Norges Indskrifter med de ældre Runer - 15. Aarstad (Side 225 - 236)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Sophus Bugge
1891
Litteratur. Utrykt (i Runearkivet i Christiania). Optegnelser af S. Bugge nedskrevne i Sogndal i Sommeren 1865. — Brev fra G. Kirsebom til S. Bugge, dateret Sogndal 23de Okt. 1865.
Trykt. Oversigt over den Tilvext, Universitetets Samling af Oldsager har faaet i andet og 3die Kvartal 1865 (af O. Rygh) i "Den norske Rigstidende" for 8de Dec. 1865 (Nr. 199), Nr. 12 og 13. — Aarsberetning for 1865 S. 30. — Nicolaysen, Norske Fornlevninger S. 786. — Stephens, Runic Monuments, Vol. I, S. 258—260 (med Tegning efter Photographi og Papiraftryk. Denne Tegning gjengiver baade første og især tredje Runerad af Indskriften feilagtig). Vol. II, 767. 933. 938 f. 960. 963. XXIX, LIV. Vol. III, 99. 390. 426 f. — Svend Grundtvig, Om nordens gamle literatur (1867), S. 108. — L. Wimmer i Aarbøger f. nord. Oldk. 1867, S. 29. 53. — Stephens i Aarbøger 1867, S. 217 f. — Wimmer i Aarbøger 1868 S. 67. 71 f. — S. Bugge i Tidskr. f. Philol, og Pæd. VIII (1868—69), S. 185. 190. — O. Rygh i Aarbøger 1869 S. 169 f. — S. Bugge i Aarbøger 1871 S. 190. 204. 209. 217. — Wimmer, Runeskriftens oprind., i Aarbøger 1874, S. 131 f. 182. — S. Bugge i Aarsberetn. 1874 S. 176 f. — Heinzel, Über die Endsilben der altnord. Sprache (1877), S. 6 [346]. 28 [368]. 35 [375] f. 138 [478]. — Undset i Aarbøger 1880 S. 158. — Noreen, Altisl. u. altnorw. gr. 1 (1884) § 266 anm. 1. — Burg, Die alt. nord, runeninschr. (1885), S. 116—118. 170. — Wimmer Die runenschr. (1887), S. 149. 160. 163. 214 f. (med Tegning af Runerne efter Originalen). 301. 304. — S. Bugge i Arkiv VIII (1892, skrevet Marts 1891), S. 10 Anm. 20 Anm. 25. 29. — Noreen Altisl. und altnorw. gramm. 2 (1892), § 291 anm. 1. Anhang S. 266 f. Nr. 52 (med Benyttelse af mundtlige Meddelelser af S. Bugge). — S. Bugge i Forhandlinger i Videnskabsselskabet i 1892 S. 4 f. — Stephens, The Runes (1894), S. 67, Nr. 238.
Grundlag for Behandlingen. Undersøgelse af Originalen ved Prof. O. Rygh og Udgiveren.
Tegninger. Paa S. 226 meddeles Autotypi efter et Photographi af Stenen selv og paa S. 227 Autotypi efter et Photographi af en Gibsafstøbning af nederste Runerad, hvilken Afbildning af Mangel paa Plads er sat verticalt istedenfor horizontalt. Begge Photographier er tagne af Photograph Væring. Derhos meddeles paa S. 229 en Tegning af Runeindskriften, som er laant fra Wimmers "Runenschrift" S. 214.
Det her som Nr. 15 opførte Runemindesmærke er fundet paa Gaarden Aarstad[1]) i Sogndal Præstegjeld, Stavanger Amt. Meddelelse om det blev først given af Gaardbruger G. Kirsebom til mig i Sommeren 1865, da jeg paa min Runereise var i Sogndal. Om Fundet gav Finderen derpaa følgende Oplysninger til mig og til Hr. Kirsebom.
Omkring Aaret 1855 udgrov Tobias Torgerssøn Aarstad en rund Haug, som laa paa en Bakke tæt ved Elven og som var "omtrent 6 Favne til hver Side". I Haugen fandtes omtrent i Jordlinjen en firkantet Grav, der paa alle fire Sider var stensat. I Midten af Gravkammeret stod en stor høi "Krukke", der ved Opgravningen var ganske hel og fuld af "Aske", men som siden blev slaaet sønder. Desuden fandtes i denne Grav "i Dyngevis" forskjellige Jærnsager: "Sabler", der ved Opgravningen var hele, men snart faldt i Stykker. Fremdeles Spyd og "Biler", af dem kunde der vel være "et halvt Kju" (Snes). Jærnsagerne var meget forrustede, og da Finderen ansaa dem for værdiløse, blev de kastede ned i Bunden af Ågeren blandt Smaastene, hvor de siden ikke let kunde findes. Ligeledes fandtes i Graven flere Perler. En liden hvid Glasperle var i 1865 bevaret. (Den er nu i Oldsagsamlingen i Christiania, Nr. 3603.) Andre Perler, som ikke længer forefandtes i 1865, var ogsaa hvide, men med meget større Hul; dem havde Smaabørnene faaet fat i og kastet bort. Derhos gik der det — vistnok uefterrettelige — Rygte, at en for Tyvagtighed berygtet Person, som deltog i Udgravningen, derunder havde fundet Guld, som han havde solgt til en Guldsmed i Bygden for 30 Spd.
Ovenpaa Krukken laa hvilende paa Stensætningen en Helle saa stor, at ikke tre Heste kunde drage den. Udenfor den vestre Væg af Gravkammeret stod lige ved Kanten af Hellen opreist den her behandlede Runesten, der stak omtrent en halv Alen ned i Jorden, saa at nederste Runerække var skjult. Stenens Skrift vendte mod Krukken. Rundt om var der en stor Ur med Stene, der paa den ene Side laa lige ind til Runestenen.
Tobias Aarstad, der i 1865 fortalte om Fundet, var overalt sikker i sin Sag; han syntes at være fuldkommen paa det rene med, hvorledes enhver Gjenstand i Haugen forefandtes, og han syntes intet at have glemt. Runestenen havde han lagt som Tag i sin Poteteskjælder og lod den 1865 efter Opfordring tage ud. Den kom i samme Aar ind til Christiania, hvor den nu findes i Universitetets Oldsagsamling som Nr. 3639.
Runestenen, som er af Granit, er 1 Meter 21 Cm. høi, 78 Cm. bred paa det bredeste, 13 Cm. tyk. Den bliver efterhaanden smalere opad og ender næsten i en Spids. Den er ikke regelmæssig tilhugget eller glattet paa Indskriftsiden. Stenen har Indskritt paa den ene Bredside. Denne Indskrift bestaar af tre horizontale Tværrader, som ikke er stillede paa Rammestreger. Runerne gaa fra venstre mod høire. Høit oppe staa to ikke ganske parallele Runerader tæt sammen. Nederst paa samme Side lige ved Kanten er anbragt en tredje Tværrad. Under denne er noget slaaet bort af Stenen. Flere Runetræk er mindre tydelige, dels paa Grund af Forvitring eller Afflækning, dels fordi de fra først af har været lidet heldig indhuggede. Navnlig er flere Træk utydelige i tredje Rad, som har lidt meget baade ved Begyndelse og Slutning. Skilletegn er ikke anvendte i Indskriften.
I første Rad er Rune 2 meget utydelig, men dog vistnok sikkert ᛁ i. Den kan ikke læses ᚨ a; dertil staar den for nær ved Rune 3. Paa høire Side af Rune 2 er der en Afskalling, men Runens Stav rager saa meget op over Afskallingen, at man synes at kunne se, at Runen til høire ikke har havt en Kvist, som har gaaet ud fra Toppen. Ogsaa Wimmer læser Rune 2 som i.
Rune 3 er utydelig og usikker, da der paa høire Side af den er en Afskalling. Snarest bør den kanské med Wimmer læses som ᚦ w. Dog synes Muligheden af, at Runen har været ᛚ l, ikke at kunne benegtes, og herfor kunde anføres den Omstændighed, at den Skraastreg til høire, som oventil begrænser Afskallingen, er ret, ikke krum[2]. Runen har neppe været ᚹ med Kvist næsten til den rette Stavs Basis. Afskallingen til høire for den nedre Del af den rette Stav er snarere betydningsløs.
Rune 5 er sikkert ᚷ g, men Staven nede til venstre er lidt utydelig og har lidt uregelret Form.
Første Rad læser jeg altsaa
enten ʜ ᛁ ᚹ ᛁ ᚷᚨ ᛉ h i w i g a ᚱ
eller ʜ ᛁ ᛚ ᛁ ᚷᚨ ᛉ h i l i g a ᚱ;
Anden Rad læser jeg
ᛇ ᚨ ᚱ ᚨ ᛚ ᚢ
s a r a l u.
Rune 2 er sikkert ᚨ a, men den er bleven noget utydelig derved, at der er skallet noget af til høire for Kvistene.
Paa Rune 5 gaar Kvisten ud lidt nedenfor den rette Stavs Top, dog ganske ubetydeligt. Rune 6 har en sjelden Form derved, at Staven til venstre ikke er lodret, men skraa, ligesom den til høire. Denne Form for u er sædvanlig i Skindbøgers Gjengivelse af det angelsaksiske Runealphabet; se Stephens Nr. 4, 8, 15, 19, 27, 29, 36, 41, 48. Den forekommer ogsaa paa den engelske Ring fra Coquet (Stephens I, 480) og andensteds i engelske Indskrifter. Denne Overensstemmelse mellem det urnordiske og det engelske Runetegns Form grunder sig dog neppe paa historisk Forbindelse, men snarere paa ensartet Forandring af den samme Grundform for Runen, hvori Staven til høire har været ret, ikke krum. Rune 6 er for stor til at læses som k.
Tredje Rad af Runer er indhuggen saa lavt nede ved Stenens nedre Rand, at den var aldeles tilhyllet af Jord, da Stenen stod paa sin Plads inde i Gravhaugen. Denne Rad har hidtil ikke været fuldstændig læst. Paa Tegningen hos Stephens er den aldeles feilagtig gjengi vet. Jeg læser:
ᛖ ᛜ ᚹ ᛁ ᚾ ᚨ ᛣ
e ŋ w i n a ʀ
Nede længst til venstre er der en rundagtig Indhuling; men denne er sikkert betydningsløs. Til høire for denne ser man to sikre lodrétte Stave. Jeg formoder, at første Rune har været ᛖ e, uagtet den forbindende Tværstreg er usikker. Trækkene forbyder ikke at læse | | i i, men dette er palaeographisk og sproglig høist usandsynligt. Professor Rygh finder det efter Sporene usandsynligt, at første Rune har været e.
Rune 2 er ligeledes meget utydelig. Til høire for anden Stav af Rune 1 ser man en sikker kort Stav, der efter sin Form, som jeg tror, kun kan være Del af en Form af ŋ-Runen. Dennes Halvdel nede til venstre L tror jeg at se, medens den anden Halvdel oppe til høire er usikker. Jeg formoder, at Runens Form har været omtrent ᛜ.
Rune 3—6 er sikkert, som ogsaa Wimmer har læst, ᚹ | ᚾ ᚨ wina. Staven paa Rune 6 skraaner ovenfra høire ned mod venstre og er nedentil lidt krum.
Rune 7 bestaar af en Stav, som er perpendiculær, medens Staven paa Rune 6 skraaner stærkt. Rune 7 er nedentil ufuldstændig og har hverken oventil eller paa Midten havt Kvist. Den maa efter sin Form nødvendig have været enten | i eller ᛦ R. Jeg foretrækker nu at læse den som ᛦ R ikke blot af sproglige Grunde, men ogsaa fordi Afskallingen nede til venstre for Staven har en saadan Form, at jeg her tror at se Spor af venstre Kvist paaᛦ R. Den Omstændighed, at første Rad har Runeformen ᛘ, kan ikke gjendrive min Læsning.
Jeg tror ikke, at der nogensinde har været skrevet noget til høire for denne Rune. Uagtet der her er Afskalling, vilde man sandsynlig have seet det øverste af Runerne, hvis der her havde været Runer.
Jeg læser altsaa tredje Rad:
ᛖ ᛜ ᚹ ᛁ ᚾ ᚨ ᛦ e ŋ w i n a R
Ligesom jeg efter Trækkene paa Stenen ikke vover sikkert at afgjøre, om der har været skrevet hiwigaR eller hiligaR, saaledes maa jeg betegne den Tolkning eller rettere de Tolkninger af første Rad, jeg i det følgende foreslaar, som usikre.
hiwigaR synes snarest at være et Mandsnavn i Nominativ. Dette Mandsnavn, som jeg ellers ikke kan paavise, synes egentlig at være et Adjectiv afledet ved Suffixet -ga[3]. Exempler paa, at Adjectiver uforandrede bruges som Personnavne, har jeg anført i Norg. Indskr. I, 98, 184, 220. Adjectiver, som er dannede ved Suffixet -ga, findes ogsaa ellers brugte som Personnavne; saaledes oldtysk Odag. Et tilsvarende oldnorsk Navn Audigr kan indeholdes i Stedsnavnet Audigrstadir (Aslak Bolts Jordebog S. 8 f.).
hiwigaR synes snarest afledet af *hīwa, der er bevaret i oldn. hý, endnu i norske Bygdemaal hy, neutr. "Dun, Loddenhed, tyndt Skjæg eller Haar". Navnet hiwigaR skulde altsaa betegne "dunet, som har tyndt Skjæg eller Haar". Fra Betydningens Side kan sammenlignes Tilnavnet hýnefr Landn. 3, 1 (Isl. ss. I, 168) "som har Dun paa Næsen". At hý, der nu i Norge ogsaa bruges om Skimmel, er udgaaet fra en urnordisk Form *hiwa, godtgjøres derved, at det svarer til litau. szýiwas, skimlet (om Heste), kirkeslav. sivū, askefarvet. Det lange "i" i disse Ord staar i Aflydsforhold til iē, som forudsættes af oldind. çyāva, brun.
hiwigaR kan være afledet af en Stamme hīwa- ligesom got. waurstweigs, "virksom", af waurstwa, "Værk", og got. *witodeigs, "lovlig" (der forudsættes af Adverbiet witodeigo) af witoda-, "Lov". Da urnordisk langt o i Stavelser med Bitone regelret svarer til got. langt o i Stavelser med Bitone, kan andet "i" i hiwigaR mulig være langt ligesom i i de gotiske Adjectiver paa -eigs. Det lange "i" foran "g" i de gotiske Adjectiver paa -eigs hører oprindelig vistnok hjemme navnlig i Adjectiver, der ved Suffixet -ga er afledede af Substantivstammer paa -i eller -ja, og er derfra ved Analogi overført til Adjectiver, som afledes af Substantivstammer paa -a. Den samme Forklaring maa da gjælde for urnord. hiwigaR, hvis dette er afledet af et til oldn. hý svarende Ord og hvis andet "i" i Ordet er langt[4].
Burg mener, at h i Fremlyd i de urnordiske Indskrifter ogsaa foran Vokal er blevet udtalt som tonløs Spirant og han gjengiver det derfor i phonetisk Transscription ved y. Jeg holder det derimod for sikkert, at h i Fremlyd foran Vokal paa Aarstad-Indskriftens Tid blev udtalt som Aandelyden h. Dette finder jeg godtgjort bl. a. ved Arochi, d. e. Arothi, der hos Jordanes er Navn paa den norske Folkestamme, som i historisk Oldnorsk heder Hǫrðar.
saralu[5] indeholder vistnok, som Prof. Rygh først har formodet, det i mange Indskrifter forekommende alu. Derfor deler jeg saralu i to Ord sar alu.
Jeg har udførlig behandlet Ordet alu i Norg. Indskr. I, 160—167. Jeg har der søgt at vise, at det er et Substantiv af Intetkjøn, som betyder "Værn", særlig "en Gjenstand, som giver magisk Beskyttelse mod onde Aander og andet Ondt", "noget, som ved sin magiske Beskyttelse frembringer Fredhellighed". Navnlig henviser jeg til Kinneved-Stenens Indskrift siRaluh, d. e. sir aluh (yngre Analogidannelse for alu) "denne (Sten er) et Værn (mod Ondt)". I Lighed hermed formoder jeg, at alu paa Aarstad-Stenen betegner enten Runestenen, i hvilken Ordet er indhugget, eller Mindesmærket overhoved som et Værn, der skal værne den Døde mod alt Ondt.
Kinneved-Indskriften sir aluh, "denne (Sten er) et Værn", taler for, at sar, som paa Aarstad-Stenen staar umiddelbart foran alu, er et demonstrativt Ord[6].
sar forstaar jeg som et Adverbium, der betyder "her". Det et dannet ved samme Afledningsendelse som oldn. þar, hvar, hér o.s.v., af Pronominalstammen sa-, som findes i got. Nom. sg. m. sa, gr. ó, oldind. sa, sas. Denne Pronominalstamme anvendes ogsaa ellers udenfor Nom. sg. m. og fem. Saaledes i ved. Loc. sásmin for tásmin og i den oldirske Demonstrativpartikel so, "her". Urnord. sar forholder sig til oldn. þar som ved. sásmin til tásmin.
Formelt nær beslægtet med urnord. sar er oldtysk sär, sä, "straks", mht. sä. Hvis urnord. sar har kort Vokal ligesom oldn. þar, forholder det sig formelt til oldtysk sär, sä, ligesom oldn. þar til oldtysk där, mht. dä. I oldtysk sär har Betydningen "straks" udviklet sig af "paa dette Sted" eller "paa samme Sted", jfr. vort paa Stedet, lat. ilico.
I Aarstad-Indskriften er sar, "her", etter min Mening tilføiet i samme Betydning som hér i mange Indskrifter med den kortere Rækkes Runer i Udtryk som "N. N. reiste denne Sten her efter N. N." eller "Denne Sten staar her".
I Aarstad-Indskriften er ikke noget Verbum udtrykkelig sat, men et saadant maa tænkes til. Hvis hiwigaR er Mandsnavn, maa alu være Accus. og Object.
Altsaa hiwigaR sar alu, "Hivig (satte) her Værnet (d. e. dette fredhellige Mindesmærke)".
Paa lignende Maade mangler Verbum i Møjebro-Indskriften: ana hahaisla iniR frawaradaR, "Over Hahaisl (satte) Ini (og) Frawarad (Stenen)". Ogsaa i sydlandske Indskrifter mangler Verbet ikke sjælden, medens Subject og Object er sat; f. Ex. i græske Æresminder δ ðημος ξεβαοrσν Καισǫα og lign., hvor kun Navnet paa Stifteren i Nomin. og Navnet paa den, som skal æres, i Accus. er sat. Men ogsaa ellers udelades i græske Indskrifter Verbet, hvor Objectet er sat, f. Ex. σ δαμος Αζαναια δεχárαν. Ligesaa i romerske[7].
Derved, at tredje Rad af Runer er saa langt fjærnet fra første og anden, viser den sig ikke at staa i nogen syntaktisk Forbindelse med de to øverste Raders Indskrift. Tolkningen af tredje Rad fremsætter jeg med det Forbehold, som Trækkenes i det foregaaende paapegede Utydelighed gjør nødvendig.
Efterat Beskrivelsen af 3dje Rads Runer paa Ark 29 S. 230 var trykt, har Prof. Rygh og jeg undersøgt dem paany. Jeg finder det nu efter Sporene paa Stenen muligt, at de to første rette Stave oprindelig har dannet ᚦ ᛁ þ i, og jeg finder nu denne Læsning sandsynligere end ᛖ e eller enhver anden Læsning, paa hvilken Trækkene kunde bringe os til at tænke. Jeg tror at se, at anden rette Stav aldrig har havt nogen Kvist paa Midten eller nedentil.
Prof. Rygh kan ikke tilhøire for 1ste Stav se noget, som han tør antage for Levning af noget hugget Træk. Han fremhæver med Hensyn til de to første Stave, at Stenens Overflade her ligger noget høiere end det Parti, hvorpaa de øvrige Runer i 3dje Linje er hugne; dette har vel i høiere Grad udsat de første Runer for Slid og Forvitring end de følgende, og bevirket, at der nu ikke ved dem med Bestemthed kan sees Spor af Kviste; de Fordybninger, som nu sees her, forekomme Prof. Rygh at maatte være fremkomne ved Afspringning og paa lignende Maader, eller ialfald at kunne være fremkomne saaledes.
**ŋwinaR opfatter jeg som Genetiv af et Mandsnavn, hvis Nominativ form har været **ŋwiniR. Jeg forstaar **ŋwinaR som: "(Dette er) **ngvinis (Mindesmærke, eller Gravsted)". Om Gravskrifter, der indeholde den Dødes Navn i Genetiv, som maa tænkes styret af et Substantiv med Betydning "Sten" "Grav" eller lign., se Norg. Indskr. I, 178. 185. 213.
Jeg vover ikke at afgjøre, om det har symbolsk Betydning, at den Afdødes Navn paa Aarstad-Stenen er anbragt saa langt nede, nemlig saaledes at man med Flid har ladet den Dødes Navn være nærmest ved den Muld, hvori han hvilte.
Jeg holder det for sikkert, at vi i **ŋwinaR har Gen. af et med *winiR, Gen. *winan sammensat Mandsnavn. Tilsvarende Mandsnavne var sædvanlige hos Angelsakser, f. Ex. Ædelicine, Beorhtwine o.s.v., hos forskjellige tyske Stammer, f. Ex. langobard. Alboin — ags. Ælfwine, og hos Goter, f. Ex. østgot. Nandwin (der i Ulfilas Sprogform vilde hede *Nanpaivins}, Gudivin o.s.v. Derimod bruges sammensatte Navne paa -vinr ikke i historisk Nordisk. Men at Navne paa -winin engang har været brugelige i Nordisk, ser man bl. a. af oldn. Audunn, der sandsynlig er samme Navn som ags. Eddwine, østgot. Odoin, der i Ulfilas Sprogform vilde hede *Audawinsx[8]. Jfr. om eburinu i Ødemotland-Indskriften i det følgende.
Hvis þiŋwinaR paa Aarstad-Stenen er den rette Læsning, er dette Gen. af Nom. *ÞingwiniR, som har svaret til oldtysk Dingwin, der forekommer i Fulda i 9de Aarh. Tyskerne havde adskillige Mandsnavne med Thing, Eine- som Forled. I England brugtes Navnet Þingfrið. I Sverige Þingfastr, Lilj. R.-U. 71, Þingbjǫrn 734, Þingulfr, Dipl. Sv. I Nr. 847. Derimod var Personnavne paa Þing- ikke brugelige hos Nordmænd og Islændinger i historisk Tid. Hvorfor Indskriften ved den nævnte Læsning har :ÞiŋwinaR , ikke Þiŋaw, vover jeg ei at afgjøre.
Hvis Aarstad-Stenen derimod havde eŋwinaR, vilde dette svare til det frankiske Navn Ingoin, Inguin i Irminos Polyptychum. I det angelsaksiske Digt om Beowulf 1044 kaldes den danske Konge eodor Ingwina, 1319 fred Ingwina "Ingvinernes Herre". Denne Gen. pl. forudsætter en Nom. sg. *Ingwine. Ingvinerne har vel været en fra Danerne forskjellig Stamme, men som tildels boede i Bygder, hvor senere Danerne boede. Samme Navn, overført i en anden Bøining, findes paa Oldislandsk i Yngl. s. Kap. 20 (Kap. 17 F. J.): En Yngvi eða Ynguni (Var. Yngvin) var kallaðr hverr þeira ættmanna alla ævi, en Ynglingar allir saman.
Guden Frøy kaldes i Lokasenna 43 og i Ól. s. helga (Christiania 1853 S. 2; Fms. IV, 3) Ingunar-Freyr. Dette holder P. A. Munch og Noreen (Uppsalastudier 223) for en Forvanskning af Inguna freyr — ags. fred Ingwina[9]).
**ŋwinaR giver os det eneste hidtil fundne urnordiske Exempel paa Gen. sg. m. af en z-Stamme. Denne Genetivform stemmer overens med den historisk nordiske f. Ex. vinar og allerede paa Snoldelev-Stenen þulaR. Derimod afviger den fra den gotiske, f. Ex. -fadis, og fra Formen i de andre germanske Sprog. Man antager[10], at Hankjønsstammer paa -i i Nordisk har laant sin Gen. sg. fra ö-Stammerne, f. Ex. þulaR efter sunaR. Fremdeles antager man, at Hunkjønsstammer paa -i har laant sin Gen. sg. fra ö-Stammerne, f. Ex. ástar efter gjafar. Dette synes mig tvivlsomt. Medens Aarstad-Indskriften har **ŋwinaR, skulde man vente, at Gen. sg. af "Søn" i dens Sprogform var *sunoR, ikke *sunaR og at laþu dengang i Gen. sg. dannede *laþon, ikke *laþan.
Paa Sagens nuværende Trin skal jeg ikke forsøge en positiv Forklaring. Qvantiteten af a i **ŋwinaR lader sig ikke med Sikkerhed bestemme. Den er snarest halvlang eller lang.
Jeg ser ikke fuld Grund til at antage, at tredje Rad er indhuggen af en anden Mand end første og anden.
Jeg læser altsaa Aarstad-Indskriften saaledes (dog med Tvivl om tredje Rune i første Ord og om Rune 1—2 i tredje Ord):
ᚺ ᛁ ᚹ ᛁ ᚷ ᚨ ᛘ
ᛇ ᚨ ᚱ ᚨ ᛚ ᚢ
[ ᚹ ᛁ ] ᛜ ᚹ ᛁ ᚾ ᚨ ᛘ
hiwigaRsar alu
[ þi ]ŋwinaR
Dette forstaar jeg saaledes:
"Hivig (satte) her Værnet (d. e. det fredhellige Mindesmærke). (Dette er) [Thi]ngvins (Grav)."
Aarstad-Stenen synes fra først af at have været bestemt til at anbringes paa den Plads inde i Gravhaugen, paa hvilken den blev funden. Denne Skik at anbringe inde i en Grav en Sten med Mindeindskrift over den Døde, synes i Norge at have varet saalænge, at den ikke kan hjælpe til nærmere at bestemme Aarstad-Stenens Tid.
Den Omstændighed, at Indskriften indeholder Ordet alu, der bl. a. findes paa mange Bracteater, taler for, at Indskriften snarest er fra Mellemjærnalderen. Men fuldt Bevis har vi ikke heri, thi Ordet alu er sandsynlig langt ældre.
Et bestemtere Tidsmærke har vi deri, at Indskriften først har Formen ᛉ, derpaa ᛣ. Varnum-Indskriften har først 3 Gange ᛣ (deraf 1 Gang i en Binderune for aR), derpaa 1 Gang ᛉ. By-Stenen har først 6 Gange ᛉ, derpaa 1 Gang i et forkortet skrevet Ord ᛣ (Norg. Indskr. 114)[11]. Ligesaa bør for Tidsbestemmelsen fremhæves den S. 224 paapegede Lighed mellem Reistad-Stenen og Aarstad-Stenen.
Wimmer (Runenschrift 304) sætter Aarstad-Stenen til c. 600 (625, 675), snarest til den første Del af dette Tidsrum. Jeg er efter et løst Skjøn snarest tilbøielig til at sætte den til Slutningen af 6te Aarhundred.
Professor Rygh meddeler mig velvillig følgende Bemærkninger: "Af Finderens Beretning om Aarstadfundet fremgaar, at Gravkammeret har havt en meget stor Helle til Overligger, hvoraf maa kunne sluttes, at Gravkammeret ikke har hørt til de smaa, men havt omtrent Mandslængde. Dette vilde passe godt til en Grav fra 6te eller 7de Aarhundred. Finderens Meddelelser om Gravens Indhold af Oldsager kunne ikke være paalidelige; navnlig maa fremhæves, at der vel oftere i Grave fra denne Tid er fundet Vaaben i større Antal, som 2—3 Sværd og Skjoldbuler og endnu flere Spydspidser, men ikke "Jernsager i Dyngevis"; ligesom at Økser kun forekomme sjelden i disse Grave, og aldrig i større Mængde"[12].
Fotnoter
- ↑ Udtalt med kort å; ogsaa skrevet Orstad. Matr. Gaards-Nr. 47. Det er denne Gaard, som i Dipl. Norv. IV Nr. 374 (Aar 1355) kaldes i Ormstadum (med senere Haand skrevet Ormstadh), i Dipl. Norv. IV Nr. 936 (Aar 1454) j Ormstodhom.
- ↑ Wimmers Tegning er her unøiagtig.
- ↑ Et Navn hiwigaR bør vist ikke opfattes som opstaaet af hiwanwigan, i oldn. Fonn *hývigr, "som dræber en Træl" (jfr. oldn. hývig).
- ↑ Det forekommer mig mindre sandsynligt, at Mandsnavnet hiwigaR skulde være afledet af et til nysvensk hy masc. "Farve, Udseende" eller det synonyme ags. hiw, id, heó, northumbr. hiu, nyeng. hue svarende Ord; jfr. got. hiwi (Accus.) uóǫgωαιν. Endelig kunde man tænke sig Muligheden af, at hiwigaR var afledet af et til det got. Forled heiwa, "Familie", svarende Ord, saaledes at det formelt i det væsentlige stemte overens med lat. civicus. For Anvendelsen af Suffixet jfr. obt. elidiotic barbarus. oldn. goðkunnigr. Hvis man læser hiligaR kan jeg ikke forklare denne Form paa nogen rimelig Maade. Thi at et saadant Mandsnavn skulde etymologisk betyde "rimet" ligesom oldn. hélugr og være opstaaet af *hihligan (jfr. Arkiv II, 354 f.), forekommer mig ikke sandsynligt. Sammenhæng med tyske Navne Hillo, Hilding o.s.v. var tænkelig.
- ↑ Tidligere (Aarbøger 1871 S. 209) har jeg opfattet saralu som et Kvindenavn i Nominativ af en Stamme paa -on, saa at u skulde betegne Udtalens o. Men et saadant Kvindenavn maatte, hvis det skulde svare til Mandsnavnet Sǫrli (jfr. oldtysk Saralo, Sarilo), have været skrevet *sarulo. En oldnorsk Sideform *Sarli kan man ikke med Brate (Bezzenb. Beitr. XI, 184) slutte deraf, at Sǫrla hos Tindr Hallkelsson 61. s. Tr. Kap. 43, 4 Hkr. danner Helrim med jarli; thi ǫ danner hos de gamle Skalde Helrim med a. Wimmer har derimod (saaledes endnu Runenschrift 215) forklaret saralu som et Kvindenavn i Nominativ af en ǫ-Stamme, hvilket i oldislandsk Form skulde lyde Sǫrl eller Sǫrul, men han har ikke afgjort, om Runen u her betegner Lyden u eller ö. Af ǫ-Stammer kan ikke, som Wimmer mente, paavises en Nom.-Acc. sg. paa -o. Hvis saralu var Nominativ at en ö-Stamme, maatte Runen u betegne Lyden u; jfr. birgŋgu, minu, liubu, laþu. Men et Kvindenavn *Sǫrl eller *Sǫrul kan hverken paavises eller med nogen Rimelighed etymologisk forklares, heller ikke kan beslægtede Navne paavises. Jeg kan derfor ikke holde Wimmers Opfatning for rigtig. Wimmer Runenschr. S. 214 sammenligner hiwigaR — saralu paa Aarstad-Stenen med saligastiR fino paa Berga-Stenen. Ordene paa sidstnævnte Sten angive, som ogsaa Wimmer S. 156 mener, Navnene paa de Døde, til hvis Minde Stenen er reist. Men at hiwigaR saralu paa Aarstad-Stenen ikke kan angive Navnene paa en Mand og en Kvinde, til hvis Minde Stenen er sat, slutter jeg af tredje Rad: eŋwinaR, hvori vi maa have den Dødes Navn.
- ↑ Herfor taler ogsaa Bracteat-Indskriften salusalu (Steph. Nr. 20), hvis jeg har Ret i at forstaa denne som sa alu. Runen ᚱ (ikke ᛉ) i sar forbyder at oversætte sar alu. "Die ser (stein ist) schutz" med Noreen Altisl. u. anorw. gramm. 2 S. 266.
- ↑ Den Omstændighed, at de to øverste Rader staa nær sammen, medens tredje Rad er anbragt langt fra disse, helt nede ved Stenens Rand, gjør det sandsynligt, at Rad 1 og Rad 2 staar i syntaktisk Forbindelse med hinanden. Jeg tror derfor, at man ikke bør forstaa alu som Nominativ og
- hiwigaR
- sar alu
- ↑ Wrede, Die Sprache der Ostgoten, 8. 83 f.
- ↑ Jfr. Ellidarvik (Fms. X, 124; Ungers Konunga s. 8. 466; Flat. III, 220) af Ellidavik, se Aarbøger 1889 8. 16.
- ↑ Saaledes Brugmann Grundriss II 8. 576 § 231 Anm.; Torp Nominalflexion 8. 89 Anm. 1; Noreen i Pauls Grundriss I, 492 f.
- ↑ Af Vokalen a i ŋqwinaR og af u-Runens Form i alu vover jeg ikke at slutte noget om Indskriftens Tid
- ↑ Rygh har beskrevet den i Aarstad-Haugen fundne Perle saaledes (Den norske Rigstid.): "Perle af Glas, af en noget fladtrykt Kugleform, støbt i Facetter. Glasset er hvidt og gjennemsigtigt og har et blaaligt Skjær ved reflecteret Lys, men ved gjennemfaldende et gulagtigt". Flere Perler med lignende Lysskjær er fundne i norske Jærnaldersfund. Undset (Aarbøger 1880 S. 158) siger med urette, at der blev fundet et Glaskar i Aarstad-Haugen.
