Norges gamle Vaaben, Farver og Flag

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norges gamle Vaaben, Farver og Flag


Med 23[1] Billeder og 2 lithograferede Plancher


Foredrag i den historisk-filosofiske Klasse 20de Oktober 1893.


Af Gustav Storm


Videnskabsselskabets Skrifter. II. Historisk-filosofiske Klasse. 1894. No 1

Udgivet for Hans A. Benneches Fond

Kristiania

1894




Om det norske Rigsvaaben har A. G. Carstens skrevet en grundlæggende Afhandling i det Danske Videnskabsselskabs Skrifter (Første Del 1781), som i det væsentligste er fulgt af Keyser i hans Afhandling om det norske Rigsvaaben og Flag (1842, Optryk i hans Saml. Afhandl.) Denne er imidlertid i saa mange væsentlige Punkter bleven forældet dels ved de Oplysninger, som Schive har leveret i «Norges Mynter i Middelalderen», dels ved at Dr. Henry Petersen har fremdraget et gammelt dansk eller fællesnordisk Flag fra Aar 1427, at det nok kan forsvares, om jeg forsøger at studere det norske Konge- og Rigsmærkes Historie fra nyt af.


I.

De adelige og fyrstelige Vaabenmærker dukker op i de syd- og mellem-europæiske Lande i 2den Halvdel af 12te Aarhundrede; de hænger sammen med Rytteriets og Riddervæsenets Udvikling. Rytterhærene havde sit fælles Kjendetegn i sin Førers Vaabenmærke, som dels afbildedes paa hans Fane, dels paa hans Skjold, senere ogsaa paa hans Dragt (Vaabenkjole) og hans Hests Udstyr. Da Hjelmene blev lukkede, var Vaabenmærket ogsaa et Kjendetegn paa Rytteren, der ganske dækket af Jærnpantser ellers vilde være ukjendelig; i Rytterkampene omtales mange Tilfælde, da Vaabenmærket reddede den overvundnes Liv, naar man af hans Vaabenmærke opdagede, hvem man havde for sig. Kort efter Midten af 12te Aarhundrede trænger de samme Moder overalt frem, at Fyrster og Høvdinger optager Vaabenmærker fra især Rovdyr og Rovfugle, ofte Fabeldyr som Grif, Drage el. lign., ofte ogsaa Planter og livløse Gjenstande; disse Mærker er ikke mange og bliver saa lige hverandre, at man maa finde paa Midler til at adskille dem, og det nærmeste var da, at Vaabenmærker sammensattes af forskjellige Farver, idet Bundfarven adskilles fra Billedet: naar Bundfarven er rød, grøn, blaa eller purpur, maa Billedet være Metal (hvid ɔ: Sølv, eller gylden ɔ: Guld), eller naar Bunden er Metal, maa Billedet være en af de 4 Farver. Allerede herved opstaar en Række Varieteter, og disse forøges vderligere ved, at Vaabenskjoldet deles paa langs eller paatvers, saa hver af Delene kan optage forskjellig Bundfarve og forskjelligt Udstyr.

Fig. 1
Fig. 2
Fig. 3 og 4
Fig. 5
Fig. 6
Fig. 7
Fig. 8
Fig. 9
Fig. 10
Fig. 11
Fig. 12
Fig. 13
Fig. 14
Fig. 15
Fig. 16
Fig. 17
Fig. 18
Fig. 19
Fig. 20
Fig. 21
Fig. 22
Fig. 23

Det sikreste Middel til at forfølge Vaabenkunstens — den heraldiske Kunsts — Udvikling frembyder Sigillerne, hvor Fyrster og Ridderne optog sit Vaabenmærke, enten paa Sigilfladen eller som Skjoldmærke paa den i Sigillet afbildede Rytter; Sigillerne har nemlig den store Fordel, at de i Regelen kan dateres (efter Brevene, hvortil de blev fæstede). Disse Skjoldmærker er fra først af personlige Mærker, men optages i Regelen af Sønnen, om han arver sin Fader (eller Moder), og bliver derved til Familiemærker. Efterhaanden som de bliver mere konstante, antager de Form af Mærker for Familiegods, for Landskaber og Riger, bliver Landskabs- og Rigsvaaben. Denne Overgang kan overalt følges i Løbet af 13de Aarhundrede. De første Spor af faste Vaabenmærker paa Sigiller er fra Tiden kort efter 1160. Indtil den Tid vil man paa Kongernes og Fyrsternes Sigiller altid finde paa Sigillets ene Side Kongen (Fyrsten) paa sin Throne, med Sværd eller Rigsæble e. lign., paa den anden Side en Rytter med Sværd og Skjold; men Skjoldet er i Regelen blankt, ofte hult, med Fladen bortvendt fra Tilskueren. Men kort efter 1160 faar Skjoldet et Billede, — da blir det Vaabenmærke. Af Grev Filip af Flandern har man fra 1157 et Sigil med hans Rytterbillede, hvor Skjoldet er blankt, men fra 1164 et Rytterbillede, hvor Skjoldet viser en Løve, — som siden ogsaa barres af hans Efterkommere og Efterfølgere. Kong Ludvig d. 7de i Frankrige (1137-80) afbildes i Regelen med blankt Skjold, men i hans Sigil fra hans Dødsaar, 1180, sees de 3 Liljer, og de optages strax af hans Søn Philip August, dog med Afvigelser; Liljerne vexler i Form og Udstyr, indtil de under Philip III (1270-85 bliver fastslaaede som Kongeslægtens og derved bliver Frankriges Vaaben. De engelsk-normanniske Konger lige fra Vilhelm I til Henrik II († 1189) viser i sit Sigils Rytterbillede kun Hulsiden af Skjoldet, men Richard Løvehjerte fører i sit Segl fra 1189 2 gaaende Leoparder (Løver), og efter Hjemkomsten fra sit Korstog optog han 1194 ogsaa en 3die. Dette var hans personlige Vaaben, men efter hans Død optoges det af hans Efterfølger, Broderen Johan; han havde som Greve ført de to Løver, men som Konge optog han de 3 Løver, og disse arves paa hans Efterfølgere; derimod beholder Johans uægte Søn Richard — født før Faderen blev Konge — sin Faders Grevevaaben, de 2 Løver. Den tyske Rigsørn er ikke ældre end 1198. Henrik VI († 1197, førte den ikke, men hans Efterfølger Kong Philip (af Schwaben) antager 1198 Ørnen (sort i Guld) som sit personlige Vaabenmærke eller maaske som Hertugdømmet Schwabens Mærke. Hans Brodersøn, Fredrik d. 2den, førte som Keiser Dobbeltørnen (sort i Guld), men dette er dog hans personlige Vaaben, der uddør med ham; først i det følgende Aarhundrede, ca. 1330, kommer Dobbeltørnen atter ind, og da som Rigsmærke ved Keiser Ludvig.

En typisk Skildring af Vaabenmærker og disses Karakter har vi i Thidrikssaga, der vistnok repræsenterer tysk Udvikling ved Midten af 13de Aarhundrede. Der skildres i Cap. 172-185 alle Heltene i Thidriks Hal med deres Vaabenmærker, hvorfor her gives et kort Uddrag:


  Kong Thidrik havde rødt Skjold og derpaa Mærket en gylden Løve (leo með gulli), hvis Hoved vender op efter Skjoldet og Fødder naa Spidsen. Men siden Thidrik blev Konge i Bern, øgede han det Mærke, saa at over Løvens Hoved stod en gylden Krone. Og samme Mærke har han paa sin Fane og sin Sadel og sin Vaabenkjole.
  Hildebrand har ogsaa rødt Skjold, derpaa er malet en hvid Borg og gyldne Taarne. Han har Fane og Vaabenkjole af samme Farve som Thidrik, thi han er Thidriks Mand.
  Heime har blaat Skjold og Vaabendragt, og i Skjoldet en bleg-farvet Hest.
  Vidga har hvidt Skjold, hvid Sadel, Vaabenkjole, Fane og Hjelm-hat; i hans Skjold er rød Hammer og Tang (efter hans Fader, Smeden Velent) og 3 Karbunkelstene (efter hans Moder); paa hans Hjelmhat, Sadel og Vaabenkjole er afbildet en Slange af det røde Guld.
  Hornboge Jarl har Skjold og Hærklæder af brun Farve, og deri en gylden Høg, foran hvilken flyver to Fugle.
  Amlung har samme Mærker og Farver som sin Fader Hornboge.
  Sintrams Skjold og Hærklæder er grønne, og deri en Drage, som oventil er brun, nedentil rød.
  Fasold og Ekka har gyldne Skjold og Hærklæder, og deri en rød Løve; men Løven gaar tversover Skjoldet og har ikke Krone.
  Thetleiv danske har mørkeblaat Skjold og Hærklæder, og deri en gylden Elefant.
  Videfer har gult Skjold med mørkerød Rand, og deri afbildet en mørkerød Galt og Bjørn.
  Herbrand har rødt Skjold og Hærklæder, og deri gylden «Skud-ild».
  Gunnar har Skjold og Hærklæder hvide som Sølv, og paa hans Skjold er en (rød) Ørn med Krone paa Hovedet; «fordi han er Konge, bærer Ørnen Krone paa sit Hoved».
  Hogne har Vaabenmærke som sin Broder Gunnar; men hans Ørn var ikke kronet, «thi han var ikke Konge».
  Sigurd Svein har et gyldent Skjold, hvori er malet en Drage, mørkebrun oventil og fagerrød nedentil; samme Farve og Billede er paa hans Hjelmhat, hans Fane, Sadel og Vaabenkjole.


Gaar vi til de nordiske Lande, stanse vi først ved Danmark, hvor Udviklingen er klar. Det ældste danske Kongevaaben er Knut Valdemarssøns; det er nylig fundet paa hans Sigil ved et i Mecklenburg bevaret Brev fra et af hans senere Aar, ca. 1200 (maaske lidt tidligere); det er de 3 springende Leoparder, omgivne af Søblade (eller Hjerter). Det er hans personlige Vaabenmærke og dør med ham, thi hans Broder og Efterfølger Valdemar Seier har et noget forskjelligt Vaabenmærke: 3 springende Løver, omgivne af Søblade[2]. Dette varieres atter af Sønnerne: den ældste, Erik Plogpenning, fører tidligst 3 Leoparder, men disse er kronede, senere antager han 3 kronede Løver; Abel fører ligeledes «Løver», men den yngste, Kristoffer, atter Leoparder; hans Søn, Erik Glipping, optager i sine første Aar atter Løverne, men ombytter dem senere med Leoparder, som fra dette Tidspunkt bliver faste og derved kan siges at blive Kongeslægtens Vaabenmærke. Derved kommer de tre Leoparder ogsaa til at bruges som Rigsmærke, og saaledes maa det vel opfattes, naar det føres af danske Byer, som Ribe og Reval. Det optages derfor ogsaa af de Provinser, som regjeres af Kongefamiliens Sidelinjer, men med passende Ændring: de sønderjydske Hertuger af Abels Stamme fører 2 Leoparder, de hallandske Grever, der stammer fra Valdemar Seiers uægte Søn, fører én Leopard o. s. v. Farverne er, ialfald i 14de og 15de Aarhundrede, blaa Løver paa gylden Grund med røde Søblade, og der er vistnok ingen Grund til at tvivle om, at saa har været fra først af, altsaa fra Aar 1200 eller nogle Aar tidligere.

I Norden er det særeget for Danmark, hvad der i det øvrige Europa ellers er vel kjendt, at Rigets Banner har andre Farver og Emblemer end Kongevaabenet. Rigsfanen var ialfald fra Valdemar Atterdags Tid det røde Danebrog med det hvide Kors, som af Sagnet henføres til Valdemar Seiers estlandske Korstog og ialfald efter al Rimelighed maa knyttes sammen med de danske Korstog i Østerleden[3].

I Sverige er ikke Udviklingen saa enkel, fordi her i Begyndelsen af Perioden er vexlende Kongeslægter og tillige Kilderne flyder svagere. Af Karl Sverkerssøn († 1167) og Knut Erikssøn († 1196) haves Sigiller, hvor Kongen sidder paa sin Throne med Scepter og Æble. Paa Reversen af Kong Karls Sigil sees han tilhest og væbnet, men hans Skjold er hult, saa han tydeligvis intet Vaabenmærke har baaret; om Knut kan intet med Sikkerhed siges, ligesaa lidt som om Sverker Karlssøn († 1216) og hans Søn Johan († 1222). Erik Knutssøn (1210-1216) fører i sit Skjold 2 mod hinanden gaaende, kronede Leoparder, — ligt et af Richard Løvehjertes Vaabenskjolde fra 1189; men hans Søn Erik Erikssøn (1222-50), hvis Moder var de danske Konger Knuts og Valdemars Søster, fører 3 springende, kronede Leoparder, vistnok for at antyde sin Herkomst fra de danske Konger. Og dette optages af hans Søstersøn, Valdemar Birgerssøn, der som Konge ikke blot fører de 3 springende, kronede Leoparder, men ogsaa fra den danske Kongeslægt har laant Søbladene; efter sin Afsættelse udelader han Kronerne og nøier sig med de 3 Leoparder, som ogsaa beholdes af hans Efterkommere i 14de Aarhundrede. Hvis Valdemar havde beholdt Kronen, vilde vel de 3 Leoparder ogsaa være blevet Sveriges faste Kongevaaben; men denne Udvikling afbrødes af hans Broder Magnus (Ladulaas), som beholdt Folkungevaabnet ogsaa som Konge.

Folkungeslægten har heller ikke fra først af ført Slægtsvaaben, thi den ældste Repræsentant for denne Slægt, Birger Brosa († 1202), fører i sit Skjold en Lilje, og af hans Brodersønner fører Eskil Magnussøn en staaende Løve, men Birger Magnussøn fører 1238 det senere Slægtsvaaben: Løven over de 3 Bjelker; i 1254 har han som Sveriges Regent deri optaget Søbladene, maaske paa Grund af sin Hustrus, Kongedatterens, danske Herkomst. Ogsaa dette er kun personligt Vaaben, men det arves af hans yngre Sønner. Medens Kong Valdemar fra sin Moder, efter hvem han arvede Riget, optager Erikernes Vaaben, beholder Magnus (Ladulaas) og Bengt sin Faders. Dog forøger Magnus sit Vaaben, da han bliver Konge, idet hans Løve efter 1275 bliver kronet, og han omgiver Skjoldet yderligere med 3 Kroner. Ogsaa hos Magnus’s Sønner ser man Ændringer: Kong Birger fører Folkungeløven med Krone, men hans Brødre Erik og Valdemar fører den ukronet, indtil de, efterat have usurperet Kongemagten eller tvunget Birger til at dele Magten med sig, ogsaa sætter Kronen over sin Løve. Saaledes blev Folkungeløven Symbol paa Regjeringsmyndigheden i Sverige, og derfor var den vistnok allerede optaget i Rigsfanen; thi i Hertuginde Ingeborgs Sigil af 1318 fører hun i den ene Haand denne Løve i en Fane som «ducissa Sveciæ» (Fig. 23) Farverne i dette er ialfald i 14de Aarhundrede sikre: Løven er gul, Bjelkerne er hvide (Sølv), og Bunden er blaa.

Imidlertid fik Sverige endnu en ny Kongefamilie. Da Hertug Albrecht af Mecklenburg blev Konge i Sverige 1364, optog han ikke Folkungevaabnet, heller ikke sit fædrene (Oxehovedet), men valgte et nyt: de tre Kroner, som dog maaske er laant fra de 3 Kroner, som Magnus Ladulaas havde optaget ved Siden af den kronede Løve. Dog beholdt han Hovedfarverne fra Folkungevaabnet: blaat og gult. Disse 2 Kongevaaben — Folkungeløven og Albrechts tre Kroner — kom saaledes til at strides om Magten i Sverige, indtil de forenedes i Karl Knutssøns og Gustav Vasas dobbelte Kongeskjold, hvor baade Folkungeløven og de 3 Kroner fik Plads, medens Rigsbanneret fra 16de Aarhundrede blev det blaa Flag (Bundfarven) med et gult Kors[4].


II.

Det norske Konge- og Rigsvaabens paalidelige Historie begynder med Haakon Haakonssøn og Skule Jarl, altsaa Tiden efter 1217. Intet Kongevaaben eller Sigil er nu bevaret fra 12te Aarhundrede, men utvivlsomt har norske Konger i denne Tid ogsaa brugt Segl som udenlandske Monarker, og endnu i 17de Aarhundrede var en Række Segl bevarede i Arkivet paa Akershus: man havde der Segl af Kongerne Sigurd Mund, Magnus Erlingssøn, Sverre, Baglerkongerne Erling og Philippus, Inge Baardssøn, af Jarlerne Erik og Haakon o. fl., men alle Segl er forsvundne og ikke engang Beskrivelser af dem bevarede. Imidlertid findes der dog historiske Efterretninger om disse Kongers Emblemer og Sigiller, og det er disse Efterretninger, som her først maa drøftes.

Den ældste Beretning om den «norske Løve» er fra Magnus Barfods Dødsdag (24de Aug. 1103); han bar efter Kongesagaerne et rødt Skjold, hvori en gylden Løve, og paa sin røde Kjortel havde han gyldne Løver indsyet foran og bag. At dette er en Antydning om det senere kongelige Vaaben, laa nær at formode. Det norske Kongevaaben skulde altsaa stamme fra 1103 (eller endnu tidligere). Deri var der for den ældre Heraldik intet mistænkeligt, da den gjenfandt heraldiske Mærker og Farver allerede i den klassiske Oldtid. Men et Tilbageblik paa hvad ovenfor er anført om de heraldiske Vaaben i Mellemeuropa vil tvinge Historikerne til at reise Tvivl mod Beretningen om Magnus Barfod. Keyser og P. A. Munch tvivlede endnu ikke om Beretningens historiske Karakter, idet Keyser ansaa Vaabenmærket her kun for at være personligt, og Munch nøiede sig med at bemæke, at ogsaa 11te Aarhundrede fandtes Løver udsyede paa Mandsdragter. Men Munch tog da ikke det rette Hensyn til, at ifølge Kongesagaen Magnus ogsaa bar den gyldne Løve i sit røde Skjold, og at ogsaa i hans Dragt denne Farvemodsætning fremhæves, — hvilket tydeligt viser Sagaforfatterens Hensigt at betone Dragtens heraldiske Karakter. Kaptein O. Blom har derimod i sin Afhandling «om Kongespeilets Affattelsestid» (Aarb. f. nord. Oldk., 1867) hævdet, at Snorre Sturlassøns Skildring af Magnus’s Udseende indeholder en bevidst Anachronisme, idet den røde Kjortel over Brynjen først kom i Brug omkring Aar 1200, og at altsaa Snorre her «rimeligvis har havt det norske Rigsvaaben (eller Hertug Skules Vaaben) for Øie». En nærmere Undersøgelse af Snorre Sturlassøns Kilde for Beretningen om Løven i Magnus’s Skjold og Dragt kan derfor ikke være betydningsløs.

Den ældste Beretning, hvori Kong Magnus’s Udrustning paa hans Dødsdag omtales, findes ikke hos Snorre, men i Sagasamlingen Ágrip ; denne er, som jeg tidligere har søgt at vise, forfattet i Norge paa Kong Sverres Tid, omkring Aar 1190-1200, og gjengiver den ægte gamle Tradition uden nogen litterær eller sagamæssig Overarbeidelse. Det vilde da for Sagnets historiske Betydning være af den største Betydning at kunne hævde, at ogsaa her Løven og de heraldiske Farver omtales. Jeg citerer derfor Stedet i Sammenhæng: «Om Aftenen før Bartolomeus-messe, da de (Nordmændene) gik op for at hugge Strandhug, vidste de ikke af, førend en Hær (Irer) kom mellem dem og Skibene; men Kongen og hans Mænd var lidet udstyrede med Hærklæder, thi Kongen var gaaet op i «silkihjúp» med Hjelm paa Hovedet, Sværd om Lænderne og Spyd i Haanden og i «stighosor», som var hans Vane; i den færd faldt Kong Magnus og en Mængde med ham». Her er nu for det første at lægge Mærke til, at hans Heklædning er Hjelm, Sværd og Spyd men ikke Skjold og ikke Brynje, — hvilket forklares af, at man ikke ventede Strid. Videre, at Kongens Dragt bestod kun af «silkihjúpr» og «stighosor». Her har vi nemlig den Dragt, som den enstemmige Tradition tillagde Magnus, den skotske Dragt, hvoraf han fik sit historiske Tilnavn, Berbeinn eller Berføttr. Hjúpr er ikke noget indenlandsk Ord; det er det franske jupe, ital. giuppa, prov. jupa, mht. joppe, som er laant fra det spanske al-juba (maurisk Kappe) og atter stammer fra arab. al-gubbah, Underbeklædning af Bomuld paavist fra 10de Aarh. Silki-hjúpr kan altsaa oversættes med Silkeskjørt eller Silkekjortel, — det er den høiskotske «kilt» eller «fillibeg». «Stighosor» er da de til «kilt» brugte skotske Knæbenklæder, der gaar fra Foden lidt op over Knæet.

I Ágrips Beretning er der, som man vil se, ikke Spor til den «bevidste» Anachronisme, — thi «silkihjúpr» er ikke anbragt udenpaa Brynjen, som Ridderne pleiede at gjøre i 13de Aarhundrede, men Kongen bærer intet under den (hvis han ikke havde Skjorte). Da Forf. af Ágrip forudsætter, at Kongen ikke havde Skjold med, og intet nævner om Løveudstyret, har han ikke kjendt nogen Tradition om, at Løven hørte med til den norske Konges Dragt i 12te Aarhundrede, hvilket her betones for det følgende.

Anderledes derimod, naar man læser de vidtløftige, islandske Kongesagaer fra 1ste Halvdel af 13de Aarhundrede. Jeg skal tage dem i den historiske Orden: 1) «Kongesagaerne fra Magnus den gode», forfattet ved 1220, repræsenteret af Morkinskinna, — 2) Norges Kongetal, forfattet kort efter 1220, repræsenteret af Fagrskinna, og 3) Snorres Kongesagaer, som her neppe er ældre end ca. 1240. I den ældste af disse gives en fuld, detaljeret Skildring af Kongens Dragt og Udseende, rigtig skikket til at illustrere, hvor levende den islandske Sagnfortæller tænkte sig ind i den Situation, han vilde skildre. «Kong Magnus var let at kjende, han havde gylden Hjelm paa Hovedet og rødt[5] Skjold for sig, hvori var malet en Løve i Guld (oc var scrifat a leo með gulli), i Haanden et Sværd, som kaldtes Leggbite, hvis Hjalter var af Hvalrostand og Haandtag guldvirket — og Sværdet var meget skarpt; han havde draget en rød Silkekjortel (silkihjúp) uden paa Skjorten (ɔ: Brynjen), og det var alle Mænds Tale, at man aldrig saa en mere krigersk udseende Mand med saa mange Vaaben eller mere anselig Høvding». — Her er Silkekjortelen beholdt fra Ágrips Fremstilling, men den islandske Forfatter har begaaet den af Kaptein Blom paatalte Anachronisme at opfatte den som sin Samtids Krigerdragt, hvor man bar en Silkekjortel udenpaa Brynjen; at den er bleven rød, kan være tilfældigt, men snarest er dog Grunden at søge sammesteds som ved Skjoldets Udstyr. Det røde Skjold med den gyldne Løve, — det er det heraldiske Udstyr, derom kan der neppe være Tvivl; ikke blot Modsætningen mellem det røde Skjold og den gyldne Løve, viser det, men kanske allerbedst det lexikalske Udtryk for Løven: leo, medens den sædvanlige islandske Betegnelse for Løven er «det modige Dyr» (hit úarga dyr). «Leo med gulli» er et heraldisk Udtryk svarende til det latinske «leo aurens», el. «de auro». Forfatteren af denne Sagnsamling har overalt fremhævet den krigerske Side ved Magnus Barfod og dvæler flere Gange ved hans krigerske og ridderlige Udseende; her har han da laant til Skildringen den Dragt, som syntes ham mest passende, og som naturligvis i Norge ved 1220 var Mønstret: den norske Konges, uden at ane, at han derved benyttede et Mønster, som ikke passede over et Aarhundrede tidligere. Det bør vistnok ikke opfattes som «bevidst Anakronisme», men snarere henføres til samme ubevidste Tendens som overalt i middelaldersk Digtning: man levendegjør de skildrede Helte ved at afbilde dem i Samtidens Kostume[6].

Denne Sagasamling (Kongesagaerne fra Magnus den gode) er benyttet ogsaa af de to følgende Forfattere, der har udskrevet den samme Skildring af Magnus’s Udseende. I Fagrskinna finde vi den ordret, kun med den Undtagelse, at Ordene «og rødt Skjold» er udfaldne, saa at der nu staar, at Magnus havde en gylden Hjelm, hvori var malet en gylden Løve, — hvilket er meningsløst og kun kan betragtes som en Skrivfeil, der røber, at Forfatteren eller Afskriveren ikke forstod sig paa Heraldik. Anderledes hos Snorre, der som norsk Hofmand (Skutilsvein) naturligvis forstod sig bedre paa Hirdsæder. Han udskriver ordret den ældre Sagasamling, hvorved Farvemodsætningen: rødt Skjold og gylden Løve helt kommer til sin Ret: rauðan skiǫld, ok lagt á með gulli leo; og da han fortsætter om den røde Silkekjortel over Brynjen, tilføier han — hvad hans Kilde ikke har — «og broderet foran og paa Ryggen en Løve i gul Silke» (ok skorit fyrir ok á bak leo med gulu silki). Denne Tilføielse viser, at Snorre med fuld Bevidsthed her har skildret den norske Konges Farver; han har ikke nøiet sig med at finde dem udtrykt i Skjoldet, men da hans Kilde nævnte Kongens røde Vaabenskjold, har han fremhævet, at ogsaa denne bar det kongelige Vaabenmærke og dettes Farver.

Resultatet af denne Undersøgelse er saaledes paa den ene Side, at den ældste Beretning fra ca. 1190 ikke blot ikke nævner noget om Magnus Barfods Løve, men endog indirekte modsiger denne Tradition, — og paa den anden Side at Sagnsamlingen fra ca. 1220 uhistorisk fører den norske Konges Vaabenmærke tilbage til Magnus Barfods Tid og lader ham i sit Skjold bære Løvemærket, samt at en 10-15 senere Snorre Sturlassøn yderligere udstyrer Magnus Barfod med det samme Mærke paa hans Vaabenkjole.

Heraf kan med Sikkerhed sluttes, 1) at den norske Konge ved Aar 1220 bar Løven i sit Skjoldmærke, og at allerede her Farverne (gult paa rødt) var slaaet fast, 2) at samtidig eller kort efter (inden 1240) den norske Konge førte dette Vaabenmærke og disse Farver ogsaa paa sin Vaabenkjole.

Denne Forklaring af Sagaberetningerne vil finde sin fulde Bekræftelse ved Studiet af Sigillerne.


III.

Det ældste Spor af den norske Løve paa Sigiller har man villet finde dels i Efterretningen om Kong Sverres Sigil, dels i Mynter, hvori den øxebærende Løve saaes, og som Carstens henførte til Kong Inge Baardssøn (1204-1217). Det sidste er imidlertid urigtigt, thi disse Mynter stammer, som Schive har paavist, fra 2den Halvdel af 14de Aarhundrede og maa henføres til den yngre Haakon Magnussøn (1355-1380).

Efterretningen om Kong Sverres Segl stammer fra den engelske Historiker William af Newbury (III, 6), hvis engelske Krønike stanser ved 1197 og er skrevet ved den Tid; hans norske Efterretninger stanser med 1194 (Kroningen), saa at han er fuldstændig samtidig. Efter ham lød Omskriften om Sverres Segl: Suerits rex Magnus, ferus ut leo, mitis ut agnus. Denne Beretning kan styrkes paa flere Maader, dels ved at henvise til Sverres Mynter, hvis Omskrift er Rex Suerus Magnus, dels ved at fremdrage en Udtalelse af Kong Sverre Aar 1186 (Sagaen c. 104), hvori han til sine Hirdmænd siger: «hermenn skyldu vera hógværir í friði sem lamb, en í úfriði ágjarnir sem leon». Ytringen kan betragtes som en autentisk Fortolkning af Omskriften; denne har altsaa været Sverres Valgsprog og han har opstillet det som Forbillede for sig og sine Krigere. William af Newbury giver ingen Oplysning om, at Kongen har optaget Løven i sit Skjold, og det er kun, fordi Løven senere findes hos de norske Konger, at man i Seglets Omskrift har villet finde en Antydning heraf. Snarere maatte man hævde, at baade Løven og Lammet fandtes i Seglet, men isaafald kan Seglet ikke bruges til Vidnesbyrd om Vaabemærket. Forfølger man de senere Kongers Segl, vil man finde, at ialfald én af Kong Sverres Efterfølgere har anvendt Lammet og Løven i sit Segl, og da under Foden af Thronen, nemlig Erik Magnussøn (Fig. 1), men der vil man se, at det ingen heraldisk Betydning har[7]. Sverres Segl har vistnok været af samme Udseende som andre Kongesegl i 12te Aarhundrede: paa den ene Side har han siddet paa sin Throne med Krone paa Hovedet og med Scepter eller Sværd (eller begge) i Hænderne, og ved hans Fødder har en Løve og et Lam ligget; paa den anden Side har været fremstillet Kongen tilhest med Sværd i høire og Skjold i venstre Haand. Men om Skjoldet har været hult eller vendt mod Tilskueren (og isaafald med Vaabenmærke), kan nu ikke oplyses. Det var endog tænkeligt, at han under sin Regjeringstid (f. Ex. efter Kroningen) har forandret Segl, saa at i et senere Segl et Vaabenmærke er optaget. Men intet Spor tyder paa, at dette har været en Løve; jeg skulde snarere tro, at dette har været en Fugl (Ørn eller Ravn), og mine Grunde for denne Tro henter jeg fra hans «Mærke» (Fane) og dens Navn Sigrfluga.

Det er ovenfor nævnt, at der er en historisk Sammenhæng mellem Fane og Sigil, idet Sigillet i Regelen kun afbilder Fyrstens eller Ridderens Fanebillede, der er det samme som Skjoldmærket. Saa er ialfald Forholdet i det ridderlige Europa. Imidlertid er jo Faners Brug som Mærke for Hovdingen ældre og kan ogsaa i Norden følges tilbage til Vikinge-tiden. Forsaavidt Billeder nævnes, er dette enten Ravnen eller Dragen. Ravnen nævnes i en engelsk Krønike som de danskes Mærke i England i Slutningen af 9de Aarhundrede, ligeledes omtales dette i Slagene ved Assandun 1016 mellem Kong Knut og Edmund Jærnside, og den danske Jarl Sivard i Northumberland († 1057) førte en Fane ved Navn «Rafen landeye». En af de norske Vikingekonger i Northumberland, Olaf Godfredssøn, har paa sine Mynter en Fugl med udbredte Vinger, som af Worsaae vistnok rigtigt er tydet som Ravnen; ogsaa Jarlen Sigurd Lodvessøn paa Orknøerne førte i Slaget ved Clontorf paa Irland en Ravnefane. Og naar Harald Haardraades Fane i 1066 kaldes «Landeyda», kan man vel ikke tvivle om, at dette Navn betegner den samme krigerske Fugl, som havde givet Sivard Jarls Fane dens Navn. Derimod høre vi, at Olaf den hellige i Slaget ved Nesje førte et hvidt Banner, hvori en Orm, — hvilken man vistnok med Rette har antaget laant fra det engelske (westsexiske) Rigsbanner. Det er rimeligt, at dette Ormebanner er det samme «Vexillum quod patris eius fuerat», som Kong Magnus den gode førte i Slaget paa Lyrskogshede 1043, som Magnus’s Datter Ragnhild senere overgav til sin Mand Haakon Ivarssøn; den samme eller en Efterligning deraf har vel ogsaa den Fane været, som i Sverres Saga (C. 15) kaldes «St. Olafs Mærke»; den blev Aar 1177 af de throndhjemske Lendermænd taget ud fra Domkirken og baaret i Striden udenfor Nidaros mod Birkebeinerne. Sagaen, der staar paa Sverres Side, betragter dette som en Frækhed, som da ogsaa blev straffet med Tab, fordi de «kun var Lendermænd og Bønder»; denne Fane burde altsaa efter Sagnforfatterens Opfatning kun bæres foran en Konge, og da den blev vunden af Birkebeinerne, «førte de den til Byen med fager Seier». Rimeligvis blev den bragt tilbage til Domkirken, thi den nævnes ikke senere under Krigene i Norge. Derimod nævnes i Kong Sverres senere Tid et for ham eget «Mærke» med dets Navn Sigrfluga, Seier-fluen. Det forekommer første Gang i April 1194, i Slaget i Florevaag (C. 120), og nævnes derefter i 1197 i Slaget i Oslo (C. 135), i 1199 ved Nidaros og i Slaget paa Strindsøen (C. 156, 159) og i 1200 udenfor Bergen (C. 166). Dette Mærke sees at have været et virkeligt Kongebanner, det blev ført af Mærkesmanden i Strid paa Land og var under Søkamp reist i Forstavnen ombord paa Kongeskibet; da Kong Sverre blev begravet i Bergens Domkirke, blev hans Skjold og Fane fæstet over Graven. Da Sammenhængen mellem en Ridders Skjold og hans Fane er væsentlig, idet de begge fører Ridderens Vaabenmærke, tør man vel tro, at Kong Sverre har havt samme Mærke paa begge. Men isaafald synes Navnet «Seier-flue» at indeholde en Antydning. «Fluen» er aabenbart et altfor lidet betydeligt og lidet betegnende Insekt til at kunne være heraldisk Vaabenbillede; man maa vel antage, at denne Betegnelse er et Udslag af den sædvanlige Spøg at betegne en Ting ved sin Modsætning, altsaa i dette Tilfælde, at det lille bevingede Insekt skal betegne noget stort bevinget. Nu er de krigerske Fugle de store Rovfugle: Ørn, Ravn, Grib eller Høg. Hvis Kong Sverre har holdt sig til nordisk Tradition, kunde man tænke paa Ravnen, Odins Fugl, som ogsaa kaldes sigr-svanr; hvis han har fulgt udenlandske, heraldiske Mønstre, ligger det nærmere at gjætte paa en Ørn, thi Ørnen spiller i mange Lande den samme Rolle som heraldisk Kongefugl, som andensteds Løven som heraldisk Kongedyr. (Jfr. Citatet af Thidrikssaga). Den bedste Grund til at antage «Sigrfluga» for en Ørn er ellers, at Ørnen virkelig bæres af en af Sverres Ætlinger, Haakon den unge (f. 1232 † 1257). Dette har længe været overseet, fordi Vaabenmærket paa hans Segl fra 1250 (i et Diplom til Lübeck) i Thorkelins Diplomatarium og hos Carstens er opfattet og afbildet som en Løve med Øx. Det rette er hævdet af Prof. Mantels hos Schive og kan sees af det under Arkivfuldmægtig Huitfeldts Ledelse tegnede Sigil, som her afbildes (Fig. 2). Hvad Farver Sverres Mærke har baaret, er ikke godt at sige; dog gjør jeg opmærksom paa, at Birkebeinerne ved 1184 bar røde Skjolde, medens tidligere f. Ex. paa Olaf d. helliges og Sigurd Jorsalfares Tid Skjoldene var hvide), og at Sverre i Slaget ved Oslo 1200 bar udenpaa Brynjen en rød Kjortel (C. 163). Det tør da ansees sikkert, at Bundfarven i Sverres Skjold og Mærke har været rødt. Isaafald maa Fuglen i hans Mærke have været enten gylden eller hvid, idet der efter de heraldiske Regler skal være Metal paa Farve; det er altsaa muligt, at allerede Sverres Fane har fremvist Modsætningen mellem rødt og gyldent, som vi senere kjender hos de norske Konger.

Hvilke Vaabenmærker Sverres nærmeste Efterfølgere Haakon († 1204), Guthorm († 1204) og Inge Baardssøn († 1217) har ført, eller de samtidige Baglerkonger i Viken (Inge † 1202, Erling † 1207, Philippus † 1217), er, som ovenfor nævnt, ganske ubekjendt. Dog er en Efterretning bevaret om Kong Inge Baardssøns Vaabenmærke, som ialfald viser, at han førte et saadant og delvis oplyser om dets Farver. Peder Claussøn, hvis Oversættelse her maa træde i Stedet for den tabte «Inges Saga», fortæller nemlig, at efter Kong Inges Død hans Broder, Skule Jarl, ved Inges Grav i Domkirken «lod giøre it kostelige verck offuer hans Graff udhuggit oc formalit, oc belagt med Guld, oc lod der udhugge oc maale hans Vaaben». Udtrykkene viser, at her er Tale om et virkeligt Vaabenmærke, hvis Indhold dog ikke oplyses; efter Ordene var Bundfarven i Inges Vaabenmærke gylden, og isaafald maa ifølge de heraldiske Regler selve Vaabenbilledet have været enten sort eller rødt eller grønt eller blaat; man feiler vist ikke ved at antage det for rødt, som synes at være Birkebeinernes Yndlingsfarve. Da Skule, der jo idetheletaget optræder som Kong Inges Arvtager, fører en Løve som Vaabenmærke, tør det vel antages for ialfald sandsynligt, at ogsaa Inge har ført en Løve i sit Skjold; men denne har da snarest været rød, ialfald ikke gylden, som de senere Kongers.

Fra Tiden efter 1217 begynder de sikre Oplysninger om de norske Kongers Vaabenmærker, thi nu begynder de bevarede Sigiller. Af Haakon Haakonssøns Saga sees, at denne Konges Sigil var istandbragt allerede Midsommer 1217, idet hans Formynder Skule Jarl da forseglede Breve til Udlandet med Kongens Segl (C. 20); paa den anden Side nævnes samtidig, at Skule Jarl skrev og forseglede Breve i eget Navn, altsaa med eget Segl (C. 19). Baade Haakons og Skules Segl er bevarede, om end fra noget senere Tid, men da deres Vaabenmærker er meget beslægtede, tør man gaa ud fra, at de er forfærdigede ved samme Tid og naturligvis efter samme Mands Instrux, nemlig Skule Jarls. Skules Segl er noget ufuldstændig bevaret ved et Diplom fra 1225 (D. N. I, no. 8). Paa dets Forside sees en Rytter, som over Brynjen har en sid Kjortel; desværre er Rytterens Overdel borte med Skjoldet, saa Skjoldmærket ikke kan sees (Fig. 3); men dette har utvivlsomt været en Løve, thi paa Bagsiden (Contrasigillet) findes den gaaende, opreiste Løve i et trekantet Skjold (Fig. 4). Ogsaa her er Overdelen borte, men heldigvis er et fuldstændigere Exemplar af Contrasigillet bevaret, idet dette blev optaget og benyttet af den throndhjemske Ridder Nikolaus af Huseby (Fig. 5), efter Segl fra Aar 1301, D. N. III, no. 47). Her er Løven fuldstændig, ligeledes er mere af Omskriften bevaret; det læselige er PTISESTV . . . . . . . COI . . . ITIDITI . . ., hvor de første Ord vistnok skal læses partis es tu (regni dux?) og det sidste Ord udfyldes ditione. Kong Haakons Segl findes nogenlunde fuldstændig bevaret fra 1247-48 ved et Diplom til Lübeck (D. N. V, no. 1); paa Forsiden sidder han paa Thronen med Scepter og Rigsæble, og mellem hans Fødder hviler Løven; Omskriften lyder SIGIllvm haconis dei gracIA : REGIS : NORWEGie (Fig. 6). Paa Bagsiden sees en Rytter med lukket Hjelm, iført Kjortel over Brynjen, bærende i høire Haand Sværdet, i venstre Skjoldet, hvori den opreiste, springende Løve (Fig. 7). Af Omskriften læses REX HACO MAGNVS SVBIECTIS MITlS UT . . . . . . NATVR, hvilket i Henhold til et Citat i Forduns Scotichronicon (1. x, cap. XVI) kan udfyldes til følgende Vers:


Rex Haco Magnus
subjectis[8] mitis ut agnus:
justis lætatur,
injustos ense minatur.


Omskriften minder stærkt om Kong Sverres — ligeledes versificerede — Valgsprog; den mest karakteristiske Afvigelse er, at i Verset den «vilde Løve» har maattet vige Pladsen for det retfærdige Dommersværd, men «Lammet» beholdes, medens Seglet bevarer Løven og udelader Lammet[9].

Kong Haakons og Skule Jarls Vaabenmærker skulde saaledes ifølge deres Sigiller kun have afveget fra hinanden ved at fremstille Kongen baade paa Thronen og tilhest, medens Jarlen kun er tilhest; men begge har ført Løven i sit Skjold. I det virkelige Liv kan dog her være fremtraadt en Hovedforskjel, nemlig i Farvernes Gruppering. I Skule Jarls Skjold og Fane har vistnok Bundfarven, som hos hans Broder Inge, været gylden (og altsaa Løven rød?), medens ifølge Kongesagaens Skildring af Magnus Barfods Dragt Kong Haakon utvivlsomt har ført en gylden Løve i rødt Skjold. Som det vil sees af Tegningerne er baade Haakons og Skules Løve uden Vaaben og uden Krone, hvilket sidste viser hen til Begyndelsen af Aarhundredet (eller til 1217), medens det fra Midten af 13de Aarhundrede og tildels allerede tidligere blev Skik at udstyre det kongelige Vaabendyr med Krone (f. Ex. Erik Plogpenning allerede i Segl fra 1232).

Løven i Hertug Skules og Kong Haakons Skjold har været begges personlige Mærker; det sees deraf, at det ikke gik i Arv til Skules Dattersøn, Kong Haakons ældste Søn Haakon den unge. Dennes Segl under Traktaten med Lübeck 1250 (D. N. V. no. 3) har været afbildet hos Carstens og i Thorkelins Diplomatarium, men begge Steder urigtigt, idet Billedet i hans Skjold er opfattet som en Løve og de utydelige Mærker foran Kroppen som en Øx. Imidlertid har Prof. Mantels (hos Schive Norges Mynter S. 76) bevist at Billedet i Skjoldet ikke gjengiver en Løve, men en Ørn, og hvad Carstens opfattede som en Øx, bliver da Ørnens ene Vinge. Seglets Revers blev udført for Schives Myntværk, og nye Tegninger af begge Sigilsider blev endel Aar senere udført under Hr. Huitfeldts Kontrol for Rigsarkivet, hvilke her gjengives. Paa Seglets Forside (Fig. 8) sees Kongen paa Thronen med Scepter i venstre og Sværd i høire Haand; Omskriften er: Sigillvm dOMINI HACONIS : ILLUSTRIS : REGIS : NORVVEGIE. Paa Bagsiden (Fig. 2) sees en Rytter med lukket Hjelm og fodsid Kofte, med Sværd i høire og Skjold i venstre, hvori den nævnte Fugl; Omskriften er: REX : HACO : PRECLARVS : PROBVS : ARMIS : PECTORE : GNARVS[10]. Schives Bemærkning: «Det er ikke usandsynligt, at den unge Konge ikke har benyttet Rigets, men kun et personligt Vaabenmærke», bør imidlertid efter det ovenstaaende bortfalde, idet det er sandsynligt, at ligesom Løven er personligt Mærke for Faderen, er Ørnen for Sønnen, men begge nærmede sig til at blive Slægtsmærke, idet Løven viser tilbage til Skule og maaske til Inge, medens Ørnen synes at være Laan fra Kong Sverres «Sigrfluga».

Hvis den unge Haakon havde opnaaet Kongemagt og fortsat Slægten, vilde vel Ørnen være blevet Norges Konge- og Rigsvaaben. Men saa skede ikke, og Kong Magnus har optaget sin Faders Vaaben, ialfald som Konge; om han som Prins har ført et andet Vaaben (ligesom sin ældre Broder) kan ikke oplyses. Af Magnus’s Segl findes to Exemplarer, fra 1265 og 1278, og da disse, skjønt forskjellige, i alt væsentligt stemmer overens, kan de ansees at gjælde hele hans Regjeringstid. Paa begges Forside (Fig. 9 og 11) sees Kongen paa Thronen; paa det første har han Sværd i høire og Scepter med Rigsæble i venstre, paa det andet fører han i høire Scepteret, hvorpaa hviler en Fugl[11]; under Thronen fandtes efter Afbildningen hos Carstens og Thorkelin en Løve (som under Faderens Throne), men dette Stykke af Seglet var faldt af, da den nye Tegning udførtes. Paa Bagsiden (Fig. 10 og 12) sidder Kongen tilhest i fodsid Kjortel og med lukket Hjelm, i høire Haand fører han Sværdet og i venstre Skjoldet, hvori den springende, ukronede og uvæbnede Løve. Af Omskriften paa Forsiden kan læses: REGIS norWAGIE, paa Bagsiden NORI . . . . .; dette sidste kan ifølge det citerede Sted hos Fordun udfyldes


Norica regna rego
nomine Magnus ego.


Derved, at Løven uforandret gik over i 2det Slægtled, blev den fra personligt Vaaben til Slægtsvaaben. Deraf er det at forklare, at den ukronede, uvæbnede Løve findes som Vaaben i den følgende Tid i en Sidegren af Kongeslægten, Efterkommerne af Haakon den gamles Datter Cecilia i hendes første Ægteskab med Hr. Gregorius Andressøn; hendes Datter blev, som jeg andensteds har vist[12], gift med Lendermanden Gaute i Tolga, og disses Søn Isaak Gautessøn førte derfor Løven i sit Vaaben (se Arne Magnussøns Vaabenbeskrivelse ved D. N. III no. 24 ved Vaabnet no. 9); ligeledes sees Løven afbildet paa Isaaks Datters Gravsten[13]. Cecilias Sønnedattersøn var Drotseten Erling Vidkunnssøn, som i sin Lovbog (nu AM. 322 fol.) har ladet en Skriver paa første Blad afbilde hans Vaabenskjold, den gyldne Løve paa rød Bund (uden Krone eller Øx)[14]; ogsaa her findes altsaa Slægtsvaabnet uforandret (Fig. 13). Herhen hører imidlertid ogsaa, som nedenfor skal sees, Hertug Haakons tidligste Segl.

Da Løven fra personligt Vaaben blev Slægtsvaaben, fulgte det deraf som naturlig Udvikling, at den enkelte Konge maatte blive fristet til at ændre Slægtsvaabnet til sit personlige Brug. Dette indtraadte i Norge ved Kong Magnus’s Død, særlig nu da Riget blev delt mellem en Konge og en Hertug, som maatte have hver sit Vaaben. Kongen, Erik, foretager nn en stor Ændring i sin Faders Vaaben, idet Løven krones og i Forpoterne faar en Øx, medens den yngre Søn indtil videre nøier sig med den uvæbnede og ukronede Løve, altsaa Kongeslægtens Mærke. Kong Eriks Segl findes allerede i et ufuldstændigt Exemplar fra 1283 (afbildet hos Thorkelin), men er bedre kjendt i senere Exemplarer fra 1285, 1286, 1288, 1289, 1294, 1296 og 1298. Det kan dog med Sikkerhed paavises, at han (eller rettere hans Formyndere) har antaget det allerede i 1280. 12te Mai 1280 (5 Dage efter Magnus’s Død er det Brev dateret, hvori Kong Erik (ɔ: Regjeringen i Norge) melder Kong Magnus’s Død til Kong Edvard i England og gjør Undskyldning for, at han forsegler med sin Faders Segl, idet hans eget endnu ikke er færdigt[15]. Men i Palgrave’s «Ancient Calendars and Inventories» findes Oplysning om Forseglingen ved 5 Breve fra Kong Erik i Løbet af Vinteren 1280-81, og disses Segl, som der aftegnes, viser den kronede Løve med Øxen i Forlabberne. Øxen er her et saa væsentligt Symbol, at Kong Erik endog har brugt den alene som Vaabenmærke; i de citerede «Calendars and Inventories» findes Oplysning om, at Breve, som 1289-90 sendtes fra Kong Erik til Edvard I angaaende Margrete Eriksdatters skotske Arv, var forseglede med et Segl, hvori Øxen alene udfylder Skjoldet. At Øxen er St. Olafs Øxe og betegner Kongen som St. Olafs Lensmand, og at den kronede Løve betegner ham som kronet med St. Olafs Krone, synes utvivlsomt. Traditionen herom bevaredes i Throndhjem saalænge, at Øxen optoges paa Erkesædets Mynter (vexlende med St. Olaf med Øxen i høire) i de to sidste Erkebiskopers Tid (1510-37), ligesom paa Primstavene St. Olafs Dag (29 Juli) betegnes med Øxen.

Kong Eriks Segl fra 1285 o. flg. afbilder paa Forsiden (Fig. 14) Kongen paa Thronen, i høire Haand Rigsæblet (med Kors), i venstre Lilie-scepteret; under Thronen mellem Eriks Fødder sees ligesom paa Faderens og Farfaderens Segl Løven hvile. Omskriften er: SIGILLVM : ERICI : DEI: GRacia ReGIS : NORWAGIE. Paa Bagsiden (Fig. 15) er et Skjold, hvori sees opreist den kronede, øxebærende Løve; Omskrift: rEX : ERICVS : EGo NoRICA : REGXa rego. — Det senere Segl, som her er afbildet efter Aftryk fra 1292 og 1294, har paa Forsiden (Fig. 1) Kongen paa Thronen med Liliescepter i høire og Rigsæblet i venstre; under Thronen gaar en Løve (egl. Leopard) og et Lam mod hinanden. Omskriften: SIGILLUM : ERICI : MAGNI DEI GRACIa regis norwagie filii magni quaRTI. Paa den anden Side (Fig. 16) sees Kongen tilhest, paa Hovedet bærer han lukket Hjelm med Krone, i Nakken staar to Smaaskjolde op, hvorpaa sees Løver; i høire Haand bærer han Sværd, i venstre Skjoldet, hvori den kronede, øxebærende Løve, som ligeledes gjentages to Gange paa Hestebrynjen; ude i Feltet tilvenstre sees en enkelt Lilie. Af Omskriften kan læses: ERICI : Magni . . . . . . O : SIT Qui DECerNO : ParTE : IVSTVm : DeuS AGNus, hvilket jeg ikke forstaar.

Haakon Magnussøn, Eriks Broder, har som Hertug havt mindst to, maaske tre, forskjellige Segl. I sin Ungdom fører han et Vaaben, der er beslægtet med hans Stamfader Hertug Skules, men dog har et fuldstændigere Udstyr. Paa den ene Side (Fig. 17) sees Hertugen tilhest med lukket Hjelm og Kjortel over Brynjen; i høire bærer han Sværdet, i venstre Skjoldet med Løven, og paa Hestebrynjen gjentages Løven 3 Gange. Omskrift: sigillvm : HAQVIni dei grACIA : DVCIS : NORWEGIE. Paa Bagsiden (Fig. 18) sees den opreiste Løve (uden Krone eller Øx) i et trekantet Skjold, der har dobbelt Rand (hvilket vistnok antyder en forskjelligfarvet Skjoldrand;) Omskriften er læst af Mantels, der supplerede fra andre Exemplarer[16], saaledes: HOSTIS : NE : LEDAT : Set : VICTUM[17] : SE : MICHI : DE : DAT : IN : BELLO : CLIPEus : SIT . . . . . . S, medens Rigsarkivets Kopi — vistnok urigtigt — for Se læser ET. Lakunen udfyldes af Schive med Ordet Christus, men da Omskriften tydeligvis er Vers, maa den vist læses:


Hostis ne lædat,
seti victum se mihi dedat,
in bello clipeus
sit mihi dominus.


Dette Segl kjendes fra Aarene 1286[18]-88; fra de følgende Aar er intet Segl fra Hertugen bevaret, men efter 11 Aug. 1292 kjendes et nyt Hertugsegl, der afbildes her efter Aftryk fra 1293 og 1294. Paa Forsiden (Fig. 19) sees atter Hertugens Rytterbillede med lukket Hjelm, Sværd i høire og Skjold med Løve i venstre; Løven findes nu ogsaa paa to Smaaskjolde bag Skuldrene samt to Gange paa Hestebrynjen; Løven er fremdeles uden Krone, men har overalt faaet Øxen i Forlabberne. Paa Bagsiden (Fig. 20) er Skjoldet fyldt af den ukronede Løve, som ogsaa her har faaet Øx i Forlabberne; Rummet mellem de dobbelte Skjoldrande er fyldt af smaa Kors (Andreaskors). Omskriften paa begge Sider er eller har været næsten den samme; paa Forsiden: SIGILLVM : HAQVINI : DEI : GRACIA : DVCIS : NORWEGIE, paa Bagsiden: CLIPEVS HAQVINI o. s. v. At Løven har fåget Øx i Labberne, skal vel betyde, at Hertugen selv har tiltraadt Regjeringen i sit Rige og ligesom sin Broder betegner sig som St. Olafs Lensmand. At Hertug Haakon, ogsaa efterat hans Løve har faaet Øxen i Labberne, undlader at lade den krone, svarer til det fornævnte Exempel fra Thidrikssaga. Et Minde om dette Hertugens 2det Vaaben er bevaret hos en af hans Efterkommere; da Haakon før sit Giftermaal (1299) havde en Datter, Agnes, har gjennem hende Haakons Løve (med Øx, men uden Krone) været optaget af denne Datter og er gjennem hende gaaet over til en af hendes Sønner; Sigurd Hafthoressøn fører nemlig et dobbelt Vaabenskjold: oventil Løven med Øx (fra Hertugdatteren), nedentil Rosen (fra Faderen)[19].

Som Konge (fra 1299 af) har Haakon Magnussen ogsaa flere Gange ændret Segl; fra hans første Regjeringsaar siges at være bevaret et Segl, hvor Løven ikke bærer Krone, og det synes meget rimeligt, da der ogsaa findes Mynter fra hans første Tid, hvor Løven har Øx, men ikke Krone. Men efter 1301 har han optaget den kronede Løve med Øx, altsaa Kong Eriks Vaabenskjold.

Vi medtage derfor ogsaa et af Haakons Kongesegl (fra 1306). Paa Forsiden (Fig. 21) sidder han kronet paa Thronen med Liliescepter og Rigsæble, Omskriften er: HAQVINI : QviNTY: DEI : GRaciA : REG1S : NORWEGIE : FILII : REGIS : MAGNI : QVARTI. Paa Bagsiden (Fig. 22) sees den kronede, øxebærende Løve i et Skjold, omgivet af Rosetter, udstyret med Kors og Ruder; Omskriften er atter et Vers:


Noricus Haquinus
regno iam rex ego qvinus.
Regnandi munus
faustum ei det deus unus.


Fra Aar 1301 er saaledes Løven med Øx og Krone bleven autoriseret som det norske Kongedømmes Vaaben, og dette har siden aldrig forandret sig: alle følgende norske Konger har ført dette Vaaben. Og Løven er ikke blot bleven Kongevaaben, men ogsaa Rigsvaaben: den optages i alle norske Rigsmynter siden denne Tid; i en kongelig Forordning fra Kong Haakons Tid bestemmes endog, at det kgl. Vaaben skal hænges udenfor alle offentlige «Taverneshus» (N. g. L. IV, 357) ; og en Grænseprovins, som blev tabt og vundet tilbage i Haakons Tid, Jæmtland, fik ved denne Tid som sit Landskabsvaaben den norske Løve, — til Vidnesbyrd om at den hørte til Norges Rige. At ogsaa Rigsfanen nu har optaget Løven i dens nye Skikkelse, er sikkert nok; derpaa har vi et uforkasteligt Vidnesbyrd i Kongedatterens, Hertuginde Ingeborgs Segl fra 1318 (Fig. 23); da Hertuginden optraadte som sin dræbte Mands, Hertug Eriks Hevner i Sverige, antog hun et Segl, der afbilder hende selv, førende i høire Haand en Fane med den norske, kronede Løve — altsaa Norges Rigsfane — og i venstre Haand en Fane med Folkungeløven — altsaa Sveriges Rigsfane. Disse Symboler maa selvfølgelig være hentede fra Virkeligheden, og da Kongens Fane i den norske Rigsforfatning spillede en stor Rolle, idet Fanens Bærer, Mærkesmanden, var en af de fornemste Hirdstyrere og efter Lendermandsværdighedens Afskaffelse blev den fornemste, er ogsaa Fanens Betydning derved givet; selvfølgelig havde denne Kongens Vaabenskjold og Farver, og da disse blev Rigets, har ogsaa Rigsfanen været uforandret efter 1301.


IV.

Planche 1
Kongevaabnet og Rigsvaabnets Farver trænger lidt nærmere Paavisning. Det har været nævnt, at Kongesagaernes Beretning om Magnus Barfod indirekte er et Vidnesbyrd om, at Haakon Hlaakonssøns Vaaben havde rød Bundfarve, og at dens Løve er gylden; det har altsaa god gammel Tradition, naar i den norske Hær fra Christian den 4des Tid Regimenternes Faner førte den gyldne Løve paa rød Bund. Men ogsaa Farverne i Erling Vidkunnssøns Vaaben giver Vidnesbyrd af Traditionens Sammenhæng, idet hans Lovcodex er fra Tiden om 1320. Ogsaa udenlandsfra kan fra samme Aarhundrede en Attest skaffes. Originalhaandskriftet af Erich v. Kirchbergs meklenburgske Rimkrønike, der er forfattet mellem 1364 og 1379 og endnu findes i Schwerins Arkiv, indeholder en Række meget paalidelige heraldiske Billeder; af dem skal her meddeles et Billede af en «nordischer König» (Pl. 1), fordi han bærer de tre nordiske Rigers Vaabenflag og gjengiver deres Farver; jeg skal ikke dvæle ved Unøiagtighederne i de svenske Farver (som er ombyttede), men kun fremhæve, at det norske Flag er rødt, Løven er gylden, men Øxen har Sølvblad (hvidt). Ogsaa denne Detalj er altsaa gammel og kan saaledes stemme enten fra Erik Magnussøn eller ialfald fra Haakon (1301). Herhen hører da ogsaa Alb. Krantz’s bekjendte Beretning om, at Hr. Olaf Nilssøn i Christian den 1stes Tid tænkte paa at gjøre Oprør mod Kongen, idet der som Bevis derfor anføres, at hans Hustru saaes «at seile med et rødt Segl, hvori var indsat Norges Vaaben» (conspecta erat uxor eius navigare velo purpureo, cui inerant arma Norvegiæ), d. e. den gyldne Løve. Man behøver ikke at gjætte paa, at velum her staar for vexillum (Fane), thi der er talrige Exempler paa, at i Middelalderen selve Skibsseilet udstyres heraldisk (f. Ex. det engelske Admiralskib fra 1395, som efter Lacroix er gjengivet i Aarb. f. nord. Oldk. 1882 S. 7); i alle Tilfælde vil Beretningen antyde, at Fru Elisa udstyrede et Skib med det norske Kongevaaben og dettes Farver.

Imidlertid kan det gjøres sandsynligt, at der har været en Tid, da det norske Vaaben (og Flag) har skiftet Bundfarve. I Mariakirken i Lübeck har Dr. Henry Petersen for faa Aar siden fundet et Flag, som er blevet taget af Lübeckerne i Søslaget udenfor Kjøbenhavn 1427; dette er fra Aarb. f. nord. Oldk. afbildet for denne Afhandling (Pl. 2). Om dets kirkelige Emblemer (Jomfru Maria og St. Jakob) skal jeg her ikke opholde mig, da det ikke vedkommer dette Emne og kun antyder Skibets ukjendte Eier. Men iøvrigt er Flaget mærkeligt ved sin Sammensætning af Farver og Mærker, svarende til de nordiske Folks Stilling under Erik af Pommern. Flaget er egentlig et Danebrog med røde Flige og hvidt Kors; men rundt om Korset har fire Midtfeldter optaget Rigsvaabnerne for de tre nordiske Riger og for Kongens Hjemland Pommern. Øverst, nærmest Flagstangen, er de danske Leoparder (blaa) i gult Felt, tilhøire for dem de svenske tre Kroner (gule) i blaat Felt, nedenunder tilvenstre den norske, kronede og øxebærende gyldne Løve i blaat Felt samt tilhøire for den den pommerske sorte Grif i rødt Felt. Det er nu ganske vist paafaldende, at den norske Bundfarve her er blaa; men at betragte dette som en blot og bar Feil, som Dr. Petersen gjorde, gaar dog neppe an, da Flaget virkelig har været i Brug i et fælles-nordisk Slag. Der findes nemlig i en ganske vist ikke meget paalidelig Kilde en Beretning, som kan kombineres hermed. I den saakaldte «Hamars Beskrivelse» fra 1553 fortælles som en gammel Tradition, at naar Kongens Ombudsmand holdt Mønstring over Borgerne i Hamar, var Borgerne delt i to Dele, og hver Del havde sin Fennike (Fane) med «Norges Konges Hoffarve», som var «blaa og gul». I Slaget 1427 har virkelig den norske ligesom den svenske og danske «Hoffarve» været «blaa og gul», og naar Traditionen i Hamar henføres til denne Tid, vinder den historisk Sandsynlighed. Jeg skulde tro, at Kong Erik af Pommern i sin bekjendte Bestræbelse efter at skabe en nordisk Statsenhed ogsaa har vendt sit Blik til de nordiske Rigers Vaaben og har frembragt en Enhed i Farveme ved at lade Bundfarven i det norske Rigsvaaben ændre fra rødt til blaat. Denne Ændring kan kun henføres til Kong Eriks Tid, thi Dronning Margrete erkjendte ikke de 3 Kroner, men Folkungeløven som svensk Vaaben, medens man i Dronning Filippas Vaaben fra Aarene 1420-25 finder de tre Kroner repræsenterende Sverige. Og Enheden i Farver holdt sig naturligvis kun saalænge som Unionsstaten; visselig har ved Kong Eriks Fratræden atter det norske Vaaben faaet sin røde Bundfarve, som den siden beholdt.


Planche 2


V.

Det har ikke været min Hensigt at paavise det norske Rigsvaabens og Flags senere Ændringer. Det er rigtigt paavist af Carstens, hvorledes Øxen og Øxeskaftet i Tidens Løb ændrer Form. Øxeskaftet var oprindelig ret og omfattedes af Løvens Forlabber, men paa Grund af Skjoldets Triangel- eller Hjerteform kunde Skaftet komme til at bøie sig noget indad, saa at det snart strakte sig henimod den næstbagerste Lab, derefter omfattedes af denne og saa endelig naaede den 4de Lab, hvorved Løven kom til at gaa paa den Øx, den skulde holde. Navnlig blev denne Udvikling naturlig i Kongernes Unionsvaaben, hvor Norge indtog 3die Plads (nederst til venstre). Og omtrent samtidig begyndte Øxe-skaftet ogsaa at tiltage oventil, saa at Skaftet naaede længer op end Øxebladet — dette sees allerede paa Mynter fra Haakon Magnussen den yngre — og kom til at ligne en Spydspids; Øxen fik derfor tilnærmelsesvis samme Form som en Hellebard (Spyd-Øx), og da Hellebarden omtrent paa samme Tid havde fortrængt Øxen i Krigsbrug, kom ogsaa Løvens Øx til at følge med Moden og blive omdannet til Hellebard. Denne Udvikling af Øxeblad med ret Skaft til krum Hellebard er fuldendt i Kong Christian den 1stes og Kong Hans’s Segl og Mynter og kom derefter til at holde sig ligetil efter 1814.

En anden og vigtigere Følge for Rigsvaabnet af Foreningen med Danmark var, at det danske Rigsbanner ogsaa efterhaanden blev Norges, idet Hovedrigets Banner ogsaa kom til at repræsentere Kongens «andre Riger og Lande». Vistnok fik det norske Landeværn Rigsvaabnet optaget i sine Regimentsfaner (kun i et, det throndhjemske, optoges Danebrog), og vistnok sees ialfald i 1568 Bergenhus at have havt paa Toppen af Rosenkrants’s Taarn «det norske Vaaben», men den danske eller dansk-norske Flaade har dog aldrig havt andet end dansk Flag, og de norske Fæstninger har vistnok ialfald i 17de og 18de Aarhundrede ført Danebrog, ligesom dette blev begge Rigers eneste anerkjendte Handelsflag ialfald fra 1748. Fra 1814 skulde man have ventet, at det gamle Rigsvaaben og -flag blev gjenindsat, men af praktiske Grunde valgte man i 1814 at indsætte den gyldne Løve i det røde og hvide Danebrog. Da efter Foreningen med Sverige Flagets Form og Farve skulde bestemmes, krævedes i Lighed med det franske Flag, at Flaget skulde være trefarvet. Skjønt nu det norske Rigsvaaben i Virkeligheden tilfredsstillede dette Krav (Bund rød, Løven gylden, Øxeblad hvidt), oversaa man ganske dette, idet man holdt sig blot til Hovedfarverne. Heri indblandedes dels den ovenfor nævnte Hamarske Tradition, at de norske Farver var «blaa og gule», og dels Troen paa at St. Olafs Kors havde heraldisk Karakter. Fra «Danebrog» beholdt man derfor baade Korsformen og Farverne, men øgede disse ganske uhistorisk med blaat. Det er saaledes i Virkeligheden Storthinget i 1821, der ved at skabe det nye norske Nationalflag og Farver har fortrængt det gamle norske Rigsbanner og de gamle Rigsfarver. Rigsvaabnet fik dog Lov til at bestaa, men ogsaa i dette greb den kgl. Resolution af 10de Juli 1844 uheldigt ind, idet Rigsvaabnet her berøvedes en Del af dets heraldiske Eiendommeligheder.




Noter:

  1. Forlægget angiver 22 Billeder
  2. Forskjellen mellem Løver og Leoparder er, som bekjendt, i Heraldiken meget liden, men dog mærkbar: En Løve, som under løbet vender Ansigtet mod Tilskueren, er en Leopard, men naar Ansigtet og Kroppen danner en Linje, er den en Løve.
  3. Om dette Afsnit jfr. A. D. Jørgensen, Det gamle danske Kongevaaben (Aarb. f. nord. Oldk. 1879) og H. Petersen, Et dansk Flag fra Unionstiden i Mariakirken i Lübeck (Aarb. f. nord. Oldk. 1882).
  4. Om dette Afsnit jfr. Afbildningerne i Sveriges Historia, udg. af O. Montelius m. fl. I og II, samt B. E. Hildebrand, Svenska Sigiller från Medeltiden.
  5. Ordet «rødt» (rauðan) mangler i Texten, men maa suppleres, jfr. silkihjúp rauðan og nedenfor.
  6. Et lignende Exempel vil man finde i Laxdølasaga (C. 21 ), hvor Olaf Paa ved Aar 970 havde rødt Skjold for sig og derpaa malet «leo með gulli».
  7. Lammet blev af Carstens antaget for en Bjørn.
  8. I Goodalls Udg. af Fordun læses her urigtigt «satis audax».
  9. I Haandskrifter af Mathæus Parisiensis’s «Historia major» (IV, 650) findes et ganske andet Vaaben tilskrevet Kong Haakon, nemlig 3 Drageskibe over hinanden; men da det paa tilsvarende Sted i «Historia minor» (III, 95) siges at afbilde scutum regis Norwegie nuper coronati, qui dicitur rex Insularum, kan der ikke være Tvivl om, at dette Vaaben tilhører den norske Konge over Øerne, d. e. Suderøerne og Man, som ogsaa vides at have ført et Skib i sit Vaaben.
  10. De ni sidste Bogstaver mangler i Rigsarkivets Tegning, men findes baade hos Carstens, Thorkelin og Schive.
  11. Mon ogsaa denne Fugl stammer sammestedsfra som Haakon den unges Vaaben?
  12. Norsk hist. Tidsskr., 2den Række, III, 212.
  13. Sammesteds S. 211.
  14. Se N. g. L. IV S. 502 og Fortalen til «En Tale mod Biskoperne». Efterat Kongen havde føiet Øx til Løven, har enkelte Mænd af Sidelinjen (f. Ex. Gaute Isaakssøn, Erling Vidkunnssøn, hans Søn Bjarne og Dattersøn Haakon Sigurdssøn) givet Løven et Sværd.
  15. Rymeri foedera II, 580.
  16. Se Schive S. 78
  17. Schive gjengiver urigtigt victus.
  18. Dateringen for dette Brev er i Dipl. Norv. V. no. 15 rigtigt sat til 29 Aug. 1286, medens det af Sartorius henførtes til 1282, i Lüb. Urk. II og af Schive til 1281. «Anno suscepti regiminis» maa tydeligvis regnes fra Hertugens Myndighedsalder, hans fyldte 15de Aar, der indtraadte 10de April 1285.
  19. Se Saml. t. n. F. Sp. o. Hist. IV, Planche IV no. 278 og 279.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.