Nordiske myter og sagn: Tjaze bortfører Idun

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

MYTER

Tjaze bortfører Idun


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Engang drog de tre aser Odin, Høner og Loke hjemme fra Asgård og vankede viden om over fjælde og vidder, så at deres rejsekost slap op. De kom endelig ned i en dal mellem fjældene, og der gik en flok okser og græssede. De tog en okse og slagtede den, og de lavede gryder i jorden, tændte ild dernede og lod ilden hede nogle store stene; da stenene var blevet glødende og ilden var slukket, lagde de kødet på stenene og dækkede det til. Efter at have ventet en god stund tænkte de, nu måtte kødet være kogt, men da de åbnede for kogehullet, så de at kødet endnu lå ganske råt på stenene. De ventede atter en rum stund og så på ny efter, men kødet var fremdeles som da de lagde det ned, og de talte indbyrdes om hvorledes dette kunde gå til. Da hørte de en røst oppe fra egen over deres hoveder, og røsten sagde: "Det er mig som volder at kødet bliver mørt." De så nu op efter hvor røsten kom fra, og de fik øje på en ørn, som sad på grenen; den var mægtig stor at se til. Ørnen sagde, at om de vilde give ham alt det han kunde æde af braden, vilde kødet blive kogt, og det sagde guderne ja til. Han dalede ned fra egen og satte sig ved ovnen, og i første tag huggede han begge lår og begge bove i sig. Da blev Loke vred og snappede en lang gren op fra marken, svang den af alle kræfter og slog efter ørnen. Ørnen fløj op, da hugget ramte ham, og grenen hang fast i fjerene, men Loke kunde heller ikke få sine hænder løs fra grenen. Ørnen fløj så lavt hen over marken, at Lokes fødder tørnede mod stene og træer, og det var ham, som om hans arme blev slidt ud af skuldrene. Da begyndte han at bede for sig, men han fik det svar af ørnen, at han aldrig vilde komme løs, om han ikke lovede med sin ed, at han vilde lokke Idun ud fra Asgård med sine æbler i hånden. I sin vånde gik Loke ind på alt hvad ørnen forlangte, og dermed slap han fri og vendte tilbage til guderne. Da den dag kom som Loke havde aftalt med ørnen, gik han til Idun og sagde at han havde fundet nogle æbler ude i skoven, som var kostelige at se til, og han bad hende følge ham derud og tage sine æbler med, for at de kunde se om de lignede dem der voksede i skoven. Idun anede intet ondt og gjorde som han bad om, og de fulgtes ad ind i en skov uden for Asgård. Der kom ørnen, og det var ingen anden end jætten Tjaze i ørneskikkelse. Han greb Idun og fløj bort med hende til Trymheim, hvor han havde sin gård.


Da Idun var borte, blev aserne ilde tilpas, og de begyndte snart at ældes og gråne i hovedet. De holdt nu råd og spurgte efter hvem der sidst havde set Idun, og det kom snart frem, at sidste gang nogen havde set hende, var da hun gik ud af Asgård sammen med Loke. Så tog de Loke og stillede ham i midten, og de truede ham med døden og det som var værre, og han blev så angst ved at høre deres trusler, at han lovede at han skulde rejse til Jættehjem og søge efter Idun, blot Freyja ville låne ham sin falkeham. Freyja gav ham den til låns, og han fløj til Jættehjem og kom til Tjazes gård; der så han Idun, og hun var ene i huset, ti jætten var taget på søen for at fiske. Loke forvandlede hende til en nød, så at hun kunde ligge i falkens kløer, og derefter fløj han hjemad det bedste han forstod. Da Tjaze kom hjem og så at Idun var borte, tog han til sin ørneham og fløj efter Loke. Det gik rask for ham, som det går når ørnevinger ror frem med et sus gennem luften, og Tjaze var endnu større end ørne plejer at være. Aserne stod og så falken komme flyvende med en nød i kloen og ørnen susende efter, og de gik hen og sankede en hob spåner sammen lige under gærdet. Da nu falken var kommet ind over gærdet, slog den brat ned til jorden, og i det samme tændte aserne ild i spånerne. Ørnen slog ned på falken i det samme den dalede ned, men falken lod sig falde så brat, at ørnen huggede til ved siden af, og den havde så hård en fart, at den ikke kunde stanse i flugten, og luerne fattede i vingerne, så at den styrtede til jorden. Aserne stod rede og dræbte jætten lige inden for Asgårdsleddet, og den dåd blev de meget berømmede for.


Tjaze havde en datter som hed Skade. Da hun hørte at aserne havde dræbt hendes fader, klædte hun sig i hjælm og brynje og drog til Asgård for at hævne sin fader. Aserne bød hende forlig og en stor bod, om hun vilde opgive sin harme, og Skade sagde at hun vilde lade sig formilde, om hun fik en af aserne til husbond og selv måtte vælge hvem hun vilde. Aserne sagde ja dertil, men kun på det vilkår at hun skulde vælge mellem dem alle som hun havde lyst, men hun måtte ikke få andet at se end fødderne. Nu stillede de sig op og lagde et dække over ansigtet, og Skade gik omkring og så på dem, og hun så under en fod som syntes hende fuldkommen og sagde: "Denne mand vælger jeg, jeg ved at Balder er lydefri fra isse til fodsål." Da guderne drog klædet fra ansigtet, så hun at det var Njørd og ikke Balder hun havde valgt. Skade blev fortrædelig og sagde at hun ikke vilde give sig, uden de kunde få hende til at glemme sin sorg og slå en latter op. Hun tænkte at ingen as kunde bringe hende til at glemme faderen. Men Loke tog en gedebuk og bandt en snor om dens skæg og fæstede den anden ende der hvor han selv var ømmest, og nu begyndte de to at trække tov; bukken trak i Loke, og Loke trak i bukken, og begge skreg himmelhøjt ved hvert tryk. Og da Loke under legen kom ud for Skade, lod han sig overgivent plumpe ned i hendes skød, så at hun kom til at le. Så måtte hun slutte forlig med aserne. Og for at trøste hende over Tjazes død tog Odin jættens øjne og kastede dem op på himlen, så at de blev to lysende stjerner.


Men Njørd og Skade kom ikke vel overens. Skade vilde have at de skulde fæste bo på den gård som jætten ejede ude i fjældene, ti hun fandt sin lyst ved at løbe på ski og jage med bue; men Njørd vilde bo ved havet på sin gård Skibstun, ti hans lyst stod til skibe og købmandsfærd. Til sidst enedes de om at skiftes, så at de boede ni nætter i fjældet og andre ni nætter ved kysten. Men når Njørd kom ned fra fjældet, klagede han sig og sagde: "Jeg ledes ved fjældet; ni dage synes mig en lang tid deroppe; ulvehyl klinger stygt i ørene på den som kender svanernes sang." Men når Skade kom op på fjældet, sagde hun: "Jeg kunde ikke sove ved stranden for fuglenes skrig; hver morgen vækkes jeg af mågerne, når de flyver fra skoven."



Urnes (JLM) 09c.jpeg