Nordisk og lappisk gudsdyrkelse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske Studier
1905
s. 37-57
København 1905
Bemærkninger i anledning af Solvognen fra Trundholm
af Axel Olrik
TRUNDHOLMFUNDET, og særlig den opfattelse af det som Edv. Lehmann har fremsat i dette tidsskrift (1904 s. 72), giver mig tilskyndelse til at udforme en tanke, som jeg hidtil har holdt tilbage til nærmere prøvelse: om sammenhængen imellem Lappernes hedenske gudsdyrkelse og Nordboernes hedenskab(1).
Lappernes tro, således som den endnu var i det 17de årh., står på et trin, der i væsenlige henseender er ældre end f. eks. den nordiske tro ved oldtidens slutning. Der er ingen faste gudebilleder eller egenlige templer; ingen personliggørelse af guden ved mytedigtning, eller ved at forskellige og især åndige formål forenes hos visse gudeskikkelser. Gudsdyrkelsen er i ydre henseende stærkt knyttet til helligstene eller andre naturgenstande, som man vakler imellem at betragte som stedlige vætter og som legemliggørelse af himmelske guder. Menneskets daglige tilværelse omspindes af en række fagguddomme, for arnen og for indgangen, for drengebørns fødsel og for undfangelsen, for jagt og for sneens smæltning (kun en enkelt af dem, arnens og fødselens gudinde Sarakka, har større betydning). Og over dem knejser de himmelske magter: solen, tordengubben, stormgubben og tillige frugtbarhedsguden, — dem hvem mennesket bringer de store ofre til visse årstider eller når deres særlige hjælp er påtrængende nødvendig. Her møder os i fyldig og livfuld beretning et religiøst trin, der i væsenlig grad svarer til, hvad vi ud fra de knappe lævninger må formode at være broncealderens religion i Norden. Ikke saa ulig for resten det religiøse trin, der havde holdt sig hos de hedenske Littauere endnu ved middelalderens slutning. Sådanne afsidesboende mindre folk har øjensynlig budt særlige betingelser for, at en gammel religion kunde fortsættes ned i tiden.
Det er dog ikke almenbilledet, der har vor største interesse. Det er bestemte overensstemmelser i skik og tankegang med nordisk oldtid, tildels en meget tidlig nordisk oldtid.
Ifølge Nærø-håndskriftet, den bedste kilde for lappisk mytologi, “bestaaer deris Offer, een deel udi levende Creaturer, saasom: Reinsdiur, Hester, Gieder, Hunde, Katter, een Hane, og andre Fugler, een deel udi adskillige giorde Træe-Figurer, saasom lange og store Hammere til Thor Gud, Hakker og Spader til Waralden Olmay [kornguden], Baader til Bieka Galles [stormguden], et Menniskis Billede til Ruttu [dødsguden], Mubenaimo eller Sathans Billede til Sathan, Soelens Efterlignelse til Paive eller Soelen, og Rokker samt Spinde-Teener til Gudinderne, Buer og Piiler til Leibolmai [jagtguden] etc.” (Nærø s. 36).
Denne lappiske offerskik stemmer ikke med de andre finske folkestammers; deres guddomme er prægede af en overordenlig enstonighed, de samme offere og bønner gentager sig i det uendelige; hele den finske folkeæt udmærker sig ved sin mangel på ævne til at skabe personlige guder; offermåltidet bliver den eneste væsenlige kultusform, og en så stærk fordeling af genstande til de enkelte guders brug er ukendt, og alle forudsætninger for dens opståen mangler.
Heller ikke stemmer skikken med nordisk vikingetid. Vi har mange oplysninger om offermåltider, menneskeslagtninger og deslige, men genstande træffer vi ikke på. Går vi derimod til den nordiske broncealder, da byder den en ganske tilsvarende ydelse af store, og stærkt individualiserede offergenstande. Men ser vi nærmere efter, viser der sig tillige en mærkelig overensstemmelse mellem begge. Broncealderen har tre arter af særlig forarbejdede offergenstande: solbilledet, de små guldbåde, og de vældige økser eller par af økser. Alle tre har deres sidestykker i lappisk: til Paive, solen, ofrer man “solens efterlignelse”, til Biekagalles, “stormgubben”, hvem man anråber om at standse stormen for de fjæld- eller søfarende, ofrer man både, og til tordenguden ofrer man hamrene.
Meningen med den lappiske skik er øjensynlig den samme, som også anes gennem broncealderens offerfund: man skænker solen sol at den skal lyse, tordenguden den hammer hvormed han skal slå, gudinderne ten for at de kan spinde, jagtguden pile til at skyde med osv.
Stedet hvor disse offerting stilles, er i nogle tilfælde det almindelige offersted. Således har man beretning om at en spinderok er rejst der hvor der ofres offerdyr til solen(2). Men man kan også ofre andensteds. “Den vederstyggelige anden Sædvane [om Julen] Finnerne bruger, bestaar der udi, at Manden, med Huustrue og Børn, offrer hver en Messing-Ring om Nyttaarsdags Morgen i en Brynd eller Bek til Soelen, hvor af hand tager sig dette Teign, at dersom Soelen skinner saa klart paa Ringerne i Vandet, at de alle seer klare ud i Vandet, da betyder det ham et got Aar,” osv.(3). Denne messingring, der ofres til solen, må ifølge adskillige kildesteder være det samme som det “solens efterlignelse” der ofres. Dens henlæggelse i fri natur minder om vor oldtids store offerfund, allermest om solbilledet, der var henlagt på mosen, som til visse tider af året stod under vand. Hvis vi fra det lappiske soloffer tør slutte tilbage til Trundholmfundet, vil vi sige at solvognen er en nytårsgave til solen for at skaffe rigeligt med sol i det kommende år. Men med sikkerhed kan vi jo ikke vide, på hvad årstid den sællandske solvogn blev nedlagt.
“Med Solens Offringer omgaaes Finnerne paa effterskrevne Maade. Naar Finnerne blive forvildet paa Fieldet om Dagen ved Skodde-Snee heller Land-Fok, falde de paa Knæ og bede Solen om hendis Lius og Skin, og offre de et stykke Træ udskaaret med et stort rundt Hull, som Figuren udviser [ɔ: en ring med et håndtag]. Dette holde de saa mod Solen, at hun skal skinne der igiennem til et Taknemmeligheds Teign for hendis Glands og for hun haver ladet sig see.
Ligeleedis bliver Maanens Offer giort, uden at paa det runde Træ, de holde for Maanen, bliver ikkun giort et lidet Hull paa, som hosføyede Figur udviiser. Bemelte Hull skal Maanen skinne igiennem for den skal ikke blive vred paa dem og blive borte med sit Skin, mens lyse for dem at de kand finde hiem til deris Kield heller Gamme om Natten” (Nærø, s. 51).
Også her rindes en parallel fra broncealderen: de runde på midten gennemborede skiver af harpiks, der findes henlagte enkeltvis eller flere sammen som offer. Med den lappiske skik som støtte bør vi formodenlig opfatte dem som sol- eller månebilleder; og de gengiver da disse naturfænomeners form endnu mere umiddelbart end de lappiske offergenstande, der har føjet et håndtag til.
Videre hedder det i Nærø-håndskriftet, at Lapperne ofrede både til stormguden. Hertil svarer i broncealderen det rige fund fra Nors i Ty ved kysten af Vesterhavet: omtr. 100 små bitte guldbåde henlagte som offergave i et lerkar, der var nedgravet i jorden. Opfattet i lighed med lappisk gudsdyrkelse — og denne tolkning ligger også i sig selv nær nok — er de et offer til havets herre.
En anden offerskik med både knytter sig til juletiden; og en hel række af beretninger vidner om dens udbredelse. En af dem er Samuel Rheens fra 1671; han fortæller, hvorledes man juleaften og juledag gemmer en bid af al mad, og husbonden samler alle disse bidder sammen og lægger dem i en æske af birkebark, formet som en båd og udrustet med mast, sejl og årer; dernæst øser de lidt fedt på det hele, hænger æsken op i et træ et bøsseskud fra hytten, “det de vilja giiva det omkringvandrande julfolk, som de då mena skola färdes omkring i luften.” Andre Øjenvidner har set disse både med fødevarer, tre kvarter til en alen lange, tilhugne af fyrretræ, forsynede med master, og korstegnede eller mer eller mindre overmalte med rensdyrblod; de var ved den store slagtning før jul blevne satte op i de højeste graner, også disse træer var korsede eller overmalte med blod. Andensteds har man på juleaften sat en sådan lille træbåd ud på en hel hob af sammenslæbte stammer, for at skaffe en syg helbredelse; efter julen var båden forsvundet(4). Men også under helt anden form optræder skibsofferet. Hos nogle af Lapperne, i alt fald de finske, fandtes der på helligstedet ved siden af seite’n (stenfetischen) et træ opstillet, lignende en bådkøl; den bar navn af “djævlebåden” (Hiiden wenet) eller “offertræet” (luotte-murit). Når Lappen kom til stedet, blottede han hovedet, lagde hånden på stenen, tiltalte den som sin gud i dybeste ærbødighed, og søgte ved en slags tankelæsning eller spiritisme at udfritte, hvad lykke guden vilde tilstå ham, og hvad offerdyr guden krævede, og om det skulde være levende eller dødt offer. Krævede guden levende offer, da rejstes der et nyt offertræ, hvortil de bandt offerdyret, og efter lang tale drev man det øksen i panden, smurte både træ og sten med dyrets blod, og når køddet var kogt, skar man små bidder af det, bandt dem på snoede kvistringe og hang dem på træet. Derefter holdt man måltid på det øvrige, men vogtede sig vel for at føre noget som helst af dyret bort fra stedet(5). Meningen med båden er i alle disse tilfælde tydelig nok; den er ikke selv et offer, men tjæner til at skaffe guden offeret i hænde, fragte det til ham. Tanken er ganske den samme som i det, vi nu kender som broncealderens skik: fugle eller hjul der bragte offeret videre til guddommen.
I det senere Norden har vi måske noget tilsvarende indenfor gravfærden. Man lægger den døde med gods og til dels med dyreoffer i et skib, som dernæst bliver tilkastet med jord eller opbrændt. I lighed med den lappiske skik må vi vistnok opfatte dette som en overnaturlig befordring til det hinsidige, en forestilling, der næppe har været særlig levende for vore literære mindesmærker fra vikingetiden, men som i sig selv er den naturlige forklaring af skikken(6).
Det er altså en mærkelig række skikke, der knytter Lappernes gudsdyrkelse sammen med den nordiske broncealder. Nogle vil måske regne det for tilfældigt. Visse forskere har jo en tilbøjelighed til at anse religionerne for hjemmefødte; de beråber sig på at alverdens religioner på tidligt udviklingstrin ligner hinanden: da kan også Nordboer og Lapper uafhængig af hinanden have nået det samme trin i det hele og i enkeltheder.
Men det vil være ørkesløst at regne med en hjemmefødt lappisk kultur. Sprogforskningen viser, i hvilket omfang ord og begreber fra den gotiske stamme lige fra en meget tidlig tid er gåede over i den finske stamme, og allermest i Lapperne. I selve udtrykkene for religiøse forestillinger vil man finde flere navne, der er fælles med nordisk, end med deres slægtninge Finnerne. Og som det er med Lappernes ordforråd, er det med selve tankerne; Fritzners afhandling om “Lappernes hedenskab”(7) har med nogle overdrivelser, men i det væsenlige rigtig bragt dette forhold for dagen. Vil vi have yderligere bevis, kan vi på troldmandens tromme aflæse hver ny kulturperiodes tilførsler aflejrede ovenpå den nærmest foregående. Øverst — dog sjælden — træffes her Gud Fader, Søn og Helligånd, altså den protestantiske treenighed. Dernæst en “hersker fader”, “hersker moder” og “hersker søn”,— en treenighed af mere katolsk eller tillæmpet skikkelse; også denne række kan mangle og er kun lidt genstand for dyrkelse. Som tredje lag de virkelig store dyrkelsesguder: tordenguden Horagalles, stormgubben og frugtbarhedsguden. Men selve navnet på tordenguden er lånt fra Thor-karl; og frugtbarheds- eller solguden, hvis rolle svarer nøje til Frøjs, bærer navnet Varalde-olmai, himmel-manden, et ord der røber sig som nordisk lån. Denne trerække svarer da til Nordboernes tre hovedguder Thor, Odin eller Njord, og Frøj; og “stormgubben” er taget med op i rækken, skønt han er en fra lappisk standpunkt lidet betydelig gud. Først som det fjærde led i rækken træffes den finske folkeæts mere nationale gud, solen. Dog også den er omgiven med tre “søndagsmænd” eller “helligmænd”, der våger over søndagens helligholdelse og gør søndags-trolddommen stærk; — formodenlig en ganske tidlig og uforstående overførelse af den kristne treenighed og helligdagsholdelse. Når alle de senere kulturstrømninger har aflejret sig så nøje, den ene efter den anden, skulde det være mærkeligt, om ikke også de forhistoriske tidsrum har øvet indflydelse på den lappiske religion. Netop jo mindre afstanden var imellem Nordboers og Lappers hele kulturtrin, des lettere måtte det være at tilegne sig det fremmede.
Men, vil man sige, Lapperne har måske lånt nogle navne; men selve gudeofringen er vel den fra fædrene nedarvede skik. Men i så fald er det unægtelig mærkeligt at se den rolle, som hesteofferet spiller i lappisk gudsdyrkelse; — er et menneskeliv i fare, skal døden have en hest at ride hjem på —; ti Lapperne har jo ikke selv heste, men må købe dem til offerbrug af deres naboer Nordmændene. Ligeså alskens andre dyr, kvæg, væddere, bukke, hunde, haner købes til ofring, og man vil på lappiske spåtrommer finde disse fremmede dyr afbildede. Som man ser, er deriblandt de mest karakteristiske offerdyr fra nordisk oldtid. Eller Sarakka-grøden, barselkonernes højtidsmåltid; korn til grød var en vare, som Lapperne tilhandlede sig hos Nordmændene; og selve måltidet svarer til den gamle norske (endnu færøske) nornegrød efter barnefødsel, og er sikkert kun en lappisk efterligning af den.
På samme måde med selve de skikke, vi ovenfor har gjort rede for. Skibsofferet er knyttet til julen, der efter selve sit navn er af nordisk oprindelse; og det bruges til et gennem luften dragende “juletog” eller “julefolk”, der er lige så nordisk. Selve brugen af skib spiller overordenlig lille rolle i Lappernes virkelige liv; de har lette småbåde, der kan bæres fra vand til vand; men fartøjer med mast synes ukendte i den egenlig lappiske kultur (Havlappernes kultur kan sikkert ikke betegnes som national lappisk). Offerskibet som befordring op til gudernes himmelske boliger har ingen støtte i deres egne forhold, men svarer til Nordboernes uhyre brug af skib til alt fjærnere samkvem. Oven i købet møder vi hos Lapperne det nationale samfærdsmiddel på tilsvarende sted. Den døde begraves i rensdyrslæde, eller med kølen af en rensdyrslæde lagt ved siden af sig; og selve dødningeofferet, visse dele af den slagtede ren, graves på tilsvarende måde ned i rendyrslæde. Her er en virkelig hjemlig befordring til det hinsidige; skibsofferet må være tilført udefra.
Også solskikkene røber påvirkning udefra. Solofferet på midsommersdagen består af grød, skønt korn må købes af de fremmede. Messingringen som solbillede forudsætter fremmed metalkultur. Selve troen på messingets hellighed i alle genstande (lige til dåbskedlen o. desl.) og frygten for at anvende jærn ved ofrets sønderdeling synes at være lævn fra en broncealderkultur, som Lapperne næppe nogensinde har haft i sin egenlige blomstring, men kun som religiøs sædvane.
AI sandsynlighed går i retning af fremmede forbilleder i tidlig tid. Men endnu er den lappiske gudetro vanskelig at granske til bunds. Her trænges til ikke blot de gode udgaver af kilderne, som vi er ved at få; men en ny og kritisk behandling af stoffet. Vi skulde ikke dele guderne i overhimmelske, himmelske, luftboende, jordiske og underjordiske, men granske hver gud efter den udbredelse han har, og den rolle han spiller i menneskenes liv, først og fremmest efter de offerskikke, der knytter sig til hans dyrkelse; på alle disse områder synes der også at være stærk forskel på de forskellige egne. I ikke mindre grad skulde der en arkæologisk undersøgelse af de billedlige fremstillinger på spåtrommerne, indtil hver figurs betydning og hele historie var fulgt gennem det samlede materiale. Indtil en særlig lappisk-finsk forsker gør alt dette arbejde, må vi på mange punkter nøjes med antydninger og hypoteser.
Forholdsvis sikre er vi med de enkelte gudeskikkelser, fordi vi her har et fyldigt materiale. Men naturligvis må vi da tage udgangspunkt i den nordiske vikingetid, ikke i broncealderen.
Horagalles, det væsenlige navn for Lappernes tordengud, er almindelig godkendt som lån fra norsk Thor-karl, den gamle Thor; også andre benævnelser for ham henføres mer eller mindre til nordisk oprindelse(8). Hammeren som hans stadige våben må ligeledes føres tilbage til nordisk påvirkning. De nærboende Finner opfatter lynilden som tordengudens pil og regnbuen som hans bue, eller de taler om hans altgennemtrængende ildsværd. Kun en enkelt gang i Kalevalas tryllesange nævnes i forbigående hans hammer (og dette kan jo være lånt fra Nordboer eller Littauer). Også hos Lapperne er tordengudens bue kendt; men deres hele påkaldelse af ham knytter sig til hammeren. Bl.a. tegner de sig med korstegn og forstår derved en indvielse til tordenguden, ligesom Trønderne i den bekendte fortælling om Håkon Adelstensfostre(9). Endelig kan man også på spåmands-trommen finde et mærke for tordenguden, der let genkendes som en kejtet form af hagekorset; dettes islandske navn er Þorshamarr.
På den anden side finder man forestillinger om tordenguden, som ikke svarer til eddamytologien. Den mest iøjnefaldende af dem er, at han har ikke en men to hamre. “Denne afgud, som staaer med een Slegge udi sin eene Haand og en Krydts-Hammer i den anden Haand, tilbedis i særdeelished af Finnerne, naar Torden slaar, at hand med den eene Hammer vil drive den tilbage igien, at den ikke skal skade enten dem eller deris Reins-Diur, lige saa og paakalder de hannem, naar de vil have Torden og Liun-Ild udslaget ofver nogen de ere vrede paa, at hand da med siin Slegge, som hand haver i den anden Haand skal udføre sin Torden og Liun-Ild ofver dem.” På spåmands-trommer fra højst forskellige lappiske egne finder man denne tordengud med de to hamre; ganske tilsvarende træbilleder af ham med en hammer stikkende frem til hver side kendes fra de svenske Lapper; også de sært dannede kors, der tjæner som tordengudens mærke på trommerne, er efter lappisk opfattelse en aftegning af hans to hamre(10).
For eddamytologien og for vikingetidens billeder af Thor og dens endnu langt talrigere gengivelser af hammeren som amulet, gravtegn osv. er denne tanke om et hammerpar fremmed. Kun en eneste gang træffes noget sådant, nemlig da Magnus den stærke fra en ø ved Sverig bortførte to store Thorshamre af malm til stor krænkelse for alle svenske, både hedninger og kristne, der holdt stedet for overordenlig helligt. Dette svenske hammerpar, der synes os afstikkende, set fra vikingetidens standpunkt, er da formodenlig lævning af en ældre skik. Stedets overordenlige hellighed tyder på en gennem lange tider nedarvet ærbødighed. Og hamrenes materiale, bronce, vækker formodning om, at de enten ligefrem udgår fra broncealderen, eller dog tilhører en gudsdyrkelse, som bygger på dens religiøse skikke. Vender vi os herfra til selve broncealderen, møder vi de overmenneskelig store økser eller øksehamre, der har været til gudeligt brug, og som forekommer parvis. Ligheden med bronce-Thorshamrene fra den svenske ø gør det sandsynligt, at også de på samme måde har været henlagte eller henstillede på tordengudens helligsted. Der falder yderligere lys herover fra den littauiske gudetro, der i mangt og meget står på samme trin som den lappiske og som vor broncealder. Dær tjæner en på helligstedet plantet hammer som selve den synlige fremstilling af tordenguden: den tilbedes af folket, den tros at have frelst solen da mørkets trolde vilde røve den. Og bag dette billede tegner sig atter en ældgammel kultusform, som vi kan følge gennem de europæiske lande indtil Eufratlandene og vistnok videre omkring, hvor det på altret henstillede våben er guddommens jordiske åbenbarelse. Ud derfra må vi forstå Svenskernes rædsel over Magnus den stærkes rov; det er selve den ældgamle gudefetish, han har taget. Også broncealderens store helligøkser må da ses i dette lys. De er ikke blot offergenstande, men de har vel for eftertiden stået som selve helligdommen, til hvem tilbedelse og offer bringes(11).
At man ud fra broncealderens skikke kunde komme til økseparret, er ikke underligt. Også blæsehornene blev altid nedlagt parvis som offer, ligeså de talrige ofre af to halsringe sammen; på Kivikegraven findes indhugget to kreskors sammen med to økser. Denne dobbelthed, som formodenlig har sit udspring i en eller anden offerskik(12), har for tordengudens vedkommende sat sig fast som et bestemt led i hans dyrkelse: derfor finder vi de to hamre i den svenske Thorshelligdom på øen, og de lappiske gudebilleder hvor Horagalles fører en hammer til hver side(13). Dette par af hamre har da Lapperne senere udtydet således, at han bruger den ene til at slå (udsende lynet) med, den anden til at afværge det, i lighed med at de tænker sig stormguden forsynet med to redskaber, et til at drive stormen frem og et til at standse den.
For øvrigt synes Lapperne også at have lævninger af dette symbols brug i stedet for gudebillede. Over det til en gud nedgravede offer (damengare) satte man i almindelighed et træbillede af guden; men “over Horagalles damengare satte de noget som skulde forestille en stor hammer, hvormed han skulde forjage hekser og andre onde mennesker”(14).
En anden ejendommelighed ved lappisk gudetro er den rolle, som tordengudens tjæner spiller. Når noaiden, spåmanden, ligger i sin dvalesøvn, tros det at Horagalles' hund holder vagt over legemet, mens sjælen er på vandring; bliver det overfaldet af nogle fjender, gør hunden så højt, at “tordengudens tjæner vågnede og gik hen til Aččeka, tordenguden selv,” som da med sin hammer drev troldene bort og lod noaidens sjæl slippe tilbage i legemet. På en spåtromme fra de svenske Lapper findes en “Thor” med de to hamre, og ved siden af ham en lille figur, der opgives at være “Thors tjæner”. En svensk Lap tilstod i 1688, at han havde tre afgudsbilleder, 1) af Thor eller tordenen, 2) Thors engel, 3) Verdens-mand eller Gud(15). En sådan gudeskikkelse kender vi ikke i nordisk; men vi kender denne Thors tjæner som mytisk figur, Thjalfe, der ledsager Thor på hans rejser, men betragtes som ganske underordnet væsen, en bondesøn som guden har taget med sig. Atter hænger den lappiske tro sammen med nordisk, men således at den indeholder et ældre udviklingstrin end Eddaerne. At denne Thors tjæner er et gammelt gudevæsen og tillige naturfænomen, håber jeg ved en anden lejlighed at eftervise.
I begge de tilfælde vi her har undersøgt går de lappiske lån tilbage til en ældre form af Thorsdyrkelse, end vi kender fra literaturen. Det vil være af interesse at vide, om der også findes lån, der er forholdsvis sene. Torsdagens hellighed må hos Nordboerne være af sen oprindelse; ugedagenes navne overførtes langsomt med den romerske kultur til gotisk-germanske folk; i Norden er de indvandret så sent, at fredag røber sig som et nedertysk lånord; i lydrigtig form skulde den hedde “Friggs dag”. Torsdagens helligholdelse går igen hos Lapperne, og efter de ældste missionsberetninger har denne form for Thors dyrkelse spillet en stor rolle. Men går vi kilderne nærmere efter, viser det sig, at missionærerne ubevidst overfører forholdene fra de norske bønder på de lappiske(16). Torsdagens navn er på lappisk slet og ret Duorasdak (oldn. þórsdagr) og svarer ikke til Horagalles eller nogen anden lappisk benævnelse på tordenguden. Heller ikke kender jeg vidnesbyrd om, at torsdagen har med tordengudens dyrkelse at gøre, eller overhoved med den egenlige gudedyrkelse; alt hvad vi véd, er vist kun dette, at Lapperne “vil ikke giøre visse Giærninger paa den Dag”; men dette kan bero på et sent og ganske uforstående lån fra norsk eller svensk folkeskik. Jeg må dog nævne et kildested, hvor torsdagens hellighed træder i umiddelbar sammenhæng med religionen. Ifølge Nærø-håndskriftet hændte det i 1722, da Th. v. Westen begyndte sin omvendelsespræken i Nordland, at en Lap modtog en åbenbaring: han så i toppen af et træ en mand sidde, klædt i hvidt og med langt skæg, han bød Lappen at forkynde sine landsmænd, at de skulde omvende sig fra deres synder: “I arbeyder om Løverdagen paa hvilken i skulle hvile eder, paa det i kunde betids reise til Kierken om Søndagen, og over alt den gode Torsdag har I nu gandske lagt af at hellig holde; I har nu i lang Tiid ikke giort noget Offer til Hora Galles eller Thor Gud; han er dog een god Gud, som vel fortiener, for meget godt hand giør eder, at tienis og dyrkis”, osv.; derfor skal Lappen advare alle sine landsmænd på de omgivende fjælde imod den fremmede (Th. v. Westen), der “vil have dem til een nye Troe, hvorved Thor Gud bliver grummelig vreed og fortørnet.” Men denne beretning er vist ikke pålidelig; vi kender ellers intet til at Lapperne helligholdt lørdag-søndag-torsdag; derimod har vi mangfoldige efterretninger om at fredag-lørdag-søndag stod under de tre helligmænds beskærmelse. Nærø-forfatterens stærke tro på torsdagens sammenhæng med Thorsdyrkelse synes at have bevæget ham til et mindre pålideligt referat. I hvert fald bliver denne enestående beretning om de tre helligdage af ringe vægt i sammenligning med hvad vi véd fra alle andre sider.
“Nr. 2 er deres anden store afgud, nest effter Hora-Galles, som de kalde Wuralden olmay, det er Verdens Mand, og er hand den samme som Saturnus. Den afgud afmaler de paa Runnebommen med een krum Stræg over Hovedet, med adskillige Takker paa, hvilket skal beteigne Frugtbarhed, saavel af Jorden og Havet, som af Creaturer; derfore tilbeder de hannem, at hand skal give god Vext paa Korn i Landet, paa det derved maae blive got Kiøb for dennem paa Korn, paa Øll, Brendeviin og alt hvad som kommer af Korn, hvilket de vil beteigne med den Hakke, hånd holder i Haanden, med hvilken Jorden af Restmand [de kristne, ɔ: de norske] skall tilhakkes, naar Sæden der udi er udkast; ligesaa ogsaa paakalder de ham, at hand skal frugtbar-giøre Havet, at de maae faae mange Fisk (det giør besynderlig Siøe-Finnerne), at hand skal frugtbar giøre deris Reinsdiur, at de maae bære mange Kalver, at hand skal frugtbar giøre Mossen paa Fieldene, som deris Reinsdiur æder, paa det de maae faae vel mange Reins-Oste, Reins-Smør etc, med et Ord: alt hvad som enten kand voxe eller aufles det paakalder de Waralden Olmay eller Saturnum om.”
“Waralden-olmay” som slet og ret frugtbarhedsgud svarer ganske til Nordboernes Frøj; også ved ham træder jo jordens vækst og kvægets formering i forgrunden, avl og velvære er hele hans område. Det mærkelige ved den lappiske frugtbarhedsgud er, at han optræder med agerdyrkningsredskab, og at han påkaldes om at skaffe Nordmændene rigelig kornavl. Dette viser, at han er fremmed for den egenlig-lappiske kultur. Navnet Waralden-olmay betyder “verdens-manden” eller snarere “himmel-manden”; ordet varalde er lånt fra oldn. verǫld, verden. Snorre fortæller, at Svenskerne kaldte Frøj for veraldar goð, verdens gud; Waralden-olmay synes slet og ret at være en gengivelse af dette navn på Frøj. Nogen rent lappisk benævnelse på ham kendes ikke; derimod betegner de svenske Lapper ham ofte med et langt nyere lånord, Storjunker.
“Nr. 3 er deris 3die store afgud, som kaldes Bieka Galles, den sterke Vindens Mand, denne er den samme som Æolus, hvilken de maler af udi sin høyre Haand med en Skuffel, med hvilken han skufler Vind ind i siine Huuler, naar den har stormet nok, og med en Kiølle udi sin venstre Haand, hvormed hand skal drive Vinden ud, at den skal blæse. Denne afgud tilbeder de baade naar de ere paa Fieldet med deris Reins-diur at hånd vil stille den Vind som giør Skade paa Diurene, saa og, naar de ere paa Havet at fiske, og der opkommer Storm saa de ere udi Lifs Fare da de love ham Offer paa deris Alter.” Et sted i samme håndskrift hedder det, at der ofres både til ham, medens en anden kilde lader der blive ofret ham en skovl (Nærø s. 13 n.).
Skønt vi hos andre, østligere Lapper træffer en tilsvarende guddom med navnet Ilmaris, luftgud, der også kendes hos Finnerne, hører Biegga-galles, stormgubben, dog afgjort med til dem, der har nordisk forbillede. Hans plads som den tredje i gruppen sammen med tordengud og frugtbarhedsgud tyder i den retning. Hans særprægede ofre ligeledes. Bådeofferet er os kendt som et af de store ofre fra broncealderen. Det han påkaldes om er i alle kilder at frelse folk i uvejr, særlig på havet. Heri ligner han to nordiske guder, Njord og Odin. Om Njord hedder det hos Snorre, at han “standser ild og sø”; Odin fører tilnavnet Viðrir, den der frembringer vind, og i Hávamál roser den af Odin lærte troldmand sig af at have lært de tryllesange, der standser det oprørte hav. Tager vi hensyn til stormgubbens plads i gudekresen, har vi samme uvished: en trehed af hovedguder Odin-Thor-Frøj kendes fra Upsala og flere steder; en trehed Frøj-Njord-Thor kendes fra den ældste islandske edsformel. Men i virkeligheden kan der ingen alvorlig tvivl være om hans identitet. Han mangler alle de væsenlige træk i Odins personlighed: krigen og dødsriget, spyddet og hesten. Hans nære tilknytning til havet tyder bestemt på Njord, endnu bestemtere bådeofferet: Njords bolig og helligsteder som Noatun, skibenes tun, træder overordenlig klart frem i de nordiske kilder. Bagved Lappernes stormgubbe står altså en nordisk havgud Njord med skibsofferet; det er en ikke usandsynlig formodning, at allerede broncealderens offerbåde har været viede til ham. Skovlen i hans hånd er snarest af noget yngre oprindelse; de stærkt særprægede gudefremstillinger tilhører jo jærnalderen og påvirkningen fra romersk kultur. Vi véd, at der indførtes til Norden antikke broncegudebilleder, bl. a. havguder med roret i hånden(17). En sådan havgud måtte naturlig opfattes som Njord, og Lapperne, der ikke havde forudsætninger for at forstå den egenlige mening, omtydede roret til en skovl, hvormed han skulde standse vinden.
De tre lappiske storguder beror altså i væsenlig grad på lån fra Nordboernes Thor, Frøj og Njord. Det er mærkeligt, at Odin ikke er en af dem; snarest må det forklares af at den hele overførelse er sket, inden Odinsdyrkelsen har sat sig tilstrækkelig fast.
En guddom af noget lavere rang er Rutu (Rota), dødens og sygdommens gud. Hans bolig tænkes at være et underjordisk Rutaibmo (Rutus verden, af oldn. heimar); han fremstilles på spåtrommerne med sit yndlingsoffer, en hest, ved siden, eller ridende på den. Offeret til ham bliver gravet ned i jorden helt, svarende til den overalt i Norden almindelige skik at grave et dyr (levende) i jorden imod stor smitsom sygdom (18). Selve hans navn er et lån fra nordisk eller gotisk i tidlig tid, og betyder slet og ret “sygdom”. Med nogen bestemt gudeskikkelse kan han derimod ikke ligestilles. Visse træk minder om Odin: han er dødsgud, fremstilles ridende, og “denne Rutu aabenbarer sig gierne for Finnerne udi blaae Klæder” (Nærø s. 15). Men snarest må han dog betegnes som en gud, Lapperne selv har skabt til forklaring af en fra Nordboerne lånt offerskik.
Et mærkeligt træk i lappiske offerskikke er forøvrigt den dragt, som bæres af den der leder offerhandlingen. “Hand maa effter gammel hedensk Sædvane være iført en besønderlig Offer-Habit, som bestaar der udi: at hans Hovet er Ombunden med en linnet qvinde-Snøre-Hatt, paa hvilken igien settis en Krants af Løv og Rlomster (NB: saadan Krants settis ogsaa paa Diurets Hovet, som skal offris) for Resten haver hand over siin Skulder hengendis et hvidt Forklæde”(19). Endnu udførligere er en anden beretning: “Saasnart Offerdagen frembrød, begav sig Blodmanden tillige med den Lappe, som havde forskaffet Offeret, og de som vare Giæstbudne, hen til Offer-Pladsen: Blodmanden var da iført sine bedste Klæder, havde en Kiæde af Messing omkring den høyre Haand, og var omgiven med et Bælte, som gik over den venstre Axel ned til den høyre Side, som et Ridderbaand. Skeede Ofringen en Saiwoo-Nieid [bjærg-mø] eller en af Akkerne [de kvindelige, underjordiske eller til huset knyttede guddomme] til Ære, saa havde han og en hviid Linhat paa, foruden det sædvanlige hvide Linklæde” (20). Når det hos Jul. Krohn (s. 112) hedder, at han bar en ring om højre hånd, er det muligvis kun en huskefejl, jeg kender i alt fald ingen kilde derfor.
En vis pragtklædning for den ofrende er ikke ukendt hos andre stammer af den finske folkeæt; hvid kjortel er ret almindeligt, enkelte af de østrussiske kender endogså et særligt hovedtøj(21). Men en så detaljeret offerdragt er ellers ukendt, blomsterprydelserne har ikke sidestykke, og under en så nordlig breddegrad ser de noget overraskende ud. Tillæmpning af offerdragt efter de enkelte guddomme er ellers ukendt i den finske folkeæt. Man synes, at det hele må høre hjemme i en anden og højere kultur. Allerede de gamle missionærer har udtalt en tanke herom, der ved første øjekast synes påfaldende: at det er den antikke gudsdyrkelse der går igen. Her forekommer jo blomsterkrans om offerdyr og om præst, den hvide offerdragt, ombinding på særlig måde, og iførelsen af klædningsstykker, der antyder den guddom man ofrer til. Således skildres Grækernes præstedragt: hvid dragt (undtagen purpur til de underjordiske guddomme), intet bælte, kranse om hoved; Demeters præst bærer sin herskerindes maske, Athenes præstinde hendes hjælm og våben. “Du står i Ceres' hovedbind, eller i Saturns purpurkappe, eller i Isis' linklæder,” hedder det hos en romersk forfatter(22). Her vilde den lappiske præstedragt passe adskillig bedre end i de omgivelser, hvor den findes! Løsningen af denne gåde ligger i den kæde (eller ring??), som den ofrende bar om sin højre hånd. Her kender vi det mærkeligste stykke i nordisk gudsdyrkelse, helligringen, der havde sin plads på alteret, men under ofringen bares af goden på hans højre hånd. Vi kender ikke de andre dele af en nordisk godes offerdragt; men efter hele det forhold, hvori de mere udviklede kultusformer hos Lapperne står til nordisk liv, må vi vente, at også offerdragten er efterligning af den nordiske. Det kan ikke undre os, at Nordboerne har haft offerskik, der mindede om den romerske; kulturens bølgeslag havde stadig gået fra middelhavslandene nordpå. Vi mangler heller ikke ganske vink om netop disse træks forekomst, en østtysk folkestamme, Naharvalerne, havde på Tacitus' tid en præst “i kvindeklæder”. Offerdyrets blomsterkrans er i al fald almindelig i Sydtyskland og spores svagere i Nordtyskland(23). Intet er rimeligere, end at disse træk også i Norden har hørt med til den højtidelige ofring.
Selv om enkelte ting kan være mindre klare, synes hovedresultatet ikke til at tage fejl af. Den lappiske gudsdyrkelse har i stort omfang optaget nordiske elementer, og denne optagelse har været i fuld gang på en tid, der ligger forud for vor vikingetid, ja som går tilbage til broncealderen, eller i alt fald til en tid hvor de nordligste nordiske folkestammer, Lappernes nærmeste naboer, endnu havde ret meget af broncealderens dyrkelsesformer i brug.
Dette stemmer med, hvad vi andetstedsfra véd om Lappernes kultur. På sprogets område går lånene tilbage til en tidlig forhistorisk tid. Hvor gamle de ældste er, lader sig ikke afgøre, fordi de indeholder lydformer, der falder forud for alt kendt nordisk sprog: lappisk *mānno, måne, af førurnord. *mānnō, urnord. *mānna, oldn. máni; lappisk gussa, ko, af førurn. *kūz, urn. *kūR, oldn. kýr. Når sprogforskerne bruger det forsigtige udtryk “ældre end de ældste runeindskrifter” eller desl., giver dette jo kun ydergrænsen i den ene retning; det synes ikke udelukt, at disse lån går tilbage til den tidligste jærnalder eller endog broncealder(24). En enkelt ting kan her have vor interesse. Netop disse ældste lånord svarer til de offerformer, som Lapperne synes at have lånt fra nordisk: månen dyrkedes ved offer af månebilledet, ligesom solen ved solbilledet (Trundholm-typen); koen kendtes af Lapperne langt mere som købt offerdyr end som virkeligt husdyr, og hører med til den pragtfulde gudsdyrkelse med blomstersmykke og guddomsklædt offerpræst, der havde sin rod i sydligere kultur. Sprogforskning og religionshistorie rækker her hinanden hånden(25).
I min undersøgelse har jeg ikke inddraget arkæologiske vidnesbyrd, fordi Norges “arktiske stenalder” endnu indeholder så lidet klarede spørsmål. Norske forskere ser i den nærmest en tillæmpning af europæisk kultur (jf. ÅrbfnO. 1903, 305 note), hvad der vil stå i samklang med den her fremstillede udvikling. Men det er mig ikke klart, om dette standpunkt er almindelig tiltrådt af danske og svenske videnskabsmænd. Nylig har Andr. M. Hansen i et åndfuldt og sikkert på flere punkter betydningsfuldt skrift “Landnåm i Norge” (Kristiania 1904) fremsat teorien om en kortskalle-stamme, nedstammende fra den ældre stenalders skaldynge-befolkning, og hvis kultur senere er arvet af Sølapperne. Hvis dette er rigtigt, har kortskalle-folket sikkert været mellemled ved den gotiske kulturs og de ældste gotiske lånords overførelse til lappisk. Men indtil de sproglige spor af dette urfolk er efterviste, må hypotesen vistnok behandles med varsomhed.
Det er ikke min mening, at alle religiøse forestillinger hos Lapperne er af nordisk oprindelse,” — en nærliggende fejltagelse som selv en så samvittighedsfuld forgænger som Fritzner ikke helt har undgået. Ved sammenligning med andre folk af finsk æt kan vi udpege visse områder, hvor den hjemlige overlevering har været stærkest. Først og fremmest er der hovedkendemærket for den finske religion, at menneskets forbindelse med den guddommelige verden kun sker gennem en troldmand, shaman, der bringer sig i somnambul tilstand og derved lader sin sjæl gæste fjærne og guddommelige egne. Også trommen som det instrument, hvis toner sætter ham i dvaletilstanden, er vidt udbredt. Endogså tegningerne på trommen viser en mærkelig overenstemmelse. Også hos sibiriske folkestammer finder man sådanne trommer, hvis billeder er en kortfattet gengivelse af hele universet og af offerforholdene i særdeleshed; en meget karakteristisk enkelthed er den “solstråle”, der som en lang bjælke går fra solen ned mod jorden og ender som en slags fork, — også den er fælles for Lappernes og de sibiriske stammers trommer (J. Krohn, s. 89 og 114). Også i offerskikke er der visse stående træk hos alle finske folk, således den hvide kjortel som den ofrende er iført (f. eks. Krohn s. 103), og offerdyrets farve — sort, rød eller lys —, der til dels skifter efter de forskellige guddomme. Som fælles for de finske folk møder ligeledes dyrkelsen af det enkelte træ, eller den enkelte stolpe, som bolig for guden. Dyrkelsen af stene, der af naturen eller ved at sammenføjes minder om dyre- eller menneskeskikkelser er i alt fald fælles for de egenlige Finner og Lapperne (Krohn s. 61 f.); men ligger for resten påfaldende nær ved den norske dyrkelse af fetishstene, således som den kendes fra sagaerne og fra nyere overtro.
Netop fordi visse former af dyrkelse kan udpeges som den finske æts gamle arvegods, tør vi på den anden side også fæste lid til vidnesbyrdet, når visse andre områder ligger langt nærmere over mod nordisk. Dette gælder øjensynlig for de mere personlige gudeskikkelser, og for visse mere sjældne eller særprægede dyrkelsesformer. Desuden røber mange af disse skikke, at de af kulturhistoriske grunde har deres udspring udenfor Lappernes verden.
Noter:
1) Kilderne til vor kendskab til lappisk gudetro er svenske beretninger fra 17de årh. (de vigtigste udgivne i Sv. landsmålen XVII) og de endnu bedre norske missionsberetninger fra beg. af 18de årh., især Nærøhåndskriftet (ypperlig udgivet af J. K. Qvigstad i Throndhjemske vidensk. selsk. skrifter, 1903; andre er benyttede i Jessens mytologi fra 1767). Endvidere troldmands-trommernes billedlige fremstillinger (gengivne især i Nærø-hs., i Friis, Lappisk mytologi, og i G. v. Duben, Om Lappland). — Til sammenligning har jeg benyttet Julius Krohns skrift om den finske folkeæts gudsdyrkelse (1894, Finsk lit. selskabs skrifter nr. 83) og en del spredte bidrag i de forskellige finsk-ugriske tids- eller samlingsskrifter fra de sidste år. Jeg bringer professor Vilh. Thomsen og mag. Eva Moltesen min bedste tak for hvad de har gjort til at lette mig indblikket i denne i flere henseender ikke let tilgængelige literatur.
2) Jessen s. 47: “en spinderok for derunder at betegne solens vending og stråler.” Denne sidste forklaring synes dog urigtig; ifølge Nærø-hskr. kunde der rejses spinderok for kvindelige guddomme. Jf. Nærø s. 39—40, hvor det hedder at disse ting henlægges på alteret, eller i mangel deraf nedgraves i jorden under hytten.
3) Nærø-håndskriftet, s. 42. — Skønt varslet for det kommende år efter sin natur er yngre end selve offerskikken, skal jeg dog nævne en skik, der delvis er sidestykke hertil: I Bayern kaster man ringe af vidjer i vand og tager varsel af deres flyden oppe eller synken (Jahn, Opfergebräuche, s. 142; lævning af gammelt soloffer?).
4) Düben, Lappland, s. 221.
5) Sv. landsmål XVII 2, s. 81; Krohn, s. 27; jf. Friis s. 183 (hvor det samme offer skildres som en birkebarksrulle med to spader; formodenlig et lævn af båd og årer). — Ordet luotte (offer, trolddom, sang osv.) anses alm. for at være lånt fra oldn. blót (Finn. ugr. forsch. I 186. II 139 f.); men dette er uden interesse for vor undersøgelse, da luotte murit (rettere -morra) også forekommer i lappisk mangfoldige andre gange uden at have bådform, og selve brugen af “offertræer” er ældgammel skik hos den finske folkeæt. Hiiden vene (Hisi's båd) er derimod finsk, og synes at være en ny betegnelse.
6) Jeg har i min Danm. heltedigtning I 249 ff. givet en undersøgelse af dette stof, og har vist, hvorledes vi må adskille to motiver (1) den dødes bortsendelse i skib over havet, som kun findes i en lille kres af Skjoldungsagn, (2) ligets brænding eller højlægning i skib; den har aldrig i nogen pålidelig eller gammelartet beretning noget med havet at gøre, skibet stilles frem på tørt land. Højlægningen findes tidligst o. 600 (svenske arkæologers datering), ligbrændingen kan være langt ældre og er snarest den oprindelige form. Det er muligt at den er opkommen af praktiske grunde — opbrænding af de i slaget faldne —; men overfor højtidelige gravskikke vil ideelle grunde dog være mere rimelige. — At opfatte skibet som almindeligt gravgods, bestemt til brug i den hinsidige verden, går sikkert ikke an. Man kender ikke i Norden (måske overhovedet ikke i verden) noget hinsidigt rige, hvor de afdøde sejler frem og tilbage. Heller ikke vil en saadan tolkning passe ind i de kulturhistoriske rammer. Hvis skikken går tilbage til en ældre tid end den spirende vikingetid, må det være som knyttet til ligbrænding. Men hele den store opbrændings-bevægelse gennem broncealder og ind i jærnalder udmærker sig netop ved grundig at udrydde ofringen af gravgods til den afdøde.
7) (Norsk) Historisk tidsskrift, 1. række IV 135 ff.
8) Qvigstad, Nærøhåndskr., s. 6.
9) Nærø-hskr. s. 10. 57.
10) Nærø s. 7. 63-64; Friis, s.31 fig.1, s.39 fig.9, s.44, s.46 fig.2; Sv. I.XVII 1, s.36.
11) Jf. DSt. 1904, 67.
12) Man kan muligvis sammenligne et sådant forhold som, at Lapperne rejser lige så mange billeder af en gud, som de slagter ham offerdyr.
13) Også på guldhornene findes der — efter Worsaaes tydning, der på dette punkt ikke synes urimelig — en Thor med to våben, hammer og kølle.
14) Jessen s. 47; det synes dog ikke helt tydeligt, om man ikke også har haft det sædvanlige rå træbillede.
15) Nærø, s. 11 note; Friis, s. 46. 69.
16) Nærø s. 7 ff.; Jessen s. 79.
17) Ligeledes findes der på guldhornene (øverste ring af det lange guldhorn) en nøgen mand med åre i hånden, — formodenlig en klassisk havgud, omplantet i nordisk myteverden.
18) Også. J. Krohn s. 170 gør opmærksom på, at den skik at nedgrave dyret helt er fremmed for den finske folkeæt, og sikkert lånt fra nordisk; men da nordiske paralleler ligger endnu langt nærmere end han ved af. En anden form af offer er, at købe en sort ko i bygden og efterlade den som offer, bunden foran en fjældhule (jf. det nordvestlige Tysklands offer til den vilde jæger, Dania VIII 156). Dette sidste møder dog også i en finsk beretning fra 1393: på øen Konevitsa i Ladogasøen, hvor hestene om sommeren gik og græssede, blev der hver høst efterladt en foran “Hestestenen” som offer til de usynlige ånder, der boede under stenen, og som ventedes at ville værne mennesker og dyr den næste sommer (s. 18(5).
19) Nærø-hskr. s. 39, som tilføjer, at Finnerne “udi alle Offringer til alle Guderne uden Forskiel bruger lige eens Offer-Habil”; jf. sstds. s. 55.
20) Jessen s. 50, jf. s. 52 hvor noaiden opgiver at prydelserne betegner den frivillighed og beredvillighed, hvormed de frembar offeret.
21) Jul. Krohn, s. 103 (alenlang hue ved okse-offer). Disse østligere stammer har måske dog sådant ved påvirkning af fremmed kultur.
22) Stengel, Die griech. kultusaltertümer (München 1890) s. 13 f; Wissowa, Religion und kultus der Römer (1902) s. 351; Tertullian citeret hos E. Lehmann, Hedensk monoteisme, s. 71
23) Jahn, Die deutschen opforgebräuche bei ackerbau und viehzucht (German, abhandlungen, III; 1884) s. 14. 100. 130. 138; Mannhardt, Baumkultus, 390 f.
24) Wiklund, Urlappische lautlehre (Mémoires de la société finno-ougrienne, X) I 29; jf. V. Thomsen, Den gotiske sprogklasses indflydelse på den finske, s. 90. 92. 102-3; afvigende: J. Qvigstad, Nordische Iehnwörter im lappischen (Kria. 1893) s. 70-73. 184. [Professor Vilh. Thomsen meddeler mig nu, at han nærer betænkeligheder ved at gøre disse lån ældre end urnordisk; derimod er der andre ord, der i alt fald kan være lånte i en overordenlig fjærn tid.]
25) Af yngre datum er derimod formerne for ordet jul; finsk joulu synes lånt fra det ældste oldn. (u endnu bevaret i intetkøn flertal); lappisk juovlla (endnu sædv. brugt i flertal) stemmer med finsk og er utvivlsomt gået derigennem (meddelelse fra prof. V.Thomsen, jf.Thomsen s. 78, Wiklund s. 137). Men her foreligger heller ikke religiøse grunde til et tidligt lån.
