Nordiske myter og sagn: Tors kamp med Hrungner

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

MYTER

Tors kamp med Hrungner


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Det hændte engang, da Tor var i østen for at banke trolde, at Odin red på Sleipner til Jættehjem, og han kom til en jætte som hed Hrungner. Da råbte Hrungner: "Hvad er du for en mand som rider i guldhjælm gennem luft og over hav? Det er en prægtig hest du har." Odin råbte tilbage: "Den hest er der ikke mage til i Jættehjem." "Hesten er god nok," svarede Hrungner, "men jeg har en meget rappere løber; den hedder Guldfaxe." Og han blev så vred, at han sprang på Guldfaxe og satte efter Odin, og tænkte at Odin skulde komme til at bøde for sit praleri. Odin red så hårdt, at han altid var en åseryg foran; men Hrungner var så jættevild, at han ikke så sig for, før han red ind igennem porten i Asgård. Da han kom til døren, bød aserne ham ind for at slukke tørsten, han tog imod indbydelsen og bad dem komme med drikken; de gav ham Tors egne kar, og han drak dem ud så rask de blev båret frem. Da øllet gik ham til hovedet, begyndte han at slå om sig med store ord og sagde at han vilde tage Valhal og flytte det til Jættehjem, Asgård vilde han sænke og dræbe alle guderne undtagen Sif og Freyja, de skulde følge hjem med ham. Freyja var nu den eneste som turde skænke for ham, og han drak og sagde at han ikke holdt op, førend han havde drukket alt det øl aserne havde. Endelig blev guderne kede af at høre på hans pral og kaldte på Tor, og straks kom Tor ind med hammeren løftet. Vred var han, da han spurgte hvem der havde givet Hrungner lov til at være i Valhal, og hvorfor Freyja skulde skænke for ham som ved gudernes gilder. Hrungner skulede til Tor og sagde at det var Odin selv som havde budt ham på drik og stod inde for at gæsten sad i fred. "Det gæsteri skal du angre, inden du kommer udenfor," sagde Tor; men Hrungner svarede: "Det bliver liden ære for Asator at dræbe våbenløs mand; du viste bedre dit mod, om du turde slås med mig ved landegrænsen på Grjotunagård. Jeg har båret mig ad som en tåbe, at jeg lod mit skjold og min hvæssesten ligge hjemme; havde jeg mine våben her, skulde vi prøve lykken på holm straks; men nu kalder jeg dig niding, hvis du dræber mig våbenløs." Tor vilde ikke for nogen pris sige nej til tvekamp, ti det var der aldrig nogen som havde budt ham før.


Så rejste Hrungner sin vej og sprængred, lige til han kom hjem, og der gik ry af hans færd blandt jætter, både for den rejse han havde gjort, og fordi han havde sat Tor stævne til tvekamp på holm. Det gjaldt liv og død for jætterne hvem der sejrede, ti Hrungner var den stærkeste af dem alle, og hvis han bed i græsset, havde de intet godt at vente af Tor. Så byggede jætterne en mand af ler på Grjotunagård, og han var ni mile høj og tre mile bred over brystet; men de kunde ikke finde noget hjerte der var stort nok til ham, før de tog et ud af en hoppe og satte ham i brystet, og det skjalv endda i ham, da Tor kom. Hrungners hjerte var af sten og tretakket tillige som det mærke man nu bruger og ganske rigtig kalder Hrungnershjerte, af sten var også hans hoved og hans skjold, bredt og mægtigt. Dette skjold holdt han op foran sig, da han stod på Grjotunagård og ventede på at Tor skulde komme, og til våben havde han en slibesten, som han holdt løftet op over skulderen. I det hele var han ikke blid at se på. Ved siden af ham stod lerjætten Møkkurkalfe, og han rystede af skræk, - de siger, at vandet løb fra ham, da han fik øje på Tor. Nu drog Tor til stævnet og Tjalfe med ham. Tjalfe løb i forvejen hen imod Hrungner og råbte til jætten: "Det er dumdristigt af dig at stå der med skjoldet foran dig; Tor har set dig og har taget vejen nedenom gennem jorden for at gå løs på dig nedefra." Straks skød Hrungner skjoldet ind under fødderne og greb slibestenen med begge hænder. I det samme så han lyn og hørte store tordenbrag, og der så han Tor fare frem i asavælde; han svang hammeren og kastede den mod Hrungner på langt hold. Hrungner løftede slibestenen med begge hænder og kastede den mod hammeren; de mødtes i luften, og stenen sprang i stykker; noget af den faldt ned på jorden og blev til sandstensklipper, men en del fløj i panden på Tor, så at han styrtede forover. Mjølner ramte jætten midt i panden og slog skallen i småstumper, og jætten faldt over mod Tor, så at hans ene ben lå tværs over halsen på asen. Tjalfe gik løs på Møkkurkalfe, og lerjætten faldt med ringe hæder. Derpå gik Tjalfe hen til Tor for at løfte Hrungners ben af ham; men han orkede ikke at rokke det, og alle aserne kom til, da de hørte, at Tor var faldet; de prøvede at flytte benet, men de kunde heller ikke komme nogen vegne. Da kom Magne løbende til; han var søn af Tor og Jernsaxe og dengang kun tre nætter gammel; han smed benet af sin far og sagde: "Det er skam og skade, far, at jeg kom så sent, den jætte havde jeg slået ihjel med knytnæve, hvis jeg havde fået med ham at gøre." Tor stod op og tog vel imod sin søn og sagde: "Du bliver en karl, når du vokser op, du skal have hesten Guldfaxe, som Hrungner ejede." Men Odin skumlede over at Tor gav den gode hest til en troldunge og ikke til sin fader.


Tor drog nu hjem til Trudvang, og stenen sad fast i hovedet på ham. Guderne hentede da en vølve, Groa hed hun, hun var gift med Aurvandill Kække; hun sang sine tryllesange over Tor, til stenen gik løs. Men da Tor mærkede at den rørte sig, og mente at nu gik den ud, vilde han gøre Groa en glæde til løn for hendes lægekunst, og han fortalte hende da at han nys havde vadet sydpå over Elivåger og båret hendes husbond på ryggen i en kurv ud af Jættehjem, og til tegn på at han sagde sandt, berettede han, at mandens ene tå var kommet til at stikke uden for kurven, så den frøs af; den havde Tor brækket af og kastet op på himlen, hun kunde selv se stjernen Aurvandills tå deroppe. Og nu kunde hun snart vente Aurvandill hjem, endte Tor med at sige. Da blev Groa så glad, at hun glemte alle sine sange, og derfor kom stenen aldrig helt løs; den sidder endnu i Tors pande. Derfor skal man også altid pænt række sin fælle slibestenen, når han beder om den, og ikke kaste den tværs over gulvet til ham; for da rykker det i hovedet på Tor.



Urnes (JLM) 09c.jpeg