Nordiske myter og sagn: Hrafnistamændene

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

SAGAER OG SLÆGTSAGN

Hrafnistamændene


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Halbjørn hed en god bonde på Hrafnista i Namdalen oppe i det nordligste Norge; han bar tilnavnet Halvtrold og var høvding at kalde for bønderne i de egne af Hålogaland. Han havde en søn som hed Ketil; han var stor og stærk nok, men siden sin barndom lå han helst ved arnen og støttede hovedet med den ene hånd, mens han karrede i ilden med den anden. Faderen stiklede stadig til ham og sagde, at om han endda blot kunde tage hånden fra hovedet, var det altid noget lettere at kendes ved ham som søn; men Ketil svarede intet på faderens spot og meget lidt på hans formaninger. Der var en bonde i nabolaget som hed Bjørn, han var slem til at drille Ketil og kalde ham tossen fra Hrafnista. En dag roede Ketil ud for at fiske og lå hele dagen uden at få andet end en fattig torsk; på fiskepladsen lå også Bjørn med sine karle, og de havde båden fuld. Da de nu tog garnene op for at ro hjemad og kom ud for Ketils båd, sendte de en skylle spottegloser over til ham og lykønskede ham til hans mageløse fangst, og de drillede ham yderligere ved at holde deres egne store fisk op; men da råbte Ketil: "Her har I min fangst med, lad os se hvem der griber den," og dermed kastede han sin torsk over i Bjørns båd, og den ramte bonden under øret, så at han gik udenbords og aldrig kom op mere. Knøsen roede hjem og talte ikke om noget, og Halbjørn lod sig ikke mærke med at han vidste hvad der var sket.


En dag da Halbjørn lavede sig til at tage på søen, kom Ketil og bad om lov til at følge med, men den gamle svarede, at det var bedst han blev hjemme, for der var varmere ved ilden end ude på søen. Ketil gik sin vej, men da faderen kom ned for at gå om bord, sad drengen allerede dernede og ventede på ham. Halbjørn gik til forstavnen af storbåden og sagde til sønnen, at nu kunde han jo skyde den ud; Ketil stæmmede sig imod agter, men båden rørte sig ikke, ti Halbjørn satte fødderne imod alt hvad han kunde, mens han lod som om han trak i den. "Jeg ved ikke hvem du ligner," sagde han, "dine frænder er det i hvert fald ikke, for kræfter er der ikke i dig; da jeg var i din alder, kunde jeg sætte sådan en båd ud ganske alene." Da gav Ketil båden et skub, så at Halbjørn stod på næsen i stenene, mens båden røg helt ud i vandet. Halbjørn rejste sig og brummede: "Man skulde ikke tro jeg er din fader, sådan som du brækker alle ben i mig; men nu har jeg da set du har kræfter og forstår at bruge dem." Derpå roede de på fiskeri sammen, og fra den dag kom de godt overens.


Kort tid efter blev det uår deroppe i Hålogaland. Ketil kom en dag til sin fader, og sagde at han vilde ud og fiske og ikke ligge til byrde hjemme. Halbjørn tilbød at følge ham, men Ketil sagde at han godt kunde klare storbåden alene. "Du vil nok råde dig selv, min søn," sagde Halbjørn, "men i hvert fald er det bedst du har rede på landet nordefter. Først kommer du til en fjord som hedder Næstefjorden, nord for den går Midfjorden ind, og endelig ligger Vitadsgjafe yderst. Der er fiskestuer i de to, og sidst jeg for der forbi, kom der røg op af dem, men det er længe siden, så jeg ved ikke om de er beboede nu mere."


Ketil sejlede nordpå til Midfjorden, og da han kom ind i fjorden, så han at stuen var beboet, for der steg røg op af skorstenen. Der var ingen hjemme, da Ketil kom op til huset, men han så at der lå en stor fangst udenfor i fiskegravene. Han rev hele beholdningen op og fandt både hval og sæl og bjørn, men på bunden af gravene lå der saltet menneskekød. Om aftenen hørte han åreslag ude fra fjorden, og da han gik ned til stranden, så han en stor mand komme roende ind; det var en ordentlig båd, tænkte Ketil, og han syntes også at skipperen så alt andet end hyggelig ud. Så snart båden stødte, sprang manden i land og bar den op til nøstet, og han trådte så hårdt til, at jorden stod ham op til knæene. Ketil hørte ham brumme med hæs røst: "Hvem er det som har smidt med min gode fangst og ødelagt mine lækreste bidder? Skulde det mon være Ketil, den askefiser, som har huseret her?" Derpå gik han op mod stuen, men da han kom til døren, måtte han bukke sig og stikke hovedet ind først; Ketil stod rede indenfor bag karmen med sin økse og huggede ham i halsen, så at hovedet røg af. Ketil blev nu i stuen en god stund og fiskede, til han havde sin båd godt lastet, så for han hjem.


Næste sommer vilde Ketil igen ud at fiske og satte storbåden frem. Da Halbjørn forstod på ham at han agtede sig langt nordpå, rådede han ham fra det, og sagde at det var bedst at age hjem, mens vognen var hel; men Ketil vilde ikke lade sig sige og lagde ud. Han styrede lige op til Vitadsgjafe; der fandt han en fiskestue, hvor han indrettede sig og gjorde sine redskaber i stand. Der var så megen fisk i fjorden, at han kunde tage den med hænderne, og allerede den første aften havde han sit nøst godt behængt med fisk; men da han kom ud om morgenen, var hele fangsten borte. Næste nat holdt han vagt og så en jætte gå ind i nøstet og binde sig en rygfuld fisk sammen; i det samme han kom ud ad døren, satte Ketil sin økse mellem skuldrene på ham, men jætten vred sig ved hugget, så at Ketil mistede taget og øksen blev siddende i jætten. Jætten løb op fra fjorden ind i landet og forsvandt i en hule; Ketil satte efter ham, og da han kom til åbningen, så han der sad nogle trolde omkring en ild. Han hørte de slog en latter op og råbte: "Fik du tak for sidst, Kaldrane?" Jætten svarede at han trængte mere til smørelse end til spotteord, og troldene løb ind i bunden af hulen for at hente salve. Mens nu jætten sad og ventede på dem, steg Ketil ind, rykkede øksen ud og gav ham banehug. Derpå gik han tilbage og lastede sin skude og sejlede hjem. Halbjørn var meget venlig mod ham, og spurgte om han havde oplevet noget deroppe i Vitadsgjafe. "Ikke noget særligt," svarede Ketil.


Sent på høsten gjorde Ketil sig i stand til at gå til søs igen. Nu forbød faderen ham rent ud at drage afsted, og sagde at det var ikke sædvane blandt ordentlige mennesker at fiske på den årstid; men Ketil lod ham snakke og sejlede alligevel, da han var rejseklar. Da han kom nordpå i fjordene, fik han modvind og drev til havs, og han så ikke land før langt oppe i lapmarken, hvor fjældene rejste sig stejlt lige op af havet. Han holdt ind til land på et sted hvor den glatte fjældside åbnede sig så meget at der blev en lille forstrand, og da han var kommet ind og havde gjort sit fartøj fast, lagde han sig til at sove. Ud på natten vågnede han ved at skuden gik op og ned under ham, og da han rejste sig op så meget at han kunde kigge ud over rælingen, så han en troldkælling stå og ryste frem og tilbage i forstavnen. Han hoppede ned i jollen, kappede tovet og stødte fra. Vejret var stadig hårdt, og søerne stod uafladelig ned over ham, men han så at der hele tiden svømmede en hval mellem ham og søerne og brød dem når de var ved at vælte ind over ham, og han syntes, den havde menneskeøjne. Båden drev omsider ind på nogle skær og blev slået i spåner, men Ketil fik frelst sig op på klippen; derfra kunde han ikke se noget til land uden en mørk banke langt ude.


Da han havde hvilet sig en stund, kastede han sig i havet og svømmede indad mod tågeranden, og langt om længe nåede han land. Der hvor han kom ind, gik der en lille sti op, som endte ved en gård, og uden for gården stod en bonde og kløvede brænde. Manden kaldte sig Brune og bød Ketil indenfor. I huset sad der to kvinder, og da de skulde rede seng til gæsten, spurgte Brune, om han helst vilde sove alene eller dele seng med hans datter, Hrafnhild. Ketil så på pigen, – hun var drabelig afvækst, godt ved magt og vel en lille alen bred i ansigtet, – så sagde han at han vilde sove hos Hrafnhild, og de to blev gode venner.


Der var nu Ketil den høst og vinter, og Brune tog ham med på jagt og lærte ham at skyde med bue. Om våren vilde Ketil rejse hjem, og Brune fulgte ham et stykke på vej; de gik nedenom langs fjordene, og da Brune tog afsked, sagde han: "Bliv nu ved at følge vandet fremad, og lad være med at skyde genvej gennem skoven." Han gav ham en tylft pile og desuden en brod eller pil med en firkantet od, som han kunde bruge i nødsfald. Derpå skiltes de, og Brune drog hjem. Da Ketil var blevet ene, stod han lidt og så sig om og tænkte: "Hvorfor skulde jeg ikke gå den nærmeste vej?" og dermed drejede han af og fortsatte ind gennem skoven. Han havde ikke gået ret langt, før han så sneen komme fygende efter sig som en sky, og da skyen kom nærmere, opdagede han at det var en mand, som kørte med to rener. Ketil stansede ham og spurgte hvad han hed. "Jeg hedder Guse," svarede manden, "og jeg er Lappernes konge, men hvad er du for en der løber rundt i skoven som en ulv? Du kommer vist til at hyle, inden vi skilles." Ketil nævnede sit navn, og mente at nu kunde de jo først se hvem der bed bedst, ulven eller Lappen. Guse lagde en pil på sin bue og skød, men Ketil sigtede i det samme imod ham, og deres pile mødtes i luften, så at de faldt ned sammen i sneen. De sigtede begge igen og igen, og sådan stod de og skød en hel tylft pile ned for hinanden. Til sidst havde Ketil kun sin brod tilbage, og Lappen havde kun en hagepil til overs, og da han så ned ad den, syntes han den var skæv, og han trådte på den for at rette den ud. Så skød de deres sidste skud, og Lappens pil svirrede udenom, men Ketils ramte Guse i brystet, så at han faldt død om. Derpå tog han Lappens pile, Flaug, Hremsa og Fifa, og dertil hans gode sværd, som bar navnet Dragvendel. Dermed for Ketil hjem, og da han kom oven for gården, så han mange skibe styre ind til Hrafnista. Han traf en bonde og spurgte hvad al den sejlads betød, og bonden sagde, at de skulde til Hrafnista for at drikke gravøl over Halbjørns søn. Der blev stor glæde, da Ketil kom ind, og Halbjørn gjorde gravøllet om til gæstebud.


Ketil sad nu hjemme i tre år. En dag kom der et skib til Hrafnista, og der ombord var Hrafnhild og hendes søn, som hed Grim og blev kaldet Loddenkind. Ketil vilde gerne have at hun skulde blive, men Halbjørn knurrede over at skulle have den trold på gården. Ketil søgte at gøre det godt og bad hende ikke blive vred over hans faders uvenlighed, men Hrafnhild svarede: "I skøtter vist ikke meget om jeg er vred eller god," og hun rejste straks sin vej; men hun lod Grim blive tilbage og sagde at hun selv vilde komme igen om tre år og tage ham med sig. Da Hrafnhild var rejst, gik Ketil omkring og var tavs og indesluttet. En dag talte Halbjørn med ham, og sagde at det var på tide han tog sig en hustru og fik den trold ud af tankerne. Der var en god bonde som hed Bård, han havde en datter, Sigrid, der i alle måder vilde passe som husfrue på Hrafnista. Ketil svarede, at han ikke tænkte på at gifte sig og vilde på langfiske; men Halbjørn sagde: "Da er det bedst jeg går på frieri for dig." Det gjorde han, og han kom til Bård med sit ærinde. Bård svarede: "Man skulde tro, at Ketil kunde tage på frieri selv; han har jo gjort mere vovelige rejser før." Halbjørn for op og spurgte: "Tror du jeg farer med løgn, når jeg frier for min søn?" "Nej," svarede Bård, "men jeg ved, at om Ketil havde været ivrig for at blive gift, var han nok kommet selv; men jeg har hverken styrke eller vilje til at sige Halbjørn fra Hrafnista nej." Og dermed aftalte de bryllupsdagen. Da Halbjørn kom hjem, spurgte Ketil ikke om hvad han havde oplevet på rejsen. "Du er ikke nysgerrig, Ketil," sagde Halbjørn, men sønnen lod som om han intet hørte. Han lod de andre gøre som de vilde, og sagde ikke imod, da der blev lavet til bryllup. Gildet gik godt, men den første nat for han ikke af klæderne; Sigrid lod sig ikke mærke med at hun var misfornøjet, og lidt efter lidt kom de vel overens. Da Halbjørn kort efter døde, overtog Ketil gården; han sad i velstand og holdt mange folk. Der var ingen i nærheden som kunde kappes med ham, og han havde meget at sige i bygderne der nordpå.


Da de tre år var gået, kom Hrafnhild igen. Ketil vilde have at hun skulde blive på Hrafnista, men hun sagde nej og vilde ikke engang gå ind. "Så vægelsindet som du er, kan jeg ikke have noget med dig at gøre," sagde hun, "Og dette er sidste gang vi træffes." Hun gik straks ned til skibet igen uden at tage Grim med sig, og folk kunde se på hende, at skilsmissen gik hende nær til hjerte. En sommer derefter tog Ketil drengen med og sejlede nordpå helt op under Lapmarken. En aften lagde han ind under en klippe, og da han havde fortøjet, sendte han Grim op for at hente vand. Straks efter kom drengen løbende ned igen, og sagde der stod en trold ved åen og vilde tage ham. Ketil gik løs på utysket og truede ad det med så kraftige vers, at det tog til hælene og forsvandt. Men da det blev morgen, lagde Ketil roret om og styrede hjemad igen.


Sidenhen kom der uår over landet, som det ofte nok hændte der højt oppe mod nord; kornet frøs bort på marken, og fisken søgte til havs. En dag kom Sigrid og sagde til sin mand at der skulde meget til i huset, så mange folk de havde på gården; han svarede at hun behøvede ikke at minde ham så stærkt, og satte straks storbåden frem for at begive sig ud på fiskeri. Da han kom til et sted, som hed Skrofar, og lagde ind til land, så han en troldkælling stå ude på den yderste pynt; hun var lige kommet op af havet, og vandet drev af hende. Der stod hun i en stumpet skindpels og missede mod solen, og skøn var hun ikke at se på, hverken foroven eller forneden, for hun var sort som beg, så at hun glinsede i lyset. Ketil råbte hende an og spurgte hvad sådan en led heks kunde hedde, som stod der og vrikkede med sin lange snabel. Hun svarede: "Jeg hedder Forat, og jeg har givet mange fiskere muld i munden; men hvad er du for en som står og skvaldrer op?" "Hjemme på Hrafnista kalder de mig for Hæing," sagde han. "Da var det bedre for dig, om du var blevet siddende hjemme på Hrafnista i steden for at tulre omkring i havskærene," sagde hun, "hvad skal du ellers bestille heroppe, din lille skidting?" "Jeg skal lave mad," svarede han. "Det kan jeg bedre og putte dig med i gryden," sagde hun og skrævede hen imod ham. Men da hun ragede efter ham, fik han i en fart en af Guses pile lagt på buen og skød imod hende. I et nu forvandlede hun sig til en hval og sprang i havet, men pilen ramte hende under den ene finne, og Ketil hørte et mægtigt vræl nede fra vandet. Så slog han sig ned og begyndte at fiske. En nat vågnede han ved et brag inde i skoven; da han løb ud, så han en troldkvinde på vej ned til havet med en strid manke hængende løs ned over skuldrene, som hekse plejer at have det, når de er ude og har deres kunster for. "Hej, hvor skal du hen, lille mor," råbte han. "Jeg skal til troldemøde med alle de store," svarede hun og vadede til havs. Hele natten dundrede troldene hen over øen, men Ketil fik ingen men af dem. Han lå rolig og fiskede ved Skrofar, og da han havde fået en god bådladning, sejlede han hjem og fyldte Mor Sigrids stabur med fisk og sæl.


Ketil sad bred og mægtig på Hrafnista så længe han levede, og Grim overtog gården efter hans død. Han bejlede til Lopthøna, en datter af Harald Herse; men da han kom til bryllup, var pigen forsvundet, og ingen kunde sige hvad der var blevet af hende. Gæsterne sad og drak i tre nætter, men der var liden munterhed i øllet, nu da de ikke havde nogen brud at drikke for. Der var den gang ingen som kunde tænke, at det var brudens stedmoder som havde forgjort pigen, og sagt at hun skulde leve som en led trold til sin dødedag, om der ikke kom en mand som vilde gøre det ved hende som mænd ellers kun gør ved dem der er fagre at se til.


Grim sad hjemme og var kun lidet tilfreds. Et år kom der som ofte før misvækst og dyrtid over Hålogaland. Grim gik til søs selvtredie og sejlede nordpå til Lapmarken og helt nordenom ind i Gandvig. Han så der var godt at fiske i fjorden, og slog sig ned i fiskestuen. Da mændene var faldet i søvn, vågnede de brat ved en vældig storm, der kom med sne og frost, så at der slog sig is på hytten både udenfor og inde. I den første morgenlysning gik de ned til stranden og opdagede at hele deres fangst var borte. Der lå de nu vejrfast og fandt det ikke lysteligt. Næste nat vågnede Grim ved en høj latter uden for stuen, han sprang op, tog en økse og gik ud, og han havde også som sædvanlig sin faders pile, Gusearven, hos sig. Han så da to troldkvinder stå og holde hver i sin ende af hans skude, og de rystede den, så at den var ved at splittes ad. Grim skød efter den ene, så at pilen stod tværs igennem hende, og da den anden for løs på ham, huggede han hende med øksen i skulderen, så at den blev siddende i skulderbladet. Grim kunde ikke holde fast på skaftet, og trolden løb ind i fjorden med øksen i sig. Grim satte efter hende og så at der var en hule i fjældet, og en snæver sti gik stejlt op ad fjældsiden til hulen. Hun ilede op ad skråningen så let som løb hun over en eng, men da hun sprang op, fløj øksen ud af ryggen på hende. Grim tog den op og huggede den fast i stien, og på den halede han sig op stykke for stykke, til han endelig kunde kigge ind i hulen. Der så han en ild brænde og en trold og en troldkvinde sidde ved varmen. De spurgte troldetøsen hvor hendes søster var, og hun svarede: "Hun ligger død i havstokken, og jeg har fået mit behov, og imens sidder I og varmer fødder ved ilden; vi trolde får aldrig fred for mændene nede i Hrafnista." I det samme faldt hun død om, og Grim så sit snit til at hugge øksen i jætten, så at hovedet røg af ham. Kællingen sprang ind på ham, og han måtte tage nogle lange dyster med hende, inden han fik tag under hendes hofte og kunde kaste hende i gulvet.


Næste dag var det godt vejr. Grim og hans mænd gik langs stranden og så at der et sted var drevet en stor hval op, og de gav sig straks i færd med at flense dyret. Mens de var midt i arbejdet, kom tolv mænd til, og den ene af dem spurgte Grim hvorfor han røvede hvad der hørte andre til. Grim svarede, at han vidste ikke af andet end at han var i sin gode ret, siden han havde fundet hvalen først. "Ved du ikke, at jeg ejer alt hvad der driver ind her på kysten," spurgte den anden. "Det vidste jeg ikke," svarede Grim, "men lad os så dele halvt." Men manden råbte, at enten skulde Grim straks slippe hvalen eller forsvare den med våben, og Grim valgte at værge hvalen. Det blev en lang og strid kamp, og den endte med at Grim dræbte alle tolv mand og selv mistede begge sine huskarle. Og da var han så mødig af sine sår, at han ikke kunde røre sig, og ikke ventede andet end at han skulde ligge der og dø. Da der var gået en stund, kom en kvinde til. Hun var ikke større end en syvårs tøs, men så tyk om livet at Grim tænkte han ikke kunde spænde om hende; hun havde mørk hud og intet hår på hovedet, og hun havde ikke let ved at se mild ud i ansigtet. Hun gik hen og bøjede sig over Grim og sagde: "Nu er det småt bevendt med Hålogalandshøvdingerne. Vil du tage dit liv af mig, Grim?" Han svarede: "Køn er du ikke at se på, men vi har jo alle livet kært, og jeg må vel sige tak til, om du vil hjælpe mig." Så løftede hun Grim op og løb afsted med ham, som om han var et spædbarn. Hun bar ham ind i en hule og lagde ham på gulvet, og han havde rent mistet vejret, så stærkt løb hun. "Nu har jeg bjerget dig i hus," sagde hun, "og jeg vil have min løn for det; nu skal du give mig et kys." Men Grim syntes hun blev grimmere og grimmere for hver gang han så på hende, og sagde nej. "Så hjælper jeg dig ikke, og så har du ikke langt tilbage," sagde hun. "Jeg må vel til det da," sagde Grim, "men det er ikke af lyst jeg gør det," og så kyssede han hende; men underligt nok kom det ham for, at hun ikke var så fæl at kysse som hun var at se på. Om aftenen redte hun seng og spurgte om han vilde sove hos hende eller alene. "Ene," svarede Grim. "Så sparer jeg min flid med at læge på dig," sagde hun. Grim så at han måtte føje sig, om han vilde have livet, og bad hende rede som hun vilde. Hun forbandt nu alle hans sår, og han følte hverken svie eller værk i dem, og han lå og undrede sig over hvor bløde hendes fingre var, og de så dog rettere ud som gribbekløer end som menneskehænder.


Da Grim vågnede frisk og rask om morgenen, lå der en fager kvinde i sengen hos ham, og det var ham som om han så sin forsvundne fæstemø; men neden for sengen fandt han en hæslig troldeham på gulvet. Han stod hurtigt op og slæbte den hen i ilden; og han blev siddende over den, til den var helt fortæret. Først da den var forvandlet til små sorte kul, vendte han sig for at se til pigen, og han opdagede da at hun lå i sengen ganske livløs; men da han stænkede hende med vand, kom hun til sig selv, slog øjnene op og begyndte at røre sig. "Nu har vi det begge godt," sagde hun, "jeg gav dig liv, og du frelste mig af nød; jeg er virkelig din brud, Lopthøna, nu skal du følge mig til min fader og drikke bryllup med mig, som aftalt var." De gik sammen ned til fiskestuen og fandt mad nok, ti der lå en hval i hver en vig. Siden lastede Grim sin skude og gjorde efter Hrafhistamændenes skik: han hejste sit sejl, og straks blæste der en bør op. Da han kom hjem til Hrafnista, blev folkene så glade over at se ham, som om han var kommet tilbage fra de døde. Harald Herse tog med begge hænder mod sin datter og hendes brudgom og holdt bryllup for dem med ære; men brudens stedmoder kom ikke med til gildet, for hun lå da ude under en mægtig hob sten med en skindbælg over hovedet. Harald havde givet troldkællingen hendes fortjente løn, da han hørte hvad hun havde haft for med hans datter.


Fra Hrafnistamændene er der kommet en meget stor æt på Island, og mange af de mænd som endnu mindes i verden, regnede deres slægt op til Ketil Hæing. En af dem var Egil Skallegrimsøn, en anden Gunnar på Hlidarende. Sværdet Dragvendel gik i arv i ætten, som slige våben plejede; i Egils hånd kom det viden om i verden, og øvede mangen en dåd. En anden ætling af Ketil var høvdingen Torkel Håk, der i sin hal havde ladet skære et billede i træ af kampen med trolden, som vilde skræmme folk fra åen, når de kom efter vand. De mænd som nedstammede fra Hrafnista–høvdingerne, var ærekære og uforsagte og bøjede ikke af for nogen der kom dem i vejen, om det så var kongen selv. Mange af dem var som Gunnar på Hlidarende store bueskytter.



Urnes (JLM) 09c.jpeg