Olav Tryggvasons saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif
Norsk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Olav Tryggvasons saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2012



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1. Olav Tryggvasons fødsel

Astrid hed den kvinde, som kong Tryggve Olavson havde været gift med; hun var datter af Erik Bordskalle — en mægtig mand, der boede på Oprostad. Efter Tryggves fald flygtede Astrid, og hun drog hemmeligt af sted med det løsøre, som hun kunne have med sig. Hun blev fulgt af sin fosterfar, der hed Torolf Luseskæg; han forlod hende aldrig, men hendes andre betroede støtter var på udkig efter, hvad der blev fortalt om hendes uvenner, og hvor de var.

Astrid bar på kong Tryggves barn. Hun lod sig føre ud på en sø, hvor hun skjulte sig på en lille ø sammen med få folk; dér fødte hun barnet — det var en dreng, og han blev vandøst og kaldt Olav efter sin farfar. Hun holdt sig skjult dér om sommeren, men da nætterne blev mørke, og dagene begyndte at blive kortere og vejret køligere, indledte Astrid sin rejse sammen med Torolf og kun få andre. De drog kun igennem bebyggede områder i skjul af natten, og de mødte ingen. En dag om aftenen kom de frem til Erik på Oprostad — Astrids far. De holdt sig skjulte; Astrid sendte folk til gården for at underrette Erik, og han lod dem føre til en lille hytte og satte et bord frem til dem med den bedste forplejning. Da Astrid havde været dér en kort tid, drog hendes følge væk, mens hun blev tilbage sammen med to tjenestekvinder, sin søn — Olav — og Torolf Luseskæg og dennes søn — Torgils — der var seks år gammel. Dér blev de om vinteren.


2. Om Gunhildsønnerne

Harald Gråfeld og Gudrød — hans bror — drog efter drabet på Tryggve Olavson til de gårde, som Tryggve havde ejet, men da var Astrid væk, og de fik ikke noget at vide om hende. Den snak nåede dem, at hun kunne være med barn med kong Tryggve. De drog om efteråret nordpå i landet, som det før blev skrevet, og da de mødte Gunhild — deres mor — fortalte de hende alt, hvad der var forekommet på deres tur. Hun spurgte nøje til Astrid, og de fortalte hende de rygter, de havde hørt, men af den årsag, at Gunhildsønnerne dette samme efterår lå i strid med jarl Håkon — som det før er skrevet — blev der ikke foretaget nogen eftersøgning af Astrid og hendes søn den vinter.


3. Astrids rejse

Christian Krohg:
Gunhild sender Håkon af sted
Foråret efter sendte Gunhild spejdere til Oplandene og helt til Viken, for at finde ud af, hvad der var blevet af Astrid, og da sendebuddene kom tilbage, kunne de fortælle Gunhild, at Astrid snarest måtte være hos sin far — Erik. De sagde også, at det kunne forventes, at hun lod sin søn med kong Tryggve vokse op dér. Så udpegede Gunhild straks udsendinge og udrustede dem godt med våben og heste; de var 30 mand, og de blev anført af en mægtig mand, der hed Håkon — en ven af Gunhild. Hun bad dem fare til Erik på Oprostad, og derfra tage kong Tryggves søn med sig og føre ham til hende. Så drog udsendingene af sted, men da de var tæt på Oprostad, blev Eriks venner klar over deres færden, og de gav ham om aftenen underretning om udsendingene. Straks om natten gjorde Erik klar til Astrids afrejse; han gav hende gode ledsagere og sendte hende østpå til Svitjod for at opsøge Håkon den Gamle — en mægtig mænd og én af hans venner. De drog væk, da der endnu var meget tilbage af natten. De kom næste dags aften til det herred, der hedder Skaun, og dér så de en stor gård, hvor de søgte hen og bad om nattely. De holdt skjult, hvem de var, og de var klædt i dårligt tøj. Bonden dér hed Bjørn Brandbyld — en rig, men ond mand. Han jog dem væk, og de kom om aftenen til at andet sted kort derfra, som hed Viskar; bonden dér hed Torstein. Han gav dem logi og udviste natlig gæstmildhed; dér sov de i gode senge.


4. Om udsendingene

Håkon kom tidligt om morgenen med Gunhilds folk til Oprostad, hvor de spurgte efter Astrid og hendes søn. Erik sagde, at hun ikke var dér; Håkons folk ransagede gården og blev der til langt op på dagen for at opspore noget om Astrids færden. De red samme vej og kom sent på aftenen til Bjørn Brandbyld i Skaun, hvor de slog sig ned. Så spurgte Håkon Bjørn, om denne kunne fortælle ham noget om Astrid. Han fortalte, at der var kommet nogle folk dér om dagen, som havde bedt om logi: »— men jeg jog dem væk, og de må have fundet nattely et andet sted heromkring.« Én af Torsteins arbejdsfolk kom om aftenen fra skoven til Bjørns gård, der lå på hans vej; han blev klar over, at der var gæster og i hvilket ærinde, de var dér — dette fortalte han Torstein Bonde. Da en tredjedel af natten var tilbage, vækkede Torstein sine gæster og bad dem med hårde ord om at se at komme væk, men da de var kommet lidt væk fra gården, fortalte Torstein dem, at Gunhilds udsendinge var hos Bjørn, og at de ledte efter dem. De bad ham om hjælp, og han skaffede dem nogle forsyninger og en vejviser; denne viste dem hen til skoven, hvor der var en sø med en rørbevokset ø. De måtte vade ud på øen, og dér skjulte de sig imellem rørene.

Tidligt om morgenen red Håkon fra Bjørns gård ud i landsbyen, og hvor han kom frem, spurgte han efter Astrid. Da han kom til Torstein, spurgte han, om de var kommet dér. Han svarede, at der havde været nogle folk, og at de ved daggry var draget østpå i skoven. Håkon bad Torstein følge med dem, da han kendte vejen og gemmestederne. Torstein tog med dem, men da de kom til skoven viste han dem den stik modsatte vej af, hvor Astrid var. De drog hele den dag rundt for at lede, men fandt intet; derefter tog de tilbage og fortalte Gunhild, hvordan det var gået.

Astrid og hendes ledsagere tog af sted og kom frem til Håkon den Gamle i Svitjod; de blev godt modtaget, og dér opholdt Astrid og hendes søn — Olav — sig længe.


5. Håkons sendefærd

Gunhild Kongemor erfarede, at Astrid og hendes søn — Olav — var i Sveavælde; da udsendte hun igen Håkon med et godt følge østpå til Erik Svenskekonge med gode gaver og venskabsforsikringer. Sendebuddene blev godt modtaget og godt behandlet under deres ophold. Senere fortalte Håkon kongen om sit ærinde og sagde, at Gunhild sendte anmodning om, at kongen skulle støtte ham, så han kunne få Olav Tryggvason med sig til Norge: »Gunhild vil opfostre ham.« Kongen gav ham folk med, og de red af sted for at opsøge Håkon den Gamle. Håkon indbød med mange venlige ord Olav til at komme med sig. Håkon den Gamle svarede og sagde, at hans mor skulle bestemme over hans færden, men Astrid ville på ingen måde lade drengen tage af sted. Sendebuddene drog væk og fortalte kong Erik, hvordan det var gået. Derefter gjorde sendebuddene klar til at tage hjem, og de bad igen kongen yde dem hjælp til at føre drengen væk, hvad enten Håkon den Gamle ville have det eller ej. Kongen gav dem igen en flok med, og sendebuddene kom til Håkon den Gamle, hvor de krævede, at drengen kom med dem. Da svaret trak ud, begyndte de med store ord og truede med hårde vilkår og opførte sig vredt. Så løb en træl, der hed Børste, frem for at slå efter Håkon, og de kom med nød og næppe væk uden at få bank af trællen. Derefter tog de hjem til Norge og fortalte Gunhild om rejsen, og de sagde, at de havde set Olav Tryggvason.


6. Om Sigurd Erikson

Astrid havde en bror, der hed Sigurd — søn af Erik Bordskalle. Han havde længe været væk fra landet og østpå i Gardarige hos kong Valdemar. Sigurd var meget værdsat dér. Astrid fik lyst til at drage derhen til Sigurd — hendes bror. Håkon den Gamle forsynede hende med et godt følge og en god udrustning; hun rejste sammen med nogle købmænd. Da havde hun været to år hos Håkon den Gamle; Olav var da tre år gammel.

Da de styrede østpå over havet, kom der vikinger imod dem; det var estere. De tog både penge og folk som bytte; nogle slog de ihjel, men andre tog de med sig som trælle. Dér blev Olav skilt fra sin mor, da Klerkon — en estisk mand — fik ham sammen med Torolf og Torgils. Klerkon syntes, at Torolf var for gammel til at være træl, og han fandt ham heller ikke egnet til at arbejde, så han dræbte ham. Drengene tog han med sig og solgte til en mand, der hed Klerk, for en ganske god buk. En tredje mand købte Olav og gav en god kappe eller frakke for ham; han hed Reas, hans kone hed Rekon og deres søn Rekone. Dér var Olav længe, og han blev godt behandlet, og bonden holdt meget af ham. Olav opholdt sig i seks år som retsløs i Estland.


7. Olav befries fra Estland

Sigurd Erikson kom til Estland på rejse for kong Valdemar af Holmgård; han skulle indkræve skat på kongen vegne dér i landet. Sigurd rejste på stormandsvis med mange folk og mange penge. På torvet så han en dreng — meget smuk — som han forstod var udlænding, og han spurgte ham om hans navn og slægt. Han sagde, at han hed Olav, og at Tryggve Olavson var hans far og Astrid — datter af Erik Bordskalle — hans mor. Da forstod Sigurd, at drengen var hans søstersøn. Så spurgte Sigurd drengen, hvordan han var endt dér. Olav fortalte ham alt, hvad der var sket. Sigurd bad ham følge sig til bonden Reas, og da han kom derhen, købte han begge drengene — Olav og Torgils — og tog dem med sig til Holmgård. Han afslørede ikke noget om Olavs slægt, men sørgede godt for ham.


8. Drabet på Klerkon

Olav Tryggvason var en dag på torvet, der var fyldt med mennesker; dér genkendte han Klerkon, der havde dræbt hans fosterfar — Torolf Luseskæg. Olav havde en lille økse i hånden, og den drev han i hovedet på Klerkon, så den stod ned i hjernen; han løb straks hjem, hvor de boede, og fortalte det til Sigurd — sin slægtning — men Sigurd førte straks Olav til dronningen og fortalte hende, hvad der var sket. Hun hed Allogia. Sigurd bad hende hjælpe drengen. Hun så på drengen og sagde, at man ikke skulle dræbe så smuk en dreng; hun lod fuldt væbnede folk tilkalde. I Holmgård holdt man freden så hellig, at det var lov, at den, der dræbte en udømt mand, selv skulle dræbes; alle folk stimlede sammen i henhold til deres love og skikke og søgte efter, hvor drengen kunne være. Det blev sagt, at han var i dronningens gård sammen med en hær af bevæbnede folk. Dette fik kongen at vide; han gik da derhen med sit følge, og han ville ikke, at der skulle kæmpes. Han satte da fred og dernæst forlig; kongen dømte og fastsatte bøden, og dronningen betalte. Derefter opholdt Olav sig hos dronningen, og hun holdt meget af ham.

Det var lov i Gardarige, at ingen kongefødte mænd måtte være dér uden kongens tilladelse. Så fortalte Sigurd dronningen, af hvilken slægt Olav kom, og hvorfor han var dér — at han for ufreds skyld ikke kunne være hjemme i sit land. Han bad hende drøfte dette med kongen; det gjorde hun, og hun bad kongen hjælpe denne kongesøn, der var blevet så hårdt behandlet. På hendes tilskyndelse gav kongen sit samtykke til dette, satte Olav under sin beskyttelse og behandlede ham værdigt, sådan som det sømmede sig at behandle kongesønner.

Olav var ni år gammel, da han kom til Gardarige, og han opholdt sig dér hos kong Valdemar i yderligere ni år. Olav var den smukkeste mand, stor og stærk, og i idrætter var han bedre end alle andre nordmænd, der omtales.


9. Om jarl Håkon

Christian Krohg:
Jarl Håkon tænker …
Jarl Håkon Sigurdson var hos Harald Gormsøn — danekongen — om vinteren, efter han var flygtet fra Norge for Gunhildsønnerne. Håkon gjorde sig om vinteren så mange overvejelser, at han holdt sengen og ofte var søvnløs; han spiste og drak udelukkende for at kunne opretholde sit helbred. Så sendte han hemmeligt sine mænd nordpå til Trondheim til sine venner og planlagde, at de skulle dræbe kong Erling, hvis de kunne få lejlighed til det; han sagde, at han så kunne vende tilbage til sit rige, når sommeren kom. Den vinter dræbte trønderne Erling, som før er skrevet.

Da Håkon og Guld-Harald var gode venner, forelagde Harald Håkon sine planer; Harald sagde, at han nu ville slå sig ned i landet og ikke længere være på sine krigsskibe, og spurgte Håkon, hvorvidt han troede, at kong Harald ville dele magten med ham, hvis han krævede det. »Jeg tror ikke,« sagde Håkon, »at danekongen vil forholde dig din ret, men du får dog bedre besked om denne sag, hvis du taler med kongen; jeg ved, at du ikke får magten, hvis du ikke kræver den.« Kort efter denne samtale talte Guld-Harald med kong Harald i nærvær af mange stormænd, der var begges venner. Dér krævede Guld-Harald af kong Harald, at denne overlod ham det halve rige i overensstemmelse med hans herkomst og slægt dér i Danmark. Kong Harald blev meget vred over dette krav og sagde, at ingen havde krævet dette af kong Gorm — hans far — at han skulle være halvkonge over Danmark — heller ikke af hans far — Harde-Knud — eller af Sigurd orm-i-øje eller Regnar Lodbrog. Han blev da så vred og hidsig, at ingen kunne tale til ham.


10. Om Guld-Harald

Guld-Harald befandt sig nu meget værre end før; han havde ikke mere magt nu end tidligere, men i tilgift kongens vrede. Han gik da til sin ven Håkon og klagede over sin vanskelige stilling over for ham og bad ham om gode råd — hvis der var nogle — om hvordan han kunne få magten; han sagde, at han havde mest lyst til at forsøge at vinde magten med styrke og våben. Håkon bad ham ikke sige dette til nogen, så at det kunne rygtes: »Dit liv afhænger af det;« sagde han, »overvej, hvad du er i stand til. Sådanne store planer fordrer en dristig og urokkelig mand, der hverken sparer på godt eller ondt for at fremme det, han har sat sig for. Det er skidt at lægge store planer for siden uværdigt at opgive dem.« Guld-Harald svarede: »Jeg skal forfølge dette krav således, at jeg ikke skal spare mine egne hænder for at dræbe kongen — hvis jeg får mulighed derfor — for det, at han vil nægte mig den magt, som jeg har ret til at få.« Dermed afsluttede de deres samtale.

Kong Harald opsøgte da Håkon, og de talte sammen. Kongen fortalte jarlen, hvilket krav Guld-Harald havde stillet ham om magten og hvilket svar, han havde givet. Han sagde derefter, at han på ingen måde ville formindske sin magt: »Og hvis Guld-Harald vil fastholde dette krav, vil det falde mig let, at lade ham dræbe, for jeg venter ondt af ham, hvis han ikke vil lade dette falde.« Jarlen svarede: »Jeg tror, at Harald har fremført dette så ivrigt, at han ikke lader det falde igen. Jeg forventer, at han vil få mange tilhængere, hvis han rejser ufred her i landet — og dét mest fordi hans far var afholdt. Det vil være meget uredeligt for dig, at dræbe din slægtning, for alle ville i så fald kalde ham sagesløs. Det er heller ikke mit råd, at du gør dig til en mindre konge, end din far — Gorm — var; han øgede også sin magt meget og mindskede den på ingen måde.« Så sagde kongen: »Hvad er da dit råd, Håkon? Skal jeg hverken dele magten eller skaffe mig af med denne uro?« »Lad os mødes om nogle dage,« sagde jarl Håkon, »så vil jeg imens tænke over denne vanskelige sag og komme op med noget.« Derefter gik kongen og alle hans mænd.


11. Kong Haralds og jarl Håkons drøftelser

Jarl Håkon gjorde sig på ny mange tanker og overvejelser og lod kun få folk være i huset hos sig. Nogle dage senere kom Harald til jarlen, og de talte sammen. Kongen spurgte, om jarlen havde overvejet den samtale, de havde forleden. »Jeg har,« sagde jarlen, »tænkt over det dag og nat siden, og jeg finder det råd bedst, at du beholder og styrer hele det rige, som din far havde, og du overtog fra ham, men overdrager Harald — din slægtning — et andet kongerige, som han kan få meget ære af.« »Hvilket kongerige er det,« sagde kongen, »som jeg retmæssigt kan give Harald, hvis jeg ubeskåret beholder Danmark?« Jarlen sagde: »Det er Norge. De konger, som er dér, er hadede af alle landets indbyggere; hver mand vil dem ondt — hvilket er fortjent.« Kongen sagde: »Norge er et stort land med et hårdt folk, som er vanskeligt at vinde over med en udenlandsk hær. Det prøvede vi, da Håkon forsvarede landet; vi mistede mange folk og vandt ingen sejr. Og så er Harald Erikson min fostersøn og knæsætning.« Da sagde jarlen: »Jeg har længe vidst, at du ofte gav Gunhildsønnerne hjælp, men de har ikke lønnet dig med andet end ondt. Vi skal komme meget lettere til Norge, end ved at tilkæmpe os det med hele danehæren: Send bud til din fostersøn Harald og tilbyd ham at tage det land og len af dig, som de før havde her i Danmark. Kald ham til dig, så kan Guld-Harald snart overtage magten i Norge fra kong Harald Gråfeld.« Kongen sagde, at man skulle kalde det gement at bedrage sin fostersøn. »Det skulle danskerne sige,« sagde jarlen, »at det var et bedre valg at dræbe en norsk viking end sin danske brodersøn.« Herom talte de nu længe, til de blev enige.


12. Harald Gormsøns budsending til Norge

Guld-Harald kom igen for at tale med Håkon. Jarlen fortalte ham, at han nu havde forfulgt hans sag, så der var større håb om, at et kongerige ville ligge klar til ham i Norge: »Så skulle vi,« sagde han, »bevare vores sammenhold; så kan jeg give dig megen støtte i Norge. Tag du først det rige. Kong Harald er nu meget gammel, og han har denne ene søn, som han ikke elsker — og som er uægte.« Jarlen omtalte dette for Guld-Harald, lige til denne syntes godt om det. Siden talte de ofte sammen alle tre: Kongen, jarlen og Guld-Harald.

Derefter sendte danekongen sine mænd nordpå i Norge for at opsøge Harald Gråfeld. Deres rejseudstyr var storslået, og de blev dér godt modtaget og kom til kong Harald; de fortalte den nyhed, at jarl Håkon var i Danmark og lå dødssyg og sanseløs, og det andet budskab, at Harald Danekonge indbød Harald Gråfeld — sin fostersøn — til sig og til at tage forleninger, sådan som han og hans brødre før havde haft i Danmark; han bad Harald komme til sig og træffes med ham i Jylland. Harald Gråfeld forelagde denne sag for Gunhild og sine andre venner. Der var meget forskellige meninger; nogle anså dette for ikke at være sikkert på grund af de mænd, der stod bag, men der var flere, der opfordrede til at rejse, fordi der var så stor hungersnød i Norge, at kongerne dårligt kunne brødføde deres følge. Dengang fik fjorden, hvor kongerne oftest opholdt sig, det navn, at den blev kaldt Hardanger; tiderne i Danmark var nogenlunde, og man håbede da dér at kunne få det tiltrængte, hvis kong Harald fik len og herredømme. Det blev bestemt, før sendemændene drog bort, at kong Harald om sommeren ville komme til Danmark til danekongen og modtage de vilkår, som kong Harald bød.


13. Kong Haralds og Jarl Håkons sammensværgelse mod Guld-Harald

Harald Gråfeld drog om sommeren til Danmark med tre langskibe; det ene styrede hersen Arinbjørn fra Fjordene. Kong Harald sejlede ud fra Viken til Limfjorden og lagde til ved Hals; det blev ham fortalt, at danekongen snart ville komme. Da Guld-Harald fik dette at vide, tog han derhen med ni skibe; han havde allerede forinden udrustet et følge for at drage på vikingetogt. Jarl Håkon havde da også udrustet sin flok og agtede sig også på vikingetogt; han havde 12 skibe, alle store. Da Guld-Harald var draget væk, sagde jarl Håkon til kongen: »Nu ved jeg ikke, om ikke vi både ror i leding og betaler ledingsafgift. Nu kunne Guld-Harald dræbe Harald Gråfeld, og siden kunne han få kongedømme i Norge; tror du, at han så vil være pålidelig, når du giver ham så meget magt? I vinters sagde han til mig, at han ville dræbe dig, hvis han fik lejlighed dertil. Nu kunne jeg vinde Norge til dig og dræbe Guld-Harald, hvis du vil love mig, at jeg uden vanskelighed kan blive forligt med dig derover; jeg vil da blive din jarl — og sværge det med ed — og vinde Norge til dig med din støtte, og siden holde landet under din magt og yde dig skatter. Da bliver du en større konge end din far, hvis du råder over to lande.« Dette blev de enige om — kongen og jarlen — og så drog Håkon med sin flok efter Guld-Harald.


14. Kong Harald Gråfelds fald i Hals

Allan Bo Jensen: Guld-Harald
Guld-Harald kom til Hals i Limfjorden og udfordrede straks Harald Gråfeld til kamp, og selv om Harald havde færre folk, gik han straks i land og gjorde klar til kamp. Han stillede sin hær i slagorden, men før flokkene stødte sammen, opildnede Harald Gråfeld stærkt sine folk og bad dem trække sværdene; han løb straks frem forrest i flokken og huggede til begge sider. Således siger Glum Geireson i Gråfeldsdrapaen:


Heftigt Harald ægged’
hæren frem mod daner,
for med fjendeblodet
at farve jorden rød.
Svende bød han svinge
sværdene i kampen;
flokken dér i flåden
flammedes ved hans ord.


Dér faldt Harald Gråfeld; således siger Glum Geireson:


Gunhilds gæve afkom
begav sig kækt til strid;
Limfjordslandet (vindblæst!)
lagde strand til kampen.
Søkongen fik spydsot
i sandet ud for Hals;
Harald faldt for Harald
(og Håkons snedighed).


Dér faldt størstedelen af kong Haralds folk sammen med ham; dér faldt hersen Arinbjørn. Da var der gået 15 år siden Håkon Adalsteinnsfostres fald og 13 år siden Sigurd Ladejarls fald. Are Præst Torgilson siger, at Håkon var jarl over sin fædrenearv i Trondheim i 13 år, inden Harald Gråfeld faldt, men i de sidste seks år, mens Harald Gråfeld levede — siger Are — kæmpede Gunhildsønnerne og Håkon, og skiftedes til at forlade landet.


15. Guld-Haralds død

Jarl Håkon og Guld-Harald mødtes kort tid efter Harald Gråfelds fald; så lagde jarl Håkon til kamp mod Guld-Harald. Håkon vandt sejr, men Harald blev pågrebet, og Håkon lod ham hænge. Derefter opsøgte jarlen danekongen og blev uden vanskelighed forligt med ham over drabet på hans slægtning — Guld-Harald. Siden udbød kong Harald hæren i hele sit rige og drog af sted med seks hundrede skibe; med ham var da jarl Håkon, Harald den Grenske — søn af kong Gudrød — og mange andre stormænd, der på grund af Gunhildsønnerne var flygtet fra deres arvejord. Danekongen holdt med sin hær nordpå til Viken, og dér gav hele folket sig under ham; da han kom til Tønsberg, sluttede rigtig mange mænd sig til ham. Han gav hele den flok, der var kommet til ham i Norge, i hænderne på jarl Håkon og gav ham styrelsen over Rogaland og Hordaland, Sogn, Firdafylke, Sunnmøre og Romsdal og Nordmøre — disse syv fylker gav kong Harald jarl Håkon til styrelse på de samme betingelser, som Harald Hårfager gav sine sønner, med den forskel, at Håkon dér — lige som i Trondheim — skulle eje alle kongsgårdene og skatteindtægterne; han skulle også have de af kongens midler, som han behøvede, hvis der kom en hær til landet. Kong Harald gav Harald den Grenske Vingulmark, Vestfold og Agder til Lindesnes og kongenavn og lod ham dér have magten på samme måde, som førhen hans slægtninge havde, og som Harald Hårfager gav sine sønner. Harald den Grenske var da 18 år gammel og blev siden en navnkundig mand.

Så drog kong Harald hjem med hele danehæren.


16. Gunhildsønnerne forlader landet

Jarl Håkon drog med sin flok nordpå langs landet, og da Gunhild og hendes sønner erfarede dette, samlede de en hær, men de havde svært ved at få folk; så tog de igen den samme beslutning som tidligere og sejlede vestpå over havet sammen med den flok, der ville følge dem. De drog først til Orknøerne og blev dér en tid. På det tidspunkt var Torfinn Skallekløvers sønner jarler: Lodve og Arnvid, Ljot og Skule.

Jarl Håkon lagde hele landet under sig, og han sad den vinter i Trondheim; dette nævner Ejnar Skåleklang i Vellekla:


Folket i syv fylker
fyrsten underlagdes;
landets lykke vil den
lovholdende øge.


Da jarl Håkon om sommeren drog langs med landet sydfra, og hele folket gik under ham, påbød han overalt i sit rige, at folk skulle opretholde gudehusene og offerfesterne — og det skete også. Således siges det i Vellekla:


Snart den kloge kriger
(kendt af hele folket)
atter lod de ødte
ase-vier rejse.
Vidnesbyrd om valen
vidt omkring han bragte
over søen — sikkert
sendtes han af guder.
Guder atter gunstigt
gavner os ved blotet;
støt sin hæder stallets
stærke skærmer øger.
Nu — som førhen — findes
frodig jordens grøde;
viets værner lader
vogte helligsteder.
Håkon hævder landet
helt nordpå fra Viken;
valens herskers vælde
vidt sig hermed strækker.


Den første vinter, da Håkon regerede landet, kom silden langs hele landet, og efteråret før var kornet vokset overalt, hvor det var blevet sået. Om foråret skaffede folk sig såkorn, således at de fleste bønder tilsåede deres jorder, og det gav snart håb om gode år.


17. Kamp

Kong Ragnfrød — Gunhilds søn — og Gudrød — en anden af Gunhilds sønner — de to var da i live af Eriks og Gunhilds sønner; således siger Glum Geireson i Gråfeldsdrapa:


Halvt med Harald er mit
håb om rigdom svundet
(kongens død i kampen
kosted’ skjalden velstand),
men hans begge brødre
bøder vel med gaver
(mange mænd sig venter
meget dér at hente).


Ragnfrød begyndte sin færd, da han havde været ét år på Orknøerne. Han drog da vestfra til Norge, og han havde en god hær og store skibe. Da han kom til Norge, erfarede han, at jarl Håkon var i Trondheim. Så styrede Ragnfrød nord om Stad og hærgede i Sunnmøre, men nogle folk dér gik under ham, som det ofte hænder, når en hærflok farer over et land, at de, der holder for, hver især søger sig hjælp dér, hvor det forekommer rimeligst. Jarl Håkon erfarede disse hændelser: At der var ufred sydpå i Møre. Jarlen skaffede sig da skibe og lod skære hærpil; han gjorde klar hurtigst muligt og stod ud efter fjorden. Han fik mange folk med, og Ragnfrød og jarl Håkon stødte på hinanden i det nordlige Sunnmøre.

Håkon lagde straks til kamp; han havde flere folk, men mindre skibe. Kampen blev hård og gik mest ud over Håkon; de stred ved stavnene, som det dengang var sædvanligt. Der var strøm i sundet, og alle skibene blev sammen drevet ind mod land. Jarlen lod skodde mod land, derhen hvor landgangen syntes ham bedst. Da skibene gik på grund, gik jarlen og hele hans mandskab af skibene og trak dem op på land, for at deres uvenner ikke skulle kunne trække dem ud. Derefter stillede jarlen sin styrke i slagorden på bredden og opfordrede Ragnfrød til at gå i land. Ragnfrøds folk lagde til længere ude, og man skød på hinanden i lang tid; Ragnfrød ville ikke gå i land, og således skiltes de.

Ragnfrød førte sin flok syd for Stad, for han frygtede, at landshæren skulle slutte sig til jarl Håkon, men jarlen lagde ikke til yderligere strid, for han syntes, at forskellen på højden af skibsbordene var alt for stor. Han drog om efteråret til Trondheim og var dér om vinteren, mens kong Ragnfrød besad alt syd for Stad: Firdafylke, Sogn, Hordaland og Rogaland. Han havde en stor mængde folk hos sig om vinteren, og da det blev forår, udbød han leding og fik en stor hær. Han drog da rundt til alle disse fylker for at skaffe sig folk og skibe og anden udrustning, som han havde behov for.


18. Kamp i Sogn

Da det blev forår, udbød jarl Håkon folk fra hele den nordlige del af landet. Han fik mange folk fra Helgeland og Namdalen, og helt fra Byrda til Stad fik han folk fra alle kystlandene; han samlede hær i hele Trøndelagen og ligeledes i Romsdal. Det siges, at han havde hær fra fire folkelande og blev fulgt af syv jarler, og tilsammen havde de en meget stor hær. Således siges det i Vellekla:


Fyrsten drog fremdeles
drabslysten fra Møre;
sydpå til Sogn førte
sejrsvant han flåden.
Hele fire fylkers
folk dengang stødte
Hedins hest i vandet
håbende på børen.
Og syv fyrster fulgte
frem til våbentinget;
de skjoldklædte skibe
skred på vindens broder.
Sværdgnyet da gjalled’
gennem hele Norge;
døde lå i dynger
drevet ind på stranden.


Jarl Håkon holdt med hele denne hær sydpå forbi Stad. Så erfarede han, at Ragnfrød var draget ind i Sogn med sin hær; han vendte sin flok derhen, og mødte dér Ragnfrød. Jarlen lagde sine skibe til land og afmærkede kamppladsen for kong Ragnfrød; således siges det i Vellekla:


Venders morder mødte
mandstærk atter kongen;
stridens store tabstal
straks med rygtet førtes.
Våbenlarmens volder
vendte ind mod landet,
lagde havets heste
hist hvor fylket ender.


Der opstod en meget stor kamp; jarl Håkon havde mange flere folk og sejrede. Dette skete på Tinganes, hvor Sogn og Hordaland mødes. Kong Ragnfrød flygtede til sine skibe, men der faldt tre hundrede af hans mænd; således siges det i Vellekla:


Tre hundrede havde
Håkon dræbt af fjender
(og ørnen sled siden
sultent i de døde),
førend fyrsten over
faldne skred til skibet;
streng var dengang striden
— stadigt fryder sejren.


Efter denne strid flygtede kong Ragnfrød fra Norge, men jarl Håkon stiftede fred i landet og lod den store hær, der havde fulgt ham om sommeren, drage tilbage nordpå. Han blev dér om efteråret og om vinteren.


19. Jarl Håkons giftermål

Jarl Håkon fik sig den kone, der hed Tora; hun var datter af Skage Skofteson — en mægtig mand. Tora var en meget smuk kvinde; deres sønner var Sven og Heming, og deres datter hed Bergljot — hun blev siden gift med Einar Tambarskælver. Jarl Håkon var meget glad for kvinder, og han havde mange børn. En datter hed Ragnhild; hende giftede han med Skofte Skageson — Toras bror. Jarlen elskede Tora så højt, at hendes slægtninge blev ham mere kære end andre mænd, men dog regnede han Skofte — sin svoger — for mest af alle hendes slægtninge. Jarlen gav ham store landindtægter i Møre, og hver gang de var i leding, skulle Skofte lægge sit skib ved siden af jarlens, og ingen fik lov at lægge sit skib ind imellem deres skibe.


20. Tidende-Skoftes død

En sommer, hvor jarl Håkon havde ledning ude, styrede Torleif den Kloge et skib i hans følge. Erik var også med på færden; han var da 10 eller 11 år gammel. Når de om aftenen lagde til havn, brød Erik sig ikke om andet, end at de lagde til ved siden af jarlens skib. Da de kom sydpå til Møre, kom Skofte — jarlens svoger — med et godt rustet langskib, og da de roede hen imod flåden, råbte Skofte, at Torleif skulle gøre plads til ham i havnen og forlade sit leje. Erik svarede hurtigt og bad Skofte lægge til et andet sted. Jarl Håkon hørte dette, at Erik — hans søn — nu anså sig for så mægtig, at han ikke ville vige for Skofte. Jarlen råbte straks og bad dem forlade lejet; han sagde, at det ellers skulle gå dem værre, og at de kunne få bank. Da Torleif hørte dette, kaldte han på sine folk og bad dem løsne skibets fortøjning; dette blev gjort, og så lagde Skofte til i det leje, han plejede — ved siden af jarlens skib.


Erik Werenskiold: Jarl Håkons skibe i natteleje


Skofte skulle give jarlen alle underretninger, når de begge var sammen, men jarlen gav Skofte underretningerne, hvis han hørte dem først; han blev kaldt for Tidende-Skofte.

Vinteren efter var Erik hos Torleif — sin fosterfar — men tidligt om foråret skaffede Erik sig et følge; Torleif gav ham en 15-sæders skude med alt udstyr, teltduge og forråd. Erik drog da ud efter fjorden og derpå sydpå til Møre. Tidende-Skofte sejlede mellem sine gårde på en fuldrustet 15-sæders, og Erik lagde sig imod ham og til kamp; dér faldt Skofte, men Erik gav fred til de folk, der endnu var i live. Således siger Eyjolf Dådskjald i Bandadrapa:


På Meites ski skred ved
skumringstiden fyrsten;
med et jævnstort mandskab
mødte svenden hersen.
Skofte blev af skjoldets
skræks unge betvinger
fældet (ulven ofte
æde får af jarlen).
Mægtig modstand guldets
milde giver knækked’;
fyrsten snart sin fjende
falde lod i kampen.
Stavnens stolte kriger
støt gav ravnen føde;
voldt af guders vilje
vinder Erik landet.


Derefter sejlede Erik sydpå langs landet og kom frem til Danmark; dér opsøgte han kong Harald Gormsøn og blev hos ham om vinteren. Foråret efter sendte danekongen Erik nordpå til Norge og gav ham jarledømme over Vingulmark og Romerike på de vilkår, som skattekonger tidligere havde haft dér; således siger Eyjolf Dådskjald:


Øl den unge fyrste
over vint’ren sydpå
drak bænket i dane-
drottens gamle sale.
Jarlesønnen sendtes
siden hjelmklædt nordpå
for over Yggs hustru
eftertids at herske.


Jarl Erik blev sidenhen en stor høvding.


21. Olav forlader Gardarige

Olav Tryggvason var hele denne tid i Gardarige, hvor han blev meget agtet af kong Valdemar og elsket af dronningen. Kong Valdemar gjorde ham til høvding over den hær, som han sendte ud for at forsvare sit land. Olav deltog i nogle kampe og viste sig som en god hærfører; han holdt selv et stort følge af hærfolk, som han bekostede af de midler, kongen tildelte ham. Olav var gavmild imod sine folk, og derfor blev han afholdt, men der skete det — som ofte kan ske, når udenlandske mænd får magt eller så stor berømmelse, at de overgår de indenlandske folk — at mange misundte ham, at han var så afholdt af kongen og ikke mindre af dronningen. Folk sagde til kongen, at han skulle vogte sig for at gøre Olav for stor: »— for sådan en mand er farlig for dig, hvis han vil give sig af med at skade dig eller dit rige, så duelig og afholdt som han er. Vi ved heller ikke, hvad han og dronningen hele tiden fører samtaler om.«

Det var almindeligt blandt mægtige konger, at dronningen skulle råde over halvdelen af livvagten og holde den for egen bekostning og dertil modtage de skatter og afgifter, som behøvedes. Sådan var det også hos kong Valdemar; dronningen havde ikke færre livvagter end kongen, og de kappedes meget om gæve folk, som de begge ville have hos sig.

Nu gik det sådan, at kongen troede på sådan tale, som blev forelagt ham, og han blev noget fåmælt og uvenlig over for Olav, og da Olav bemærkede det, fortalte han det til dronningen og sagde desuden, at han havde lyst til at drage til Nordlandene; han sagde, at hans slægtninge tidligere havde haft magten dér, og at han anså det for mest sandsynligt, at han dér ville gøre størst fremskridt. Dronningen ønskede ham held på rejsen og sagde, at han ville blive anset, hvor end han var. Derefter gjorde Olav sig klar til rejsen, gik ombord på et skib og sejlede ud på Østersøen. Da han sejlede vestpå, kom han til Bornholm, hvor han gik i land og hærgede; befolkningen søgte ned imod ham og kæmpede, men Olav sejrede og vandt et stort bytte.


22. Kong Olav Tryggvasons giftermål

Olav lå ved Bornholm; dér fik de hårdt vejr og storm på havet, så de kunne ikke blive, men sejlede derfra sydpå mod Vendland, hvor de fandt en god havn. De drog fredeligt omkring og opholdt sig dér en tid. Kongen i Vendland hed Burislav; hans døtre hed Geira, Gunhild og Astrid. Geira Kongedatter besad styret og magten dér, hvor Olav og de andre var kommet i land. Der var en mand, der hed Dixin; han havde mest at sige hos dronning Geira. Da de havde erfaret, at der var kommet ukendte folk til landet, der førte sig frem med værdighed og drog fredeligt omkring, opsøgte Dixin dem med besked fra dronning Geira, at hun ville indbyde dem til vinterophold, idet meget af sommeren var gået og vejret var hårdt med kraftige storme. Da Dixin kom frem, blev han straks klar over, at deres leder var en ypperlig man — både med hensyn til slægt og fremtræden. Dixin sagde til dem, at dronningen bød dem hjem til sig med venskabsbud. Olav takkede for indbydelsen og tog om vinteren hen til dronning Geira; de syntes begge meget godt om hinanden, således at Olav friede til dronning Geira, og det blev da sådan, at Olav fik dronning Geira den vinter. Han blev da hersker over riget sammen med hende. Halfred Vanrådeskjald nævner dette i den drapa, han digtede om kong Olav:


Hårdt på Holm lod kongen
hærens våben rødne;
før (det skal ej fjæles)
fór han blodigt østpå.


23. Jarl Håkon modtager danekongens skatteindtægter

Jarl Håkon herskede i Norge, og han betalte ingen skat af den årsag, at danekongen overdrog ham alle de skatteindtægter, som kongen fik i Norge, for de anstrengelser og omkostninger jarlen havde ved at forsvare landet imod Gunhildsønnerne.


24. Kong Haralds hærudbud

Otto var dengang kejser i Saxland. Han sendte bud til Harald Danekonge, at denne skulle lade sig døbe og antage den rette tro sammen med det folk, han regerede over. I modsat fald — sagde kejseren — ville han drage imod ham med hærmagt. Derfor lod danekongen sit landeværn klargøre; han lod Danevirke forstærke og udrustede sine krigsskibe. Så sendte kongen bud til jarl Håkon i Norge, at denne skulle komme til ham tidligt om foråret med hele den hær, han kunne samle. Jarl Håkon udbød om foråret hæren i hele sit rige; han samlede en meget stor flok og drog med den hær til Danmark, hvor han opsøgte den danske konge. Kongen tog meget hæderfuldt imod ham. Der var mange andre høvdinge hos danekongen, der støttede ham med folk; han havde en meget stor hær.


25. Kong Olav Tryggvasons kampe

Olav Tryggvason havde — som det før blev skrevet — været i Vendland om vinteren. Han drog om vinteren rundt til de herreder dér i Vendland, som havde hørt under dronning Geira, men som havde unddraget sig al lydighed og skattebetaling. Dér hærgede Olav og dræbte mange folk; han brændte nogle folks ejendomme, vandt et stort bytte og underlagde sig områderne. Derefter drog han tilbage til sin borg.

Tidligt på foråret gjorde Olav sine skibe klar og sejlede derefter ud på havet. Han sejlede ind under Skåne og gik i land, men landets folk samlede sig og gik i kamp; Olav sejrede og fik et stort bytte. Derefter sejlede han østpå til Gotland; dér tog han et købmandsskib, der var ejet af jemter. De gjorde god modstand, men det endte med, at Olav ryddede skibet og dræbte mange folk og tog alt af værdi. En tredje kamp havde han på Gotland; dér sejrede kong Olav, og han vandt sig et stort bytte. Således siger Halfred Vanrådeskjald:


Vi-øderen voldte
venders død og jemters
(farlig strid sig fyrsten
fordum tidligt lærte).
Drotten — den sværddjærve —
drev goter fra livet;
om skjoldstorm i Skåne
skjalden kan berette.


26. Kamp ved Danevirke

Kejser Otto samlede en stor hær; han havde folk fra Saxland, Frankland og Friesland. Fra Vendland fulgte kong Burislav ham med en stor hær, og i denne flok havde han sin svigersøn — Olav Tryggvason. Kejseren havde en stor rytterhær, men en endnu større hær af fodfolk; også fra Holtseteland havde han en stor hær.

Harald Danekonge sendte jarl Håkon med den hær af nordmænd, der fulgte ham, sydpå til Danevirke, for dér at forsvare landet. Således siges det i Vellekla:


Horders herre førte
hæren frem til kampen;
kølen bar den kloge
— kløved’ havet nordfra.
Jarlen krydsed’ hjelmklædt
Jyllandshavet sydpå;
Dovre-drotten fór at
danekongen møde.
Kongen hilste krig’ren
(kommet dertil nordfra)
— bød den stolte stridsmand
stå ved Danevirke,
for mod fjenden sydfra
forsvar landet yde;
jarlen voldens vinter-
værn da opretholdte.


Kejser Otto kom med sin hær sydfra til Danevirke, men jarl Håkon forsvarede borgmurene sammen med sine folk. Danevirke er således beliggende, at to fjorde skærer sig ind i landet fra hver sin side af landet, og mellem fjordbundene havde danskerne bygget en stor borgmur af sten, træ og tørv; udenfor var der gravet en bred og dyb grøft, og ved portåbningerne var der kasteller. Der opstod en voldsom strid; dette omtales i Vellekla:


Frem til stålets stormvejr
stridbart jarlen ægged’;
folket ej det fristed’
fjendens hær at møde.
Vender, frieser, franker
freden brød ved volden;
bølgehestens hersker
hårdt i kampen trådte.


Jarl Håkon satte tropper ved alle portåbninger, men den største del af hæren lod han stå langs med borgmurene for at forsvare, hvor som helst der blev angrebet; dér faldt mange i kejserens hær, og de fik ikke indtaget noget af borgen. Kejseren vendte da om og angreb ikke yderligere; således siges det i Vellekla:


Brag af sværd mod brynjer
bredte sig i luften;
fjendeskarens skjolde
skåret blev i kampen.
Såre måtte saxer
sande nederlaget;
hærens høvding sådan
holdt den danske grænse.


Efter denne kamp drog jarl Håkon tilbage til sine skibe og agtede at sejle nordpå — tilbage til Norge — men han fik ingen gavnlig vind; han lå da ude i Limfjorden.


27. Kong Haralds og jarl Håkons dåb

Kejser Otto drog da med sin hær tilbage til Sle; dér samlede han en stor flåde og førte sin hær over fjorden til Jylland. Da Harald Danekonge erfarede dette, drog han imod ham med sin hær; det kom da til en stor kamp og til sidst sejrede kejseren, mens den danske konge flygtede til Limfjorden og ud på Morsø. Der drog sendebude imellem kongen og kejseren, og der blev aftalt fred og et forsoningsmøde; kejser Otto og den danske konge mødtes på Morsø. Så forkyndte den hellige biskop Poppo kristendommen for kong Harald; han bar glødende jern i sin hånd og viste kong Harald, at hånden ikke var forbrændt. Derefter lod kong Harald sig døbe sammen med hele den danske hær.

Kong Harald havde tidligere, mens han opholdt sig på Morsø, sendt besked til jarl Håkon, at jarlen skulle komme ham til hjælp; jarlen kom da til øen, ret som kongen havde ladet sig døbe. Kongen sendte da besked, at jarlen skulle opsøge ham, men da de mødtes, tvang kongen jarlen til at lade sig døbe. Jarl Håkon blev da døbt sammen med alle de mænd, der fulgte ham. Kongen overlod ham præster og andre lærde mænd og sagde, at jarlen skulle lade alle folk i Norge døbe. Så skiltes de; jarl Håkon drog ud til havet og afventede dér gunstig vind. Da den vind kom, som han mente kunne føre ham ud på havet, sendte han alle de lærde folk op i land og sejlede ud på havet; vinden kom fra vest og sydvest.


Christian Krohg: Jarl Håkon sendte alle de lærde folk op i land.


Jarlen sejlede østpå igennem Øresund og hærgede dér på begge sider; derefter sejlede han østen om Skanör og hærgede dér, og hvor han ellers kom i land. Da han kom øst for Göteskærene, lagde han til land og holdt en stor offerfest. Så kom to ravne flyvende, som skreg højt; da mente jarlen at vide, at Odin havde taget imod offeret, og at jarlen nu ville få god held til at kæmpe. Derpå brændte jarlen alle sine skibe; han drog op i landet med alle sine folk og de hærgede overalt. Så kom jarl Ottar imod ham; han regerede over Götaland. De mødtes i en stor strid, hvor jarl Håkon sejrede, men jarl Ottar faldt sammen med en stor del af sin hær. Jarl Håkon drog nu gennem begge Götalande — hærgende overalt, indtil han kom til Norge. Han drog derefter over land helt til Trondheim; herom siges det i Vellekla:


Flygtende mænds fjende
fritted’ svar fra guder;
gunstigt udfald gaves:
Gavnlig kampen syntes.
Ravne to sås trække
tværs henover himlen;
göter dermed dømtes
døden til ved jarlen.
Fyrsten hærskjold førte
frem, hvor ingen andre
svang i svundne tider
sværdet mod sin fjende.
Götalandets jorder
jarlen til fods krydsed’;
aldrig hærged’ hære
helt så langt fra kysten.
Odin altid sejren
overgav til jarlen
(Håkons store styrke
støt af guder øges).
Asers slægtning slængte
slagne her i dynger;
ætters øder stammer
uden tvivl fra guder.


28. Kejser Ottos hjemfærd

Kejser Otto drog tilbage til sit rige i Saxland; han skiltes fra den danske konge i venskab. Det siges, at kejser Otto stod fadder til Svend — kong Haralds søn — og gav ham sit navn; han blev da døbt, så han hed Otto Svend. Harald Danekonge overholdt kristendommen helt til sin dødsdag.

Kong Burislav drog til Vendland sammen med sin svigersøn — Olav. Om dennes deltagelse i kampen siger Halfred Vanrådeskjald i Olavsdrapa:


Birken da tilbage
barkløs stod i Danmark;
hårdt på heden sydpå
huggene blev førte.


29. Kong Olav forlader Vendland

Da Olav Tryggvason havde været tre år i Vendland, blev Geira — hans kone — ramt af en sygdom, som hun døde af; Olav fandt tabet så stort, at han ikke derefter trivedes i Vendland. Han skaffede sig krigsskibe og drog igen på hærtogt; han hærgede først i Friesland og derpå i Saxland og helt i Flæmingeland. Således siger Halfred Vanrådeskjald:


Tit lod Tryggvesønnen
troldens stygge heste
til slut æde slagne
saxer på valpladsen,
og brunt blod fra frieser
bød som drik han ofte
gavmildt de grå-sorte,
grumme rideheste.
Valkers død forvoldte
vældigt i strid kongen;
fyrsten Flamlands ravne
fodred’ godt med dræbte.


30. Kong Olavs hærtogt

Derefter vendte Olav Tryggvason sig mod England og hærgede vidt omkring i landet; han sejlede nordpå helt til Nordimbraland og hærgede dér. Derfra drog han nordpå til Skotland og hærgede vidt omkring. Derfra sejlede han til Suderøerne, hvor han havde nogle kampe; derefter tog han sydpå til Man og kæmpede dér. Han hærgede også vidt omkring i Irland. Så drog han til Bretland og hærgede vidt omkring i det land — også dér, hvor det hedder Kumberland. Derfra sejlede han vestpå til Valland og hærgede dér. Så sejlede han vestfra og agtede sig til England; han kom da til de øer, der hedder Syllingerne, i havet vest for England. Således siger Halfred Vanrådeskjald:


Angler måtte udstå
ublid strid fra kongen;
pilebyger bane
bragte til nordimbrer.
Ulven kunne æde
uafbrudt blandt skotter;
guldets giver sværdet
gerne på Man brugte.
Øboer og irer
blev ærefuldt bekæmpet
(hærførerens hæder
herved stadigt voksed’).
Bretlands folk af fyrsten
fældet blev i striden;
ådselsfuglen endnu
æder faldne kumrer.


Olav Tryggvason tilbragte fire år på hærtogt, fra han forlod Vendland, til han kom til Syllingerne.


31. Kong Olavs dåb på Syllingerne

Erik Werenskiold:
Olav bæres såret til skibet
Da Olav Tryggvason var på Syllingerne, fik han at vide, at der dér på øen var en spåmand, der forudsagde fremtiden, og mange mente, at det gik, som han sagde. Olav fik lyst til at efterprøve denne mands spådomme, og han sendte den af sine folk, der var smukkest og størst, og udstyrede ham prægtigt og bød ham sige, at han var kongen, for Olav var blevet kendt i alle lande for at være smukkere, gævere og større end alle andre mænd, men siden han drog fra Gardarige, brugte han ikke mere af sit navn, end at han kaldte sig Ole, og han sagde, at han var gerdsk.

Da udsendingen kom til spåmanden og sagde, at han var kongen, fik han dette svar: »Du er ikke kongen, men det er mit råd, at du skal være kongen tro.« Mere sagde han ikke til denne mand. Udsendingen tog tilbage og fortalte det til Olav, og da denne hørte, hvad manden havde svaret, blev han endnu mere opsat på at træffe ham, og nu forsvandt hans tvivl om, at manden var spåmand. Olav opsøgte ham og talte med ham og spurgte, hvad han forudsagde om Olav — om han ville komme til magten eller få anden lykke. Eneboeren svarede med en hellig spådom: »Du skal blive en storslået konge og udføre storslåede handlinger; du vil føre mange folk til troen og døbe dem og dermed hjælpe både dig selv og andre. For at du ikke skal tvivle på mit svar, skal du få dette forvarsel: Ved dit skib vil du møde svig og fjender, og du vil komme i kamp, og du skal miste nogle folk og selv blive såret, og af det sår skal du være døden nær og blive båret på et skjold til skibet; dette sår skal heles inden syv dage, og du vil kort tid efter blive døbt.«

Derefter drog Olav ned til sine skibe, og dér mødte han ufredsmænd, der ville dræbe ham og hans folk; deres møde gik, som eneboeren havde fortalt ham: Olav blev båret såret ud på skibet, og efter syv dage var han helbredt. Da mente Olav at vide, at denne mand måtte have fortalt ham sandheden, og at han var en rigtig spåmand, hvor han end havde fået denne spådom fra.

Olav tog for anden gang hen, for at finde denne mand; han talte meget sammen med ham og spurgte udførligt, hvorfra han fik den visdom, at han kunne forudsige ting. Eneboeren sagde, at de kristne mænds gud selv lod ham vide alt, hvad han ønskede, og han fortalte da Olav om Guds mange storværker, og ved denne overtalelse samtykkede Olav i at blive døbt. Således blev Olav og hele hans følge døbt dér. Olav blev dér meget længe og lærte den rette tro; han tog præster og andre lærde mænd med sig derfra.


32. Olav giftes med Gyda

Olav sejlede om efteråret fra Syllingerne til England; han lå dér i en havn og drog fredeligt omkring, for England var kristent, og han var også kristen. Et tingbud drog gennem landet, at alle folk skulle komme til ting; da tinget var sat, kom dér en dronning, der hed Gyda — en søster til Olav Sko, der var konge i Dublin i Irland. Hun havde været gift med en mægtig jarl i England; han var da død, men hun havde beholdt magten. Der var en mand i hendes rige, der hed Alfvine — en stor kæmpe og holmgangsmand; han havde friet til hende, men hun svarede, at hun ville vælge, den hun ville have blandt de mænd, der var i hendes rige, og tinget var indkaldt af den årsag, at Gyda skulle udvælge sig en mand.

Alfvine var mødt op iført de bedste klæder, og der var også andre dér, som var godt klædt på. Olav var dér — iført sit regntøj og yderst en lodden kappe — og han stod sammen med sit følge adskilt fra de andre mænd. Gyda gik rundt og så på de mænd, der syntes hende noget mandsmod i, og da hun kom derhen, hvor Olav stod, så hun ham op i ansigtet og spurgte, hvad han var for en mand. Han kaldte sig Ole: »— jeg er udlænding her,« sagde han. Gyda sagde: »Vil du have mig? Så vil jeg vælge dig.« »Det vil jeg ikke afslå,« sagde han. Han spurgte, hvad hun hed, og hvilken slægt og herkomst hun havde. »Jeg er,« sagde hun, »en irsk kongedatter. Jeg var hidtil gift med den jarl, der havde magten her i landet; siden hans død har jeg styret riget. Der er mænd, der har friet til mig, men ikke nogle som jeg ville giftes med. Jeg hedder Gyda.« Hun var en ung, smuk kvinde; de talte derefter sammen om denne sag og blev enige. Olav fæstede sig da Gyda.

Alfvine brød sig meget lidt om dette. Det var sædvanligt i England, at hvis man kappedes om noget, så skulle der være holmgang; Alfvine udfordrede Olav Tryggvason til holmgang i denne sag. De aftalte at mødes til kamp, og de skulle være 12 på hver side. Da de mødtes, sagde Olav til sine folk, at de skulle gøre, som han gjorde; han havde en stor økse, og da Alfvine ville hugge ham med sit sværd, slog han først sværdet ud af hans hånd og i andet hug ham selv, således at Alfvine faldt om. Derefter bandt Olav ham fast, og således gik det alle Alfvines mænd: De blev bankede og bundne og således ført hjem, hvor Olav holdt til. Han påbød derefter Alfvine forlade landet og ikke komme tilbage, og Olav tog alt, hvad han ejede. Olav blev da gift med Gyda og opholdt sig i England og indimellem i Irland.

Engang, da Olav var i Irland, var han på hærtogt; de sejlede, og da de behøvede strandhug, gik folkene i land og drev en mængde fæ ned mod skibene. Så kom der en bonde efter dem, og han bad Olav give sig de køer, han ejede, tilbage. Olav bad ham tage sine køer, hvis han kunne kende dem: »— men forhal ikke vores afrejse!« Bonden havde en stor hyrdehund; han førte hunden ind i kvægflokken — og der var flere hundreder kvæg — og hunden løb rundt i hele kvægflokken og drev så mange køer ud, som bonden sagde, han ejede, og de var alle mærkede på samme måde. De syntes da at vide, at hunden måtte have valgt rigtigt, og det anede dem, at hunden måtte være bemærkelsesværdigt klog. Så spurgte Olav, om bonden ville give ham hunden. »Gerne,« sagde bonden. Olav gav ham straks til gengæld en guldring og lovede ham sit venskab. Den hund hed Vige og var den bedste af alle hunde; Olav havde ham længe derefter.


33. Om Harald Gormsøn

Islands rigsvåben
Den danske konge — Harald Gormsøn — erfarede, at jarl Håkon havde forkastet kristendommen og hærget vidt omkring i danekongens land. Så udbød Harald Danekonge hær og drog derefter til Norge. Da han kom til det område, som jarl Håkon havde fået herredømmet over, hærgede han dér og lagde landet helt øde, til han kom med sin hær til de øer, der hed Solunder. I Lærdal i Sogn stod kun fem gårde ubrændte tilbage, og hele folket var flygtet op på fjeldet eller til skoven med alt det, de kunne få med sig.

Danekongen agtede da at sejle med denne hær til Island for at hævne den fornedrelse, alle islændinge havde anrettet ham; det var ved lov bestemt på Island, at der skulle gøres en nidvise om den danske konge for hver næse, der var i landet. Årsagen hertil var, at et skib, som var ejet af islændinge, forliste i Danmark, og danskerne tilegnede sig alle værdierne og kaldte det vraggods; kongens forvalter, der hed Birger, foranstaltede dette. Der blev smædedigtet om dem begge — her er én af nidviserne:


Harald på havmæren
hasted’ kampvant sydfra.
Helt til voks i hingstens
ham blev Vendlands straffer;
han stod bagved Birger
— bjergsalsmagter ta’ ham! —
som fristed’ (folk så det)
frugtesløst som hoppe.


Kong Harald pålagde en tryllekyndig mand at skifte udseende og drage til Island og finde ud af, hvad han kunne berette ham; han drog af sted i skikkelse af en hval. Da han kom frem til landet, tog han vestpå norden om landet. Han så, at alle fjelde og bakker var fulde af landvætter — nogle store, andre små. Da han kom til Vopnafjord, svømmede han ind i fjorden og agtede at gå i land. Da kom en stor drage farende ned gennem dalen — fulgt af en mængde slanger, padder og øgler — og spyede gift imod ham. Han trak sig væk og vestpå langs landet helt til Eyjafjord; han svømmede ind ad den fjord. Så kom der en fugl imod ham, der var så stor, at vingerne nåede ud til fjeldene på begge sider; den blev fulgt af andre fugle — både store og små. Han fortrak derfra, tog vesten om landet og så sydpå til Bredefjord, hvor han styrede ind i fjorden. Dér kom en stor tyr vadende ud i vandet imod ham og begyndte at brøle fælt; en mængde landvætter fulgte med den. Han tog væk derfra, tog syd om Reykjanes og ville gå i land ved Vikarskeid. Dér kom en bjergkæmpe imod ham med en jernstav i hånden; hans hoved nåede højere end fjeldene og med ham kom mange andre jætter. Han fór derfra østpå langs med landet: »— og dér var ikke,« sagde han, »andet end sandstrand og ødemark med voldsom brænding udenfor og et hav så stort imellem landene, at der ikke er farbart med langskibe.« Dengang boede Brod-Helge i Vopnafjord, Eyjolf Valgerdson i Eyjafjord, Tord Brøler i Bredefjord og Torodd Gode ved Ølfuså.

Så drog den danske konge sydpå langs landet og derefter til Danmark, men jarl Håkon genopbyggede hele landet og betalte ikke siden skat til danekongen.


34. Harald Gormsøns fald

Kong Haralds søn — Svend, ham som siden blev kaldt Tveskæg — krævede magt af kong Harald — sin far — men det var stadig som før, at kong Harald ikke ville dele Danevældet i to, og han ville ikke give ham nogen magt. Så skaffede Svend sig krigsskibe og sagde, at han ville drage på vikingetogt, men da hele hans flok var samlet — og da var jomsvikingen Palna-Toke kommet ham til hjælp — sejlede Svend til Sjælland og ind i Isefjord. Dér lå kong Harald — hans far — med sine skibe og gjorde klar til at drage i leding; Svend lagde til kamp mod ham. Det blev et stort slag; der kom mange folk for at hjælpe kong Harald, så Svend kom i undertal og flygtede. Dér fik kong Harald de sår, der blev hans død.

Derefter blev Svend taget til konge i Danmark. På den tid var Sigvald jarl i Jomsborg i Vendland; han var søn af kong Strud-Harald, der havde regeret over Skåne. Sigvalds brødre var Heming og Torkel den Høje. Bue den Tykke og Sigurd — hans bror — var også høvdinge over jomsvikingerne, og dér var også Vagn — søn af Åge og Torgunna og søstersøn til Bue og Sigurd.

Jarl Sigvald havde pågrebet kong Svend og ført ham til Jomsborg i Vendland, hvor han tvang ham til forlig med venderkongen Burislav på den måde, at jarl Sigvald skulle fastsætte vilkårene — jarl Sigvald var gift med Astrid, der var kong Burislavs datter — og i andet fald, sagde jarlen, ville han overgive Svend til venderne. Kongen vidste, at de ville pine ham ihjel og samtykkede derfor i jarlens afgørelse. Jarlen dømte, at kong Svend skulle have Gunhild — kong Burislavs datter — mens kong Burislav skulle have Tyra — Haralds datter og kong Svends søster — og de skulle begge beholde deres magt, og der skulle være fred imellem landene. Så drog kong Svend hjem til Danmark med Gunhild — sin kone. Deres sønner var Harald og Knud den Mægtige.

På den tid truede danskerne meget med at drage med en hær imod jarl Håkon i Norge.


35. Jomsvikingernes højtidelige løfter

Kong Svend holdt gæstebud og indkaldte alle de høvdinge, der var i hans rige; han skulle holde gravøl over sin far. Da var også kort forinden Strud-Harald i Skåne og Vesete på Bornholm — far til Bue den Tykke og Sigurd — døde. Kongen sendte da besked til jomsvikingerne, at jarl Sigvald og Bue og deres brødre skulle kommer dér og holde gravøl over deres fædre ved det gæstebud, som kongen holdt. Jomsvikingerne drog til gæstebudet med alle de modigste af deres folk; de kom med 40 skibe fra Vendland og 20 skibe fra Skåne, så der samledes en stor mængde mennesker.

På gæstebudets første dag — før kong Svend satte sig i sin fars højsæde — drak han til hans minde og lovede højtideligt, at han inden tre var gået, skulle tage til England med sin hær og dræbe kong Adelråd eller jage ham ud af landet. Det minde skulle alle drikke til, som var ved arveøllet; der blev da skænket for jomsvikingernes høvdinger i de største horn og af den stærkeste drik, man havde. Da der var drukket til dét minde, skulle alle mænd drikke til Kristi minde, og hver gang blev de største og stærkeste drikke båret for jomsvikingerne. Det tredje minde var for Mikael, og det drak alle til. Efter det drak jarl Sigvald til minde om sin far og lovede højtideligt, at han inden tre år var gået, skulle tage til Norge og dræbe jarl Håkon eller jage ham ud af landet. Derefter lovede Torkel den Høje — hans bror — højtideligt, at han skulle følge Sigvald til Norge og ikke flygte fra kampen, mens Sigvald stadig sloges. Så lovede Bue den Tykke højtideligt, at han skulle drage med dem til Norge og ikke flygte fra kamp mod jarl Håkon. Derpå lovede Vagn Ågesøn, at han skulle drage med dem til Norge og ikke komme tilbage, før han havde dræbt Torkel Ler og været i seng med hans datter Ingebjørg. Mange andre høvdinge lovede højtideligt forskellige ting.


Lorenz Frølich: Svend Tveskæg og jomsvikingerne gør højtidelige løfter


Dén dag drak man arveøl, men morgenen efter, da jomsvikingerne var blevet ædru, mente de at have taget munden rigeligt fuld og holdt møder og drøftede, hvordan de skulle ordne togtet. Det blev vedtaget at gøre sig klar hurtigst muligt; de klargjorde da deres skibe og hærfølge. Dette blev meget omtalt vidt omkring.


36. Jarl Erik samler hær

Jarl Erik Håkonson hørte disse nyheder; han var da i Romerike. Han samlede straks en hær og fór til Oplandene og så nord over fjeldet til Trondheim, hvor han opsøgte jarl Håkon — sin far. Dette nævner Tord Kolbeinson i Eriksdrapaen:


Sandt kom rygtet sydfra
(satte frygt i bønder):
Klar til striden — stålsat —
stævner vikinger ud.
Sikkert Jarlesønnen
sagdes, at danske mænd
havde ført i havet
hærskibe kampberedt.


37. Jarl Eriks hærudskrivning

Jarl Håkon og jarl Erik sammenkaldte hær i hele Trøndelagen og sendte bud til begge Mører og til Romsdal og ligeledes nordpå til Namdalen og Helgeland; derefter udbød de hele folket til leding med mandskab og skibe. Således siges det i Eriksdrapaen:


Kysten snart af knarrer
klædtes og af snekker;
skjoldtynged’ lå skeider
— skjalden med ros digter.
Frem på havet fór da
fyrsten med hærdet od;
langs med fædrelandet
ligger værnet rede.


Jarl Håkon tog straks sydpå i Møre for at holde udkig og samle folk, mens jarl Erik samlede hæren og sejlede med den sydpå.


38. Jomsvikingernes togt i Norge

Jomsvikingerne styrede deres flok til Limfjorden, sejlede derfra ud på havet med 60 skibe og kom til Agder; derfra førte de flokken nordpå til Rogaland og begyndte at hærge, straks de kom til jarl Håkons rige. De fór derefter nordpå langs landet — overalt hærgede de. Der var en mand, der hed Geirmund; han sejlede på et hurtigtgående fartøj og havde nogle mænd med sig. Han kom frem til Møre og fandt dér jarl Håkon, gik frem for bordet og fortalte jarlen den nyhed, at der sydpå i landet var kommet en hær — fra Danmark. Jarlen spurgte, om han vidste det med sikkerhed. Geirmund rakte den ene arm op — hånden var blevet hugget af — og sagde, at dér var beviset på, at en hær var i landet.


Christian Krohg: Geirmund viser Håkon sin manglende hånd


Derefter spurgte jarlen nøje til denne hær. Geirmund sagde, at det var jomsvikinger, og at de havde dræbt mange og plyndret vidt omkring. »Men de farer dog,« sagde han, »hurtigt og hårdt. Jeg tror ikke, det varer længe, før de kommer her.« Derefter gennemroede jarlen alle fjordene — ind langs den ene side og ud langs den anden; han sejlede dag og nat og sendte spejdere ad landvejen til Eid og ligeledes sydpå i fjordene og også nordpå, hvor Erik kom med hæren. Dette nævnes i Eriksdrapaen:


Jarlen stod i stavnen
(stærk og til kamp beredt);
trued’ tronende højt
træske Sigvald med strid.
Folket ængsted’s ikke
over slid ved åren;
ej de frygted’ fuglens
flåen i deres sår.


Jarl Erik drog med hæren nordfra så hurtigt som muligt.


39. Om jomsvikingerne

Jarl Sigvald førte sin flok nord om Stad og lagde først til ved Herøy. Selv om vikingerne traf indbyggerne, sagde disse aldrig sandheden om, hvad jarlen foretog sig. Vikingerne hærgede, hvor de kom frem. De lagde til uden for Hareid, løb i land dér og hærgede og førte både mennesker og husdyr til skibene, men dræbte de mænd, der var kampduelige. Da de gik ned til skibene, kom der en gammel bonde til dem, dér hvor Bues mandskab var. Han sagde: »I opfører jer ikke som krigere, når I driver køer og kalve til stranden; det var en større fangst for jer at tage bjørnen, der nu næsten er gået i bjørnefælden.« »Hva’ si’er manden?« sagde de. »Kan du fortælle os noget om jarl Håkon?« Bonden sagde: »Han fór i går ind i Hjørundfjord — jarlen havde ét eller to skibe; der var ikke flere end tre — og han havde ikke hørt noget til jer.« Bue og hans folk løb straks til skibene og efterlod al byttet; Bue sagde: »Lad os nu udnytte, at vi har fået underretninger, som kan lede os til sejren.« Da de kom på skibene roede de straks ud. Jarl Sigvald kaldte på dem og spurgte om nyt; de sagde, at jarl Håkon var dér inde i fjorden. Derefter lod jarlen flåden lette anker og ro nord om øen Hareid og så ind langs med den.


40. Begyndelsen på jomsvikingeslaget

Jarl Håkon og jarl Erik — hans søn — lå i Halkelsvik; dér var hele deres hær samlet. De havde halvandet hundrede skibe og havde da hørt, at jomsvikingerne havde lagt til ude ved Hareid; jarlerne roede da nordpå for at søge efter dem, og da de kom til det sted, der hedder Hjørungavåg, fandt de dem. Begge parter gjorde sine flokke klar til at lægge til kamp. Midt i flokken var jarl Sigvalds banner og dér gjorde jarl Håkon klar til at lægge til kamp; jarl Sigvald havde 20 skibe, men Håkon 60. I jarl Håkons flok befandt sig høvdingene Tore Hjort fra Helgeland og Styrkår fra Gimsan. På den ene fløj lå Bue den Tykke og Sigurd — hans bror — med 20 skibe; dér lagde jarl Erik Håkonson sig imod med 60 skibe og med ham var disse høvdinge: Gudbrand den Hvide fra Oplandene og Torkel Ler — en mand fra Viken. På den anden fløj lagde Vagn Ågesøn sig frem med 20 skibe; dér imod kom Sven Håkonson og med ham Skegge fra Opphaug på Ørlandet og Ragnvald fra Ervika på Stad med 60 skibe. Således siges det i Eriksdrapaen:


Langs med landet rendte
ledingshæren til kamp;
hen mod dansken dristigt
dreves jarlens hær.
Eriks mænd fra Møre
mægted’ striden til havs;
snart i vigen vrimled’
varme lig i brynjer.


Ejvind siger også således i Háleygjatal:


Mindst af alt
bød mén-vante
Yngvefrej
den årle morgen
ødaner
på idel venskab,
da flåden kom —
fyrsteledet.
 
— —
da sværdalfen
sydfra fremdrev
havets dyr
mod deres hær.


Derefter lagde de flåderne mod hinanden, og dér opstod den grummeste kamp; der faldt mange på begge sider, men mange flere af Håkons flok, for jomsvikingerne sloges både dygtigt og dristigt og hårdt og skød helt igennem skjoldene. Der blev brugt så mange våben på jarl Håkon, at hans brynje blev slidt til ubrugelighed, så han smed den; dette omtaler Tind Hallkelson:


Kvindens hænder hægted’
hærdet stål i ringe;
jarlen — brynjebrystet —
brød i kampen ind.
Vildt i våbenstormen
Vidurs særk blev prøvet;
udtjent — slidt af slag — den
slængtes af hans krop.
Stykker nu af stålvæv
stranden pletter med rust;
kampens mærker måtte
manden siden bære.


41. Jarl Sigvalds flugt

Jomsvikingerne havde større og mere højbordede skibe, men begge sider drev på på det hårdeste. Vagn Ågesøn lagde så hårdt frem mod Sven Håkonsons skib, at Sven lod mændene ro baglæns og var nær ved flugt. Så lagde jarl Erik til i fronten mod Vagn; da trak Vagn sig tilbage, og skibene lå nu, som de lå før. Derefter vendte Erik tilbage til sin flok, og da havde hans mænd roet baglæns, men Bue havde hugget tovet, der bandt hans skib til de andres, over og agtede at forfølge de flygtende. Da lagde jarl Erik sig langsides med Bues skib; derefter kom det til den hårdeste kamp på hugvåben, og da lå to eller tre af Eriks skibe mod Bues ene. Da blev det uvejr, og det haglede så heftigt, at hvert haglkorn vejede én øre.


Halvdan Egedius: Haglvejret under kampen i Hjørungavaag


Da huggede Sigvald tovet, der bandt skibene sammen, over, vendte sine skibe og ville flygte. Vagn Ågesøn råbte efter ham og bad ham ikke flygte; jarl Sigvald rettede sig ikke efter, hvad han sagde. Så kastede Vagn et spyd efter ham og traf den mand, der sad ved roret. Sigvald roede væk med 35 skibe, mens 25 lå tilbage.

Så lagde jarl Håkon sit skib mod Bues anden side; nu blev der kort imellem huggene mod Bues mænd. Vigfus Viga-Glumson løftede en hornambolt, der stod i skibets bund, og hvorpå en mand tidligere havde nittet en klinkplade på sit sværd. Vigfus var den stærkeste mand; han kastede ambolten med begge hænder og drev den i hovedet på Aslak Holmskalle, så hornet stod ned i hjernen. Før havde andre våben ikke bidt på Aslak, men han havde hugget til begge sider; han var Bues fostersøn og stavnbo. En anden var Håvard den Huggende; han var den stærkeste mand og meget modig. I dette angreb gik Eriksmændene op på Bues skib og agterud til løftingen mod Bue. Så huggede Torsten Midlang Bue tværs over næsen, så næseskærmen blev ødelagt; dér blev et stort sår. Bue huggede Torsten på siden, så manden blev delt på midten. Derpå tog Bue to kister — fyldte med guld — og råbte højt: »Over bord, alle Bues folk!« Så kastede han sig udenbords med kisterne, og mange af hans mænd løb da over bord, men nogle faldt på skibene, for det nyttede ikke, at bede om nåde. Sådan blev hele Bues skib ryddet mellem stavnene og bagefter hvert af de andre.

Derefter lagde Erik til ved Vagns skib, og dér blev modtagelsen meget hård, men til sidst blev deres skib ryddet, og Vagn pågrebet sammen med 30 andre; de blev ført bundne i land. Så kom Torkel Ler og sagde således: »Det lovede du højtideligt — Vagn! — at dræbe mig, men det forekommer mig nu snarere, at det bliver mig, der dræber dig.« Vagn og de andre sad alle på en træstamme. Torkel havde en stor økse; han huggede til den, der sad yderst på stammen. Vagn og de andre var bundet på den måde, at et reb var snoet om alles fødder, men deres hænder var fri. Så sagde én af dem: »Jeg har et kappespænde i hånden; det vil jeg stikke i jorden, hvis jeg sanser noget, når hovedet er af mig.« Hovedet blev hugget af ham, og spændet faldt ud af hans hånd. Så sad der en flot mand med langt hår; han strøg håret frem over sit hoved, strakte halsen frem og sagde: »Lad der ikke komme blod i håret.« En mand greb fat i håret og holdt fast. Torkel svingede øksen; vikingen rykkede hurtigt hovedet til sig og ham, der holdt i håret, fulgte efter. Øksen ramte ham over begge hænder og huggede dem af, således at øksen gik i jorden. Da kom jarl Erik til og spurgte: »Hvem er denne flotte mand?« »Jeg hedder Sigurd,« sagde han, »og jeg anses for at være Bues søn. Alle jomsvikinger er ikke døde endnu!« Erik sagde: »Du må bestemt være Bues rigtige søn! Vil du tage imod fred?« »Det afhænger af, hvem der byder,« sagde Sigurd. »Det byder den,« sagde jarlen, »som kan gøre det: jarl Erik.« »I så fald vil jeg,« sagde han og blev løst af rebet. Så sagde Torkel Ler: »Selv om du — jarl! — freder alle disse mænd, skal Vagn Ågesøn dog ikke slippe med livet i behold.« Han løb derpå frem med løftet økse, men vikingen Skarde kastede sig i rebet og landede foran Torkels fødder; Torkel faldt lige så lang han var over ham. Vagn greb da øksen, løftede den op og huggede Torkel ihjel. Så sagde jarlen: »Vagn! Vil du tage imod fred?« »Det vil jeg,« sagde han, »hvis vi alle får det.« »Så løs dem fra rebet!« sagde jarlen — og det blev gjort. Da var 18 blevet dræbt, men 12 tog imod fred.


Christian Krohg: Jarl Erik standser Torkel


42. Drabet på Gissur fra Valdres

Jarl Håkon sad på en træstamme sammen med mange mænd. Da smældede en streng på Bues skib, og en pil ramte Gissur fra Valdres — en lendermand; han sad ved siden af jarlen og var klædt meget flot. Derefter gik mændene ud til skibet og fandt dér Håvard den Huggende, som lå på knæ ved skibssiden, idet fødderne var hugget af ham; han havde en bue i hånden. Da de kom ud på skibet, spurgte Håvard: »Hvem faldt af træstammen?« De sagde, at han hed Gissur. »Det var mindre heldigt, end jeg havde ønsket,« sagde han. »Ulykken var stor nok,« sagde de, »og du skal ikke lave flere.« De dræbte ham. Derefter blev kampladsen gennemsøgt og værdierne blev fordelte; 25 af jomsvikingernes skibe var blevet ryddet. Således siger Tind:


Fjendskabsfærden vender
til fulde fik betalt;
svingende med sværdet
svigted’ jarlen ikke.
Mange liv og lemmer
lade måtte i strid;
tomme skibe taltes:
Tyve og fem i alt.


Derefter opløste de hæren. Jarl Håkon drog til Trondheim og syntes meget lidt om, at Erik havde givet fred til Vagn Ågesøn. Det siges, at jarl Håkon i denne strid ofrede sin søn Erling for at få sejr, hvorefter det blev haglvejr og mandefaldet så vendte sig mod jomsvikingerne. Jarl Erik tog til Oplandene og derfra østpå i sit rige, og Vagn Ågesøn tog med ham. Så giftede Erik Vagn med Ingebjørg — Torkel Lers datter — og gav ham et godt langskib med alt udstyr og skaffede ham mandskab dertil; de skiltes som de bedste venner. Vagn drog sydpå — hjem til Danmark. Han blev siden en fremragende mand, og mange stormænd nedstammer fra ham.


43. Harald den Grenskes død

Harald den Grenske var konge i Vestfold, som det før er blevet skrevet; han blev gift med Åsta — datter af Gudbrand Kugle. En sommer, da Harald den Grenske drog på hærtogt i Østersølandene for at skaffe sig penge, kom han til Sverige. Dér var Olaf den Svenske konge; han var søn af kong Erik den Sejrrige og Sigrid — datter af Skøgul-Toste. Sigrid var da enke, og hun ejede mange, store gårde i Sverige. Da hun hørte, at Harald den Grenske — hendes fostbror — var kommet til landet ikke langt derfra, sendte hun mænd hen til ham og indbød ham til gæstebud; han lod sig ikke opholde og drog af sted med et stort følge. Modtagelsen var særdeles god; kongen og dronningen sad i højsædet og drak sammen om aftenen, og alle hans mænd blev meget flittigt opvartet. Om aftenen, da kongen gik til hvile, var sengen behængt med silke og redt med dyrebare stoffer; i dette soverum var der kun et fåtal af folk. Da kongen var afklædt og havde lagt sig, kom dronningen til ham og skænkede selv for ham, mens hun lokkede ham meget til at drikke og var meget blid; kongen blev særdeles beruset — det gjorde de begge. Så faldt han i søvn, og dronningen gik da også til ro.

Sigrid var en meget klog kvinde og på mange måder forudseende. Næste morgen var forplejningen igen den bedste, men det gik sådan — som det ofte går, når man har været meget beruset — at dagen efter var de fleste tilbageholdende med drikkevarerne. Dronningen var dog meget opstemt, og de talte sammen; hun sagde, at hun ikke regnede de ejendomme og det rige, hun havde i Sverige, for mindre værd end hans ejendomme og kongedømme i Norge. Kongen blev forstemt ved denne tale og syntes kun lidt om det hele; han gjorde klar til afrejse og var i meget dårligt humør, men dronningen var meget glad og fulgte ham på vej med store gaver.

Harald drog om efteråret tilbage til Norge; han opholdt sig hjemme om vinteren, men var uden glæde. Sommeren efter drog han til Østersølandene med sin flok, og han styrede da til Sverige og sendte besked til dronning Sigrid, at han ville mødes med hende. Hun red ned til møde med ham, og de taltes ved. Han bragte straks det spørgsmål på bane, om Sigrid ville gifte sig med ham. Hun sagde, at det var tom snak, og at han allerede var så godt gift, at det rakte fuldt tilstrækkeligt for ham. Harald sagde, at Åsta var en god og gæv kone; »— men hun er ikke så højbåren, som jeg er.« Sigrid sagde: »Det kan godt være, at du kommer af en finere slægt end hun, men jeg vil tro, at med hende findes nu jer begges lykke.« Derudover talte de kun lidt sammen, før dronningen red væk; kong Harald blev da noget nedslået. Han gjorde klar til at ride op i landet og opsøge dronning Sigrid igen; mange af hans mænd frarådede ham dette, men han tog alligevel af sted med et stort følge af mænd og kom til den gård, hvor dronningen holdt til. Den samme aften kom en anden konge dertil østfra; han hed Vissevold fra Gardarige. Han kom for at fri til hende. De to konger og alle deres folk blev ført til en hal, der var stor og gammel; sådan var også hele hallens udstyr. Der var dog om aftenen ingen mangel på drikkevarer; de var så stærke, at alle blev døddrukne, og både hovedvagten og dørvagten faldt i søvn. Så lod dronning Sigrid dem om natten angribe både med ild og våben; hallen blev nedbrændt sammen med de mænd, der var derinde, og de, der kom ud, blev dræbt. Sigrid sagde, at sådan ville hun gøre småkonger kede af at komme fra andre lande for at fri til hende; derefter blev hun kaldt Sigrid Storråde.


44. Kong Olavs fødsel

Vinteren før fandt Jomsvikingeslaget i Hjørungavåg sted.

Rane var blevet ved skibene — da Harald var draget op i landet — som anfører for den flok, der var blevet tilbage. Da de hørte, at Harald var blevet slået ihjel, fór de hurtigst muligt væk og tilbage til Norge for at fortælle disse nyheder. Rane opsøgte Åsta og fortalte hende omstændighederne ved deres færd, og også hvilket ærinde Harald havde haft ved dronning Sigrid. Åsta drog, straks hun hørte dette, til sin far i Oplandene; han tog godt imod hende, og de var begge meget vrede over, hvad der havde været planen i Sverige, og at Harald havde tænkt sig at forlade hende.


Erik Werenskiold: Åsta erfarer Haralds utroskab


Åsta Gudbrandsdatter fødte et drengebarn om sommeren. Drengen blev kaldt Olav, da han blev vandøst; Rane øste vandet på ham. Drengen voksede i begyndelsen op hos Gudbrand og Åsta — hans mor.


45. Om jarl Håkon

Jarl Håkon styrede hele Norge langs med kysten, og han rådede over 16 fylker. Harald Hårfager havde ordnet det således, at der skulle være en jarl i hvert fylke, og sådan forholdt det sig længe derefter. Jarl Håkon havde 16 jarler under sig; således siges det i Vellekla:


Hvor så man i verden
vældigt én jarl herske
over seksten andre?
Alle skal det mindes!
Højt sig fyrstens hæder
hæver over jorden;
landets leder bliver
lovprist alle vegne.


I den tid jarl Håkon regerede Norge, var der gode tider i landet og god fred indenlands mellem bønderne. Jarlen var vellidt blandt bønderne i størstedelen af sin levetid, men som tiden gik, skete det ofte med jarlen, at han var uanstændig i sin omgang med kvinder. Det kom så vidt, at jarlen lod tage mægtige mænds døtre og bringe hjem til sig, hvorpå han lå med dem i en uge eller to for derefter at sende dem hjem; af den grund pådrog han sig stort uvenskab fra kvindernes slægtninge, og bønderne begyndte at knurre misfornøjet, således som trønderne har for vane at gøre ad alt, der går dem imod.


46. Tore Klakkas rejse

Jarl Håkon hørte noget snak om, at der vesten for havet skulle være en mand, der kaldte sig Ole og som blev anset for at være konge, og nogle mænds ord havde givet jarlen mistanke om, at det kunne være én af norsk kongeslægt. Han blev fortalt, at Ole sagde, at han var af gerdsk afstamning, men jarlen havde erfaret, at Tryggve Olavson havde haft en søn, der var taget østpå til Gardarige og dér var opvokset hos kong Valdemar — og denne søn hed Olav. Jarlen havde også forhørt sig meget om denne mand og mistænkte, at den samme nu var kommet dér til Vesterlandene.

Der var en mand, der hed Tore Klakka; han var en god ven af jarl Håkon, og han var ofte på vikingetogt, men indimellem også på handelsrejse, så han var bekendt med forholdene vidt omkring. Jarl Håkon sendte denne mand vestpå over havet og bad ham gøre en handelsrejse til Dublin — sådan som mange dengang gjorde — og finde ud af, hvad denne Ole var for en mand, og hvis han fik vished for, at det var Olav Tryggvason eller en anden af norsk kongeslægt, da skulle Tore forsøge at lokke ham i baghold, hvis han fik mulighed for det.


47. Da Olav Tryggvason kom til Norge

Derefter drog Tore vestpå til Irland og Dublin og spurgte dér efter Ole; denne var dér sammen med sin svoger — Olav Sko. Siden gav Tore sig i tale med Ole; Tore var en veltalende mand. Da de havde talt meget længe sammen, begyndte Ole at spørge om Norge; først om Oplandskongerne og hvem af dem, der var i live, og hvilken magt de havde. Han spurgte også til jarl Håkon og hvor vellidt denne var i landet. Tore sagde: »Jarlen er så mægtig en mand, at ingen tør sige andet end det, han vil, men det skyldes, at der ikke er nogen anden at gå til. Sandt at sige, så ved jeg om mange gæve mænds sindelag — og tilsvarende blandt almindelige folk — at de ville være villige og klar, hvis der kom en konge af Harald Hårfagers slægt til landet, men det er der nu ingen udsigt til, og det mest af den grund, at man nu har erfaret, at det ikke nytter noget at kæmpe imod jarl Håkon.« De talte ofte om dette, og så røbede Olav sit navn og sin slægt for Tore og spurgte ham til råds, hvad han mente, og om bønderne — hvis Olav drog til Norge — efter hans opfattelse ville modtage ham som konge. Tore opildnede ham kraftigt til denne rejse og roste både ham og hans duelighed meget. Olav begyndte da at længes meget efter at drage til sit fædreland.

Olav sejlede derpå vestfra med fem skibe — først til Suderøerne. Tore fulgtes med ham. Derefter sejlede han til Orknøerne. Jarl Sigurd Lodveson lå da med et langskib i Asmundsvig på Ragnvaldsø og agtede at tage over til Katanæs. Da kom Olav med sin flok sejlende vestfra til øerne og lagde til dér i havnen, idet Petlandsfjorden ikke var farbar. Da kongen fik at vide, at jarlen lå dér, lod han jarlen kalde til samtale med sig, og da jarlen kom til samtale med kongen, havde de kun talt sammen i kort tid, før kongen sagde, at jarlen og hele hans folk skulle lade sig døbe — i modsat fald skulle han straks dø på stedet. Kongen sagde, at han ville fare med bål og brand over landet og lægge det øde, hvis ikke folket blev kristne. Sådan som jarlens sag stod, valgte han at tage dåben; han og hele det følge, der var dér sammen med jarlen, blev da døbt. Derefter sværgede jarlen ed til kongen, blev hans mand og gav ham sin søn, der hed Hvalp eller Hunde, som gidsel, og ham havde Olav med sig til Norge.

Olav sejlede derpå til havs østpå og kom fra havet ind til Moster, hvor han først gik i land i Norge, og dér lod han holde gudstjeneste i et telt på land. Siden er der blevet opført en kirke på det samme sted. Tore Klakka sagde til kongen, at det alene var rådeligt for denne ikke at afsløre, hvem han var, og ikke at lade nogle forlydender løbe i forvejen, men snarest muligt opsøge jarlen og komme over ham, mens han var uforberedt. Kong Olav gjorde sådan, at han dag og nat drog nordpå, således som vinden var til, og han lod ikke folk i land få viden om sin færd eller hvem, han var. Da han kom nordpå til Agdenes, erfarede han, at jarl Håkon var inde i fjorden og tillige, at jarlen var uenig med bønderne. Da Tore hørte dette blive sagt, stod sagen meget anderledes, end han havde forventet, for efter jomsvikingeslaget var alle folk i Norge fuldkomne venner med jarl Håkon på grund af den sejr, han havde vundet, hvorved han havde frelst hele landet fra ufred, men nu var det gået så galt, at en stor høvding var kommet til landet, mens bønderne var uenige med jarlen.


48. Jarl Håkons flugt

Jarl Håkon var på gæstebud på Medalhus i Gauldalen, men hans skibe lå ude ved Viggja. Der var en mand, der hed Orm Lyrgja; han var en magtfuld bonde, der boede på Bynes. Han havde en kone, der hed Gudrun, som var datter af Bergtor fra Lunde; hun blev kaldt Solen på Lunde — hun var en meget smuk kvinde. Jarlen sendte sine trælle til Orm i det ærinde at føre Gudrun — Orms kone — til jarlen. Trællene forelagde deres ærinde; Orm bad dem først indtage deres aftensmad, men inden trællene havde spist, var der til Orm kommet mange mænd fra landsbyen, som han havde sendt bud efter. Orm udtalte, at Gudrun på ingen vilkår skulle gå med trællene. Gudrun tog ordet og bad trællene sige til jarlen, at hun ikke ville komme til ham, medmindre han sendte Tora fra Romol efter hende; denne var en mægtig husfrue og én af jarlens elskerinder. Trællene sagde, at de ville komme tilbage en anden gang, og at bonden og husfruen snart skulle komme til at fortryde dette; trællene truede meget og drog derefter derfra.

Orm lod hærpil sende i alle fire retninger fra landsbyen og lod den besked følge, at alle skulle drage med våben imod jarl Håkon og dræbe ham. Han sendte også bud til Haldor på Skerdingsstad, og Haldor udsendte straks hærpil. Kort tid forinden havde jarlen taget konen til den mand, der hed Brynjolf; det værk havde givet anledning til megen uvilje, og det var nær ved, at en hær var blevet rejst. Som følge af pilebuddet løb en folkemængde sammen og søgte mod Medalhus, men jarlen fik nys om dem og drog sammen med sin flok fra gården og ind i en dyb dal, som siden er blevet kaldt Jarlsdalen, hvor de skjulte sig. Dagen efter holdt jarlen uafbrudt øje med bondehæren. Bønderne satte folk på alle veje og mente snarest, at jarlen måtte være draget til sine skibe; dengang rådede Erland for skibene — han var jarlens søn og en lovende mand. Hen under natten opløste jarlen sin flok og bad dem drage ad skovveje ud til Orkdalen: »— ingen vil gøre jer noget ondt, hvis jeg ikke er i nærheden. Sig til Erland, at han skal drage ud efter fjorden, så vi kan mødes på Møre. Jeg kan vel holde mig skjult for bønderne.« Så drog jarlen af sted sammen med sin træl — han blev kaldt Kark.

Der var is på Gaula; deri styrtede jarlen sin hest og dér efterlod han sin kappe, hvorpå de drog til den hule, der siden er blevet kaldt Jarlshelle. Så faldt de i søvn, men da Kark vågnede, fortalte han, at han havde drømt, at en sort og fæl mand gik forbi hulen, og han havde været bange for at denne mand ville komme ind, men manden havde sagt til ham, at Ulle var død. Jarlen sagde, at Erland måtte være blevet dræbt. Tormod Kark faldt i søvn for anden gang, men han klagede sig i søvne, og da han vågnede, fortalte han, at han havde drømt, at han så den samme mand komme tilbage, og at han bad ham sige til jarlen, at nu var alle farvande lukkede. Da Kark fortalte ham om drømmen, tænkte jarlen, at dette måtte betyde, at han havde kort tid tilbage. Derefter rejste han sig, og de gik til gården Romol, hvor jarlen sendte Kark for at opsøge Tora og bede hende komme ubemærket til sig; det gjorde hun, og hun tog godt imod jarlen. Jarlen bad hende skjule sig i et par dage, indtil bønderne atter skiltes. »De vil lede efter dig,« sagde hun, »her ved min gård, både ude og inde, for mange ved, at jeg gerne vil hjælpe dig alt det, jeg formår. Der er kun ét sted på min gård, hvor man ikke ville forvente at finde en sådan mand — og det er i en svinesti.« De kom derhen, og jarlen sagde: »Her skal vi nu indrette os — nu gælder det først og fremmest livet.« Så gravede trællen dér et stort hul og bar jorden væk; derefter lagde han planker henover. Tora fortalte jarlen, hvad der var sket: At Olav Tryggvason var kommet ind i fjorden og havde dræbt Erland — jarlens søn. Derpå steg jarlen i hullet sammen med Kark; Tora lagde planker over, spredte muld og møg udover og jog svinene derhen. Denne svinesti var beliggende ved en stor sten.


49. Erlands og jarl Håkons død

Olav Tryggvason styrede ind i fjorden med fem langskibe, og dér roede Erland — søn af jarl Håkon — imod ham indefra med tre skibe. Da skibene nærmede sig hinanden, fornemmede Erland, at der var ufred på vej og vendte om mod land. Olav så langskibene blive roet imod sig på fjorden, og han mente da, at det måtte være jarl Håkon, der sejlede dér, og han bad folkene ro efter hurtigst muligt. Da Erland og de andre næsten var kommet i land, sejlede de på grund; de sprang straks over bord og søgte i land. Så kom Olavs skib frem; Olav så en særdeles smuk mand svømme dér, og han greb rorpinden og kastede den efter denne mand. Kastet ramte Erland — jarlens søn — i hovedet, således at hovedskallen flækkede ned til hjernen; det blev Erlands død. Olavs folk dræbte dér mange mænd, og nogle tog flugten, men andre fangede de og gav fred og fik nyheder af; Olav fik at vide, at bønderne jagede jarl Håkon, og at han var på flugt for dem, og at hele hans flok var opløst.

Christian Krohg: Kark dræber jarl Håkon
Derefter opsøgte bønderne Olav, og de tog med glæde imod hinanden og gjorde straks fælles sag. Bønderne tog ham til konge over sig, og alle blev enige om ét: At lede efter jarl Håkon. De drog op i Gauldalen, og det forekom dem rimeligst, at jarlen måtte være på Romol, hvis han var på én af gårdene, for Tora var hans kæreste ven dér i dalen. De tog derhen og ledte efter jarlen ude og inde uden at finde ham. Så holdt Olav husting ude på gårdspladsen; han stillede sig oppe på den store sten, der stod ved svinestien. Derpå talte Olav, og det fremgik af hans tale, at han med både penge og værdighed ville belønne den mand, der tilføjede jarl Håkon skade. Jarlen og Kark hørte denne tale; de havde lys hos sig. Jarlen sagde: »Hvorfor er du så bleg og indimellem sort som jord? Det er vel ikke sådan, at du vil forråde mig?« »Nej!« sagde Kark. »Vi blev født den samme nat,« sagde jarlen, »og der kan også blive kort tid mellem min og din død.«

Da det blev aften, drog kong Olav derfra. Om natten holdt jarlen sig vågen, men Kark faldt i søvn og klagede sig. Så vækkede jarlen ham og spurgte, hvad han drømte; han sagde: »Jeg var nu på Lade, og kong Olav hængte et guldsmykke om min hals.« Jarlen svarede: »Hvis du opsøger Olav, lægger han snarere en blodrød ring om din hals. Vogt dig derfor! Af mig vil du derimod nyde godt, lige som det hidtil har været — så svigt mig nu ikke!« Derefter holdt de sig begge vågne — som om den ene holdt øje med den anden. Henimod daggry faldt jarlen dog i søvn; snart klagede han sig, og det blev så voldsomt, at jarlen trak hælene og nakken ind under sig, som om han ville rejse sig, og han råbte højt og frygteligt. Kark blev bange og forfærdet; han greb en stor kniv fra sit bælte og stak den i jarlens strube og skar den over. Dette blev jarl Håkons død. Derefter skar Kark hovedet af jarlen og stak af. Dagen efter kom han ind til Lade, hvor han førte jarlens hoved til kong Olav; han fortalte også, hvad der var sket på hans og jarlens færd, sådan som det lige er blevet skrevet. Kong Olav lod ham derefter lede væk og halshugge.


50. Stening af jarl Håkons hoved

Kong Olav og en mængde bønder med ham tog da ud på Nidarholmen; de havde hovederne af jarl Håkon og Kark med sig. På denne ø brugte man dengang, at dræbe tyve og ugerningsmænd; dér stod en galge, og på denne lod han sætte jarl Håkons og Karks hoveder. Så gik hele flokken frem, råbte op og kastede sten efter dem og sagde, at sådan skulle den nidding gå samme vej som andre niddinger. Siden lod man folk drage op i Gauldalen og finde kroppen, som blev slæbt væk og brændt. Der blev nu lagt så meget vægt på den fjendtlighed, trønderne nærede imod jarl Håkon, at ingen måtte omtale ham som andet end Den onde Jarl; dette tilnavn blev brugt længe derefter. Men det skal i sandhed siges om jarl Håkon, at han på mange måder havde egenskaber til at være høvding: For det første en storslået slægt, dertil klogskab og kyndighed i at bruge magten, tapperhed i kamp og tillige heldet til at vinde sejr og dræbe fjender. Således siger Torleif Rødfeldson:


Ingen under månen
agter vi som Håkon;
landet — vidtstrakt — leder
Ladejarlen dygtigt.
Ravnevennen hver gang
volder død i striden;
ni gange han gavmildt
gav fyrster til Odin.


Jarl Håkon var den mest gavmilde mand, men den største ulykke overgik denne høvding på hans dødsdag. Det, der mest bevirkede det, var dog, at nu var tiden inde til, at offerdyrkningen og de folk, der ofrede, skulle fordømmes, og i deres sted skulle den hellige tro og de rette skikke komme.


51. Olav Tryggvason bliver konge over Norge

Olav Tryggvason blev på allemandsting i Trondheim taget til konge over hele landet, sådan som Harald Hårfagre havde været. Hele folkemængden sprang da op og ville ikke høre andet, end at Olav Tryggvason skulle være konge. Olav drog igennem hele landet og lagde det under sig; alle folk i Norge vendte sig til lydighed imod ham — selv de høvdinge i Oplandene og i Viken, der før havde styret landet for danekongen; nu blev de kong Olavs mænd og styrede landet for ham. Således drog han gennem landet den første vinter og sommeren efter. Jarl Erik Håkonson og Sven — hans bror — og andre af deres slægtninge flygtede ud af landet og søgte østpå i Sveavælde til kong Olaf den Svenske, hvor de blev godt modtaget; således siger Tord Kolbeinson:


Fyrste! Svig fra folket
fældede jarl Håkon
(skade kan man skæbnen
skylde for i meget).
Tryggvesønnen tilmed
trådte i land dengang;
vist han landet vestfra
vandt sig efter jarlen.
Anderledes Erik
agted’ kongens lykke;
i smug han råd søgte
(sligt af ham man vented’).
Vredt jarlen sig vendte
(vel det ingen hindred’)
trøndertrodsigt østpå
til den svenske konge.


52. Lodins giftermål

En mand fra Viken hed Lodin; han var rig og kom af en god slægt. Han var ofte på handelsrejser, og indimellem på hærtogt. En sommer var Lodin på handelsrejse i Østersølandene; han ejede selv skibet og havde mange handelsvarer. Han drog til Estland og var dér på marked om sommeren. Mens markedet stod på, blev der tilført mange slags varer; der var også mange trælle til salg. Dér så Lodin en kvinde, der var blevet solgt som træl, og mens han betragtede hende, indså han, at det var Astrid Eriksdatter, der havde været gift med Tryggve Olavson. Hun så ikke ud som dengang, han før havde set hende; hun var bleg og afmagret og dårligt klædt. Han gik hen til hende og spurgte, hvad der var hændt hende; hun svarede: »Det er tungt at fortælle om det; jeg er til salg som træl og blevet ført hertil for at blive solgt.« De gav sig derefter til kende for hinanden, og Astrid vidste besked om ham; hun bad ham derpå at købe hende og føre hende med sig til hendes slægtninge. »Jeg vil give dig et vilkår derfor,« sagde han, »— jeg tager dig med til Norge, hvis du gifter dig med mig.« Og da Astrid var stedt i nød og desuden vidste, at Lodin kom af en god slægt og var en duelig og rig mand, lovede hun ham dette for at blive frigivet. Derefter købte Lodin Astrid og førte hende med sig til Norge, hvor han giftede sig med hende med hendes slægtninges samtykke. Deres børn var Torkel Næse, Ingrid og Ingegerd. Astrid og kong Tryggves døtre hed Ingebjørg og Astrid. Erik Bordskalles sønner var Sigurd Karlshoved, Jostein og Torkel Dyrt; de var alle gæve og rige mænd, og de ejede gårde østpå i landet. Der boede to brødre østpå i Viken — den ene hed Torgeir, den anden Hyrning; de blev gift med Lodins og Astrids døtre.


53. Kong Olav kristner Viken

Da danekongen Harald Gormsøn havde antaget kristendommen, sendte han bud over hele sit rige, at alle folk skulle lade sig døbe og vende sig til den rette tro. Han forfulgte selv dette bud og brugte magt og afstraffelse, når ikke andet virkede. Han sendte to jarler, der hed . . . . . . . . til Norge med et stort følge; de skulle påbyde kristendommen i Norge. Det skete også i Viken, hvor kong Harald havde magten, og mange af indbyggerne blev døbt. Men efter Haralds død, drog Svend Tveskæg — hans søn — snart på hærtogt i både Saxland og Friesland og til sidst i England, og de, der var blevet kristnede i Norge, vendte da tilbage til at ofre, sådan som folk også tidligere gjorde nordpå i landet.

Da Olav Tryggvason var blevet konge i Norge, opholdt han sig længe om sommeren i Viken; dér kom mange af hans slægtninge til ham — nogle var han besvogret med, og mange havde været gode venner af hans far. Han blev dér mødt med stor kærlighed. Så indkaldte Olav sin mors brødre, Lodin — sin stedfar — og sine svogre —Torgeir og Hyrning — til samtale. Han forelagde dem med den største ildhu den sag, som de selv skulle tage på sig sammen med ham og siden forfølge af alle kræfter, nemlig at påbyde kristendommen i hele riget. Han sagde, at han ville lægge så meget vægt på det, at kristne hele Norge, at han skulle dø i modsat fald: »— jeg skal gøre jer alle til store og mægtige mænd, for jeg tror mest på jer på grund af vores slægtskab og svogerskab.« De samtykkede alle i at gøre, som han sagde, og i at støtte ham i alt, hvad han ville — og det samme gjaldt for de folk, der ville følge deres råd.

Kong Olav gjorde det straks klart for almenheden, at han ville påbyde kristendommen til alle i sit rige. De, som før havde givet sig under dette påbud, samtykkede straks som de første; de var også de mægtigste af de folk, der var til stede, og alle andre fulgte deres beslutning. Alle folk østpå i Viken blev da døbt. Så drog kongen nordpå i Viken, hvor han påbød alle at antage kristendommen, og dem, der talte imod, straffede han hårdt — nogle dræbte han, andre lod han lemlæste, og nogle jog han ud af landet. Det kom dertil, at i hele det rige, som før kong Trygve — hans far — havde styret, og det, som Harald den Grenske — hans slægtning — havde haft, gik alle folk under kristendommen, som Olav påbød, og den sommer og vinteren efter blev hele Viken kristnet.


54. Om hordalændingene

Kong Olav drog tidligt på foråret ud i Viken med et stort følge. Så drog han nordpå til Agder, og alle steder, hvor han holdt ting med bønderne, påbød han alle at blive døbt. Folk gav sig da under kristendommen, for ingen af bønderne vovede at rejse sig imod kongen, og folk blev døbt overalt, hvor han kom frem.

I Hordaland var mange gæve mænd kommet af Horda-Kåres slægt. Han havde fire sønner: Den første var Torleif den Kloge; den næste var Øgmund — far til Torolf Skjalg, der var far til Erling på Sole; den tredje var Tord — far til Klypp Herse, der dræbte Sigurd Savl Gunhildson; den fjerde var Ølmod — far til Askel, der var far til Aslak Fitjaskalle. Denne slægtsgren var den største og gæveste i Hordaland. Da disse slægtninge hørte om denne vanskelige sag — at kongen drog østfra over landet med et stort følge og brød gamle love, men straffede og mishandlede dem, der talte imod — aftalte de et møde imellem sig, hvor de skulle blive enige, for de vidste, at kongen nok snart opsøgte dem; de blev enige om, at de alle skulle møde talstærkt på Gulatinget og dér holde møde med kong Olav Tryggvason.


55. Kristning af Rogaland

Olav indkaldte til ting, så snart han kom til Rogaland, men da tingbudet kom til bønderne, samlede de sig talstærkt og var fuldt væbnede; da de mødtes, talte de sammen og holdt råd og udpegede tre mænd, der var de mest veltalende i deres flok, til at svare og tale imod kong Olav på tinget og sige, at de ikke ville underkaste sig ulovligheder, selv om kongen påbød det. Da bønderne kom til tinget, og tinget blev sat, rejste kong Olav sig, og han talte først fredsommeligt til bønderne. Det fremgik dog af hans tale, at han ville have, at de antog kristendommen; han bad dem derom med pæne ord, men til sidst tilføjede han, at dem, der talte imod og ikke ville rette sig efter hans påbud, ville han udsætte for sin vrede og tildele straffe og hård medfart, hvor som helst han kunne komme til det.

Da kongen sluttede sin tale, rejste den af bønderne sig, der var én af de mest veltalende og som den første var blevet valgt til at skulle svare kong Olav, men da han ville sige noget, ramtes han af en sådan hoste og åndenød, at han ikke fik ét ord frem, og han satte sig ned. Så rejste den næste bonde sig, og han ville ikke lade sit svar udeblive, selv om det ikke var gået den forrige godt; da han begyndte at tale, stammede han sådan, at han ikke fik ét ord frem. Alle, der hørte på, begyndte da at le, og så satte bonden sig ned. Så rejste den tredje sig for at modsige kong Olav, men da han begyndte at tale blev hans stemme så hæs og grødet, at ingen kunne høre, hvad han sagde, og han satte sig ned. Så var der ingen af bønderne til at tale imod kongen, og da bønderne ikke fik svaret kongen, blev der ikke rejst nogen modstand imod ham. Det kom da dertil, at de alle samtykkede i, hvad kongen påbød, og alle tingfolkene dér blev døbt, før kongen forlod stedet.


56. Erling Skjalgsons frieri

Kong Olav førte sit følge til Gulating, fordi bønderne havde sendt ham den besked, at de dér ville svare på hans sag. Da begge parter mødte på tinget, ville kongen først tale med landets høvdinge, og da de allesammen kom til mødet, forelagde kongen dem sit ærinde og påbød dem at blive døbt på hans befaling. Da sagde Ølmod den Gamle: »Vi slægtninge har drøftet denne sag imellem os, og vi vil alle træffe en fælles beslutning. Hvis du — konge! — agter at kue os slægtninge til sådanne sager — at vi skal bryde vores lov og bøje os for dig under tvang — så vil vi stå imod af al kraft. Så må den sejre, som skæbnen bestemmer. Men hvis du — konge! — vil give noget nyttigt til os slægtninge, så kunne det bevirke, at vi alle vender os til dig med fuldkommen opbakning.« Kongen sagde: »Hvad vil I forlange af mig, for at vores forlig bliver det bedst mulige?« Så sagde Ølmod: »For det første, at du giver Astrid — din søster — til Erling Skjalgson — vores slægtning — som vi nu kalder den mest håbefulde af alle unge mænd i Norge.« Kong Olav sagde, at det forekom ham rimeligt, at den forlovelse ville være god; han sagde, at Erling var ud af en god slægt og havde et passende udseende, men dog — sagde han — skulle Astrid selv svare i denne sag. Derefter talte kongen om dette med sin søster. Hun sagde: »Jeg nyder kun lidt godt af, at være kongedatter og kongesøster, når jeg nu skal gifte mig med en mand uden hæderstitel; jeg vil hellere vente nogle år på en anden forlovelse.« Og således endte samtalen for denne gang.


57. Kristning af Hordaland

Kong Olav lod tage en høg, som Astrid ejede, og han lod alle fjerene plukke af den, hvorefter han sendte den til hende. Så sagde Astrid: »Nu er min bror vred!« Derefter rejste hun sig og gik hen til kongen; han tog godt imod hende. Så sagde Astrid, at hun ville have, at kongen bestemte for hende, sådan som han ønskede. »Jeg mente,« sagde kongen, »at jeg skulle have magt til at give, hvem jeg måtte ønske, hæderstitel her i landet.« Kongen lod da Ølmod og Erling og alle deres slægtninge indkalde til samtale; dér blev der talt om dette friermål, og det endte med, at Astrid blev lovet til Erling. Derefter lod kongen tinget sætte og påbød bønderne kristendommen. Ølmod og Erling og alle deres slægtninge var foregangsmænd i fremmelsen af denne kongesag; ingen havde da mod til at tale imod, og så blev hele folket døbt og kristnet.


58. Erling Skjalgsons bryllup

Erling Skjalgson holdt om sommeren sit bryllup, og der deltog en stor mængde mennesker; kong Olav var dér. Så tilbød kongen Erling at få jarledømme. Erling svarede: »Mine slægtninge har været herser — jeg vil ikke have højere rang end dem, men det vil jeg tage imod af dig — konge! — at du lader mig være den største med den titel her i landet.« Kongen gik med til dette, og da de skiltes gav kong Olav Erling — sin svoger — landet fra Sognsø i nord til Lindesnes østpå på samme vilkår, som Harald Hårfager gav det til sine sønner, og som det tidligere er blevet skrevet.


59. Påbud om kristendom i Norge

Dette samme efterår indkaldte kong Olav til firefylkersting nordpå på Dragseid på Stad; dér skulle sogninger, fjordinger, sunnmøringer og romsdøler møde. Kong Olav tog dertil med et meget stort følge, som han havde haft med østfra i landet, herunder den flok, der var kommet til ham i Rogaland og i Hordaland. Da kong Olav kom til tinget, påbød han dér kristendom som på andre steder, og af den årsag, at han dér havde en meget talstærk styrke, blev folk skræmte. Til sidst i sin tale gav kongen dem to vilkår: Enten blev de kristne og lod sig døbe, eller også måtte de kæmpe imod ham. Da bønderne ikke så sig i stand til at slås med kongen, blev det vilkår valgt, at hele folket blev kristnet.

Kong Olav drog derpå med sin hær til Nordmøre og kristnede det fylke. Derefter sejlede han ind til Lade, hvor han lod gudehuset nedbryde; han tog alt af værdi og al pynt fra gudehuset og fra guden, og fra døren til gudehuset tog han en stor guldring, som jarl Håkon havde ladet tilvirke. Derefter lod han huset nedbrænde. Da bønderne blev klar over dette, lod de hærpil fare over hele fylket; de drog ud med hæren og agtede sig imod kongen.

Kong Olav førte da sin hær ud efter fjorden og styrede derefter nordpå langs landet; han agtede at drage nordpå til Helgeland og kristne dér, men da han kom nordpå til Bjørnør, hørte han fra Helgeland, at man dér havde hær ude og agtede at forsvare landet imod kongen. Høvdingene for den hær var Hårek fra Tjøtta, Tore Hjort fra Vågan og Ejvind Kindrift. Da kong Olav erfarede dette, vendte han om og sejlede sydpå langs landet. Da han kom syd for Stad, begyndte han at sejle langsommere, men kom dog i begyndelsen af vinteren helt østpå til Viken.


60. Kong Olavs frieri

Dronning Sigrid i Svitjod — der blev kaldt Storråde — opholdt sig på sine gårde. Den vinter drog der folk mellem kong Olav og dronning Sigrid, og sådan friede kong Olav til dronning Sigrid; hun tog vel imod det, og sagen blev aftalt endeligt. Foråret efter skulle der afholdes et møde om denne sag ved landegrænsen i Elven. Så sendte kong Olav dronning Sigrid den guldring, som han havde taget fra døren på gudehuset på Lade, og som ansås for meget værdifuld.

Den ring, som kong Olav havde sendt til dronning Sigrid blev meget rost af alle. Dér hos dronningen var hendes to smede — to brødre — og da de fik ringen i hænderne og mærkede dens vægt, talte de lavmælt med hinanden. Så lod dronningen dem tilkalde og spurgte, hvorfor de hånede ringen. De ville ikke ud med det, men hun sagde, at de for enhver pris skulle lade hende vide, hvad de havde fundet ved ringen. De sagde, at den var falsk. Derpå lod hun ringen knække i stykker, og inden i var der kobber. Så blev dronningen vred og sagde, at Olav sikkert ville snyde hende på andre måder end denne.

Denne samme vinter drog kong Olav op i Ringerike og kristnede dér. Åsta Gudbrandsdatter giftede sig kort tid efter Halrald den Grenskes fald med den mand, der hed Sigurd So; han var konge i Ringerike. Sigurd var søn af Halvdan, som var søn af Sigurd Ris — Harald Hårfagers søn. Hos Åsta var dengang Olav — hendes søn med Harald den Grenske — og han voksede i sin ungdom op hos Sigurd So — sin stedfar. Da kong Olav Tryggvason kom til Ringerike for at påbyde kristendommen, lod Sigurd So og Åsta — hans kone — sig døbe sammen med Olav — hendes søn — og Olav Tryggvason stod fadder til Olav Haraldson, som da var tre år gammel. Derefter drog kongen igen ud til Viken, hvor han opholdt sig om vinteren; det var den tredje vinter, han var konge i Norge.


61. Kong Olavs samtale med Sigrid Storråde

Erik Werenskiold:
Sigrid: »Dette kunne meget vel føre til din død!«
Tidligt på foråret drog kong Olav østpå til Kongshelle til møde med dronning Sigrid. Da de mødtes, drøftede de den sag, der havde været på tale om vinteren, nemlig at de skulle gifte sig — og sagen forløb godt. Så sagde kong Olav, at Sigrid skulle lade sig døbe og antage den rette tro. Hun sagde: »Jeg vil ikke forlade den tro, som jeg hidtil har haft, og som mine slægtninge havde før mig. Jeg vil heller ikke bebrejde dig, at du tror på den gud, som du kan lide.« Så blev kong Olav meget vred og sagde hidsigt: »Hvad skulle jeg med dig? Din hedenske hund!« — og han slog hende i ansigtet med sin handske, som han havde i hånden. Derpå rejste han sig og hun ligeså. Så sagde Sigrid: »Dette kunne meget vel føre til din død!« Derpå skiltes de; kongen drog nordpå til Viken og dronningen østpå i Sveavældet.


62. Indebrændingen af sejdmændene

Kong Olav drog til Tønsberg og holdt igen ting; han sagde på tinget, at alle de mænd, som man fik kendskab til og vished om gav sig af med galder og hekseri eller var sejdmænd, skulle forlade landet. Derefter lod kongen ransage efter sådanne mænd i de bebyggelser, der var i nærheden, og han bød dem alle til sig. Da de kom dér, var der blandt dem en mand, der hed Ejvind Kilde; han var sønnesøn af Ragnvald Retben — Harald Hårfagers søn. Ejvind var sejdmand og særdeles troldkyndig. Kong Olav lod alle disse mænd samle i en stue og behandlede dem godt; han lod lave mad til dem og gav dem stærke drikke, men da de var blevet fulde, lod han stuen antænde, og så brændte stuen op sammen med alle de folk, der var derinde, på nær Ejvind Kilde, der slap ud gennem lyren og væk. Da han var kommet langt væk mødte han på sin vej nogle folk, der agtede sig til kongen, og han bad dem sige til kongen, at Ejvind Kilde var undsluppet, og at han aldrig herefter ville give sig i kong Olavs vold, men at han ville fortsætte med sine kunster på helt samme måde som førhen. Da disse mænd kom til kong Olav, fortalte de det om Ejvind, som han havde bedt dem om; kongen udtrykte utilfredshed med, at Ejvind ikke var død.


63. Drabet på Ejvind Kilde

Kong Olav drog — da det blev forår — ud gennem Viken for at tage på gæstebud på sine storgårde, og han sendte bud rundt i hele Viken, at han ville have hær ude om sommeren og drage nordpå i landet. Derefter drog han nordpå til Agder, og mod slutningen af langfasten søgte han nordpå til Rogaland; påskeaften kom han til Avaldsnes på Karmø. Dér blev der stillet påskegæstebud an for ham; han havde nær ved tre hundrede mand. Den samme nat ankom Ejvind Kilde til øen; han havde et fuldrustet langskib, og de var ene sejdmænd og andre troldkyndige folk. Ejvind og hans følge gik i land fra skibet og fremmede deres trolddom; Ejvind gjorde dem usynlige og bevirkede så tæt et tågemørke, at kongen og hans folk ikke skulle kunne se dem, men da de kom nær ved gården på Avaldsnes, blev det lys dag. Det gik da ganske anderledes, end Ejvind havde tænkt; nu kom det mørke, som han havde fremtryllet, over ham selv og hans følgesvende, så de ikke kunne se mere med øjnene, end de kunne med nakken, og de gik bare rundt i ring. Kongens vagtmænd så, hvordan de gik rundt, men de vidste ikke, hvem mændene var. Kongen fik det at vide, og han og alle hans folk stod op og klædte sig på. Da kongen så, hvordan Ejvind og de andre gik rundt, bad han sine folk bevæbne sig og gå hen for at finde ud af, hvem mændene var. Da kongsmændene genkendte Ejvind, pågreb de ham og alle de andre og førte dem for kongen. Så fortalte Ejvind alt, hvad der var sket. Derefter lod kongen dem alle føre til et skær, der blev oversvømmet ved højvande, hvor de blev bundet. Således mistede Ejvind og alle de andre livet. Stedet har siden heddet Troldkarleskæret.


64. Kong Olav og Odins kunster

Det fortælles, at en aften mens kong Olav var på gæstebud på Avaldsnes, kom der en gammel og meget veltalende mand; han bar en bredskygget hat og var énøjet. Denne mand kunne fortælle fra alle lande. Han kom i tale med kongen; kongen fandt hans tale meget interessant og spurgte ham om mange ting, og gæsten havde svar på alle spørgsmålene. Kongen sad længe sammen med ham om aftenen. Så spurgte kongen, om han vidste, hvem Avald havde været — ham som næsset og gården var opkaldt efter. Gæsten fortalte, at Avald var en stor kriger og konge, som særligt ofrede til en ko, og han havde den med sig, hvor han end drog hen, og han mente, det var helsebringende hele tiden at drikke dens mælk: »— kong Avald kæmpede imod den konge, der hed Varin. I denne kamp faldt kong Avald; han blev da højlagt her kort fra gården, og der blev rejst bautasten, der står her endnu. Et andet sted — kort derfra — blev koen højlagt.« Mange andre sådanne ting fortalte han om konger og begivenheder fra gamle dage. Da man havde siddet til langt ud på natten, mindede biskoppen kongen om, at det var på tide at gå til ro; det gjorde kongen. Da han var klædt af og havde lagt sig i sengen, satte gæsten sig på fodtrinet og talte igen længe med kongen; når én historie var ude, ønskede kongen flere. Så sagde biskoppen til kongen, at det var på tide at sove; det gjorde kongen, og gæsten gik ud. Kort tid efter vågnede kongen; han spurgte efter gæsten og bad om at få ham tilkaldt, men gæsten var ingen steder at finde.

Morgenen efter tilkaldte kongen sin kok og ham, som stod for drikkevarerne; han spurgte, om der var kommet en ukendt mand til dem. Da sagde, at da de skulle lave mad, var der kommet en mand, som havde sagt, at det var dårligt kød, de kogte til kongens bord. Derefter havde han givet dem to store og fede oksesider, og dem kogte de sammen med det andet kød. Så sagde kongen, at al den mad ikke måtte spises, og at dette ikke havde været et menneske, men Odin, som hedenske folk længe havde troet på; han sagde, at Odin ingen vegne skulle komme med at bedrage dem.


65. Ting i Trondheim

Kong Olav samlede om sommeren en stor hær østpå i landet og drog med den hær nordpå til Trondheim og sejlede først ind i Nidelvens munding; derefter lod han tingbud fare rundt langs hele fjorden og indkaldte til ottefylkersting på Frosta. Bønderne gjorde tingbuddet til hærpil og indkaldte høj som lav i hele Trondheim.

Da kongen kom til tinget, var bondeflokken kommet fuldvæbnet til stedet. Da tinget var blevet sat, talte kongen til folket og påbød dem at blive kristne, men da han havde talt i kort tid, råbte bønderne og bad ham tie; de sagde, at de i modsat fald ville angribe ham og jage ham væk: »— sådan gjorde vi,« sagde de, »ved Håkon Adalsteinnsfostre, da han gav os det samme påbud, og vi anser ikke dig for at være mere end ham.« Da kong Olav så, at bønderne var rasende, og tilmed at de havde så stor en hær, at han ikke ville kunne stå sig imod den, ændrede han sin tale og blev mere føjelig imod bønderne; han sagde: »Jeg ønsker, at vi kommer overens, sådan som vi tidligere har aftalt; jeg vil tage med derhen, hvor I holder jeres største offerfest, og se, hvordan jeres skikke er. Så kan vi beslutte om vores skikke, hvilke vi vil følge, og alle blive enige derom.« Og da kongen talte lempeligt til bønderne, mildnedes deres gemyt, og samtalen gik derefter mere fredeligt og fordrageligt. Det blev til sidst besluttet, at der skulle holdes offerfest inde på Mæren ved midsommer, og dér skulle alle høvdinge og mægtige bønder komme, som det var sædvanligt. Kong Olav skulle også være til stede. Sådan sluttede tinget; bønderne drog hjem, og kongen til Lade.


66. Om Jernskægge

En mægtig bonde hed Skægge; han blev kaldt Jernskægge, og han boede på Ophøj på Yrjar. Skægge talte først på tinget imod kong Olav og var bøndernes foregangsmand i modstanden mod kristendommen.


67. Gæstebuddet på Lade

Kong Olav lå med sine skibe i Nidelven; han havde 30 skibe og et stort, prægtigt følge. Kongen selv var ofte på Lade med sit følge af livvagter. Da det nærmede sig tiden, hvor offerfesten skulle afholdes på Mæren, holdt kong Olav et stort gæstebud på Lade; han sendte bud ind til Strinda og op i Gauldalen og indbød høvdinge og andre storbønder. Da gæstbuddet var stillet an, og de indbudte var kommet, var der den første aften et stort gilde; serveringen var rigelig, og mændene blev meget fulde. Natten efter sov alle i ro dér.

Om morgenen efter, da kongen var blevet påklædt, lod han synge messe for sig, og da messen endte, lod kongen indkalde til husting; alle hans folk forlod da skibene for at gå til tings. Da tinget var sat, rejste kongen sig og talte således: »Vi holdt ting inde på Frosta, og jeg påbød da bønderne, at de skulle lade sig døbe, men de påbød mig i stedet, at jeg skulle deltage i offerfest sammen med dem, sådan som kong Håkon Adalsteinnsfostre havde gjort. Vi blev enige om, at vi skulle mødes inde på Mæren, og dér afholde en stor offerfest, men hvis jeg skal holde offerfest med jer, så vil jeg lade bringe det største offer, man kan — og ofre mennesker. Jeg vil ikke hertil vælge trælle eller forbrydere; man skal give guderne de bedste folk, og jeg udpeger hertil Orm Lyrgja fra Medalhus, Styrkår fra Gimsan, Kår fra Gryting, Asbjørn Torbergson fra Varnes, Orm fra Ljoxa, Haldor fra Skerdingsstad« — og så nævnte han yderligere fem blandt de fornemmeste og sagde, at han ville ofre dem for fred og gode tider. Han beordrede dem straks pågrebet. Da bønderne så, at de var i undertal mod kongen, bad de om fred og lagde deres sag i kongens hånd. De blev da forligte ved, at alle de bønder, der var til stede, lod sig døbe og sværgede kongen ed på, at de ville holde den rette tro og opgive alle former for ofring. Kongen havde alle disse mænd hos sig, lige indtil de gav deres sønner eller brødre eller andre nære slægtninge som gidsler til kongen.


68. Om tinget

Kong Olav drog med hele sin hær ind i Trondheim, men da han kom ind på Mæren, var alle de trønderhøvdinge, der var mest imod kristendommen, dér, og de havde alle de storbønder, der tidligere havde forestået offerfesterne på det sted, med sig. Dér var da en stor folkemængde — på samme måde, som der tidligere havde været på Frostatinget. Kongen lod kræve ting, og begge parter gik fuldvæbnede til tinget; da tinget var sat, talte kongen og påbød folket kristendommen. Jernskægge svarede på bøndernes vegne på kongens tale; han sagde, at bønderne nu som før ikke ville have, at kongen brød loven: »Vi ønsker — konge! —« sagde han, »at du ofrer, som andre konger hér har gjort før dig.« Bønderne gjorde kraftige tilråb til hans tale og sagde, at de ville lade alt være, som Skægge sagde. Så sagde kongen, at han ville gå med i gudehuset og se deres skikke, når de ofrede. Bønderne syntes godt om dette, og begge parter drog til gudehuset.


69. Trondheims kristning

Kong Olav gik nu ind i gudehuset sammen med få af sine mænd og få af bønderne; da kongen kom hen, hvor guderne var, sad Tor dér og var den mest ansete af alle guderne — han var pyntet med guld og sølv. Kong Olav hævede en guldbelagt pigøkse, som han havde i hånden, og slog til Tor, så denne faldt af altret; derefter løb kongsmændene frem og huggede alle guderne ned fra alteret. Mens kongen var inde i gudehuset, blev Jernskægge dræbt uden for døren — og det var kongsmænd, der gjorde det. Da kongen kom ud til sine mænd, bød han bønderne to vilkår: Det ene var, at de alle skulle antage kristendommen; det andet vilkår var, at de kæmpede imod ham. Efter Skægges fald var der ingen foregangsmand i bondeflokken til at løfte banneret imod kong Olav, så man valgte det vilkår, at gå under kongen og adlyde det, som han påbød. Så lod kong Olav hele folket dér døbe, og han tog gidsler af bønderne, for at de skulle bibeholde deres kristendom. Derefter lod kong Olav sine mænd drage gennem alle fylker i Trondheim; da talte ingen imod kristendommen, og så blev alle døbt i Trøndelagen.


70. Byen grundlægges

Kong Olav drog med sine folk ud til Nidelvens munding; dér lod han da rejse huse ved Nidelvens bred og bestemte, at dér skulle der være en købstad. Han gav folk grundstykker dér til at bygge huse på, og han lod opføre en kongsgård oven for Skipakroken; derhen lod han om efteråret flytte alt det forråd, han behøvede til et vinterophold, og han havde dér en stor mængde folk.


71. Kong Olavs giftermål

Kong Olav indkaldte Jernskægges slægtninge til møde og tilbød dem bøder, og der var mange gæve folk til at svare. Jernskægge havde en datter, der hed Gudrun; det blev til sidst aftalt i deres forlig, at Kong Olav skulle have Gudrun. Da bryllupstiden kom, gik de i samme seng — kong Olav og Gudrun. Den første nat, de lå sammen, trak hun en kniv, da Olav var faldet i søvn, og hun ville stikke den i ham, men da kongen blev klar over det, tog han kniven fra hende, stod ud af sengen og gik til sine folk og sagde, hvad der var sket. Gudrun og alle de folk, der havde fulgt hende derhen, tog da deres tøj og gik deres vej. Gudrun kom ikke siden i samme seng som kong Olav.


72. Tranen bygges

Dette samme efterår lod kong Olav bygge et stort langskib på øerne ved Nidelven; det var en snekke. Han havde mange smede til det. I begyndelsen af vinteren, da skibet var færdigt, havde det 30 rum og høje stavne, men det var ikke stort i forhold dertil; det skib kaldte kongen Tranen.

Efter drabet på Jernskægge blev hans lig ført ud på Yrjar, og han ligger i Skæggehøjen på Austrått.


73. Tangbrand drager til Island

Da kong Olav havde været konge i Norge i to år, var der en saxisk præst, der hed Tangbrand, hos ham; han var drabsmand og meget voldsom, men en god gejstlig og en rask mand. Kongen ville ikke have ham hos sig på grund af hans ustyrlighed, og han gav ham den opgave, at han skulle drage til Island for at kristne landet. Han fik et købmandsskib, og om hans rejse er der det at berette, at han kom til Østfjordene på Island — til den søndre Alftafjord — og han opholdt sig vinteren efter hos Hall på Sida. Tangbrand forkyndte kristendommen på Island, og på hans ord lod Hall sig døbe sammen med hele sin husstand og mange andre høvdinge, men der var mange flere, der talte imod. Torvald den Skrantende og Vetrlide Skjald digtede nidviser om Tangbrand, men så dræbte han dem begge. Tangbrand blev to vintre over på Island, og han voldte tre mands død, inden han drog væk.


74. Om Hauk og Sigurd

En mand hed Sigurd, en anden Hauk; de var fra Helgeland og var ofte på handelsrejse. De havde en sommer været vestpå i England, og da de kom tilbage til Norge, sejlede de nordpå langs landet, men ved Nordmøre stødte de på kong Olavs folk. Kongen fik at vide, at der var kommet nogle helgelandske mænd — og at de var hedninger. Kongen lod styrmændene kalde til sig; han spurgte, om de ville lade sig døbe, men det sagde de nej til. Kongen prøvede da på mange måder at overtale dem, men det hjalp ikke. Derefter truede han dem med død og lemlæstelse; det rørte dem ikke. Så lod han dem lægge i jern, og førte dem med sig et stykke tid, og de blev holdt i lænker. Kongen forsøgte ofte at overtale dem, men det nyttede ikke, og en nat forsvandt de; ingen hørte til dem eller vidste, hvordan de var kommet væk, men om efteråret kom de frem nordpå hos Hårek på Tjøtta. Han tog godt imod dem; de var hos ham om vinteren og blev behandlet godt.


75. Om Hårek på Tjøtta

Halvdan Egedius:
Kong Olav forsøger at overtale Hårek
En forårsdag med godt vejr gik Hårek hjemme på gården sammen med et fåtal af mænd; han kedede sig. Sigurd spurgte ham, om han ville, at de skulle fornøje sig med en rotur; det syntes Hårek godt om. Så gik de ned til stranden og fremdrog en seksårers båd; fra bådehuset tog Sigurd sejl og redskaber, der hørte til båden, for de brugte ofte at have sejl med, når de sejlede for at fordrive tiden. Hårek gik ombord og satte styreåren på. Sigurd og hans bror var fuldt bevæbnede, sådan som de tit plejede at være hjemme hos bonden; de var begge meget stærke mænd, og inden de gik ombord, kastede de en smørspand og en brødkurv ud på skibet og bar et stort ølanker mellem sig derud. Derefter roede de fra land, og da de var kommet et kort stykke fra øen, hejste de to brødre sejlet, mens Hårek styrede; de fjernede sig hurtigt fra øen. Da gik de to brødre agterud — hen hvor Hårek sad; Sigurd sagde til Hårek Bonde: »Nu skal du vælge mellem nogle vilkår. Det første er at lade os brødre bestemme farten og kursen; det andet er at lade os binde dig; og det tredje er det, at vi dræber dig.« Hårek indså da, hvordan hans sag stod. Selv med ens bevæbning, ville han ikke have kunnet klare mere end én af brødrene; han valgte derfor det, som han i nogen grad fandt tilrådeligt: At lade dem bestemme farten. Han bandt sig da til dette ved ed og gav dem sit ord på det. Derpå satte Sigurd sig til styreåren og stævnede sydpå langs landet; brødrene vogtede sig for, ikke at træffe andre, og medvinden var meget god. De standsende ikke færden, før de kom sydpå til Trondheim og ind til Nidaros, hvor de traf kong Olav. Derpå lod kong Olav Hårek kalde til samtale med sig, og han påbød ham blive døbt; Hårek nægtede. Dette talte kongen og Hårek om i mange dage — indimellem når de var blandt mange mænd; andre gange, når de var i enrum. De blev ikke enige om sagen. Til sidst sagde kongen til Hårek: »Nu skal du tage hjem, og jeg vil ikke gøre dig nogen skade nu; det er ikke mindst fordi, der er et tæt slægtskab mellem os, og desuden fordi du kunne sige, at jeg har fanget dig med svig. Men du kan være sikker på, at jeg til sommer agter at komme den vej nordpå og besøge jer helgelændinge; så skal I erfare, hvorvidt jeg kan straffe dem, der fornægter kristendommen.« Hårek udtrykte tilfredshed med, at han snarest kunne komme væk derfra. Kong Olav gav Hårek en god skude, som på hver side blev roet af 10 eller 12 mand; skibet blev i alle henseender udrustet på bedste måde. Kongen gav Hårek 30 mand; det var dygtige og godt rustede mænd.


76. Ejvind Kindrifts død

Hårek på Tjøtta drog ved først givne lejlighed hurtigt væk fra gården, men Hauk og Sigurd blev hos kongen og lod sig begge døbe. Hårek sejlede, indtil han kom hjem til Tjøtta. Han sendte et bud til sin ven Ejvind Kindrift for at fortælle ham, at Hårek på Tjøtta havde truffet kong Olav, men ikke ladet sig true til at blive kristen; desuden bad han buddet sige til ham, at kong Olav om sommeren agtede at drage med en hær imod dem. Hårek mente, at de måtte være på vagt, og han bad Ejvind opsøge sig så snart som muligt. Da dette budskab blev forelagt Ejvind, indså han, at det måtte være aldeles nødvendigt, at sørge for, at de ikke blev fanget af kongen. Ejvind tog skyndsomt af sted på et let skib med kun få mand ombord, og da han kom til Tjøtta, tog Hårek godt imod ham, og de forsvandt straks — Hårek og Ejvind — om på den anden side af gården for at tale sammen. Da de havde talt kort sammen, kom Olavs mænd — de, der havde fulgt Hårek nordpå — og pågreb Ejvind og førte ham med sig til skibet, hvorefter de sejlede væk med ham. De standsede ikke, før de kom til Trondheim og fandt kong Olav i Nidaros; Ejvind blev ført til samtale med kong Olav. Kongen påbød ham at blive døbt som andre mænd; Ejvind afslog det. Kongen bad ham med venlige ord at blive kristen, og han og biskoppen gav ham mange grunde hertil; det gjorde ingen forskel for Ejvind. Så tilbød kongen ham gaver og store indtægter, men Ejvind afviste det hele. Da truede kongen ham med lemlæstelse og død; det rørte ikke Ejvind. Derefter lod kongen et bækken fyldt med gløder bære frem og sætte på Ejvinds mave. Maveskindet bristede hurtigt; da sagde Ejvind: »Tag bækkenet af mig! Jeg vil sige noget, før jeg dør.« Det blev gjort, og kongen spurgte: »Vil du nu — Ejvind! — tro på Kristus?« »Nej!« svarede han. »Jeg kan ikke døbes; jeg er en ånd, der af finske troldmænd er blevet manet ind i en menneskekrop; min far og mor kunne ikke få børn på anden vis. Derpå døde Ejvind; han havde været den troldkyndigste mand.


77. Kristning af Helgeland

Foråret efter lod kong Olav klargøre sine skibe og sin hær; han sejlede selv på Tranen. Kongen havde et stort og prægtigt følge. Da han var klar, førte han hæren ud ad fjorden og derefter nordpå efter Byrda og så nordpå til Helgeland; overalt, hvor han kom i land, holdt han ting og påbød alle folk at blive døbt og at tage den rette tro. Ingen havde mod til at tale imod, og hele landet blev kristnet dér, hvor han kom. Kong Olav tog på gæstebud hos Hårek på Tjøtta; da blev denne døbt sammen med alle sine folk. Da de skiltes, gav Hårek kongen store gaver, blev hans mand og modtog indtægter og lendermandsret af kongen.


78. Tore Hjorts fald

Tjøtta og Godøy.jpg
Rød den Stærke hed en bonde, der boede på Godøy i den fjord, der hedder Salten. Rød var meget rig og havde mange huskarle; han var meget magtfuld og blev fulgt af en stor skare finner, så snart han havde brug for dem. Rød var en stor ofringsmand og meget troldkyndig. Han var en god ven af den mand, der før er nævnt: Tore Hjort. De var begge store høvdinge. Da de hørte, at kong Olav drog med en hær sydfra mod Helgeland, samlede de en hær og udbød skibe; de fik et stort følge. Rød havde et stort drageskib med guldbelagt hoved; det var et skib med 30 rum og stort i forhold dertil. Tore Hjort ejede også et stort skib. De førte deres hær sydpå mod kong Olav, og da de mødtes, lagde de til kamp imod ham; det blev et stort slag. Der indtraf hurtigt mandefald, der vendte sig mod helgelændingene; deres skibe blev ryddet, hvorefter de blev ramt af skræk og rædsel. Rød roede med sin drage til havs og derpå lod han sejlet hejse; Rød havde altid god vind, lige meget hvor han fór, og det skyldtes hans troldkyndighed. Om Røds færd kan kort fortælles, at han sejlede hjem til Godøy. Tore Hjorts flok flygtede imod land og sprang dér af skibene, men kong Olavs mænd forfulgte dem, sprang også af skibene og forfulgte og dræbte dem; kongen var som sædvanlig forrest i flokken, når noget sådant skulle gennemføres. Han så, hvor Tore Hjort løb hen; Tore var den hurtigste af alle. Kongen løb efter ham fulgt af sin hund — Vige. Så sagde kongen: »Vige! Fang hjorten!« Vige løb ind på Tore og sprang straks op ad ham, så Tore standsede. Så kastede kongen et spyd efter Tore; Tore huggede med sværdet til hunden og gav den et stort sår, men samtidig ramte kongens spyd Tore under armen, så det stak ud på den modsatte side af kroppen. Tore døde, og Vige blev båret såret til skibet. Kong Olav gav fred til alle, der bad derom og som ville antage kristendommen.


79. Kong Olavs færd til Godøy

Kong Olav drog med sin hær nordpå langs landet og kristnede alle dér, hvor han kom. Da han kom nordpå til Saltenfjorden, agtede han at drage ind i fjorden og finde Rød, men uvejr og stærk storm kom inde fra fjorden. Kongen lå dér i en uge; det samme uvejr holdt sig inde i fjorden, men udenfor blæste en god vind til at sejle nordpå langs landet. Kongen sejlede da helt nordpå til Hinnøy, og dér gik hele folket under kristendommen. Derefter vendte kongen om og tog sydpå, men da han kom til Salten nordfra, stod der uvejr og rygende sø ud af fjorden. Kongen lå dér nogle nætter, men vejret var det samme. Så talte kongen med biskop Sigurd og spurgte, om han kunne finde på noget; biskoppen svarede, at han kunne prøve, om Gud med sin styrke ville hjælpe med at besejre dette djævelskab.


80. Om biskop Sigurd

Biskop Sigurd tog hele sit messeskrud og gik frem i stavnen på kongeskibet; han lod tænde lys og frembar røgelse, satte et krucifiks op i stavnen, oplæste evangeliet og mange øvrige bønner og stænkede vievand overalt på skibet. Derefter bad han om, at teltdugene blev taget ned, og at der blev roet ind i fjorden. Kongen lod råbe til de andre skibe, at de skulle ro efter ham. Da roningen blev påbegyndt på Tranen, stod hun ind i fjorden, og de, der roede skibet, mærkede ingen vind. I kølvandet efterlodes et tomrum, hvor der var roligt, men så tæt var havskummet på begge sider, at man ikke kunne se fjeldene. Det ene skib efter det andet roede igennem dér, hvor der var roligt; de sejlede sådan hele dagen og natten efter og kom kort før daggry til Godøy.

Da de kom til Røds gård, flød hans store drage dér på vandet. Kong Olav gik straks op til gården med sine folk og rettede angreb mod det loft, hvor Rød sov; de brød det op, og mændene løb derind. Rød blev pågrebet og bundet; de andre mænd, der var derinde, blev dræbt — nogle blev tilbageholdt. Så gik kongsmændene til det hus, hvor Røds huskarle sov; nogle blev dræbt, nogle bundet og nogle slået ned. Kongen lod Rød føre for sig og påbød ham at lade sig døbe: »— da vil jeg,« sagde kongen, »ikke tage dine ejendele; jeg vil hellere være din ven, hvis du kan værdsætte det.« Rød råbte til svar og sagde, at han aldrig ville tro på Kristus, og han bespottede Gud groft; så blev kongen vred og sagde, at Rød skulle lide den værste død. Kongen lod ham binde med ryggen mod en pæl og satte en knebel mellem hans tænder for således at åbne hans mund; så lod kongen en hugorm stoppe i hans mund, men slangen ville ikke ind i munden og snoede sig væk, fordi Rød pustede imod den. Så lod kongen tage en hul kvanstilk og stikke i Røds mund — nogle siger, at kongen lod sin lur stikke i hans mund; slangen blev stukket deri efterfulgt af en glødende jernstang. Slangen snoede sig ind i Røds mund og derefter ned i halsen, hvor den skar sig ud gennem siden; det blev Røds død.

Kongen tog dér overmåde mange penge af guld og sølv og andet løsøre i form af våben og mange slags værdigenstand. Kongen lod alle, der havde fulgt Rød, døbe; dem, der ikke ville, lod han dræbe eller pine. Så tog kong Olav det drageskib, som Rød havde ejet; han styrede det selv, for det var et meget større og smukkere skib end Tranen. Forrest sad et dragehoved og bagerst en krumning som en hale og begge nakkerne og hele stavnen var guldbelagt; kongen kaldte dette skibe Ormen, for når sejlet var hejst, skulle det forestille dragens vinger. Dette var det smukkeste skib i hele Norge.

De øer, som Rød beboede, hedder Gylling og Hæring, men tilsammen hedder de Godøy, og Godøystrømmen findes nord for — mellem dem og fastlandet; kong Olav kristnede hele den fjord, og sejlede derefter sin vej sydpå langs landet. På den færd skete der meget; der fortælles historier om, hvordan trolde og onde ånder plagede hans mænd og indimellem ham selv, men vi vil hellere skrive om de hændelser, der fandt sted, da kong Olav kristnede Norge og de andre lande, som han pålagde kristendommen. Kong Olav kom det samme efterår med sin hær til Trondheim; han tog til Nidaros og indrettede sig dér til overvintring.

Det næste, jeg nu vil lade nedskrive, er fortællingen om de islandske mænd.


81. Om islændingene

Dette samme efterår kom Kjartan Olavson til Nidaros ude fra Island; han var sønnesøn af Høskuld og dattersøn af Egil Skallagrimsson og blev anset for den mest lovende mand af alle, der var blevet født på Island. Dér opholdt sig også dengang Haldor — søn af Gudmund på Mødrevold — og Kolbein — søn af Tord Freysgode og bror til Brænde-Flose — og som den fjerde: Sverting — søn af Runolf Gode. De var alle hedninger, ligesom mange andre — nogle var mægtige, andre var det ikke — der også var kommet dertil fra Island. Fra Island kom der også gæve folk, der havde taget imod kristendommen af Tangbrand. Én af dem var Gissur den Hvide — søn af Teit Ketilbjørnson — hvis mor var Ålof — datter af hersen Bødvar Vikinge-Kåreson; Bødvars bror var Sigurd, som var far til Erik Bordskalle, der var far til Astrid — kong Olavs mor. Hjalte Skæggeson hed en islandsk mand; han var gift med Vilborg — Gissur den Hvides datter. Hjalte var også kristen.

Kong Olav tog gladelig imod Gissur og dennes svigersøn — Hjalte — og de opholdt sig hos ham. De islandske mænd, der bestemte over skibene, var hedninger, og de forsøgte at sejle væk, så snart kongen kom til byen, for de havde fået at vide, at kongen tvang alle folk til at blive kristne, men vejret var imod dem, og de blev drevet tilbage under Nidarholmen. Det var disse, der stod for skibene: Torarin Nefjolfson, Halfred Skjald Ottarson, Brand den Gavmilde og Torleik Brandson. Det blev fortalt kong Olav, at der var nogle skibe med islændinge — alle hedenske — der ville undgå at mødes med kongen. Så sendte kongen folk til dem og forbød dem at sejle væk og bad dem lægge ind til byen; det gjorde de, men de bar ikke noget i land fra deres skibe.


82. Islændingenes dåb

Så blev det Mikaelsmesse; den lod kongen fejre meget, og han lod højtideligt synge messe. Islændingene gik hen og lyttede til den smukke sang og klokkeringning. Da de kom tilbage til deres skibe, fortalte hver af dem, hvad de havde syntes om de kristnes folks adfærd. Kjartan udtalte sig godt om den, men de fleste andre lastede den — men det er sådan, som man siger, at ‘mange er kongens ører’. Dette blev fortalt til kongen; han sendte straks den dag en mand efter Kjartan og bad denne komme til sig. Kjartan opsøgte kongen i følge med nogle folk; kongen tog godt imod ham. Kjartan var den største og smukkeste mand, og han var god til at tale. Da de havde talt få ord med kongen, påbød han Kjartan at blive kristen. Kjartan sagde, at han ikke ville nægte det, hvis han derved vandt kongens venskab. Kongen lovede ham sit fuldkomne venskab, og de aftalte denne sag imellem sig. Dagen efter blev Kjartan og Bolle Torlakson — hans slægtning — døbt sammen med hele deres følge. Kjartan og Bolle opholdt sig hos kongen, så længe de bar de hvide dåbsklæder, og kongen var meget venlig imod dem.


83. Halfred Vanrådeskjalds dåb

Kong Olav gik en dag ude på gaden, da nogle mænd kom imod ham; ham, der gik forrest, hilste på kongen. Kongen spurgte denne mand om hans navn, og han svarede, at han hed Halfred. Så sagde kongen: »Er du skjalden?« Han svarede: »Jeg kan digte.« Da sagde kongen: »Du vil vel antage kristendommen og siden blive min mand?« Han svarede: »Jeg vil døbes på det vilkår, at du — konge! — selv står fadder til mig. Det vil jeg ikke tage til takke med fra nogen anden mand.« Kongen sagde: »Det skal jeg gøre.«

Halfred blev da døbt, og kongen holdt ham under dåben. Derefter spurgte kongen Halfred: »Vil du nu være min mand?« Halfred svarede: »Jeg var førhen i jarl Håkons livvagt. Nu vil jeg ikke blive dig — eller nogen anden høvding — håndgangen, med mindre du lover mig, at det ikke skal overgå mig, at du jager mig fra dig.« »Jeg har kun hørt om dig — Halfred!« sagde kongen, »— at du ikke er så klog og begavet, at jeg ikke kan vente, at du gør de ting, som jeg på ingen måde vil finde mig i.« »Så dræb mig da!« sagde Halfred. Kongen sagde: »Du er en vanrådeskjald! Men du skal alligevel være min mand!« Halfred svarede: »Hvad giver du mig — konge! — i navnegave, hvis jeg skal hedde Vanrådeskjald?« Kongen gav ham et sværd, men der fulgte ingen skede med. Kongen sagde: »Digt nu en vise om sværdet — og lad ordet ‘sværd’ forekomme i hver verslinje.« Halfred kvad:


Her dit sværd jeg svinger;
sværdets leg mig venter.
(Trak jeg sværd i trætte,
tre sværds værd jeg havde).
Dette sværd (jeg sværger!)
sværdets bærer agter;
blot mig balg til sværdet
— bolde konge! — fattes.


Så gav kongen ham skeden.

Halfreds digte — og det, som dér fortælles om kong Olav Tryggvason — anser vi for kundskab og sandhed.


84. Islændingenes dåb

Dette samme efterår kom præsten Tangbrand fra Island til kong Olav; han fortalte, at hans færd var gået dårligt, at islændingene havde brugt nid imod ham — og nogle ville dræbe ham — og at der intet håb var om, at det land ville blive kristent. Kong Olav blev så vred og rasende, at han lod alle de islandske mænd, der opholdt sig i byen, sammenkalde. Derefter sagde han, at de alle skulle dræbes, men Kjartan, Gissur og Hjalte og de andre, der havde antaget kristendommen, gik for ham og sagde: »Du vil vel ikke — konge! — løbe fra dine ord? Du siger, at ingen folk skal kunne gøre dig så vred, at du ikke vil tilgive dem, der lader sig døbe og opgiver hedenskaben. Nu vil alle de islandske mænd, der er her, lade sig døbe, og vi skal nok finde en måde, hvorpå kristendommen kan få fremgang på Island; her findes mange sønner af mægtige mænd på Island, og deres fædre kunne yde megen støtte i denne sag. Tangbrand førte sig dér — som her hos dig — frem med manglende mådehold og manddrab, og det ville folk ikke finde sig i fra ham.« Kongen begyndte nu at lytte til sådan tale, og så blev alle de islandske mænd, som dengang var dér, døbte.


85. Om kong Olavs færdigheder

Af alle der er blevet omtalt fra Norge, har kong Olav på alle måder været den største idrætsmand; han var stærkere og mere behændig end alle andre, og derom findes der mange fortællinger. Én af dem er, da han gik op på Smalsarhorn og satte sit skjold fast øverst på bjerget; en anden er, da han hjalp sin livvagt, der tidligere var klatret op på bjerget, så han hverken kunne komme op eller ned, men kongen kom og bar ham i sine arme ned på det flade. Kong Olav gik på årerne udenbords, mens hans folk roede Ormen, og han legede med tre håndsværd, sådan at der hele tiden var ét i luften, mens han greb dem ved skafterne. Han huggede lige godt med begge hænder og kastede to spyd ad gangen. Kong Olav var den gladeste mand, og han var meget legesyg, mild og ligetil, meget ivrig i al ting, virkelig gavmild og en meget fremtrædende mand. Han var mere modig end andre i kamp, men meget grusom, når han var vred, og han pinte sine uvenner meget; nogle brændte han på bål, og nogle lod han flå i stykker af arrige hunde, men andre lod han lemlæste eller kaste ud fra høje bjerge. Af disse årsager var han afholdt blandt sine venner, mens hans fjender var bange for ham. Han fik fremgang, fordi nogle fulgte hans vilje af blidhed og venskab, mens andre gjorde det af frygt.


86. Leif Eriksons dåb

Leif — søn af Erik den Røde, der som den første boede på Grønland — var denne sommer kommet fra Grønland til Norge; han opsøgte kong Olav og blev kristen og opholdt sig om vinteren hos kong Olav.


87. Kong Gudrøds fald

Gudrød — søn af Erik Blodøkse og Gunhild — havde været på hærtogt i Vesterlandene, siden han flygtede ud af landet fra jarl Håkon. Denne sommer — som der lige er blevet fortalt om, da kong Olav Tryggvason havde regeret i Norge i fire år — kom Gudrød til Norge med mange krigsskibe; han var sejlet ud fra England, og da han mente sig nær land, stævnede han sydpå langs landet — derhen, hvor der var mindst sandsynlighed for at støde på kong Olav. Gudrød sejlede sydpå til Viken, og straks da han kom i land, begyndte han at hærge og tvinge indbyggerne under sig og krævede at blive hyldet. Da befolkningen så, at der var kommet en stor hær imod dem, forsøgte de at opnå fred og forlig ved at tilbyde kongen, at et tingbud skulle drage gennem landet og hylde ham, fremfor at udsætte sig for hans hær. Der blev fastsat en frist, sålænge tingbudet var på farten. Kongen krævede opholdsskat, så længe ventetiden skulle vare, men bønderne valgte hellere, at have kongen på gæstebud al den tid, han behøvede, og kongen tog imod det vilkår, at han drog rundt i landet på gæstebud med noget af sin hær, mens resten så efter hans skibe. Da brødrene Hyrning og Torgeir — kong Olavs svogre — erfarede dette, samlede de hær og skaffede sig skibe; de drog derefter nordpå i Viken og kom en nat dertil, hvor kong Gudrød var på gæstebud. De angreb med ild og våben, og dér faldt kong Gudrød med de fleste af sine folk — og af dem, der havde været ved skibene, blev nogle dræbt, mens andre undslap og flygtede langt væk. Da var alle sønner af Erik og Gunhild døde.


88. Ormen Lange bygges

Vinteren efter, at kongen var kommet fra Helgeland, lod han rejse et stort skib under Ladehamrene; det var meget større end de andre skibe, der dengang fandtes i landet, og man kan endnu se beddingen dér. Den mand, der var stavnbygger på skibet, hed Torberg Glathug, men der var mange andre med; nogle til at fælde træer, nogle til at tilhugge dem, nogle til at slå søm i og nogle til at fragte tømmeret. Alle dele blev nøje udvalgt; skibet var både langt og bredt, med meget høje sider og lavet af store planker. Da de beklædte skibet, var Torberg i et nødvendigt ærinde draget hjem til sin gård, hvor han var meget længe, og da han kom tilbage, var skibet færdigbeklædt. Kongen — og Torberg med ham — gik straks om aftenen hen for at se på skibet, hvordan det var lavet. Da sagde alle, at de aldrig havde set et skib, der var lige så stort eller flot. Kongen drog tilbage til byen.

Tidligt næste morgen kom kongen igen hen til skibet sammen med Torberg. Da var skibsbyggerne allerede kommet, men de stod alle uden at lave noget. Kongen spurgte, hvorfor de stod sådan. De sagde, at skibet var blevet ødelagt, og at en mand måtte være gået fra forstavnen til løftingen og øverst i beklædning have sat det ene skråhug efter det andet. Kongen gik frem og så, at det var sandt; han sagde straks — og han sværgede på det — at manden skulle dø, hvis kongen fandt ud af, hvem der i misundelse havde ødelagt skibet: »— og den, der kan fortælle mig det, skal blive rigt belønnet.« Da sagde Torberg: »Jeg vil kunne fortælle dig — konge! — hvem der har udført dette værk.« »Jeg ventede også mere af dig end af andre,« sagde kongen, »at du ville have held til at få det at vide og fortælle mig det.« »Jeg skal fortælle dig — konge!« sagde han, »— hvem der har gjort det. Jeg har gjort det.« Så svarede kongen. »Så skal du udbedre det, så det bliver så godt som før — og dit liv skal afhænge af det.« Derefter gik Torberg frem og huggede beklædningen til, så alle skråhuggene forsvandt. Kongen — og alle andre — sagde da, at skibet var meget smukkere på den side, hvor Torberg havde hugget; kongen bad ham da gøre sådan på begge sider, og han bad ham have megen tak for det. Så blev Torberg førstemand for skibsbyggeriet, indtil det blev færdigt; det var en drage og lavet på samme måde som Ormen, som kongen havde haft med fra Helgeland, men dette skib var meget større og i alle dele meget mere udvalgt. Han kaldte dette for Ormen Lange, og det andet for Ormen Korte. Ormen Lange havde 34 rum; hovedet og krogen var fuldstændig forgyldte, og beklædningen var så høj som på havskibe. Dette er det bedst udførte og dyreste skib, der er blevet bygget i Norge.


Halvdan Egedius: Ormen lange.


89. Om jarl Erik Håkonson

Jarl Erik Håkonson og hans brødre og mange andre gæve slægtninge forlod landet efter jarl Håkons fald. Jarl Erik drog østpå og opsøgte kong Olaf Svenskekonge, hvor han blev godt modtaget. Kong Olaf gav dér jarlen fredland og store landindtægter, så han kunne holde sig selv og sine folk godt. Dette nævner Tord Kolbeinson:


Fyrste! Svig fra folket
fældede jarl Håkon
(skade kan man skæbnen
skylde for i meget).
Tryggvesønnen tilmed
trådte i land dengang;
vist han landet vestfra
vandt sig efter jarlen.
Anderledes Erik
agted’ kongens lykke;
i smug han råd søgte
(sligt af ham man vented’).
Vredt jarlen sig vendte
(vel det ingen hindred’)
trøndertrodsigt østpå
til den svenske konge.


Mange folk, der flygtede fra landet på grund af kong Olav, søgte fra Norge til jarl Erik. Jarl Erik tog da den beslutning, at få sig skibe og drage på hærtogt for at skaffe sig og sine folk værdier. Han sejlede først mod Gotland, hvor han lå længe om sommeren og søgte imod de handelsskibe eller vikinger, der kom til landet; indimellem gik han i land og hærgede vidt omkring ved kysten. Således siges det i Bandadrapa:


Ofte siden sejred’
(sådan har jeg hørt det)
Erik i jerniling.
Over jarlen suser —
På Gotlands kyst gjordes
givtig hugst blandt folket
af den store stridsmand.
— stormspyddet i kampen.


Derefter sejlede jarl Erik sydpå til Vendland, hvor han ud for Stauren mødte et par vikingeskibe, som han lagde til kamp imod. Erik sejrede og dræbte vikingerne; således siges det i Bandadrapa:


Stavne lod ved Stauren
stridsmanden da flokkes
(kampen glæder gramen)
Guder lod da jarlen —
Mange ved sværdmødet
måtte siden døje
ravnens slid i sværen.
— sådan råde landet.


90. Jarl Eriks hærtogt i Østersølandene

Jarl Erik sejlede om efteråret tilbage til Svitjod, hvor han opholdt sig endnu en vinter. Om foråret gjorde jarlen sin hær klar, hvorefter han sejlede ud i Østersøen; da han kom til kong Valdemars rige, begyndte han at hærge og dræbe indbyggerne og brænde og lægge landet øde overalt, hvor han kom frem. Han nåede til Aldeigjaborg, som han omringede, til han vandt byen; han dræbte dér mange folk og nedbrød og brændte borgen fuldstændig, og derefter drog han med hærskjold vidt omkring i Gardarige. Således siges det i Bandadrapa:


Heftigt hærged’ fyrsten
(højt våbnene larmed’);
Valdemars land lagdes
af luestorm øde.
Sønderbrudt blev borgen
brændt helt ved Aldeigja;
raskt i Gardarige
revsed’ jarlen folket.


Jarl Erik var på dette hærtogt i sammenlagt fem år, og da han kom fra Gardarige, drog han med hærskjold over Adalsyssel og Øsyssel, og dér tog han fire vikingesnekker fra danskere og dræbte alle ombord. Således siges det i Bandadrapa:


Hørt jeg har, at striden
holdtes dér, hvor skibets
anker indtog dybet.
Over jarlen suser —
Guldets giver rydded’
ganske fire snekker
(daner stod i stavnen).
— stormspyddet i kampen.
Strid på havets heste
havde du, og atter
greb gøter til flugten.
Guder lod da jarlen —
Med hærskjold fór fyrsten
(freden blev spoleret)
snart mod begge sysler.
— sådan råde landet.


Jarl Erik drog til Danmark, da han havde været én vinter i Sveavælde; han opsøgte danekongen — Svend Tveskæg — og friede til hans datter — Gyda. Det blev aftalt, at Erik skulle have Gyda; vinteren efter fik de en søn, der hed Håkon. Erik var om vinteren i Danmark og indimellem i Sveavælde, men han var på hærtogt om sommeren.


91. Kong Svends giftermål

Den danske konge — Svend Tveskæg — var gift med Gunhild — datter af venderkongen Burislav. På det tidspunkt — som før blev omtalt — skete det, at dronning Gunhild blev syg og døde, og kort tid efter blev Svend gift med Sigrid Storråde — datter af Skøgul-Toste og mor til kong Olaf den Svenske. Med forbindelsen opstod der venskab mellem kongerne og mellem dem og jarl Erik Håkonson.


92. Kong Burislavs giftermål

Venderkongen Burislav klagede til jarl Sigvald — sin svigersøn — over at det forlig, jarl Sigvald havde istandbragt mellem kong Svend og kong Burislav, var blevet brudt. Kong Burislav skulle have haft Tyra Haraldsdatter — kong Svends søster — men den forpligtelse var ikke blevet indfriet, for Tyra sagde afgjort nej til at skulle giftes med en gammel hedning. Nu sagde kong Burislav til jarlen, at han ville hævde den aftale, og han bad jarlen drage til Danmark og føre dronning Tyra til ham. Jarl Sigvald opsatte ikke sin færd unødigt; han opsøgte Svend Danekonge og forlagde ham denne sag. Jarlen talte sådan for sagen, at kong Svend overgav ham Tyra — sin søster — i følge med nogle kvinder, hendes fosterfar — en mægtig mand, der hed Øssur Ågesen — og nogle andre folk. Det blev aftalt mellem kongen og jarlen, at de ejendomme, som dronning Gunhild havde haft i Vendland, skulle tilfalde Tyra som tilgift sammen med andre store ejendomme. Tyra græd bittert og drog nødig af sted.

Da jarlen kon til Vendland, holdt kong Burislav sit bryllup og blev gift med dronning Tyra. Eftersom hun var blandt hedenske folk, ville hun hverken tage imod vådt eller tørt fra dem, og sådan forløb syv dage, men så en nat løb dronning Tyra og Øssur væk og i skoven i ly af nattemørket. Det kan kort siges om deres færd, at de kom til Danmark, men dér turde Tyra på ingen måde blive af den grund, at hun vidste, at kong Svend — hendes bror — øjeblikkelig ville sende hende tilbage til Vendland, hvis han fik nys om hende. De drog afsted i det skjulte, indtil de kom til Norge. Tyra standsede ikke, før de kom til kong Olav; han tog godt imod dem, og de blev dér behandlet godt. Tyra fortalte kongen alt om sin vanskelige stilling; hun bad ham om hjælp og om fred for sig i hans rige. Tyra var en veltalende kvinde, og kongen syntes godt om hendes tale; han kunne se, at hun var smuk, og det faldt ham ind, at dette kunne være et godt giftermål. Han drejede samtalen derhen og spurgte, om hun ville gifte sig med ham. Sådan som hendes sag stod, forekom den hende meget vanskeligt at komme ud af, og på den anden side kunne hun se, hvilket vellykket ægteskab dette kunne være — at blive gift med en så navnkundig konge. Hun bad derfor ham afgøre sagen. Enden på det blev, at kong Olav fik dronning Tyra. Dette bryllup blev holdt om efteråret, da kongen var kommet tilbage fra Helgeland. Kong Olav og dronning Tyra opholdt sig i Nidaros om vinteren.

Erik Werenskiold:
Kong Olav rækker Tyra kvanstilken
Foråret efter klagede dronning Tyra ofte til kong Olav og græd bittert over, at hun havde så store ejendomme i Vendland, mens hun dér i landet ikke havde ejendele, der sømmede sig for en dronning. Indimellem bad hun med smukke ord kongen om, at han skulle skaffe hende hendes ejendomme; hun sagde, at kong Burislav var så god en ven af kong Olav, at han — straks når de mødtes — ville give kong Olav alt, hvad denne bad om. Da kongens venner hørte om denne tale, rådede de alle kongen til at lade det fare.

Det fortælles, at kongen en dag tidlig på foråret gik ude på gaden, og på torvet kom en mand ham imøde med mange kvaner, der var usædvanligt store for den tid på året. Kongen tog en stor kvanstilk i hånden og gik hjem, hvor dronning Tyra holdt til. Tyra sad i en stue og græd, da kongen kom ind. Kongen sagde: »Se denne store kvanstilk, som jeg har til dig!« Hun slog til den med hånden og sagde: »Større ting gav Harald Gormsøn, og mindre var han ræd for at forlade landet for at hente sine ejendele, end du er nu; det så man, da han kom her til Norge og lagde størstedelen af landet øde og underlagde sig det hele med skatter og afgifter. Men du tør ikke drage gennem Danmark på grund af min bror — kong Svend.« Kong Olav sprang op, da hun sagde dette; han råbte højt, mens han sværgede: »Jeg har aldrig været ræd for kong Svend — din bror — og hvis vi mødes, er det ham, der kommer til at vige!«


93. Kong Olavs hærudbud

Kong Olav indkaldte kort tid efter til ting i byen. Han gjorde det klart for forsamlingen, at han om sommeren agtede at have landets ledingshær ude; han sagde, at han ville have et bestemt antal skibe og folk fra hvert fylke, og sagde så, hvor mange skibe, han ville have dér fra fjorden. Derefter sendte han bud både nordpå og sydpå i landet — til lands og til vands — og lod hæren udbyde. Kong Olav lod Ormen Lange og alle sine øvrige skibe — både store og små — sætte frem, og han styrede selv Ormen Lange. Da folkene blev fordelt på skibene, blev mandskabet så nøje udvalgt, at ingen mand på Ormen Lange måtte være ældre end 60 år eller yngre end 20, og de blev udpeget efter evner og styrke. Først og fremmest blev folk fra kong Olavs livvagt udvalgt, for den bestod af alle de mænd — både inden- og udenlandske — der de var de stærkeste og modigste.


94. Ormens besætning

Den mand, der førte kong Olavs banner og stod i stavnen, hed Ulf den Røde; dér var desuden Kolbjørn Staller, Torstein Oksefod og Vikar fra Tiendeland — Arnljot Gellines bror. Disse var i rejsningen i saksen: Vak den Elvske Raumeson, Berse den Stærke, Ån Skytte fra Jämtland, Trond den Kraftfulde fra Telemark og Utyrme — hans bror, helgelændingene Trond den Skeløjede, Øgmund Sand, Lodve den Lange fra Saltvik og Hårek den Skarpe. Desuden var dér disse indtrøndere: Ketil den Høje, Torfin den Heftige og Håvard og hans brødre fra Orkdalen. Disse var i forrummet: Bjørn fra Studla, Torgrim fra Kvine Tjodolfson, Asbjørn og Orm, Tord fra Njardarlaug, Torstein den Hvide fra Oprostad, Arnor den Mørske, Hallstein og Børk fra Fjordene, Ejvind Snog, Bergtor Bastreb, Halkel fra Fjalar, Olav Dreng, Arnfinn fra Sogn, Sigurd Pil, Einar den Hordske og Finn, Ketil den Rygske og Grjotgard den Raske. Disse var i snævringsrummet: Einar Tambarskælver — ham syntes de ikke var god nok, for han var kun 18 år gammel — Halstein Livson, Torolf, Ivar Fjæs og Orm Skovnæse. Der var også mange andre, meget gæve folk på Ormen, selv om vi ikke kan nævne alle. Der var otte mand i hvert halvrum på Ormen — hver og én udvalgte. Der var 30 i forrummet. Det blev sagt, at de folk, der valgtes til Ormen, var tilsvarende smukkere, stærkere og modigere end andre mænd, som Ormen var i forhold til andre skibe.

Torkel Næse — kongens bror — styrede Ormen Korte; Torkel Dyrt og Jostein — kongens morbrødre — var på Tranen, og begge disse skibe var besat med gode folk. Konge Olav havde elleve storskibe og desuden tyvesæders og mindre skibe med sig fra Trondheim.


95. Kristning af Island

Da kong Olav havde gjort sin hær klar i Nidaros, nedsatte han folk i sysler og som forvaltere over hele Trøndelagen. Så sendte han Gissur den Hvide og Hjalte Skæggeson til Island for at påbyde kristendommen dér; de fik den præst med, der hed Tormod, og flere andre viede mænd, men kongen tilbageholdt de fire islandske mænd, der forekom ham mest gæve, som gidsler: Kjartan Olavson, Haldor Gudmundson, Kolbein Tordson og Sverting Runolfson. Det fortælles om Gissurs og Hjaltes færd, at de ankom til Island før Altingstiden; de drog til tings, og på det ting blev kristendommen lovfæstet på Island, og den sommer blev hele folket døbt.


96. Kristning af Grønland

Kong Olav sendte også dette samme forår Leif Erikson til Grønland for dér at påbyde kristendommen, og han drog om sommeren til Grønland. På havet opsamlede han et skibsmandskab, der lå uhjælpeligt på et skibsvrag, og så opdagede han Det gode Vinland og kom sommeren til Grønland. Han havde en præst med sig og tog ophold på Brattalid hos sin far — Erik. Folk kaldte ham siden Leif den Heldige, men Erik — hans far — sagde, at det, at Leif havde bjærget skibsmandskabet, kunne gå lige op med det, at han havde ført ‘skademanden’ til Grønland — det vil sige præsten.


97. Kong Olavs færd

Kong Olav drog med sin hær sydpå langs landet. Da opsøgte mange af hans venner ham — mægtige folk, der var klar til at drage med ham — og den første var Erling Skjalgson — hans svoger — og han havde en meget stor skeid; den var på 30 rum, og det skib havde en meget god udrustning. Også kongens svogre — Hyrning og Torgeir — kom til ham, og de styrede hver et stort skib. Mange andre mægtige mænd fulgte ham; han havde 60 langskibe, da han forlod landet og sejlede sydpå forbi Danmark gennem Øresund. Kongen kom på denne færd til Vendland og aftalte møde med kong Burislav — og de to konger mødtes. Så talte de om de ejendele, som kong Olav krævede, og alle samtaler mellem kongerne gik fredeligt; der blev taget godt hånd om de krav, kong Olav mente at have dér. Kong Olav blev der længe om sommeren, og han mødte dér mange af sine venner.


98. Om den svenske konge

Kong Svend Tveskæg blev — som det tidligere blev skrevet — gift med Sigrid Storråde. Sigrid var den største uven af kong Olav Tryggvason, og det skyldtes, at kong Olav havde brudt sit ægteskabsløfte til hende og slået hende i ansigtet — som det tidligere blev skrevet. Hun opildnede kong Svend meget til kamp imod kong Olav Tryggvason og sagde, at det var rigeligt grund mod kong Olav, at denne havde ligget med Svends søster »— uden din tilladelse, og det havde dine forfædre ikke ladet sig byde.« Dronning Sigrid havde tit den slags ord i munden, og hun kom så langt med sine overtalelser, at kong Svend var klar til at iværksætte planen.

Tidligt på foråret sendte kong Svend folk østpå til Svitjod for at opsøge Olaf Svenskekonge — sin svigersøn — og jarl Erik; han lod dem fortælle, at Olav Norskekonge havde leding ud og om sommeren agtede at drage til Vendland. Det fulgte af budskabet, at svenskekongen og jarlen skulle have hær ude og drage kong Svend i møde; så skulle de alle sammen lægge til kamp imod kong Olav. Svenskekongen og jarl Erik var helt klar til denne færd, så de samlede en stor flåde i Sveavældet, og med den hær drog de sydpå til Danmark, hvortil de kom, da kong Olav Tryggavson allerede var sejlet østpå. Dette nævnte Haldor den Ukristne, da han digtede om jarl Erik:


Fyrsters fælder udbød
fuld af stridslyst hæren;
raskt sydpå fra Svidtjod
sværdbevæbnet drog han.
Enhver ønsked’ Erik
opildnet at følge;
af frisk blod blev fuglen
fedet op på valen.


Svenskekongen og jarl Erik opsøgte danekongen, og de havde tilsammen en meget stor hær.


99. Jarl Sigvalds svigefuldhed

Da kong Svend havde sendt bud efter hæren, sendte han jarl Sigvald til Vendland for at opsnuse noget om, hvad kong Olav foretog sig, og for at foranledige, at Svend og de andre kunne møde kong Olav. Jarl Sigvald tog af sted og kom til Vendland; han drog til Jomsborg og opsøgte derefter kong Olav Tryggvason. Samtalen mellem dem forløb meget venskabeligt, og jarlen fik indyndet sig ved kongen. Astrid — jarlens kone og kong Burislavs datter — var en stor ven af kong Olav, særligt på grund af deres tidligere forbindelse, da kong Olav havde været gift med Geira — hendes søster.

Sigvald jarl var en klog og udspekuleret mand, og da han kom i rådslagning med kong Olav, forsinkede han med en række forskellige begrundelser dennes afrejse østfra meget, men kongens folk udtrykte deres utilfredshed, for mændene havde stærk hjemve, og de var klar, og der var gunstig vind. Jarl Sigvald fik hemmelig underretning fra Danmark, at nu var svenskekongens hær kommet østfra og jarl Erik havde også sin hær klar, og de tre høvdinge ville komme østpå mod Vendland, og de havde aftalt, at de ville vente på kong Olav ved den ø dér, som hed Svold, og tillige at jarlen skulle ordne det sådan, at de dér ville træffe kong Olav.


100. Kong Olavs afrejse fra Vendland

Der opstod noget snak i Vendland om, at Svend Danekonge havde hær ude, og snart løb det rygte, at Svend Danekonge var efter kong Olav, men jarl Sigvad sagde til kongen: »Kong Svend agter ikke at lægge til kamp imod dig, når han kun har den danske hær, og du har så stor en hær, men hvis du har nogen grund til at mene, at der er ufred for hånden, så skal jeg følge dig med min flok, og det ansås før for at være en styrke, når jomsvikinger ledsagede høvdinge. Jeg kan give dig elleve godt udrustede skibe.« Kongen takkede ja.

Der var kun sagte, men dog gunstig vind. Kongen lod flåden løsne og blæste til afgang; folkene hejste deres sejl, og da sejlede småskibene hurtigere, og de forsvandt ud på havet, men jarlen sejlede tæt ved kongeskibet, og han råbte til dem og bad kongen sejle efter sig: »— for jeg ved bedst,« sagde han, »hvor der er dybest i sundene mellem øerne, og det behøver I med de store skibe.« Så sejlede jarlen forrest med sine skibe — han havde elleve skibe — og kongen fulgte efter ham med sine storskibe; han havde også elleve skibe dér, mens resten af hæren sejlede ude på havet. Da jarl Sigvald sejlede ud for Svold, blev en skude roet imod ham; de fortalte jarlen, at danekongens hær lå i havnen foran dem. Så lod jarlen sejlene falde, og de roede ind under øerne. Således siger Haldor den Ukristne:


Øiners overhoved
ud på havet førte
(atter blev der opgør)
énoghalvfjerds skeider.
Skåningers jarls skibe
skød da frem til striden;
sådan fór da freden
folk imellem heden.


Det fortælles her, at kong Olav og jarl Sigvald havde 70 skibe og ét mere, da de sejlede sydfra.


101. Kongernes samtale

Til stede var da Svend Danekonge, Olaf Svenskekonge, jarl Erik og hele deres hær. Det var smukt vejr, og solen skinnede klart. Da gik alle høvdingene — og deres følge med dem — op på øen, og de så en masse skibe komme sejlende sammen ude på havet. De fik øje på et stort, flot skib; da sagde begge kongerne: »Dette er et stort og særligt smukt skib; det må være Ormen Lange.« Jarl Erik svarede og sagde: »Dette er ikke Ormen Lange,« — og det forholdt sig, som han sagde; dette skib var ejet af Eindride fra Gimsan. Lidt senere fik de øje på et andet skib, der var meget større end det første. Da sagde kong Svend: »Olav Tryggvason er skræmt; nu tør han ikke sejle med hoved på sit skib.« Så sagde jarl Erik: »Dette er ikke kongens skib. Jeg genkender dette skib og sejl, da sejlet er stribet; dette er Erling Skjalgson. Lad ham sejle; det er bedre for os, at han mangler i kong Olavs flåde, end at han er der — sådan som skibet er udrustet.« Et stykke tid senere så de og genkendte jarl Sigvalds skibe, der bevægede sig i retning af øen. Så fik de øje på tre skibe, hvoraf det ene var meget stort; da talte kong Svend og bød folkene gå til sine skibe, idet han sagde, at dér sejlede Ormen Lange. Jarl Erik sagde: »De har mange andre store og flotte skibe, end Ormen Lange; lad os vente lidt endnu.« Da sagde mange: »Nu vil jarl Erik ikke kæmpe og hævne sin far; det er en stor skam, der vil rygtes vidt omkring, hvis vi ligger her med sådan en stor hær, og kong Olav sejler lige forbi os ude på havet.« Da de havde talt om dette et stykke tid, så de fire skibe komme sejlende, og et af dem var en vældig stor drage, der var prydet med meget guld. Så rejste kong Svend sig og sagde: »Højt skal Ormen bære mig i aften — den skal jeg styre!« Mange sagde da, at Ormen var et meget bemærkelsesværdigt og smukt skib, og at det var meget storslået at lade sådan et skib bygge. Da sagde jarl Erik, så kun nogle hørte det: »Selv om kong Olav ikke havde flere skibe end dette, ville kong Svend aldrig få det fra ham kun med den danske hær.« Derpå stimlede folkene til skibene og drog teltene af. Mens høvdingene talte om dette, som nu er sagt, fik de øje på tre meget store skibe og bagerst et fjerde, og det var Ormen Lange. Af de store skibe, som allerede var sejlet forbi, og som de mente var Ormen Lange, var det første Tranen og det sidste Ormen Korte. Og da de så Ormen Lange, vidste alle — og ingen sagde det modsatte — at dér måtte kong Olav sejle; så gik de til skibene og gjorde klar til angreb. Høvdingene — kong Svend, kong Olaf og jarl Erik — havde indgået den særlige aftale, at de hver især skulle have en tredjedel af Norge, hvis de fældede kong Olav Tryggvason, og at den af høvdingene, der først satte fod på Ormen, skulle have alt det bytte, som man fik dér, og ellers skulle hver af dem have de skibe, de selv ryddede. Jarl Erik havde en kæmpestor barde, som han plejede at bruge på vikingetogt; der var skæg foroven på begge barder og derunder — i hele bardens bredde — en kraftig jernbeklædning, der gik helt ned i vandet.


Halvdan Egedius: De tre høvdinge betragter kong Olavs skibe


102. Kong Olavs hær

Da jarl Sigvald og hans mænd roede ind under øen, blev det bemærket af Torkel Dyrt på Tranen og styrmændene på de andre skibe, der sejlede sammen med ham, at jarlen vendte sine skibe; så lod de også sejlene stryge, roede efter dem og råbte til dem og spurgte, hvorfor de sejlede dérhen. Jarlen sagde, at han ville vente på kong Olav: »— og det er mest tænkeligt, at der venter os ufred.« Så lod de skibene flyde, indtil Torkel Næse ankom med Ormen Korte og de tre andre skibe, der fulgte ham; man gav dem den samme besked, og de strøg da også deres sejl og lod skibene flyde og afventede kong Olav. Men da kongen sejlede mod øen, roede hele hæren ud i sundet foran dem. Da mændene så det, bad de kongen sejle sin vej og ikke lægge til kamp mod så stor en hær. Kongen svarede og gik op i løftingen: »Tag sejlet ned! Mine mænd skal ikke tænke på flugt; jeg er aldrig flygtet fra kamp. Gud må råde for mit liv, men jeg vil aldrig flygte!« Der blev gjort, som kongen sagde. Således siger Halfred:


Om de ord skal kvædes,
som Olav sagde højt:
Tænk på flugt ej — folkens! —
fat i stedet våben.
Hver en kriger kraftigt
kræved’ han på sin plads;
kongens stovte stilling
står evigt i vort sind.


103. Kong Olavs skibe samles

Kong Olav lod blæse til samling af alle sine skibe; kongeskibet lå midt i flokken med Ormen Korte på den ene side og Tranen på den anden. Da de tog til at sammensurre stavnene, bandt de stavnene på Ormen Lange og Ormen Korte sammen, men da kongen så det, råbte han højt og bad dem lægge det store skib længere frem og ikke lade det være det bagerste af alle skibene i hæren. Da sagde Ulf den Røde: »Hvis Ormen skal lægges så meget længere frem, som den er længere end de andre skibe, da kan der blive noget at se til i forstavnen.« Kongen sagde: »Jeg vidste ikke, at jeg havde en stavnbo, som både var rød og blød.« Ulf svarede: »Forsvar du ikke løftingen mere med ryggen til, end jeg måtte gøre i stavnen!« Kongen stod med en bue; han lagde en pil på strengen og rettede den mod Ulf. Ulf sagde: »Skyd den anden vej — konge! — derhen, hvor det er mere tiltrængt; det, jeg gør, gør jeg for dig.«


104. Om kong Olav

Kong Olav stod i Ormens løfting og han stak højt i vejret; han havde et forgyldt skjold og en guldfarvet hjelm. Han var let at kende fra de andre mænd. Han bar en kort, rød kjortel uden på brynjen. Da kong Olav så, at flokkene samledes og bannere for høvdingene blev sat op, spurgte han: »Hvem er høvding over den flok, der er lige over for os?« Han fik at vide, at det var kong Svend Tveskæg med den danske hær. Kongen svarede: »De krystere skræmmer ikke os; danskere ejer ikke mod! Men hvilken høvding tilhører de bannere, der er dér ude på højre side?« Han fik at vide, at det var kong Olaf med den svenske hær. Kong Olav sagde: »Svenskerne skulle hellere være hjemme og slikke deres offerskåle, end gå mod Ormen og jeres våben. Men hvem ejer de store skibe, der ligger dér til bagbord for danskerne?« »Det er,« sagde de, »jarl Erik Håkonson.« Da svarede kong Olav: »Han må synes at have noget berettiget imod os. Vi må forvente hård kamp af den flok; de er nordmænd, lige som vi er.«


105. Kampens begyndelse

Derefter roede kongerne frem til angreb; kong Svend lagde sit skib imod Ormen Lange, og Olaf Svenskekonge lagde imod længere væk og stak stavnen imod det yderste af kong Olav Tryggvasons skibe med jarl Erik på den modsatte side. Så begyndte en hård kamp. Jarl Sigvald lod skodde på sit skib og lagde ikke til kamp. Således siger Skule Torsteinson — han var dengang sammen med jarl Erik:


Fremad — imod fjenden —
i følge med Erik jarl.
(Nu en grånet gamling;
dengang yngling jeg var!)
Dér i malmtingsmødet
modigt stred vi længe;
hist ved Svolder sværdet
sved i fjenderækken.


Endvidere siger Halfred om disse begivenheder:


Drotten værged’ vældigt
(jeg vælger store ord);
ham dog trønder trængtes
i trætten ud for Svold.
Ene kæmped’ Olav
uden frygt mod trende;
skønt er det når skjalden
skjoldets bærer ærer.


106. Kong Svends og kong Olafs flugt

Denne kamp var meget hård og voldte store tab. Mandskabet i forstavnene på Ormen Lange, Ormen Korte og Tranen trak med ankre og bådshager i kong Svends skib og kunne dermed bruge våben på de andre, der var længere nede. De ryddede alle de skibe, de kunne holde fast, men kong Svend og den flok, der slap væk, flygtede til andre skibe og lagde sig uden for skudvidde; det gik med denne hær, sådan som kong Olav Tryggvason havde forudsagt.

Så lagde Olaf Svenskekonge til i stedet, og straks de kom nær de store skibe, gik det dem som de andre, at de mistede mange folk og nogle af deres skibe, og de lagde derfor fra. Jarl Erik lagde Barden langskibs mod det yderste af kong Olavs skibe, ryddede det og huggede det ud af sammenføjningen; så lagde han til mod det næste og kæmpede til dét var ryddet. Så begyndte folkene at løbe fra de små skibe over på de store, men jarlen huggede dem ud af sammenføjningen, efterhånden som de blev ryddet, og danskerne og svenskerne lagde sig da inden for skudvidde på alle sider af kong Olavs skibe. Jarl Erik lå til stadighed langsides og i hugkamp mod skibene, og når mændene faldt på hans skib, trådte andre til i stedet — danskere og svenskere. Således siger Haldor


Trods den skarpe spydregn
sled de brave danske,
dengang de i kampen
drog mod Ormen Lange.
Stridsramt fjendeflokken
faldt i våbenlegen,
da de svenske svinged’
sværdet og brød freden.


Da var striden den hårdeste, og der faldt mange folk, og enden på det blev, at alle kong Olavs skibe blev ryddede på nær Ormen Lange; dér var alle de af hans folk, der endnu var våbenføre. Så lagde jarl Erik Barden langskibs mod Ormen, og der opstod strid på hugvåben. Således siger Haldor:


Skjolde blev da skåred’
i stavnen under hug;
fjorden flød med pile
— farvet rød af blodet.
Barden — bordhøj — lagdes
boldt mod Ormen Lange;
sværdet, Regin smeded’,
stak jarl i Fafners bug.


107. Om jarl Erik

Jarl Erik stod i forrummet på sit skib, hvor man havde taget opstilling i skjoldborg. Der blev både kæmpet med hugvåben og stukket med spyd, og der blev kastet med alle slags våben; nogle skød med bue eller brugte håndskud. Der blev brugt så mange våben, at man næppe kunne forsvare sig med skjolde; spyd og pile fløj så tæt, fordi der lå hærskibe på alle sider af Ormen. Kong Olavs mænd blev da så rasende, at de sprang op på rælingen for at kunne nå modstanderne med sværdhug, for mange af dem havde ikke lagt sig sådan mod Ormen, at de kunne komme i hugkamp. Men de fleste Olavsmænd gik over bord, for de sansede ikke andet, end at de kæmpede på den flade landjord, og de sank til bunds med deres våben. Således siger Halfred:


Klædt med skjolde sank de
— sanseløse — tilbunds;
kongeboden blev da
bødet med sår og værk.
Hvor end Ormen vender
vil man længe savne
disse drenge, selv om
drotten står ved roret.


108. Om Einar Tambarskælver

Einar Tambarskælver stod agter i Ormens snævringsrum; han skød med bue og kunne skyde hårdere end alle andre. Einar skød mod jarl Erik og ramte rorknappen over jarlens hoved, så pilen gik i helt til rørbåndene; jarlen så på den og spurgte, om nogen vidste, hvem der skød, men samtidig kom endnu en pil så nær ved jarlen, at den fløj mellem hans side og arm og derefter ind i hovedfjælen, så spidsen gik langt igennem. Så talte jarlen med den mand, som nogle siger hed Finn, mens andre siger, at han var finsk — han var den bedste bueskytte: »Skyd den store mand i snævringsrummet!« Finn skød, og pilen ramte midt på Einars bue, netop som Einar spændte den for tredje gang; buen sprang i to stykker. Så sagde kong Olav: »Hvad var det, der bristede så højlydt?« Einar svarede: »Norge i dine hænder, konge!« »Så stor en brist var det vel ikke; tag min bue og skyd med den!« sagde kongen og kastede buen til ham. Einar tog buen, men spændte den straks ud over pilespidsen og sagde: »For veg! Den vældiges bue er for veg!« — han smed buen fra sig, tog sit skjold og sværd og kæmpede.


Christian Krohg: Einar med kong Olavs bue


109. Om kong Olav

Kong Olav Tryggvason stod i løftingen på Ormen og skød til stadighed hele dagen; til tider med bue, andre gange med kastespyd, og da altid to på én gang. Han så fremover på skibet og så sine mænd svinge sværdene og hugge tit, men at sværdene bed dårligt; han råbte da højt: »Hvorfor svinger I sværdene sådan uden kraft? Jeg kan se, at de ikke bider for jer!« En mand sagde: »Vores sværd er sløve og meget slidte.« Kongen gik ned i forrummet og åbnede højsædekisten. Han tog mange skarpe sværd derfra og gav til mændene, men da han rakte den højre arm ned, så mændene, at der løb blod ud ved brynjeærmet; ingen ved, hvor han var såret.


110. Kampen på Ormen

Mændene i forrummet og stavnen ydede det bedste og mest skadevoldende forsvar af Ormen; de to steder var mandskabet det mest udvalgte og skibsbordene højest, men da folkene først faldt midtskibs, og få endnu stod i masterummet, beordrede jarl Erik bording og kom op på Ormen med 15 mand. Dér kom Hyrning — kong Olavs svoger — imod ham med en flok mænd, og der opstod da den hårdeste kamp, som endte med, at jarlen trak sig tilbage ned på Barden; nogle af de mænd, der havde fulgt ham, faldt, andre blev sårede. Dette nævner Tord Kolbeinsson:


Kampens kølvand blodigt
klædte skibet i rødt,
— — — — — — — —
— — — — — — — —
Hædre skal vi Hyrnings
heltedåd i kampen;
fjeldet skulle forgå
før end glemslen ta’r den.


Kampen blev atter meget hård, og da faldt der mange mænd på Ormen; da det tyndede ud i Ormens forsvar, beordrede jarl Erik for anden gang bording af Ormen, men han blev igen taget hårdt imod. Da Ormens stavnboer så dette, gik de agterud på skibet og vendte sig til forsvar mod jarlen og gjorde hård modstand. Der var faldet mange folk på Ormen, og mange steder var skibsbordene mennesketomme; derfor begyndte jarlmændene at borde i stort omfang. Alle de folk, der endnu stod til Ormens forsvar, søgte agterud på skibet — derhen, hvor kongen var. Haldor den Ukristne fortæller således, hvordan jarl Erik da opildnede sine mænd:


Kækt til kampen jarlen
kaldte sine drenge
frem mod fjendehæren
for at tage skibet.
Rædselsramte kongsmænd
rømte deres pladser;
venders bane voldte
våbengny på Ormen.


Halvdan Egedius: Jarl Eriks mænd border Ormen Lange


111. Rydning af Ormen Lange

Kolbjørn Staller gik op i løftingen til kongen; de var meget ens i påklædning og med hensyn til våben. Kolbjørn var ligeledes en meget stor og smuk mand. I forrummet var der igen den skarpeste strid. Af den grund, at så mange af jarlens folk, som der kunne være på skibet, var kommet op på Ormen, og at hans skibe lå på alle sider af Ormen, og at der mod en så stor hær nu kun var en lille flok til forsvar — trods det, at de var både stærke og modige — faldt nu de fleste på kort tid. Kong Olav selv og Kolbjørn sprang begge over bord på hver sin side. Jarlsmændene havde lagt småskuder udentil og dræbte dem, der sprang i havet; da kongen selv sprang i havet, ville de pågribe ham og føre ham til jarl Erik. Kong Olav holdt skjoldet over sig og kastede sig i havet, men Kolbjørn Staller holdt skjoldet under sig og værnede sig på den måde mod spyddene, der blev kastet fra de skibe, der var nedenunder. Han landede sådan på vandet, at skjoldet var under ham, og derfor kunne han ikke dykke så hurtigt, men blev grebet og trukket op i en båd; de troede, at han var kongen. Han blev ført for jarlen, men da jarlen blev klar over, at det var Kolbjørn og ikke kong Olav, fik Kolbjørn fred. Netop da sprang alle de af kong Olavs mænd, der var i live, over bord fra Ormen, og Halfred siger, at Torkel Næse — kongens bror — sprang over bord som sidste mand.


Øde begge Orme
og Tranen dertil flød;
over bord sprang Olavs
egen bror på sidsten.
Han som frejdigt farved’
fjendeblod på sværdet:
Torkel sank i søen
svømmende for sit liv.


112. Rygter

Det blev før skrevet, at jarl Sigvald slog sig i følge med kong Olav i Vendland, og jarlen havde ti skibe og et ellevte, hvorpå mandskabet til kongedatteren Astrid — jarl Sigvalds kone — var. Da kong Olav var sprunget over bord, råbte hele hæren sejrsråb; så stak jarlen og hans mænd årerne i vandet og roede til kampen. Dette omtaler Haldor den Ukristne:


Stridbart stod da venders
skibe ud til kampen;
hævet holdtes økser
høvdingvendt mod fjenden.
Ørnens unge mangled’
ikke blod på næbbet,
dér hvor drottens drenge
drevet blev på flugten.


Den vendersnekke, som Astrids mandskab var på, roede væk og tilbage mod Vendland, og det blev straks af mange sagt, at kong Olav kunne have krænget brynjen af sig under vandet og dykket væk fra langskibene for siden at komme til vendersnekkerne, hvorefter Astrids mandskab kunne have ført ham i land. Og om kong Olavs færden er der siden af nogle fortalt mange beretninger, men Halfred siger det på denne måde:


Ej forvisse vides,
hvad der hændte kongen;
Døde han i dybet?
Drog han væk på snekken?
Farligt er det fortsat
fyrstens lod at spørge;
sikkert var han såret,
og sjældent bli’r han nævnt.


Hvordan det end forholder sig, så kom kong Olav Tryggvason aldrig siden til magten i Norge, og dog siger Halfred Vanrådeskjald det på denne måde:


Endnu høres hærmænd
hævde om Tryggves søn,
at vor krigerkonge
kampen overleved’,
samt at Olav endnu
ikke regnes for død.
Sjældent mig dog sådant
synes velbegrundet.


Og endvidere dette:


Efter manges mening
maged’ Olav flugten
i det skæbnesvangre
Svolder-fjendemøde.
At den kække konge
kom sig væk fra striden
eller døden undslap,
anser jeg for gætværk.
Atter andre siger
Olav slap — kun såret —
væk fra våbengnyet
voldt af fjendehæren.
Dog jeg spurgte sydfra
i sandhed kongens fald;
jeg fyldes af foragt,
når folkesnakken går.


113. Om jarl Erik Håkonson

Jarl Erik Håkonson vandt med sejren Ormen Lange og en stor andel af krigsbyttet, og jarlen styrede Ormen væk fra mødet; således siger Haldor:


Kongen — kronet med hjelm —
kom med sværd til tinget
— fulgt af krigerflokken —
frem på Ormen Lange.
Slangen efter slaget
styret blev af Erik;
øksen Hemings halvbror
havde rødnet i blod.


Sven — jarl Håkons søn — var da blevet forlovet med Holmfrid — en datter af Olaf Svenskekonge. Da de delte det norske rige mellem sig — Svend Danekonge og Olaf Svenskekonge og jarl Erik — fik kong Olaf fire fylker i Trondheim, begge Mører og Romsdal og Ranrike fra Götaälv til Svinesund; dette rige overgav kong Olav til jarl Sven på samme vilkår, som skattekonger eller jarler før havde haft af overkonger. Jarl Erik fik fire fylker i Trondheim, Helgeland og Namdalen, Fjordene og Fjaler, Sogn og Hordaland og Rogaland og Agder fra nord til Lindesnes; således siger Tord Kolbeinsson:


Hurtigt blev da herser
— herfra regnet Erling! —
Eriks undergivne
(ej jeg smæder jarlen).
Landet lagdes helt fra
Lindesnes til Vega
Håkons søn i hænder
(herligt at kvæde om).
Jarlen skyldigt skærmed’
skattelandets trivsel;
nord langs norske-kysten
nyder folk hans dømme.
Haraldsønnen spurgtes
sydfra hedengangen;
end ej krigerkongen
kan sin skæbne undgå.


Svend Danekonge fik da igen Viken, som han også før havde haft, og han gav jarl Erik jordindtægterne fra Romerike og Hedemark. Sven Håkonson modtog jarledømme af Olaf den Svenske. Jarl Sven var den smukkeste mand, man har set. Jarl Erik og jarl Sven lod sig begge døbe og tog den rette tro, men mens de regerede i Norge, lod de enhver gøre, som han ville, med hensyn til kristendommen. De overholdt de gamle love og alle landets skikke, og de var vellidte og myndige; jarl Erik var den af brødrene, der mest stod for styrelsen.


— o —

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.