Oddruns Klage (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

34. Oddruns Klage

Heidrek hed en Mand, hans Datter Borgny og hendes Elsker Vilmund. Borgny kunde ikke blive forløst med Barn, før Atles Søster Oddrun kom hende til Hjælp. Om denne Fortælling er saa kvædet:

1.

I gamle Sagn

Jeg hørte om,

Hvorledes en Pige

Til Mærskland kom,

Intet Menneske

Der de funde,

Som Heidreks Datter

Hjælpe kunde.

2.

Det Oddrun Atles

Søster erfoer,

At Kvindens Lidelse

Var saa stor;

Den Bidseltamme

Fra Stald blev bragt,

Saddelen paa

Den Sorte lagt.

3.

Sin Hest ad Sletten

Hun springe lod,

Til Hallen høj

For hende stod.

Den slunkne Ganger

Hun sadlede af,

Og op i Salen

Sig strax begav.

Af Munden foer

Flux dette Ord:

4.

"Hvad gaaer paa Tale

Blandt Mand og Mand,

Hvad Nyt er varmest

I Huneland?"

5.

"Her Borgny ligger,

Oddruns Veninde,

Af Værk betagen,

Søg den at lindre!"

6.

"Hvo er den Fyrste,

Som har Dig lokket,

Hvorfor er Borgnys

Vee forstokket?"

7.

"Vilmund han hedder,

Høgbæreres Ven,

Han svøbte Pigen

Fem Vintre hen

I varme Lagen,

Men for sin Fader

Hun dulgte Sagen."

8.

Jeg troer, de talte

Ej mere om dette,

Hun satte sig blidt

Hos Pigen tilrette;

For Borgny Oddrun

Mægtigen goel,

Kraftige Galdre

Stærkt hun goel.

9.

Dreng og Pige

Til Jordlivet gik,

Ved Høgnes Bane

De Børn hun fik.

Den dødsyge Kvinde

Da udbrød —

Ej Ord fra hende

Før dette lød:

10.

"Saa hulde Aander

Til Hjælp dig være,

Frigg og Freya

Og Guder flere,

Som Du fra Haande

Mig fældte min Vaande."

Oddrun.

11.

Jeg nedlod mig

Til Hjælpen her,

Skjøndt ingensinde

Du var det værd;

Jeg loved og holdt

Hvad hist jeg sagde,

Dengang Ædlinge

Arv udlagde,

At hjælpe jeg skal

I hvert et Fald.

Borgny.

12.

Du raser Oddrun,

Hvor er din Forstand,

At fjendtligt Du mig

Tiltale kan,

Mig, der i Livet

Fulgte Dig tro,

Som vare vi Børn

Af Brødre to.

Oddrun.

13.

Dit Ord fra hiin Aften

I Minde jeg har,

Da Bægeret jeg

Til Gunnar bar:

Du sagde, at dette

Ingensinde

Mig eftergjorde

Nogen Kvinde.

14.

Da satte sig Pigen

Mod i Hu,

Sin sorgfulde Skjæbne

Fortalte hun nu:

15.

I Kongens Sale

Som Barn jeg dvæled,

Alle som Een

For mig de kjæled,

Livet i Faders

Huus jeg nød

Fem Vintre, indtil

Min Faders Død.

16.

Før heden den trætte

Konge foer,

Mælte han disse

Sidste Ord:

17.

Med Guld de skulde

Mig styre ud,

Grimhilds Søn

I Syden til Brud;

Ej vorded i Verden

Saa ypperlig Kvinde,

Hvis Skjæbnen til Sligt

Ej negted sit Minde.

18.

Virkende Brynhild

I Buret sad,

Ved Land og Folk

At eje glad,

Paa Jord og i Himmel

Ej Ufred at ane:

Da slumped til Borgen

Fafners Bane.

19.

Sit Slag den vælske

Klinge slog,

I Brynhilds brudte

Borg han drog.

Men, intet Under,

Kort derpaa

For hende Svigen

Aaben laae.

20.

Sligt hun haardelig

Hævne lod,

Det fik vi at føle

Til Overflod;

Rundt om Menneskens

Lande foer

Ryet af Sigurds

Og hendes Mord.

21.

Men jeg kom til

At elske tilfulde

Ringbryderen Gunnar,

Som Brynhild skulde.

Brynhild maatte

Nu Hjælmen bære,

En Ønskemø, sagde han,

skulde hun være.

22.

Snart bød de min Broder

Ringe røde,

Ej uanselig

Var denne Bøde,

End femten Gaarde

Han bød for mig

Samt Granes Last,

Hvis han kvemmede sig.

23.

Men Atle aldrig

I sine Dage

Brudkjøb vilde

Af Gjukunger tage;

Dog ej vi magted

Vor Elskovs Vælde,

Jeg maatte mit Hoved

Til Kongen helde.

24.

Blandt Frænderne gik

Der Tale om,

Hvor tidt man over

Os begge kom;

Men Atle sagde,

At aldrig jeg vilde

Forsee mig i dette

Og Æren spilde;

Sligt aldrig forsværge

Man skal for en Anden

Der, hvor Elskov

Er Voldgiftsmanden.

25.

Atle da monne

Spejdersvende

Ad mørken Skov

Mod mig udsende;

Did de kom,

Hvor man nødig dem saae,

Der, hvor vi begge

I Lagen laae.

26.

Mændene bøde vi

Røde Ringe,

At Sligt de skulde

For Alle ej bringe;

Hidsigen disse

Hjem sig skyndte,

Ivrigen Atle

Alt forkyndte.

27.

For Gudrun blev dette

En Hemmelighed,

Langt hellere burde hun

Vidst Besked.

28.

Det dundred under

Gyldensko,

Da Gjukunger red

Over Borgebro.

Hjærtet Man ud

Af Høgne skar,

Til Ormegaarden

Den Anden bar.

29.

Jeg just til Gejrmund

Engang igjen

For Gilde at rede

Var dragen hen.

Sin Harpe lod runge

Den horske Konge,

Det tænkte den højbaarne

Konge paa,

At jeg til Hjælp

Ham skulde gaae.

30.

Ude fra Hlesø

Kunde mit Øre

Klangen af stride

Strenge høre.

31.

At holde sig rede

Jeg Ternerne bød,

Fyrsten vilde jeg

Frelse fra Død;

Færgen paa Sundet

Vi flyde lode,

Til Atles Gaarde

For os stode.

32.

Frem Atles Moder

Da skjælvende skred,

Den Usle! I Sumpen

Hun burde ned!

I Gunnars Hjærte

Hun bored sig fast,

Ædlingens Frelse

Af Haand mig brast.

33.

Det undred mig ofte,

At jeg, en Kvinde,

Siden mig kunde

I Livet finde,

Skjøndt Helten den Djærve

Jeg visselig har

Elsket, som om

Mig selv han var.

34.

Du sad og lytted,

Imedens jeg sang

Om min og Andres

Lidelsesgang.

Sin egen Lyst

Jo har Enhver,

Oddruns Klage

Ender her.