Norges Indskrifter med de ældre Runer - 16. Bø (Side 236 - 243)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Sophus Bugge
1891
Literatur. Utrykt (i Runearkivet i Christiania). Brev fra G. Kirsebom til S. Bugge, dateret Sogndal 23de Oct. 1865. — Brev fra Sognepræst P. Lund til Directionen for Foreningen til norske Fortidsmind. Bevaring, dateret Sogndals Præstegaard 22de Dec. 1865. — Brev fra G. Kirsebom til S. Bugge, dateret Sogndal 10de Aug. 1866.
Trykt. Nicolaysen, Norske Fornlevninger (1862—1866), S. 785 f., med Bemærkninger af S. Bugge. — S. Bugge i Tidskr. f. Philol, og Pædag. VII (1866—1867), S. 220. 23S. 320. — S. Bugge hos Wimmer i Aarbøger f. nord. Oldk. 1867 S. 54 Anm. ***). Stephens, Runic Monuments, Vol. II (1867—1868), S. 846—857 (S. 847 Tegning af Stenen efter Photographi og Papiraftryk). 939 f. XXVI. — Vol. III (1884), S. 27. 40. 7S. 392. 426. — S. Bugge i Tidskr. for Philol. VIII (1868—1869) S. 164. — Wimmer i Aarbøger f. n. . 1868 S. 306. — Lyngby i Brev af 26/9 69 i Tidskr. f. Philol. X, 85 og i Brev af 23/5 70 sammesteds X, 9S. — S. Bugge i Aarbøger f. n. O. 1870 S. 19S. 200. — S. Bugge i Vidensk. Selsk. Forhandl., Christiania 1872, S. 317 f. — Wimmer, Runeskriftens oprind., i Aarbøger f. n. O. 1874 S. 132. 144. — Heinzel, Über die Endsilben d. altnord. Spr. (1877) S. 8 — [348]. 137 — [477— S. Bugge i Aarbøger f. n. O. 1884 S. 90. -— Noreen Altisl. u. altnorw. gramm.[1] (1884) § 5. § 88, 3 anm. 4. § 266 anm. 2 og anm. 3. S. 192 f. Nr. 17 med Bemærkning af S. Bugge. 2 (1892) § 5. § 57, 3. § 291 anm. 1 og anm. 2. S. 257 Nr. 6. — Burg, Die ält. nord, runeninschr. (1885) S. 11S. 167. — Wimmer, Die runenschrift (1887) S. 149. 160. 163. 303. — Streitberg i Paul-Braune Beitr. XIV (1889) S. 173. — A. Noreen i Panis Grundriss I (1891) S. 419. 449. 490. — A. Noreen, Abriss der urgerm. Lautlehre (1894) S. 169. — Stephens, The Runes (1894), S. 36 Nr. 6.
Grundlag for Behandlingen. Undersøgelse af Originalen ved Prof. Rygh og Udgiveren.
Tegninger. Paa S. 238 er trykt en Gjengivelse af Tegningen i Stephens’s Værk (laant af det kgl. nordiske Oldskriftselskab i Kjøb.). Paa S. 239 er trykt en Autotypi efter et Photographi af Stenens Runer, som er taget af Photograpli Væring.
Den paa S. 238 afbildede Runesten er fra Gaarden Bø eller, som den officielt skrives, Kirkebø (Matr. Gaards-Nr. 56) i Sogndal Præstegjeld i Stavanger Amt. Den første bestemtere Meddelelse om den var følgende, som blev given af Gaardbruger G. Kirsebom i Brev, dateret Sogndal 23de Oct. 1865:
"Paa min Naboes Gaard her paa Bø skal for mange Aar siden være funden en meget lang Steen med Runeskrift paa. Stedet, hvor den fandtes, kaldes Iversknuden. Senere blev denne Steen bragt ned paa Veien, hvor den blev lagt over et Vandløb i Nærheden af Skiftet mellem Gaardene Bø og Frøiland, og vor forrige Sognepræst Pastor Aall, der fik vide dette, fik den taget op og bragte den til Præstegaarden, hvor den ligger i Haven som Bænk ved et Steenbord."
Sognepræst P. Lund skriver fra Sogndals Præstegaard 22de Dec. 1865 om Stenen følgende: "Den... i Præstegaardens Have beroende Runesten... [har] oprindelig... ligget paa en nu udgravet Gravhaug paa Gaarden Bøes Grund.“
Endelig skriver G. Kirsebom fra Sogndal 10de Aug. 1866:
"Med Hensyn til den omskrevne Runesten... har jeg spurgt alle, som jeg kunde tænke kunde give Oplysning i Sagen. Vor forrige Kirkesanger Nielsens Søn siger, at hans Fader fortalte, at den skal være funden i en Kjæmpehøi, som laa tvers bort fra Veien, hvor den var nedlagt tvers over en Veigrøft (hvorom før er skrevet) omtrent et Stenkast fra Veien og altsaa ikke, som jeg før havde skrevet, paa Iversknuden. Hvorledes den har lagt, kan jeg ei faa nogen Oplysning om, da her er ingen, som nu lever, der har været med at flytte den fra Gravhøien, ei heller noget Sagn i saa Henseende.“
Stenen blev indsendt til Christiania i April 1866 og er nu reist i Haven bag Universitetet, i hvis Oldsagsamling den har Nr. 3817. Den er af finkornet lys graa Granit. Hvad enten Stenen, da den i nyere Tid først blev funden, laa paa en Gravhaug (hvilket er det sandsynlige) eller i en Gravhaug, maa den efter sin Form og Størrelse nødvendig fra først af have været bestemt til at reises i fri Luft.
Stenen er 1,87 Meter høi over Jorden. Dens største Bredde er 0,60 M. Tykkelsen er ikke betydelig; den er størst i Midtlinjen, hvorimod Kanterne er næsten skarpe, saa at Tværsnittet bliver linseformet.
Stenen er ikke glat tilhugget. Indskriftsiden har en nogenlunde jævnt convex Flade.
Indskriften gaar ovenfra nedad og fra venstre mod høire. Den har ingen Skilletegn. Heller ikke er Indskriften omgiven af Rammestreger. En horizontal Fure over endel af Runerne fra Rune 5 af er betydningsløs[2].
Andre Exempler paa, at en med den længere Rækkes Runer skreven Indskrift gaar ovenfra nedad, anføres af Wimmer Runenschrift S. 130. Se ogsaa Norg. Indskr. I, 73 og 176.
Indskriften bestaar af 13 Runer. Disse, som i al fald nu ikke vise sig meget dybe, er med Undtagelse af Rune 2 og Rune 4 sikre og tydelige:
1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-11-12-13
ᚺ-*-ᚫ-*-ᛞ-ᚫ-ᛋ-ᚺ-ᛚ-ᚫ-ᛁ-ᚹ-ᚫ
h * a * dashlaiwa
Rune 5 ᛞ kan ikke læses som m. Derimod er Rune 2 og 4 utydelige. Om deres Læsning skal jeg i det følgende tale[3].
Indskriften er sikkert at afdele i to Ord:
h*adas og hlaiwa.
Det andet Ord hlaiwa er Nom. sg. neutr. af en Stamme paa -a. Ordet er ved sin Endelse ensartet med Accus. horna n. paa Guldhornet, aRina n. paa By-Stenen (Norg. Indskr. I, 108) og med flere Accusativer af Hankjøn, f. Ex. staina Tune (Norg. Indskr. I, 29).
hlaiwa betyder "Gravhaug“ eller "Grav“. Et deraf afledet Verbum hlaaiwido eller hlaiwido forekommer paa Strand-Stenen; se i det følgende. Et til hlaiwa svarende Ord findes i de andre germanske Oldsprog. Got. hlaiw neutr. "Grav“; Oldtysk hlaeo, hlèo, "mausoleum, acervus, tumulus, agger"; mht. le, Gen. lèwes, "Hugel“; Oldsaks. i Heliand Dat. hlewe "Grav“. Ags. hláw, hlæw, "Høi“, saavel om en naturlig Forhøining som om en Gravhaug; endnu i ældre Engelsk low, skotsk law. Urnord. hlaiwa er Intetkjønsord ligesom got. hlaiw, medens ags. hlæw er Hankjønsord.
Ved Siden af den i hlaiwa fremtrædende a-Stamme findes ogsaa flere Former (f. Ex. Oldtysk léirum Dat. pl.), der henvise til en s-Stamme[4].
Væsentlig samme Ord som hlaiwa er lat. clívus, "Høi“ (af *cleivo-s), som dog i første Stavelse har r af ei, medens det germanske Ord forudsætter oi.
hlaiwa er dannet ved Suffix -wa af samme Rod som den, hvoraf bl. a. isl. hlein, "Vævstøtte“, nynorsk Dial. lein f. "Skraaning, Vævstøtte", got. (hlains) Gen. pl. hlaine, "Høi“ er afledet.
I historisk nordisk Sprog kan jeg ikke paavise noget Spor af hlaiwa[5]. Dette synes, ligesom Mangelen af alu (Norg. Indskr. I, 160—166. 232) i historisk Nordisk, at henvise til, at en gjennemgribende Forandring af de religiøse Forestillinger, som knyttede sig til Graven, er indtraadt i Vikingetiden i Modsætning til den forudgaaende Tidsalder.
Indskriftens første Ord ha*das er sikkert Genetiv af et Mandsnavn, som er styret af hlaiwa. Indskriften betegner altsaa "H—ds Grav" eller "H—ds Gravhaug".
Stephens (II, 849—857) har hermed sammenlignet mange Steder i oldengelske Diplomer, hvor der som et fremtrædende Punkt i et Landskab og navnlig som Grænsemærke nævnes et Stedsnavn, der bestaar af et Mandsnavn i Genetiv etterfulgt af hláw eller hlæw. F. Ex. Hyiwaldan hlau (Kemble Cod. dipl. 3, 387, Aar 801); et Wihtbaldes hlawe (Kemble 2, 26; Aar 845, Wessex). Det er paa disse Steder en afdød Mauds Gravhaug, der anføres som Mærke.
Sammenlign ogsaa Indskriften igi ŋon hala ʀ, "Igingas Sten" Norg. Indskr. I, 178 og hvad dertil er bemærket.
h*a*das er Genetiv paa -as af en a-Stamme ligesom godagas i Valsfjord-Indskriften (se i det følgende) og asugisalas paa Kragehul-Spydstagen. Det ældste sikre Exempel paa, at a foran Genetivendelsen -s er faldt ud, er hariwulfs eller hariþulfs paa Rafsal-Stenen (Wimmer Runenschr. S. 230). Paa Stentofta-Stenen har jeg troet at læse wel[A]duds og i wks paa Fonnaas-Spænden har jeg formodet Wakrs (Norg. Indskr. I, 63 f.). I airikis paa Sparløsa-Stenen (Norg. Indskr. I, 213) kan i mulig betegne en utydelig Vokal, som har været Levning af a.
Baade Rune 2 og Rune 4 i h*a*das er paa Stenen utydelig. Begge har paa den her S. 238 efter Stephens gjengivne Tegning faaet en feilagtig Form.
Rune 2 maa, som jeg nu tror, med overveiende Sandsynlighed ansees for ᚾ n. Kvisten er ikke fuldt tydelig, men det synes dog neppe at kunne betvivles, at Runen har en Kvist, der skjærer den lodrette Stav og skraaner meget stærkt ned mod høire, og som baade nedentil, hvor den er tydeligst, og oventil er nær ved den lodrette Stav. Rune 2 er vistnok ikke | i og enhver anden Rune er her udelukket[6].
Rune 4 maa med overveiende Sandsynlighed ansees for ᛒ b og ikke for ᚹ' w. Den nederste Trekant til høire paa b er utydelig, men neppe usikker. Sidestavene til høire paa b er kantede, ikke afrundede. Nederste Sidestav er vistnok bleven utydelig ved en tilfældig Afskalling, men synes dog temmelig sikkert at berøre den lodrette Stav et godt Stykke ovenfor dennes Basis. Dette er ogsaa Tilfældet ved b-Runen paa Fonnaas-Spænden (Rune 9 i Rad 3, se Norg. Indskr. I, 55 og Pl. III). Men endnu maa det ved Rune 4 (b) paa Bo-Stenen mærkes, at der fra den rette Stav gaar ud til venstre en nedad skraanende ret Streg, som synes at maatte være hugget. Den gaar ud fra den lodrette Stav lidt nedenfor det Punkt, hvor nederste Skraastreg af øverste Trekant til høire for den lodrette Stav berører denne. Skraastregen til venstre gaar ikke saa langt ned som til Runernes Basis. Den sees ikke paa Stephens´s Tegning. Hvilken Betydning denne Skraastreg har, kan jeg ikke efter dens Form bestemme. Naar jeg betegner denne Skraastreg ved *, saa bliver første Navn altsaa hnabdas eller hnab-das.
Burg (S. 118 f. Anm. 2) bemærker med rette, at en Form hnabdas uden Vokal mellem b og d vilde være uforklarlig. Genetivendelsen -as var nemlig ubetonet, hvilket vi se deraf, at den i historisk Nordisk er bleven til -s. En Vokal kan altsaa ikke lydret være bleven synkoperet mellem b og d[7].
Da man saaledes venter en Vokal mellem b og d og da der paa b (Rune 4) er en Skraastreg, hvis Betydning ikke er paavist, saa ligger den Formodning nær, at denne Skraastreg paa b er et Vokaltegn, i hvilket Tilfælde Rune 4 er en Binderune, eller antyder, at en Vokal mangler mellem b og d.
hnab-das synes, som Burg bemærker, at være beslægtet med ags. Hnæf (bl. a. i Beowulf), Oldtysk (alemamiisk) Hnabi (c. 720); jfr. Müllenhoff i Haupts Zeitschr. XI, 282. Man skulde derfor af sproglige Grunde her vente hnabidas.
Men denne Sprogform kan jeg ikke af Trækkene faa frem. Den eneste Rune, som kan have en ned mod venstre skraanende Kvist, er (foruden n, der her vistnok som Rune 2 har en aldeles forskjellig Form, og t) ᛇ i (se Norg. Indskr. I, 117—148). Men dennes Kvist gaar ud fra Runens Top, og jeg vover ikke at paastaa, at Rune 4 er en Binderune af ᛒ og ᛇ, enten saaledes at nederste Kvist paa ᛇ skulde være forsvunden ved Forvitring eller saaledes at vi her skulde have en Form af Runen uden Kvist nedentil, ligesom en saadan synes at forekomme i Tyskland (Norg. Indskr. I, 141 f.). Heller ikke tør jeg paastaa, at Skraastregen til venstre paa Rune 4 skal angive íss-Runen. Formen hnabidas bliver derfor usikker.
Jeg gjengiver altsaa Bø-Stenens Indskrift ved
Jeg tilføier nogle grammatiske Bemærkninger om Indskriften. Den urnord. Genetivform paa -as af a-Stammer, af hvilken den historisk nordiske Form paa -s regelret er opstaaet, afviger fra den gotiske paa -is. Derimod stemmer den overens med Oldtysk -as, der findes for -es i senere Sprogmindesmærker (fra 9de Aarh. af), især i den baierske Dialekt; oldsaks. -as (dog ogsaa -es); ags. sjælden -as for -es, i de ældste Kilder -æs. Endelsen -s forudsætter førgerm. enten -so med Hovedtone paa den forudgaaende Vokal eller -sso. For ss taler oldn. Gen. þess; ogsaa oldslav ćeso — got. hwis, Oldtysk hives (Torp Nominalflexion S. 25).
Hvad enten der skal læses hnabidas eller hnabdas, saa betegner b her, ligesom i halaiban paa Tune-Stenen, den bilabiale tonende Spirant, som i historisk Oldnorsk er gaaet over til en Lyd, der skrives f.
Navnet hnab(i?)das synes at være beslægtet med oldn. hnafa hnóf Guðr. hv. 12, nynorsk Dial. nava Præt. nava, kappe af, hugge (Toppen, Hovedet) af; jfr. Aasens og Ross’s Ordbøger. Navnet synes at være dannet ligesom de tyske Navne paa -id, Oldtysk -it, der nævnes af Førstemann under d og af Stark Garmania HI, 299.vF. Ex. Attid Wigand Trad. Corb. 241; Ettid ibid. 247; Harid ibid. p. 100, 455.
hlaiwa har bibeholdt w i Lighed med Gotisk og i Modsætning til historisk Nordisk. Jfr. bl. a. hlewa- Guldhornet, þewaR Torsbjærg-Dopsko og Valsfjorden, hlaiwido eller hlaaiwido Strand-Stenen.
Hvis hlaiwa havde holdt sig i historisk Oldnorsk, vilde det der sand synlig have hedt *hlæ, *hljá eller *hjló. Jfr. oldn. fræ, frjó — got. fraiw; oldn. sær, sjár, sjór — got. saiws; oldn. snær, snjár, snjór — got. snaiws", oldn. mjár, mjór, mæ- o.s.v. Men et andet Lydforhold viser nyisl. Adv. ská, "paa skraa", nynorsk Dial. skå "skraa“ — lat. scaevus, gr. σχαισς; oldn. sál — got. saiwala (Noreen Gramm. 2v § 57, 3). Mulig skulde derfor hlaiwa lydret blive til *hlá (som Noreen formoder).
- hlaiwe til *hlævi. Jeg vover dog ikke at søge Ordet i noget af de norske Stedsnavne, som indeholde Iá
Om Skrivemaaden hnab(i?)das (ikke hanabidas) og hlaiwa (ikke halaiwa) se Norg. Indskr. I, 224.
Wimmer (Runenschr. 303) henfører Bø-Stenen til anden Halvdel af 6te Aarh. Jeg har intet herimod at indvende, men jeg tror dog, at Tiden ikke lader sig saa bestemt fastsætte. Jeg forstaar ikke, hvorfor Bø-Stenen af Wimmer sættes til en yngre Tid end Strand-Stenen, som han henfører til første Halvdel af 6te Aarhundred.
Fotnoter
- ↑ Rygh har beskrevet den i Aarstad-Haugen fundne Perle saaledes (Den norske Rigstid.): "Perle af Glas, af en noget fladtrykt Kugleform, støbt i Facetter. Glasset er hvidt og gjennemsigtigt og har et blaaligt Skjær ved reflecteret Lys, men ved gjennemfaldende et gulagtigt". Flere Perler med lignende Lysskjær er fundne i norske Jærnaldersfund. Undset (Aarbøger 1880 S. 158) siger med urette, at der blev fundet et Glaskar i Aarstad-Haugen.
- ↑ For Indskriftens Vedkommende maa man alene holde sig til Autotypien paa S. 239. Tegningen paa S. 238 gjengiver ikke Indskriften fuldt nøiagtig og er her kun meddelt for at vise Stenens Form og hvor Indskriften er anbragt paa denne.
- ↑ Nogle Streger over ᛞ d er sikkert betydningsløse.
- ↑ Se Kluge Anglia Anzeig. V, 85; H. Møller, Zur ahd. Allitterationspoesie, S. 124.
- ↑ Munch (Hist.-geogr. Beskrivelse over Kong. Norge S. XV) mener, at lita, "Grav, Dybde“ = hlaiw er bevaret i Hlaheimr, et Landskab, der omfattede det Omraade, som nu indtages af Holter, Gjerdrum og Heni Sogne paa Romerike. Dette Navn, som i Diplomer skrives i Læm, i Læam, kan dog meget vel være dannet af oldn. hlar, "blid, mild“ (om Veir og Vind), forudsat at hl her har været den oprindelige Fremlyd.
- ↑ Prof. Rygh har overbevist mig om, at Rune 2 ikke kan være ᚱ r, som har Stav tilfælles med ᚺ h. Han udtaler som sin Mening, at der er Mulighed for, at Rune 2 kan være n, og at der efter de levnede Træk ikke kan være Spørgsmaal om at læse andet end enten i eller n.
- ↑ Det synes ogsaa uantageligt, at Formen uden Vokal mellem b og d skulde være ved Analogi bleven overført til Genetiv fra Dativ, hvor Vokalen skulde være faldt ud, fordi Dativendelsen -e havde stærk Bitone.
