Norges Indskrifter med de ældre Runer - 1. Tune (Side 1 - 44)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


For at runetegnene som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen Gullhornet installert på din PC eller Mac. Gullhornet skal lagres i Fonts i Windows eller  Mac OS.


Norges Indskrifter med de ældre Runer


Sophus Bugge
1891


1. Tune


TEKSTEN ER UFULDSTÆNDIG — SIDEN ER UNDER UDARBEJDELSE ...

Literatur. Peder Alfssøn (1627) i Cod. A. M. 371 fol., med Tegninger (se nedenfor). — O Worm: Danica Literatura Antiquissima, ed. 1 (Hafniæ 1636), S. 68 (med Tegninger efter Peder Alfssøn); ed. 2 (1651), S. 66. — O Worm: Danic. Monum. Libri Sex (Hafniæ 1643), S. 478 f. (med Tegninger efter P. Alfssøn, forskjellige fra dem i Dan. Lit. Ant.). — Kraft Beskriv. 1 (1820) I, 164. Kraft 2 (1840) I, 108. — W. C. Grimm: Über deutsche Runen (Göttingen 1821), S. 172, 174 f. 186—197, Tab. VII (Tegninger efter Worm). — „Antikvariske Iagttagelser paa en Reise gjennem Dele af det Norden- og Søndenfjeldske Norge i Aaret 1823 af Lorentz Diderick Klüwer, 1ste Hefte“, Afskrift i Bergens Museums Arkiv „efter Originalen i det Kgl. Norske Videnskabers-Selskab i Throndhjem“ (med Tegninger). — Liljegren Run-Urk, 2065. — Werlauff i Nord. Tidsskr. f. Oldkynd. (Kjøb. 1833) I, 311. — Finn Magnusen i kgl. danske Vid. Selsk. hist. og phil. Afh. VI Kjøb. 1841), S. 485—491. — P. A. Munch i Annaler f. nord. Oldk. 1848 S. 273 Anm. 1. — P. A. Munch i Langes Tidsskr. f. Vid. og Lit. IV (Christ. 1850) S. 123. — Lauth: Das germanische Runen-Fudark (München 1857), S. 81—84 (Tegninger Taf., VII efter Worm).

P. A. Munch i Illustreret Nyhedsblad, Christiania 1857, Nr. 16, 28de Juni (med Tegninger efter Originalen). — Almuevennen, Christiania. 4de Juli 1857, Nr. 27 (Text i Uddrag og Tegninger efter Illustr. Nyhedsbl.). — Foreningen til norske Fortidsmindesmerkers Bevaring. Aarsberetning for 1856. Christiania (udkommen i Midten af August 1857), S 6 f.

P. A. Munch i „Aarsberetning“ for 1856, S. 72—80 og PI. III (med Tegninger efter Originalen, forskjellige fra dem i lllustr. Nyhedsbl.). Denne Munchs Afhandling i „Aarsberetn.“ er optrykt i hans Samlede Afhandlinger IV (Christ. 1876), S. 9—17, med nye Tegninger efter Originalen samt med Tilføielse af nogle Stykker af Munchs Afhandling i Illust. Nyhedsblad og med enkelte Anmærkninger af Udgiveren Dr. Gustav Storm. — N. Nicolaysen i „Aarsberetning“ for 1857 S. 29. — A. Uppström i Nova Acta regiae soc. scient. Upsal., 3. ser. vol. 2 (1856—1858), fase. 2, p, 381—389, tab. XI (Tegninger efter Munch i lllustr. Nyh.). — Daniel H. Haigh: The conquest of Britain by the Saxons, London 1861, S. 53—58, PI. IV, 1, 2 (Tegninger efter Munch i lllustr. Nyh., men forskjellige fra dennes, i enkelte Stykker rettere, i andre mindre rigtige). — C. A. E. Jessen: Undersøgelser til nord. oldhistorie, Københ. 1862, S. 56. — Fr. Dietrich: Die Blekinger Inschriften, der Stein von Tune und andere deutsche Runen in Skandinavien entziffert und erläutert, Marburg 1863, S. 22—27, PI. Nr. VI a. b (Dietrich har kun benyttet Uppströms Arbeide, ikke Munchs). —Thorsen: De danske Runemindesmærker I (Kjøb. 1864), S. 342—345, med Afbildning af Side a (denne er ikke, som Thorsen siger, Munchs, men laant af Stephens og siden udgiven af denne). — N. Nicolaysen: Norske Fornlevninger (Kristiania 1862—1866) S. 17.

George Stephens: The Old-Northern Runic Monuments of Scandinavia and England, Vol. I (London, Københ. 1866), S 247—249, med selvstændige Tegninger, Vol. II (1867—1868) „Old-Northern Word-Row“ S. 895—986 paa mange Steder, særlig S. 904; VIII, XXIX, LII f, LXI, LXIV. Vol. III (1884) S. 87—89, 335, 390 f., 395, 427, 453, 455.

Sophus Bugge i Tidskrift for Philologi og Pædagogik VII (Kjøb. 1866—67), navnlig S. 215—217, 220 f., 225—237, 242, 312 f., 356—360. VIII (1868—69) S. 189—196. — Ludv. Wimmer i Aarbøger f. nord. Oldk. 1867 S. 1—64, navnlig S. 37, 48, 51 f., 60. — E. Jessen sammesteds S. 173—176, S. 274—282. — Stephens sammesteds S. 197, 207 f., 213 f. — Ludv. Wimmer: Navneordenes bøjning i ældre Dansk (Køb. 1868), S. 40—48. — Stephens i Aarbøger 1868 S. 14—28. — Wimmer sammesteds S. 61—73, S. 300—303. — Gislason sammesteds S. 351—353. — Literar. Centralblatt 1868 S. 337. — Gislason i „Aarbøger“ 1869, S. 35—145 (paa mange Steder). — Th. Möbius i „Zeitschr. f. vergleich Sprachforsch., herausg. v. A. Kuhn“, XVIII (Berlin 1869), S. 153—157. — Lyngby, Brev fra 1869, i Tidskr. f. Philol. og Pæd. X, 82—101. — Rydqvist: Svenska språkets lagar (Stockh 1870), S. 450 f. — Th. Möbius i Zeitschr. f. vgl. Sprachf. XIX (1870), S. 208—215. — S. Bugge i „Aarbøger“ 1870 S. 187—216. — S. Bugge i „Aarbøger“ 1871, S. 188 f., 191, 211. — K. Gislason i „Aarbøger“ 1871, S. 353—372. — S. Bugge i Vidensk. Selsk. Forhandl., Christ. 1872 „To nyfundne norske Runeindskrifter“ S. 318, 326 f.

L. Wimmer i „Aarbøger“ 1874 „Runeskriftens Oprindelse og Udvikling i Norden“, S. 1—270, særlig 133—137 (med selvstændige Tegninger) — J. Schmidt: Zur Geschichte des indogerm. Vocalismus, II (Weimar 1875), S. 397 f. — F. Leffler i Tidskr. f. Filol., N. R. II (1875—76), S. 15, 283. — F. Leffler: Om v-omljudet o. s. v. (Upsala 1877), S. 24. — Richard Heinzel: Uber die Endsilben der altnordischen Sprache, Wien 1877, paa mango Steder, særlig S. 139. — Wimmer i Kort Udsigt over det philol. hist. Samfunds Virksomhed i Aarene 1876—1878 (Kjøb., trykt som Manuscript for Medlemmer), S. 17. — Rosenberg: Nordboernes Aandsliv I (Kjøb. 1878), S. 71 — S. Bugge i Aarbøger 1878 S. 72. — Ingvald Undset: Universitetets Samling af nordiske Oldsager (Kristiania 1878), S. 90. — Gudbrand Vigfusson (and F. York Powell): An Icelandic Prose Reader (Oxford 1879), S. 446. — P Købke: Om Runerne i Norden (Kjøb. 1879), S. 9. Anden Udgave (1890), S. 11. — Karl Verner: Anzeiger fur deutsches Altertum VIII (1880), S. 13. — O Brenner: Altnordisches Handbuch (Leipzig 1882), S. 1, 213. — A. Noreen i Arkiv for nord. Filol. I (1883), S. 154. — Gudbrand Vigfusson and F. York Powell: Corpus poeticum boreale I (Oxford 1883), S. 436; 572 f. — S. Bugge i Aarbøger 1884 S. 82, 86 f., 89—95. — A. Noreen: Altisländische und altnorwegische grammatik (Hallo 1884), S. 189 f. — E. Sievers i „Beiträge z. geschichte d. deutsch. spr. u. lit. herausg. v. Paul und Braune“, IX (Halle 1884), S. 561.

Fritz Burg: Die älteren nordischen runeninschriften (Berlin 1885), S. 125—134, 172; Wimmer sammesteds S. 155. — Noreen i Nordisk Revy (Upsala) 1884—85, S. 362. — Hoffory i Arkiv f. nord. Filol. II (1885), S. 39, 45 f. = Bezzenbergers Beitr. IX (1885) S. 36, 41. — Holthausen i Deutsche Litteraturzeitung 1885 (Berlin) Nr. 20, S. 714. — E. Brate i Bezzenbergers Beitr. z. Kunde d. idg. Spr. XI (Gött. 1886), S. 181—183, 200—202.

Ludv. Wimmer: Die Runenschrift (Berlin 1887) paa mange Steder, særlig S. 152 —155, med selvstændige Tegninger. — R. Henning: Die deutschen Runendenkmäler (Strassburg 1889). S. 4. — Kluge „Vorgeschichte der altgermanischen dialekte“ og A Noreen „Geschichte der nord. sprachen“ i Pauls Grundriss der germ. philol. I (Strassb. 1889) paa flere Steder. — K. v. Amira i Pauls Grundriss II (1890), S. 140.

Jeg har ikke opført flere nyere Skrifter, i hvilke Tunestenen eller Ordformer derfra nævnes.

Grundlag for Behandlingen. Gjentagen Undersøgelse af Originalen ved Prof. O. Rygh og Udgiveren.

Tegninger. De her S. 5 benyttede Tegninger er laante fra Wimmer, der har udgivet dem i „Runenschrift“ S. 153. De betegnes der S. 152 som „eine neue Zeichnung, gegründet auf meine eigenen untersuchungen der inschrift im sommer 1881 und auf eine reihe vorzüglicher abdrücke. Diese zeichnung, bei der grosse sorgfalt auf genaue wiedergabe der einzelnen runenformen verwandt ist, bestätigt nicht nur vollständig die berichtigungen, die Bugge seiner zeit zu der zeichnung bei Stephens mitgetheilt hat, sondern zeigt auch, dass in wirklichkeit an keiner einzigen stelle irgendwelcher zweifel über die lesung bestehen kann.“ Jfr. herom nedenfor.

Ligeledes er de i det følgende meddelte Tegninger af Runeindskrifterne alene laante. fra Wimmer, i hvis Skrift „Runenschrift“ de findes S. 152.


Denne Runesten omtales første Gang i „Picturæ qvarundam antiqvitatum Norvegicarum, | ex Mandato Dominj mej et magnj Mecænatis, | Christiani Frisij, serenissimi Regis Cancellarij | Magnificj, Eqvitis aurati strenuj etc. | a | Petro Adolpho Canonico, et philosophiæ | in Gymnasio Christianiensi, Lectore, | Anno 1627 collectæ, traditæ: et | Ad Clarissimum virum, Doctorem Olaum | Worm, Haffniensis Academiæ professo | rem, transmissæ“ (Cod. Arna-Magn. 371 fol.), fol. 7, saaledes:

„Paa Tune Kierregaard en Fierding wegh fra den gamble sted Sarpsborg, paa den westre side wdj Muren, som er omkring Kierregaarden, staar en steen indmured, wed 2 alne høy offuer Jorden, och dybt nedj fundamenten, Er moxen firekanted dog megitt wieffn ocli rudis. Er tyck neden wed Jorden henwed en alen, och smalis op ad. Den er tegned med Runebogstaffue paa tuende sider; som er baade den side som wender wd imod Kirken oh kierregaarden, och den side som vender ind wdj Muren, och haffuer och werit indmurid och skiult i Muren Huorfor den och siunis iche att haffue der staaed aff begyndellse. Ingen wed oh att giøre naagen beskied och forklaring paa samme steen.“

Af Stenen meddeler Petrus Adolphus(1) to Tegninger. Den ene af den Side, som har tre Runerader (i det følgende kaldt Side b), saaledes betegnet: „Dette er den side, som wender ind udi Muren och haffuer wærit slett indmured.“ Den anden af den Side, som har to Runerader (Side a), saaledes betegnet: „Denne side wender ind ad Kierregaarden och haffner altid wærit tillsiune.“

Det vides ikke, hvor Stenen oprindelig har staaet eller naar den er bleven overført til det Sted, hvor Peder Alfssøn fandt den indmuret. Munch bemærker, at den sandsynlig endog samtidig med Tune Kirkes Opbyggelse er bleven benyttet tilligemed andre Stenblokke ved Opførelsen af Kirkegaards-Hegnet. Men det er ikke bevist, at Kirkegaardsmuren blev opført omtrent samtidig med Kirken.

Ialfald maa man antage, at Stenen oprindelig har været reist i fri Luft, sandsynlig paa eller ved en Gravhaug, i Nærheden af det Sted, hvor Tune Kirke senere blev bygget.

Den Kirke i Tune, som blev nedreven omkring 1805, maa efter Meddelelse fra Prof. Dietrichson paa Grund af sin Bygningsmaade have været ældre end Aar 1200. I Borgetings Kristenret, hvis Tilblivelsestid sættes til Aarene 1140—52, siges det (Kap. 8), at Tune Kirke var Fylkeskirke. Den laa paa den store af Glommen omslyngede Ø, som danner en Hoveddel af Præstegjældet. Ikke langt derfra lod Olav den hellige tidlig i 11te Aarhundred opføre en Befæstning, hvor siden Staden Sarpsborg opstod. Ved Gaarden Tune, paa hvis Grand Kirken blev bygget, har der været en overmaade stor Mængde Gravhauge; se Nicolaysen Fornlevn. S. 17 f.; Lorange i „Aarsberetning“ for 1868 S. 82 f. og for 1869 S. 97—101; Undset i „Aarbøger“ 1880 S. 104, 141. Mange af de Jærnalders-Gjenstande, som er fundne paa denne Gravplads, er paaviste at være flere Aarhundreder ældre end Vikingetiden.

Den Afbildning af Tune-Stenen, som Peder Alfsson sendte Worm, er yderst unøiagtig; men den viser, at der i 1627 var ligesaameget afskallet af Runerne som nu. Efter denne Afbildning udgav Worm først i sin Literatura en Tegning og siden i sine Monumenta en anden. I begge disse findes mange vilkaarlige Afvigelser fra Peder Alfssøns Tegning. En rigtig Tydning af Indskriften efter Worms Tegninger var umulig.

Stenen stod indmuret paa samme Sted indtil omtrent Midten af det 19de Aarhundred. I 1823 skriver Klüwer om den, at den „er indmuret i den vestlige Side af Thune Kirkes Kirkegaardsmuur. Den virkelige Længde kan ei angives, da den staar saa fast i Rudera af en gammmel(2) Bygning omgivet af stærk bindende Kalk, at jeg ei vilde blotte den længere end til Runernes Begyndelse og Ende.“

I 1857 blev Stenen opstillet i Christiania. Forinden havde den i henved 10 Aar havt sin Plads udenfor Tune Kirkegaard ved den høire Side af Nord-Indgangen dertil. Før den Tid stod den, som i det foregaaende omtalt, opreist i selve Kirkegaardsmuren paa dennes indre Side, saaledes at den Side af Stenen, jeg i det følgende kalder Side a, vendte mod Kirkegaarden.

Da Antikvar Nicolaysen i 1856 havde forvisset sig om, at der ikke kunde tages Afskrift af Indskrifterne og at Stenen var udsat for at lide Skade, hvor den havde sin Plads ved Tune Kirkegaard, henvendte Bestyrelsen for Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring sig til Kirkeeieren J. Lindemann om Flytning af Stenen. Han overdrog den til Bestyrelsens Disposition og lod den paa Vinterføret kjøre ind til Christiania.

Tunesteinen
Her blev den indlemmet i Universitetets Samling af nordiske Oldsager som Nr. 2092 og blev reist paa Universitetets Tomt nordenfor Bibliothekbygningen, hvor den endnu staar. Kort efter blev Tegning af Stenen udgiven og Indskrifterne tolkede af P. A. Munch.

Stenen er af rød Granit, Den er beskreven paa de to brede Sider. Den har ved begge disse Sider en Høide af 1 M., 92 Cm. over Jorden; til Toppen er der lidt mere. Side a har ved Basis en Bredde af 64 Cm., Side b af 71. Paa Side a er Bredden-oventil ved Runen t i worahto 19 Cm.; paa Side b er Bredden oventil 34 Cm. Stenens Tykkelse er oventil 41 Cm., nedentil 43 Cm. Den af Munch angivne Høide (3 Alen 7 Tommer) og Bredde (ved Foden paa de bredeste Sider 1 Alen 4 Tommer) er lidt større, hvilket forklares deraf, at ikke saa meget af Stenen dengang stak ned i Jorden. De smalere Sider har aldrig havt Indskrift. Runerne paa den Side, som nu vender mod Nord, Side a, er større, dybere og tydeligere end Runerne paa Sydsiden, Side b. Runerne paa Side a er smukkere og regelmæssigere end Runerne paa Side b, der røbe en mindre øvet Runerister og har lidt mere.

Indskrifterne gaar i Rækker langs efter Stenen op til Skriftfladernes øverste Kant. Side a har to Rækker, Side b tre. Rækkerne paa Side a er rette og ligeløbende, medens de paa Side b gaa i uregelmæssige Krumninger.

Indskriften paa Side a har den Bustrophedon-Form, at første Række gaar ovenfra nedad og fra venstre til høire, anden derimod nedenfra opad og fra høire mod venstre, og saaledes at Toppene af Runerne i begge Rækker vende i samme Retning. Nederste Rune paa Side a (d i -ride) er 36½ Cm. over Jorden.

En anden Art af Bustrophedon-Skrift findes, som vi siden skal se, paa Side b. Tune-Stenen giver os det ældste nordiske Exempel paa Anvendelse af Bustrophedon-Skrift paa en Mindesten. Om denne Maade at skrive paa henviser jeg til Wimmer „Runenschrift“ S. 145—147 og S. 151—153.

Paa Side a af Tune-Stenen begynder første Række noget nedenfor Skriftfladens øverste Punkt. Foran Rune e i ek er der en halvrund Afskalling, som ikke er antydet paa den her benyttede Tegning, men derimod paa Munchs Tegning i „Aarsberetning“. Slutningen af anden Række mangler nu, fordi det øverste af Stenen paa denne Side er slaaet af. Anden Række har naaet adskillig høiere op end første Rækkes Begyndelsesrune(3).

Ordadskillelse og Interpunction er paa Side a anvendt inconseqvent. Efter r i after er der en tydelig Prik, som er gjort til en Sprække i den her benyttede Tegning. Den findes til høire for Midten af r-Runen. Det er tvivlsomt, om der over denne Prik, hvor noget er skallet af, har været tilsigtet en anden Prik eller ikke. I anden Række staar : foran worahto. Efter dette Ord ser man oventil en Prik, under hvilken man maa tro, at der har været en anden Prik, som nu er slaaet bort. Mellem r i after og w i wodu samt mellem andet o i worahto og den følgende Rune er der ikke større Afstand end ellers mellem to Runer i samme Ord. Derimod er der 6 Cm. mellem Staven af n i halaiban og Staven af w i worahto. Om Ordadskillelse og Skilletegn henviser jeg til Wimmer „Runenschrift“ S. 161—168. Paa Side a er Binderuner skrevne to Gange, nemlig da og ha i Ordet witadahalaiban. Om Binderuner jfr. Wimmer Runenschr. S. 168.

Side a indeholder følgende Indskrift(4):

Norges Indskrifter med de ældre Runer Fig 2.png

I Transscription og med Orddeling:

ek wiwaʀ after · woduride witad͡a-h͡alaiban : worahto : r[unoʀ].

Første Række ender med woduri og anden begynder med de.

Stenen har sikkert witada og ikke, som man tidligere læste, witaiga. Ordformen ender med en Binderune af en sædvanlig d-Rune og a. Der er intet Bevis for, at iga skulde kunne skrives saaledes sammen.

Om Runeformerne, om disses Transscription og om de ved Runerne udtrykte Lyd skal her ikke nærmere tales. Disse Spørgsmaal behandles bedre i palæographiske og grammatiske Oversigter over alle ensartede Indskrifter. Her skal kun kort bemærkes følgende:

P betegner Halvvokalen w.

y ʀ betegner en r-Lyd, der er opstaaet af urgermansk tonende z og er forskjellig fra R r. Hoffory kalder y ʀ for rent alveolært r, derimod R r for gingivalt r. Det alveolære r adskiller sig efter ham fra det gingivale (der er det sædvanlige europæiske r) derved, at det har en mere hvislende Lyd, og tillige derved, at Tungeryggen ved dets Frembringelse er mere hævet op mod Ganen, hvorved den nærmer sig til i-Stillingen (Arkiv f. nord. Filol. I, 41—43). Noreen holder derimod y ʀ for et palatalt r, R r for et dentalt.

F f var i alle Lydstillinger den bilabiale tonløse Spirant.

d d betegner mellem Vokaler den tonende Spirant ð.

h betegner i worahto den gutturale tonløse Spirant, der i nht. Nacht, betegnes ved ch. Om Udtalen af h i halaiban se i det følgende.

b mellem to Vokaler var den bilabiale tonende Spirant ƀ.

Om Runeformerne bemærker jeg:

Runen for n har her Skraastregen skraanende nedad mod den Side, hvorfra Skriften begynder. Denne Form forekommer ogsaa 3 Gange paa Side b. Den er bleven ubrugelig i den kortere Rækkes Runeskrift, men forekommer ofte i Indskrifter med den længere Rækkes Skrift, baade i og udenfor Norden. Se Wimmer „Rimenschrift“ S. 106 Anm.; Henning Runendenkm. S. 9. Til de der nævnte Exempler paa denne Forms Forekomst kan nu føies Opedal-Indskriften. Fremdeles at Stentofta-Stenen i Bleking har 2 Gange n-Runen med Skraastregen skraanende nedad mod den Side, fra hvilken der skrives, 5 Gange derimod med Skraastregen i den modsatte Retning. Björketorp-Stenen i Bleking har 3 Gange den førstnævnte Form, 1 Gang den sidstnævnte. Dette Skifte i Skraastregens Retning er vel foranlediget ved, at den Retning, i hvilken der skrives (enten fra høire eller fra venstre), ofte skifter, endog i en og samme Indskrift.

Paa de to h-Runer, som forekomme paa Side a, er Tværstregens Stilling ikke den samme. Ogsaa i denne Henseende kan Vaklen ellers paavises, endog i en og samme Indskrift. Jfr. Wimmer Runenschr. S. 106 Anm.

I d-Runen i wodu- gaa de to Stave nede til høire ikke paa Stenen helt sammen, men de er kun forbundne ved en grund og ubestemt Tværstreg.

Herefter skal jeg gjennemgaa Indskriftens enkelte Ord.

ek betyder „jeg“; derefter følger i Nominativ Navnet paa Runeristeren. Denne Ordform ek findes umiddelbart foran et Navn ogsaa i følgende urnord. Indskrifter.

1) Paa Guldhornet fra Gallehus umiddelbart foran hlewagastiʀ, der er Navn paa den Mand, som har gjort Hornet; ek er ikke adskilt fra dette Navn ved Skilletegn, uagtet Indskriften ellers adskiller de forskjellige Ord ved Skilletegn.

2) Paa Strand-Stenen foran hagustadaʀ, der er Navnet paa den Mand, som har ladet Gravmindet gjøre.

3) Paa Valsfjord-Berget foran hagustaldaʀ, der er Navnet paa den Mand, som har skrevet Indskriften.

4) Paa Varnum-Stenen i Yermland foran erilaʀ, Navnet paa den anden af de to Mænd, der har skrevet Runerne.

5) Paa den Benfigur, der skal være fra Lindholm-Mose i Skaane, foran erilaʀ, der er Navnet paa den Mand, der har skrevet Runerne.

6) Paa Kragehul-Spydskaftet foran erilaʀ, der er Navnet paa den Mand, som har skrevet Runerne.

Fremdeles begynder Indskriften paa Bracteaten Nr. 10 hos Stephens med ek „jeg“. Derimod har jeg ikke læst dette Ord paa den gotlandske Etelhem-Spænde(5).

Ordformen ik „jeg“ staar umiddelbart foran Navn.

1) Paa Reistad-Stenen, hvor ik ikke ved Skilletegn er adskilt fra wakraʀ, Navnet paa den Mand, der har skrevet Runerne, uagtet wakraʀ er adskilt fra det derpaa følgende Verbum ved Skilletegn.

2) Paa Aasum-Bracteaten (Stephens Nr. 96) umiddelbart foran akaʀ, der er Navnet paa den Mand, som har skrevet Runerne.

Fremdeles findes „jeg“ i forskjellige Former enklitisk føiet til eller stillet umiddelbart efter en Verbalform i følgende Indskrifter med den ældste Rækkes Runer:

1) hateka i Lindholm-Indskriften, d. e. heder jeg.

2) haitika paa Bracteat Nr. 57 Steph., d. e. heder jeg.

3) snuheka paa Stentofta-Stenen i Bleking, d. e. vender jeg.

4) aihek paa Bracteat 55 Steph., d. e. eier jeg.

5) falahak paa Björketorp-Stenen i Bleking, d. e. skjulte jeg. Umiddelbart derefter læser jeg nu ikke hadroag, men efter Undersøgelse af Stenen haderag, som jeg oversætter „her jeg“.

Naar ek paa Guldhornet og ik paa Reistad-Stenen ikke er adskilt fra det følgende Navn, uagtet disse Indskrifter ellers anvende Skilletegn, er dette et graphisk Udtryk for Pronomenets proklitiske Stilling(6).

Verbalformerne hateka, haitika, snuheka forudsætte for „jeg“ Formen *eka. Dette *eka forekommer i Urnord. altsaa kun enklitisk og har efter en Verbalform paa -e (-i) tabt sit e. Af *eka er gl.svensk iak, senere iæk opstaaet (Noreen i Arkiv I, 175 f. og i Pauls Grundriss I, 498. Formen iæk bruges for „jeg“ i Ordets forskjellige Stillinger. Urnord. *eka kan være opstaaet af en idgerm. Urfonn *ĕģŏm, hvortil ind. aham og oldslav. azŭ med Hensyn til Udlyden regelret svarer(7).

Ohtysk ihha, ihcha synes ikke, som nogle mene(8), at være etymologisk identisk med urnord. *eka; thi til urnord. staina svarer oht. stein, og ihha, ihcha gjengiver lat. egomet, ikke ego. Oht. ihha er forstærket ved et enklitisk .

Formen ek kunde som selvstændigt Ord være opstaaet af en Grundform *ĕģŏ; jfr. f. Ex. godagas i Valsfjord-Indskriften, hvor Endelsen -as sandsynlig er opstaaet af en Urform -osso. Men naar Formen ek ogsaa bruges proklitisk, kan den neppe i denne Stilling være opstaaet af en idg. Grundform egŏ-; thi ŏ maatte vel have holdt sig som ă, ligesom ŏ i Udlyden af et Forled i en Sammensætning. Snarere synes Forholdet mellem de to urnordiske Former ek og -eka at tale for, at ek er opstaaet af en idgerm. Form *eģ (uden efterfølgende Vokal), der i det idgerm. Ursprog har hørt hjemme foran tonende Lyd. Ogsaa gllitau. esz, litau. asz, armen, es forudsætte en Grundform, der endte paa Consonant. En idgerm. Grundform *eģ-om kan forholde sig til *eģ som ind. id-am til lat. id, ind. tv-am til tu (Kluge i Pauls Grundriss I, 394). Lyngby (i Tidskr. f. Philol. X, 81) og Bremer (i Zeitschr. f. deutsche Philol. XXII, 249) har derimod formodet, at ek „jeg“ er paavirket med Hensyn til sin Udlyd af mek „mig“.

Om i i Formen ik skal tales under Reistad-Indskriften.

Noreen (i Pauls Grundriss I, 498) forklarer a i fakh-ak og i jydsk ak af en indogerm. Form *ēgom, hvortil han ogsaa henfører oldslav. azŭ. Jeg er tilbøielig til at opfatte falahak paa følgende Maade. Det er opstaaet af *falhek; jfr. aihek. I den oldisl. Form falk (som jeg ogsaa har læst i en vestergötsk Indskr. hos Torin III S. 24) er e svundet. Mellem falhek og falk ligger en Mellemform med en reduceret Vokal *falhek. Denne reducerede Vokal blev farvet af den forudgaaende fulde Vokal til a. Jfr. en Skrivemaade med yngre Runer som krimuluf d. e. Grímulf.

I Pronomenet „jeg“ findes g kun i én Indskrift med de ældre Runer, nemlig i haderag i den sene Björketorp-Indskrift(9).

Jeg antager, at g i haderag er opstaaet af ek. Modsætningen til falahak forklarer jeg deraf, at ek i det sidstnævnte Ord er føiet til en enstavelses Form, i haderag derimod til en Vokal, som ikke havde Hovedtone, i en flerstavelses Form. Den samme Forandring af k til g findes ved oldislandske Former, f. Ex. i Cod. reg. af Sæmundar Edda. Saaledes bl. a. gerþiga Guðr. II, 11; calliga Guðr. III, 8; myndiga Helg. Hjǫrv. 42 og fl. i Modsætning til mvnca, knaka o. s. v. k er altsaa her blevet uforandret efter en stærkt betonet Stavelse, men forandret til g efter en svagt betonet(10).

Vokalen e er i Ordet for „jeg“ fællesgermansk, men er i Vestgermansk paa de fleste Steder tidlig bleven fortrængt af Formen med i. Formen ec forekommer dog gjentagne Gange i en tydsk Daabsbekjendelse, der findes i et Haandskrift fra de første Aar af det 9de Aarh. og som efter Scherers Formodning er skreven i 772 eller noget senere i Fulda af høitydske Munke for en saksisk Kreds. Af dette oldsaks. ec kan nedertydsk ek i 14de og 15de Aarh. (Tümpel Paul-Braune Beitr. VII, 30) være en Fortsættelse (Burg Runeninschr. S. 21). Derimod betragter Lyngby (Tidskr. f. Philol. X, 82) e i nynordfris. ek (Lyngby Nordfrisisk S. 36, 53) vistnok med rette som en ny Udvikling.

Ogsaa i historisk nordisk Sprog kan et Navn forekomme i Apposition til ek „jeg“. Saaledes f. Ex. Lokasenna 6: þyrstr ek kom þessar hallar til Loptr um langan veg; Dipl. Norv. I Nr. 70: gerer ek Arnbiorn a Heimnesi mitt testamentum.

wiwaʀ er Mandsnavn i Nominativ af en Stamme wiwa-. Hankjønsstammer paa -a, der svare til Stammer paa -o i Græsk, Latin og flere idgerm. Sprog og forudsætte Stammer paa -o i det idgerm. Fællessprog, danner i Urnord. regelret sin Nom. sing. paa -aʀ, Accus. sg. paa -a, Gen. sg. paa -as og sin Sammensætningsform paa -a. Allerede Sammenligningen af disse Casusformer indbyrdes og navnlig Henvisningen til Accusativformen samt til andet a i hahaisla paa Möjebro-Stenen viser, at a foran Nominativsmærket ʀ f. Ex. i wiwaʀ ikke kan være indskudt, saaledes som a i Middelalderens Norsk, navnlig i 14de Aarh., foran Nominativsmerket r, f. Ex. i aslacar paa en Sten med yngre Runer fra kristelig Tid ved Tose i Smaalenene, eller som i þiufar i skaanske Lov. At a foran ʀ ikke er indskudt, ser man ogsaa af Þewaʀ Torsbjærg og Valsfjord, thi en Form *þewʀ er uantagelig. I urnord. Indskrifter findes a foran Nominativsmærket ʀ efter kvilkensomhelst Consonant, ligesaavel efter Explosivlyd som efter Likvider, Nasaler o. s. v.

I Nom. -aʀ, Acc. -a, Gen. -as, Compos.-Form -a findes a ikke blot i de Indskrifter, der anvende et Vokalindskud analogt med det i worahto og halaiban paa Tune-Stenen (se i det følgende) anvendte, men ogsaa i Indskrifter, der ikke anvende et saadant Vokalindskud.

I Nomin. findes a foran i alle de ældre nordiske Indskrifter med den længere Rækkes Runer, og det mangler først i Indskrifter, som ved andre Mærker vise sig at være fra en senere Tid. Saaledes i haþuwulafʀ Istaby, haþuwola og hariwolafʀ Stentofta. Jfr. mine Bemærkninger til Fonnaas-Indskriften. Men i Accus. har Istaby-Stenen endnu hariwulafa, Gommor-Stenen haþuwolafa.

Imellem den paa Istaby-Stenen forekommende Nominativform paa umiddelbart efter en Consonant og den ældre Form paa -aʀ med fuldtonende kort a maa der ligge en Form paa -aʀ med reduceret a. Det lader sig neppe sikkert bestemme, i hvilke Indskrifter a i Nominativendelsen -aʀ betegner et fuldtonende a, og i hvilke det betegner et reduceret a. Kun metrisk Form kan her mulig give os Viledning. Herom skal jeg tale i det følgende.

Urnordisk har bevaret det korte o, hvilket det idgerm. Fællessprog havde i Endestavelser foran s og m, som a. Derved staar Sproget i de ældste nordiske Runeindskrifter paa et oprindeligere Trin end alle andre germanske Sprog, som vi kjende i sammenhængende Mindesmærker. Endog i Gotisk er dette a blevet synkoperet.

Men ogsaa de Malbergske Glosser til den saliske Lov har bevaret dette a: focla „Fugl“ (Kluge i Pauls Grundriss I, 365). Og Finsk vidner i mange Laanord fra Germansk om, at det germanske Sprog, fra hvilket disse Ord er laante, havde bevaret Endestavelsens a i de Casusformer, som i det idg. Fællessprog endte paa -s og -m. F. Ex. finn. ansas Bjælke = got. ans, oldn. áss; kulla Guld = got. gulþ, onorsk goll, gull. Se herom Thomsen „Den gotiske sprogklasses indflydelse på den finske“, navnlig S. 73—78. De finske Ord paa -as er snarest laante fra Gotisk paa en Tid, da dette Sprog endnu ikke havde kastet a foran Casusmærket s bort. Om Spor af dette a i senere nord. Betoning se Kock Arkiv VII, 364.

Det urnord. Casusmærke er opstaaet af z (tonende s) og y har tidligere betegnet Lyden z. Hvor tidlig Overgangen fra z til ʀ har fundet Sted, lader sig ikke bestemme. Men at Lyden paa den Tid, da Tune-Stenen og Varnum-Stenen blev reiste, var ʀ, godtgjøres ved [afte]ʀ paa Side b af Tune-Stenen, ubaʀ Varnurn.

Allerede i fællesgermansk Form var z (tonende s) Form for Nominativsmærket. Dette z er i Gotisk blevet til s (tonløst s). I Indskrifternes Tid har tonløst s ikke været brugt som Nominativsmærke i nordisk Sprog.

I wiwaʀ laa Hovedtonen paa første Stavelse. Efter Verner (Anzeiger f. deutsch. Alt. VII, 12) blev i Urnord. de tostavelses Ordformer med kort Endestavelse, der i historisk Nordisk er blevne reducerede til enstavelses, udtalte med exspiratorisk og chromatisk Accent forenet paa første Stavelse. Dette gjælder Ordformer med lang første Stavelse. I dem var anden Stavelse ubetonet. I tostavelses Ordformer, som i historisk Nordisk er blevne reducerede til enstavelses, og som havde første Stavelse kort, blev anden Stavelse vistnok engang udtalt med svag Bitone, medens den var ubetonet i en Form som *wolfaʀ „Ulv“.

Et Deminutiv af Navnet wiwaʀ har vi i Veblungsnes-Indskriften: eirilaʀ wiwila. Personnavne af samme Stamme forekomme hos andre germanske Folk; men Navne, hvis Stamme i Fællesgermansk har begyndt med wiw-, er ikke i alle germanske Sprogarter lette at adskille fra de grundforskjellige Navne, hvis Stamme i Fællesgermansk har begyndt med wiƀ- (som oldtysk Wibo, Wippo). Til samme Stamme som urnord. wiwaʀ synes at høre det først af Munch sammenlignede Alavivus, Navnet paa en gotisk Hærfører ved Donau, Amm. Marcell. 31, 4, 1. Uagtet v (u) af urgerm. ƀ forekommer i Indlyd ved vestgotiske Navne, kan mulig ogsaa sammenlignes Vivendus Mansi conc. Tom. X, p. 509 E. (Dietrich Blekinger Inschr. S. 26); Vivi (abb.) Aar 1002, Esp. sagr. Tom. 36, app. n. 7 (Stark Kosenamen S. 301); Vivanes Biskop af Barcelona Aar 991 (Förstemann). Dog er Formerne Vivendus og Vivanes stærkt romaniserede; Vivendus mulig endog romansk Nyskabning. Om ogsaa frank, eller saks. Uiuerus d. e. Vivhere, fra omkring 900 (Dietrich Germania N. R. I, 78 f.) hører hid, er meget usikkert, da u i Indlyden her kan være opstaaet af ƀ. Det urnord. Navn wiwaʀ hører maaske, som Burg (Runeninsckr. S. 126) har formodet, til got. weihan „kjæmpe“, onorsk vega, viga. I dette Tilfælde er Stammen wiwa-ifølge den af Sievers givne Lydregel opstaaet af *wigtvá-. Stammen wiwa-, af


Fodnoter:

( efter noten fører tilbage til teksten)

  1. „Denne „Petrus Adolphus“, der saaledes sees at have aftegnet og beskrevet norske Oldtidsminder for Dr. Ole Worm, er den i den norske Historie i det 17de Aarhundrede ikke ubekjendte Dr Peder Alfssøn, fød i Oslo, practiserende Læge i Bergen fra 1616 til 1626, siden i Christiania, hvor han tillige blev Lector ved Gymnasiet samt Canonicus, men endelig i 1631 Lagmand i Throndhjem til 1654, da han afstod Lagstolen (se Budstikken 3die Aargang S. 339-41)“ (P. A. Munch i Aarsber. S. 72).
  2. Skal nok være «gammel» (anm.: JJS)
  3. Paa Peder Alfssøns Tid var, som man ser af hans Tegning, her ligesaameget slaaet bort som nu.
  4. Om de punkterede Runer henvises til det følgende.
  5. Jeg har her (Tidskr, f. Phil. VII, 246) efter Haigh læst mkmrla. Noreen og Kock læse derimod ekerla. Paa dette Spørgsmaal gaar jeg her ikke ind.
  6. Burg Runenschr S. 20 Anm. 2.
  7. Anderledes Brugmann Grundriss d. vgl. Gramm. II S. 808 §439. 1. Jfr. Falk Arkiv III, 186.
  8. Noreen i Arkiv I, 176 og i Pauls Grundriss I, 493 og Johansson i Bezzenb. Beitr. XVI, 166, Brugmann Grundriss II, § 439, 1.
  9. Paa Kragehul-Spydskaftet kan man ikke med Brate og Noreen læse haitega som ét Ord, thi det Tegn, de har læst som Endelsen -ga i haitega, staar 3 Gange sammen og efter Mellemkomst af 4 Runer endnu en Gang. Dette Tegn (som ogsaa forekommer paa Bracteat Nr. 19 Steph.) maa derfor paa Spydskaftet sikkert opfattes ikke som sprogligt Led af Indskriften, men som magisk Tegn, og Verbalformen er haite, ikke haitega.
  10. Noreen (Gesch. d. nord. Spr. § 181, 1.) forklarer g i onorsk ség, fréttag som opstaaet af idg. gh, hvortil h i ind. aham svarer. Men dette forklarer ikke det ovenfor paaviste Forhold mellem -g og -k paa Björketorp-Stenen og i Cod. reg. af Sæmund. Edda.

(Trykt 13 Mai 1891)