Nordiske myter og sagn: Indledning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

Indledning

Urnes (JLM) 09c.jpeg


De nordiske folk danner sammen med Tyskere, Englændere og Hollændere een folkestamme, som det endnu tydeligt fremgår af slægtskabet mellem deres sprog. Denne folkegruppe, som nu er udbredt over en stor del af Nord- og Vesteuropa, boede i tidernes morgen på et snævert område i Sydskandinavien og egnene omkring den vestlige ende af Østersøen. Indtil tiden omkring Kristi fødsel står de ganske uden for historien, som jo den gang havde sit midtpunkt i Middelhavet, men samtidig med at det romerske rige har sin glanstid, begynder de at vække opmærksomhed inden for civilisationen. For de sydlige kulturfolk stod de som vilde mennesker, hvis eneste berettigelse bestod i at de kunde gøres til genstand for romersk foretagsomhed; men de havde den bedrøvelige egenskab, at de ikke altid vilde lade sig udnytte i fred og fordragelighed. Først blev de opdagede af dristige og driftige købmænd og slavehandlere, så dannede der sig kolonier på grænsen; jo nærmere forbindelsen blev, des hyppigere kom der rivninger, som førte til grænsekampe og straffeexpeditioner; i næste omgang hvervedes de vilde til at kæmpe mod deres stammefrænder for siden at gå som faste lejetropper i den romerske armé, og endelig blev disse fagsoldater til en uundværlig kærne i den stående hær som verdensriget måtte holde på benene.


Efter som Germanerne således blev inddraget i Romernes politik, opkom der en vis dannet interesse for disse nordlige barbarer, og man begyndte af praktiske grunde at studere deres karakter og levevis. Den bedste frugt af denne halv praktiske, halv videnskabelige nysgerrighed er Tacitus' Germania, en slags etnografisk håndbog over Nordeuropas befolkning, skrevet i året 98 efter Kristus. Bogen har samme karakter som moderne missionærers og kolonialembedsmænds beskrivelser af vilde folk i Amerika og Australien. Den er overfladisk, fordi den kun giver et billede udefra af folket, sådan som det præsenterer sig for en kultiveret mand; forfatteren føler sig selvfølgelig højt hævet over disse barbarer han allernådigst viser sin interesse, og han kunde naturligvis aldrig tænke sig at gå ind på deres underlige tanker; derfor kan han kun give en rent udvortes skildring af disse naturfolks sæder og skikke uden mindste forståelse for sammenhængen i deres tankegang. Men så overfladisk Tacitus' Germania end er, bliver den for os uvurderlig, fordi den nu en gang er vort eneste hjælpemiddel til at lære vedkommende folk at kende. Tacitus skildrer Germanerne som blonde, rødhårede kraftkarle; de er pragtfuldt udrustede fra naturens hånd, men selv mangler de evnen til at skabe skønhed. De hænger skind på sig, hæfter det sammen med nåle eller torne, syr måske lidt lapper af forskellig farve på, eller de maler sig på kroppen, men det er måske snarere til fjendernes skræmsel end til egen øjenslyst. De rejser simple boliger af tømmer og smører dem over med noget lyst ler, men alt hvad kulturmennesket sætter størst pris på, såsom smag, hygge, ynde, det mangler de totalt. Og underligt nok, medens dannede mennesker bygger deres huse sammen i række og geled, lægger disse barbarer hvert hus for sig med en åben plads omkring; måske beror det på frygt for ildebrand, måske er det snarest at opfatte som mangel på udvikling i byggekunsten. Deres rigdom består i kvæg, men de har ikke forstand på at opdrætte race; blot de har mange høveder, er de tilfredse. Desuden driver de en smule agerbrug, men det er en slags primitiv rovdrift med stadig udskiftning af nye jorder, og jord er der nok af til deres brug. Kort sagt, hvad livets skønhed betyder, forstår de slet ikke; der findes sølvkar iblandt, som høvdingefolk har fået i gave eller ved tuskhandel; men om et kar er af sølv eller af ler, bliver for dem egentlig det samme. Nu må man ikke glemme, at de lever under en grå himmel midt i uhyggelige skove og endeløse sumpe. Den eneste virkelige interesse som mændene har, er krig; når den slipper op, kan de fornøje sig med lidt jagt, men for øvrigt driver de tiden hen med at sove og spise og drikke. De har en berusende drik, som laves af gæret korn og svagt minder om vin; den kan de sidde og tylle i sig dag og nat, til de enten ligger berusede eller kommer i klammeri med hinanden. Folket deler sig i stammer og slægter, som står under konger eller rettere høvdinger; men for øvrigt er deres forfatning primitivt demokratisk, ti høvdingerne har kun den magt som deres mod og overtalelsesevne forskaffer dem. Deres liv former sig helt igennem krigerisk; deres folkeforsamlinger er ting, hvor mændene møder i våben. Når drengen vokser til, bliver han fremstillet på tinge og iklædt våben af høvdingen eller af sin nærmeste frænde, og dermed får han ret blandt mændene. I de unge år tjener han i kongens hird og følger sin herre i krig; mens kongen kæmper for sejr, kæmper hirden for kongens ære, og dens egen ære byder at den ikke overlever høvdingens fald. Deres retsfølelse er også helt bestemt af deres krigeriske karakter; drab og krænkelser hævnes med blod, hvis de ikke kan sones med en bod, som betales i kvæg. På grund af det stærke slægtssammenhold må boden fordeles til alle frænder af den dræbte mand, ligesom også krænkeren, medens fejden står på, har en uforsonlig fjende i enhver af de mænd som føler sig blodbeslægtet med den faldne. Kvinderne er sunde og stærke og rene af sæder; letsindig lyst, som købes på bekostning af kyskhed, sætter pigen uden for samfundet. Kvinderne nyder også stor anseelse, så at de endogså betragtes som en slags højere væsener, hvis ord altid har stor vægt og til tider skattes som varsler; undertiden hæver de sig op til en slags profetinder, som ved deres råd og spådomme leder stammens politik. Germanernes religiøse følelse er knyttet til skovhelligdomme, hvor der foretages hemmelighedsfulde ceremonier; deres guder lukker de ikke inde mellem vægge eller i synlige billeder, guddommen er for deres betragtning et lønligt væsen, som kun føles gennem ærefrygt og tilbedelse. Dog indesluttes dens kraft i tegn eller billeder, som til daglig brug gemmes i de hellige lunde, men i kritiske tider tages frem og føres med i hæren som en slags banner.


Denne Tacitus' skildring har interesse for os ikke blot på grund af det folk som afmales deri, men også på grund af den mand som har udført portrættet. Han giver sig selv som den moderne civiliserede mand, der ikke kan lade være med at trække på skulderen ad dette barbarliv, som mangler indre skønhed og åndelig opløftelse, råt og plumpt som det er, uden smag for de højere nydelser, uden kendskab til den ædle forfinelse som opfindelser og fremskridt bringer med sig. Men ved siden af denne foragt er der plads for et sentimentalt sværmeri for urkraften og de simple dyder i disse naturens uslebne børn, som Germanerne i hans øjne var. Vi mærker samme romantiske stemning som gik igennem vor egen kultur i det attende århundrede og endnu har sine efterdønninger blandt os i det tyvende, en stemning hvor kulturmennesket vugger sig ind i en poetisk nydelse af det simple liv og i en uvirkelig begejstring for naturens børn. I sin beskrivelse af barbarerne spørger Tacitus lige så lidt som den moderne naturelsker om hvordan de såkaldte vilde folkeslag virkelig er, men digter dem til det han synes de skulde være efter hans egne poetiske og fornuftige idealer. Tacitus har hørt at ægteskabet blandt Germanerne stiftedes ved gaver, som udveksledes mellem brudgommen og brudens frænder, men disse øksne og våben som går mellem slægterne, bliver i hans udlæggelse til en løndomsfuld, hellig indvielse, et tegn på at kvinden skal dele liv og død, fred og fare med sin husbond. Hans skildring af Germanernes strenge sæder har en tydelig adresse til det romerske samfund med dets løse ægteskabelige forhold. Det lyder næsten som den rene Rousseau, når han udtrykkelig fremhæver at de germanske mødre selv ammede deres børn og ikke overlod dem til tjenestefolk. Disse vilde mangler skønhed, men de har naturens store, simple dyder, vil han sige. Og for den romantiske Romer bliver Germanernes skovhelligdomme til et vidnesbyrd om at de simple naturbørn har en vis dunkel sans for det hemmelighedsfulde i naturen.


Hvis nu Tacitus' billede stod helt alene, vilde vi kun få et mangelfuldt og forvredent indtryk af vore forfædre; det eneste vi kom til at se var en yderside, som ikke lod noget af det indre, åndelige liv skinne igennem. Men nu har vi heldigvis en kommentar i den literatur som de germanske folk selv mange århundreder senere skabte. I den finder de udtryk for deres inderste tanker og følelser, i den lærer vi vore forfædre at kende indefra; vi ser dem ikke som fremmede barbarer med kuriøse skikke og sæder, men vi hører dem bekende hvad der var stort og helligt i deres øjne, hvad der satte deres sjæl i bevægelse, hvad de levede for, og hvad de døde på. Og i det lys får Tacitus' skitse en ny værdi, vi kan se at den menneskehed som vi lærer at kende som Nordboer gennem sagaerne, i tanker og idealer og institutioner ikke er væsentlig forskellig fra de folk som i tidens morgen forfærdede Romerne.


Den historie som forbinder Tacitus' Germaner med middelalderens Sakser og Franker og Nordboer, er os kun bekendt i brudstykker eller glimt. Da Tacitus skrev, var Germanerne en fare, som man søgte at holde i skak ved straffeexpeditioner og ved, som han selv åbenhjertigt bekender, at sætte stammerne op imod hinanden og puste med kraft og omsigt til deres indbyrdes stridigheder, i det håb at de vilde rive hinanden op. Men denne fare steg igennem århundrederne, til den blev Romerrigets skæbne. Heroppe i det nordlige Europa har der i disse tider været en stærk gæring blandt folkene, så at der finder et ustanseligt skred sted, som fører de germanske folk ud over deres gamle grænser, længere og længere sydpå. Under denne folkevandring, som vi plejer at kalde skredet, har de germanske stammer langsomt krystalliseret sig til det etnografiske og politiske mønster som vi nu kender. Den inddeling af Nordboerne i svenske, norske og danske som nu er givet for os, er, for at tage et nærliggende exempel, blevet til eller rettere fæstnet længe efter Kristi fødsel, efter år 500, og så meget synes sikkert, at Danskerne har fået deres plads ved at skubbe andre stammefrænder, såsom Herulerne, sydpå. I begyndelsen viser denne nordiske uro sig ved at germanske hære stadig truer med at skylle ind over de grænser Romerne havde rejst; allerede Cæsar måtte i årene omkring 55 f. Kr. gå nogle gange over Rhinen for at ave germanske høvdinger, som lå på drift ind i Gallien. Augustus forsøgte på at udvide Roms grænser på den anden side Rhinen, men dette forsøg fik en ulykkelig ende, da Varus år 9 e.Kr. fik sine legioner fuldstændig oprevet i slaget i Teutoburgerskoven; trods mange straffeexpeditioner nåede Romerne aldrig mere end netop at hævde Rhinen som grænse. I de følgende århundreder skød Germanerne sig stadig sydpå, til de nåede nedre Donau og Balkan; denne udvidelse skete for en stor del på bekostning af Kelterne, som ved vor tidsregnings begyndelse ikke blot sad inde med England og Gallien, men også var udbredt over hele Midteuropa.


Da Romerriget for alvor begyndte at knage i sammenføjningerne, kom tiden for Germanerne til at gribe ind i historien. I det fjerde og femte århundrede dannede Goterne betydelige riger i Sydrusland og på Balkan. Siden boltrede Vestgoterne sig i Italien og endte med at stifte et rige i Spanien, som stod til omkring år 700. Kort før år 500 byggede Theodorik, konge i en anden gren af samme folk, Østgoterne, en stat i Italien med Germanerne som herskerkaste; men Theodoriks ideal var at genskabe det gamle Romerrige, og han søgte på alle områder at opretholde eller genoplive de gamle politiske og kunstneriske traditioner. Det østgotiske rige stod til 550 og afløstes ret snart af et langobardisk kongerige, som delvis førte Theodoriks arbejde videre. Også Afrika oplevede et germansk rige, da Vandalerne omkring 430 gik over Gibraltarstrædet og erobrede Kartago.


Under denne udbredelse til alle sider kom Germanerne til at spille med i de store begivenheder som fremkaldtes ved Hunnernes indfald i Europa kort før år 400. Da disse asiatiske krigere brød ind i Rusland, stødte de først på et mægtigt østgotisk rige; kongen, som hed Ermanrik, faldt i kampen, og hans mænd blev nødt til at underkaste sig og gå ind i Hunnerhæren. Under den store Attila dannede Hunnerne et rige, hvis midtpunkt lå i Ungarn, og de var stærke nok til at føre krigen langt ned på Balkanhalvøen og vestpå til Gallien. Af en beretning som en byzantinsk gesandt har efterladt om sin diplomatiske mission i Ungarn, ser vi at Germanerne må have indtaget en meget fremskudt plads blandt Hunnerne og have sat deres kulturpræg på hoffet, ti hele ceremoniellet er udpræget germansk. Og da Hunnerne år 451 mødte deres skæbne på de katalauniske marker i Gallien, hvor de led et afgørende nederlag for Romergeneralen Aetius, var der også Goter i den sejrende hær.


Senere følger udbredelse til alle sider. Frankerne skyder sig ind i Gallien og skaber under Merovingernes kongeslægt den stat som fortsættes i Frankrig. Stammer fra Slesvig, Angler og Jyder, sværmer ud på vikingetog over Vesterhavet, og hærger på England for endelig at sætte sig fast og grunde et andet storrige, som fik tusindårig beståen. Uden afbrydelse går denne folkevandring over i vikingetiden, der kan kaldes en fortsættelse af de Vesterhavstog som udgik fra Elbenegnene. Svenske, danske og Nordmænd søger på deres små skuder vestpå mod de britiske øer for at søge bytte og ære, og de hærger dels på de keltiske lande i Skotland og Irland, dels blandt deres stammefrænder i England; og samtidig står Svenskerne ud i Østersøen og hjemsøger Finland og Rusland. Disse tog var for en del udslag af ren eventyrlyst, hvor begær efter rigdom og higen efter dåd og ære gik op i hinanden, men for en stor del var de også virkelige, målbevidste erobringstogter, som førte til oprettelsen af nye riger. Danske og norske konger tømrede sig troner i England og Irland; svenske fyrster grundede riger i Rusland, som stod langt ned i middelalderen og i høj grad har været bestemmende for den russiske stats udvikling.


Dette mylder af kampe og erobringer har sat sig stærke spor i vore fædres legender og sagn. I de berømte digtninge om Sigurd Fafnersbane er der minder om Frankernes og Burgundernes skæbnerige historie ved Rhinen; Attila lever endnu som Atle i Nordboernes sange, og krigene med hunniske fyrster dukker op rundt omkring i nordiske sagn, som for exempel i Tyrfingsagaen. De sagn der spiller omkring Østersøen, er fyldt med minder om fejder og tog, om konger som fældes, og drab som hævnes, og igennem dette virvar skimter vi de bevægede tider da de skandinaviske riger skabtes gennem utallige brydninger mellem høvdinger og småfyrster, til der fremgik skarpt adskilte folk som Daner, Sveer, Gøter og Nordmænd.


Mange århundreder efter at Tacitus havde trukket sløret bort for disse nordiske vildmænd, fik de selv mæle, så at de gennem en egen literatur kunde åbenbare sig for verden i deres nationale egenart. Det er særlig heroppe i Norden at de germanske fortidsminder fremtrådte rent og klart; ti blandt de sydlige Germaner fik kristendommen sammen med den romerske kultur så tidlig overhånd, at den kvalte interessen for folkenes gamle skæbne og bedrifter; og når engang imellem folkets sagn og traditioner bliver optegnet - som det skete blandt Langobarderne af Paulus Diaco-iuis og blandt Goterne af Jordanes - var det regelmæssig gejstlige herrer som førte pennen, og de så fortiden gennem kirkens briller og studsede den til med klassisk historieskrivning som mønster. Literaturen i Norden havde sin blomstring på Island, hvor jo mange af de højtbegavede norske stormandsslægter fandt deres hjem, efter at Harald Hårfagre havde gjort det lidt ubehageligt for egenrådige hoveder at bo i Norges rige. De norske udflyttere tog slægternes historie med sig og hægede kærligt om de gamle minder; men de blev også ved at stå i livlig forbindelse med omverdenen, både med hjemlandet Norge og med Vesten, England og Irland, hvor mange af Islænderne tumlede sig i de urolige ungdomsår, og hvor de ofte havde frænder ved vikingehofferne. Gennem berøring med Vestens kultur ansporedes de til literær produktion, men så fast sad de i deres gamle idealer, at den fremmede indflydelse ikke i mindste måde svækkede deres egenart, tværtimod vakte den deres originalitet til bevidsthed og inspirerede dem til at skabe en form hvori deres selvstændighed i tanker og følelser kunde få udtryk. Under det frugtbare sammenspil med omverdenen modnedes de til klar forståelse af deres egen fortid, og kærligheden til fortiden gav sig udslag i at de samlede og fæstnede overleveringerne i digt og saga.


Ved begyndelsen af den rige oldnordiske literatur står den ældre Edda, som indeholder to samlinger af sange, en om guder og en om helte, og blandt disse sidste indtager sagnene om Sigurd Fafnersbane og Gjukungerne en fremtrædende plads. Hvad digtenes ælde angår må svaret først lyde, at de i deres nuværende form vel er blevet til omkring det tiende århundrede; men dermed er intet afgørende sagt, ti sange af den art kan ikke bedømmes efter samme principper som moderne literatur, der bliver til som enkeltmands private ejendom og gives i trykken i en uforanderlig skikkelse. Myterne og sagnene gik i folket fra mund til mund og gendigtedes gang på gang efter øjeblikkets smag, og den form som vi har fået overleveret, er blot den skikkelse hvori digtene blev fikseret ved optegnelsen.


En hel række heltesagn og fortidstraditioner er bevaret i prosafortællinger - som sagaer, ofte dog således at vi skimter vers igennem. Blandt de vigtigste er Hrolf Krakes saga, Hervørs saga om sværdet Tyrfing og dets ejermænd, og sagaerne om Hrafnistamændene, Ketil Hæing og Grim Loddenkind. Til dem slutter sig Vølsungesaga, en genfortælling af sagnene om Sigurd og Gjukungerne, i hvilken der er brugt kilder uden for de os bekendte Eddasange; den fører videre over i Regnar Lodbroks saga. Naturligvis er disse sagaer kun et fattigt brudstykke af Nordens rige sagnskat, og vi finder også spredt rundt omkring en fylde af hentydninger til tabte slægtstraditioner.


Ved siden af disse heltefortællinger står en rig sagaliteratur, som behandler Nordens, særlig Islands og Norges historie. Først er der slægtssagaerne - som Njala, Eybyggja, Laxdøla, Egils saga, Gluma, Vatsdøla - der fortæller om de islandske stormænds stridigheder og om slægternes brydninger med hinanden i de første århundreder efter landnamet; af og til rækker de tilbage til tiden før udvandringen og lader os få et lille blik ind i slægtens minder. Derefter følger kongesagaerne, som kulminerer i Snorre Sturlesøns Heimskringla, en skildring af Norges historie fra Harald Hårfagres tid indtil Kong Sverre. I disse kongesagaer er ofte indvævet dyrebare brudstykker af høvdingeslægternes traditioner.


Til gudesangene har vi et supplement i Snorres Edda, der kan kaldes en kortfattet mytologisk håndbog, skrevet omkring år 1220; den genfortæller på prosa forskellige gudemyter og desuden nogle heltesagn og tilføjer nogle almindelige bemærkninger om guderne og deres væsen.


Denne literatur suppleres af Saxos Danmarks Historie, hvis første ni bøger handler om fortidskongerne inden Gorm den Gamle, Danmarks første historiske personlighed. Saxo skrev omkring år 1200, og til trods for at han var gejstlig og benyttede sig af latin, havde han en højst ukirkelig interesse for alle gamle historier, og alle som han kom over, puttede han ind i sin fortælling. Desværre har han taget sig en hel del friheder med stoffet for at få en sammenhængende historie og en kongerække ud af det, men i sin snirklede stil har han bevaret et utal af legender, som ellers var gået uhjælpelig tabt. Hvordan gamle sagn kan bevares og bringes i ny sammenhæng, kan ses af Skjoldungesagnene. De handler for en stor del om kampe mellem to forskellige folk eller høvdingeslægter i Sydskandinavien, den ene Skjoldungerne eller Danerne i Lejre på Sjælland, den anden Hadubarderne, hvis bopæl nu er ukendt, men kan formodes at have ligget ved den vestlige del af Østersøen. Under disse kampe blev Hadubarderne ganske oprevet, så at de forsvandt af historien, og senere nordisk tradition har derfor gjort deres konger, Frode og Ingjald, til konger i Lejre og forvandlet kampen med Skjoldungerne Hroar og Hrolf til stridigheder mellem forskellige grene af Skjoldungeætten.


I England er der bevaret et storslået minde om fortiden i heltedigtet Beowulf; digtet, som vel er blevet til omkring år 700, behandler sagnet om en gøtisk helt, Beowulf (Bjovulf), der nedlægger en jætte ved Lejre og siden finder sin død i kampen med en drage i Gøtland. Hvordan stoffet er kommet til England ved vi intet om, men dér er det af en engelsk digter blevet udformet til et kunstfærdigt epos, som på en ejendommelig måde bevarer den gamle ånd og de gamle nordiske billeder i stilen, medens man på dels malende bredde og på enkelte løsthængende refleksioner af kristen art kan mærke impulser fra den kristne kultur. Digtet er af særlig interesse, fordi det har bevaret former af Skjoldungesagnene som er ældre - og nærmere historien - end de der er indarbejdet i Hrolf Krakes saga og i Saxo.


Om vi vil forstå vore forfædre ret, må vi huske på, at der bag disse erobrerfyrster og eventyrere som tumlede sig ude i verden, stod en befolkning, som gik hjemme i bygden, passede kvæget og dyrkede jorden, som deres fædre havde gjort. Det er let at forstå, at hjemmefødingernes traditioner ikke så umiddelbart indbød til literær behandling som kongers og krigeres tragiske skæbne. Lykkeligvis har vi de islandske sagaer, som giver os et dybt indblik i livet som det førtes på bøndergårdene; og ikke helt sjældent får vi i det mindste et glimt af slægtslegenderne, som de blev fortalt eller foredraget ved de årlige fester, hvor frænderne samledes for at holde offerfest - blot. En dyrebar prøve på en norsk ættesaga har vi i fortællingerne om Hrafnistamændene.


Ved vikingefyrsternes hof fik livet en anden karakter end hjemme i bygden, fordi krigerne rykkedes op af den hjemlige jordbund, hvor fædrene sæd og skikke spillede en overmægtig rolle, og blev kastet ud i et stadigt spil om liv og lykke. Den urolige tilværelse blandt fremmede prægedes ensidigt af kampens spænding og ærens glitren, medens det i hjembygden var det daglige arbejde og de årlige fester som gav livet dets faste rytme. For bonden derhjemme var æren et arvegods, i dybeste forstand en slægtsære, hvis vigtigste bud var at frænderne skulde stå mål med forfædrene, bevare deres ejendom og opretholde deres anseelse og værdighed; blandt krigere og tronbyggere blev æren en glansfuld erobring, som den enkelte vandt sig fra dag til dag med sine blanke våben. Livet var en fest, der anrettedes med stolte kampe og larmende gæstebud, men det blev også et dristigt spil, der når som helst kunde ende med en brat død. Det er dette krigerideal som har præget digtningene fra vikingetiden med deres Odindyrkelse og Valhaltro. Bonden i hjemmet tænkte sig tilværelsen efter døden som en forening med de hedengangne frænder i gravhøjen; krigeren udmalede sig døden som en indbydelse til den kongelige gud Odins hal, hvor dagene gik med festlig kamp og jublende drikkelag. Men eventyrlivet medførte også et nyt syn på menneskelivet som helhed, og under indtrykkene fra vikingetidens tragiske og patetiske begivenheder skabtes det mægtige billede af guders og menneskers historie som et skæbnesvangert drama, der begynder med tidernes fødsel og ender med Ragnarokopgøret mellem verdens gode og onde magter. Denne digtning er utvivlsomt blevet til under inspiration af kristendommen, sådan som vore forfædre lærte den at kende i England, men den er både i billeder og i tanker udpræget nordisk og ikke-kristen. Den er udformet ved hjælp af gamle myter om gudernes kampe med jætterne og andre hjemlige legender, og der er ikke gjort nogen anden forandring ved det overleverede stof end at det er stillet sammen under et nyt synspunkt og lagt ind under en ledende tanke, så at helheden bliver fyldt med dramatisk spænding. Og tanken er den, at magt må købes med overgreb, at sejr ofte købes med skyld, at ærgerrighed fører til brud på ærens strengeste krav, og derfor bringer livet af sig selv sin dom med sig; der skal komme en ny og renere verden, men den må købes gennem kamp og død. Til det sidste mærker man hvorledes digtningen er inspireret af kongens og krigernes livssyn, ti de guder som skal føre den sidste strid og ved deres egen sejrrige død udslette ondskabens jætter af verden, føres af Odin, hærguden og sejrgiveren, og hans hjælpere er de helte som har dygtiggjort sig til hvervet som jættekæmpere ved at holde sværdet blankt og ved at dø ærens død på slagmarken.


______


Det udvalg som her bydes af Nordboernes sagn og af vikingetidens mytedigtning, er ikke en oversættelse, men en genfortælling i moderne ord, eller, om man vil, en gendigtning. Ofte nok bliver en gammel tekst uforståelig i moderne oversættelse, fordi ordene i gamle dage fik deres værd og betydning af biklange og minder, der af sig selv steg op i tilhørerne, men som er fremmede for senere læsere; i min genfortælling har jeg arbejdet det underforståede op i teksten for at gengive ordene det liv de en gang havde. I Skjoldunge- og Ynglingesagnene har jeg kombineret de forskellige former fra Beowulf, Snorre, Saxo og Hrolf Krakes saga til et hele og altså båret mig ad som sagamændene gjorde i gamle dage, når de for exempel arbejdede forskellige overleveringer om Sigurd og Gjukungerne sammen til en Vølsungesaga.


Hvad gengivelsen af navnene angår er jeg gået ganske vilkårligt til værks. I reglen beholder jeg den gamle form uforandret, men lader i givet fald den moderne sprogfølelse råde, hvor den umiddelbart lægger os en lempelse i munden. Og når sproget en gang har knæsat en bestemt form - som Odin, Freyr, Bjovulf - respekterer jeg altid en given vedtægt; konsekvensrytteri er altid af det onde, men af det værste når det gælder navne.