Nordiske myter og sagn: Ragnarok

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

MYTER

Ragnarok


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Da Odin ved, at kampen stunder til mellem guder og jætter og kommer nærmere for hvert år der går, er han ivrig efter at samle gæve kæmper til sin skare. Han er ofte på færde for at stifte ufred mellem høvdinger på jorden, han indskyder dem store, dristige planer, så at de ikke kan sidde i ro hjemme på deres gård, men stræber ud i verden for at vinde herredom og stort ry. Han færdes viden om og kommer pludselig på besøg i kongsgårdene for at vække unge mænd til dåd; han møder dem på vejene og lærer dem krigskunst eller skænker dem sejrrige våben. De mange navne han bærer, er minder om den omsorg han har for at hverve kæmper til sin hird; han kaldes den kampglade, stridvækker, valfader, sejrgiver, kamprædsel; han kan med rette sige om sig selv: "Jeg hidsede høvdinger og forligte dem aldrig." Han hedder vejfareren eller den vidtberejste; ofte ses han foran store slag, og han kommer også til syne midt i kampen, og da kan man vide at der vil ske store ting, og at mægtige mænd vil blive på valpladsen. Snart ser man ham komme gående i en folderig kappe og med en bred, sid hat ned over panden, snart rider han højt på sin otteføddede hest, Sleipner.


I slaget mellem Styrbjørn og Erik på Fyrissletten så man Odin komme og gribe ind i kampen. Styrbjørn lagde ind til Svenskekysten og brændte sine skibe, så snart han havde landsat sit mandskab, derpå rykkede han op mod Upsala for at kræve tronen og kæmpede en hel dag uafgjort med Erik. Om natten viede Erik sig til Odin og betingede sig sejr nu og ti års levetid efter den. Om morgenen kom der en stor mand til ham og gav ham et rør i hånden, og sagde at han skulde kaste det over Styrbjørns hær og råbe: "Jeg giver eder alle til Odin." Kongen gjorde som han sagde, og i det samme han kastede rørstængelen, susede en pil ned over Styrbjørns mænd og blindede hele hæren, og der skete et skred i hældet, som rullede midt ned i hans fylking. Styrbjørn lod mærkestangen støde fast i jorden og kæmpede til døden med alle sine.


Da den unge Harald Hildetand voksede op, kom Odin til ham og lærte ham at opstille sin hær i en kile der var spids foran, så at den kunde gennembryde fjendens rækker, og bred bagtil, så at den kunde knuse de splintrede skarer. Og han kaldte den slagorden for svinefylking. Han gav Harald sejren i mange slag, så at han blev Nordens mægtigste fyrste. Men da Harald blev gammel og blind, hidsede Odin Kong Ring op imod ham, for at Harald kunde ride til Valhal med et stort følge, og kongerne drog imod hinanden til det store slag på Bråvallahede, hvor alle Nordens folk mødtes under våben. Da den blinde Harald kørte til slaget i sin stridsvogn, spurgte han sin køresvend hvordan Kong Ring havde opstillet sin hær, og da han fik det svar at Ring førte svinefylking, forstod han at Odin havde sveget ham, ti ingen anden end Valhals herre kunde have lært Ring den kunst. Harald lod sin vogn styre midt ind i kamptummelen, og da striden var som hæftigst omkring dem, løftede køresvenden sin kølle og knuste kongens hoved, så at han styrtede hovedkulds ned på marken. Men det var ingen anden end Odin selv der kørte for kongen på den dag og med sin kølle fældede den høvding som han i ungdommen havde givet sejr og usårlighed overfor alle skarpe våben. Således sørgede guden for at Harald red til Valhal med et stort følge.


Det er altid de ypperste som Odin hidser op til store, ærgerrige foretagender, ti dem er det bedst at have i sit følge, når engang jætterne bryder ind over Asgård. Derom har skjalden sunget i det store kvad over Erik Blodøkse.


Da Erik var faldet i England, lod hans dronning, Gunhild, digte et stolt og mægtigt dødsdrapa over ham. I versene beskriver skjalden hvordan Erik drager op mod Valhal med et gny af mange mænd, så at Odin farer op af søvne og undres over de stærke fodslag.

"Hvad varsler de drømme jeg drømte? Jeg stod op, før det var dag, og lod rømme plads til en hær af våbendøde mænd. Jeg vækkede einherjerne og råbte: stå op og bred bænkene og skyl ølhornene, bær vin frem, valkyrjer, - alt var som om en mægtig fyrste kom dragende. Mit hjerte frydes i mig, det varsler at der kan ventes stolte gæster fra jord. Hør, Brage, hvad er det der drøner som en trampende hær på tusind mand eller mere?"

"Det durer i bænkene, som var det Balder der vendte hjem til Odins sale."

"Tal ikke tomme ord, vise Brage, du ved det bedre. Det er for Erik det durer, han er den fyrste som drager ind i Odins sal. Sigmund og Sinfjøtle, stå rask op og gå kongen i møde; er det Erik, da byd ham herind, ham venter jeg nu som gæst."

"Hvorfor venter du Erik mere end andre?"

"Jo, han har rødnet sit sværd i mange lande og svunget det blodigt i solen."

"Hvorfor formente du ham da sejr, når du priser hans kækhed?"

"Det ser utrygt ud, den grå ulv skuler til gudernes gårde. - Hil dig, Erik, stig på mandig fod ind i hallen, og vid du er velkommen. Lad mig høre, har du fyrster i dit følge fra striden, og hvem er de fyrster?"

"Fem konger har jeg med, du skal høre deres navne: Ivar hedder de og Hårek og Guttorm med to sønner, og selv er jeg den sjette i kongeskaren."


Alle de ærgerrigste helte har holdt fast ved Odin og prist ham over alle guder, fordi han enten skænkede dem sejren eller en død som der længe gik ry af, og begge gaver var store og gode. Det blev skik blandt stormænd at regne døden for våben som bedre end døden på sottesengen, fordi de våbendøde mænd blev budt velkommen i Valhal hos gudernes konge. Og man fortæller, at nogle selv mærkede sig med spyd og viede sig til Odin, når de blev rædde for at de skulde bukke under for ælde eller sygdom. I Valhal var livet ganske som på en stor høvdings gård, det deltes mellem lystige kampe og glade gilder, blot var alt meget prægtigere end i nogen jordisk høvdings hal. I højsædet sad Odin, og foran ham lå to ulve, som glammede over slagmarken, når hans yndlinge sloges. På hans skuldre flaksede to ravne, Hugin og Munin. Ved daggry fløj de ud over verden og kom tilbage ved davretid for at hviske Odin i øret alt hvad de havde set. Ofte så krigerne Odins ravne flyve skrigende over deres hoved, når der var store begivenheder i vente. Engang blotede Hakon Jarl for at få at vide om han skulde have lykke til at kæmpe med Gøterne, og straks efter så han ravnene komme flyvende hen over hæren, og vidste at han vilde få sejr. Om Odin tjener også en skare kvinder, som kaldes valkyrier. Dem sender han ud til hærene som kæmper, for at mærke en til døden og give en anden sejr, alt efter som det lyster krigsguden og fremmer hans planer.


På bænkene langs hallens sider sidder kæmperne tæt skulder ved skulder. Deres hædersnavn hos Odin er einherjer. Hver dag bliver der båret flæsk på bordet, og sulet slipper aldrig op; ti i Valhal er der en galt, Sæhrimner, den slagtes og lægges i kedlen hver dag og står dog hel og frisk hver aften. Det skorter heller aldrig på mjød til drikkelaget, drikken rinder i stride strømme af geden Heidrun, som står og bider løvet af det hellige træ. Medens einherjerne strækker sig på bænkene, går valkyrjerne for borde med mad, og siden bærer de drikken frem i bredfyldte horn. Hver morgen står einherjerne op og går ud på tunet; der forlyster de sig og giver hinanden af hjertens lyst de drabeligste hug; ved davretid står alle de faldne op og drager ind i hallen for at sidde sammen som gode venner under latter og glam. De behøver ikke at trænges i dørene, ti det hedder, at ottehundrede kæmper kan gå jævnsides ind gennem dem, og deres tal er fem hundrede og fyrre.


Når Ragnarok, gudernes sidste strid, er nær for hånden, skal det kendes på at der kommer tre barske vintre på rad, som rækker hele året rundt uden somre imellem. I dem fyger sneen fra alle verdenshjørner, vinden svider, og frosten bider gennem alt, og der er ingen varme i solen. Og forud for dem går der tre andre uår, da verden er opfyldt af kamp, og den krig er ikke som før en ærlig strid mellem fjender, hvor de der sejrede, og de der faldt, begge fik lige del i æren. Ti på de sidste tider skal mennesker blive forvildede i sindet, så at de glemmer gammel ære og tugt for deres rasende begær; da skal brødre udgyde hinandens blod, og da vil fader ikke skåne sin søn eller sønnen sin fader. Under den nød får jætteulven magt til at sluge solen, så at menneskene raver på jorden, og ulvens broder svælger månen, så at alle stjernerne på himlen styrter i dybet. Og da begynder også jorden at gynge op og ned, så at træerne løsnes på roden og vælter, klipperne brister med et brag, og alle bånd og strikker, som holdt utyskerne lænkede, springer. Fenrisulven kommer løs og farer afsted med gabet vidtåbent, så at den ene kæft stryger hen ad jorden og den anden fejer langs himlen, og ilden gnistrer ud af hans øjne og næsebor. Midgårdsormen kaster sig og begynder at skride op på kysten, og dens hale pisker havet, så at det ruller vildt langt op i landet. I denne brænding kommer dødningebåden flot, - den hedder Naglfar og er gjort af dødmænds negle, - og højt ved åren står jætten Hrym og styrer.


Nu stævner jætterne sammen fra alle kanter. Midgårdsormen vælter sig frem, mens edderen står omkring den, fylder luffen og lægger sig over havet. Ved dens side løber Ulven frem; også hunden Garm kommer halsende, den som til nu stod bunden foran Gnipeshulen. Hrym står højt på Naglfar og styrer, og han har alle rimturserne om bord. Himlen brister, og gennem åbningen rider Muspelsønnerne ind, lueklædte; i spidsen rider Surt og har i sin hånd et sværd, som lyser mere blændende end solen. Når de rider ind på Bifrøst, bæver broen og brister med et brag. Loke drager frem og har alle dødmændene fra Hel bag sig. Alle samles de på sletten Vigrid, som er så bred, at der er hundrede mile til hver side.


Når Heimdal ser dette tog vælte sig frem, griber han Gjallarhornet og blæser højt. Alle guderne samler sig og holder råd. Odin søger ned til Mimersbrønd og forsøger om han kan hente noget råd hos Mimer for sig og sine. Imens står asken Yggdrasil og skælver, og der breder sig rædsel over alle væsener oppe og nede, selv dværgene står uden for deres åbne stene og gisper af angst. Aserne klæder sig hastigt i våben og med dem alle einherjer og drager derpå op med Odin i spidsen for at fylkes på sletten Vigrid. Med spydet Gungner går Odin Ulven i møde, og Ulven sluger guden, men i det samme sætter Vidar sin fod i Ulvens kæbe - nu står hans tykke sko sin prøve; med den ene hånd griber han i overkæften og river gabet i sønder, så at Ulven falder død ned. Tor kan ikke hjælpe Odin, fordi han må værge sig af alle kræfter mod Ormen; han giver den banesår, men når ikke at tage mere end ni skridt efter sin sejr, da falder han død om af den edder som utysket blæser hen over ham. Freyr møder Surt, og det holder hårdt inden jætten får ham fældet; men nu må Freyr bittert angre at han engang har givet sit gode sværd fra sig. Imedens kæmper Tyr med hunden Garm, og de dræber hinanden, og et andet sted giver Loke og Heimdal hinanden banesår. Da Surt står alene på valpladsen, slynger han ild ud over jorden, og hele verden blusser op i lue.


Da branden er sunket ned og alt blevet stille, stiger jorden nybåren op af havet, grøn og fager, og på dens agre svajer kornet for vinden, uden at nogen har sået sæd i mulden. Fosse springer ned over fjældsiderne, og ørnen kredser højt over faldet og spejder efter fisk. Da ulven for med opspilet gab mod solen, fødte hun en datter så fager som hun selv, og det nye himmellys kører ad sin moders bane, nu da guderne er døde. Frem over marken går de to aser Vidar og Vale, dem har hverken bølgerne eller luen skadet, og til dem kommer Tors sønner, Mode og Magne, frelste og uden men, og de har fundet deres faders hammer. Balder og Hød stiger op fra dødsriget. Alle fæster de bo på Idavang, hvor Asgård har stået. De sætter sig i græsset, og der finder de i grønsværet de gyldne tavlspil fra gamle dage og taler sammen om alt det vældige som er sket, og mindes Midgårdsormen som knugede jorden, Tors vælde og Odins dybe viden. Da rører sig livet i skoven Hoddmimesholt; der har to mennesker, Lif og Lifthraser, holdt sig skjult og stillet deres sult ved at slikke morgenduggen. De avler en slægt som opfylder jorden på ny.


Da letter Nidhug, dragen i ørneham, fra sine ligbunker og flyver tungt og lavt hen over jorden, ådsler hænger i dens vinger, og det funkler blåsort fra dens fjer, da den synker langt ude og forsvinder i det bundløse dyb på verdens grænse.



Urnes (JLM) 09c.jpeg