Nordiske myter og sagn: Ylfingerne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

SAGAER OG SLÆGTSAGN

Ylfingerne


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Helge, den mægtigste i Ylfingernes æt, kom til verden i Brålund en stormfuld nat. Uvejret for over landet, vandene svulmede og fossede ned ad fjældsiderne, husene i Brålund bragede, og ørnene skreg i stormen, da fødte Borghild sin søn. Nornerne kom til kongsgården og lagde livet ud for ham; de sagde at han skulde blive den ypperste blandt konger og vinde sig et herligt ry. Medens væggene skjalv, snoede de deres skæbnetråde hårde, fæstede en midt under himlen og lod enderne drive vidt ud i øst og vest, og gav ham et rige så langt de rakte. I morgengryningen hørte hans moder en ravn skrige gennem vejret til sin fælle: "Nu gryr der dag, Sigmunds søn har hvasse øjne, han er ulvenes ven, nu får vi gode dage."


Helges fader, Sigmund, var på krigstog, da drengen blev født, og da han kom hjem, gik han, endnu i hærklæder, ind til ham med en urt frisk fra mulden i hånden; han så vist på ham og kaldte ham Helge, og til navnefæste lagde han et sværd på vuggen. Hirden stimlede omkring ham og sagde: "Hans øjne funkler, som om han allerede havde brynjen på, det er en høvding, nu får vi lykke og gode år i landet." Alle frænder og venner så med strålende øjne til ham, da han skød op og blev til yngling; ti han havde høvdingesind, rask som han var til at gribe ned i sin faders kampbytte og strø ringene som gaver ud mellem hirdmændene.


Mens han endnu var halvt et barn, brød vikingefyrsterne Kong Hunding og hans sønner ind i landet, dræbte hans fader og skaltede og valtede med det herreløse rige. Den unge Ylfing måtte krybe i skjul hos sin fosterfader Hagal og der en tid lang ligge stille og ruge over hævnen for sin fader. Engang drog han forklædt til Rundings gård for at spejde, han gav sig ud for at være Hagals søn, Hamal, og gik frit om ude og inde; på tilbagevejen mødte han en hyrdedreng og sagde til ham: "Når du kommer hjem, kan du hilse og melde, at det var en grå ulv som nys løb ind i Hundings gård, og sig dem også, at ulven ikke har glemt hvem der dræbte hans fader." Da Hunding fik det budskab, forstod han hvem det var han havde haft på besøg, og sendte straks mænd ud til Hagal for at fange Helge.


Hundings udsendinge kom så hastigt til Hagals hus, at Helge ikke kunde slippe ud; han nåede kun i hast at kaste en kvindeklædning over sig og stille sig ved kværnen. Mændene ledte alle vegne og fandt ikke hvad de søgte; men da de skulde gå ud ad døren, så en af dem vist på pigen som drejede kværnen, og sagde: "Det er sært som Hagals tøse har hvasse øjne, mon alle dine trælkvinder, Hagal, plejer at drage kværnen, så at stenene slår revner og kassen hopper, eller mon du sætter konger til at male dit mel." "Det går ofte ud over kværnkassen, når man sætter kongedøtre til at male," sagde Hagal, "trællen der er en hærtagen kvinde, som Helge har hjemført, derfor har hun så bistre øjne." Og så snildt lød hans svar, at Helge blev frelst.


Da Helge var blevet femten år, drog han ud i verden og fandt sig fæller blandt vikingerne. Han tumlede sig om på krigstog, til han havde prøvet sine kræfter og samlet en skare kæmper omkring sig. En dag løb han ind til kysten neden for Hundings gård og gik op og meldte kongen, at nu var ulven kommet, om han vilde bides med ham; da han igen stak til søs, havde han Hundings skatte om bord, og Hunding lå fældet på marken. Det varede ikke længe før Hundingsønnerne hørte at Helge havde været på besøg hos deres fader, medens de lå ude på tog, og de stævnede sammen og sendte bud over til ham for at kræve bod. Helge svarede, at han vilde give dem den bod som de selv kunde bære hjem, og spurgte hvor de vilde hente den. De lod sige at de vilde vente ham ved Logefjæld, og Helge svarede tilbage, at da vilde der komme til at stå et mægtigt uvejr af spyd under fjældet. Så drog de kæmper sammen fra begge sider, ulven tudede hen over øen og vejrede mandefald, da krigerne myldrede i land; men da kampen var endt, lå alle Hundingsønnerne slagne på valpladsen, så at der ingen var til overs af ætten.


Mødig af striden sad Helge under en klippe; da så han et lysskær bryde frem over Logefjæld, og det var som om der skød lyn ud af glansen. Da han så nærmere til, så han en skare kvinder som kom ridende gennem luften under blinkende hjælme, og det der syntes lyn, var glimtene fra deres spydsod. Valkyrjerne stansede hestene i nærheden af Helge, og den kvinde som red forrest, råbte til ham og spurgte: "Hvad er I for mænd, hvorfor sidder I med hjælmen på og æder eders kød råt?" Helge svarede: "Den som råder her, kalder sig en Ylfing; vi har jaget bjørne i Bragelund og delt en brad med ørnene, så forstår du da, hvorfor vi ikke har fået tid til at lægge hjælmene og sætte kedlerne over ilden?" "Den bjørn hed Kong Hunding, og derfor jagede du ham med sværd, som vel kan ses af at det er blodigt; der fik du hævn for din fader." "Hvor ved du, det var mig som var med ved Kong Hundings død," spurgte Helge, "der er mange kongesønner som har sorg at hævne og øver kække bedrifter." "Jeg var ikke langt borte den morgenstund da de kolde søer spillede om dit skib og du stod højt i stavnen," sagde hun, "du behøver ikke at tale i gåder, ti Sigrun, Høgnes datter, kender dit navn, Helge." "Du kommer ret til at følge med mig hjem og drikke sejrsøl," svarede Helge; men hun svarede: "Vi har andet at gøre end at drikke øl med dig; min fader har fæstet mig til Hodbrod, Granmars søn, men han er mig ledere end den fuleste trold; nu er der ikke længe til at han kommer og glæder min fader med at hente hans datter til brud, hvis da ikke du, Helge, spærrer ham vejen og frier mig fra en ukær husbond." "Lad din fader vredes og din slægt rase," sagde Helge, "jeg ræddes ikke, og vi to skal bygge sammen."


Så stak Helge i søen for at hjemsøge Granmarsønnerne. Han fik storm på sejladsen; men hvor hårdt end vinden lå på, vilde han ikke lade rebe, og højt oppe i luften så han Sigrun ride i stormen og skærme hans skib. Gudmund, Granmars søn, stod på kysten, da Helge løb ind under landet og lod sejlet falde, og han råbte ud og spurgte hvem der var høvding om bord på det skib. Da sprang Sinfjøtle op og svarede: "Det er Ylfingerne som kommer, husk nu at sige det hjemme, når du giver grisene æde i aften; de har lige så ofte madet ørne, som du har kysset trælletøse ved kværnen." Gudmund var ikke sen til at give ham svar på tiltale, og de to blev ved at dænge hinanden til med spotteord, til Helge afbrød Sinfjøtle og sagde: "Det er bedre at hugges med våben end med munden; Granmars sønner er ikke mine venner, men ingen skal sige at de fumler forsagt, når de skal gribe om sværd." Derpå sprængte Gudmund hjem og meldte at Helge lå foran landet og havde ufred i sinde, og Hodbrod lod sende bud efter Sigruns fader, Høgne og hans sønner. Kongerne samledes ved Frekesten, og der stod en vældig kamp, hvor Helge fik sejr. Under kampen så man Sigrun ride skærmende i luften højt over Helge. I det slag faldt alle Granmarsønnerne tillige med Høgne og hans ene søn; den eneste af høvdingerne som blev i live, var Sigruns broder Dag Høgnesøn.


Da kampen var endt, gik Sigrun over valpladsen, og hun så Hodbrod ligge og drages med døden. Hun stod stille og sagde til ham: "Det blev ikke i mine arme du kom til at sove, Hodbrod, nu er Granmarsønnernes lykke bristet." Hun gik videre og søgte efter Helge, og da hun traf ham, blev hun glad og hilste ham som sejrherre og sin brudgom. Helge svarede: "Du har fået glæde og sorg tillige, Sigrun, sådan har nornerne villet; din fader og din broder er faldet i dag, og det var min arm som slog dem. Nu ligger dine fleste frænder stive og kolde, men du råder ikke for at du kom til at vække strid mellem høvdinger; din skæbne har nornerne voldet." Da græd Sigrun og sagde: "Jeg vilde ønske at de levede som nu er døde, om de lod os to favne hinanden."


Siden holdt Helge bryllup med Sigrun. Med hendes broder Dag sluttede han også forlig, og de tilsvor hinanden fred og frændskab. Men Dag kunde ikke glemme at Helge havde dræbt hans næreste frænder, og blotede til Odin for at han skulde lade hævnen komme frem. Da kom Odin til ham og gav ham sit spyd, og engang da Dag mødte sin måg ved Fjøturlund, kastede han Odins spyd igennem ham. Efter sin dåd red han lige til Sigrun og sagde: "Jeg bærer dig et tungt budskab; meget mod min vilje skal dine tårer rinde, i morges faldt den bedste konge i verden." Da forbandede Sigrun sin broder og sagde: "Alle de eder du har svoret Helge, skal vende sig mod dig og såre dig. Dit skib skal aldrig skride, om så den stiveste bør står agter ind. Din hest skal styrte, når du flyr i firspring og har døden i hælene. Dit sværd skal ikke bide, uden det suser ned over dit eget hoved. Du skal være en niding og aldrig blive delagtig i menneskers glæde, men løbe som en fredløs ulv til skoven og slide ådsler i din hunger." Forfærdet sagde Dag: "Dine sanser er forvirrede, søster, du står og kalder forbandelsen ned over din egen broder; det er Odin som har skylden, han vakte hadet til live mellem os to måger. Jeg vil byde dig ringe til bod, dele alting halvt med dig og sætte dig i højsædet med dine sønner." Men Sigrun svarede: "Ingen rigdom kan lindre min kummer. Hvor min konge gik, der sprang fjenderne for ham som skræmte geder for ulven; han knejste højt blandt høvdinger som en ask over tjørne. Aldrig får jeg nogen glæde ved at leve, hverken nat eller dag, når jeg ikke kan se ham ride mig i møde solbeskinnet."


Helge blev jordet uden for gården, og Sigrun lod opkaste en stor høj over ham. En aften da en terne var sent ude, så hun Helge ride til højen med stort følge af døde mænd. Hun gik til Sigrun og fortalte at hun havde set kongens høj åben og Helge komme ridende med blodet dryppende fra sine sår. "Gå ud," sagde hun, "om du har lyst til at træffe din husbond, han vilde vist gerne, at du skulde lindre blodstrømmen fra hans sår." Sigrun gik straks ud i højen til Helge, og da de mødtes, udbrød hun: "Nu er jeg så glad som den hungrige fugl, når det lysner i øst, og den letter vingen for at flyve ud på rov. Kys mig, Helge, før du kaster den blodige brynje. Dit hår er stift af rim, dine klæder driver af blod, dine hænder er kolde, hvordan kan jeg skaffe dig lise?" Helge svarede hende: "Er mit hoved tungt af rim og mine klæder stive af blod, da er det dig som volder det; alle de tårer du fælder, når du græder dig i søvn, falder klamme og hede som blod på mit bryst. Men nu skal vi tømme drikken og aldrig tænke på at liv og lyst er flygtet; lad sårene gabe i brystet al klage er forstummet, siden du gik i høj til din døde husbond." Da sagde Sigrun: "Her har jeg redt leje til dig, og hos dig vil jeg sove, som jeg lå i din arm da du levede." Om morgenen stod Helge op og sagde: "Nu rødmer himlens brante vej, nu er det tid at jeg rider bort på min blege hest; før Odins hane galer og vækker kampskaren, ventes jeg vest for himlens bro."


Helge red til Valhal, og Sigrun gik til kongsgården. Næste aften lod hun ternen holde vagt, og ved solnedgang gik hun selv til højen og satte sig til at vente på sin husbond, men Helge kom ikke. Da mørket begyndte at samle sig, kaldte ternen på hende og sagde: "Om kongen agtede sig herhen fra Odins sal, var han forlængst kommet; ørnene huger sig i askens grene, og Hels vætter begynder at vinde kræfter. Nu er alt håb ude om at Helge skal ride til højen, du venter forgæves." Så gik Sigrun tungt hjem med bøjet hoved, og hun levede ikke længe efter den dag.



Urnes (JLM) 09c.jpeg