Olav Kyrres saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif


Snorre Sturlasøn

Kongesagaer


oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


Titelfrise Olav Kyrres saga.jpg


Olav Kyrres Saga

[1069-1093]


1. Olav var ene konge over Norge efter sin broder Magnus’s død. Olav var en stor mand af vext og velvoxen; det er alle mænds sagn, at ingen har seet en fagrere mand eller af værdigere udseende; han havde haar gult som silke, og det laa meget smukt, lys hud, vakre øine, veldannede lemmer; oftest var han faamælt og talte ikke meget paa ting, var glad ved øllet, en stor drikkebroder, snaksom, blid og fredsommelig, saalænge hans rige stod. Om det taler Stein Herdissøn:

Trønders egg-djerve fyrste
tænker at lægge alle
lande i fred med snildhed
(liker det godt bønder).
Folket sig glæder, at Englands
fiende ivrig ønsker
at vænne sit folk til fredsmaal
[født under solen][1].


2. Det var gammel sed i Norge, at kongens høisæde var midt paa langbænken, og øl blev baaret om ilden. Men kong Olav lod først gjøre sit høisæde paa høibænken, som gik tvers over stuen; han lod ogsaa først gjøre ovnstuer[2] og lægge straa paa gulvet om vinteren som om sommeren. I kong Olavs dager voxte kjøbstæderne i Norge meget, men nogle grundlagdes fra først af. Kong Olav satte kjøbstad i Bjårgyn[3]; der satte snart mange rige mænd sig til, og did seilede kjøbmænd fra andre lande; han lod der reise fra grundvolden Kristkirken[4], den store stenkirke, men det blev lidet af den fuldført, men han lod fuldende trækirken[5]. Kong Olav lod sætte Miklagilde i Nidaros og mange andre gilder i kjøbstæderne, men forud var det der omgangsdrikkelag; da var Bøjarbót[6] den store gildeklokke i Nidaros. Gildebrødrene lod der bygge Margretekirke[7], en stenkirke. I kong Olavs dager blev skytninger[8] og gravøl almindelige i kjøbstæderne, og da tog mænd op afvigende klædeskikker; de havde pragthoser lirkede til benet, nogle spændte guldringer om sine legger, og da bar mænd lange kjortler, med baand paa siden, med ærmer, som var 5 alen lange og saa trange, at man maatte drage dem paa med haandtøile og lirke dem helt op til axelen, høie sko og alle silkesømmede, nogle guldlagte. Mange andre klædeseder var det da.


3. Kong Olav havde de hirdseder, at han lod staa for sit bord skutelsvender[9], som skjænkede med bordkar for ham selv og ligesaa for alle fyrstelige mænd, som sad ved hans bord. Han havde ogsaa kjertesvender, som holdt kjerter ved hans bord, ligesaa mange som det sad fyrstelige mænd. Der var ogsaa stallarestolen udad fra skjænkebordet; der sad stallarene og andre høvdinger og havde sit aasyn vendt ind imod høisædet. Kong Harald og andre konger før ham var vante til at drikke af dyrehorn og lade bære øl fra høisædet rundt om ilden og drikke skaal med dem, som de ønskede. Saa siger Stuv skald:

Den seirsæle kamp-vækker
(jeg véd vel) mig velkommen
hilste med venlig hug
(han var god at kjende),
dengang da ravnenes mætter,
ringenes fiende, i møde
selv gik med gyldne horn
paa Haug[10] med mig at drikke.


4. Kong Olav havde 100[11] hirdmænd og 60 «gjester»[12] og 60 huskarler, som skulde flytte til kongsgaarden det, som trængtes, eller stræve med andre ting, som kongen vilde. Men da bønderne spurgte kongen om det, hvorfor han havde flere mænd, end lovene tillod eller de forrige konger havde havt, naar han fór til den gjestning, som bønderne gjorde for ham, — da svarede kongen saa: «Ikke faar jeg styret riget bedre eller staar det mere rædsel af mig end af fader min, om jeg end har dobbelt saa mange mænd, som han havde; men ikke vil jeg øve nogen tvang imod eder eller tynge eders kaar.»


5. Kong Svein Ulvsøn døde sottedød ti vintre efter Haraldernes død [1074]. Dernæst blev hans søn Harald «Hein»[13] konge i Danmark i fire vintre, saa Sveins søn Knut i otte[14] vintre, og han er sandhellig; saa den tredje søn af Svein, Olav, i otte vintre[15]; saa Eirik den gode, en fjerde søn af Svein, ligesaa i otte vintre[16]. Olav, Norges konge, fik Ingerid, datter af Svein danekonge, men danekongen Olav Sveinsøn fik Ingegerd, datter af kong Harald og søster af Olav, Norges konge. Olav Haraldsøn, som nogle kaldte Olav «Kyrre»[17], men mange Olav «Bonde», fik en søn med Tora Joansdatter; han fik navnet Magnus. Gutten var meget vakker og haabefuld; han voxte op i kongens hird.


6. Kong Olav lod gjøre et sten-munster i Nidaros og satte det paa det sted, hvor kong Olavs lig først var blevet jordet, og alteret blev sat over der, hvor kongens grav havde været[18]. Det blev viet til Kristkirke, og did blev ogsaa kong Olavs skrin flyttet og sat der over alteret; der hændte da strax mange jertegn. Men næste sommer paa aarsdagen, da kirken var bleven viet, da var det en mængde mennesker der[19]. Det var om aftenen før Olavsmesse, at en blind mand fik der sit syn. Men selve messedagen, da skrinet og helligdommene blev baarne ud og skrinet var sat ned paa kirkegaarden, saaledes som det var sedvane, da fik en mand sit maal, som længe forud havde været maalløs, og han sang da lov til Gud og den hellige kong Olav med myg tunge. Den tredje var en kvinde, som havde søgt did østenfra Svitjod og havde i den færd taalt megen nød for sin blindheds skyld; men dog trøstede hun sig til Guds miskund og kom farende did paa denne høitid. Hun blev leiet synløs ind i munsteret til messen om dagen, men før end tjenesten var tilende, saa hun med begge øine og var da skarpsynt og klarøiet, men forud havde hun været blind i fjorten aar; hun fór derfra med ophøiet glæde.


7. Det hændte sig i Nidaros, da kong Olavs skrin blev baaret gjennem strætet[20], at skrinet blev tungt, saa at mændene ikke fik baaret det frem fra stedet. Siden blev skrinet sat ned og strætet brudt op, og man søgte efter, hvad som var derunder, og der fandtes liget af et barn, som havde været myrdet og gjemt der. Det blev da baaret bort, men strætet gjort istand igjen, saaledes som det før havde været, og skrinet blev baaret videre som vanlig.


8. Kong Olav sad ofte paa landet paa sine storgaarder, som han havde. Men da han var øster i Raanrike paa sin gaard Haukbø[21], da fik han en sygdom, som førte ham til døden [1093]. Da havde han været konge i Norge i 26 vintre, men han var taget til konge én vinter efter kong Haralds fald. Kong Olavs lig blev flyttet nord til Nidaros og jordet ved Kristkirken, den som han selv lod gjøre. Han var den vennesæleste konge, og under hans rige havde Norge voxet meget i rigdom og pryd.


Noter:

  1. Om omkvædet se side 637 note 2. [I Harald Haardraades saga, kap. 85, note 130].
  2. d. e. stuer med stenovner (røgovner).
  3. d. e. Bergen.
  4. Den store Kristkirke yderst paa Holmen (senere Bergenhus), blev først færdigbygget omkring 1160.
  5. d. e. den lille Kristkirke, som var midlertidig domkirke, indtil den store blev færdig.
  6. Bøjarbót, d. e. byens forbedring eller frelse, kaldet saaledes, fordi den brugtes til stormklokke; den hang i Margretekirkens taarn.
  7. Ude paa Ørene lidt nordenfor byen; se kartet side 525 no. 1. [Kart over Nidaros i Kartarkivet].
  8. Skytning (egl. sammenskud) betyder sammenskudslag eller stuen, hvor saadant holdes.
  9. Se side 482 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 190, note 370].
  10. Se kartet side 517. [Kart over Stiklestad i Kartarkivet].
  11. 120.
  12. Se side 271 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 57, note 92].
  13. «Hein» betyder brynesten.
  14. Rettere: sex, nemlig 1080-86.
  15. Rettere: ni, nemlig 1086-95.
  16. 1095-1103.
  17. Kyrre (udtales Kjyrre) betyder «den rolige».
  18. Se side 528. [I Olav den helliges saga, kap. 245].
  19. De følgende jertegn i dette kapitel har Snorre urigtig henført til Olav Kyrres tid; efter den ældre legende hører de til aaret 1153.
  20. d. e. Langstrætet (det nedre), dengang vel den eneste langgade i Nidaros; se kartet side 525 a. [Kart over Nidaros i Kartarkivet].
  21. Nu Haakeby i Tanum herred, nordligst i Bohuslæn.