Nordiske runeindskrifter og billeder på mindesmærker på øen Man

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif
Sophus Bugge (1833-1907)


Nordiske runeindskrifter og billeder på mindesmærker på øen Man


Af Sophus Bugge



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1899




I intet Land udenfor det nuværende Norden er der saa mange synlige Minder om de gamle Nordboer som paa den lille Ø Man.

Her findes talrige af Nordboer, særlig Nordmænd, reiste Mindesmærker af Sten. Disse Mindesmærker, paa hvilke navnlig Worsaae i sit interessante Skrift "Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland" har hendraget vor Opmærksomhed, har mærkelige Ornamenter og Billeder, oftest udførte i flad Relief. De er prydede med et Kors, som indtager næsten hele Stenens Høide. Det høieste nordiske Kors paa Man er vel 8 Fod høit, men de fleste er lavere. Intet naar paa langt nær Høiden af flere irske og engelske Kors. Mange af Mindesmærkerne paa Man er forsynede med indhuggede nordiske Runeindskrifter. Cumming kjendte i 1857 i det mindste 40 nordiske Kors, og senere er fundet ikke faa. Mange Kors er kun bevarede i Brudstykker. Der findes jævnlig nye. Nu skal der paa Man være fundet i alt 26 nordiske Runeindskrifter, af hvilke én ikke er indridset paa et Kors-Mindesmærke.

Af de nordiske Kors-Mindesmærker findes der flest paa den flade Kystrand i den nordlige og nordvestlige Del af Øen. I den sydvestlige Del er næsten ingen fundne, medens der her kan paavises nogle irske Indskrifter med Oghamskrift.

De fleste Runeindskrifter paa Man er først udgivne og tolkede af P. A. Munch i Annaler for nordisk Oldkyndighed 1850 S. 273—281 (paa Engelsk i Mémoires des Ant. du Nord 1845—1849 p. 192 etc.) og i Chronica Regum Manniæ et Insularum, Christ. 1860, p. XX—XXIV (anden Udgave i Skrifter udgivne af "the Manx Society", Vol. XXII, 1874). Tegninger af alle nordiske Mindesmærker og Indskrifter paa Man er derpaa udgivne af J. G. Cumming "The Runic and other Monumental Remains of the Isle of Man". London 1857, 4to.

Bidrag til Indskrifternes Læsning og Tolkning er blevne givne af Vigfusson i Manx Note Book Nr. 9 Jan. 1887 (hvilket Skrift jeg kun kjender af Kermodes Anførsler).

Den nyeste Samling af Indskrifterne er: Catalogue of the Manks Crosses with the Runic Inscriptions and various readings and renderings compared. By P. M. C. Kermode. Second Edition. Isle of Man 1892. Dette er en meget fortjenstlig Bog. Indskrifterne er her gengivne i Transscription med latinske Bogstaver. Her er optaget ikke faa Indskrifter, som er fundne efter Munchs Tid, og mange af de tidligere kjendte er meddelte i rigtigere Læsning.

Hr. Kermode, som allerede i Academy Febr. 26, 1887, Nr. 773 havde meddelt værdifulde Bidrag til Indskrifternes Læsning, er den første Kjender af Øen Mans Oldtidsminder. Vi skylder ham flere vigtige nye Fund og Oplysninger om disse Minder, og vi tør fra hans Haand i de nærmeste Aar vente et nyt Værk med nøiagtige Tegninger af alle Runemindesmærker paa Øen Man.

Min Søn Dr. Alexander Bugge har nylig under Hr. Kermodes kyndige og elskværdige Veiledning kunnet undersøge flere af disse Mindesmærker. Han har i Brev[1] skildret deres Eiendommelighed og har bragt hjem med sig Fotografier og Tegninger af nogle af dem. Dette har givet Anledning til, at jeg har gjenoptaget Studiet af dem og her meddeler følgende Bemærkninger.

Munch har allerede fremhævet, at de manske Runeindskrifter maa deles i to Hovedgrupper. Jeg har i min første Afhandling om Røk-Stenen (i Ant. Tidskr. f. Sverige V, 1878, S. 106) paapeget, at den paa Man uden Sammenligning hyppigst forekommende og i det hele mest antike Gruppe af Runeindskrifter stemmer overens med en Gruppe af norske Indskrifter, som er udbredt i Stavanger Amt, særlig paa Jæderen, og tillige, om end sparsomt, paa Oplandene; den findes f. Ex. paa en Sten ved Vangs Kirke i Valdres. Fjærnere er denne Gruppe af Indskrifter beslægtet med den mere oprindelige Type, som vi finder paa Røk-Stenen og i de med dennes Indskrift nærmest beslægtede svenske Indskrifter.

Fig. 1.
Som Eiendommeligheder ved den her nævnte Gruppe af manske Runeindskrifter har Munch nævnt Runeformerne (se Fig. 1) saaledes som Munch først har læst sidstnævnte Runetegn. Samme Form af b-Runen findes paa jæderske Stene, paa Vangstenen i Valdres, paa Alvstad-Stenen paa Toten og i en nu tabt Runeindskrift fra Hønen paa Ringerike (der synes at have været en Mindeindskrift over en Mand, som paa et Tog fra Vinland er død i Polarhavet ved Amerika). Endelig i svenske Indskrifter af Røk-Indskriftens Type; se Ant. Tidskr. f. Sver. V 108.

En beslægtet Form af Runen for b ᚫ med Kvistene til høire findes i en Indskrift fra Shetlandsøerne og i en norsk Runerække, som er optegnet i irske Haandskrifter. I svenske Indskrifter af Røk-Typen forekommer for b; se Ant. Tidskr. f. Sver. anf. St. er i de fleste Indskrifter af den nævnte gemanske Gruppe ą, d. e. nasalt a; kun i to Indskrifter o, se i det følgende.

Til de nævnte Eiendommeligheder har jeg i Ant. Tidskr. f. Sver. V S. 107 f. føiet ᛂ h. Kermode har uafhængig fundet. at Runen har denne Betydning; se Catal. p. 3. Samme Form af h-Runen findes paa jæderske Stene. Nærbeslægtede Former i svenske Indskrifter af Røk-Indskriftens Type, fremdeles paa Gimsø-Stenen fra Lofoten og i en Indskrift fra Caithness i Skotland.

Som betegnende for de her omtalte manske og jæderske Indskrifter kan fremdeles nævnes: b er skrevet i Indlyd i flere Tilfælde, hvor sædvanlig skrives f, se i det følgende. æ (i-Omlyden af kort a) kan betegnes ved ai , og ǫ (u-Omlyden af kort a) betegnes ofte ved au. Saaledes[2] aiftir 9 (Ballaugh), men i andre Indskrifter aftir; hailki og kaitil paa Tuv-Stenen, Jæderen. Jfr. raiti 40 (Jurby); se i det følgende, fauþur 1 (Andreas). arin:biaurk: 6 (Andreas). þurbiaurn 18 (Braddan). maun 72 (Michael) = Mǫn. Jfr. ąulaibr 9 (Ballaugh); se i det følgende. Runen ýr findes ikke i manske Indskrifter.

Herefter gjennemgaar jeg de vigtigste manske Indskrifter af den nævnte Gruppe.

(72) x mail : brikti : sunr : aþakans : smiþ : raisti : krus :þaną : fur : salu : sina : sin : brukuin : kaut x kirþi : þaną : auk | ala : imaun x (Kirk Michael).

Om sunr har været udtalt sunr eller sonr, lader sig ikke afgjøre. At 73 b har Akkus. son, er ikke bevisende; thi denne sidstnævnte Indskrift, som er skreven med en forskjellig Art af Runer, synes ogsaa at afvige noget med Hensyn til Sprogform; jfr. i det følgende. aþakan er det irske Navn Aedacán, nu Egan (Stokes).

Meningerne har været delte, om smiþ skal forbindes med mail : brikti: eller med aþakans. For den første Opfatning kunde den Omstændighed anføres, at Nominativsmærket r ofte mangler i manske Indskrifter. Saaledes kaldes f. Ex. en og samme Person i Nominativ kautr i Nr. 1 (Andreas) og kaut i Nr. 72 (dog har samme Indskrift sunr). Dette synes at vise, at r blev udtalt meget svagt. Men imod at smiþ skulde høre til mail : brikti : , taler vistnok afgjørende Ordstillingen. Thi smiþ skulde da regelret have været stillet foran sunr aþakans, som det f. Ex. heder Kolbeinn klakkhǫfdi Atlason Isl. ss. 1843 I 79. Jeg forbinder derfor smiþ med aþakans og holder det for at være forkortet Skrivemaade for smiþar eller smiþs.

Ordene: sin : brukuin: er aldeles sikre og tydelige paa Stenen, men de er hidtil ikke rigtig forklarede. Oversættelser af disse Ord som »his tenant Gaut« eller »his kinsman Gaut« eller »his surety-friend Gaut« strider bestemt mod de nordiske Sprogs Eiendommelighed. »Hans Ven Gaut« maatte have været udtrykt ved kaut (eller kautr) uin (eller uinr) hans (eller hąns).

Alle Forsøg paa at finde en brugelig Mening i sin : brukuin : vil vist være forgjæves, naar man her søger fuldt udskrevne Ord[3]. Stephens's Opfatning (Run. Mon. II 598) af brukuin som »Brug-Ven«, »a lease-holder or tenant«, kan naturligvis ikke være rigtig. Thi dette vilde være en urimelig Sammensætning og bruk i Betydning af »Part af en Gaard« er et Ord, som i Norsk er mange Aarhundreder yngre end denne Indskrift[4].

Jeg tror, at der her foreligger en forkortet Skrivemaade, som er foranlediget ved det knappe Rum.

Der skulde fuldstændig have været skrevet: fur : salu :sina : (auk:) sin(ar) : bru(þur)kuin(u) :. Den hele Indskrift maa tænkes udtalt saaledes: Melbrigdi sunr (eller sonr) Adakans smiðs (eller smiðar) ræisti kross þænną fyr sálu sina ǫuk (eller ok) sinnar bróðurkuinni. Gǫut(r) gerði þænna ǫuk alla i Mǫn.

»Melbrigde, Søn af Adhakan Smed, reiste dette Kors for sin og sin Broderkones Sjæl. Gaut gjorde dette Kors og alle paa Man.«

Lignende forkortet Skrivemaade forekommer af og til. F. Ex.: þiltu ristin iftiR bru Dybeck fol. 261 (Upland) for þi(R) l(i)tu ris(a) (s)tin iftiR bru(þur). To Led er i svenske Runeindskrifter ikke sjælden stillede sammen uden at være forbundne ved et »og«, som vi finder nødvendigt. F. Ex.: þuruþr : skirlauh : raistu : stain : Lilj. Run-Urk. 881. Ligesaa Lilj. 887, 894, 799, osv. Der forekommer ellers Exempler paa, at samme Mindesmærke reises for flere Menneskers Sjæl. Saaledes: suen : gislar : sun : lit : gira : bro þasa firir. sial : sina ok faþur sins : Lilj. Run-Urk. 1852. Ligesaa Lilj. 583 og fl. St. bru(þur)kuin(u) har været udtalt bróðurkuinnu. Den sædvanlige oldnordiske Form er bróðurkonu. Formen kuinu findes ogsaa i Nr. 6 og sandsynlig i Nr. 26. Nominativformen kuiną hos Lilj. 242. Melbrigdes Broder maa antages at have været død, da Korset blev reist; og dette maa være Grunden til, at der ogsaa tages Hensyn til Melbrigdes Broderkone i Indskriften.

(1) . . . þana : af : ufaik : fauþur : sin : in : kautr : kirþi : sunr : biarnar : frkąuli (Andreas), af er forkortet Skrivemaade for af(t), ligesom i Nr. 21. Om frąkuli, som hos Munch og Cumming er læst feilagtig anderledes, bemærker Kermode: »Cooiley» (alene eller i Sammensætning) »er et ikke usædvanligt Stedsnavn paa Øen«. Indskriften maa tænkes udtalt: . . . þænna æft Úfæig (eller Ófæig) fǫður sinn. en Gǫutr gerði sunr Bjarnar frą Kúli.

(»N. N. reiste) dette (Kors) efter Ufeig sin Fader, og Gaut Bjørns Søn fra Kuli gjorde det.» frą af ældre fran. Ordet udtales i Elfdalen i Dalarne frá med nasalt d.

Den i Nr. 1 nævnte Gaut er vistnok samme Mand som den i Nr. 72 nævnte Gaut.

(75) x iualfir : sunr : þurulfs : hins : rauþa : risti : krus : þąną : aft : friþu : muþur : siną x (Michael).

Udtalt : Joálfr sunr þórulfs hins rǫuða ræisti kross þænną æft Friðu móður siną.

I iualfir betegner vel i foran r en Halvlyd af e, som sent har udviklet sig. En tilsvarende Skriftform er ąslaikiR paa Frerslev-Stenen, Sjælland (vel fra første Halvdel af 9de Aarh.); men da dennes Indskrift har bevaret saa meget gammelt, kunde i -iR her Halvlyden af e mulig være Svækkelse af et oprindeligt a; jfr. Gen. airikis paa Sparløsa-Stenen Vestergötland (fra c. 850—900).

I hins er h skrevet .

I þænna kan nasal Udtale udtrykkes i første Stavelse eller i anden eller i begge Stavelser eller i ingen af dem.

(6) sąnt : ulf : hin : suarti : raisti : krus : þana : aftir : arin : biaurk : kuinu : sina (Andreas).

Udtalt: Sandulf(r) (eller Sǫndulfr) hinn suarti ræisti kross þænna æftir Arinbjǫrg kuinnu sina.

Det at Nominativs r saa ofte mangler, synes at tyde paa, at det hørtes svagt i Udtalen.

h i hin skrevet .

aftir senere Udtryk end aft.

kuinu har vel snarere været udtalt kuinnu end kuenu eller kuinu. lalfald er det vel en Nydannelse efter Gen. pl. kuinna, kuenna og ikke en fra Urtiden bevaret Form.

(17) þurlabr : nhaki : risti : krus : þąną : aft : fiak : sun : sin : bruþur : sun : habrs x (Braddan).

Man har hidtil feilagtig læst ᚿᛂᛆᚴI som neaki og ᛂᛆᚰR som eabrs, og fordi man ikke har forstaaet Navnene, har man formodet, at de var gaeliske.

habrs er Gen. af det norske Navn, som sædvanlig skrives Hafr, af hafr »en Buk». Ogsaa i andre Ord i manske Indskrifter forekommer br, hvor sædvanlig skrives fr. þurlabr 17. ąulaibr 9.

Her er vistnok Skrivemaaden med b bibeholdt ved Tradition fra Urnordisk, hvor b i denne Stilling blev udtalt som Spirant. Navne paa laibr, labr svarer til oldtyske Navne paa leib. Disse Navne er ogsaa ellers i nordiske Runeindskrifter skrevne med b : oalib Torin Nr. 64 (Vestergötland), d. e. olaib, Akkus.; usikkert aulaab eller ulab Melhaug, Sole, Stavanger Amt; usikkert alaib paa en forsvunden Sten fra Tanberg, Ringerike. Med Skrivemaaden habrs jfr. tysk haber »Buk« i "habergeisz".

I mansk Runeskrift skrives undertiden Ib for det sædvanlige lf, hvor den fællesgermanske Form har havt If: liutulbs' og ulb Nr. 9; derimod ulf Nr. 6, iualfir (af lf, þurulfs Nr. 75. Ogsaa paa Alvstad-Stenen paa Toten urulb med for b, som i de manske Indskrifter. En Indskrift fra Hønen paa Ringerike har þurba »trængende« med for b; her kan b være oprindeligt.

Tilnavnet nhaki maa tænkes udtalt Hnakki, ligesom gamle danske Indskrifter skriver rhuulfR, udtalt HróulfR; rhafnuka, udtalt Hrafnunga. hnakki betyder »Nakke«. Det forekommer som Tilnavn hos Torin Nr. 64 (Vestergötl.) : iftr oalib hnaka og i Oldnorsk som egentligt Navn.

fiak (Akkus.) er et irsk Navn, enten det irske Fiacc eller Fiacha.

Indskriften Nr. 26, Conchan, er hidtil ikke tilfredsstillende tolket. Kermode læser:

bruþu]r sunr x raisti x afti x uini[a]sina
murkialu x m . . . .
x ukikat x aukraþifrit
. . a x ni.

»On the other face of the slab« :

kru[s]
x isukrist
þuriþ x raist x runer
(A. B., C. D's brothe)r's son x raised (this) to the memory of his friends
Murkialu M . . .
Ugigat x and Rathfrid . . .
x The Cross
x Jesus Christ
Thurith x carved x (these) runes.

Men herimod kan bl. a. indvendes: uinia er ikke rigtig nordisk Form. murkialu er, som allerede Munch har seet, et irsk Kvindenavn: Myrgiol Landnáma II 16 (Isl. ss. I 109 f.); i de irske Annaler Muirgheal (Stokes on the Gaelic names in the Landn.), paa Latin undertiden skrevet Muriella. Derfor kan uinia ikke være rigtigt. Kneale læser: raisti x ift x kuinusina x murkialu x. Dette synes at være det rette, da Formen kuinu sikkert forekommer i Nr. 6. Kun har vel Stenen sandsynlig aft.

I det følgende har Vigfussen læst ukifat forc ukikat (ᚵ for ᚴ ).

raþifrit kan ikke være et Navn Rathfrid. Thi et saadant norsk Navn findes ikke, og det maatte, om det havde været brugt, have været skrevet *raþfriþ. Endnu mindre kan ukikat paavises som Navn. Naar Munch siger, at denne Del af Indskriften maaské er gaelisk, er det kun et andet Udtryk for, at han ikke forstaar Ordene. Jeg formoder efter det foregaaende, at Indskriftens Begyndelse skal læses:

[.. . . —a]r sunr x raisti x aft x kuinu sina murkialu x

«[N. N., N. N.']s Søn reiste (dette Kors) efter sin Hustru Myrgiala. «

Fig. 2.
Herefter formoder jeg (se Fig. 2): d. e. M[aðr] uggi fátt ok ráði fritt, [su]á nj[óti] kross Ísukrist.

»Et Menneske skal frygte lidet og handle smukt, saa han kan nyde godt af Jesu Kristi Kors.«- Begyndelsen klinger næsten som en Sentens af Hávamál, sprungen ud af den hedenske Livsbetragtning. Dertil er her knyttet et kristeligt Tillæg .uggi fátt; jfr. ugðu fátt at sèr Fms. VII 201. ráði fritt; jfr. ráða stórt res magnas aggredi, ráða gott res bonas efficere (Sveinbjørn Egilsson). Om Genetivformen krist se Larsson Ordforrådet S. 190 a. Formen isu viser ved sit i irsk Indflydelse.

Indskriften ender efter de fleste med: þuriþ x raist x runer ...

Læsningen runer er paafaldende. Man venter runar. Det er eiendommeligt, at en Kvinde (þúriðr) her, som man mener, nævnes som Runerister. Jeg kan ikke mindes noget ensartet Exempel herpaa. Det er dog ikke sikkert, at þurið er et Kvindenavn. Mandsnavnet þórðr er opstaaet af en ældre Form þórrøðr og skrives i Oldengelsk þured, þored. Ligesaa er Bárdr opstaaet af Bárodr og skrives af Irlænderne Barith. Derfor kan þurið gengive por(r)eð(r) en ældre Form af Mandsnavnet þordr.

9) ąulaibr : liutulbsunr : raisti : krs : þana : aiftir : u[l]b : sun . sin (Ballaugh).

Navnene i denne Indskrift blev tidligere læste feilagtig, ąulaibr gjengiver Udtalen álæibr med langt nasalt á af *anulaiðaiR, ligesom kort unasaleret á (ǫ) i manske Indskrifter gjengives ved au. Navnet Ljótulfr, Ljótolfr er vel kjendt.

(16) utr : risti : krus : þáná : aft : frąka (Braddan). Det følgende er utydeligt. Nogle har læst: faþur : sin : in : þurbiaurn....

utr er sandsynlig Navnet Oddr. Navnet frąka Akkus. af *frąki er det samme som ags. Franca, oht, Francho. Af Navnet Frakki d. e. Frankeren, er der Spor i norske Gaardnavne; se Rygh N. G. I 332. Skrivemaaden frąka viser, at dette Navn paa Man blev udtalt med Nasalvokal.

Nr. 12 (Braddan) synes at burde læses: þurfiaak : raisti : krus : þaną : ift : ufaak : sun : krinaas.

I første Navn læser Kermode -feaak, men betegner i denne Runeskrift h, hvilket her ingen Mening vilde give. A. Bugge har tegnet 5te Rune i Navnet som i, hvilket ogsaa Vigfusson her har. Navnet þurfiaak er karakteristisk for Sammensmeltningen af norske og irske Elementer paa Øen Man. Thi det er sammensat af det norske Forled þur-, som indeholder Guden Tors Navn, og det irske Navn, vi allerede har fundet i Braddan-lndskriften Nr. 17 som fiak (Akkus.).

ufaak er Sideform til ufaik Kirk Andreas Nr. 1. Det har været udtalt Úfág eller Ófág. I svenske Runeindskrifter skrives dette Navn hyppig med a (istedenfor ai) i anden Stavelse : ufakR eller ofahr, Akkus. ufak, se mit Skrift »Ringen i Forsa Kirke« S. 25. Paa samme Maade forholder -labr i þurlabr Nr. 15 sig til -laibr i ąulaibr Nr. 9. Fremdeles oldn.. þórlákr til þorleikr, gutnisk sigrafR til -raifR, osv.; jfr. Wimmer »Døbefonten i Åkirkeby kirke« S. 58 if., Noreen Altisl. gramm. S. 37 f. Jeg holder det for muligt, at Nomin. -laiðaR lydret er blevet til -láfr, Gen. -laiðas til -láfs, derimod Dat. -laiðe til -leifi.

Eiendommelig for Braddan-lndskriften Nr. 12 er Fordoblingen af a i tre Navne: Nomin. þurfiaak, Akkus. ufaak, Gen. krinaas. I ufaak betegner aa sikkert langt d, og denne Betydning tør derfor vel overføres til de to andre Navne. Paa samme Maade kan i siin Nr. 13 (Braddan) Akkus. sg. m. = sinn langt i være udtrykt ved ii. Betegnelsen af lang Vokal ved Fordobling af Vokaltegnet er vistnok en af de Eiendommeligheder ved de manske Indskrifter, som ved Tradition er bevarede fra meget gamle Indskrifter med den kortere Rækkes Runer. I Danmark findes paa Tryggevælde-Stenen þaasi, paa Flemløse-Stenen faaþi (eller faaþą).

Fra Former af det demonstrative Pronomen, der som þaasi har havt langt d i første Stavelse, er aa overført til krus : þaana Nr. 8 (Andreas).

krinaas i Nr. 12 er Genetiv af det irske Navn Crinán.

Ligesom n her ikke er betegnet foran s, saaledes er n ikke betegnet foran r i sur, d. e. sunr, i Nr. 21 (Bride), hvilken Indskrift kun har irske Navne: truian : surtufkals : raisti : krsþina : afkaþmiul : kunu : sina ...[5]

Et ikke sædvanligt nordisk Navn indeholdes i Nr. 34 (German) : inąsruþr : raist : runar : þsar x --

I Navnet er Runen þ, som først er læst saaledes af Vigfusson, ikke tydelig. D. e. en Ásrøðr osv. Denne Indskrift maa have sluttet sig til en forudgaaende. Navnet Ásrøðr forekommer i Landnám. IV 3 (Isl. ss. I 245); det er opstaaet af Ásfrøðr. Den nasale Udtale af første Stavelses Vokal er udtrykt i Indskriften.

som Tegn for nasalt a har vi ogsaa i Brudstykket fra Jurby (30) . . . [s]un : sin : in : ąnąn : raiti — —. D. e. »[N. N. reiste dette Kors efter N. N.j sin Søn og reiste et andet [efter N. N.]».

Munch har allerede rigtig tolket ąnąn som oldn. annan (medens man senere deri har med urette søgt et Navn Onon, som ikke har existeret). Jfr. lit • ikikeR : anan • raisa • stain • at suni • sina • Lilj. Run-Urk. 552 (Upland). Ordet er ogsaa paa Glavendrup-Stenen skrevet ąnąn . raiti synes at betegne Udtalen rætti af rétta »gjøre ret« »reise op«. Jfr. raiti Lilj. 1119 (Stephens Run. Mon. II 720), raita Lilj. 883 (Stephens II 774), Lilj. 1579, og Runverser S. 39—42.

Et Par Indskrifter af denne Gruppe skiller sig ud som yngre derved, at i dem ikke betegner ą (nasalt a), men o. Saaledes i Nr. 13 [Braddan): . . . nroskitil : uilti i triku : aiþsoara : siin.

Første Rune synes efter et Fotografi sikkert at være n, ikke h. Flere har forstaaet Begyndelsen som [. . . e]r Ásketill, men derimod taler n foran r. Snarere: [. . . sunr Ásketil (Akkus.) osv. Men man kan dele [i]n roskitil og forstaa Navnet som Hrossketill med Vigfusson og Kermode. Vistnok har vi i Nr. 17 havt nhaki med bevaret h. Men at h i Fremlydens hr siden er faldt bort paa Man, ser man af Nr. 74 (Michael) : krim : risti : krus : þna : aft rumun....... in. Her er rumun[t] Navnet Hrómund. [6]

Nr. 13 gjengiver jeg: ... [e]n Rossketill vélti i tryggu æiðsuara sinn,  »og Rossketil sveg i Trygd sin edsvorne Fælle«, vélti har været udtalt med Spiranten v, medens -suara har været udtalt med Halvvokalen w, som i Runeindskrifter ofte skrives o; jfr. f. Ex. soerþ) i en norsk Runeindskrift fra Irland hos Stephens Run. Mon. IH 307. De ældste islandske Haandskrifter har sua med u efter s i Modsætning til vas, vesa med v.

Munch forklarer vist med rette triku som tryggu Dativ til et Hunkjønsord *trygg (=got. triggwa), som forudsættes af den i norske Love forekommende Flertalsform tryggvar.

Meget yngre end alle andre manske Runeindskrifter er en Indskrift (Nr. 58, Maughold), som for ikke længe siden er kommen frem i en afsidesliggende Dal Corna i Maughold. Den findes ikke, som de andre manske Indskrifter, paa et Kors-Mindesmærke, men er grundt indridset i to Linjer paa en liden flad kunstløs Sten af Skifer.

Ved denne Indskrift kan jeg benytte en Afskrift af A. Bugge.

Efter Kermodes Katalog begynder Indskriften med: [hir li]ki[a i]n krisþ: men efter A. Bugges Tegning har der foran x krisþ aldrig staaet nogen fuldstændig Rune; der er her kun ridset nogle ufuldstændige Træk, med hvilke Runeristeren forsøgsvis begyndte.

Fig. 3.
Indskriften sees (med kantet Sidestav paa ) paa Fig. 3. Denne Indskrift er afgjort fra en meget senere Tid end alle andre manske Runeindskrifter og synes at være indridset af en Mand, som ikke havde tilstrækkelig Kundskab om det gamle norske Sprog og den gamle norske Skrift. Men A. Bugge bemærker, at Stenen er funden under saadanne Forhold, at man ikke tør mistænke den for at indeholde en nyere uægte Efterligning af de gamle Indskrifter.

I første Linje ramses op endel hellige Navne uden at danne Led af nogen fuldstændig Sætning. Først Kristus. Saa malaki, d. e. Malachias, Erkebiskop af Armagh 1132—1136, død 1148. Indskriften er altsaa yngre end denne Tid. batþrik, d. e. Patrik; aþanman, d. e. Adamnán. Det Navn, hvormed anden Linje begynder, unal er vel, som Kermode antager, O'Neill. Dette Familienavn har mulig været baaret af den Herre, som sauþar iuan har tjent.

sauþar maa, hvis Formen ikke skyldes Ukyndighed i Sproget, vel forklares af sauðr i kollektiv Betydning, hvorpaa Fritzner anfører Exempler. Men man venter sauþa-, som første Led stadig ellers i Oldnorsk heder.

I arist er første Rune utydelig (ᛆ snarere end ᚮ). Dette er en paafaldende Skrivemaade for raist. Dog forekommer arista, aristi i svenske Runeindskrifter, ok (med ᚫ for o) er yngre Form end auk i Nr. 26.

Denne Indskrift bruger þ imod den gamle Regel for t i krisþ', baþrik. Saaledes skrives undertiden i svenske Indskrifter: heþinfasþ og lign. (Runverser S. 164). Men i Indskriften fra Maughold finder vi ogsaa þ feilagtig for d: aþanman; ja endog i kurnaþal, d. e. i Corna-dal, som i uægte norske Indskrifter fra dette eller forrige Aarhundred.

Indskriften paa et Kors i German (Nr. 36) har ᛂ = e, men har ' = s, ᛐ = t, ᛆ = a, ligesom Gauts Indskrifter. [.. . . krjus • þensi (el. -se), ifter (eller efter) • asriþi • kunu • sina (eller siną) • tutur ut

Ved Brugen af ᚽ for e stemmer denne Indskrift overens med den i det følgende omtalte Indskrift. Baade ved ᚽ ᛰ og ved as- (ikke ąs-) viser Nr. 36 sig at være forskjellig fra Gauts Indskrifter. Her har vi Kvindenavnet Ásriþr, hvoraf det ellers forekommende Ástriðr er opstaaet.

Fig. 4.
Meget afvigende fra de øvrige Indskrifter er Nr. 73 (Kirk Michael) Fig. 4. Det Mindesmærke, paa hvilket denne Indskrift findes, er meget forskjelligt fra de øvrige manske Korsstene og ligner mere de, som findes i Irland. Runeindskriften staar ikke, som ellers, paa samme Side som Billedet af Korset. Paa Stenen er ogsaa Oghamskrift svagt indridset. Runeformerne er forskjellige fra de ellers paa Man brugte.

Indskriften har ᛂ e, ᚫ betyder her o.

a : mal : lumkun : raisti : krus : þena : efter : mal : muru : fustra : sine : totir : tufkals kona : as : aþisl : ati

Det maa nøiere undersøges, om Stenen har : sin . e : (hvilket efter et Fotografi synes muligt) eller : sine :

Kermode i the Academy siger udtrykkelig, at Indskriften har sine, ikke sina. a i as er utydelig.

b : [b]etra : es : laifa : fustra : kuþan : þan : son : ilan

Mandsnavnet mallumkun, Mael-Lomchon betyder Helgenen Lomchu's Tjener; Kvindenavnet malmura, Mael-Maire (i Middelirsk Mure) betyder Marias Tjenerinde (Stokes).

Appositionerne til malmuru er satte i Nominativ (istedenfor i Akkus.), uden at være paavirkede af det Navns Kasus, hvortil de logisk hører. Jeg forstaar Indskriften saaledes: fostra sin en dóttir Dufgals, kona æs Aðisl átti , »sin Fostermoder og Dufgals Datter, den Kone med hvem Adisl var gift«.

Inskriften b har først Vigfusson forklaret: betra es leifa fóstra goðan þan son illan, »det er bedre at efterlade sig en god Fostersøn end en slet Søn«. Ved dette Ordsprog roser Mallumkun sig selv.

Munch (hos Cumming) mener, at Sproget i denne Indskrift er yngre end i de andre Indskrifter. Jeg mener derimod, at Forskjellen er en anden. Mallumkuns Indskrift er svensk, medens alle manske Indskrifter af den Gruppe, hvortil Gauts Indskrifter hører, er norske.

þan forekommer ikke i Norsk, men i Indskrifter paa det svenske Fastland og paa Gotland (Rydqvist V 171). Skrivemaaden as findes i svenske Runeindskrifter Lilj. 895 (Søderm.), 1342 (Vestergotl.) ; men ikke, saavidt jeg véd, i norske. Navnet Aðisl er svensk og dansk. Skriftformen, særlig ᚫ o, taler ogsaa for, at Indskriften er svensk og ikke norsk.

Fuldstændig enestaaende er en af Kermode ved Kirk Andreas funden udhuggen Sten med en ufuldstændig Indskrift, som bestaar af Binderuner og Kvistruner. Tegning findes i Proceed. of the Soc. of Ant. of Scotland, May 13, 1889 S. 333 og i Kermodes Catal. Fig. 1. Denne Indskrift er hidtil ikke læst, og jeg kan heller ikke læse den. Jeg har tænkt mig Muligheden af, at de tre Binderuner, som staar mellem to Prikker, skulde kunne læses krus þana af. Men saalænge de øvrige Runer ikke er læste, bliver dette aldeles usikkert.

Af de nordiske Kors-Mindesmærkers forskjellige Udbredelse i de forskjellige Dele af Man tør vistnok sluttes, at Nordmændene boede tættest i den nordlige og nordvestlige Del af Øen, medens den oprindelige celtiske Befolkning mest havde holdt sig i den sydvestlige Del.

Det Folk, hvis Mindestene vi har i Runekorsene, er et Blandingsfolk , thi nordiske og irske Navne om hverandre møder os i Indskrifterne. Vi finder saaledes en Mand med norsk Navn, hvis Fader bærer et irsk Navn: ufaak sun krinaas Nr. 12. En Mand med norsk Navn, hvis ene Søn har irsk Navn, medens den anden har norsk: þorláfr hnakki med Sønnerne Fiak og Hafr Nr. 17. Der forekommer et Navn med norsk Forled og irsk Efterled: þurflaak Nr. 12. I Nr. 73 finder vi en svensk Mand Aðisl, som er gift med en irsk Kone. I nogle Indskrifter er der kun norske Navne; derimod i Nr. 21 (Bride) er Indskriftens tre Navne alle irske. Og dog er Sproget for øvrigt ogsaa her norsk.

Navnene paa de Personer, som har arbeidet Mindesmærkerne- eller indridset Runeindskrifterne, er norske.

Naar vi i Nr. 72 læser »Gaut gjorde dette Kors og alle paa Man«, saa vil vi finde det sandsynligt, at Gaut var den første, som paa Man arbeidede Kors med norsk Indskrift. Den samme Gaut nævnes som den, der har arbeidet Korset Nr. 1. Og Overensstemmelse i Ornamenter gjør det sandsynligt, at han har arbeidet flere af de endnu bevarede, med norsk Indskrift forsynede Kors paa Man[7]. Men alle norske Indskrifter paa Man kan ikke være indhuggede af Gaut.

I andre, sandsynligvis senere, Indskrifter finder vi nævnt andre nordiske Runeristere: þuriþ 26; asruþr 34; sandsynlig Torbjørn 16; langt senere Joan 58. Paa Grund af sin afvigende Eiendommelighed er heller ikke Indskriftelrne Nr. 3, 36, 73 ridsede af Gaut.

Naar vi ser bort fra Personnavnene, viser Sproget i de manske Runeindskrifter ingen Blanding med Irsk, men er ægte uforvansket Nordisk. Nominativsmærket r mangler vistnok ikke sjælden: sąnt : ulf 6; þurflaak 12; þuriþ (men sunr) 26; kaut (men sunr) 72 (og kautr 1); krim 74. Men om r end ved þuriþ og ved det halvt fremmede þurflaak fuldstændig kan have manglet i Udtalen, kan dets Mangel ellers grunde sig paa unøiagtig Skrivemaade, ligesom Genetivformen smiþ 72. Til krisþ og baþrik 58 tager jeg her intet Hensyn.

Af andre sproglige Eiendommeligheder kan fremhæves kuinu, d. e. kuinu, i samme Betydning som konu, 6 og sandsynlig 26, jfr. 72, en Form, som vi paa Island og i Norge først har i 14de Aarh. Men kunu 21, Nomin. kona 73. triku 13 Subst. Dat. sg. fem. Endelig b i habrs, -laibr, -labr.

At ikke alle Indskrifterne er fra ganske samme Tid, har vi i det foregaaende seet. Munch mener, at Gauts Indskrifter ikke kan være yngre end Midten eller Slutningen af 11te Aarhundred; Wimmer (Runenschrift 290) sætter dem til anden Halvdel af 11te Aarhundred. Dette forekommer ogsaa mig at være sandsynligst baade paa Grund af Sprogets og Runernes Eiendommelighed og fordi disse Mindesmærker forudsætter, at Kristendommen var almindelig antagen af Nordmændene paa Øen. Men en fuldt nøiagtig og sikker Tidsbestemmelse kan jeg ikke give.

De Mænd, som har arbeidet Korsene og ridset Indskrifterne, kan ikke være Nordmænd, som nylig i Forveien er komne over fra Jæderen, men de maa i længere Tid have levet i Vesten i celtiske Folks Naboskab. Bortseet fra, at Gaut siger sig at være »fra kuli«, vidner Korsenes Former, Ornamenter og Billeder om deres Forbindelse med celtisk Kunst.

Den Kjendsgjærning, at Runeindskrift-Typen paa Jæderen og paa Man er væsentlig den samme, staar i Forbindelse med den Kjendsgjærning, at der til Jæderen er kommet Kulturpaavirkning vestenfra. Billeder af Mennesker og Dyr paa en Sten fra Tuv i Klepps Sogn paa Jæderen har Tilknytning til vesterlandsk og ikke til norsk Kunst. En Slyngning paa et Brudstykke fra Kleppe i Klepps Sogn har ganske samme Form som Slyngninger paa manske Stene. Men denne Kulturforbindelse med Vesten, som kunde paavises i flere Exempler fra norske Runestene, er i Norge begyndt, førend de nu bevarede manske Kors blev reiste. Thi h-Runen har paa Tuv-Stenen en oprindeligere Form end paa de manske Stene, og Alvstad-Stenen paa Toten, som har ᚮ for b og i hvis Billeder Undset formodede Paavirkning fra vesterlandsk Kunst, er sikkerlig ældre end de manske Kors.

Jeg kan endnu ikke sikkert bestemme, hvilke Retninger den Strømning har havt, som først har ført Runeskriften med nordiske Vikinger til Man, Irland og Shetlandsøerne. De Indskrifter, som herved mest maa veilede os, er følgende : 1) Indskrifter af den jæderske Type i Norge; 2) Indskrifter fra Kälfvesten, Tjängvide, Rök og flere af samme Gruppe i Sverige; 3) en Indskrift fra Caithness i Skotland; 4) en Indskrift fra Gimsø i Lofoten.

Her kan endnu mindes om, at det norrøne Ordforraad paa Shetlandsøerne viser størst Overensstemmelse med Sproget i det sydvestlige Norge (Agder); se Jakobsen »Det norrøne sprog på Shetland« S. 15.


__________


På denne stenen fra Kirk Andreas finner vi den tydeligste symbolikken av en scene fra historien om Sigurd Fåvnesbane, av hans fosterbror som blir bitt i hjel. Hentet frå Cumming, J. G.: The runic and other monumental remains of the isle of Man. Douglas, 1857.
Det er ikke min Sag at gaa ind paa en Undersøgelse af de paa Man af Nordboer reiste Sten-Mindesmærkers kunstneriske Formning og Udsmykning. Jeg skal ikke søge at karakterisere Eiendommeligheden ved Korsene eller ved de paa disse Stene fremtrædende Ornamenter med Slyngninger og Fletværk. Heller ikke skal jeg søge at bestemme denne Kunsts Oprindelse og Udviklingsgang. Jeg skal kun i al Almindelighed fremhæve, hvad forlængst er oplyst, at flere af de Kors, som Nordboer har reist paa Øen Man, er i Form og Ornamenter Efterligninger af celtiske Kors, hvoraf flere ogsaa findes paa Man. De nordiske Kors paa Man har Billeder af Dyr og Mennesker, som viser Slægtskab med Fremstillinger paa celtiske Mindesmærker i Irland og Skotland, navnlig paa Skotlands Østkyst.

Som et Exempel blandt flere kan nævnes følgende. Baade paa irske og paa skotske Kors er fremstillet en siddende Harpespiller. Saaledes ved Siden af den Korsfæstede (O'Neill Crosses of Ancient Ireland 9). Forrest blandt de Salige er ved Dommen en siddende Harpespiller paa Østsiden af Sydost-Korset i Monasterboice (O'Neill 10). Ogsaa paa skotske Stene finder vi den siddende Harpespiller; saaledes hos Stuart Sculptured Stones of Scotland Vol. II pl. LXII (Jona, Argyle-shire) og pi. LXXX (Monifieth, Forfarshire). Harpespilleren betegner vistnok paa enkelte Mindesmærker Kong David og er ialfald en i sin Oprindelse kristelig Figur.

En siddende Harpespiller findes ogsaa paa et nordisk Mindesmærke paa Man, nemlig paa Mallumkuns Kors (Cumming Fig. 28 a). Men det er eiendommeligt, at der her foran den skjæggede Harpespiller staar et Menneske, sandsynlig en Kvinde, med Hætte over Hovedet og i fodsid Klædning; hun holder et Horn i Haanden. Skal hun forestille en Valkyrje i Valhal?

Ved nogle af de manske Mindesmærkers Billeder, som er Efterligninger af celtiske Fremstillinger, er der Grund til at tro, at den nordiske Kunstner ikke har lagt nogen selvstændig Betydning i de Fremstillinger, ved hvilke han efterlignede de fremmede Kors. Saaledes f. Ex. ved Jagtscener, hvor en Hjort forfølges eller bides af en Hund. Men stundom har de Nordboer, som arbeidede Kors paa Man, fremstillet paa disse Kors Scener af de nordiske Gude- og Heltesagn. Ogsaa hvor der er lagt nordisk Indhold i Figurerne, kan i disses ydre Former irsk Kunst tildels være efterlignet. Medens de dristige Slyngninger er udførte med sikre Hænder, staar Menneskefremstillingerne i kunstnerisk Henseende for det meste lavt.

Det er navnlig Hr. Kermode, hvem vi skylder Fund og Belysning af nordiske Stenmindesmærker paa Man med Fremstillinger af den nordiske Sagnhistorie. I the Saga-Book of the Viking-Club for 1897 og i sin »Catalogue« har han meddelt Tegninger af disse.

Det heroiske Sagn, som af Nordboerne oftest blev fremstillet billedlig, er Volsunge-Sagnet, navnlig Sagnet om Sigurd Faavnesbane. Nordmændene lærte dette Sagn tidligst at kjende i England. De omdigtede engelske Digte om Sigemunds Søn og de efterlignede frit og selvstændig med skabende Fantasi engelske Billeder, som fremstillede Scener af Heltens Liv. At de nordiske Sigurd-Fremstillinger er Efterligninger af engelske Arbeider, har jeg allerede i mine Bidrag til den ældste Skaldedigtnings Historie S. 73—76 formodet. Og denne Formodnings Rigtighed er nu, som jeg andensteds haaber at kunne vise, bleven gjort indlysende ved Fundet af en engelsk Fremstilling, der har hørt til samme Skrin som »the Franks Casket« og forudsætter en Original som har været langt ældre og oprindeligere end alle nordiske Sigurd-Fremstillinger.

Paa Man finder vi tre forskjellige Kors med Fremstillinger af Sigurd-Sagnet. Vi ser paa disse Kors Sigurd gjennembore Ormen med sit Sværd. Tildels ser vi Sigurd herunder bukke sig ned, nemlig fordi han staar i en Grav. Vi ser fremdeles Sigurd over Ilden stege Ormens Hjærte, som delt i flere Stykker er stukket paa en Ten. Og vi ser Sigurd, da han har brændt sig, stikke Fingeren i Munden. Heltens Hest Gråne er fremstillet i hans Nærhed. Ligesaa paa to Stene en Fugl, som kvidrer for Sigurd; paa den ene Sten sidder den i et stiliseret Træ. Paa den anden Side af det Kors ved Kirk Andreas, som har en Fremstilling af Sigurd, ser man en skjægget Mand med spids Hat og knæsid Kjortel, hvis Hænder og Fødder er bundne. Omkring ham er Ormslyngninger og lige bag hans Hoved er et Slangehoved. Nogle har i ham formodet den bundne Loke, Andre Gunnar i Ormegaarden. Da Sigurd er fremstillet paa den anden Side, forekommer det sidste mig sandsynligere, skjønt det Motiv, at Gunnar spiller Harpen med Tæerne, her ikke er antydet. Skulde den bundne Loke fremstilles, saa ventede man, at Sigyn skulde fremstilles over ham her som paa Gosforth-Korset. Ogsaa den Omstændighed, at Manden staar og ikke ligger, taler imod, at han skulde betegne Loke.

Det er godtgjort, at Nordboerne i Vesten ogsaa fremstillede Scener af Gudesagnene paa Stenmindesmærker. Paa en flad Sten ved Gosforth i Cumberland har man saaledes fundet Tors Fiskefangst med Hymer fremstillet.

Det, som i det foregaaende er anført, giver os da Ret til paa andre manske Korsmindesmærker at søge Billeder fra Nordboernes Sagn om Guder og Heroer. Men ofte maa det Forsøg til en Forklaring, som gives fra dette Synspunkt, blive staaende som en usikker Formodning, fordi den kunstneriske Behandling er saa ufuldkommen, at man med lidt god Vilje kan faa gjort Figurerne til noget af hvert; tildels ogsaa, fordi Fremstillingerne har lidt meget i Tidens Løb, eller fordi jeg ikke overalt har Adgang til fuldt nøiagtig og tydelig Gjengivelse af Originalen.

Ved Kirk Andreas er der et Brudstykke af et lidet Kors med Indskriften »Torvald reiste dette Kors«-. Tegning er udgiven af George F. Black i the Proceedings of the Soc. of Antiq. of Scotland, Vol. XXIII, May 13, 1889. p. 336 —338 og af Kermode i Catal. of the Manks Crosses Fig. 4—6.

Billedet paa den ene Side er vistnok kristeligt og af celtisk Oprindelse. Her er fremstillet en skjægget Mand med en Bog (plenarium) i den ene Haand og et løftet Kors i den anden. Fra denne hænger ned en Fisk, det kristelige Symbol. Over og under er en Slange. At Nordboerne ved dette Billede skulde have tænkt paa Tors Fiskefangst, lader sig neppe godtgjøre. Men paa den anden Side ser man til høire for Korset en Mand, hvis ene Fod stikker ned i Gabet paa en Ulv; i dennes Overkjæve griber han med sin venstre Haand. Foran Mandens Ansigt og tildels over hans Hoved sees vendt mod ham en stor Fugl, en Ravn eller Ørn, som synes at sidde paa hans høire Skulder. Manden holder med sin høire Haand et Spyd, som han stikker ned mod Ulvens Forben. Dette Billede har Kermode rigtig forklaret. Det er Odin med sin Ravn og med sit Spyd Gungner; han sluges i Ragnarok af Ulven Fenrer. Den nordiske Billedhugger har sandsynlig havt for Øie et ældre irsk Billede, som fremstillede en Mand med et Ben i et Uhyres Gab, uden at der her var tænkt paa Odin og Ulven Fenrer.

Paa en Sten fra Jurby med Runeindskrift (Kermode Catal. Nr. 40, Saga-Book Fig. 8) ser vi ved Siden af Korsets Top en Mand med knæsid Kjortel og Sværd ved Siden. Han holder for Munden en Lur eller et Horn, som strækker sig over Korsets Top. Kermode har med rette forklaret Billedet saa, at det er Heimdall, som blæser i Gjallarhornet, da Gudernes Fiender stormer frem i Ragnarok; hátt blæss Heimdallr, horn er á lopti.

Heimdalls Sværd omtales i de, mytiske Sagn. Cumming S. 23 siger om Hornblæseren: «on his head is a conical cap, surmounted by a cnob or crest«. Alex. Bugge har opfattet det saa, at hans Hoved ender i to Horn. Ogsaa dette kan passe paa Heimdall, thi han har Navnene Heimdali og Hallinskiði tilfælles med Væderen; jfr. Falk i Aarbøger f. nord. Oldk. 1891 S. 270 1[8].

Uholdbar synes derimod Kermodes Forklaring, at vi paa en Sten ved Kirk Michael (Kermode Catal. Nr. 76, Saga- Book Fig. 7) ved Korsets Top til høire skulde have en Fremstilling af Tjasse (þjazi) i Ørneham, som bærer Loke gjennem Luften.

Den Person, som ved Korset er fremstillet under Fuglen, synes vistnok at svæve og ikke at staa. Men baade i den prosaiske Fortælling i Snorres Edda og i Digtet Haustlong siges det, at Ørnen fløi med Loke paa den Maade, at Lokes Hænder hang fast ved den ene Ende af en Stang, hvis anden Ende var fast ved Ørnens Krop. Paa det manske Mindesmærke er derimod Mandens Hænder fri, og der sees ingen Stang.

Desuden synes Billedet paa Korset, saaledes som Alex. Bugge bemærker, snarere at fremstille en Fugl (Ørn), som hakker en svævende Mand i Hovedet[9].

Denne Fremstilling passer bedre til den danske Vise om Germand (eller Gellemand) Gladensvend (Danmarks gamle Folkeviser Nr. 33). Den vilde Ørn (eller Gam eller Ravn) hugger ud det høire Øie paa den flyvende Germand. Men saalænge den danske Vises Sagnstof ikke er paavist i et Oldsagn, vover jeg ikke at tro, at det er Germand, som er fremstillet paa det manske Kors.

Flere af de nordiske Mindesmærker paa Man har øverst oppe en Hane. Kermode (Saga-Book S. 357) bemærker, at Hanen er et kristeligt Symbol paa Opstandelsen, men at den paa disse Mindesmærker kan henvise til den nordiske Mytologi, hvor en Hane med gylden Kam vækker Einherjerne i Valhal. Denne Hane kaldes i Helg. Hund. II 49 Salgofnir. Jeg har i Helge-Digtene S. 109—111 vist, at dette Navn er dannet af det irske Ord gop »Næb«. Mytetrækket med Hanen i Valhal har derfor vistnok udviklet sig hos de Nordboer, som boede blandt Irlænderne i Vesten, og Hanen, der fra først af som kristeligt Symbol forekom paa vesterlandske Mindesmærker, har fremkaldt eller virket med til Dannelsen af dette Mytetræk.

I det følgende søger jeg uafhængig af Hr. Kermode at forklare af den nordiske Sagnhistorie Fremstillinger paa andre manske Mindesmærker. Om disse skylder jeg min Søn Dr. Alexander Bugge flere Oplysninger.

Et Fragment af en udhuggen Sten i Jurby (Kermode, Catal. Nr. 41) har en eiendommelig Fremstilling, som ellers ikke forekommer. Se Kermode i the Saga-Book of the Viking Club Jan. 1897 S. 397 og Fig. 6; en unøiagtig Tegning hos Cumming Fig. 7. I Feltet til venstre ser man en Mand med Fuglehoved (paa Fotografiet er dog Hovedet mindre tydeligt). Han er iført en med Knapper forsynet Kjortel, som rækker til Knæerne. Over den ene Skulder bærer han en Stang. Fra Enden af denne hænger et Taug eller en Snare ned. Dette Taug omslynger Halsen paa en mindre mandlig Figur, som hænger i Tauget. Denne Mandsling synes paa Tegningen at have Hoved, som ligner en Hunds (paa Fotografi er Hovedet aldeles utydeligt). Hans Hænder spriker. Benene er korte og Fødderne utydelige (de ser paa Fotografiet ud som afhuggede). Kermode ser i den hængende Person Dværgen Andvare eller heller den fangne Loke. Dette finder jeg uantageligt.

Ved Forklaringen af Billedet maa vi dog vel fastholde, at den mindre Mand hænger med Strikken om Halsen. Naar vi vil forklare Billedet af den norrøne Sagnhistorie, maa vi altsaa søge et Sagn, hvori Hængning forekommer. Da Motiver af Volsungesagnet er de, som oftest er fremstillede paa de manske Stene, formoder jeg, dog med Tvivl, at vi her har fremstillet den hængte Randver, Jarmunreks Søn. At han er afbildet som liden, kan betegne ham som ung. Saaledes er paa »the Franks Casket« Welands unge Broder Ægili, som fanger Fugle, afbildet som en liden Figur. Det er vel en bevægelig Galge, hvori Mandslingen er hængt, og den bæres her af en anden Person. Om Kristus siges i Máriusaga, at han bar sin egen Galge paa sine velsignede Skuldre. Hvem er nu den Person, som bærer Stangen over sin Skulder?

Efter Fremstillingen i Snorres Edda og i Indledningen til Digtet Guðrunarhvót er det Bikke, som ved sine onde Raad bevirker, at Jarmunrek lader sin Søn Randver hænge. Det samme fortæller Saxo Grammaticus (lib. VKI, p. 413 ed. Mull.), som kalder Sønnen for Broder. Og i denne Sagnform er det ligefrem Bikke, som dømmer Broder til at hænges.

Nu er det at mærke, at Valkyrjerne i Darraðarljód Str. 1 (ifølge Haandskriftet A) kaldes vinur Randvés bana, «Randvers Banemands Veninder«. Dette Udtryk har man hidtil efter min Mening ikke forstaaet rigtig. Jon Thorkelsson mener at »Randvers Banemand« her er Jarmunrek, men en Betegnelse af Valkyrjerne som Jarmunreks Veninder vilde ikke have tilstrækkelig Støtte i Skaldenes Udtryksmaade eller i de gamles Opfatning af de mytisk-heroiske Sagn.

I en Række af nordiske heroiske Sagn optræder hos en Konge en ond Raadgiver, som volder Heltes Undergang. Og denne onde Raadgiver er i den nordiske Digtning opfattet som en menneskelig Fremtrædelsesform af Odin. Den onde Raadgiver har ikke fra først af i det germanske Heltesagn havt denne Betydning; han har fra først af været fuldt menneskelig. Men det er ved en Omtydning af nordiske Skalde, at Heltesagnet her som andensteds er blevet sat i Forbindelse med Gudesagnet og at den onde Raadgiver er bleven til en i Menneskeverdenen optrædende formummet Odin, som blandt Menneskene virker ødelæggende, for at hente de ypperste Helte til Valhal. Saaledes Høvdingen hos Harald Hildetann; han heder Bruni og Bruni er Odins Navn. Saaledes den onde Raadgiver Bǫlviss blindr eller Blindr enn bǫlvisi, som ligeledes bærer et Odins-Navn, i Sagnene om Hagbard, Romund Gripssøn og Helge Hundingsbane. Vi finder ham igjen i Balladen om Ribold (Rikeball), i hvis engelske Form han kaldes »auld carl Hood« , d. e. Hat (Hǫttr), Odin. Saaledes fremdeles Gizurr, som ægger de to Brødre Angantyr og Hlǫðr til Kamp mod hinanden, og hvis Navn opføres blandt Odins-Navne; jfr. Møbius Málsháttakvæði S. 36 f. Saaledes endelig Bikke.

Naar Valkyrjerne i Darraðarlj. kaldes »Randvers Banemands Veninder«, vil det sige »Odins Veninder«. Som Bikke volder Odin Randvers Død; han er Randvers ráðbani[10].

Den Mand, der paa Jurby-Stenen bærer den hængte Mand, forklarer jeg derfor, om end med Tvivl, som Odin, der som Bikke har voldt Randvers Død ved Hængning. Netop ved Hængning var det jo, at Mænd viedes til Odin. At den, som bærer den hængte Mandsling, er Odin, støttes derved, at han, som det synes, har Fuglehoved, thi Odin hed Arnhofði, »han med Ørnehovedet.«

Dog har denne Fremstilling, hvis Manden har Fuglehoved, Tilknytning paa andre vesterlandske Kunstværker, hvorom jeg i det følgende skal tale.

Det fortjener ogsaa Opmærksomhed, at den Mand, som bærer den Hængte, har knæsid Kjortel med Knapper ligesom Heimdall paa en anden Jurby-Sten.

Nu kan vi kanske ogsaa finde Forklaring paa det, at den hængte Mandsling, som det synes, har Hundehoved. Jødiske Forbrydere blev i Middelalderen hængte mellem to Hunde eller med en Hund ved Siden[11]. I Norden har man sagt »han blev hængt som en Hund«. Hermed staar det maaské i Forbindelse, at den hængte Randver, som det synes, har faaet Hundehoved. Paa Jurby-Stenen er over de to nævnte Personer fremstillet en, som det synes, skjægget Mand i sidt Klædebon. Det lader sig ikke sikkert bestemme, hvorvidt denne Person fremstiller den gamle Jarmunrek, eller en anden Person. Man ser paa den skjæggede Mand en Arm, med hvilken han holder i Haanden noget, der ser ud som en Trefork.

I Feltet til høire paa Jurby-Stenen ser vi nederst en Hjort. Over den en Galt. Øverst, hvor Stenen er afbrudt, et rundt Skjold.

En Hjort eller Hjorte og en Galt eller Svin findes allerede paa celtiske Mindesmærker ved Korsets eller Livsens Træ, og de er vistnok fra celtiske Mindesmærker overførte til nordiske Kors paa Man. Saaledes findes paa det Kors ved Kirk Andreas, som Sandulv har reist til Minde om sin Hustru Arinbjorg, blandt Dyrene ved Korset eller Livsens Træ en Hjort og en Galt. Se Tegningen hos Worsaae Minder S. 351 og hos Cumming Fig. 9 a.

Men i dette Motiv kan Nordboerne have lagt en ny Betydning ind. Ved Fremstillingen paa den nævnte Jurby-Sten har vi Grund til at sætte Feltet til høire i Forbindelse med Feltet til venstre og se Billedfladen som en Helhed.

Kermode (Saga-Book S. 358) har allerede fremsat den Formodning, at Hjorten paa Jurby-Stenen ved Livsens Træ betegner Hjorten Eiktyrner, som efter Grimnismál staar paa Odins Hal og bider af Lærads Grene. Dette kan ved første Øiekast synes at være en dristig Formodning. Men en nærmere Betragtning vil gjøre det sandsynligt, at denne Opfatning er rigtig. Vi har nemlig her ved Siden af hverandre Hjorten, Galten, Skjoldet. Disse forenes ikke let uden i Forestillingen om Valhal. Der har vi Hjorten Eiktyrner paa Valhals Tag; Galten Særimner, som i Valhal mætter Einherjerne; og for Valhal er det eiendommeligt, at denne Hal er tækket med Skjolde.

Feltet til høire paa Jurby-Stenen skal altsaa forestille Valhal; Feltet til venstre Menneskeverdenen. Fra denne bærer, har jeg tænkt mig, Odin Randver til Valhal. Midtfeltet er en stiliseret Omdannelse af Livsens Træ.

I de nordiske Hedningers Sprog hed Livsens Træ Yggdrasels Ask eller Lærads Grene. Hjorten er paa Jurby-Stenen vendt mod dette Livsens Træ. Fremstillingens Forbillede har vistnok villet udtrykke, at Hjorten vil bide af Livstræets Grene.

Fremstillingerne paa dette Gravminde, som nu ufuldstændig er bevaret i Jurby Kirke, er vistnok Efterligning af Fremstillinger paa et ældre nu tabt norsk Kors. Den Kunst, som vi her ser træde frem i Menneskefremstillingerne, er i høi Grad ubehjælpelig, barnagtig og raa. Men det digteriske Billede, til hvilket det synlige Mindesmærke peger tilbage, er, hvis min Forklaring er rigtig, et af de mest storslagne Fantasibilleder, som har staaet for en gammelnordisk Digters Sjæl.

Mindesmærket, som reiser sig til Mandens Minde, vil i sin Fremstilling omfatte den hele Verden. I Verdens Midte hæver sig Livsens Træ mellem Menneskenes Hjem og de Boliger, som er Gudernes og de henfarne Menneskers Hjem.

Mandens Bestemmelse er det at vies til Odin, Kampens og Seierens Gud, og at komme til Valhal i Einherjernes Flok.

Hvis det er saa, som jeg har søgt at vise, at Nordboerne i Billedet af Korset paa disse Mindesmærker har seet Yggdrasels Ask, saa faar det Betydning, at Heimdalls Horn paa Jurby-Mindesmærket Nr. 40 er udstrakt over Korset. Thi i Vǫluspá R 28 heder det:

Veit hón Heimdallar
hljoð um fólgit
und heiðvǫnum
helgom baðni

hvilket almindelig forstaaes saa, at Heimdalls Horn — før Ragnarok — er skjult under Yggdrasels Ask. Vi tør altsaa forestille os, at Heimdall i Ragnarok holder Hornet udstrakt over Yggdrasels Ask.

Paa den af Kermode Catalogue Nr. 22 beskrevne Sten fra Bride er der nede til venstre for Korset en Fremstilling, af hvilken Alex. Bugge har medbragt en ufuldstændig Tegning paa et Papiraftryk. Vi ser en ubeklædt Mand i sine bedste Aar[12]. Han har kort Skjæg. Om hans Lænder er et Baand eller Belte, som krydser sig foran paa hans Mave.

Til venstre for ham er fremstillet en Slange, hvis Hoved rækker høiere op end Mandens. Den er udført i Taugslyngninger og rækker saa langt ned som Manden, men er nede til venstre sammenrullet i flere Slyngninger. Manden løfter sin ene Arm op mod Slangens Hoved, ligesom for at slaa den eller at trykke den tilbage.

Her er vistnok Guden Tor fremstillet. Han optraadte gjærne som en ung rødskjægget Mand. Baandet om den her fremstillede Mands Lænder er Tors Styrkebelte (megingjarðar), som Guden spænder om sig. Slangen, som her er fremstillet ved Mandens Side, er Midgardsormen, med hvem Tor kjæmper i Ragnarok.

Under Slangen til venstre for Mandens Fødder er fremstillet paa tværs, altsaa liggende, en Dværg med Hovedet til høire (nærmest Tor) og Fødderne til venstre.

I ham ser jeg fremstillet Dværgen Lit. I Fortællingen om Balders Baal heder det, at da Tor stod ved Baalet, løb en Dværg ved Navn Lit for Fødderne paa ham. Tor sparkede til ham med sin Fod, saa han faldt ind paa Baalet og blev brændt. Jfr. mine Studier over de nord. Gude- og Heltesagns Oprind. I S. 224—228.

Under den Mand, jeg har forklaret som Tor, er der en besynderlig Person med de krummede Arme i Siden. Han synes at sidde med Benene i den Stilling, som en siddende Tyrk indtager. De tomme Rum mellem Lemmerne er udfyldte ved Slyngninger. Jeg véd ikke, om denne Figur skal forestille Jætten Rungner, som er falden paa det Skjold, paa hvilket han stod.

Paa de celtiske Mindesmærker i Britannien findes flere Gange Menneskeskikkelser med Fuglehoved. Saaledes paa et Kors i Kirremuir i Forfarshire i Skotland over Korsets Arme to »Engle« med Fuglehoved (J.Anderson Scotland in early Christian times II 61). Dette Motiv har de nordiske Billedhuggere paa Man optaget, men deri sandsynlig lagt ny Betydning.

Vi finder dette Motiv paa et med Runeindskrift forsynet Kors fra Kirk Michael, hvoraf to Brudstykker er bevarede. Kermode Catal. Nr. 74; Cumming Fig. 3. Alex. Bugge har medbragt Fotografi og Tegning. I Feltet til venstre er øverst en Mand med en Hovedbedækning, i hvilken der over Panden er et lidet Kors (eller efter Kermode med en Nimbus); han holder en Stav (der ser ud som en Krykkestav). Herunder en Mand med Fuglehoved. Han vender Fødderne op og Hovedet ned. I Haanden holder han et Sværd.

Under ham en anden Mand ligeledes med Fuglehoved, men med Fødderne ned. Nederst en Galt. I Feltet til høire er nederst Hovedet af en Fisk, som det synes en Gjedde. Over den en Mand med Fuglehoved. Han har Spyd i høire Haand og Sværd i venstre. Alle tre Mænd med Fuglehoved har Kjortel, som rækker omtrent til Knæet (og som man har sammenlignet med Høilændernes Kilt). Der er ikke antydet nogen Beklædning af Benet nedenfor Kjortelen. Over Manden til høire er et Dyr, og over dette endnu et andet, men nu meget utydeligt Dyr. Kermode mener, at her er fremstillet et Vildsvin, fulgt af en Hund.

Jeg formoder, at vi her har en Fremstilling af Livet i de afdøde Krigeres Hjem, og at denne nordiske Fremstilling er en Efterligning af en celtisk kristelig Fremstilling.

Krigerne med Fuglehoved skal sandsynlig betegne Einherjerne i Valhal. Fremstillingen staar vel tillige i Forbindelse med Opfatningen af Sjæle som Fugle. Naar den ene Mand vender Fødderne op og Hovedet ned, er det vel en naiv Betegnelse for, at denne Kriger er falden. Vi har her den Forestilling udtrykt, at Einherjerne kjæmper og falder paa Valen, men saaledes at de faldne igjen staar op[13]. Den paa Korset fremstillede Fisk kan af Nordmænd have været opfattet som den store Fisk i Strømmen ved Valhal, Grimnismál 21.

En Galt eller et Vildsvin finder man ofte fremstillet ved Korset paa de manske udhuggede Stene. Saaledes bl. a. paa det før omtalte Jurby-Kors Kermode Nr. 41. Fremdeles paa et Brudstykke med Spor af Runer fra Ballagilley, Maughold (Kermode Catal. Nr. 70).

Denne Galt kan paa de forskjellige Steder være forskjellig opfattet. Irernes Sagn kjender Manannans Svin, som slagtes, spises og igjen bliver levende. De er hos Nordmændene blevne til Galten Særimner i Valhal.

Ved Forklaringen af Korset i Jurby Nr. 41 har jeg nævnt en Menneskefigur med Dyrehoved, som det synes med Hundehoved. Ogsaa ellers finder vi paa nordiske Kors paa Man Menneskefigurer med Dyrehoved. Det er et Kunstmotiv, som er overført fra celtiske Mindesmærker. Det er ved det meget vanskeligt at bestemme, hvorvidt de nordiske Billedhuggere har lagt et nyt Indhold med Tilknytning til nordiske Sagn ind i Figuren. De Forklaringer, som jeg i det følgende nævner, er aldeles usikre Formodninger.

Paa den Sten i Jurby, hvorpaa Heimdall er fremstillet (Kermode Catal. Nr. 40), men paa den modsatte Side ser man ved Korsets Top en Menneskeskikkelse, sandsynlig en Kvinde, med fodsid Dragt, langt flettet Haar og Katte- eller Hundehoved. Det er ikke usandsynligt, at hun, ligesom Heimdall der er fremstillet paa samme Kors, hører hjemme i den nordiske Sagnverden. Hvis saa er, véd jeg ikke at tænke paa nogen anden end paa Spaakvinden Hyndla, hvis Navn betyder en liden Tæve. Hyndla taler i sin Forkyndelse om Heimdall og om Ragnarok[14].

Oppe til høire over Korset paa den udhugne Sten fra St. Bride, paa hvilken jeg har troet at finde Tor (Kermode Catal. Nr. 22), er fremstillet en siddende Figur, som har Hundehoved, Hale og Menneskekrop. Hvis denne Fremstilling skulde gjengive en nordisk Sagnfigur, kunde man tænke paa Jætten Hundálfr Snorra Edda I 555. Men jeg foretrækker at lade Figuren med Hundehoved fra St. Bride staa uden Tilknytning til nordisk Sagnhistorie.

Naar vi gjennemgaar disse billedlige Fremstillinger, slaar det os, at de kristne Nordmænd, som har udført, sandsynlig i det 11te Aarhundred, disse Kors for Kristne og til Minde om Kristne, dog endnu havde sin Sjæl fyldt af den nordiske Hedendoms Forestillinger. Og disse Forestillinger synes hos Nordmændene paa Man at have været mere levende end hos deres Frænder i Norge. Ikke alene stod Sigurd Faavnesbane for dem som det store Helteideal. Men de tænkte sig, at Krigerne kom til Valhal. Derfra skal de, naar Heimdalls Horn gjalder i Ragnarok, drage ud til den Kamp, hvori Odin kjæmper med Ulven Fenrer og Tor med Midgardsormen. Disse Forestillinger er, som de paa Man træder frem i Billeder, paa mange Maader sammensmeltede med kristelige Forestillinger, som fandtes hos de celtiske Folk i Britannien, og paavirkede af celtiske Mindesmærkers Billeder.

Lad mig saa til Slutning ud fra den lille kaste Blikket videre omkring og gjengive Omridsene af Religionens og Mytedigtningens Udvikling hos det norske Folk i det hele i Hedendommen, saaledes som jeg tror at se denne Udvikling. Troen paa Æser, paa Odin og Tor og paa mangfoldige andre mytiske Væsener, Religionens brede Grund var ældgammel og fællesgermansk. Men Germanernes ældgamle Tro har hos Nordboerne i Vikingetiden udviklet sig til en ny Religion med videre og dybere Syn, til en rigere Mytedigtning: om Balder og Loke, Vidar og Vaale, om Valhal og Einherjer, Midgardsormen og Fenresulven, om Yggdrasels Ask og om Ragnarok, om Spaakvinden som mindes Verdens Ophav og forkynder den Mægtige, der skal komme ved Tidernes Ende til den store Dom.

Denne Religion, denne Mytedigtning er skabt ved Sammensmeltning af hedenske nordiske og af kristelige Ideer. Den er vokset frem blandt Nordboerne i Northumberland, Cumberland, Man, Skotland og Irland. Den er fra første Færd af paavirket bl. a. af Synet af Korsmonumenter, engelske og celtiske, i hine Lande og af de Fortællinger, som forklarede Billederne paa disse Mindesmærker. Yggdrasels Ask er et Skud af Korsets Træ.

I de norrøne Mytedigte er den Forestilling udtalt, at Yggdrasels Ask var den Galge, hvori Odin havde hængt ofret til sig selv; dette er overført fra Korset eller Galgen, hvori Kristus hang. Paa Askens Rod gnaver Dragen eller Ormen Nidhogg, efter Andre utallige Orme; i dens Top er en Ørn, mellem hvis Øine der sidder en Høg; i Stammen løber Ekornen Ratatosk op og ned. Denne Mytedigtning maa være opstaaet hos Nordboerne i England, da dreki (Drage) og Ratatoskr er Ord, som er optagne fra Engelsk.

I mine Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse (I 460—467) har jeg søgt at gjøre det sandsynligt, at denne Forestilling om Yggdrasels Ask er paavirket af Synet af nordengelske Korsmindesmærker, saadanne som det ved Bewcastle i Cumberland, hvor Jesus Kristus er fremstillet paa den ene Side og hvor vi ser Livsens Træ slynge sig til Stenens Top som en Ranke; i den er der nedentil to Drager, længere oppe to Fugle, mulig en Ørn og en Ravn, den ene over den anden, og øverst oppe er der to Ekorner.

En endnu sikrere Forbindelse er der mellem den nordiske Mytologi og Gosforth-Korset i Cumberland. Se Stephens i Aarbøger 1884. Vi ser paa dette Kors et Billede, som maa staa i Forbindelse med Fortællingen om den bundne Loke og Sigyn. I andre Billeder paa dette Kors har jeg (The Home of the Eddie Lays, London 1899, p. LVI—LXXVI) fundet Fremstillinger af de kristelige Legender, som Nordmændene har omdigtet til Myten om Vidars og Ulven Fenrers Kamp.

Tillæg.

S. 236 f. Om Conchan-lndskriften skriver Hr. Kermode 6/1 1900: »I agree that the m after murkialu should be read with ukikat aukraþifrit. But am not sure about the a x ni. It seems to stand distinctly by itself. Nor do I think we can then turn the stone round and continue to read isu krist as connected with that sentence».

S. 249 L. 3. Se nu The Clermont Runic Casket by Elis Wadstein, Upsala 1900.


Fodnoter

  1. Aftenposten 13de September 1899.
  2. Tallene ved de manske Indskrifter i det følgende henviser til Indskrifternes Nummer i Kermodes Katalog.
  3. Det gaar f. Ex. ikke an at henføre sin : brukuin : som et sammensat Adjektiv til Subjektet og forstaa dette Adjektiv som syndhrugginn »født i Synd« eller »syndebesmittet«. Thi »syndebrygget« vilde være et alt for urimeligt Udtryk. Ogsaa i formel Henseende vilde der være grundede Indvendinger mod en saadan Opfatning at gjøre.
  4. En af mine Tilhørere har udtalt den skarpsindige Formodning, at sin brukuin skulde være irsk sén Broccoin,  »Broccóins Velsignelse«. Men irske Appellativer blandes i manske Indskrifter ellers ikke ind imellem de norske Ord.
  5. Ved underprikkede Bogstaver betegner jeg utydelige Runer.
  6. For krim læstes tidligere meningsløst suak.
  7. Jfr. Kermode i The Saga-Book of the Viking Club, Jan. 1897, S. 368.
  8. I følge Cumming flyver Odins Ravn oppe foran Hornblæserens Hoved. Men denne Fugl sees ikke paa Tegningen i Saga-Book.
  9. Kermode siger i Catalogue p. 24: »a kilted figure attacked by an eagle.«
  10. Haandskrift I af Darrað. har ikke bana, men lika. Heri formoder jeg en Forvanskning af fika, d. e. svika. Randvés sviki (jfr. drottins sviki, dróttinsviki) vilde betyde »han som sviger Randver«. For en Skrivemaade sika = svika jfr. fivl Darr. 3 i F = svipul og siku Lilj. Run.-Urk 1592 = sviku.
  11. Grimm Rechtsalt. 685 ; Deutsch. Wtb. H 1915, 12.
  12. Over ham er ifølge Kermode afbildet en Fugl. Denne kan jeg ikke se paa den mig foreliggende Tegning.
  13. Paa Gosforth-Korset i Cumberland er afbildet en Rytter med Hovedet ned.
  14. Om hendes Oprindelse se Indledningen til mit Skrift »the Home of the Eddie Lays« p. XXIV.