Norder-Tingø syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Norður-Þingeyjarsýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Norder-Tingø syssel
Norðr-Þingeyjar sýsla

[Indbyggerantal c. 1400]



Dette udstrakte, men svagt befolkede syssel, der som tidligere (s. 132 ) anført har sysselmand til fælles med Sønder-Tingø syssel, består af en mindre vestlig og en større østlig del, adskilte ved den fra Vatnajøkel kommende Jøkelså (se s. 174), der her falder ud i en bred bugt Aksarfjord (Axarfjörðr), ældre: Øksarfjord (Öxarfjorðr. Kristn.: Exarfjörðr — ɔ: Øksefjord), hvorefter elven almindelig benævnes Jøkelså i Aksarfjord. Den større, østlige del udgør Islands nordøstligste landskaber, den mindre, vestlige, består kun af en enkelt bygd Kelduhverve (Kelduhverfi), mod vest begrænset af Tungehede og Reykjahede eller, som det bygden nærmeste parti her kaldes, Blåskogahede (Bláskógaheiði), mod syd af Reykjahedes og Myvatnsöræves nordlige affald, mod øst af Jøkelså, mod nord af Aksarfjorden. Største delen af Kelduhverve er flad og sumpig eller ud mod kysten sandet grund. Omtrent midt i bygden ligger gården Gard (Garðr) eller Miklegard (Mikligarðr), sæde for stedets præst, så længe Kelduhverve udgjorde et eget præstekald [1]. Miklegard omtales i Ldn. som bolig for den samme Tore, der i Grt. spiller så stor en rolle som Grettes ivrigste modstander. I Grt. fortælles vidtløftig om »Tore i Gard« og hans mellemværende med Grette, men — utvivlsomt ved en forveksling med en gård Gard (Garðr) i Adalreykjadal (ST.) — kaldes gården Gard i Adaldal (Garðr í Aðaldal, Grt. s. 89), og dette — som det synes — drager atter andre unøjagtigheder efter sig. Senere hen i sagaen (s. 146 — 48) fortælles nemlig om et mislykket forsøg, som Tore gjorde på at fange Grette på Reykjahede, hvor han havde erfaret, at den fredløse Grette for en tid opholdt sig. Tore rider op på heden med mange mænd, Grette undgår dem, ved at han og hans ledsager skjule hestene og sig selv i et sæter; Tore rider forbi nord på over heden, finder ikke den, han søger, må vende om og kommer altså på vejen vester på forbi sæteret; Grette forklæder sig nu, går flokken i
Kelduhverfi med gården Gard
møde og narrer Tores folk ud i nogle moser syd for vejen, hvor de synker i og spilder lang tid af dagen med at få deres heste op igen. Grette skynder sig nu vest over heden og kommer forbi Tores gård Gard, hvor Grette kvæder en vise, hvori han antyder, hvem han er [2]. Disse retningsbetegnelser kan kun passe, når Gard antages at ligge vest for Reykjahede (således som tilfældet er med Gard i Adaldal). Dog er ikke hermed givet, at de nævnte retningsangivelser først er indkomne efter den omtalte forveksling af de to gårde Gard; meget taler nemlig for, at heden, hvor dette sammenstød skete, fra begyndelsen slet ikke har været tænkt som Reykjahede. Dennes naturlige beskaffenhed er en ganske anden, end sagaen lader formode, her findes ingen sumpe eller moser, men grunden er overalt gammelt hraun.


Bearbejderen af Grettes saga har øjensynlig manglet kendskab til denne del af landet og har heller ikke vidst ret besked med den tid, Grette tilbragte her. Efter at Grette havde opholdt sig en vinter i Toresdal (M.), gennemrejste han Sydlandet og kom til Østfjordene; hermed gik en sommer og den følgende vinter, hvorefter han vendte tilbage til Nordlandet og opholdt sig på »forskellige steder« (Grt. s. 142). Dette sidste udvikles nærmere senere hen, hvor der som indledning til beretningen om Tores mislykkede forsøg på at fange Grette siges, at Grette efter at være kommen fra Østfjordene holdt sig skjult for at undgå Tore: den påfølgende sommer »lå han ude« (ɔ: levede som fredløs røver) på Mödrudalshede — øst for Jøkelså — og forskellige andre steder; han var også stundum på Reykjahede. — At Grette i denne tid har holdt til på Reykjahede er ikke rimeligt; dels passer, som anført, sagaens beskrivelse, hvor Reykjahede nævnes, kun dårlig på denne, dels er det i og for sig usandsynligt, at han vekselvis skulde have holdt til på fjældhederne øst og vest for Jøkelså. Langt nærmere ligger det at antage, at Grette hele den tid, hvorom sagaen intet bestemt ved, har holdt til på hederne øst for Jøkelså. Her findes strøg, hvis beskaffenhed passer til beskrivelsen i sagaen (s. 147), og her lever en til stedsnavne knyttet tradition om et ophold af Grette for længre tid, hvorom sagaen aldeles intet ved. Man kan da enten antage, at en fejlagtig angivelse af »Reykjahede« som heden, hvor Tore søgte at fange Grette, har bevirket forlæggelsen af Tores gård Gard til Adaldal, eller — og dette er måske rimeligere — at de to gårdes forveksling har tvunget til at indsætte »Reykjahede« i fortællingen.


At Miklagard har kunnet forveksles med den langt mindre bekendte gård Gard i Adaldal er påfaldende og bliver endnu besynderligere, ved at sagaen i forbindelse med Gard (s. 89) nævner stedsnavnene Kelduhverve og Keldunes. Kelduhverve er som anført navnet på bygden, Keldunæs benævnes en gård øst for Gard. Blandt gårdene oven for Keldunæs i den sydøstlige del af bygden er Ås (Ás(s)) nævnt i Ljósv. Denne gård fortjæner også omtale på grund af det efter den benævnte mærkelige Åsbyrge (Ásbyrgi ɔ: Ås-indelukket), som ligger her i nærheden. Mod bygden skråner Reykjahedes og Myvatnsöræves nordlige fortsættelse jævnt ned. Netop hvor højlandets rand går over i den flade slette ligger, sydøstligst i bygden, Åsbyrget ind i dette som en højst ejendommelig vinkelformig dal eller, rettere sagt, fladbundet kløft, begrænset af stejle klippevægge. Kløftens indre (nordligere) begrænsning fremkommer ved den såkaldte »ø«, et trekantet landstykke, der fra slettelandet i nord gradvis hæver sig op med bestandig aftagende bredde, så at det tilsidst ender som en vældig, tilspidset kile med lodret stående æg. Aldeles parallel med øens sider går den ydre begrænsning bestående af lodrette klippevægge, der — ligesom øens sider — hævende sig op fra slettegrunden i nord tiltage i højde ind efter. De minde ved deres stejlhed om Almannagjås vestervæg; men for den længre, indre dels vedkommende er de sikkert flere gange så høje (3 — 400 f.). Øens form og dens vægges udseende svarer så aldeles til rummet mellem den vinkelformige ydre klippemur, at man næppe kan værge sig for tanken om, at den i sin tid ved bristning er løsrevet fra denne og sunket noget tilbage. Dog vilde den næppe være stor nok til at udfylde hele vinklen; mellem øen og ydervæggene ligger nemlig jævne græssletter af indtil flere tusinde fods bredde. Snarere har måske en sænkning af det mellemliggende parti fundet sted, men da bliver det fuldstændig ensartede brud til bægge sider forbavsende. Inde i byrget findes smuk og tæt birkeskov af ualmindelig højde, men væsenlig bestående af buske. Allerlængst inde i vinklen findes tæt under den ydre klippemur en lille dybtliggende sø eller vandsamling, fra hvis bred der er et glimrende ekko. Hele den vinkelformige dals udstrækning er vel mellem en halv og en hel mil [3].


Dettifoss (Carsten Lyngdrup Madsen, 1997)
Omtrent ved Åsbyrge standser den egenlige Kelduhverve-bygd; dog ligger en af gårdene, Svinadal (Svínadalr), et par mile sydligere, op med Jøkelså. Fra Svinadal besøger man lettest Islands største foss Dettefos (Dettifoss), et vandfald, der formodenlig ikke overgås af noget i Evropa, ja som selv til en vis grad lader sig sammenligne med det berømte Niagarafald [4]. Da desuden klippepartierne langs Jøkelså i flere henseender frembyder interesse, er en tur fra Kelduhverve til Dettefoss særdeles Iønnende for lystrejsende. Landet nærmest Kelduhverve er kratgrot højdedrag. Langs åen hæver klippestrøg sig. En halv mils vej nord for Svinadal træffer man, umiddelbart ved åens bred, på et ejendommeligt klippeparti »Ljóðaklettar«, en samling brun-sorte basaltklipper, der udmærke sig ved vilde og afvekslende formationer (ved huler, indelukkede smådele) og ved basaltens mangfoldige og forunderlige dannelser: snart ligger den i skæve eller skrå flader; snart stråler den ud fra et fælles midtpunkt som en uhyre ordensstjærne, og flere sådanne, hvis stråler møde hinanden, bedække undertiden klippens overflade; snart har den aldeles udseende af cellerne i en på kant stående vokskage eller ved et lodret snit overskårne, parallelt og vandret liggende runde jærnstænger. Ved foden af klipperne ligger masser af den nedfaldne, flintestenslignende basalt, og rundt på klippevæggen hænger lignende løse småstykker, som man med lethed kan pille ud [5].


Fra Svinadal er der endnu et par mil til Dettefoss, der ligger ud for det på kortet afsatte fjæld Ejliv (Eilífr), omtrent på grænsen af Norder og Sønder Tingø syssel. Elven har vel flere fosser, men ingen, der kan sammenlignes med denne. Fra Svinadal til Dettefoss har landskabet endnu et ret frodigt præg. Højere oppe begynder vest for elven de alt tidligere beskrevne ørkenstrækninger. Medens Jøkelså på sin vej fra Vatnajøkel mod nord hidtil har gennemløbet højlandet i et forholdsvis jævnt og fladt leje, begrænset af mørke grus- og sandstrækninger, træder ved Dettefoss klippegrunden frem, og elvens nærmeste omgivelser vest for åen gennemskæres af kløfter. Over sådanne når man op på et foroven fladt klippeparti, fra hvis rand man har udsigt til fossen forude. Det vel omtrent 600 fod brede åleje forandrer her aldeles karakter, idet klippegrunden fuldstændig spalter sig, og i den herved frembragte uhyre kløft falder nu elven, dels — mod øst — i ét samlet fald, dels styrter vandet fra bægge sider kogende ned i en smal kløft, der strækker sig noget op i den vestlige del af lejet. Neden under det nævnte klippeparti vest for åen strækker sig en lavere græsgrot rand; her kan man stige ned, og herfra betragtes fossen bedst. Over for hæver sig da den østlige klippebred aldeles lodret op, skrås for — forude — styrter den store samlede, vandmasse sig ned; ved at række sig ud over klipperanden kan man med øjet forfølge den til bunden, medens derimod den i rævnen fra bægge sider faldende vandmasse aldeles forsvinder i støvtåge og kogen. Ejendommeligt er det at række sig ud over klippen og dybt nede se den af vandfaldet på ny fremstående å fortsætte sin vej mellem lodrette klippevægge i et leje, der på grund af afstanden synes forunderlig smalt. Dettefoss (ɔ: Faldfoss) svarer til sit navn; i vandmasse overgår den langt enhver islandsk foss, også dens højde er større end nogen andens (Skogarfoss kommer den nærmest) og er vel næppe mindre end 2—300 fod. Dens skønhed lider noget ved, at vandet er jøkelvand, ligeledes ved at man ikke kan betragte den fra neden, da det i det mindste på et langt stykke er umuligt at komme ned på den smalle kant, der hist og hér findes mellem sidevæggene og åen. Den hvide røg, der langt borte ses svæve over fossen, må belyst af solen afgive et pragtfuldt skue. — Skønt der langs åens vestligste bred ikke findes nogen vej, er der dog intet, til hinder for fra færgestedet mellem Grimstad og Reykjahlid at følge ned langs Jøkelså og således ad denne vej besøge fossen inden ankomsten til Svinadal — Også Dettefoss’ nærmeste omegn frembyder mærkelige basaltformationer, således navnlig en af regelmæssige basaltsøjler båren vældig stenknude, sammensat af lutter som flintesten brudte klippestykker.


Hule ved Hljóðaklettir
(Carsten Lyngdrup Madsen, 1997)
For den, der fra et højere liggende punkt ser ud ud over den brede Aksarfjord, viser denne sig ved det noget fremskudte, flade land omkring Jøkelsåens munding delt i to svagt buede, aldeles ensdannede bugter, der dog ikke have særlige navne. Efter Aksarfjord benævnes nu alene den til Kelduhverve svarende bygd øst tor åen, den såkaldte Aksarfjords svejt (Axarfjarðar sveit) eller Aksarfjord (ældre: Öksarfjord) — noget længre og smallere end Kelduhverve, men ellers omtrent af samme karakter. I denne mere indskrænkede betydning forekommer fjordnavnet også sædvanlig i ældre tid; dog ses navnet Öksarfjord også stundum (VGl. s. 246) at være udstrakt til landet vest for Jøkelså [6].


Medens Jøkelså nu kun kan passeres ved hjælp af færge, beretter Ljósv. (s. 29), at på Gudmund den mægtiges tid var der på mange steder gode vad på åen. Af selve bemærkningen fremgår det dog, at på sagaskriverens tid var forholdene ligesom nu. Og det er vel tvivlsomt, om de nogen sinde i den historiske tid har været anderledes. I det mindste taler den, for disses egnes vedkommende i topografisk henseende pålidelige Vemunds & Viga-Skutas saga om en færge på åen nær ved det nuværende færgested i Aksarfjordssvejten, hvorfra forbindelsen med Kelduhverve finder sted. Traditionen giver imidlertid Ljósv. ret, og man fortæller, at Jøkelså i gamle Dage skal have været langt mindre betydelig end nu; ja selv nu, påstår man, skal den undertiden, om end med fare, kunne rides.


Den nævnte færgefart mellem Aksarfjords-svejt og Kelduhverve besørges fra gården Ferjubakke ( — i), der ligger øst for åen, omtrent i linje med den sydøstligste gruppe gårde i Kelduhverve. Kort nord for Ferjubakke ligger ud mod åen en kratbevokset højde Akrshövde (Akrshöfði), der også i Vem. forekommer under dette navn. Vemund vil skaffe en fredløs om bord på et skib ude på Melrakkaslette, længst oppe mod nord, men en bonde i Öksarfjord, Hroe på Klivshage (Klifshagi) har lovet efter ævne at forhindre dette. Vemund går med sin flok over Jøkelså på færge ved Akrshövde; her bor en mand, hvis træl mælder Hroe de fremmedes ankomst, og Hroe sender ham nu ud for at passe på, om de vælger den nedre vej, eller den øvre over halsene. Derefter besætter Hroe med sine folk en stejl og snæver vej (einstígi), som Vemund skal passere, og kort efter kommer det til kamp mellem de to partier. Klivshage er en gård, der ligger en mils vej nord for Ferjubakke. Fra færgestedet til Klivshage skal virkelig føre to veje, en ydre, kortere, og en indre, over halsene, først til gården Havrafellstunge (Hafrafellstúnga, Vem. s. 247) og derfra til Klivshage. Kort før ankomsten til Klivshage passerer man åen Brunnå (Brunná); ved denne skal netop findes et sådant »einstígi« (eller »klif«), som sagaen omtaler, og hvor også nu kampen antages at have fundet sted. — Mellem Ferjubakke og Klivshage ligger Ærlæk (Ærlækr), en gård, der kendes fra Ljósv. Gården ligger i en tunge mellem Brunnå og den fra Jøkelså kommende Sandå, som efter deres forening fortsætte løbet mod nord til Aksarfjorden. I Sandå falder igen, fra øst til vest, en bæk Tangbrandslæk (Þángbrandslækr), hvor Tangbrand i følge Krstn. (s. 12) døbte mange folk.


De isolerede Fjældgårde
De sidst omtalte gårde og andre stedsnavne ligge alle i den egenlige Aksarfjordssvejt, en bygd, der mod øst begrænses af et græs- og vandrigt højland Aksarfjordshede, hvorfra mod nordvest udgår et fjæld, Núpsfjall, hvis vestlige affald Aksargnup (Axar(g)núpr)[7], således bliver bygdens nordøstlige begrænsning. Mod syd er Aksarfjordssvejten ved en fem mile bred hedestrækning skilt fra den såkaldte Fjældbygd eller Fjældene (Föll), en række gårde, af hvilke de to sydligste kun i gejstlig henseende høre til dette syssel, i verdslig derimod til Norder-Mule syssel. De øvrige er derimod både i henseende til hrepp og sogn forbundne med Aksarfjord. Disse gårde overgås næppe af nogen på Island i henseende til besiddelsernes vidtstrakthed. Mödrudals — den sydligste gårds — land når helt op under Jøkelsås kilder. Fra Vatnajøkel øst for Jøkelså strækker sig nord efter fjælde og fjældheder, der brede sig over store partier af denne del af Island, i det de skille, dels mellem »Fjældbygden« og Norder-Mule syssel, dels, længre mod nord, mellem Aksarfjordssvejten og de nordøstligere bygder. Dette udstrakte højland er næsten forfærdende øde. Rejser man tværs over det (ad for resten gode veje), ser man til alle sider, så langt øjet
Familieliv i en af fjældgårdene, Grímsstaðir á Fjöllum
(A. E. F. Mayer, 1836)
rækker, sorte banker, fjælde eller flader af grus og sand, uden et strå; mange pas og dale passeres; kortet er for disse øde egnes vedkommende ikke meget pålideligt. I den vestlige udkant af dette øde land ligge nu »Fjæld«-gårdene i en indbyrdes afstand af 2 — 3 mil og omtrent 1 mil fra Jøkelså. Deres beliggenhed er højst ejendommelig; gården ses omgivet af et grønt tun, men synes for resten henkastet midt i ørkenen. Forholdene her er dog ikke så fortvivlede, som de synes; flyvesandsstrækningerne skjule mange græspletter, kviste og småbuske findes rundt om — ja for får er græsgangene her endog så ypperlige, at de intetsteds på Island blive federe. Således bliver det særsyn forståeligt, at flere af »Fjæld«-gårdene hører til de mest velbyggede og nettest udstyrede i hele landet[8]. Heden og fjældene øst for Fjældbygden har forskellige navne. I Grettes saga, hvor sagaen beretter om, at Grette en sommer holdt til på Mödrudalshede og forskellige andre steder, også stundum på Reykjahede (se oven for s. 180), er formodenlig den hele strækning benævnt Mödrudalshede (Möðrudalsheiðr), således som tilfældet er i Þorst. hv. (s. 40); nu er Mödrudalshede dog kun betegnelsen for de til Østlandet hørende ubygder sydvest for Mödrudalsgården. At Grette ikke let vekselsvis kan have været på Reykjahede og fjældene øst for Fjæld-bygden, følger allerede af afstanden og den mellemliggende Jøkelså. At optrinet mellem Tore i Gard og ham næppe er foregået på Reykjahede, som sagaen vil, synes som tidligere anført at fremgå af den beskrivelse sagaen giver af heden. På fjældhederne mellem Tingø og Mule sysler passer beskrivelsen ikke heller. Derimod har man i Aksarfjardarhede — som står i umiddelbar forbindelse med de sidstnævnte hedestrækninger — en græsrig hede med sætere, med sumpe og moradser, der ligger nogenlunde nær ved Tores gård, og i en egn, hvor Grette efter al sandsynlighed i længre tid har haft sit tilhold. At traditionen knytter hans navn til en klippe øst for Jøkelså sydlig i Aksarfjordsbygden er tidligere (s. 182, anm. 3) nævnt; men et langt interessantere minde om ham findes nordlig i bygden, i Aksarnup, hvor et såkaldt Grettesbæle (Grettisbæli ɔ: Grettestilhold) endnu er bevaret Aksarnup er, som det vil erindres, navnet på en fjældpynt, der fra det nordvestlige hjørne af Aksarfjordshede går ud mod fjorden. Mellem kysten og fjældet ligger et mosestrøg, hvorover vejen til bygden langs kysten nord efter fører. Den øverste del af fjældet består af stejl klippe, men derefter skråner fjældsiden dækket af sammenhængende stenskred (lausaurð) ned mod lavlandet. Midtvejs i nordsiden af denne af løse sten bestående skråning findes en tomt, til hvilken navnet Grettesbæle er knyttet. Tomten, der er opført af stenblokke, er godt og vel 5 al. lang, mindst 1½ al. bred og væggene henved 1½ al. høje; over tomtens ene ende er tre store stenblokke anbragte som overliggere og har øjensynlig gjort nytte som tag, den øvrige del af tomten kan da måske antages at have været dækket med vadmel, når det behøvedes. Her holdt Grette til en tid lang, fortælles der, og røvede fra de vejfarende, som han havde let ved at holde øje med fra sin bolig; tilsidst måtte vejen under »nupen« helt aflægges, og man måtte anlægge en anden, som i en bue fører over fjældet bag ved, og hvis spor endnu påvises. Da nu Grette ikke længer fik lejlighed til at plyndre, måtte han fortrække. »Bælet« er let at forsvare, og ingen kan hemmelig nærme sig dertil, da de løse stens raslen forråder enhver.


Grettes ophold i Aksarfjordssvejten omtales vel ikke i sagaen. Dog det kan ikke volde synderlig vanskelighed. Dels er flere år af hans fredløshedstid i følge sagaens fremstilling helt oversprungne. Dels lader sagaen ham tilbringe en vinter i den fabelagtige Toresdal hos halvjætterne dér og derpå en sommer og vinter med rejser i Syd- og Østlandet, og endelig den påfølgende sommer på Mödrudals- og Reykjahede. Så selv bortset fra de oversprungne år bliver der en lang tid (det meste af de to år), om hvilken det er rimeligst at antage, at han tilbragte den i Aksarnup, uden hensyn til, om man mener, at det i sagaen til Reykjahede henlagte sammenstød mellem Grette og Tore i Gard har fundet sted her eller ej. At meget taler mod Reykjahede som skuepladsen er allerede tidligere (s. 180) fremhævet; på den anden side forringer Jøkelsås ufarbarhed noget sandsynligheden af en ekspedition af Tore øst for åen og af Grettes rejse fra heden forbi Gard — for så vidt ikke åen, overensstemmende med Ljósv. og traditionen, tidligere har haft brugelige vadesteder. Også er der jo en mulighed for, at Grette i længre tid kan have haft tilhold i Aksarnup og derefter have forlagt sit ophold til Reykjahede, skønt et ophold af ham her, så nær ved Tores bolig, altid må stå som usandsynligt. Er »Reykjahede« oprindeligt i sagaen, må hele beskrivelsen af heden og alle enkeltheder ved Grettes og Tores sammenstød skyldes sagaskriverens egen opfindelse.


Raufarhöfn
Fra Aksarnup bøjer kysten stærkt imod nord, og der udformer sig nu et bredt næs, Islands nordligste halvø, hvis indre er opfyldt af ensformige heder og højder, medens der kun langs kysten findes en række spredte gårde. Den største del af vestkysten, fra Aksarnup til Snartarstadanup (Snartarstaða(g)núpr) optages af bygden Nupasvejt (Núpasveit), hvor livsvilkårene endnu omtrent stemme med Aksarfjordens. Lidt nord for Aksarnup findes her en vig Budlungehavn (Buðlungahöfn), der i Þorst. hv. omtales under benævnelsen Bolungarhavn (Bolungarhöfn). Der berettes i den lille fortælling (s. 40), at en af hovedpersonerne, Torsten fagre, har købt sig et skib, som stod oppe i Bolungarhavn, og gør det rede til at stikke i søen; men inden afrejsen vil han hævne sig på en forræderisk medbejler, der havde fæstet bo i den østlige del af landet. Han rider nu (fra skibet) ind langs Öksarfjord og til Bolungarhavn, så over Mödrudalshede til Vopnafjord (i den nordlige del af Østlandet) og derfra videre mod syd. Den mellem »Fjæld«-gårdene og Vopnafjord liggende hede, som her kaldes Mödrudalshede, benævnes nu Dimmufjallgarð(r), og over den ligger netop en god vej til Vopnafjord. Hvis skibet virkelig har ligget i Budlunga (eller Bolungar-) havn — hvad der dog, således som det senere skal vises, kan være tvivlsomt nok — kan derimod sagaens udtryk »ind langs Öksarfjord og i Bolungarhavn« ikke være rigtigt, men må, som Sigurd Gunnarsson[9] bemærker, rettes til »ind langs Ö. fra B.


Den nordligste del af det omtalte brede næs udgøres af den såkaldte Melrakkaslette (Melrakkaslétta), også ofte benævnt Slette (Slétta) alene. Nu regnes Sletten at begynde nord for Snartarstadanup og strækker sig omtrent lige så langt ned over næssets (eller rettere: halvøens) østkyst — til Ormarså (Ormarsá, kortets: Ormalónsá); i følge Ldn. synes den først at begynde med næssets nordvestligste pynt (Rauðagnúpr) og til gengæld at strække sig lidt længre ned mod øst. Indbyggerne her ernære sig fornemmelig ved sælhundefangst, fiskeri og ædderfuglehold. Flere af gårdene på næssets et par mile brede nordkyst ligge nord for polarkredsen. I nogen særlig grad synes dog ikke beboerne af denne egn at være udsatte for et polarklimas ulæmper, ligesom også samfærdslen til lands over den lave hede er forholdsvis let. Østlig på slettens nordkyst ved en vig Hraunhavn (Hraunhöfn, Raunhöfn), findes nu et af hovedstederne for fangsten i næt af den såkaldte »vödu«-sæl (grønlandssælen). I sagaerne nævnes Hraunhavn som landingssted for skibe, og navnlig i Fóstbr., hvor der berettes om Torgejr Håvarssöns her forefaldende drab, får stedet en udførligere omtale. Den lille sø kort fra vigen, som sagaen omtaler, findes her virkelig. Torgejr falder under en ligefrem søkamp i havnen mellem to skibsbesætninger. De ved denne lejlighed faldne tilligemed nogle tidligere dræbte begravede egnens beboere (»Sléttukarlar« som de temlig foragtelig kaldes) der på stedet. — På næssets østkyst, men endnu inden for Melrakkasletten, ligger handelspladsen Rauvarhavn (Raufarhöfn) ved en god havn, der i Vem. (s. 244) omtales som landingsplads for havskibe. Nu har en købmand bolig her året rundt.


Noget syd for Rauvarhavn skiller Ormarså Melrakkaslette fra den følgende bygd. Øst for Ormarså følge et par mindre vige, hvoriblandt Svejnungsvig (Sveinungsvík) med en gård af samme navn, og efter at kysten endnu en kort tid har bevaret en østlig retning, skærer den store og brede Tistil(s)fjord (Þistilfjörðr, ældre: Þistilsfjörðr) sig ind mod syd.


Saudanæs med Torshavn
Efter at Torsten fagre har udført den før omtalte hævn nede på Østlandet, rider han samme vej tilbage, beretter fortællingen (Þorst. hv. s. 41); han red vester over hals — fortælles der — til Torbjörns sæter, der stod mellem Melrakkaslette og Ormså (Ormsá). Torbjörn var en mand, der, som det tidligere er sagt i fortællingen, boede i Svejnungsvig mellem Melrakkaslette og Tistilsfjord. Denne beretning om Torstens rejse må, som Sigurd Gunnarssön i sine »Stedsnavne« (örnefni) fremhæver, indeholde flere unøjagtigheder, måske foranledigede ved, at fortællingen er et uddrag eller enkelte stykker udeladte. Således er det tydeligt, at Torsten kun indtil Vopnafjord er reden samme vej tilbage. Derfra har han taget vejen nord på til Tistilsfjord, og videre over halsene mellem denne fjord og Svejnungsvig (de kaldes netop Fremri- og Ytri-Háls), hvorfra der kun er kort til Ormarså, som må svare til sagaens Ormså. Efter at have efterladt en besked i sæteret her til sine brødre, der skal rejse med ham, om at de må skynde sig, rider han til skibet. Næste dag blive brødrene overfaldne ved dette sæter af nogle fra Vopnafjord kommende forfølgere og dræbte til hævn for det af Torsten begåede drab. Da kampen er forbi, fører bonden Torbjørn de brødrene tilhørende varer til Bolungarhavn til Torsten, som nu sejler bort. At sagaskriveren tænker sig sæteret stående vest for Ormarså, kan ikke betvivles. Rigtignok regnes nu Melrakkaslette at nå lige til denne å, og i Ldn. endnu lidt længre mod syd; men for den modsatte opfattelse, hvorefter Sletten først begynder lidt nordligere, kan også et og andet tale. Derimod er det utænkeligt, at Torstens vej til Bolungarhavn skulde have ligget over egnen mellem Melrakkaslette og Tistelsfjord. Fra Ormarså måtte han for at nå Bolungarhavn først over næsset ad en tre mile lang hedevej i sydvestlig retning og dernæst langs kysten i Nupasvejt til Bolungarhavn. Hvor sagaskriveren beskriver rejsen til skibet, har han utvivlsomt Rauvarhavn for øje som stedet, hvor dette lå. Bolungarhavn er vistnok på en eller anden måde kommen ind ved en fejltagelse (f. eks. fordi man ikke forstod hans rejse til Østlandet, hvor han måske har valgt den vestligere vej for at undgå Vopnafjord); stedet findes heller ikke ellers omtalt som havn for havskibe og skal ikke egne sig dertil [10].


Tistilfjorden er en ved sin munding tre mile bred og omtrent lige så lang fjord, der skærer sig ind mellem den nu beskrevne brede Mehrakkeslette-halvø og et fem mile langt, smalt næs, Langanæs (Lánganes), der i nordøstlig retning rager langt ud i søen og fra gammel tid har dannet grænsen mellem Nord- og Østlandet, i det kysten hinsides dettes yderste pynt tager en afgjort sydlig retning. Medens Melrakkaslettens beboere må søge kirke i Nupasvejt, er befolkningen langs Tistilfjorden fordelt i to sogne, med én præstegård (Svalbarð) sydvestlig ved fjorden[11], den anden Saudanæs (Sauðanes, Vem.) ligger østligere, ude på Langanæs. Denne sidste skal uagtet sin afsides beliggenhed være en anselig præstegård, der vel, som flere lignende gårde, navnlig skylder ædderdunet sin opblomstring. Sydvest for Saudanæs afsætter Tistilfjords inderste del, Lonafjord (Lónafjörðr), en lille vig Torshavn (Þórshöfn), der om sommeren besøges af handelsskibe; noget handelsetablissement findes her derimod ikke.


Rauðinúpur á Melrakkasléttu - (W.G. Collingwood, 1897)
Næssets indre optages af fjældstrøg og højhede. Den inderste del af dette, mellem Lonafjorden og en lille fjord øst for næsset (Finnafjord), kaldes nu Hallgilsstadahede (Hallgilsstaðaheiði) eller Helkunduhede[12]; ud efter får hedestrækningerne forskellige navne, men har rimeligvis i ældre tid båret navnet Helkunduheiðr' (senere: — heiði) helt ud efter næsset. Helkunduhede nævnes i Ldn. som grænsen mellem Nordlændingefjærdingen og Østfjordingefjærdingen, og vedblev også i en senere tid at skille mellem Hola og Skålholts stifter. Stiftsgrænsen lå dog ikke helt ud til næssets yderste odde, men faldt noget vestligere, i det den gik i en mere lige nordlig retning ud mod kysten, hvor det stejle fuglebjærg Sköruvíkrbjarg skyder sig frem mod søen [13]. Her vil man vise en stor sten (Biskupssteinn), der skal betegne grænseskellet mellem stifterne. Dette fuglebjærg er i AM. (1712) østgrænsen for Nordlændingefjærdingen, og først 1841 — ved Tingø syssels deling mellem to sysselmænd — henlagde - østsiden af Langanæs, den såkaldte Øster-hrepp (Austrhreppr, senere ophævet som særiig hrepp) fra Norder-Mule syssel til Norder-Tingø syssel. Der er således al rimelighed for, at Sköruvíkrbjarg fra gammel tid har været yderpunktet for grænsen mellem Nord- og Øst-f]ærdingen, en formodning, der også bekræftes ved forskellige angivelser i kirkemåldagerne [14], og som Ldn., der nævner Sauðanes som det sidste stedsnavn i Nordlændingefjærdingen, og forskellige punkter på østsiden af næsset som de første i Østfjordingefjærdingen, ikke modsiger. Nu udgår syssel- og fjærdingsgrænsen fra næssets sydøstlige hjørne og ligger derfra i sydvestlig-sydlig retning ind over Hallgilsstadahede og op mod fjældhederne i det indre[15].


Hvad der tidligere er bemærket om de tre først beskrevne til Nordlandet hørende sysler (Hv., Skg., Ef.), at drivis ofte er en besværlig gæst ved kysterne, gælder fuldt så meget om de to Tingøsysler, og da navnlig Norder-Tingø syssel. Denne Islands nordøstligste landsdel besøges mange år i rad af isen, der omslutter kysten og medfører de oftere fremhævede skadelige virkninger for mennesker og kvæg, samt standsning af de sædvanlige næringsveje. Af og til skal der dog med isen følge unger af den grønlandske sæl i mængde, hvis drab kan være af betydning. Skønt fuldt så nordlig beliggende som Islands nordvestlige halvø synes Norder-Tingø syssel dog ikke i samme grad at være under havisens herredømme. Sognebeskrivelserne klage ikke i den grad som de mest udsatte Vestfjordes over tåge og kulde om somren, og kystlandet synes gunstigere for bebyggelse. Til gengæld spiller en af de nordlige Vestfjordes indtægtskilder, drivtømmer, heller ikke den rolle som dér, skønt det også hér kommer til gavn. — Med hensyn til ejendommelige forhold i Norder-Tingø syssel kan mærkes, at der i Kelduhverve holdes en del geder, og at sognebeskrivelsen for Saudanæs nævner, at man af og til skyder et par rensdyr, som i følge denne kilde skal stamme fra nogle i Vopnafjord 1787 landsatte dyr.


Om hele Nordlandets befolkning gælder det, at den udmærker sig ved modtagelighed for åndelige interesser, let vakt patriotisme og stærk selvfølelse, egenskaber, som giver den smag for deltagelse i det politiske liv. Befolkningens gode egenskaber viser sig også ved en større drift med hensyn til god indretning af boligerne, husdyrenes pleje m. m., hvor dog også de klimatiske forhold kan spille en rolle (på Nordlandet står bygningerne langt længre end på Sydlandet på grund af det mindre regnfulde klima; på den anden side nødvendiggør de lange og strænge vintre en bedre pasning af kreaturerne).





WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Ved den, vestligere i bygden liggende gård Vikingavatn skal påvises hovtomter (sognebeskr.).
  2. En fremmed, der hører visen og forstår den, red »til bygðar« (!) og fortalte, at Grette var reden forbi, — men visen blev netop kvædet i bygden, Tore derimod var endnn på heden.
  3. Om et sagn, i følge hvilket havet oprindelig skulde have gået helt ind til Åsbyrge — se provst Sigurd Gunnarssöns indholdsrige afhandling om stedsnavne fra Jøkelså i Aksarfjord til Skejdarå (Safn til sögu Íslands II, s. 431).
  4. Se: Watts. Across the Vatna jökull s. 120.
  5. På strækningen mellem Kelduhverve og Svinadal findes i Jøkelså en foss »Vígabjargsfoss«, hvortil der knytter sig en tradition om Grette. Øst for åen findes en for oven flad klippe, der falder stejlt af mod åen, men mod øst har en smal opgang. Her skal Grette en gang have værget sig mod sine fjender og tilsidst have sprunget over åen — tværs over fossen —, på et sted, som derefter benævnes »Grettishlaup«.
  6. Når der i Vem. s. 298 nævnes »Þverá i Öxarfirði«, er dette simpelthen en fejlskrift for »Þverá i Eyjafirði«.
  7. Ldn.’s Reistargnúpr? I følge Sig. Gunnarssön er Reistargnúpr = Snartarstaðagnúpr.
  8. Både Mödrudal og Grimstad (Grímsstaðir) står højt i denne henseende, og bægge komme til god nytte for de rejsende, der passere mellem Øst- og Nordlandet. Ved Grimstad, den sydligste gård i Notrder-Tingø syssel, findes den eneste færge over Jøkelså oven for Aksarfjordssvejten.
    Skønt Mödrudal ikke hører til dette syssel, kan det måske her anføres, at man en del nord for Mödrudal, hvor man har fundet tomter og andre spor af en ukendt ødegård, vil påvise stedet for et hov (sognebeskr.)Dette sidste omtales i Burtons »Ultima Thule« II, s. 266 (London 1875).
  9. Örnefni s. 472 (Safn t. s. Í. II.). Rettelsen er gjort med at forandre ok í til or.
  10. Opfatter man forholdet således, vil man vel kunne beholde fortællingens læsemåde (s. 40) -»utan eptir Öxarfirði ok í Bolungarhöfn«; Bolungarhöfn måtte da antages kun på dette ene sted at høre hjemme i fortællingen, men på de andre steder fejlagtig at være indsat for Raufarhöfn (eller Hraunhöfn).
  11. Sognebeskrivelsen for Svalbard-sogn omtaler surtarbrand i et fjæld her (Viðarfjall).
    Lige over for gården Svalbard, vest for Svalbardså, hvor en gård Gardstunga er bygget, fandtes i følge sognebeskr. tidligere nogle tomter, Lovrettetomter (Lögrjettutættur) kaldede, og næsset der i åen benævntes da Lögrjettunes.
  12. Dette sidste navn er dog vistnok i virkeligheden ikke længer levende.
  13. Kortet skriter rigtignok Skoruvíkrbjarg, og ligeledes skrives navnet på den gård, hvorefter fjældet benævnes, i de nyere jordebøger Skoruvík; men disse navne udtales virkelig med ö, således som det også ses af det stadig genkommende ö i sognebeskrivelsen (1840). Da allerede i Vm. (se Hof i NM.) formen »Skauruvík« (ɔ: Sköruvík) forekommer, er ö utvivlsomt oprindeligt.
  14. I følge Vm. havde den nordligste kirke i Norder-Mule syssel (Skeggjastaðir) en bestemt årlig afgift af enhver bonde og fisker mellem bygdegrænsen mod syd og Skoruvík (således skrives navnet på dette sted).
  15. Sognebeskrivelsen for Sandanæs sogn omtaler forskellige punkter af sagnhistorisk interesse. I bunden af Lonafjord falder en temlig stor å Havralonså (Hafralonsá). I åen, omtrent ud for gården Hallgilsstaðir, findes en holm Dómsneshólmi, hvor dog ingen tomter ses. Andre stedsnavne ved åen kunde tyde på, at den tidligere var bleven brugt som landingssted for skibe. Således findes en Búðarhöfði og flere andre med »búð« sammensatte navne, og en Skipakíll. — Ude på Langanæs vises Tyrkjadys, hvor en del dræbte ransmænd fra et fremmed skib skal være dyssede. Endvidere påvises her en sten, mindende om en bonde, der her tappert værgede sig mod Vopnigfjordingerne, som en gang »i Sturlungetiden« havde gjort et overfald på Sandanæs.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.