Oddrúnargrátr
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
- Frá Borgnýju ok Oddrúnu
- Heiðrekr hét konungr; dóttir hans hét Borgný. Vilmundr hét sá, er var friðill hennar. Hon mátti eigi fœða bǫrn, áðr til kom Oddrún Atlasystir; hon hafði verit unnusta Gunnars Gjúkasonar; um þessa sǫgu er hér kveðit.
- 1.
- Hęyrðak sęgja
- í sǫgum fornum,
- hvé mær of kom
- til Mornalands;
- ęngi mátti
- fyr jǫrð ofan
- Hęiðreks dóttur
- hjalpir vinna.
1. mær: må være Borgny; denne person er ellers ganske ukendt. — Morna-lands: findes ikke andre steder nævnt; navnet minder lidt om Myrgingerne (i Wīðsīð), der var en stamme syd for Eideren.
- 2.
- Þat frá Oddrún
- Atla systir,
- at mær hafði
- miklar sóttír;
- brá hón af stalli
- stjórnbitluðum
- ok á svartan
- sǫðul of lagði.
2. stalli: krybben. — stjórnbitluðum: som styres ved hjælp af bitull; adj. for subst. (hest).
- 3.
- Lét mar fara
- moldveg sléttan,
- unz at hóri kom
- hǫll standandi;
- ok hón inn of gekk
- ęndlangan sal
- svipti hón sǫðli
- af svǫngum jó
- ok hón þat orða
- alls fyrst of kvað.
3. standandi: jfr. Vspǫ́ v. 47. — svǫngum: den smækre. — L. 5-6 har intet med forløsningen at göre. — L. 9-10 er sikkert senere tillæg.
- 4.
- Hvat ’s frægst á fold
- — — — —
- eða hvat ’s hlézt
- Húnalandi?
- Ambótt:
- Hér liggr Borgný
- of borin vęrkjum,
- vina þín Oddrún,
- vitt ef hjalpir.
4. frægst: mest omtalt. — L. 2 er udfalden. — hlézt: er ellers ukendt; mulig part. hléðr, berömt, altså omtr. = frægst. — Húnalandi: R skr. -lands. Altså skulde Borgny have haft hjem i Hunnernes land. — borin: overvældet af.
- 5.
- Hvęrr hęfr vífi
- vamms of lęitat?
- Hví eru Borgnýjar
- bráðar sóttir?
- Ambótt:
- Vilmundr hęitir,
- vinr haukstalda,
- hann varði męy
- varmri blæju
- fimm vetr alla
- svát sinn fǫður lęynði.
5. vífi: rettelse f. visir (Bugge). — vamms: lyde (ved forførelse). — bráðar: hidsige, ɔ: smærtefulde. — Vilmundr: ellers ukendt. — haukstalda: se Sigsk. 31. — L. 9-10 er en meget urimelig tilföjelse. L. 7-8 antyder på en fin måde det erotiske forhold. I fimm vetr ligger aldeles ikke, at Oddrun i 5 år ikke har kunnet frigöres for fostret.
- 6.
- Þær hykk mæltu
- þvígit flęira,
- gekk mild fyr kné
- męyju at sitja;
- ríkt gól Oddrún,
- ramt gól Oddrún,
- bitra galdra
- at Borgnýju.
6. mæltu: præt. inf. — þvígit flęira: ikke mere end det. — ríkt, ramt: vældigt, tryllestærkt. — bitra: bidende ɔ: virkende.
- 7.
- Knátti mær ok mǫgr
- moldveg sporna
- bǫrn þau hin blíðu
- við bana Hǫgna;
- þat nam at mæla
- mær fjǫrsjúka,
- svát ękki kvað
- orð hit fyrra:
7. bana Hǫgna: ɔ: Vilmundr; við: som var avlede med.
- 8.
- Svá hjalpi þér
- hollar véttir,
- Frigg ok Fręyja
- ok flęiri goð,
- sęm fęldir mér
- fár af hǫndum.
- O. kv. 9.
- Hnékat af því
- til hjalpar þér,
- at værir þess
- verð aldrigi;
- hétk ok ęfndak,
- es hinig mæltak,
- at hvívetna
- hjalpa skyldak.
- þás ǫðlingar
- arfi skiptu.
9. Hnékat til hjalpar: jeg kom dig ikke til hjælp. — aldrigi: nogensinde. — ok ęfndak: og (i dette tilfælde) har jeg opfyldt det. — hinig: hist (ved en tidligere lejlighed). — L. 9-10 er meningsløse i smhængen og senere.
- B. kv. 10.
- Œr est Oddrún
- ok ørvita,
- es mér af fári
- flęst orð of kvatt,
- ęn ek fylgðak þér
- á fjǫrgynju,
- sęm vit brœðrum tvęim
- bornar værim.
10. af fári: ɔ: ikke af bare velvilje. — fylgðak: sluttede mig til dig. — á fjǫrgynju: på jorden.
- O. kv. 11.
- Mank ęnn hvat þú
- mæltir of aptan,
- þás Gunnari
- gęrðak rękkju,
- slíks dœmi kvaðat
- síðan mundu
- męyju verða
- nema mér ęinni.
11. gęrðak rękkju: indrettede, redte, sængen, nemlig også til hende selv. Se Krit. bem. — kvaðat: foran -at udelades 2. persons t hyppig (f. kvattat). V. 10-11 står i R efter v. 155-8, men det er klart, at dette er urigtigt; de må flyttes til dette sted.
- 12.
- Þá nam at sętjask
- sorgmóð kona
- at tęlja bǫl
- af trega stórum.
12. bǫl: vistnok sing., ‘ulykke’.
- 13.
- Vask upp alin
- í jǫfra sal,
- flęstr fagnaði,
- at fira ráði;
- unðak aldri
- ok ęign fǫður
- fimm vetr ęina,
- svát minn faðir lifði.
13. flęstr fagnaði: de fleste (alle) glædede sig ɔ: over mig, jeg nød alles yndest. — ráði: bestemmelse; ‘mændene’ er hendes fader og nærmeste. — svát: således at ɔ: medens.
- 14.
- Þat nam at mæla
- mál hit øfsta
- sjá móðr konungr,
- áðr sylti hann,
- mik bað gœða
- golli rauðu
- ok suðr gefa
- syni Grímhildar.
14. móðr: mødig (af alderdom). — sylti (til svelta): døde. — suðr: viser digterens ringe kendskab til skuepladsen, som den måtte tænkes.
- 15.
- Ęn Brynhildi
- bað hjalm geta,
- hána kvað valmęy
- verða skyldu;
- kvaða hina œðri
- alna mundu
- męy í hęimi,
- nema mjǫtuðr spilti.
15. L. 1-4 findes i R efter 191-4, men dette er forlængst fundet urigtigt og er flyttet hertil, sikkert med rette. — valmęy: valkyrje. — hina œðri: ypperligere. — mjǫtuðr: skæbnen (el. døden). — spilti: gjorde ende på (herligheden).
- 16.
- Brynhildr í búri
- borða rakði,
- hafði lýði
- ok lǫnd of sik,
- jǫrð dúsaði
- ok upphiminn,
- þás bani Fáfnis
- borg of þátti.
16. Brynhildr o. s. v.: sigter til hendes ophold hos Heimir. — dúsaði: var stille; »alt var stille (og behageligt) på jorden og i luften«. — borg: hvor Brynhild boede.
- 17.
- Þá vas víg vegit
- vǫlsku sverði
- ok borg brotin,
- sús Brynhildr átti,
- vasa langt af því
- hęldr válítit,
- unz þær vélar
- vissi allar.
17. L. 1-4 antyder, at Sigurd belejrer Brynhilds borg og erobrer den (og hende); altså substitut for vaverlue-ridtet, en sagnform, der ellers er ukendt. Det synes som om digteren har tænkt sig, at også her trådte Sigurd istf. Gunnar. — víg: drab, kamp. — langt af því: længe derefter. — válítit: liden fare, skade; — »det varede ikke længe inden faren viste sig og ulykken brød ind«. — vélar: svig, dette at Sigurd trådte istf. Gunnar — må vistnok være meningen. — I l. 5-6 er forlydsrimene v(asa) og v(á).
- 18.
- Þess lét hón harðar
- hęfndir verða,
- svát ǫll hǫfum
- œrnar raunir;
- þat mun á hǫlða
- hvęrt land fara,
- es hón lét sveltask
- at Sigurði.
18. raunir: sorger. — at: kan kun bet. ‘efter’, jfr. hvárr at ǫ́ðrum ‘den ene efter den anden’.
- 19.
- Ęn Gunnari
- gatk at unna,
- bauga dęili,
- sęm Brynhildr skyldi;
- buðu þęir Atla
- bauga rauða
- ok brœðr mínum
- bœtr ósmáar.
19. gatk at unna: opnåede at elske; gatk her iøvrigt omtr. omskrivende. — þęir Gjukungerne. — brœðr mínum: = Atle. — bœtr: bøder, for Brynhilds død.
- 20.
- Bauð ęnn við mér
- bú fimtían,
- hliðfarm Grana,
- ef hafa vildi;
- ęn Atli kvazk
- ęigi vilja
- mund aldrigi
- at męgi Gjúka.
20. Bauð: subj. er Gunnar. — bú fimtían: betragtes altså som en stor rigdom; jfr. ‘18 bo’ i Rígsþ. 38. — hliðfarm: sidebyrde. — vildi: ɔ: Atle.
- 21.
- Þęygi vit mǫ́ttum
- við munum vinna
- nema ek helt hǫfði
- við hringbrota;
- mæltu margir
- mínir niðjar,
- kóðusk okr hafa
- orðit bæði.
21. við munum vinna: modstå vor elskov. — kóðusk: gentagelse af mœltu. — orðit: mistet.
- 22.
- Ęn mik Atli kvað
- ęigi mundu
- lýti ráða
- né lǫst gęra,
- ęn slíks skyli
- synja aldri
- maðr fyr annan,
- þars munúð dęilir.
22. lýti: er dativ; moralsk fejl. — dęilir: hersker.
- 23.
- Sęndi Atli
- ǫ́ru sina
- of myrkvan við
- mín at fręista,
- ok þeir kómu,
- þars koma né skyldut,
- þás bręiddum vit
- blæju ęina.
23. L. 7-8: »da vi redte os et fælles leje«.
- 24.
- Buðum vit þegnum
- bauga rauða,
- at ęigi til
- Atla sęgði,
- ęn þęir hvatliga
- hęim skunduðu
- ok óliga
- Atla sǫgðu.
24. óliga: = óðliga, = hvatliga, ɔ: hurtig og straks.
- 25.
- Ęn Goðrúnu
- gǫrla lęynðu
- þvís hęldr vita
- hǫlfu skyldi.
- 26.
- Hlymr vas at hęyra
- hófgollinna,
- þás í garð riðu
- Gjúka arfar,
- þęir ór Hǫgna
- hjarta skǫ́ru,
- ęn í ormgarð
- annan lǫgðu.
26. hófgollinna: med gyldne hove. Man tör vel næppe tænke på part. til gjalla ‘med dundrende hove’. — þęir: de, ɔ: Atles mænd. — annan: den anden, ɔ: Gunnar; Oddrun kan ikke få sig til at nævne hans navn; det er et fint psykologisk træk.
- 27.
- Vask ęnn farin
- ęinu sinni
- til Gęirmundar
- gęrva drykkju;
- nam horskr konungr
- hǫrpu svęigja,
- hann hugði mik
- til hjalpar sér.
- kynríkr konungr
- of koma mundu.
27. Gęirmundar: ukendt person; men af det følg. vers fremgår, at Oddrun befinder sig på Hlésey (vel = Læssø), hvor Geirmund altså må have været og da en fyrste. Iøvrigt er nævnelsen af Hlésey her meget mærkelig. — konungr (l. 5): ɔ: Gunnar. — L. 9-10 er i enhver henseende overflødige.
- 28.
- Namk at hęyra
- ór Hlésęyju,
- hvé þar af stríðum
- stręngir mæltu;
- baðk ambáttir
- búnar verða,
- vildak fylkis
- fjǫrvi bjarga.
28. ór Hlésęyju: fra H. (som udgangspunkt for hørelse). — »Jeg fra (ɔ: i Hl.)«. — þar: ɔ: hvor Gunnar var. — af stríðum: om kummer. — mæltu: sagde, forkyndte.
- 29.
- Létum fljóta
- far sund yfir,
- unz alla sák
- Atla garða.
29. far: båden.
- 30.
- Þá kom hin arma
- út skævandi
- móðir Atla,
- hón morna skyli,
- ok Gunnari
- gróf til hjarta,
- svát máttigak
- mærum bjarga.
30. morna: her intrans., svinde hen (fortæres af svindsot). Det må antages, at Atles moder (der ellers er ukendt og ingen rolle spiller) ifg. digterens opfattelse har forvandlet sig til slange.
- 31.
- Opt undrumk þat,
- hví ęptir mák,
- linnvęngis Bil,
- lífi halda,
- es ógnhvǫtum
- unna þóttumk
- sverða dęili
- sęm sjalfri mér.
31. hvi: hvorfor, her vel: hvorledes. — linnvęngis Bil: orme-landets (guldets) Bil, kvinde. — sverða dęili: sværdenes ejer, Gunnar; findes også i Atlakv. 37.
- 32.
- Satt ok hlýddir
- meðan sagðak þér
- mǫrg ill of skǫp
- mín ok þęira;
- maðr hvęrr lifir
- at munum sínum;
- nú ’s of ginginn
- grátr Oddrúnar.
32. at munum: efter (i overensstemmelse med) sin elskov, lyst. — L. 7-8: »Nu er Oddruns gråd (sorg) ovre«, »Tiden læger alt«.
