Nordiske myter og sagn: Tor hos Udgårdsloke

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Nordiske myter og sagn Vilhelm Grønbech 1927 MYTER Tor hos Udgårdsloke En gang er det hændt, at Tor måtte bukke under for de kunster og øjenforblændelser som jætterne værger sig med. En dag kørte Tor ud med sine bukke og havde Loke med sig på vognen. De kom ved kvældstid til en gård og staldede op hos bonden. Da de skulde holde nadver, slagtede Tor sine bukke og lod kødet sætte over ilden, og da det var kogt, satte han sig til bords og bød sin vært med hustru og børn med til gildet. Men førend de begyndte at spise, bredte han bukkeskindene ud foran ilden og sagde at der skulde de lægge alle benene, når de var afgnavede. Under måltidet tog bondesønnen, der hed Tjalfe, sin kniv og flækkede et lårben for at komme til marven. Årle om morgenen stod Tor op, og da han havde klædt sig på, tog han sin hammer, svang den over skindene og viede dem, og med det samme stod bukkene op; men Tor så straks, at den ene af dem var halt på det ene ben. Da han følte efter og fandt at låret var brækket, sagde han at der var nogen som havde båret sig uforsvarligt ad med knoglerne, og i det samme rynkede han brynene og knugede hammeren, så at knoerne blev hvide; men bonden og hans kvinde og alle sammen var ved at gå i jorden ved bare at se hans øjne gnistre neden under øjenlågene; de tryglede og bad og tilbød al deres ejendom til bod, om han vilde lade nåde gå for ret. Da Tor så hvor forskrækkede de var, lod han sig formilde, og han tilgav dem mod at få sønnen Tjalfe og datteren Roskva til tjenere, og siden den tid har de to fulgt ham. Tor lod sine bukke stå og begav sig til fods østpå ad Jættehjem til sammen med Loke og Tjalfe og Roskva. De gik helt ud til havet og vadede igennem dybet, til de kom op på den anden bred. Der havde de ikke gået længe, før de kom til en stor skov, hvor de gik og gik hele dagen til aften uden at komme ud af skoven. Tjalfe bar rejsekosten, og den var kun slunken. Da det blev mørkt, søgte de ly for natten, og snart fandt de et stort hus med en dør for enden så bred som hele gavlen, og der tog de natteleje. Midt om natten skete der et stort jordskælv, så at marken bølgede op og ned og huset skjalv. Tor stod op og famlede sig frem, til han fandt et lille kammer på højre hånd midt i huset; der kaldte han sine fæller ind; de sad på rad og rystede og Tor yderst i døren med hammeren rede for at værge livet. Hele natten durede og gungrede det omkring dem. Så snart det lysnede, gik Tor ud, og der så han en mand ligge og sove i skoven, - det var ikke nogen lille mand, og han snorkede vældeligen, og da gik det op for Tor hvad det var for underlige drøn de havde hørt om natten. Han spændte bæltet og iførte sig hele sin vælde, men i det samme vågnede manden og sprang op, og det gibbede i Tor, så han ikke fik slået til; men i steden spurgte han manden hvad han hed. "Jeg hedder Skrymer," sagde han, "men dig behøver jeg ikke at spørge om navn, jeg forstår, at det er Asator jeg har for mig; men hvor har du slæbt hen med min vante?" Skrymer rakte ned og tog vanten op, og nu så Tor hvad det var for et hus og kammer de var taget ind i. Skrymer spurgte om de skulde slå følge, og det vilde Tor nok. Først løste Skrymer op for sin madpose og lavede sig til at æde davre, og Tor slog sig ned et stykke derfra med sine fæller og sin rejsekost; men Skrymer tilbød at de skulde slå sig sammen om maden, og det sagde Tor da også ja til. Bagefter bandt Skrymer al deres rejsekost i en pose, den tog han på ryggen og gik hele dagen foran, og hans skridt var ikke af de mindste. Sent om kvælden søgte Skrymer natteleje under en stor eg og sagde til Tor: "Nu lægger jeg mig til at sove, så kan I tage madposen og få jer lidt nadver." Med det faldt han i søvn og snorkede højt, og Tor greb posen for at løse den; men så utroligt det lyder, kunde han ikke få pirket en eneste knude op eller bare få en ende løs. Da blev han vred, tog hammeren i begge hænder og huggede den i Skrymers hoved. Skrymer vågnede og spurgte: "Var det et blad der faldt ned i hovedet på mig? I har vel spist, skal I så ikke til ro?" "Jo, nu skal vi til at sove," svarede Tor, og de gik hen under en anden eg; men de fandt det ikke helt trygt nok til en rolig søvn. Midt om natten hørte Tor, at Skrymer snorkede, så at det durede i skoven. Han stod op og gik hen til ham, svang hammeren og huggede den i issen på jætten, så at han grant følte at den sank dybt ind i hovedet på ham. Men i det samme vågnede Skrymer og sagde: "Hvad nu? Det var nok et agern jeg fik i hovedet; men hvad går du oppe for, Tor?" Tor gik hastigt tilbage og svarede at han var lige vågnet, men det var nok ikke mere end midnat, og der var tid nok til at sove mere endnu. Tor lå nu og ventede på at Skrymer skulde falde i søvn igen, og han tænkte, at kom han til at slå tredie gang, skulde jætten ikke få øjnene op mere. Lidt før daggry hørte han tydeligt, at Skrymer var sovnet; da stod han op og svang hammeren af alle kræfter for at hugge i den tinding som vendte opad, og hammeren sank i lige til skaftet. Skrymer rejste sig op og gned sig på kinden og sagde: "Der sidder nok fugle ovenover; jeg syntes der faldt noget kvas ned i hovedet på mig, da jeg vågnede; men er du oppe, Tor? Så er det nok på tide at stå op og komme i klæderne. Nu har I ikke langt frem til den borg som hedder Udgård. Jeg har hørt, at I hviskede indbyrdes, at jeg var ikke stakket i væksten; men når I kommer frem, får I større karle at se. Nu skal jeg give jer et godt råd: vær ikke for store på det; det er ikke sikkert at Udgårdslokes hirdmænd tager mod pral af sådanne småpilte som I er. Eller også kan I vende om den vej I er kommet, og det skulde jeg tro var det klogeste. Men vil I fortsætte, så holdt østpå; jeg skal nordud til de fjælde I kan se derude." Så slængte Skrymer madposen på ryggen og drejede tvært af, og jeg har ikke hørt noget om at aserne råbte på godt gensyn efter ham. Tor og hans fæller gav sig nu også på vej og gik til midt på dagen. Da fik de øje på et gærde af stærke pæle midt på en slette, og så højt var gærdet, at de måtte lægge nakken tilbage for at se over det. De gik hen til det og fandt at leddet var lukket i lås. Tor prøvede sine kræfter på slåen, men han kunde ikke få den op, og de måtte krybe mellem tremmerne for at komme indenfor. Der så de for sig en stor hal; døren stod åben; de gik ind og så en mængde mænd sidde på to bænke langs væggen, og de fleste var til gavns store. De gik frem til kongen og hilste ham, men han havde ondt ved at få øje på dem, og det trak i mundvigene på ham, da han sagde: "Langvejs nyt tager lang tid om at nå frem; jeg havde tænkt mig det ganske anderledes; skulde den lille pusling være Tor? Men det kan jo være du er større end du ser ud til. Hvad for slags idrætter forstår I jer på, svende? Vi vil ikke have nogen her som ikke kan lidt ud over det sædvanlige." Da svarede den sidste i skaren, og det var Loke: "Jeg kan en kunst som jeg er rede til at prøve straks, jeg kan sætte min mad rappere til livs end nogen herinde." Da svarede Udgårdsloke: "Det lader sig høre, hvis du kan den idræt; den skal vi prøve," og han råbte ned ad bænken, at manden Loge skulde komme ud på gulvet og kappes med Loke. Der blev nu båret et trug frem i hallen fyldt med sulemad; Loke satte sig ved den ene ende og Loge ved den anden, og begge åd som de kunde bedst, og mødtes midt i truget. Da havde Loke ædt alt kødet af benene, men Loge havde ædt både kød og ben og truget med. Ingen kunde da siget andet end at Loke var blevet den lille i den leg. Så spurgte Udgårdsloke: "Hvad for en idræt kan den unge mand der?" Tjalfe svarede, at han vilde løbe om kap med hvem som helst Udgårdsloke satte til det. "Det er en god idræt," sagde Udgårdsloke, "du må jo sikkert have raske ben, hvis du driver den; men det kan vi snart få at se." Udgårdsloke rejste sig og gik udenfor, og der på den jævne slette var der en god rendebane. Da kaldte han på en lille pusling som hed Huge, og sagde at han skulde løbe om kap med Tjalfe. De løb først banen igennem een gang, og da var Huge så meget foran, at han ved målet kunde vende sig om imod Tjalfe, da han kom løbende. "Du kommer til at strenge dig bedre an, om du skal vinde," sagde Udgårdsloke, "men det kan nok siges, at jeg ikke har haft gæster som var rappere på foden." Så løb de banen om igen, og da Huge kom til målet, var Tjalfe et godt bueskud bagude. Udgårdsloke sagde: "Jeg synes Tjalfe løber rigtig godt, men nu tror jeg ikke rigtig på at han vinder løbet; lad os nu se, når de tager banen tredie gang." De løb da en gang til, og da Huge var nået til målet og vendte sig om var Tjalfe ikke nået halvvejen. Alle sagde da, at det måtte være nok med den leg, der var ikke mere at løbe om. Da sagde Udgårdsloke til Tor: "Hvad for idrætter har du at vise frem? Der går jo store rygter om dine heltegerninger." Tor svarede, at han vilde kappes i drik. "Det kan vel lade sig gøre," svarede Udgårdsloke, han gik ind i hallen og råbte til sin bordsvend, at han skulde hente det horn som hirdmændene plejede at drikke af. En stund efter kom drengen med hornet og rakte det til Tor. Udgårdsloke sagde: "Vi regner det for godt gjort at drikke det horn ud i eet drag; somme tager det i to; men så smådrikkende er ingen, at han ikke kan tømme det i tre." Tor så på hornet; han syntes ikke det var stort, men vel lidt langt; han var godt tørstig og begyndte at drikke i store slurke, og tænkte at han ikke skulde behøve at stikke næsen mere end een gang i hornet. Til sidst slap pusten op for ham, han tog hornet fra munden og så efter hvordan det gik med øllet, og han syntes han dårlig kunde se at det var svundet i det. "Det var godt drukket, men slet ikke overdrevet; det havde jeg aldrig troet, om nogen havde sagt mig det, at Asator ikke kunde drikke mer; men naturligvis ved jeg, at du tager hele resten i eet drag." Tor sagde intet, han satte hornet for munden og tænkte han skulde tage bedre til sig, og han svælgede så længe han havde vejr til; men han lagde mærke til at han ikke kunde få spidsen af hornet så højt op som han gerne vilde. Da han tog hornet fra munden og kiggede ned i det, syntes han der var svundet endnu mindre end første gang; nu kunde man lige bære det uden frygt for at komme til at spilde. Da sagde Udgårdsloke: "Hvad er det, Tor? Gemmer du ikke lidt mere til een slurk end du ret vel kan tage? Hvis du skal drikke hornet ud i den tredie omgang, bliver den vist den største mundfuld. Du kan ikke få så stort et navn her hos os som du har hos aserne, hvis du ikke står dig bedre i andre idrætter end du har gjort i denne." Da blev Tor vred, satte hornet for munden og drak det værste han kunde, og holdt ved, alt hvad han orkede; men da han så i hornet, da var det netop sådan at han kunde se at der var drukket af det, men ikke mere. Så rakte han hornet fra sig og vilde ikke prøve oftere. Udgårdsloke sagde: "Din magt er ikke så stor som vi havde troet, men måske er der andre idrætter du vil prøve, - denne her får du ingen ære af." "Jeg vil nok prøve nogle idrætter endnu," sagde Tor, "men da jeg var hjemme blandt aserne, vilde jeg ikke have troet dem der kaldte dette her for små slurke. Hvad for en leg vil I så byde mig hernæst?" Udgårdsloke svarede: "Vore småsvende her har en leg som vi ikke regner for noget; det er at løfte min kat op fra gulvet; men det vilde jeg aldrig have nævnet for Asator, om jeg ikke havde set, at du ikke er slet så stor som jeg tænkte." I det samme sprang en grå kat ud på salsgulvet, og den var ret stor at se til. Tor gik hen og stak hånden ind under bugen på den og begyndte at løfte den, men den krummede ryg lige så stærkt som han strakte arm, og da han var kommet så højt op med hånden som han kunde, lettede katten på det ene ben, og mere nåede Tor ikke. "Det gik som jeg tænkte," sagde Udgårdsloke, "katten er temmelig stor, og Tor er lille og lavstammet blandt sådanne storfolk som vi har her." Tor svarede: "I kan kalde mig lille, men nu skal der komme en og tage livtag med mig, for nu er jeg vred." Udgårdsloke så sig om på bænkene og sagde: "Jeg kan ikke finde nogen herinde som jeg kan byde at tage livtag med dig; lad os se, kald den gamle Elle, min fostermoder herind, så kan Tor brydes med hende, som han har lyst; hun har bragt folk på knæene som så mig ud til at have lige så mange kræfter som Tor." Så kom en gammel kælling ind i hallen, og Udgårdsloke sagde at hun skulde tage livtag med Tor. Kort at fortælle, det gik sådan, at jo hårdere Tor strengte sig an, des fastere stod hun; til sidst begyndte hun at bruge kneb, og da blev Tor usikker på benene, og efter et par hårde tag sank han ned på det ene knæ. Da gik Udgårdsloke imellem og sagde det var bedst at holde op, nu behøvede Tor ikke at prøve styrke med flere i hans hird. Det var også blevet sent, og Udgårdsloke bød Tor og hans fæller til sæde, og de blev godt beværtede til langt ud på natten. Ved daggry stod Tor og hans fæller op og kom i klæderne. Udgårdsloke lod dække op for dem, og det skortede hverken på mad eller drikke, men så snart de var mætte, tog de afsked. Udgårdsloke fulgte dem et stykke på vej uden for gærdet, og da de var ved at skilles, spurgte han hvordan Tor var tilfreds med sin rejse, og om han havde truffet sin overmand. Tor svarede: "Jeg kan ikke sige at jeg har vundet stor ære hos jer; jeg ved at I vil regne mig for et skrog, og det synes jeg ikke om." Da sagde Udgårdsloke: "Nu er du lykkelig og vel kommet uden for gærdet, og så skal jeg sige dig sandheden, og hvis jeg lever og får råde, skal du aldrig mere komme indenfor igen, og det er vist og sandt, at du var aldrig kommet ind, havde jeg anet at du havde så stor magt og så nær havde bragt os i ulykke. Jeg har brugt kunster og fordrejet dit syn fra den første stund jeg mødte dig i skoven. Da du skulde løse madposen, havde jeg bundet den med trylleknuder, så du ikke kunde finde ud af hvor den skulde løses. Dernæst slog du mig tre gange med din hammer; det første hug var det mindste, men det havde gjort det af med mig, om det havde ramt mig i hovedet; så du de store klipper uden for min hal med de tre firkantede dale i, den ene dybere end den anden? Det var mærkerne efter din hammer; jeg holdt klipperne imellem mig og hammeren, uden at du så det. Og sådan var det med alle mandeprøverne. Loke var godt sulten og åd bravt, men Loge var ingen anden end ilden, og det er ikke mærkværdigt at han fortærede truget lige så rask som kødet. Huge, det er min tanke, og det er ikke underligt, at den var raskere end Tjalfe. Du drak af hornet og syntes det gik kun småt; men det var vist og sandt et under, som jeg aldrig havde troet kunde ske, - hornet endte ude i havet; det så du ikke, men når du kommer ned til vandet, kan du se på havstokken hvor meget du har drukket op af havet. Det var ikke ringere en dåd da du løftede katten og sandt at sige blev alle rædde ved at se på at du lettede dens ene ben fra jorden; for den kat var ikke det du troede, det var midgårdsormen, som slynger sig om den ganske jord, og det var knapt den kunde spænde så langt, at hoved og hale blev ved jorden; så højt rakte du dig, at der ikke var langt til himmels. Et stort under var det også at du stod dig så længe i brydekampen og kun sank ned på det ene knæ, da du tog tag med Elle, da det var ælden du tog livtag med; for der har aldrig levet og kommer aldrig til at leve noget menneske, uden at ælden nok skal få ham i gulvet, om han bliver så gammel, at han får med den at gøre. Nu skilles vi, og bedst er det for os begge, at du aldrig besøger mig oftere. Sker det en gang til, vil jeg værge mit hus med samme kunster og andre mage til, så at du ikke får magt over mig." Da Tor hørte de ord, greb han hammeren og svag den i vejret; men da han skulde slå til, kunde han ikke se Udgårdsloke noget sted. Han vendte tilbage og satte sig for at styrte borgen, men han så intet andet end brede, fagre sletter. Så vendte han om og drog sin vej, til han kom hjem til Trudvang.