Nordiske myter og sagn: Asernes og Vanernes kamp

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

MYTER

Asernes og Vanernes kamp


Urnes (JLM) 09c.jpeg


I urdagene, da aserne havde bygget Asgård og gjort den skøn med guld og snitværk, var livet lyst og prægtigt. Aserne selv og deres kvinder gik rigt prydede med ringe og smykker, der fik deres lyse hår til at stråle og sendte glans ud over den ganske verden. De sad ved tavlespil og lo, så at luft og hav og jord blev fulde af glæde derved. Da kom der en kvinde gående, uden at nogen vidste hvor hun kom fra, og hun kaldte sig Gullveig. Hun var fuld af kunster og kunde øve trolddom og sende hemmelige kræfter gennem luften, og hun kunde forvende menneskers sind, så at de æggedes op i lyst efter guld og i galen attrå. Hun gik fra gård til gård og bød sig frem for at spå, om nogen vilde vide hvad der gemtes i fremtiden, og hun øvede sejd i mørket for enhver som bad hende, og rejste sin tryllestol ude i tunet eller inde i hallen, når menneskene lagde kvas på ilden, så at stuen blev tåget af røg. Øjnene blev blanke i alle grådige kvinder, når de så hende komme op over vejen. Hun gik også til Asgård, men guderne tog hende og spiddede hende med spyd, og de løftede hende på spydene og tændte bål under hendes krop for at udrydde hende med hud og hår og hendes kunster med hende. Men al deres møje var forgæves, ti så stor var hendes tryllemagt, at hun fødtes på ny, så ofte de brændte hende. Tre gange kom hun til Midgård og derfra til Asgård. Men selv om aserne ikke vidste hvem Gullveig var, så havde hun et folk, og det hed Vanerne, og da de hørte hvad guderne havde gjort ved hende, fylkede de sig og drog mod Asgård for at kræve bod af aserne. Guderne holdt råd og drøftede om de skulde betale bod eller slutte forlig med Vanerne og dele alt med dem. Det blev enden på deres rådslagning, at de intet vilde give i bod for drabet på Gullveig, og Odin greb sit spyd og kastede det midt ind blandt Vanerne. Således kom voldsdøden ind i verden, da Gullveig blev stunget med spyd og løftet på bålet, og kongernes krige blev til, da Odin slyngede sit spyd ind i den tætte skare, og siden har folk haft for skik, at hvergang fylkingerne stod overfor hinanden, kastede hærføreren sit spyd ind i fjendernes hær med det råb: "Jeg vier eder alle til Odin," og det skulde varsle sejr og være et tegn på at det skulde gå fjendernes hele hær, som det gik den mand der blev ramt af høvdingens spyd. Men da spydet var fløjet fra Odins hånd, gik Vanerne frem med magt og vilde storme Asgård, som den gang kun var omgivet af et stavgærde; de brød stavene i gærdet op med vold og trængte ind på den hellige mark med skrig og kampsang. De viseste af aserne og Vanerne gik nu imellem og mæglede fred, og alle guderne gav hinanden løfte og vekslede gidsler. Guderne sendte deres frænde Høner til Vanernes hjem, og imod ham kom Njørd til Asgård. Siden den tid har der altid været fred mellem aser og Vaner. Njørd og hans frænder, Freyr og Freyja, bor midt i Asgård, og de er at regne som een æt med aserne, de holder sammen i alle opgør med jætterne og utyskerne, og de falder sammen på Vigridsvang, når Ragnarok kommer.



Urnes (JLM) 09c.jpeg