Norges historie (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Andet tidsrum, 1100–1300

Norges historie


Navngivne forfattere

Sæmundr Sigfússon, prestr, enn fróði; denne mærkelige mand er født 1056 og død 1133, d. 22. maj. Sæmund tilhørte store gamle hövdingeslægter. För 1076 var han rejst udenlands for at studere, i Paris, ti i det nævnte år siges han at være rejst hjem igen med den senere biskop Jon. Hvor længe opholdet har varet vides ikke, men en studierejse af den art var dengang et sådant særsyn, at sagnet senere fik travlt dermed. Sæmund blev i folkesagnene en troldmand, der havde gået i den »sorte skole«. Herefter vides så at sige intet om hans liv. Han boede vistnok hele tiden på Odde, sin fædrenegård, der fra nu af blev et lærdomssæde på Island. Han nød stor anseelse blandt höj og lav som en af tidens mest vidende mænd; som hans tilnavn viser, var det især historiske kundskaber, han berömmedes for. Sagaerne indeholder flere hentydninger dertil og der anføres udsagn af ham og han anføres ofte som hjemmelsmand; utvivlsomt er nogle af disse kun mundtlige udsagn, medens andre er af den art, at de synes at måtte forudsætte et skrevet værk. Af störst vigtighed er det ovf. s. 183—84 omtalte Norégs konungatal, hvor Sæmund anføres som hjemmelsmand for hele den norske kongerække ned til Magnus d. gode, ja i Odds Olafssaga hedder det udtrykkelig, at »således« har Sæmund skrevet »i sin bog«. Der er således næppe nogen tvivl om, at Sæmund har skrevet et sammenhængende skrift om de norske konger fra Halfdan svarte til Magnus, bægge iberegnede. Men det er tabt. Man har ment at kunne påvise, at hans tidsregning, d. v. s. angivelse af fyrsternes regeringsår, kan genfindes i senere værker som f. eks. Fagrskinna, og man har villet hævde en modsætning mellem ham og Are; dette er dog meget tvivlsomt. Hvor meget eller lidt der ellers har stået om hver fyrste er det nu ikke muligt at sige. Sikkert har skriftet været på latin, da Are siges at have været den første, der skrev på »norrönt mål«. Det stemmer godt med forf.s præstelige lærdom og lærdom i det hele; denne mærkes også i de forskellige citater af ham.


Eiríkr Oddsson. Denne mand er fuldstændig ukendt, undt. for så vidt som han siges at have været »en vis og forstandig« mand, der gentagne gange opholdt sig i Norge for at få så rigtige efterretninger af kyndige mænd og öjenvidner som muligt om tidsrummet 1130-61, det var herom han skrev en bog omkr. 1170. Desværre haves dette hans historiske skrift ikke mere, men det er stærkt benyttet i senere værker som Morkinskinna (især) og af Snorre. Man har været i tvivl om, hvor langt skriftet gik ned; Storm mente, at det kun havde nået til 1139, men herimod kan der göres meget velbegrundede indvendinger og Maurer havde sikkert ret i at bestemme grænsen nedad til 1161 (kong Inges død). Skriftet, hvis navn siges at have været Hryggjarstykki (af uvis betydning), har været overordenlig nöjagtigt og pålideligt; Eiríkr har, som Are, samvittighedsfuldt anført sine hjemmelsmænd og han har som han undertiden talt i »jeg«-form. Gennem de stykker, der formentlig hidrører fra Eiríkr, får man det bedste indtryk af hans forfattervirksomhed. Litterær-historisk særdeles betydningsfuldt er det, at der allerede så tidlig er en, der skriver sin samtidshistorie; det har man ikke gjort, för der allerede forelå skrifter om de ældre tider.


Karl Jónsson, ábóti, død 1213. 1169-81 var denne mand abbed i Tingørekloster. 1185 begav han sig til Norge og opholdt sig der i nogle år, nöje knyttet til kong Sverre, der da lige havde fældet sin modstander, Magnus Erlingsson (1184). Efter at være vendt tilbage blev Karl atter abbed og beklædte den stilling til 1207. Ellers kendes intet om hans liv eller virksomhed i det praktiske liv. Om hans videnskabelige virksomhed vides kun at han skrev sagaen om kong Sverre, Sverrissaga, ialfald den første del deraf. Der haves en fortale, hvori der gives den oplysning, at Karl havde skrevet sagaen efter Sverres egen mundtlige meddelelse og under hans opsyn; der kan altså kun være tale om Sverres historie til 1184 (1177 begyndte han sin optræden); hertil passer fortræffelig ordene, at »denne fortælling var ikke langt fremskreden«, nemlig i tid. Denne del, der siges at være bleven kaldt Grýla (skræmsel), er overordenlig nöjagtig m. h. t. alt det ydre faktiske, Sverres tog, rejser og kampe, så at det alene viser, at hjemmelsmanden må have været særdeles kyndig. At der ikke fortælles noget, der kunde stride imod Sverres krav på tronen, følger af sig selv; Karl har sikkert selv været overbevist om Sverres ret. Det hele er fortalt på en overordenlig jævn, simpel og klar måde; enkelte småstykker afviger herfra, men de har en anden oprindelse, hvorom nedenfor (Styrme). Især er de indflettede taler af Sverre berömte og med rette; de viser med tydelig klarhed hans ejendommelige begavelse, veltalenhed og lune. Alt fortælles i nöjagtig kronologisk orden. Hvad den sidste del, der går til Sverres død, angår, er den i forhold til den første meget kortfattet og sammentrængt; der findes ikke her de lange taler, men kun korte og færre. Der har været tvivl om, hvorvidt Karl selv eller en anden havde skrevet denne del. Der er dog næppe grund til at frakende ham den. For det første var han den nærmeste til at fortsætte, hvis det var ham muligt. Dernæst forklares forskellen mellem den sidste del og den første overmåde simpelt derved, at forfatteren skrev hjemme på Island efter mundtlige meddelelser (af Nordmænd og Islændere, der havde været i Norge). Hertil kommer at der i fremstilling og stil ingen væsenlig forskel er at mærke. Forf. er overordenlig upartisk. Hvorledes han har opfattet Sverres kamp med kirken — her var han vanskelig stillet —, vides ikke; han går åbenbart let henover den, hvilket netop kunde tyde på Karl selv som forfatter. At sagaen fra først af er forfattet på islandsk — og ikke på latin — må betragtes som det eneste naturlige; der er i virkeligheden intet, der taler for det modsatte.


Samtidig med Karl var der i Tingørekloster to munke, der også bægge var historiske forfattere, den ene vistnok noget ældre, den anden noget yngre end Karl.


Oddr Snorrason vides at have tilhørt en gammel nordlandsk slægt, men der vides intet om ham andet end at han var munk i Tingørekloster, hvor han dog lejlighedsvis siges at have været noget misfornöjet med opholdet. Der er næppe tvivl om — efter slægtleddene at dömme —, at han helt og holdent tilhører det 12. årh., men hans dødsår er ukendt. Afvigende fra de to sidstnævnte forfattere skrev han på latin et værk om Olaf Tryggvason, Oláfssaga Tryggvasonar. Af originalen er intet bevaret undt. Odds oversættelse af Stefnirs lille smædevers om Sigvalde jarl (Nec nominabo osv.). Uden tvivl har Oddr været en ret flink latinist. Hans skrift blev imidlertid ved modersmålets besejrende kraft tidlig oversat; det findes i 3 håndskrifter (som alle er defekte, et kun et lille brudstykke) eller bearbejdelser, men til grund ligger en og samme oversættelse. Håndskrifterne er henholdsvis i den Arnamagn. sml, i Stockholm og Upsala. Den oprindelige oversættelse foreligger ikke i noget af dem, men de er, hvert på sin vis, bearbejdede. I det Arn. findes interpolationer. Sagaen, der indledes med en karakteristisk fortale, hvori Oddr udtaler, at denslags æmner er bedre end sådant noget som opdigtede stemodersagaer, er kong Olafs livshistorie, fortalt efter mundtlig tradition. Forf. har samlet alt, hvad han kunde få fat i af enkeltfortællinger om Olaf; men der havde dannet sig i tidens løb mange uhistoriske fortællinger, mange helgenlegender, endogså af den æventyrligste art, om ham. For Oddr er alt sådant god kilde, han tager det alt uden kritik for gode varer; jo mere han får deraf, desto bedre. Han ser undertiden ikke engang, at han har fået det samme på to måder; han slöjfer intet. Oddr gör således alt andet end tiltalende indtryk som historisk forfatter. Ikke desto mindre fik hans skrift en stor betydning, idet det var den første samlede fremstilling af Olafs liv, og det blev som sådan et kildeskrift for senere forskere, men det måtte anvendes med stor kritik og varsomhed. Det gör Snorre også. Når skriftet er forfattet, kan ikke bestemt siges. Det må være skrevet efter 1170 (flytningen af Sunnivas relikvier i dette år omtales), og vistnok för 1190.


Gunnlaugr Leifsson. Efter et langt ophold i Tingørekloster døde Gunnlaugr 1218 (1219) og har således været en yngre klosterbroder af Oddr. Der bestod oprindelig et godt forhold mellem ham og Gudmund Arason og denne siges at have sendt ham »varsler« for at omskrive dem på latin; de vedrørte Torlak d. hellige. Allerede dette tyder på Gunnlaugs ry for lærdom og latinkundskaber. Han kaldes et steds »den boglærdeste mand i hele Island«. Dette er vistnok sandt. Gunnlaugr har haft adgang til et righoldigt bibliotek og sikkert benyttet dette flittigt. Han har erhværvet sig meget gode kundskaber i latin og været vel bevandret i fremmed (latinsk) gejstlig litteratur; men han var også stolt af sin lærdom. Han havde hang til retorisk udtryksmåde og i det hele til en vis prunk og ordflom. Hans skrifter er:


Jónssaga biskups, en saga om Holarbispen Jón Ögmundsson (1106-21). Den var skreven på latin, originalen er tabt; men der haves en fuldstændig oversættelse i to bearbejdelser, hvoraf den ene kommer originalen sikkert meget nær. Sagaen består af en fremstilling af biskoppens liv og så en jærtegnsliste. Biskoppens nidkære virksomhed i kirkens tjæneste og hans gejstlige undervisning skildres kraftig; i øvrigt er det billede, forf. giver af ham, ikke synderlig mangesidigt eller just tiltalende. Fremstillingen er stik modsat de isl. sagaers, legendarisk, højtravende og svulstig, ordflommen overvældende. Sagaen er forfattet kort efter 1200 og beror på mundtlige meddelelser; dog nævnes også Are frode, men nogen kilde kunde han ikke være, og forfatteren er ellers ganske upåvirket af Are.


Gunnlaugs andet hovedskrift er Óláfssaga Tryggvasonar. Det er tilvisse mærkeligt, at han skulde behandle samme æmne som Oddr. Grunden er formodenlig den, at den lærde forfatter ikke fandt Odds skrift lærd eller udførligt nok. Gunnlaugr har ligesom Oddr benyttet den mundtlige overlevering og sagn, og han anfører en mængde hjemmelsmænd og -kvinder — efter Ares eksempel. Sagaen haves nu ikke i dens helhed, men en stor del af den er blevet optaget i den större Olafssaga, der er et konpilationsværk efter mange kilder. Der er midler til at udskille det meste af, hvad der hidrører fra Gunnlaugr. Sagaen har været meget vidtløftig og indeholdt meget, der kun løselig hang sammen med Olafs saga; således f. eks. en udførlig beretning om kristendommens forkyndelse på Island (om Torvald vidförle; den såkaldte Þorvaldsþáttr var sikkert en del af sagaen) og flere lignende episodiske afsnit; herved adskille den sig fra Odds værk. Fremstillingen var meget vidtløftig og ordrig; forf. havde forkærlighed for taler (virkede Sverres taler i Karls saga måske her som forbillede?) og kong Olaf undlader aldrig at holde lange og svulstige taler. I øvrigt vidner sagaen om forf. s interesse for varsler, spådomme og æventyr samt for religiøst-farvede fortællinger (den om Finnr og Sveinn hidrører formentlig fra ham). Til sagaen var der knyttet et tillæg om Olafs hirdbiskop Jon-Sigvard.


Gunnlaugr siges at have samlet en saga om den hellige Ambrosius, som han begav sig med til Holar for at oplæse den i koret, men det skal biskoppen have forbudt ham. Den er ellers ukendt. — Endnu haves et ejendommeligt skrift af Gunnlaugr; det er hans versificerede oversættelse af prophetia Merlini (to prosakapitler i Historia Brittonum), Merlínusspá, i fornyrðislag. Den findes i Bretasögur i Hauksbók. Originalens to kapitler findes her i omvendt orden. Oversættelsen er, som vænteligt var, meget korrekt. Et par steder har Gunnlaugr selv foretaget tildigtninger (kampskildringer, der er tomt ordbulder). Gunnlaugr var ingen digter, men hans oversættelse er ikke uinteressant, ikke mindst på grund af det kendskab til Eddadigte, den vidner om. Allerede för 1200 fandtes der altså (bortset fra Gunnlaugr) enkeltsagaer om norske konger af navngivne forfattere; det er sagaer om Olaf Tryggvason, om Harald gille til Inge, om Sverre, altså om meget forskellige tidsrum; disse kunde synes at være ret tilfældige, men ved nærmere eftersyn er det sikkert ikke så. Der findes endnu nogle få rester af en selvstændig saga om Olaf d. hellige, en personlighed, der for en sagaskriver måtte være mindst lige så tiltrækkende som Olaf Tryggvason. Disse rester af den ældste saga om Olaf, som den kaldes, er ganske utvivlsomt originalsagaen om ham og fra det 12. årh., fra først af skreven på islandsk, fuld af skjaldevers og historisk udmærket. Yngre end 1170 har den næppe været. Det er denne saga, som Styrme senere bearbejdede. En sammenligning af de forskellige samlingsværker, der straks vil blive nævnede, viser, at der er meget stof tilfælles, tildels fortalt med de selvsamme ord; dette kan kun forklares ved, at de samme kilder er benyttede i dem alle, men hver på sin måde, deraf afvigelserne. Men disse kilder er atter enkeltsagaer om de enkelte konger, der allerede tidligere var forfattede. Det er sikkert også sådanne, der enkelte gange udtrykkelig nævnes (som Harald hårfagres saga, — der endogså åbenbart er benyttet i Egilss.). I hvilken rækkefølge de er bleven til er det ikke muligt nu at afgöre; den har vistnok været ret tilfældig; så meget er sikkert, at ved slutningen af det 12. årh. forelå der — foruden Sæmunds sammenhængende oversigt, der også havde sin betydning — enkeltsagaer om så godt som alle norske konger ned til Sigurd jorsalfar; hertil slutter sig Erik Oddssons værk. Mellem dette og Sverrissaga var der et hul, som også blev udfyldt. Det kan endvidere konstateres — på samme eller lign. måde —, at der også forelå sagaer om jarler (Ladejarlerne) og en saga om Hakon jarl Ivarsson, benyttet af Snorre; af den findes endnu et selvstændigt brudstykke, noget bearbejdet.


I deres oprindelige skikkelse er disse sagaer tabte, men de kendes af de senere samlingsværker, som de kunde kaldes. Disse er følgende:


Ágrip af Nóregs konunga sögum findes i et meget gammelt håndskrift fra den første del af 13. årh., men der mangler både begyndelse og slutning, og desuden har det et par lakuner. Der er dog ingen tvivl om, at det har begyndt med Halfdan svarte og nået ned til 1177 (Sverres første optræden). Den ene saga følger på den anden på en ganske mekanisk måde uden nogle formidlende overgange. Undersøger man de enkelte sagaer, vil det hurtig vise sig, at der her ikke er tale om et originalt værk, men om et udtog af eksisterende sagaer; derfor er skriftet med rette — i senere tider — blevet kaldt »Udtog« (ágrip). I enkelte tilfælde er næppe nogen skreven saga benyttet (Harald hårfagre og Erik blodøkse); her er det den mundtlige tradition, der ligger til grund og den må endda være meget lidet udbyttet.


Også på andre måder ses en sådan tradition at være benyttet; der findes her enkelte vers, der er ukendte andenstedsfra, og der findes traditionsstumper, åbenbart af yngre norsk oprindelse og forvanskede, som forf. har ment at burde optage (som f. eks. forklaringen af Gamlaleir og den umulige tilknytning heraf til Gamles fald). Allerede herved viser skriftet en tilknytning til Norge. Ikke mindre viser denne sig derved, at forf. er norsk-partisk f. eks. overfor de svenske; imod alle andre kilder lader han et nederlag for de norske (under Magnus barfod) blive til en sejr; for så vidt er skriftet usædvanlig tendentiøst. Erik Oddssons bog er benyttet, og der er meget, der taler for, at Sæmunds latinske skrift er en af kilderne. Tidsregningen har forf. særlig lagt vind på. I øvrigt er Ágrip meget ujævnt og egenlig et slet skrift i historisk henseende. Forf. lige nævner Hafsfjordsslaget, udelader ganske Jomsvikingeslaget osv. Derimod er han meget vidtløftig angående Snefridsagnet og han giver sig tid til at forklare forbindelsen mellem ordet jól og et Odinsnavn osv. Om stil er der overhovedet ikke tale. At forf. er en Islænder, derom er nu alle enige; det viser både forholdet til de ældre islandske kilder og ikke mindre hans kendskab til og anvendelse af vers (hvorved han dog er kommen til at begå fejl). Men lige så vist er det, at han må have opholdt sig i Norge og dér lært forskellige norske traditioner at kende og rimeligvis skrevet bogen for og på opfordring af en norsk stormand. Der findes et andet steds en antydning af noget, Sverre uvedkommende, som denne siges »at have ladet skrive«; det vilde være meget fristende at antage, at det her antydede skrift var identisk med Ágrip. I hvert fald er det sikkert, at dette må være forfattet i slutningen af det 12. årh. (omkr. 1190). Man kunde tænke sig, at det af Sverre skulde være bestemt til at udgöre indledningen til hans egen saga af Karl. Endnu skal bemærkes, at Theodriks latinske skrift har mange berøringspunkter med Ágrip, men om nogen direkte forbindelse er der ikke tale.


Morkinskinna. Således benævnede Tormod Torfason et håndskrift — på grund af dets medtagne blade — med en særlig bearbejdelse af de norske kongers sagaer fra og med Magnus d. gode til 1177 (rigtignok mangler slutningen, men der kan ikke være nogen tvivl om det oprindelige forhold); desuden mangler flere blade i hdskr., der findes i det kgl. bibliotek i København. Også her foreligger der en samling af de enkelte kongers sagaer af lignende mekanisk art som i Ágrip uden nogen selvstændig bearbejdelse i retning af et kunstnerisk ordnet og vel sammenarbejdet hele. Bearbejdelsen er lige modsat Ágrips; nogen forkortelse eller sammendragning synes ikke at have fundet sted af de til grund liggende enkeltsagaer og -værker; tværtimod, disse er netop meget stærkt udvidede eller interpolerede. Bearbejderen har i de oprindelige kongesagaer optaget en mængde — omkr. 30 — þættir eller småfortællinger især om Islændere (skjalde og andre), der kom i berøring med de norske konger; især sker dette i Harald hårdrådes saga. Fremdeles er en mængde vers optagne, der vistnok ikke fandtes i originalsagaen og som heller ikke flndes i Snorres paralleltekst. For så vidt er denne bearbejdelse af stor værdi — ganske bortset fra at originalsagaen på den måde er mishandlet. Særskilt betydning har Mork. for tidsrummet 1130-61, da den her har optaget vistnok betydelige stykker af Eiríks Hryggjarstykki; der findes her flere steder et forfatter-»jeg«; det er Eiríkr. Ved disse indskud og sammenföjninger er der fremkommet ujævnheder og kompositions-mangler, der viser, at bearbejderen selv var ingen stor kunstner. Måske hidrører dog ikke alt, hvad der således findes i bogen, fra den første istandbringer. Kritisk forsker var denne ikke. Istedenfor at vælge mellem kilder kombinerer han dem og får således måske to begivenheder, hvor der faktisk kun var én; han har f. eks. benyttet Ágrip og får derved to slag (på Foxerne) for ét. I denne bearbejdelse har fællessagaen om Magnus og Harald fået en helt ny og uhistorisk indledning. Således er det klart at Morkinskinna bör benyttes med stor varsomhed og kritik som historisk kilde. Det håndskr., som den er bevaret i, er fra omtr. 1280 (der findes yngre afskrifter eller bearbejdelser deraf i de såkaldte Hulda, AM. 66, og Hrokkinskinna i det kgl. bibl.), men bearbejdelsen selv er betydelig ældre. Omtalen af enkelte personer i beg. af det 13. årh. viser, at den bör sættes til tiden 1220-30. At bearbejderen var en Islænder er givet.


Endnu en samlet bearbejdelse må her medtages, uagtet den vistnok er endel yngre, nemlig Fagrskinna. Dette var egenlig et navn på det ene håndskrift af de to, hvori dette saga værk fandtes; også det stammer fra Tormod Torfason. Dette sagaværk findes eller fandtes i to håndskrifter, der bægge brændte 1728; nu haves kun papirsafskrifter. De to hdskrr. betegner tillige to bearbejdelser. Den ældre hidrørte fra omkr. 1260, den yngre fra omtr. 1325, bægge skrevne af Nordmænd. Den første repræsenterer originalen renest, men har indskudt en række slægtregistre ved slutningen af Harald hårdrådes saga. Den anden er stærkt interpoleret på forskellig måde og ordlyden endel ændret. Der er flere lakuner i dem bægge; gensidig udfylder de dog hinanden, så at der kun er én lakune henimod slutningen. Denne sagabearbejdelse har samme udstrækning som Agrip oprindelig. Heller ikke her findes nogen kunstnerisk sammenstøbning af de enkelte sagaer; de følger på hinanden som dér. Hvad enkeltsagaerne angår, er det let at se, at de også her er benyttede, med undt. af den om Harald hårfagre; sagaen om ham er her mærkelig fattig på alt, undtagen vers, og den er noget forvirret. Forf. danner en modsætning til Morkinskinnas. Istedenfor at udvide forkorter han og sammendrager; han følger også et bevidst mål, nemlig det at göre kongen allevegne til hovedpersonen og særlig fremhæve de begivenheder, som fik en hovedbetydning for Norge som ét kongerige; han udelader mindre vigtige kampe og deslige. Således får man hos forf. et koncentreret værk med temlig rene linjer, uden krogveje, uden uvigtige biting; han har også åbenbart liden sans for det jærtegnsagtige og æventyrlige. Derimod er der noget andet, han i så meget höjere grad har sans for; det er skjaldekvadene. Han anfører dem selvstændig — især i værkets første del — i en stor mængde. Ja, han sammenligner skjaldes kvad om det samme på en kritisk måde. Nogen egenlig kritisk historieforsker er han alligevel ikke; han gör sig især mod slutningen skyldig i mærkelige skødesløsheder, hvis disse ikke beror på afskriverfejl, hvad de næppe gör. At værket er forfattet af en Islænder er utvivlsomt; benyttelsen af skjaldeversene er den bedste borgen derfor. Dets tilblivelsestid kan med nogenlunde sikkerhed sættes til 1230-40, eller henimod det sidstnævnte år, og det ligger meget nær at antage, at skriftet er skrevet for og måske på foranstaltning af kong Hakon selv. Det hedder om ham, at för han døde lod han sig bl. a. forelæse det værk som kaldes konungatal frá Hálfdani svarta, men i Fagrskinnas håndskrr. kaldes skriftet netop Nóregs konunga tal (eller i det yngre hdskr.: Ættartal N. k.). Navnet passer udmærket. At gætte på nogen bestemt forfatter, lader sig ikke göre; dog vilde det være fristende at sætte Olaf hvitaskalds navn i forbindelse dermed, eftersom han var hos kong Hakon i årene 1237-40 og var selv en udmærket kender af skjaldekvad. Dette vilde dog være en ubevislig formodning. Forf.s stil har undertiden en farve, der minder noget om de norske oversættelser af fremmede digterværker.


Foruden disse skrifter haves, som bemærket, et brudstykke af en saga om Hákon jarl Ívarsson, og man er berettiget til at slutte, at der har eksisteret en saga om Ladejarlerne (Hakon, Erik).


Til alt dette kommer endnu de såkaldte Böglungasögur, eller en saga om tiden imellem Hakon Sverrisson og Hakon d. gamles tronbestigelse, tidsrummet 1204-17. Det er kampene mellem Bagler og Birkebener, der her behandles. Sagaen er overleveret i to bearbejdelser; den ene går kun til 1208, den anden — en udvidelse deraf — til 1217. Den første er Baglervenlig, den anden står snarere på Birkebenernes side. Sagaen er noget usammenhængende, men i det hele overmåde detaljeret og skrevet af eller efter øjenvidner. Den sidste bearbejdelse er for störste delen tabt i originalen. Hovedsagelig findes den kun i P. Claussöns norsk-dansk oversættelse. Sagaen har stor historisk betydning.



Sagaer om islandske og norske nybygder

Som bekendt opdagedes Grönland af Erik d. røde kort efter 980, han nedsatte sig dér og fik en hel flok Islændere til at tage med sig derover og tage fast bolig der. De stiftede en nybygd, der bestod til ind i det 15. årh., da den bukkede under for de nordfra kommende Eskimoers angreb. Denne bosættelse fik en stor betydning ikke mindst derved, at der derfra endnu opdagedes et land længere mod vest, nemlig Nordamerikas østkyst. At der her var sagastof til stede, siger sig selv, og at Islænderne bemægtigede sig dette ses allerede deraf, at de grönlandske landnam er optagne i den isl. Landnámabók. Omkr. 1200 blev Eiríks saga rauða skreven. Den fortæller om de her kort antydede ting, opdagelsen af Grönland, bosættelsen dér og belyser adskillige, meget interessante kulturtilstande (völvevæsenet); Vinlandsrejserne omtales udførlig osv. Sagaen går ikke længere og omspænder således kun en snes år omtrent. Den er fuldstændig sagamæssig, men desværre ikke, hvad begyndelsen (der egenlig er en Landnámatekst) angår, opbevaret i sin oprindelige skikkelse. Den er i alt væsenligt fuldkommen pålidelig, idet den bygger på en mærkelig solid tradition, der er kommen til Island og som Are belyser i sit skrift.


I Flatøbogen findes en Einars þáttr Sokkasonar fra beg. af det 12. årh., der er af betydelig interesse for nybygdens historie (bispesædets oprettelse) og fuldstændig historisk. Derimod er Grænlendinga þáttr, der findes sst, meget upålidelig; den handler også om Vinlandsrejserne, men bygger på en meget forvansket tradition.


Noget för Island opdagedes, bebyggedes Færøerne, men om det landnam haves ingen udførlige beretninger. Færeyingasaga, der også er fuldstændig sagamæssig og som fuldkommen kan sammenstilles med de isl. slægtsagaer, fortæller om blodige fejder mellem to grene af samme slægt; den listige og træske, men velbegavede Trond i Gata står hovedsagelig på den ene, Sigmund Brestisson på den anden side, indtil han blev snigmyrdet. Den sidste del af sagaen handler især om forholdet mellem Færingerne og kong Olaf d. hellige. Sagaen omspænder således et temlig langt tidsrum för og efter 1000. Den har alle slægtsagaens fortrin m. h. t. personskildring og udmærket logisk sammensætning; den er godt og livfuldt fortalt, såvidt skönnes kan, men den er meget dårlig opbevaret. Da sagaen i meget höj grad berørte de to Olafers sagaer, er den bleven optagen i dem, og kun således kendes den nu. Den findes dog her ikke samlet, men i stykker hist og her. Den oprindeligste tekst af den første del findes i den större Olafssaga (Fms. I — III); derimod er teksten i Flatøbogen her stærkt udvidet og ændret. Den sidste del af sagaen findes kun i Flatøbogen; et lille stykke er dog optaget i Heimskringla. Sagaen er således bevislig ældre end denne og næppe yngre end fra omkr. 1200. Også den beror på en solid tradition, der har forplantet sig til Island. Der var rige forbindelser med Færøerne og sikkert rigere end vore nuværende kilder direkte viser.


Allerede under Harald hårfagre dannede Orknøerne etslags statshele og kom tidligere direkte under den norske krone end nogen af de andre nybygder. Fra slutningen af det 9. årh. styredes de af jarler, der til at begynde med var ret selvstændige. Disse jarler, efterkommere af den kraftige Torf-Einar (se foran s. 101), var meget energiske og tildels meget stridbare hövdinger, der undertiden levede som rene vikingehövdinger. Der var vikingetog og kampe, indbyrdes stridigheder også at fortælle om, og så kom jo dertil forholdet til den norske konge. Her var sagastof nok; det blev da også samlet i et stort sagaværk, Jarlasögur (Orkneyingasaga). Det går fra de ældste tider og ned til omtr. 1170. Det hele indledes med et sagnhistorisk stykke om Norges bebyggelse; fortællingen herom hænger sammen med jarlernes ældste historie; så fortsættes der med jarlernes sagaer helt ned til og med Rögnvald kale, skjalden (se ovf. s. 179—80). Det er et broget, men afsnitsvis meget interessant indhold, især de afsnit, der fortæller om Torfinn jarl (d. 1064), om Magnus d. hellige (d. 1116) og ikke mindst det om Rögnvald. Det er en af de fornöjeligste sagaer, der haves, fuld som den er af vers med dertil knyttede morsomme anekdoter, ligesom også den udførlige beskrivelse, af Jorsalfærden findes der. Jo længere man kommer ned i tiden, desto udførligere bliver sagaen, hvilket er naturligt nok. Vistnok er det hele — måske med undtagelse af begyndelsen — én mands arbejde; det hele er sig selv ligt. Skildringen af personer er i det hele overordenlig livfuld og dygtig — og her er der mange personligheder, mandlige og kvindelige; til de sidste hører den dæmoniske Frakkork. Ved siden af den mundtlige tradition har forf. benyttet norske kongesagaer, vistnok i én samling, og så skjaldevers. Her var jo så udmærkede kilder som Arnors jarledigte, og flere andre. Den mundtlige tradition synes gennemgående at være overmåde pålidelig; topografiske kundskaber lægges allevegne klart for dagen. At forfatteren var en Islænder er så at sige en given sag. Det samlede historiske stof kunde med den störste lethed nå til Island. Der var bevislig en farten frem og tilbage mellem Island og Orknøerne århundreder igennem. Sagaen er benyttet af Snorre og altså forfattet omkr. 1200 eller ikke meget længe efter. Helt i sin oprindelige skikkelse er heller ikke denne saga bevaret. — Endnu bemærkes, at Magnus d. helliges saga blev — ligesom Olaf d. helliges i Heimskringla — taget ud af sagahelheden og så at sige udgiven særskilt og forøget med jærtegn. Denne saga blev endvidere støbt sammen med en oversættelse af et på latin skrevet Vita af en »mester Rodbert«. Dette Vita vilde være en Gunnlaugr værdigt; det er mere en svulstig prædiken end en lævnedsbeskrivelse.



Sagaer vedrørende Danmark

Skjöldungasaga. En saga af dette navn citerer Snorre direkte. Det var en saga om de danske sagnkonger, efterkommere af Skjöldr, altså en saga, der kan sidestilles med Snorres egen Ynglingasaga. Den har bl. a. indeholdt afsnit om slaget på Væneren, om Starkad, Ingjald, Ivar vidfadme og fl. Uheldigvis er sagaen i sin oprindelige form tabt; dens indhold kendes bedst af Arngrímur Jónssons latinske uddrag deraf (i hans såkaldte Supplementum hist. Norw.). Den oprindelige saga er, som så mange andre, i det 13. årh. bleven omarbejdet; som sådan var den sikkert bestemt til at udgöre en indledning til Knytlingasaga (se nedenfor). Af denne omarbejdelse haves brudstykker (det såkaldte Sögubrot).


Jómsvíkingasaga. Jomsvikingerne udgjorde et mærkeligt krigersamfund, som dog næppe vilde have fået deres saga på Island, hvis de ikke ved en enkelt begivenhed var kommen i en så nær berøring med Norge i slutn. af det 10. årh. Det er Jomsvikingeslaget i Hjörungavåg, der rettest sættes til 986. I slaget deltog mange, bekendte Islændere og det er disse, der har bragt nöjagtige efterretninger derom til Island. Toget var og blev vidt berömt i hele Norden. Bjarne biskop digtede, som vi har set, et kvad derom; Torkel Gislason ligeledes — bægge i det 12. årh. Men deraf fulgte videre interesse for disse dristige vikinger, der midt i vinterens hjærte gav sig i lag med at erobre et helt og stort rige som Norge. At de næppe kunde slippe godt derfra, var at forudse. I Fagrskinna findes en ret selvstændig fremstilling af toget. Men desuden haves en særlig saga derom i forskellige bearbejdelser. I AM 510 — det yngste af de i betragtning kommende håndskrifter — begynder sagaen med Toke, Palnir og Palnatoke og med dennes forhold til Harald blåtand og Sven tveskæg; Palnatoke stifter Jomsborg-laget og giver det love, og så fortælles videre til og med Jomsvikingeslaget selv. Beretningen herom er her sikkert udvidet; den er ujævn og indeholder uhistoriske enkeltheder, men her, og kun her, findes f. eks. Tinds vers om slaget. Der kan ingen tvivl være om, at dette håndskr. har sagaens oprindelige udstrækning (skönt interpoleret og bearbejdet). Derimod er i to andre bearbejdelser, repræsenterede ved AM. 291 og Stockh. hdskr. 7 (4°, mbr.), tilföjet et helt (første) afsnit om Gorm d. barnløse og Knud d. fundne, der skulde være sön af et saksisk søskendepar; denne bliver adopteret af Gorm, og hans sön er Gorm d. gamle; så fortælles om denne, om Tyra og deres sönner, om Guldharald og Hakon jarl m. m. Dette afsnit hænger ganske løst sammen med det førstnævnte og er i virkeligheden sagamæssig set overflødigt. Det er dog let at se, at den, der tilföjede det, har haft en ikke uantagelig tanke dermed; han har villet vise, hvorledes Jomsvikingeslaget var en følge af det tidligere forhold mellem Danmark og Norge, mellem Hakon jarl og Harald blåtand; men det er dog egl. hverken ham eller Sven, der direkte forårsager toget (ifølge sagaen). For så vidt er sammenhængen tynd, hensigten ikke helt opnået. I øvrigt har dette afsnit endel sagnhistorisk værdi. Også dér findes meddelelser om Haralds påtænkte Islandstog og Islændernes niddigt om ham og Birger bryde. Den gamle Skjöldungasaga er her vistnok benyttet foruden andre kilder. I alle 3 bearbejdelser foreligger den samme grundsaga, i Stockh. hdskr. renest og mest ægte; denne stammer fra beg. af det 13. årh. Det første afsnit er vistnok betydeligt yngre. Bagved den nævnte grundsaga ligger mulig atter en endnu ældre skriftlig fremstilling; det er denne, der synes at fremtræde i Fagrsk. og Heimskringla. Jómsv.s. er således et særdeles godt eksempel på bearbejdelsesvirksomheden i det 13. årh., men uden vanskeligheder er spörgsmålet ikke. Sagaen har været meget yndet, og den indeholder også flere episoder, der måtte have stor tiltrækning, Bues heltemodige kamp og springen overbord, Hakons grulige sönneoffer, den forfærdelige hagelbyge og ikke mindst de bundne Jomsvikingers helte-færd og -ord, da de skulde hugges, samt endelig forholdet mellem den unge, herlige helt Vagn Akason og Torkel leira.


Der er i det foregående givet en fremstilling af den isl. sagalitteratur til ind i det 13. årh. og omtr. indtil dette årh.s. tre kendte forfattere træder til, Styrme, Snorre, Sturla.


Styrmir Kárason enn fróði — den sidste med det tilnavn — . Styrme hørte mulig til Gilsbakkamændenes slægt; ialfald er han særlig knyttet til det sydvestlige land. Styrme var i sin tid meget anset, og det ikke blot for sine historiske, men også for sine juridiske kundskaber; dette fremgår af, at han to gange var lovsigemand, 1210-14 og 1232-35. Heraf kan sluttes, at han har været noget ældre end Snorre, til hvem han i nogen tid var knyttet som etslags sekretær og en meget betroet mand, vistnok i årene 1220-30. Efter 1235 var han prior i Vidøkloster (nær ved Reykjavik) til sin død 1245. Hvad der vides om Styrmes historiske forskning og skrifter, beror for det meste på indirekte antydninger. Hans tilnavn viser, at han har været meget kyndig i historie, men det billede, man får af ham, er ikke ret tiltalende. Han har haft en udmærket hukommelse, optegnet alt hvad han hørte og erfarede, ligegyldigt af hvad art og betydning; især interesserede han sig for legendeagtige og antikvariske oplysninger. Men han har været meget ukritisk, og det er måske ham, der er den første, som har givet sig af med at bearbejde ældre skrifter; han har ment at göre en god gærning ved at udvide og tilföje, uden at bryde sig det mindste om det således behandlede skrifts oprindelige fortrin. Större modsætninger end han og Snorre kan næppe tænkes. De værker som Styrmes navn er knyttet til er følgende. For det første Landnámabók. Ifg. Hauks ord (se ovf. s. 271) havde denne en bog af Styrme, der dog i alt væsenligt stemte med Sturlas. Styrmes virksomhed har (jfr. 1. c.) bestået i tilföjelse af forskellige antikvarisk-genealogiske og legendariske bemærkninger, og intet andet. Dernæst er der Sverrissaga. Han skal ifg. Flatøbogen have skrevet sin saga efter Karls. Her er det så at sige håndgribeligt, at Styrme ikke kan have haft særdeles meget at tilföje, da sagaen i forvejen var så detaljeret. Men der findes enkelte små kapitler og stykker hist og her (om en dröm osv.), der er meget afstikkende, og det er sikkert disse, der hidrører fra Styrme. Hans saga har ikke været ret meget andet end en afskrift. — Især er dog Styrmes navn knyttet til Olafs saga helga. I Flatøbogen anføres for sig nogle små stykker, der udtrykkelig siges at være af hans lífssaga om Olaf. Det meste heraf genfindes i den legendariske Olafssaga (i et norsk hdskr. i Upsala). Der er ingen tvivl om, at denne saga beror på Styrmes redaktion, men den er ikke identisk dermed; den er både forkortet og interpoleret; i redaktionel henseende er det en af de sletteste bearbejdelser, der gives; urimeligheder og gentagelser findes og på forskellig vis er teksten mishandlet; i sin nuværende form kan den umulig hidrøre fra en historisk forfatter, selv om han ikke var bedre end Styrme. En sammenligning viser, at der er nære tilknytninger til den Ældste saga (se s. 287); forholdet er nu dette at Styrme har taget denne, bearbejdet den og interpoleret den; hans saga er så atter bleven benyttet på den antydede måde i den leg. saga. Denne slutter, som helgensagaer plejer, med en jærtegnsliste.



Snorri Sturluson

Snorre er født 1178. Som för bemærket kom han til Odde 3 år gammel 1181 til opfostring hos landets störste hövding i datiden, Jon Loptsson, en dattersön af Magnus barfod (jfr. Nóregs konunga tal s. 183). Om Snorres ungdom eller om hans studier vides intet; hvor meget eller hvor lidt han har lært i Odde beror på slutninger og formodninger. Siden Sæmunds dage havde Odde været et af lærdommens hovedsæder; her må der have været en anselig bogsamling, med både fremmed og hjemlig litteratur; nogen latinlærdom synes Snorre slet ikke at have besiddet. Men det er höjst sandsynligt at hans læselyst og sans for historisk granskning har udviklet sig her. 1197 døde hans fosterfader. Da var han kun 19 år gammel; ikke destomindre begyndte man at se sig om efter et godt giftermål til ham og to år efter giftede han sig med den hovedrige præstedatter Herdis fra Borg, Egils gamle gård; Snorre selv var en af Egils efterkommere. Herdis' fader, Berse, døde 1201, og det unge ægtepar tog fast opholdsted på Borg. Ægteskabet var vistnok lidet lykkeligt og omkr. 1206 kom Snorre i besiddelse af gården Reykjaholt, der herefter blev hans egenlige hjem. Hans ægteskabelige samliv opløstes dermed faktisk, og Snorre fik derefter nogle uægte börn. Med Herdis havde han to börn. Man hører nu så godt som intet om Snorre för 1214, undt. for så vidt som det hedder at han var en udmærket dygtig forvalter af sine ejendomme og at han tidlig blev en fremragende skjald. Vi hører tillige tale om Snorres deltagelse i et par stridigheder, men han optræder i disse meget fredelig. Han var allerede kommen i besiddelse af godord. 1214 var det, at Hakon jarl galin indbød ham til sig, men jarlen døde og Snorre blev lovsigemand; det var han til 1218. Dette viser, hvor stor en anseelse Snorre har nydt. 1218-20 var han første gang i Norge og sluttede sig meget nær til Skule jarl; kong Hakon var jo endnu meget ung. Ved denne tid forefaldt der på Island fjendtligheder mellem norske købmænd og Islænderne, så at Hakon og Skule endogså tænkte på et krigstog til Island (bagved lå der sikkert erobringsplaner); Snorre fik dette forpurret ved, som det hedder, at love at arbejde for at Islænderne underkastede sig den norske konge; Snorre skal endogså være bleven udnævnt til jarl i al hemmelighed (folgsnarjarl som Styrme kaldte ham). Da Snorre kom hjem, gjorde han intet som helst i den retning og har sikkert aldrig tænkt sig at ville göre noget. Han var så megen patriot, at det vilde han aldrig have indladt sig på, men fra norsk standpunkt måtte Snorre betragtes som en løftebryder. Men herved var begyndelsen sket til Hakons planer overfor Island og dermed den første årsag til Snorres eget voldsomme endeligt. Rygtet om Snorres løfte var gåt forud til Island og han blev modtaget med kulde og spottevers. Ikke destomindre blev han 1222 atter lovsigemand og han blev genvalgt til 1231. Denne periode i Snorres liv er vistnok den bedste og fredeligste. I den havde han (1224) indgåt et slags ægteskabeligt samliv med en enke af en tidligere modstander, den hovedrige Hallveig; det var et smukt hengivenhedsforhold på bægge sider; Hallveig døde 1240 og Snorre følte dybt tabet af hende. Efter 1231 begyndte den urolige og blodige Sturlungetid; det er her ikke plads til at skildre denne. Nogle, især yngre, ærgærrige medlemmer af Snorres slægt er hovedpersonerne deri, og der opstod et nöje forhold mellem dem og kong Hakon, der vilde benytte dem som redskaber til fremme for sine planer. Snorre kunde ikke undgå på forskellig måde at blive inddraget i disse stridigheder. Han blev hårdt trængt endogså af sine nærmeste slægtninge; 1237 fandt han det rådeligt at rejse temlig hovedkulds til Norge, hvor han forblev 2 år, atter sluttende sig til Skule. Snorres udenlandsrejse er psykologisk meget vanskelig at forklare; mulig har han trot, at Skules stilling og magt var en anden end han på afstand kunde se. 1239 rejste han trods kongens forbud tilbage til Island. Nu var han så at sige at betragte som Hakons åbenlyse fjende. Og Hakon gav sine villige redskaber, især Gizur Torvaldsson, tidligere Snorres egen svigersön, det hværv at bringe Snorre levende til Norge eller tage ham af dage. Gizur fandt villig støtte hos Hallveigs sönner af første ægteskab, der mente at være bleven forurettede af Snorre (den ene trak sig dog tilbage). Alt dette førte til det nedrige overfald på Snorre natten til den 23. september 1241, under hvilket Snorre blev dræbt på en måde som det så tragisk anskueligt skildres i Sturlunga. Kong Hakon bemægtigede sig en del af Snorres jordegods, og med hans død er Islands selvstændighed faktisk ude. Der er fældede meget nedsættende domme om Snorres karakter og færd. Han beskyldes for begærlighed, underfundighed, ærgærrighed og ukyskhed. Endel af disse fejl er samtidens, således den sidste, hvis den da overhovedet er en sådan; Snorres uægte börn fødtes efter det ægteskabelige samlivs ophør. Ærgærrig var Snorre sikkert; han har villet være i besiddelse af magt og hæder; han holdt af at optræde som en hövding og f. eks. ride til altinget med hundreder af mænd i sit følge; for at kunne göre dette, måtte han være i besiddelse af ydre magt (godord) og rigdom. Han besad bægge dele. Men det må siges, at han erhværvede sig dem på en fuldstændig hæderlig måde; i hvert fald giver kilderne ingen anledning til at antage det modsatte. Om forholdet til Herdis og hendes arv savner man ethvert vink, og Snorre fik Reykjaholt — ikke for hendes penge —, men ved en frivillig kontrakt med den tidligere ejer. At Snorre i virkeligheden var en fredelig mand, er allerede nævnt og derfor kan der føres beviser. Aldrig deltager han i overfald (kun engang er han med, i toget til Holar, og da fik han lejlighed til at redde en præsts liv) eller kampe. At han var en hård modstander, er en selvfølge, og at han glædede sig ved sine fjenders fald er just ikke ejendommeligt for ham alene. At Snorre mulig har haft andel i det fjendtlige overfald på Saudafell (Sturla Sigvatsson), er ikke urimeligt, men i hvert fald kan han umulig göres ansvarlig for de skændigheder, der dér blev begåede. Altid er han rede til at gå ind på forlig. Tilvisse, Snorre hørte ikke til den del af hans slægt, der altid var rede til uretfærdighed og misgærninger. På den anden side viser Snorre sig for os som den stolte hövding, der kendte sin oldtidshistorie med dens glimrende helte og fremragende mænd, især norske hövdinger som Erling på Sole. Med dem har han villet kappes. Derfor holder han prægtige gilder »ifølge oldtids skik«; ja, hvem ved, om han ikke har villet måle sig med overkongen, Odin selv; skjald var han jo, og i det mindste skaffede han sig sin egen »Valhal« på selve altingsstedet. Alt i alt er Snorre i og for sig en af historiens mest storladne skikkelser. Men så kommer endnu dertil hans videnskabelige forskning og virksomhed, der ikke gör ham mindre. Om hans digteriske virksomhed er för talt.


Edda. Dette navn er vel afhjemlet for Snorres værk om skjaldekunsten; men dets betydning er omtvistet. Med Odde har det næppe noget at göre. Dette værk er bevaret i 3 hovedhåndskrifter eller 4, og delvis i et par til. Et findes i det kgl. bibl. i København, et i den AM'ske saml. — foruden flere brudstykker; en papirsafskr. af en tabt membran findes i Utrecht; alle disse hdskrr. udgör en håndskriftklasse, selv om der er nogle afvigelser. Men endnu findes værket i en membran i Upsala; dette er meget betydelig afvigende fra de andre både m. h. t. tekstordning og ordlyd. Der har været en stærk strid om bedömmelsen af forholdet. Der er dog næppe nogen mulighed for at forklare det på en rationel måde anderledes end at det er Upsala-hdskr., der af særlige grunde — skriverens hensigt — har ændret den oprindelige tekst, men Snorres eget arbejde foreligger i sin oprindeligste form i de andre hdskrr., selv om disse heller ikke er ganske fri for bearbejdelses-spor. Værket indledes med en prolog af euhemeristisk art, hvori Odins og asernes oprindelse fra Asien forklares, deres rejse til norden samt hvorledes de fortrængte de gamle virkelige guder og tog deres navne fortælles. Hermed tages der særlig sigte på værkets første del. Denne består af en samlet fremstilling af den gamle hedenske gudelære — under navnet Gylfaginning, Gylfes öjenforblændelse, efter den ramme, værket har; det er en fingeret samtale mellem den svenske kong Gylfe og den treenige Odin. Der gives nu i spörgsmål og svar en fremstilling af urjætten Ymir og kosmogonien, Borssönnerne, der skabte verden osv. med flere dertil hørende fænomener (Nat og Dag, Sol og Måne). Derefter kommer en skildring af menneskehedens og gudernes ældste tid, af Yggdrasilsasken m. m. Dernæst fremstilles de enkelte guder og gudinder; i tilslutning dertil beskrives Valhal m. m. Der meddeles et par Torsmyter udførlig, hvorefter forf. går over til at omtale Balders død og følgerne deraf, Lokes fængsling og tilsidst ragnarök, verdens undergang og genfødelse. Det er, som man ser, en fuldstændig systematisk og særdeles velordnet skildring, der efter datidens standpunkt og kildemateriale næppe kunde være bedre. Der er forskellige mangler, især i begyndelsen, hvor prologens anskuelser et par gange griber forstyrrende ind, ligesom også forf.s brug af »Alfader« navnet åbenbart er påvirket af kristendommens lære om gud. En meget stor fejl har Snorre begået, idet han ganske vilkårlig har flyttet de i Völuspá omtalte straffe efter døden til tiden efter ragnarök, medens de i virkeligheden efter hedensk opfattelse tilhørte tiden för; men her har atter kristne forestillinger grebet ind. Kilderne til dette værk er man for aller störste delen i stand til at påvise. Endel beror på gammel mundtlig fortælling (som Tors-myterne) og gammel endnu levende folketro, men det meste beror på de gamle Eddadigte, især Völuspá, Vafþruðnismál og Grímnismál; disse digte anføres ofte, men meget hyppig citeres de ikke, uagtet indholdet er direkte hæntet derfra. Desuden har Snorre benyttet endnu flere kvad, delvis sådanne, som ellers ikke kendes. At han undertiden har benyttet disse kilder vilkårligt, er der anført et eksempel på. I det hele må det siges at fremstillingen er særdeles vellykket; den sproglige behandling er mesterlig og afpasset efter æmnets alvor eller skæmt. Kong Gylfe har en skælm bag øret med sine ofte noget nærgående eller spydige spörgsmål; det er som man så Snorre selv med et smil om læben.


Den anden del af værket hedder Skáldskaparmál (og skulde oprindelig være en samtale mellem den spörgende Ægir og den belærende Brage). Heri findes først en udførlig fremstilling af skjaldemjödens historie, indtil den tilsidst kom i Odins eje (jfr. det tilsvarende digt i Hávamálsaml.). Derefter kommer »skjaldskabslæren«, der består i en fremstilling af de poetiske omskrivninger, kenningerne, og enkeltbenævnelser, hvortil kommer mere almindelige synonymer. Også her er ordningen fuldtud systematisk (Odins omskrivninger, andre guders, osv.; naturfænomenernes, mandens, kvindens, guldets osv. osv.). Alle kenninger belyses og belægges på det omhyggeligste med citater fra skjaldekvad; kun for den sidste klasses vedkommende udelades dette; det var ikke nødvendigt således at bevise de til den hørende ord; det var jo talesprogets egne betegnelser. Det er en mængde skjaldekvad, Snorre har kendt; dette hans arbejde viser bedst sandheden af hans ord (på et andet sted), at man — i det 13. årh. — kendte »alle kongers kvad« fra første færd af. Men i brugen af dem viser Snorres kritik sig på det bedste; idet han kun anvender de ældre skjaldes kvad, viser han, at han har den rigtige forståelse af skjaldekvadenes betydning som kilde.


Den tredje del af Eddaen udgöres af Háttatal, hvorom ovf. er talt. Dette digt skal nærmest tjæne til at illustrere værkets anden del, hvad kenninger og poetiske ords brug angår. Det ledsages af en temlig udførlig kommentar, der indeholder særdeles værdifulde vink. Den er utvivlsomt af Snorre selv.


Edda er oldtidens originaleste lærde arbejde og viser en videnskabelig sans og snille, som måtte forbavse. Den sproglige fremstilling er helt igennem udmærket. Værkets tilblivelse må vistnok sættes til tiden för 1222 eller för Háttatals afslutning; det må da også have foreligget omtr. færdigt, på digtet nær for Snorres udenlandsrejse, hvilket passer godt til hvad der ellers vides om ham.


Heimskringla. Således kaldes Snorres store værk om Norges konger, men det er et meget ungt navn; det egenlige er: Nóregs konunga sögur. Det findes eller fandtes i 3 hovedhåndskrifter, der kaldes Kringla, Jöfraskinna og Frísbók (codex Frisianus). De to første membraner brændte 1728; af Kringla haves i behold ét blad (i Stockh.), af Jöfr. nogle blade, men der haves ret gode papirsafskrifter. Det 3. er helt bevaret, men dér har Olaf d. helliges saga aldrig stået. Teksten findes renest og bedst i Kringla; i de andre er den dels interpoleret, dels på anden vis noget ændret. Heimskr. begynder med en særdeles interessant prolog, hvori Snorre udtaler sit forhold til kilderne — hvor han kommer til at omtale Are frode på en så rosende måde —; især omtales skjaldekvadene og deres betydning. Derefter følger Ynglingasaga eller sagaen om de sagn- og for-historiske Upsalakonger, der blev de norske kongers stamfædre. Der fortælles, hvorledes en gren af slægten flyttedes til Norge. Sagaen ender med Halfdan svartes fader. Kilderne for denne saga er dels Tjodolfs Ynglingatal, dels Skjöldungasaga, dels vel også traditionen. Det er lykkedes Snorre at få en logisk og vel sammensat, fyldig helhed ud af de tildels magre kilder. Så følger de enkelte kongers sagaer indtil år 1177, men ikke hver for sig uden forbindelse med hinanden. Det er her Snorre viser sig som en fuldstændig modsætning til de andre tidligere forfattere af samlingsværker om kongerne. Hos Snorre griber enkeltsagaerne ind i hinanden både kronologisk og pragmatisk-kavsalt. De er uopløselig knyttede til hinanden. Det er de kongelige herskere, der skal fortælles om; derfor får jarlerne ikke nogen selvstændig saga; deres historie flettes kunstmæssigt ind i kongernes. Heller ikke får Sven Alfivas sön nogen særskilt saga. Der fortælles udførlig om enhver af fyrsterne, men Olaf d. hellige er dog den, hvis saga er længst og mest omhyggelig udført. Tyngdepunktet lægges netop dér, hvor det skulde. Sagaen skal netop »vise, hvorledes Olaf stadig og ufortrødent arbejdede for sit dobbelte, bevidste formål: udbredelsen af guds rige, kristendommen, med fuldkommen udryddelse af hedenskabet og dets skikke på den ene side, udbredelsen og grundfæsteisen af sit eget jordiske rige i selve landet og udvidelsen deraf mod øst og vest, på den anden«. Netop ved sin martyrdød sikrer han så at sige sin evige ejendomsret til Norge for alle sine efterkommere. Ved sin virksomhed for guds rige opnåde han, hvad han ønskede. Også den egenlige indenlandske styrelse, hævdelsen af lov og ret, fremhæves med styrke. M. h. t. personskildring og -gruppering, for ikke at tale om stilen, er sagaen om Olaf især et fuldendt mesterværk. Netop den viser klarest Snorres hele magt over det vældige stof og overlegne behandling deraf, samt hans kritiske metode. Men alt dette træder også klart frem i de andre sagaer.


Kilderne for disse var naturligvis først og fremmest de allerede eksisterende enkeltsagaer, ikke blot om de norske konger, men også de om Orknøjarlerne, om Færøerne osv. Snorre har sammenlignet dem med hinanden, taget fra hver, hvad der forekom ham, efter alt at dömme, sandsynligst og mest logisk. Dernæst — og deri er Snorre også på det mest afgjorte en modsætning til Styrme og senere bearbejdere —, optager han fra disse således benyttede kilder kun så meget, som der var brug for for at klargöre den historiske sammenhæng. Det er ikke ham om at göre at få så meget stof ophobet som muligt. Det er hans hovedopgave netop psykologisk at vise så at sige den tankegang og de planer, som enhver fyrste nærede og vilde udføre. Og det er i forhold til dette at han benytter kilderne som han gör det. Dernæst er skjaldekvadene, som han kendte tilbunds, en stadig benyttet kilde, mest dog i værkets første to tredjedele. På flere punkter har Snorre ved en kritisk benyttelse af dem rettet fejl i de prosaiske kilder og så at sige anvendt dem som prøvesten i det hele. Endnu må fremhæves Snorres overordenlige omhu for tidsregningen. Her benytter han Ares skrifter især. Denne side af sagen var, især for de ældre tiders vedkommende, i det hele den vanskeligste, og her er det heller ikke lykkedes Snorre at klare alle vanskeligheder. At Snorre, trods sin kritik, ikke altid har truffet netop det historisk rigtige, er tilvisse sandt, men det var også umuligt. Snorre vil kun fortælle, hvad der var afhjemlet ved gode kilder og han vil fortælle alt dette udførligt og fremfor alt upartisk og lidenskabsløst. Dette viser sig først og fremmest i hans besindige og retsindige domme f. eks. over den ellers forhadte og ilde behandlede Hakon jarl (»den onde«, som han ofte kaldes).


Snorres fremgangsmåde har vistnok været den, at han på ethvert punkt selv afgjorde »hvad og hvorledes«, men han har benyttet skrivere og dikteret dem, eller, hvor der kunde optages længere stykker uforandrede fra de brugte kilder, ladet dem afskrive disse ordret. Derfra stammer de ordrette overensstemmelser med andre værker. Til denne fremgangsmåde passer begyndelsesordene: »I denne bog har jeg ladet skrive« osv. Men Snorres ånd har præget det hele og hans er værket ligefuldt helt fra først til sidst. Ynglingas. er dog hans originaleste arbejde, da her ingen prosaiske kilder forelå, i hvert fald har de da været ganske kortfattede.


Snorre interesserede sig levende for svundne tider, de gamle høvdingers gören og laden; han beskriver blotgilder, beskriver hövdingers dragt og virksomhed ved en bestemt lejlighed, beskriver historiske lokaliteter osv. — alt dette dog således, at det passer ind som så at sige krævet led i det hele. Men det må siges, at Snorre under sine ophold i Norge ikke har gjort sig nogen umage for at besøge sådanne historiske steder, der lå afsides; han har ikke været på Frædøen, ikke engang ved Stiklestad, og næppe været uden for den almindelige sejlled langs kysten.


Snorres personskildringer både af mænd og kvinder er med rette berömte. Hans psykologiske sans er vidunderlig fint mærkende og han er mester i at stille karakterer overfor hinanden og lade dem gensidig belyse hinanden. Særlig har de gamle hövdinger hans hjærte, sådanne som Erling, Hårek i Tjotta, Torgny lagmand osv. osv., også kvindekarakterer som Asta og Astrid, og ikke mindre den svenske kongedatter Ingigerd, der er så vidunderlig fint skildret i hendes gryende kærlighedsfølelse, som så brat blev tilintetgjort — alt dette er Snorres åndelige ejendom og værkets sandeste pryd.


Fra hvad side man end tager Heimskringla er det ikke blot en åndelig bedrift, men et monumentalt storværk, der overgår alt, hvad der fandtes i samtiden både i ind- og udland. Nogle af slægtsagaerne kan måske nok måle sig med den i logisk sammenhæng og personskildring, men de er ikke et så selvstændigt eller så omfattende et åndsarbejde som Snorres.


At værket er forfattet i Snorres lykkeligste og roligste periode, i tiden mellem 1220-30, er så at sige en given sag. Der haves en interessant meddelelse om den unge Sturla Sigvatsson; vinteren 1230-31 opholdt han sig hos Snorre, og han siges da at have ladet »afskrive de sagabøger, som Snorre satte (ɔ: havde sat) sammen«. Desværre gives der ikke nöjagtigere oplysninger, og der kan ikke ses heraf, hvad »sagabøger« er, om det er hele Heimskringla eller dele af den. Men at det er den, der menes, kan ikke være tvivlsomt.


Hvorvidt Snorre har forfattet flere sagaer end Heimskr. er ganske usikkert. Man har villet søge at vise, at f. eks. Egilssaga var hans værk. Det kunde være en ret fristende antagelse af flere grunde. Ikke desto mindre er den så usikker, at det er varsommere at lade sagaen være, som hidtil, anonym.


Det skal endelig bemærkes, at Olafssagaen blev særskilt afskreven og udtagen af Snorres værk, sikkert ikke af ham selv; foran den og efter er der tillige givet et kort uddrag af de andre sagaer. Denne særskilte Olafssaga blev senere interpoleret og bearbejdet; i sin reneste form findes den i det gamle håndskr. i Stockholm. Men der findes også en mængde andre hskrr. (tildels kun brudstykker). Det er tilværelsen af denne saga, det skyldes, at cod. Fris. har udeladt Olafssaga.


Snorres værk ligger også mere eller mindre til grund for alle de sagaer, der findes i de bearbejdelser, der er udgivne i Fornmannasögur I — VII.



Sturla Þórðarson

Sturla var en brodersön af Snorre, f. 1214, 29. juli. Han blev opdraget hos sin bedstemoder og sluttede sig senere meget nöje til Snorre, hos hvem han opholdt sig gentagne gange. Snorres historiske virksomhed har uden tvivl haft stor betydning for Sturla. Efter Snorres død var det ham, der var hovedmanden i det parti, der fortsatte modstanden mod kong Hakons planer og hans redskaber, især Gizur Torvaldsson, der nu for alvor begynder at træde frem som en af historiens hovedpersoner. Sturla sluttede sig først til Sturla Sigvatsson, senere til Tord kakale; deltog i et par kampe (som det store Örlygstadslag) og indvikledes i de mange stridigheder i den egenlige Sturlungetid. Engang blev han tagen tilfange af Gizur og dennes forbundsfælle, hövdingen Kolbein d. unge. Sturla slap fri ved at love, at han ikke vilde være deres modstander for eftertiden. Sturla holdt sit edelige løfte, indtil de andre brød deres løfter til ham. Med Gizur kom der senere et forlig i stand og et giftermål mellem deres börn blev indgået; men Gizurs nygifte sön omkom i branden på Flugumyr (1253), og forholdet blev atter køligere. Forholdene udvikledes nu efterhånden således, at den norske konge på forskellig vis vandt stadig större terræn på Island, og i året 1262 måtte Sturla sammen med störste parten af hans landsmænd aflægge Hakon underdanighedseden og forpligte sig til at rejse udenlands. Han har sikkert indset, at al yderligere modstand var forgæves; resigneret fandt han sig i det uundgåelige. 1263 rejste han da — for første gang udenlands. Til alt held traf han ikke kong Hakon, der da var på sit vesterhavstog, hvorfra han blev bragt hjem som lig. Kong Magnus tog først uvenlig mod Sturla. Men de forligtes hurtig og Sturla sluttede sig meget nöje til Magnus. Han opholdt sig uafbrudt i Norge til 1271; i dette år sendtes han til Island med en lovbog, som kongen ønskede, at Islænderne skulde vedtage. Den blev tildels vedtaget og året efter blev den gamle isl. statsforfatning helt kuldkastet. Der blev nu oprettet et lagmandsembede, og lovretten og den dömmende myndighed blev forenet; lovbjærgets historie var dermed ude, og altingets betydning ændredes grundigt. Sturla var selvskreven til at være lagmand — lovsigemand havde han tidligere været —; dette embede beklædte han til 1276; da blev det delt, og han var så fremdeles lagmand i den nordvestlige del til 1282 (1277-78 var han atter udenlands). Den 30. juni døde han 1284.


Sturla er en overmåde sympatetisk karakter. Rolig og i det hele fredsommelig mand, klog og besindig, og i det hele en harmonisk udviklet personlighed. Trofast og ærlig var han af karakter, uden svig og underfundighed. Han var religiøs, og ikke uden en vis slags overtro; han siges at have kunnet forudsige ting efter i nogen tid at have leget med sin griffel og vokstavler. Af eftertiden fik han det skönneste skudsmål som »den klogeste og mest mådeholdne mand«. Som historisk forfatter viser han tilsvarende egenskaber. Altid er han en lidenskabsløs dommer, en samvittighedsfuld og upartisk fortæller; aldrig falder der et bittert ord til Gizur eller andre modstandere, der dog havde behandlet ham og Snorre så skændigt. Den historiske sandhed var ham et og alt, derfor søgte han altid de bedste kilder, öjenvidner og dokumenter. Fuldt så stor en kritiker eller bevidst forsker som Snorre var Sturla imidlertid sikkert ikke. Æmnet var da også noget anderledes for ham end Snorre, nemlig hans samtidshistorie. At Sturla også har beskæftiget sig med ældre værker, er givet, men det har været på en anden måde, noget i retning af Styrmes virksomhed. Herom straks nærmere. Der gives antydninger af, at Sturla har sysselsat sig med slægtsagaerne, men der vides intet bestemt i så henseende.


Sturla beskæftigede sig både med Islands og Norges historie ligesom Are, men hvilken forskel er der ikke på de to.


Det er för blevet omtalt, at Sturla havde beskæftiget sig med Landnámabok; hans bog var den ene, som Haukr Erlendsson benyttede eller afskrev. Der er ingen tvivl om, at Sturlas virksomhed i så henseende kun har bestået i en udvidelse af den oprindelige tekst; man kan ikke nöjere angive denne, men ialfald hører Sturlungaslægtregistrene dertil.


I denne forbindelse kan fremhæves, at i Hauksbók findes Kristnisaga med en usagamæssig begyndelse, der er afpasset efter öjemedet; den skal nemlig være en kronologisk fortsættelse af Landnáma. Man kan formode, at dette er Sturlas og ikke Hauks værk, m. a. o. at han ved at knytte Kristnis. til sin Landnáma har villet få en sammenhængende landshistorie — i hvert fald for den vigtigste dels vedkommende — i stand ned til omtr. 1120. Dette bestyrkes ved et andet forhold, der straks skal omtales. Hvorvidt Sturlas antydede beskæftigelse med slægtsagaerne står i forbindelse hermed, er usikkert, men urimeligt er det ikke.


Íslendinga saga (el. sögur). Med dette værk kommer man til den såkaldte Sturlunga. Som dette værk foreligger, er det en samling af flere uensartede dele, bragt i stand i slutningen af det 13. årh. Den findes i to membraner, hvoraf dog den ene især nu er meget defekt; kun nogle få blade er tilbage deraf. Værket begynder med en lille þáttr om Geirmundr heljarskinn, en landnamsmand i det vestlige Island, og dertil knyttes der slægtregistre. Så følger de för omtalte helt selvstændige sagaer om Torgils-Haflide og Sturla, dog således at ind imellem dem skydes slægtregistre, der især vedkommer Sturlaslægten. Efter Sturlusaga findes en meget mærkelig og oplysende notits om Sturla og hans værk. Derpå følger en sammenstykning af de för omtalte sagaer om biskop Gudmund og Gudmund dyre, hvorefter Sturlas eget værk begynder; ind i dette er dog slutningen af biskop Gudmunds saga indsat og, senere, den sidste del af Hrafnssaga (för omtalt). Sturlas Islendingasaga går for det første til Snorres død. Ved første blik er det klart for enhver, der har beskæftiget sig noget med sagalitteraturen, at der her foreligger en temlig mekanisk, for ikke at sige plump sammenflikken — ikke engang nogen sammenarbejden — af ganske usammenhængende sagastykker. Men målet er klart, nemlig i én samling at skaffe tilveje en oversigt over samtidige begivenheder; det er udelukkende kronologiske og synkronistiske hensyn, der råder. Heldigvis er det let at udskille de enkelte bestanddele (noget som G. Vigfússon i sin udgave, hvad der dog er mindre rigtigt, har gjort). Hvad nu Sturlas egen saga angår, er det ikke vanskeligt at bestemme dens bestanddele (Geirm. þáttr kan man se bort fra; for slægtregistrene gælder det samme). Det afsnit, der her behandles og som går til Snorres død, er et særdeles dygtigt og logisk sammenhængende sagaværk; Sturlungerne er dets hovedpersoner, blandt disse atter Snorre. Det slutter sig således særdeles godt til Sturlusaga; med Sturlas død og omtale af hans hustru og sönner indledes sagaen. Da disse Sturlungers virken og liv greb så dybt ind i landets historie, får værket tillige betydning af at være landshistorie i hvert fald hvad den sydvestlige og den nordlige del af landet angår. Fremstillingen er, som allerede bemærket, overordenlig upartisk og bygget på de bedste kilder, öjenvidners oplevelser og ikke mindst Sturlas eget nöje kendskab til størsteparten af det fortalte; selv var han jo et öjenvidne og endogså tit og mange gange deltager i begivenhederne. At han ikke altid forstår at skelne mellem det mere og det mindre væsenlige siger sig selv. Til gengæld gives der en sådan fylde af enkelttildragelser og fortælles der om en sådan mængde personer, at det er et stort held at have et så righoldigt kildeskrift om landets måske mest interessante tidsrum.


Efter fortællingen om Snorres død følger Tord kakales saga, der åbenbart er en særlig saga for sig; det derpå følgende kapitel er ligeledes af en saga for sig om Svinfellingerne, derpå følger nogle (5) kapitler af mere almindeligt indhold, og så indskydes der atter i det ene hdsk. en selvstændig saga om Torgils skarde — hvoraf dog enkelte kapitler findes i det følgende —; endelig findes et langt stykke af mere almindeligt indhold (landets historie). Spörgsmålet er nu, hvorledes skal disse stykker af almindeligt indhold bedömmes. Er de en fortsættelse af Sturlas værk, eller noget for sig selv? Herom strides der. B. M. Ólsen har villet vise, at Sturlas værk kun går ned til Snorres død, men at det øvrige (bortset naturligvis fra de nævnte særsagaer) er væsenlig af en særlig saga om Gizur Torvaldsson. Derimod har man gjort gældende, at det så var vel lidet, som der måtte tillægges Sturla (jfr. titlen), samt at der fra indholds og fremstillings side intet var til hinder for at antage, at også disse partier var forfattede af Sturla; fremstillingen bærer i det hele de samme kendemærker som sagaværket til c. 1241. Men denne del er ganske utvivlsomt blevet mere ændret og bearbejdet end hin. Hvis det hele er Sturlas værk, — hvad der vistnok må siges at være ret sandsynligt, — har det gået ned til omkr. 1262 og vistnok afsluttet för Sturla tiltrådte sin udenlandsrejse. Når Sturlas sidste levedage og død omtales, skyldes det selvfølgelig samleren eller bearbejderen. Til et sådant större hele vilde navnet passe fortræffelig, og for Sturla selv måtte det være en tiltrækkende, ja en selvfølgelig opgave at føre sit værk så langt ned som muligt.


Der kunde nu være al grund til at antage, at det var Sturla selv, der til Landnáma og Kristnisaga havde föjet de to sagaer, der allerede eksisterede, om Torgils-Haflide og Sturla (den gamle), og dertil föjet sit eget værk; dermed havde han bragt i stand et sammenhængende værk om Islands hele historie, om den islandske fristat fra landhamstiden af og indtil landet underkastede sig den norske konge. Dette forstodes imidlertid ikke eller ignoreredes af bearbejderne, der indsatte alle de andre sagaer, for endnu större fuldstændigheds skyld.


Dette var altså Sturlas virksomhed m. h. t. Islands historie. Men han udfoldede en lignende betydningsfuld virksomhed for Norges historie, idet han på opfordring af Magnus lagaböter skrev hans faders saga, Hákonarsaga gamla. Denne findes i dens oprindelige skikkelse (men i indbyrdes noget afvigende håndskrifter). Det er en overmåde detaljeret biografisk kronologisk fremstilling af Hakons hele liv, med de samme hovedkendemærker som Islændingesaga, behersket, upartisk, og fuldstændig pålidelig, idet kilderne her var rige nok, öjenvidner i hundredetal og ikke mindre det kongelige arkiv, hvortil Sturla havde uhindret adgang. Uagtet sagaen på sine steder er noget tör og trættende detaljeret, er der til gengæld flere partier af megen interesse og livfulde. Ejendommeligt nok har Sturla selv optaget en mængde af sine egne, sin broder Olafs og fleres vers i sagaen, uagtet han sikkert har indset, at egenlig beviskraft besad de ikke, det er åbenbart blot og bart en efterligning af de andre kongesagaer, der her viser sig; versene er der for pryds og sædvanes skyld. Men derved er de også bevarede.


Endnu har Sturla skrevet en saga om Magnus lagaböter selv. Det er den sidste kongesaga. Med den havde man altså fåt en sammenhængende sagarække ligefra de ældste sagntider af og til c. 1280. Af denne saga er der nu kun nogle få brudstykker i behold. Det lader til, at den har været uden vers.



Sagaer om islændere, forfattede efter midten af det 13. årh.

Det er i det foregående blevet bemærket, at der eksisterede nogle sagaer af yngre dato om den gamle sagatids Islændere. Kendemærket på disse er i det hele taget, at den i dem fremtrædende historiske tradition er meget forvansket og kendskabet til oldtiden (ɔ: det 10.-11. årh.) på flere punkter meget mangelfuldt. Hertil kommer en mindre god eller klassisk fremstilling især m. h. t. den sproglige side. Ligeledes findes der i flere af dem slægtregistre direkte hæntede fra Landnáma. Også uægte vers findes i dem, skönt det ikke er noget afgörende kriterium. Men i øvrigt er de indrettede ganske som de gamle klassiske sagaer. — Beskrivelsen af tog, især vikingetog, har en meget almindelig karakler uden individuel friskhed. Personerne er derimod i det hele godt og anskueligt skildrede; deres karakter er det, som mest uforandret er bevaret; især gælder dette en saga som Grettissaga. Begivenhederne bærer ofte en aldeles eller dog overvejende uhistorisk karakter; desuagtet må sagaerne i så henseende for hovedtrækkenes vedkommende antages at være historiske. Disse sagaer skal nu kortelig gennemgås.


Til det sydvestlige land hører Hœnsaþórissaga, eller sagaen om den lavættede og lavsjælede kræmmer, hönsehandleren Tore, der ved sin slethed fik en hövding indebrændt (kort efter midten af det 10. årh.). Der er mange gode oldtidsminder i sagaen, men forf. har ikke altid forståt dem; kompositionen er ujævn og den har den hovedfejl at gå ud fra, at den indebrændte person var Blundketill, og ikke dennes sön Torkel, som Are sikkert rigtigere meddeler. Denne mærkelige forvanskning er vistnok efterhånden opståt i den mundtlige tradition.


Til det vestlige nordland hører følgende to.


Kormákssaga, om skjalden Kormak og hans elskov til Steingerd Torkelsdatter og hans mange kampe og fejder i anledning deraf, samt hans udenlandsrejser. Sagaen er meget forvirret og usammenhængende, egenlig kun en ramme om Kormaks mange løse vers, der heller ikke er godt overleverede. I hovedtrækkene er sagaen utvivlsomt rigtig, og den giver gode bidrag med hensyn til forskellige oldtidsskikke, skönt der dog her er påvist fejl i den. Sagaens begyndelse er usagamæssig. Kormaks raske sind og energiske handlemåde, især når det gælder kamp, fremtræder med fuld klarhed og psykologisk konsekvens. De kapitler, der handler om Kormaks modstander Holmgöngu-Berse, er måske uddrag af en tabt saga om denne. Til Landnáma står sagaen ikke i noget forhold. Den er sikkert, forfattet i Kormaks fødeegn.


Her er også Grettissaga efter al sandsynlighed skreven. Den handler om Grettir Asmundsson fra Bjarg i Midfjorden, denne i virkeligheden godmodige og muntre mand, der dog ikke vilde være genstand for andres forhånelser og krænkelser, tilmed da hans legemskræfter var så store, at han fik tilnavnet »den stærke«. Fra barn af var han oplagt til drillerier, der kunde udarte. Ved et spil af skæbnen blev hans skæbne i höj grad tragisk; han blev dömt fredløs for at have begået mordbrand, som han var uskyldig i. Fredløs flakkede han omkring i henved 20 år, forfulgt, men også mange gange hjulpen og støttet, ligesom han selv også altid var villig til at hjælpe andre i nøden. Hvorledes det end gik, altid var han glad og havde muntre ordsprog på læben. Tilintetgörelse af spøgelser og overnaturlige væsner blev så at sige Grettirs specialitet på Island — ligesom han under sit første ophold i Norge blev berömt for höjbrud og bersærkedrab. Der fortælles vidtløftigt i sagaen om alt dette. Meget af hvad folketroen havde skabt blev i tidens løb knyttet til Grettirs navn; led blev föjet til led, og således blev da sagaen om ham opfyldt af dette. I så henseende har den sin særlige interesse. Om alt, hvad der nu findes i den, hidrører fra den oprindelige forfatter, er blevet betvivlet, men det må siges, at som sagaen nu er udgör den et meget logisk og vel ordnet hele, og det er meget vanskeligt med fuld sandsynlighed at udpege interpolationer. Grettirs slægts forhistorie er fortalt i begyndelsen af sagaen, men slægtrækkerne er udskrevne af Landnáma; alt det øvrige er for störste delen tildigtning. Slutningen af sagaen (Grettir hævnes ved broderen Torstein dromund) er et velkendt æventyr (elskovsæventyr; Tristan-motivet). Man finder rundt i sagaen indflydelse fra forf.s udstrakte læsning. Alt dette viser, at sagaen ikke kan være forfattet för end i den sidste halvdel af det 13. årh. Hvorvidt begyndelsen og slutningen beror på endnu yngre tildigtning, er vanskeligt at afgöre, men det er muligt, at så er tilfældet. Sagaen er fortalt flydende, i en behagelig stil og i det hele et ret godt sprog. Den har været i besiddelse af en stor tiltrækning og har været en af de mest yndede sagaer. Grettir er bleven til en sagnomspunden nationalhelt.


Til den østligere nordlandsgruppe slutter sig følgende sagaer.


Hávarðar saga ísfirðings, halta. Hovedpersonen Håvard er en historisk person, af hvem Snorre anfører vers. Han havde en sön, Olaf »med björnevarmen«. Sagaen begynder først efter at denne er voksen; han bliver slået ihjæl af en isfjordsk hövding; sagaen fortæller så, hvorledes den utrøstelige gamle fader hævner sin sön. Efter at hævnen var fuldbragt, måtte han forlade sin hjemstavn. Han nedsatte sig da i Svarfadardalen, hvor han levede til sin død. Sagaen er således egenlig ikke en biografi, men mere en episode. Den fortælles i og for sig ret godt, men i øvrigt er sagaen også ved sin begyndelse usagamæssig. Den til grund liggende tradition — der er også ægte vers i sagaen — var meget forvansket, og forf. er meget dårlig underrettet om de isfjordske lokaliteter, ligesom han også blander personer sammen. Dette er bevis for, at sagaen er forfattet i Svarfadardalen meget sent, da traditionerne fra den fjærne egn var bleven meget afblegede og forvanskede. Alligevel er sagaen langt fra uden interesse. — Når Landnáma henviser til en saga om Håvard, må dermed menes en ældre, tabt saga.


Landnáma henviser også til en Svarfdœlasaga; det kan heller ikke være den, der nu haves, da Landn.s fortælling slet ikke stemmer med den. Hovedpersonerne er Torleif jarlsskjald (se ovf. s. 123) og hans familje, samt bersærken Klaufi og hövdingen Karl røde og Karl unge. Her findes en meget mærkelig kvindelig hovedperson, Yngvild fagerkind, hvis ukuelige sind sagaen skildrer godt og könt. Gentagne gange sælges hun i trældom — endelig opgiver hun dog sin trods, men derved er hun knækket på livstid. Ellers er det bygdestridigheder, der meddeles. Desværre er der lakune i sagaen, så at den er vanskelig at bedömme. Sagaen er meget efterklassisk i stil og fremstilling, men den har sikkert været logisk i sin sammensætning. Den indeholder en del vers, hvis ægthed er tvivlsom. At sagaen ikke helt er historisk viser Landn.; traditionen er meget forvansket, selv om hovedtrækkene mulig er rigtige.


Til sagaen slutter sig ligeledes en efterklassisk þáttr om Torleif jarlsskjald, der især skildrer dennes sammenstød med Hakon jarl.


Endelig er der en saga fra Sydlandet, Flóamannasaga. Den er noget i slægt med Grettissaga. Den begynder med landnamstiden, men her er Landn. udskreven. Hovedpersonen er Torgils Arbensfostre, om hvis udenlandsrejse og senere en rejse til og ophold i Grönland der fortælles. Her findes flere interessante enkeltheder. I øvrigt er sagaen ikke af synderlig betydning, men den er ret underholdende fortalt. Æventyr og overtro og drömme spiller en stor rolle deri.


Hertil slutter sig endel þættir — alle mere eller mindre uhistoriske, men der er ingen særlig grund til at dvæle ved dem her.



Sagaer om islændere i det 13. årh.

De fleste af disse er nævnede för; 3 er optagne i Sturlunga-samlingen; den anden ganske vist kun i det ene håndskrift.


Þórðar saga kakala. Tord var en af Sigvatssönnerne, stridbar og kraftig. Sagaen handler egenlig kun om hans ophold på Island og kampe i tiden 1242-50; han døde som kongelig embedsmand i Norge 1256. Sagaen er mulig noget forkortet, men den giver et godt billede af den unge Sturlung. Den er forfattet ikke så kort efter Tords død.


Þorgils saga skarða. Af sagaen i dens oprindelige form findes et brudstykke; i Sturl.-saml. er den noget ændret og forkortet. Det er en meget detaljeret og anskuelig fortalt saga om denne Sturlung (f. 1226, d. 1258), især om hans færd og bedrifter på Island efter 1252. Han hørte til Hakons modparti og Sturla sluttede sig til ham; han var voldsom, men rettænkende af karakter. Sagaens forfatter er åbenbart bevidst islandsk-national og bitter mod kongen og hans redskaber. Fremstillingen er klar og ligefrem og sagaen er åbenbart skreven af en mand, der havde udmærket kendskab til Torgils. Den er forfattet ikke længe efter Torgils' død.


Den såkaldte Svínfellinga saga, i Sturl-saml., er kun et lille brudstykke, der handler om begivenheder i årene 1248 og følg.


Endnu en saga haves om den tapre og sympatetiske Arón Hjörleifsson, Áronssaga. Aron blev indviklet i kampe og fejder, især hidrørende fra og stående i forbindelse med biskop Gudmund omkring og efter 1220 omtr. Også denne saga giver gode bidrag til landets almindelige historie. Aron selv blev dömt fredløs; han forlod landet, foretog en pilgrimsrejse, kom tilbage til Norge og levede der til sin død 1255. Om denne del af hans liv fortælles der ikke meget. Forf bygger på den mundtlige fortælling, men sagaen er skreven temlig længe efter Arons død; hvad den fortæller er ikke altid korrekt; det fremgår af en sammenligning med Sturlas fremstilling.


Hermed er oversigten over den islandske sagalitteratur angående historiske begivenheder på Island sluttet.


Hvad Norge angår, samlede man og bearbejdede man de gamle sagaer på forskellig måde; man interpolerede dem bestandig mere og mere, og man fortsatte dermed til langt ned i 14. årh. Det kulminerer i Olafssagaerne, som de foreligger i Flatøbogen. Men efter Heimskringla blev der — bortset fra Sturla — ingen originale sagaværker om Norge skrevne, hvad der heller ikke var muligt. Der findes ganske vist enkelte mindre, men i reglen uhistoriske eller legendeagtige þættir eller småsagaer, som den tidligere nævnte Skáldasaga og þættir om Halfdan svarte og Harald hårfagre; nogen selvstændig betydning har de ikke. Derimod haves et sagaværk om Danmark.


Knýtlingasaga, egl. sagaen om Knud »den fundnes« (jfr. s. 298) efterkommere. Den begynder med Harald blåtand og ender omkr. 1190, idet de enkelte kongers sagaer følger umiddelbart efter hinanden uden nogen kunstnerisk sammenknytning. Sagaen begynder formelt ganske usagamæssig; grunden er den, at Skjöldungasaga i en udvidet form er bleven benyttet af forf. som indledning; Knýtlinga er dens fortsættelse. De enkelte sagaer eller afsnit er meget forskellige. I begyndelsen er de temlig korte og ligesom udtogsmæssige, især om Harald og Sven tveskæg; noget udførligere er afsnittet om Knud d. store, men her havde forfatteren udmærkede kilder i skjaldekvadene og de er rigelig benyttede, men næppe helt udnyttede. Efter Knud og til Sven Estridsen er sagaen atter temlig kort. Så bliver den igen udførlig især om Knud d. hellige og Erik egode, hvor forf. atter havde en så fortrinlig kilde som Markus' drape om Erik. Udførligst er dog fremstillingen for det 12. årh.s vedkommende, især dettes sidste halvdel, om kong Valdemar og Absalon og Vendertogene. Her er der en forbavsende fylde af enkeltheder, helt ned til det nævnte tidspunkt. — Det er ikke vanskeligt at bedömme sagaen og dens tilblivelse. Den har Heimskringla til (formelt) forbillede, og ikke det alene, men den benytter Heimskr. som en direkte kilde; derfra er så godt som alt hæntet, der vedrører forholdet mellem Danmark og Norge, som oftest noget forkortet. En anden hovedkilde er allerede nævnet, nemlig skjaldekvadene; de er især, som bemærket, benyttede i sagaen om Knud d. store og Erik egode; også andre steder findes der vers. For det tredje er den mundtlige tradition en hovedkilde, især for det 12. årh.; herpå beror for det første den optagne helgensaga om Knud d. hellige, der er det længste afsnit, og som uden tvivl er ældre end det øvrige; den svarer til Olaf den helliges saga i Hkr. Dernæst beror afsnittet om Knud lavard på traditionen, og endelig alt det sidste. I det hele og store må denne, især hvad det sidste afsnit angår, siges at være forbavsende, god og nöjagtig. Her er det så heldigt, at en prøve kan anstilles ved hjælp af den her så velunderrettede Saxo; der er nogle unöjagtigheder, men sammenligningen viser, hvor rigtig sagaen er endogså i sådanne detaljer, hvor man mindst væntede det. Til gengæld findes der slemme fejl f. eks. i Erik egodes saga. Endnu skal fremhæves, at sagaen indeholder et meget mærkeligt kapitel af geografisk indhold, nemlig en beskrivelse af Danmark og dets bispedömmer. Sagaen er intet kunstværk; forf. har ikke gjort det mindste forsøg på at sammensmelte det hele ved en ledende tanke; han forsøger ikke at göre de enkelte afsnit nogenlunde hinanden lig, ikke engang i stilistisk henseende. Derfor er afsnittet om Knud d. hellige og flere så afstikkende fra alt det øvrige; at forf. ikke skar de udsmykninger bort, der navnlig findes i Knuds-afsnittet, kunde man ikke vænte; endnu mindre at han kunde udøve nogen kritik over de historiske urigtigheder, der findes deri. Det sidste afsnit må bero på meddelelser, der hidrørte fra Islændere, der opholdt sig i Danmark i den sidste halvdel af det 12. årh., og af sådanne kendes der flere; man kommer da særlig til at tænke på den af Saxo nævnte »Islænder Arnald, der forstod så godt at fortælle historier«. Man får flere steder et ret godt billede af de enkelte konger, men atter her mærkes forf.s mangel på ævne til eller sans for at undersøge og skildre et sammenspil mellem karakterer og begivenheder. Sagaværket er blevet til en rum tid efter Heimskringla; Damiettes erobring (1249) nævnes, giftermålet mellem Hakon den unge (d. 1257) og Rikiza omtales; Olaf hvitaskald ligeledes og snarest som død. För 1260 er værket næppe fuldført. Senere end 1270 er det vistnok heller ikke skrevet. I sin helhed bærer det et umiskendeligt præg af den tids forfatterskab.


Vedrørende Ruslands historie er den lille Eymundar þáttr, om den norske kongeætling Eymund, der i 11. årh. drog til Rusland, blev her en landeværnsmand og udførte kampe og bedrifter, men døde temlig tidlig. Der er uhistoriske ting i den, men en hel del er rigtigt og interessant. Her er Nestors bekendte krönike til sammenligning.


Her kunde der endnu være tale om annalsværker, som man i slutn. af det her pågældende tidsrum begyndte at forfatte på Island, men da störste delen deraf tilhører det 14. årh., er det hensigtsmæssigst at behandle det hele samlet. Der kunde også være enkelte lister af historisk indhold at nævne. Især er det såkaldte Skáldatal af stor betydning, hvor alle svenske, norske, danske fyrsters (hird)skjalde opregnes.