Norges gamle Love indtil 1387 - Fortale (Andet Bind)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norges gamle Love


R. Keyser og P. A. Munch

Christiania 1848.


Fortale


Det andet Bind af de gamle norske Love, hvilket herved overleveres Almeenheden, indeholder de omfattende og indgribende Lov-Arbeider, der skyldes Kong Magnus Haakonssön — formedelst denne sin Omhu for Lovforbedringen senere kaldet Lagabötir d. e. Lovböderen —, og ere udkomne under hans næsten 17aarige Regjeringstid (fra 15de December 1263 til 9de Mai 1280). Med Hensyn til Behandlingen af det forhaandenværende Stof og Indretningen af del Hele er i det Væsentlige i nærværende Bind samme Fremgangsmaade iagttagen, som i det forste, og vi kunne forsaavidt desangaaende henvise Læserne til hvad der i Fortalen til forste Bind Side VI til IX findes anfört. Udgiverne maae dog gjöre opmærksom paa, at de i dette Bind, hvor paa enkelt Sted en eller anden större Egenhed findes i de til Grund lagte Codices, have betegnet dette ved at tilföie et (!), for at det ikke skulde blive anseet for Trykfeil.

Med Hensyn til de enkelte Dele, hvoraf nærværende andet Bind bestaar, maae vi bemærke Fölgende.

I. Den nyere Landslov. Naar man undertiden finder ogsaa denne ligesom de ældre Landslove benævnt Gulathings-, Frostathings-, Eidsivathings- eller Borgarthings-Lov, da maa man derfor ikke forestille sig, at Indholdet for hvert Lagthing er forskjelligt. Afvigelserne bestaae alene deels i de Bestemmelser om Nævningsmænd til Lagthinget, der indeholdes i Thingfarebolkens Cap. 2, og naturligviis maatte være afpassede efter ethvert Lagdömmes særegne Localforhold, deels i, at der paa de Steder i Loven, hvor Lagthinget omtales, i Gulathingsloven kun nævnes Gulathing, i Eidsivathingsloven Eidsivathing o. s. v.; forresten er alt det Övrige ligelydende. Det er derfor endog ingenlunde sjeldent, at finde f. Ex. Codices af Borgarthingsloven, der efter flere temmelig sikkre Mærker at domme ere afskrevne efter en Gulathingslov, en Eidsivathingslov efter en Frostathingslov o. s. v.[1] Endog hvor man man i flere Codices finder enkelte charakteristiske indbyrdes Overeensstemmelser, der vise, at de hore nærmere sammen, eller maae være udsprungne fra een og samme Original, tilhöre de saaledes overeenstemmende Haandskrifter ikke udelukkende eet, men tvertimod forskjellige Lagthing.[2] Under saadanne Omstændigheder vilde det have været en unödvendig Vidlöftighed, ja endog en ukritisk Fremgangsmaade, ved Udgivelsen at dele Haandskrifterne i fire Klasser, een for hvert Lagdömme, og udgive hver Klasse for sig selv. Det maatte ei alene være tilstrækkeligt, men endog med Hensyn til Textens Beskaffenhed og den större tilsigtede Brugbarhed af Udgaven rigtigere, at udgive Loven under eet, en Fremgangsmaade, som ogsaa tidligere er fulgt ved den ældre Udgave af den samme Lov i Kjöbenhavn 1817. Den udkommer saaledes her under Titelen "Kong Magnus Haakonssöns Landslov." For at man dog stedse med Lethed kan see, hvilket Lagdömme hver enkelt Variant-Codex tilhörer, er hver især, som nærmere S. 7 bemærket, betegnet med en dobbelt Signatur, saaledes at det förste Bogstav (G, F, E eller B) betegner Lagdömmet, det andet Codexens Plads i Rækken for hvert enkelt Lagdömme. Formedelst den store Masse af Haandskrifter (41 aldeles eller nogenlunde fuldstændige, foruden Brudstykker), har man her strengt maattet holde sig til den i Fortalen til förste B. S. VIII No. 5 antydede Fremgangsmaade, at give Menings-Varianter Fortrinet for blot grammatiske eller orthographiske. Disse ere her saaledes i de fleste Tilfælde udeladte. Man har ligeledes troet at burde udelade Afvigelserne i Capitel-Overskrifter og i Indholdslisterne foran Bolkerne, især da disse Titler i de fleste llaandskrifter ere meget slet redigerede og heel ofte feilagtige. Kun hvor de indeholde noget særdeles mærkeligt, ere de anförte;[3] men saadanne Tilfælde forekomme yderst sjeldent. I Valget af Varianter har man imidlertid anvendt den yderste Forsigtighed, og enhver, nok saa ubetydelig, ja endog uvigtig Afvigelse, naar den blot ansaaes for paa nogen Maade at kunne forandre Meningen, er anfört. Derfor er ogsaa Varianternes Antal, trods den ovennævnte Udeladelse, blevet meget stort, og langt större end i den ovennævnte kjöbenhavnske Udgave.

Som Grundcodex, efter hvilken Texten er aftrykt, har man her valgt Cod. No. 60 qv. i den arnamagnæanske Samling, der er skreven med samme Haand som, og saagodtsom aldeles ligelydende med No. 322 fol. og 304 fol. sammesteds, samt med endnu en fjerde Codex, hvoraf Brudstykker nys ere fundne i det norske Rigsarkiv. De ovennævnte 3 Codices udmærke sig med Hensyn til Textens omhyggelige Behandling saa overordentligt fremfor de fleste övrige, at der neppe kunde være Spörgsmaal om at vælge nogen anden, end een af dem, til Grundcodex.[4] Ved den kjöbenhavnske Udgave er ogsaa Cod. 322 lagt til Grund. Nærmere Undersögelser have imidlertid viist, at Cod. 60 qv. er den nöiagtigst og omhyggeligst skrevne af dem alle, hvorfor den ogsaa ved nærværende Udgave er bleven foretrukken. Med Hensyn til dens Fortrin, som overhoved til Beskaffenheden af de enkelte Codices, ville de specielle Oplysninger blive meddeelte i fjerde Bind.

II. Den nyere Bylov eller Bjarko-Ret. Denne staar i samme Forhold til den nyere Landslov, som den ældre Bjarköret til den ældre Frostathingslov (see förste B., Fort. S. XI), det vil sige: alt, hvad der af Bestemmelserne i Landsloven ogsaa kan passe paa Byretten, er uforandret bibeholdet, medens det, der ikke passede, enten er udeladt eller forandret. I de Heste Haandskrifter af Byloven findes denne derfor saaledes redigeret, at kun Afvigelserne fra Landsloven fuldstændigen ere anförte, medens det övrige, hvori Byloven stemmer med denne, kun ved Henviisninger til Landsloven er antydet. Paa den Maade gives der af Haandskrifterne af Byloven to Klasser, den ene, hvor det Hele findes fuldstændigt udfört, den anden, hvor kun Afvigelserne fra Landsloven forefindes. Til denne sidste Klasse höre blandt andre de forhen nævnte Codd. 60 qv., 322 fol., 304 fol., hvor Byloven findes bagefter Landsloven, som et Anhang til denne; og en af disse (322 fol.) er i den fortrinlige Udgave af 1829 ved G. F. Lundh bleven benyttet som Grundcodex. Ved nærværende Udgave fandt man det dog ei alene bekvemmere, men ogsaa i sig selv rigtigere, at lægge en Codex til Grund, der indeholdt hele Byloven i en fuldstændig, fra Landsloven uafhængig Bearbeidelse. Den hele Indretning af Byloven, fornemmelig Slutnings-Ordene, der endog indeholde en udtrykkelig Angivelse af Tiden, da Loven blev vedtagen (22d.e Januar 1276), viser nemlig aldeles umiskjendeligt, at den er beregnet paa at udgjöre et fuldstændigt Heelt for sig selv, og at de kortere Bearbeidelser kun ere blevne til, fordi Afskriverne have villet spare Tid og Rum. Dertil kommer, at, hvis man desuagtet havde meddeelt Byloven etter den kortere Bearbeidelse, Varianterne af de i enkelte Codices fuldstændigt udförte Stykker, hvilke den har fælles med Landsloven, isaafald havde maaltet anföres ved Udgaven af denne, hvilket vilde have medfurt mange Misligheder. Man har saaledes foretrukket, at benytte som Grundcodex Cod. arnam. 323 fol., hvor Byloven findes i fuldstændig Bearbeidelse. Texten i denne er vistnok ikke fuldt saa god, som i 60 qv., 322 fol. eller 304 fol., men dog i det Hele taget upaaldagelig, hvorhos man ogsaa har berigtiget alle aabenbare Feil, dog saaledes, at det ved enhver Rettelse nöiagtigen er bemærket, hvad der oprindeligen har staaet. Til hele den aattende Bolk eller Farmannaloven, der i mange Codd. findes for sig selv, uafhængig af Byloven, er derimod Cod. 60 qv. benyttet som Grundcodex.

Ogsaa Bylovens Codices kunne egentlig inddeles i fire Klasser, en for hver af Norges fire saakaldte villæ forenses, Bergen, Oslo, Tunsberg og Nidaros, hvortil maaskee kunde regnes en femte Klasse for de faa Bearbeidelser, som Afskriveren har sögt at indrette til at kunne benyttes for hvilkensomhelst By, altsaa med Udeladelse af alt det for en vis enkelt By særegne. Med Hensyn til Hensigtsmæssigheden af ogsaa i Udgaven at bibeholde denne Adskillelse, gjelder for Bylovens Vedkommende aldeles det samme, som ovenfor er bemærket angaaende Landsloven. Man har saaledes anseet det rigtigst at behandle det Hele under Eet, og ved Grundcodex, No. 323 fol., der indeholder Bergens Bylov, at anföre Varianterne af alle de övrige Haandskrifter, der dog, ligesom ved Landsloven, ere betegnede med fælles Hovedsignatur for hver Klasse (B = Bergen, O — Oslo, T — Tunsberg, N — Nidaros, X = almindelig Lov). Ogsaa med Hensyn til Valget af Varianterne ved den store Masse af Codices (25 foruden Brudstykker) gjelder det samme.

III. Den nyere Christenret, udgiven af Kong Magnus Haakonssön. Da man af denne finder to Bearbeidelser, een for Borgarthinget, hvor ikke ubetydelige Stykker af den ældre Borgarthings-Christenret (f. Ex. Cap. 1, 4, 5, 27) og rimeligviis af den ældre verdslige Borgarthings-Lov (f. Ex. Cap. 25, 26) ere optagne; en anden for Gulathinget, der indeholder flere Stykker af den ældre Gulathings-Christenret og desforuden en Bestemmelse om Kongevalg og Kongearv (Cap. 4 fgg.), der tillægges Kong Haakon Haakonssön og ellers kun findes i Hákonarbók Cap. 9 fg. (see förste Bind. S. 262 fg.); — synes man med temmelig Sikkerhed at kunne slutte, at den Lovrevision, hvoraf disse Christenretter ere Resultater, allerede er foregaaen under Kong Haakon Haakonssön eller i alle Fald i Kong Magnus's förste Regjeringstid, förend Omarbeidelsen af den verdslige Lov var tilendebragt. Om en vis Usikkerhed i denne Deel af Lovgivningen, hvor Geistlighedens Stemme gjaldt fuldt saa meget om ikke mere end Kongens, vidne Afvigelserne mellem de enkelte Bearbeidelser af Gulathings-Christenret, samt de forskjellige, storre eller mindre Tillæg, som findes vedföiede enkelte Codices. Rimeligviis have disse Christenretter, der ikkun ere at betragte som ufuldkomne Tillempninger af ældre Christenretter paa Kirkens senere Forhold, strengt taget heller ikke opnaaet Lovskraft i samme Betydning som Lands- og By-Loven, nemlig ved formelig Antagelse til Thinge af alle vedkommende Parter: Konge, Almue og Geistlighed; men have snarere gjældet ved et Slags stiltiende Overeenskomst, da Konge og Geistlighed ikke kunde enes om Indretningen af en ganske ny Christenret, der kunde indtages som Christendomsbolk i den omarbeidede Landslov.

Ved Valget af Grundcodex for Gulathings-Christenretten maatte man bestemme sig for Cod. 16 qv. i det kgl. Bibl. i Stockholm, paa Grund af dens Fuldstændighed, trods dens besynderlige Orthographi. For at man dog heller ikke skulde savne en Text med godt Sprog, er den, saadan som den findes i den fortrinlige Cod. arnam. 62 qv., meddeelt i Anhang S. 326—335. I samme Anhang ere ogsaa de ovenomtalte Tillæg meddeelte.

IV. Erkebiskop Jons Christenret. Dette Lovarbeide maa vistnok egentlig betragtes som et Lovudkast, forfattet af Erkebiskop Jon (1267—1282) for at ophöies til almindelig Christenret for hele Norge, men neppe nogensinde formeligen vedtaget som saadan, af den Grund, at Udkastet forekom den verdslige Statsmagt altfor eensidigt i Geistlighedens Interesse. Det har imidlertid, som det lader, ligefuldt været benyttet som et Supplement til de ældre Christenretters Bestemmelser og indtager saaledes en vigtig Plads i Rækken af Norges geistlige Love. Der er vel Sandsynlighed for, at denne Christenret först er bleven offentliggjort Aar 1280, efterat Kong Magnus Haakonssön (den 9de Mai) var afgangen ved Döden; men da den upaatvivlelig er udarbeidet i denne Konges Regjeringstid, og det rimeligviis ifölge Overlægning imellem ham og Erkebiskoppen, og da den slutter sig til den imellem begge afsluttede Overeenskomst til Tunsberg (af 9de August 1277), saa have vi troet det rigtigst at optage den blandt de Lovarbeider, som nærværende Bind omfatter. Af hvad ovenfor er paapeget maa man udentvivl forklare sig, at der ogsaa i denne Christenret med Hensyn til enkelke Bestemmelser og Tillæg, hvilke findes i nogle, udelades i andre Codices, spores en vis Vaklen og Usikkerhed. Af denne Lov haves 7 Haandskrifter, der alle maae ansees at höre til de slettere i sit Slags. Til Grundcodex valgtes Cod. arnam. No. 65 qv., som den mindst mangelfulde, imidlertid have dog flere Rettelser paa sædvanlig Maade maattet anbringes.

V. Hirdskraa. Af denne Lov, der ifölge Hr. Hauk Erlendssöns udtrykkelige Vidnesbyrd i Overskriften til Cap. 1 (see Side 391, Not. 1) er "sammensat" (det vil her sige formet i en ny Bearbeidelse af ældre Bestemmelser og Vedtægter) af Kong Magnus Haakonssön, haves, foruden Fragmenter af tabte Codices, 6 norske og 3 islandske Haandskrifter, hvortil kommer Dolmers Udgave, Kjöbenhavn 1666, hvis Text dog fordetmeste kun synes at være en slet Copi af Hirdskraa i den stockholmske Codex C. 21 qv. Af de ovennævnte 9 Haandskrifter er der intet, som fremstiller Hirdskraaens Text saa vel redigeret, som de tre Codices, 60 qv., 322 og 304 fol., fremstille Landslovens, og det maa ansees for en stor Skade, at Hr. Hauk Erlendssöns egenhændige Afskrift, der indeholdtes i den Codex, hvoraf de ovenomtalte Brudstykker af Landsloven ere fundne, paa et lidet Stykke i Begyndelsen nær er tabt. Den Codex, i hvilken Texten maaskee findes fuldstændigst og rigtigst, er Cod. 1642 paa det kgl. Bibl. i Kjöbenhavn (nyere Saml.), almindelig kaldet Codex Tunsbergensis; men den i denne Cod. anvendte Orthographi, der baade er usædvanlig og stödende, gjorde det vanskeligt at benytte den som Grundcodex. Valget faldt derfor paa Cod. 323, hvor Hirdskraaen findes bagefter föromtalte nyere Bylov, med samme Haand som denne. Sprog og Orthographi ere her ret gode, og Texten stemmer i det Hele taget temmelig nöie med Texten i Codex Tunsbergensis. Vistnok findes der ikke faa meningslöse Steder, men disse ere alle særdeles lette at berigtige, og i Udgaven omhyggeligt rettede paa oftomtalte Maade, de hist og her udeglemte Stykker ere tilföiede o. s. v., saaat Udgiverne nære det Haab, at Texten, saadan som den her er leveret, ikke lader synderligt i Tydelighed og Fuldstændighed tilbage at önske, medens der dog ikke til nogensomhelst Skade er gjort Vold paa den diplomatariske Nöiagtighed ved Meddelelsen.

VII. Retterböder og Forordninger. Af disse, der deels ere meddeelte efter Afskrifter i Codices, deels efter Originaler eller Uddrag af Copiböger, udgjöre de, der ere at ansee som Resultater af Overeenskomsterne mellem Kongen og Erkebiskoppen i Aarene 1273 og 1277, den störste Masse. Den ældre Overeenskomst, dateret Bergen lste August 1273, meddeles her, tilligemed Kongens og Pavens dertil hörende Skrivelser, efter en af den pavelige Geheimearchivar Marini bekræftet Udskrift, som det heder, af Originalregesten i det vaticanske Archiv. Forhen har dette Actstykke, foruden i det nys udkomne Diplomatarium Norvegicum, hvor ovennævnte Kilde ligeledes er fulgt, været aftrykt hos Torfæus (Hist. rer. N. IV. 354-57), men her temmelig feilagtigt. Afvigelserne i sidstnævnte Aftryk ere dog for Fuldstændigheds Skyld meddeelte som Varianter. Den senere Overeenskomst, dateret Tunsberg 9de August 1277, er aftrykt efter Originalen, der endnu opbevares i den arnamagnæanske Diplomsamling og er affattet paa Latin. Tidligere har den, mere eller mindre feilagtigt, været aftrykt i Pontoppidans danske Kirkehistorie I. p. 741—748, Finn Jonsöns islandske Kirkehistorie I. p. 386—398, og Thorkelins Diplomatarium Arnamagnæanum II. p. 66—73. Af den norske Oversættelse af dette Forlig, hvilken synes at have været affattet omtrent samtidigt med dets Vedtagelse, findes Afskrifter i flere Codices, alle mere eller mindre feilfulde. Ved at meddele denne Oversættelse, hvortil Afskriften i Cod. Arnam. 350 fol. (skreven paa Island ved 1363) er lagt til Grund som den mindst feilfulde, har man anseet sig berettiget til at anvende en större Frihed med Hensyn til enkelte Læsemaaders Optagelse i Texten, end ellers; thi her havde man den latinske Original som ubedragelig Maalestok for Læsemaadens Rigtighed. Ogsaa af denne Oversættelse leveres i Finn Jonsöns Kirke-Historie I. p. 386—398 et Aftryk, efter Cod. Arnam. No. 351 fol. I et Par Haandskrifter findes enkelte Dele eller et Udtog af Forliget, optagne; disse fragmentariske Bearbeidelser ere ogsaa særskilt meddeelte. — Grændsebestemmelsen imellem Norge og Sverige er forhen udgiven af Conferentsraad Werlauff i Annaler for Nord. Oldk. 1844—1845 S. 147—192, og har den lærde Udgiver med saa stor Evidents, som det efter Omstændighederne er muligt, godtgjort, at vi i dette Document have for os "den Synsforretning eller det Thingsvidne, der har været lagt til Grund for den i Aarene 1268 og 1273 sluttede Grændsetractat."

Ligesom i förste Bind, ere ogsaa i nærværende andet Bind Parallelsteder anförte i et eget Rum paa hver Side, under de i Fortalen til förste Bind S. VIII angivne Signaturer. Ved Landsloven ere derhos Parallelsteder anförte af Kong Magnus's islandske Lov, kaldet Jonsbogen (betegnet Jb), og ved Erkebiskop Jons Christenret af Biskop Arnes islandske Christenret (betegnet A).


--o--


Kort efterat förste Bind af nærværende Værk var udkommet, fandt man hændelsesviis, ved at undersöge Bindene paa en Deel ældre Regnskabsböger, bevarede i det norske Rigsarchiv blandt en Mængde andre Levninger af Norges Oldliteratur ogsaa flere Brudstykker af forskjellige Haandskrifter af Love, ældre end 1263,[5] hvilke saaledes, hvis man tidligere havde kjendt dem, maatte have været optagne i förste Bind, og, paa Grund af deres Vigtighed, aldeles fuldstændigt. Da det antages at interessere Granskere af Norges Antiqviteter og Lovhistorie, snarest muligt at lære disse Brudstykker at kjende, og der desuden ikke for det förste er Udsigt til at finde flere, hvis Opdagelse da maaskee burde have været oppebiet, meddeles de ved Slutning af nærværende Bind i et eget Afsnit som Supplement til förste Bind. Skrifttræk og Orthographi i disse Brudstykker vise, at de Haandskrifter, hvoraf de ere Levninger, alle have været Codices af förste Rang, og af særdeles höi Ælde. De henhöre til syv forskjellige Codices: een af den ældre Gulathingslov, fem af den ældre Frostathingslov, og een enten af den ældre Eidsivathingslov eller af den ældre Borgarthingslov. Alle disse Brudstykker ere af stor og særegen Interesse, men intet mere end det sidstnævnte. Til hvilken af de tvende angivne Love det hörer, lader sig ikke med Bestemthed afgjöre, men i ethvert Fald er det en höist værdifuld Levning, da, som bekjendt, ellers Intet af disse Love er blevet os bevaret, undtagen Christenretterne og enkelte i visse Bearbeidelser af Borgarthings Christenret indflettede ubetydelige Stykker af samme Lagdömines verdslige Lov.

Brudstykkerne af den ældre Gulathingslov ere især vigtige, fordi de indeholde Stykker, der ikke findes i Hovedcodex, f. Ex. det Cap. om Troldkvinde, der er optaget i Sverrers Christenret Cap. 98. Derimod udelades, besynderligt nok, Gulathingslovens Cap. 31, hvis förste Ord saaledes fremdeles bliver en Gaade.

Af de fem Haandskrifter af Frostathingsloven, hvoraf Brudstykker ere fundne, er den nedenfor med 2 betegnede Codex den mærkeligste, baade formedelst Brudstykkernes Störrelse og Mængde — der ere nemlig Brudstykker næsten fra hver af Lovens 16 Parter — og fordi der blandt dem findes flere, der kunne hjelpe til at udfylde den store Lacune i femte Part (förste B. S. 181), og det saaledes, at den i Not. 5 paa hiint Sted yttrede Gisning, at det Manglende omtrent maa have stemmet med visse anförte Capitler af Hákonarbók, paa det klareste bekræftes. Ogsaa Brudstykket af Cod. 4 maa ansees mærkeligt, fordi den Begyndelse af Sagetallet (sjette Part), som her forefindes, viser, at dette maa have været aldeles afvigende fra det, der udgjör sjette Part efter Redactionen i Cod. Resenianus, ligesom det og efter alle Kjendemærker at dömme er en ældre Bearbeidelse af Materien, end sidstnævnte. Overhoved viser en nöiagtig Sammenligning af alle fem Haandskrifters Brudstykker med Texten efter Cod. Resenianus i förste Bind, at denne baade i Alder og Godhed maa have staaet langt tilbage for ethvert af dem. Enhver Berigtigelse, som fremgaar af en saadan Sammenligning, er i Noterne anfört.

Uagtet det meste af hvad dette Bind indeholder allerede tilforn har været offentliggjort ved Trykken — hvilket ovenfor ved de enkelte Stykker er bemærket — saa antages dog denne nye Udgave ikke at ville savne særlig Interesse for dem, der alvorligen granske Norges Antiqviteter og ældre Rets-Historie. Foruden den Fordeel, som det medförer at have alle Arbeider samlede, der tilhöre dette vigtige Afsnit af Norges Lovgivning, vil man tillige ved Sammenligning med de ældre Udgaver overbevise sig om, at i nærværende Udgave Texten er behandlet med strengere Hensyn til Kritikens Fordringer, og at især en langt fuldstændigere Sammenligning er foretagen imellem de forskjellige forhaandenværende gamle Haandskrifter.


Christiania, i September 1848.

J. Chr. Berg, Overrets-Justitiarius.
U. A. Motzfeldt, Sorenskriver
R. Keyser, Professor.
P. A. Munch, Professor.




Noter:

  1. For Ex. i I, 5, hvor flere Eidsiva- og Borgarthings-Codices nævne "Gulaþings for", aabenbart fordi Afskriveren ved en Forglemmelse har undladt at sætte den rette Benævnelse istedetfor det i hans Original staaende "Gulaþings."
  2. I et saadant beslægtet Forhold staar f. Ex. Cod. e i Borgarthingsloven til Cod. k i Gulathingsloven.
  3. For Ex. ved VIII, 7, hvor Ed istedetfor den sædvanlige Talemaade einlöypan mann har det sjeldne og mærkelige Udtryk firaflæin.
  4. Det maa imidlertid bemærkes, at der blandt flere Brudstykker af Lovcodices, der 1847 fandtes i det norske Rigsarkiv, ogsaa ere ikke faa Stykker af en Gulathingslov, der med Bestemthed kan godtgjores at være egenhændigt skreven af Lagmanden Hr. Hauk Erlendssön, c. 1310, og som baade med Hensyn til Textens Behandling, Sprog og Retskrivning viser sig saa fortrinlig, at den uden Spörgsmaal maatte have været valgt til Grundcodex, hvis vi havde haft den fuldstændig. De forefundne Brudstykker ville i fjerde Bind blive meddeelte in extenso.
  5. See om dette Fund et Stykke af undertegnede P. A. Munch i Chr. C. A. Langes Norske Tidsskrift for Videnskab og Literatur, 1ste Aarg. 1847 S. 25—52 (med et Facsimile).

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.