Olaf og Helga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Olaf og Helga
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Sigurd nævnes en Mand; han var en god og gild Bonde og havde en haabefuld og flink Datter, som hed Helga. Olaf hed hans Tjenestekarl; det var en haabefuld Ungersvend, ferm i alle Ting. Han var Søn af en Præst, som paa denne Fortællings Tid allerede var høit tilaars. Olaf begyndte snart at synes godt om Bondens Datter, og der hviskedes om, at han og hun vare gode Venner. Det var i sin Orden, meente Folk, og Bonden saae gjerne, at de fik hinanden; thi han havde stor Kjærlighed til dem Begge. En Sommer skete det, at alle Bondens golde Faar forsvandt og ikke fandtes, ihvor længe man end søgte efter dem. Den følgende Sommer bleve Bondens Malkefaar borte, og det gik paa samme Viis, at om man end søgte, fandtes de heller ikke. Det gik Olaf nær til Hjertet, thi han var i en sjelden Grad sin Husbond hengiven og en saare dygtig ung Mand. Man gjorde sig forskjellige Gisninger om hvorledes dette hang sammen, men Bonden lod sig kun lidet forlyde derom. Saa gik der en Tid, uden at noget Mærkeligt indtraf.
Henimod Vinterens Begyndelse skete det en Kveld, at Bondedatteren gik ud for at see til sin Tvæt, men ikke kom ind igjen. Da man begyndte at savne hende, gik man strax ud for at see, hvor hun blev af, men intetsteds var hun at see. Siden samlede man Folk sammen og de søgte Alle, men hun fandtes dog ikke. Dette toge Alle sig meget nær, men Olaf meest. Han lagde sig tilsengs af Sorg og nød hverken Søvn eller Mad. En Nat, da han var falden i en sød Søvn, drømte han, at hans Fader kom hen til ham og sagde: »Ringe er dit Mod og liden din Kraft og mandigt er det ikke, at lægge sig fortabt tilsengs, om der end gaaer En Noget imod. Eller troer Du, at Gud ikke vil kunne hjelpe Dig ud af din Elendighed, om det end seer fortvivlet ud? Staa op, tag Reisekost og et Par nye Sko, stævn saa bestandig mod Syd og stands ikke, før Du kommer til en rund Høi, trindt omgiven af Lyngbakker. Forbi Høien flyder en Bæk, som Du skal gaae over, og da vil Du træffe paa en Gangsti; den skal Du siden følge. Forlad Dig alene paa Gud, og lad hverken Veilængde eller Uføre bevæge Dig til at vende om.«
Da Olaf vaagnede, stod han skyndsomt op og klædte sig paa. Han forlangte Reisekost og tre Par nye Lædersko. Bonden spurgte ham, hvor han vilde hen, men Olaf lod, som han ikke rigtigt vidste det. Bonden mener, at det er bedst for ham at blive hjemme; det blev hans Død, sagde han, skulde han nu ogsaa miste ham, der nu var bleven hans eneste Glæde og hans Alderdoms Støtte. Olaf bad ham at være ved godt Mod og ikke fortvivle. Siden drog han afsted, efter med grædende Taarer at have sagt Bonden Farvel. Han gik efter Drømmens Anviisning og stævnede hele Tiden mod Syd. Saaledes blev han ved at gaae Dag og Nat, gjennem Holter og Heder. Han fandt Veiene lidet fremkommelige og blev tilsidst saare mødig af Vandringen. Endelig kom han til Høien, som Drømmen havde antydet ham, gik derpaa over Bækken og fandt Gangstien. Da fik han nyt Mod og blev længe ved at gaae endnu. Men efter at han i nogen Tid havde fortsat Vandringen fremad, hørte han nogle saare stærke Raab bagved sig. Det var allerede langt henne paa Dagen; han gik efter Lyden og fik da Øie paa en stor og stærk Mand, som drev en stor Flok Lam foran sig. Han bar en blank Øxe paa Skulderen, var iført en bruunstribet Vadmelskofte og havde en sid Hat paa Hovedet. Olaf gaaer ham imøde og sender ham sin Hilsen. Den Anden besvarer kort hans Hilsen og spørger, hvor han skal hen. Olaf siger, at han leder efter Faar. Troer Du at finde dem her? siger Koftemanden. »Du skal nu ikke kunne bilde mig Noget ind, thi jeg veed baade hvad Du hedder og hvad Du søger efter. Du søger efter Helga Bondedatter og ikke efter Faar, og det skal Du vide forsand, at hun er gjemt ikke langt herfra og at Du aldrig faaer hende igjen. Jeg vil derfor raade Dig til at tage Foden paa Nakken og vende hjem igjen, eller ogsaa nødes jeg til at lade Øxen kløve dit Hoved, skjøndt det ellers ikke er min Vane at dræbe Mennesker.« »Det er en ringe Ære for Dig«, siger Olaf, »at anfalde mig, vaabenløs som jeg er og træt af Reisen; det vilde være ligeligere fordeelt, om vi brødes og prøvede Kræfter paa den Viis.« Det kunde de gjerne, sagde Koftemanden, og han kastede Øxen fra sig. Siden toge de Brydetag og gik hinanden haardt paa Livet. De droges i lang Tid vide om Sletten, og Olaf mærkede, at han her havde med en saare stærk Mand at gjøre. Han angreb derfor ikke med Voldsomhed, men indskrænkede sig til det blotte Forsvar, indtil Koftemanden begyndte at blive træt; da kom det Olaf til Nytte, at han var mere øvet i Brydning, og han fældede sin Modstander ved at spænde Foden bag hans Hæl. Koftemanden sagde, at det kun var en ringe Hæder for Olaf, at have fældet en Svend, der kun talte sine femten Aar; herpaa svarede Olaf, at nu vilde han dog drage Nytte af hans Fald, og han vilde nu drage Koftemanden did, hvor Øxen laa. Koftemanden spurgte, hvad han havde isinde hermed. Olaf svarede, at han vel blev nødt til at tage Livet af ham, »skjøndt jeg rimeligviis kan sige med lige saa stor Sandhed om mig, som Du før sagde det om Dig, at det ikke er min Vane at dræbe Mennesker.« Koftemanden sagde, at han skulde lade være at dræbe ham, han kunde da blive ham til megen Nytte. Herved lod Olaf sig bevæge til at skaane ham, saameget mere, som han syntes godt om den unge Mand. Han reiste ham op og lod ham sværge sig Troskabsed.
Olaf bad ham at fortælle, hvor han havde hjemme og hvo han var. Koftemanden svarede, at han havde hjemme kort derfra og at han var en Udliggermand. »Jeg hedder Kaare« , siger han, »og jeg har en gammel Fader og Moder. To Brødre har jeg, som ere meget ældre og stærkere end jeg og de største Trolde. Den ene af dem hentede Helga og vil ægte hende, men hun vil ikke vise ham Venlighed og føler sig saare ulykkelig. Hun sidder indespærret, men mine Søstre sidde ofte hos hende for at trøste hende, og alt Optænkeligt bliver gjort for at glæde hende, men det er Altsammen til ingen Nytte. Hun hverken sover eller spiser og er bleven ligbleg af Sorg og Kvide. Min Fader er saa synsk, at han veed Alt om din Reise, og da jeg idag gik afsted til Lammene, gav han mig denne Øxe og bød mig at farve den i dit Blod; thi Du vilde komme til mig, sagde han. Jeg er derfor ganske vis paa, at en brat Bane venter Dig, hvis min Fader eller mine Brødre kunne faae fat i Dig. Nu vil jeg raade Dig til at ligge her i Lammehuset inat, og jeg skal bringe Dig Mad nok hjemmefra.« Olaf sagde, at han vilde følge hjem med ham og see hans Brødre, hvad det saa skulde koste. Han fik da have sin Villie, meente Kaare, »og skal nu een Skjæbne overgaae os Begge.« De gik siden ned i en liden Dal, hvor Olaf saae en lille Hytte, som de gik henimod, og der saae Olaf en gammel Mand staae udenfor. Han havde stor Lighed med en Trold og saae ond ud; men at han og ingen Anden maatte være Kaares Fader, kunde Olaf nok tænke sig. Olaf sendte den Gamle sin Hilsen, men denne lod , som om han ikke hørte det, og tilkastede baade ham og Kaare onde Blikke. Kaare førte Olaf ind i Huset igjennem en lav og lang Gang, hvor der var bælmørkt. Derfra kom de ind i en Badstue, hvor Olaf saae, at der sad to unge og smukke Piger. Han syntes godt om dem og undredes over, at de kunde see saa godt ud, da de dog havde en saa styg Fader. I den ene Ende af Badstuen saae han et lidet Loftskammer, hvor der sad en gammel Kjælling, af et bistert Udseende. Kaare bød Olaf at sætte sig og satte sig selv hos ham. Derpaa lod han bringe ham Mad. Nu træder den gamle Mand ind og gaaer lige ind i Kammeret til Kjællingen. Lidt derefter hørte Olaf en stærk Støi i Gangen og Lyd af Trin, der nærmede sig, og snart derpaa saae han to Mænd komme ind i Badstuen. Det var Kaares Brødre, men de vare ham meget ulige, thi de lignede mere Trolde end Mennesker. De gik ind i Kammeret til begge de Gamle og lode, som om de ikke saae Olaf, medens de sendte Kaare vrede Blikke. Olaf hørte, at de talte halvt hviskende med hverandre derinde i Kammeret; selv talte han ikke med noget Menneske og Ingen tiltalte ham. Kaare sad ogsaa i en uafbrudt Taushed ved hans Side.
Da de en Stund havde siddet paa denne Maade, kom den gamle Mand frem paa Loftskammergulvet og sagde: »Mon det nu ikke skulde være paa Tiden at gaae tilsengs?« Kaare tager da Olaf i Haanden og fører ham ud igjennem Gangen og derfra ind i et Kammer, hvor han siger, han skal sove. Derpaa forlader han ham. Kammeret var mørkt og lidet lysteligt at være i, og Olaf var ikke videre glad over at være Gjæst der. En Pige træder ind til Olaf og drager de vaade Klæder af ham. De talte ikke et Ord til hinanden. Men idet hun var ifærd med at tørre hans Fødder, forekom det ham, som om der trillede en Taare ned paa hans Vrist, og idet hun gik ud, sagde hun med meget lav Stemme : »Tag Dig iagt!« Men neppe havde hun forladt ham, før Kaare kom ind og sagde, at han vilde blive der hos Olaf om Natten. »Det tykkes mig ikke raadeligt«, siger Olaf, »thi det kan blive os Begge til Skade.« Kaare indsaae det Rigtige heri, men han bad da Olaf at være aarvaagen og forsigtig og atter at klæde sig paa. Han lægger en Øxe paa Sengen foran Olaf med disse Ord: »Denne vil give Dig trofast Følge, hvis Du behøver det, om end alt Andet slaaer feil.« Siden bortfjerner Kaare sig, men Olaf staaer op og klæder sig paa i en Skynding. Han tager Tæppet af Sengen og svøber det om Armene og Brystet, hvorpaa han lægger sig ned, med Haanden paa Øxeskaftet, uden dog at lade den komme tilsyne. Da han saaledes havde ligget en kort Tid, hører han Menneskestemmer og Lyden af Fodtrin udenfor Kammerdøren. Han lader da som han sover og snorker høit. Derpaa aabnes Døren, og den gamle Mand træder ind, med et stort Sværd i Haanden. Den ene af de ældre Brødre fulgte med ham og bar et Lys i den ene Haand, men en Kniv i den anden. Midt paa Gulvet blive de staaende og see sig om. Da siger den Gamle: »Han sover« , og i samme Øieblik farer han hen til Sengen og vil rykke Olaf ud paa Sengekanten, men denne var i en Haandvending oppe og huggede Hovedet af ham med Øxen. Nu kommer Sønnen og vil hevne sin Faders Død, men Olaf lod ikke gaae lang Tid hen, før han ogsaa gav ham Banehug. I dette Øieblik træder den anden af de ældre Brødre ind i Kammeret og er nu lidet venlig at see paa. Olaf vilde nu ogsaa dræbe ham, men da han seer ham, vaabenløs, slænger han sin Øxe fra sig, thi han vil ikke gjøre sig til Niding mod en vaabenløs Mand. De toge da Favntag og brødes haardt. Det var nogle voldsomme Tag, og det var som om Kammeret skulde styrte sammen derved. Olaf mærkede snart, at her havde han med en langt Stærkere at gjøre, og han kom da ogsaa tilsidst til at ligge under. Den Anden vilde saa drage ham hen, hvor Øxen laa, for at dræbe ham, men idetsamme traadte Kaare ind i Kammeret og saae, hvorledes Sagerne stode. Han tager da fat i sin Broder, idet han siger, at han skal høre op hermed. »Jeg har ikke saameget Godt at lønne Dig for«, siger han, »Du, som har villet gjøre mig til et reent Umenneske.« Den Anden vovede nu ikke Andet end at tillade Olaf at staae op, idet han lod ham sværge sig Troskabsed. Olaf takker Kaare for hans Hjelp; han har hugget ham vel nær, siger han. »Jeg har jo nu dræbt baade din Fader og din Broder.« Kaare svarer, at det jo var for at værge sit Liv, og derfor ville de ikke oftere tale om den Sag. Han førte nu Olaf derhen, hvor Helga var. Olaf kunde da neppe kjende hende igjen; hun laa paa Knæ og bad til Gud, og Sorgens Taarer trillede ned over hendes blege Kinder. Men nu forvandledes disse Taarer til Fryds- og Lyksalighedstaarer. Hun og ingen Anden var Pigen, som hjalp ham i Kveld, da han klædte sig af for at gaae tilsengs. Den gamle Mand havde da staaet ved Kammerdøren for at høre, om de talte med hinanden. Paa denne Maade havde han villet svale sin Forbittrelse og saare den sorgfulde Møes Hjerte.
Olaf blev nu nogle Dage der i Hytten og havde gode Dage. Siden drog han hjemad og tog foruden Helga Kaare og begge hans Søstre med sig. Kaares Broder vilde da ikke blive alene tilbage med Kjællingen, hvorfor han fulgte dem og tog hende med sig. De joge alle Faarene fra Dalen ned til Bygderne og toge med sig fra Hytten, hvad der havde Penges Værd, men stak siden Ild paa den og brændte den til Aske. De havde ingen Hændelser paa Veien og kom Allesammen i god Behold til Sigurd Bonde. Det blev en glædelig Sammenkomst, og der blev bagt og braset til et lystigt Gilde. Denne Vinter tilbragte Olaf og hans Fæller hos Sigurd Bonde, men da Vaaren kom, ægtede han hans Datter Helga. Han tog sig en Gaard, satte Bo og blev en gild Bonde. Han bortgiftede begge Kaares Søstre og skaffede ham selv en Hustru. Kaares Broder giftede sig ligeledes og blev Bonde. Altid vare de Perlevenner, Kaare og Olaf; de levede længe, fik en god Alderdom og vandt alle Menneskers Agtelse.
