Oluf Rygh biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Oluf Rygh
(1833-1899)
Rygh, Oluf, norsk Arkæolog, Historiker og Filolog, Broder til ovenn. E. og K. D. R., f. paa Stiklestad 5. Septbr 1833, d. paa Ulefos 19. Aug. 1899. Han blev Student 1850 og aflagde 1856 filologisk Embedseksamen med særlig Udmærkelse (»Indstilling«). For hans mangesidige Interesser stod nu flere Veje aabne, og der manglede ikke Opfordringer fra flere Videnskabers Talsmænd. Hans Hovedinteresse var dog hist., ell. nærmere bestemt norsk kulturhistorisk Forskning, og 1858 blev han Universitetsstipendiat i Historie; men da Indehaveren af den ene hist. Lærestol, P. A. Munch, opholdt sig i Rom for sine Studier i de pavelige Arkiver, kom R. allerede 1859 til at begynde en fuldstændig Lærervirksomhed ved Oslo Univ., en Virksomhed, som han fortsatte i det lange Tidsrum af 40 Aar. Efter Munch’s Død fik R. 1863 fast Ansættelse ved Univ. som Lektor og blev 1866 udnævnt til Prof. i Historie. Det var dog ikke den rene Historie, som han kom til at vie sit Livs Arbejde. De kulturhistoriske Interesser, han allerede tidlig havde næret, fik øget Styrke, da han 1860 ansattes som Prof. Keyser’s Medhjælper ved Univ.’s Oldsagssamling. Og da han 1862 blev denne Samlings Bestyrer, havde han fundet et Virkefelt, hvor hans fremragende Evner og utrættelige Flid fik rig Anledning til Arbejde med store og taknemmelige Opgaver. Det blev imidlertid snart tydeligt, at Arbejdet med Museet og de dertil knyttede Forskninger ikke kunde forenes med en Lærerstilling ved Univ. i et saa betydeligt Fag som Historie. Myndighederne oprettede derfor en særlig Professorpost i nordisk Arkæologi, hvis Indehaver skulde bestyre Museet, og R. udnævntes til denne ny Post 1875.
Det er R.’s store Fortjeneste straks at have indset, at den nødvendige Betingelse for Fremskridt i Viden om Oldtiden var at danne en stor Samling. Og hans Virksomhed i denne Retning ved Indkøb og Udgravninger var saa heldig, at Museumsgenstandenes Antal i hans Tid bragtes op fra 2800 til nærmere 20000 (se Oldsagssamlinger). Et betydeligt Arbejde har han nedlagt i den fortræffelige Beskrivelse af alle disse Oldsager i Samlingens Hovedkatalog og i den Revidering af Fundberetningerne, som han udførte paa aarlige Sommerrejser rundt om i Landet. Aarstilvæksten publicerede han desuden, med de nødvendige Afb., Aar for Aar i den norske Fortidsforenings Aarsberetninger. Ogsaa som Udgraver var R. virksom, og han udmærkede sig her, som overalt i sit Arbejde, ved den strengeste Nøjagtighed. Han ledede 1867 Udgravningen af det først fundne Vikingeskib ved Tune i Smaalenene. Det vanskelige Arbejde at restaurere og opstille dette Skib, ligesom det senere fundne og fuldstændigere Gokstad-Skib, lykkedes det ham ligeledes heldigt at fuldføre. Samlingen holdt han tilgængelig for det besøgende Publikum i velordnet Stand og forsynet med alle nødvendige Oplysninger, uagtet Pladsmangelen voldte stedse større Bekymringer.
Flere af R.’s arkæol. Afh. er af grundlæggende Bet.; saaledes hans Fremstilling af den ældre Jernalder i Norge, trykt i de danske Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1869. At han saa tidlig (Afh.’s Hovedindhold fremlagdes 1868 paa Naturforskermødet i Oslo) kunde give en omfattende oversigtlig Behandling for det hele Land, er et Eksempel paa det flittige fundstatistiske Arbejde, som R. fra Beg. udførte og siden stadig fortsatte, ligesom et Bevis paa hans sikre og hurtige kritiske Blik. En tilsvarende Oversigt over den yngre Jernalder udgav R. i samme Tidsskrift 1877. Af særlig Bet. er ogsaa hans Behandling (i Congrès intern. d’anthropologie et d’archéologie . . . . 1874 [Sthlm 1876]) af de i det nordlige Norge hyppige Skifersager, som han først bestemte og forklarede som tilhørende en »arktisk« Stenaldersgruppe, der tilskreves Lapperne. En Del Fund, indeholdende Mønter fra karolingisk Tid, udskilte han og paaviste, at de tilhørte en tidlig Del af Vikingetiden. Han har ligeledes i særlige Afh. belyst Norges Helleristninger, Fund af rom. Mønter, Bygdeborgene og fl. a. Mindesmærker, Fund. og Fundgrupper. Efter R.’s Død har Tromsø Museum udg. hans efterladte Arbejder »Faste Fornlevninger i Tromsø Stift« (»Tromsø Mus. Aarshefter«, 1901). Hans fleste arkæol. Afh. er udgivne i den norske Fortidsforenings Aarsberetninger og i Kria Videnskabsselskabs Forhandlinger.
R.’s største arkæol. Arbejde er dog hans »Norske Oldsager«, et stort og smukt udstyret Plancheværk, som udkom 1880—85. Norges Oldtid illustreres her af 732 typiske Oldsagsformer i fortrinlige Træsnit og udvalgte med omhyggelig Nøjagtighed af det i Museerne opbevarede Materiale, først og fremmest selvfølgelig af det, som findes i Kria Univ.’s Oldsagssamling. Desuden gives der korte, orienterende Indledninger til Forstaaelse af de forsk. forhistoriske Perioder samt et Hæfte Oplysninger om de Fund, som de afbildede Oldsager tilhører. Med dette Værk er der for første Gang gjort Rede for de Oldsagstyper, som er karakteristiske for Norges forhistoriske Tid, og bragt Orden i hele det Materiale, den norske Arkæologi har at bygge paa. Om der ogsaa i de senere Aar er fremkommet mange ny Oldsagsformer, samtidig med at Videnskaben har gjort betydelige Fremskridt, beholder dog R.’s Atlas sin Værdi uafkortet. R. var en forsigtig Mand, en stærkt kritisk Natur, der ikke gav andet end det, han selv nøjagtig havde prøvet og fundet at være sikkert. Hans »Norske Oldsager« vil i lang Tid vedblive at være Hovedværket i norsk Arkæologi, samtidig som Værket har stor Bet. for Nabolandenes og det nordlige Europas Fortid.
R.’s første Arbejde var en rent hist. Afh. om Slaget paa Bergens Vaag 1665. Han udgav i 1860’erne sin Lærer Keyser’s »Efterladte Skrifter« og »Samlede Afhandlinger« samt fortsatte hans Norges Historie frem til Kalmar-Unionen. Samtidig udgav og fuldførte han Munch’s paabegyndte Oversættelse af »Norges Kongesagaer fra 1177«; allerede tidligere havde han i fortrinlige Oversættelser udg. to gl Sagaer. Men hermed maatte ogsaa, bortset fra nogle mindre Afh., hans Arbejde i hist. og sproglig Retning vige for det arkæol., indtil han i Slutn. af 1870’erne atter blev bragt ind paa en hertil hørende Opgave af betydeligt Omfang. Foranlediget af et offic. Opdrag til sammen med to Sprogforskere at gennemgaa alle Landets Gaard- og Sognenavne samt at normere disses Skrivemaade til Brug for Landets officielle Matrikul, foretog R. sig det kolossale Arbejde at følge alle disse Navnes historiske Udvikling fra de ældste tilgængelige Kilder ned igennem Tiderne. Frugterne af dette Arbejde, 17 Foliobind »Oplysninger til norske Gaardnavne«, blev af Forf. overdragne til Rigsarkivet til Brug for kommende Forskere. Heldigvis blev Stortingets Interesse vakt for dette Kæmpeværk, de nødvendige Midler bevilgedes, og tre Bd blev af R. selv udgivne. Med sine rige hist. og ved Udgivelsen tilkommende sproglige Oplysninger samt grundige Forklaringer vil dette Værk til alle Tider være en Guldgrube for den norske topografiske og kulturhistoriske Forskning. Af særlig Bet. er Indledningsbindet, hvor Forfatteren i knap Form, men med en Rigdom paa Oplysninger, giver en Oversigt over Tilblivelsen af de norske Stedsnavne, saaledes som vel næppe nogen anden kunde gøre det. Noget tilsvarende til denne R.’s Samling af Navne findes næppe i noget andet Land. Allerede under Arbejdets Gang meddelte R. i særlige Afh. en Del af sine Forskningsresultater: »Minder om Guderne og deres Dyrkelse i norske Stedsnavne« (1880), »Oplysninger til Throndhjemske Gaardnavne«, I—II (»Trondhjemske Videnskabsselskabs Skrifter« 1882, 1891), en Række Artikler, »Norske Stedsnavne«, i »Landsbladet« (1893—96). Efter hans Død er Udgivelsen fortsat og afsluttet af andre, ligesom der er udgivet et efterladt Arbejde »Norske Elvenavne«. Den af R. saaledes grundlagte norske Stedsnavneforskning har vist sig at være en Videnskabsgren af overordentlig Frugtbarhed, ogsaa for Nabolandene; den har ogsaa ført til rige Resultater for beslægtede Videnskaber som Historie, Arkæologi og Filologi.
Den righoldige litterære Virksomhed, det tidsslugende Arbejde med Oldsagssamlingen og dens stadig tiltagende Aarstilvækst, som paahvilede ham uden nævneværdig Arbejdshjælp, hindrede ikke R. i at være Virksom ogsaa i andre Retninger. I Univ.’s Administration, i Kria Videnskabsselskab, Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring, det norske Oldskriftselskab, den norske hist. Forening, Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, Selskabet for Kria Bys Vel og i flere andre Institutioner og Foreninger deltog han i Arbejdet, i adskillige af dem paa en fremskudt Plads. (Litt.: »Norsk Forf.-Leks.« IV og der citerede Kilder; »Folkebladet« [1899]; »Folkevennen« [1900]; »Aarsberetning fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring« [1900]).
(G. Gustafson). Edv. B.
Kilde: Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)
