Olav den Fredeliges saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Olav den Fredeliges saga

(Olav Kyrres saga)


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2012



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1.

Olav blev enekonge over Norge efter Magnus’ — sin brors — død. Olav var stor af vækst og velskabt. Det siges, at ingen har set en smukkere mand med et mere værdigt udseende; han havde gult hår, der var som silke og faldt smukt, lys hud, flotte øjne og gode lemmer. Han var for det meste fåmælt, og han talte ikke meget på tinget, men han var glad, når han sad ved øllet, og da var han meget drikkelysten, snakkesalig og venlig. Han var fredsommelig al den tid, han var ved magten. Dette nævner Stein Herdisson:


Fred den djærve fyrste
(folket vel det passer)
lader over landet
lægge ved sin klogskab.
Undersåtter anglers
uven strengt forliger;
folket derved frydes
— fødtes under solen.


2. Om kong Olavs skikke

Gerhard Munthe:Olav den Fredelige
Det var gammel skik i Norge, at kongens højsæde var midt på langbænken; øllet blev da båret om ved ilden. Kong Olav lod som den første sit højsæde være på højbænken på tværs af salen; han lod også som den første indrette ovnstuer, og han lod gulvet bestrø om vinteren som om sommeren. I kong Olavs dage voksede købstæderne i Norge meget — og nye grundlagdes. Kong Olav anlagde købstad i Bergen; mange rige mænd slog sig snart ned dér, og købmænd kom sejlende til fra andre lande. Han lod dér Kristkirken — den store stenkirke — rejse fra grunden; der blev kun bygget lidt på den, men han lod trækirken fuldføre.

Kong Olav stiftede Det store Gilde i Nidaros og mange andre gilder i købstaden — førhen blev der holdt omgangsdrik — og da var Byens Bod den store samlingsklokke i Nidaros. Gildesbrødrene lod dér Margretekirken — stenkirken — opføre. I kong Olavs dage opstod sammenskudsgilderne og værtshusene i købstaden.

Dengang begyndte man at klæde sig anderledes; man havde prægtige strømper viklet om benene — nogle spændte guldringe om deres lægge — og man brugte lange kjortler med snørrebånd i siderne og ærmer, der var fem alen lange og så snævre, at de med træksnore måtte lirkes helt op til skuldrene. Man brugte langskaftede sko, der alle var med silkesømme, og nogle var guldbelagte. Der kom også mange andre nye klædeskikke.


3. Om skikkene ved hoffet

Kong Olav havde den skik ved sit hof, at han lod bordtjenere stå ved bordet og fra skåle skænke for sig og alle de andre hædrede folk, der sad ved hans bord. Han havde også kertetjenere, der holdt lys ved hans bord — lige så mange, som der sad hædrede folk. Der var også en stallerstol ud for skænkebordet; dér sad stalleren og andre stormænd vendt imod højsædet. Kong Harald — og andre konger før ham — havde haft for vane at drikke af dyrehorn og at lade øllet bære fra højsædet rundt om ilden for at drikke mindeskåle med dem, de ønskede. Således siger Stuf Skjald:


Meget venligt modtog
mig den gæve konge
(ingen véd jeg være
vant til sejren mere);
hist på Haug mig fyrsten
hornet (gyldent) rakte
— da jeg drak med ravnens
dådsøgende mætter.


4. Om kong Olavs livvagt

Kong Olav havde hundrede livvagter og 60 gæster[1] og 60 huskarle, som skulle bringe det til gården, der var behov for, eller udføre andet arbejde som kongen bestemte. Bønderne spurgte kongen, hvorfor han havde et større følge end loven tillod — og større end de tidligere konger havde haft — når han drog på de gæstebud, som bønderne afholdt for ham. Kongen svarede: »Jeg får ikke styret riget bedre, og der står ikke mere ærefrygt om mig, end der gjorde om min far, selv om jeg har dobbelt så stort et følge, som han havde. Men jeg gør ikke dette for at lægge tvang på jer eller for at forværre jeres vilkår.«


5. Kong Svend Ulfsens død

Kong Svend Ulfsen døde af sygdom 10 år efter Haraldernes fald. Derefter blev hans søn — Harald Hén — konge i Danmark i fire år; så kom Knud — Svends søn — i otte år, og han anses for hellig; så kom Oluf — den tredje af Svends sønner — i otte år; og så kom Erik den Gode — den fjerde af kong Svends sønner — ligeledes i otte år.

Den norske kong Olav blev gift med Ingrid — datter af Svend Danekonge — og Oluf Svendsen Danekonge blev gift med Ingegerd — datter af kong Harald og søster til den norske kong Olav. Olav Haraldson — som nogle kaldte Olav den Fredelige, men mange Olav Bonde — fik en søn med Tora Joansdatter; han blev kaldt Magnus, og det var en køn og meget lovende dreng — han voksede op ved kongens hof.


6. Kong Olavs[2] mirakler

Kong Olav lod et stenkapel opføre på det sted i Nidaros, hvor kong Olavs[3] lig først var blevet begravet, og alteret blev stillet dér, hvor kongens grav havde været. Det blev viet til Kristkirke, og derhen flyttede man kong Olavs[4] skrin, og satte det over alteret; dér indtraf straks mange mirakler. Sommeren efter — på årsdagen for kirkens indvielse — var dér forsamlet en stor folkemængde. Det skete aftenen før Olavsmesse, at en blind mand dér fik sit syn igen. På selve messedagen — da skrinet og helligdommene blev båret ud og sat ned på kirkegården, som det var skik — da fik en mand, som længe forud havde været stum, talens brug tilbage, og han lovsang da Gud og den hellige kong Olav med brugbar tunge. Den tredje var en kone, som var søgt dertil østfra fra Svitjod, og hun havde på sin rejse udstået mange trængsler, idet hun var blind; hun satte dog sin lid til Guds miskundhed og kom dertil på denne højtid. Hun blev ført blind ind i kapellet til messe på dagen, men før gudstjenesten var til ende, kunne hun se skarpt og klart med begge øjne — og hun havde forud været blind i 14 år; hun drog derfra med ophøjet glæde.


7. Kong Olavs[5] mirakler

Det hændte i Nidaros, da kong Olavs[6] skrin blev båret gennem gaderne, at det blev så tungt, at folk ikke kunne føre det frem af stedet. Skrinet blev sat ned, og gaden blev brudt op for at finde ud af, hvad der var dér under. Man fandt liget af et barn, der var blevet myrdet og skjult dér; det blev da båret væk, og gaden blev derefter istandsat, som den havde været før — og skrinet kunne da føres videre som før.


8. Kong Olavs død

Kong Olav opholdt sig ofte på sine storgårde ude omkring i landet, men da han var østpå på sin gård Haukbø i Ranrike, blev han ramt af den sygdom, der førte til hans død. Da havde han været konge i Norge i 26 år, og han blev taget til konge ét år efter kong Haralds fald. Kong Olavs lig blev ført til Nidaros og begravet i Kristkirken, som han selv havde ladet bygge. Han var en meget afholdt konge, og under hans styre var Norge blevet meget rigere og mere prægtig.


— o —


Noter:

  1. Se Olav den Helliges saga, note 1.
  2. ɔ: Olav den Hellige.
  3. ɔ: Olav den Hellige.
  4. ɔ: Olav den Hellige.
  5. ɔ: Olav den Hellige.
  6. ɔ: Olav den Hellige.