Om Angutisugsuk, eller om den gamle Mand, som hævnede sig ved at hexe Ufred blandt Slægtninge (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
31. Om Angutisugsuk,
eller om den gamle Mand, som hævnede sig
ved at hexe Ufred blandt Slægtninge
Der vare tre Brødre, af hvilke den ældste hed Angutisugsuk. De boede sammen i eet Huus og skiltes aldrig ad. De vare ogsaa dygtige Erhververe, især Angutisugsuk. Engang blev det meget streng Vinter og der opstod stor Nød blandt alle de Omboende, kun ikke blandt Brødrene, og Naboerne kom at søge deres Frelse hos dem. Saaledes kom der ogsaa engang et Par gamle Mænd. Medens disse besøgte dem, skjændte Angutisugsuks Kone paa dem og sagde, at der kom for mange Gjæster; dette tog den ene sig meget nær. Om Foraaret, da Angutisuksuks alle vare bortreiste, kom han i sin Kajak, gik ind i det tomme Huus og hexede dygtigt over Angutisugsuks Kones Væg, for at vække indbyrdes Uenighed i Huset.
Om Efteraaret kom Angutisugsuks tilbage fra Fjorden og flyttede atter ind i Huset. En Morgen blev Angutisugsuk hjemme og lavede et Trug og en Slev, og da han havde tilhugget dem, bragte han dem ind. Han havde nu to Koner, begge dygtige til Syearbeide; til dem sagde han, at den, der vilde lappe Hullerne paa hans Pels, skulde faae Truget og Sleven. Da sagde hans rigtige Hustru, forinden Medhustruen kom tilorde: »jeg vil have dem, jeg skal lappe Pelsen;« derpaa tog hun Pelsen og fik den snart istandsat, da den kun var lidet hullet. Derover blev Medhustruen skinsyg, hun var nemlig meest elsket af Manden; men da hun blev vred, gik Manden hen og slog hende, hun havde nemlig ingen Børn. Da hans yngre Søn saae dette, gav han sig til at græde; men Farbroderen holdt meget af dette Barn, som var opkaldt efter ham, og da han saae det græde gik han hen til Broderen, der endnu pryglede sin Medhustru, rev ham bort fra hende og begyndte at slaaes med ham. Under dette Slagsmaal kastede Angutisugsuk Broderen mod Døren, saa at dennes Laarbeen knækkedes, derpaa slog han ham endnu og vilde støde ham med Knæet, men saa hjalp den næstyngre Broder og den lemlæstede Broders Søn til at faae ham bort. Saaledes fuldbyrdedes da det, som den Gamle havde hexet i det tomme Huus, og det opfyldtes, som han havde sagt, at de skulde blive indbyrdes uenige.
Da Angutisugsuk saaledes havde lemlæstet Broderen, tog han næste Morgen tidligt Baaden ned, og reiste. Lidt nordenfor tog han Ophold i et lille Huus, som var uden Tag, idet han brugte Teltestængerne som Bjælker. Han havde forladt sin Hustru og blot taget Medhustruen med. Da nu Broderen ikke kunde røre sig, vilde han roe hen og dræbe ham, men hvergang han traf den yngste Broder og Brodersønnen hjemme, vendte han om igjen. Derfor gik disse i Kajak een ad Gangen, skiftende hveranden Dag, Engang mødte han Brodersønnen i Kajak, vilde forfølge og dræbe ham, men vendte om, da de fik Huset i Sigte. Da hiin nu kom hjem, fortalte han, at Angutisugsuk havde forfulgt ham; da sagde Faderen, nemlig den Beenbrudne: »Imorgen skal du sige til vore Naboer, at vi maae dræbe Angutisugsuk, fordi han raser; men faa Mænd ere ikke nok til at dræbe ham, da han er saa stærk«. Dagen efter drog Sønnen ud og fik mange Kajakker fra de omliggende Pladse hjem med sig. Den Beenbrudne sagde til dem: »lader os imorgen i Forening ombringe Angutisugsuk. Hver Dag kommer han herhen ad, i den Hensigt at dræbe mig, men saasnart han seer mine Huusfællers Kajakker, vender han om igjen.« De mange Mænd overnattede der, idet de skjulte deres Kajakker bag Huset. Om Morgenen kiggede de ud af Vinduet og saae Angutisugsuk komme frem bag det nærmeste Næs. Da han ingen Mennesker saae, kom han nærmere, og da han heller ikke saae Broderens og Brodersønnens Kajakker, troede han at de vare ude, og roede til. Imidlertid trak en af de Ankomne, en gammel Mand, sin Hætte halvt op over Ørene, og fremsagde Trylleord; derpaa sagde han: »Hvis Trolddommen lykkes, vil han, naar han kommer til Land og stiger ud, lægge Hænderne omvendte paa Jorden.« Derpaa kiggede de alle ud efter ham og saae, hvorledes han kom til Strandbredden og trak Pelsen op fra Kajakringen, og da han tilsidst støttede Hænderne omvendte mod Jorden, tvivlede de ikke længer.
Da Angutisugsuk var stegen ud, trak han sin Kajak blot lidt op af Vandet, og gik saa op, som for strax at gaae ind, men først gik han hen til Baaden og tog en Hvalflensekniv, derpaa gik han hen til Indgangen. Mændene sade lænede paa Sidebrixen, to af dem stode opreiste ved Indgangen, for at gribe ham naar han kom ind. Imidlertid fik Angutisugsuk Broderen at see, siddende paa Brixen; da sagde han: »her er en forvoven Mand, saaledes skal man slaaes; troer du at jeg ikke vilde dræbe dig?« Med disse Ord traadte han ind, men ligesom han kom frem af Opgangen, grebe de to Mænd ham strax ved Armene og fratoge ham hans Vaaben. Derpaa førte de ham udenfor,
og alle Mænd toge ham fat, men de kunde ikke kaste ham omkuld. Endelig skare de hans Haser over, og saa først satte han sig ned, hvorpaa de omringede og holdt ham, og talte om, hvo der skulde saare ham; tilsidst bare de den beenbrudne Broder ud, for at han selv skulde gjøre det af med ham. Da de havde sat ham tæt ved hans Hoved, sagde han: »hent Spydet fra konebaaden.« Da de havde bragt ham det, stak han Broderen gjentagne Gange i begge Skuldre og sagde: »slipper ham nu. Hvis han virkelig er mandig, vil han nok reise sig.« Da de saa slap ham, reiste han sig, gik henimod sin Kajak, men faldt saa om og døde. — Derpaa udbrød han, der havde dræbt sin Broder: »Ak i de korte Dage, dengang vi lede Sult, da ændsede han ei Dagens Længde, aldrig var han uden Fangst, vi have dræbt vor Velgjører, dræber nu ogsaa mig!« Derpaa bad han Sønnen, Broderen og de andre, at de skulde dræbe ham, men da ingen vilde, sagde han: »henter hans Medhustru, dræber ogsaa hende, thi det var hende, som begyndte.« Derpaa slæbte de hende frem og dræbte hende, og Drabsmanden sagde: »Samler alle hendes Klæder, flere Sæt Klæder, Rensskindspelse, Beenklæder og laadne Støvler af Sælskind, samler dem hver for sig, de mange Sæt, og begraver dem sammen med hende selv og dynger Steen ovenpaa.« Da han senere blev rask, led han Anger over Broderens Drab; men hiin Gamles Sind blev tilfredsstillet, fordi Angutisagsuk var bleven dræbt af sin Broder.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 124-127.
