Nordiske myter og sagn: Amled

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

SAGAER OG SLÆGTSAGN

Amled


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Der var en konge i Jylland, som hed Ørvendel; han havde en hustru der hed Gertrud, og med hende en søn, som de kaldte Amled. Ørvendels broder Fenge, var opfyldt af misundelse over kongens hæder og lykke og myrdede ham, og han besmykkede sin udåd ved at sige at kongen havde hadet sin hustru og handlet ilde imod hende. Med sine glatte ord vandt han folket, så at det gjorde ham til konge i broderens sted, og han besnakkede endog dronningen, så at hun tog ham til husbond.


Da Ørvendel var død, gik drengen Amled omkring på gården som en tåbe til spot for alle. Han smurte sig med sod i ansigtet og rullede sig i alskens snavs, så at der sad spor efter ham på gulv og bænke. Jævnlig så man ham sidde ved arnen og snitte kroge af træ, som han hærdede for enden i ilden; når nogen spurgte ham hvad det var han gjorde, svarede han: "Jeg smeder spyd til at hævne min fader," og de lo alle ad hans tåbelighed. Men der var nogle i hirden som undredes over hvor snild han var med sine hænder; de lagde også mærke til at han altid gemte de kroge han sad og lavede, og de fik mistanke om at drengen var klogere end han gav det udseende af. De forsøgte nu at fange ham med list, og mente at om de kunde lokke ham til vellyst, vilde det komme frem som var i ham. En dag kom de til ham og spurgte om han ikke havde lyst til at ride med ud i skoven. "Jo nok," svarede Amled og gik med ud hvor hestene stod. Han steg nu op og satte sig baglæns på en fole, og mens de red afsted, sad han og hyppede i halen. Undervejs mødte de en ulv, og en af mændene råbte til Amled: "Kan du se det føl der?" "Ja det kan jeg," svarede Amled, "dem er der ikke nok af i Fenges hestehave." "Det var klogt sagt," svarede de andre. "Ja jeg vilde også sige noget rigtig sandt," sagde Amled. Længere fremme kom de ud på stranden, og der lå et vrag kastet op; en af hans ledsagere pegede på roret og sagde: "Det er en stor kniv." "Den skal også skære en stor skinke," svarede Amled. "Her er meget mel," sagde en anden, mens de red hen over sandet. "Det er også en stor kværn som har malet det," svarede drengen. De roste ham, fordi han svarede så godt, og Amled sagde: "Det har I ret i, det var klogt sagt."


Da de var kommet ind i skoven, stod de af og bandt hestene, og alle kongsmændene spredtes ad, så at Amled blev ene tilbage. Han gik videre frem og kom ind i en lysning, og der sad en ung og fager kvinde. Men hirdmændene havde lagt sig på lur for at se hvad Amled vilde tage sig til. I det samme knøsen gik hen og vilde klappe pigen på kinden, kom der en bremse og surrede omkring ham, og han så at der var stukket et halmstrå i bagen på den. Amled forstod straks at det var et tegn fra en der mente ham det godt. Han havde en fostbroder på gården, og det var ham som havde fanget bremsen og gennet den hen på Amled for at advare ham mod hirdmændenes anslag. Amled løftede nu pigen op på armene og bar hende over sumpe og mosekær ind i den dybeste skov, så at ingen kunde se hvad der blev af dem. Da han kom hjem, spurgte mændene ham om han havde sovet godt. "Jeg har fået en god søvn," svarede Amled. "Hvad lå du på?" spurgte de videre. "Jeg lå på en hestehov og en hanekam og et tagspær," sagde han, og de lo alle sammen, ti de forstod ikke at han tænkte på urter og rør som voksede ved mosen. "Og jeg så noget underligt på vejen," lagde han til, "jeg så et strå flyve med vinger." Det var hans tak til fostbroderen for hjælpen.


Fenges rådgivere fandt nu på en anden list. De sagde til kongen, at han skulde rejse bort og mage det sådan at Amled blev kaldt ind til sin moder, mens han var borte; og medens de to talte sammen, skulde en mand skjule sig i dronningens kammer og lure på hvad de sagde. Dette råd syntes Fenge godt om og gjorde derefter. Da kongen var borte, kom der bud til Amled, at hans moder vilde tale med ham; han gik til hendes kammer, og så snart han kom ind ad døren, begyndte han at gale og baske med armene og springe omkring i halmen på gulvet som en hane. Han mærkede, at der var noget levende nedenunder, og stødte ned i det med sit sværd; der lå spejderen, og han var død, da Amled halede ham frem; så tog han liget, skar det i stykker og kastede det for svinene. Da hans moder så hvor tåbeligt sønnen bar sig ad, gav hun sig til at græde bitterlig. Men Amled skammede hende ud og sagde: "Det er større skænsel, at du ter dig som hoppen der løber med den hingst som bider sidst og bedst; græd hellere over din egen skam end over min dårskab, med den skal jeg hævne min fader, – og lad nu ingen vide hvad vi to har talt sammen." Da Fenge kom tilbage fra sin rejse, savnede han en af sine mænd i hallen, og spurgte hvad der var blevet af ham. Det var der ingen som kunde give besked på; men nogle sagde spøgende, at det vidste måske Amled, han var jo så klog. Uden at betænke sig svarede Amled: "Han er såmænd nok faldet igennem på nødtørftshuset, og så har svinene ædt ham."


Kong Fenge kunde aldrig få fred i sindet, så længe han så Amled drive omkring på gården, og han pønsede nu på planer til at blive af med ham for stedse. Han lod udruste et skib så stadseligt som det sømmer sig en kongesøn, og sagde til Amled at han skulde rejse i hans ærinde til kongen af England. Fenge gav ham to ledsagere med på færden, og han lod riste tegn i en stav, og sagde til dem at den skulde de hemmeligt føre til kongen; men på staven stod der skrevet, at Kong Fenge bad kongen af England mindes gammelt venskab og lade Amled dræbe. Før Amled drog afsted, talte han med sin moder og bad hende om at tjælde salen til gravøl over ham, hvis han ikke kom tilbage, når året var gået. Derpå stak han til søs; og en nat da hans ledsagere sov, søgte han alle vegne i deres gods, og der fandt han staven og læste hvad Fenge havde skrevet. Han skrabede tegnene ud og ristede andre i deres sted, så at der nu stod på staven, at kongen af England straks skulde give Amled sin datter og lade hans ledsagere hænge. Da de kom frem, blev de godt modtaget; ti kongen så at den fremmede kongesøn var både statelig og høvisk og prægtigt udrustet, som det sømmer sig en fyrste. Amleds ledsagere gav kongen det budskab som de havde fået af Fenge, og da han havde læst hvad der stod på staven, holdt han bryllup for sin datter med Amled og lod hans to følgesvende føre ud og hænge. Så snart Amled fik at vide at de var klynget op, gik han til kongen og bebrejdede ham at han havde krænket simpel gæstfrihed og dertil brudt det svogerskab som nu forbandt dem, ved at dræbe to af hans mænd. Kongen gav ham ret og angrede at han havde handlet så overilet; og han formildede sin svigersøn ved at udrede en rundelig bod i guldringe. Dem smeltede Amled ind, og han lod guldet rinde i to hule stokke.


Da året var ved at gå til ende, begav Amled sig på hjemvejen og landede i god behold på Jyllands kyst. På vejen op til kongsgården sølede han omhyggeligt sine prægtige klæder til ved at rulle sig i støvet, og han tørrede sig rundt i ansigtet med snavs, så at han blev helt grimet at se på. Så tog han en stok i hver hånd og stavrede ind i hallen, hvor der just blev drukket gravøl over ham. Da han kom ind og så ud ganske som før han drog afsted på sin udenlandsfærd, blev der først stor forundring over at se ham i live; men lidt efter var der en som udbrød: "Her sidder vi og drikker ham død, og så bliver han netop levende." Ved de ord brød alle hirdmændene ud i en skraldende latter. De spurgte ham hvor hans ledsagere var henne, og han viste dem stavene en for en og sagde: "Her er den ene, og der er den anden." Da han hørte at der var gravøl, gjorde han sig nyttig ved at hjælpe til med at bære øl om. Han løb op og ned ad gulvet og havde så travlt, at han hvert øjeblik snublede i sin lange kjortel; i sin iver kiltrede han den op og bandt skøderne om livet med sværdremmen, men derved kom sværdet til at hænge skævt, og når han nu løb, gled det bestandig ud af skeden. Han måtte hele tiden stanse og støde det ned igen, og for hver gang han tog efter det, skar han sig i fingrene, indtil der var en af gæsterne som forbarmede sig over ham og slog en nagle igennem sværdet og skeden. Jo længer det led ud på aftenen, des flittigere blev han til at bære øl om, og gæsterne tømte hornene så tæt, at de alle sank drukne tilbage i sædet og sov ind.


Da der nu var blevet stille i hallen, hentede Amled sine trækroge frem af deres gemmested. Først skar han snorene over på de tæpper salen var tjældet med, så at de faldt ned over de sovende, og derpå spændte han tæppernes sømme fast med krogene, så at kæmperne blev fast indviklede i folderne. Endelig lagde han ild under hallen, så at den snart stod i lys lue. Mens den flammede op, gik han bort til det kammer hvor Kong Fenge sov, greb hans sværd og hængte sit eget op på sengestolpen. Derpå vækkede han ham og sagde: "Nu er Amleds spyd kommet til nytte, din hird brænder." Fenge sprang op og greb efter sit sværd, men han kunde ikke få det ud af skeden. Og i det samme gennemborede Amled ham og hævnede således sin fader.



Urnes (JLM) 09c.jpeg