Olav Trygvesøns saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif
Norsk.gif


Snorre Sturlasøn

Kongesagaer


oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


Titelfrise Olav Trygvesøns saga.jpg


Olav Trygvesøns saga

[968-1000]


1. Astrid hed den kvinde, som kong Trygve Olavsøn havde været gift med; hun var datter af Eirik Bjodaskalle, en mægtig mand, som boede paa Oprostader[1].[968] Men efter Trygves fald flyede Astrid og fór hemmelig bort med det løsøre, som hun kunde faa med sig. Hende fulgte hendes fosterfader, som hed Torolv Luseskjeg; han skiltes aldrig fra hende, men hendes andre tillidsmænd fór om for at speide efter, hvad som fortaltes om hendes uvenner, eller hvor de var. Astrid gik med kong Trygves barn. Hun lod sig føre ud i et vand og gjemte sig der paa en holme, og faa folk med hende; der fødte hun et barn, det var en gut. Men da han var øst med vand, blev han kaldt Olav efter sin farfader. Der var hun i løn om sommeren, men da nætterne blev mørke og dagene tog til at blive kortere og veiret at kjølne, gav Astrid sig paa færd, og med hende Torolv og faa andre; de fór lønlig i bygdene, bare om nætterne, og stødte ikke paa folk. De kom frem en kveld til Astrids fader, Eirik paa Oprostader. De fór lønligen, og Astrid sendte bud til gaarden for at sige det til Eirik; men han lod sine folk føre dem til en liden bygning og der sætte bord for dem med den bedste kost. Men da Astrid havde dvælet der en kort tid, fór hendes følge hjem, men hun blev efter og med hende to tjenestekvinder, hendes søn Olav, Torolv Luseskjeg og hans søn Torgils, 6 vintre gammel; disse blev der om vinteren.


2. Harald Graafeld og hans broder Gudrød fór efter Trygve Olavsøns drab til de gaarder, som Trygve havde eiet; men da var Astrid borte, og de spurgte intet til hende. Det rygte kom for dem, at hun nok gik med kong Trygves barn. Om høsten fór de nord i landet, som før er skrevet[2]. Men da de fandt sin moder Gunhild, sagde de hende alt om de tidender, som var hændt paa deres færd. Hun spurgte omhyggelig efter om Astrid; de fortæller det rygte, som de havde hørt om hende. Men for den sags skyld, at Gunhildsønnerne den samme høst og derpaa vinteren efter havde strid med Haakon jarl, som før er skrevet [3], blev det ikke den vinter søgt efter Astrid og hendes søn.


3. Vaaren efter sendte Gunhild speidere til Oplandene og helt til Viken for at spørge efter, hvorledes det stod til med Astrid. [969] Men da sendemændene kom tilbage, kunde de melde Gunhild, at Astrid nok var hos sin fader Eirik; de sagde ogsaa, at det var venteligt, at hun der opfødte sin og kong Trygves søn. Da opnævnte Gunhild strax sendemænd og styrede dem vel ud med vaaben og klæder; de var 30 mænd, og deres fører var en mægtig mand og Gunhilds ven, som hed Haakon. Hun bød dem da fare til Oprostader til Eirik og tage derfra kong Trygves søn og føre ham til Gunhild. Derpaa farer sendemændene sin vei. Men da de havde kort vei tilbage til Oprostader, blev Eiriks venner deres færd var og bar til ham en kveld rygtet om sendemændenes færd. Strax om natten lod Eirik Astrid gjøre sig rede til at fare bort, gav hende gode veivisere og sendte hende øster til Svitjod til sin ven Haakon den gamle, en mægtig mand. De fór bort, da det endnu var meget af natten igjen. De kom næste dag henimod kvelden til et herred, som heder Skaun[4], saa der en stor gaard og fór did og bad om nattevære for sig; de dulgte sit navn og havde tarvelige klæder. Bonden der hed Bjørn Eiterkveisa, en rig mand, men ond; han drev dem bort, men de kom samme kveld til en anden gaard kort derfra, som hed Vizkar[5]. Torstein hed bonden der, han gav dem herberge og gav dem god hjælp for natten; der sov de i gode senger.


4. Haakon med Gunhilds mænd kom tidlig om morgenen til Oprostader og spurgte efter Astrid og hendes søn. Eirik siger, at hun ikke er der; Haakon og hans mænd ransagede gaarden og dvælte længe om dagen, og fik noget nys om Astrids færd; de rider da samme vei, kommer sent om kvelden til Bjørn Eiterkveisa i Skaun og tager ind der. Haakon spørger da Bjørn, om han kunde sige ham noget om Astrid. Han siger, at det var kommet nogle folk der om dagen og havde bedet om natteherberge, «men jeg drev dem bort, og de er vel herbergede her ensteds i grenden.» Torsteins arbeidskarl fór om kvelden fra skogen og kom til Bjørns gaard, thi det var paa hans vei; han blev var, at det var kommet gjester der, og hvad deres erende var; han sagde det til Torstein bonde. Da det endnu var en tredjedel af natten tilbage, vakte Torstein sine gjester op, bød dem fare bort og talte barskt til dem. Men da de var komne et stykke vei bort fra gaarden, sagde Torstein dem, at Gunhilds sendemænd var hos Bjørn og fór at lede efter dem. De bad ham om hjælp; han gav dem en veiviser og noget mad; veiviseren fulgte dem frem i skogen, hvor det var et vand og en holme, voxet med siv. De kunde vade ud i holmen og gjemte sig der i sivet. Tidlig paa dagen red Haakon fra Bjørns gaard ud i bygden, og hvor han kom, spurgte han efter Astrid. Og da han kom til Torstein, spurgte han, om de var komne did. Han siger, at det var kommet nogle folk der, og de fór ved daggry øster paa skogen. Haakon bad Torstein fare med dem, da han kjendte veiene og gjemmestedene. Torstein fór med dem, men da han kom til skogen, viste han dem tvert fra der, hvor Astrid var. De fór hele den dag at lede og fandt dem ikke, farer siden tilbage og siger Gunhild, hvorledes det var gaaet. Astrid og hendes følge fór sin vei og kom frem i Svitjod til Haakon den gamle; der dvælte Astrid og hendes søn Olav lang tid og havde det godt.


5. Gunhild kongemoder spørger, at Astrid og hendes søn Olav er i Sverige; da sendte hun atter Haakon og godt følge med ham øster til Eirik Sveakonge med gode gaver og venskabsord. Sendemændene blev der vel modtagne, og fik der gode kaar. Siden bærer Haakon sine erender frem for kongen og siger, at Gunhild havde sendt bud om, at kongen skulde yde ham hjælp, saa at han kunde faa Olav Trygvesøn med sig til Norge: «Gunhild vil fostre ham.» Kongen giver ham mænd med, og de rider til Haakon den gamle; der byder Haakon med mange venskabelige ord Olav at fare med sig. Haakon Gamle svarer venlig og siger, at hans moder skal raade for hans færd; men Astrid vil paa ingen maade, at gutten skal fare. Sendemændene farer bort og fortæller svaret til kong Eirik; siden gjør sendemændene sig rede til at fare hjem, men beder atter kongen om at yde dem hjælp til at tage gutten bort, hvad enten Haakon Gamle vil eller ikke. Kongen giver dem atter en skare mænd. Sendemændene kommer nu til Haakon Gamle og kræver da, at gutten skal fare med dem; men da man ikke var villig til det, førte de frem store ord, truede med vold og teede sig vrede. Da løber det frem en træl, som hed Burste, og vil slaa Haakon, saa de skyndsomt maa vige bort for ikke at faa bank af trælen. Siden farer de hjem til Norge og fortæller Gunhild om sin færd og tillige om, at de har set Olav Trygvesøn.


6. Sigurd hed Astrids broder, søn af Eirik Bjodaskalle; han havde længe været borte fra landet og været øster i Gardarike hos kong Valdemar[6]; Sigurd nød der stor hæder. Astrid fik lyst at fare did til sin broder Sigurd. Haakon den gamle gav hende godt følge og god udrustning; hun fór med nogle kjøbmænd. [971] Da havde hun været 2 vintre hos Haakon den gamle, og Olav var da 3 vintre gammel. Men da i de styrede øster i havet, kom vikinger imod dem, det var Ester; de hærtog baade folk og gods, nogle dræbte de, andre skiftede de mellem sig til træler. Der skiltes Olav fra sin moder, og en estnisk mand Klerkon tog ved ham, Torolv og Torgils. Klerkon mente, Torolv var fór gammel til træl, syntes, det var ingen nytte i ham og dræbte ham, men havde guttene med sig og solgte dem til en mand, som hed Klerk, for en god buk; en tredjemand kjøbte Olav og gav for ham en god kjole eller kappe; manden hed Reas, hans kone Rekon og deres søn Rekone. Der var Olav længe og havde det godt, og bonden holdt meget af ham. Olav var 6 vintre i Estland i disse kaar.


7. Sigurd Eiriksøn kom til Estland i sendefærd fra kong Valdemar af Holmgaard[7] og skulde hente der i landet kongens skat. Sigurd fór mægtig frem med mange mænd og meget gods. Han saa paa torvet en vakker gut, som han skjønte var udenlandsk, og spørger ham efter hans navn og æt. [977] Han kaldte sig Olav, men sin fader Trygve Olavsøn og sin moder Astrid, datter af Eirik Bjodaskalle; da merkede Sigurd, at gutten var hans søstersøn. Da spurgte Sigurd, hvorfor han var kommen did. Olav fortalte ham alt det, som var hændt ham. Sigurd bad ham følge sig til bonden Reas; men da han kom til ham, kjøbte han begge guttene og havde dem med sig til Holmgaard; han lod intet komme ud om Olavs æt, men holdt ham godt.


8. Olav Trygvesøn stod en dag paa torvet; der var mange folk tilstede; der kjendte han Klerkon, som havde dræbt hans fosterfader Torolv Luseskjeg. Olav havde en liden øx i haanden og drev den i hovedet paa Klerkon, saa at den stod ned i hjernen, og tog strax paa løb hjem til herberget og sagde det til sin frænde Sigurd; men Sigurd førte strax Olav til dronningens herberge og sagde hende tidenden. Hun hed Allogia; Sigurd bad hende hjælpe gutten. Hun saa paa gutten, sagde, at man ikke skulde dræbe saa vakker en gut, og bød at kalde mænd til sig, fuldt væbnede. I Holmgaard var det saa stor fredhellighed, at det var lov, at man skulde dræbe enhver, som dræbte udømt mand. Strømmede da efter deres skik og lov alt folk sammen og ledte efter, hvor gutten var kommen hen. Da blev det sagt, at han var i dronningens gaard og der blandt en væbnet hær; dette blev sagt til kongen. Han gik da til med sine mænd og vilde ikke, at de skulde kjæmpe. Kongen fastsatte bøderne, men dronningen betalte dem. Siden var Olav hos dronningen, og hun var meget glad i ham. Det var lov i Gardarike, at kongebaarne mænd skulde ikke være der, uden med kongens vilje. Da siger Sigurd til dronningen, hvad æt Olav var af, og aarsagen til, at han var kommen did, at han for ufred ikke kunde være i sit eget land, og bad hende tale med kongen om dette. Hun gjorde saa, bad kongen hjælpe denne kongssøn, saa haard en skjæbne han havde havt, og det kom ved hendes forbønner dertil, at kongen lovede hende det, tog saa Olav i sit vern og holdt ham hæderlig, som det sømmede sig at holde en kongssøn. Olav var 9 vintre, da han kom til Gardarike, men dvælte andre 9 vintre hos kong Valdemar. Olav var meget smuk, stor og sterk og i idrætter frem for alle de Nordmænd, som findes omtalte.


9.
Christian Krohg:
Haakon jarl ligger tilsengs og grunder.
Haakon jarl Sigurdsøn var hos danekongen Harald Gormsøn om vinteren, efterat han havde flyet fra Norge for Gunhildsønnerne. Haakon havde saa meget at grunde over om vinteren, at han lagde sig tilsengs; han laa ofte vaagen og aad og drak kun saavidt, at han kunde holde sin legemskraft oppe. Da sendte han lønlig sine mænd nord til Trondhjem til sine venner og lagde op raad med dem, at de skulde dræbe kong Erling, om de kunde naa dertil; han sagde, at han vilde vende tilbage til sit rige, naar det blev sommer. Den vinter dræbte Trønderne Erling, som før er skrevet[8]. Mellem Haakon og Guld-Harald var det stort venskab. Harald lagde frem for Haakon sine tanker; Harald sagde, at han vilde sætte bo i land og ikke længer være paa hærskibe, og spurgte Haakon, hvad han mente, om kong Harald vilde skifte riget med ham, hvis han krævede det. «Det mener jeg,» siger Haakon, «at danekongen ikke vil negte dig nogen ret; men du vil faa bedre denne sag at vide, om du taler om den til kongen; jeg tænker, at du faar ikke riget, hvis du ikke kræver det.» Det var kort efter denne samtale, at Guld-Harald talte til kong Harald en gang, da det var tilstede mange stormænd, begges venner. Da krævede Guld-Harald af kong Harald, at han skulde skifte riget halvt med ham, saaledes som hans byrd og æt gav ham ret til der i Danevældet. Over dette krav blev Harald meget vred og sagde, at ingen mand havde krævet det af kong Gorm, hans fader, at han skulde blive halv-konge i Danmark, ikke heller af hans fader, Hårde-Knut eller af Sigurd Orm-i-øie eller af Ragnar Lodbrok, — han blev saa rasende, at man ikke kunde tale med ham.


10. Guld-Harald likte nu endnu mindre sin stilling end tidligere; han havde ikke nu rige mere end før, men dertil kongens vrede. Kom han da til sin ven Haakon og klagede sin vaande for ham og bad ham om gode raad, om han havde dem, saadanne at han kunde naa riget; han sagde, at han havde nærmest tænkt paa at søge riget med magt og vaaben. Haakon bad ham ikke at sige dette til nogen, saa at det rygtedes. «Dit liv kan det koste,» siger han, «tænk for dig selv, hvad du kan have evne til; til slige store raad kræves, at man er djerv og fast, at man sparer hverken godt eller ondt, saa at det kan gaa frem, som man har taget fat paa. Men det er uheldigt at tage op store formaal og siden lægge dem ned med uhæder.» Guld-Harald svarer: «Saaledes skal jeg tage dette krav op, at jeg ikke engang skal spare mine hænder til at dræbe kongen selv, om jeg kan komme dertil, naar han vil negte mig det rige, som jeg bør have med rette.» Ender de nu sin samtale. Kong Harald gik derefter til Haakon, og de tog paa at tale sammen. Kongen fortæller jarlen, hvilket krav Guld-Harald har reist imod ham om riget, og hvilket svar han gav; han siger, at han paa ingen maade vil mindske sit rige: «men om Guld-Harald vil holde fast ved dette krav, da har jeg lidet imod at lade ham dræbe, thi jeg tror ham lidet, om han ikke vil give dette op.» Jarlen svarer: «Det tænker jeg, at Harald har saa ivrig sat dette frem, at han ikke vil lade det falde ned igjen. Jeg venter, at om han reiser ufred her i landet, vil han faa god hjælp og mest for hans faders vennesælhed; men det vil være eder den største ulykke at dræbe eders frænde, thi alle mænd vil i dette fald kalde ham sagesløs. Ikke vil jeg heller give dig det raad, at du gjør dig til mindre konge, end din fader Gorm var; han øgede ogsaa sit rige meget, men mindskede det ingenlunde.» Da siger kongen: «Hvad er da dit raad, Haakon? Skal jeg ikke dele mit rige og ikke skafte mig denne uro fra halsen?» «Vi skal mødes om nogle dager,» siger Haakon jarl, «jeg vil først tænke over denne vanskelige sag og derefter give svar.» Gik da kongen bort og alle hans mænd.


11. Haakon jarl havde nu paany alvorlige tanker og overlægninger og lod faa mænd være i hus hos sig. Faa dager senere kom Harald til jarlen, og talte de da sammen. Kongen spørger, om jarlen nu har lagt paa sinde den samtale, som de havde forleden dag. «Derom har jeg,» siger jarlen, «vaaget baade nat og dag siden, og jeg finder det at være det bedste raad, at du har og styrer alt det rige, som din fader havde og du tog efter ham, men at du skaffer din frænde Harald et andet kongerige, som han kan faa ære af.» «Hvilket rige er det,» siger kongen, «som jeg kan hjemle Harald, hvis jeg har Danevælde udelt?» Jarlen siger: «Det er Norge. Kongerne, som er der, hades af alt landsfolket, og hver mand vil dem ondt, som rimeligt er.» Kongen siger: «Norge er et stort land og et haardt folk og ondt at søge med udenlandsk hær. Saaledes gik det os, da Haakon vergede landet, vi mistede mange mænd, men vandt ingen seier. Og Harald Eiriksøn er min fostersøn og knæsætning.» Da siger jarlen: «Længe har jeg vidst, at I ofte havde ydet Gunhildsønnerne hjælp, men de har dog ikke lønnet eder med andet end ondt. Vi skal meget lettere naa Norge end ved at herje med hele danehæren fór at tage det. Send du bud til din fostersøn Harald og byd ham at tage af dig det land og len, som de før havde her i Danmark. Stævn ham til dig; da kan Guld-Harald paa en kort stund vinde rige i Norge fra kong Harald Graafeld.» Kongen svarer, at det vil blive kaldt et ondt verk at svige sin fostersøn. «Det vil vel Danerne sige,» svarer jarlen, «at det er bedre at dræbe en norsk viking end sin danske brodersøn.» De taler nu en lang stund herom, indtil de bliver enige om sagen.


12. Guld-Harald kom atter for at tale med Haakon. Jarlen siger ham, at han nu har saaledes fremmet hans sag, at det er godt haab om, at nu et kongerige monne ligge rede for ham i Norge: «Skal vi to da,» siger han, «holde fast ved vort forbund. Jeg vil da kunne yde dig stor støtte i Norge.» Jarlen taler om dette for Guld-Harald, indtil han finder sig vel i det. Siden taler de ofte sammen alle tre, kongen og jarlen og Guld-Harald. Siden sendte danekongen sine mænd nord i Norge til Harald Graafeld. Deres færd blev rustet vel, de fik der god modtagelse og fandt kong Harald; de siger den tidende, at Haakon jarl er i Danmark og ligger dødssyg og nær fra viddet, og den anden tidende, at danekongen Harald bød sin fostersøn Harald Graafeld til sig og til at faa len af ham, saa som han og hans brødre før havde havt der i Danmark, og bad Harald komme til sig i Jylland. Harald Graafeld bar denne sag for Gunhild og sine andre venner; man ytrede sig forskjellig derom, nogle syntes, at denne færd ikke var tryg, saaledes som den var ordnet, men det var flere, som ønskede, at han skulde fare, thi da var saa megen sult i Norge, at kongerne neppe kunde føde sine mænd. Dengang fik fjorden, som kongerne oftest sad i, det navn, at den hed Hardanger. Men aaringen i Danmark var nogenlunde god, og man tænkte da der at faa det, man trængte, om kong Harald fik der len og styrelse. Det blev da vedtaget, førend sendemændene fór bort, at kong Harald skulde komme om sommeren til danekongen og tage af ham det vilkaar, som kong Harald bød.


13. Harald Graafeld fór om sommeren til Danmark og havde tre langskibe; et af dem styrede Arenbjørn herse fra Fjordene. Kong Harald seilede ud fra Viken til Limfjorden og lagde der til ved Hals[9]. Det blev sagt ham, at danekongen vilde komme strax. Men da Guld-Harald fik vide derom, seilede han did med 9 skibe; dem havde han før rustet til at fare i viking. Haakon jarl havde da ogsaa rustet sin hær og vilde ligeledes i viking; han havde 12 skibe, alle store. Men da Guld-Harald var faret bort, siger Haakon jarl til kongen: «Nu ved jeg ikke, om vi ikke kommer til at ro ledingen og dog betale ledingsbøder[10]. Nu vil Guld-Harald dræbe Harald Graafeld og siden tage kongedømme i Norge. Mener du, han vil blive dig tro, naar du giver ham saa stor magt? Det sagde han i vinter i mit nærvær, at han vilde dræbe dig, om han kunde komme til. Nu vil jeg vinde Norge under dig og dræbe Guld-Harald, hvis du vil love mig det, at jeg kan med lethed blive forligt med eder for den sag; jeg vil da blive eders jarl og binde det med ed og vinde Norge under eder med eders støtte og saa siden holde landet under eders rige og betale eder skatter, og da er du større konge end din fader, om du raader for to tjodlande.» Dette bliver kongen og jarlen enige om; farer da Haakon med sine mænd at lede efter Guld-Harald.


14. Guld-Harald kom til Hals i Limfjorden og bød strax Harald Graafeld til kamp; men skjønt Harald havde færre mænd, gik han dog strax paa land, gjorde sig rede til kamp og fylkede sin hær. Men førend fylkingene gik imod hinanden, eggede Harald Graafeld sterkt sine mænd og bød dem drage sine sverd; han løb strax frem forrest i fylkingen og hugg til begge sider. Saa siger Glum Geiresøn i Graafeld-draapa:

Sverdhuggeren mælte
modige ord, han som turde
farve kamp-volden
med sine fienders blod.
Harald bød nu sine
hirdmænd sverdene svinge
i kampen; mandigt tyktes
for mændene kongeordet.

Der faldt kong Harald Graafeld. Saa siger Glum Geiresøn:

Skjoldbæreren, som var huld
imod skibe, maatte i døden
ligge paa den brede
bred af Limfjorden.
Den gavmilde høvding
faldt ved Hals paa sanden;
fyrsternes ordsnilde
frænde voldte mordet.

Der faldt de fleste af kong Haralds mænd med ham; der faldt Arenbjørn herse. Da var fra Haakon Adalsteinsfostres fald ledet 15 vintre, men fra Sigurd Ladejarls fald 13 vintre. [976] Saa siger Are prest Torgilssøn, at Haakon jarl var 13 vintre over sin fadersarv i Trondhjem, førend Harald Graafeld faldt, men i de 6 sidste vintre, Harald Graafeld levede, siger Are, at Gunhildsønnerne og Haakon kjæmpede imod hinanden og drog skiftevis af landet[11].


15. Haakon jarl og Guld-Harald mødtes lidt efter, at Harald Graafeld var falden; da lægger Haakon jarl til kamp med Guld-Harald, og der faar Haakon seier, men Harald blev fangen, og Haakon lod ham fæste paa galgen. Siden fór Haakon jarl til danekongen og forligtes let med ham for drabet af hans frænde Guld-Harald. Siden bød kong Harald hær ud over hele sit rige og fór med 600 skibe. Der var da med ham Haakon jarl og Harald Grenske, søn af kong Gudrød, og mange andre stormænd, som havde flyet fra sin odel for Gunhildsønnerne. Danekongen styrede med sin hær nord til Viken, og der gik alt landsfolket under ham; men da han kom til Tunsberg, drev det en stor mængde mænd til ham, og kong Harald gav hele den hær, som var kommet til ham i Norge, i Haakon jarls haand og gav ham styrelsen over Rogaland og Hordaland, Sogn, Firdafylke, Søndmøre, Raumsdal og Nordmøre — disse 7 fylker gav kong Harald til Haakon jarl, at styre paa saadanne vilkaar, som Harald den haarfagre gav sine sønner, undtagen det, at Haakon skulde tilegne sig der, ligesom i Trondhjem, alle kongsgaarder og al landskyld; han skulde ogsaa have kongsgodset, saavidt han trængte, om det var hær i landet. Kong Harald gav Harald Grenske Vingulmark, Vestfold og Agder til Lidandesnes[12] med kongsnavn og lod ham der have rige paa slige vilkaar, som forhen hans frænder havde havt og Harald den haarfagre gav sine sønner. Harald Grenske var da 18 vintre gammel og blev siden en navnkundig mand. Fór da Harald danekonge hjem med hele danehæren.


16. Haakon jarl fór med sine mænd nord langs landet. Men da Gunhild og hendes sønner spurgte denne tidende, samlede de hær og havde ondt for at faa folk. De tog da atter det samme raad som før, at seile vester over havet med dem, som vil følge dem; de fór først til Orknøerne og dvælte der en tid. Der var Torfinn Hausekljuvs sønner nu jarler, Lådve og Arnvid, Ljót og Skule. Haakon jarl lagde alt land under sig og sad den vinter i Trondhjem; om det taler Einar Skaaleglam i Vellekla:

Syv fylker har jarlen
(den ædle, som silkebaand bærer
om panden) lagt under sig;
til lykke det var for landet.

Da Haakon jarl fór nordover langs landet om sommeren og landsfolket gik under ham, bød han det over alt sit rige, at man skulde holde oppe hov og blot, og saa blev gjort. Saa siges i Vellekla:

Den sindige folke-leder
lod nu Tors og gudernes
herjede hov-lande
som helligdommer frede.
Skjold-bæreren førte
skibet hjem til hæder
over hele havet
(ham guderne lede!)
Og de menneske-venlige
æser vender sit sind
til blotene; skjold-føreren,
den mægtige, fremmes ved saadant.
Nu gror jorden som fordum;
atter fyrsten gavmild
lader mændene glade
bygge gudernes huser.
Nu ligger under jarlen
alt nordenfor Viken;
kamp-øgerens, Haakons,
herredømme gaar vide.

Den første vinter, da Haakon raadede for landet, gik silden op rundt hele landet, og om høsten forud havde korn voxet overalt der, det havde været saaet. Men om vaaren skaffede man sig frøkorn, saa at de fleste bønder saaede sine jorder til, og det tegnede sig snart til godt aar.


17. Kong Ragnfrød, Gunhilds søn, og Gudrød, en anden søn af Gunhild, — disse to var nu alene i live af Eiriks og Gunhilds sønner. Saa siger Glum Geiresøn i Graafeld-draapa:

Haabet mit om rigdom
halvt er faldet, da striden
høvdingens liv har taget;
Haralds død mig skader.
Men jeg ved, at begge
hans brødre mig har lovet
gode gaver, og hirden
ser til dem efter lykke.

Ragnfrød gjorde sig rede til færden om vaaren, da han havde været en vinter i Orknøerne. Han styrede da øster til Norge og havde en vakker hær og store skibe. [977] Men da han kom til Norge, spurgte han, at Haakon jarl var i Trondhjem. Ragnfrød styrede da nord om Stad og herjede om i Søndmøre, og noget folk gik under ham, som ofte sker, naar hærflokker gaar over et land, at de, som kommer ud for dem, søger sig hjælp, enhver der, som det tykkes ham rimeligst. Haakon jarl spurgte den tidende, at det var ufred syd paa Møre. Jarlen samlede da skibe og lod skjære hærpil op, rustede sig hastig og seilede ud efter fjorden. Han havde godt for at faa folk med; Haakon jarl og Ragnfrød mødtes nordligst i Søndmøre. Haakon jarl lagde strax til kamp; han havde flere folk, men mindre skibe. Kampen var haard, og det gik Haakon uheldig; de kjæmpede om stavnene, som dengang var skik. Det var strøm i sundet, og alle skibene drev sammen ind til land. Jarlen lod og andøve til land der, hvor det tyktes ham bedst at lande. Men da skibene naaede grund, gik jarlen og alle hans mænd af skibene og drog dem op, forat deres uvenner ikke skulde kunne drage dem ud. Siden fylkede jarlen paa bredden og eggede Ragnfrød til at gaa op. Ragnfrøds mænd lagde til længere ude, og man skjød en stund paa hverandre; men Ragnfrød vilde ikke gaa paa land, og de skiltes da efter dette. Ragnfrød førte sin hær syd om Stad, thi han frygtede for, at landshæren skulde samle sig til Haakon jarl. Men jarlen lagde ikke mere til kamp, fordi forskjellen mellem begges skibsbord syntes ham for stor. Fór han da om høsten nord til Trondhjem og var der om vinteren, men kong Ragnfrød havde da alt søndenfor Stad: Firdafylke, Sogn, Hordaland, Rogaland. Han havde en stor styrke om vinteren, og da det vaaredes, bød han leding ud og fik mange folk; fór han da over alle disse fylker for at samle til sig folk og skibe og andre forraad, som han trængte.


18. Da det vaaredes, bød Haakon jarl mænd ud helt norden fra landet. Han havde mange mænd fra Haalogaland og Naumdalen, saa at han lige fra Byrda[13] til Stad havde hæren af alle sjølande, og til ham samlede sig en hær over hele Trøndelagen, ligesaa fra Raumsdal. Saa er sagt, at han havde hær fra 4 folklande; ham fulgte 7 jarler, og de havde tilsammen en mængde mænd. Saa siges i Vellekla:

Det var siden, at Mørernes
mordlystne folke-verge
fare lod nordenfra
en færd af mænd til Sogn.
Af fire folklande
førte krigeren skarer;
han saa hjælp deri
for hele landsfolket.
Og til skjolde-møde
paa skibene ilede
sammen med krigshøvdingen
syv landsstyrere.
Da sjøkrigerne fór sammen,
sitrede hele Norge;
foran nesene flød der
af faldnes lig dynger.

Haakon jarl styrede med hele denne hær syd forbi Stad. Da spurgte han, at kong Ragnfrød med sin hær havde faret ind i Sogn; han førte da sine mænd did og stødte der sammen med Ragnfrød. Jarlen lagde med sine skibe til land og valgte kampvold for kong Ragnfrød. Saa siges i Vellekla:

Gramen mødte Venders
morder i anden kamp,
men siden skede et meget
vidspurgt mandefald.
Krigeren bød at styre
stavnene til landet
og førte sine skibe
til fylkets yderrand.

Der stod en stor strid. Haakon jarl havde meget større hær og fik seier. Slaget stod paa Tinganes[14], der hvor Sogn og Hordaland mødes. Kong Ragnfrød flyede til sine skibe, men det faldt der 300[15] mænd af hans hær. Saa siges i Vellekla:

Kampen var haard, inden
under liggribbers klør
trende hundrede mænd
trængtes af kriger-høvdingen.
Over havboeres
hoveder seierrige
fyrste kunde gaa
derfra (glædeligt var det).

Efter dette slag flyede kong Ragnfrød fra Norge, men Haakon jarl fredede landet og lod den store hær, som havde fulgt ham om sommeren, fare tilbage nord; men han dvælte der om høsten og om vinteren.


19. Haakon jarl tog til hustru den kvinde, som hed Tora, datter af Skage Skoftesøn, en mægtig mand. Tora var meget smuk; deres sønner var Svein og Heming, og deres datter var Bergljót, som siden Einar Tambeskjelve fik. Haakon jarl var meget kvindekjær og havde mange børn. En datter hed Ragnhild; hende giftede han med Skofte Skagesøn, Toras broder. Jarlen elskede Tora saa meget, at Toras frænder blev ham kjærere end andre mænd; men Skofte, hans maag, havde dog mest at sige af alle hendes frænder. Jarlen gav ham store landindtægter paa Møre. Men hver gang, de var i leding, skulde Skotte lægge sit skib nær jarlens skib, og ingen anden fik lov til at lægge sit skib mellem deres skibe.


Erik Werenskiold: Haakon jarls skibe i natteleie.


20. Det var en sommer, at Haakon jarl havde leding ude; da styrede der Torleiv Spake skib for ham. Eirik var ogsaa med; han var da 10 eller 11 vintre gammel. Men naar de lagde til havn om kveldene, vilde Eirik ikke like andet, end at de lagde til leie nærmest jarlens skib. Men da de kom syd paa Møre, kom der jarlens maag Skofte med et vel rustet langskib. Og da de roede henimod flaaden, raabte Skofte, at Torleiv skulde rømme havnen for ham og lægge ud af leiet. Eirik svarede raskt og bad Skofte lægge til i et andet leie. Dette hørte Haakon jarl, at hans søn Eirik nu tyktes saa mægtig, at han ikke vilde give efter for Skofte; jarlen raaber strax, at de skal lægge ud af leiet, ellers skulde det gaa dem værre; han siger, at de da vilde faa hugg. Men da Torleiv hørte det, kaldte han paa sine mænd og bød dem lægge skibet ud af tengslerne, og saa blev gjort. Lagde da Skofte til i det leie, som han var vant til at have nærmest jarlens skib. Skofte skulde sige jarlen alle tidender, naar de var begge sammen, men jarlen sagde Skofte tidender, om han hørte dem først; han fik navnet Tidende-Skofte. Vinteren efter var Eirik hos sin fosterfader Torleiv, men tidlig om vaaren fik Eirik sig et følge af mænd. Torleiv gav ham en femtensædet skute med alt udstyr, tjeld og kost. Styrede da Eirik ud efter fjorden og siden syd paa Møre. Tidende-Skofte fór med en fuldrustet femtensædet skute mellem sine gaarder, men Eirik lagde strax til møde med ham og til kamp. Der faldt Skofte, men Eirik gav de mænd grid, som da var i live. Saa siger Eyjolv Daadeskald i Bandadraapa:

Paa sjøkongens ski den unge
seiled’ sent om dagen
med lige stor styrke
mod sterke udværets herse,
da for ham, som svingede
blodige sverd, Skofte
faldt (ulve-mætteren
ofte gav ravnene føde)[16].

Siden seilede Eirik sydover langs land og kom frem i Danmark, fór da til kong Harald Gormsøn og var hos ham om vinteren. Men vaaren efter sendte danekongen Eirik nord i Norge og gav ham jarlsnavn og dermed Vingulmark[17] og Raumarike at styre, paa det vilkaar, som før skattekonger havde havt der. Saa siger Eyjolv Daadeskald:

Folke-styreren var
faa vintre gammel
— — — —
— — — —[18]
førend de guldrige
fyrster vilde give
den unge, hjelmdækte
hærfører land at styre.

Eirik jarl blev siden en stor høvding.


21. Olav Trygvesøn var hele denne tid i Gardarike og nød der den største hæder hos kong Valdemar og kjærlighed hos dronningen. Kong Valdemar satte ham til høvding over den hær, som han sendte ud for at verge sit land. Olav havde nogle kampe og viste sig at være en dygtig hærfører; han holdt da selv en stor skare hærmænd paa sin kost af det, som kongen gav ham. Olav var gavmild imod sine mænd og blev deraf vennesæl. Men som ofte kan hænde, naar udenlandske mænd løftes til magt eller til saa stor ære, at de gaar fremfor indenlandske mænd, da hændte det, at mange var misundelige over, at han var kongen og ikke mindre dronningen kjær; mange talte om det for kongen, at han skulde vogte sig for at gjøre Olav for stor: «thi slig en mand er eder farligst, om han vil laane sig til det, at gjøre eder og eders rige mén, naar man er saa dygtig og vennesæl som han; vi ved heller ikke, hvad han og dronningen stadig taler om.» Det var almindelig sed hos mægtige konger, at dronningen skulde have halve hirden og holde den paa sin kost og have dertil skatter og skylder, saa som trængtes; saaledes var det ogsaa hos kong Valdemar, at dronningen havde ikke mindre hird end kongen, og kappedes de meget om at vinde gjæve mænd; hver vilde have dem til sig. Nu hændte det saa, at kongen fæstede tro til slige taler, som kom frem for ham, og han blev noget faatalende og uvenlig imod Olav. Men da Olav merkede det, sagde han det til dronningen, og tillige at han havde lyst til at fare til Nordlandene; han siger, at hans frænder har havt rige der forud, og det tykkes ham ligest, at der vilde han faa størst fremgang. Dronningen byder ham fare vel og siger, at han vil tykkes en gjæv mand, hvor han maatte være. Siden rustede Olav sin færd, gik ombord paa sit skib og styrede saa ud i Østersjøen. Men da han seilede vestover, kom han til Borgundarholm[19], gjorde der landgang og herjede; landets mænd søgte ned og holdt kamp imod ham, men Olav fik seier og meget hærfang.


22. Olav laa ved Borgundarholm [987]; de fik der hvast veir og storm i sjøen, saa de ikke kunde holde sig der, og seiler derfra syd under Vendland og faar der god havn; de farer der fredelig og dvæler der en tid. Burislav[20] hed kongen i Vendland[21]; hans døtre var Geira, Gunhild og Astrid. Kongsdatteren Geira havde rige og magt der, hvor Olav og hans mænd kom til land. Dixen hed den mand, som havde mest at sige hos dronning Geira. Men da de havde spurgt, at det var kommet der til land ukjendte mænd, som bar sig sømmelig ad og fór der med fred, da fór Dixen til dem med ordsending fra dronning Geira, at hun vilde byde de mænd, som var komne der, til vinterophold, thi da var det ledet langt paa sommeren, men det var haardt veir og store stormer. Men da Dixen kom did, blev han strax var, at det var en udmerket mand baade af æt og udseende, som raadede for dem. Dixen sagde dem, at dronningen bød dem til sig med venskabs-bud. Olav tog imod indbydelsen og fór om vinteren til dronning Geira; de syntes begge meget godt om hinanden, saa at Olav beilede til dronning Geira, og det blev da saa gjort, at Olav den vinter fik Geira. Tog han da styrelsen for det rige med Hende. Om det taler Halfrød Vandrædeskald i den draapa, han digtede om kong Olav:

Høvdingen lod ved holmen
de haarde sverde farve
blodig (hvi skal man dølge
dette?) og øster i Gardar.


23. Haakon jarl raadede for Norge og betalte ikke nogen skat af den aarsag, at danekongen eftergav ham alle skatter, som kongen havde fra Norge, for den umage og de omkostninger, som jarlen havde for at verge landet imod Gunhildsønnerne.


24. Keiser Otta var dengang i Saxland[22]. Han sendte bud til danekongen Harald, at han og det folk, han styrede, skulde tage daab og den rette tro; i andet fald, sagde keiseren, at han vilde fare med hær imod ham. Da lod danekongen gjøre sit landevern rede, lod da holde vel op Danevirket og ruste sine hærskibe; derpaa sendte kongen bud til Norge til Haakon jarl, at han skulde komme til ham tidlig om vaaren med al den hær, han kunde samle. Haakon jarl bød hær ud om vaaren af hele sit rige og blev meget mandsterk; med den hær styrede han til Danmark og fór til møde med danekongen. Kongen tog sømmelig imod ham. Hos danekongen var da mange andre høvdinger, som ydede ham hjælp; han havde da en meget stor hær.


25. Olav Trygvesøn havde været om vinteren i Vendland, som før er skrevet[23]. Han fór om vinteren til de herreder der i Vendland, som havde ligget under dronning Geira, men havde unddraget sig al lydighed og skatgaver til hende. Der herjede Olav og dræbte mange mænd, brændte for somme, tog meget gods og lagde under sig de riger; siden fór han tilbage til sin borg. [988] Tidlig om vaaren gjorde Olav sine skibe rede og seilede siden ud i havet. Han seilede under Skaane og gjorde der landgang; landets mænd samlede sig sammen og kjæmpede imod ham, men Olav fik seier og stort hærfang. Siden seilede han øster til Gotland; der tog han et kjøbskib, som Jæmter eiede. De vergede sig godt, men det endte saa, at Olav ryddede skibet, dræbte mange mænd og tog alt gods. En tredje kamp havde han paa Gotland; der havde Olav seier og fik meget hærfang. Saa siger Halfrød Vandrædeskald:

Siden lod hovenes fiende
fælde Jæmtlændinger
og Vender i kampen
(vant til det blev han tidlig).
Hersers sverd-djerve herre
huggede ind paa Goter.
Guld-deleren (hørte jeg) gjorde
gjerne hærtog til Skaane.


26. Keiser Otta drog sammen en stor hær; han havde mænd fra Saxland, Frankland[24] og Frisland, og fra Vendland fulgte ham kong Burislav med en stor hær, og i følge med ham var hans maag, Olav Trygvesøn[25]. Keiseren havde en stor rytterhær og en meget større hær af fodfolk; ogsaa fra Holtseteland[26] havde han en stor hær. Harald danekonge sendte Haakon jarl med den hær af Nordmænd, som fulgte ham, syd til Danevirke at verge landet. Saa siges i Vellekla:

Det var ogsaa, at havets
hester løb nordenfra
under den sindige rytter
sydover til Danmark.
Og Hordernes herre,
hvis hoved dækkes af hjelmen,
Dovres drotten, søgte
danske fyrsters møde.
Og ved vintertide
vilde det mørke skovlands
gavmilde konge prøve
krigeren, som kom nordenfra,
dengang da den haarde
hærmand fik budskab
fra gramen at verge
virket imod fienden.

Keiser Otta kom med sin hær søndenfra til Danevirke, men Haakon jarl vergede med sine mænd borgmurene. Danevirke ligger saaledes, at to fjorder gaar ind i landet, hver paa sin side af landet, men mellem fjordbundene havde Danerne gjort en stor borgmur af sten og torv og træer og gravet et bredt og dybt dige udenfor, men reist kasteller ved borgeleddene[27]. Da blev det en stor strid. Om det tales i Vellekla:

Ikke var det glædeligt
at gaa mod deres hærer
(skjønt skjoldføreren
skade haard voldte),
da krigeren fór søndenfra
med hærer af Friser,
af Franker og af Vender
(sjøhelten vakte kampe).

Haakon jarl satte fylkinger over alle borgeleddene, men den største del af sin hær lod han fare langs med borgmurene og verge der, hvor man hvergang søgte til; der faldt mange af keiserens hær, men de vandt ikke noget af borgen. Vendte da keiseren sig bort og søgte ikke længer til der. Saa siges i Vellekla:

Spydspidser knækkedes,
da de i kamplegen førte
skjoldene mod hverandre
(modstanderen veg ikke);
sjøhestenes styrer
drev Saxer paa flugt
der, saa at gramen vergede
volden imod fienden.

Efter denne strid fór Haakon jarl tilbage til sine skibe og agtede da at seile hjem nord til Norge, men han fik ikke bør; laa han da ude i Limfjorden.


27. Keiser Otta snur nu med sin hær til Sle; drager han der til sig en skibshær og fører da sine mænd over fjorden til Jylland. Men da danekongen Harald spørger det, farer han imod med sin hær, og det bliver der et stort slag, og tilsidst vinder keiseren seier; men danekongen flygtede unda til Limfjorden og fór ud i Morsø[28]. Da fór mænd mellem ham og keiseren, og det blev aftalt grid og stævnelag. Keiser Otta og danekongen mødtes i Morsø. Men da forkyndte en hellig biskop, Poppo, troen for kong Harald, og han bar gloende jern i sin haand og viste kong Harald sin haand ubrændt. Siden lod kong Harald sig døbe med hele Danernes hær[29]. Kong Harald havde forud, medens han sad i Morsø, sendt bud til Haakon jarl, at han skulde komme ham til hjælp; jarlen var netop kommen til øen, da kongen havde ladet sig døbe; da sender kongen bud, at jarlen skulde komme til ham. Men da de mødes, nøder kongen jarlen til at lade sig døbe; da blev Haakon jarl døbt med alle de mænd, som der fulgte ham. Kongen gav ham da prester og andre lærde mænd[30] og sagde, at jarlen skulde lade døbe alt folk i Norge; skiltes de saa, og Haakon jarl fór ud til havs og biede der paa bør. Men da den vind kom, som han mente skulde føre ham ud i havet, skjød han op paa land alle de lærde mænd, men han seilede da ud i havet.


Christian Krohg: Haakon jarl skjød alle de lærde mænd op paa land.


Vinden gik fra sydvest og vest; seiler jarlen da øster gjennem Øresund, herjer han da paa begge lande; siden seilede han øster langs Skaanesiden og herjede her og der, hvor han kom til land. Men da han kom øster langs Gauteskjærene[31], lagde han til land og gjorde der et stort blot; da kom det to ravner flyvende, som skreg høit. Da tyktes jarlen at vide, at Oden havde taget imod blotet, og at nu jarlen vilde faa god lykke til at kjæmpe. Da brændte jarlen alle sine skibe, gik op paa land med hele sin hær og fór overalt med hærskjold. Da kom imod ham Ottar jarl, som raadede for Gautland; de holdt en stor kamp; der faar Haakon jarl seier, men Ottar jarl falder og en stor del af hæren med ham. Haakon jarl farer nu over begge Gautlande, overalt med hærskjold, indtil han kommer til Norge; siden farer han landeveien helt nord til Trondhjem. Om dette siges i Vellekla:

Flygtningers fiende
til frett[32] gik paa sletten
og fik svar, at dagen
duede godt til kampen.
Saa da krigs-styreren
de sterke liggribber;
hovenes gode vilde
Gauters liv tyne.
Sverd-ting holdt nu jarlen,
hvor før ham ingen
mand med skjold paa armen
evnet har at herje.
Ingen op fra sjøen
saa lang vei har baaret
gyldne skjolde; gjennem
hele Gautland fór han.
Krigeren fyldte sletten
med de faldnes dynger;
æsers ætmand seired’,
Oden fik de faldne.
Kan man tvile, at kongers
knuser af guder styres?
Sterke magter (jeg siger)
styrker Haakons rige.


28. Keiser Otta fór tilbage til sit rige i Saxland; han og danekongen skiltes i venskab. Saa siger man, at keiser Otta holdt kong Haralds søn Svein over daaben og gav ham sit navn, og han blev døbt saaledes, at han derefter hed Otta Svein. Harald danekonge holdt vel kristendommen lige til sin dødsdag. Kong Burislav fór siden til Vendland og med ham hans maag Olav Trygvesøn. Om denne kamp taler Halfrød Vandrædeskald i Olavsdraapa:

Hærskibenes styrer
huggede i Danmark
sønden for Hedeby[33]
hærmændene i sønder.


29. Olav Trygvesøn var tre vintre i Vendland, indtil hans hustru Geira fik en sygdom, som bragte hende døden. Dette tyktes Olav en saa stor sorg, at han ikke likte sig siden i Vendland. [990] Han skaffede sig da hærskibe og fór atter i hærfærd, herjede først om i Frisland, dernæst om i Saxland og lige til Flæmingeland[34]. Saa siger Halfrød Vandrædeskald:

Trygves søn lod hugge
tidt ihjel Saxer,
saa ligene lemlæstede
laa til føde for ulven.
Den vennesæle fyrste
vide gav ulvene
at faa drikke det brune
blod af mange Friser.
Mægtige sjøkonge huggede
sønder lig paa Valkere[35].
Fyrsten gav ravnene
Flæmingers kjød at æde.


30. Siden styrede Olav Trygvesøn til England og herjede vide om i landet; han seilede helt nord til Nordimbraland og herjede der; derfra for han nord til Skotland og herjede vide der. Derfra seilede han til Suderøerne og havde der nogle kampe; siden styrede han syd til Man og kjæmpede der. Han herjede ogsaa vide om i Irland; derpaa styrede han til Bretland og herjede vide i det land, og ligesaa i Kumberland. Derfra seilede han vest [syd] til Valland og herjede der; derfra seilede han vestenfra [søndenfra] og vilde til England; saa kom han til de øer, som hedde Syllinger[36], i havet vester for England. Saa siger Halfrød Vandrædeskald:

Unge konge uspart
Englænderne herjed’,
spydregns nærer raaded’
for Nordimbrers mord.
Kampglade ulve-mætter
ødede Skoter vide
med sverd; guld-deleren
sverd-leg i Man øved’.
Almbuens bærer
bragte døden til øers
hær og til Irer
(ærgjerrig var fyrsten).
Kongen Bretlandsboerne
banked’ og ned hugged’
(graadigheden minskes
for gribben) Kumberlændinger.

Olav Trygvesøn var 4 vintre i hærfærd, efterat han fór fra Vendland, indtil han kom til Syllingerne


31. Da Olav Trygvesøn laa i Syllingerne, spurgte han, at det der paa øen var en spaamand, som sagde forud fremtiden, og mange troede, at det gik ofte efter hans ord. [994] Olav fik lyst til at prøve den mands spaadom; han sendte den smukkeste og største af sine mænd, klædt saa smukt som muligt, og bød ham sige, at han var kongen, thi Olav var bleven navnkundig over alle land deraf, at han var vakrere og gjævere og større end alle andre mænd; men siden han fór fra Gardarike, brugte han ikke mere af sit navn end, at han kaldte sig Ole og sagde sig at være gerdsk[37]. Men da sendemanden kom til spaamanden og sagde sig at være kongen, fik han dette svar: «Ikke er du kongen; men det er mit raad, at du er din konge tro.» Ikke sagde han mere til denne mand. Sendemanden fór tilbage og sagde dette til Olav, og han fik nu saa meget større lyst til at finde denne mand, da han hørte sligt svar fra ham, og han mistede nu tvilen om, at han var sand spaamand. Fór da Olav til ham og talte med ham og spurgte efter, hvad han spaaede om Olavs fremtid, hvorvidt han vilde faa rige eller anden lykke. Eneboeren svarede med hellig spaadom: «Du vil blive en herlig konge og udføre herlige verker: du vil føre mange mænd til tro og daab; du vil derved hjælpe baade dig og mange andre; og for at du ikke skal have tvil om dette mit svar, saa kan du have det til tegn: ved dine skibe vil du møde svig og fiender og vil komme i kamp, vil tabe nogle mænd og selv faa saar; af det saar vil du være døden nær og blive baaret paa skjold til skibet; men af dette saar vil du blive frisk inden 7 nætter og kort efter tage imod daaben.» Siden fór Olav ned til sine skibe, og da mødte han der de ufredsmænd, som vilde dræbe ham og hans mænd; men deres sammenstød endte saaledes, som eneboeren havde sagt ham, at Olav blev baaret saaret ud paa skibet, og tillige at han var frisk efter 7 nætter. Tyktes da Olav vide, at denne mand havde sagt ham sandheden, og at han var en sand spaamand, hvorfra han end havde denne spaadom. Fór da Olav anden gang at finde denne mand, talte da meget med ham og spurgte omhyggelig, hvorfra han havde den visdom, at han spaaede fremtiden. Eneboeren sagde, at de kristne mænds gud selv lod ham vide alt det, som han ønskede, og siger da Olav om mange Guds storverker, og efter disse overtalelser gik Olav ind paa at tage imod daab, og saa hændte det, at Olav blev døbt der og alt hans følge. Dvælte han der meget længe og lærte den rette tro og havde derfra med sig prester og andre lærde mænd.


32. Fra Syllingerne seilede Olav om høsten til England; han laa der i en havn og fór nu med fred, thi England var kristent og han var ogsaa nu kristen. Men der fór over land et tingbud, at alle mænd skulde komme til ting; men da tinget var sat, kom der en dronning, som hed Gyda, søster af Olav Kvaran, som var konge i Dublin paa Irland[38]. Hun havde været gift i England med en mægtig jarl; han var da død, men hun styrede riget efter ham. Men det var en mand i hendes rige, som hed Alvine, en stor kjæmpe og holmgangsmand; han havde beilet til hende, men hun svarede saa, at hun vilde vælge, hvem hun vilde have blandt de mænd, som var i hendes rige, og af den aarsag var ting samlet, at Gyda skulde vælge sig en mand. Der var da Alvine kommet, prydet med de bedste klæder, og mange andre var der, vel klædte. Olav var kommen der og havde sine uveirsklæder og yderst en lodden kappe; han stod med sit følge længer ude end de andre. Gyda gik og saa paa hver mand, som tyktes hende at se mandig ud; men da hun kom der, Olav stod, saa hun ham op i ansigtet og spurgte, hvad for mand han var. Han nævnte sig Ole: «jeg er udenlandsk mand her,» sagde han. Gyda mælte: «Vil du have mig, sa vil jeg vælge dig.» «Det vil jeg ikke sige nei til,» sagde han og spurgte, hvad navn, æt og herkomst hun havde. «Jeg er,» sagde hun, «en kongedatter fra Irland. Jeg var gift her i landet med den jarl, som raadede for riget her. Nu siden han døde, har jeg styret riget; flere mænd har beilet til mig, men ingen, som jeg vilde gifte mig med, og jeg heder Gyda.» Hun var ung og smuk; Olav og hun taler nu om sagen og blir enige sig imellem; Olav fæster sig Gyda. Alvine liker dette meget lidet; men det var sed i England, at naar to kappedes om en ting, saa skulde det der være holmgang. Byder Alvine Olav Trygvesøn til holmgang om denne sag. De aftaler stævne til kamp, og skal det være 12 paa hver side. Men da de mødes, siger Olav til sine mænd, at de skal gjøre saa, som han gjør; han havde en stor øx. Men da Alvine vilde hugge med sit sverd til ham, slog han sverdet ud af hans haand og i andet hugg ham selv, saa at Alvine faldt. Siden bandt Olav Alvine fast; saa gik det alle Alvines mænd, at de blev bankede og bundne og saa førte hjem til Olavs herberge. Siden bød han Alvine fare ud af landet og aldrig komme tilbage, men Olav tog alle hans eiendommer. Olav fik da Gyda og dvælte i England, men stundom i Irland. Engang da Olav var i Irland og var med i en hærfærd, og de fór med skibe og trængte til at hugge strandhugg, gik mændene paa land og drev ned til stranden en mængde fæ. Da kom en bonde efter og bad Olav give ham de kjør, han eiede. Olav bad ham tage sine kjør, om han kunde finde dem: «men sink ikke vor færd.» Bonden havde der en stor buhund; han viste hunden ud i fæflokken, og det blev der drevet mange hundreder af fæ; men hunden løb rundt i hele fæflokken og drev ud saa mange kjør, som bonden sagde, han eiede, og de var alle merkede paa samme vis. De tyktes da vide, at hunden havde valgt rigtig, og syntes, at hunden var merkelig klog. Da spørger Olav, om bonden vilde give ham hunden; «gjerne», siger bonden. Olav gav ham strax i gjengjæld en guldring og lovede ham sit venskab. Den hund hed Vige og var bedst at alle hunder; den havde Olav længe siden.


33. Danekongen Harald Gormsøn spurgte, at Haakon jarl havde kastet fra sig kristendommen, men havde herjet vide i danekongens land. Da bød Harald danekonge hær ud og fór siden til Norge. Og da han kom til det rige, som Haakon jarl havde at styre, herjede han der og ødede alt land og kom med sin hær til de øer, som hed Solunder[39]. Fem gaarder alene stode ubrændte tilbage i Læradal i Sogn, men alt folket flyede til fjeld og skoger med alt det, de kunde faa med. Da vilde danekongen seile med den hær til Island for at hevne det nid, at alle Islændinger havde digtet nid-vers om ham. Det var gjort til lov paa Island, at man skulde digte om danekongen et nidvers for hvert menneske, som var i landet; aarsagen til det var, at et skib, som islandske mænd eiede, strandede i Danmark, men Danerne tog alt godset og kaldte det vrag, og den, som raadede derfor, var kongens bryde[40], som hed Birger. Nid-vers blev digtet om dem begge; dette er et af dem:

Da mordvante Harald
red paa havhest søndenfra
i Faxes[41] ham, blev Venders
morder til vox alene;
men vanmægtige Birger,
vraget af landvætter,
(alle maatte se det)
øvede sig som hoppe.

Kong Harald bød en tryllekyndig mand at fare i hamfærd til Island og friste, hvad han kunde fortælle ham; han fór i hvalsham. Men da han kom til landet fór han vester langs nordsiden af landet. Han saa, at alle fjeld og hauger var fulde af landvætter, nogle store, andre smaa. Men da han kom udenfor Vaapnafjord[42], fór han ind i fjorden og vilde gaa paa land. Da fór en stor drage ned fra dalen, og den fulgte mange ormer, padder og øgler, og de blæste edder imod ham. Men han fór bort og vest [nordvest] langs land helt til udenfor Eyjafjord[43]; han fór ind efter den fjord, men der fór imod ham en fugl saa stor, at vingerne naaede fjeldene paa begge sider, og med den en mængde andre fugler, baade store og smaa. Bort fór han derfra og vester om landet og derpaa syd til Breidefjord[44] og stævnede der ind i fjorden. Der fór imod ham en stor oxe, den vadede ud i sjøen og gav sig til at brøle fælt; en mængde landvætter fulgte den. Bort fór han derfra og syd forbi Reykjanes[45] og vilde gaa op paa Vikarskeid[46]. Der kom imod ham en bergrise, som havde en jernstav i haanden og bar hovedet høiere end fjeldene, og mange andre jåtner var i følge med ham. Derfra fór han øster hele veien langs landet: «der var det intet,» sagde han, «undtagen sand og ødemarker og store brændinger udenfor, men saa stort et hav mellem landene, at man ikke kan seile der med langskibe.» Dengang var Brodd-Hege i Vaapnafjord, Eyjolv Valgerdsøn i Eyjafjord, Tord Gelle i Breidefjord, Torodd gode i Ålvus. Siden vendte danekongen med sin hær sydover langs landet og fór siden til Danmark; men Haakon jarl lod bygge alt landet og betalte ikke siden nogen skat til danekongen.


34. Kong Haralds søn Svein — han som siden blev kaldt Tjugeskjeg[47] — krævede rige af sin fader, kong Harald; men da var det fremdeles som før, at kong Harald ikke vilde tveskifte Danmark og ikke give ham noget rige. Da samler Svein sig hærskibe og siger, at han vil fare i viking. Men da hele hans hær kom sammen og af Jomsvikingene Palne-Toke var kommet ham til hjælp, da styrede Svein til Sjæland og ind i Isefjord. Der laa hans fader, kong Harald, med sine skibe, og de rustede sig til at fare i leding. Svein lagde til strid med ham, og der blev det et stort slag; drev da folk til kong Harald, saa at Svein maatte vige fór overmagten og flyede. Der fik kong Harald saadanne saar, at han døde. Siden blev Svein tagen til konge i Danmark. Da var Sigvalde jarl over Jomsborg[48] i Vendland; han var søn af kong Strut-Harald, som havde raadet for Skaane, og Sigvaldes brødre var Heming og Torkel den høie. Da var ogsaa Bue Digre af Borgundarholm og hans broder Sigurd høvdinger blandt Jomsvikingene; der var ogsaa Vagn, søn af Aake og Torgunna, Bues og Sigurds søstersøn. Sigvalde jarl havde taget kong Svein til fange og ført ham til Vendland til Jomsborg og tvang ham til forlig med venderkongen Burislav og til at lade Sigvalde fastsætte forligsvilkaarene mellem dem — Sigvalde jarl havde da Astrid, datter af kong Burislav —; i andet fald, sagde jarlen, at han vilde give kong Svein i Vendernes haand. Men kongen vidste det, at de vilde pine ham til døden; han gik derfor ind paa at lade jarlen gjøre forliget. Jarlen dømte det, at kong Svein skulde faa kong Burislavs datter Gunhild, men kong Burislav skulde faa Tyre Haraldsdatter, kong Sveins søster, men begge skulde have sit rige, og det skulde være fred mellem landene. Derefter fór kong Svein hjem i Danmark med sin hustru Gunhild; deres sønner var Harald og Knut den mægtige. I den tid truede Danerne meget at fare med hær til Norge imod Haakon jarl.


35. Kong Svein gjorde et stort gjestebud og stævnede til sig alle de høvdinger, som var i hans rige; han skulde tage arv efter sin fader Harald. [994] Lidt før var de ogsaa døde, Strut-Harald i Skaane og Vesete i Borgundarholm, fader til Bue Digre og Sigurd. Kongen sendte da bud til Jomsvikingene at Sigvalde jarl og Bue og deres brødre skulde komme did og tage arv efter sine fædre ved det gjestebud, som kongen gjorde. Jomsvikingene fór til gjestebudet med alle de modigste af sine folk; de havde 40 skibe fra Vendland, men 20 skibe fra Skaane; det kom der en stor mængde mennesker sammen. Den første dag i gjestebudet, før kong Svein steg i sin faders høisæde, drak han hans mindebæger og gjorde det løfte, at før 3 vintre var ledne, skulde han være kommen med sin hær til England og dræbe kong Adalraad[49] eller drive ham fra landet. Det mindebæger skulde alle drikke, som var i arveølet. Da blev det skjænket for Jomsvikingenes høvdinger den sterkeste drik, som der var, i de største horn. Men da det mindebæger var drukket ud, skulde alle mænd drikke Kristi mindebæger, og til jomsvikingene blev altid baaret det fuldeste horn og den sterkeste drik. Det tredje var Mikals mindebæger, og det drak alle. Efter det drak Sigvalde jarl sin faders mindebæger og gjorde siden det løfte, at før 3 vintre var ledne, skulde han være kommen til Norge og dræbe Haakon jarl eller drive ham fra land. Siden lovede Torkel den høie, hans broder, at han skulde følge Sigvalde til Norge og ikke fly fra kampen, saalænge Sigvalde blev efter kjæmpende. Da lovede Bue Digre, at han vilde fare med dem til Norge og ikke fly for Haakon jarl fra kampen. Da lovede hans broder Sigurd, at han vilde fare til Norge og ikke fly, saalænge den største del af Jomsvikingene kjæmpede. Da lovede Vagn Aakesøn, at han skulde fare med dem til Norge og ikke komme tilbage, førend han havde dræbt Torkel Leira og gaaet i seng hos hans datter Ingebjårg. Mange andre høvdinger gjorde løfter om andre ting. Den dag drak mændene arveølet; men morgenen efter, da Jomsvikingene havde sovet ud, syntes de, at de havde taget munden fuld, og holdt nu stævner og drøftede, hvorledes de skulde bære sig ad med færden. De aftaler da at ruste sig saa skyndsomt som muligt og gjør nu sine skibe og sin hær rede. Det rygtedes vide om landene.


Halvdan Egedius: Sigvalde Jarl gjør løfte ved mindebægeret.


36. Eirik jarl Haakonsøn spørger denne tidende; han var da paa Raumarike. Han drog strax folk til sig og fór til Oplandene og derefter nord over fjeldet til Trondhjem til sin fader, Haakon jarl. Om det taler Tord Kolbeinsøn i Eiriksdraapa:

Og sandelig fór det
søndenfra (bønderne frygter
striden) store hærsagn
om staal-kjæmperne vide.
Skibs-styreren spurgte,
at Danernes lange skibe
sydpaa over lunnene
i sjøen blev dragne.

37. Haakon jarl og Eirik jarl lader skjære hærpil op over hele Trøndelagen, sender bud til begge Mører og Raumsdal, ligesaa nord til Naumadal og til Haalogaland, stævner siden ud fuld almenning af folk og skibe. Saa siges i Eiriksdraapa:

Skjoldbæreren lod mange
(skaldens ros tager vext)
langskibe og snekker
og knarrer føre i sjøen,
da den vældige kriger
vilde verge med skjoldet
sin faders lande (leding
stor laa da for landet).

Haakon jarl fór strax syd paa Møre for at speide og samle folk; men Eirik drog hæren sammen og førte den sydover.


38. Jomsvikingene styrede med sin hær til Limfjorden og seilede derfra ud i havet; de havde 60 skibe og kom til Agder; de styrer strax nordover til Rogaland, tager dernæst paa at herje, saasnart de kommer i Haakon jarls rige, og farer saa nordover langs landet, overalt med hærskjold. Geirmund er den mand nævnt, som fór med en snar skute og havde nogle mænd med. Han kom frem til Møre og fandt der Haakon jarl, gik ind for bordet og sagde jarlen tidende, at det var en hær syd i landet, kommen fra Danmark. Jarlen spurgte, om han vidste sikkerhed for det. Geirmund stak op den ene arm, og var haanden hugget af den, og siger, at der var jertegn om, at en hær var i landet. Siden spørger jarlen nøiagtig om denne hær. Geirmund siger, at Jomsvikingene var der, og de havde dræbt mange mænd og ranet vide: «de farer dog,» siger han, «fort og voldsomt. Jeg tænker, at det ikke vil vare længe, førend de kommer frem her.» Siden roede jarlen gjennem alle fjorder, ind langs det ene land og ud langs det andet; han fór dag og nat og havde speidere den øvre vei over Eidet[50], baade syd i Fjordene og tillige nord der, hvor Eirik fór med hæren. Om det tales i Eiriksdraapa:

Kampdygtig jarl, som havde
paa havet langskibe,
førte imod Sigvalde
sine høie stavner.
Mangen aare mon skjælve,
men ikke frygted’ de døden,
sjømændene, som sjøen
sled med aarebladene.

Eirik jarl fór syd med hæren saa raskt, han kunde.


Hjårungavaag (Hjørungavåg)
39. Sigvalde jarl styrede med sin hær nord om Stad og lagde først til Herøerne[51]. Men om end vikingene fandt landets folk, sagde de aldrig sandt om, hvad jarlene havde fore. Vikingene herjede, hvor de kom. De lagde ind til øen Håd[52], løb der op og herjede, førte til skibene baade folk og fæ, men dræbte alle vaabenføre karler. Men da de fór ned til skibene, da kom en gammel bonde til dem, men der var Bues mænd nær. Bonden sagde: «I farer ikke frem som hærmænd, driver til stranden, kjør og kalver; det vilde være eder en større fangst at tage bjørnen, som nu næsten er kommen i bjørnebaasen.» «Hvad siger kallen?» raaber de, «kan du sige os noget om Haakon jarl?» Bonden svarer: «Han fór igaar ind i Hjårundarfjord[53]; han havde et skib eller to, ikke var det flere end tre, og havde da ikke spurgt noget til eder.» Bue og hans mænd tager strax paa sprang til skibene og lader alt hærfang efter. Bue mælte: «Lad os nu tage nytte af, at vi har faaet nyheder, saa vi kan være nærmest til seieren.» Men da de kom op paa skibene, roede de strax ud. Sigvalde jarl raabte til dem og spurgte om tidende. De siger, at Haakon jarl var der inde i fjordene. Siden løser jarlen flaaden op, og de ror nordenom øen Håd og saa ind om øen.


40. Haakon jarl og hans søn Eirik jarl laa i Halkelsvik[54]; der var hele deres hær samlet; de havde halvandet hundrede[55] skibe og havde da spurgt, at Jomsvikingene havde lagt ind til Håd. Jarlene roede da nordover for at søge efter dem, og da de kommer did, som heder Hjårungavaag[56], mødtes de. Begge ordner da sin hær til kampen. Midt i hæren var Sigvalde jarls merke; imod det lagde Haakon jarl sig; Sigvalde jarl havde 20 skibe, men Haakon 60. I Haakon jarls flok var høvdingene Tore Hjort fra Haalogaland og Styrkaar fra Gimsar[57]. I den ene fylkinge-arm var Bue Digre og hans broder Sigurd med 20 skibe; imod dem lagde Eirik jarl Haakonsøn 60 skibe, og med ham var disse høvdinger: Gudbrand Hvite fra Oplandene og Torkel Leira fra Viken. I den anden fylkinge-arm lagde Vagn Aakesøn frem med 20 skibe, men imod dem Svein Haakonsøn og med ham Skjegge af Ophaug paa Yrjar og Ragnvald fra Ærvik paa Stad med 60 skibe. Saa siges i Eiriksdraapa:

Men hav-skibene
skred til kamp-møde
(ledingen seiled’ langs med
landet) mod Daners skibe;
mange af disse jarlen
paa Møre fik ryddet
under vikingene (skibe
drev med varme ligdynger).

Øivind siger og saaledes i Haaløigja-tal:

Det var mindst
glædes-møde
for Yngvefrøis
uvenner
aarle morgen,
da mod Ødaner
landsstyrerne
langskibe førte,
og sverd-alven
sønden styrede
havhestene
mod deres hær.

Siden lagde de flaaden sammen, og nu blev det der den grummeste kamp, og mange faldt paa begge sider, men meget flere af Haakons hær, thi Jomsvikingene kjæmpede baade kraftig og djervt og skarpt og skjød helt igjennem skjoldene; saa mange vaaben bares da imod Haakon jarl, at hans brynje var ganske slidt og unyttig, saa at han kastede den af sig. Om det taler Tind Halkelsøn:

Den kjortel, som guldsmykket
kvinde gjorde for jarlen,
(sverdes knistren voxte)
kunde ikke bæres,
da brynje-helten
helt maatte kaste
sjøkongens serk
(sjø-hestene ryddedes).
Da sønder i sanden
Sårles ring-vævede
serk blæste for jarlen
(merke bar han deraf).


41. Jomsvikingene havde større og bordhøiere skibe, men paa begge sider søgte man djervt frem. Vagn Aakesøn lagde saa haardt frem imod Svein Haakonsøns skib, at Svein lod sige unda og holdt paa at fly. Da lagde Eirik jarl til der og frem i fylkingen imod Vagn. Da lod Vagn sige tilbage, og skibene laa nu, som de først havde ligget. Da vendte Eirik tilbage til sin hær, men der havde hans mænd veget agter over, og Bue havde hugget sine tengsler og vilde til at sætte efter de flygtende. Da lagde Eirik jarl sig side om side med Bues skib, og da blev det en skarp huggestrid og da lagde to eller tre af Eiriks skibe sig om Bues ene skib. Da blev det et uveir, og det faldt hagl saa store, at et haglkorn veiede en øre[58]. Da huggede Sigvalde tengslene og vendte sit skib om og vilde fly. Vagn Aakesøn raabte til ham og bad ham ikke fly, men Sigvalde vilde ikke høre paa, hvad han sagde; da skjød Vagn et spyd efter ham og rammede den, som sad ved roret. Sigvalde jarl roede bort med 35 skibe, men efter laa 25. Da lagde Haakon jarl sit skib paa den anden side af Bues; fik da Bues mænd kort tid mellem huggene. Vigfus, Vigaglums søn, tog op en neb-ambolt, som laa paa tiljerne, og som en mand før havde brugt til at lodde haandpladen paa sit sverd. Vigfus var en meget sterk mand; han kastede ambolten med begge hænder og drev den i hovedet paa Aslak Holmskalle, saa at hornet stod nede i hjernen. Vaaben havde ikke bidt tidligere paa Aslak, men han havde hugget til begge sider; han var Bues fostersøn og stavnbo. En anden var Haavard Huggende; han var den sterkeste mand og meget modig. Under denne kamp gik Eiriksmændene op paa Bues skib og agter i løftingen imod Bue. Da hugg Torstein Midlang til Bue tvers over næsen og kløvede næseskjermen; det blev et stort saar. Bue hugg til Torstein midt i siden, saa at han skar manden over paa midten. Da tog Bue op to kister, fulde af guld, og raabte høit: «Over bord, alle Bues mænd!» Da stupte Bue sig udenbords med kisterne, og mange af hans mænd løb da overbord, men andre faldt paa skibet, thi det var ikke godt at bede om grid. Blev da hele Bues skib ryddet fra stavn til stavn, og siden det ene skib efter det andet. Siden lagde Eirik jarl til Vagns skib og fik der meget haard modstand; tilsidst blev dog hans skib ryddet, men Vagn tagen til fange selv 30te; de førtes op paa land bundne. Da gik Torkel Leira til og sagde saa: «Det løfte gjorde du, Vagn, at dræbe mig, men mig tykkes det nu ligere, at jeg dræber dig.» Vagn og hans mænd sad alle sammen paa en tømmerstok. Torkel havde en stor øx; han hugg til den, som sad yderst paa tømmerstokken. Vagn og hans mænd var bundne saaledes, at et taug var snoet om deres fødder, men deres hænder var frie. Da mælte en af dem: «Jeg har i haanden en sølje, og den vil jeg stikke i jorden, hvis jeg kjender noget, naar hovedet er af mig.» Hovedet blev hugget af ham, og søljen faldt da ned af hans haand. Der sad en vakker mand med stort haar; han svøbte haaret frem over sit hoved, rakte halsen frem og sagde: «Lad ikke blod komme i haaret.» En mand tog haaret i sin haand og holdt det fast. Torkel svang øxen for at hugge; vikingen rykkede hovedet fast til, og han, som holdt i haaret, gav efter, øxen faldt ned paa begge hans hænder og tog dem af, saa at øxen stansede i jorden. Da kom Eirik jarl til og spurgte: «Hvem er den vakre mand?» «Sigurd kalder man mig,» sagde han, «og jeg holdes for Bues søn; endnu er ikke alle Jomsvikinger døde.» Eirik siger: «Du mon til visse være en sand søn af Bue; vil du have grid?» «Det blir afgjørende, hvem som byder,» siger Sigurd. «Den byder, som har magt dertil, Eirik jarl.» «Da vil jeg,» siger han; han blev da tagen fra tauget. Da sagde Torkel Leira: «Om du vil lade alle disse mænd have grid, jarl, saa skal aldrig Vagn Aakesøn komme fra det med livet,» og løber saa frem med løftet øx; men vikingen Skarde snoede sig til fald i tauget og faldt foran Torkels fødder. Torkel faldt flad over ham; da greb Vagn øxen, svang den op og hugg Torkel banehugg med den. Da sagde jarlen: «Vagn, vil du have grid?» «Jeg vil,» sagde han, «hvis vi alle faar den.» «Løs dem af tauget,» sagde jarlen, og saa blev gjort. 18 var dræbte, men 12 fik grid.


Christian Krohg: Eirik jarl, Torkel Leira og Sigurd Buesøn.


42. Haakon jarl og mange mænd med ham sad paa en træstamme; da brast en buestreng paa Bues skib, men pilen kom paa Gissur af Valders, en lendermand, som sad nærmest jarlen og var prægtig klædt. Siden gik nogle ud paa skibet og fandt Haavard Huggende; han stod ude ved skibets bord paa knærne, thi fødderne var huggede af ham; han havde bue i haanden. Men da de kom ud paa skibet, spurgte Haavard: «Hvem faldt af træstammen?» De sagde, at han hed Gissur. «Da var mit held mindre, end jeg vilde.» «Uheldet var stort nok,» siger de «og ikke skal du gjøre flere,» — og dræber ham. Siden blev kampvolden ransaget og godset baaret til deling; 25 skibe af Jomsvikingene var ryddede. Saa siger Tind:

Han, som bød ravners flokker
føde, (sverdene rammed’
leggene) mod Vendernes
ven længe kjæmpede,
indtil han, som skjolde
ødede, kunde rydde
(farligt var det for hæren)
fem og tyve skibe.

Siden skiltes hæren ad. Haakon jarl fór til Trondhjem og likte meget ilde, at Eirik havde givet Vagn Aakesøn grid. Det er mænds sagn, at Haakon jarl i denne kamp har blotet sin søn Erling for at faa seier, og at siden haglveiret kom, og at da mandefaldet vendte sig til Jomsvikingene. Eirik jarl fór da til Oplandene og derpaa øster i sit rige, og Vagn Aakesøn fór med ham. Da giftede Eirik Vagn med Ingebjårg, Torkel Leiras datter, gav ham et godt langskib med al redskab og skaffede ham folk til det; de skiltes som de kjæreste venner. Vagn fór da hjem syd til Danmark og blev siden en navnkundig mand; mange stormænd er komne fra ham.


43. Harald Grenske var konge paa Vestfold, som før er skrevet[59]; han fik Aasta, datter af Gudbrand Kula. [994] En sommer, da Harald Grenske fór paa hærfærd i Østervei for at vinde sig gods, kom han til Svitjod. Da var Olav Svenske konge der; han var søn af kong Eirik den seiersæle og af Sigrid, datter af Skågul-Toste. Sigrid var da enke og havde mange store gaarder i Svitjod. Men da hun hørte, at hendes fostbroder Harald Grenske var kommen nær land der ikke langt fra, sendte hun mænd til ham og bød ham til gjestebud; han var strax rede og fór did med et stort følge mænd. Der blevet godt gilde; kongen og dronningen sad i høisædet og drak begge sammen om kvelden, og det blev skjænket godt i for alle hans mænd. Om kvelden, da kongen gik til sengs, var hans seng tjeldet med pell[60] og pyntet med dyrebare klæder; i det hus var det faa mænd. Men da kongen var afklædt og havde gaaet tilsengs, kom dronningen til ham der, skjænkte selv for ham og lokkede ham meget til at drikke, og hun var meget blid. Kongen var meget drukken og ligesaa hun. Da sovnede han, men dronningen gik da ogsaa at sove. Sigrid var en meget klog kvinde og fremsynt om mange ting. Morgenen efter blev det skjænket meget flittig; men det hændte som ofte, naar folk bliver meget drukne, at næste dag efter vogter de fleste sig ved drikken; men dronningen var lystig, og hun og Harald taler sig imellem. Hun sagde da, at hun værdsatte de eiendommer og det rige, hun havde i Svitjod, ikke lavere end hans kongedømme og eiendommer i Norge. Ved den tale blev kongen sørgmodig og fandt liden glæde i alt; han vilde bort og var syg i hug, men dronningen var meget glad og ledsagede ham bort med store gaver. Fór da Harald om høsten tilbage til Norge, var hjemme om vinteren og var temmelig uglad. [995] Sommeren efter fór han i Østervei med sin hær og styrede da til Svitjod; han sendte de ord til Sigrid, at han vilde mødes med hende. Hun red ned til ham, og de tales ved. Han kommer strax frem med den sag, om Sigrid vil gifte sig med ham. Hun svarer, at det var taabeligt af ham, og han er forud saa vel gift, at det er fuldgodt giftermaal for ham. Harald siger, at Aasta er en god og gjæv kvinde, «men ikke er hun af saa god æt som jeg.» Sigrid svarer: «Være kan det, at du er af større æt end hun; det skulde jeg tro, at med hende mon nu eders begges lykke være.» Faa ord skiftede de, inden dronningen red bort. Kong Harald var da meget tungsindig; han gjorde sig rede til at ride op i landet og atter til dronning Sigrid; mange af hans mænd raadede ham fra det, men ikke desto mindre fór han med et stort følge af mænd og kom til den gaard, som dronningen raadede for. Den samme kveld kom did en anden konge; han hed Vissavald[61] østen fra Gardarike, han kom for at beile til hende. Kongerne og alle deres folk fik sæde i en stor og gammel stue; saadan var ogsaa hele stuens udstyr, men overflødig drik var der om kvelden, saa sterk, at alle blev fulddrukne, og baade hovedvagten og udvagten sovnede. Da lod om natten dronning Sigrid dem overfalde baade med ild og vaaben; der brandt stuen og de mænd, som inde var, men de blev dræbte, som kom sig ud. Sigrid sagde, at saa skulde hun gjøre smaakonger lei af at fare fra andre lande for at beile til hende; siden blev hun kaldt «Sigrid Storraade.»


44. Vinteren forud var Jomsvikingeslaget i Hjårungavaag. Da Harald var gaaet op paa land, havde Rane været efter ved skibene for at raade over de mænd, som var tilbage. Men da de spurgte, at Harald var taget af live, fór de strax bort og tilbage til Norge og fortalte denne tidende. Rane fór til Aasta og fortalte hende alt om deres færd og tillige, i hvilket erende Harald fór til dronning Sigrid. Aasta fór strax til Oplandene til sin fader, da hun havde spurgt denne tidende, og han tog vel imod hende; men begge var de meget vrede over, hvad man havde havt fore i Svitjod, og over det, at Harald havde tænkt at lade hende ene. Aasta Gudbrandsdatter fødte en søn om sommeren; den gut blev kaldt Olav, da han blev øst med vand. Rane øste ham med vand; gutten blev opfødt i førstningen hos Gudbrand og sin moder Aasta.


45. Haakon jarl raadede i Norge overalt langs sjøen, og havde han 16 fylker at styre over. Men efterat Harald Haarfagre havde fastsat, at det skulde være en jarl i hvert fylke, holdt dette sig længe siden. Haakon jarl havde 16 jarler under sig. Saa siges i Vellekla:

Hvor, ved man, det hersker
(det skulde hæren mindes)
én jordbygger over
sexten jarlers lande?
Til alle himmel-hjørner
hæver sig nu rygtet
om den lovpriste høvdings
gjæve heltegjerninger.

Medens Haakon jarl raadede for Norge, var det gode aaringer i landet og god fred indenlands mellem bønderne. Jarlen var vennesæl blandt bønderne den længste tid af sit liv; men da det led længere frem, hændte det meget med jarlen, at han var usømmelig i omgang med kvinder; det gik saa vidt, at jarlen lod tage mægtige mænds døtre og føre dem hjem til sig, laa hos dem en uge eller to og sendte dem saa hjem. Herover fik han stort uvenskab med kvindernes frænder, og bønderne tog til at knurre, saa som Trøndeme er vante til over alt, som er dem imod.


46. Haakon jarl faar noget høre om, at det skulde være en mand vestenfor havet, som kaldte sig Ole, og som de holder for konge; men jarlen anede af nogle mænds fortælling, at det kunde være en af den norske kongeæt. Det var sagt ham, at Ole kaldte sig gerdsk af æt, men jarlen havde spurgt, at Trygve Olavsøn havde havt en søn, som havde faret øster i Gardarike og der var bleven opfødt hos kong Valdemar, og han hed Olav. Jarlen havde ogsaa meget spurgt sig for om denne mand og anede, at den samme mand nu var kommen did i Vesterlandene. En mand hed Tore Klakka, en god ven af Haakon jarl; han var lange tider i viking, men ofte i kjøbfærd og var kjendt videnom. Denne mand sendte Haakon jarl vester over havet, bad ham at fare i kjøbfærd til Dublin, som dengang mange brugte, og undersøge, hvad for mand denne Ole var; men hvis han spurgte for sandt, at det var Olav Trygvesøn eller nogen anden af den norske kongeæt, skulde Tore lægge svig-raad imod ham, om han kunde.


47. Derefter fór Tore vest til Irland til Dublin og spurgte der til Ole; han var der hos sin maag kong Olav Kvaran. Siden skikkede Tore det saa, at han fik Ole i tale; Tore var meget ordkløgtig. Men da de havde talt sammen længe, tog Ole paa at spørge om Norge, først om Oplændinge-kongerne, og hvem af dem som nu var i live, eller hvad rige de havde; han spurgte ogsaa om Haakon jarl, hvor vennesæl han var i landet. Tore svarer: «Jarlen er saa mægtig en mand, at ingen tør sige andet end det, han vil, men aarsagen til det er, at man ingen anden har at gaa til; men for at sige eder sandheden, saa kjender jeg mange gjæve mænds sindelag og ligesaa almuens, som vilde være mest lystne og rede, om nogen konge kom der til riget af Harald Haarfagres æt, men vi ved nu ingen leilighed til det, og mest af den grund, at det er nu prøvet, at det lønner sig ilde at kjæmpe imod Haakon jarl.» Men da de ofte havde talt herom, aabenbarer Olav for Tore sit navn og sin æt og spørger ham om raad, om han tænker, at bønderne vil tage Olav til konge, hvis han farer til Norge. Tore eggede ham ivrig til denne færd og roste ham og hans dygtighed overmaade. Tog da Olav at faa stor lyst til at fare til sit ætterige. Seiler Olav derefter vestenfra med fem skibe, først til Suderøerne. Tore var da i færd med ham. Siden seilede han til Orknøerne. Sigurd jarl, Lådves søn, laa da i Asmundvaag[62] paa Ragnvaldsø[63] med et langskib og vilde fare over paa Katanes. Da seilede Olav med sin hær vestenfra til øerne og lagde der til havn, fordi Pettlandsfjorden[64] var ikke farbar. Men da kongen fik vide, at jarlen laa der, lod han kalde jarlen til tale med sig. Men da jarlen kom til kongen, havde de ikke talt længe, førend kongen sagde, at jarlen og alt hans landsfolk skulde lade sig døbe, men i andet fald skulde han strax dø, og kongen sagde, at han vilde fare med ild og sverd over øerne og øde landet, hvis folket ikke lod sig kristne. Men saaledes som jarlen nu var stedt, valgte han det at tage daab; blev han da døbt og alt det folk, som var der hos jarlen. Siden svor jarlen kongen eder og blev hans mand, gav ham sin søn i gissel, som hed Hvelp eller Hunde, og ham havde Olav med sig til Norge. Seilede Olav nu øster i hav og kom fra havet ind til Moster[65]; der gik han først i land i Norge og lod der synge messe i et landtjeld; paa det samme sted blev siden en kirke bygget. Tore Klakka siger til kongen, at det alene var raadeligt, at man ikke skulde aabenbare, hvem han var, og ikke lade mindste nys om sig gaa forud og fare saa rask, han kunde, imod jarlen og komme over ham uventet. Kong Olav gjør nu saaledes; han farer nordover nat og dag, efter som vinden føiede sig, og lod ikke landsfolket vide om sin færd, hvem som seilede der. Men da han kom nord til Agdenes[66], spurgte han, at Haakon jarl var inde i fjorden, og tillige at han var uenig med bønderne. Men til Tore hørte dette sagt, da var det ganske anderledes, end han ventede, thi efter Jomsvikingekampen var alle mænd i Norge Haakon jarls fuldkomne venner paa grund af den seier, han havde vundet, og som havde frelst hele landet fra ufred; men nu var det gaaet saa ilde, at en stor høvding var kommen i landet, men bønderne var uens med jarlen.


48. Haakon jarl var paa gjestning paa Medalhus[67] i Guldalen, men hans skibe laa ude ved Vigg[68]. Orm Lyrgja hed en mand, en mægtig bonde, han boede paa Bynes[69]; han havde en hustru, som hed Gudrun, datter til Bergtor af Lundar[70]; hun blev kaldet Lunde-sol, hun var en meget fager kvinde. Jarlen sendte sine træler til Orm i det erende at føre Orms kone Gudrun til jarlen. Trælene bar frem sit erende; Orm bad dem først fare til natverd; men førend trælene var færdige med maden, var det kommet til Orm mange mænd fra bygden, som han havde sendt bud efter. Orm sagde da, at Gudrun ikke paa noget vilkaar skulde fare med trælene. Og Gudrun bad trælene sige jarlen, at hun ikke vilde komme til ham, uden han sendte Tora af Remul[71] efter hende; hun var en mægtig husfrue og en af jarlens kjærester. Trælene siger, at de skal komme did anden gang saaledes, at bonden og husfruen snart skal angre dette, og trælene brugte store trusler, førend de fór bort. Men Orm lod hærpil fare alle fire veier om i bygden og lod det ord følge med budet, at alle skulde fare med vaaben imod Haakon jarl og dræbe ham. Han sendte ogsaa bud til Haldor paa Skerdingstedja[72]; men Haldor lod hærpilen strax fare. Lidt før havde jarlen taget den mands kone, som hed Brynjulv, og det verk havde vakt megen harme, og da var det nærved, at en hær vilde løbe op. Efter hærbudet løb hele almuen op og søgte til Medalhus. Men jarlen fik nys derom og fór fra gaarden med sine mænd og til en dyb dal, som nu siden kaldes Jarlsdalen, og gjemte de sig der. Dagen efter holdt jarlen øie med bondehæren. Bønderne satte folk paa alle veier og gjettede mest paa, at jarlen havde faret til sine skibe, men for skibene raadede da hans søn Erlend, en haabefuld ung mand. Men da det nattedes, sendte jarlen sine folk bort og bød dem fare skogveiene ud til Orkedalen: «Ingen vil gjøre eder mén, hvis jeg ikke er nogensteds i nærheden; send bud til Erlend, at han skal fare ud efter fjorden, saa vi kan mødes paa Møre. Jeg skal nok faa gjemt mig for bønderne.» Derefter fór jarlen og med ham hans træl, som hed Kark; det laa is paa Gulelven, og i den styrtede jarlen sin hest, og der lod han sin kappe efter, men de fór til den hule, som siden kaldes Jarlsheller. Derpaa sovnede de, men da Kark vaagnede, siger han sin drøm, at en sort og fæl mand gik nær hulen, og han var ræd for, at han vilde gaa ind; men den mand sagde ham, at «Ulle» var død. Jarlen siger, at Erlend maatte være dræbt. Atter sovnede Tormod Kark anden gang og skreg i søvne; men da han vaagnede, sagde han sin drøm, at han saa da den samme mand fare ned tilbage og saa bad ham sige jarlen, at nu var alle sund lukte. Kark siger jarlen drømmen; han tænkte, at sligt monne varsle ham et kort liv. Siden stod han op, og de gik til gaarden Remul. Da sendte jarlen Kark til Tora og bad hende komme lønlig til ham; hun gjorde saa og tog vel imod jarlen. Jarlen bad hende skjule ham for nogle nætter, indtil bønderne løste sin samling op. «Her vil man lede efter dig,» siger hun, «over min gaard, baade ude og inde; thi det ved mange, at jeg vil gjerne hjælpe dig alt det, jeg kan; men et sted er det paa min gaard, hvor jeg ikke vilde kunne lede efter slig en mand; det er et svinebøle.» De kom did; jarlen mælte: «Her skal vi nu indrette os; livet maa vi nu først frelse.» Da grov trælen der en stor grav og bar mulden bort; siden lagde han trær der over. Tora siger jarlen de tidender, at Olav Trygvesøn var kommen ind i fjorden, og at han havde dræbt hans søn Erlend. Siden gik jarlen i graven og Kark med ham; men Tora bredte trær over, sopte muld og møg over og drev svinene der over; det svinebøle var under en stor sten.


Christian Krohg: Kark myrder Haakon jarl
49. Olav Trygvesøn styrede ind i fjorden med fem langskibe, men der roede Haakon jarls søn Erlend ud imod med tre skibe; men da skibene nærmede sig hverandre, anede Erlend og hans mænd, at det var ufred, og vendte sig imod land. Men da Olav saa langskibene fare ud efter fjorden og ro imod ham, tænkte han, at der mon Haakon jarl fare, og bød at ro efter dem saa kraftig, som de kunde. Men da Erlends mænd var næsten komne til land, roede de paa grund, løb strax overbord og søgte til land. Da kom Olavs skibe til. Olav saa, hvor en særdeles vakker mand svømmede; Olav greb rorstangen og kastede den efter denne mand, og slaget kom i hovedet paa Erlend jarlssøn, saa at skallen brast lige til hjernen; der lod Erlend sit liv. Olavs mænd dræbte der mange mænd, men nogle kom paa flugt; nogle tog de tilfange og gav grid og havde tidender af dem. Blev det da sagt Olav, at bønderne havde drevet Haakon jarl bort og han var paa flugt for dem og hele hans flok var opløst. Siden kommer bønderne til Olav, og begge bliver glade over hverandre og gaar strax i samlag. Bønderne tager ham til konge over sig, og sammen aftaler de at lede efter Haakon jarl; de farer op i Guldalen, og det tykkes dem ligest, at jarlen var paa Remul, om han var paa nogen af gaardene, fordi Tora var hans kjæreste ven der i dalen. De farer nu did og leder efter jarlen ude og inde, men finder ham ikke. Og da holdt Olav husting ude i gaarden; han stod oppe paa den store sten, som stod der ved svinebølet. Da talte Olav, og de ord var i hans tale, at han vilde lønne baade med gods og hæder den mand, som blev Haakon jarl til skade. Denne tale hørte jarlen og Kark; de havde lys hos sig. Jarlen sagde: «Hvi er du saa bleg, men stundom sort som jord? Er det ikke det, at du vil svige mig?» «Nei,» siger Kark. «Vi to var fødte i én nat,» siger jarlen, «det vil ogsaa blive kort tid mellem vor død.» Imod kveld fór Olav bort; men da det blev nat, vaagede jarlen for sig, men Kark sovnede og bar sig ilde. Da vakte jarlen ham og spurgte, hvad han drømte. Han siger: «Jeg var nu paa Lade, og Olav Trygvesøn lagde et guldsmykke om min hals.» Jarlen svarer: «Da vil Olav Trygvesøn lægge en blodrød ring om din hals, hvis du finder ham. Vogt dig nu for det, men af mig vil du faa godt, saa som før, og svig mig ikke.» Siden vaagede de begge, som om hver holdt vagt over den anden; men imod dagen sovnede jarlen og bar sig strax ilde, og det saa meget, at han skjød hælene og nakken under sig, som om han vilde staa op, og skreg høit og fælt. Men Kark blev ræd og fælen, greb en stor kniv i sit belte, stak den i jarlens strube og skar den ud. Det var Haakon jarls bane. Siden skar Kark hovedet af jarlen og løb bort og kom dagen efter ind paa Lade og førte jarlens hoved til kong Olav; han fortæller da ogsaa alle hændelser om hans og Haakon jarls færd, som nu er skrevet. Siden lod kong Olav ham føre bort og hugge hans hoved af.


50. Da fór kong Olav og en mængde bønder med ham ud til Nidarholmen[73] og havde med sig Haakon jarls og Karks hoveder. Den holm blev da brugt til at dræbe der tyver og forbrydere, og der stod en galge, og til den lod han bære Haakon jarls og Karks hoveder. Gik da hele hæren til og raabte op og kastede sten derpaa og sagde, at der kunde niddingen fare med andre niddinger. Siden lod de folk fare op i Guldalen, tog der kroppen og drog den bort og brændte den. Det blev nu saa stor styrke i det fiendskab, som Trønderne viste Haakon jarl, at ingen turde nævne ham paa anden vis end «jarlen onde»; dette øgenavn blev brugt længe efter. Men det er dog sandt at sige om Haakon jarl, at han havde mange evner til at være en høvding, først stor æt, dernæst klogskab og indsigt i at bruge herredømmet, kjækhed under strid og dertil lykke til at vinde seier og fælde sine fiender. Saa siger Torleiv Raudfeldsøn:

Haakon! ikke har vi
herligere jarl under
maanens vei; i striden
krigeren hæder har vundet.
Ædlinger ni du til Oden
(ligene ravnen æder)
vist har; derfor vide
være kan du nu hersker.

Gavmildest af mænd var Haakon jarl, men den største ulykke fik slig en høvding paa sin dødsdag. Men hovedaarsagen til det var, at nu var den tid kommen, da blotskab og blotmænd skulde fordømmes, men i stedet kom den hellige tro og de rette seder.


51. Olav Trygvesøn blev paa almindeligt ting i Trondhjem taget til konge for hele landet, saa som Harald Haarfagre havde havt. Løb da almuen og mængden op og vilde ikke høre andet, end at Olav Trygvesøn skulde være konge. Olav fór da over hele landet og lagde det under sig; alle mænd i Norge vendte sig til lydighed imod ham, ligesaa blev de høvdinger paa Oplandene eller i Viken, som før havde holdt land af danekongen, nu kong Olavs mænd og tog land af ham. [996] Fór han saa over landet den første vinter og sommeren efter. Eirik jarl Haakonsøn og hans broder Svein og andre deres frænder og venner flyede fra landet, søgte øster i Sveavælde til kong Olav Svenske og fik der god modtagelse. Saa siger Tord Kolbeinsøn:

Du røver-fiende! Skjæbnen
raskt kan ændre meget!
Kort efter sendte mændenes
svig Haakon i døden.
Men til det land, som den staute
stridsmand havde vundet
i kamp, nu Trygve-sønnen
kom, da han fór vestenfra.
Mere i hug Eirik
havde imod kongen,
end vi nu vil sige
(sligt af ham maatte ventes);
vred søgte jarlen
raad hos den svenske konge
(stivsind viste Trønderne,
flygte vilde ingen).


52. Loden[74] hed en mand fra Viken, rig og ætstor; han var ofte i kjøbfærder, men stundom i hærfærd. Det var en sommer, at Loden fór i kjøbfærd i Østervei; han eiede hele skibet og havde stor ladning. Han styrede til Estland og var i kjøbstævne der sommeren over. Medens markedet stod paa, blev mange slags varer førte did; der var ogsaa mange træler tilfals. Der saa Loden en kvinde, som havde været solgt til træl, og da han saa paa kvinden, kjendte han, at det var Astrid Eiriksdatter, som kong Trygve havde havt, og var hun nu ulig det, hun havde været, da han før saa hende; hun var nu bleg og udtæret og ilde klædt. Han gik til hende og spurgte, hvordan hendes stilling var. Hun siger: «Tungt er at fortælle om det; jeg har været solgt som træl og er ført hid til salg.» Siden kjendtes de ved hinanden, og Astrid vidste god rede om ham; hun bad ham da, om han vilde kjøbe hende og have hende hjem med sig til hendes frænder. «Jeg vil give dig vilkaaret for det,» siger han; «jeg skal flytte dig til Norge, om du vil giftes med mig.» Men efterdi Astrid nu var kommen i nød, og hun desuden vidste, at Loden var en storættet, kjæk og rig mand, saa lover hun ham dette for at blive løst ud. Siden kjøbte Loden Astrid, havde hende hjem med sig til Norge og fik hende der med hendes frænders vilje. Deres børn var Torkel Nevja, Ingerid og Ingegerd. Astrids døtre med kong Trygve var Ingebjårg og Astrid. Eirik Bjodaskalles sønner var Sigurd, Karlshoved, Jostein og Torkel Dyrdel; de var alle gjæve og rige mænd, som havde gaarder øster i landet. To brødre boede øster i Viken, den ene hed Torgeir, den anden Hyrning; de fik Lodens og Astrids døtre.


53. Da danekongen Harald Gormsøn havde taget den kristne tro, sendte han bud over hele sit rige, at alle mænd skulde lade sig døbe og vende sig til den rette tro. Han støttede selv det bud og ydede dertil magt og refselse, naar ikke andet hjalp. Han sendte med mange mænd to jarler til Norge, som hed saa . . . .[75]; de skulde byde kristendom i Norge; det blev ogsaa gjort i Viken, hvor kong Haralds magt virkede, og da døbtes mange af landets mænd. Men efter Haralds død fór snart hans søn Svein Tjugeskjeg paa hærfærd baade til Saxland og til Frisland og tilsidst til England. Men de i Norge, som havde taget imod kristendommen, de faldt da tilbage til at blote, saaledes som man før ogsaa gjorde nord i landet. Men da Olav Trygvesøn var bleven konge i Norge, dvælte han længe om sommeren i Viken; kom der til ham mange af hans frænder, nogle hans maager og mange, som havde været hans faders gode venner, og han blev der modtaget med stor kjærlighed. Da kalder Olav til tale med sig sine morbrødre, sin stefader Loden, sine maager Torgeir og Hyrning, og bar derefter med den største iver den sag frem for dem, at de skulde tage paa sig med ham og siden støtte med fuld kraft det, at han vilde tage op kristendomsbud over hele sit rige; han siger, at han skal sætte det igjennem, at kristne alle i Norge, eller i andet fald dø: «jeg skal gjøre eder alle til store og mægtige mænd, thi jeg tror eder bedst paa grund af frændskab og svogerskab.» Alle disse gik ind paa at gjøre, hvad han bød, og støtte ham i alt det, han vilde, sammen med alle dem, som vilde følge deres raad. Kong Olav aabenbarede da strax for almuen, at han vilde byde alle mænd i sit rige at blive kristne. De, som før havde gaaet ind derpaa, efterkom nu strax dette bud; de var ogsaa de mægtigste af dem, som var tilstede, og alle de andre fulgte dem. Derefter blev alle mand døbte øster i Viken. Nu fór kongen nord [vest] i Viken og bød alle mænd at tage imod kristendommen; men dem, som talte imod, refsede han haardt; nogle dræbte han, nogle lod han lemlæste, nogle drev han bort fra landet. Det kom da saa vidt, at over hele det rige, som hans fader kong Trygve før havde styret, og lige saa det, som hans frænde Harald Grenske havde havt, gik alt folket under kristendommen, som Olav bød; og den sommer og vinteren efter blev folket i hele Viken fuldkristnet.


54. Kong Olav fór tidlig om vaaren ud i Viken og havde mange mænd med; han fór da nord [vest] paa Agder, men overalt, hvor han havde ting med bønderne, bød han alle mænd at lade sig døbe, og man gik der under kristendommen [997], thi ingen af bønderne turde gjøre reisning mod kongen, og folket blev døbt overalt, hvor han fór.

Paa Hordaland var det mange og gjæve mænd, som var komne af Horda-Kaares æt; han havde havt fire sønner: en var Torleiv Spake[76], en anden Ågmund, fader til Torolv Skjalg, fader til Erling af Sole[77]; den tredje var Tord, fader til Klypp herse, han som dræbte Sigurd Sleva Gunhildsøn[78] den fjerde var Ålmod, fader til Askel, fader til Aslak Fitjeskalle[79]. Denne æt var den største og gjæveste paa Hordaland. Men da disse frænder spurgte den vanskelige sag, at kongen fór østenfra langs landet og havde en stor hær og brød de gamle love, men at alle, som talte imod, blev udsat fór refselser og mishandling, aftalte frænderne at holde stævne mellem sig og da lægge fælles raad, thi de kunde vide, at kongen vilde snart komme did; de blir enige om, at de skal komme mandsterke til Gulating og stævne der møde med kong Olav Trygvesøn.


55. Olav stevnte ting, saasnart han kom til Rogaland; men da tingbudet kom til bønderne, samlede de sig sammen mandsterke og med fuld væbning; og da de kom sammen holdt de tale og raadslagning og valgte de tre mænd, som var maalsnildest i deres flok, til at svare kong Olav paa tinget og at tale imod ham og give tilkjende, at de ikke vilde gaa under ulovligheder, om end kongen bød dem. Men da bønderne kom til tinget og ting var sat, stod kong Olav op og talte først blidelig til bønderne. Dog fandtes det i hans tale, at han vil, at de skal tage imod kristendommen; han bad dem derom først med fagre ord, men tilslut lovede han dem, som talte imod og ikke vilde gaa ind paa hans bud, at de skulde faa af ham vrede og refselser og haard adfærd, hvor han kunde komme til. Men da kongen endte sin tale, da stod den af bønderne op, som var den mest veltalende og først var taget til at svare kong Olav. Men da han vilde til at tale, kom det paa ham slig hoste og trængsel for brystet, at han ikke fik frem et ord, og satte han sig ned. Da stod en anden bonde op og vilde ikke lade svaret falde, om det end var gaaet galt for den første. Men da han tog paa at tale, var han saa stam, at han ikke fik et ord frem; da tog alle, som hørte paa, til at le; bonden satte sig ned. Da stod den tredje op og vilde tale imod kong Olav, men da han tog paa at tale, var han saa hæs og tyk i mælet, at ingen kunde høre, hvad han sagde, og han maatte sætte sig ned. Da blev det ingen af bønderne til at tale imod kongen. Men da bønderne ikke fik nogen til at svare kongen, blev det ingen reisning af til at gjøre modstand imod kongen. Kom det da dertil, at alle gik ind paa, hvad kongen bød; da blev alt tingfolk der døbt, førend kongen skiltes ved dem.


56. Kong Olav stævnede med sine mænd til Gulating, thi bønderne havde sendt ham bud, at de vilde der svare paa hans sag. Men da begge flokker kommer til ting, vil kongen først have samtale med landshøvdingene. Men da de kom paa stævne alle sammen, bar kongen frem sit erende og bød dem at tage imod daaben efter hans bud. Da siger Ålmod den gamle: «Vi frænder har talt om denne sag mellem os og vil alle tage ét raad. Hvis du, konge, tænker at tvinge os frænder til slige ting, at bryde vore love, og bryde os under dig med tvang, da vil vi staa imod dig af al magt, og da faar skjæbnen raade for seieren. Men hvis du, konge, vil give os frænder nogen nyttige gaver, saa kan du gjøre saa vel, at vi alle vil vende os til dig i fuldkommen lydighed.» Kongen sagde: «Hvad vil I kræve af mig, saa at vort forlig kan blive som bedst?» Da siger Ålmod: «Det er det første, at du vil gifte din søster Astrid med vor frænde Erling Skjalgsøn, som vi nu kalder den haabefuldeste af alle unge mænd i Norge.» Kongen siger, at det synes ham rimeligt, at det vil være et godt gifte, at Erling er af god æt og af lovende udseende, men dog siger han, at Astrid selv har at svare i den sag. Siden talte kongen med sin søster om dette. «Lidet nyder jeg nu godt af det,» siger hun, «at jeg er en konges datter og en konges søster, hvis jeg skal giltes med en mand uden fyrstenavn; jeg vil da heller bie nogle vintre paa et andet gifte,» og dermed ophørte samtalen den gang.


57. Olav lod nu tage en høg, som Astrid eiede, og lod plukke alle fjære af og sendte den siden til hende. Da sagde Astrid: «Vred er min broder nu!» Siden stod hun op og gik til kongen; han hilste hende venlig. Da siger Astrid, at hun vil, at kongen skal sørge for hendes gifte saa, som han vil. «Det tænkte jeg,» siger kongen, «at jeg vilde faa magt til her i landet at gjøre den til jarl, som jeg vil have.» Kongen lod da kalde Ålmod og Erling og alle deres frænder til samtale. Da blev det talt om dette giftermaal, og det endte saa, at Astrid blev fæstet til Erling. Siden lod kongen sætte tinget og bød bønderne kristendom. Var da Ålmod og Erling foregangsmænd til at drive paa denne kongens sag, og med dem gik alle deres frænder. Ingen havde da mod til at tale imod, og blev da alt det folk døbt og kristnet.


58. Erling Skjalgsøn holdt om sommeren sit bryllup, og der var en mængde folk tilstede; der var ogsaa kong Olav. Da tilbød kongen at give Erling jarledømme. Erling siger saa: «Herser har mine frænder været, vil jeg ikke have høiere navn end de. Men det vil jeg tage imod af Eder, konge, at I lader mig være den største af det navn her i landet.» Kongen lovede ham det. Og ved afskeden gav kong Olav sin maag Erling landet norden fra Sognsjø og øster til Lidandesnes[80] paa slige vilkaar, som Harald den haarfagre havde givet sine sønner og før er skrevet[81].


59. Denne samme høst stævnte kong Olav 4 fylkers ting nord paa Stad paa Dragseid[82]; did skulde Sogninger, Fjordinger, Søndmøringer og Raumdøler komme. Kong Olav fór did med et stort følge af mænd, som han havde havt med østen fra landet, og ligesaa med dem, som havde kommet til ham paa Rogaland og Hordaland. Men da kong Olav kom der paa tinget, bød han kristendom der som paa andre steder. Men da kongen havde der en meget stor styrke, ræddedes de for denne; og tilsidst bød kongen dem to vilkaar, enten at de skulde tage kristendom og lade sig døbe, eller i andet fald at de skulde holde strid med ham. Men da bønderne ikke saa nogen udsigt til at stride mod kongen, blev hint vilkaar taget, at alt folket kristnedes. Men kong Olav farer da med sine mænd til Nordmøre og kristner det fylke. Siden seiler han ind paa Lade og lader bryde ned hovet og tager alt gods og al stas fra hovet og fra guden; han tog ud af hovsdøren en stor guldring, som Haakon jarl havde ladet gjøre; siden lod kong Olav brænde hovet. Men da bønderne bliver var det, lader de hærpil fare over alle fylker, stævner hær ud og vil gaa imod kongen. Kong Olav styrer nu med sin hær ud efter fjorden, stævner siden nord langs landet og tænker at fare nord i Haalogaland for at kristne det; men da han kom nord i Bjørnør[83], spørger han det fra Haalogaland, at de der har hær ude og tænker at verge sit land imod kongen. Høvdinger for den hær er Haarek fra Tjotta[84], Tore Hjort fra Vaagar[85] og Øivind Kinnriva. Men da Olav spørger dette, vender han om paa veien og seiler syd langs landet. Men da han kom syd forbi Stad, fór han langsommere, men kom dog i førstningen af vinteren helt øster i Viken.


60. Dronning Sigrid i Svitjod, som blev kaldt den storraade, sad paa sine gaarder. Den vinter farer mænd mellem kong Olav og dronning Sigrid, og de bad for kong Olav om dronning Sigrids haand, men hun tog venlig imod tilbudet, og den sag kom til aftale. Da sendte kong Olav dronning Sigrid den store guldring, han havde taget ud af hovdøren paa Lade, og den tyktes at være en kostbar gave. I denne sag skulde det vaaren etter være et møde i Elven[86] ved landemerket. Men da denne ring, som kong Olav havde sendt dronning Sigrid, blev saa meget rost af alle mænd, var hos dronningen to af hendes smeder, som var brødre. Men da de tog ringen og veiede den i hænderne og talte alene sig imellem, lod dronningen dem kalde til sig og spurgte, hvad de spottede over ved ringen. De negter det; hun siger, at de endelig maa lade hende vide, hvad de har fundet ved den. De siger, at det er svig i ringen. Siden lod hun ringen bryde sønder, og det fandtes der kobber indeni den. Da blev dronningen vred og sagde, at Olav nok kunde svige hende i mere end i dette ene. Denne samme vinter fór kong Olav op til Ringerike og kristnede der. Aasta Gudbrandsdatter havde kort efter Harald Grenskes fald giftet sig med den mand, som hed Sigurd Syr[87]; han var konge paa Ringerike. Sigurd var søn af Halvdan, men han var søn af Sigurd Rise, søn af Harald den haarfagre. Hos Aasta var dengang Olav, hendes søn med Harald Grenske; han opfødtes i sin barndom hos sin stefader, Sigurd Syr. Men da kong Olav Trygvesøn kom til Ringerike for at byde kristendommen, da lod Sigurd Syr sig kristne med Aasta, sin hustru, og hendes søn Olav, og Olav Trygvesøn holdt Olav Haraldsøn under daaben; da var han 3 vintre gammel[88]. Kong Olav fór da atter ud i Viken og var der om vinteren; det var den tredje vinter, han var konge over Norge.


61. Tidlig om vaaren [998] fór kong Olav øster til Konungahella[89] til stævne med dronning Sigrid. Men da de mødtes, talte de om den sag, som havde været drøftet om vinteren, at de skulde gifte sig, og den sag gik vel frem. Da sagde kong Olav, at Sigrid skulde tage daab og den rette tro. Hun svarer saa: «Ikke vil jeg gaa fra den tro, jeg har før havt og mine frænder før mig. Jeg vil heller ikke tale imod, om du tror paa den gud, som du liker.» Da blev kong Olav meget vred og svarede hastig: «Hvorfor skulde jeg have dig, som er hundhedensk?[90]» og slog hende i ansigtet med sin hanske, som han holdt i haanden. Siden stod han op og hun tillige. Da sagde Sigrid: «Dette kunde vel blive din bane!» Siden skiltes de, kongen fór nord i Viken, men dronningen øster i Sveavælde.


62. Kong Olav fór saa til Tunsberg og havde der da atter ting og bød paa tinget, at alle de mænd, som blev aabenbare og sandskyldige i at fare med galder og trolddom eller var seidmænd, de skulde alle fare bort fra landet. Siden lod kongen ransage efter saadanne mænd i de bygder, som var der i nærheden, og byde dem alle til sig. Men da de kom did, var det en mand blandt dem, som hed Øivind Kelda, han var sønnesøn af Ragnvald Rettelbeine[91], søn af Harald Haarfagre. Øivind var seidmand og meget tryllekyndig. Kong Olav lod samle alle disse mænd i en stue og lod der stelle alt vel til, lod der gjøre dem et gjestebud og gav dem sterk drik, og da de var drukne, lod Olav sætte ild paa stuen, og da brandt den stue og alt det folk, som var der inde, undtagen Øivind Kelda, som reddede sig ud gjennem ljoren. Men da han var kommet langt bort, mødte han paa sin vei de mænd, som vilde fare til kongen, og bad dem sige kongen, at Øivind Kelda var kommet bort ud af ilden, og han vil aldrig siden komme i kong Olavs vold; men han vil fremdeles fare paa samme vís, som han før gjorde, med al sin kunst. Men da disse mænd kom til kong Olav, sagde de sligt om Øivind, som han havde budt dem. Kongen var harmfuld over, at Øivind ikke var død.


63. Da det vaaredes, fór kong Olav ud efter Viken og tog gjestning paa sine storgaarder og sendte bud over hele Viken, at han vil have leding ude om sommeren og fare nord i landet. Siden fór han nord [vest] til Agder, og da det led paa langefasten[92], seilede han nord til Rogaland og kom paaskeaften[93] til Ågvaldsnes paa Kårmt. Der var da et paaskegjestebud gjort rede for ham; han havde næsten 300 mænd. Den samme nat kom Øivind Kelda did til øen; han havde et fuldmandet langskib; de var alle seidmænd og andre tryllekyndige folk. Øivind og hans følge gik op af skibet og fremmede sin trolddom. Øivind tryllede saa stort et taagemørke, at kongen og hans folk ikke skulde kunne se dem. Men da de kom nær til gaarden paa Ågvaldsnes, da blev det lys dag, og det blev da ganske anderledes, end Øivind havde ønsket: det mørke, som han havde gjort med trolddom, kom da over ham og hans folk, saa at de ikke saa mere med øinene end med nakken og fór rundt og i ring. Men kongens vagtmænd saa dem, hvor de fór, og vidste ikke, hvad for folk det var. Det blev da sagt kongen, og han og alle hans mænd stod da op og klædte sig paa. Men da kongen saa, hvor Øivind og hans folk fór, bad han sine mænd væbne sig og gaa til og se efter, hvad for folk dette var. Men da kongens mænd der kjendte Øivind, tog de ham og alle de andre til fange og leiede dem for kongen. Siger da Øivind alle hændelser i sin færd. Siden lod kongen tage dem alle og føre dem ud i et skjær, hvor vandet gik over i flodtid, og binde dem der. Lod Øivind og de andre saa sit liv. Det skjær blev siden kaldt Skratte-skjær[94].


Halvdan Egedius: Seidmændene paa Skratteskjær.


64. Saa er sagt, at da kong Olav var ved gjestebudet paa Ågvaldsnes, kom det en kveld en gammel og meget ordklog mand, som havde en sid hat og var enøiet; den mand kunde fortælle fra alle lande. Han kom sig i samtale med kongen. Kongen fandt meget gammen i hans taler og spurgte ham om mange ting, men gjesten gav svar paa alle spørgsmaal, og kongen sad længe med ham om kvelden. Da spørger kongen, om han vidste, hvem Ågvald havde været, som nesset og gaarden var kaldt efter. Gjesten siger, at Ågvald var konge og en stor hærmand og blotede mest til en ko og havde den med sig, hvor han fór, og det tyktes ham sundt at drikke stadig dens melk: «Kong Ågvald kjæmpede med den konge, som hed Varen, og i den kamp faldt kong Ågvald. Blev han da hauglagt her kort fra gaarden og de bautastener sat op, som staar her endnu. Men paa et sted kort derfra blev koen hauglagt.» Saadanne ting og meget andet sagde han om konger eller andre gamle tidender. Men da man havde siddet længe om natten, mindte biskopen kongen om, at det var tid at gaa at sove; kongen gjorde da saa. Men da han var afklædt og havde lagt sig i sengen, satte gjesten sig paa fodtrinet og talte atter længe med kongen; og naar han havde fortalt noget, længtede kongen altid efter mere. Da talte biskopen til kongen og sagde, at nu var det tid til at sove. Gjorde da kongen saa, men gjesten gik ud. Lidt senere vaagnede kongen og spurgte da efter gjesten og bød at kalde ham til sig; men da fandtes gjesten ikke nogensteds. Morgenen efter lod kongen kalde til sig sin kok og ham, som stellede med drikken, og spurgte, om nogen ukjendt mand havde kommet til dem. De siger, at da de skulde gjøre mad istand, kom did en mand og sagde, at de kogte daarligt kjød til kongens bord, og derpaa gav han dem to digre og fede ribbenstykker af slagtekvæg, og dem kogte de med det andet kjød. Da siger kongen, at al den mad skulde man ødelægge, og at dette havde ikke været noget menneske, men det maatte have varet Oden, som hedenske mænd længe havde troet paa; han sagde, at Oden[95] skulde da ikke komme nogen vei med at svige dem.


65. Kong Olav drog da en stor hær sammen østen fra landet om sommeren og styrede med den hær nord til Trondhjem og lagde først ind til Nidar-os[96]. Siden lod han fare tingbud rundt hele fjorden og stævnede 8 fylkers ting paa Frosta[97]; men bønderne vendte tingbudet om til hærpil[98] og stævnede sammen alle mænd over hele Trondhjem. Men da kongen kom til tinget, var bondealmuen kommet der i fuld væbning. Da tinget var sat, talte kongen til folket og bød dem at tage ved kristendommen. Men da han havde talt en liden stund, da raabte bønderne og bad ham tie, sagde, at ellers vilde de gaa imod ham og drive ham bort. «Saa gjorde vi,» sagde de, «med Haakon Adalsteinsfostre, da han bød os sligt bud, og agter vi dig ikke mere end ham.» Men da kong Olav saa bøndernes hidsighed og det tillige, at de havde saa stor en hær, at han ikke kunde staa dem imod, da ændrede han sin tale og vendte sig til samtykke med bønderne; han siger saa: «Jeg vil, at vi skal blive venner igjen, saa som vi før har aftalt mellem os. Jeg vil fare did, hvor I har eders største blot, og se der eders seder. Da skal vi alle tage vort raad om, hvad for seder vi vil have, og da skal vi alle blive enige om det.» Men da kongen talte mildt til bønderne, blev de myge i hug, og al tale gik siden rimelig og fredelig, og det blev tilsidst aftalt, at det skulde være midsommerblot inde paa Mæren, og did skulde alle høvdinger og mægtige bønder komme, saa som skik var, og did skulde ogsaa kong Olav komme.


66. Skjegge hed en mægtig bonde, han blev kaldt Jarnskjegge; han boede paa Ophaug paa Yrjar[99]. Skjegge talte først paa tinget imod kong Olav og var bøndernes formand i at tale imod kristendommen. Paa denne maade løstes tinget. Fór da bønderne hjem, men kongen over til Lade.


67. Kong Olav laa med sine skibe i Nid og havde 30 skibe og meget og kjækt folk; men kongen selv var ofte paa Lade med sin hird. Men da den tid nærmede sig, at blotet skulde være inde paa Mæren, holdt kong Olav et stort gjestebud paa Lade; han havde sendt bud ind paa Strind og op i Guldalen og budt til sig høvdinger og andre storbønder. Men da gjestebudet var rede og de indbudne var komne, da var det den første kveld et stort gilde; det blev skjænket godt i, og man blev meget drukne. Men natten efter sov da alle mænd i ro der. Morgenen efter, da kongen var klædt, lod han synge sig messe, og da messen var endt, lod kongen blæse til husting; gik da alle hans mænd op af skibene og fór til ting. Men da tinget var sat, stod kongen op og talte saa: «Vi holdt ting inde paa Frosta, og jeg bød da bønderne, at de skulde lade sig døbe; men de bød mig derimod, at jeg skulde vende mig til blot med dem, saa som kong Haakon Adalsteinsfostre havde gjort. Det kom da til enighed mellem os om, at vi skulde mødes inde paa Mæren og gjøre der et stort blot. Men hvis jeg skal vende mig til blot med eder, da vil jeg lade gjøre det største blot, som brugeligt er, og blote mennesker. Ikke vil jeg til det vælge træler eller onde mænd, men til gave til guderne skal man vælge de bedste mænd, og til det nævner jeg Orm Lygra af Medalhus, Styrkaar af Gimsar, Kaar af Gryting, Asbjørn Torbergsøn af Varnes, Orm af Ljoxa, Haldor af Skerdingstedja,» og der til nævnte han fem andre, som var de mest udmerkede; han siger, at dem vil han blote til aar og fred, og bød strax at gaa imod dem. Men da bønderne saa, at de ikke havde mandsstyrke imod kongen, da bad de om grid for sig og lagde alt sit raad i kongens haand. Det blev da aftalt, at alle bønder, som var komne did, lod sig døbe og svor kongen ed paa at holde den rette tro og lægge al blotskab ned. Havde kongen da alle disse mænd i sit gjestebud, indtil de gav sine sønner eller brødre eller andre nærfrænder som gisler til kongen.


68. Kong Olav fór med al sin hær ind i Trondhjem. Men da han kom til Mæren, saa var der kommet alle Trøndernes høvdinger, de som stod mest imod kristendommen, og havde der med sig alle de storbønder, som før havde holdt blotene oppe paa dette sted; der var da tilstede en stor mængde og paa samme vis, som det før havde været paa frostatinget. Lod da kongen kræve ting, og begge flokker gik fuldvæbnede til ting; men da tinget var sat, talte kongen og bød mændene kristendommen. Jarnskjegge svarede til kongens tale paa bøndernes vegne og sagde, at bønderne vilde fremdeles som før, at kongen ikke skulde bryde loven for dem: «Vi vil, konge!» siger han, «at du skal blote, som andre konger her har gjort før dig.» Til hans tale gav bønderne sterke tilraab og sagde, at de vil, at alt skal være, som Skjegge talte. Da siger kongen, at han vil fare ind i hovet og se deres seder, naar de bloter. Det likte bønderne vel, og begge flokker farer til hovet.


69. Nu gaar kong Olav ind i hovet og faa af hans mænd og faa af bønderne; men da kongen kom did, hvor guderne var, saa sad der Tor og var mest hædret af alle guderne, prydet med guld og sølv. Kong Olav løftede da op en guldprydet pig-øx, han havde i haanden, og slog til Tor, saa at han faldt af stallen; siden løb kongens mænd til og skjøv alle guderne ned fra stallerne; men medens kongen var inde i hovet, blev Jarnskjegge dræbt ude foran hovdøren, og det gjorde kongens mænd. Men da kongen kom ud til sine mænd, bød han bønderne at vælge mellem to vilkaar: det ene, at nu skulde de alle tage ved kristendommen, men det andet at holde kamp imod ham; men efter Skjegges fald var det ingen foregangsmand i bøndernes hær til at reise merke imod kong Olav. Blev da det vilkaar valgt, at gaa til kongen og adlyde det, som han bød. Da lod kong Olav døbe alle de folk, som var der, og tog gisler af bønderne om, at de skulde holde sin kristendom. Siden lod kong Olav sine mænd fare rundt i alle fylker i Trondhjem; talte da ingen mand imod kristendommen, og da blev alt folk døbt i Trøndelagen.


70. Kong Olav fór med sine mænd ud til Nidaros; da lod han reise huser der paa Nidelvens bred og fastsatte, at der skulde være en kjøbstad; han gav mændene tomter der til at gjøre sig huser, men lod bygge en kongsgaard ovenfor Skipakroken[100]. Did lod han om høsten flytte alle forraad, som trængtes til vintersæde, og havde han der en stor mængde folk.


71. Kong Olav stævnede til møde Jarnskjegges frænder og bød dem bøder; men der var mange gjæve mænd til at svare, Jarnskjegge havde en datter, som hed Gudrun; det blev tilsidst aftalt, at kong Olav skulde gifte sig med Gudrun. Men da bryllupstiden var kommen, gik de begge i én seng, kong Olav og Gudrun. Men den første nat, da de laa tilsammen, da trak hun en kniv frem, saasnart kongen var sovnet, og vilde stikke i ham. Men da kongen blev det var, tog han kniven fra hende, stod op af sengen og gik til sine mænd og sagde, hvad som var hændt. Gudrun og alle de mænd, som havde fulgt hende did, tog da sine klæder og fór sin vei bort, og Gudrun kom ikke siden i samme seng med kong Olav.


72. Denne samme høst lod kong Olav reise et stort langskib paa ørene ved Nid; det var en snekke; havde han til det mange skibssmeder. Men da skibet var færdigt i førstningen af vinteren, havde det 30 rum, høie stavner og var ikke stort i forhold dertil; det skib kaldte kongen Tranen.

Efter Jarnskjegges død blev hans lig flyttet ud paa Yrjar, og ligger han i Skjegge-haugen paa Austraatt[101].


73. Da kong Olav Trygvesøn havde været to vintre konge i Norge, var det hos ham en saxisk prest, som hed Tangbrand. [997] Han var en voldsom mand og drabsmand, men en god klerk og en rask mand; men paa grund af hans ustyrlighed vilde kongen ikke have ham hos sig og gav ham det erende, at han skulde fare til Island og kristne landet. Han fik et kjøbskib, og det er at sige om hans færd, at han kom til Island i Østfjordene, i den søndre Aalptafjord, og var vinteren efter hos Hall paa Sida[102]. Tangbrand forkyndte kristendommen paa Island, og efter hans ord lod Hall og alle hans folk sig døbe og mange andre høvdinger, men der var mange flere, som talte imod. Torvald Veile og Veterlide skald digtede nidviser om Tangbrand, men han dræbte dem begge. Tangbrand dvælte to vintre paa Island og blev tre mænds bane, inden han fór bort.


74. Sigurd hed en mand, og Hauk hed en anden; de var fra Haalogaland og laa meget i kjøbfærder. De havde en sommer faret vester til England. Men da de kom tilbage til Norge, seilede de nord langs landet, men paa Nordmøre kom de sammen med kong Olavs mænd. Da det blev sagt kongen, at det var kommet der nogle mænd fra Haalogaland, som var hedenske, lod kongen styrmændene kalde til sig; han spørger dem, om de vil lade sig døbe, men de svarer nei dertil. Siden talte kongen til dem paa mange maader, men det nyttede ikke noget; da lovede han dem døden eller lemlæstning, men de føiede sig heller ikke for det. Da lod han dem sætte i jern og havde dem hos sig nogen tid, og blev de holdt i lænker. Kongen talte ofte for dem, men det hjalp ikke noget. En nat blev de borte, saa at ingen spurgte til dem eller til, hvorledes de kom sig bort. Men om høsten kom de frem nord hos Haarek i Tjotta; han tog vel imod dem, og der hos ham var de om vinteren vel holdne.


75. Det var om vaaren en godveirsdag, at Haarek var hjemme paa gaarden og faa mænd med ham, og tiden faldt ham lang. Sigurd talte til ham, om han vilde, at de skulde ro noget ud og skjemte sig. Det liker Haarek godt. De gaar siden til stranden og drager frem en sexæring[103]; Sigurd tog fra nøstet seil og redskab, som fulgte skibet, saa som de ofte var vant til at have seil med, naar de fór at skjemte sig. Haarek gik ud i skibet og lagde roret tilrette. Sigurd og hans broder fór med fuld væbning, saa som de var vante til at gaa stadig hjemme hos bonden. De var begge sterke mænd; men førend de gik ud paa skibet, kastede de ud nogle smørløber og en brødkurv og bar mellem sig en stor bøtte øl ud paa skibet. Siden roede de fra land; men da de var komne bort fra øen, sætter brødrene seil op, men Haarek styrede; det gik da raskt fra øen. Da gaar brødrene agter over did, Haarek sad. Sigurd talte til Haarek bonde: «Nu skal du vælge her mellem nogle vilkaar: det er det ene, at lade os brødre raade for vor færd og reise; det er det andet, at lade os binde dig, og det tredje er det, at vi kan dræbe dig.» Haarek saa da, hvorhen det var kommet med hans sag. Han kunde ikke hamle op med mere end én af brødrene, om de var lige rustede; derfor valgte han det, som tyktes ham nogenlunde rimeligst, at lade dem raade for færden. Han svor dem da eder derom og gav dem sin tro til det. Siden gik Sigurd til styret og stævnede syd langs landet; det vogtede brødrene vel paa, at de ikke skulde møde folk, men de fik meget god bør. De stanser ikke færden før, end de kom syd til Trondhjem og ind til Nidaros, og finder der kong Olav. Siden lod kong Olav kalde Haarek til samtale med sig og bød ham at døbes, men Haarek talte imod. Om dette taler kongen og Haarek i mange dager, stundom i mange mænds nærvar, stundom alene; men de blev ikke enige. Men tilsidst siger kongen til Haarek: «Nu skal du fare hjem, og vil jeg ikke gjøre dig noget ondt for det første. En aarsag dertil er, at det er nært frændskab mellem os, og en anden det, at du kan sige, at jeg har fanget dig med svig; men vid det for sandt, at jeg tænker i sommer at komme nord did og hjemsøge eder Haaløiger. I skal da lære, om jeg kan refse dem, som staar imod kristendommen.» Haarek sagde sig vel tilfreds med, at han kunde komme bort derfra som snarest. Kong Olav gav Haarek en god skute, som 10 eller 12 mænd roede paa hver side, og lod det skib ruste som bedst med alle forraad. Kong Olav lod Haarek faa med 30 mænd, kjække og vel rustede karler.


76. Haarek af Tjotta fór bort fra byen saa snart, han kunde; men Hauk og Sigurd blev hos kongen og lod sig begge døbe. Haarek fór sin vei, indtil han kom hjem i Tjotta. Han sendte bud til sin ven Øivind Kinnriva og bad sige ham, at Haarek af Tjotta havde fundet kong Olav, men havde ikke ladet sig kue til at tage imod kristendommen; det bad Haarek ogsaa sige ham, at kong Olav tænkte til sommeren at fare med hær imod dem, og at de da maatte vise varsomhed, og bad Øivind som snarest komme til ham. Men da disse erender blev baarne til Øivind, sagde han, at det blev meget nødvendigt at gjøre sligt raad for det, at ikke kongen fik overtaget over dem. Farer da Øivind saa snart som muligt med en letteskute og faa mænd paa den. Men da han kom til Tjotta, tog Haarek vel imod ham, og strax gik de, Haarek og Øivind, til samtale paa den anden side af gaarden. Men da de har talt en kort stund sammen, da kommer der kong Olavs mænd, som havde fulgt Haarek nord, tager saa Øivind tilfange, leier ham til skibet med sig og farer siden bort med ham. De stanser ikke sin færd før, end de kommer til Trondhjem og finder kong Olav i Nidaros. Øivind blev da ført til samtale med kong Olav. Kongen bød ham at tage daab som andre mænd. Øivind svarede nei dertil. Kongen bad ham med blide ord at tage mod kristendommen og sagde ham mange gode grunder dertil, ligesaa biskopen. Øivind lod sig ikke sige. Da bød kongen ham gaver og store landindtægter, men Øivind viste det alt fra sig. Da lovede kongen ham mishandling eller død, men Øivind gav ikke efter. Siden lod kongen bære ind et fad, fuldt af gløder, og sætte paa Øivinds mave, og snart brast da bugen sønder. Da talte Øivind: «Tag fadet af mig; jeg vil tale nogle ord, inden jeg dør,» — og saa blev gjort. Da spurgte kongen: «Vil du nu, Øivind, tro paa Kristus?» «Nei,» sagde han, «jeg kan ingen daab faa; jeg er en aand, skabt i menneskeham ved Finners trolddom, da min fader og moder ikke før fik barn.» Siden døde Øivind, og han havde været den tryllekyndigste mand.


77. Vaaren efter lod kong Olav ruste sine skibe og mænd. [999] Da havde kongen selv Tranen og havde da en stor og vakker hær. Men da han var rede, styrede han med hæren ud efter fjorden, siden nord forbi Byrda og saa nord i Haalogaland, men overalt hvor han kom til land, holdt han ting og bød der alt folket at tage daab og den rette tro. Havde da ingen styrke til at tale imod, og kristnedes da alt land der, hvor han fór. Kong Olav tog gjestning i Tjotta hos Haarek; da blev han døbt og alle hans mænd. Haarek gav ved afskeden kongen store gaver, blev hans mand, og han fik af kongen landindtægter og lendermands værdighed.


78. Raud den ramme[104] nævntes en bonde, som boede i Godø i den fjord, som heder Salpte[105]. Raud var en meget rig mand og havde mange huskarler; han var en mægtig mand, og ham fulgte en stor skare Finner, saasnart han trængte til dem. Raud var en ivrig blotmand og meget tryllekyndig. Han var en god ven af den mand, som før er nævnt[106], Tore Hjort; de var begge mægtige høvdinger. Men da de spurgte, at kong Olav fór med hær nordover om i Haalogaland, samler de hær til sig, byder skibe ud og faar mange mænd. Raud havde en stor drage med gyldne hoveder paa; det skib havde 30 rum og var stort i forhold dertil; ogsaa Tore Hjort havde et stort skib. De styrer med sin hær syd imod kong Olav. Men da de mødes, lægger de til kamp imod kong Olav; det blev der en haard strid, og det blev snart mandefald, og dette vendte sig til Haaløigernes hær, deres skibe ryddes, og dernæst kom frygt og rædsel over dem; roede da Raud med sin drage ud til havs og lod dernæst sit seil drage op. Raud havde stadig bør, hvor han end vilde seile, og kom det af hans tryllekyndighed. Det er kortest at sige om Rauds færd, at han seilede hjem til Godø. Tore Hjort flyede ind til land, og der løb de af skibene; men kong Olav fulgte dem, ogsaa hans mænd løb af skibene og fulgte efter dem og dræbte dem; var da kongen atter fremmest som stadig, naar man skulde øve sligt. Han saa, hvor Tore Hjort løb, som var meget fodrap. Kongen løb efter ham, fulgt af sin hund Vige. Da sagde kongen: «Vige, tag Hjorten!» Vige løb frem efter Tore og strax op paa ham. Tore maatte stanse. Da skjød kongen et spyd efter Tore, og Tore hugg med sverdet efter hunden og gav den et stort saar; men i samme øieblik fløi kongens spyd under Tores haand, saa at det gik gjennem ham og stod ud paa den anden side. Der lod Tore sit liv, men Vige blev baaren saaret til skibene. Kong Olav gav grid til alle de mænd, som bad derom og vilde tage kristendom.


79. Kong Olav styrede med sin hær nord langs landet og kristnede alt folk der, han fór. Men da han kom nord i Salpte, vilde han fare ind i fjorden og finde Raud, men stormveir og sterk vind stod udover efter fjorden, og kongen laa der henimod en uge, og det samme stormveir holdt sig indenfra fjorden, men udenfor var det frisk vind til at seile nord langs landet. Seilede da kongen helt nord til Åmd, og der gik alt folket under kristendommen. Siden snur kongen sin færd syd igjen. Men da han kom syd til Salpte, var det stormveir og sjøsprøit ud efter fjorden. Kongen laa der nogle nætter, men veiret var det samme. Da talte kongen til biskop Sigurd og spurgte efter, om han kunde give noget raad imod dette. Biskopen sagde, at han vilde friste, om Gud vilde lægge sin hjælp til at seire over denne djævels-kraft.


80. Biskop Sigurd tog nu alt sit messeskrud, gik frem i stavnen paa kongsskibet, lod tænde kjerter og bar frem røgelse, satte et rode-kors[107] op i stavnen, læste der evangeliet og mange andre bønner og stænkede vievand over hele skibet. Siden bød han at tage tjeldene af og ro ind paa fjorden. Kongen lod da raabe til de andre skibe, at alle skulde ro efter ham. Men da roningen var sat i gang paa Tranen, gik hun ind i fjorden, og de, som roede det skib, kjendte ingen vind imod sig, og saa laa det aabne rum efter i kjølvandet, at det var der stille, men sjøraaken stod saa tæt paa begge sider, at man ikke saa fjeldene paa nogen af fjordsiderne. Roede da hvert skib efter det andet der i stille veir, og de fór saa hele dagen og natten efter og kom lidt før dag til Godøerne. Men da de kom foran Rauds gaard, flød hans store drage der ved land. Kong Olav gik strax op til gaarden med sine mænd, gjorde overfald paa det loftrum, som Raud sov i, og hans mænd brød det op og løb ind der. Da blev Raud fangen og bunden, men af de andre mænd, som var der inde, dræbtes nogle og andre fangedes. Derpaa gik kongsmændene til den skaale, som Rauds huskarler sov i; der blev nogle dræbte, nogle bundne, nogle bankede. Kongen lod da Raud leie for sig og bød ham at lade sig døbe: «jeg vil da,» siger kongen, «ikke tage fra dig din eiendom, men heller være din ven, om du kan passe dig.» Raud raabte imod dette, sagde, at han aldrig skulde tro paa Kristus, og talte spotord om Gud. Kongen blev da vred og sagde, at Raud skulde faa den værste død. Da lod kongen ham tage og binde med ryggen til en stang, lod sætte et træstykke mellem hans tænder og saaledes munden lukke op. Derpaa lod kongen tage en lyngorm og bære til hans mund; men ormen vilde ikke ind i munden og snoede sig bort derfra, thi Raud aandede imod den. Da lod kongen tage en hul kvannestilk og sætte i Rauds mund, men somme siger, at kongen lod tage sin lur og sætte i hans mund og stak ormen ind i den og lod føre en gloende jernstang ind efter; da gik ormen ind i Rauds mund og siden i halsen og skar sig ud gjennem siden; der lod Raud sit liv. Kong Olav tog da overmaade meget gods i guld og sølv og andet løsøre, vaaben og mange slags kostbarheder; kongen lod døbe alle mænd, som havde fulgt Raud, men dem, som ikke vilde det, lod han dræbe eller pine. Da tog kong Olav den drage, som Raud havde havt, og styrede den selv, thi den var et meget større og smukkere skib end Tranen; forpaa var et dragehoved, men agter en krog og videre som en hale, og begge nakkerne[108] og hele stavnen var guldlagt. Det skib kaldte kongen «Ormen», thi naar seilet var i luften, var det som dragens vinge; dette var det smukkeste skib i hele Norge. De øer, som Raud boede paa, heder Gylling og Hæring, men tilsammen heder de Godøerne, og Godøstrømmen er nordenfor mellem dem og fastlandet. Kong Olav kristnede hele den fjord og fór siden sin vei sydover langs landet, og det hændte meget i den færd, som er optegnet i frasagn, om at trold og onde vætter gav sig i kast med hans mænd og stundom med ham selv. Men vi vil heller skrive om de hændelser, at kong Olav kristnede Norge eller de andre lande, som han førte til kristendommen. Kong Olav kom med sin hær samme høst til Trondhjem, styrede til Nidaros og lagede sig til vintersæde der.

Det vil jeg nu næst lade skrive, fortællingen om de islandske mænd.


81. Denne samme høst kom til Nidaros uden fra Island Kjartan, søn af Olav Håskuldsøn og dattersøn af Egil Skallagrimsøn, som har været kaldt den haabefuldeste mand af dem, som er fødte paa Island. Der var da ogsaa Haldor, søn af Gudmund paa Mådroveller[109], og Kolbein, søn af Tord Frøisgode og broder af Brænde-Flose[110], samt den fjerde Sverting, søn af Runolv gode. Disse var alle hedenske, ligesom mange andre, nogle mægtige, andre ikke. Da kom ogsaa fra Island gjæve mænd, som havde taget kristendommen af Tangbrand. En af dem var Gissur Hvite, søn af Teit Ketelbjørnsøn, men hans moder var Aalov, datter af Bådvar herse Vikingekaaresøn; Bådvars broder var Sigurd, fader til Eirik Bjodaskalle, fader til kong Olavs moder Astrid. En anden islandsk mand hed Hjalte Skjeggesøn, som havde Vilborg, datter af Gissur Hvite; Hjalte var ogsaa kristen. Kong Olav tog med glæde imod maagerne Gissur og Hjalte, og de var hos ham. Men de islandske mænd, som raadede for skibene og var hedenske, de søgte at faa seile bort, saasnart kongen kom til byen, thi det var sagt dem, at kongen nødede alle mænd til kristendommen; men veiret var dem imod og drev dem tilbage under Nidarholm. Disse raadede der for skibene: Toraren Nevjolvsøn, Halfrød skald Ottarsøn, Brand den gavmilde, Torleik Brandsøn. Dette blev sagt kong Olav, at Islændinger var der med nogle skibe, alle hedenske, og vilde fly fra møde med kongen. Da sendte kongen mænd til dem og forbød dem at styre bort, men bad dem lægge ind til byen; det gjorde de, men bar ikke noget fra sine skibe.


82. Da kom Mikals-messe[111]; den lod kongen holde meget, lod synge messe højtidelig. Islændingene gik til og lyttede til den fagre sang og klokkelyden. Men da de kom til sine skibe, sagde hver af dem, hvad han havde syntes om de kristne mænds adfærd. Kjartan roste den, men de fleste andre lastede den; men det er, som sagt er, at «mange er en konges ører»: det blev sagt til kongen. Da sendte han strax samme dag en mand efter Kjartan og bad ham komme til sig. Kjartan gik med nogle mænd til kongen; han tog vel imod ham. Kjartan var den største og smukkeste mand og dygtig i tale. Men da kongen og han havde talt faa ord sammen, bød kongen Kjartan at tage ved kristendommen. Kjartan siger, at han ikke vil sige nei til det, hvis han da skal faa kongens venskab. Kongen lover ham sit fulde venskab, og dette aftaler de nu mellem sig. Anden dag efter blev Kjartan døbt og Bolle Torlaksøn, hans frænde, og alt deres følge; Kjartan og Bolle var i gjestebud hos kongen, saalænge de var i hvide klæder[112], og kongen var meget venlig imod dem.


83. Kong Olav gik en dag ude paa strætet[113], men nogle mend gik imod ham, og den, som gik forrest, hilsede kongen. Kongen spurgte den mand om hans navn; han nævnte sig Halfrød. Da sagde kongen: «Er du skalden?» «Jeg kan digte,« siger han. Da talte kongen: «Du vil vel tage kristendommen og siden blive min mand?» Han siger: «Vilkaar skal det være for det, at jeg lader mig døbe, — om du, konge, selv holder mig under daaben; af ingen anden mand vil jeg modtage det.» Kongen siger: «Det vil jeg gjøre.» Da blev Halfrød døbt, og kongen holdt ham under daaben. Siden spurgte kongen Halfrød: «Vil du nu blive min mand?» Halfrød svarer: «Jeg var før Haakon jarls hirdmand; nu vil jeg ikke blive dig eller nogen anden høvding haandgangen, hvis du ikke lover mig det, at mig skal ikke hænde slige ting, at du driver mig fra dig.» «Saa alene er mig sagt om dig, Halfrød,» siger kongen, «at du er ikke saa vís eller klog, at man ikke kan vente, du gjør de ting, som jeg for ingen del vil taale.» «Dræb mig da,» siger Halfrød. Kongen mælte: «Du er en vandræde-skald men min mand skal du nu være.» Halfrød svarer: «Hvad giver du mig, konge, i navnefæste, hvis jeg skal hede Vandræde-skald?» Kongen gav ham et sverd, men ingen skede fulgte med. Kongen sagde: «Digt nu en vise om sverdet og lad «sverd» være i hver linje.» Halfrød kvad:

Et er det sverd, som af sverde
sverde-rig mig gjorde;
for sverdenes svinger
sverd-mængde nu det bliver.
Sverd-mangel vil det ei være,
— værd er jeg trende sverde —
landsherre, om jeg skulde
skede faa til sverdet.

Da gav kongen ham skeden. Fra Halfrøds kvæder tager vi underretning og vidnesbyrd om det, som deri er sagt om kong Olav Trygvesøn.


84. Denne samme høst kom Tangbrand prest fra Island til kong Olav og fortæller om, at hans færd ikke har været heldig, siger, at Islændinger havde gjort nid om ham, og at nogle vilde dræbe ham; han mente, det var ikke at vente, at det land kunde blive kristent. Kong Olav blev saa hidsig og vred, at han lod kalde sammen alle islandske mænd, som var der i byen, og sagde siden, at man skulde dræbe dem alle. Men Kjartan og Gissur og Hjalte og de andre, som da havde taget ved kristendommen, gik til ham og sagde: «Ikke vil du vel, konge, gaa fra dine ord, thi du siger saa, at ingen mand skal have gjort saa meget til at gjøre dig vred, at du ikke vil tilgive dem, naar de vil døbes og give hedenskabet op. Nu vil alle disse islandske mænd, som er her nu, lade sig døbe, men vi kan vel finde paa raad til, at kristendommen vinder indgang paa Island; her er mange mægtige mænds sønner fra Island, og deres fædre vil vel yde god støtte til den sag. Men Tangbrand fór der, som her hos eder, med overmod og manddrab, og folk der taalte ikke sligt af ham.» Da tog kongen til at lytte paa slige taler; nu døbtes alle de islandske mænd, som da var der.


85. Kong Olav var i alle deler den største idrætsmand i Norge af dem, som man har fortællinger om; han var sterkere og hændigere end hver mand, og det er mange frasagn skrevne om det; ét er det, at han gik op i Smalsarhorn[114] og fæstede sit skjold øverst i berget, og et andet det, at han hjalp sin hirdmand, som forud havde kløvet op i berget, saaledes at han hverken kunde komme op eller ned, men kongen gik til ham og bar ham under sin arm ned paa fladen. Kong Olav gik langs aarerne udenbords, naar hans mænd roede paa Ormen, og han legte med tre haandsverd, saa at stadig ét var oppe i luften, og han fik altid fat paa haandtaget. Han huggede lige godt med begge hænder og skjød to spyd paa én gang. Kong Olav var den gladeste af alle mænd og meget lystig, blid og nedladende, meget heftig i alle ting, meget gavmild og fremragende blandt sine omgivelser, modig fremfor alle i kamp, men meget grusom, naar han var vred, og sine uvenner pinte han meget: nogle brændte han i ild, nogle lod han olme hunder rive isønder, nogle lemlæste eller kaste ud over høie berg. Af disse aarsager var hans venner ham hengivne, men hans uvenner ræddedes for ham; hans fremgang var stor af de aarsager, at nogle gjorde hans vilje af kjærlighed og venskab, men nogle af rædsel.


86. Leiv, søn af Eirik Røde, den som først byggede Grønland, var denne sommer kommen fra Grønland til Norge; han fór til kong Olav og tog ved kristendommen og var om vinteren hos kong Olav.


87. Gudrød, søn af Eirik Blodøx og Gunhild, havde været i hærfærd i Vesterlandene, siden han havde flyet land for Haakon jarl. Men denne sommer, som nu før er talt om, da kong Olav Trygvesøn havde raadet 4 vintre for Norge, da kom Gudrød til Norge og havde mange hærskibe; han havde da seilet ud fra England, og da han mente at være nær Norge, stævnede han syd langs landet did, hvor han mindst ventede at finde kong Olav; Gudrød seilede syd til Viken. Men saasnart han kom til land, tog han paa at herje og tvinge landets folk under sig og krævede, at man skulde tage ham til konge. Men da landsfolket saa, at en stor hær var kommen over dem, søger de sig grid og forlig og byder kongen, at tingbud skal fare over land og byde ham heller hylding end at taale hans hær, og det blev da aftalt en frist, saalænge tingbudet gik. Da krævede kongen madskat, saalænge den ventetid skulde vare. Men bønderne vælger heller det vilkaar, at gjøre gjestebud rede for kongen hele den tid, han trængte det, og kongen tog det vilkaar, at han fór over land paa gjestning med en del af sin hær, medens de andre vogtede hans skibe. Men da kong Olavs maager, brødrene Hyrning og Torgeir, spørger dette, samler de sig folk og skaffer sig skibe, farer siden nord [vest] i Viken og kommer en nat med sine mænd did, hvor kong Gudrød var til gjest, og falder over dem med ild og vaaben. Der faldt kong Gudrød og de fleste af hans mænd; men af dem, som havde været paa skibene, blev nogle dræbte, men nogle kom sig unda og flyede vidt om. Nu var alle Eiriks og Gunhilds sønner døde.


88. Vinteren efter, at kong Olav var kommen fra Haalogaland, lod han inde under Lade-hamrene[115] reise et stort skib, som var meget større end de andre skibe, som da var i landet, og der er endnu underlags-stokkene, saa man kan se dem. Torberg Skavhågg hed den mand, som var stavnsmed paa skibet; men det var mange andre med i arbeidet der, nogle til at fælde trær, nogle til at hugge dem til, nogle til at slaa søm i, nogle til at flytte tømmeret. Alle ting dertil var meget udvalgte. Skibet var baade langt og bredt og af stort tømmer og havde høie bord. Men da de lagde den ydre klædning om skibet, havde Torberg et nødvendigt erende, at fare hjem til sin gaard, og blev der meget længe. Men da han kom tilbage, var skibet fuldtømret, kongen fór strax om kvelden og Torberg med ham for at se paa skibet, hvorledes det var gjort, og da sagde hver mand, at aldrig havde man seet saa stort eller saa smukt langskib. Kongen fór da tilbage til byen. Men tidlig paa morgenen efter kom kongen atter til skibet og Torberg med; da var forud smedene komne, og de stod alle uden at arbeide. Kongen spurgte, hvorfor de bar sig saaledes ad. De svarede, at skibet var skamhugget, og en mand maatte have gaaet fra fremstavnen til løftingen og havde sat ned i kanten det ene hugg efter det andet. Kongen gik da til og saa, at det var sandt, og sagde strax og svor derpaa, at den mand skulde dø, hvis kongen fik vide, hvem der af avind havde skadet skibet, «men den, som kan sige mig det, skal faa stor løn af mig.» Da siger Torberg: «Jeg vil kunne sige eder, konge, hvem som har gjort dette verk.» «Jeg kan heller ikke vente af nogen anden mand mere end af dig,» siger kongen, «at det kan lykkes ham at blive vis paa og kunne sige mig det.» «Jeg vil sige eder, konge,» siger han, «hvem som har gjort det; — jeg har gjort det.» Da svarer kongen: «Da skal du bøde det saa, at det er ligesaa godt, som det før var; der skal dit liv ligge ved.» Siden gik Torberg til og huggede kanten til saa, at alle skraahuggene gik af. Kongen sagde da — og alle andre —, at skibet var meget smukkere paa det bord, hvor Torberg havde hugget; bad kongen ham da at gjøre saa paa begge bord og bød ham have stor tak derfor. Blev da Torberg hovedsmed for skibet, indtil det var fuldført; det var en drage og gjort efter mønster af Ormen, som kongen havde havt med fra Haalogaland; men det nye skib var meget større og i alle deler mere omhyggelig udført. Dette kaldte han «Ormen lange», men det andet «Ormen korte». Paa Ormen lange var det 34 rum. Hovedet og krogen var helt gyldne, og bordene var saa høie som paa havskibe. Dette er det skib i Norge, som har været bedst udført og med størst omkostning.


Halvdan Egedius: Ormen lange.


89. Eirik jarl Haakonsøn og hans brødre og mange andre gjæve frænder af dem fór bort fra landet efter Haakon jarls fald. [995] Eirik jarl fór øster i Svitjod til Olav sveakonge, og der fik de god modtagelse. Kong Olav gav der jarlen fredland og store landindtægter, saa at han kunde holde sig og sine mænd vel der i landet. Om det taler Tord Kolbeinsøn:

Du røver-fiende! Skjæbnen
raskt kan ændre meget!
Kort efter sendte mændenes
svig Haakon i døden.
Men til det land, som den staute
stridsmand havde vundet
i kamp, nu Trygve-sønnen
kom, da han fór vestenfra.
Mere i hug Eirik
havde imod kongen,
end vi nu vil sige
(sligt af ham maatte ventes);
vred søgte jarlen
raad hos den svenske konge
(stivsind viste Trønderne,
flygte vilde ingen).

Mange mænd søgte fra Norge til Eirik jarl, de som blev landflygtige for kong Olav Trygvesøn. Tog Eirik da det raad, at han skaffede sig skibe og fór i hærfærd for at vinde gods for sig og sine mænd. Han styrede først til Gotland og laa derved længe om sommeren og lagde sig i veien fór kjøbskibe, som seilede til landet, eller for vikinger; stundom gik han op paa landet og herjede vide der langs sjøkanten. Saa siges i Bandadraapa:

Mange andre flere
malm-veir jarlen fik vinde
(atter hørtes det) siden,
[Eirik vinder landet][116]
dengang da gramen
over Gotlands strander
vide for i hærfærd.
[daadsterk og fred mægler.][117].

Siden seilede Eirik jarl syd til Vendland og mødte der udenfor Stauren[118] nogle vikingeskibe og lagde til kamp med dem; da fik Eirik jarl seier og dræbte vikingene. Saa siges i Bandadraapa:

Stavn-dyrets styrer
lod ved Staur ligge
faldne krigsmænds hoveder;
[Kampglade jarl siden][119]
ved slemme sverde-møde,
sled ravnen i vikingers
legemer paa øren.
[over landet raader.][120].


90. Eirik jarl seilede om høsten tilbage til Svitjod og var der den anden vinter. [997] Men om vaaren gjorde jarlen sin hær rede og seilede siden i Østervei; men da han kom til kong Valdemars rige, tog han paa at herje og dræbe folk og brænde alt der, han for, og ødede landet. Han kom til Aldeigjaborg[121] og lagde sig der om, indtil han vandt staden, dræbte der mange folk, men brød ned og brændte hele borgen, og siden fór han med hærskjold vide om i Gardarike. Saa siges i Bandadraapa:

Høvdingen fór at øde
med ild og sverd siden
(sverd-veiret voxede)
Valdemars lande.
Aldeigja brød du, fyrste!
da øster du kom i Gardar
(godt ved vi dette),
grum var striden blandt mændene.

Eirik jarl var i fem somre tilsammen i denne hærfærd, men da han kom fra Gardarike, fór han med hærskjold over hele Adalsysla og Øsysla, og der tog han fire vikingesnekker fra danske mænd og dræbte alt paa dem. Saa siges i Bandadraapa:

Hørte jeg, hvor sverdets
svinger kamp øvede
atter i ø-sundet
[Eirik vinder landet][122]
Den gavmilde fyrste
fire vikinge-skibe
fra Danerne røved’.
[daadsterk og fred mægler][123]
Der, hvor hærmænd rendte
til byen, du havde,
krigshelt! strid med Gauter.
[Kampglade jarl siden][124]
Hærskjoldet han førte
frem til alle Sysler,
ei han fór med lempe,
[over landet raader.][125]

Eirik jarl fór til Danmark, da han havde været en vinter i Sverige; han kom til danekongen Svein Tjugeskjeg og beilede til hans datter Gyda, og det giftermaal blev aftalt; [996] da fik Eirik jarl Gyda, og en vinter senere fik de en søn, som hed Haakon. Eirik var om vintrene i Danmark og stundom i Sveavælde, men om somrene i hærfærd.


91. Svein Tjugeskjeg, danekongen, havde Gunhild, datter af venderkongen Burislav. Men i de aar, som nu er omtalte, da hændte det, at dronning Gunhild fik sott og døde[126], men lidt senere fik kong Svein Sigrid den storraade, datter af Skågul-Toste, moder til Olav den svenske, sveakongen. Da opkom det med svogerskabet venskab der mellem kongerne og mellem dem og Eirik jarl Haakonsøn.


92. Venderkongen Burislav[127] klagede for sin maag Sigvalde jarl over, at det forlig var brudt, som Sigvalde jarl havde gjort mellem kong Burislav og kong Svein. Kong Burislav skulde faa Tyre Haraldsdatter, kong Sveins søster; men det giftermaal havde ikke havt fremgang, thi Tyre satte et kort nei imod at giftes med en hedensk og gammel mand. Nu si ger kong Burislav til jarlen, at han vil kræve den aftale holdt, og bad jarlen fare til Danmark og føre dronning Tyre til ham. Sigvalde jarl vægrede sig ikke for den færd, men fór til Svein danekonge og bar denne sag for ham; ved sine overtalelser kom jarlen saa langt, at kong Svein gav sin søster Tyre i hans hænder; med hende fulgte nogle kvinder og hendes fosterfader, som hed Åssur Agesøn, en mægtig mand, samt nogle andre mænd. Det blev aftale mellem kongen og jarlen, at de eiendommer i Vendland, som dronning Gunhild havde havt, skulde Tyre have og desuden andre store eiendommer i medgift. Tyre græd saare og fór meget nødig afsted. Men da hun og jarlen kom til Vendland, gjorde kong Burislav sit bryllup og fik dronning Tyre. Men saalænge hun var blandt hedninger, vilde hun hverken tage imod mad eller drik af dem, og saaledes gik det i syv nætter. Men saa var det en nat, at dronning Tyre og Åssur løb bort i mørket og til skogen. Det er kortest at sige om deres færd, at de kommer frem i Danmark; men Tyre tør paa ingen maade blive der af den grund, at hun ved, at hvis hendes broder kong Svein spørger til hende der, da vil han strax sende hende tilbage til Vendland. Farer de overalt i hemmelighed, indtil de kommer til Norge. Tyre stansede ikke sin færd, førend de kom til kong Olav; han tog vel imod dem, og var de der vel holdne. Tyre siger kongen alt om sin vanskelige stilling og beder ham om hjælperaad og om fred for sig i hans rige. Tyre var en ordsnild kvinde, og kongen likte godt hendes tale; han saa, at hun var smuk, og det kommer ham i hug, at dette kan være et godt gifte; han vender talen hen paa dette og spørger, om hun vil gifte sig med ham. Men saa som hun nu var stedt, tyktes det hende vanskeligt at komme ud deraf; og paa den anden side saa hun, hvilket godt gifte dette var, at faa saa navnkundig en konge, og bad ham at raade for hende og hendes gifte. Og efter som herom var talt, saa fik kong Olav dronning Tyre. Dette bryllup blev holdt om høsten, da kongen var kommen norden fra Haalogaland. [999] Kong Olav og dronning Tyre var om vinteren i Nidaros. [1000] Men om vaaren efter klagede dronning Tyre ofte for kong Olav og græd saare over, at hun havde saa store eiendommer i Vendland, men hun havde ikke gods der i landet, saa som det sømmede sig for en dronning. Stundom bad hun kongen med fagre ord, at han skulde skaffe hende hendes eiendom, og sagde, at kong Burislav var saa god ven af kong Olav, at saasnart som de mødtes, vilde kongen give Olav alt det, han bad om. Men da kong Olavs venner blev var disse taler, raadede alle kongen fra denne færd. Saa siges det, at det var en dag tidlig om vaaren, at kongen gik gjennem strætet; men ved torvet kom en mand imod ham med mange kvanner, som var merkelig store for den tid paa vaaren. Kongen tog en stor kvannestilk i haanden og gik hjem til dronning Tyres herberge. Tyre sad inde i stuen og græd, da kongen kom ind. Kongen sagde: «Se her en stor kvannestilk, som jeg giver dig.» Hun slog til den med haanden og sagde: «Større gaver gav Harald Gormsøn, men mindre ræddedes han for at fare fra landet og søge sin eiendom, end du gjør nu, og det sandedes, da han fór hid i Norge og ødede største delen af dette land og tilegnede sig alt med skatter og skylder; men du tør ikke fare gjennem Danevælde for broder min, kong Svein.» Kong Olav løb op ved disse ord og raabte høit og svor dertil: «Aldrig skal jeg fare ræd for broder din, kong Svein, og hvis vi mødes, da skal han vige.»


93. Kong Olav stævnede lidt senere ting i byen. Han gjorde da vitterligt for hele mængden, at han vil have leding ude for landet om sommeren, og han vil have et fast tal baade af skibe og folk fra hvert fylke; han siger da, hvormange skibe han vil have fra fjorden der. Siden sender han bud baade nord og syd i landet, langsmed landet paa udsiden og inde i landet, og lader byde mænd ud. Kong Olav lader da sætte frem Ormen lange og alle sine andre skibe, baade store og smaa; selv styrede han Ormen lange. Og da mænd blev tagne til mandskab, da blev det gjort saa omhyggeligt valg, at paa Ormen lange skulde det ikke være nogen mand ældre end 60 eller yngre end 20, alle særskilt valgte efter styrke og mod. Dertil blev først tagne kong Olavs hirdmænd, thi til dem valgtes baade blandt indenlandske og udenlandske alle de, som var de sterkeste og modigste.


94. Ulv Røde hed den mand, som bar kong Olavs merke og var i stavnen paa Ormen; desuden var der Kolbjørn stallare, Torstein Oxefot og Vikar af Tiundaland, broder til Arnljot Gelline[128]. Paa rausnen[129] i saxene[130] var: Vak Elvske Raumesøn, Berse den sterke, Aan skytte fra Jæmteland, Traand Ramme fra Telemarken og hans broder Utyrme, Haaløigerne Traand Skjalge, Ågmund Sande, Lådve Lange fra Saltvik[131], Haarek Hvasse. Disse Indtrønder: Ketel Høie og Torfinn Eisle, Haavard og hans brødre fra Orkedal. I forrummet[132] var disse: Bjørn af Studla[133], Torgrim Tjodolvsøn fra Kvine, Asbjørn og Orm, Tord fra Njardarlåg[134], Torstein Hvite fra Oprostader, Arnor den mørske, Halstein og Hauk fra Fjordene, Øivind Snaak, Bergtor Bestel, Halkel af Fjaler, Olav Dreng, Arnfinn Sogning, Sigurd Bild, Einar Hordske og Finn, Ketel Rygske, Grjotgard Raske. Disse var i krapperummet[135]: Einar Tambeskjelve — han tyktes dem ikke jevngod, thi han var bare 18 vintre gammel —, Halstein Livsøn, Torolv, Ivar Smetta, Orm Skoge-nev, — og mange andre gjæve mænd var paa Ormen, om vi ikke kan nævne dem; det var 8 mænd i hvert halvrum paa Ormen, og de var valgte én for én; det var 30 i forrummet. Det var mænds tale, at de mænd, som var valgte paa Ormen, stod lige saa høit over andre mænd i skjønhed, styrke og kjækhed, som Ormen stod over andre skibe. Torkel Nevja, kongens broder, styrede Ormen korte, Torkel Dyrdel og Jostein, kongens morbrødre, havde Tranen, og begge disse skibe havde meget godt mandskab. Elleve storskibe havde kong Olav fra Trondhjem og desuden tyvesesser[136] og mindre skibe.


95. Da kong Olav havde gjort sin hær rede i Nidaros, satte han mænd over hele Trøndelagen i sysler og som aarmænd. Derpaa sendte han til Island Gissur Hvite og Hjalte Skjeggesøn, at byde kristendommen paa Island, og gav dem med den prest, som hed Tormod, og andre viede mænd, men holdt tilbage hos sig som gisler de 4 islandske mænd, som syntes ham mest udmerkede, Kjartan Olavsøn, Haldor Gudmundsøn, Kolbein Tordsøn, Sverting Runolvsøn. Og det er sagt om Gissurs og Hjaltes færd, at de kom til Island før altinget og fór til tinget, og paa det ting blev kristendommen taget i lov paa Island, og den sommer blev hele folket døbt.


96. Kong Olav sendte ogsaa den samme vaar Leiv Eiriksøn til Grønland, at byde der kristendom, og han fór den sommer til Grønland. [1000] Han tog i havet et skibsmandskab, som da laa hjælpeløst paa et vrag, og derefter fandt han Vinland det gode[137] og kom samme sommer til Grønland og havde med sig did en prest og lærere og tog sit ophold i Brattalid hos sin fader Eirik. Siden kaldte man ham Leiv den heppne [heldige]; men hans fader Eirik sagde, at de to ting gik op i op, at Leiv havde bjerget skibsmandskabet, og at han havde ført til Grønland «skademanden», det var presten.


97. Kong Olav fór med sin hær syd langs landet; søgte da til ham mange af hans venner, de stormænd, som var rede til færden med kongen; den første mand af dem var hans maag Erling Skjalgsøn, og havde han sin store «skeid»[138]; den havde 30 rum og var meget vel udrustet. Da kom ogsaa til kongen hans maager Hyrning og Torgeir, og hver styrede et stort skib. Mange andre stormænd fulgte ham; han havde 60 langskibe, da han fór fra landet. Kong Olav seilede syd forbi Danmark gjennem Øresund, og i denne færd kom han til Vendland, aftalte stævne med kong Burislav, og de mødtes. De talte da om de eiendeler, som Olav krævede, og alle samtaler mellem kongerne gik fredelig, og det blev fuldt ordnet med de krav, som kong Olav tyktes sig at have der. Dvælte kong Olav der længe om sommeren og fandt der mange af sine venner.


98. Kong Svein Tjugeskjeg var da gift med Sigrid den storraade, som før er skrevet[139]. Sigrid var den største uven af kong Olav Trygvesøn og fandt det til aarsag, at kong Olav havde brudt aftalen med hende og slaaet hende i ansigtet, som før er skrevet[140]. Hun eggede meget kong Svein til at holde kamp med kong Olav Trygvesøn og siger, at det var aarsag nok imod kong Olav, at han havde giftet sig med hans Søster Tyre «uden dit samtykke, og ikke vilde dine forfædre have taalt sligt». Slige taler førte dronning Sigrid ofte i munden, og hun kom med sine overtalelser saa langt, at kong Svein var fuldt villig til at lægge raad herom. Og tidlig om vaaren sendte kong Svein mænd øster til Svitjod til Olav sveakonge, sin maag, og til Eirik jarl og lod sige dem, at Norges konge Olav havde leding ude og tænkte om sommeren at fare til Vendland; det bud fulgte med, at sveakongen og jarlen skulde have hær ud og fare til møde med kong Svein, og da skulde de alle tilsammen lægge til kamp imod kong Olav. Men sveakongen og Eirik jarl var fuldt rede til denne færd og drog da sammen en stor skibshær i Sveavælde; med den hær fór de syd til Danmark og kom did paa den tid, da kong Olav Trygvesøn havde seilet øster. Om det taler Haldor Ukristne, da han digtede om Eirik jarl:

Kongernes kamp-lystne
knuser ud af Svitjod
bød de store skarer
(til striden syd fór han).
Saar-fuglen paa sjøen
sul sig da ventede;
ønskede da hver kriger
Eirik at følge til kampen.

Sveakongen og Eirik jarl styrede til møde med danekongen, og havde de da tilsammen en utallig hær.


99. Da kong Svein havde sendt bud efter hæren, sendte han Sigvalde jarl til Vendland for at speide ud om kong Olav Trygvesøns færd og gildre saa til, at kong Svein og de andre kunde mødes med kong Olav. Fór da Sigvalde sin vei og kom frem til Vendland, fór til Jomsborg og siden til kong Olav Trygvesøn. Det var der meget venskabelig samtale mellem dem, og jarlen kom i største yndest hos kongen; jarlens hustru Astrid, kong Burislavs datter, var en god ven af kong Olav, mest paa grund af deres forrige svogerskab, da kong Olav havde havt hendes søster Geira. Sigvalde jarl var en klog og raadig mand, og da han kom i raadslagning med kong Olav, sinkede han meget hans færd østenfra og fandt dertil mange forskjellige leiligheder. Men kong Olavs mænd ytrede sig lidet tilfreds dermed og længtede meget efter at komme hjem, da de var seilfærdige og vinden god. Sigvalde jarl fik hemmelig bud fra Danmark, at nu var danekongen og sveakongen og Eirik jarl komne sammen, og nu skulde de seile øster under Vendland og havde aftalt, at de vilde bie paa kong Olav ved den ø, som hed Svåld[141], samt at jarlen skulde faa det laget saa, at de der kunde finde kong Olav.


100. Da kom det et løst rygte til Vendland, at Svein danekonge havde hær ude, og snart gik det tale om, at Svein danekonge vel vilde finde kong Olav. Men Sigvalde jarl siger til kongen: «Ikke er det kong Sveins raad, at lægge til kamp mod eder med Danernes hær alene, saa stor hær som I har. Men hvis I har nogen mistanke om, at det kunde være ufred for haanden, saa skal jeg følge eder med mine mænd, og tyktes det forhen at være god støtte, naar Jomsvikinger ledsagede høvdinger; jeg vil følge dig med 11 vel rustede skibe». Kongen tog imod dette. Det var da ringe, men gunstig vind; kongen lod flaaden løse og blæse til afreise. Drog mændene da sine seil, og alle smaaskibene gik da sterkere, og de seilede bort ud i havet. Men jarlen seilede nær kongsskibet og raabte til dem der og bad kongen seile efter ham: «Jeg ved vel,» siger han, «hvor det er dybest mellem øsundene, men det vil I trænge med de store skibene.» Jarlen seilede da forud med sine skibe — han havde 11 skibe —, men kongen seilede efter ham med sine storskibe, — det var ogsaa 11 skibe —, men hele den øvrige hær seilede ud i havet. Men da Sigvalde jarl seilede ind til Svåld, da roede en skute ud imod dem. De siger til jarlen, at danekongens hær laa der i havnen lige for dem. Da lod jarlen seilene falde, og de ror ind under øen. Saa siger Haldor Ukristne:

Øiners[142] ædle konge
med en og syvti skibe
fór søndenfra (sverdet
farvede han i kampen),
da jarlen havde Skaaningers
skibe ud stævnet
til striden (brat nu freden
brødes mellem mændene).

Her siges, at kong Olav og Sigvalde jarl havde 71 skibe, da de seilede søndenfra.


101. Svein danekonge, Olav sveakonge og Eirik jarl var da der med hele sin hær; da var det fagert veir og klart solskin. Alle høvdingene gik nu op paa holmen med stort følge og saa, at mange skibe seilede ud paa havet sammen. Og nu ser de, hvor et meget stort og prægtigt skib seiler; da sagde begge kongerne: «Dette er et stort og sjelden fagert skib; dette kan være Ormen lange.» Eirik jarl svarer og siger: «Ikke er dette Ormen lange.» Og saa var det, som han sagde. Dette skib eiede Eindride af Gimsar. Lidt senere saa de, hvor et andet skib seilede, meget større end det forrige. Da talte kong Svein: «Ræd er Olav Trygvesøn nu; ikke tør han seile med hoved paa sit skib[143].» Da siger Eirik jarl: «Ikke er dette kongens skib; dette skib og seilet kjender jeg, thi seilet er stribet; det fører Erling Skjalgsøn. Lad dem seile; det er bedre for os, at dette skib savnes i Olavs flaade, end at det er der, saa godt rustet.» En stund senere saa de og kjendte Sigvalde jarls skibe, som dreiede did til holmen. Derpaa saa de, hvor tre skibe seilede, og var et af dem stort. Da talte kong Svein og bad dem gaa til sine skibe; han siger, at der seiler Ormen lange, Eirik jarl siger: «Mange andre store og prægtige skibe har de end Ormen lange; lad os endnu vente.» Da sagde mange mænd: «Ikke vil Eirik jarl nu kjæmpe og hevne sin fader. Dette er stor skam, saa at det vil spørges over alle land, om vi ligger her med saa stor hær, og kong Olav seiler ud i havet lige paa siden af os.» Men da de havde talt om dette en stund, saa de, hvor fire skibe seilede, og et af dem var en drage, meget stor og guldprydet. Da stod kong Svein op og sagde: «Høit skal Ormen bære mig i kveld; den skal jeg styre.« Da raabte mange, at Ormen var et vældig stort og vakkert skib, og det var et herligt verk at lade gjøre sligt et skib. Da sagde Eirik jarl saa høit, at nogle hørte det: «Om end kong Olav ikke havde større skib end dette, saa vilde kong Svein aldrig faa det fra ham med danehæren alene.» Da drev folk til skibene og tog tjeldene af. Men medens høvdingene talte om dette sig imellem, som nu er sagt, da saa de, hvor tre meget store skibe seilede, og et fjerde allersidst, og det var Ormen lange. Men af de store skibe, som havde seilet forud og de tænkte var Ormen lange, var det første Tranen og det sidste Ormen korte. Men da de saa Ormen lange, da skjønte alle — og ingen talte da imod —, at der monne Olav Trygvesøn seile. De gik da til skibene og gjorde sig rede til at ro imod. Det var aftale mellem høvdingene, kong Svein, kong Olav og Eirik jarl, at hver af dem skulde tilegne sig sin tredjedel af Norge, om de fældte kong Olav Trygvesøn; men den af høvdingene, som først gik op paa Ormen, skulde tilegne sig alt det hærfang, som man tog der, og enhver af dem skulde have de skibe, han selv ryddede. Eirik jarl havde en meget stor barde[144], som han var vant til at have i viking; der var «skjeg» øverst paa begge stavner, men nedenfor en tyk jernplade, som var saa bred som «skjegget» og naaede helt ned i vandgangen.


Halvdan Egedius: Høvdingene ser paa holmen Olavs skibe seile forbi.


102. Da Sigvalde jarl og hans mænd roede ind under holmen, da saa Torkel Dyrdel fra Tranen og styremændene paa de andre skibe, som fór med ham, at jarlen dreiede skibene ind under holmen; da lod de ogsaa seilene falde, roede efter dem og raabte til dem og spurgte, hvorfor de fór saaledes. Jarlen siger, at han vil bie paa kong Olav: «det ser ligest ud til, at her er ufred for haanden.» De lod da skibene flyde, indtil Torkel Nevja kom med Ormen korte og de tre skibe, som fulgte ham, og de samme tidender blev sagt dem; da lod de ogsaa sine seil falde, lod skibene flyde og biede paa kong Olav. Og da kongen seilede ud henimod holmen, da roede hele fiendehæren ud i sundet foran dem. Men da de saa det, bad de kongen seile sin vei og ikke lægge til kamp imod saa stor en hær. Kong Olav svarede høit og stod op i løftingen: «Lad seilet falde, ikke skal mine mænd tænke paa flugt; jeg har aldrig flyet i strid; Gud raade for mit liv, men aldrig vil jeg lægge paa flugt.» Det blev saa gjort, som kongen bød. Saa siger Halfrød:

Jeg ønsker at nævne de ord,
som Olavs hærmænd siger,
at daadsterke gram talte
til drengene før kampen.
Den krigerske konge bød
sine kjæmper ikke at tænke
paa flugt (de fyndige ord
af folkets yndling lever!).


103. Kong Olav lod blæse alle sine skibe til samling. Kongens skib var midt i hæren, men paa den ene side af den laa Ormen korte, paa den anden side Tranen. Men da de tog paa at tenge, bandt de sammen stavnene paa Ormen lange og Ormen korte; da kongen saa det, raabte han høit og bød dem lægge det store skib bedre frem og lade det ikke være det bagerste af alle skibene i hæren. Da svarer Ulv den røde: «Hvis vi skal lægge Ormen saa meget længere frem, som den er længere end andre skibe, saa vil det blive haardt arbeide om saxene[145] idag.» Kongen siger: «Ikke vidste jeg, at jeg havde en stavnbo, som var baade rød og ræd.» Ulv svarede: «Vend du ikke mere ryggen der i løftingen, end jeg gjør, naar jeg verger stavnen.» Kongen havde en bue i haanden, lagde en pil paa strengen og vendte den imod Ulv. Ulv raabte: «Skyd en anden vei, konge, did, hvor det trænges mere; hvad jeg gjør, gjør jeg for dig.»


104. Kong Olav stod i løftingen paa Ormen, han ragede meget høit op; han havde gyldent skjold og guldlagt hjelm og var let at kjende fra andre mænd; han havde en kort, rød kjortel uden om brynjen. Men da kong Olav saa, at flokkene delte sig og merker blev sat op for høvdingene, spurgte han: «Hvem er høvding for den hær, som er lige imod os?» Det blev sagt ham, at der var kong Svein Tjugeskjeg med danehæren. Kongen svarer: «Ikke ræddes vi for de uslinger, ikke er det mod i Danerne; men hvilken høvding følger de merker, som er der ude paa høire side?» Det blev sagt ham, at der var kong Olav med sveahæren. Kong Olav siger: «Det vilde være bedre for Svearne at sidde hjemme og slikke om sine blotboller[146] end at gaa op paa Ormen under eders vaaben. Men hvem eier de store skibe, som ligger der ude paa bagbord af Danerne?» «Det er,» siger de, «Eirik jarl Haakonsøn.» Da svarer kong Olav: «Han kan nok tykkes at have god grund til at mødes med os, og af den flok kan vi vente os skarp strid; de er Nordmænd, som vi er.»


105. Siden fordeler kongerne sig til at ro imod; kong Svein lagde sit skib imod Ormen lange, men kong Olav Svenske, lagde til længere ude og stak stavnene imod kong Olav Trygvesøns yderste skib, og paa den anden side Eirik jarl. Nu blev det der en haard strid. Sigvalde jarl lod sine skibe ro bagover og lagde ikke til strid. Saa siger Skule Torsteinsøn, han var da hos Eirik jarl:

Frisers uven jeg fulgte
(jeg fik i ungdommen hæder)
og Sigvalde, der hvor det sang
med spyd (nu jeg ældes),
da vi de blodige sverde
bar ved Svålds munding
i syd i kampens uveir
til møde med krigshelten.

Og endvidere siger Halfrød om disse tidender:

Det tror jeg vist, at meget
(mange mænd kom paa flugten)
gramen, som fremmede kampen,
Trønders følge savnede.
Den kjække konge alene
kjæmped’ mod to konger
(sligt er herligt at sige
siden) og jarlen den tredje.


106. Denne strid var meget skarp og meget blodig. Frembyggerne paa Ormen lange og paa Ormen korte og paa Tranen kastede ankere og stavnljaaer[147] over i kong Sveins skibe og kunde bære vaaben paa dem ovenfra nedad; de ryddede alle de skibe, som de kunde faa holdt fast, men kong Svein og de, som undkom, flygtede over paa andre skibe, og dernæst lagde de sig ud fra skudmaal; det gik med denne hær saa, som kong Olav Trygvesøn havde gjettet. Da lagde Olav sveakonge til der i stedet, men saa snart som de kom nær storskibene, gik det dem som hine, at de mistede mange mænd og nogle af sine skibe og lagde saa fra. Men Eirik jarl lagde barden langskibs med kong Olavs yderste skib, ryddede det og huggede det strax ud af tengslerne; derpaa lagde han til det, som der var nærmest, og kjæmpede, indtil det var ryddet. Nu tog mandskabet til at løbe fra de mindre skibe og op paa storskibene, men jarlen huggede ethvert skib ud af tengslerne, naar det var ryddet, og Daner og Svear lagde da til i skudmaal og fra alle sider imod kong Olavs skibe. Eirik jarl laa stadig langskibs med skibene og havde kamp med hugg-vaaben, men eftersom det faldt mænd paa hans skib, gik andre op i stedet, Daner og Svear. Saa siger Haldor:

Gang af skarpe sverde
gik over Ormen lange;
hvor gyldne spyd klirred’,
kjæmpede drengene længe.
I fiende-kampen
frem syd gik det
svenske mænd imod ham
og danske sverd-kjæmpere.

Da var striden meget skarp, og da faldt folk tæt, og det endte da med, at alle kong Olavs skibe var ryddede undtagen Ormen lange; da var alle, som endnu var vaabenføre af hans mænd, komne op paa den. Da lagde Eirik jarl barden langskibs med Ormen lange, og der blev det nu strid med hugg-vaaben. Saa siger Haldor:

I saa haard en fælde
faldt nu Ormen lange
(skjoldene skares sønder,
sammen stødte sverdene),
da øxe-bæreren barden,
den bordhøie, lagde
ved Ormens side; jarlen
seier vandt ved holmen.


107. Eirik jarl var i for-rummet[148] paa sit skib, og der var fylket med skjoldborg; der blev det baade kjæmpet med hugg-vaaben og stukket med spyd og kastet med alt, som kunde bruges til vaaben, men nogle skjød med bueskud eller haandskud. Det gik da saa sterk en vaabenregn over Ormen, at man neppe kunde verge sig med skjolde, saa tykt fløi piler og spyd, thi fra alle sider lagde de hærskibe om Ormen. Kong Olavs mænd var nu saa rasende, at de løb op paa skibsbordene for at naa fienderne med sverdhugg og dræbe dem, thi mange havde ikke lagt sig saa lige under Ormen, at de vilde være med i hugg-kamp. Men mange af Olavsmændene gik da overbord, idet de ikke tænkte andet, end at de kjæmpede paa slette volden, og sank da ned i sine vaaben. Saa siger Halfrød:

Ned fra Ormen sank de,
saarede i kampen;
ikke vilde de vige,
men verge sig til det sidste.
Om end dyre konge
endnu Ormen styred’,
vilde den slige drenger
savne der, den skrider.


108. Einar Tambeskjelve var i krapperummet agter paa Ormen; han skjød med bue og skjød hvassere skud end alle andre. Einar skjød efter Eirik jarl og rammede øverst i styrestangen over jarlens hoved, og pilen gik ind helt op til surrebaandene[149]. Jarlen saa efter den og spurgte, om de vidste, hvem som skjød der; men i det samme kom en anden pil saa nær jarlen, at den fløi mellem hans side og arm og saa langt ind i hovedfjælen[150], at spidsen stod langt ud. Da talte jarlen til den mand, som nogle kalder Finn, men nogle siger var finsk, — han var en udmerket bueskytte —: «Skyd du den store manden i krapperummet!» Finn skjød, og pilen kom midt paa Einars bue i det øieblik, han spændte buen for tredje gang. Da brast buen i to deler. Da sagde kong Olav: «Hvad brast der saa høit?» Einar svarer: «Norge af din haand, konge!» »Saa stor brist er vel endnu ikke skeet,» siger kongen; «tag min bue og skyd med den!» og kastede buen til ham. Einar tog buen og drog den strax frem for pilens odd og raabte: «For vek, for vek — er fyrstens bue.» Han kastede buen tilbage, men tog saa sit skjold og sverd og kjæmpede.


Christian Krohg: Einar Tambeskjelve: «For vek, for vek er fyrstens bue.»


109. Kong Olav Trygvesøn stod i løftingen paa Ormen og skjød oftest om dagen, stundom med bue, stundom med spyd og da stadig to ad gangen. Han saa frem i skibet og saa sine mænd svinge sverdene og hugge tidt og saa, at de bed daarlig; da raabte han høit: «Svinger I eders sverd sløvt, siden jeg ser, at de bider ikke for eder?» En mand sagde: «Vore sverd er sløve og meget brudte.» Da gik kongen ned i forrummet og lukkede op høisædes-kisten; han tog der ud mange hvasse sverd og gav mændene dem; men da han stak den høire haand ned, saa mændene, at det randt ned blod under brynjeærmet; ingen ved, hvor han var saaret.


110. Den meste og mandefarligste kamp paa Ormen kom fra forrumsmændene og stavnboerne; thi i forrummet og i stavnene var mandevalget bedst og skibsbordene høiest. Men da mændene først faldt midt paa skibet og faa mænd stod oppe rundt om masten, da forsøgte Eirik at gaa op og kom op paa Ormen, selv femtende. Da gik Hyrning, kong Olavs maag, imod ham med sit følge, og der blev det den haardeste strid, og den endte saa, at jarlen veg tilbage ned paa barden; men af de mænd, som havde fulgt ham, faldt nogle, men andre var saarede. Om det taler Tord Kolbeinsøn:

Kjæmpede der hjelmdækte
hærmænd paa blodige tofter
— — — — — — — —
— — — — — — — —[151]
Vakker ros fik han, som
verged’ sin herre med sverdet,
Hyming; briste høifjelds
hvælving[152], før det glemmes!

Nu blev det atter den skarpeste strid, og da faldt mange paa Ormen; men da mandskabet, som skulde verge Ormen, tyndedes, forsøgte Eirik jarl anden gang at gaa op, og atter fik han da haard modstand. Men da stavnboerne paa Ormen saa dette, gik de agterover paa skibet, vendte sig til vern imod jarlen og gjorde ham sterk modstand. Men da nu saa mange mænd var faldne paa Ormen, at skibsbordene mangesteds var øde, tog jarlsmændene til at gaa op paa mange kanter. Men alle de mænd, som endnu stod oppe til vern paa Ormen, søgte agter paa skibet did, hvor kongen var. Saa siger Haldor Ukristne, at Eirik jarl da eggede sine mænd:

Agter over tofterne
Olavs mænd maatte vige;
den hugglade fyrste de
hidsige drenger egged’,
da kjæmperne havde lukket
om kjække konge vaagen
med skibe; vaabengangen
mod Venders morder vendtes.


111. Kolbjørn stallare gik op i løftingen til kongen; de var meget lige i klæder og vaaben. Kolbjørn var en meget stor og fager mand. Det blev nu atter den skarpeste strid i forrummet. Men af den aarsag, at saa mange af jarlens mænd, som det kunde rummes paa skibet, nu var komne op paa Ormen og hans skibe laa paa alle kanter udenom Ormen, og det var faa folk igjen til vern imod saa stor en hær, saa faldt nu de fleste paa kort tid, skjønt de var baade sterke og modige mænd. Men kong Olav selv og Kolbjørn løb da overbord, hver paa sin side. Jarlsmændene havde lagt smaaskuter udentil og dræbte dem, som løb i sjøen, og da kongen selv løb overbord, vilde de tage ham til fange og føre ham til Eirik jarl. Men kong Olav holdt skjoldet over sig og stupte sig i dybet; Kolbjørn derimod skjød skjoldet under sig og dækkede sig saaledes imod spydene, som blev sendt fra de skibe, som laa under, og han faldt i sjøen saaledes, at skjoldet kom under ham, og kom derfor ikke saa raskt under, men blev fanget og draget op i en skute. De troede, at det var kongen, og han blev da ført for jarlen; men da jarlen blev var, at det var Kolbjørn, men ikke kong Olav, fik Kolbjørn grid. Men i dette øieblik løb alle de, som endnu var i live af kong Olavs mænd, overbord fra Ormen; og Halfrød siger saa, at Torkel Nevja, kongsbroder, løb sidst af alle mænd overbord:

Hugsterke Torkel
Tranen saa og begge
Ormene flyde øde
(freidig han havde kjæmpet),
førend armringers bærer,
udholdende i kampen,
styrtede sig i sjøen,
søgte livet ved svømning.


112. Saa var før skrevet[153], at Sigvalde jarl kom til følgeskab med kong Olav i Vendland; jarlen havde 10 skibe og tillige et ellevte, hvorpaa Astrid kongsdatter, Sigvalde jarls hustru, havde sine mænd. Da kong Olav havde løbet overbord, raabte hele hæren seiersraab, og da stak jarlen og hans mænd aarerne i sjøen og roede til striden. Om det taler Haldor Ukristne:

Venders snekker styrtede
vide sig til slaget;
de tynde sverd-klinger
klirred’ med jernmunder;
gny blev paa sjøen af sverde
(sled ørnen ulveføde),
den dyre drenge-styrer
stred, men mange flygted’.

Men den vender-snekke, som Astrids mænd var paa, roede bort og tilbage under Vendland, og det var strax mange mænds tale, at kong Olav skulde have draget af sig brynjen under vandet og dukket ned bort fra langskibene, siden svømmet hen til vender-snekken, og havde da Astrids mænd ført ham til land. Og der om er det siden gjort mange frasagn af nogle mænd om kong Olavs færder, men paa denne maade taler Halfrød:

Hint ei ved jeg, om han, som
ravnenes hunger stilled’,
skal af mig loves
som levende eller som død,
thi med sandhed siger
svendene begge deler
(farligt om ham er at fritte);
saar fik fyrsten ialfald.

Men hvorledes nu det har været, saa kom kong Olav Trygvesøn aldrig siden til rige i Norge; men dog siger Halfrød Vandræde-skald paa denne vis:

Han, som det meldte,
at mændenes fyrste leved’,
var i lang tid hos Trygves
trofaste søn stridsmand.
Det siges, at Olav ud af
staalets uveir er kommen;
meget er det værre end saa,
mange taler langtfra sandhed.

Og fremdeles dette:

Da landhæren med mængder
af mænd søgte mod hålders
stridsvante herre, vilde det
(hørte jeg) neppe hænde,
at den dyre konge
kunde levende komme
(folkene synes ei sige
sandhed) ud af kampen.
Nogle svender siger
til skalden end, at saaret
kongen er eller reddet
kommen af malm-veiret øster.
Men sandspurgt er nu sydfra
Siklingens død i det store
slag (ei jeg kan taale
mændenes uvisse tale).


113. Eirik jarl Haakonsøn fik med seieren Ormen lange og meget hærfang og styrede Ormen lange fra slaget. Saa siger Haldor:

Ormen lange havde
ført hjelmdækte konge
did til det store sverdting
(da pryded’ man skibene).
Men syd under kamp-gnyet
glad tog jarlen ved slangen
(Hemings ætgode broder
i blodet farvede sverdene).

Svein, Haakon jarls søn, havde da fæstet Holmfrid, Olav sveakonges datter. Men da Svein danekonge og Olav sveakonge og Eirik jarl skiftede Norges-vælde mellem sig, havde kong Olav fire fylker i Trondhjem og begge Mører og Raumsdal og øster Raanrike fra Gautelven og til Svinesund; dette rige overgav kong Olav til Svein jarl paa slige vilkaar, som før skattekonger eller jarler havde havt af overkongerne. Men Eirik jarl havde fire fylker i Trondhjem, Haalogaland og Naumdalen, Fjordene og Fjaler, Sogn og Hordaland og Rogaland og Agder nordenfra lige til Lidandesnes. Saa siger Tord Kolbeinsøn:

Jeg ved, at jarlenes venner
var fordum de fleste
herser undtagen Erling
(gavmild høvding jeg roser).
Men efter slaget lagdes
landet nord fra Veiga[154]
under Eirik syd til
Agder eller endnu længer.
Landet nød godt af fyrsten
det liker slig at have det.
Han følte sig skyldig at holde
haanden over Norges mænd.
Men Svein konge søndentil
sagt er død, og øde
(de flestes kræfter svigter)
af sorg var hans gaarder.

Svein danekonge havde da atter Viken, saa som han før havde havt, men han gav Eirik jarl i len Raumarike og Hedemarken. Svein Haakonsøn tog jarledømme af Olav Svenske. Svein jarl var den smukkeste mand, som mænd har seet. Eirik jarl og Svein jarl lod sig begge døbe og tog den rette tro; men saalænge de raadede for Norge, lod de hver gjøre, som han vilde, med at holde kristendommen, men de gamle love holdt de vel vedlige og alle landsseder, og de var vennesæle mænd og gode styrere. Eirik jarl havde mest at sige af brødrene i al rigsstyrelse.


Erik Werenskiold: Seierherrernes skibe vender hjem efter slaget ved Svåld.


Noter:

  1. Saa hed den nuvær. gaard Obrestad paa Jæderen (Haa herred); men Snorre har tænkt sig, at gaarden laa ensteds paa Oplandene.
  2. Haakon jarls saga, kap. 9.
  3. Haakon jarls saga, kap. 9.
  4. Snorre har tænkt enten paa Skaun paa Hedemarken (nu Stange herred) eller S. paa Romerike (nu Sørum herred).
  5. Dette gaardsnavn kjendes ikke.
  6. Wladimir den store i Rusland (980-1015) blev storfyrste i Novgorod (Holmgaard) i 970.
  7. Wladimir den store i Rusland (980-1015) blev storfyrste i Novgorod (Holmgaard) i 970.
  8. Haakon jarls saga, kap. 11.
  9. Hals er ved indløbet til Limfjorden, paa nordsiden.
  10. De, som udeblev fra ledingen eller mødte paa galt sted eller til gal tid, maatte betale ledingsbøder.
  11. Snorre har vist misforstaaet Are og regnet Haralds regjering 6 aar for lang; ifølge Sæmund Frodes tidsregning har Harald kun hersket i 9 aar og er da falden i 970 (ikke 976).
  12. Det nuværende Lindesnes, som dannede grænsen mellem Østagder og Nordagder (d. e. Vestagder).
  13. Byrda er Børø i Roan (Bjørnør) herred, nær grænsen mellem Namdalen og Nordmøre.
  14. Tinganes, nu Dingenes i Gulen herred ved Sognefjordens munding (paa sydsiden); det ligger nu ikke paa grænsen mellem Sogn og Hordaland, idet Gulen i 1773 blev lagt til Sogn.
  15. 360 [D.v.s. tre stor-hundreder à 120 (jl).]
  16. Det andet vers, som her ikke oversættes, gjentager den samme tanke i andre ord.
  17. Det er her i modsigelse med kap. 15, at Eirik faar Vingulmark, thi det havde Harald Grenske faaet; maaske feilen er i kap. 15, thi efter kap. 43 var Harald kun konge i Vestfold.
  18. Uoversætteligt.
  19. Borgundarholm, nu Bornholm.
  20. Burislav, d. e. Boleslaw. Ved «Burislav» maa her ikke forstaaes Boleslaw I af Polen (992-1025), men hans fader Miesco eller Mieczyslaw (964-992).
  21. Vendland, d. e. nuvær. Nordtyskland fra det østlige Holsten til Østpreussen. [Se kortarkivet.]
  22. «Keiser Otta» er keiser Otto II (973-983). Hans tog mod Danmark foregik (ikke, som Snorre regner, i 988, men) senhøstes 974; hensigten var heller ikke at omvende kong Harald, thi han var bleven kristen omkr. 960, men at bringe Danmark under keiserens lydighed.
  23. Side 151 [Kap. 22].
  24. D. e. Franken i Tyskland.
  25. Det er uhistorisk, at Boleslaw (eller Miesco, se kap 22, note 19) drog med keiseren til Danevirke; heller ikke var Olav Trygvesøn med, som i 974 ikke var voxen.
  26. d. e. Holsten.
  27. Danevirke begyndte i øst ved bunden af Sle, men i vest strakte det sig kun til Eiderens biflod Træaa, ikke til havet.
  28. Morsø er en stor ø i den bredeste del af Limfjorden mellem Salling og Tyland.
  29. Om Poppos undergjerning og dens virkning, at omvende kong Harald til kristendommen, fortæller allerede Vidukind af Corvey i sin krønike fra aar 968; begivenheden maa henføres til omkr. aar 960.
  30. «lærde mænd» vil sige «til kirken oplærte mænd», altsaa hørende til geistligheden.
  31. d. e. øerne udenfor Østergøtland (og Kalmar len).
  32. «Gaa til frett» (spørgsmaal), d. e. raadspørge guderne ved blotspaan (Ynglinge-saga, kap. 39).
  33. d. e. Slesvig.
  34. d. e. Flandern.
  35. Valkere, d. e. øen Walcheren.
  36. d. e. Scillyøerne.
  37. d. e. fra Gardarike.
  38. Gyda var Olav Kvarans datter (ikke søster); Olav Kvaran døde som en gammel mand i 980.
  39. Solunder, nu Sulenøerne udenfor Sognefjorden.
  40. d. e. gaardstyrer.
  41. Faxe er hestenavn.
  42. Paa Østlandet.
  43. Paa Nordlandet.
  44. Den store bugt ved vestsiden af Island.
  45. Det sydvestligste endepunkt af Island.
  46. Vikarskeid, nu Skeid, en flad sandstrækning udenfor Ølvus-aa paa Sydlandet.
  47. d. e. med kløftet skjeg.
  48. Jomsborg eller Jom (Jumne) var en befæstet by paa østsiden af øen Wollin i Odermundingene. [Se kortet over Vendland – øen Wollin findes omtrent midt i kortet beliggende sydøst for Rügen.]
  49. Edelred, konge i England 978-1016.
  50. d. e. Mandseidet paa Statland.
  51. Øer vest for Hareidland.
  52. Nu Hareidland.
  53. Nu Hjørundfjord, øst for Hareidland.
  54. I Voldenfjord, syd for Hareidland.
  55. d. e. 160.
  56. Nu Liavaag indenfor Hjøringneset, nordøstspidsen af Hareidland. Hjøringneset og Hjårungavaagen havde navn efter Hjårungerne, smaa skjær ved indløbet til Hjårungavaagen.
  57. Nu Gimsan i Melhus herred i Guldalen.
  58. En øre er i vegt 26,7 gram.
  59. Side 144 [Kap. 15].
  60. Etslags kostbart klæde eller stof (især til tepper).
  61. Det russiske navn Wsevolod
  62. Asmundvaag, nu Osmondswall, paa den del af øen Hoy, som kaldtes Vaagar, nu Walls. [Se Kortarkiv.]
  63. Ragnvaldsø, nu South-Ronaldsey, den sydøstligste ø blandt Orknøerne, forvexles her med den sydvestlige Haaøi, nu Hoy
  64. Nu Pentland-Firth, det aabne sund mellem Orknøerne og Caithness; at den ikke var «farbar», kom vel af malstrømmen.
  65. I Søndhordland indenfor Bømmelø.
  66. Ved indløbet til Trondhjemsfjorden.
  67. Se side 102. [I Haakon den godes saga, kap. 15, note 17].
  68. Vigg, nu Viggen i Børsen herred ved Orkedalsfjorden.
  69. Rettere Bunes i Størens herred i Guldalen.
  70. Nu Lunde i Horg herred i Guldalen.
  71. Remul, nu Romol paa vestsiden af Gulelven, ligeoverfor Melhus.
  72. Nu Skerdingstad søndenfor Melhus.
  73. Nidarholmen, nu Munkholmen udenfor Nidelvens munding.
  74. Udtales Laaden.
  75. Navnene mangler i texten, vel fordi Snorre ansaa dem for umulige. Men i Jomsvikingasaga (hvorfra dette er laant) kaldes de Urguþrjótr og Brímiskjarr.
  76. Om ham se side 52. [I Halvdan Svartes saga, kap. 7].
  77. I Haalands herred paa Jæderen, nu Kirkesole.
  78. Side 130 [I Haakon jarls saga, kap. 9].
  79. Fitje-skalle, d. e. bonden paa Fitjar (se side 85) [I Harald Haarfagres saga, kap. 38, note 73].
  80. Sognsjø dannede grænsen mellem Sogn og Hordaland, saa at det land, som Erling fik, var Hordaland, Rogaland og det vestligste af Agder (til Lindesnes).
  81. Side 81 [I Harald Haarfagres saga, kap. 34].
  82. Dragseid er det ydre eid paa Statland mellem Drage (s.) og Leikvang (n.).
  83. Det nordligste herred i Nordmøre (nu Roan herred i Fosens fogderi).
  84. Nu Tjøttø søndenfor Alstahaug i Helgeland (65° 50′)
  85. Nu Vaagan paa Vaagø i Lofoten (68° 13′).
  86. d. e. Gøtaelven.
  87. Syr, d. e. So; saa kaldtes han, fordi han «rodede i jorden», d. e. drev akerdyrkning.
  88. Dette er ikke historisk. Olav den hellige blev først døbt som voxen i Normandi, se noten til Olav den helliges saga kap. 20.
  89. Nu Kastelgaarden ved Gøtaelvens nordre arm.
  90. Hundhedensk, d. e. hedensk som en hund.
  91. Ogsaa Ragnvald var seidmand, se side 82. (Harald Haarfagres saga, kap. 35).
  92. Langefasten er de 7 ugers faste før paaske.
  93. 16. april (998).
  94. d. e. Troldeskjær.
  95. Olav troede som de kristne dengang, at Oden var en ond aand.
  96. d. e. Nidelvens munding.
  97. Side 101 note 1. (Haakon den godes saga, kap. 13).
  98. En hærpil havde et reb eller et vidjebaand hængende i pilens ene ende og kaldte alle mænd væbnede til tinget.
  99. Se side 59 note 1. (Harald Haarfagres saga, kap. 7).
  100. En liden vig paa vestsiden af Nidelven ved enden af den nuvær. Strandgade i Trondhjem.
  101. Skjeggehaugen paavistes endnu i begyndelsen dette aarhundrede søndenfor gaarden Østraat (Austraatt).
  102. Sida er ved Skaptá i vestre Skaptárfellssysla, den sydvestligste del af Østlandet, men Hall boede ved Tváttá i søndre Alptafjord.
  103. d. e. en baad med 6 aarer.
  104. d. e. den sterke.
  105. Salpte, d. e. Salten.
  106. Kap. 59.
  107. «Rode-kors» er et kors med Kristusbillede paa (old-engelsk ród).
  108. Hvad «nakkerne» (svírar) var, vides ikke; de maa have staaet i forstavnen.
  109. Ligger høit oppe ved Eyjafjarðará i Eyjafjorden paa Nordlandet.
  110. d. e. den Flose paa Svinafell, som siden brændte Njaal og hans sønner inde.
  111. 29. septbr. (999).
  112. Hvide klæder, d. e. daabsklæder, som bares en uge efter daaben.
  113. d. e. Langgaden, langs Nidelven; en levning af den er nuv. Krambodgade.
  114. d. e. «Hornet» paa Hornelen paa Bremangerlandet udenfor Nordfjord.
  115. Udenfor gaarden Lade (se side 60 note 1). [I Harald Haarfagres saga, kap. 9, note 10].
  116. De sperrede [her imidlertid skrevet med kursiv (jl)] linjer hører sammen og gjentages i flere vers som etslags omkvæd.
  117. De sperrede [her imidlertid skrevet med kursiv (jl)] linjer hører sammen og gjentages i flere vers som etslags omkvæd.
  118. «Staur» antages at være den sydøstlige spids af Femern, nu Staver, lidt i syd for Staberdorp.
  119. De sperrede [her imidlertid skrevet med kursiv (jl)] linjer hører sammen og gjentages i flere vers som etslags omkvæd.
  120. De sperrede [her imidlertid skrevet med kursiv (jl)] linjer hører sammen og gjentages i flere vers som etslags omkvæd.
  121. Byen Aldagen eller Ladoga, som dengang laa ved floden Volkhov, som flyder ud i Ladogasøen.
  122. De sperrede [her imidlertid skrevet med kursiv (jl)] linjer hører sammen og gjentages i flere vers som etslags omkvæd.
  123. De sperrede [her imidlertid skrevet med kursiv (jl)] linjer hører sammen og gjentages i flere vers som etslags omkvæd.
  124. De sperrede [her imidlertid skrevet med kursiv (jl)] linjer hører sammen og gjentages i flere vers som etslags omkvæd.
  125. De sperrede [her imidlertid skrevet med kursiv (jl)] linjer hører sammen og gjentages i flere vers som etslags omkvæd.
  126. Dette er ikke rigtigt. Gunhild blev forskudt af kong Svein og sendt hjem til Vendland, hvorfra hendes sønner efter Sveins død 1014 hentede hende igjen til Danmark.
  127. Boleslaw i Polen (992-1025), jfr. side 150 note 2. [Kap. 22, note 19].
  128. Om ham se Olav den helliges saga kap. 141, 215, 226.
  129. Se side 60. [I Harald Haarfagres saga, kap. 9].
  130. se side 222 note 1. [Kap. 103, note 138].
  131. Saltvik paa sydsiden af Ofotenfjord i Nordland.
  132. Se side 224 note 1 [Kap. 107, note 141].
  133. Nu Støle i Etne herred i Søndhordland.
  134. Nu Tysnesøen i Søndhordland.
  135. Rummet foran forrummet (egentlig «det trange rum»).
  136. d. e. skib med 20 sæder (til 40 mand).
  137. I Nordamerika, rimeligvis Nova Scotia. [Se Kortarkivet.]
  138. Et eget slags stort langskib, som ikke havde «hoved» i forstavnen.
  139. Side 212 [Kap. 91].
  140. Side 190 [Kap. 61].
  141. Svåld er ikke en ø, som Snorre mente, men en havn og en vig (flodmunding) lidt vestenfor Rügen. [Se kort over Vendland.]
  142. Øiner, d. e. indbyggere af Øinafylke, her istedenfor «Nordmænd».
  143. Se side 217, note 1. [Kap. 97, note 131].
  144. Et skib kaldtes en «barde» (egl. skjegget), fordi de dele af kjølen, som stak op over stavnene, kaldtes dets skjeg.
  145. Rælingene mellem forstavnen og masten.
  146. Offerkar ved hedenske ofringer; han sigter til, at Svenskerne endnu var hedninger.
  147. d. e. entrehager.
  148. Rummet foran løftingen henimod masten.
  149. Baand, som var surrede om pilens spids og skaft for at fæste hin til dette.
  150. Den fjæl, som ligger bagenfor den styrendes hoved, naar han sidder ved roret.
  151. To verslinjer er tabte.
  152. Høifjelds hvælving, d. e. himmelen.
  153. Side 219 [Kap. 100].
  154. Veiga eller Vega, en ø i det sydlige Haalogaland (65° 40′).

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.