Oddrúnargrátr

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Oddrúnargrátr


Frá Borgnýju ok Oddrúnu
Heiðrekr hét konungr; dóttir hans hét Borgný. Vilmundr hét sá, er var friðill hennar. Hon mátti eigi fœða bǫrn, áðr til kom Oddrún Atlasystir; hon hafði verit unnusta Gunnars Gjúkasonar; um þessa sǫgu er hér kveðit.


1.
Hęyrðak sęgja
í sǫgum fornum,
hvé mær of kom
til Mornalands;
ęngi mátti
fyr jǫrð ofan
Hęiðreks dóttur
hjalpir vinna.



1. mær: må være Borgny; denne person er ellers ganske ukendt. — Morna-lands: findes ikke andre steder nævnt; navnet minder lidt om Myrgingerne (i Wīðsīð), der var en stamme syd for Eideren.



2.
Þat frá Oddrún
Atla systir,
at mær hafði
miklar sóttír;
brá hón af stalli
stjórnbitluðum
ok á svartan
sǫðul of lagði.



2. stalli: krybben. — stjórnbitluðum: som styres ved hjælp af bitull; adj. for subst. (hest).



3.
Lét mar fara
moldveg sléttan,
unz at hóri kom
hǫll standandi;
ok hón inn of gekk
ęndlangan sal
svipti hón sǫðli
af svǫngum jó
ok hón þat orða
alls fyrst of kvað.



3. standandi: jfr. Vspǫ́ v. 47. — svǫngum: den smækre. — L. 5-6 har intet med forløsningen at göre. — L. 9-10 er sikkert senere tillæg.



4.
Hvat ’s frægst á fold
— — — —
eða hvat ’s hlézt
Húnalandi?


Ambótt:
Hér liggr Borgný
of borin vęrkjum,
vina þín Oddrún,
vitt ef hjalpir.



4. frægst: mest omtalt. — L. 2 er udfalden. — hlézt: er ellers ukendt; mulig part. hléðr, berömt, altså omtr. = frægst. — Húnalandi: R skr. -lands. Altså skulde Borgny have haft hjem i Hunnernes land. — borin: overvældet af.



5.
Hvęrr hęfr vífi
vamms of lęitat?
Hví eru Borgnýjar
bráðar sóttir?


Ambótt:
Vilmundr hęitir,
vinr haukstalda,
hann varði męy
varmri blæju
fimm vetr alla
svát sinn fǫður lęynði.



5. vífi: rettelse f. visir (Bugge). — vamms: lyde (ved forførelse). — bráðar: hidsige, ɔ: smærtefulde. — Vilmundr: ellers ukendt. — haukstalda: se Sigsk. 31. — L. 9-10 er en meget urimelig tilföjelse. L. 7-8 antyder på en fin måde det erotiske forhold. I fimm vetr ligger aldeles ikke, at Oddrun i 5 år ikke har kunnet frigöres for fostret.



6.
Þær hykk mæltu
þvígit flęira,
gekk mild fyr kné
męyju at sitja;
ríkt gól Oddrún,
ramt gól Oddrún,
bitra galdra
at Borgnýju.



6. mæltu: præt. inf. — þvígit flęira: ikke mere end det. — ríkt, ramt: vældigt, tryllestærkt. — bitra: bidende ɔ: virkende.



7.
Knátti mær ok mǫgr
moldveg sporna
bǫrn þau hin blíðu
við bana Hǫgna;
þat nam at mæla
mær fjǫrsjúka,
svát ękki kvað
orð hit fyrra:



7. bana Hǫgna: ɔ: Vilmundr; við: som var avlede med.



8.
Svá hjalpi þér
hollar véttir,
Frigg ok Fręyja
ok flęiri goð,
sęm fęldir mér
fár af hǫndum.


O. kv. 9.
Hnékat af því
til hjalpar þér,
at værir þess
verð aldrigi;
hétk ok ęfndak,
es hinig mæltak,
at hvívetna
hjalpa skyldak.
þás ǫðlingar
arfi skiptu.



9. Hnékat til hjalpar: jeg kom dig ikke til hjælp. — aldrigi: nogensinde. — ok ęfndak: og (i dette tilfælde) har jeg opfyldt det. — hinig: hist (ved en tidligere lejlighed). — L. 9-10 er meningsløse i smhængen og senere.



B. kv. 10.
Œr est Oddrún
ok ørvita,
es mér af fári
flęst orð of kvatt,
ęn ek fylgðak þér
á fjǫrgynju,
sęm vit brœðrum tvęim
bornar værim.



10. af fári: ɔ: ikke af bare velvilje. — fylgðak: sluttede mig til dig. — á fjǫrgynju: på jorden.



O. kv. 11.
Mank ęnn hvat þú
mæltir of aptan,
þás Gunnari
gęrðak rękkju,
slíks dœmi kvaðat
síðan mundu
męyju verða
nema mér ęinni.



11. gęrðak rękkju: indrettede, redte, sængen, nemlig også til hende selv. Se Krit. bem. — kvaðat: foran -at udelades 2. persons t hyppig (f. kvattat). V. 10-11 står i R efter v. 155-8, men det er klart, at dette er urigtigt; de må flyttes til dette sted.



12.
Þá nam at sętjask
sorgmóð kona
at tęlja bǫl
af trega stórum.



12. bǫl: vistnok sing., ‘ulykke’.



13.
Vask upp alin
í jǫfra sal,
flęstr fagnaði,
at fira ráði;
unðak aldri
ok ęign fǫður
fimm vetr ęina,
svát minn faðir lifði.



13. flęstr fagnaði: de fleste (alle) glædede sig ɔ: over mig, jeg nød alles yndest. — ráði: bestemmelse; ‘mændene’ er hendes fader og nærmeste. — svát: således at ɔ: medens.



14.
Þat nam at mæla
mál hit øfsta
sjá móðr konungr,
áðr sylti hann,
mik bað gœða
golli rauðu
ok suðr gefa
syni Grímhildar.



14. móðr: mødig (af alderdom). — sylti (til svelta): døde. — suðr: viser digterens ringe kendskab til skuepladsen, som den måtte tænkes.



15.
Ęn Brynhildi
bað hjalm geta,
hána kvað valmęy
verða skyldu;
kvaða hina œðri
alna mundu
męy í hęimi,
nema mjǫtuðr spilti.



15. L. 1-4 findes i R efter 191-4, men dette er forlængst fundet urigtigt og er flyttet hertil, sikkert med rette. — valmęy: valkyrje. — hina œðri: ypperligere. — mjǫtuðr: skæbnen (el. døden). — spilti: gjorde ende på (herligheden).



16.
Brynhildr í búri
borða rakði,
hafði lýði
ok lǫnd of sik,
jǫrð dúsaði
ok upphiminn,
þás bani Fáfnis
borg of þátti.



16. Brynhildr o. s. v.: sigter til hendes ophold hos Heimir. — dúsaði: var stille; »alt var stille (og behageligt) på jorden og i luften«. — borg: hvor Brynhild boede.



17.
Þá vas víg vegit
vǫlsku sverði
ok borg brotin,
sús Brynhildr átti,
vasa langt af því
hęldr válítit,
unz þær vélar
vissi allar.



17. L. 1-4 antyder, at Sigurd belejrer Brynhilds borg og erobrer den (og hende); altså substitut for vaverlue-ridtet, en sagnform, der ellers er ukendt. Det synes som om digteren har tænkt sig, at også her trådte Sigurd istf. Gunnar. — víg: drab, kamp. — langt af því: længe derefter. — válítit: liden fare, skade; — »det varede ikke længe inden faren viste sig og ulykken brød ind«. — vélar: svig, dette at Sigurd trådte istf. Gunnar — må vistnok være meningen. — I l. 5-6 er forlydsrimene v(asa) og v(á).



18.
Þess lét hón harðar
hęfndir verða,
svát ǫll hǫfum
œrnar raunir;
þat mun á hǫlða
hvęrt land fara,
es hón lét sveltask
at Sigurði.



18. raunir: sorger. — at: kan kun bet. ‘efter’, jfr. hvárr at ǫ́ðrum ‘den ene efter den anden’.



19.
Ęn Gunnari
gatk at unna,
bauga dęili,
sęm Brynhildr skyldi;
buðu þęir Atla
bauga rauða
ok brœðr mínum
bœtr ósmáar.



19. gatk at unna: opnåede at elske; gatk her iøvrigt omtr. omskrivende. — þęir Gjukungerne. — brœðr mínum: = Atle. — bœtr: bøder, for Brynhilds død.



20.
Bauð ęnn við mér
bú fimtían,
hliðfarm Grana,
ef hafa vildi;
ęn Atli kvazk
ęigi vilja
mund aldrigi
at męgi Gjúka.



20. Bauð: subj. er Gunnar. — bú fimtían: betragtes altså som en stor rigdom; jfr. ‘18 bo’ i Rígsþ. 38. — hliðfarm: sidebyrde. — vildi: ɔ: Atle.



21.
Þęygi vit mǫ́ttum
við munum vinna
nema ek helt hǫfði
við hringbrota;
mæltu margir
mínir niðjar,
kóðusk okr hafa
orðit bæði.



21. við munum vinna: modstå vor elskov. — kóðusk: gentagelse af mœltu. — orðit: mistet.



22.
Ęn mik Atli kvað
ęigi mundu
lýti ráða
né lǫst gęra,
ęn slíks skyli
synja aldri
maðr fyr annan,
þars munúð dęilir.



22. lýti: er dativ; moralsk fejl. — dęilir: hersker.



23.
Sęndi Atli
ǫ́ru sina
of myrkvan við
mín at fręista,
ok þeir kómu,
þars koma né skyldut,
þás bręiddum vit
blæju ęina.



23. L. 7-8: »da vi redte os et fælles leje«.



24.
Buðum vit þegnum
bauga rauða,
at ęigi til
Atla sęgði,
ęn þęir hvatliga
hęim skunduðu
ok óliga
Atla sǫgðu.



24. óliga: = óðliga, = hvatliga, ɔ: hurtig og straks.



25.
Ęn Goðrúnu
gǫrla lęynðu
þvís hęldr vita
hǫlfu skyldi.


26.
Hlymr vas at hęyra
hófgollinna,
þás í garð riðu
Gjúka arfar,
þęir ór Hǫgna
hjarta skǫ́ru,
ęn í ormgarð
annan lǫgðu.



26. hófgollinna: med gyldne hove. Man tör vel næppe tænke på part. til gjalla ‘med dundrende hove’. — þęir: de, ɔ: Atles mænd. — annan: den anden, ɔ: Gunnar; Oddrun kan ikke få sig til at nævne hans navn; det er et fint psykologisk træk.



27.
Vask ęnn farin
ęinu sinni
til Gęirmundar
gęrva drykkju;
nam horskr konungr
hǫrpu svęigja,
hann hugði mik
til hjalpar sér.
kynríkr konungr
of koma mundu.



27. Gęirmundar: ukendt person; men af det følg. vers fremgår, at Oddrun befinder sig på Hlésey (vel = Læssø), hvor Geirmund altså må have været og da en fyrste. Iøvrigt er nævnelsen af Hlésey her meget mærkelig. — konungr (l. 5): ɔ: Gunnar. — L. 9-10 er i enhver henseende overflødige.



28.
Namk at hęyra
ór Hlésęyju,
hvé þar af stríðum
stręngir mæltu;
baðk ambáttir
búnar verða,
vildak fylkis
fjǫrvi bjarga.



28. ór Hlésęyju: fra H. (som udgangspunkt for hørelse). — »Jeg fra (ɔ: i Hl.)«. — þar: ɔ: hvor Gunnar var. — af stríðum: om kummer. — mæltu: sagde, forkyndte.



29.
Létum fljóta
far sund yfir,
unz alla sák
Atla garða.



29. far: båden.



30.
Þá kom hin arma
út skævandi
móðir Atla,
hón morna skyli,
ok Gunnari
gróf til hjarta,
svát máttigak
mærum bjarga.



30. morna: her intrans., svinde hen (fortæres af svindsot). Det må antages, at Atles moder (der ellers er ukendt og ingen rolle spiller) ifg. digterens opfattelse har forvandlet sig til slange.



31.
Opt undrumk þat,
hví ęptir mák,
linnvęngis Bil,
lífi halda,
es ógnhvǫtum
unna þóttumk
sverða dęili
sęm sjalfri mér.



31. hvi: hvorfor, her vel: hvorledes. — linnvęngis Bil: orme-landets (guldets) Bil, kvinde. — sverða dęili: sværdenes ejer, Gunnar; findes også i Atlakv. 37.



32.
Satt ok hlýddir
meðan sagðak þér
mǫrg ill of skǫp
mín ok þęira;
maðr hvęrr lifir
at munum sínum;
nú ’s of ginginn
grátr Oddrúnar.



32. at munum: efter (i overensstemmelse med) sin elskov, lyst. — L. 7-8: »Nu er Oddruns gråd (sorg) ovre«, »Tiden læger alt«.