Norske Historieskrivere på kong Sverres Tid

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gustav Storm (1845-1903).

Norske Historieskrivere på kong Sverres Tid

Af Gustav Storm

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1871

I.

Da P. A. Munch opholdt sig i Skotland 1849 for i derværende Arkiver at søge Oplysninger til Norges Historie, fandt han et gammelt Haandskrift fra 15de Aarhundrede, som indeholdt en kortfattet latinsk "Hystoria Norwegie". Dette Haandskrift ansaa han for vigtigt nok til at udgives i et Universitetsprogram (Symbolæ ad historiam antiquiorem Norvegiæ etc. Christ. 1850). — Skriftets Forfatter henvender sig i Fortalen til sin Lærer og Foresatte, hvis Navn skrives Agnellus, med Bøn om Overbærelse, "thi det er en tung Pligt for den Uerfarne at beskrive et vidtstrakt Lands Beliggenhed, at fortælle dets Kongers Slægtled og Christendommens Komme og Hedenskabets Afskaffelse — , et Arbeide, som til denne Tid ikke var forsøgt paa Latin." Han tilføier, at han ikke er bange for Daddel som Løgner, "da jeg i Oldtidens Historie (in vetustatis serie) ikke har skrevet noget nyt eller uhørt, men i alt har fulgt de Gamles Fortælling" (seniorum assertiones secutus). Til Slutning bemærker han, at han har tilføiet, hvad mindeværdigt han har fundet i Samtiden (nostris temporibus). Derved adskiller han sig som egentlig Forf. tydeligt fra den skotske Afskriver, som har afbrudt Arbeidet midt i Olaf den Helliges Historie. Forf. er i Virkeligheden heller ikke samtidig med Afskriveren; denne er en Skotte og har vel levet i 1ste Halvdel at 15de Aarh. (se Munchs Fortale S. V). At Forf. tilhører en anden Tid, har Munch vist ved Sammenligning med 3 svenske Kongerækker fra 14de Aarhundrede (fra c. 1333, c. 1350 og c. 1396). Munch viser, at man i Sverige har ligetil afskrevet Begyndelsen af Kongerækken fra Inge og Njord indtil Halvdan Hvitbein efter denne latinske Krønike. De svenske Historikere har afskrevet den med alle dens Feil og føiet flere til; Svenskerne sees foruden Kongerækken ogsaa at kjende den geografiske Del af Krøniken; thi Halvdan Hvitbein kalde de Konge over "Norwagenses in Montanis" (d. e. Oplændingerne), et Udtryk, som netop faaer sin Forklaring i Krønikens geografiske Oplysninger om Norge, hvilke de svenske Historieskrivere iøvrigt ikke havde Brug for og derfor ikke optog. — Krøniken er saaledes rimeligvis bleven indført fra Norge til Sverige i Begyndelsen af 14de Aarhundrede , da Forbindelsen mellem Norge og Sverige blev stærkere først gjennem de kongelige Giftermaal og senere gjennem Foreningen af 1319. I Norge er den derimod langt ældre. I den geografiske Beskrivelse fortælles om de skotske Øer (som urigtig sammenfattes under Navnet Orchades), at de deles i 2 Riger ; thi meridianæ insulæ (Suðreyjar, Hebriderne) staa under Smaakonger, men de nordlige (de egentlige Orknøer) under Jarler, og begge betale Skat til Norges Konger. Nu vide vi, at efter Kong Haakons Død paa Orknøerne (Decbr. 1263) maatte Øernes Konge Magnus Olavssøn allerede 1264 hylde Skottekongen, og at den norske Konge virkelig afstod Sudrøerne til Skotland 1266. Følgelig er dette Sted (og altsaa selve Skriftet) skrevet endnu før Kong Haakon Haakonssøns Død; hermed stemmer det ogsaa, at ikke Grønland regnes blandt Norges Skatlande, og at det heller ikke under Islands Beskrivelse siges, at dette Land betalte Skat saaledes som Orknøerne og Færøerne. — Skriftet er saaledes vistnok ikke yngre end Midten af 13de Aarh.; men det maa føres endnu længere tilbage, da det maa antages at være benyttet af Snorre i Ynglingesaga (fra c. 1220—30) og af Forf. til de ældste Kongesagaer (Ágrip c. 1190—1200).

I Fortalen til Heimskringla siger Snorre, at "eptir Þjódólfs sögn er fyrst ritúð æfi Ynglinga ok þar við aukit (af ham selv) eptir sögn fróðra manna". Æfi Ynglinga betegner vel ikke en Saga om Ynglingerne, da Tjodolvs korte Viser ikke kunde udfylde en Saga, men en Kongerække med korte Bemærkninger efter Tjodolv om hver enkelt Konge. En saadan fyldigere Kongerække finde vi netop i H. N. , og netop denne maa have tjent Snorre til Kilde. Sammenligner man nemlig Snorres Ynglingasaga med vor korte Krønike (S. 9—10), vil man finde, at de specielle Oplysninger, som Snorre meddeler uden at laane dem fra Tjodolv, de gjenfindes næsten alle i Hist. Norv., hvis Forf. saaledes enten maatte have afskrevet Snorre eller være benyttet af ham. At nu Snorre har laant af Krøniken og ikke omvendt, er let at vise; thi hvor H. N. ikke afviger fra Tjodolv, meddeler ofte Snorre lange Fortællinger, hentede fra andre Kilder; hvis Krøniken var skrevet efter Snorre, maatte den følgelig have vist Spor ogsaa til disse Stykker. Om de ældste Konger giver saaledes H. N. kun korte Bemærkninger efter Tjodolv; Snorre derimod forstaaer af Tjodolvs kortfattede Viser og andre Kilder at fremstille sammenhængende Levnetsbeskrivelser. H. N. fortæller om Fjolne kun, at han druknede i Mjødkarret, Snorre ved efter Tjodolv, at dette skede hos Kong Frode i Leire, og beskriver Tildragelsen i dens Enkeltheder (Cap. 14). H. N. fortæller om Svegde, at han løb efter en Dverg ind i Klippen og kom ikke ud igjen (som Tjodolv); Snorre beretter, at Svegde var paa Veien til Godheim (Gudernes Hjem) "for at træffe Odin d. gamle", at han i "Sviþjod hit mikla" (Rusland) kom til en Gaard, som hed "at Steini", og blev lokket i en Sten der af Dvergen med Løfte om, at han der (!) skulde finde Odin (Cap. 15). Om Vanlande har H. N. kun, at Maren kvalte ham, og om Visbur, at hans Sønner dræbte ham (ligesom Tjodolv); men Snorre knytter hertil Sagn om Driva, Datter af Kong Sne, om Huld volva ell. seiðkona o. fl., Sagn, som ikke findes ellers (Cap. 16. 17). Paa samme Maade mangler H. N. alt, hvad Snorre har at fortælle om Hugleik, Gudlaug og Hake (Cap. 25—27), om de danske Konger Halvdan, Aale og Frode (Cap. 29—31), om Adils og Rolv Krake (Cap. 32—34), om Solve Hognessøn (Cap. 35) og om Ingjald illraade (Cap. 78— 45), med andre Ord alt, hvad man maa ansee for særegent for Snorres Fremstilling af Ynglingesagnene. Derimod har H. N. adskillige Bemærkninger, som ikke ere hentede fra Tjodolv, men dog ere optagne hos Snorre. Saaledes fortæller H.N. om Kong Dag, at Danerne dræbte ham "in quodam vado, quod Sciotansvadh (vel Vapnavadh) dicitur". Nu fortæller Tjodolv kun, at Stedet hed Vorva. Her er det aabenbart, at Snorre har kjendt begge Beretninger og ikke har villet eller kunnet forkaste nogen af dem; han kalder Landskabet Vorva, men siger, at Dag blev dræbt ved Vadestedet "Skjótansvað eða Vápnavað". Han har ogsaa benyttet Danernes Navn fra H. N.; men da han vidste (eller troede), at Danmark i de ældste Tider kaldtes Reidgotaland, har han indsat dette Navn og hensætter de ovennævnte Steder til dette Land (Cap. 21). Agnes Dødssted kalder ogsaa Snorre Agnafit, ligesom H. N.; men Snorre tilføier dog "á austanverðum Taurinum", fordi Tjodolv nævner Taur (Cap. 22). B. N. lader Kong Jorund dræbes af Danerne i Limfjorden i Oddasund (som ikke nævnes af Tjodolv); nu ved Snorre efter Eyvinds Háleygjatal, at ikke Danerne, men en norsk Søkonge dræbte ham, og fortæller dette; men desuagtet beholder han fra den latinske Krønike Stedsnavnet Oddasund. - Om Egil (Tunnadolge) fortæller Snorre egentlig ikke Andet, end hvad H. N. har; kun skildrer han Begivenhederne med mere Fylde og nævner K. Frode; derimod fratager Snorre Egil Tilnavnet Vendelkraaka (skjøndt foruden H. N. ogsaa Are frode giver ham dette Tilnavn) og knytter det til Egils Søn Ottar, som blev dræbt paa Vendel. — Om Braut-Anund fortæller H. N. efter Tjodolv, at hans Broder Sigurd dræbte ham paa Himinheid. Saaledes kan nemlig Tjodolvs Vise om Anunds Død (Cap. 39) fortolkes; men Snorre oversætter Visen anderledes; han vil, det Hele skal betyde, at et Stenskred dræbte ham; skjønt nu Tjodolv kalder Stedet Himinfjðll, har dog Snorre efter H. N. optaget Navnet Himinheid, aabenbart fordi dette saae mere historisk ud end det halv mythiske, halv appellativiske Himinfjöll.

Det skal nedenfor vises, at Krøniken var skrevet før Snorres Tid; rigtignok ved man ikke, at Hist. Norv. har været kjendt paa Island; men Snorre maa have lært den at kjende under sit Ophold i Norge 1218—1220.

At Hist. Norv. allerede fandtes paa Snorres Tid, viser Sammenligning med Ágrip af Noregs konunga sögum (Fnm. S. X. S. 377-96, de 20 første Capitler). Ágrip er den ældste nu kjendte Samling af norske Kongesagaer paa norrønt Maal; det Haandskrift, vi have af den, er skrevet ved Aar 1200 eller lidt senere paa Island. Skriftet kan heller ikke være forfattet længe før, da det omtaler en Begivenhed fra Erkebiskop Eysteins senere Aar, Flytningen af Mariakirken i Nidaros til Elgesæter (mellem 1183 og 1187). Sproget i Ágrip er eiendommeligt og ofte tungvindt, lidet norrønt i Sætningsforbindelser, aabenbart fordi meget af dets Indhold er oversat fra Latin. Dette kan let sees af et Sted i Cap. 17: "enn brat efter Þetta qvangaÞesc Olafr, oc toc sustor Sveins Tiugoscegs, Danakonungs, er Þyri het, er hertogi necqverr i Vinlandi hafði festa nauþga.« Thi "hertogi" i Betydningen "Hertug, Fyrste" er ikke i Begyndelsen af 13de Aarhandrede brugeligt i norrønt Maal uden til Oversættelse af det latinske "dux", og desuden gjenfindes Stedet ordret i den latinske Hist. Norv.: "Hic autem Olavus de Dania duxit uxorem, sororem Sweni regis, nomine Tyri, quam prius dux quidain de Sclavia desponsaverat invitam." Samme Lighed finder jeg mellem Ágrip og Hist. Norv. i Fortællingen om Eremiten, som omvendte Olav Trygvessøn. Ágrip C. 16: "oc fusti Olafr at meir hann at finna, er hann hafði haurt slic andsvör, Þviat nu toc ivi af honum, at hann var sannr prophete", hvilket er aabenbart oversat efter: "Exinde ad eum ipse prædonum princeps properavit, quem jam dei prophetam non dubitatum" etc. At Latinen er Originalen, sees af "profete" (ikke "spámaðr") ligesom ovenfor "hertogi". — Endskjøndt man kun sjelden kan paavise, at Ágrip er ligetil oversat efter Hist. Norv., kan det dog sees, at denne ogsaa for den ældre Tids Historie har været en af Ágrips Kilder. Man har længe erkjendt, at der bestod et Slægtskab mellem Ágrip og vor Krønike; jeg vil søge at bestemme dette Forhold saaledes, at Sagaforf. har dels ligefrem oversat, dels gjort Uddrag af vor Krønike, for dertil at føie dels mundtlige Sagn, dels Uddrag af Tjodrek Munk.

Hvad der fornemmelig falder i Øinene, er Fremstillingen af Olav Trygvessøns Historie i begge Skrifter. Ligesom allerede Sproget viser, at Forf. af Ágrip her har oversat Hist. Norv., saaledes vil ogsaa Betragtningen af Indholdet vise det samme. Som Stykker af Ágrip, der kan siges ordret at være oversatte efter H. N., kan nævnes: Slutn. af Cap. 14. Olav flygter til Rusland, men bliver fangen af Esterne, og hans Fosterfader dræbt (H. N. S. 13).

Beg. af Cap. 15. Olav løskjøbes af sin Frænde og opholder sig hemmelig hos ham en Stund i Rusland. (H. N. 14).

Slutn. af Cap. 14. Olav paa Vikingstog og har i Følge med sig Nordmænd, Gauter, Daner og Vender fra Jom.

Næsten hele Cap. 16. Olavs Vesterviking. Eremiten og hans Spaadom. Reisen til Norge. Olaf bliver Konge og kristner 5 Folkeslag.

Cap. 17. Olavs Giftermaal med Tyre; Olav samler Folk mod Danmark, bier paa dem ved Landemærket, drager til Vendland med 11 Skibe for at faae Hjælp; men Kongerne og Erik Jarl møder ham ved Sjælland. Kong Svein angriber med sine 30 Skibe, men bliver slaaet tilbage; ligeledes Olav svenske med ligesaamange Skibe. Tilsidst seirer Erik Jarl, og alle Normænd falde undtagen Olav selv, som man sidst ser staaende i Løftingen. [Resten af Capitlet er oversat efter Tjodrek].

Cap. 18. 19. Norge under Jarlerne og Christendommens Forfald omtales med flere Ord i Ágrip end i H. N., saaledes at Tjodrek synes at have meddeelt, hvad H. N. ikke har.

Hvad Forf. af Ágrip i Olavs Historie har optaget efter andre Kilder, er kun korte Sagnstumper: at Olav dræber sin Fosterfaders Morder, Cap. 15; at Olav fører Præster med sig hjem og forkynder Christendommen først paa Mostr, og at Olaf forsvinder i Slaget, da Alt var tabt (de 2 sidste Sagn efter Tjodrek).

I de ældre Kongers Historie har Forf. af Ágrip havt flere især mundtlige Sagn at holde sig til og viser sig derfor mere uafhængig af H. N. Om Harald Haarfagre har han hentet Stof i et "Kvæde om Kongetallet", har hele Sagnet om Snefrid Svasedatter og nævner Haralds Regjeringsaar (10 + 60, fra en anden Kilde end H. N., der har 73). Derimod er Ágrips Opregning af Haralds Sønner paavirket af H. N.: af de 16 Sønner, som H. N. nævner, optager Ágrip de 13, men udelader 3 for at faae Plads til adskillige andre. Ágrip har endog tildels beholdt den samme urigtige Orden, som H. N. har, ved at nævne først Erik, Haakon, Olav og Bjørn. Lignende Overeensstemmelse findes i Opregningen af Erik Blodøxes Børn, hvor atter Ágrip tilføier nogle efter anden Kilde. Eriks Liv efter hans Flugt fra Norge fortælles atter paa samme Maade (Agr. 7. H. N. 11): Erik flygter til England, og Adalstein gjør ham til Jarl i Northumberland, men for sin Hustru Gunhilds Skyld bliver han jaget bort og falder siden i Spanien. Imidlertid afviger disse Forf. ganske fra hinanden i Angivelsen af Gunhilds Æt: medens H. N. gjør hende til Datter af Gorm og Tyre, følger Forf. af Ágrip det almindelige Sagn, at hun er norsk; han maatte nemlig afvige fra sin Kilde, siden han andetstedsfra (fra Tjodrek Cap. 6) kjender Sagnet om, at Gorms og Tyres Søn Harald beilede til hende (og altsaa ikke kunde være hendes Broder; Ágrip 10, "at þvi sem margre segia"). Om Haakon den Gode og Harald Graafeld har Ágrip mere Stof end H. N. og behandler det anderledes, saa at det kun undtagelsesvis stemmer. Saaledes maa Fortællingen om Thorkel Klyp og Sigurd Sleva oprindelig være fortalt ens hos begge Forff., nu er den aabenbart forvansket i II. N. (see Munch I, II S. 31, Anm. 4). — Ogsaa om Haakon Jarl har Ágrip (Cap. 10—18) mere at berette end H. N., især Sagnet om hans Død. Derimod stemmer atter begge Skrifter overeens i Fortællingen om hans Slægt. Man sammenligne H. N. 13 og Ágrip 10, hvor "ætt hans var af Holöyjum ok af Mörum ok jarla ætt i hvaratveggia qvisl" svarer til "ex nobilissium ac halogensium comitum prosapia extitit oriundus". Det sees her, at "nobilissium ac" er Skrivfeil ikke for "nobilissima", som Munch troede, men for "moerensium ac" eller noget lignende.

Trygves Historie og Olavs Barndomshistorie har atter store Ligheder, dog sees det, at Forf. af Ágrip har fulgt H. N. med stor Forsigtighed. En endnu videre dreven Mistænkelighed har han vist i Olav d. Helliges Saga, hvor han afskjærer Olavs Ungdomshistorie med denne Sætning: "Mart er sagt fra viþlendi ferþar Olafs", medens Forf. af H. N. har meget at fortælle om Olavs Tog i Østersøen, til Danmark og særlig til England (S. 16—18). Forf. af Ágrip viser dog, at han kjender disse Sagn, naar han Cap. 23 fortæller, at Kong Knut havde vundet England ved Kong Olavs Hjælp; desuden kan det Navn, han etsteds giver Olav, "Olafr grænski" kun forklares som urigtig Oversættelse af det tilsvarende "Olavus filius Haraldi grenoscensis" (H. N. 16). Forf. af Ágrip har saaledes uden videre udeladt Olavs Ungdomshistorie, aabenbart fordi han hos Tjodrek saa, at der var afvigende Beretninger om Olavs Ungdom, og han har da undgaaet at vælge mellem Beretningerne ved klogelig at udelade det Hele. Til Olavs senere Historie har Forf. al Ágrip, saavidt vi se, mest benyttet Tjodrek Munks Krønike (Ágr. 20-22. Beg. af 23 og 24). Forholdet til H. N. kan ikke belyses videre, da det nulevnede Haandskrift af H. N. afbrydes netop ved Olavs Hjemkomst Aar 1014, skjøndt Fortalen siger, at Bogen er ført ned til Forf.s Samtid og den saaledes har været fortsat. At Forf. af Ágrip ogsaa i de senere Kongers Historie har benyttet H. N., er rimeligt, da det kan sees, at han har benyttet andre Kilder end Tjodrek, som han ellers ligefrem oversætter. Som et Sted, der saaledes med Rimelighed kan antages at være laant fra H.N., kan nævnes Ágr. 20: "En helgi Olafr gaf honum Hoconi Suþræyiar, sem sumer segia, oc sturcþi hann sva at þeirra var halz i, oc þar var hann konungr, meðan hann lifði". Citatet viser, at denne Beretning ikke er tagen fra samme Kilde som det Øvrige om Olav, og det strider ogsaa aldeles mod Cap. 24, hvor Forf. lader Haakon komme tilbage og blive Jarl i Norge.

Det bliver nu min Opgave at vise, at Hist. Norvegiæ er forfattet i Norge og af en Nordmand. Allerede Forf.s Omtale af Island viser, at han ikke er indfødt Islænding; han taler som den, der ikke har seet Islands Undere, men kun hørt Tale derom. Endvidere skildrer han Norge og Skatlandene fra norsk Standpunkt , han beskriver omhyggelig Norges Inddeling og Hoveddele, Skatlandene betragter han kun som "Bilande", han omtaler, hvad et Ord hedder norwaico sermone ("paa Norsk"), og siger endog ligefrem, at Færøingerne betale Skat til "vore Konger", d. e. Nordmændenes Konger. P. A. Munch har engang antaget, at Bogen var forfattet paa Orknøerne, siden Haandskriftet fandtes i Skotland. Men ser man hen til, at Forf. netop tager Feil i Beskrivelsen af de skotske Øer, kalder dem tilsammen Orknøerne, regner Sudrøerne for en Underafdeling af dem og ikke engang nævner Hjaltland, kan man umulig fastholde denne Antagelse; Munch har ogsaa senere forladt den og antager i sin Norgeshistorie, at Bogen er skrevet i Norge. Dette sees ogsaa tydeligt af Egennavnenes Skrivemaade. Forf. har nemlig optegnet alle Egennavne med norsk Retskrivning (ligesom Tjodrek), f. Ex. Guthrodus og Onundus, hvor Islændingerne ialfald fra Slutningen af 12te Aarh. skrev Guðröðr og Önundr; Halfdanus hafoeta, medens Islændingerne fra c. 1240 skrev háfæta; og — det som er det vigtigste Skillemærke mellem Norsk og Islandsk — Ringer, Ringorum regnum, Gongu-rolfer, Siwardus Risi istedetfor de islandske Former: Hringr, Hringariki, Gðngu-hrolfr, Sigurðr hrisi o s.v. Man kan nemlig ikke give den orknøske (skotske) Afskriver Skylden; thi baade ere Særegenhederne gjennemgaaende, og desuden — Alt, hvad man kjender af Skrifter fra Orknøerne (baade Skaldevers af Ragnvald Jarl og Bjarne Biskop og det orknøske Diplom) berettiger til at antage, at Orknøingerne fulgte Islændingernes Udtale og skrev som disse. — Det er muligt, at man kan bestemme Forf.s Hjemstavn endnu nøiere; det ligger nemlig nær at antage, at han er Oplænding (f. Ex. fra Romerike), naar man seer hen til, at han i sin Norgesbeskrivelse behandler Oplandene vidtløftigere end de øvrige Landsdele, at han nævner oplandske Fylker og Dalfører, omtaler Mjøsen, og at den derfra rindende Elv (Vormen) fører Guld med sig. — Medens vi saaledes med stor Sikkerhed kan paastaa, at Hist. Norv. er forfattet af en norsk Klerk før Aar 1200, er det ikke saa let at sige, hvor længe før 1200 den er skrevet. Vi have her flere Holdepunkter, som dog alle ere mindre sikre. Først siger Tjodrek, at før ham (c. 1178) har ingen skrevet Fædrelandets Historie, men vi kan ikke med Sikkerhed vide, om Tjodrek har tilstrækkelig Kundskab om Forholdet, thi skal man tro Forf. af Hist. Norv., saa er ogsaa han den Første, som har skrevet en Norgeshistorie paa Latin. Skulde man deraf kunne slutte, at disse 2 Klerker have skrevet omtrent paa samme Tid? — Fremdeles er det rimeligt, at Forf. af H. N. har kjendt Geoffroy af Monmouth's "Historia Bretonum", naar han fortæller, at Kong Henrik (f. 1135) i Kong Merlinus's Spaadom kaldes "Retfærdigheds Løve". Men skjøndt Geoffroy døde allerede 1154, kan man vel alligevel ikke antage, at hans Skrift naaede til Norge før henimod Slutningen af 12te Aarh. Dette passer ogsaa til, at Fortællingen om Merlinus blev bearbeidet paa Vers paa Island omkring Aar 1200 og havde vistnok da netop Nyhedens Interesse.

Endelig synes Norges politiske Inddeling, saaledes som den fremstilles S. 2—4, at passe bedst paa Kong Sverres Tid eller ialtfald ikke paa nogen tidligere. Vi vide, at der i Begyndelsen af 12te Aarhundrede (ved Aar 1115) kun var 3 Lagthing i Norge, Frostathing, Gulathing og Eidsivathing, men naar dette forandredes, naar Borgarthingslög og Haalogaland indrettedes som egne Thinglag , findes der ingen Underretning om, men man maa anse det istandbragt før 13de Aarhundredes Begyndelse. Men at Forandringen skede temmelig sent i det 12te Aarhundrede, kan sees deraf, at Forf. af den ældre Olafs saga helga ikke kjender til Forandringen (Cap. 31), skjøndt han sandsynl. har skrevet efter 1200. Alt leder saaledes til at tro, at det er Kong Sverre, som paa samme Tid som han oprettede Lagmandsstolene har indstiftet de 2 nye Thinglag (c. 1185) for at bringe disse Institutioner i Overensstemmelse med hinanden. Det er nemlig vist, at Lagmandsstolene allerede fra Begyndelsen vare fordelte saaledes, at 2 Lagmænd vare i Viken ("sinus orientalis"), 2 i Oplandene ("montana"), 2 i Gulathingslog ("Gulacia"), 2 i Throndhjem ("Trondemia") og 1 i Haalogaland ("Halogia"). Men dette er netop den Inddeling, som Forf. af Hist. Norv. fremsætter. Imidlertid maa det ogsaa bemærkes, at denne Inddeling har været dagligdags i Handel og Vandel, før den blev officiel. Dette gjør dog ikke stort til Sagen, da vor Krønike saa alligevel ikke kan antages at være forfattet før i 2den Halvdeel af 12te Aarhundrede, allerede af den Grund, at først ved den Tid Skrivekyndighed gjennem Klostrene blev udbredt og øvet.

Jeg skal endelig ikke undlade at nævne, at P. A. Munch har troet, at denne Krønike stod i nærmere Forhold til Are frode og havde ialtfald en Deel af sine Efterretninger fra ham. Dette har Munch antaget, fordi Ares Slægtregister bag i Islendingabok paa faa Undtagelser nær stemmer med vor Krønike. Men netop disse Undtagelser synes at vise, at vor Krønikeforfatter ikke har kjendt Ares Skrifter, men kun holdt sig til Tjodolvs Ynglingesagn eller et Uddrag deraf. De ere 1) at Fjolne døde hos Fred-frode, 2) at Ingve, Njords Fader, kaldes Tyrkjakonungr, d. e. Teukrernes, Trojanernes Konge. Men just dette sidste Tillægsord frembyder en Kløft mellem Are og vor Forfatter, som umulig kan udfyldes. Det viser, at Are kjendte den klassisk-engelske Betragtning af de gamle Guder som trojanske Konger, medens den norske Forfatter kun antager dem som gamle svenske Konger og ikke ved om deres Indvandring til Sverige fra Troja. Og se vi saa hen til den historiske Del af Krøniken, finde vi først og fremmest en fra Are afvigende Tidsregning; men da Are til alle Tider har været betragtet som Autoritet i Alt, hvad den angaaer, maatte jo den norske Forfatter have fulgt ham i Stort og Smaat, hvis han havde kjendt ham. Følgelig kan han heller ikke her have kjendt Ares Skrifter. Endvidere er vel ingen Sagn om norske Konger saa afvigende, som netop vor Krønike, fra den islandske Fremstilling, hvis Grundtræk efter Snorres Vidnesbyrd skriver sig fra Are.

II.

Ágrip af Nóregs konungasögum. Arnamagnæan Manuscript Collection.

Man kan ikke vente, at en norsk Forf. i 12te Aarh. staaer uafhængig af udenlandsk Paavirkning; jeg har før omtalt, at Fort. kjender Merlinus's Spaadom rimeligvis fra en næsten samtidig engelsk Forfatter. Det kan ogsaa bemærkes, at han synes at have et Slags Kjendskab til den klassiske Geografis System: han omtaler derfor pligtskyldigt i Nordishavet Amazonernes Land ok i Bugten ved Bjarmeland Charybdis og Scylla og "inevitabiles voragines", han troer, at Grønland mod Syd strækker sig henimod Afrika og citerer under Islands Beskrivelse den romerske Forfatter Julius Solinus, hvis Værk han dog (eft. P. A. Munch) kun kjender gjennem et Uddrag eller maaskee endog et Citat hos en ældre Forfatter. Og dog er Krønikens Forfatter mindre paavirket at udenlandske Mønstre end hans Samtidige, Trønderen Tjodrek Munk. Thi denne citerer under sin Fortælling ikke de norrøne, men de klassiske Digtere, især Lucanus, endvidere Horats og (et Uddrag af) Virgil; han har studeret nordfranske Forfattere som Hugo af St. Victor og Vilhelm at Jumieges; han indskyder til Sammenligning lange Fortællinger fra udenlandske Krøniker som Paulus Diaconus, fra Kirkefædrene og endog fra Bibelen, og alt det gjør han etter eget Sigende for at følge gamle Kronografers Skik "ad delectandum animum lectoris" (altsaa til Pryd for Stilen). Dog skal det mærkes, at begge disse norske Forff. til Historien benytter hjemlige Kilder, først Skaldekvæder og dernæst Sagn. At Ynglingekongernes Historie i H. N. er skrevet efter Tjodolv, behøver intet Bevis, og er allerede erkjendt af Snorre. Tjodrek henholder sig udtrykkelig til Islændingernes gamle Digte ("vetusta carmina"); dermed menes aabenbart ikke Draapaer, thi dem kan man se han ikke har kjendt, men Kongerækker paa Vers (med Aarstal), saadanne som Lovkvædet til Jon Loftssøn eller Ágrips "Oddmjor". Det eneste Sted, hvor Islændinger nævnes udenfor Fortalen, er saaledes Angivelsen af Harald Haarfagers Regjeringstid (Cap. 1 ) ; man kan forresten af Aarstallene se, at Tjodrek ikke (som Nogle have ment) har benyttet Ares eller Sæmunds Beregninger. Det er følgelig en Misforstaaelse af Tjodreks Ord i Fortalen at slutte, at alle Sagn hos ham ere af islandsk Oprindelse; Meningen er, at hvor han har havt Adgang til at vælge mellem norske og islandske Aarsberegninger, der har han i Regelen valgt de islandske paa Grund af Islændingernes store Anseelse som Kronologer. Man har endvidere søgt at paavise, at Tjodrek har benyttet skriftlige (islandske) Kilder, uagtet han gjentagne Gange siger, han nedskrev mundtlige Sagn ("audita"), da han ingen historiske Forff. havde at støtte sig til (ubi nulla opitulatur scriptorum autoritas), og endog etsteds udtrykkelig forbigaar en vigtig Del af Olav d. Helliges, Historie, fordi her netop før havdes skriftlige Beretninger (Cap. 19). Man har vistnok paavist Sammenhængen mellem Tjodreks Bog og skrevne Sagaer, navnlig den legendariske Olavssaga og Ágrip, men altfor raskt sluttet, at disse ere ældre end Tjodrek, uagtet det Omvendte er Tilfældet. Munch har vistnok rigtigt bestemt Tjodreks Virksomhed til Tiden mellem 1177 og 1179; thi han omtaler Eystein Meylas Angreb paa Nidaros 8. Sept. 1176, tiltaler Erkebiskop Eystein som nærværende i sit Skrift og nævner Intet om hans Landflygtighed (1179—83), kalder Birkebeinernes første Konge (d. 1177) "infelix tyrannus" og anerkjender følgelig ikke Sverre som Konge, og fortæller, at Harald Haardraade laa jordet i Mariekirken i Nidaros, hvorfra netop Eystein senere (1183 — 87) lod ham flytte. Denne sidste Efterretning findes i Ágrip, som saaledes er afgjort yngre end Tjodrek, altsaa i det tidligste fra c. 1190. Naar der nu efter dette findes ordret Overensstemmelse mellem Tjodrek og Samlingen Ágrip, saa er det dennes Forfatter, som har laant fra Tjodrek. — Endnu underligere er det at antage, at Tjodrek har laant fra den legendariske Olafs Saga helga. Selv om man troer denne forfattet før Aar 1200 — hvad der ikke synes rimeligt — vil man dog let opdage, at hvad Sagaen har tilfælles med Tjodrek, det har den laant fra Ágrip, hvor disse Stykker forekomme i oprindeligere og mindre forvansket Form. — Man har endog antaget, at Tjodrek har benyttet Odds Saga om Olav Trygvessøn, uagtet disse Forff. i næsten alt afvige fra hinanden, aabenbart kun fordi de i lignende Ordelag udtrykke den samme Fortrøstning om Olavs Salighed. Men ogsaa her kan det med stor Bestemthed paastaaes, at Odd har skrevet senere end Tjodrek. Thi begge Hovedhaandskrifter af Odds Bog fremhæve et Vidnesbyrd af Kong Sverre om Olavs Djærvhed "svá segir (eller sagdi) Sverrir konungr" o.s.v. Odd Munk kunde jo let fortælle Udsagn af Kong Sverre, da hans egen Abbed Karl var Sverres Biograf. Det er saaledes umuligt, at Tjodrek kan have benyttet Odd, men derimod nok muligt, at Odd (c. 1190) kunde have benyttet Tjodrek (c. 1178), og at Forf. af Ágrip har benyttet Odd. Men jeg finder intet, som gjør disse Antagelser sandsynlige; thi selv hvor samme Sagn findes, er der Afvigelser, f. Ex. om Klerkens Drab; men dette synes netop at vise, at alle 3 Forfattere have uafhængigt af hinanden øst af Folkesagnets levende Kilde.

III.

Vi have paavist, at Forf. af Ágrip — eller, som den rettere kan kaldes, de ældste Kongesagaer — har benyttet de 2 nævnte norske Skrifter om Norges Historie. Imidlertid har det været betvivlet, at denne Forfatter har levet i Norge, og der har været ført en Strid, om han er Islænding eller Normand. Oprindelig antog alle paa Grund af Særegenheder i Skrivemaaden, at Bogen ikke var forfattet paa Island og altsaa var fra Norge. Senere er det sikkert bevist, at Haandskriftet er islandsk, uagtet dets Ortografi ingenlunde er den almindelige. Desuagtet har Munch og Keyser fastholdt, at Skriftet var af norsk Oprindelse, og jeg kan ikke andet end holde paa denne Antagelse og skal herfor fremføre følgende Grunde. Skjøndt Haandskriftet er islandsk, finder man dog enkelte Steder, som synes at vidne for, at dets Original var norsk. Medens man i Regelen finder det islandske, oprindelige hr. i Ord som Hringr, har jeg dog paa flere Steder fundet de norske Former: rygbrotenn for "hryggbrotenn" Cap. 52, Ranasunr for "Hranasunr" Cap. 43, rip for "hrib" Cap. 45 og rinda for "hrinda" Cap. 24, medens paa de tilsvarende Steder i de islandske Sagaer (Morkinskinna og Snorre o. s. v.) de islandske Former ere optagne. Hertil kommer i det samme Cap. 24: Maðr hverr er til Islanz føri, skuldi gialda landaura, herlenscr (o: Nordmænd) oc utlenscr (o: Islændiuger). Disse Udtryk synes ikke at høre hjemme i en Bog, som er baade forfattet og nedskrevet paa Island; derfor har ogsaa Snorre rettet "herlenskr" til "þarlenskr", medens de i Norge afskrevne Olafs saga helga og Fagrskinna naturligvis have beholdt det oprindelige "herlenskr". Men Udtrykket i Ágrip kan let forklares ved at antage, at det fra en norsk Original er blevet uforandret overført i den islandske Afskrift, ligesom lignende Udtryk fra islandske Originaler ere blevne staaende i norske Afskrifter. Hertil kommer, at man i Skriftet ingen Hentydning finder til Island eller Islændinger, som ellers i de islandske Sagaer om Norge; kun én eneste Gang nævnes en Islænding, Toralv sterke, om hvem det siges, at han var jævnsterk med Kong Haakon. Dette anfører bl. A. Prof. Maurer som Grund til at antage, at ogsaa Ágrip er forfattet paa Island: "neppe havde en Nordmand saaledes udhævet den Tapperhed, hvormed Islændingen stred i Kong Haakons sidste Kamp eller priset ham som den eneste Mand, der i Styrke kunde maale sig med Kongen". Lignende Argumenter bruger Maurer meget ofte og anser dem for gyldige; efter dette skulde man tro, at de gamle Nordmænd maatte have vist sig meget misundelige mod sine islandske Frænder og ikke undt dem Skygge af Ros, siden det, at Ágrip blot én eneste Gang omtaler en Islænding rosende, skulde være nok til at gjøre Forf. til hans Landsmand. Jeg kan ikke tro, at denne Beskyldning mod vore Forfædre er retfærdig, ialtfald naar Partiskheden er saa lidet fremtrædende som i Ágrip, hvor der dog kunde findes mange andre Anledninger til at rose Islændinger; desuden giver den eneste anerkjendte norske Forfatter Tjodrek ikke Maurer Ret, han ødsler jo med Ros over Islændingers litterære Bedrifter. Og Toralv stærke er den eneste, som Ágrip kalder Islænding; Sigvat Skald nævnes ogsaa, men regnes for norsk, han levede jo ogsaa den længste Tid i Norge, var gift, bosat og døde der. Kong Magnus's Stallare Ulv derimod (Cap. 33), hvis Æt og Hjem Forf. ikke lader til at kjende, gjør Maurer til den samme som Stallaren Ulv Uspakssøn, som var en Islænding; det er naturligvis urigtigt, da Ulv Stallare i Ágrip er hos K. Magnus ved Harald Haardraades Hjemkomst, medens Ulv Uspakssøn kom hjem til Norge med Harald. Maurer tror endog, at en norsk Forf. ikke kunde omtale Finn Arnessøn paa den ukyndige Maade, som sker i Ágrip Cap. 35 ("Harald ægtede Broderdatter af den Mand, som hed Finn og boede øster i Ranrike, en ætstor og rig Mand"). Jeg tror nok, at Nordmænd baade da og senere kunde være uvidende i deres Fædrelands Historie, og dette paastaar ellers ogsaa Maurer. Jeg ser ikke noget til Hinder for, at en norsk Forf. fra Aar 1200 ikke kjendte (eller ikke troede paa) denne Finns Identitet med Finn Arnessøn, hvem iøvrigt Forf. af Ágrip har kjendt, siden Tjodrek omtaler ham (Cap. 18 og 19). — Derimod kan jeg fremhæve en Mangel paa Kundskab hos Forfatteren, som er mere afgjørende. Det var allerede i Slutningen af 12te Aarh. blevet vedtaget at benytte Skaldene som historiske Vidner (se f. Ex. hos Odd Munk) ; dette sker ogsaa i Ágrip, men der omtales kun den norske Eyvind Skaldaspilder og Sigvat, der ialfald er halv-norsk; derimod findes ikke én eneste Vise af de over 100 islandske Skalde, som flokkedes om de norske Kongers Hird i 10de, 11te og 12te Aarh.; og af Viser findes der kun nogle faa, men det er Folkeviser, ikke én Linie af en islandsk Draapa. Det kan ogsaa her omtales, at Ugedagene nævnes paa Norsk "sunnudagr" og "friadagr", ikke paa Islandsk, uagtet Forf. er Præst og saaledes som Islænding havde været forpligtet til at overholde Biskop Jons Ugedagsreform. Fremdeles: Forf. af Ágrip har ikke Spor af Kjendskab til alle de Sagn, som i Sagaerne netop specielt skrive sig fra Islændinger, der førte Beretningen om de samtidige norske Begivenheder til Island: jeg kan nævne Harald Blaatands Tog til Norge og paatænkte Tog til Island, hverken Ágrip eller Tjodrek kjender det; jeg kan nævne Jomsvikingesagnene og Draapaeme derom, som islandske Deltagere i Kampen bragte til Island; jeg kan nævne Slaget ved Svolder, hvori Islændinger deltog paa begge Sider; og først og sidst maa nævnes Harald Haardraades Historie, som netop var meget tidligt udbredt paa Island, fornemmelig ved Haldor Snorressøn (Heimskr. S. 552) og andre Sagamænds Beretninger om ham (f. Ex. Torstein frode, Mork. S. 72 og Torgils Snorressøn, Mork. S. 21). Kommer nu hertil, at ingen islandsk Saga viser sligt Kjendskab til norske Stedsnavne (især i og om Nidaros) som Ágrip, at lokale trondhjemske Sagn ere optagne, at Forf. har afskrevet lange Stykker efter Trønderen Tjodrek, som ikke vides at have været kjendt paa Island, og endelig at Forf.s anden Hovedkilde, Hist. Norvegiæ, ogsaa er et norsk Arbeide — saa tror jeg, vi med al mulig Sikkerhed kan i dette Stykke holde fast ved P. A. Munchs og R. Keysers Paastand, at Ágrip er forfattet paa Kong Sverres Tid i Norge (snarest i Nidaros) og af en norsk Klerk.

__________

Hvis vi saaledes have bragt paa det rene, at disse 3 Forfattere have grundlagt Norges Historie uafhængigt af islandske skriftlige Kilder, vil det være let at bestemme Nordmændenes Delagtighed i den norrøne Historieskrivning. Vistnok have disse Mænd begyndt med at skrive paa et fremmed Sprog og efterlignet udenlandske "Kronografer" (navnlig Tjodrek); men allerede Forf. af Hist. Norv. har dog forstaaet at benytte de nationale historiske Digte ("söguljoð"), og det er aabenbart ham, Snorre sigter til i Prologen, hvor han fremhæver, at "gamlir frødimenn" tage disse Digte som paalidelige Kilder (Prologen S. l 11). Og Forf. af Ágrip har forstaaet ganske at rense sig for udenlandsk Flitter og formaaet at følge den historiske Traad uden Digressioner. Hvad Ágrip bragte Islands Litteratur, var en sammenhængende Skildring i Modersmaalet af de norske Konger ligefra Halvdan Svarte til Magnus Erlingssøn. Før Ágrip blev ført til Island, havde man der vistnok syslet med norske Kongers Historie, men ikke sammenhængende og tildels paa Latin. Are frode har vel kun givet en Kongerække med kronologiske Bemærkninger, og vi vide ikke, om hans Arbeide naaede ud over Olav den Hellige. Erik Oddssøn skrev Sigurd Slembes og hans Modstanderes Historie, og Karl Abbed begyndte paa Sverres Saga; men disse Mænds Arbeide behandlede kun faa Aars Begivenheder. Og Munkene i Tingøre Odd og Gunnlaug kun samlede Sagn om Olav Trygvessøu til vidtløftige Sagaer (paa Latin). Anderledes blev det efter Bekjendtskabet med de norske Kongesagaer; thi Traditionen om de norske Konger havde holdt sig godt paa Island og trængte kun til en Vækkelse for at gaae over i Literaturen. Det ser man af Egilssaga. Forf. kjender om de norske Konger, navnlig Harald Haarfagre og hans Sønner, en Mængde Sagn og Sange og meddeler dem, forsaavidt det passer til hans Stof; men han forudsætter ogsaa Kongernes Sagaer som bekjendte og henviser en enkelt Gang til en saadan (Haakon den Godes Saga i "Ágrip"), saa at han ikke behøver at omtale vidtløftigt, hvad der var omtalt i disse. Kort efter blev Ágrips korte Fortælling benyttet af en islandsk Præst (Styrme?) til en selvstændig, vidtløftig Saga om Olav den Hellige, hvor dog det fattige Grundlag let gjenfindes, idet endog hele Capitler ere ordret optagne efter Ágrip (0l. S. helga, Chr. 1849 Cap. 79. 97 = Ágr. 24. 26. 27).

Man gik endnu videre. En anden Klerk og Skald (Forf. af Morkinskinna) benyttede den senere Del af Ágrip til en Kongehistorie fra Olav den Helliges Død til Magnus Erlingsøn, hvori han forbandt den kortfattede Sagasamling med alle islandske Sagn om Kongerne og deres Skalde. Ikke lang Tid senere har en Skald, som ikke tillige var Præst, sammenlignet denne vidtløftige Sagnsamling med sit Grundlag, foretaget sindrige Rettelser, udeladt alle overflødige Tilsætninger, navnlig alle overnaturlige Sagn, samt paa Grundlag af Ágrips første Del i Forbindelse med begge Olavers og Jomsvikingernes Sagaer udarbeidet et "Ættartal Noregs konunga" , rimeligvis nærmest for norske Læsere (Fagrskinna). Selv Snorre, som har kjendt og benyttet alle disse Forgjængere , gjør heldige Uddrag af Ágrip (S. 66, 121, 148, 640, 685 o. fl.), men Forskjellen er, at han gjør Uddragene med Smag og selvbevidst Kritik og jævnlig benytter Ágrip til at kontrollere de øvrige mindre kritiske Bearbeidere.

__________

For at vise Forholdet mellem Tjodrek, Ágrip, Odd og Historia Norvegiæ (sml. S. 422-24), aftrykkes følgende Stykker, hvor det tydeligt viser sig, at Forf. af Ágrip har oversat Tjodrek, men at de øvrige Beretninger i Udtryk ere uafhængige, skjøndt de fortælle omtrent det samme:

Tjodrek Cap. 11: Sumpsit secum viros religiosos, Sigwardum videlicet Episcopum. qui ad hoc ipsum ordinatus fuerat, ut gentibus prædicaret verbum Dei. et nonnullos alios, quos habere secum poterat, Theobrandum presbyterum Flandrensem, nec non et alium Thermonem , presbyterum etiam , habuit et diaconos aliquos.

Ágrip Cap. 16: . . oc hafþi meþ ser Sigurþ buskop, er til þess var vigþr at boþa luþom guþs nafn (latinsk Construction) oc enn necqvera lærþa menn, Þangbrand prest oc Þormoþ oc enn necqver diocn.

Odd S. 276—77: oc var þá í fór með honum Jon byscup oc margir prestar, Þangbrandr prestr oc Þormoðr, oc margir aðrir guðs þjónar, er hann setti til at styrkja oc up at timbra guðs cristni (eller i det islandske Haandskrift Cap. 16 : er hann vilde lata upp timbra guðs cristni).

Hist. Norv.: Ad Norwegiam transfretavit babens secum Johannem episcopum et Tangbrandum presbyterum, quem ad Glaciales misit predicare; habuit etiam alios plures dei ministros qui omnes unanimes uno ore ewangelizare Christum gentilibus cepere.