dækkes af sne, medens skrænterne længere nede stå mosgrønne eller græssmykkede, er i følge ham i besiddelse af en ualmindelig skønhed. Også fra Seydisfjord er forbindelsen med omverdenen vanskelig nok. Mod nord og syd fører kun veje for gående til nabofjordene; fra den indre del af fjorden fører derimod nogenlunde brugelige veje til Fljotsdalsherred og ad omveje til de andre fjorde.


Hermed er beskrivelsen tilendebragt af den nærmest kysten liggende del af Norder-Mule syssel syd for Smörvatnshede og det med denne sammenhængende højland, og tilbage står nu den indre del af Fljotsdalsherred med tilhørende dale. Først møder her Jøkeldalen (Jökuldalr, i sagaerne Jökulsdalr). Dette navn er, som tidligere (s. 203) bemærket, indskrænket til den øvre del af den af »Jøkelså med broen« gennemløbne dal, fra Fossvold (eller træbroen) og op efter. Dalen, der ligger i sydvestlig retning ind i landet, er kun smal og til bægge sider begrænset af høje og bredt hvælvede lier, ja højere oppe i dalen forsvinder dalgrunden så at sige helt, så at lierne går umiddelbart ned mod den i sit klippeleje fremvæltende Jøkelså. Gårdene ligger i en enkelt række på hver side af åen med lang afstand mellem hverandre. Desuden er i den sidste tid nogle afbyggersteder anlagte fra dalens øvre gårde oppe i fjældheden. Vintren er i Jøkeldalen lang og hård og samfærdslen mellem de forskellige gårde vanskelig ved de mange tværåer, der styrte sig ned over den høje li. Dog har også denne egn sine store fortrin. De udstrakte besiddelser og den forbavsende kraft i de tilsyneladende magre fjældgræsgange gjorde de her boende bønder til velstående folk, indtil bygden fik et hårdt knæk ved askeregnen fra Askja-Vulkanen 1875, der bragte mange til helt eller for en tid at opgive deres gårde [21].


Loðmundarfjörður - (W.G. Collingwood, 1897)
Jøkeldalen og de her værende gårde berøres kun lejlighedsvis i sagaerne; rigtignok taler man meget om en her hjemmehørende saga Jökuldæla, der imidlertid — på nogle brudstykker nær, hvorom mere senere — synes tabt. Øst for åen er Jøkeldals nordligste gård Gil (nu sædv. Giljar), der nævnes i Drpl. (s. 7) som ungdomshjem for Droplaug, moder til sagaens helte Helge og Grim. I æventyret om Brand-krosse angives det, at Droplaugs slægt havde hjemme »i herredsdal på Gilså (Gilsá)«; hermed menes formodenlig samme gård, skønt betegnelsen i flere henseender er unøjagtig; dels er der nemlig ved »Gil« ingen »Gilså« , hvorefter gården kan have været benævnt[22]; dels ligger Gil ikke i »herredsdal«, hvormed vel ikke kan være ment andet end Lagarfljotsdalen. [I Lagarfljotsdalen kan vel påvises åer af navnet Gilså, men ingen således benævnt gård.] Den anden gård syd for Gil er Skeggjastad (Skeggjastaðir); her boede i følge Þorst. hv. (s. 37) Torsten fagres fader Torfinn. Samme gård »Skeggjastaðir« er det sikkert, der er nævnt Ldn. s. 241, skønt dens plads i opregningen er noget besynderlig [eller skulde noget være udfaldet i beretningen her?]. I Þorst. hv. siges Skeggjastad at ligge »í Knefilsdal«. Knevilsdal eller, som dalen nu hedder, Hnevilsdal (Hnefilsdalr) skærer sig dog først en mils vej længere mod sydvest fra Jøkeldalen syd efter ind i højlandet; ud for mundingen af den lille dal ligger en efter samme benævnt gård. Sit navn skylder dalen et ejendommeligt, lavt kegleformigt, græsgrot fjeld »Hnefill«, der begrænser den mod vest. — Skrås over for Skeggjastad, lidt sydligere, ligger hinsides åen præstegården Hovtejg (Hofteigr, ældre: Hofsteigr), som er den tredje gård syd for Fossvold. Gårdens land begrænses til bægge sider af de to i Ldn. nævnte tværåer Hvannå ( -á) og Tejgarå (Teigará). Den mellem de to åer indesluttede »tejg« (mark), der lå mellem to landnam, blev de pågældende landnamsmænd, fortæller Ldn., enige om at henlægge til hovet, hvorefter den benævntes »Hovstejg«. Af det fordums hov her vil man endnu påvise rester, dog ikke umiddelbart ved præstegården, men i den nærmest Tejgarå liggende del af landet. Efter at man fra Hovtejg i sydvestlig retning har passeret flere højdedrag, kommer man ned på en lille slette »tejgen« (neðri teigr), der ligger ud mod Jøkelså, halvmåneformig begrænset af den oven for liggende hede og udløbere fra denne. I det man stiger ned på »tejgen«, passerer man en lille fra lien kommende bæk »Blótkelda«. De her værende tomter, Goðatóptir« (sædv. -tættur) kaldte, er i følge mine optegnelser tre i tallet, langagtig-firkantede, alle omtrent 15 fv. lange og 5 fv. brede; væggene er meget gamle og sammensunkne og ikke på alle steder tydelige. De ligge med nogen indbyrdes afstand omtrent midt i dalen med retning — dog ikke nøjagtig — fra vest til øst. Indgangen har på den vestligste og øverste været midt på den ud mod dalen vendende langside, på den midterste og nederste har indgangen ligeledes vendt mod syd, men været nær ved østergavlen; på den østligste har den derimod været på midten af den op mod lien vendende langside. I dalen ses flere runde huller, omtrent som gamle kulgrave[23].


Hovtejgs nabogård ind efter i dalen (mod sydvest) er Hjardarhage (Hjarðarhagi), der nævnes i Drpl. Gården ligger nu mellem Tejgarå og en sydvestligere tværå, men skal flere gange være flyttet. En tid stod den, fortælles der, nær ved Tejgarå og benævntes Disastad (Disastaðir), men da efter kristendommens indførelse afgudsbillederne fra »nedre tejg« styrtedes i Tejgarå, måtte gården på grund af de vrede guders hjemsøgelse (reimleiki) flyttes til sin nuværende plads. — Efter Hjardarhage følger Skjoldulvsstad (Skjöldólfsstaðir), der besynderlig nok var bolig for landnamsmanden hinsides Jøkelså. Som den anden gård fra Skjoldulvsstad følger Håkonarstad (Hákonarstaðir), hvor landnamsmanden i den vestlige halvdel af Jøkeldal boede [24].


Tungudalur i Fljótsdalshérað - (A. E. F. Mayer, 1836)
Efter Håkonarstad følger endnu et par gårde, før man når Jøkeldalens inderste gård Brú {ɔ: bro) — på et sted, hvor nu ingen bro fører over Jøkelså. Man vil vide (sml. s. 204), at broen, hvorefter gården bærer navn, skal have været en naturlig stenbue, der først c. år 1700 bortreves af den opsvulmede strøm. Herom findes dog næppe nogen pålidelig efterretning. At broen har været der fra meget gammel tid, fremgår af Hrk. (s. 3), der omtaler den og fremhæver, at i Ravnkels dage strakte bebyggelsen sig helt op til broen (hvad der altså ikke var tilfældet på sagaskriverens tid). En tid skal bebyggelsen endog have nåt langt højere op vest for Jøkelså og i sidedalene her; man véd her at nævne navnene på og påvise stedet for adskillige gårde [sognebeskr. 1874]. Bebyggelsens ophør tilskrives den sorte død, eller sættes af andre endnu senere (15de— 16de årh.). Nu er forholdet som i Ravnkels dage; i selve Jøkelsdalen findes ingen gård inden for Bru, derimod nævner sognebeskr. 1874 nogle afbyggersteder fra Bru nord på i heden. Ved Bru — så vel som andre steder over Jøkelså og over flere af de mindre vandløb her omkring — findes et af de for denne del af landet karakteristiske erstatningsmidler for broer og færger, de såkaldte trækkurve (drættir, kláfar), ved hjælp af hvilke mennesker, kreaturer og ikke altfor tunge genstande ret bekvemt kan føres over vandløbene. En sådan trækkurv er en firkantet tremmekasse, hvis fire hjørnestolper for oven og navnlig forneden er forsynede med hjul. De nederste hjul bevæge sig henover svære tove, der ere udspændte mellem de to flodbredder og gå gennem stolpernes nederste del. Ved at trække i to tilsvarende, gennem den øvre del af stolperne gående reb, drager den i kurven siddende sig således frem fra den ene bred til den anden.


Fra Bru så vel som fra flere andre af gårdene vest (nord) for Jøkelså fører fjældveje til den 4 — 5 mil nordvestligere liggende gård Mödrudal (Möðrudalr) på Fjældene, der er den sydligste af de øst for »Jøkelså på Fjældene« liggende »Fjældgårde« og som sådan til dels omtalt under beskrivelsen af disse (se s. 185—86). Den mellemliggende hede, der er en fortsættelse af de mellem Vopnafjordsbygden og Fjældgårdene liggende ubygder, og som gennemstryges fra nordøst til sydvest af en fjældmasse, Mödrudalsfjældene (Möðrudalsfjallgarðr), benævnes Mödrudalshede (Möðrudalsheiði, Hrk. -heiðr) eller Jøkeldalshede (Jökuldalsheiði). Mödrudal ligger som de øvrige »fjældgårde« tilsyneladende i en vegetationsløs ørken, der dog afgiver fortrinlige fåregræsgange. Den anselige gård er bleven meget bekendt, da den som hovedstation for de rejsende mellem Øst- og Nordlandet hyppig besøges af fremmede. På Mödrudal er en kirke, der foruden af gårdens folk besøges af beboerne fra 3—4 under lignende forhold liggende gårde, de fleste afbyggersteder fra Mödrudal. Sognet har hidtil været anneks til Hovtejg; men ved den år 1880 stedfundne omordning af de islandske præstekald er Mödrudals sogn bleven forenet med Viðirhóls sogn i Norder-Tingø syssel til et nyt, til Norder-Tingø provsti hørende præstekald.


Oven for Brú (Bro) begynder de såkaldte »Bro-ørkener« (Brúaröræfi); således kaldes de udstrakte hedeflader, der gennemløbes af Jøkelsås kildefloder, og som nå sydefter til Vatnajøkels nordrand. Mod nord skråner jøklen jævnt ned mod de flade omgivelser: snart trækker den sig noget tilbage, snart breder den sig atter mere end sædvanlig. Fra Vatnajøkel udspringer som tidligere nævnt Jøkelså, og herfra modtager den sine vigtigste tilløb. Efter en tid at have løbet i flade omgivelser får den nærmere bygden for en tid et imponerende kløftleje; dette afløses dog igen på en længere strækning oven for Bru af flade og stenede bredder, og først med dens indtrædelse i bygden begynder det tidligere beskrevne klippeleje, der når til hinsides træbroen. Blandt ikke fra jøklen kommende tilløb til Jøkelså kan på grænsen mellem bygd og avrjett mærkes Reykjarå (-á), der vest fra falder i elven; denne å dannes ved forening af tre andre, hvoriblandt Laugarvallaå (-á), der tager navn efter en dal med en varm kilde.


Mod sydøst begrænses »Bro-ørknerne« af »Vester-ørknerne« (Vestr-öræfi) — således benævnt i forhold til Fljotsdalen — , fra hvilke den udstrakte og høje, men foroven forholdsvis jævne og flade Fljotsdalshede (Fljótsdalsheiði, ældre: -heiðr) skyder sig frem mod nordøst. Fljotsdalsheden, der længst mod nord ender med den i Tungesvejten fremskydende »lavhede« (smi. s. 205), skiller mellem Jøkeldalen og Lagarfljotsbygden. Af Jøkeldalsgårdene langs hedens vestside er nogle af de nordligere (Gil, Skeggjastad, Hnevilsdal) allerede nævnte; de andre spille ingen rolle i sagaliteraturen. Bebyggelsen når heller ikke på denne side af åen så langt op som vest for Jøkelså. Derimod skærer sig fra Jøkeldalens øvre del, noget neden for Bru, ind i Fljotsdalshede i sydøstlig retning en sidedal Ravnkelsdalen (Hrafnkelsdalr), der er hovedskuepladsen for en af de til denne del af landet hørende småsagaer, Ravnkel Freysgodes saga. Denne smalle dal indeholder nu to gårde, Vaðbrekka og Aðalból, bægge vest for den dalen gennemstrømmende å (Hrafnkelá). I sagaen (Hrk.) omtales fire gårde, ja i følge sagnet skal dalen endog have haft fjorten[25], hvad der dog synes lidet rimeligt. Senere ophørte bebyggelsen her aldeles — på grund af den sorte død, vil man vide — og først i slutningen af forrige århundrede er den bleven genoptaget. Hrk. kalder Ravnkelsdal en ødedal, der først bebyggedes, efter at alle Jøkeldalsgårdene helt op til Bru var anlagte. Her rejste den unge Ravnkel, søn af landnamsmanden Hallfred på Hallfredarstad i Tungesvejt, sig gården Adalbol (Aðalból), bliver dalens herre, og herfra udvider han sin magt over Jøkeldalen[26]. Som samtidige med Ravnkel nævnes i dalen to brødre Bjarne og Torbjørn, af hvilke Bjarne boede på Laugarhus (Laugarhús, flt.), Torbjorn på Hol (Hóll), hvilken sidste gård udtrykkelig siges at ligge lige over for Adalbol, øst for åen. Bjarnes søn Sam boede ligeledes i Ravnkelsdal, i den nordlige del af dalen på gården Lejkskåle (Leikskálar). Da Torbjørns søn Ejnar bliver dræbt af sin husbonde Ravnkel, fordi han trods dennes forbud har redet den til Ravnkels yndlingsgud Frey indviede hest, påtager Sam sig søgsmålet, driver ved uvæntet hjælp sin sag mod Ravnkel igennem på altinget og fordriver ham fra Ravnkelsdal. Sam, der som dalens høvding har indtaget hans plads på Adalbol, må dog senere igen vige for Ravnkel, der nu fuldstændig genvinder sin gamle stilling. I sagaen er der foruden de nævnte gårde anført ikke få stedsnavne. Angående de pågældende steders beliggenhed er traditionen dog noget usikker, som rimeligt er efter den lange afbrydelse i bebyggelsen. Også Adalbol selv har jo således i århundreder ligget øde. Hvad denne gård angår, er den dog vistnok genopbygget på de gamle tomter; over for, hinsides åen, findes nemlig tomterne af en gård, benævnt »Tobbhóll« (ɔ: Þorbjarnarhóll) — naturligvis det Hóll, hvor i følge sagaen Torbjørn boede. Adalbol ligger vest for åen, en mils vej inde i dalen. Fjældet eller halsen, hvorunder gården står, er gennemskåret af utallige småkløfter og furer, deriblandt en større noget fra gården. Dette passer ganske godt til sagaens omtale af smalle græsgroede kløfter (geilar) i lien oven for gården. På sit tog til Adalbol efter den heldig tilendebragte retssag slipper Sam sine heste her; derefter kaldtes i følge sagaen stedet Hrossageilar (Hrk. s. 20); navnet er ikke bevaret. Beliggenheden af de øvrige lokaliteter omkring Adalbol, som Hrk. omtaler, Ravnkels »udebur«, og Ravnkels gravhøj nord for (út frá) Adalbol — mener man vel, dog vistnok kun ved gætning, at kunne påvise. De Vestlandske høvdinger, som havde hjulpet Sam mod Ravnkel, ønskede at se Freys berømte hest (Freyfakse), som havde foranlediget så megen ulykke, og lod under deres ophold på Adalbol umiddelbart efter Ravnkels fordrivelse sende bud efter den. I følge sagaen blev hesten nu ført ned over tunet til en klippe nede ved åen, hvorfra den med et klæde over hovedet styrtedes i den her særlig dybe strøm. Klippen benævntes derefter Freyfaksehammer (Freyfaxahamarr); der oven for, siger sagaen, stod Ravnkels hov, som ved samme lejlighed afbrændtes. I denne angivelse af Freyfaksehammers beliggenhed har dog sikkert indsneget sig nogen unøiagtighed. Ud imod åen vender intet steds nogen ejendommelig hammer, og allermindst neden for tunet på Adalbol, hvor landet ud mod åen er ganske fladt. En halv mils vej syd for Adalbol findes derimod en kløft i lien vest for åen ved navn Faxagil, vel ikke meget lang, men temlig dyb. Gennem kløften løber en ubetydelig bæk, og fra nordsiden luder en hammer frem. Her synes det i og for sig rimeligt at antage, at Freyfakse er bleven nedstyrtet. Almindelig antages det dog — i nærmere overensstemmelse med sagaen — at nogle småhamre nederst (yderst) i Faxagil er Freyfaxahamar, og at hingsten derfra er bleven styrtet i åen, som så rigtignok må antages i ældre tid at have løbet nærmere disse end nu, da der er en ikke ganske ubetydelig afstand mellem disse og den østligere å.


Bæjarfoss i Laxá - (A. E. F. Mayer, 1836)
Øst for åen, lidt længere inde ved Adalbol, findes under hedeskråningen talrige hustomter, benævnt Laugarhús; navnet vidner om, at sagaens gård af samme navn har stået her[27]. Tæt forbi risler en lille bæk, og ved den findes en laug (lunken kilde); desuden skal lunket vand på mange steder sive ned fra fjældet. Helt igennem er dalgrunden her og længere op efter bevokset med lavt pilekrat.


Oven for Faksagii strækker Ravnkelsdalen sig endnu et stykke, til hvor den dalen gennemstrømmende å (Hrafnkela) dannes ved foreningen af to tilløb, hvert kommende fra sin smalle dal eller kløft. Af disse dale kaldes den østlige Turidarstadadal (Þuriðarstaðadalr), den vestlige Glumstadadal (Glúmstaðadalr) — efter to gårde i Fljotsdal, der i sin tid skal have haft sæter her. Sætertomterne ses endnu; det ene har stået øst for Ravnkela i mundingen af Turidastadadal, det andet ses oppe i Glumstadadal, vest for åen. Her vil traditionen henlægge Sams bolig[28]; dette kan dog ikke bestå med sagaens fremstilling, i følge hvilken Sams bolig Lejkskåle lå nordlig i dalen. I mellem Ravnkelas tilløb er indesluttet en høj tunge (hátúnga), som hurtig går over i Vester-øræve, de store højlandsstrækninger, der her for øjet viser sig som en mellemting af hede og »mel« [29]. Den nærmeste strækning her gør krav på interesse. Her må nemlig stedet for det af Ravnkel på Ejnar begåede drab søges. Hrk. fortæller, hvorledes fårene fra Adalbol, efter at Ejnar er kommen i Ravnkels tjæneste, drives til sæters oppe i Ravnkelsdalen, til det såkaldte Grjottejgssæter (Grjótteigssel). Længere ud på somren bliver 30 malkefår borte og eftersøges forgæves af Ejnar næsten en uge. Da tager han en morgen bidsel og tømme og går frem over Grjottejgså (Grjótteigsá), der flyder forbi oven for sæteret. Her på åbredderne træffer han først de øvrige får, som han driver hjem til sæteret, dernæst, højere oppe, stodhestene, men kun Freyfakse er villig til at lade sig fange; da beslutter han til trods for forbudet at bestige den, han behøver nemlig en hest for at kunne gennemsøge egnen efter de tabte får. Han rider op forbi Grjotågil (Grjótárgil), derfra op til jøklerne, og så vest på langs Jøklen, til hvor Jøkelså har sit udspring, derfra endelig ned langs åen til Reykjasel. Overalt spørger han ved sæterne, om nogen har set de bortløbne får, men erholder ingen oplysning. Så rider han øster over halsene til Ravnkelsdal. Men da han kommer ned til Grjottejg (Grjótteigr ɔ: stenmarken), hører han fårebrægen oppe i kløften, hvor han var redet forbi før, og han ser nu de savnede får løbe i mod sig. Fårene drives nu hjem til sæterne, men så snart Freyfakse slippes løs, iler den i fuldt løb til Adalbol, og således kommer Ejnars forseelse for en dag. Næste morgen rider Ravnkel op til sæterne, træffer Ejnar ved fårefolden og dræber ham. Hans lig førtes til fjældafsatsen (á hjallann) vest for sæteret, og ved dyssen rejstes en varde; dette sted, Ejnarsvarde (Einarsvarða) kaldet, ligger i midaftensretning fra — ɔ: vest for — sæteret.


Oven nævnte ikke få, forholdsvis udførlig omtalte lokaliteter lader sig for en dél påvise. Stiger man fra Ravnkelsdalen op over »højtungen« og når lidt ind på heden (Vestr-öræfi), vil man kunne se ud over dalkløften, hvori Turidarstadaå løber. Længere oppe hedder denne Grjotå (Grjótá), og snævringen, hvorfra den træder frem, benævnes endnu Grjotågil (Grjótárgil). Det er øjensynlig denne å, der i sagaen — foruden Grjotå, således som det fremgår af benævnelsen Grjótárgil — er bleven benævnt Grjottejgså; sit navn Grjot(tejgs)å har den da formodenlig beholdt helt ned til foreningen med Ravnkelas andet tilløb. Efter sin udtræden fra snævringen har den først flade grusbredder, men snart dannes et zigzagformigt kløftleje; på en stenslette vest for åen findes her tomter af et sæter (sognebeskr.: Grjótársel), der antages for at have været det i Hrk. omtalte Grjótteigssel, og noget længere fra åen påvises »Einarsdys«, en stenbunke tildels bestående af mærkværdig store sten. »Grjótteigr« (ɔ: stenmarken) vilde være en meget passende benævnelse på stedet, hvor sætertomterne står; og beliggenheden af Grjotå (= Hrk.'s Grjótteigsá) og Grjotågil taler ligeledes for at søge Ravnkels sæter »oppe i Ravnkelsdalen« her i nærheden. I og for sig har det heller intet usandsynligt ved sig, at navnet Hrafnkelsdalr i ældre tid kan have omfattet Ravnkelsdalen med sidedale. Mere må egnens ufrugtbarhed forundre, da får og navnlig heste ikke vel synes at kunne holdes her, hvor selv den nærmeste omegn omkring sæteret kun ser lidet indbydende ud; imidlertid, selve sætertomterne taler jo for, at stedet må have forekommet egnet til sætersted. Vejen fra Adalbol hertil er lang og over højheden besværlig, omtrent tre timers ridt. Til sagaens Ejnarsvarde menes naturligvis »Einarsdys« at svare. Rigtignok skal den ikke stå i stik vest (miðr aptann) fra sætertomterne, men Islænderne selv er sig bevidst, at der i tidernes løb har fundet flere forandringer i »eykta«-beregningen sted.


Efter at Ejnar har afsøgt højlandet op til Vatnajøkel, rider han ned langs Jøkelså (»med broen«) — øst for åen, som det må antages — til Reykjasæter (Reykjasel). Øst for Jøkelså, ud for den vest fra kommende Reykjarå, skal også i følge Sig. Gunnarssön (Örnefni) Reykjasel endnu påvises. I sognebeskr. nævnes ingen sætertomt her, men derimod tomter hinsides elven ved Reykjarå. Endelig, ved midaftenstid, rider Ejnar øst over halsene til Ravnkelsdal, tilbage til sit sæter. Halsene, han her passerer, er vel fjældet mellem Jøkelså og Ravnkelsdal, der nu efter dalens nordligste gård (Vadbrekka) bærer navnet Vaðbrekkuháls. Omkring Vadbrekka påvises nordlig i dalen flere ødegårde, men om beliggenheden af Hrk’s Lejkskåle, der i følge sagaen må søges i den nordlige del af Ravnkelsdal, vides intet.


Færgen over Lagarfljót - (A. E. F. Mayer, 1836)
Fra Ravnkelsdalen fører en vej over Fljotsdalsheden i sydøstlig retning til Fljotsdalsherredets kærne, bygden omkring Lagarfljót. Kildefloderne til Lagarfljót (ɔ: søfloden) — dette vand, som egnen skylder sine fleste fortrin og sin ejendommelige skønhed — er Jøkelså (Jökulsá) og Keldå (Keld(u)á), af hvilke den første har sit udspring fra Vatnajøkel, den anden i dens umiddelbare nærhed. Efter at disse, der straks tage en nordøstlig retning, have gennemløbet Fljotsdalens to sidedale, forene de sig; forenede, men under mange forgreninger og uden nogen egenlig fællesbenævnelse — Fljotsdalsåerne (Fljótdalsárnar) kaldes de fremdeles — , fortsætte de deres vej gennem Fljotsdalen, indtil de — ikke længe efter — gå over i Lagarfljotet. Som Lagarfljotets navn antyder, er det en mellemting mellem sø og flod, der vel på en måde kan betragtes som en udvidelse af Fljotsdalsåerne; men dog gør det for synet et så bestemt indtryk af en sø, at man snarere må sige om de nævnte åer, at de falde ud deri. Navnet Lagarfljot, som vandet her antager, beholder det til sit udløb i Herredsfloen. Det er dog kun på en strækning af 3 mil længst oppe, at det betragtes som sø. Her er det omtrent en fjærdingvej bredt, på sine steder over 70 fv. dybt, og tilsyneladende strømløst. Længere ude indsnævres det, får tydelig strøm og antager i det hele karakteren af en bred elv. Den smukkeste del af Lagarfijotsbygden ligger omkring Lagarfljot, hvor dette har karakteren af en indsø. Den lange, smalle sø er ikke bredere end at man med lethed kan se over den. Til bægge sider omsluttes den af jævnt skrånende højder, for bægge ender åbner udsigten sig til karakteristiske og afvekslende fjælde længere borte. Vest for Fljotet [30] ses en tæt gårdrække langs søbredden; øst for Fljotet, hvor kysten er indskåret af mange småvige, smykkes skråningerne af frodigt birkekrat.


Heden mellem Ravnkelsdalen og Fljotsdalen er 3—4 mil bred, og samme bredde holder Fljotsdalsheden endnu en strækning ud efter, til den begynder at drage sig sammen og tage af ud mod »Tungen«, hvor kun »lavheden« bliver tilbage. Mod øst begrænser Fljotsdalsheden en landstrækning nærmest Lagarfljot, der udefter bestandig bliver bredere, til hvor Rangå danner grænsen mod Tungen. Tungens nabobygd, der fra Rangå af ligger i sydvestlig retning langs Lagarfljot, oven til begrænset af Fljotsdalsheden, er Fell (ɔ: småfjældene) eller Fella (nu alm.: Fellna) svejt, således benævnt efter de mangfoldige klippeåse og -højder, der findes navnlig i dens ydre del, og hvis navne for en stor del komme igen i bygdens gårdnavne. Til disse højder og den af dem opfyldte bygd sigtes der Hrk. s. 4, hvor der fortælles om Hallfred fra Hallfredarstad i Tungesvejt, der gærne vilde vedligeholde omgangen med sin søn i Ravnkelsdal, at han, da vejen gennem Fljotsdalsherred forekom ham besværlig, søgte sig en anden vej »oven for de småfjælde (fell), som stå i Fljotsdalsherred«, ɔ: han valgte på en strækning at lægge vejen op over Fljotsdalshede (sml. Hrk. s. 27, hvor grunden til den af ham foretrukne vej erfares)[31]; navnet Hallfredargata, som denne vej skal have båret, kendes nu ikke.


I Fell-svejtens nordre del, hvor lavlandet er bredere, stå gårdene i flere rækker; længere syd på står derimod kun én række gårde, alle nær Lagarfljot. — Fellbygdens grænser falde nu sammen med det tilsvarende sogns, og hvor nabosognet mod syd (Valtjovstad) begynder, regnes nu ligeledes Fljotsdalen (Fljótsdalr) at begynde, en bygd som man lader falde aldeles sammen med Valtjovstad sogn, der foruden landet omkring det sydvestlige hjørne af Lagarfljot omfatter den oven for liggende dalslette med sine forgreninger. I ældre tider slynes derimod FIjotsdalen — hvad der også i og for sig er naturligt — foruden disse dalstrøg at have omfattet landet på bægge sider af Lagarfljot; således er f. eks. navnet brugt i Ldn. s. 242 — 44. Derved får også Drpl.'s Forsdal ɔ: Fljotsdal (se oven for s. 206) sin forklaring.


Af gårdene i Fell-svejten kræver ikke mange særlig omtale. I den nordligere, bredere del af bygden står nær ved Fljotet Ekkjufell, der i Drpl. omtales som bolig for en kvindelig læge. Omtrent midtvejs i bygden og hvor denne følelig indsnævres, løber Ormarstadaå (Ormarstaðaá, Ldn.: Ormsá, Ormarsá) fra heden ned mod Fljotet. Nord for åen ligger gården Ormarstad (Ormarstaðir, Drpl. s. 5, nyere: Ormastaðir); hinsides åen, nær Fljotet, står præstegården Ås (Ás (s)), hvor i følge Drpl. (s. 8) Helge Asbjørnsöns pårørende Össur boede [32]. Ås’ nabogård mod syd, Hov (Hof), kan for sit navns skyld mærkes. Syd for følger endnu et par gårde, før sognegrænsen, Ravngerdeså (Hrafngerðísá), nås. Den nordligste gård i Valtjovstad sogn er den fra Drpl. så bekendte Arnejdarstad (Arneiðarstaðir), hvor sagaens helte, Droplaugssönnerne Helge og Grim, har hjemme. Her bor senere Grim alene med sin svigerfader Ingjald. Efter at Grim har hævnet sin broder Helges død, holder Ingjald ham hemmelig hos sig i en hule, der derefter benævntes Grímshellir; denne sættes ved en underjordisk gang i forbindelse med hans hustrus sovekammer på Arnejdarstad. Den udgravede jord lader man en forbiflydende bæk bortføre, men dette vækker tjænestefolkenes opmærksomhed, da drikkevandet, som hentedes her, pludselig bliver urent. Arnejdarstad ligger smukt på en jævnt skrånende flade ned mod Fljotet; den bagved liggende hede er her forholdsvis lav. Fra heden ses et lille vandløb som en foss styrte sig ned; den derved dannede bæk løber videre, syd for Arnejdarstad og ud i Fljotet. Tidligere har gården stået umiddelbart ved bækken, der tydelig nok er den i sagaen omtalte, og hvorfra man også nu henter gårdens drikkevand; men i øvrigt ved man hverken at påvise spor til løngangen eller Grimshellir. Den eneste hule i gårdens land, en ubetydelig grotte, noget sydligere, nede ved Fljotet, kan ikke være den i sagaen omtalte. — Den næste større ejendom, Brekka, står ikke langt fra Fljotets sydende. Mellem Brekka og nabogården mod syd skiller Hængefosså (Hengifossá), der fra heden styrter sig ned gennem en stejl klippekløft og derefter brusende og skummende søger sig vej til de forenede Fljotsdalsåer kort før deres udløb i Fljotet. Ved sin nedtræden fra heden danner den en foss, der udgives for den højeste på Island (henved 400 fod).


Følger man nu Fljotsdalen ind efter, langs dalens vestside, møder man som den første gård fra Brekka (fraset et par afbyggersteder — hjålejer — ) Bessastad (Bessastaðir, ældre: Bersastaðir). Her boede i følge Drpl. s. 7 Besse Össurssön, kaldet »Spakbesse«; længere henne i sagaen omtales Besses offerhus (ɔ: afgudstempel). Dette tempel eller hov omtales udførlig i den længere Droplaugarsona-saga, og denne kilde skyldes det vel særlig, at traditionen endnu med forkærlighed beskæftiger sig med Besse. I tunet på Bessastad påvises Besses gravhøj, i hvilken man nogle gange har forsøgt at grave; og på nabogården Skrida viser man en stor sten (med spor efter Besses store tå), som Besse med sin fod skal have kastet fra sin gårdsplads til det sled, hvor han vilde højlægges (70 fv.). Senere må den altså tænkes bragt på sin nuværende plads; at kunne løfte stenen (Bessasteinn) mere eller mindre fra jorden var i sin tid en yndet styrkeprøve. Sydvest for gården, hinsides Bessastadaå (Bessastaðaá — der kommer fra nogle småsøer på Fljotsdalshede Gilsárvötn, i hvilken anledning sognebeskr. bemærker, at åen altså tidligere må have heddet Gilsá), vises stedet for gudehuset: Goðaborg[33].


Efter Bessastad følger Skrida (Skriða) eller Skrida-kloster (Skriðu-klaustr), nu en almindelig bondegård, tidligere et kloster, men rigtignok Islands yngste. Dette kloster, der grundlagdes 1494, udvidedes yderligere (ved erhvervelse af hele ejendommen Skrida) år 1500, men fik først sin klosterkirke indviet 1512. Det bestyredes af en prior, men efter en omtrent halvthundrede-årig beståen måtte det ved reformationen dele skæbne med landets øvrige klostre, i det det ophævedes og dets besiddelser tilfaldt kronen.


Øverste del af Valþjófsstaðirdøren
(Carsten Lyngdrup Madsen, 1997)
Skridas nabogård er præstegården Valtjovstad (Valþjófstaðr, tidligere Valþjófsstaðir), den sydligste gård i denne side af Fljotsdal før hoveddalens forgrening. Den pyntelige gård og kirke står under hedeskråningen, der her udformer sig til et ejendommeligt trapfjæld med mærkværdig regelmæssige terrasser. Valtjovstad var i Sturlungetiden knyttet til den berømte Svinfellinge-æt fra Øster-Skaftafells syssel, af hvilken en gren hævede sig til den øverste magt i denne egn af landet., og hvoriblandt især brødrene Odd og Torvard — de såkaldte Torarinssönner — er bekendte ved slutningen af frihedstiden. En ejendommelig interesse knytter sig til gården som det sted, hvorfra den mærkelige udskårne Valtjovstad-dør stammer, der nu opbevares på det oldnordiske museum i København [34].


Ud for Valtjovstad ender den fra højlandet fremskydende fjældryg »Mulen« (Lánghúsamúli), der skiller mellem Fljotsdalens to sidedale. Op fra Valtjovstad strækker sig i sydvestlig retning Norderdalen (Norðrdalr), en smal af Jøkelsåen gennemstrømmet dal eller dalfure, indesluttet af stejle fjældskråninger. I baggrunden ses oven for dalen Snæfell, Islands næst højeste fjæld (hen ved 6000 f.), der fra sit stade i højsletten nord for Vatnajøkel behersker hele egnen, så at dets smukke snebedækkede top på alle højere punkter møder øjet. Fra Valtjovstad fører vejen forbi et afbyggersted til Turidarstad (Þuríðarstaðir) og derfra til Egilstad (Egilstaðir), Norderdalens næstøverste gård. Fra Egilstad ligger den sædvanlige vej over Fljotsdalshede til Ravnkelsdalen. Opstigningen er stejl, men derefter er heden flad, med små vandsamlinger og søer, og hist og her dyndmoser, hvor hestene synke i til knæet. Vejen over Fljotsdalshede til Ravnkelsdalen omtales nærmere i Hrk. (s. 25 ffg.) i anledning af det overfald, som her finder sted på Sams håbefulde broder Eyvind, der, da han vender hjem fra en udenlandsrejse, forfølges og dræbes af den nu i Fljotsdalen boende Ravnkel til hævn for den af Sam lidte ydmygelse. Efter den beskrivelse, sagaen giver af Eyvinds rejse, synes den sædvanlige opstigning da at have fundet sted fra Bessastad, hvad der også bestyrkes ved hedevejens navn, i følge sagaen: Bessagötur (ɔ: Besse-vejene). Oppe på heden er vel vejen omtrent faldet sammen med den nuværende, der fører ned i Ravnkelsdalen lige over for Adalbol[35]. Dens beskaffenhed beskrives også i sagaen omtrent som den nuværendes. Der tales om dyndmoser, hvor hestene sank dybt i, men dog med hård stengrund (hölkn). Derefter træffer de et stort »hraun« (virkeligt »hraun« findes vel næppe på heden, men benævnelsen skal her i egnen bruges også om anden klippegrund end lava). Så møder de en hængedyndsmose Oksemyre (Oxamýrr), hvorefter alle vanskeligheder på vejen til Adalbol er overståede. Efter at være kommen over Oksemyre, rider Eyvind og hans mænd op på en fra nogle småfjælde udgående hals og forsvarer sig her tappert mod Ravnkel, indtil de bukker under for overmagten. Sam, der først senere kommer til, højlægger de døde; mindet om Eyvind bevaredes i de derværende stedsnavne Eyvindartorva (Eyvindartorfa, hvor kampen havde stået), Eyvindarfjældene (Eyvindarfjöll) og Eyvindardal(r). Af de her forekommende stedsnavne er de to sidste bevarede, men om de pågældende steders beliggenhed giver kortet kun ufuldstændig og mindre pålidelig oplysning. Eyvindarfjældene ser man på vejen fra Egilstad til Adalbol noget ude i heden til højre; det er to forholdsvis lave rygge, der stryge i nordøst-sydvestlig retning; fra det nærmeste strækker sig en hals ned mod vejen. Inden man kommer til disse, passeres Eyvindarå (-á), der løber langs bægge fjældene og derefter gennem Eyvindardal ud i Jøkelså »med broen«. Endnu nærmere Ravnkelsdal passeres Höltnå (Höltná, opr. formodl.: Hölkná), der ligeledes gennem en sidedal fra Jøkeldalen når ned til den denne gennemstrømmende elv. Om selve stedet, hvor kampen har stået, er intet minde bevaret.


I de sidste 20—30 år har den flade Fljotsdalshede, der jo umiddelbart går over i det indre højland, været et yndet tilholdssted for rensdyrene, der her optræder i forholdsvis talrig mængde; islandsk mos (fjallagrös) , som egnens folk tidligere samlede her, skal der derimod nu ikke være meget af. Fra heden ser man indefter i landet længst tilbage Vatnajøkels lave nordrand; noget nærmere, foran denne hæver sig Snæfell (ɔ: Snefjæld), et højt og brat fjæld med jøkelhætte. Længst imod nordvest møder Hærdebreds tre tinder øjet. Snæfell står i forbindelse med et noget nordligere, mindre fjæld (Hafrafell), nordfor hvilket fjældet Laugarfell findes, der bærer navn efter en varm kilde, hvor sygelige folk ofte bader sig i et dertil udgravet bassin. — Fra bygden (Norderdalens gårde) ligger de her nævnte punkter et par mil. Vest for åen når bebyggelsen højest op i dalen, øst for åen er den øverste gård Glumstad (Glúmstaðir, Vm.: Gnúpstaðir) — fejlagtig afsat to gange på kortet; i virkeligheden ligger gården temlig langt inde i dalen, omtrent over for et afbyggersted nord for Turidarstad. Til Norderdalen regnes endnu en gård, der står ud for »Mulens« brat affaldende ende (»Ranen«, rani ɔ: tryne), hvor fjældvæggen mellem FIjotsdalens to sidedale standser. Hinsides den nævnte (og tidligere omtalte) fjældryg begynder den af Keldå gennemstrømmede Syddal (Suðrdalr). I den smalle dal, der mod vest begrænses af det stejle fjæld »Mulen«, mod øst af en sammenhængende fjældhals, ligger vest for åen to gårde, hvoraf den sydligste er Torgerdarstad (Þorgerðarstaðir, Vápnf.). Mod syd begrænses eller aflukkes dalen ved et højt, hvælvet fjæld »Fell«, indesluttet mellem Keldås to kildefloder, der her forene sig. Dette fjæld skal i ældre tid have båret navnet Kid(j)afell, og under fjældet i det korte næs, der dannes ved åernes sammenløb, vil man påvise stedet for et fordums ting Kid(j)afells ting (Kið(j)afells þíng). Resterne af det formentlige tingsted er dog højst ubetydelige og tvivlsomme; tilmed skal en gård Fell i ældre tid have stået her (Fell nævnes hos Olavius som lagt øde ved år 1700). Hvorledes det forholder sig med traditionen om dette tingsted, er ikke let at afgøre. Den eneste kilde, der nævner Kidjafellsting, er den længere Droplaugarsona saga, sandsynligvis en i det 17de årh. foretagen udvidelse af Drpl.; men denne i topografisk henseende i det hele pålidelige saga angiver tingets beliggenhed uklart og således, at man ikke let vilde falde på at søge det her. Muligvis er traditionen om et Kidjafells ting først opkommen efter affattelsen af den længere Dropl.-saga; men på den anden side vilde, som sagt, dels sagaens angivelser ikke let henlede opmærksomheden på netop dette sted (herom nærmere i det følgende); dels må det synes ikke usandsynligt, at en eller anden tradition om et Kidjafellsting kan have bevæget forfatteren til at optage dette stedsnavn i sin fortælling. Imidlertid, er traditionen om Kidjafellsting — i følge den længere Dropl.-saga vårting — ægte, bliver mængden af tingstedsnavne fra Fljotsdalsherredet, der allerede i følge Drpl. er påfaldende stort, endnu mere overraskende.


Fjældryggen eller halsen, der mod øst begrænser Syddalen, står mod syd(vest) i forbindelse med det indre højland, mod øst begrænses den af en smal dalfure, gennemstrømmet af den i Lagarfljots sydøstlige hjørne faldende Gilså (Gilsá). Hvor Gilså falder i Fljotet, ses en flad grusstrækning Gilsåøre (Gilsáreyri, ældre -eyrr), der af åen er skyllet ud i Lagarfljot. — Under halsen står i Syddalen en række gårde, af hvilke må mærkes de to gårde Viðivellir og Ravnkelstad (Hrafnkel(s)staðir). Efter en lille gård længst oppe i dalen følger Fremre Videvold (Víðivellir fremri, Drpl.: V. enir syðri) med inden for (syd for) liggende afbyggersted [36]. Derefter følger, ligeledes med inden for liggende afbyggersted, Ydre Videvold (Viði vellir ytri, Drpl.: V. enir neyrðri eller neðri); navnlig denne sidste gård omtales oftere i Drpl., da Droplaugs anden mand Hallstén bor her. Nabogård til Ydre Videvold er Ravnkelstad, der ligger henimod en fjærdingvej fra Lagarfljots sydende og omtrent over for Bessastad. Oprindelig synes denne gård, der ikke vel kan tænkes flyttet, at have ligget umiddelbart ved Lagarfljots-enden, hvilket da vilde vidne om en ganske påfaldende opfyldning af søen i de forløbne 6—800 år ved udskylning fra Fljotsdalsåerne. Gården bærer navn efter Ravnkel Freysgode, som forvist af Sam fra sin gamle bolig tager ophold her. Hvor den begivenhed omtales i Hrk., siges, at den nye bolig, Ravnkel valgte sig, var en lille gård ved søens ende (vatnsbotninn), der hidtil havde båret navnet Lokhylla[37]. En endnu bestemtere angivelse af Ravnkelstad som liggende ved Lagarfljotsøens ende findes lidt længere henne i sagaen, hvor Sams broder Eyvinds rejse til Adalbol beskrives. Der omtales først, hvorledes Eyvind og hans folk kommende øst fra rider ned på Gilsåøre, om hvilken der her i sagaen siges, at den »går øst fra ud mod Fljotet mellem Hallormstad (en gård øst for Lagarfljot) og Ravnkelstad«; de rider så langs Lagarfljot, neden for tunet på Ravnkelstad, derpå forbi enden af søen og over Jøkelså på Skålevad (Skálavað). Dette kan næppe forstås anderledes end som en betegnelse af, at Lagarfljot har nåt helt op til Ravnkelstad. Dette vil man imidlertid ingenlunde nu kunne sige. Straks syd for Gilsåøre begynder Fljotet at indsnævre sig, og grusbanker (ører) viser sig hist og her; disse tager hurtig til, søen går over i en bred, mellem grusbanker forgrenet elv, og denne karakter beholder Fljotsdalsåerne til hen mod Ravnkelstad. Af sagaen ses, at den i Lagarfljot faldende elv den gang bevarede navnet Jøkelså lige til sit udløb i søen. Nu benævnes som omtalt kun den gennem Norderdal løbende å således. Efter foreningen med Keldå omtrent ud for Skrida-kloster , hvor et vadested nu findes, antager derimod den samlede strøm navnet Fljotsdalsåerne. Det i sagaen nævnte Skålevad må man snarest søge ud for Bessastad; navnet er vel tabt, og her er tilmed ikke længer noget vad, men i et næs nede ved åerne, mellem disse og Bessastadaå, hvor forskellige tomter (»skåle«-tomterne?) påvises, ses en mængde gamle ridestier, som man gætter på har ført ned mod vadet. Efter at være kommen over dette rider Eyvind op på Fljotsdalshede, ad »Bessagötur«.


Nord for Ravnkelstad ender halsen med den såkaldte »rane«, en afslutning af denne, hvor skråningen ud mod Fljotet endnu er bevokset med smuk og forholdsvis højstammet birkeskov. I lien mellem Ravnkelstad og »ranen« ses et tun med tilhørende fårehus, benævnt Rolvsgerde (Hrólfsgerði); her må den i Hrk. nævnte gård Rolvsstad (Hrólfsstaðir) antages at have stået [38].





WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Over »Norder-Deelen af Muhle Syssel« findes i kongerigets arkiv en udførlig, statistisk-topografisk sysselbeskrivelse fra 1745; en omtrent samtidig sysselbeskrivelse (1747) haves over »de tvende syderste deeler af Muule Syssel«, men her er intet af interesse. Mellem de to jurisdiktioner dannede Lagarfljot indtil Hrafngerðis-å grænsen.
    I Chor. isl. findes optegnelser angående fjorder, vige og fjældveje i Mule-syslerne m. m.
    [Om en på Langanæsset levende, til biskop Gudmund knyttet overtro se Olavius II, 431—32.]
  2. Grimstaðir, c. 1400 f. over havet, rimeligvis landets højest-liggeude gård.
  3. Denne dør omtales nærmere i Antkv. Ann. IV, 361—62. Den sammesteds omtalte tegning af dørens c. 30 runetegn er bevaret blandt F. Magnussöns af etatsråd Thorsen erhvervede runesamlinger og viser, at tegnene er binderuner eller galdrestave, utvivlsomt af forholdsvis ung alder.
    Den gamle ligsten (fra 1509) med billedhuggerarbejde og latinsk og islandsk indskrift, som Mohr i tillæget til sin naturhistorie (s. 882) omtaler, skal nu (1879) være bragt til Reykjavig. Den gammeldags, af Mohr fremhævede dragt, som den på ligstenen fremstillede kvinde bærer, giver dog næppe sikker oplysning om kvindedragten på Island, for så vidt stenen, som man vil påstå, er hidbragt fra udlandet. Også af ligstenen skal i følge Antkv. Ann. en tegning være nedsendt til den antkv. kommission, men er vistnok senere gået tabt.
  4. Foruden s. 26 omtales Torbrandsstad i den del af sagaen, som Gudbr. Vigfussön har kunnet læse (Ný félagsrit 21 árg.) og der fortælles her, at på Torbrandsstad holdtes sædranlig en forårssammenkomst (einmánaðarsamkoma); ved en sådan dræber Bjarne Broddhelgessön på en uværdig måde sin frænde Gejte.
  5. Sysselbeskr. 1745 nævner blandt Hovsås tilløb Selå; i Selå falde to bække, som rinde tværs over: Lögréttulækr og Refstaðalækr, samt to bække Stórulækir, som rinde mellem gårdene Refstade og Egilstade.
  6. Ved Vindfell på Vopnafjordens sydkyst skal i følge Paijkull findes surtarbrand.
  7. Angående de topografiske forhold i denne fortælling se i øvrigt Sig. Gunnarssöns Örnefni s. 478—79.
    K. Maurer kommer i sin bekendte, også for denne fortællings vedkommende særdeles interessante og lærerige afhandling »Die Quellenzeugnisse über das erste Landrecht o. s. v.« Abh. der bayer. Academie der Wissenschaften, München 1871 til det resultat, at den Landnamarecension, hvorfra det til fortællingen om Torsten oksefod hørende indledningskapitel og de øvrige i fortællingen forekommende Landnamacitater er tagne, har været en af de to til grund for Hauksbog liggende recensioner. Sammesteds henledes opmærksomheden på fire papirhåndskrifter af fortællingen om Torsten oksefod (AM. 552 H., 562 B og C, 563 B. — alle i 4to), der udelade indledningskapitlet, samt bemærkningerne om Krums landnam. Disse håndskrifter (hvoraf et udtrykkelig angives at være kommet fra Vopnafjord) stamme imidlertid øjensynlig fra Flatøbogen, og som det af forskellige, for alle fælles fejl ses, indirekte, gennem en og samme fra denne tagen afskrift. De udeladte stykker er formodenlig forbigåede som altfor stødende for den med de topografiske forhold bedre kendte afskriver. Fælles for dem alle fire er det at kalde højboen ikke Bryniar, men Krumur og højen Krumshaugur; dette er dog næppe nogen ældre, ægtere form for navnet; men også her har man sikkert med en fejllæsning af navnet (mandsnavnet) i afskriften fra Flatøbogen at gøre.
  8. Også Hróarstúnga kan bygden findes benævnt; men dette navn skyldes vistnok kun den såkaldte længere Droplaugarsona-saga (som det antages en senere omdigtning af Drpl.), der benævner den således efter »Hroar Tungegode« på »Hof« i Tungen.
  9. Stedet kaldes nu Krakagerði, men i følge en indberetning til Sv. Povlssön over ødegårde 1794 Krakastaðir (øde-hjáleiga fra Vífilsstaðir).
  10. Se Gudbr. Vigfussön: Ný félagsrit 21 árg; sml. Sig. Gannarssöns topografiske oplysninger under de pågældende ord, Safn. til sögu Islands II.
  11. Den længere Droplaugarsona-saga, der har navnet Þiðrandaþúfa, lader den sårede Tidrande sætte sig her; her skydes han senere.
  12. Se herom Sig. Gunnarssöns »Örnefni«, Safn. II, s. 476 ffg.
    Ved gården Njardvig vises i følge samme kilde tomterne af Nordmændenes huse (Austmannaskálar). Disse sagn støtter sig til den længere Droplaugarsona-saga, der dog ikke har Gunnarssker, men derimod benævner stedet, hvor Gunnar kom i land, Gunnarsdæld.
  13. Her lader den længere Droplaugarsona-saga »Þorbjorn Kórekur«, der er Asbjørn vegghamars modpart, bo.
  14. Om indskriften og den gængse skik på forbirejsen at læse fadervor her — se Olavius § 183.
    Om uvætten Nadde se Ísl. Þjóðs. I, 139, sml. II, 131—32.
  15. I følge Vm. ejer Desjarmyre kirke »saltfjöru i Gautavik milli lækja«.
  16. Se herom Antikv. Tidsskr. 1846-48, s. 168. Hovet (og dets klokke(!) — senere kirkeklokke — ) omtales også i en indberetning til det kgl. nord. Oldskriftselskab fra Ás í Fellum (1848), hvor tillige navnet Desjarmýri forklares — af nogle dysser ved Hovstrand, minderne om en kamp mellem hedninger og kristne i anledning af kristendommens indførelse.
  17. Sml. Antk. Tidsskrift 1846—48, s. 168, hvor der hentydes til flere sagn om Lodmund; således sættes stedsnavnet Orrostukambr i forbindelse med ham.
  18. Se Drpl. s. 19 n., sml. Sig. Gunnarssön »Örnefni« s. 442 og 465.
  19. Handelspladsen Seydisfjord er, som det vil ses, unøjagtig aflagt på Bj. Gunnlaugssöns kort; de her meddelte oplysninger om etablissementernes beliggenhed og handelsstedets (eller -stedernes) øvrige forhold skyides den tidligere sysselmand i Norder-Mule syssel Böving.
  20. En Sommer i Island s. 205.
  21. Efterhånden vil dog vistnok de fleste af disse blive lige så gode som før og bebyggelsen så godt som overalt kunne genoptages.
  22. En lille å uden for tunet hedder Garðá.
  23. Den antkv. indb. (1821) nævner en af disse tomter, formodenlig den nærmest Blótkelda (hvilket navn også da kendtes), som hovtomten, og angiver, at der omkring den lå 6—7 andre tomter. Sig. Gunnarssön (Örnefni s. 437) beskriver tejgen med tomterne udførligere. I følge ham benævnes pladsen Goðanes, og et tidligere brugt vad over Jøkelså her Goðavað. Han nævner foruden de tre anførte tomter (der efter hans målinger er noget mindre end her angivet) en fjærde, mindre tomt uden spor til indgang og angiver, at der desuden oppe under lien skal ses spor til småtomter, som om der havde været boder fordum.
  24. Den her boende landnamsmand Håkon spiller hovedrollen i den oven nævnte Jøkeldals saga (Jökuldæla), der dog næppe er andet end en senere digtning på grundlag af Ldn. — at dømme efter det ved slutningen af Sig. Gunnarssöns »Örnefni« anførte brudstykke. I dette fortælles navnlig om en strid mellem Håkon og Skjoldulv — på grund af Skjoldulvs bosættelse i Håkons landnam siger brudstykket; i følge den antkv. indb., der også nævner Jökuldæla, som dog »ikke findes i dette syssel«, skal uenigheden derimod være opstået i anledning af ørredfiskeri i den fjældsø hvor holmgangen mellem Håkon og Skjoldulv i følge bægge kilder gik for sig, og hvor Skjoldulvs høj endnu skal påvises. Dog synes »Jøkeldals saga« også at have indeholdt andre partier. Således bærer en naturlig høj inde på fjældhederne vest for Fljotsdalen navnet Herjolvshøj (Herjólfshaugr), og der fortælles, at en Herjolv fra Egilstad i Fljotsdal ligger begravet her. Hans drabsmand var den oven nævnte Håkon, med hvem han var kommen i strid om landegrænserne. Hans mænd flyede øst efter, men dræbtes ved Trællehals (Þrælaháls). — Se vedk. sognebeskrivelser. — [Om Sig. Gunnarssöns noget afvigende beretninger se Örnefni s. 456 (Grjótárgil), sml. dog s. 439 (Lagarfljótsstrandir).]
  25. Brandkrossa Þáttr tilmed: »nær tuttugu bæi«.
  26. Ldn. lader Ravnkel selv være landnamsmand og kalder hans gård Sténrödarstad (Steinröðarstaðir), et navn, der nu ikke kendes.
  27. Allerede Vm. kender dog Laugarhús kun som sætersted fra Valtjovstad — til hvis besiddelser senere ødepladsen Ravnkelsdal henregnedes.
  28. Sig. Gunnarssön (Örnefni, s. 455) omtaler endog ligefrem en ødegård Sámstaðir her.
  29. Det islandske ord »melr« (grusbanke) har her, hvor man ellers ikke sporer nogen ejendommelig dialekt — men derimod, som paa hele Østerlandet, måske nok ejendommeligheder i ordforrådet — , antaget den assimilerede form »mell.«
  30. Da Fljotet løber i en skrå retning, fra sydvest til nordøst, er retningsbetegnelsen her meget vaklende: man modsætter oftest nord og øst, syd og vest.
  31. Han vilde undgå Oxamýri mellem Ravnkelsdal og Bessastaðir.
  32. Om en formentlig gravhøj i Ormarstads land ved afbyggergården Hlíðarsel giver en antkv. indb. fra Ás (1848) følgende beretning: I oldtiden levede i Fljotsdalsherred tre venner Ormar, Bessi, Rauður; hver af de to første højlagdes i det til gården hørende land, Raud derimod på et sted, hvorfra man kunde se de to andre høje. Ormarshøj er omgiven med et ved menneskeværk dannet græstørvgærde, på skrånende grund; gærdet, der er højest, hvor grunden ligger lavest, har en højde af 1½ — ½ al. Det kredsrunde gærde er 70 fv. i ydre omkreds. Højen, der er dannet af små strandsten (malargrjót), fylder hele den omgærdede plads; fra toppen til gærdekanten er 13 fv.
  33. Om Besse og hans gudehus berettes udførligere hos Sig. Gunnarssön: Örnefni s. 460.
    I tunet mellem Bessastad og den nærmeste hjåleje påvises en »Þingvöllr« , dog formodenlig fra en nyere tid; en tilhørende »Gálgaklettr« påvises også i nærheden. Ikke desmindre vil man dog både have fundet bodtomter her og længere nede ved Fljotsdalsåerne (om disse sidste tomter vil senere blive talt).
  34. Om denne dørs alder, oprindelse og betydningen af de derpå udskårne billedlige fremstillinger har der allerede udviklet sig en hel lille litteratur — sammenstillet i Sv. Grundtvigs Gl. d. Folkeviser IV, 4, tillæget til visen nr. 9 —, i det udskæringerne både ved deres kunsthistoriske værd, de fremstillede våbens og dragters om høj ælde vidnende ejendommeligheder, samt æmnets sagnhistoriske betydning har tiltrukket sig de forskellige forskeres opmærksomhed. Den noget over 3 al. høje og omtrent 1 ½ al. brede, foroven afrundede dør af nåletræsved er prydet med to store runddele (cirkler), der udfylde så godt som hele forsiden, og mellem hvilke dørens store, selvindlagte jærnring er anbragt midtpå, medens derimod et senere indsat stykke træ udfylder låsens plads. Runddelene er udfyldte med udskårne, svagt ophøjede fremstillinger. Den nederste kreds eller runddel optages af fire sammenslyngede drager. Den øverste er ved en tværstreg delt i to afdelinger, af hvilke den nederste viser os en ridder til hest, der med sit sværd gennemborer en drage, der med sin hale holder en løve omslynget, medens tre drageunger fra en hule i nærheden er vidne til kampen; den øverste viser ridderen til hest fulgt af den taknemlige løve, og derpå løven døende på sin herres grav på kirkegården (en kirkegavl ses i baggrunden).
    På Island har der dannet sig den mening — udviklet til en art tradition, som det synes — , at døren ikke, som her i Danmark almindelig antaget, har været benyttet som kirkedør, men oprindelig har hørt til den store skåle (sængestue), der langt ned i tiden fandtes på Valtjovstad. Dette er bestemt udtalt af afd. Sigurd Gudmundssön, der (i Skýsla um forngripasafn Íslands i Reykjavik II, s. 111) erklærer det »sikkert og fastslået ved mange vidnesbyrd«, at døren er af den store skåle, der »stod ind i det 18de årh. og var helt udskåren«. På Valtjovstad selv vil man vide, at i følge troværdige folks sigende var det et almindeligt sagn, at kirkedøren fra Valtjovstad havde fordum været skåledes og havde da været dobbelt så stor; det halve antal kredse var nemlig nu borttaget; skålen havde været så stor, at en biskop med følge en gang i uvejr havde redet derind. — En skåle var der indtil for få år siden på Valtjovstad, men i sin sidste skikkelse uden noget spor af fordums herlighed.
    Traditionen om »skåledøren« kan føres tilbage til dette århundredes første halvdel, idet den daværende præst på Valtjovstad i et brev af 14/9 46, hvori han tilbyder det oldn. museum døren, omtaler den som stedets kirkedør, som tidligere havde været dør for den store skåle, som Tord hrede sagdes at have bygget. At døren havde hørt til skålen, kunde sluttes af, at alle de lukkede sænge i den havde været med samme slags udskæringer som døren. Overensstemmende hermed omtalte (i følge privatmeddelelse) omtrent samtidig præsten sig til den da visiterende biskop: Døren havde fordum hørt til det ældgamle hus der i præstegården, som han erindrede fra sin ungdom (—at have set? — eller hørt omtale?), døren var så bleven taget fra huset, formindsket og anvendt for kirken som en mærkværdighed.
    Synderlig ældre er traditionen — hvis man tør kalde den således — imidlertid næppe. Udtrykkene i præstens brev lade endog snarest formode, at han selv er fader til den. Pålidelig er den i alt fald ikke.
    Hvad nu først skålen angår, har man flere gamle efterretninger om den, men intetsteds omtales en sådan dør. E. O. nævner i al korthed (s. 825), at der på Valtjovstad-præstegård vises en skåle eller stor bygning, som både er langt større og ældre end sædvanlig, dog øjensynlig ombygt i nyere tider. Endvidere findes i stiftsbiblioteket i Reykjavig (nr. 20, 5. e. fol.) en »Underretning om det ældgamle Hus paa Præstegaarden Valtjofstad, dens Størrelse og Bygnings Form som det var til forn og det nu befindes«, der efter kyndige folks dom nærmest må antages at være fra midten af forrige århundrede. Man får her at vide, hvor stort huset »har vaaren for 30 aar siden« — c. 30 al. langt, 10 al. bredt, højde til tværbjælkerne 4 ½ al., fra tværbjælkerne til tagryggen 3 ½ al. Det var afdelt ved et skillerum i tvende dele, væggene var afpanelede med brædder af »Raudvide«, et slags træ, »som i forrige Tider i mangfoldighed blev opkastet her paa Landet« ; af samme slags træ var en del af bjælkeværket, men alle undertræer af norsk tømmer, »som i gamle Tider pleyede at flöttes her til Landet tilhugget i Forveyen«. Bægge dørene var så høje, at man vel kunde ride derigennem. Den ene del af huset (af 13 al.s længde) blev brugt som gildestue; dog var der her — ved tværvæggens dør — »tvende Sængestæder, kaldet Múkalokrekjur med runde Dørre og noget Bildhuggerie om kring«. I den anden del (af omtr. 17 al.s længde) fandtes 12 sængesteder, 6 til hver side, »deribland 4 saakaldte Lokreckjur, som endnu menes at holde sin gamle Bygningsform og ere i Længden 3½ alen, nogle af dem zirede med Bildhuggerværk. Vinduerne vare 4 runde Aabninger överst paa Taget, ligesom det skal være i nogle af de Norske Bönderhuse«. Nogle og tyve år før beretningens affattelse var bygningen bleven forandret, den ene halvdel af bygningen ombyggedes da til en sædvanlig stue med glasvinduer, i den anden — tidligere næsten tomme — indrettedes 8 sængesteder, 4 på hver side, og den ene dør spærredes, så »at man ikke kand komme til Stuen uden allene fra Gaards Dörren igjennem den Deel af den gamle Bygning, som endda er uforandret«.
    At her ingen udskåren dør omtales, er i og for sig et meget vægtigt argument for, at en sådan ikke har eksisteret. Også er det meget betænkeligt, at den antkv. indberetning 1821 ganske ligefrem omtaler den udskårne dør som kirkedør. Men fuldstændig sikkerhed m. h. t spørgsmålet om dørens oprindelige anvendelse giver dog først en tredje kilde, en af stedets kirke-måldager (gods- og inventarie-fortegnelser), hvoraf det ses, at døren i et par hundrede år har hørt til kirken, altså ingenlunde til ind i det 18de årh. været skåledør, men selvfølgelig fra første begyndelse været knyttet til kirken. I biskop Brynjolv Svendssöns måldage for Valtjovstad kirke 1641 beskrives nemlig kirken udførlig og her anføres, at der er en udskåren stærk dør for kirken med jærnhængsler og med en sølvindlagt ring, samt en ny haspe — utvivlsomt museets Valtjovstad-dør. Heldig nok for afbildningerne tjænte den til dør for den indre kirke og må have været beskyttet for vind og vejr ved en sammesteds omtalt »forkirke«. Når der først rejstes kirke på Valtjovstad, kan ikke bestemt siges; grumme tidlig har det dog næppe været, og i alt fald har kirken fra begyndelsen ikke hørt til de anseligste (se Dipl. isl. I, 341); men ved slutningen af det 12te årh. omtales udtrykkelig opførelsen af en anselig kirkebygning på Valtjovstad, og det ligger da nær at sætte tilblivelsen af den ualmindelig pragtfulde dør i forbindelse hermed. Ravn Svendbjörnssöns saga (kap. 5) beretter nemlig om en anset mand fra Vestlandet, Markus Gislessön, at han en gang på en udenlandsrejse lod i Norge hugge godt kirketømmer og derpå, da han landede i Østfjordene på Island, forærede det alt til den mægtigste høvding her, Sigmund Ormssön (den mand af Svinfellinga-ætten, der først ved indgiftning i den på Hov i Vopnafjord og Valtjovstad hjemmehørende familie knyttedes til denne egn af landet, hvor han fæstede bo på Valtjovstad). »Den kirke«, siger sagaen, »står nu østerpå på Valtjovstad«. Dette skete rimeligvis i årene 1180—90, og ældre kan kirkedøren ikke med nogen som helst sandsynlighed gøres. Derimod er det ikke just nødvendigt at antage døren for samtidig med kirkebygningens opførelse, da den næppe er ført udskåren med tømret fra Norge til Island. Kunde det vises, at den — som Stephens angiver — er forfærdiget af drivtømmer, måtte den endog selvfølgelig være forfærdiget på Island. Træet, hvoraf den er dannet, er nu virkelig et slags storåret rødligt nåletræ, som meget passende synes at kunne benævnes »raudvide«; drivtømrets vigtigste kendemærke — huller efter borende sødyr — kan dog næppe påvises, og ad videnskabelig vej skal det have store vanskeligheder ved undersøgelse af veddet at fastslå de enkelte nåletræsarter. På den ene side synes det meget rimeligt, at kirken straks ved den anselige bygnings opførelse har fået sin udskårne dør, der jo ret kunde svare til Markus Gislessöns ualmindelige gave; på den anden side ligger det nær at sætte træskærerarbejdet på døren i forbindelse med det meget træskærerarbejde i den gamle skåle. Man kunde da enten tænke sig kirke og skåle samtidige — fra slutningen af det 12te årh., eller at skålen i de nærmest følgende 50—100 år — som det synes Valtjovstads velmagtsdage — var bleven bygget af en af de daværende høvdinger og så kirken tillige forsynet med en dør udfert af skålens billedskærer.
    Allerede den antkv. indb. (1821) angiver, at der på døren findes nogle runestave. Indberetningen sigter dog tydelig nok derved kun til nogle på døren omspredte binderuner og lignende tegn — som de, der ses på Stephens store (i Danm.’s gi. Folkeviser benyttede) afbildning i mellemrummet mellem rundkredsene, og af hvilke formodenlig flere er forsvundne ved restavrationen i København. Døren var nemlig ved sin ankomst bedækket med flere lag hvid farve, som aftoges. Ved samme lejlighed indsattes utvivlsomt et stykke træ, hvor låsen havde siddet; længe forinden er derimod vistnok en, godt og vel en tomme bred liste indsat helt ned gennem døren, hvor yderkanten til højre på den mellemste af de tre fjæle har været så beskadiget, at den fordrede erstatning. Man har her heldig efterdannet, hvad der af dørens dekorative udsmykning borttoges eller måtte udfyldes; men begyndelsen af en langt vigtigere runekrift end de føromtalte omspredte tegn er sandsynligvis da gået tabt. Graven, hvorpå løven hviler, bærer nemlig en sammenhængende indskrift, af hvilken sikkert begyndelsen — som har bedækket et rum svarende til den indsatte liste — mangler. Denne runeindskrift, der rimeligvis har været helt skjult af malingen, omtales først i museumsbeskrivelsen af døren, da denne 1851 indlemmedes i samlingen. Senere er den bleven fortolket af prof. Stephens, der læser

    Runer 1 (Kålund).jpg

    De to første, i parentes satte ord, som Stephens har tilføjet efter formodning, men som må have lydt Runer 2 (Kålund).jpg, er sikkert gåede tabt, da den omtalte liste indsattes. Når runerne gengives med latinske bogstaver og ordene regelmæssig adskilles, vil indskriften få følgende udseende:

    (SE IN) RIKU KUNUNG HER GRAFIN ER VA DREKA ÞÆNA
    [se den mægtige konge her begraven, som vog denne drage]

    i det der næppe kan være tvivl om, at de enkelte, til dels noget besynderlige tegn må gengives, som af Stephens foreslået, med undtagelse af Runer 3 (Kålund).jpg, der vel — som Stephens tager det — i almindelighed betyder y, men her næppe kan forstås anderledes end som en betegnelse for u i modsætning til v, således som man kan finde det benyttet i nyere islandsk runeskrift.
    I følge velvillig meddelelse fra universitetsdocent dr. Wimmer må døren på grund af indskriftens sprogform snarest henføres til tiden mellem år 1200 og 1225.
    Dette strider mod hvad oberstløjtnant Blom (Årb. 1871) mener at kunne slutte af de på døren fremstillede våben og ridderens hele øvrige udrustning, at nemlig billedskærerarbejdet måtte sættes tilbage til senest 1150; dog vil man let se, at der for Islands vedkommende kun med stor varsomhed tør drages den art slutninger, når man betænker, at landet i følge sagens natur altid måtte påvirkes sent og ufuldstændig af de skiftende moder, ja at det vel kun var de færreste af de vekslende former for våben og udrustningsgenstande , som man overhovedet blev bekendt med dér, og at det sagtens er meget tvivlsomt, om sådanne billedlige fremstillinger på Island har kunnet udføres af folk, der selv havde haft kæmpende og jagende riddere for øje, eller om ikke meget snarere andre billedlige fremstillinger (ældre udskæringer, segl, illuminerede håndskrifter) har ligget til grund for kunstnerens gengivelse. Derimod stemmer dørens henførelse til det 13de årh.s første halvdel godt med hvad der i det foregående er fremhævet om forholdene på Valtjovstad ved den tid; man må da antage, at kirken noget efter sin opførelse har fået sin smukke dør, formodenlig samtidig med at skålens billedskærerarbejde er blevet udført.
    Efter indholdet må udskæringerne opfordre til ikke uden tvingende grunde at sætte døren længere tilbage i tiden end 13de årh. Hvad her skal fremstilles er sikkert nok den fra Artus-kredsen og Didriks-sagnene bekendte fortælling om en ridder, der befrir en løve fra en drage og derefter følges af det taknemlige dyr. Så vel om de keltisk-franske Artus-sagn som om de tyske Didriks-sagn gælder det, at de først i løbet af det 13de årh. vides at være indførte i den norrøne litteratur. Dog svarer Valtjovstad-dørens billedrække ikke ganske til nogen af de i Norden kendte sagnformer. Nærmest stemmer fremstillingen med sagnet, som det lyder i Ívents saga Artuskappa. Her træffer Ivent i en skov en slange, der med sin hale omslynger en løve, stiger af hesten og sønderhugger med sit sværd slangen; løven kaster sig for hans fødder og følger ham siden. — Langt svagere er ligheRunerden med hvad der fortælles i Didrik af Berns saga. Dog fremhæves her, at kongen hyppig jager ene med sine hunde og høge og ved en sådan lejlighed træffer en orm eller drage, der kæmper med en løve. Også her stiger han af hesten og angriber dragen, men hans sværd brister; dragen tager løven i sin mund, Didrik omslynger den med sin hale og flyver således til sin hule til sine tre unger. At her dragens hule med de tre unger nævnes, minder om et af billederne på døren; men at — som sagaen fortæller — løven her ædes, hvorefter dragerne sove ind, og at kong Didrik finder en af dragen tidligere ombragt konges sværd i hulen og ved hjælp af dette dræber dragerne, hvorpå han begiver sig bort, stemmer kun dårlig med dørens fremstilling. — Nærmere står en dansk kæmpevise (Danm.s gl. Folkeviser nr. 9), der lader Didrik til hest hjælpe en løve mod en lindorm. Men også her brister sværdet. Lindormen omslynger hesten med sin hale, tager manden under tungen og går ind i bjærget til sine 11 unger; her er det hesten, der fortæres, hvorefter dragerne falde i søvn, så at de kan dræbes med det af Didrik fundne sværd. Nu graver Didrik sig ved hjælp af den udenfor værende løve ud af bjærget, og denne følger ham siden.
    Intetsteds berettes dog om, at løven der på sin redningsmands grav.
    At det er kong Didrik, fremstillingen på Valtjovstad-døren gælder, bliver højst sandsynligt ved, at ridderen i runeindskriften er nævnt konge; og man må vel snarest antage, at sagnet ikke gennem skriftlig litteratur, men ad mundtlig vej er nåt Island, formodenlig fra de tyske købmænd, der alt på kong Sverres tid (i slutningen af det 12te årh.) vides regelmæssig at have besøgt de norske havne. [Mest af alle kendte tyske sagn ligner vistnok fremstillingen sagnet om Wolfdietrichs anden dragekamp — Heldenbuch III, 575 ffg. — , hvorved han befrir en løve, der siden følger ham; fra denne sagnhelt kunde det let overføres på den bekendte Didrik af Bern.]
    I sin antikvariske indberetning af år 1821 beretter den daværende præst (V. Ormssön), at han en snes år tidligere i nogle af vinden blottede banker syd for tunet på Valtjovstad havde fundet en oldtidsbegravelse, indesluttende et, som det synes i halvt sammenbøjet stilling nedlagt, kvinde-lig, prydet med perlehalsbånd, brystsmykke og spor til et uldtøjsbælte sammenholdt ved to skålformede spænder.
    År 1852 foræredes af provsten på Valtjovstad til oldn. museum i Kbh. en sølvmønt fra Edvard Confessor af England præget af møntmesteren Godric i Lincoln. Mønten, der er forsynet med en øsken, hvori hænger en riflet ring, antages af provsten at være båren af ejeren ved skjortekravens halsknapper, »således som Islænderne endnu bruge«. Den er funden højt oppe på et af de Valtjovstad omgivende fjælde omtrent ni tommer under jordskorpen, hvor den menes i sin tid at være tabt.
  35. Fra Bessastad fører nu ikke — som på kortet angivet — vej til Ravnkelsdalen, men vel i mere nordlig retning til flere af Jøkeldalens gårde.
  36. I forbindelse med Kidjafellsting sættes navnet »Þingmannakleif«, hvormed en sænkning i halsen omtrent ud for afbyggerstedet benævnes. Ad denne vej skal tingmændene fra de sydlige fjorde være komne.
  37. Man gætter på, at dette usikre navn — Brandkr. har formen Lokhellur — egenlig har lydt Lekhylla (en lille bæk risler her, stundum kun dryppende, ned over liens stejle kant). Skoven, der den gang bedækkede hele jordens land, er nu forsvunden.
  38. På en fladere strækning nærmere Fljotet findes lævningeme af en dysse, der skal have skjult en ejendommelig stensætning: en stenkreds indesluttende en stenlægning i aflang firkant.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.