Om Are Frode

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Björn M. Ólsen (1850-1919).


Om Are Frode


Af Björn M. Ólsen



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1893



I.


I Germania Neue Reihe XXIV. (XXXVI.) årg. har professor K. Maurer offentliggjort en i høj grad lærerig afhandling om Are frode og hans skrifter. Det har været mig en stor tilfredsstillelse at se nogle af de resultater, hvortil jeg er kommen angående Ares forfatterskab i mit skrift »Runerne i den oldisl. literatur« samt i et par afhandlinger, den ene offentliggjort i Årbøger for nordisk oldkyndighed og historie 1885, den anden i »Timarit hins íslenska bókmentafjelags« X. b. (1889), akcepterede af en så grundig kender af den oldislandske literatur, som desuden ganske specielt har beskæftiget sig med Are frode og må betragtes som den fornemste avtoritet i alle ham vedrørende spørsmål. Jeg tør derfor håbe, at disse resultater både i sig selv er rigtige og vil blive almindelig anerkendte som sådanne. Inden jeg nu går over til at behandle de spørsmål, som endnu ligger mig og min højt agtede ven imellem, vil det være hensigtsmæssigt i al korthed at fremhæve de punkter, hvorom vi er enige, og som jeg derfor tror at kunne betragte som videnskabelig fastslåede og beviste.

For det første er det in confesso, at hverken Are eller Torod runemester har haft det mindste med den 1. grammatiske afhandling i Sn. E. at gøre, og at den sidste, måske i fællesskab med Are, måske også alene, har skrevet en afhandling om runealfabetet, hvoraf et brudstykke er bevaret i den 3. grammatiske afhandlings runeafsnit.

Dernæst er der også enighed om, at de slægtregistre, som nu er opbevarede i forbindelse med den sidste bearbejdelse af Ares Islændingebog, efter dennes tydelig udtalte slutningsord: »Hér lycsc sjá bóc«, ikke fra først af har hørt til denne bearbejdelse, men derimod af en senere afskriver er lånte fra den første redaktion af samme skrift, og at de i denne har hørt til det afsnit, som Are i prologen til den opbevarede sidste redaktion kalder for ættartala og erklærer at have udeladt i den sidste bearbejdelse. Noget lignende gælder om kong Harald den hårfagres slægtregister, som i Islændingebogens håndskrifter står opført mellem prologen og indholdsfortegnelsen, at det nemlig ikke fra først af har hørt til Islændingebogens sidste redaktion, men er lånt fra det afsnit af den første redaktion, som Are i prologen kalder for konungaævi og erklærer at have udeladt i den sidste bearbejdelse. Fra først af har jeg været enig med professor Maurer i, at de bekendte ord i prologen til den opbevarede Islændingebog, hvor Are gør rede for forholdet mellem den første og den anden bearbejdelse, bør forstås som en udtalelse om, at Are af den første bearbejdelse har i den sidste udeladt to afsnit, ættartala og konungaævi, og da Maurer ikke gør nogen indvending mod den måde, hvorpå jeg har søgt at klare de vanskeligheder, som er forbundne med tolkningen af disse ord, tør jeg vistnok antage, at den af mig foreslåede forklaring af dem har vundet hans bifald.

For så vidt er altså professor Maurer enig med mig. Derimod har han erklæret ikke at kunne gå ind på min opfattelse af forskellige andre spørsmål, som jeg nu går over til at behandle.


II.


Are Thorgilsson. Illustration: clm. Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2013.
Hvad for det første Ares delagtighed i Torod runemesters afhandling angår, skal jeg villig indrømme, at prologen til de grammatiske afhandlinger i Sn. E. nævner dem bægge side om side som forfattere til denne afhandling, og at de for så vidt begge må siges at være lige berettigede til forfatteræren. Jeg har heller ikke noget steds i mit skrift »Runerne i den oldisl. literatur« benægtet muligheden af Ares medarbejderskab, tværtimod har jeg udtrykkelig fremhævet den (s. 60 under teksten). Da vi imidlertid ellers ikke kender noget til, at Are har beskæftiget sig med grammatiken, forekommer det mig endnu bestandig at være det sandsynligste, at Are her nævnes ved siden af Torod, snarere som den fornemste literære personlighed, der havde adopteret og praktisk gennemført Torods grundsætninger, end som en virkelig medarbejder.

Herved er jeg allerede kommen ind på spørsmålet om, hvorvidt Are og hans samtidige har benyttet sig af runealfabetet eller af det latinske alfabet til optegnelsen af deres skrifter. I mit anførte skrift »Runerne i den oldislandske literatur« har jeg søgt at vise, at de islandske forfattere, som tilhører den ældste literaturperiode (indtil c. 1150), Are deri indbefattet, så godt som udelukkende har benyttet runealfabetet til skriftlige optegnelser i modersmålet. Denne anskuelse har, som Maurer fremhæver, mødt såvel tilslutning som modsigelse. Imod den har Gustav Storm, Finnur Jónsson, Oscar Brenner og nu sidst professor Maurer udtalt sig. Den sidste indlader sig ikke på nogen selvstændig gendrivelse af theorien, men støtter sig kun til de grunde, som Gustav Storm og Finnur Jónsson har anført imod den.

Inden jeg går over til at prøve disse grunde, må det være mig tilladt at gøre en lille bemærkning. Til en undersøgelse af denne natur må man gå uden nogen forudfattet mening. De ældste bevarede islandske håndskrifter er jo som bekendt skrevne med latinske bogstaver. Det latinske alfabet synes således på forhånd at have traditionen for sig, og når nu en eller anden møder frem med den påstand, at vore forfædre i et tidsrum, der ligger forud for de ældste håndskrifter, har benyttet sig af et andet alfabet til deres skriftlige optegnelser, så vil tilhængerne af det latinske alfabet være tilbøjelige til at forskanse sig bag traditionen og i kraft af den juridiske sætning: »affirmanti incumbit probatio«, at læsse hele bevisbyrden over på modstanderens skuldre. Men i vor videnskab har sætningen »affirmanti incumbit probatio« ikke større gyldighed end den modsatte: »neganti incumbit probatio«. Enhver påstand, hvad enten den er bekræftende eller benægtende, har kun videnskabelig gyldighed, for så vidt som den bevises, eller også, hvis der er tale om en hypotese, for så vidt som dens sandsynlighed påvises. Selv om de ærede modstandere af hypotesen om runernes brug til skrift virkelig havde gendrevet alle de grunde, jeg har fremført til forsvar for den — hvad jeg ikke indrømmer — , vilde man dog være berettiget til at holde på den som en mulighed så længe, indtil der er præsteret et virkeligt bevis for, at de ældste islandske forfattere har benyttet det latinske alfabet og ikke runealfabetet til optegnelsen af deres skrifter. Men et sådant bevis er endnu ikke præsteret og vil ikke kunne præsteres på grundlag af det videnskabelige materiale, vi nu råder over. Er det da min mening at påstå, at jeg har ført et uangribeligt og fuldgyldigt bevis for den af mig forfægtede anskuelse? Ingenlunde! Jeg tror blot, for at benytte et træffende udtryk af professor Maurers anførte afhandling, at jeg har bragt det til en grad. af sandsynlighed, som i historiske spørsmål ofte må erstatte et fuldgyldigt bevis. Sagen er, at vi i dette tilfælde savner de nødvendige forudsætninger for en absolut sikker og pålidelig dom. Alle håndskrifter fra den omhandlede periode er, som det synes, uigenkaldelig tabte, således at de hverken kan tages til indtægt for runealfabetet eller for det latinske alfabet. Og heller ikke har vi i de opbevarede kildeskrifter noget direkte eller uomtvisteligt vidnesbyrd, som kunde afgøre sagen. Fra de ældste opbevarede islandske håndskrifters alfabet at slutte sig til det alfabet, man brugte i den ældste literaturperiode, med andre ord at forskanse sig bag traditionen, er jo aldeles uberettiget. Fra et andet synspunkt kan man netop sige, at traditionen taler til fordel for runealfabetet. Dette var jo det fra forfædrene nedarvede meddelelsesmiddel, og jeg har i »Runerne i den oldislandske literatur« søgt at vise, at det i den første tid måtte falde datidens Islændere langt lettere at bevæge sig i dette fra barndommen tilvante end i det fremmede latinske alfabet, hvis tegn først gennem en længere tids brug måtte tilkæmpe sig en traditionel betydning, og som desuden netop på det område, hvor runealfabetet mindst gjorde fyldest, nemlig med hensyn til vokalbetegnelsen, snarere stod under end over runealfabetet[1] . Dette har også Gustav Storm indrømmet i sin anmeldelse af »Runerne i den old-islandske literatur« i Arkiv for nord. Filologi II, s. 172, skønt han ellers ikke er enig med mig i hovedsagen.

Jeg går da over til at prøve de indvendinger, som Gustav Storm på det anførte sted og Finnur Jónsson i fortalen til hans og V. Dahlerups udgave af den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E. s. VI fgg. har gjort imod hypotesen om runernes anvendelse til bogskrift.

Are frode beretter, at oplæsningen af Hafliðaskrá på altinget 1118 skete ved gejstlige; deraf vil man vel være berettiget til at slutte, at det var de samme gejstlige, som optegnede bemeldte skrå. Denne kendsgærning tager Gustav Storm til indtægt for det latinske alfabet, »det alfabet, som præster hele den katolske verden over brugte«, idet han minder om, at de ældste biskopper og Sæmundr Sigfússon »alle havde fået deres literære uddannelse i Tyskland og vistnok også ført den kunst at skrive med sig hjem til deres landsmænd«, hvorimod »de, der efter deres naturlige virkekreds befattede sig med runeindskrift, snarere var stenhuggere og træskærere — altså læge arbejdere — end præster«. Dog benægter han ikke muligheden af, at også præster kunde lære runer. Imod denne indvending må det fremhæves, at runekundskab på Island slet ikke synes at have været indskrænket til træskærere, endskønt disse havde særlig anledning til at beskæftige sig med runer, og endnu mindre til stenhuggere, hvoraf der vistnok kun gaves yderst få i det omhandlede tidsrum, samt at vi har beviser for, at islandske præster har beskæftiget sig med runer. Således antyder Guðmundar saga, at præsten Ingimundr Þorgeirsson, der omkom i Grønland i året 1189, har været runekyndig[2], og af det i den tredje grammatiske afhandling optagne runeafsnit ser vi, at afhandlingens gejstlige forfatter, Ólafr Þorðarson, har beskæftiget sig med runer. Og når præsterne i den senere tid, da det latinske alfabet var absolut eneherskende i literaturen, dog ikke kunde undlade at give sig af med det gamle folkelige alfabet, hvor meget større opfordring måtte de da ikke have dertil i den førliterære tid, medens runealfabetet endnu var det eneste, eller dog så godt som det eneste meddelelsesmiddel, der benyttedes til optegnelser i modersmålet. De daværende islandske præsters interesser strakte sig langt ud over messebogen. I den fremspirende folkelige literatur spiller de en fremtrædende rolle. Hvorfor skulde de da ikke have interesseret sig for det nationale alfabet? Dette fremgår også tydelig nok af den måde, hvorpå præsten Are frode nævnes i forbindelse med Torod runemester i prologen til de grammatiske afhandlinger i Sn. E. — om man med Storm og Maurer forstår dette sted som et vidnesbyrd om, at Are har været Torods medarbejder, eller som en antydning af, at Are har benyttet Torods alfabet i sine skrifter, kan i denne henseende være ligegyldigt. Man tør således sikkert gå ud fra, at der i sommeren 1117, da optegnelsen af lovene blev vedtaget på altinget, har været ikke få runekyndige præster på Island. Men tillige var de de eneste skrivekyndige , de eneste, der forstod at omgås med pen, blæk og pergament. Lad os nu et øjeblik i tanken hensætte os på altinget ved Øxarå i sommeren 1117. Til hvem skal vi da overdrage det vigtige hverv at nedskrive lovene? Mon til træskærere (eller stenhuggere?), som aldrig har haft en pen i hånden? Tværtimod er det selvindlysende, at kun de skrivekyndige, altså præsterne, kunde komme i betragtning, og det, hvad enten lovoptegnelsen skulde ske ved runer eller i det latinske alfabet — i første tilfælde var naturligvis kun de præster kvalificerede, som ved siden af den fornødne skrivefærdighed var i besiddelse af tilstrækkeligt kendskab til runer. Når det i nutiden gjaldt at få udført et større skriverarbejde, vilde man dog vel ikke henvende sig til en håndværker, som ikke havde lært at skrive, selv om han var nok så flink og til fuldkommenhed var i stand til at indskære eller indhugge vore bogstavformer i træ eller sten. Men eftersom præsterne altså var de eneste, til hvem lovoptegnelsen kunde overdrages, og det uden hensyn til, om nedskrivningen skulde ske ved runer eller ved latinske bogstaver, så kan den kendsgærning, at præster besørgede arbejdet, hverken tages til indtægt for runealfabetet eller for den latinske skrift. Spørsmålet om, hvilket alfabet der blev benyttet ved lovoptegnelsen, kan altså kun afgøres ved sandsynlighedsgrunde, og da forekommer det mig, at der er overvejende sandsynlighed for, at man har anvendt runealfabetet. Der kan ikke være tvivl om, at kun ganske få udenfor den gejstlige stand i den førliterære tid forstod at læse, end sige at skrive latinsk skrift. Det er da ikke meget rimeligt, at lovene, som havde en så vidtrækkende betydning for alle stænder, er blevne optegnede i et alfabet, som kunde siges at være en enkelt stands særeje, eller at høvdingerne skulde have foretrukket at benytte et alfabet, som flertallet af befolkningen ikke forstod at læse, med forbigåelse af det alfabet, som deres forfædre fra arilds tid havde benyttet til optegnelser i modersmålet, og som de fleste lægfolk vistnok har kunnet magte, i alt fald bedre end det latinske alfabet.

I denne forbindelse kan jeg ikke undlade at imødegå en indvending, som dr. Finnur Jónsson har fremført, idet han har påstået, »at runer i det hele taget har været meget lidt brugte på Island, selv om man naturligvis kendte dem«. Dette slutter han deraf, at »man ingensomhelst runeindskrifter har på Island fra den ældste tid til omtrent 1300« [3], men kun »flere, dog mest apokryfe, beretninger om rúnakefli[4]«. Men en sådan slutning er ikke berettiget. Dr. Finnur Jónsson synes fuldstændig at have overset den bemærkning, som jeg i »Runerne i den oldisl. literatur« s. 5 knytter til fremhævelsen af den kendsgærning, at man nu ikke mere kender noget islandsk runemindesmærke fra den ældre tid. Jeg har der påvist, at man ikke heraf kan slutte, at ingen sådanne mindesmærker har eksisteret, idet grunden til, at der ikke findes nogen gamle islandske runestene, kunde være den, at indskrifterne i tidens løb er udviskede på grund af materialets forvitring, ti som bekendt forvitre de islandske stenarter, som der kan være tale om at bruge til indskrifter, meget. Jeg har med hensyn til dette spørsmål henvendt mig til en mand , som må betragtes som en avtoritet på dette område, nemlig til geologen Tb.. Thoroddsen og med hans velvillige tilladelse tager jeg mig den frihed her at aftrykke hans svar:

»De hoved-bjærgarter, der findes i Island, basalt, dolerit, tuf og liparit, egner sig kun dårlig til at modtage og bevare indskriptioner. Basalten er så hård, at det næppe er troligt, at vore forfædre, med de instrumenter, de havde, har forsøgt at bearbejde den. Visse varieteter af dolerit, tuf og liparit bruges endnu i Island almindelig til ligstene, men disse bjærgarter er så bløde og forvitrer så let, at de på dem anbragte indskriptioner, der udsættes for luftens indvirkning, forholdsvis hurtig, ofte i løbet af nogle snese år, aldeles udviskes og forsvinder. Jeg kan derfor ikke betragte den kendsgærning, at man på Island ikke har fundet runestene fra den ældste tid, som noget bevis for, at de ikke har eksisteret.«

På den anden side er Islændernes norske afstamning og deraf følgende delagtighed i den fællesnordiske kultur i og for sig et afgørende bevis for, at Islænderne i det 10. og 11. århundrede kendte og benyttede runealfabetet, og dette bekræftes også ved vidnesbyrd hentede fra forskellige sagaer, af hvilke jeg i »Runerne i den oldisl. literatur« har fremhævet de vigtigste (s. 6 — 7 og 8 — 9), ved de ældgamle bestemmelser om trénið i de islandske love, endelig også ved den kendsgærning, at en mand i slutningen af det 11. og begyndelsen af det 12. århundrede optræder med tilnavnet »runemester« og enten alene eller i forbindelse med samtidens fornemste forfatter skriver en afhandling om runerne, hvoraf vi endnu har brudstykker tilbage. Overhovedet synes det standpunkt ikke at være holdbart, at indrømme, at Islænderne i det nævnte tidsrum har kendt runealfabetet, og dog påstå, at de ikke eller dog kun i et ringe omfang har benyttet sig af samme. En kundskab, som ikke benyttes, er let udsat for at gå i glemmebogen. Det vilde også være påfaldende, hvis Islænderne, som i øvrigt med hensyn til den nationale åndskultur på alle områder snarere stod over end under de andre nordiske folk, netop på dette ene område skulde have stået tilbage.

Jeg har i »Runerne i den oldislandske literatur« søgt at påvise, at de ældste islandske skrifter om begreberne at skrive og at læse bruger særlige ord, når der er tale om optegnelser i modersmålet — ord, som synes at pege på, at disse optegnelser skete ved runer, og som jeg derfor har tilladt mig at betragte som sproglige minder om runeperioden[5], medens forfatterne derimod bruger andre ord, når der tales om latinske skrifter. Derimod mener prof. Storm, at de ord, i hvilke jeg har set en antydning af, at optegnelsen af de pågældende skrifter skete ved runer, er lånte fra runefortolkningen, og fra den overførte på den latinske skrift. Jeg kan vel indrømme muligheden heraf, men det forklarer dog ikke den af mig påpegede mærkelige kendsgærning, at der bruges andre ord om optegnelser i modersmålet end om optegnelser i det latinske sprog. Denne kendsgærning har professor Storm ikke søgt at forklare. Efter min mening kan den kun forklares på en naturlig og tilfredsstillende måde, når man antager, at man har anvendt runer ved optegnelsen af de ældste islandske skrifter. Med hensyn til ordene bók, som i den ældste tid særlig betegner en latinsk bog, som oftest af religiøst indhold, og skrá, som særlig bruges om islandske skrifter, skal det villig indrømmes, at disse ord i følge deres betydning ikke indeholder nogen antydning af, i hvilket alfabet det ved disse ord betegnede skrift var optegnet, ligesom for eksempel tilfældet er med merkja, ráða. Jeg har kun i »Runerne i den oldislandske literatur« s. 39 ment, at det »ikke var umuligt, at grunden til denne forskel i benævnelsen har været det forskellige alfabet«, og endnu tror jeg, at der er en mulighed for, at denne årsag har været medvirkende, skønt grunden vel først og fremmest bør søges i det forskellige sprog. Imidlertid var der fra betydningens side intet i vejen for, at ordet bók tidlig kunde gå over til at bruges om islandske bøger uden noget hensyn til, i hvilket alfabet de var skrevne, og således kan det let forklares, at Are bruger dette ord om sit eget skrift og om lovene, altså om skrifter, som utvivlsomt var affattede i det islandske sprog. Hvis Maurer har ret i, at det er den ældste redaktion af Islændingebogen, som på et enkelt sted[6] anføres under titlen Íslendingaskrá, kunde man antage — hvad jeg også har gjort i »Runerne i den oldisl. lit. s. 39 — , at vi her i en sen kilde havde denne redaktions oprindelige titel bevaret, og at »bók« i Islændingebogens tekst var indsat af senere afskrivere i stedet for det hjemlige skrå. I så fald vilde Are ikke danne nogen undtagelse fra de ældste skrifters sprogbrug, som synes at betegne de hjemlige islandske frembringelser ved ordet skrá, de latinske derimod ved ordet bók. Men nu forekommer det mig at være i høj grad tvivlsomt, om det omhandlede citat i Þáttr Orms Stórolfsónar virkelig henviser til den ældste redaktion af Islændingebogen eller overhovedet til et skrift af Are. Efter alt, hvad vi ved om den ældste Islændingebogs omfang, er der kun ringe sandsynlighed for, at den har indeholdt en så detailleret beretning om Ormr Stórólfson som den, Flatøbogens Ormsþáttr har hentet fra »Íslendingaskrá«. Desuden nævner Flatøbogen ikke Ares navn i forbindelse med »Íslendingaskrá« , hvilket den dog næppe vilde have undladt, hvis den havde kunnet støtte sin beretning om Ormr til en så vægtig avtoritet.

I »Runerne i den oldislandske literatur« s. 40 — 43 har jeg i oldislandske håndskrifter påpeget nogle formentlige »grafiske minder om runeperioden«. Med hensyn til et enkelt punkt — nemlig marginaltegnene i cod. regius af Grågåsen — har jeg senere modificeret mine udtalelser[7] , men i øvrigt fastholder jeg dem endnu trods prof. G. Storms indvendinger, som har søgt at svække betydningen af den kendsgærning, at runerne ᛘ og ᚠ i gamle islandske håndskrifter bruges som forkortelsestegn henholdsvis for ordene maðr og , ved en parallel, hentet fra de ældste bevarede norske lovhåndskrifter. Disse bruger nemlig meget hyppig den første af disse runer som forkortelsestegn ganske på samme måde som de islandske håndskrifter. Som prof. Storm fremhæver, er der sandsynlighed for, at denne overensstemmelse mellem de ældste norske og de ældste islandske håndskrifter ikke er uden sammenhæng. Men nu er der, mener han, »ingen grund til at antage, at de norske love optegnedes med runer, tvært imod gode grunde for at antage det modsatte«. Heraf slutter han så, at brugen af runen ᛘ som forkortelsestegn i de islandske håndskrifter lige så lidt som den tilsvarende brug af den samme rune i de norske love taler for en optegnelse ved runer. Men er det da så uomtvisteligt, at den første optegnelse af de norske love skete i det latinske alfabet? Lad os engang se lidt nærmere på, de »gode grunde«, denne antagelse støtter sig til. Professor Storm mener, at de ældste norske lovoptegnelser går op til begyndelsen af det 12. århundrede, og deri kan man vistnok give ham ret[8]. Ligeledes er det en selvfølge, at der i Norge i den sidste halvdel af 12. århundrede var flere ældre lovhåndskrifter i omløb, selv om det ikke var udtrykkelig bevidnet på flere steder i de norske kongesagaer[9] . Men intet af disse steder indeholder den ringeste antydning af, i hvilket alfabet disse ældre lovhåndskrifter var optegnede, ja sagaernes udtalelser om lovhåndskrifterne beror dels på tvivlsomme forudsætninger, som f. eks. kong Sverres påstand, at Trendernes lovbog var optegnet på Magnus den godes foranstaltning[10], dels er de holdte i en sådan ubestemt almindelighed, at man ikke engang kan se, om der menes virkelig gamle lovhåndskrifter eller kun senere afskrifter af gamle love[11] . Af disse steder fremgår således ikke en gang med sikkerhed, at Trønderne ved år 1160 — 1190 har haft de ældste lovoptegnelser i behold, og at disse da endnu var brugelige, hvilket prof. Storm lægger stor vægt på. Men selv om man indrømmer dette, vil man ikke være berettiget til deraf at drage nogen slutning med hensyn til de ældste norske lovhåndskrifters alfabet. Skulde der ikke i den sidste halvdel af det 12. århundrede have været mænd i Norge, som forstod at læse runeskrift? Eller hvorfra ved prof. Storm, at håndskrifter, skrevne med runer, har været ubrugelige, det vil da sige ulæselige, i dette tidsrum? I Frostatingsloven 4,43 (NgL. I, s. 171) findes der dog en bestemmelse, som viser, at runekundskab må have været temmelig almindelig i Norge selv hos menigmand, ja mere almindelig end kendskabet til det latinske alfabet. Denne bestemmelse går ud på, at når en mand har skåret tungen ud af munden på en anden, skal den lemlæstede møde på tinge og se, om han ikke der kan opdage gærningsmanden, og hvis denne ikke er tilstede på tinget, »så skal han riste hans navn, hvis han kender runer, hvis ikke, skal han gøre sig forståelig ved tegn « [12] . Bestemmelsen er sikkert lige så gammel, om ikke ældre end lovens første optegnelse i begyndelsen af det 12. århundrede, og den viser, at kendskabet til det latinske alfabet ved denne tid var mindre udbredt blandt den norske befolkning end kendskabet til runealfabetet — i modsat fald vilde der nemlig sikkert have stået:  »Þá scal hann rita namn hans, ef hann kann rit« eller lignende. Dette bekræftes også ved indskrifterne på de norske mønter fra det 11. århundrede, idet mønter fra denne tid med norsk indskrift i latinsk alfabet i antal og sproglig betydning står tilbage for runemønterne[13] . Men når runekundskab var så almindelig i Norge i begyndelsen af det 12. århundrede, så er det i høj grad usandsynligt, at der 2 — 3 menneskealdere senere ikke skulde have været i alt fald nogle enkelte, som kunde læse runeskrift, og for de øverste myndigheder i staten måtte det være let at sikre sig disse enkeltes hjælp, når det var dem om at gøre at tolke et gammelt runemindesmærke. Den kendsgærning, at den omhandlede lovbestemmelse holdt sig i Frostatingsloven, og det uagtet denne lov i den os overleverede form stammer fra Håkon den gamles tid, turde også tale for, at runekundskab ikke var uddød i Norge i slutningen af det 12., ja ikke en gang ved midten af det 13. århundrede[14] . Den påstand, at håndskrifter i det latinske alfabet skulde have været de eneste »brugelige« i den sidste halvdel af det 12. århundrede, er således fuldstændig uberettiget og kan ikke gøres gældende som bevis for, at de ældste norske lovhåndskrifter har været optegnede i det latinske alfabet. Tværtimod taler sandsynligheden for, at man i Norge ved den første lovoptegnelse har benyttet det alfabet, som de fleste kendte, altså, i følge det foregående, runealfabetet, samt at brugen af runen ᛘ som forkortelsestegn i de gamle norske håndskrifter lige så vel som i de islandske er en lævning fra den tid, da man skrev med runer.

Dr. Finnur Jónsson, som går ud fra, at prof. Storm har bevist, at den første optegnelse af de norske love skete ved latinske bogstaver, går et skridt videre end prof. Storm i at drage konsekvenser af denne ubeviste forudsætning, idet han deraf slutter, at Islænderne efter norsk forbillede har skrevet deres love med samme skrift. Men selv om man gik ind på forudsætningen, vilde en sådan analogislutning være fuldstændig uberettiget, »ti de literære forhold kan have udviklet sig, ja har til dels bevislig udviklet sig anderledes på Island end i Norge»[15] .

Når dr. Finnur Jónsson mener, at det må have været en let sag for de islandske gejstlige i den ældste literaturperiode at overføre det latinske alfabet på deres islandske optegnelser, samt at en bog skreven med runer for dem vilde have haft et fremmed og afskrækkende udseende, så er dette kun løse påstande, som jeg ikke behøver at opholde mig ved, men kan nøjes med at henvise til »Runerne i den oldisl. literatur« s. 20 fg. , hvor jeg har påvist de vanskeligheder, som uundgåelig var knyttede til de første forsøg på at skrive islandsk ved latinske bogstaver[16].

Dr. Finnur Jónsson lægger stor vægt på den første grammatiske afhandlings tavshed angående runerne, og af de indvendinger, han fremfører mod runehypotesen, er denne i virkeligheden den eneste, som grunder sig på noget faktisk. Det er en uimodsigelig kendsgærning, at den første afhandlings forfatter kun flygtig omtaler runealfabetet[17] , og at hele brådden af hans polemik vender sig imod tilhængerne af det uforandrede latinske alfabet, således som det blev brugt, inden han trådte frem med sine reformforslag. Heraf slutter dr. Finnur Jónsson med rette, »at for forfatterens tid brugte man til islandske bøger det latinske alfabet«. Jeg har allerede med eftertryk fremhævet det samme i »Runerne i den oldislandske literatur« s. 91 fg. Men han er ikke berettiget til heraf at uddrage den slutning, at man for forfatterens tid ikke har brugt noget andet alfabet end det latinske til islandske bøger. Ja det turde være tvivlsomt, om forfatterens tavshed angående runealfabetet berettiger til at slutte, at dette på den tid, da han skrev, slet ikke blev brugt til bogskrift. Grunden til, at han ikke angriber runeskriften, kunde være den, at han har følt en vis veneration overfor det gamle folkelige alfabet, og desuden måtte han jo med sin skarpe forstand let kunne indse, at det latinske alfabet var fremtidens alfabet, og at runealfabetets dage i literaturen snart var talte, og i så fald var al polemik overfor det overflødig og kunde ikke tjæne til andet end til at forplumre striden mellem forfatteren og tilhængerne af det uforandrede latinske alfabet[18]. Men selv om man indrømmer, at forfatterens tavshed angående runealfabetet tyder på, at dette kun sjælden eller endog slet ikke blev anvendt til bogskrift, så kan dette kun gælde for den tid, da forfatteren skrev sin afhandling, eller i det højeste for den nærmest foregående tid. Her bliver det da af betydning at undersøge den første afhandlings tilblivelsestid. Dr. F. Jónsson har sat den til c. 1140 i modsætning til tidligere forskere, som har henført den til c. 1160. De grunde, som dr. F. J. fremfører for sin opfattelse, synes imidlertid ikke at være overbevisende. Forfatteren bevidner udtrykkelig, at man i hans dage plejede at skrive og læse love, genealogiske værker, oversættelser af latinske gejstlige skrifter, samt Ares historiske arbejder[19] . Dr. F. Jónsson forsøger at vise, at den omtalte oversættelses-literatur allerede begyndte at udvikle sig i det 12. århundredes første halvdel, og heri må man sikkert give ham ret. Men heraf er han ikke berettiget til at slutte, at den første afhandlings tilblivelse falder før 1150, ti ingen vil dog vel falde på at nægte, at sådanne oversættelser både blev afskrevne og læste også efter midten af det 12. århundrede. Overhovedet har den kendsgærning, at forfatteren nævner de omtalte skrifter, kun beviskraft med hensyn til spørsmålet om afhandlingens tidligste tilblivelsestid. Med hensyn til det andet spørsmål, til hvilken tid afhandlingen senest kan være skreven, er vi derimod henviste til den negative kendsgærning, at han ikke omtaler de forfattere, som skrev i den sidste halvdel af det 12. århundrede, nemlig Eirikr Oddsson og Karl Jónsson. Af disse skrev den første sit værk Hryggjarstykki i alt fald efter 1161, og måske ikke før end c. 1170 — 1180[20], medens den sidstes literære virksomhed falder endnu senere. Da afhandlingen ikke nævner disse forfattere, vil man deraf med nogen sandsynlighed kunne slutte, at den ikke kan være meget yngre end c. 1180, og da den på den anden side omtaler Ares »bøger« i flertallet og således må være yngre end den sidste bearbejdelse af Islændingebogen, som stammer fra årene 1134 — 1138, kan den ikke være ældre end c. 1140. Det anførte sted tillader os altså ikke at bestemme afhandlingens tilblivelsestid med større nøjagtighed, end at den falder imellem 1140 og c. 1180. Dr. F. Jónsson holder sig til den tidligste grænse, 1140, men uden at fremføre nogen antagelige grunde for en så tidlig affattelse. At forfatteren på et par steder omtaler forkortelser som pergamentbesparende, turde dog i denne henseende være fuldstændig betydningsløst. Brugen af forkortelser i islandske pergamenthåndskrifter, gamle så vel som nye, viser, at man til alle tider, så længe pergament var i brug som skrivemateriale, søgte at omgås forsigtig dermed. I modsætning til dr. F. Jónsson forekommer det mig, at den første afhandlings forfatter har et ganske godt greb på at give sine tanker en klar og koncis form, og når han på enkelte af dr. F. J. anførte steder benytter sig af en temmelig indviklet periodebygning, så taler dette efter min mening snarere for en sen end for en tidlig affattelsestid. De ordformer, hvoraf dr. F. Jónsson mener at kunne slutte, at afhandlingen stammer fra c. 1140, forekommer alle sammen forholdsvis hyppig i håndskrifter fra det 13. århundrede. Det enklitiske -k = ek forekommer således på mange steder i den Stockholmske Homiliebog og i AM. 645, 4º[21] , og flere eksempler hentede fra forskellige håndskrifter (Morkinskinna og Stockholmerhåndskriftet af Olaf den helliges saga o. fl.) vil man finde anførte i ordbøgerne. »Suffiksnegationen -a, -at findes f. eks. i Morkinskinna-udgaven s. 52/2 (era) og i forbindelse med det enklitiske -k s. 50/16 , og flere citater fra den Stockholmske Homiliebog, samt AM. 645, 4° og 673 B, 4° vil man finde i Larssons fortjænstfulde værk[22] samt i ordbøgerne og i K. Gislason's Frumpartar s. 227 — 228. I Homiliebogen og 645, 4° møder man hyppig det ekspletive af' [23] , og mange steder findes anførte i ordbøgerne (navnlig Fritzner 8 s. 868). Ordet þeygi forekommer på flere steder i Homiliebogen, 645, 4°[24] og 674 A, 4 01 , og Oxforder-ordbogen anfører flere eksempler fra Grågåsen og Heimskringla. Ingen af disse ordformer kan således bruges som bevis for, at afhandlingen går op til c. 1140. Tværtimod taler den konsekvente gennemførelse af u-omlyden for, at forfatteren har skrevet i den sidste halvdel af 12. århundrede[25] . Men hvis dette forholder sig således, kan man ikke af hans tavshed angående runealfabetet drage nogen slutninger med hensyn til skriftforholdene på Island i den første halvdel af det 12. århundrede.

I »Runerne i den oldislandske literatur« s. 101 — 102 har jeg vist, at den første afhandlings alfabet, i alt fald hvad tegnene ǫ, ę og ø angår, er påvirket af runealfabetet i den af Torod (og Are?) reviderede form. Vel forekommer ę også undertiden i latinske håndskrifter fra middelalderen, brugt i flæng med e, og det er således muligt, at den første afhandling har lånt dette tegn fra det latinske alfabet, således som professor G. Storm mener. Men dog strider dette imod forfatterens egne utvetydige udtalelser, når han udtrykkelig siger, at der i det latinske alfabet, han kendte, kun fandtes de fem vokaltegn: a, e, i, o og u, samt at han selv har lavet de fire af ham tilføjede vokaltegn ǫ, ę, ø, y [26]. Hvad y angår, er dette rigtignok ikke ganske korrekt, da dette bogstav sikkert er lånt fra det angelsaksiske alfabet, men det er muligt, at forfatteren har fremhævet dette i den lakune, som findes i håndskriftet på det sted, hvor han lidt senere særlig omtaler y[27] . Vi har således forfatterens ord for, at han selv har opfundet tegnet e og ikke lånt det fra det latinske alfabet, og virkelig er den forklaring, han giver af dette tegn[28] , fuldstændig original og uden sidestykke hos latinske grammatikere. I hvert fald kan det ikke nægtes, at han har fastslået dette tegns lydværdi i det islandske alfabet, og her har den tilsvarende Torodske limingarstafr været ham et forbillede. Jeg må således overfor professor G. Storm fastholde, at tegnene ǫ, ę og ø er dannede af forfatteren under påvirkning af de tilsvarende tegn i Torods alfabet. Flere påvirkninger af runeskriften har jeg søgt at påvise i »Runerne i den oldislandske literatur« s. 100 og 102—103[29].

Det har undret mig at se, hvor let prof. Storm glider hen over den af mig påviste og af ham selv (og nu af prof. Maurer) indrømmede kendsgærning, at runealfabetet netop ved den tid, da den unge literatur begynder at vikle sig ud af svøbet og afsætter sine første frugter, modtager en udvidelse og reform ved Torod (og Are?). Blandt de grunde, der taler for, at de ældste islandske skrifter optegnedes ved runer, står denne dog sikkert i allerførste række. En reform af denne art må have en grund, må være fremgået af en virkelig trang. Den er kun forklarlig, når man forudsætter, at runealfabetet netop ved denne tid har fået en forøget betydning som meddelelsesmiddel, samt at man som en følge heraf har følt en stigende trang til en fyldigere og sikrere lydbetegnelse. Der foreligger ikke det mindste, der tyder på, at Islænderne ved denne tid efter en større målestok end tidligere har begyndt at benytte runer til indskrifter i sten og træ. Den forøgede anvendelse af runerne, som runereformen tyder på, kan da kun være begrundet i, at den samtidig frembrydende literatur tog runeskriften i sin tjæneste. I øvrigt henviser jeg til »Runerne i den oldislandske literatur« s. 86 — 88. Særlig skal jeg tillade mig at henstille til de ærede modstandere af hypotesen om runernes brug til skrift at besvare det spørsmål, hvorledes man skal forklare, at det er runealfabetet og ikke det latinske alfabet, som først er genstand for en reform.

Jeg tror således at have vist, at de indvendinger, som prof. G. Storm og dr. F. Jónsson har fremført imod hypotesen om runernes brug til skrift, ikke er begrundede, samt at de ikke rokker ved det resultat, hvortil jeg er kommen i »Runerne i den oldislandske literatur « , og jeg må derfor endnu bestandig fastholde den mening, at runealfabetet har været det herskende alfabet i den ældste islandske literaturperiode, når det gjaldt optegnelsen af islandske skrifter.


III.


Side af Íslendingabók. Árni Magnússon Institut.
Har Are skrevet en særskilt Landnáma? Har han skrevet en særskilt norsk kongesaga? Bægge disse spørsmål har jeg i mine tidligere afhandlinger om Are besvaret bekræftende, idet jeg med hensyn til det første har søgt at give en selvstændig begrundelse af min mening, medens jeg med hensyn til det sidste har holdt mig til de grunde, som Gjessing har fremsat. Derimod fastholder professor Maurer endnu bestandig den modsatte mening, idet han antager, at alt, hvad Are har skrevet angående de islandske landnamsmænd og de norske konger, har indskrænket sig til det, der stod i de to bearbejdelser af hans Islændingebog, og i sin ovennævnte afhandling om Are søger han, til dels ved nye grunde, at forsvare denne anskuelse. Hans bevisførelse har imidlertid ikke kunnet overbevise mig, og jeg skal nu nærmere påvise, hvorfor.

I første række fremfører prof. Maurer to betænkeligheder imod den af Gjessing og mig forfægtede anskuelse, at Are i sin alderdom skulde have skrevet en særskilt Landnáma og en særskilt kongesaga. Den første betænkelighed, som er hentet fra Ares høje alder, kan jeg ikke tillægge nogen vægt. I Timarit X, s. 239 har jeg søgt at vise, at Are rimeligvis er begyndt at skrive Landnáma c. 1125, da han var c. 58 år gammel. Men selv om vi forudsætter, at han ikke er begyndt på dette værk før end efter 1134, altså efter at have overskredet sit 67. år, kan jeg ikke finde noget urimeligt deri. Fra de forskelligste landes literatur vil man kunne opvise eksempler på, at forfattere i en høj alder er begyndt at skrive store værker, som de senere har fuldendt. Jeg behøver kun at minde om, at en forfatter, som i den latinske literatur indtager en lignende plads som Are i den islandske, den gamle Cato, først begyndte på sit store værk Origines, efter at han havde overskredet sit 66. år, og vedblev at arbejde derpå indtil ganske kort for han døde i en alder af 85 år[30] . Også den græske historieskrivnings fader Herodot synes først i en høj alder at have skrevet sit berømte værk[31] . Og det er heller ikke tilfældigt, at de første grundlæggere af en videnskab som historien først begynder at skrive så at sige i den sidste time. Forud for affattelsen af deres banebrydende arbejder må der naturligvis være gået en langvarig og møjsommelig forberedelse, en indsamling af stof, som optog deres ungdoms og manddoms år, så at de først i en fremrykket alder kunde tænke på at ordne og sammenfatte de mange enkeltheder til et sammenhængende hele. Om Herodot ved vi, at han indsamlede stoffet til sit arbejde på vidtløftige rejser, som strakte sig over næsten hele den da bekendte verden. Må vi da ikke antage, at også Are har behøvet en lang forberedelse til sit værk, og må vi ikke finde det naturligt, at han først henimod sit livs aften har taget fat på en indgående bearbejdelse af et så indviklet stof som den norske kongesaga og de islandske landnåm?[32]. Det er dog anerkendt af alle som uimodsigeligt, at han skrev den ældste bearbejdelse af sin Islændingebog — som ifølge Maurers, Gjessings og min enstemmige mening var hans første arbejde — , da han var mindst 55 år gammel, og den sidste bearbejdelse af samme bog, da han havde fyldt sit 67. år. Dette tyder dog på, at hans historiske studier først kom til modenhed i hans alderdom. Hvorfor kan vi da ikke tænke os, at han, efter at have prøvet sine kræfter og øvet sin pen på den første bearbejdelse af sin Islændingebog, modig har givet sig i kast med større opgaver? Efter at det første skridt var gjort, måtte det andet være så meget desto lettere. Jeg ser ikke nogen grund til at antage, at Ares arbejde på den sidste bearbejdelse af Islændingebogen har hindret ham i at tage fat på andre arbejder. Den væsentligste forskel mellem den første og den sidste bearbejdelse bestod jo i udeladelsen af de to afsnit áttartala og konungaæfi, hvortil der kun behøvedes et pennestrøg, og de udvidelser og tilføjelser, som den sidste bearbejdelse modtog, kan allerede på grund af bogens ringe omfang ikke have været så omfattende, at de har kunnet tage lang tid[33].

Hvis vi vidste, at Are i sin alderdom havde været åndssvag eller affældig, vilde jeg kunne gøre mig fortrolig med den tanke, at han har siddet med hænderne i skødet efter udarbejdelsen af sin første Islændingebog lige til sin død med undtagelse af den tid, han anvendte på den sidste bearbejdelse af Islændingebogen. Men vore kilder indeholder ikke den mindste antydning af, at Are i sin alderdom har været nedbrudt på sjæl eller legeme. Den høje alder, han opnåede — 81 år — , tyder snarere på det modsatte[34] .

Den anden betænkelighed, som Maurer rejser imod den antagelse, at Are har skrevet en særskilt Landnáma og en særskilt norsk kongesaga, er hentet fra Heimskringlas (og Olaf den helliges sagas) prolog, hvis forfatter blandt sine kilder omtaler et værk af Are, som ikke synes at kunne være noget andet end den ældste bearbejdelse af Islændingebogen. Hvorledes er dette forklarligt, spørger prof. Maurer, hvis den samme Are efter dette værk, som kun i forbigående kan have beskæftiget sig med den norske kongesaga, skulde have skrevet et andet nyere værk, som udelukkende og med større udførlighed behandlede de norske kongers historie? Hertil skal jeg bemærke, at denne betænkelighed ikke det mindste vedkommer Landnáma, men kun kongesagaen. Og hvad denne angår, kan jeg heller ikke tillægge den nogen afgørende betydning. Jeg har allerede i Arb. 1886, s. 370 udtalt, at Hkr.'s prolog ikke afgiver nogen tvingende grund til at antage, at dens forfatter ikke skulde have kendt noget særskilt arbejde af Are angående de norske kongers historie, og jeg skal nu nærmere udvikle de grunde, hvorpå denne udtalelse hviler. Når det hedder i prologen: »ritaði hann mest í upphafi sinnar bókar um Íslands bygd ok lagasetning, siðan frá lögsögumönnum, hversu lengi hverr hafði sagt, ok hafdi þat áratal fyrst til þess er kristni kom á Ísland, enn siðan alt til sinna daga«, så kan der ikke være mindste tvivl om, at vi her har en henvisning til Ares Islændingebog. Dette fremgår med fuld sikkerhed såvel af indholdsangivelsens overensstemmelse med vor opbevarede Islændingebog, som også af den kendsgærning, at det pågældende skrift xar ζξxοýν kaldes for bók. Når det endvidere hedder: »Hann ték þar ok viþ mörg önnur dæmi, bæði konunga æfi í Noregi ok Danmörk ok svá á Englandi, eðr enn stórtiðindi, er gjörz höfðu hér á landi«, så synes disse ord nærmest at tyde på, at forfatteren har haft for sig den ældste bearbejdelse af Islændingebogen, som indeholdt konunga æfi, skønt det unægtelig er påfaldende, at afsnittet áttartala ikke omtales. Men når vi lidt senere træffer disse ord: »Hann ritadi, sem hann sjálfr segir, æfi Noregs konunga eftir sogu Odds Kollssonar, Hallssonar af Siðu« o. s. v., så er det efter min mening ikke sikkert, at »æfi Noregs konunga» på dette sted er ensbetydende med »konunga æfi« i det foregående. Tværtimod er det ikke usandsynligt, at vi her netop har en henvisning til et særskilt arbejde af Are angående de norske kongers historie, og at vi i betegnelsen »æfi Noregs konunga« har dette arbejdes avtentiske titel opbevaret. At Hkr.'s (og Olafs sagas) forfatter virkelig har kendt et arbejde af Are, som havde den norske kongesaga til genstand og dog hverken var identisk med den første eller med den sidste bearbejdelse af Islændingebogen, det fremgår, som det synes, tydelig nok deraf, at han på et andet sted beråber sig på Ares bøger (i flertallet) som sin kilde med hensyn til et kronologisk spørsmål, som ikke er berørt med et eneste ord i den opbevarede sidste bearbejdelse af Islændingebogen[35]. Derved er den mulighed udelukket, at denne bog skulde være med-indbefattet i flertallet »bøger«, og vi nødes til at antage, at Hkr.'s forfatter foruden den ældste bearbejdelse af Islændingebogen har kendt et andet skrift af Are, som behandlede de norske kongers historie[36]. Men selv om man ikke skulde ville gå ind på at se en henvisning til en særskilt norsk kongesaga i de fra Hkr.'s prolog anførte ord, og selv om man lader de anførte ord af Hkr. (og den særskilte Olafs s.) helt ude af betragtning, vil man dog ikke være berettiget til af Heimskringla-prologens tavshed at drage den slutning, at Are ikke har skrevet noget særskilt arbejde om de norske konger. Vi kan tænke os forskellige andre grunde til denne tavshed. Prologens ledende grundtanke er øjensynlig at gøre rede for forfatterens kritiske principer og navnlig hans forhold til sine kilder for derved at vise, at hans arbejde kunde gøre fordring på troværdighed. Man mærker hos ham en sund bestræbelse efter at gå tilbage til de mest oprindelige kilder, som stod til hans rådighed. Derfor nævner han også i første række de samtidige skjaldes digte. Af samme grund fremhæver han blandt sine skriftlige kilder kun den ældste islandske historieskriver, den ærværdige Are, og det uagtet han sikkert har kendt og benyttet andre skriftlige arbejder end Ares. Det kan da heller ikke forundre os, at han blandt Ares historiske værker kun omtaler hans ældste arbejde, den første bearbejdelse af Islændingebogen, navnlig når vi betænker, at den ligesom den opbevarede bearbejdelse af samme bog må have indeholdt en udførlig påvisning af Ares mundtlige kilder, som særlig måtte interessere prologens forfatter, der tro imod sine principer også søger at påvise sin kildes kilder. Forudsætter vi, at Ares selvstændige kongesaga kun undtagelsesvis har indeholdt kildeangivelser, men med hensyn til disse har ladet sig nøje med at henvise til Islændingebogen, så er det let forklarligt, at prologens forfatter i følge hele sin tendens måtte undlade at omtale dette arbejde. I øvrigt skal jeg ikke videre blande mig i striden mellem Maurer og Gjessing angående Ares forhold til de norske kongers historie, men går nu over til at behandle spørsmålet om hans forhold til Landnamsbogen.

Med hensyn til dette spørsmål fjærner prof. Maurers og mine anskuelser sig vidt fra hinanden. Men hele striden imellem os kan dog siges at bunde i et eneste punctum saliens, nemlig vore grundforskellige anskuelser om beskaffenheden af det i den første bearbejdelse af Islændingebogen indeholdte, men i den sidste udeladte afsnit áttartala. Efter professor Maurers mening har dette afsnit haft et særdeles betydeligt omfang, idet han antager, at det første grundlag til vor Landnáma, som i følge Hauks utvetydige og også af Maurer anerkendte vidnesbyrd skyldes Are, må være at søge i dette afsnit, samt at alle de historiske angivelser, som i vore kilder tillægges Are, er hentede fra det samme afsnit, for så vidt som de ikke genfindes i den opbevarede Islændingebog eller kan tænkes at have tilhørt afsnittet konunga æve i den ældste bearbejdelse. Derimod tror jeg, at afsnittet áttartala har haft en ganske anderledes beskedent omfang.

Hvad ved vi da i virkeligheden om bemeldte afsnit? Ikke andet end, hvad vor Islændingebogs prolog og de bagved samme opbevarede brudstykker af áttartala lærer os. Alt andet er kun løse formodninger. Prologen lærer os kun navnet på det udeladte afsnit áttartala, som tyder på, at indholdet har været genealogisk. Og ser vi på de opbevarede brudstykker, finder vi ganske rigtig kun tørre slægtregistre, nemlig foruden forfatterens eget stamtræ de fire biskoppers genealogier — alle af strengt genealogisk indhold. Det er ikke en gang sikkert, at det udeladte afsnit har indeholdt flere slægtregistre end disse fem opbevarede. Mærkeligt er det i hvert fald, at alle 5 stamtavler enten ligefrem omhandler Ares slægt (Ares eget stamtræ), eller dog står i nær forbindelse med den. Are nedstammede fra landnamsmanden Þorðr skeggi's datter Þuríðr, søster til Mosfellingernes stammoder Helga, Ketilbjörns hustru (1. stamtavle)[37] . Slægtledene på Ares side er i opadstigende linie: Are— Jóreiðr — Gurðiðr — Yngvildr (gift med Þorsteinn Siðu-Hallsson) — Rannveig — Þorgeirr — Þurídr. Siðu-Hallr var fælles stamfader for Are og biskop Jon den hellige (2. stamtavle)[38] . Den 3. stamtavle er kun en sidelinje af Ares eget stamtræ, som forgrener sig ved Þordr gellir. Endelig nedstammede Are gennem Torsten den rødes kone Þuríðr fra dennes fader Eyvindr austmaðr[39] , som gennem sin søn Helgi magri var Øfjordingernes stamfader (4. stamtavle). Er dette tilfældigt? Eller må vi ikke antage, at slægtskabsforholdet til forfatteren i alt fald har haft en medbestemmende indflydelse på hans valg af de slægter, som han optog i áttartala? At dette virkelig har været tilfældet, bliver endnu mere indlysende, når man ser nærmere på biskoppernes stamtavler. De har alle det tilfælles, at de begynder med en landnamsmand og ender med en biskop. Men kun en af dem, den første, er et langfeðgatal, alle de andre indeholder kvindelige slægtled. Og dog nedstammede ikke blot biskop Gizorr (1. stamtavle), men også de tre andre biskopper i lige mandlig descendens fra landnamsmænd, biskop Jon fra Asgeirr kneif[40] , biskop Þorlákr fra Brǫndólfr, søn af Naddod, Islands opdager[41] , og biskop Ketill fra Auðunn rotinn, som igen i lige linje nedstammede fra Færøernes første landnamsmand Grímr Kamban[42]. Hvorledes skal vi forklare, at Are med forbigåelse af de mandlige ascendenter fører disse slægtrækker gennem sidelinjer op til landnamsmænd, som stod i slægtskabsforhold til ham selv, hvis ikke ved at antage, at netop dette slægtskabsforhold har været bestemmende for ham? Det personlige forhold, hvori forfatteren står til biskoppernes stamtavler, gør det noget tvivlsomt, om áttartala i den ældste Islændingebog har indeholdt flere stamtavler end de 5 opbevarede. Men selv om vi går ud fra den ikke usandsynlige forudsætning, at flere slægtrækker har været optagne i afsnittet, vil man af det ovenfor udviklede være berettiget til at slutte, at Ares egen stamtavle har været afsnittets egentlige kærnepunkt, samt at der om dette kærnepunkt har grupperet sig andre slægtrækker, som opfyldte følgende betingelser: 1) at nedstamme fra en landnamsmand, 2) at kunne føres ned til en anset samtidig, 3) at stå i slægtskabsforhold til forfatteren. Afsnittet var altså ikke blot i indhold indskrænket til det rent genealogiske, men det havde også et begrænset omfang.

Vel erklærer prof. Maurer det for uberettiget af de opbevarede brudstykker at slutte sig til beskaffenheden af det hele afsnit, idet han tvivler om, at de opbevarede slægtregistre er optagne uforandrede, uden omarbejdelse eller forkortning, fra deres kilde. Men han synes at have overset, hvad jeg allerede udførlig har påvist i min afhandling i Årbøger for nord. oldk. og historie 1885 s. 351—352, 354—355 og 363 — 367, at nemlig alle fem slægtregistre er planmæssig og konsekvent udarbejdede efter det samme skema, så at enhver mulighed for, at teksten er forvansket, synes at være udelukket. Dr. W. Golther indvender, at disse áttartala ere udarbejdede i en bestemt hensigt, nemlig som biskoppernes slægtrækker, og at man som en følge heraf er uberettiget til at antage, at også de andre stamtavler, som áttartala indeholdt, har været indrettede efter det samme skema. Hertil må bemærkes, at en af de fem stamtavler, forfatterens egen, ikke er biskoppelig, og dog ligner den i plan og metode de biskoppelige stamtavler som den ene dråbe vand ligner den anden; kun går den af let forståelige grunde højere op end de andre[43]. Og for det andet er og bliver en slægtrække dog altid kun en slægtrække, hvad enten den fører ned til en højærværdig prælat eller til andre dødelige, så at det er uforståeligt, hvorfor disse sidstes stamtavler ikke skulde kunne være udarbejdede efter den samme plan som de førstes. I det mindste er det i højeste grad usandsynligt, at den gejstlige Are skulde have behandlet de verdslige høvdingers slægtrækker med større udførlighed end sine biskoppelige venners. Men dette er dog netop konsekvensen af Maurers og Golthers standpunkt, når de forsøger at forene de mange og heterogene landnamshistorien vedkommende notitser, som tillægges Are, indenfor áttartalas snævre ramme. Golther henviser til overskriften over Fagrskinna: »Hér hefr upp ættartal Noregs konunga» for at vise, at overskriften áttartala kan omfatte noget andet og mere end lutter genealogier. Men denne overskrift findes kun i den ene håndskriftklasse, A. Klassen B, som repræsenterer et ældre grundhåndskrift end A [44], har derimod overskriften: »Hér hæfr upp Noregs kononga tal«[45] . Codex archetypus har rimeligvis haft overskriften: Hér hefr upp tal Noregs kononga, som på grund af, at ordet tal sjælden bruges i denne betydning undtagen i sammensætninger, af A-klassens original forandredes til: Hh. u. ættartal N. k. , af B-klassens grundhåndskrift derimod med væsenlig bibeholdelse af den oprindelige mening til: H. h. u. Noregs konongatal. Men selv om ættartal her var den oprindelige overskrift, vilde dette ikke bevise noget overfor Are, hvis kapiteloverskrifter (opbevarede foran Islændingebogen) i alle tilfælde korrekt og træffende gengiver det tilsvarende kapitels indhold.

Med hensyn til spørgsmålet om áttartala 's omfang kan jeg ikke lægge den ringeste vægt på Hkr.'s prolog, som ikke en gang nævner dette afsnit af den ældste Islændingebog, således som jeg tidligere har fremhævet. Heraf skulde man da snarest kunne slutte, at bemeldte afsnit ikke har været særdeles omfattende. Vel tror Maurer, at prologens forfatter ved de ovenfor anførte ord: »ritaði hann mest í upphafi sinnar bókar um Íslands bygð« netop sigter til áttartala, og ser i dem et vidnesbyrd om, at denne ikke udelukkende har bestået af lutter slægtregistre, men også udførligere har handlet om den islandske landnamshistorie. Men når vi lægger mærke til, at den opbevarede Islændingebogs 1. k. i følge indholdsfortegnelsen i begyndelsen af bogen netop bærer overskriften »frá Íslands bygð» , hvilket er i god overensstemmelse med kapitlets begyndelse (»Island bygþesc fyrst«  &c) og øvrige indhold, så kan vi ikke være i tvivl om, at Hkr.'s forfatter ved de anførte ord sigter til dette kapitel eller rettere, hvis vi forudsætter, at citatet er hentet fra den ældste Islændingebog, til det tilsvarende kapitel i denne, og ikke til áttartala, som i den ældste redaktion sikkert har indtaget den samme plads, som 2. kapitel indtager i den yngste[46] . At ordene »um Íslands bygð« i Hkr.'s prolog ligefrem er lånte fra en kapiteloverskrift i Islændingebogen, er indlysende deraf, at de umiddelbart påfølgende ord »ok lagasetning« genfindes i kapiteloverskriften over 2. kapitel i vor Islændingebog. Heraf følger imidlertid, at det anførte sted ikke har den ringeste betydning med hensyn til spørsmålet om áttartala 's omfang. Det samme gælder også om de lidt senere påfølgende ord, at Are i Islændingebogen foruden konunga æve også har berettet om «stórtiðendi, er gerzt hofðu hér á landi«. Disse ord går ikke på áttartala, men på Islændingebogen i dens helhed, som sikkert ligesåvel i den ældste som i den yngste bearbejdelse har fortalt om de vigtigste indenlandske begivenheder, f. eks. landets inddeling i fjærdinger, indførelsen af femterdommen , oprettelsen af bispestolene, tiendens indførelse, lovoptegnelsen o. s. v. Ingen af disse begivenheder er omtalt i Hkr.-prologens angivelse af Islændingebogens indhold, men den sammenfatter dem alle under den træffende almindelige betegnelse »stórtiðindi«.

Jeg kan altså ikke i vore kilder finde noget støttepunkt for den antagelse, at afsnittet áttartala i den ældste Islændingebog har udmærket sig ved indholdsfylde eller betydeligt omfang. Tværtimod fremgår det på det bestemteste af Islbk.'s prolog og af de opbevarede brudstykker, at áttartala kun har været en samling af slægtregistre, indrettede efter et konsekvent gennemført skema og grupperende sig om forfatterens egen stamtavle som midtpunkt. Vi forstår nu bedre, end man hidtil har gjort, de motiver, som har bevæget Ares literære konsulenter til at give ham det råd at udelade áttartala af Islændingebogen. De har ikke blot, som jeg tidligere har påvist, taget anstød af den overvægt, som det genealogiske i dette afsnit havde over det historiske, men de har også fundet den fremskudte stilling, som forfatterens egen slægt indtog indenfor samme, mindre passende.

Paa den anden side finder vi i vore kilder følgende vidnesbyrd om eller antydninger af, at Are har skrevet noget andet og mere angående Islands historie end, hvad vi genfinder i den opbevarede Islændingebog.

1. Vedkommende landnamshistorien i almindelighed:

a) Hauksbogen tillægger Are i forening med Kolskeggr det første grundlag til Landnáma (Landn. V. p. 15. k. s. 320).

b) I overskriften over Gunnl. s. ormst. i cod. Holm. 18, 4°, omtales Are som: »mestr fræðimadr á Íslandi á landnámsögur ok forna fróði».

2. Enheltheder vedrørende landnamshistorien:

a) At Are har skrevet udførligere om de første opdagelsesrejser til Island, kan sluttes af Landn. I. 1 s. 27, hvor den såkaldte Sturlubók og Melabók i afsnittet om Naddoðr påberåber sig Ares ven og samtidige præsten Sæmundr Sigfusson som mundtlig kilde (»sagði«) ganske som Islændingebogen (Golthers udg.) k. VII, 18 (jfr. prologen og k. IX, 8 og X, 3).

b) Beretningen om antallet af de skibe, som sejlede fra det vestlige Island til Grønland samtidig med Erik den røde, da han tog derover for at bosætte sig der, tillægges Are i Hauksbók og Melabók. Sturlubók beråber sig kun i almindelighed på »fróðir menn« som kilde, men dermed menes dog sikkert ingen anden end Are. Landn. II, 14 s. 106[47].

c) Fortællingen om Auðr djúpaugða og hendes søn Þorsteinn samt om dennes børn i Landn. II, 15 s. 108 — 109 viser sig ved sammenligning med Eyrb. k. 7 (Leipz. 1864 s. 8)[48] og Laxd. k. 4 (Khavn 1889 fgg. s. 7) at være grundet på et skrift af Are (jfr. Timarit X, s. 226—228).

d) Når det i Landn. II, 22 (s. 130) hedder: »Svá kvað Þorkell Gellisson segja íslenzka menn, þá er heyrt höfðu frá segja Þorfinn í Orkneyjum, at Ari (o: Másson) hefdi kendr verit á Hvitramannalandi ok náði eigi brutt at fara, en var þar vel virðr«, så kan vi ikke være i tvivl om, at Are har skrevet disse ord, dels fordi denne Þorkell Gellisson sikkert er identisk med hans farbroder, som flere gange påberåbes som hjemmelsmand i Islændingebogen (Golthers udgave k. I, 1, I, 5 og VI, 4), dels også på grund af den nøjagtige og omhyggelige angivelse af kildes kilde, som er så ejendommelig for Are[49]

e) Den sydlige del af Austfirðingafjörðungr har Are udarbejdet efter den samtidige eller lidt ældre Kolskeggr Ásbjarnarsons (rimeligvis mundtlige) meddelelse (Landn. IV, 4, s. 249; V, 15, s. 320). Jfr. Timarit X, s. 234; Maurer i Germania, Neue Reihe XXIV, s. 78.

f) Professor Maurer har vist, at beretningen om Ulf—ljótslög og fjærdingsinddelingen i Hauksb. (Landn. IV, 7, s. 258— 259) og Melab. (Landn. ViSbætir II, s. 334— 335), samt i Þórðar s. hreðu og Þorsteins p. uxafóts stammer fra Are. (Maurer, Die Quellenzeugnisse iiber das erste Landrecht &c. Miinchen 1869.)

g) Fortællingen om landnamsmanden Ketilbjørn Ketilsson, som vi finder væsentlig overensstemmende i Sturlunga (Oxf. 1878, I, s. 203) og Landnáma (V, 12, s. 312) må grunde sig på et arbejde af Are, da hans plejefader Teitr, en af Ketilbjörns efterkommere, påberåbes som kilde for dette afsnit i Sturlunga (jfr. Timarit X, s. 228 fg. ; Maurer i Germania, Neue Reihe XXIV (XXXVI) s. 79).

h) Njála k. 114 8 (udg. 1875) henviser til Are som hjemmelsmand for, at Örnólfr fiskreki var en sön af Þorgils reyðarsíða[50]

3. Vidnesbyrd, som ikke vedkommer landnamshistorien:

a) Kristni saga nævner Are som en af sine fornemste kilder (Kristni s. k. 12. Bisk. I, s. 27).

b) Særlig tillægger Kristni s. Are beretningen om, at Sigvalde jarl har ladet Stefnir Þorgilsson dræbe (Kristni s. k. 12, s. 26).

c) Páls s. 18. k. (Bisk. I, s. 145) tilskriver Are en beskrivelse af Islands sørgelige tilstand efter biskop Gizurs død, som rimeligvis i sine hovedtræk genfindes i Kristni s. k. 14 s. 30— 31 og Hungrv. k. 8 (Bisk. I s. 70-71).

d) Are citeres som hjemmel for en kronologisk bemærkning om tidsafstanden mellem Olaf den helliges og Snorre godes død (Laxd. k. 78, Khavn. 1889 fgg. s. 286).

e) I »Nafnaskrá islenzkra presta« (Dipl. Isl. I, s. 185 — 186) tillægges beretningen om biskop Ketils død Are frode med biskop Magnus Einarsson som hjemmelsmand.

f) Overskriften over Gunnlaugs s. ormst. i Cod. Holm. Nr. 18, 4° (og de derfra stammende håndskrifter) går ud på, at sagaen grunder sig på Ares meddelelser (jfr. ovenfor under 1 b)[51].

De ovenfor under 2 a — h opførte antydninger af, at Are har beskæftiget sig med landnamshistorien, støtter i høj grad troværdigheden af Hauksbogens vidnesbyrd om, at hele det oprindelige grundlag til Landnáma skyldes Are, idet de fleste af disse antydninger findes i eller bekræftes af vor Landnáma, således som man vil have set af citaterne. Vel er det kun ganske få enkeltheder i dette store værk, som vi således med sikkerhed kan vindicere for Are, men det må siges at være af den allerstørste betydning, at de findes spredte rundt omkring i alle værkets dele, dog med undtagelse af 3. del (Nordlændingefjærdingen). Og ser vi på indholdet af de således udpegede bestanddele af Ares oprindelige arbejde, viser det sig, at dette langt fra at være en tør samling af genealogiske tabeller, tværtimod har indeholdt ret fyldige historiske oplysninger, som bestemt peger ud over begrebet áttartala, og på ingen måde kan tænkes at have haft plads i dette afsnit af den ældste Islændingebog. Jeg indrømmer gærne, at henvisningerne til Are i Njåls saga (ovenfor 2 h) og i Eyrbyggja (ovenfor 2 f), som er af genealogisk indhold, muligvis er hentede fra áttartala, men alle de øvrige angivelsers indhold forbyder ubetinget at henføre dem til dette afsnit. Og betænker vi, at disse angivelser kun må have været forsvindende enkeltheder i det arbejde, som i følge Hauksbogens vidnesbyrd udgjorde det oprindelige grundlag til Landnáma, vil vi finde det absolut utænkeligt, at dette arbejde har kunnet rummes indenfor áttartalas snævre grænser. Men dermed er også den mulighed udelukket, at dette arbejde har været en bestanddel af den ældste Islændingebog, ti udenfor áttartala har denne, i følge alt, hvad vi ved om dens anlæg, ikke haft nogen plads til et så betydeligt afsnit, og desuden er det utænkeligt, at Are i prologen til sin sidste Islændingebog ikke skulde have omtalt udeladelsen af et så vigtigt afsnit, ligesom han omtaler udeladelsen af áttartala og konunga æve. Af de to bearbejdelser af Islændingebogen synes desuden den ældste — bortset fra áttartala og konunga æve — at have været den mindst omfattende, når vi ser hen til prologens ord : ok jókk þvi , es mèr varþ siþan kunnara ok nú es gørr sagt á þesse an á þeire. Men kan vi således ikke få plads til Ares landnamshistorie i den ældste Islændingebog, nødes vi til at antage, at han har skrevet en særskilt Landnáma, som i følge Hauksbogens vidnesbyrd ligger til grund for det sikkert i høj grad overarbejdede værk, som er opbevaret under titelen Landnámabok.

Hauksbogen støtter sig ikke umiddelbart til Ares værk. Af dens ofte omtalte vidnesbyrd fremgår, at den er udarbejdet efter Sturla's og Styrmes landnamsbøger, således at den overalt har fulgt den af disse kilder, som i hvert enkelt tilfælde indeholdt den udførligste fremstilling, men den tilføjer udtrykkelig, at største delen (»mikill þorri«) af stoffet var fælles for bægge dens kilder. Denne udtalelse, som står umiddelbart efter bemærkningen om, at det første grundlag til Landnáma skyldes Are (og Kolskeggr)[52], kan efter min mening ikke forstås anderledes end som en antydning af, at alt, hvad der var fælles for Sturlas og Styrmes Landnáma-redaktioner, var forfattet af Are (og Kolskeggr) . Dette benægter professor Maurer, som tror, at optegnelserne angående Islands bebyggelse og landnamsmændenes genealogi først efterhånden fra en beskeden begyndelse — som også han tillæger Are — har kunnet svulme op til det omfang, som den opbevarede Landnáma har, samt at den for Sturlas og Styrmes bearbejdelser fælles Landnáma-tekst har dannet sig på det af Are givne grundlag ved sukcessive tilføjelser af forfattere, som levede i mellemtiden mellem Are på den ene side og Sturla og Styrmer på den anden side. Han finder det usandsynligt, at ingen forfatter i dette tidsrum, som spænder over et helt århundrede, skulde have beskæftiget sig med dette på Island så populære stof, som derpå i rask følge behandles af Styrmer, Sturla, Haukr og Snorri Markusson. Men her bevæger vi os på formodningernes gyngende grund. Det står dog fast, at Haukr ingen mellemled nævner mellem Are på den ene side og Sturla og Styrmer på den anden side. Hvad han siger om Are, har han sikkert ikke selv opfundet, men hentet det fra sine kilder, den ene af dem eller bægge, og når han ingen mellemled omtaler imellem disse og Are, vil man deraf være berettiget til at slutte, at heller ikke disse (Sturla og Styrmer) har omtalt sådanne[53] , og sandsynligheden taler da for, at de har hentet det for bægge fælles stof umiddelbart fra Ares værk. Dette bekræftes også ved beretningen om Ketilbjörn i Sturlunga VII k. 12 s. 203, som i det væsentlige enslydende genfindes i Landn. V, k. 12 (ovenfor 2 g). I Sturlunga indleder denne beretning et afsnit om Haukdølerne, som er indskudt i Sturla's Islendingasaga, men dog, af grunde, som jeg håber senere at kunne fremsætte i en anden sammenhæng, ikke kan antages at være forfattet eller indsat på dette sted af Sturla selv, men af en senere interpolator. Denne afskriver øjensynlig temmelig tankeløst og mekanisk et arbejde af Are, som ikke blot af mig, men også af professor Maurer og dr. Golther antages at være identisk med det i Hauksbogen omtalte første grundlag til Landnáma, som efter min mening var et særskilt skrift, efter Maurers og Golthers mening derimod et afsnit af den ældste Islændingebog. Interpolatorens mekaniske og naive fremgangsmåde viser sig f. eks. deri, at han uden nogen kommentar optager sætningen: »Svá segir Teitr«, og senere, hvor han efter min mening kopierer den yngste, efter Maurers mening derimod den ældste Islændingebog, i brugen af første persons pronomen »ek« om Are[54] , og den er os den bedste borgen for, at han gengiver sin kilde temmelig uforandret. Sammenligner vi nu Ares i Sturlunga opbevarede tekst med landnamateksten, viser det sig, at bægge omtrent er lige fyldige, idet den første vel udelader nogle enkeltheder, som findes i Landn., men til gengæld indeholder andre, som Landn. forbigår[55] . Denne kendsgærning taler ikke til gunst for teorien om den sukcessive udvikling af landnamshistorien på det af Are givne indskrænkede grundlag ved tilføjelser af forskellige forfattere, som skulde have levet i mellemtiden mellem Are og Styrmer. Vore kilder ved ikke det mindste om disse forfattere, hvilket er så meget mere påfaldende, som de i virkeligheden efter Maurers teori må antages at være de egentlige forfattere til vor Landnáma, idet de ikke blot menes at have samlet største delen af det rige stof, som lå til grund for Styrmes og Sturlas bearbejdelser, men også må have udløst landnamshistorien af dens forbindelse med Ares Islændingebog og givet den tilværelse som et selvstændigt værk. En af disse anonyme forfattere har dog Maurer ment at kunne påpege i prior Brandr Halldorsson, som Landnámahaandskrifterne Hauksbók og Melabók tillægger det hædrende tilnavn »hinn fróði«, og tilføjer, at han »har skrevet mest om Bredfjordingernes genealogi«[56] . Men Guðbr. Vigfússon har vist, at de oplysninger, Landn. på det anførte sted giver denne Brands slægt, tyder på, at han har levet omtrent samtidig med Are[57] , så at det næppe går an at henføre ham til den sidste halvdel af det 12. århundrede. Sandsynligere forekommer det mig i ham at se en af de genealogiske forfattere fra første halvdel af dette århundrede, som omtales i den første grammatiske afhandling i Sn. E. Brands priortitel strider ikke derimod. Tingøre kloster var det eneste kloster i Island indtil 1155, og her må Brandr have fungeret som prior. Klosterets stiftelse sættes af de islandske annaler i året 1133[58] , men på den anden side tillægger troværdige kilder biskop Jon den hellige klosterets første oprettelse og dotation[59]. Sandheden er vel den, at biskop Jon har stiftet klosteret, medens det først i året 1133 fik en abbed til klosterforstander, hvilket har foranlediget notitsen i de islandske aunaler. I sin barndom er klosteret rimeligvis blevet bestyret af en prior under biskoppens overhøjhed, ligesom vi ser at tilfældet var med Þykkvabæjarklaustr, hvor den senere biskop Þorlákr Þorhallsson i de første år efter klosterets stiftelse fungerede som prior og senere blev ophøjet til abbed[60] , og med Viðeyjar klaustr, som blev indviet af biskop Magnús Gissurarson i året 1226 og derpå bestyredes af priorer, indtil Arnórr Digr-Helgason blev dets første abbed i året 1247. Vi kender nu ikke mere navnene på de priorer, som således efter al sandsynlighed har bestyret Tingøre kloster i dets første tid indtil 1133, men vi fejler næppe ved at antage, at Brandr Halldórsson netop har været en af dem. I det mindste kan jeg ikke indse, hvor man ellers skulde kunne få plads til ham. Han synes således i Landn. snarere at være citeret som en af Ares kilder end som en af hans efterfølgere i bearbejdelsen af landnamshistorien. Overhovedet tror jeg ikke, man hidtil rigtig har opfattet betydningen af de genealogiske skrifter, som i følge den første grammatiske afhandling i Sn. E. blev affattede i modersmålet i begyndelsen af det 12. århundrede, eller deres forhold til Are og Landnáma. Sikkert skylder Are disse genealogiske optegnelser mere end vi nu er i stand til at påvise. Jeg er ikke blind for betydningen af Maurers bemærkning, at et værk som Landnáma ikke kan være blevet til på engang, men må tænkes at være frugten af en sukcessiv udvikling fra beskedne frøkorn. Men jeg tror, at denne udvikling i det mindste for en stor del ligger forud for Ares affattelse af hans landnamshistoriske værk. Der kan ikke være den ringeste tvivl om, at familieinteresserne, som spillede så stor rolle i den islandske stat, har givet en stærk impuls til den begyndende historiske forskning, ja at de må antages at have været primus motor til et værk som Landnáma og derigennem til de andre Íslendinga sögur. Det er disse mægtige familieinteresser, der har skabt den genealogiske literatur, som igen har været den islandske landnamshistories nødvendige forudsætning og grundlag. Selv om vi ikke havde den første grammatiske afhandlings udtrykkelige vidnesbyrd om tilværelsen af genealogiske arbejder i den første halvdel af det 12. århundrede, selv om dette vidnesbyrd ikke blev bekræftet af Hungrvaka k. 1[61] , som ved siden af lovene og sagaerne opfører mannfróðe (o: personalhistorisk, særlig genealogisk literatur) blandt de i modersmålet affattede skrifter, vilde vi dog ikke kunne tvivle om, at slægtrækker i følge sagens natur må have været noget af det første, som blev genstand for optegnelse. Slægterne havde jo ikke blot en ideel, men også ligefrem en materiel interesse af, at erindringen om deres afstamning og indbyrdes forbindelser blev bevaret[62] . Fortællingen om den unge gejstlige, den senere biskop Torlak den hellige, som i de fritimer, hans teologiske uddannelse lævnede ham, studerede genealogi og personalkundskab under sin moders vejledning, viser bedst, hvor dybe rødder sansen for genealogiske studier havde slået i familielivets jordbund[63] . Stærkest må dog denne sans. have ytret sig i de højbårne slægter, hvortil landets fornemste høvdinger hørte, og vi fejler næppe ved at antage, at flere af disse allerede i begyndelsen af det 12. århundrede har ladet deres stamtræer nedskrive. I løbet af de følgende år blev så disse genealogiske optegnelsers antal stadig forøget, indtil de alle blev overflødige ved Ares landnamshistoriske værk. Brandr Halldorsson er den eneste af disse genealogiske forfattere, hvis navn vi nu kender, men foruden hans arbejde, »Breiðfirdinga kynslód«, som synes at have omfattet ikke blot Bredfjordingeslægten i snævrere forstand (Ares forfædre), men også samtlige eller dog de fleste bredfjordske slægter af nogen betydning, kender vi også titelen på et andet arbejde af samme art, nemlig »Ølfusingakyn» , som Landn. omtaler som sin kilde på et enkelt sted[64] . Guðbr. Vigfússon har sikkert ret, når han mener, at bægge disse arbejder ere blevne benyttede af Are[65] . Og virkelig synes det ofte omtalte afsnit af Ares ældste Islændingebog, áttartala, ikke at have været andet end en samling af slige genealogiske optegnelser, som kun i omfang, men ikke i anlæg og metode har adskilt sig fra de tidligere i samme genre udkomne arbejder og rimeligvis har benyttet flere af disse som kilder. Vel indeholdt áttartala mere end en enkelt slægts stamtræ, men dog synes også i den den enkelte slægt, Bredfjordingerne, at have været stillet i forgrunden og de andre slægtrækker at have grupperet sig om den[66] . Brudstykkerne af áttartala bag ved Islændingebogen er således en lævning af denne genealogiske literatur, den eneste, som vi nu med sikkerhed er i stand til at påvise. Men uden tvivl er meget af den gået over i Landnáma, og måske er nogle af de slægtrækker, som findes i håndskrifterne AM. 162 fol. og i den ældste Melabók (AM. 445 b, 4 to , forhen Univ.-bibls addit. Nr. 20, fol.) så gamle, at de kan antages at være lånte fra den[67]. Denne genealogiske literatur blev så ganske naturlig udgangspunktet for en historisk literatur. Man lod sig ikke i længden nøje med at optegne forfædrenes navne, men ønskede også at bevare erindringen om deres handlinger og bedrifter, og navnlig måtte interessen koncentrere sig om landnamsmændene, de ærværdige grundlæggere af den islandske stat, som i de fleste slægters stamtavler fungerede som stamfædre. Den tanke lå nær at samle alt hvad man rundt om i landet vidste om disse mænd og overhovedet om Islands bebyggelse og deraf med benyttelse af de allerede nedskrevne genealogier at udarbejde et nationalværk, hvortil intet folk i verden kunde opvise magen. Det er Ares udødelige fortjæneste at have fattet og udført denne idé, men hans forgængere, genealogerne, synes at have givet ham ikke blot impulsen, men også en ikke ringe del af stoffet til dette værk. De genealogiske arbejder er de uanselige spirer, hvoraf det frodige træ — Ares landnamshistorie — har udfoldet sig[68]. Her må den ældste Islændingebogs áttartala betragtes som et slags mellemled mellem den genealogiske literatur og Landnáma, som det første forsøg på at samle de spredte genealogiske arbejder til en helhed, og for så vidt synes Maurer at have ret, når han mener, at áttartala har været grundlaget til vor Landnáma. Den kendsgærning, at Are i de opbevarede brudstykker af áttartala fører biskoppernes stamtavler op til 4 landnamsmænd, en i hver fjærding, turde vise, at planen til en efter fjærdinger inddelt Landnåmabok allerede da har foresvævet ham. Men efter alt hvad vi ved om áttartala, havde forfatteren da endnu ikke emanciperet sig fra genealogien. Først i den særskilte Landnáma tog han skridtet fuldt ud fra det genealogiske over til det historiske.

For ikke at afbryde sammenhængen har jeg hidtil ikke taget noget hensyn til prof. Maurers og dr. Golthers forsøg på at vise, at det ovenfor omtalte stykke om Ketilbjørn i Sturl. Oxf. II, s. 203 (VII, k. 12) er lånt ikke, som jeg antager, fra Ares Landn., men fra hans ældste Islændingebog. Hvis dette kunde bevises, hvis en så detailleret beretning virkelig havde stået i den ældste Islændingebogs áttartala, vilde teorien om, at Are har skrevet en særskilt Landnáma, være berøvet sin bedste støtte. Så vilde også alle de andre notitser, som ovenfor er opførte under 2 a — h, godt kunne få plads indenfor det samme afsnit, og der vilde overhovedet ikke være nogen grænse for, hvad det kunde rumme. Der vilde da vel være en fjærn mulighed for, men ikke nogen tvingende grund til at antage, at Are har skrevet en særskilt Landnáma. Lad os da se lidt nærmere på de grunde, som skal tale for, at Sturlungas beretning om Ketilbjørn og det tilsvarende stykke i Landnáma er taget af den ældste Islændingebog.

Jeg mente — og mener endnu — i min afhandling i Timarit X, s. 228 fgg. at have ført bevis for, at vi med hensyn til Ketilbjørn egentlig har ikke mindre end fire parallelt løbende tekster, nemlig:

1. Mosfellingernes stamtavle i de bevarede brudstykker af áttartala bag ved Islændingebogen, som stammer fra den ældste redaktion af denne bog.

2. Den yngste Islændingebogs tekst i k. 2.

3. Ares landnamatekst, som i det væsentlige repræsenteres af Sturlunga.

4. Den overarbejdede landnamatekst i vore Landnáma-håndskrifter[69].

Maurers indvendinger går dels ud på en negativ kritik af min udvikling i Timarit, dels forsøger han at føre et positivt bevis for, at Sturlungateksten (C) stammer fra den ældste Islændingebog. De negative indvendinger må altså først komme i betragtning.

Med hensyn til biskoppernes stamtavler (A) bemærker Maurer, at der ikke er ført noget bevis for, at de gengiver den ældste Islændingebogs tekst uforandret, og at det tværtimod i følge deres overskrift (»cyn byscopa Íslendinga oc áttartala'«) lå nær at udelade alt, hvad der ikke i strængeste forstand hørte under begrebet stamtavle. Denne indvending har jeg allerede til dels besvaret i det foregående — den gendrives tilstrækkelig ved stamtavlernes fuldstændige systematiske ensartethed, som vilde være uforklarlig, hvis de kun var et excerpt — ; her skal jeg kun tilføje, at det hele afsnit, hvorfra disse stamtavler både efter Maurers og min mening er lånte, netop bar overskriften áttartala, hvoraf man vel nærmest, hvis overskriften har noget at betyde, må være berettiget til at slutte, at hele afsnittet aldrig har indeholdt andet end, »hvad der i strængeste forstand hørte under begrebet stamtavle« , så at der ikke for biskopsgenealogiernes vedkommende kan være tale om at udelade noget, som efter al sandsynlighed ikke fandtes i dem fra først af.

Heller ikke vil prof. Maurer gå ind på, at vi har nogen sikkerhed for, at Sturlungateksten (C) gengiver Ares oprindelige tekst uforandret. Det har naturligvis aldrig været min mening at påstå, at C i alle enkeltheder er en tro gengivelse af Ares oprindelige tekst. Tværtimod har jeg i Timarit X, s. 232 påpeget enkeltheder, som synes at være mere oprindelige i landnamateksten (D) end i C, ligesom også Maurer sikkert har ret i, at notitsen »fleiri vóru börn Teits enn hér eru nefnd« i C er mindre oprindelig end den tilsvarende i D. Heller ikke er det nogensinde faldet mig ind at antage, at henvisningen til Olaf Tryggvasons saga angående Gizurr hviti (ikke biskop Isleifr) i C stammer fra Are. Men på den anden side står det fast, at Sturlunga (C) i det væsentlige gengiver Ares oprindelige tekst, og at landnamateksten i det hele er mindre oprindelig. Dette har jeg allerede godtgjort i Timarit X, s. 231 — 232, og ved den der fremsatte bevisførelse har Maurer ikke en gang forsøgt at rokke. At Ares egen tekst har foreligget Sturlungas kompilator, fremgår af kildeangivelsen: »Svá segir (rettere sagði[70] ) Teitr«, og vi har ingen grund til at betvivle, at han har fulgt den ligeså nøjagtig som han i det følgende gengiver Islændingebogens tekst. Den nysanførte kildeangivelses nærmeste omgivelser må dog i det mindste nødvendigvis være lånte fra Are, og det samme gælder også om alle de notitser som er fælles for landamateksten (D) og Sturlunga (C). Men indholdet af de notitser angående Ketilbjørn, som vi således med sikkerhed er i stand til at føre tilbage til Are. går, som allerede fremhævet, langt ud over de grænser, som áttartala kan antages at have haft. De må altså stamme fra et andet nu tabt arbejde af ham, som i følge Hauksbogens ofte omtalte vidnesbyrd ikke kan have været noget andet end en særskilt Landnámabok.

Men prof. Maurer har også søgt at levere et positivt bevis for, at Sturlungateksten (C) er lånt fra den ældste Islændingebog. Han betoner stærkt sammenhængen mellem C og de umiddelbart påfølgende kapitler i Sturlunga (k. 13 og 14), og mener, at såvel disse som C er lånte fra det samme arbejde af Are. Hvis Sturlungas kompilator ved begyndelsen af k. 13 var gået over til at benytte et andet arbejde af Are end det, han har afskrevet i det foregående, vilde man efter prof. Maurers mening være berettiget til at vente en antydning heraf, og da en sådan faktisk ikke findes, slutter han, at kompilatoren i kk. 13 og 14 vedblivende øser af den samme kilde som i C. Nu kan det imidlertid, mener han, bevises, at i det mindste k. 14 er lånt fra den ældste Islændingebog, idet nemlig notitsen om Goþmundr Þorgeirsson's funktionstid som lovsigemand, som findes i den opbevarede Islændingebog k. 10, men ikke kan have stået i dens ældste redaktion, netop mangler i bemeldte k. 14. Således kommer professor Maurer til det resultat, at ikke blot k. 14, men også k. 13 og, hvad det her kommer an på, også k. 12 (C) må stamme fra den ældste Islændingebog.

Hertil skal jeg for det første bemærke, at Sturlungas kompilator i det her omhandlede afsnit om Haukdølerne intet steds direkte angiver sin kilde for det stof, han optager. Hvis han i begyndelsen af afsnittet — altså i C — havde nævnt et bestemt arbejde af Are som sin kilde for det efterfølgende, vilde man have grund til at vente, at han ved overgangen til en ny kilde udtrykkelig fremhævede denne, og af hans undladelse heraf kunne slutte, at han stadig benytter den samme kilde. Nu står imidlertid ingen sådan kildeangivelse i C. Derfor vil man heller ikke være berettiget til at vente nogen antydning af ny kilde i begyndelsen af 13. k., selv om vi forudsætter, at kompilatoren her er gået over fra den ene kilde til den anden. At han med hensyn til Gizurr hviti henviser til Olafs saga Tryggvasonar, taler ikke herimod. Dette er nemlig i grunden ikke nogen kildeangivelse, men har til hensigt at udpege for den lærvillige læser det stof, som kompilatoren ikke medtager. Den kendsgærning, at vi finder en parallel til C i Landnáma, til kk. 13 og 14 derimod i Islændingebogen, tyder på den anden side bestemt på, at kompilatoren her har benyttet to forskellige kilder. Selv om vi altså går ud fra, at Maurer har ret i, at kk. 13 og 14 er lånte fra den ældste Islændingebog, så følger deraf ingenlunde, at C også er taget derfra. Tværtimod taler overvejende grunde for det modsatte.

Men kan det da antages at være uigenkaldelig bevist og afgjort, at kk. 13 og 14 er lånte fra den ældste Islændingebog? Berettiger den omstændighed, at notitsen om Goþmundr Þorgeirsson ikke findes i k. 14, til en sådan slutning? Ingenlunde! Kk. 13 — 14 udelader nemlig ikke blot Goþmundr Þorgeirsson, men også Gunnarr enn spaki, Kolbeinn Flosason, Gellir (for anden gang), Gunnarr (for anden gang), Sighvatr Surtsson og Markús Skeggjason af lovsigemandslisten, og dog må notitserne om alle disse lovsigemænds embedstid i følge Islændingebogens hele anlæg nødvendigvis have stået i dens ældste bearbejdelse, ligesom de findes i den opbevarede yngste redaktion i kk. IX— X[71] . Ti ingen vil dog vel falde på at antage, at alle disse lovsigemænd har manglet i den ældste Islændingebogs lǫgsogǫmanna æve, og at dette er grunden til, at de ikke findes omtalte i Sturlungas kk. 13 — 14. Heraf vil det formentlig være klart, at kompilatoren med hensyn til lovsigemændene har gjort sig skyldig i bevidste udeladelser af, hvad der stod i hans kilde, hvad enten den nu har været den ældste eller den yngste Islændingebog. Den kendsgærning, at Goþmundr Þorgeirsson ikke omtales, taber derved al beviskraft. Men dertil kommer, at Sturlunga kk. 13 — 14 ikke blot udelader notitsen om Gopmundr, men også Islændingebogens umiddelbart påfølgende beretning om lovoptegnelsen[72] , som dog sikkert også har stået i den ældste bearbejdelse af Islændingebogen, idet kompilatoren med en for ham usædvanlig behændighed knytter beretningen om biskop Gizurs sygdom i Bergþors første embedsår og det påfølgende bispevalg til notitsen om Bergþors funktionstid[73]. Alt det mellemliggende er øjensynlig med forsæt udeladt, fordi det ikke ligefrem vedkom Haukdøle- slægtens historie, som kompilatoren i sit excerpt stadig har for øje. Udeladelsen af notitsen om Goþmundr Þorgeirsson kan således ganske naturlig forklares under den forudsætning, at kompilator har benyttet den yngste Islændingebog som kilde. I min afhandling i Timarit X, s. 229 har jeg erklæret Sturlungas kk. 13 — 14 for at være et ordret excerpt af den yngste Islændingebog. Jeg finder ingen grund til at tilbagekalde disse ord[74]. Alle afvigelser fra vor Islændingebog lader sig let forklare ud fra den forudsætning, at denne er forfatterens kilde. De består dels i ganske almindelige tekstforvanskninger, som f. eks. når biskop Isleifs død siges at være indtruffen sjau (i stedet for sex) nóttum eptir Pétrs messu ok Páls, eller når Philippus kaldes for Frakka (i stedet for Svia) konungr[75], eller når »Þorleikssonar« udelades efter ordene »at bidja skyldi Þorlák Runólfsson« i 14. k. (Sturl. I, s. 205 10 ), hvorved biskop Torlaks fader Runolfr urigtig gøres til en broder (i stedet for broderson) af Hallr i Haukadal[76], eller når ok skrives for ek[77]; i et par tilfælde beror afvigelsen på en forvanskning i Islændingebogens overleverede tekst, nemlig når denne fejlagtig har »Leo septimus« i stedet for »Leononus«[78], hvor Sturl. har »Leo pave, sá er hinn niundi hefir verit med því nafni«, og når Islændingebogen har »rejtt« for »rétt«[79]. Undertiden består afvigelserne i bevidste og fra kompilatorens standpunkt uafviselig nødvendige ændringer, f. eks. når han indsætter Ares navn i stedet for Islændingebogens første persons pronomen, undertiden i ligegyldige ensbetydende variationer, som til dels er fremgåede af en ganske naturlig tilbøjelighed til at modernisere Islændingebogens gamle sprog, f. eks. når sætningen at Ísleifr vas myclo nytre an aþrer kennemenn, þeir es á þvisa lande næþe[80] har fået følgende form: at Ísleifr biskup var miklu meiri nýtjamaðr en aðrir kennimenn hér á lande[81] eller når Pétrs missa ok Páls[82] træder i stedet for originalens hótiþ þeira Pétars ok Páls[83], eller når Islændingebogens Olafs fall Tryggvasonar[84] omstilles til fall Ólafs Tryggvasonar[85] , eller når det oprindelige: Gizorr byscop vas ástsælle af ǫllom lanzmǫnnom an hverr maþr annarra, þeira es vér vitem hér á lande hava veret[86] , gengives således: Gizurr biskup var betr þokkadr af öllum landzmönnum en aðrir menn á Islandi o. s. v.[87]. Når tilnavnet inn helgi føjes til biskop Jons navn, så er det ikke andet end et ganske almindeligt glossem, beregnet på større tydelighed for læseren. Den vigtigste klasse afvigelser består endelig i forsætlige udeladelser af det stof, som ikke passede i kompilatorens plan, at give en oversigt over Haukdøle-slægtens historie. Dertil hører fremfor alt den ovenfor omtalte udeladelse af største delen af lǫgsogǫmanna æve og af notitsen om lovoptegnelsen, endvidere af stykket om Markus Skeggjason som Ares meddeler[88] , og af notitsen om, at aldamót indtraadte to år efter biskop Gizurs død. Denne sidste udeladelse har så medført et par nødvendige ændringer i de påfølgende tidsangivelser, som i Islændingebogen regnes tilbage fra aldamót som udgangspunkt, i Sturlunga derimod fra biskop Gizurs dødsår[89] . Omstillingen af stykket om Teitr Ísleifsson og Hallr i Haukadal i Islændingebogens 9. k.[90] , som i Sturl. gemmes til sidst og sættes efter excerptet af Islændingebogens 10. k..[91], er øjensynlig foretaget i den bevidste hensigt at benytte dette stykke som tilknytningspunkt for fortsættelsen af Haukdølernes historie, som i det følgende behandles selvstændig eller i det mindste på grundlag af andre kilder end Islændingebogen, og indledes med følgende ord: Eptir Hall bjó i Haukadal Teitr prestr, fóstri hans, sonr Ísleifs biskups[92] . Et bedre tilknytningspunkt kunde kompilatoren ikke finde i Islændingebogens kk. 9 — 10 end dette stykke om Hallr og hans fostersøn, Haukdølernes stamfader. Det vil da formentlig være indlysende, at Sturlungas kompilator for de her omhandlede to kapitler (13. og 14.) — slutningen af det sidste kapitel naturligvis undtagen — ikke har benyttet nogen anden kilde end Islændingebogen, samt at der ikke er den ringeste grund til at antage, at han har øst af dens ældste og ikke af den opbevarede yngste bearbejdelse. Men er dette tilfældet, falder også den sidste støtte for Maurers antagelse, at stykket om Ketilbjørn (C) er lånt fra den samme kilde som de omtalte kk. 13 — 14, thi vel findes der i vor Islændinge- bogs k. 2 en parallel (B) til C, men hele stykket C vil man forgæves søge der. Maurers forsøg på at vise, at C er taget fra den ældste Islændingebog, må således siges at være mislykket.

Dr. Golther er i fortalen til sin udgave af Islændingebogen gået en anden vej end prof. Maurer for at vise, at stykket om Ketilbjørn i Sturlunga (C) stammer fra den ældste bearbejdelse af Islændingebogen. Han tror, at alle fire om Ketilbjørn handlende parallelsteder, som vi her betegner ved bogstaverne A, B, C og D, må føres tilbage til den ældste Islændingebog. Han mener, at Sturlungateksten (C) er mere oprindelig end det tilsvarende sted i Islændingebogens 2. k. (B), idet han på grund af den ordrette overensstemmelse, som jeg allerede har påpeget i Timarit X, s. 232, finder det mere sandsynligt, at B er et uddrag af C, end det modsatte, at C skulde være en udvidelse af B. Men når C altså er mere oprindelig end B, må det efter hans mening repræsentere den ældste Islændingebogs tekst. Han indrømmer vel, at det i biskoppernes stamtavler opbevarede parallelsted (A) også er hentet fra den samme kilde, men påstår, at det ikke er en oprindelig og fuldstændig gengivelse af Mosfellingernes áttartala i den ældste bearbejdelse, hvilket efter hans mening tydelig fremgår deraf, at A kun lægger vægt på biskoppernes stamtræ og ikke opregner sidelinier, altså åbenbart forkorter. Ved hjælp af Landnáma (D), Sturlunga (C), Islændingebogens k. 2 (B) og anhanget til samme (A) forsøger han så at rekonstruere den ældste Islændingebogs tekst. »Es war darin« , hedder det, »von Ketilbjørn Ketilsson die rede, wie er zu Mosfell land nahm; dann fuhr Are fort: von ihm sind die Mosfellingar gekommen, und gab (wie in der Landnáma und Islbk. anhang I) deren genealogie. Den ersten teil dieser stelle findet man zweifellos ziemlich getreu in der Sturlunga wieder; aus dem zweiten teile, der áttartala, entnahm ein abschreiber der jiingeren Islbk. die genealogie der bischofe«.

I denne kunstige forklaring kulminerer, forekommer det mig, bestræbelserne for at føre alt, hvad Are har skrevet, tilbage til den ældste Islændingebog. Når man stiller den overfor min simple forklaring, i følge hvilken vi i A, B og C D har tre forskellige fra Ares hånd stammende paralleltekster, repræsenterende tre forskellige værker af ham, nemlig de to Islændingebøger og Landnáma, så vil man næppe kunne være i tvivl om, at det simpleste også er det sandsynligste. Jeg har allerede i Årbøger 1885 s. 350 fgg. udførlig påvist forholdet mellem biskopsgenealogierne og Islændingebogens kap. 2, at dennes beretning om de fire landnamsmænd er en i alle fire tilfælde konsekvent gennemført forkortelse og, til dels, en ligeså konsekvent gennemført udvidelse af de tilsvarende biskopsgenealogier. Jeg har også på samme sted s. 365 — 366 fremhævet, at en så systematisk gennemført overensstemmelse og forskel umulig kan skyldes en afskriver, men må tillægges forfatteren selv. Nu skal imidlertid efter dr. Golthers mening bægge disse steder være to selvstændige uddrag af en fælles grundtekst, den ældste Islændingebog, systematisk udarbejdede efter en forud lagt plan, det ene af Are selv (B), det andet af en afskriver, som tankeløst har stillet dette sit excerpt efter sin afskrift af den yngste Islændingebog, uden at bemærke, at det selvsamme stof i en lidt forskellig form allerede var optaget i dennes 2. k. En så metodisk anlagt afskriver må dog vel tænkes at have haft forstand til at anbringe sit uddrag på det rigtige sted. Bredfjordingernes genealogi, som ikke kan adskilles fra de forudgående biskopsgenealogier, må da vel også være et excerpt udgået fra den samme afskrivers systematiske hånd. Men hvis den er et selvstændigt uddrag af en sådan afskriver, hvorfor har han da ikke forandret dens slutningsord, hvor Are omtales i 1. person? Hertil kommer, at vi enten må antage, at uddraget er ældre end den yngste Islændingebog, da det omtaler biskop Torlak som endnu levende, og i så fald kan det umulig tillægges en afskriver af denne bog, eller også, at den ellers så konsekvente og reflekterede afskriver tankeløst har optaget notitsen om biskop Torlak fra sin kilde. Overalt lurer modsigelsen bagved denne teori. Jeg har i det foregående påvist, at alle de slægtlinjer, igennem hvilke biskoppernes genealogier føres op, står i nær forbindelse med Ares egen slægt, og dette giver os en naturlig forklaring af den kendsgærning, at netop disse slægtlinjer vælges med forbigåelse af alle sidelinjer. Jeg kan altså ikke indrømme, at A er en forkortet gengivelse af Mosfellingernes stamtræ i den ældste Islændingebog. Tværtimod taler al sandsynlighed for, at vi i A har Ares oprindelige og fuldstændige tekst. Hvorvidt B (Islændingebogens tekst i 2. k.) er en forkortelse, af C (Sturlungateksten), eller omvendt C en udvidelse af B, er et spørsmål, som vil kunne omtvistes i det uendelige. Jeg indrømmer gærne den ærede forfatter muligheden af hans opfattelse. Men selv om vi gør denne mulighed til virkelighed, selv om vi antager, at C er den oprindelige og B den afledede tekst, så følger ikke deraf, at C repræsenterer den ældste bearbejdelse af Islændingebogen. Som jeg ofte i det foregående har haft lejlighed til at fremhæve, er det usandsynligt, at denne bearbejdelses áttartala har haft plads til en beretning, som i den grad er overlæsset med historiske notitser, som tilfældet er med C. Rimeligere vilde det være at antage, at Are allerede ved den tid, da han skrev sin yngste Islændingebog, har været færdig med det kapitel i sin Landnáma, som omhandlede Ketilbjørn, og har optaget et uddrag deraf i Islændingebogens andet kapitel. C vilde da i det væsentlige gengive Ares Landnåmatekst og B være afledet deraf. Jeg har allerede antydet muligheden af denne opfattelse i Timarit X, s. 238 — 239, hvortil jeg tillader mig at henvise. Hvad enten vi altså antager, at B er et uddrag af C, eller omvendt, at C er en udvidelse af B, er det uberettiget deraf at slutte, at C er taget fra den ældste Islændingebog. Tværtimod kommer vi i bægge tilfælde til det resultat, at C repræsenterer den særskilte Landnåmas tekst.

Af de ovenfor under 3 a — f opførte vidnesbyrd om Ares forfatterskab vil 3 a — c og 3 e blive behandlede i det følgende. 3 d (om tidsafstanden mellem Olaf den helliges og Snorre godes død) er rimeligvis hentet fra den ældste Islændingebogs konunga æve og vedkommer os ikke her, lige så lidt som 3 f (overskriften over Gunnl. s.), som er af tvivlsomt historisk værd.


IV.


Hauksbók, 4. blad, som bl.a. indeholder både Landnáma og Kristni saga.
I nær forbindelse med spørsmålet om Ares forfatterskab til Landnáma står spørsmålet om Kristni sagas forhold til denne og til Ares ældste Islændingebog. Maurer har i sin ofte omtalte afhandling i Germania optaget dette spørsmål til fornyet behandling. Han mener, at Landn. og Kristni saga fra først af har udgjort et sammenhængende hele, og at forbindelsen mellem dem oprindelig beror på bægges afstamning fra den ældste Islændingebog. Som bekendt er Kristni s. kun overleveret i Hauksbogen, og der har den udgjort en umiddelbar fortsættelse af Landn. Da imidlertid Kristni s. ikke findes i de andre redaktioner af Landn., vilde denne kendsgærning i og for sig ikke være tilstrækkelig til at begrunde antagelsen af en oprindelig forbindelse mellem bægge værker, hvis man ikke kunde støtte den ved andre grunde, og sådanne har Maurer også søgt at paavise. I prologen til Landn. omtales de irske kristne, som inden Nordmændenes ankomst havde bosat sig på Island, og i slutningen af samme opregnes i alle redaktioner de kristne landnamsmænd. På den anden side omtaler Kristni s. hverken disse eller hine. Nu, mener prof. Maurer, er alt klart, når vi antager, at Landnáma og Kristni s. oprindelig har udgjort et sammenhængende hele; lader vi derimod denne forudsætning falde, så forstår man hverken, hvorledes landnamshistorien i følge sin plan kunde komme til at omtale landets første kristelige befolkning og de kristne landnamsmænd, eller hvorledes et værk, der behandlede den islandske kirkes historie, kunde undlade at omtale dem. Tillige er det efter den samme lærdes mening let at forklare, hvorledes senere overarbejdere af det samlede værk, Landnáma-Kristni s., på grund af de to bestanddeles mangel på indre sammenhæng kunde lade sig bevæge til at udelade den sidste, således som det er sket i Sturlubók og Melabók, medens det derimod er vanskeligt at forstå, hvad der skulde have bevæget en overarbejder til at forene bægge værker, hvis vi går ud fra, at forbindelsen mellem dem ikke er oprindelig. Forbindelsen imellem bægge værker lader sig imidlertid efter Maurers mening kun forklare, når vi antager, at den stammer fra den ældste Islændingebog. Denne og Landnáma-Kristni saga afspejler gensidig hinandens indhold, kun forbigår Landn. -Kristni. s. lovsigemandsfortegnelsen og de verdslige lovgivningsarbejder og udvider i øvrigt Islændingebogens fremstilling ved stof, som den har hentet fra andre kilder. Ligesom Islændingebogen begynder Landn.-Kristni saga med landets bebyggelse og landnamsmændene, gaar derpå over til kristendommens indførelse, fortsætter med biskoppernes historie og ender ved år 1120. Afstamningen fra den ældste Islændingebog forklarer også det spring, som findes i Kristni saga, der hvor den i k. 12 fra kristendommens antagelse år 1000 går over til at behandle de indenlandske biskoppers historie, som først begynder et halvt århundrede senere, uden at omtale forskellige i kirkehistorisk henseende vigtige begivenheder, som må have tildraget sig i dette tidsrum, f. eks. opførelsen af kirker, lægpatronatets uddannelse, udstedelsen af love, som sigtede til at udrydde resterne af hedenskabet o. s. v. I vor opbevarede Islændingebog udfyldes dette hul ved fortegnelsen over de udenlandske biskopper, af hvilke de fleste virkede her i landet i dette tidsrum, og ved fortsættelsen af lovsigemandsfortegnelsen, og det er sandsynligt, at den ældste Islændingebogs indhold her har været omtrent det samme. Kristni s. berører kun flygtig de udenlandske biskopper — hvilket forklares ved, at der faktisk kun var så lidt at sige om dem — og udelader her, som ellers, lovsigemandslisten, som ikke interesserede den. At Kristni s. virkelig har benyttet den ældste bearbejdelse sf Islændingebogen, slutter Maurer af det ovenfor (s. 243, 3 c) omtalte sted i Páls s. k. 18 l , der tillægger Are en beskrivelse af Islands sørgelige tilstand efter biskop Gizurs død, som genfindes i Kristni s. k. 14, og — efter Maurers mening — må have stået i den ældste Islændingebog, da den ikke findes i den yngste. Tillige tror han, at fortegnelsen over de mægtigste islandske høvdinger ved år 1118 og beretningen om den store dødelighed i året 1120 i samme kapitel stammer fra Are, det første på grund af analogien med lignende fortegnelser i Landn., det sidste på grund af henvisningen til en mundtlig udtalelse af Sæmundr fróði. At Kristni saga har benyttet Are som kilde, bevises også ved dens udtalelse i k. 12 2 , at Are »hefir flest sagt frá þessum tiðindum, er hér eru ritut«. I samme kapitel henviser sagaen også til Are som hjemmelsmand for en begivenhed, som ikke findes omtalt i den opbevarede Islændingebog (Stefners død). Bisk. I, s. 26.

Så vidt prof. Maurer. Hans grunde har dog ikke formået at overbevise mig om, at Landn. og Kristni s. fra først af har været sammenknyttede til et hele, eller at forbindelsen mellem dem har sin grund i deres afstamning fra den ældste Islændingebog. Den kendsgærning, at Landn. er særskilt overleveret i to af dens hovedredaktioner, medens Kristni s. kun i en af disse optræder som en fortsættelse af Landn., taler dog stærkt imod, at forbindelsen mellem bægge værker er oprindelig. Når Sturlunga på det ovenfor omhandlede sted[93] angående Gizur den hvides missionsvirksomhed og øvrige levned henviser til Olaf Tryggvasons saga, efter at den umiddelbart i forvejen har optaget et kapitel af Ares Landnáma, er det sandsynligt, at heller ikke det landnamahåndskrift, som Sturl. havde for sig, har indeholdt Kristni s. ; i modsat fald vilde nemlig Sturl. sikkert have henvist ikke til Olafs s., men til Kristni s., som indeholder en temmelig udførlig redegørelse for Gizurs vigtigste livsbegivenheder og særlig for hans virksomhed som missionær i året 1000. Er dette rigtigt, har vi altså tre vidnesbyrd imod Hauksbogens ene. Maurer har selv indrømmet og fremhævet de to værkers mangel på indre sammenhæng, som dog nærmest må siges at være et argument imod den antagelse, at de fra først af har været forbundne til et hele. Hvis den i Hauksbogen bestående forbindelse mellem Landn. og Kristni s. ikke lod sig forklare på en anden og naturligere måde end ved atantage forbindelsen for oprindelig, vilde man selvfølgelig i dette tilfælde være nødt til at foretrække Hauksbogens vidnesbyrd for de to eller tre andre redaktioners. Men jeg håber i det følgende at kunne vise, at forklaringen ligger nær for hånden. Jeg kan ikke indrømme, at omtalen af de irske kristne og fortegnelsen over de kristne landnamsmænd ligger udenfor landnamshistoriens plan. Tværtimod står bægge de herhen hørende notitser i nær forbindelse med det æmne, Landn. behandler, og er i sig selv af ikke ringe historisk interesse. Grunden til, at Hauksbogens Kristni s. ikke omtaler landets første kristelige befolkning (Irerne) eller de kristne landnamsmænd, vil senere blive påvist. Ligeså lidt kan jeg gå ind på, at forbindelsen mellem de to værker beror på den ældste Islændingebog. Den påstand, at denne og Landn.-Kristni s. gensidig afspejler hinandens indhold, er kun til dels sand, nemlig når man af Islændingebogens sandsynlige indhold udelader alt, hvad der ikke står i Landn.-Kristni s., og af disse alt, hvad der ikke kan have stået i hin. Den går ud fra den forudsætning, at den ældste Islændingebogs áttartala har været en lille Landnáma, spækket med historiske notitser, hvilket i følge det foregående turde være mere end tvivlsomt. Med hensyn til Kristni s. er påstanden sand for dens sidste hovedafsnits — bispehistoriens — vedkommende; her har Are øjensynlig tjænt som hovedkilde. Men i dens første hovedafsnit, om kristendommens indførelse på Island, fjærner fremstillingen sig i den grad fra Islændingebogen, at man kun i ganske få enkeltheder mærker en påvirkning af den, her er afsnittet om Þorvaldr viðförli og om Stefnir og til dels om Þangbrandr ejendommeligt for Kristni s., og det er efter min mening ikke sandsynligt, at den ældste Islændingebog har indeholdt noget tilsvarende. Når Kristni s. i k. 12 henviser til Are som den, der »flest hefir sagt frá þessum tiðindum, er hér eru ritut«, så må disse ord, som Maurer også ganske rigtig har bemærket, forstås som en antydning af, at sagaen har benyttet andre kilder ved siden af Are. Desuden har Brenner med rette fremhævet, at omfanget af »hér« i denne forbindelse er ubestemt[94] ; det kan gå på hele Landnáma-Kristni saga i Hauksbogen, på Kristni s. alene eller på dens sidste hovedafsnit, biskoppernes historie, hvilket turde være det sandsynligste, når man betænker, at Islændingebogen kun i dette afsnit er sagaens fornemste kilde. I hvert fald vil man ikke af dette sted kunne slutte, at Kristni s. har øst snarere af den ældste end af den yngste Islændingebog. Beretningen om Stefners død i samme kapitel støtter sig næppe på Ares ældste Islændingebog, medmindre den skulde have stået i dennes konunga æve. Sandsynligere forekommer det mig, at den er lånt fra hans kongesaga[95]. Heller ikke kan jeg tro, at Kristni s. k. 14 første stykke stammer fra den ældste Islændingebog. Denne måtte da, som Brenner fremhæver[96], have gået længere ned i tiden end den yngste bearbejdelse. Ja, jeg må endogså, trods Páls sagas vidnesbyrd, tillade mig at betvivle, at dette stykke grunder sig på noget skrift af Are. Det genfindes i Hungrvaka k. 8[97] , som væsentlig stemmer med Kristni s., men i det hele giver en bedre og, som det synes, mere oprindelig tekst[98]. Navnlig kan der ikke være tvivl om, at det er en med Hungrvaka enslydende tekst, som Páls sagas forfatter har benyttet og ment at burde tillægge Are. Dette fremgår ikke blot af den overensstemmelse i ordlyd, som findes mellem citatet i Páls s. og en tilsvarende sætning i Hungrvaka[99], men også af Páls sagas forhold til Hungrvaka, idet bægge, vistnok med rette, menes at være af den samme forfatter[100] . Dog falder det mig naturligvis ikke ind at frakende Kristni s. al avtoritet, eller at påstå, at den ikke i enkeltheder kan have en mere oprindelig tekst end Hungrvaka[101] . Når vi nu betragter den ved hjælp af bægge sagaer rekonstruerede sandsynlige tekst, viser det sig, at stykket ved sit indhold og hele metode er så grundforskelligt fra alt, hvad vi kender af Ares produktion, at det ikke med nogen sandsynlighed kan tillægges ham. Hvor finder vi i Islændingebogen den mystisk-romantiske verdensanskuelse, som går igennem dette stykke, der tillægger livløse ting menneskelige følelser? Hvor møder man i samme bog den pedantiske smålighed, som gør et skibs ødelæggelse i en storm til en vigtig historisk begivenhed? I den form, hvori stykket er overleveret, kan det efter min mening umulig stamme fra Are. Rimeligvis har en afskriver af Islændingebogen i det 12. århundrede tøjet det til Ares tekst. Når vi forudsætter, at en sådan interpoleret tekst af Islændingebogen middelbart eller umiddelbart har foreligget såvel Páls sagas og Hungrvakas som Kristni sagas forfatter, er alt forklarligt, også henvisningen til Sæmunds mundtlige udtalelse på altinget 1120. Det bør i øvrigt udtrykkelig fremhæves, at denne påberåbelse af Sæmundr er grundforskellig fra Ares sædvanlige kildeangivelser. Disse har overalt til hensigt at styrke beretningens historiske troværdighed, idet de går ud på at vise, at forfatteren alvorlig har undersøgt sagen og benyttet de pålideligste hjemmelsmænd. Derfor anfører Islændingebogen ikke nogen hjemmelsmand for de begivenheder, som forfatteren selv bestemt kunde huske. Biskop Isleifs død, som indtraf i Ares 13. år, er den sidste begivenhed, hvorfor Are i Islændingebogen påberåber sig en mundtlig hjemmelsmand (Teitr)[102]. Her derimod henvises til en mundtlig udtalelse af Sæmundr angående en begivenhed, som Are selv havde oplevet, og som han ikke trængte til at få bekræftet ved fremmed avtoritet. Hvis vi forudsætter, at Islændingebogen ved midten af det 12. århundrede har modtaget den her omhandlede tilføjelse, tør vi vistnok antage, at enten interpolatoren selv eller også hans hjemmelsmand personlig har været tilstede på altinget i året 1120, og henvisningen til Sæmundr bliver da let forklarlig. Hvad endelig fortegnelsen over de ved år 1118 levende islandske høvdinger i Kristni s. angår, savner man ethvert bevis for, at dé analoge for- tegnelser i Landn. og Kristni s. 1. k. stammer fra Are, og det samme gælder da naturligvis med hensyn til fortegnelsen 1118. Af disse grunde nærer jeg stærk tvivl om, at Kristni s. k. 14 første stykke og Hungrvaka k. 8 grunder sig på et skrift af Are. I det mindste må det da både i Kristni s. og Hungrv. være i høj grad overarbejdet, og i hvert fald kan det ikke stamme fra Islændingebogen, da det som sagt overskrider dens grænser. Vil man ikke ubetinget forkaste Páls sagas vidnesbyrd, må vi antage, at Are i sin høje alderdom har fortsat Islændingebogen, og at denne fortsættelse har indeholdt et tilsvarende stykke. At Are virkelig har skrevet en sådan fortsættelse af Islændingebogen, er i sig selv ikke usandsynligt, og det bekræftes ved den ovenfor s. 98 under 3 e påpegede henvisning til ham i »Nafnaskrá islenzkra presta« (Dipl. isl. I, s. 185 — 186), som tillægger ham beretningen om biskop Ketils død med biskop Magnus Einarsson som hjemmelsmand. Hvis denne henvisning sigter til en skriftlig udtalelse af Are, hvilket ikke er usandsynligt, må den være nedskreven efter biskop Ketils død den 6. juli 1143. Vi har da her et gammelt og pålideligt vidnesbyrd om, at Are endnu i det tredje år før sin død har beskæftiget sig med skriftlige arbejder, og når vi sammenligner denne beretning om biskop Ketils død med beretningerne om biskopperne Isleifs og Gizurs død i Islændingebogen[103] , er ligheden så iøjnefaldende, at man næppe kan tvivle om, at det skrift, hvorfra beretningen om biskop Ketil er hentet, har været en fortsættelse af Islændingebogen. Henvisningen til Are i »Nafnaskrá« tyder bestemt på, at Are endnu i sine sidste år har været arbejdsdygtig og ikke ligget på den lade side, og den afgiver således indirekte en ikke ringe støtte for den antagelse, at han i sin alderdom har udarbejdet en særskilt Landnáma og Kongesaga[104].

Jeg kan således ikke indrømme, at Maurer har bevist, ja ikke engang at han har gjort sandsynligt, at forbindelsen mellem Landnáma og Kristni s. er oprindelig og begrundet i bægges afstamning fra den ældste Islændingebog. Men hvorledes bør den da forklares? Dette er, hvad jeg nu vil forsøge at vise, idet jeg går over til det vanskelige spørsmål om Kristni sagas kilder, som Oscar Brenner udførlig har behandlet i sin fortjænstfulde og grundige afhandling »Über die Kristni saga«. Dette arbejde har været mig til megen nytte. Kun skade, at forfatteren har været hildet i den forudfattede mening, at Ares ældste Islændingebog på alle punkter ligger bagved og til grund for Kristni s.

Som jeg allerede har fremhævet, falder Kristni s. i to hovedafsnit, nemlig den egentlige Kristni s., fortællingen om kristendommens indførelse på Island, og bispehistorien. I det sidste afsnit er Islændingebogen hovedkilden, og vi har allerede set, at der ikke er nogen grund til at antage, at det har været dens ældste og ikke dens yngste bearbejdelse, som har foreligget forfatteren. Dette afsnit vedkommer os imidlertid her ikke så meget som det første, der står i umiddelbar berøring med den i Hauksbogen forudskikkede Landnáma, og hvorpå forbindelsen med denne væsentlig beror. Jeg kan derfor fatte mig kort med hensyn til det sidste afsnit. Kun skal jeg tillade mig at fremhæve et enkelt punkt, fordi det er i høj grad lærerigt med hensyn til den måde, hvorpå Kristni sagas forfatter behandler sine kilder. I Islændingebogen hedder det: En es þat sǫ hǫfþingiar oc góþer menn, at Ísleifr vas myclo nýtre an aþrer kennemenn, þeir es á þvisa lande næþe, þá seldo hǫnom marger sono sina til læringar, oc léto vigia til presta. þeir urþo siþan vigþer .ii. til byscopa, Collr, es vas i Vic austr, oc Jóan at Hólom[105]. Vel går her umiddelbart i forvejen en synkronistisk notits om, at Isleifr blev viet til biskop i Harald Sigurdssons regeringstid, men af sammenhængen er det dog klart, at det er forfatterens mening at sige, at Isleifr allerede havde begyndt at holde skole, inden han blev biskop, ti i det følgende omtales først Isleifs sønner, som vistnok alle var fødte, inden han overtog bispeværdigheden[106] , og derpå, efter at et stykke lǫgsǫgumanna æve er indskudt, følger en bemærkning om, at Isleifr var 50 år gammel, da han blev viet til biskop[107], skønt det ikke udtrykkelig fremhæves, er bispevalget her åbenbart motiveret ved den anseelse, som Isleifr havde vundet som gejstlig og som skoleforstander. Kristni s. derimod omflytter notitsen om Isleifs skolevirksomhed og sætter den efter bispevielsen øjensynlig af kronologiske grunde. Dens forfatter har vidst, at biskop Jon var født i året 1152 og altså kun 4 år gammel, da biskop Isleifr tiltrådte sit embede[108]. Deraf har han sluttet, at skoleholdet først er begyndt, efter at Isleifr var bleven biskop, og har derfor foretaget omflytningen. Samtidig forandrer han sætningen léto vigia l. p. til lét vigia t. p. og gør Isleif til dens subjekt, og for at motivere bispevalget benytter han begyndelsen af det ovenfor anførte stykke (En . . . næpe) i en omredigeret form (»en er landsmenn vissu, hversu ágætr klerkr Ísleifr var«)[109] . Rimeligvis har han her ment at have rettet en fejl hos »den gamle« Are, men i virkeligheden er Ares beretning fuldstændig korrekt; kun har han med sin sædvanlige korthed undladt at fremhæve, at skolevirksomheden fortsattes, efter at Isleifr blev biskop[110] .

I det første hovedafsnit, den egentlige Kristni s., finder man kun få spor, der tyder på, at forfatteren har benyttet Islændingebogen. Det er kun i beretningen om Þangbrands ankomst til Norge i efteråret 999 og om Gizurs og Hjaltes mission i året 1000 at vi møder nogle reminiscenser fra Islændingebogen, som røber sig ved lighed i ordlyd[111]. Man kan altså se, at Kristni s. her har haft Islændingebogen for sig og optaget det meste af dens indhold, men den indfletter en mængde stof, hentet fra en anden kilde, og er derfor meget fyldigere end Islændingebogen. Til Kristni sagas beretning om Þorvaldr Koðránsson og Stefnir og det meste af, hvad den siger om Þangbrandr, findes intet tilsvarende i Islændingebogen. Hvor skal vi da søge Kristni sagas kilde for denne af Islændingebogen uafhængige beretning, som optager næsten hele det første hovedafsnit?

Sagaen giver selv et lille fingerpeg i den rigtige retning. Den indskyder af og til, undertiden temmelig umotiveret, notitser om Olaf Tryggvason. Den første gang, han fremtræder — i k. 5, s. 8 — 9 — , indføres han slet og ret som Ólafr Tryggvason, uden at der gives de i sagaer sædvanlige oplysninger om mandens slægt, med andre ord som en for læseren bekendt personlighed. Brenner har allerede ganske rigtig fremhævet, at dette tyder på, at forfatteren her har benyttet en Olafs saga[112] . I 6. k. s. 9 henviser han også udtrykkelig til en Olafs saga som hjemmel for den angivelse, at Olaf kom fra Holmgård til Norge. Men hvilken Olafs saga er det da, som forfatteren har haft for sig? Man har hidtil været enig i at antage, at det har været Odds Olafs saga, fordi den er den eneste af alle bevarede Olafs sagaer, som lader Olaf komme til Norge fra Rusland[113] . Men man har overset muligheden af, at en nu tabt Olafs saga, som i dette punkt stemte med Oddr, har været Kristni sagas kilde. At dette virkelig har været tilfældet, skal jeg nu forsøge at vise.

Næppe har nogen af de norske konger efter sin død nydt en større og mere udbredt popularitet på Island end Ólafr Tryggvason. De krigerske høvdinger og almuen beundrede hans glimrende heltedyder og heltedød ved Svoldr, og de gejstlige så i ham den ivrige og uforfærdede kristendomsforkynder. Ingen steds har man dog omfattet hans minde med større pietet end i Islands ældste kloster, Tingøre på Nordlandet. Her skriver to klosterbrødre, Oddr og Gunnlaugr, hans saga i løbet af en menneskealder. Bægge skrev på latin, og desværre er bægges original nu tabt. Odds skrift, som var det ældste, blev hurtig populært såvel i som udenfor klosteret, så at vi har brudstykker af ikke mindre end tre som det synes selvstændige[114] bearbejdelser deraf på Islandsk, som nu findes henholdsvis i nr. 20, 4° fase. 2. i det kgl. bibliotek i Stockholm, i nr. 310, 4° i den Arna-Magnæanske samling og i nr. 4 — 7 fol. i den Delagardiske samling i Upsala[115]. De to førstnævnte er næsten fuldstændige og dækker gensidig hinandens lakuner, idet Holm. er defekt i midten (k. 6 = Havn. k. 5—8) og slutningen (k. 65, jfr. Havn. k. 74), Havn. i midten (k. 27 = Holm. k. 20 — 23) og begyndelsen (= Holm. prol. og k. 1 — 3 og begyndelsen af 4. k.). Upsal. derimod indeholder kun slutningen af sagaen. Munch og Maurer har allerede vist, at ingen af disse bearbejdelser er nogen tro eller nøjagtig oversættelse af den latinske original[116]. Tværtimod indtager de alle en mere eller mindre fri stilling overfor denne. Det kan dog ikke betvivles, at Holm. i det hele taget gengiver Odds grundtekst med størst troskab. Navnlig indeholder Havn. nogle afsnit, som ikke fra først af kan have hørt til Odds arbejde, som f. eks. beretningen om Olafs deltagelse i kampene ved Danevirke (Havn. k. 12), den udførlige beretning om kristendommens indførelse på Island (k. 37) og sagnet om Erik jarls løfte under Svolderslaget om at lade sig døbe, samt om, hvorledes den samme mand ved samme lejlighed borttog Tors billede fra sit skibs forstavn og satte det hellige kors på afgudsbilledets plads (k. 69). Alle disse begivenheder omtales enten slet ikke eller dog kun antydningsvis i Holm., men vi genfinder dem alle sammen til dels meget udførligere behandlede i den store Olafs saga i Fms. 1 — III og Flat. I[117] , der — som jeg senere skal vise — i disse afsnit ligesom ellers ikke støtter sig direkte til Odds, men til Gunnlaugs værk. Tillige viser Havn. ikke sjælden en tendens til at udsmykke — eller rettere udtvære — de hist og her indflettede taler og gejstlige refleksioner, som vi finder i en simplere og sikkert mere oprindelig form i Holm[118]. Den samme tendens, kun langt mere udpræget, viser sig i den store Olafs saga i de partier, som må antages at være lånte fra Guunlaugs værk. Endelig bør det fremhæves, at i de episoder, der er fælles for Havn, Holm. og den store Olafs saga, stemmer denne så godt som altid såvel i indhold som i ord og udtryk med Havn[119]. Havn. indtager således en slags mellemstilling imellem Odds og Gunnlaugs Olafs saga, og der er grunde, der taler for, at bearbejdelsen i Havn. (eller rettere dens latinske original?) stammer fra ingen anden end Gunnlaugr. Derpå tyder de ovenfor påpegede overensstemmelser med Gunnlaugs senere værk og fremfor alt den påviste lighed i tendens. Særlig skal jeg fremhæve bearbejderens kendskab til sagnet om menneskenes indvandring fra Asien i det tidligere af jætter beboede norden[120], fordi vi her vistnok har en af de første spirer til sagnet om den trojanske indvandring[121] , og fordi man i et skrift, som Gunnlaugr bevislig har kendt og til dels oversat på Islandsk, nemlig i Geoffroy af Monmouths Historia Bretonum[122], finder en slående parallel til sagnet, således som det er overleveret i Havn. (og den store Olafs s.). Her fortælles nemlig, at Britannien, da Trojanerne under Brutus kom dertil for at nedsætte sig på øen, kun var befolket af nogle få jætter[123]. Der er stor sandsynlighed for, at det netop er Gunnlaugr, som har lånt det her omhandlede træk — de første nordiske beboeres asiatiske eller trojanske afstamning — fra Geoffroy og overført det på det ejendommelige norske sagn, som han fandt hos Oddr. Men der gives endnu mere positive beviser for, at Havn. er gået igennem Gunnlaugs hænder. I den store Olafs saga hedder det: »En at umliðnum bardaga fyrir Svöldr vikr nefndr bróðir Gunnlaugr munkr sinum orðum til hirðbiskups Ólafs konungs, er Jón Sigurðr hét, ok skal nú nokkut af segja með guds orlofi. Mjök viðrkvæmiligt er, segir bróðir Gunnlaugr, þessi sögu at samtengja af heilögum lifnaði ok röksamligu siðlæti þostuligs herra fyrrnefnds hirðbiskups, at vér vitum med hverri endalykt hans lifsstundir hafa liðit«[124]. Derpå følger i Gunnlaugs svulstige stil en beretning om biskoppens kristendomsforkyndelse i Sverig, krydret med en for Gunnlaugr overmåde karakteristisk tale, som biskop Sigurd skal have holdt i Sigtun; derpå fortælles om hans møde med Hunröd Véfreðarson[125] , hvorpå følger biskoppens forsøg på at overbevise de vantro Svenskere om den sandhed, at kong Olaf var undkommen fra Svolderslaget. Til dette sidste stykke finder vi en så godt som ordret parallel i Havn. k. 76, som står efter sagaens egentlige slutning i k. 73 (»Hér þrýtr nú sögu Olafs konungs Þryggvasonar . . oc svá ritaði Oddr munkr, er var at Þingeyrum» &c), og altså må være senere tilføjet[126] . Efter dette stykke følger så i den store Olafs saga den lovede redegørelse for biskoppens salige endeligt. Vi har altså på den ene side Havn.'s eget vidnesbyrd om, at k. 76 er senere tilføjet, og på den anden side finder vi det i den store Olafs saga indflettet i en beretning, som udtrykkelig tillægges Gunnlaugr. Heraf turde man dog vel være berettiget til at slutte, at dette kapitel i Havn. oprindelig er skrevet af Gunnlaugr. Kapitlet slutter med følgende notits: Þessa sögu sagði mér Asgrimr ábdti Vestliðason, Bjarni prestr Bergþórsson, Gellir Þorgilsson, Herdis Daðadottír, Þorgerðr Þorsteinsdóttir, Inguþr Arnórsdóttir. Þessir menn kendu mér svá sögu Olafs konungs Tryggvasonar, sem nu er sögð. Ec sýnda oc bókina Gitsure Hallzsyne, oc rétta ec hana eptir hans ráde, oc höfum vér þvi halldit siþan. Denne bemærkning kan af flere grunde ikke stamme fra Odds grundskrift. Dels plejer Oddr ellers aldrig at anføre sine mundtlige hjemmelsmænd, dels står notitsen efter bogens udtrykkelig fremhævede slutning, dels finder man ikke noget tilsvarende i Upsal. (Holm. er her defekt), og dertil kommer, at man i den store Olafs saga finder en aldeles tilsvarende notits, som tillægger bægge brødrene Gunnlaugr og Oddr i forening de selvsamme hjemmelsmænd, medens derimod oversendelsen af bogen til Gizurr Hallsson og dens påfølgende emendation tillægges Gunnlaugr alene[127] . Denne mærkelige overensstemmelse er bleven forklaret på forskellige måder. Gustav Storm tror, at notitsen fra først af har hørt både til Odds og til Gunnlaugs værk, at bægge klosterbrødrene har haft de samme hjemmelsmænd og bægge sendt Gizurr Hallsson deres bog til gennemsyn[128] . Muligheden heraf i og for sig kan ikke nægtes, men dog er det ikke meget rimeligt, at bægge forfattere har haft både de samme mundtlige kilder og den samme literære konsulent. Munch mener, at notitsen om hjemmelsmændene oprindelig har stået både i Odds og i Gunnlaugs grundskrift, men at bemærkningen om revisionen i Havn. er lånt fra et håndskrift af den gunnlaugske bearbejdelse og altså tilføjet af en senere afskriver[129]. Også denne forklaring synes at være altfor kunstlet til at kunne være den rette, og desuden strider den ligesom Storms forklaring imod de ovenfor anførte kendsgærninger, der taler for, at notitsen om hjemmelsmændene ikke har stået i Odds originalskrift. Maurer slutter sig i det væsentlige til Munch, men synes dog nærmest at hælde til den anskuelse, at hele notitsen i Havn. (også den om revisionen) er senere indskudt[130] . Dette er efter min mening at overhugge knuden i stedet for at løse den, idet denne sidste forklaring ikke viser, hvorfor og hvorledes det omtalte indskud er indkommet i Havn. Efter min mening løses knuden bedst ved at antage, at bearbejdelsen i Havn stammer fra Gunnlaugr. Sagen synes at have forholdt sig således: Da det rygtedes, at Oddr havde skrevet en Olafs saga, fik klosterets flittige penne nok at bestille med at imødekomme de efterspørgsler efter afskrifter, som indløb fra de gejstlige i forskellige egne af landet og måske også fra Norge. Efter forfatterens død lod munkene sig imidlertid ikke nøje med at give en ordret afskrift af hans værk, men føjede i regelen enkelte notitser til hist og her — derfra de forskellige bearbejdelser. Således kom også Gunnlaugr — som ved denne tid vistnok har været i sin bedste alder — til at beskæftige sig med Odds værk som bearbejder. Han søgte da at pynte på dennes simple og naive fremstilling og indflettede hist og her episoder, som han øste fra andre — vistnok for største delen mundtlige[131] — kilder. De vigtigste af disse tilføjelser - beretningen om Olafs deltagelse i kampen ved Danevirke og om kristendommens indførelse på Island — tilsigter åbenbart at udfylde et hul hos Oddr, idet Gunnlaugr har ønsket at give en fyldigere fremstilling af Olafs virksomhed for kristendommen udenfor Norge. Således opstod Havn. For at hæve fremstillingens troværdighed anså han det efter Ares eksempel for ønskeligt til slutning at give en fortegnelse over de af forfatteren og af ham selv i de tilføjede partier benyttede hjemmelsmænd — om Odds mundtlige kilder kunde han naturligvis let få oplysninger i klosteret, for så vidt som de ikke var ham personlig bekendte. Når forfatter og bearbejder i denne fortegnelse i Havn. optræder i første person i singularis (»þessa sögu sagði mér«, »þessir menn kendu mér svá sögu Olafs« i stedet for i første person i dualis (okkr), så beror dette sikkert på en fejlagtig oversættelse af den latinske originals nos, som i denne forbindelse er tvetydigt[132]. Da Gunnlaugr havde fuldendt sin bearbejdelse, sendte han den til Gizurr Hallsson og føjede derpå den derom handlende notits til håndskriftet, da han fik det tilbage fra Gizurr. Efter flere års forløb tog han imidlertid igen fat på den samme opgave og udvidede endnu yderligere Odds værk ved flere nye tilføjelser, som jeg snart skal vise. I de i denne senere bearbejdelse tilføjede nye stykker anfører han et par gange nye hjemmelsmænd[133], men for kærnen af værket, som han har optaget fra den ældre bearbejdelse, lader han den gamle fortegnelse over hjemmelsmændene samt notitsen om revisionen stå ved magt og gentager dem uforandrede fra den tidligere bearbejdelse. Hvorvidt også Gunnlaugs sidste udførligere bearbejdelse har foreligget Gizurr til gennemsyn, turde således være tvivlsomt.

På grund af Upsalabrudstykkets ringe omfang er det vanskeligt at bestemme forholdet mellem Upsal. og de to andre bearbejdelser af Odds værk. Dog gør også Upsal. indtryk af at stå grundskriftet fjærnere end Holm[134].

Af det ovenfor udviklede vil man allerede have set, at det er min mening, at Gunnlaugr i sin senere bearbejdelse af Olafs saga — den som til dels ligger til grund for den store Olafs saga i Fms. og Flat. — har optaget det meste af Odds værk eller rettere sin egen tidligere bearbejdelse deraf, som for os er repræsenteret ved Havn. Kun under denne forudsætning er det forståeligt, at han fra den ældre bearbejdelse i den senere har optaget fortegnelsen over de for ham og Oddr fælles hjemmelsmænd, således som vi ser af det ovenfor omtalte sted i Fms. og Flat. Dette er også netop hvad man i følge sagens natur skulde vente. Hvad var naturligere, end at Gunnlaugr forsøgte at bygge videre på den grundvold, som hans klosterbroder havde lagt? Den opbyggelige tone, som går igennem Odds skrift, måtte jo, efter alt, hvad vi ved om Gunnlaugr, vinde hans højeste bifald. Bægge havde den samme interesse for det legendariske, bægge synes at have været fromme klostergejstlige og var for så vidt åndelig beslægtede naturer. Kun synes Gunnlaugr at have været en mere kompliceret og langt mindre naiv personlighed end Oddr. Han var godt bevandret i tidens scholastiske lærdom og galdt for at være den lærdeste gejstlige på Island[135]. Men han var tillige et stykke af en verdensmand. Da bispestaven faldt ud af biskop Gudmund Arasons afmægtige hånd, synes han at have været den mest indflydelsesrige gejstlige på Nordlandet[136]. Han var efter datidens smag rhetorisk anlagt og synes ikke lidet at have gjort sig til af sin gejstlige veltalenhed. Abbed Arngrimr fortæller om ham i sin Guðmundar saga, at han en gang rejste til bispesædet Holor med en historia sancti Ambrosii, som han nylig havde »digtet«, fremtrådte i domkirkens kor og begyndte at oplæse sit arbejde, da han blev standset af biskop Gudmund[137]. Han var tidens mest ansete legendeforfatter og skrev på latin både om biskop Thorlak den helliges mirakler og biskop Jon den helliges levned, bægge dele efter Gudmund Arasons opfordring[138]. Prøver på hans veltalenhed har vi i hans Jons saga, som er opbevaret i 3 forskellige islandske oversættelser eller bearbejdelser[139]. Særlig skal jeg påpege prologen til sagaen i »den mellemste saga« (Bisk. I, s. 215—216), biskop Jons tale til kong Magnus Barfod (Bisk. I, s. 223), beskrivelsen af hans dyder i k. 24 og 25 i den mellemste saga (Bisk. I, s. 236—238, jfr. s. 164—167), fortællingen om Sveinn Porsteinsson (Bisk. I, s. 243—244, jfr. s. 170—171) o. s. v. Af en så veltalende mand tør man ikke vænte, at han skulde have optaget Odds i regelen simple og naive beretning uforandret i sit værk. Dette har han heller ikke gjort. De partier, som er fælles for Oddr og den store Olafs saga, er hyppig i denne sidste spækkede med gejstlige refleksioner. Små replikker hos Oddr er ofte omdannede til lange taler[140] . Netop denne omarbejdelse af de fra Oddr oprindelig stammende partier er det bedste bevis for, at de ikke er lånte umiddelbart fra Odds værk, men at Gunnlaugr har været mellemledet mellem den store Olafs saga og Oddr. De teologiske betragtninger og talerne er holdte i den samme salvelsesfulde præketone, som vi kender fra Gunnlaugs Jons saga. Det turde endog være tvivlsomt, om den store Olafs sagas kompilator har kendt Odds arbejde anderledes end igennem Gunnlaugr. De to steder, hvor Oddr citeres[141], grunder sig vistnok bægge på Gunnlaugs værk.

Det står altså fast, at Gunnlaugr har optaget største delen af eller måske hele Odds Olafs saga i sit værk. Vender vi nu tilbage til Kristni saga, er det klart, at den Olafs saga, hvorfra den har taget notitsen om, at Olaf kom fra Rusland til Norge, lige så godt kan have været Gunnlaugs som Odds arbejde. At den virkelig har hentet denne notits fra Gunnlaugr, vil først senere blive indlysende.

Gustav Storm mener, at Gunnlaugs Olafs saga har været mere kortfattet end Odds[142]. Denne antagelse beror på en misforståelse af et sted i den store Olafs saga, som Munch synes at have givet anledning til[143]. Stedet findes i Fms. III, s. 172 (Flat. I, s. 516) og lyder således: »Svá segir bróðir Oddr, er flest hefir kompónerat á latinu, annarr maðr enn Gunnlaugr, af Ólafi konungi Tryggvasyni , at Grimkell biskup, sá er var með hinum heilaga Ólafi Haraldssyni ok efldi kristindóm i Noregi, væri systurson Sigurðar biskups«. Ordene »annarr maðr enn Gunnlaugr« betyder naturligvis som sædvanlig, når annarr enn står med superlativ: »næst efter Gunnlaugr«[144] . Vi har altså her et vidnesbyrd om, at Gunnlaugs Olafs s. var mere omfattende end Odds. Spørsmålet bliver da: Bestod udvidelsen kun i den ovenfor påviste teologisk-oratoriske udsmykning af Odds værk eller desforuden i tilføjelsen af selvstændige afsnit? For at besvare dette spørmål må vi tage den store Olafs saga lidt nærmere i betragtning.

Den store Olafs saga er en kompilation af forskellige kilder og stammer fra det 14. århundrede. Kompilatoren har sat sig som opgave at forene alle de beretninger, han kendte om Olaf Tryggvason og de personer, som på en eller anden måde trådte i berøring med ham, til et sammenhængende hele. Træffende har han i Fms. k. 176, II, s. 88 (Flat. k. 307, I, s. 378) karakteriseret denne sin opgave: »Ligesom mange bække små gør en stor å, således peger alle disse fortællinger, trods deres forskellige udgangspunkt, mod det ene mål at fortælle om kong Olaf og hans mænd« [145]. Et mere broget arbejde findes vel næppe indenfor den islandske literatur. Men alligevel kan man ikke nægte kompilatoren sin beundring for den virtuositet, hvormed han har forstået at sammenføje så uensartede bestanddele. Kronologien er for ham det forenende bånd. Han søger at indordne alle de til dels modsigende beretninger under et i forvejen nøje gennemtænkt kronologisk skema. Heri har han som historiker sin fornemste styrke, men desværre også sin største svaghed. Hans kronologiske system er i højeste grad konsekvent, og næppe vil man her kunne gribe ham i en selvmodsigelse. Men når man sammenligner hans arbejde med hans kilder, af hvilke mange, skønt ikke alle, endnu er tilgængelige for os, vil man se, at konsekvensen hyppig er vunden på den historiske sandheds bekostning. Jeg har i min afhandling: »Kronologiske bemærkninger om Olaf Tryggvasons regeringshistorie« i Arb. for nord. oldkyndighed og historie 1878 s. 40 fgg., påvist, at den store Olafs sagas kronologiske system er grundet på Heimskringlas, men tillige, at kompilatoren har lavet om på Snorres tidsregning for at kunne indordne de beretninger, som han hentede fra islandske sagaer, navnlig Laxdøla og Hallfr. s., i det kronologiske skema.

Af tidligere fremstillinger af kong Olafs levned synes kompilatoren kun at have benyttet Hkr. og Gunnlaugs Olafs saga, den sidste dog som det synes ikke i den latinske original, men i en oversættelse, som skyldes abbed Bergr Sokkason[146] . Men ved siden af disse to hovedkilder har han benyttet en mængde andre kilder, blandt hvilke jeg særlig skal fremhæve Laxdøla, Hallfr. s., Landn., Jomsv. s., Orkneyinga s., Færeyinga saga, der kun er opbevaret som en episode (þáttr) i denne Olafs saga, foruden forskellige mindre sagaer eller þættir, som indflettes hist og her. Af disse sidste indeholder Flat. langt flere end redaktionen i Fms., og fjærner sig for så vidt, som Maurer ganske rigtig har bemærket, mere end denne fra den fælles original[147]. Men på den anden side har Flat. ikke sjælden i de for den og Fms. fælles partier optaget mere af Gunnlaugs værk end denne redaktion. Vi vil i det følgende komme til at se eksempler herpå.

Bortset fra kronologien følger den store Olafs s. sine kilder i regelen temmelig nøje. I det mindste forholder det sig således i de tilfælde, vi er i stand til at kontrollere. Vi finder i den lange stykker så godt som ordret overensstemmende med Hkr., Laxdøla, Hallfr. s. o. s. v. Selv når den har for sig to forskellige beretninger om den samme begivenhed, foretrækker den undertiden at optage bægge beretninger som sideordnede, som om der var tale om to forskellige tildragelser, fremfor at sammenarbejde de to beretninger til en eller også udelade den ene af dem. Kompilatoren holder øjensynlig mere af at sammenflikke end at sammensmælte[148] . Som en flittig bi flagrer han fra den ene blomst til den anden, skifter kilder, når man mindst vænter det, og fører læseren pludselig fra Hkr.'s klassiske stil ind i Gunnlaugs svulstige fremstillingz[149].

Ved hjælp af Odds Olafs saga og med vejledning af den for Gunnlaugr ejendommelige fremstillingsform og de mange latinismer (indviklet periodebygning, latinske konstruktioner, hyppig brug af participier o. s. v.), som hans oversætter har gjort sig skyldig i, kan man med temmelig stor sikkerhed udskille de stykker af den store Olafs saga, som den har lånt fra Gunnlaugs værk. Til disse kriterier kommer undertiden sagaens eget afgørende vidnesbyrd i form af en henvisning til Gunnlaugr. Jeg har allerede anført et af de herhen hørende steder, nemlig Fms. III, s. 163, Flat. I, s. 511, som tillægger Gunnlaugr afsnittet om biskop Sigurd. Når Flat. I, s. 502 indleder beretningen om Gauts møde med kong Olaf med følgende ord: »Nu skal segia þa hlute, er ek nam af frodum monnum, segir sa er sǫguna hefer komponat» — Fms. udelader denne passus — , så kan man ikke være i tvivl om, at vi her har en henvisning til Gunnlaugr. Derpå tyder både det fremmede ord komponat, som kun bruges om udarbejdelse i det latinske sprog, og den kendsgærning, at vi ved slutningen af dette afsnit om Gautr finder en mundtlig hjemmelsmand anført[150], hvilket stemmer med Gunnlaugs sædvanlige maner, således som jeg ovenfor har vist. Fortællingen om Bresters drøm i Flat. I, s. 516 — 517 (mgl. i Fms.) er også efter Flat.'s udtrykkelige vidnesbyrd hentet fra Gunnlaugs værk. Henvisninger til ham findes også i den såkaldte Þorvalds þáttr på to steder: Fms. I, s. 266 (Flat. udelader henvisningen) om gildet på Haukagil, og Fms. I, 272 om laksefangsten i Mánafors (Flat. udelader hele kapitlet om Mani), endvidere i Fms. II, s. 224, Flat. I, s. 436 om Þorvarðr Spakbǫðvarsson's dåb (i fortællingen om Svaði). Når beretningen om biskop Sigurd i Havn. undtages (jfr. ovenfor), vil man ikke hos Oddr finde noget tilsvarende til de afsnit, hvori de omtalte henvisninger til Gunnlaugr forekommer.

Allerede heraf er det indlysende, at Gunnlaugs Olafs saga har optaget en del stof, som ikke fandtes i Odds arbejde. Men disse henvisninger giver os kun en højst ufuldstændig forestilling om de udvidelser, Odds værk har modtaget i Gunnlaugs bearbejdelse. Når man ved hjælp af de ovenfor fremhævede kriterier søger at udsondre alt, hvad der skyldes Gunnlaugr, af den store Olafs saga, vil man finde, at de af Gunnlaugr tilføjede stykker er langt flere og mere omfattende end de få henvisninger til ham giver anledning til at tro. At foretage denne udsondring og i alle enkeltheder at påvise, hvad Olafssagaen har lånt fra Gunnlaugr, ligger udenfor nærværende afhandlings opgave[151]. Her skal jeg kun fremhæve, hvad der har betydning for det foreliggende spørsmål, Kristni sagas forhold til Landn. og Are.

Jeg har i det foregående fremsat de grunde, der taler for, at bearbejdelsen af Odds Olafs s. i Havn. er gået igennem Gunnlaugs hænder. Her møder vi allerede en umiskendelig bestræbelse efter at supplere Odds ufuldstændige meddelelser om Olafs virksomhed for kristendommens indførelse udenfor Norge, idet bearbejderen har tilføjet beretningen om Olafs deltagelse i kampen om Danevirke, som banede vejen for Danmarks omvendelse til kristendommen, samt fortællingen om Olafs forsøg på at kristne Island og kristendommens endelige sejr i dette land. Den samme bestræbelse møder os nu i den store Olafs saga i de partier, som åbenbart er hentede fra Gunnlaugr; kun er den her endnu mere fremtrædende. Afsnittet om kejser Ottos og Olafs kampe med kong Harald Gormsson og Hakon jarl er i den store Olafs saga en kompilation af Hkr. OT. kk. 26—27 og Havn. k. 12 (jfr. Jomsv. s. Fms. XI, s. 26 fgg. Petersens' udg. af nr. 291, 4°, s. 22 fgg.), idet kompilatoren på sin sædvanlige mekaniske måde har sammenflikket sine to[152] kilder. At det eksemplar af Gunnlaugs Olafs s., som han har haft for sig, har indeholdt en til Havn. k. 12 tilsvarende beretning, tør antages for sikkert, og det så meget mere, som Flat. har bevaret en indledning til denne episode, holdt i Gunnlaugs sædvanlige stil, som bærer tydelige mærker af at være oversat fra latin[153].

Jeg har allerede i det foregående påvist den udvidelse, som beretningen om Olafs forkyndelse af kristendommen i Rusland, således som den væsentlig overensstemmende findes i Havn. 10, Holm. 8, har modtaget i den store Olafs saga[154], samt at dennes udvidede beretning sikkert stammer fra Gunnlaugr.

At Gunnlaugs Olafs saga ligesom Havn. 23, Holm. 16 har berettet om Orknøjarlen Sigurd Hlǫðvesson's omvendelse til kristendommen ved Olaf Tryggvason, tør anses for sikkert. Havn. og Holm. lader Olaf i sit andet regeringsår gøre en rejse til England, og på denne rejse træffe sammen med jarlen og omvende ham, og uden tvivl har Gunnlaugs beretning i denne henseende været overensstemmende med Odds. Derimod synes Hkr. at have forkastet dette sagn om Olafs rejse til England efter tronbestigelsen, idet den henfører Olafs sammenstød med jarlen og dennes omvendelse til den rejse fra de vestlige øer til Norge, som gik umiddelbart forud for tronbestigelsen. Den store Olafs saga følger her som sædvanlig i kronologiske spørsmål Hkr., men den lader Olaf holde en forholdsvis lang tale til jarlen, hvis første del går ud på en historisk påvisning af Olafs ret til Orknøerne og rimeligvis er tilføjet af kompilatoren, medens den sidste del af talen er en udvidelse i Gunnlaugs stil af et par tilsvarende ord i Havn. og Holm., der stiller jarlen helvedes kvaler i udsigt, hvis han ikke føjer sig. Gunnlaugr synes således at have pyntet på Odds fremstilling af denne begivenhed[155].

Odds Olafs saga omtaler kun i forbigående Olafs virksomhed for kristendommens indførelse på Færøerne og i Grønland[156]. At Gunnlaugr har behandlet bægge landes kristendomshistorie udførligere, er i sig selv sandsynligt, og for Færøernes vedkommende bekræftes vor formodning derom til fulde af den store Olafs saga. Dennes hovedkilde for de færøiske begivenheder er rigtignok Færeyinga saga, men på det sted, hvor sagaen fortæller om Sigmunds første møde med kong Olaf, afbrydes Færeyinga sagas jævne og ægte islandske fremstilling pludselig af en tale, som kongen holder til Sigmund[157]. Denne tale stikker i høj grad af mod sine omgivelser. Dens fremstillingsform røber på mange punkter den latinske original[158], og navnlig har hele den sidste del af talen den for Gunnlaugr ejendommelige rhetoriske kolorit. Dette stykke er altså øjensynlig lånt fra Gunnlaugs værk.

For de grønlandske begivenheder følger Olafs sagaen i Fms. Landn. og Eir. s. rauda (i k. 220)[159] samt Hkr. (i kk. 221 og 231)[160]. Flat. er her langt udførligere, idet den optager den for denne ejendommelige Grænlendinga þáttr. Fremstillingen bærer intet steds spor af at stamme fra Gunnlaugr. At Gunnlaugr dog i det mindste har haft en kort notits om Leifs omvendelse og mission, viser Kristni s., hvor det hedder i 11. k. : »þá sendi hann (o: Ol. Tr.) ok Leif Eiriksson til Grænalands at boda þar trú; þá fann Leifr Vinland hit góða, hann fann ok menn á skipflaki i hafi, þvi var hann kallaðr Leifr hinn heppni. «I følge Kristni sagas hele forhold til Gunnlaugs Olafs saga, som nærmere vil blive påvist i det følgende, er det sandsynligt, at denne notits grunder sig på Gunnlaugs værk.

Udførligst har dog Gunnlaugr behandlet sit eget fødelands kristendomshistorie. Som bekendt indeholder den store Olafs saga en længere Kristni þáttr, som begynder med uddrag af Landnáma om Islands første bebyggelse, om de kristne Papar og de første kristne landnamsmænd, og ender med kristendommens indførelse på Island i året 1000. Dette afsnit falder i følgende underafdelinger:

  • 1. Om Islands bebyggelse og de første kristne landnamsmænd. Fms, I, s. 233—255. Flat. I, s. 247—248 og 263—268.
  • 2. Om Þorvaldr Koðránsson og biskop Frederik. Fms. I, s. 255—276. Flat. I, s. 268—273.
  • 3. Om Stefnir Porgilsson. Fms. I, s. 276 og 283—286, II, s. 118. Flat. I, s. 285-287 og 362.
  • 4. Om Þrándi og om Þangbrands mission. Fms. II, s. 118—120, og 192—206. Flat. I, s. 363 og 418—426.
  • 5. Islænderne i Nidaros. Fms. II, s. 206—211. Flat. I, s. 421—426.
  • 6. Om Svaði, Arnórr kerlingarnef, Þorvarðr Spakböðvarsson og Þórhallr på Knappsstaðir. Fms. II, s. 222 — 232. Flat. I, s. 435—441.
  • 7. Gizurs og Hjaltes mission og kristendommens endelige indførelse på Island. Fms. II, s. 232—244. Flat. I, s. 441—447.

Desuden indflettes hist og her Hallfreðar Þáttr (Fms. II, s. 1—17, 39—40, 50—62, 79—88, 211—213. Flat. I, s. 299—308, 316—317, 326—332, 340—345) og Kjartans þáttr (Fms. II, s. 19-34, 36—39, 78—79, 253—258. Flat. I, s. 308—314, 315—316, 339—340, 453—455).

At denne episode ikke i alle enkeltheder kan være lånt fra Gunnlaugs Olafs saga, er indlysende. Således er beretningen om Islands bebyggelse og første beboere væsentlig hentet fra Landn., dog også med benyttelse afLaxd. (Fms. I. s. 248 i stykket om Auðr[161]) og af Gunnlaugs værk, således som jeg senere nærmere skal vise. Når den store Olafs saga lader Stefnir Þorgilsson træffe sammen med Olaf i de vestlige lande og derfra følge ham til Norge, så kan naturligvis dette træk ikke være lånt fra Gunnlaugr, der sikkert ligesom Oddr har ladet Olaf komme fra Rusland til Norge, således som jeg ovenfor har vist. Afsnittet om Islænderne i Nidaros, som jeg senere vil komme tilbage til, er åbenbart påvirket dels af Hkr. 6T. k. 88 fg., dels af Hallfr. s. og Laxd., hvilke sidste også ligger til grund for episoderne om Hallfreðr og Kjartan. Men på den anden side er det klart, at kompilatorens hovedkilde for hans Kristni þáttr er Gunnlaugr. Vi har allerede ovenfor set, at ikke mindre end tre af de få henvisninger til Gunnlaugr tilhører denne episode, idet nemlig to af dem forekommer i afsnittet om Þorvaldr Kodránsson, og en i afsnittet om Svaði, Arnórr og Þorvarðr. Særlig skal jeg tillade mig at fremhæve den første af henvisningerne i Þorvalds þáttr, som går ud på, at Gunnlaugs mundtlige kilde for beretningen om gildet på Haukagil var »den sanddru Glumr Þorgilsson« , og således viser, at Gunnlaugr var den første, som skriftlig optegnede denne begivenhed. Dette bekræftes også fuldstændig ved den latinsk farvede fremstillingsform, som tyder på oversættelse fra latin[162] , og ved stykkets legendariske indhold. Stykket om Máni, hvor den anden henvisning til Gunnlaugr forekommer, har fuldstændig den samme karakter, og må derfor også oprindelig skyldes Gunnlaugr[163] . Men disse to fortællinger, om gildet på Haukagil og Máni, er kun brudstykker af et større hele, beretningen om Þorvaldr og biskop Frederik, og det vilde være meningsløst at antage, at Gunnlaugr vel skulde have optegnet hine, men ikke den hele Þorvalds þáttr, hvoraf de udgør en bestanddel. Vi kommer således med nødvendighed til det resultat, at Gunnlaugr er den oprindelige forfatter til hele Þorvalds þáttr[164] , og resultatet støttes yderligere ved tottens mange latinismer[165] , dens legendariske kolorit[166] og de indflettede taler [167]. Dertil kommer, at fortællingens skueplads for det meste er Tingøre klosters nærmeste omegn (Giljá, Lækjamót, Haukagil), så at også denne omstændighed taler for, at forfatteren har været en munk i dette kloster. Nogle begivenheder foregår i den nærliggende Skagefjordsbygd, hvor Gunnlaugr også, som vi ser af Jons saga[168], var godt kendt.

Men beretningen om den første mission er kun et moment i Kristni þáttr og kan ikke adskilles fra denne undtagen ved at gøre brud på sammenhængen. Den er kun overleveret i den store Olafs saga i forbindelse med dens Kristni þáttr og, i uddrag, i Kristni saga, hvor den også er forbunden med fortællingen om de påfølgende missioner. Overleveringen afgiver således ikke den ringeste støtte for den antagelse, at Gunnlaugr skulde have skrevet en selvstændig Þorvalds saga samt at denne først senere er bleven forenet med den øvrige kristendomshistorie. Tværtimod viser det sig fra flere sider, at Þorvalds þáttr står i nær forbindelse med de følgende afsnit af Kristni þáttr. Når det hedder, at Þorvalds broder Ormr ikke vilde lade sig døbe »þat sinn« , d. v. s. samtidig med sin fader og øvrige familie, så indeholder dette »þat sinn« indirekte en henvisning til den følgende beretning om kristendommens antagelse på Island i året 1000, som fortæller, hvorledes det gik til, at Ormr senere lod sig døbe[169] . Den store Olafs saga sætter også udtrykkelig den anden mission i forbindelse med den første, idet den lader Stefnir Þorgilsson træffe sammen med Þorvaldr Koðránsson i de østlige lande, inden han slutter sig til kong Olaf.[170], og senere fortælle kongen om sine og Þorvalds fælles rejser, og da kongen endelig opfordrer Stefnir til at foretage en missionsrejse til Island, undskylder Stefnir sig med, at den første mission trods Þorvalds dygtighed havde haft så ringe fremgang, og giver sig først, efter at kongen har holdt en længere tale til ham i Gunnlaugs sædvanlige stil og maner [171]. Den tredje mission fremtræder igen både i den store Olafs saga og i Kristni s. ligefrem som en følge af Stefnirs mislykkede forsøg[172]. Umiddelbart foran beretningen om Þangbrands mission indskyder såvel Fms. som Flat. det skønne sagn om Þiðrandi Síðu-Halls søn, som diserne dræbte[173] . Denne episode har åbenbart fra først af indledet fortællingen om Þangbrands ophold på Þváttá hos Þiðrandis fader. Dens legendariske indhold og de gejstlige refleksioner, som forfatteren henimod slutningen i et latinsk-islandsk foredrag[174] knytter til den fortalte begivenhed, viser tilstrækkelig, at stykket er lånt fra Gunnlaugr. Det sættes også udtrykkelig i forbindelse med det efterfølgende, idet det fremhæves, at Þiðrandis skæbne bør opfattes som et varsel om kristendommens endelige sejr[175] . Beretningen om Þangbrands mission i den store Olafs saga bærer tydelige spor af Gunnlaugs forfatterskab. Særlig skal jeg henlede opmærksomheden på den lange tale om ærkeenglen Michael og englene overhovedet, som Þangbrandr holder for Hallr inden omvendelsen[176]. Vi kommer da endelig til den sidste mission, som førte til kristendommens antagelse på altinget i året 1000. Denne fremtræder både i den store Olafs saga og i Kristni saga som en umiddelbar fortsættelse af Þangbrands mission, idet Hjalti og Gizurr for at dæmpe kongens vrede over den behandling, som Þangbrandr havde fået på Island, påtager sig det hverv at gøre endnu et forsøg på at omvende deres genstridige landsmænd[177]. Fremstillingen i dette sidste afsnit af Olafs sagaens Kristni þáttr viser på mange steder de for Gunnlaugr ejendommelige træk; i denne henseende er de mange med latinismer[178] spækkede taler, som holdes på altinget, særlig betegnende[179] . Ligesom afsnittet om Þiðrandi indleder beretningen om Þangbrands mission, således forudskikkes også her et slags indledning til fortællingen om den sidste mission, nemlig de skagfjordske sagn om Svaði, Arnórr kerlingarnef, Þorvarðr Spakböðvarsson og Þórhallr på Knappsstaðir. Selv indledes de ved et slags prolog holdt i den for Gunnlaugr ejendommelige præketone, som udtrykkelig fremhæver, at de i det følgende fortalte begivenheder er at betragte som forbud for kristendommens endelige antagelse på Island. Derved er disse sagn ligefrem knyttede til den efterfølgende fremstilling af den sidste mission. Men de knyttes også til det foregående, idet den egentlige fortælling (efter prologens slutning) begynder med en bemærkning, der går ud på, at det følgende hændte »noget efter biskop Frederiks og Þorvalds bortrejse«[180] . Allerede dette forhold til afsnittet om Þorvaldr, som bevislig er af Gunnlaugr, er tilstrækkelig grund til at tilkende denne forfatterskabet til eller rettere den første optegnelse af disse sagn, som udgør et sammenhængende afsnit for sig indenfor Kristni þáttr og alle stammer fra en bygd, hvor Gunnlaugr var som hjemme (se ovenfor). Fremstillingen viser også alle de gunnlaugske ejendommeligheder. Den hedenske høvding Arnórr kerlingarnef taler som en gejstlig fra det 13. århundrede i et sprog, som øjensynlig er oversat fra latin[181] . Men dertil kommer, at en af henvisningerne til Gunnlaugr netop findes i dette afsnit. Den lyder således: »þat segja flestir menn, at Þorvarðr Spakbödvarsson hafi skirdr verit af Friðreki biskupi, en Gunnlaugr munkr getr þess, at sumir menn ætli hann skirðan hafa verit í Englandi, ok þadan hafa flutt við til kirkju þeirrar, er hann lét gera á bæ sinum.« Her er det åbenbart ikke kompilatorens mening at sige, at han har støttet sig til mange kilder, af hvilke de fleste berettede, at Þorvarðr var døbt af biskop Frederik, medens Gunnlaugr alene havde en fra de andre afvigende beretning. Når det nemlig hedder: »Gunnlaugr beretter, at nogle mente, han var døbt i England« o. s. v., så forudsætter dette ligefrem, at Gunnlaugr også har kendt og i sin bog omtalt det almindelige sagn. Hele stedet er med andre ord udskrevet af Gunnlaugs værk, som her har været kompilatorens eneste kilde. Hos Gunnlaugr har der åbenbart været tale om to forskellige mundtlige sagn (þat segja flestir menn — sumir ætla), og heraf vil man være berettiget til at slutte, at han har været den første, som optegnede ikke blot denne notits, men også det afsnit, i hvilket den forekommer, nemlig de skagfjordske legender og den dermed til bægge sider sammenhængende Kristni þáttr.

Vi har således set, at kristendomshistoriens forskellige afsnit fra og med beretningen om Þorvaldr lige til kristendommens endelige antagelse i året 1000 udgør et sammenhængende hele, og at Gunnlaugr er den originale forfatter til dette arbejde. Men dermed er vi ikke færdige. Det er i høj grad usandsynligt, at Gunnlaugr ikke skulde have omtalt Islands første kristne beboere i et arbejde, som øjensynlig er anlagt på at vise kristendommens sukcessive fremgang og endelige sejr hos det islandske folk. Når den store Olafs saga umiddelbart foran Þorvalds þáttr indskyder sine uddrag af Landnáma om landets første bebyggelse og de kristne landnamsmænd, så er det næppe rimeligt, at ideen til at forudskikke denne beretning om den første kristne befolkning skyldes den mekanisk arbejdende kompilator. Langt naturligere er det at antage, at denne forbindelse mellem landnamshistorien og kristendomshistorien allerede fra først af har været tilstede i Gunnlaugs værk, og at denne har indledet sin Kristni þáttr med et afsnit om de landnamsmænd, som havde antaget den kristne tro, samt at kompilatoren, som i regelen foretrækker de vidtløftigste kilder, i stedet for dette indledende afsnit har indsat sine uddrag af Landn.[182]. At Gunnlaugs arbejde virkelig har indeholdt et sådant afsnit, bekræftes også til fulde af den store Olafs saga. Vi finder her nemlig et slags forord til afsnittet om landnamsmændene, skrevet i den for Gunnlaugr ejendommelige opbyggelige tone, som ved sin latinsk farvede fremstillingsform, indviklet periodebygning og latinsk ordstilling, stikker grelt af mod de fra Landn. hentede omgivelser. Dette forord har i Fms. fået en besynderlig plads, idet kompilatoren har stukket det ind i beretningen om Örlygr[183], den første kristne landnamsmand, som omtales. Hos Gunnlaugr har det sikkert indledet afsnittet om landnamsmændene, og her står det også virkelig i Flat., nemlig på det punkt, hvor fortællingen går over fra den første landnamsmand Ingólfr — hvis historie ganske naturlig slutter sig til den foregående beretning om landets opdagelse ved Naddoðr, Flóki og Garðar — til de kristne landnamsmænd[184]. Flat. synes her at have haft for sig en dobbelt tekst, nemlig dels en oversættelse af Gunnlaugs værk (Bergr?), dels en med den store saga stemmende kompilation. Derved forklares, hvorfor den — i overensstemmelse med den første af disse kilder — stiller forordet på den rigtige plads, og dog, når den kommer til det sted, hvor Fms. indskyder forordet, ved en uagtsomhed gentager de første ord deraf[185]. Dette er rimeligvis også grunden til, at Flat. i landnamsafsnittet hyppig afviger fra Fms.'s og Landn.'s fællestekst, samt at afvigelserne i regelen synes at stamme fra Gunnlaugr[186] .

I afsnittet om landnamsmændene følger den store Olafs saga (Fms. og Flat.) temmelig nøje Landn. Dog finder vi på et par steder mærkelige tilføjelser eller varianter, som synes at være lånte fra Gunnlaugr. I stedet for Landn.'s: »þeir Örlygr frændr trúðu á Kolumba«, har både Fms. og Flat. væsentlig overensstemmende: »helt hann rétta trú, sem biskup hafði kent honum, ok svá segist, at hans son hafði aldri blótað skurðgoð»[187]. Her er segist en latinisme (dicitur) i stedet for segir eller er sagt. Den samme latinisme forekommer også i Fms. i et tillæg til afsnittet om Ketill fiflski og Hildarr: ok svá segist, at fleirum varð heidnum mönnum, ef þangat vildu færa bú sitt, þviat guð hafði þann stað valit sér til dyrkanar; þar er nú nunnuklaustr[188] . Denne notits må være tilføjet efter 1186, i hvilket år klosteret i Kirkjubær blev stiftet (isl. annaler). Særlig omtale fortjener afsnittet om Ásolfr. Olafssagaen stemmer her væsentlig med den såkaldte Sturlubók, idet den udelader de senere tilføjelser, som findes i Hauksbók og Melabók. Dog tilføjer den ligesom disse til Sturlu-bogens beretning legenden om Ásólfs åbenbarelse i drømme for Halldórr Illugason i anledning af, at dennes malkepiger havde aftørret deres smudsige fødder på hans grav, men den giver dette sagn i en form, som åbenbart er ældre og mere oprindelig end beretningen i Hauksb. og Melab. I Olafssagaen åbenbarer Ásolfr sig kun for Halldórr, som straks falder tilføje og forbyder malkepigerne at tilsmudse graven og retter sig efter Ásólfs opfordring om at bygge den påtænkte kirke over graven. I følge Hauksb. og Melab. viser Ásolfr sig derimod først for en af malkepigerne, og derpå, da Halldórr ikke fæster lid til hendes drøm, for en munk i Bær i Borgefjorden, som biskop Rudolf skulde have efterladt der, og bevæger munken til at afkøbe Halldórr graven; endelig, da munken har ladet Ásólfs ben opgrave og bringe til Bær, åbenbarer Ásolfr sig for Halldórr og får ham ved trusler til at indløse benene hos munken. Derpå lader Halldórr lave et skrin til benene og stiller det over alteret i sin kirke. Hertil knytter så Melab. og Hauksb. sagnet om kirketømmeret, som blev kastet overbord i Faksebugten og drev i land på gården Holms kyststrækning. Dette sagn ved Olafssagaen ikke noget om, og der kan overhovedet ikke være den ringeste tvivl om, at Hauksb. og Melab. gengiver hele Ásólfs-legenden på et senere udviklingstrin end Olafssagaen. Flat. stemmer i det væsentlige med Fms., men har enkelte mærkelige tilføjelser, som tildels gør indtryk af at være oversatte fra latin. Særlig fremhæves kong Olafs udtalelse om Ásolfr med latinismen »fyrsogdum Asolfui«[189]. Også i afsnittet om Örlygr har Flat. en lignende tilføjelse, idet den lader biskop Patrik holde en af disse sædvanlige opbyggelige taler til Örlygr, inden han rejser til Island; denne tale er åbenbart oversat fra latin[190]. Endelig bør det bemærkes, at Fms. i modsætning til Landn. og Flat. stiller Ketill flatnefr efter Örlygr, åbenbart for ikke at adskille ham fra hans datter Auðr og hans svigersøn Helgi magri, som omtales i det følgende. Men derved er Ketill kommen til at stå efter sin søn Helgi bjóla, som i Fms. (ligesom i Flat.) trækkes ind i afsnittet om Örlygr. Dette viser, at ordenen er vilkårlig forandret af kompilatoren. Ligesom Landn. har Flat. (under påvirkning af Gunnlaugr?) bevaret den oprindelige orden, idet den dog ligesom Fms. lader Ketils hedenske søn, Björn enn austræni, slutte sig til Ketill og for så vidt er påvirket af den kompilerede tekst.

Vi har altså set, at afsnittet om de kristne landnamsmænd i den store Olafs saga både i Fms. og særlig i Flat. indeholder forskellige afvigelser fra Landn., som bestemt peger mod Gunnlaugr og viser, at dennes Kristni þáttr må have indeholdt et tilsvarende afsnit. Spørsmålet bliver nu: Har Gunnlaugr i sin Kristni þáttr ligesom den store Olafs saga omtalt de irske kristne, som havde bosat sig på Island for Nordmændene? Har han haft et afsnit om landets første opdagelse og om den første landnamsmand, Ingólfr? Fms., som ligefrem udskriver Landn. 's prolog og dens første kapitler, lader os her fuldstændig i stikken. Flat. afskriver også Landn.'s prolog næsten ordret, men afsnittet om landets første opdagere og om Ingólfr giver den i uddrag, ganske som vi vænter at finde det hos Gunnlaugr, og enkelte udtryk i dette uddrag synes at vise, at det er oversat fra latin[191]. spørsmålet synes altså at måtte besvares bekræftende. I dette og det påfølgende afsnit (om landnamsmændene) synes Landn. at have været Gunnlaugs hovedkilde. Dog har han, som ovenfor er vist, i det mindste med hensyn til Ásolfr udvidet Landn. 's beretning ved tilføjelser af legendarisk indhold.

Gunnlaugs Kristni þáttr har altså haft et lignende omfang som den store Olafs sagas. Den har omfattet kristendomshistorien fra landets første bebyggelse til år 1000. Dette er i få ord resultatet af ovenstående undersøgelse.

Efter denne lange ekskurs vender vi tilbage til den afbrudte undersøgelse om Kristni sagas kilder for dens første hovedafsnit, som når til år 1000. Det kan da ikke være tvivlsomt, at sagaens hovedkilde for det nævnte afsnit har været Gunnlaugs Kristni þáttr. Indholdet af denne, således som det ovenfor er fastsat, falder fra og med afsnittet om den første mission i det væsentlige sammen med indholdet af Kristni saga indtil år 1000, og da vi i det foregående har set, at Gunnlaugr er originalforfatter både til Þorvalds þáttr og det øvrige, kan der ikke være tvivl om hans prioritet. Kristni saga er i virkeligheden ikke andet end en bearbejdelse af kristendomsafsnittet i Gunnlaugs Olafs saga. De mange og til dels betydningsfulde afvigelser viser sig ved nærmere undersøgelse for det meste at være vilkårlige forandringer, fremgåede af en bevidst tendens hos bearbejderen; enkelte afvigelser er også begrundede i benyttelsen af andre kilder ved siden af Gunnlaugr. Jeg skal først behandle de tendentiøse afvigelser.

For det første kan man se, at Kristni sagas forfatter har haft en aversion for legender. Vel optager han enkelte legendariske sagn, men enten er disse af en sådan beskaffenhed, at det mirakuløse i dem kan forklares på en naturlig måde[192], eller også laver han om på dem således, at de tilsteder en naturlig forklaring. I denne henseende er det særdeles lærerigt at se, hvorledes han har behandlet sagnet om alfen på Giljá. I følge Fms.[193] synger biskoppen tre dage i træk over den sten, hvori alfen bor, og stænker vievand på den, og hver gang åbenbarer alfen sig den påfølgende nat for Koðrán for at klage over biskoppen, og erklærer endelig den tredje nat, at han er nødt til at flygte bort.[194]. Kristni s. derimod lader bispen kun en gang synge over stenen, indtil stenen rævner, hvoraf Koðrán slutter, at alfen er besejret; om Koðráns drømme tier sagaen[195]. At sagnet, således som det er overleveret i Fms., er mere oprindeligt end i Kristni s. har allerede Brenner antydet[196]. I beretningen om gildet på Haukagil har Kristni s. mange berøringspunkter med Vatnsdøla. Medens gildet i følge den store Olafs saga, som her udtrykkelig påberåber sig Gunnlaugs efter en mundtlig kilde optegnede beretning, er holdt for at fejre Þorvalds bryllup med Vigdis, datter af bonden Ólafr på Haukagil, er der i Kristni s. og Vatnsd. kun tale om et almindeligt efterårsgilde. Bægge de sidste sagaer lader Þorkell krafla være tilstede ved gildet, Vatnsdøla i egenskab af Ólafs »mágr«, medens Olafssagaen slet ikke omtaler Þorkell. Melabók, som optager et uddrag af Vatnsd., beretter, at Þorkell var gift med netop den samme Vigdis Ólafs datter[197] , som i følge den store Olafs saga ved denne lejlighed skulde have været Þorvalds brud, og når Vatnsd. kalder Þorkell for Ólafs mágr, må vel meningen være, at han har været gift med denne Vigdis, skønt sagaen ikke i forvejen har nævnt hende — den siger kun, idet den omtaler Morkels giftermål, at Vatnsdølerne báðu konu til handa honum[198] uden at nævne den lykkelige. Ligeledes er Kristni s. og Vatnsd. enige i, at bersærkerne ikke døde af at vade gennem den af biskoppen indviede ild, således som Olafssagaen beretter, men slap med livet fra ildprøven og derpå blev dræbte af de omstående. Hverken Vatnsd. eller Kristni saga har noget tilsvarende til Olafssagaens beretning om, at biskop Frederik efter bersærkernes død gik uskadt igennem den skæbnesvangre ild. Overhovedet stemmer Kristni s. med Vatnsd. i alt det faktiske, dog med undtagelse af, at Kristni s. beretter, Þorkell ved denne lejlighed blev primsignet, hvilket Vatnsd. ikke ved noget om[199]. Der er således ikke den ringeste tvivl om, at Kristni sagas forfatter har kendt et (mundtligt eller skriftlig optegnet?) sagn, som i det væsentlige stemte med Vatnsd., og at han har foretrukket det for Gunnlaugs beretning. Rimeligvis har han fundet det usandsynligt, at Þorvaldr skulde have ægtet en hednings datter, og navnlig har han følt sig mere tiltalt af den beretning, som lod det mirakuløse træde mindre skarpt frem[200]. — Kristni. s. optager legenden om hedningernes mislykkede forsøg på at brænde kirken på Ás, og ligesom Olafssagaen lader den hedningerne den første gang opgive forsøget, fordi det forekom dem, at kirken allerede brændte, den sidste gang derimod på grund af et par vel rettede bueskud. I denne form tilsteder sagnet i bægge tilfælde en naturlig forklaring — man kunde jo tænke sig, at kirken tilfældigvis havde været oplyst om natten, foruden andre muligbeder, og bueskuddene kunde godt tænkes at være udgåede fra en i mørket skjult skytte. Men når Olafssagaen beretter, at hedningerne ved det første attentat også mærkede en stegende hede fra det i kirken brændende bål, så har Kristni sagas forfatter fundet dette utroligt og derfor udeladt det. Når Olafssagaen til legenden knytter den almindelige refleksion: »nu hlífði guð svá húsi sinu«, medens Kristni s. afholder sig fra enhver bemærkning om det skete, så kan jeg heller ikke andet end antage en bevidst udeladelse i den sidste saga[201] . — Ligesom Olafssagaen har Kristni s. den ondskabsfulde, men vittige nidvise, som hedningerne digtede om biskoppen og Þorvaldr:

Hefir bǫrn borit
biskup niu,
þeira er allra
Þorvaldr faðir[202].

Bægge sagaer fortæller også om de to drab, som Þorvaldr begik i den anledning, samt om den irettesættelse, han fik derfor hos biskoppen. Men Kristni s. udelader legenden om de to bloddråber, som faldt på den bog, biskoppen læste i, hvoraf denne sluttede, at Þorvaldr enten allerede havde begået et manddrab eller også havde det i sinde[203] . Foruden de omtalte legender indeholder Olafssagaens Kristni þáttr følgende: a) Legenden om Mani, Fms. I, s. 272 (Gunnlaugr anført som kilde), b) Þidrandaþáttr, Fms. I, s. 192 — 197, Flat. I, s. 418 — 421. c) Sagnet om de gamle kvinders helbredelse ved dåben, Fms. II, s. 200—201, Flat. I, s. 423. d) De ovenfor omtalte skagfjordske sagn, Fms. II, s. 222 — 232, Flat. I, s. 435 — 441 (Gunnlaugr anført som kilde). Alle disse legender udelader Kristni s.

Dernæst kan man se, at Kristni sagas forfatter ikke har fundet behag i Gunnlaugs taler, idet han enten helt udelader dem eller også giver dem i uddrag. Således udelader han de lange taler, som udveksles mellem Þorvaldr og hans fader Koðrán før den sidstes omvendelse[204], kong Olafs tale til Stefnir[205], og giver kun et kort uddrag af Gizurs og Hjaltes tale til kong Olaf i Nidaros[206] , Hjaltes tale på altinget, hvori han anbefaler sit forslag om, at to kristne fra hver fjærding skal hellige deres liv til herren[207], og Þorgeirs tale på altinget[208]. Særlig skal jeg fremhæve to af Kristni sagas udeladelser, nemlig af Þangbrands tale til Siðu-Hallr om englene, særlig om ærkeenglen Michael, og af Hjaltes og Gizurs tale på altinget, i hvilken de opfordrer hedningerne til at antage kristendommen[209], fordi Kristni s. på bægge disse steder i stedet for den udeladte tale har en bemærkning om, at en tale blev holdt[210], med angivelse af dens hovedindhold. Tydeligere kunde forfatteren næppe sige, at han på disse steder har udeladt en tale, som stod i hans original, og når vi i Olafssagaen på de tilsvarende steder finder taler, som i tone og stil fuldstændig ligner Gunnlaugs sædvanlige, så kan vi ikke være i tvivl om, at disse taler i den store Olafs saga er oversatte fra Gunnlaugs værk, som Kristni s. her forkorter.

Efter alt, hvad vi ved om Gunnlaugr, synes han ligeså lidt som Oddr at have haft sin styrke i det kronologiske. Hans interesse lå på andre områder. Vel har han ligesom Oddr hist og her indflettet en kronologisk notits, som angav en begivenheds afstand i tid enten fra Kristi fødsel eller fra andre mærkelige begivenheder[211]. Men på den anden side synes han ikke at have lagt stor vægt på de enkelte begivenheders indbyrdes tidsfølge. I det mindste er dette tilfældet i hans Jons saga. Her har han f. eks. sammenstillet de legender og sagn, han havde hørt om biskop Jon fra hans embedstid[212], men han nedskriver dem som det synes i en tilfældig orden, således som de falder ham i pennen, uden at gøre noget forsøg på at ordne dem kronologisk. De fleste af disse legender er ikke henførte til nogen bestemt tid, men det forekommer også, at en begivenhed, som ud- trykkelig siges at tilhøre biskop Jons første embedstid, har fået plads temmelig sent i rækken[213] .

Men har Gunnlaugr altså ikke haft stor interesse for kronologien, så har hans bearbejdere, de mænd, hvem vi skylder den store Olafs saga og Kristni s., haft det i en så meget desto højere grad. Om den første har jeg allerede talt. Om Kristni sagas forfatter bemærker Brenner med rette, at han viser en ængstelig stræben efter at ordne alt efter kronologiske synspunkter[214]. Begivenhederne fortælles i regelen njøagtig efter den af forfatteren antagne tidsfølge. Når vi nu ved hjælp af Kristni s. og den store Olafs saga søger at gøre os en forestilling om, i hvilken orden bægges fælles kilde har fortalt de enkelte begivenheder, møder vi den vanskelighed, at ingen af bearbejderne er rigtig til at stole på med hensyn til anordningen, fordi de bægge har den samme tilbøjelighed til at ordne kronologisk. Imidlertid, når den ene saga har en disposition, som afviger fra sagaens egen eller også fra den sandsynligere tidsfølge, medens den anden har alt i bedste overensstemmelse med kronologien, vil man deraf kunne slutte, at den første nærmer sig mest til bægges original. Når således notitsen om, i hvilket år biskop Frederik og Þorvaldr kom til Island, i Olafssagaen afslutter hele afsnittet om den første mission, medens den i Kristni s. indsættes umiddelbart efter den begivenhed, hvorom der er tale, så kan det ikke være tvivlsomt, at Olafs- sagaens orden er den oprindeligste, idet vi under denne forudsætning let kan indse, hvorfor Kristni s. i følge hele sin tendens her måtte forandre ordenen, som sket er, medens vi ikke kan forklare Olafssagaens orden ud fra den forudsætning, at dispositionen i Kristni s. er den oprindelige[215] .

Efter den første mission har Kristni s. et afsnit om Þangbrands opvækst, hans første møde med kong Olaf, hans holmgang i anledning af den irske skønhed, hans tilslutning til kong Olaf og udnævnelse til dennes hirdpræst, om kongens ankomst til Norge, opførelsen af kirken på Mostr og Þangbrands ansættelse som præst ved denne kirke, om hans ødselhed og deraf følgende pengeforlegenhed og røvertog. Den sidste del af dette stykke — fra og med kongens ankomst til Norge — er ved en ilde anbragt og sikkert for Kristni s. uoprindelig kapiteloverskrift adskilt fra det øvrige og henført til det følgende afsnit om Stefnir[216] . I Olafssagaen står de af disse begivenheder, som går forud for kongens ankomst til Norge, ikke i nogen forbindelse med Kristni þáttr, men indflettes forud for denne i kong Olafs ungdomshistorie, adskilte i to stykker, det ene (Þangbrands opvækst og første møde med kongen) noget for, det andet (tvekampen og tilslutningen til kong Olaf) noget efter kongens dåb[217] . Det er sandsynligt, at disse begivenheder har været indordnede på tilsvarende pladser i Gunnlaugs Olafs saga. Kristni sagas forfatter kunde i følge sin plan ikke optage de omgivende partier af Gunnlaugs Olafs saga, men vilde på den anden side gærne give sine læsere besked om Þangbrands ungdomsæventyr. Det naturligste vilde have været at bruge dette stykke som indledning til afsnittet om Þangbrandr. Men af kronologiske grunde valgte bearbejderen at indstille det imellem Þorvalds og Stefnis þáttr, da de fleste af disse begivenheder efter hans mening faldt i tidsrummet mellem den første og den anden mission. Det er i dette stykke, at Olaf Tryggvason første gang indføres på en måde, som synes at vise, at forfatteren her excerperer en Olafs saga (se ovenfor). De latinske navneformer (Albertus, Alberto, Hugbertus, Vilbaldus) viser, at denne Ólafs s. var skreven på latin[218] , og da der ikke kan være tale om Odds værk, som ikke har et ord om Þangbrandr for hans ankomst til Norge, kan vi ikke være i tvivl om, at det er Gunnlaugs Olafs saga, som har været Kristni sagas og den store Olafs sagas kilde. At Gunnlaugs værk ligesom den store Olafs saga har fortalt Þangbrands ungdomshistorie i to stykker, adskilte blandt andet ved beretningen om kongens dåb, antyder også Kristni s. ved ordene: Nokkoru siðarr lét Ólafr skirast i Syllingum á Írlandi, som i den afbryder fortællingens gang netop på grænsen af de to stykker, som Olafssagaen har adskilte. Opførelsen af kirken på Mostr og Þangbrands ansættelse ved samme knyttes i bægge sagaer til beretningen om kongens ankomst til Norge, og her har disse begivenheder sikkert også haft plads i Gunnlaugs Olafs saga[219] . I Kristni s. ender derpå det første afsnit om Þangbrandr med beretningen om hans ødselhed og pengetrang samt om hans røvertog, hvorpå sagaen går over til Stefnis þáttr. Disse sidst omtalte begivenheder står i Olafssagaen efter Stefnis þáttr og indleder beretningen om Þangbrands mission til Island. Også her er Olafssagaens orden sikkert den oprindelige. Kristni s. har her åbenbart forandret ordenen for at have rent bord, når den efter Stefnis þáttr optog tråden igen, og for ikke at behøve at gå tilbage i tiden, når den skulde til at fortælle om Þangbrands mission.

I Stefnis þáttr afviger vore to sagaer igen fra hinanden med hensyn til begivenhedernes rækkefølge, men her er der ikke blot tale om en forskellig anordning af stoffet, men om en virkelig afvigelse med hensyn til tidsregningen. Olafs-sagaen lader Stefnir umiddelbart efter sin ankomst til Island foretage lange rejser til Vestlandet og Sydlandet; ved sin voldsomme fremgangsmåde vækker han hedningernes forbitrelse, og på altinget den samme sommer vedtager disse en lov, som går ud på, at bespottelse mod guderne skal straffes med fredløshed. I henhold til denne lov anklages så Stefnir af sine frænder, Usvifrs sønner, og erklæres for fredløs. Stefnir overvintrer alligevel i landet, men om foråret driver hans skib til søs, hvilket hedningerne betragter som et tegn på gudernes vrede og digter et vers derom. Imidlertid kommer skibet uskadt til land igen, hvorpå Stefnir rejser til Norge. Kristni s. henlægger derimod forhandlingerne på altinget og fredløshedsdommen ikke til den første, men til den anden sommer, som Stefnir opholder sig på Island, altså efter uheldet med skibet, som også den sætter på samme tidspunkt som Olafssagaen, og naturligvis ordner Kristni s. begivenhederne efter denne tidsfølge. Kristni sagas kronologi er ubetinget den sandsynligste. Der bliver ikke tid til lange rejser fra Stefnis ankomst indtil altinget den samme sommer, og heller ikke er det meget sandsynligt, at Stefnir efter fredløshedsdommen et helt år ustraffet har kunnet sidde den overhørig og trodse den almindelige uvilje[220] . Men netop fordi kronologien i Kristni s. er så glat, må man antage, at den store Olafs saga her med størst troskab gengiver Gunnlaugs værk. Olafssagaens orden kan ikke forklares ud fra den forudsætning, at Kristni sagas anordning er den oprindelige, men vel det modsatte. Gunnlaugr har altså sikkert haft den samme disposition som Olafssagaen, og fortalt episoden om skibet efter forhandlingerne på altinget, men rimeligvis har han ikke udtrykkelig angivet, i hvilken af de to somre altinget faldt. Den store saga har da i overensstemmelse med Gunnlaugs anordning af stoffet henlagt altinget til den første sommer, medens Kristni sagas forfatter, som tænkte nærmere over begivenhedernes sandsynlige tidsfølge, har indset, at altinget ikke kunde falde for end i den anden sommer, og forandret ordenen i overensstemmelse dermed.

Også i Þangbrands þáttr har Kristni s. foretaget lignende omstillinger af kronologiske grunde. Således henlægger den Hjaltes og Gizurs dåb til Þangbrands første[221] sommer i Island og indfletter en notits derom i denne sommers begivenheder. Olafssagaen omtaler disse høvdingers dåb kun i forbigående i anledning af deres ankomst til Norge i året 999, uden nærmere tidsangivelse[222] . For Þangbrands anden rejse fra Østlandet til Sydlandet i den første sommer, eller rettere for beretningen om drabet af de to skjalde, Vetrliði og Þorvaldr veili, som Þangbrandr og Guðleifr Arason dræbte på denne rejse, indskyder Kristni s. en bemærkning om, at disse skjalde havde digtet nidviser om Þangbrandr, og anfører den sidstes vers til Ulfr Uggason og dennes undvigende svar. Olafssagaen har derimod alt i den naturlige orden, først Vetrliðis drab i anledning af »nið ok guðlastan«, derpå de omtalte vers og endelig i umiddelbar fortsættelse deraf Þorvalds drab. Kristni s. har åbenbart tænkt sig spotteversene digtede for rejsen og derfor stillet dem foran[223]. Ligeledes beretter Kristni s. om Þangbrands fredløshedserklæring blandt den anden sommers begivenheder, medens Olafssagaen kun lejlighedsvis har en notits derom i den beretning om resultatet af missionen, som Þangbrandr giver kongen ved sin hjemkomst til Norge. Af denne notits fremgår, at Olafssagaen ligesom Kristni s. henfører denne begivenhed til Þangbrands anden sommer, men denne er i følge Olafssagaen Þangbrands sidste sommer i landet, i følge Kristni saga derimod hans næstsidste, da denne lader ham opholde sig tre år på Island, Olafssagaen derimod kun to. Her kommer vi ind på den vigtigste kronologiske uoverensstemmelse mellem de to sagaer, en uoverensstemmelse, som også har en videre rækkende betydning, nemlig for tidsregningen i Olaf Tryggvasons regeringshistorie. At Kristni s. med urette har udstrakt Þangbrands ophold på Island til 3 år, er sikkert. Den står her alene overfor alle de andre kilder. Den pålideligste af disse, Are, lader opholdet kun vare »1 eller 2 år»[224], Oddr Havn., som afskriver Are, ligeså[225] , Njála kun 1 år[226] , Hkr., den store Olafs saga og Theodorich 2[227] . Men hvilke grunde har bevæget Kristni s. til her at afvige fra den af Are fastslåede og sikkert af Kristni sagas kilde (Gunnlaugr) antagne tidsregning? Svaret ligger lige ved hånden. I Gunnlaugs værk har den fundet en fra Oddr[228]stammende notits, som gik ud på, at kong Olaf havde hersket 5 år over Norge[229]. Disse 5 år måtte naturligvis regnes tilbage fra Olafs »forsvinden« ved Svoldr i september måned år 1000[230]. Men da sagaen udtrykkelig bemærker, at Olaf kom til Norge i begyndelsen af goe- måned[231] , kunde den ikke få fulde 5 år til facit uden ved at henføre Olafs ankomst til goe-måned 995. Indenfor den således vundne kronologiske ramme søger så forfatteren at ordne begivenhederne. Stefnir rejser til Island i Olafs første sommer, altså 995, og kommer tilbage næste år 996 sent om sommeren. Samme efterår afgår Þangbrandr til Island. Hans tilbagekomst til Norge kunde imidlertid ikke falde for efteråret 999, fordi den er så nøje knyttet til Islændernes ophold i Nidaros i dette efterår og Hjaltes og Gizurs påfølgende mission, som endte med kristendommens antagelse på altinget år 1000. Ud fra disse forudsætninger måtte Kristni s. nødvendigvis komme til det resultat, at Þangbrandr havde opholdt sig 3 år på Island (996 — 999). Og ser vi nærmere på sagaens fremstilling af Þangbrands æventyr på Island, opdager vi, at et af de tre år fyldes med begivenheder, som ingen anden kilde end Kristni saga ved noget om, og som åbenbart er berettede efter en mundtlig kilde. Alle disse begivenheder foregår i egnen omkring Hitará på grænsen af Myra- og Hnappadals syster, og beretningen om dem grunder sig øjensynlig på lokalsagn fra denne egn, hvor Kristni sagas forfatter må have været godt kendt, hvilket fremgår af de specielle stedbestemmelser, til dels med tilføjet artikel (á fitinni 3 gange), og navnlig af bemærkningen »ok sér þar enn gerla kumlin«[232]. Alt tyder således på, at vi i denne episode har en selvstændig tilføjelse af Kristni sagas forfatter, optegnet efter mundtlig tradition[233]. Disse begivenheder måtte naturligvis indordnes i det kronologiske skema, og det lå da nær at benytte dem til at udfylde det år, som Kristni s. i følge det ovenfor udviklede så sig nødt til at føje til Þangbrands ophold på Island. Dette har den også gjort, idet den henfører disse begivenheder til det mellemste af de tre år, som Þangbrands mission i følge sagaen spænder over. Hvorfor den netop valgte det mellemste år, bliver klart, når vi sammenligner den med den store Olafs saga, som her sikkert temmelig nøje følger Gunnlaugr. Den første sommers begivenheder fortæller bægge sagaer væsentlig på samme måde, indtil Þangbrandr vender tilbage til Siðu-Hallr fra sin anden rejse til det vestlige Sydland, efter at have dræbt Vetrliði og Þorvaldr veili. Men her skilles de ad. Olafssagaen lader Þangbrandr straks efter ankomsten til Hallr ruste sit skib til hjemrejsen og derpå stikke i søen. Men skibet bliver af en storm forslået til det vestlige Island og må søge havn i Borgarfjorden i nærheden af gården Höfn. Da Gizurr hviti erfarer dette, indbyder han Þangbrandr til sig, og denne overvintrer derpå hos ham. Kristni sagas forfatter måtte naturligvis i henhold til det ham bekendte lokalsagn forkaste Gunnlaugs beretning om, at Þangbrands skib, da det drev tilbage, søgte land ved Höfn. Man påviste jo ikke blot et Þangbrandshrof, men også hans festarsteinn ved Hitará. Her måtte han altså lande[234]. Men dermed var også den plads bestemt, som de begivenheder, der grupperer sig om Hitará, måtte indtage i fortællingen. De måtte falde efter landingen. Den forlegenhed, som Þangbrandr kom i ved befolkningens fjendtlige sindelag, navnlig efter Skeggbjörns drab, dannede da en naturlig overgang til Gizurs indbydelse, og det er slet ikke usandsynligt, at lokalsagnet har vidst at fortælle om, at det var Gizurr, som reddede Þangbrandr ud af kniben. Således var begivenhedernes indbyrdes rækkefølge fastslået. Episoden ved Hitará, der skulde fylde det ledige år, som Kristni s. føjede til Þangbrands ophold, måtte altså falde mellem ankomsten til Siðu-Hallr ved slutningen af den første sommer og Gizurs indbydelse. Derfor lader Kristni s. i modsætning til alle andre kilder Þangbrandr opholde sig den anden vinter hos Siðu-Hallr og først næste sommer gøre det mislykkede forsøg på at komme til Norge. Landingen i Hitará og de påfølgende begivenheder falder da efter altinget samme sommer, idet sagaen umiddelbart forud for dem omtaler Þangbrands fredløshed, hvorved den tillige stiltiende motiverer befolkningens fjendtlige optræden[235]. Kristni sagas egen fremstilling sammenlignet med den store Olafs saga bærer altså tydelige spor af, at den vilkårlig har indskudt det mellemste af de 3 år, som Þangbrands ophold varer. Når vi sletter dette år med de dertil henlagte begivenheder, for så vidt som de ses at bero på selvstændige tilføjelser af Kristni sagas forfatter (opholdet hos Hallr den anden vinter og begivenhederne ved Hitará), får vi Olafssagaens fremstilling. Den mislykkede rejse til Norge og landingen i Faksebugten falder da ganske naturlig umiddelbart efter Þangbrands ankomst til Siðu-Hallr ved slutningen af den første sommer, hvorpå Þangbrandr efterkommer Gizurs indbydelse sent om efteråret det samme år. Her mødes sagaerne igen, og fra nu af følges de væsentlig ad. Dog er beretningen om Þangbrands uheld med skibet og dets reparation, som i Olafssagaen fortælles samlet, i Kristni s. adskilt i to stykker, af hvilke det sidste, der handler om skibets reparation, stilles efter Þangbrands rejse til Vestlandet. Her er dog ikke tale om nogen virkelig uoverensstemmelse mellem de to sagaer i kronologisk henseende, men kun om en af Kristni sagas sædvanlige omordninger af stoffet, foranlediget ved, at dens forfatter mente, at reparationen var foregået umiddelbart for afrejsen, altså efter Vestlandsrejsen, hvilket heller ikke strider imod Olafssagaen.

Efter afsnittet om Þangbrandr følger i Kristni s. beretningen om Hjaltes kviðlingr og deraf følgende landsforvisning, samt om Gizurs og Hjaltes rejse til Nidaros[236]. Olafssagaen indfletter disse begivenheder i afsnittet om Islænderne i Nidaros, hvor den altså kaster et blik tilbage i tiden[237]. Rimeligvis har Gunnlaugr haft den samme orden som Olafssagaen og Kristni s. forandret den for ikke at afvige fra tidsfølgen. Dog bør det bemærkes, at omgivelserne i Olafssagaen er lånte fra Hkr. , idet kompilatoren har indskudt dette fra Gunnlaugs Kristni þáttr lånte stykke i Hkr.'s beretning om Islænderne i Nidaros og knyttet det til Snorres bemærkning om Gizurs og Hjaltes ankomst til Norge; ordenen kunde altså i Olafssagaen være påvirket af Hkr., men dog forstår man ikke, hvad der kunde have bevæget kompilatoren til at afvige fra Gunnlaugs anordning, hvis vi forudsætter, at denne har haft Kristni sagas disposition — i det umiddelbart foregående afsnit om Þangbrandr afskriver han jo Gunnlaugr og ikke Hkr. Hvorfor skulde han, som også stræber efter at ordne kronologisk, have afveget fra tidsfølgen for at følge Snorre, hvis han hos Gunnlaugr havde forefundet alt i den rigtige kronologiske rækkefølge?

Jeg kommer da til afsnittet om Islænderne i Nidaros. Olafssagaens kompilator har her haft en vanskelig opgave. Han har haft for sig Hkr.'s, Gunnlaugs, Hallfredar sagas og Laxdølas indbyrdes afvigende og tildels hinanden modsigende beretninger og skulde nu sammenarbejde dem til et hele. Jeg har allerede i en tidligere afhandling påvist, hvorledes han løste denne opgave[238], og skal derfor her kun fremhæve hovedresultatet af denne undersøgelse, for så vidt som det vedkommer det foreliggende spørsmål, samt tilføje, hvad der senere er blevet mig klarere. I sine hovedkilder, Hkr. og Gunnlaugs Olafs saga, fandt kompilatoren en beretning om, at flere hedenske Islændere fra forskellige egne af landet, deriblandt Kjartan Ólafsson og Hallfreðr Óttarsson, samtidig havde opholdt sig i Nidaros ved den tid, da Þangbrandr ankom fra Island, altså i efteråret 999, samt at alle disse mænd tilsidst af Olaf lod sig bevæge til at antage kristendommen[239]. Dette kunde han ikke forlige med Hallfr. sagas og Laxd.'s beretning, i følge hvilken hverken Hallfreðr eller Kjartan eller de andre samtidig med denne ankomne Islændere vidste noget om tronskiftet, da de kom til Norge. Han mente derfor, at der her forelå en fejl hos Snorri og Gunnlaugr, og at de med urette havde forlagt de i Hallfr. s. og Laxd. omtalte personers ankomst til Olafs næstsidste i stedet for til hans første regeringsår. Derfor lader han Olaf efter det første mislykkede tog til Hålogaland — som han af hensyn til Laxd. og Hallfr. s. rykker op til sommeren 996 — drage ind til Trondhjem for at mødes med Islænderne, og indfletter her de pågældende partier af Hallfr. s. og Laxd. Alligevel kan han ikke på grund af begivenhedernes sammenhæng udelade afsnittet om Islændernes ankomst til Nidaros i efteråret 999, og den måde, hvorpå han her benytter sine kilder, er særdeles betegnende for hele hans kritiske metode. I den første del af afsnittet følger han Heimskringla, men udelader naturligvis af dennes fortegnelse over Islænderne alle de personer, som tidligere var omtalte i de fra Hallfr. s. og Laxd. optagne partier, og alt hvad der angår dem[240]. I dette fra Hkr. hentede stykke indfletter han det ovenfor omtalte afsnit om Hjaltes landsforvisning og hans og Gizurs Norgesrejse, som er lånt fra Gunnlaugs Kristni þáttr, og indskyder på et par steder i de forekommende samtaler bemærkninger, som ikke findes i Hkr. og derfor rimeligvis også stammer fra Gunnlaugr[241]. I den sidste del af afsnittet stemmer den store Olafs saga derimod med Kristni saga, som kun har en lidt forkortet tekst, og bægge må derfor her have øst af deres sædvanlige fælles kilde, Gunnlaugr[242].

Vi ser altså, at det her til en forandring er den store Olafs saga, som, i den første del af afsnittet, har forandret begivenhedernes tidsfølge og omordnet dem, samt at den i dette stykke — bortset fra den indflettede episode — er en af Hkr., Hallfr. s. og Laxd. afledet kilde, som ikke har den ringeste betydning for spørsmålet om Kristni sagas kilde, og derfor helt må lades ude af betragtning[243]. I den sidste del af afsnittet har den derimod gjort god tjæneste ved at vise, at Kristni s. her støtter sig til Gunnlaugr. At dennes værk også i den første del ligger til grund for Kristni sagas fremstilling, må anses for sikkert, men hvorvidt den til dette stykke foruden Gunnlaugr har benyttet andre kilder, er et andet spørsmål, som jeg senere vil vende tilbage til, når jeg først har afsluttet sammenligningen af Kristni sagas og den store Olafs sagas disposition.

I det følgende afsnit, der handler om Hjaltes og Gizurs mission og kristendommens antagelse i året 1000, følges vore to sagaer væsentlig ad, og begivenhederne fortælles gennemgående i den samme orden. Men efter dette afsnit har Kristni s. i k. 12 beretningen om Stefnis møde med Þorvaldr Koðránsson og bægges fælles rejser, som den forlægger til tiden efter kong Olafs »forsvinden« ved Svoldr, samt om Þorvalds død og Stefnis sammenstød med Sigvalde jarl og deraf følgende drab. Den store Olafs saga sætter Þorvalds og Stefnis rejser i tiden mellem den første og anden mission. Om Þorvaldr hedder det her, at han besøgte Jerusalem, Syrien, Grækenland, men dog især de østlige lande (Austrvegr, Rúzland, Garðariki) , om Stefnir derimod, at han rejste med Þorvaldr vide omkring i verden for at besøge hellige steder, uden at disse i øvrigt nærmere angives, samt at han derpå vendte tilbage til Norden og traf Olaf i de vestlige lande (Storbritannien). I Kristni s. stemmer Þorvalds og Stefnis fælles rejserute væsentlig med den rute, som i Olafssagaen tillægges Þorvaldr alene (Jórsalaheimr, Mikligarðr, Kænugarðr hit eystra eptir Nepr). Naturligvis indfletter Olafssagaen disse begivenheder på den plads, der tilkommer dem efter tidsfølgen, og her beretter den også om Þorvalds død. Efter Svolderslaget lader den Stefnir gøre en pilegrimsrejse til Rom, denne gang alene, og derpå fortæller den væsentlig overensstemmende med Kristni s. om Stefnis tilbagekomst til Danmark, sammenstød med Sigvalde jarl og endelig om hans drab[244]. Jeg har allerede i det foregående fremhævet grunde, der taler for, at bægge sagaers fælles kilde, Gunnlaugr, har vidst at fortælle om Þorvalds møde med Stefnir i tiden mellem den første og den anden mission, og for så vidt er Olafssagaen mere oprindelig end Kristni s. Men når Olafssagaen lader Stefnir gøre den lange omvej fra Rusland eller dog fra de sydlige lande til Storbritannien for at træffe sammen med kong Olaf og følge ham til Norge, så er dette en nødvendig følge af, at sagaen med Snorre lader Olaf komme fra de vestlige lande, og kan ikke være lånt fra Gunnlaugr, der, som vi ovenfor har set, var enig med Oddr i at lade Olaf komme fra Rusland. Kristni s. har her bedre bevaret det oprindelige, idet den udtrykkelig bemærker, at Stefnir var i kong Olafs følge, da han kom til Norge fra Rusland i begyndelsen af goe-måned[245] . Hvorledes det gik til, at Islænderen traf sammen med kongen så langt borte fra sit hjem, giver sagaen ikke den ringeste oplysning om. Men netop dette bekræfter, at dens kilde ligesom den store Olafs saga har vidst at fortælle om Stefnis tidligere rejser sammen med Þorvaldr i de østlige lande og ladet ham på hjemrejsen træffe sammen med Olaf. Endelig bør det fremhæves, at Flat., som ofte har bevaret mere af Gunnlaugs værk end Fms., i anledning af Þorvalds rejser omtaler et møde mellem Þorvaldr og kong Olaf og lader dem holde lange taler til hinanden, som fuldstændig ligner Gunnlaugr og sikkert må være oversatte efter en latinsk original[246]. Hvis denne beretning, som jeg tror, er taget fra Gunnlaugr, har vi i den et bevis for, at han ikke som Kristni saga har henført Þorvalds rejser i Rusland til tiden efter Svolderslaget, men som den store Olafs saga til tiden for Olafs tronbestigelse, ligesom det også er sandsynligt, at beretningen om disse rejser hos ham ligesom i den store Olafs saga har haft sin plads i slutningen af Þorvalds þáttr. Den store sagas kompilator synes ikke at have medtaget dette møde mellem Þorvaldr og kongen, fordi han fandt det usandsynligt, og fordi det ikke rigtig stemte med den senere af ham optagne beretning, i følge hvilken kongen hos Stefnir søger oplysninger om Þorvaldr, som om han slet ikke havde kendt ham[247]. Af lignende grunde har vel også Kristni sagas forfatter fundet hele beretningen om Þorvalds rejser og møde med kongen og Stefnir inden dennes mission mistænkelig, men dog ikke villet helt forkaste sagnet om de to missionærers fælles rejser, og da han hos Gunnlaugr fandt en til Fms. III, s. 19 Flat. I, s. 500 svarende beretning om, at Stefnir efter Svolderslaget havde foretaget en pilegrimsrejse til Rom og på tilbagerejsen var bleven dræbt på Sigvaldes foranstaltning, mente han, at også de ældre pilegrimsrejser, som Gunnlaugr omtalte, burde henføres til samme tid. Jeg må altså fastholde, at det her er Kristni s., som har forandret begivenhedernes tidsfølge og med den naturligvis anordningen.

Det har således vist sig, at de to sagaers kronologiske tvistepunkter let lader sig forklare ud fra deres respektive kronologiske system, samt at de vigtigste afvigelser i anordningen af stoffet er begrundede i bægges stræben efter at ordne efter tidsfølgen. I de fleste tilfælde er det Kristni s., som har afveget fra den fælles original. Dette kronologiske ordensprincip forklarer også et ganske mærkeligt tilfælde, hvor bægge sagaer synes at have fjærnet sig fra Gunnlaugr. Bægge lader de Stefnir i anledning af hans fredløshed udtale til sine frænder, Usvifrs sønner, som havde sagsøgt ham, at fredløsheden ikke vilde volde ham selv nogen skade, men at de derimod på grund af deres optræden om nogle få år vilde blive ramte af en stor ulykke[248]. Forudsigelser af denne art plejer ellers altid i vore sagaer at gå i opfyldelse, og virkelig finder vi i Olafssagaen i det sidste stykke Laxd., som den indfletter efter Kristni þáttr, en bemærkning om, at den fredløshedsstraf, som Usvifrssønnerne pådrog sig ved drabet af Kjartan Ólafssøn, må betragtes som en fuldbyrdelse af Stefnis spådom[249]. Laxd. indeholder på det tilsvarende sted[250] ikke nogen sådan bemærkning, og Olafssagaen må derfor have lånt den fra Gunnlaugr. Men i Kristni saga søger vi forgæves efter opfyldelsen af Stefnis profetiske ord. Hvorledes skal dette forklares? Åbenbart har Gunnlaugr haft det hele samlet på et sted. Opfyldelsen har hos ham sluttet sig til spådommen i umiddelbar følge. Dette var imidlertid efter de senere bearbejderes mening at foregribe begivenhedernes gang. Kjartans drab og Usvifrs- sønnernes fredløshed måtte jo falde flere år efter Stefnis, ja endogså efter Þangbrands mission og kristendommens antagelse. Bægge bearbejdere opsatte derfor at medtage den pågældende notits for senere ved given lejlighed at anbringe den i den rigtige kronologiske orden. Dette har også Olafs-sagaen virkelig gjort. Men for Kristni s. frembød der sig ikke senere nogen lejlighed til at omtale Kjartans drab, og den glemte derfor at optage den på det tidligere sted udeladte bemærkning.

Endnu skal jeg omtale en afvigelse i de to sagaers anordning, som ikke synes at være begrundet i kronologiske hensyn. I Þorvalds þáttr skildrer Olafssagaen i få ord missionens fremgang. »Det findes ikke omtalt«, hedder det, »at nogen mænd i den vestlige fjærding ved deres (o: biskoppens og Þorvalds) ord lod sig bevæge til at antage kristendommen, men i Nordlændingefjærdingen antog nogle fornemme mænd den rette tro.« Blandt dem, som fuldstændig lod sig omvende, opregner sagaen derpå tre høvdinger, Önundr i Reykjadal, Hlenni fra Saurbær i Øfjorden og den skagfjordske høvding Þorvarþr Spaköðvarsson. »Men mange«, hedder det videre, "troede på Kristus, selv om de foreløbig ikke lod sig døbe, opgav afgudsdyrkelse og al hedensk skik og vilde ikke betale hovtold.« Denne bemærkning slutter sig i Olafssagaen til fortællingen om missionærernes rejse til Vestlandet og sammenstød med Friðgerðr og hendes søn Skeggi. Kristni s. har på det samme sted en omtrent enslydende bemærkning, dog med udeladelse af fortegnelsen over de kristnede høvdinger, som hos den har sin plads tidligere, efter beretningen om missionærernes ankomst til Island. Fortegnelsen stemmer i øvrigt med Olafssagaen, kun tilføjer Kristni saga, at Eyjólfr Valgerðarson lod sig primsigne. Lige i forvejen har sagaen opregnet de mægtigste høvdinger, som fandtes på Island ved missionærernes ankomst. Det er ikke usandsynligt, at denne fortegnelse har udøvet en tiltrækning på fortegnelsen over de høvdinger, som antog kristendommen, tilmed da to af høvdingerne er fælles for bægge lister (Þorvardr og Eyjólfr)[251].

Ved den ovenfor anstillede undersøgelse er de fleste og vigtigste uoverensstemmelser mellem Kristni s. og den store Olafs s. allerede forklarede. Det har vist sig, at Olafssagaen i regelen med størst troskab gengiver bægges fælles kilde, Gunnlaugs Kristni þáttr, samt at Kristni sagas afvigelser for det meste ikke er andet end bevidste, i bearbejderens personlighed og historiske principer begrundede forandringer, gennemførte med stor konsekvens efter en forud lagt og omhyggelig gennemtænkt plan.

De få afvigelser, som endnu står uforklarede, beror vistnok for største delen på benyttelse af andre kilder ved siden af Gunnlaugr. Jeg har allerede i det foregående påpeget Kristni sagas slægtskab med Vatnsdøla i afsnittet om bersærkernes drab på Haukagil, samt at den med hensyn til begivenhederne ved Hitará har støttet sig til mundtlige lokalsagn. Den ovenfor omtalte fortegnelse over de fornemste høvdinger på Island ved år 981 er sikkert også udarbejdet efter andre kilder end Gunnlaugr. I det mindste indeholder Olafssagaen ikke noget tilsvarende. Desuden finder vi en lignende fortegnelse over høvdingerne ved år 1118 henimod sagaens slutning i dens sidste hovedafsnit, hvor den ikke kan have benyttet Gunnlaugr[252]. Disse fortegnelser ligner i høj grad tilsvarende fortegnelser i Landn., og det er ikke umuligt, at de, som findes i Kristni s., først er udarbejdede og tilføjede af Haukr Erlendsson, og at den ovenfor omtalte omstilling af fortegnelsen over de døbte høvdinger, som bringer forvirring ind i sagaens ellers så klare tidsregning[253], også stammer fra ham. Den uoverensstemmelse, som finder sted mellem Kristni saga og Olafssagaen i Þorvaldr Koðrånsson's genealogi, er naturligvis også begrundet i benyttelse af forskellige kilder, men i øvrigt skal jeg lade det henstå uafgjort, om det her er Kristni s. eller Olafssagaen, som afviger fra Gunnlaugr — den første stemmer med Njála, den sidste med Landn.[254] . Om Ormr Koðránssons giftermål og familieforbindelser giver Kristni s. oplysninger, som savnes i Olafssagaen[255] og ligeledes er den første udførligere end den sidste i beretningen om Vetrlíðis drab[256] . I bægge disse tilfælde må vi antage , at Kristni saga har benyttet andre kilder end Gunnlaugr, og det samme gælder om tilføjelsen af kongernes navne (Dagr, Tryggvi) i Þorgeirs tale på altinget år 1000[257].

Jeg har allerede ovenfor udpeget de steder i Kristni s., som i ordlyd har en vis lighed med Islbk., og deraf sluttet, at den har benyttet Islbk. ved udarbejdelsen af det afsnit, hvor disse paralleler findes (Hjaltes og Gizurs mission). Af sammenligning med Olafssagaen ser vi nu, at Kristni sagas forfatter selv i dette afsnit aldrig har tabt sin hovedkilde, Gunnlaugr, af syne, idet nemlig Olafssagaen på de tilsvarende steder overalt stemmer overens med Islbk. og Kristni s. i det faktiske. Dette viser, at Kristni sagas og Olafssagaens fælles kilde for dette afsnit må have benyttet Are. I ordlyd fjærner Olafssagaen sig i regelen mere end Kristni s. fra Islbk., men dog finder man også eksempler på det modsatte[258], som synes at vise, at også Olafssagaens kompilator eller den mand, hvem vi skylder den oversættelse af Gunnlaugs værk, som kompilatoren rimeligvis har benyttet (Bergr), har læst Are, og at hans tekst, nærmest ved en reminiscens, har haft indflydelse på sagaens udtryksmåde. Notitsen om Hallr i Haukadal's dåb, som Kristni s. har lånt fra Islbk., findes ikke i Olafssagaen og har derfor vistnok ikke stået hos Gunnlaugr. Angående Stefnis nidvise om Sigvalde jarl og den førstnævntes drab påberåber Kristni s. sig udtrykkelig Ares vidnesbyrd. Men også Olafssagaen har den samme beretning som Kristni s. om denne begivenhed, hvilket viser, at Gunnlaugr også må have haft den[259]. Rimeligvis er da ligeledes henvisningen til Are i Kristni s. lånt fra Gunnlaugr, men udeladt i Olafssagaen. Gunnlaugr søger jo også ellers at hæve sin fremstillings troværdighed ved at henvise til Are. Hvor denne har handlet om Stefnis drab, er usikkert — måske i den særskilte kongesaga (jfr. ovenfor).

Både Kristni s. og Olafssagaen fortæller væsentlig overensstemmende om Digr-Ketils sagsanlæg mod Þorleifr fra Krossavik. Denne beretning må derfor være taget fra Gunnlaugr. Olafssagaens henvisning til Vápnfirðinga saga findes ikke i Kristni s. og må derfor være tilføjet af kompilatoren; fra Gunnlaugr kan den ikke stamme, da Vápnfirðinga saga sikkert først er forfattet efter hans død. Det bør også bemærkes, at der såvel i Kristni sagas som i Olafs-sagaens fremstilling findes en uoverensstemmelse med Vápnfirðinga saga, idet nemlig de første lader Digr-Ketill sagsøge Þorleifr for udøvelse af den kristelige religion (Fms. og Flat.: »kristnihald«, Kristni s.: »kristni«), den sidste derimod for at have undladt at betale hovtold. Dette bekræfter, at hverken Kristni s. eller Olafssagaen her støtter sig til Vápnfirðinga saga, skønt Olafssagaen henviser til den[260].

Har Kristni s. benyttet andre kilder end Gunnlaugr ved udarbejdelsen af afsnittet om Islænderne i Nidaros? Dette afsnit falder i to, ved Þangbrands ankomst fra Island adskilte, omtrent lige store stykker. Jeg har allerede påvist, at største delen af det sidste stykke, som stemmer med Olafssagaen, er lånt fra Gunnlaugr, og rimeligvis har han også været Kristni sagas kilde for begyndelsen af dette stykke, hvor Olafssagaen nærmere slutter sig til Hkr., tilmed da denne her i alt det faktiske stemmer med Kristni saga. større vanskeligheder frembyder spørsmålets løsning for det første stykkes vedkommende, fordi Olafssagaen her lader os i stikken, og fordi så mange kilder her må tages i betragtning. Jeg smigrer mig ikke med at kunne give et endeligt svar på dette indviklede spørsmål, men skal kun tillade mig at fremsætte min mening om kildernes gensidige forhold.

Den ældste af vore kilder er Ares Islbk. Han kender til Islændernes ophold i kongens umiddelbare nærhed ved Þangbrands ankomst til Norge fra Island, og beretter, at kongen i sin vrede over den mislykkede mission vilde lade dem mishandle eller dræbe. Men dermed er også de oplysninger, han giver om de begivenheder, der gik forud for Þangbrands ankomst, udtømte, og vi søger derfor hos ham forgæves en forklaring af de andre kilders detaillerede angivelser. Dog bør det fremhæves, at Are udtrykkelig sætter Þangbrands ankomst fra Island til sommeren 999[261].

Af de andre kilder gør Oddr Holm. det mest primitive indtryk, og repræsenterer derfor vistnok Odds oprindelige tekst. Tre islandske skibe er et efterår tilstede i Nidaros, det ene af dem ejes af Kjartan og Bolli, det andet af Hallfreðr og Þórarinn Nefjólfsson, det tredje af Brandr enn ǫrvi og Þorkell, Viga-Styrs brodersønner. Tre gange gør de forgæves forsøg på at komme bort, åbenbart af frygt for kongen, skønt det ikke fremhæves. Kjartans kapsvømning med kongen skildres i få ord. Kjartan indlader sig derpå af ren kappelyst, uden at nogen opfordrer ham dertil. To gange dukker de under vandet, den første gang er det Kjartan, som er den angribende part, den sidste gang kongen, og denne beholder overtaget. Kongen indleder derpå en samtale med Kjartan, som svarer beskedent, men ikke afvisende og tilsidst modtager en kappe af kongen. Ved tilbagekomsten til sit skib får han skænd — navnlig af Hallfreðr — for at have modtaget kappen og svømmet omkaps med kongen. Der indtræder dårligt vejr, som hedningerne giver de kristne skylden for. Juleaften er Islænderne tilstede ved de kristnes gudstjæneste, og ved tilbagekomsten fra den udtaler Kjartan for sine landsmænd sin beundring for kongen. Denne får gennem sine spejdere kundskab om det indtryk han havde gjort på Kjartan og sender bud efter ham den næste dag og overtaler ham og alle hans folk til at antage kristendommen. Også Hallfreðr og de andre Islændere lader sig døbe, den første dog kun på den betingelse, at kongen står fadder til ham. Så kommer Þangbrandr fra Island. Det følgende vedkommer os ikke her; kun bør det fremhæves, at kongen i følge Holm tilbageholder 4 Islændere som gidsler, nemlig foruden Kjartan: »Runolfr Svertings sonr«, Halldórr Guðmundarson og »Kolbeinn sonr breno Flosa«. I denne fortegnelse findes to fejl, idet nemlig »Rundófr Svertings sonr« bør rettes til »Svertingr Rundlfs sonr» og sonr til broðir, men om fejlen stammer fra Oddr selv, eller fra en afskriver, lader sig ikke afgøre. Sikkert er det, at Oddr har tænkt sig de 3 sidstnævnte Islændere som tilstedeværende i Nidaros ved Þangbrands ankomst. De må altså være tidligere ankomne, men dog næppe samtidig med de andre Islændere, da de ikke omtales sammen med dem, snarere efter dem, altså mellem dem og Þangbrandr[262].

Nær beslægtet med Holm er Havn. Den nævner de samme Islændere som Holm. Kun omtales Bolli ikke, rimeligvis fordi han tænkes som et slags appendiks til Kjartan. Denne ejer her et skib i fællesskab med Þorarinn Nefjúlfsson, medens Hallfreðr, som i Holm. er Þorarins medejer, optræder selvstændig som eneste ejer af et skib. Den mand, som i Havn. kaldes Þorkell, hedder her Þorleifr Brandsson. Þorkell i Holm. er vistnok kun en skrivfejl, og hvis den rettes, stemmer bægge redaktioner. I øvrigt synes denne persons virkelige navn at have været Þorleikr (Hkr. 6T. k. 80, Landn. II. p. 11. k. s. 96, Eyrb. k. 56 s. 103), skønt han også ellers en enkelt gang kaldes Þorleifr (Landn. I. p. k. 15 noten under teksten). Han og Brandr enn orvi var fættere og hørte til Kjalleklingeslægten. Deres fædre, henholdsvis Brandr og Vermundr, var brødre, sønner af Þorgrimr Kjallaksson. Den tredje broder, Viga-Styrr, er bekendt nok. Betegnelsen »bróðursynir Viga-Styrs« i Holm. og »bræðrungar« i Havn. er altså kun to udtryk for det samme slægtskabsforhold. Ligesom Holm. omtaler Havn. 4 gidsler, og på samme sted som den. Men den nævner kun 2 af dem, Kjartan og Svertingr Runolfsson (uden fejl). Kronologien er i hovedsagen den samme, kun i Havn. mere bestemt. Islænderne ankommer om efteråret, døbes ved juletid, og straks efter kommer Þangbrandr fra Island. Kapsvømningen indledes her med en samtale mellem Hallfreðr og Kjartan, idet denne opfordrer den førstnævnte til at måle sig med kongen, og først, da han undslår sig, selv beslutter at træde i skranken. Selve kapsvømningen skildres med større udførlighed, Kjartan tager fat på kongens ben for at trække ham ned, de dukker tre gange under. I samtalen med kongen viser Kjartan sig her mindre beskeden (»miök eru aðrar þar eptir«) og mere afvisende (»ec ætla mek öngu skipta, hverr þú ert«) end i Holm. Alle disse afvigelser gør indtryk af at være senere tilføjelser eller udsmykninger. Den måde, hvorpå Hallfreðr her stilles i forgrunden som eneste ejer af et skib og i samtalen med Kjartan, tyder på, at bearbejderen støtter sig til sagn fra Hallfreds fødeegn Hunavatnssyssel, hvilket stemmer med den ovenfor fremsatte antagelse, at Havn. stammer fra Gunnlaugr. I Laxd., som nærmest må antages at repræsentere de bredfjordske sagn, indtager Bolli Hallfreðs plads i samtalen med Kjartan. At Gunnlaugr også i sin senere, i en mere fremrykket alder skrevne, udførlige Olafs saga virkelig har ladet Hallfreðr spille den samme rolle, som han spiller i Havn., bekræftes uformodet fra en anden side. Den store Olafs saga, som ellers er uden værd for undersøgelsen af dette afsnit, fordi den afvekslende følger Hallfr. s., Laxd. og Hkr., giver os her en uventet håndsrækning. I sin beretning om Kjartans ankomst til Norge og om kapsvømningen afskriver den Laxd. Kun lader den Kjartan, førend han selv indlader sig på kapsvømningen, først opfordre Hallfreðr og derpå Bolli til at prøve kræfter med kongen. Åbenbart har vi her en af kompilatorens sædvanlige kombinationer[263]. Når han i sine kilder finder to modstridende beretninger, plejer han at klare sig ved at optage dem bægge og stille dem ved siden af hinanden, som om de gjaldt to forskellige tildragelser. Således også her. Notitsen om Hallfreds deltagelse i samtalen har han naturligvis lånt fra sin sædvanlige kilde Gunnlaugs Olafs saga, som altså i det mindste i dette punkt har stemt med hans tidligere bearbejdelse, der for os er repræsenteret ved Havn.

Et trin længere nede end Havn. i kildernes række står Hkr. og Kristni saga. Den sidstes fremstilling er mere udførlig, Hkr.'s åbenbart kun et udtog — den udelader således kapsvømningen[264] — men , bortset fra denne forskel, har de to sagaer mange berøringspunkter med hinanden. Bægge sætter Islændernes ankomst til Nidaros i efteråret 999, umiddelbart efter Olafs tilbagekomst fra det sidste sejrrige tog til Hålogaland. Bægge indfører de allerede i begyndelsen af afsnittet de 3 gidsler, som i Holm. og Havn. først omtales, efter at Þangbrands ankomst fra Island er berettet. Den kirkefest, ved hvilken hedningerne modtager så dybt et indtryk af den kristelige ritus, at de bagefter lader sig døbe, er hos bægge Mikkelsdag og ikke Jul som i Holm. og Havn. Disse og flere ligheder, som en opmærksom læser let vil opdage ved at læse de to sagaers fremstilling, kan kun forklares på to måder: Enten har den ene forfatter benyttet den anden, eller også har de bægge øst af en fælles kilde. På den anden side findes der også uligheder. Fortegnelsen over Islænderne stemmer ikke, idet Kristni s. ikke omtaler de to fættere Brandr og Þorleikr, som findes på Hkr.'s liste, medens denne forbigår Kálfr Ásgeirsson, som nævnes i Kristni s. Hkr. står her på et ældre standpunkt end Kristni s., idet dens fortegnelse fuldstændig stemmer med Holm. og Havn., når gidslerne hos disse regnes med. Derfor er det i høj grad usandsynligt, at Hkr. skulde have benyttet Kristni s. Men har da omvendt Kristni s. benyttet Hkr.? Dette spørsmål bør efter min mening også besvares med nej. Hvis Kristni sagas forfatter virkelig havde kendt og benyttet Hkr., vilde denne utvivlsomt have udøvet en gennemgribende indflydelse på hans fremstilling, som vi nu — bortset fra det omhandlede sted — ikke mærker noget til. I Hkr. vilde forfatteren have fundet en ordnet tidsregning, som sikkert vilde have tiltalt ham og efterladt sig spor i hans værk, hvis han havde kendt den. Ligeledes vilde han da sikkert have omtalt Hkr.'s fra Gunnlaugr (og Oddr) afvigende beretning om, at Olaf kom fra England til Norge. Kristni s. omtaler kun en Olafs saga, og denne er, som ovenfor fremhævet, ikke Hkr.'s, men Gunnlaugs Olafs saga. Vi har således kun det ene alternativ tilbage: Hkr. og Kristni s. må have øst af en fælles ældre kilde. Denne må have indeholdt alt, hvad der er fælles for Kristni s. og Hkr., altså sat Islændernes ankomst i forbindelse med toget til Hålogaland 999, optaget gidslerne i fortegnelsen over Islænderne, og ladet Kjartans og de andre Islænderes dåb foregå umiddelbart efter Mikkelsdag o. s. v. Sammenligner man nu denne tabte kildes tidsangivelser med de tilsvarende i Havn. og Holm., udmærker de første sig ved større historisk sandsynlighed, men netop derfor gør de også indtryk af at være yngre og mindre oprindelige end de sidste. Holm.'s tidsangivelser er så ubestemte, at man ikke ved hjælp af dem kan afgøre, i hvilket år forfatteren (Oddr) har sat Islændernes ankomst. Dette stemmer fuldstændig med Odds mangel på interesse for det kronologiske og er sikkert oprindeligt. Havn. gør et skridt henimod den tidsregning, som vi finder i Hkr. og Kristni s., for så vidt som den synes at sætte Islændernes ankomst til efteråret 999, Gizurs og Hjaltes til »den samme sommer« (999)[265] deres afrejse til Island og kristendommens antagelse på altinget til sommeren 1000. Men også den lader Þangbrandr komme fra Island umiddelbart efter eller samtidig med Islændernes dåb, som falder ved juletid, og har derved bragt forvirring ind i sin tidsregning, som den har lånt fra Islændingebogen. Havn. 's fremstilling er altså kun et kejtet forsøg på at sammensmelte Odds og Ares modsigende beretninger. Der behøvedes imidlertid ikke stor skarpsindighed til at se, at Þangbrandr ikke godt kunde komme fra Island midt om vinteren. I rigtig erkendelse heraf og sikkert også under påvirkning af Islbk. henlagde derfor forfatteren til Hkr.'s og Kristni sagas fælles kilde Þangbrands ankomst til efteråret 999. Men følgen heraf var, at Islændernes dåb, som i følge Oddr (Holm. og Havn) faldt omtrent samtidig med eller dog snarere lidt for end Þangbrands tilbagekomst fra Island, også måtte rykkes op til efteråret. Den kirkefest, som foranledigede eller dog påskyndede dåben, kunde altså ikke være julefesten, men måtte være en fest, der faldt om efteråret eller sent om sommeren, og da kunde næppe nogen anden fest end Mikkelsdag komme i betragtning. Vi ser altså her en sukcessiv udvikling. Allerede Havn. søger at omarbejde Odds værk for at bringe det i overensstemmelse med Islændingebogens fremstilling, men den gør sig derved skyldig i modsigelser. Den tabte kilde, som må antages at ligge til grund for Hkr. og Kristni s., fjærner disse modsigelser ved yderligere omarbejdelse, og tilvejebringer ved passende ændringer fuldstændig overensstemmelse med Are. Heraf følger, at denne kilde må have været yngre end Havn., men ældre end Kristni s. og Hkr.

Er det muligt nærmere at identificere denne kilde? Efter min mening er den identisk med Gunnlaugs udførlige Olafs saga. Denne er jo netop Kristni sagas hovedkilde i hele det første hovedafsnit (indtil år 1000), og vi har ovenfor set eksempler på, at også Hkr. lejlighedsvis har benyttet Gunnlaugs værk. Ligeledes har jeg ovenfor påvist, at Gunnlaugr har skrevet sit udførlige arbejde senere end den bearbejdelse, der foreligger i Havn. Alle data passer således fuldstændig på Gunnlaugs Olafssaga, og dertil kommer, at vi ikke kender noget andet sagaværk, hvorpå de passer. Den rolle, som Mikkelsdag spiller i fortællingen om Islændernes dåb, er ganske den samme, som den samme fest spiller i fortællingen om Siðu-Halls dåb, som Kristni s. og den store Olafs saga har lånt fra Gunnlaugs Kristni þáttr. Dette moment peger også i samme retning. Vel havde Gunnlaugr ikke sin styrke i det kronologiske, men så megen sund fornuft tør vi dog tiltro ham, at han ved nærmere eftertanke har kunnet indse og rette de modsigelser, som han ved den tidligere bearbejdelse (Havn.) havde gjort sig skyldig i, tilmed da Are, som han kendte og benyttede, allerede havde lagt begivenhederne til rette for ham.

Kristni sagas beretning støtter sig altså, for så vidt som den stemmer med Hkr., til Gunnlaugs udførlige Olafs saga. Med hensyn til de punkter, i hvilke Hkr. og Kristni s. afviger fra hinanden, må det antages, at den kilde, som nærmer sig mest til de ældre kilder, Holm. og Havn., med størst troskab gengiver Gunnlaugs værk. Af denne grund må Hkr.'s fortegnelse over de i Nidaros tilstedeværende Islændere anses for mere oprindelig end Kristni sagas, idet denne har tilføjet Kálfr Ásgeirsson, som ikke findes i de ældre kilder, og udeladt Brandr enn þrvi og Þorleikr (Þorleifr?) Brandsson, fordi de ikke spiller nogen rolle i det følgende. På den anden side har Hkr. udeladt Gunnlaugs beretning om kapsvømningen, som Havn. har bevaret. I sin skildring af selve kapsvømningen og dens følger stemmer Kristni s. væsentlig med Havn. — dog optræder Kjartan her mindre anmassende end i Havn. — , men i den samtale, som også i Kristni s. indleder kampen, finder vi ved siden af slående ligheder[266] også ejendommelige afvigelser. I Kristni s. indtager Bolli Hallfreðs plads, og rollerne er her ombyttede. Det er Bolli, som først opfordrer Kjartan til at måle sig med kongen, men han afslår dette og giver først efter, da han ser, at. Bolli har afklædt sig for at optage kampen. Denne beretning ser nærmest ud som en uklar reminiscens fra Laxdøla, som også lader Bolli indtage Hallfreðs plads i samtalen, men i øvrigt stemmer med Havn. Kristni s. har også et andet berøringspunkt med Laxd., idet nemlig disse to kilder er de eneste, som ved noget om, at Kálfr Ásgeirsson var medejer af Kjartans skib. Enten støtter Kristni s. sig her til selvstændige, til dels fra Laxd. afvigende bredfjordske lokalsagn, eller også er de med Laxd. beslægtede træk tilfojede af en senere afskriver, som havde læst Laxd. og uklart erindrede dens fremstilling, og gengav den efter hukommelsen (Haukr Erlendsson?). Det sidste alternativ synes at være det sandsynligste i betragtning af, at Kristni sagas beretning gør et mindre oprindeligt indtryk end Laxd.'s, når man sammenligner bægge med Havn.

Laxd. er i øvrigt i dette afsnit en underlig blanding af gammelt og nyt. Den slutter sig i forskellige punkter nærmere til Havn. end Kristni s. og Hkr., og står for så vidt på et ældre standpunkt end disse kilder. Ligesom Havn. lader den Islændernes dåb foregå ved juletid, og indfører gidslerne — med undtagelse af Kjartan — først senere, efter Þangbrands ankomst fra Island. Det er dog navnlig i beretningen om kapsvomningen , at man møder så slående ligheder — selv i ordlyd — med Havn., at man nødes til at antage, at Laxd. har haft for sig en med Havn. ligelydende fremstilling. Men på den anden side er fortællingen i Laxd. åbenbart udstyret med forskellige senere træk — f. eks. substitutionen af Bolli i stedet for Hallfreðr (se ovenfor), beretningen om tinget på Øre, om Kjartans forslag at brænde kongen inde, om kongens tolerance, som så lidet stemmer med hans karakter, således som den skildres i andre kilder o. s. v. — , hvoraf fremgår, at forfatteren må have benyttet forholdsvis sene, rimeligvis mundtlige kilder. Sagaens fortegnelse over Islænderne stemmer med Oddr (Holm. og Havn.), undtagen for så vidt som den sætter brødrene Bjarni og Þórhallr, sønner af Breiðar-Skeggi, i stedet for de to fættere, Brandr og Þorleifr (Þorleikr?). Denne afvigelse grunder sig vistnok på selvstændige (bredfjordske?) sagn[267].

Fjærnt fra alle de hidtil behandlede kilder ligger Halfreðar s. Den beretter om Hallfreds ankomst til Nidaros, om hans møde med kong Olaf og omvendelse til kristendommen. Men den kender ikke noget til de andre Islændere, og støtter sig åbenbart til selvstændige, rimeligvis mundtlige sagn (fra Hunavatns syssel?) [268]. Den er altså uafhængig af de andre kilder, og det er derfor forgæves i den at søge oplysninger om disses slægtskabsforhold.

I sin Kristni þáttr — som i sin helhed åbenbart er en kompilation af Ares Islbk. og det tilsvarende afsnit hos Gunnlaugr og selvstændige, for største delen sydlandske sagn — omtaler Njála Islændernes ophold i Nidaros kun antydningsvis, idet den beretter, at kong Olaf, i sin vrede over Þangbrands mislykkede mission, lod alle islandske mænd kaste i fængsel og vilde lade dem dræbe, samt at de først blev løsladte på Gizurs og Hjaltes forbøn. Men den nævner ingen af dem ved navn og forbigår alle detailler. Sætningen: »þá varð Ólafr konungr svá reiðr, at hann lét taka alla islenzka menn, ok setja í myrkvastofu ok ætlaði þá til dráps« minder stærkt om Kristni sagas: »þá varð konungr svá reiðr, at hann lét taka marga islenzka menn ok setja i járn, hét sumum drápi«. Denne overensstemmelse kan ikke være tilfældig, men må være begrundet i benyttelsen af en fælles original. At denne har været latinsk, synes at fremgå af den forskellige udtryksmåde. Det latinske in carcerem conjicere synes at ligge til grund såvel for Njálas setja í myrkvastofu som for Kristni sagas setja í járn. Denne latinske original kan imidlertid ikke være nogen anden end Gunnlaugs Kristni þáttr, Kristni sagas hovedkilde. Også her fører altså sporene tilbage til Gunnlaugr[269] .

Den foregående undersøgelse har vist, at Kristni saga unægtelig på enkelte steder har benyttet andre skriftlige eller mundtlige kilder ved siden af Gunnlaugs Kristni þáttr. Men dette rokker ikke i mindste måde ved det ovenfor vundne resultat, at Gunnlaugr har været sagaens fornemste kilde for dens første hovedafsnit indtil år 1000, idet nemlig de enkeltheder, som kan føres tilbage til andre kilder, er forsvindende i sammenligning med fremstillingen i dens helhed, som støtter sig til Gunnlaugr[270].

Af den måde, hvorpå Kristni saga hist og her indfletter notitser, som den åbenbart har hentet fra en Olafs saga, ser vi, at den Kristni þáttr, som sagaen benyttede, endnu ikke var udskilt fra sin forbindelse med Olafssagaen, og der er i virkeligheden ikke noget, der tyder på, at Gunnlaugr selv har foretaget denne udskillelse eller overhovedet behandlet Islands kristendomshistorie anderledes end i forbindelse med Olafssagaen. Tværtimod taler de omtalte i Kristni saga indstrøede notitser bestemt for, at det er denne sagas forfatter, som først har omdannet Olafssagaens Kristni þáttr til en selvstændig Kristni saga.

At den selvstændige Kristni saga er ældre end Hauksbogen, er allerede bevist af Guðbr. Vigfússon[271] . Dens alder kan tilnærmelsesvis bestemmes ved hjælp af den ovenfor omtalte notits om kirken i Ås, at den stod endnu i biskop Botolfs tid (1238 — 1246). Denne notits må være skreven enten i den nævnte biskops embedstid eller måske snarere lidt senere (jfr. var at Hélum), ved midten af det 13. århundrede. Hauksbogens opfattelse fjærner sig for meget i tid fra biskop Botolfr, til at man med nogen sandsynlighed kan antage, at notitsen er tilføjet af Haukr. Rimeligvis stammer den fra bearbejderen af Gunnlaugs værk, eller, hvad der er det samme, fra forfatteren til den selvstændige Kristni s. Sagaens sprog og hele fremstilling stemmer også godt med den antagelse, at den er forfattet ved midten af det 13. århundrede. At forfatteren ikke synes at have kendt Hkr., kan ikke undre os, når vi tager hensyn til de daværende literære forhold. Det var naturligvis kun enkelte rigmænd, som havde råd til at anskaffe sig et værk af Hkr.'s omfang, og selv indenfor denne snævrere kreds måtte udbredelsen af så store værker foregå temmelig langsomt. Alle forsøg på at identificere forfatteren må naturligvis ende i løse gætninger. At det er Styrmir frode, er af flere grunde usandsynligt. For det første døde Styrmir 1245, altså for sagaens sandsynlige affattelsestid. Kristni sagas rationalistiske stilling til mirakuløse legender stemmer heller ikke med, hvad vi ved om Styrmes personlighed. Den omstændighed, at Kristni s. ikke synes at have kendt Hkr., taler også bestemt imod Styrmes forfatterskab, da denne stod i et nært forhold til Snorri Sturluson og sikkert må have kendt hans værk.

At den selvstændige Kristni saga oprindelig har haft samme omfang som Gunnlaugs Kristni þáttr, at den med andre ord, før end den gik over til den første mission, har forudskikket en beretning om landets første kristne befolkning (Irerne) og om landets opdagelse ved Nordmændene, samt en oversigt over de kristne landnamsmænd, tør anses for sikkert. Dette fremgår for det første af sagaens forhold til Gunnlaugs værk, og for det andet giver det os noglen til forståelsen af Kristni sagas tilknytning til Landnáma. Som jeg ovenfor har fremhævet, er Kristni s. kun overleveret i Hauksbogen som et slags fortsættelse af dennes Landnáma. Vore kilder afgiver ikke den ringeste støtte for den antagelse, at forbindelsen mellem de to værker er ældre end Hauksbogen. Tværtimod taler de andre Landnáma-håndskrifter, som ikke indeholder Kristni s., bestemt derimod. Men forudsætter vi altså, at Haukr er den første, som har tilvejebragt forbindelsen mellem de to værker, hvorfra har han da fået ideen til denne forbindelse? Svaret ligger lige ved hånden. Den Kristni s., som han havde for sig, begyndte med en lille Landnáma, en oversigt over landets »kristelige landnamshistorie«, hvis det er tilladt at benytte sig af dette udtryk, og fra dette stof, som den altså havde til fælles med Landn., gik den over til den påfølgende kristendomshistorie. Forbindelsen mellem det landnamshistoriske og det kirkehistoriske stof var altså allerede tilstede i den selvstændige Kristni saga, som Haukr benyttede, og denne havde ikke andet at gøre end at indsætte den udførlige, alle landnamsmænd uden trosforskel omfattende Landn. i stedet for Kristni sagas specielt kristelige landnamshistorie. Dette er grunden til at Kristni s. i Hauks-bogen kom til at begynde med den første mission og ikke, som oprindelig, med landets første bebyggelse. Alt det foregående stof, som fandtes i den af Haukr benyttede Kristni s., var jo allerede optaget i hans Landn. og måtte derfor nødvendigvis udelades. Nu kan vi først give et i alle henseender tilfredsstillende svar på det af Maurer rejste spørsmål, hvorfor Kristni s. — det vil sige den i Hauksbogen overleverede Kristni s. — ikke med et ord omtaler landets første kristelige befolkning og de kristne landnamsmænd. Disse æmner var virkelig genstand for en udførlig behandling i den oprindelige Kristni sagas første afsnit, som Haukr måtte udelade, fordi stoffet allerede var behandlet i hans Landnáma.

Efter beretningen om kristendommens antagelse begynder Kristni sagas andet hovedafsnit, som omfatter årene 1000 — 1120. Her er Islændingebogen — og, som det synes, dens yngste (opbevarede) og ikke den ældste (tabte) bearbejdelse — forfatterens hovedkilde, således som jeg tidligere har fremhævet. Dette forhold til Islændingebogen forklarer tilfulde den af Maurer og Brenner fremhævede lakune, som her findes i Kristni sagas fremstilling, idet den så godt som ingen oplysninger giver om de kirkelige forhold i den første tid efter det mindeværdige år 1000, indtil Isleifr blev biskop i året 1056. Dette er simpelthen begrundet i, at Kristni sagas kilde Islændingebogen kun omtaler ganske få begivenheder fra dette tidsrum, som den udfylder med navnene på de udenlandske biskopper og listen over lovsigemændene. Kristni saga udelader lovsigemandslisten, som ikke interesserede den, og omtaler flygtig de udenlandske biskopper uden at opregne deres navne, hvilket også er ganske naturligt, da sagaens kilde Islændingebogen indskrænker sig til at give en tør fortegnelse over dem uden nogen nærmere oplysninger om deres virksomhed.


V.


Landnámabók (AM 108 fol.) Foto: Jon Julius Sandal © 2016.
Af den foregående undersøgelse vil det være klart, hvorfor jeg endnu bestandig, trods de af Maurer fremsatte indvendinger, må holde på, at Are har skrevet en særskilt Landnámabok. Jeg går da over til at behandle spørsmålet om dette værks disposition. Jeg har allerede i min afhandling i Timarit X, s. 235 fg. påvist grunde, der taler for, at Ares værk har været inddelt i fire dele, hver omfattende en landsfjærding. Maurer har i sin sidste afhandling om Are udtalt sig imod denne antagelse, men hans grunde har ikke overbevist mig. Min opfattelse har en støtte i Melabók, som netop har den orden, som af mig antoges for at være den oprindelige. Men alligevel vilde jeg ikke have vovet at sætte Mela-bogens avtoritet i dette punkt over de andre håndskrifters, hvis jeg ikke også i disse havde opdaget antydninger af, at Mela-bogens orden var den oprindelige. Dertil regner jeg for det første notitsen om Kolskeggr i Landn. IV. p. 4. k. s. 249, hvor det hedder væsentlig overensstemmende i alle håndskrifter: »Nú hefir Kolskeggr fyrir sagt héðan frá um landnám«[272] . Meningen med disse ord er åbenbart at sige, at Kolskeggr har været forfatterens mundtlige kilde for det efterfølgende indtil slutningen af Austfirðinga-fjorðúngr, hvilket også Maurer har indrømmet, og denne rigtige begrænsning får notitsen også af sig selv i Mela-bogen, som slutter med Austfirðinga-fjorðúngr. I Sturlubók og Hauksbók, som efter Austfirðinga-fjorðúngr fortsætter med den østlige del af Sunnlendinga-fjorðúngr, venter man derimod ved slutningen af Austfirðinga-fjorðúngr en til notitsen i IV. p. 4. k. svarende terminus ad quem (»Hingat til hefir Kolskeggr fyrir sagt um landnám« eller lignende). Men en sådan notits finder man ikke i bemeldte håndskrifter, og det får således i dem udseende af, at Kolskeggr har været kilden, ikke blot for den sidste del af Austfirðinga-fjorðúngr, men også for den efterfølgende østlige del af Sunnlendinga-fjorðungr, hvilket ikke kan være rigtigt. Dette tyder unægtelig på, at Mela-bogen her har den oprindelige orden. Endvidere kan den kendsgærning ikke bortforklares, at både Sturlubók og Hauksbók i V. p. k. 12, s. 316, hvor de går over til at omtale de af Ingólfr okkuperede egne, indfletter følgende notits: »Nú er komit at landndmi lngólfs, en þeir menn, er nú eru taldir, hafa bygt i hans landnámi«, og dog ikke, som man i følge ordene skulde vænte, i det følgende opregner alle de mænd, som bosatte sig indenfor det af Ingólfr okkuperede gebet, men kun dem, som tog land øst for ham, medens de andre, som bosatte sig vest for ham, allerede er opregnede i I. p. k. 10 — 14. Denne unøjagtighed taler for, at dispositionen i Hauksb. og Sturlub. ikke er oprindelig, samt at beretningen om de mænd, der tog land indenfor Ingolfs gebet, fra først af har været samlet på et sted ligesom i Mela-bogen.

Endelig skal jeg fremhæve den tidligere ikke bemærkede kendsgærning, at den til Sunnlendinga-fjorðungr hørende specielle overskrift i Hauksb. og Sturlub. ikke findes foran Landn. I. p., som dog omhandler den vestlige del af denne fjærding, men foran V. p., samt at denne overskrift begynder med ordene: Hér hefjast[273] upp landnám i Sunnlendínga fjórðungi, som om der i det foregående slet ikke havde været tale om sydfjærdingen. I den ældste Melabog — ligesom også i den yngste — findes en aldeles tilsvarende overskrift foran sydfjærdingen[274] , men her har den en god mening, eftersom dette håndskrift har haft hele sydfjærdingen samlet på et sted i begyndelsen af værket. Den modsigelse, som Hauksb. og Sturlub. her gør sig skyldige i, viser tydelig nok, at disse håndskrifters disposition ikke er oprindelig.

Det er altså ikke blot Mela-bogen, som vidner for inddelingen efter fjærdinger, men vi møder også i de to andre hovedhåndskrifter på ikke mindre end tre steder antydninger af, at dette virkelig har været den oprindelige inddeling. Den synes også allerede at være anteciperet i de bagved Islændingebogen opbevarede biskopsgenealogier — jfr. også det deraf afledede stykke i begyndelsen af Islændingebogens 2. k.[275] — , her føres nemlig biskoppernes stamtavler tilbage til fire landnamsmænd, nemlig Ketilbjørn, bosat i den sydlige (suþr), Hrollaugr, bosat i den østlige (austr), Oþr, bosat i den vestlige (vestr) og Helge enn magre, bosat i den nordlige fjærding (norpr. Fjærdingsinddelingen er også den simpleste og naturligste inddeling, og det simpleste og naturligste er tillige som oftest det oprindeligste. Den sandsynlige grund til, at de senere bearbejdere afveg fra den oprindelige orden, har jeg allerede påvist i Timarit. Hvis vi tør stole på, at Sturlubók er en nogenlunde tro gengivelse af Sturlas Landnåmatekst, er det sandsynligst, at omstillingen først stammer fra hans redaktion og fra denne er gået over i Hauksbogen. Men når Hauksbogens tekst med hensyn til dette punkt støtter sig til Sturlub. (eller rettere til dennes original), så står her i virkeligheden kun to selvstændige vidnesbyrd overfor hinanden, nemlig Mela-bogens og Sturlu-bogens, og den sidstes disposition kan da ikke gøre fordring på større avtoritet end den førstes.


Fodnoter

  1. Jfr. »Runerne i den oldisl. literatur« s. 20 — 25. Dr. Finnur Jónsson har rigtig nok påstået det modsatte (Den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E. Khavn 1886 s. VI), men uden nogen nærmere begrundelse.
  2. Sturl. Oxf. I, s. 106, Bisk. I, s. 435.
  3. Kirkedøren fra Valtjofstad går dog vistnok op til henimod midten af det 13. århundrede (jfr. Arbók hins islenska fornleifafjelags 1885 s. 28—33).
  4. Den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E., Khavn 1886, s. VI.
  5. Til disse turde det måske også kunne regnes, når forfatteren til den første grammatiske afhandling i Sn. E. bruger ordet rynne i betydningen » skrivekyndighed « (se udg. 1886 s. 8/3 (= 32/ 9 ) med tilhørende anmærkning s. 74).
  6. Flat. I. s. 526 i Þáttr Orms Stórólfssonar.
  7. Se fortalen til min udgave af »Den tredje og fjærde grammatiske afhandling i Sn. E,« s. L fg.
  8. A. Taranger mener dog, at den første optegnelse af de norske lore skete i Magnus den godes tid (A. Taranger: Den angelsaksiske kirkes indflydelse på den norske s. 292 fgg.).
  9. Hkr. Kria. 1868, s. 795. Fagrskinna s. 180. Sverris saga i Fms. VIII, s. 270 og 277.
  10. Sverris s. i Fms. VIII, s. 277.
  11. Hkr. anf. st. : » Hvart eru þat lög, herra! hins helga Ólafs konungs eða hafit ér tekit nökkut frekara þetta mál en svá sem ritat er í lögbókinni». Fagrsk, anf. st. „Kunnigt man yðr vera um lögskrá þrænda; nú þat alt, er þar er álagt, munuð þer vilja brjóta lög hins helga Ólafs konungs»... »Með þvi, herra, at eigi er ritat í öllum lögbókum», at osv. Sverris s. Fms. VIII, s. 270: » lagaréttr hinn forni», »lög hins helga Ólafs konungs» , »í landslögum þeim, er hinn helgi Ólafr konungr setti» .
  12. «þá scal hann rísta namn hans, ef hann kann rúnar, en ef hann kann eigi, þá bendi hann þeim bendingum, er menn viti, hvat sannast sé.« 
  13. Se »Runerne fv den oldislandske literatur« s. 121 — 128.
  14. Det samme fremgår også af det norske runerim (udgivet af Kr. Kålund i »Småstykker« 1 (jfr. 4)), som rimeligvis stammer fra 13. århundrede (Bugge i »Småstykker« , 4, s. 103). Det er et mærkeligt tilfælde, at alle nu opbevarede eksemplarer af dette digt stammer fra et norsk lovhåndskrift, skrevet, som det synes, i første halvdel af 14. århundrede.
  15. Jfr. »Runerne i den oldisl. literatur« s. 2.
  16. Jfr. også dr. F. Jonssons egne ord i fortalen til hans og Dahlerups udgave af den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E. s, IX.
  17. I definitionen runar heita geitir, en rúnar málstafir kan ordet runar ikke betyde noget andet end runer (Sn. E. II, s. 22 13 . Den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E. Khavn 1886 s. 30/1 ; jfr. »Runerne i den oldisl. literatur« s. 12). På et andet sted (Sn. E, II, s. 16/ 5 = udg. 1886, s. 23/ 9 betyder det derimod i almindelighed lydtegn , som med hensyn til uklarhed i lydbetegnelsen står på runealfabetets standpunkt. Jævnfør i øvrigt »Runerne i den oldisl. literatur« s. 103 — 104.
  18. Ikke et eneste af de steder, som dr. F. J. anfører i fortalen til sin og Dahlerups udg. af den første og anden grammat. afhandling, indeholder den fjærneste antydning af, at det latinske alfabet ved den tid , da forfatteren skrev, har været eneherskende i literaturen. Nogle af disse steder har dr. P. J. misforstået. Således synes han ikke at have lagt mærke til, at ordene „raddarstǫ fom þeim, es ápr vǫro í stafrófe„ (Udg. 1886 s. 27/ 6 = Sn. E. II, s. 20) i følge sammenhængen betyder ganske det samme som „hljópstafe fimm, es ápr vǫro í látinostafrófe" (Udg. 1886, s. 22/ 3 ), jfr. lige i forvejen (Udg. 1886 s. 27 4 ): „átján gǫrvar ór fimm latinorǫddom"'. Ligeledes er det urigtigt , når han mener, at ordene várt stafróf (udg. 1886 s. 38 nederst og s. 43 x ) sigter til det f8r forfatterens tid brugte alfabet. På bægge disse steder ligesom også s. st. s. 43 8 bruges disse ord om forfatterens eget reformerede alfabet.
  19. Den første og anden grammatiske afhandling i Sn. E. Khavn 1886 s. 20—21.
  20. Se Maurer : Über die ausdriicke : altnordische, altnorwegische und islåndische sprache s. 9 — 10 med anm. 9, jfr. s. 24. Maurer: Island s. 459.
  21. Se Ludv. Larsson : Ordforrådet i de älsta islånska handskrifterna, s. 62 b og 63 a.
  22. Ludv. Larsson: Ordforrådet s. 3 b og 25 b (jfr. s. 325 a).
  23. Anf. st. s. 246 b.
  24. Anf. sted s. 380b.
  25. Jfr. K. Gislason: » U- og regressiv v- omlyd af d« i Arkiv f. nord. fil. VIII (ny följd IV) s. 52—82. Samme: »Om helrim i 1. og 3. linje af regelmæssigt dróttkvætt og hrynhenda«, s. 10 — 11.
  26. Den første og anden grammat. afh. i Sn. E. Khavn 1886 s. 22 3 : Uip þá hléoþstafe fimm, es ápr uǫro í Iátinostafrófe: a, e, i, ǫ, u, þar hefe ec uipr gǫrua þessa stafe féðra, es hér ero ritner nú: ǫ, ę, ø, y.
  27. Anf. st. s. 23.
  28. S. st. s. 22 12 : „enda ritenn af þúi mep cuiste e's oc med o'sens hring.»
  29. Af ordene: Staf þann, es flester męnn calla þorn (anf. st. s. 44 u ) slutter dr. F. Jónsson, at þ allerede for forfatterens tid var optaget i det islandske alfabet, men som det synes med urette. Det er runetegnet og runens almindelige navn, som her foresvæver forfatteren. At indførelsen af þ i det islandske alfabet virkelig skyldes ham, antyder han selv ved ordene: hann es siþarst í fundenn (s. 45 5 ) og navnlig ved at sige om titoll i modsætning til þ, at hann was ápr í stafrófe (s. 45 6 ). En sammenligning med s. 22 3 , 27 , 35 t , 39 3 viser, at meningen her må være, at titoll fandtes i det uforandrede latinske alfabet, som før forfatterens reform blev brugt på Island, samt at dette ikke var tilfældet med þ.
  30. Mommsen , Römische Geschichte (6. aufl. Berl. 1884) , I. s. 922 under teksten. Teuffel , Geschichte der römischen Literatur (2. aufl. Leipz. 1872) § 119, s. 184 — 185.
  31. K. O. Müller, Geschichte der griechischen Literatur s. 484-485.
  32. Noget lignende udtaler i øvrigt også prof. Maurer i sin anførte afhandling s. 68.
  33. Når professor Maurer mener, at Are ved den tid, da han udgav sin sidste Islændingebog, ikke kan have udarbejdet (»herausgearbeitet«) en Landnáma og en Kongesaga af den første bearbejdelses tilsvarende afsnit, dels fordi mellemtiden , der forløb mellem de to bearbejdelser , var for kort, dels fordi Are , hvis dette havde været tilfældet, sikkert vilde have omtalt det i prologen til den sidste bearbejdelse, så rammer denne indvending hverken min eller Gjessings opfattelse, ti ingen af os har påstået, at Ares Landnáma eller Kongesaga har foreligget færdig, da han udgav sin sidste Islændingebog. Jeg har kun ment, at Are har begyndt på sin Landnáma (og måske også Kongesaga) i mellemtiden mellem de to bearbejdelser, og til at begynde var denne tid ikke for kort, ligesom vi heller ikke med nogen rimelighed kan vente, at Are i sin kortfattede indledning til den opbevarede Islændingebog skulde have anmeldt arbejder, som vistnok endnu var langt fra deres fuldendelse.
  34. Senere vil jeg komme til at fremdrage en kendsgærning, som synes at vise, at Are i det mindste indtil året 1143 har været beskæftiget med literære arbejder.
  35. Hkr. Khavn 1777 fg. II, s. 313 (Ol. s. h. k. 189). Ol. s. h. Kria. 1853 k. 175 s. 188 spørsmålet er om, hvor mange år Olaf den hellige havde hersket over landet, da han flygtede fra Søndmøre over bjærget til Lesjar. Denne begivenhed omtales ikke i den opbevarede lslændingebog. Alt, hvad denne beretter om Olaf den hellige, indskrænker sig til to korte bemærkninger — den ene om hans dødsår, den anden om hans forordning angående landaurar — , som ikke det mindste vedkommer det spørsmål, som det anførte sted i Hkr. (og Ol. s.) behandler. Vel lader det år, i hvilket flugten til Lesjar falder, sig let beregne ved hjælp af kong Olafs dødsår, men dog kun, når man ved, hvor mange år der forløb mellem de to begivenheder, og herom giver den opbevarede Islændingebog ikke den fjærneste oplysning. Denne kan altså umulig have tjænt Hkr. (og 01. s.) som kilde på det anførte sted. Desuden er det ikke en gang sikkert, at Hkr.'s forfatter har kendt den yngste bearbejdelse af Islændingebogen.
  36. Guðr. Vigfusson har sikkert uret , når han (i sin ordbog under ordet bok) mener, at flertallet békr kan betegne en enkelt bog. I det mindste bevises det ikke ved noget af de steder, han anfører til støtte for sin påstand.
  37. Landn. III. p. 7. k. s. 190. IV. p. k. 1 s. 24 og k. 9 s. 262. V. p. k. 12 s. 312—313, jfr. Vidbætir IV s. 355.
  38. Landn. IV. p. k. 9 s. 262.
  39. Landn. II. p. k. 15 s. 108.
  40. Bisk. I. s. 151 og 216. Landn. I. p, k. 11 s. 42. V. p. k. 2 s. 278. Vidb. III s. 342.
  41. Bisk. I. s. 72. Landn. V. p. k. 11 s. 311.
  42. Landn. III. p. k. 16 s. 220. Vidb. IV. s. 358.
  43. Jfr. min afhandling i Årb. f. nord. oldk. og hist. 1885 s. 354—355.
  44. Fagrsk. udg. s. XIII.
  45. Fagrsk. udg. s. XIV. Katal. over den Arna-Magn. håndskriftsamling under AM. 51 fol., jfr, under 302, 4°.
  46. Jfr. min afhandling i Årb. for nord. oldk. og hist. 1885 s. 363.
  47. Om opdagelsen af Grønland og alt, hvad der stod i forbindelse dermed, må Are have været særdeles godt underrettet, da hans hjemmelsmand, farbroderen Þorkell Gellisson, selv havde talt med en mand i Grønland , som havde været en af Eriks ledsagere på den omtalte rejse derover (Islbk. Golthers udg. k. VI, 4).
  48. Når Njála k. 114 8 - 10 (udg. 1875) i modsætning til dette sted i Eyrb. beretter, at Þorólfr Mostrarskegg har været gift med Ósk, datter af Torsten den røde, så beror dette sikkert på en misforståelse af Íslendingabók k. IV, 2 (Golthers udg.).
  49. Jfr. navnlig det sidstanførte sted af Islændingebogen (k. VI, 4): at því es sá talþe fyr Þorkele Gellessyne á Gronlande, es siáfr fylgþe Eirike enom rauða út.
  50. Jeg tror, at »hans« går på Órnolfr, som er det nærmeste navn, og ikke på Snorri goði, som nogle har ment.
  51. En lignende sammenstilling vil man finde hos A. Gjessing, Kongesagaens fremvækst I, s. 3 — 4, hvor dog enkelte af de her fremhævede punkter er forbigåede. På den anden side har jeg ikke medtaget henvisningen til Are i Jóns s. hins helga (Bisk. I, s. 158 og 231), da den sikkert henviser til Islændingebogen (Golthers udg.) k. X, 3 — 4.
  52. I øvrigt har jeg påvist, at det sikkert beror på en misforståelse af Haukr, når Kolskeggr på dette sted omtales som forfatter i stedet for som Ares meddeler (Timar. X, s. 234—235); jfr. Maurer i Germania, Ncue Reihe XXIV (XXXVI),
  53. Jfr. Hauksbogens ord: »ok hafða ek þat ór hverri, sem framarr greindi« ; Landn. V, 15, s. 320.
  54. Sturl. VIJ, 14, s. 205, note 5 under teksten. Med Maurer går jeg ud fra , at Guflbr. Vigfussons rettelse er begrundet.
  55. Jfr. min afhandling i Tmiarit X, s. 231 — 232.
  56. Landn. II, 15 s. 108.
  57. Safn til sögu Íslands I, s. 340.
  58. En variant til Gottskalks annaler henfører dog denne begivenhed til året 1112 (G. Storms udg. s. 320).
  59. Se Maurer, Island s. 256 — 257, hvor kildestedernc findes anførte.
  60. Bisk. I, s. 96 og 270.
  61. Bisk. I, s. 59.
  62. Dette er klart og træffende fremhævet af Jon Jónsson i hans afhandling »Rannsöknir i fornsögu Norðlanda« i Timarit hins fsl. bókmentafjelags XI. s. 51 — 52.
  63. Bisk. I, s. 91 og 266
  64. Landn. IV, 13, s. 274. Kun Hauksbogen udelader den herhen hørende notits (s. st. anm. 3 under teksten).
  65. Sturl. Oxf. I, s. XXXVII.
  66. Jfr. ovenfor s. 78—82.
  67. Landn. Viðb. IV.
  68. En lignende anskuelse af forholdet mellem den genealogiske og den historiske literatur, kun mindre udførlig begrundet, vil man finde fremsat af Jon Jónsson i Timarit XI, s. 3, jfr. G.Vigfússon i Safn til sögu Íslands I, s. 279 og i Oxf, ordb. under ordet ætt.
  69. Disse fire tekster betegnes i det følgende for kortheds skyld af og til henholdsvis ved A, B, C, D.
  70. Fejlen er øjensynlig opstået ved urigtig tydning af det foreliggende »s.«, der kan læses både som sagði og som segir. Brugen af præsens viser det tankeløse og mekaniske i kompilatorens fremgangsmåde.
  71. lslbk. Golthers udg. k. IX, 5—8 og k. X, 2.
  72. lslbk. Golthers udg. k. X, 9.
  73. Jfr. Sturl. Oxf. I, s. 205: þá hafþe Þergpórr Hrafnsson sex sumur. It fyrsta sumar, er Bergpórr sagdi lög, var Gizurr biskup eigi þing-færr o. s. v. , med Islbk. k. X, 8 — 10 (Golthers udg.) : þá hafþe Bergþórr Hramnssonr .vi. , en þá hafþe Goþmundr Þorgeirsson .xii. sumor. Et fyrsta sumar, es Bergþórr sagþe log upp vas nýmæle þat gǫrt at lǫg ór scylde scrifa á hoc (o. s. v. . .). þat vas oc et fyrsta sumar, es Þergpórr sagþe lǫg upp, þá vas Gizorr byscop ópingførr af sott o.s.v.
  74. Dog skal jeg for tydeligheds skyld fremhæve, at parallelismen mellem Islændingebogen og Sturlunga ophører henimod slutningen af 14. k. , som, fra ordene: Eftír Hall o. s. v. (Sturl. I. s. 206 2 ), er lånt fra en anden (ubekendt) kilde eller må betragtes som en selvstændig tilføjelse af Haukdæleafsnittets forfatter (eller kompilator). Jeg anså dette for så selvfølgeligt, at jeg fandt det overflødigt at fremhæve det i min afhandling i Timarit.
  75. Jfr. Maurer i Germania N. R. XXIV (XXXVI) s. 80—81.
  76. Jfr. Islbk. (Golther) k. X, 1. Landn. V, k. 11 s. 311.
  77. Sturl. Oxf. I, s. 205 note 5 under teksten.
  78. Islbk. (Golther) k. IX, 9. Fejlen beror sikkert på fejllæsning af et romersk tal (VII for IX). Sammenligningen med Sturl. viser, at fejlen ikke stammer fra Are selv, som Golther antager, men fra en senere afskriver.
  79. lslbk. (Golther) k. X, 1. Det er dog tvivlsomt, om det er berettiget her at tale om fejl i Islændingebogen: c bruges ikke sjælden for e (ę) i gamle håndskrifter. Jfr. Konr. Gislason, Frumpartar s. 37 og 38; Stockh. Horn. udg. s. V; Isländska handskriften Nr. 645, 4°, utg. af Ludvig Larsson, s. XLIII. Derimod er det sandsynligt, at Sturlungas „hvé" (Sturl. Oxf. I, s. 204 28 ) er oprindeligere end Islændingebogens hvat (lslbk., Golther, X, 4), som måske først er indkommet ved Jon Erlendsson.
  80. lslbk. (Goltherj k. IX, 204.
  81. Sturl. Oxf. I, s. 204 5 .
  82. Sturl. Oxf. I, s. 204 15 .
  83. Islbk. (Golther) k. IX, 9.
  84. lslbk. anf. st.
  85. Sturl. Oxf. I, s. 204 16 .
  86. lslbk. (Golther) k. X, 3.
  87. Sturl. Oxf. I, s. 204 21 .
  88. Islbk. (Golther) k. X, 2.
  89. Islbk. (Golther) k. X, 15. Sturl. Oxf. I, s. 205 25 .
  90. Islbk. (Golther) k. IX, 3—4 og 10.
  91. Sturl. Oxf. I, s. 205 28 .
  92. Sturl. Oxf. I, s. 206 2 .
  93. Sturl. Oxf. I, s. 203—204
  94. O. Brenner: Über die Kristni saga s. 130.
  95. Jfr. Gjessing, Kongesagaens fremvækst I, s. 3, som påpeger, at begivenheden hos Oddr og i Fagrsk. — og man kan tilføje også i Fms. III, s. 19—20 (= Flat. I, s. 500) — er indtagen ved Svolderslaget.
  96. O. Brenner, Über die Kristni saga s. 149.
  97. Bisk. I, s. 70—71.
  98. Det modsatte mener Brenner, anf. skr. s. 147 — 149, men som det synes med urette. I Hungrv. finder vi følgende sætning: svá þótti drúpa Ísland eptir fráfall Gizurar biskups, sem Romaborgarríki eptir fall Gregorii páfa, som på det nærmeste svarer til Páls sagas: Ari prestr hinn froði segir, hve mjök land vart drúpti eptir fráfall Gizurar biskups. Denne sætning, som dog sikkert har foreligget forfatteren til Páls s., udelader Kristni s., hvilket ganske godt stemmer med dens ædruelige og forstandsmæssige behandling af sine kilder. Tillige beror det sikkert på en misforståelse eller skødesløshed , når Kristni s. lader det uår, der indtraf i biskop Gizurs dødsår, opstå ved den forøgelse af folkemængden, som var en følge af dette års talrige skibbrud og besætningernes overvintren i landet. Af denne grund kunde naturligvis ingen almindelig nød opstå. Her har Hungrvaka sikkert det rigtige : Við þat óx svá mikll mannfjöldi, at þat var mikill óðransauki i mörgum hérudum. At en uforudset tilvækst i befolkningen i enkelte egne kunde forøge nøden, er ganske naturligt og stemmer godt med islandske forhold. Når Brenner finder ordet oðrans auki stødende, fordi Hungrv. ikke i det foregående har omtalt uåret, så må dertil bemærkes, at dette allerede er antydet i ordene: þá gjörðist ok óveðrátta mikl. Ordene „komust brott" om skibene i Kristni s. kan ikke betyde »sie entkamen« ; faktisk er de ensbetydende med Hungrvakas „komu til Noregs".
  99. Se foregående note under teksten.
  100. Bisk. I, s. XXXI fgg.
  101. Således er í kirkjum (Kristni s.) uden tvivl mere korrekt end á kirkjum (Hungrv.).
  102. Islbk. (Golther) k. X, 1. Henvisningen til biskop Gizorr angående den (etymologisk) rigtige form af dennes navn tager jeg ikke noget hensyn til, da der her ikke er tale om nogen historisk begivenhed.
  103. Islbk. (Golther) k. IX, 9 og X, 13.
  104. . I forbigående skal jeg med et par ord berøre forholdet mellem Kristni s. k. 14 og Þorgils s. og Hafliða i Sturl. Bægge beretninger synes at være uafhængige af hinanden. Overensstemmelsen i ordlyd (påpeget af Brenner, Über die Kristni s. s. 150) synes at kunne forklares ved det for bægge sagaer fælles æmne, uden at man behøver at antage en fælles skriftlig kilde. Dette bekræftes også ved forskellige uoverensstemmelser i det faktiske, som f. eks. når Kristni s. beretter, at udrustningen med våben på altinget 1120 var i den grad mangelfuld, at der kun fandtes en eneste stålhjelm, medens brugen af våben i følge Sturlunga synes at have været ganske almindelig, idet høvdingerne endog møder med bevæbnet følge ved gudstjænesten og for fjærdingsretten, eller når Kristni s. siger, at ingen sag på dette ting fik en lovlig afgørelse ved domstolene, medens det i Sturl. hedder, at Haflides sag imod Þorgils var den eneste, som blev lovlig pådømt; Kristni s. gør sig her skyldig i en selvmodsigelse, idet også den ligesom Sturl. omtaler, at Þorgils blev gjort fredløs (sekr), hvilket dog vel må være sket ved en (lovlig) dom. Når Kristni s. fastsætter den af Hafliði sig i året 1121 tildømte erstatningssum til LX hundrada VI álna aura, medens Sturl. har áttatigu hundraða þriqgja álna aura , så beror denne uoverensstemmelse rimeligvis på en skrivfejl i Kristni s. : »LX« for »XL« {„XL hundraða 6 álna aura„ er nemlig det samme som „LXXX hundraða 3 álna aura"). Jfr. Munchs udg. af Olafs s. Kria 1853, s. 35 27 , hvor »xl« er en fejl for »lx«. At erstatningssummen er rigtig overleveret i Sturl., bekræftes ved Sturlu saga k. 32 (Sturl. Oxf. I, s. 82), hvor Sturla i et lignende tilfælde tilkender sig selv en erstatning til et beløb af »tvau hundrud hundrada « og udtrykkelig tilføjer, at han med hensyn til erstatningens beløb retter sig efter det tidligere af Hafliði givne eksempel. Med „tvau hundruð hundraða„ menes naturligvis 240 X 120 alen, hvilket er det samme som „LXXX hundraða þriggja álna aura„ og „XL hundraða 6 álna aura„ (240 X 120 = 80 X 120 X 3 == 40 X 120 X 6). Landn. Vidb. I (Skarðsárb.) følger i det hele Kristni s. , men optager dog enkeltheder fra Sturl., og er i kritisk henseende uden nogen betydning (Isl. I s. 328 — 331).
  105. Islbk. (Golther) IX, 2.
  106. Anf. st, k. IX, 3—4.
  107. Anf. st. k. IX, 9.
  108. Jfr. Islbk. (Golther) k. X, 12 og Jons s., 1. k. (Bisk. I, s. 151).
  109. Kristni s. 12. k„ s. 27.
  110. I forbigående skal jeg vise, hvorledes Kristni s. klarer en anden formentlig modsigelse hos Are. I Islbk. (Gother) k. X, 1, beretter denne, at biskop Gizurr tilbragte den ene af de to vintre, som forløb mellem hans faders død og hans egen bispevielse, på Island, den anden derimod i Gotland, medens det i k. X, 11 hedder, at han tilbragte den næste vinter efter bispevielsen i Danmark og rejste den følgende sommer til Island. Kristni s. udelader den første af disse notitser, uden tvivl fordi den her mente at have opdaget en modsigelse hos Are. Af samme grund har Jons s. k. 6 (Bisk. I, s. 158) »rettet« Islændingebogens fremstilling således , at den lader Gizurr opholde sig den første vinter efter Isleifs død på Island, den anden derimod — »nemlig vinteren efter at han blev viet« — dels i Danmark, dels i Gotland, og lader ham derpå i den følgende sommer —altså to år efter Isleifs død — vende tilbage til Island. Selvfølgelig har Are ret. Hungrvaka, som her støtter sig til en selvstændig og af Are uafhængig kilde, oplyser i k. 5 (Bisk. I, s. 66 — 67), at Gizurr ikke opholdt sig på Island, da hans fader døde, og at han først vendte tilbage „annat sumar". d. v. s. i sommeren 1081; det er denne vinter (1080—1081), som Gizurr i følge Islbk. X, 1 tilbragte i Gotland, og for så vidt stemmer Hungrvaka med Are. Men når Hungrv. derpå lader Gizurr straks den samme sommer rejse til udlandet, er den i strid med Islændingebogen (X, 1), som sikkert bør forstås således , at G. har tilbragt vinteren 1081 — 1082 på Island. Tidlig næste sommer (1082) rejser han da fra landet (Islbk.), først til Tyskland og derpå til Rom og tilbage igen til Tyskland , hvor han i Magdeburg modtager bispevielsen den 4. sept. 1082 (Hungrv.) Derpå opholder han sig i Danmark vinteren 1082 — 1083 og vender i den påfølgende sommer tilbage til Island (Islbk. X, 11).
  111. De herhen hørende steder er navnlig: Kristni s. k. 10, s. 19/ 2, #Islbk. (Golther) k. VII, 4 Kristni s. k. 11, s. 21/ 3, 14 # Islbk. k. VII, 7—9. Kristni s. k. 11, s. 22 4/ 9, 4 #Islbk. k. VII, 10. Kristni s. k. 11, s. 22/ 14 — 23/1, 4 # Islbk. k. VII, 11— 12. Kristni s. k. 11, s 24/ 18 — 25 8 # Islbk. k VII, 12—17. I k. 7 s. 12 omtaler Kristni s., sikkert efter islbk. k. IX, 10, at Ares fosterfader Hallr i Haukadal i en alder af 3 år blev døbt af Þangbrandr, men den henfører denne begivenhed til sommeren 997, medens den i følge Islændingebogen faldt i året 999.
  112. O. Brenner, Über die Kristni saga s. 18 — 19.
  113. Jfr. Munchs udg. af Odas Ol. s. Tr. s. XVI. Bisk. I, s. 9, 4. note under teksten. Maurer i Germania N. R. XXIV (XXXVI) Jahrg. s. 94.
  114. Dette er Munchs og G. Storms mening, begrundet i den store forskel i ordlyd og undertiden også i indhold, som der er imellem de tre bearbejdelser. Men på den anden side findes der dog så påfaldende overensstemmelser med hensyn til enkelte til dels ualmindelige ord og udtryk, at man fristes til at tro, at alle bearbejdelserne ved siden af den latinske original af og til har benyttet en ældre islandsk oversættelse.
  115. I det følgende betegnes disse bearbejdelser henholdsvis ved Holm., Havn. og Upsal.
  116. Munchs udg. af Odds Ol. s. (Holm.), fortalen s. V. Maurer: Über die ausdrücke : altnordische , altnorwegische und isländische sprache s. 11 med anm. 13.
  117. Fms. I, s. 120—131, II, s. 232—244, II, s. 324—325. Flat. I, s. 107—114, 441—447, 488—489. Kristendomsafsnittet i Havn. er vel for, største delen hentet fra Ares Islbk, men har dog et par mærkelige berøringspunkter med den store Olafs saga (og Kristni s.) , idet Havn. omtaler de to krucifikser, som blev bårne foran de kristne på altinget, samt angiver størrelsen af den pengesum, som Þorgeirr modtog af Sifiu-Hallr for lovforkyndelsen. Vel stemmer beløbet ikke, i det Havn. har hat hálf mǫrk silfrs, medens den store Olafs s. og Kristni s. har haft halft hundrað silfrs , men måske beror uoverensstemmelsen kun på en skrivfejl i Havn.
  118. F. eks. Olafs kristendomsforkyndelse (Havn. k. 21. Holm. k. 15), hans tale til Sigurd jarl (Havn. k. 23, jfr. Holm. k. 16), beretningen om Olafs tale på tinget på Dragseið og dens virkninger (Havn. k. 31. Holm. k. 26), om Hróalðr i Goðey (Havn. k. 33. Holm. k. 28), bemærkningen om djævelens misundelse og underfundighed i begyndelsen af Havn. k. 39, jfr. Holm. k. 32, begyndelsen (jfr. også slutningen af Havn. k. 40 med slutn. af Holm. k. 32), Eyvind kinnrifa's tale (Havn. k. 41. Holm. k. 33), refleksioner om djævelen Havn. k. 41 slutning (jfr. Holm. k. 33 slutn.), kong Svens samtale med dronning Sigrid den storråde og forhandlingerne med Sigvalde jarl (Havn. k. 58. Holm. k. 49), o. s. v.
  119. Fms. I, 72 13 ( = Flat. I, s. 76 nederst): mælti Þorsteinn: ekki er þetta konungs barn — Havn. k. 1 (Fms. X, s. 219 8 ). Holm. derimod har (k. 4, s. 6 nederst): oc er Hacon sa barnit þá melti hann. Ecke er þetta tigins manz barn (denne tekst er sikkert den oprindelige, da replikken passer bedre i Håcon's end i Torstens mund). Fms. I, s. 74 9 (= Flat. I. s. 76 3 ): en þvíat Gunnhildr er reynd at því, at hon er fult af flærðum ok sviksamligum undirhyggjum, þá truir móðir sveinsíns eigi hennar glysligum fagrmælum = Havn. 2. k. s. 221 21 : oc eigi truír hon Gunnhilldi, því at oss sýniz hon vera flærða full ok þretta ok kunnig at n ǫrgum sviksamligum hlutum. Holm. k. 4, s. 8 10 har kun ganske kort: hvarke trvvm ver Gunhilde ne þer. Fms. I, s. 76 8 (== Flat. I, s. 77 23 ): en þó var hon framsýn af fítons anda, sem margir heidnir menn, þeir sem sögðust segja fyrir uvorðna hluti ok úvísa = Havn. k. 3, s. 223 14 : moðir hans var spákona, ok er þat kallat i bókum phítons andi er heidnir menn spóðu. Holm har kun : Moðir hans var spákona ok sa hon marga luti frir. Fms. I, s. 219 nederst (= Flat. I, s. 239) : voro allir med einu sat þykki. = Havn. s. 273 1 : með einu sar þycki (disse ord findes ikke i Holm. k. 15, s. 21). Beretningen om Grim og Sigurd i Fms. II, s. 172 — 174 (= Flat. I, s. 386 — 87) har langt større lighed med Havn. (k. 53) end med Holm. , f. eks. Fms. : hafði verit stafnbúi hans (o: Olafs konungs) um hríð = Havn.: hafði verit um ríð stafnbúi Olafs konungs, jfr. Holm.: var stafabúi Olafs konungs. Holm. alene ved noget om, at Sigurd var beslægtet med Þorkell trefill. Derimod ved kun Fms. og Havn. noget om den tapre modstand, Grim gør, inden Sigurd fælder ham, o. s. v. Sagnet om kongens møde og samtale med Tor i Fms. k. 213, II, s. 182 fg. Flat, I, k. 320, s. 397 — 398 er langt nærmere beslægtet med Havn. k. 55 end med Holm. k. 46. Særlig skal jeg fremhæve den mærkelige overensstemmelse mellem den store Olafs s. og Havn., at hos bægge Tor i sin samtale med kongen fortæller, at den første menneskelige befolkning i norden, som afløste jætterne, var indvandret fra Asien; derom ved Holm. ikke noget. Beretningen om de to hirdmænds mislykkede bjærgbestigning i Fms. k. 237, II, s. 275, Flat. I, s. 464, k. 366 stemmer bedre med Havn. k. 45 end med Holm. k. 36. I følge Holm. redder kongen bægge hirdmændene, i følge Havn. og Fms.-Flat. kun den ene, medens den anden med nød og næppe hjælper sig selv. Mange flere eksempler vilde jeg kunne anføre, men dette må være tilstrækkeligt til at vise slægtskabet imellem den store Olafs saga og Havn.
  120. Stederne er anførte i den foregående note.
  121. Jfr. Rydberg, Undersökningar i germ. mytol. I, s. 24 fgg. Når Yngvi i Ares stamtavle bagved Islændingebogen kaldes for „Tyrkia konungr", så er dette vistnok den ældste antydning af, at sagnet har været bekendt på Island, forsåvidt »Tyrkia konungr« her ikke er en senere interpolation.
  122. Gunnlaugs Merlinus spá er oversat fra Geoffroy's værk.
  123. Breta sögur, Annaler f. nord. oldkyndighed og historie 1848, s. 132 og 138. Den latinske original har ikke været mig tilgængelig under udarbejdelsen af denne afhandling.
  124. Fms. III, s. 163. Flat. I, s. 511.
  125. Denne fortælling har Gunnlaugr sikkert fra en af Hunröds efterkommere, som boede i nærheden af Tingöre kloster, jfr. min afhandling om »Ávellingagoðord« i Timarit hins bl. bókmentafjelags II, s. 13.
  126. Jfr. Munchs udg. af Holm., fortalen s. VII, Maurer: Über die ausdrücke : altnord., altnorweg. und islånd. sprache anm. 13, s. 66.
  127. Fms. III, s. 173. Flat. I, s. 517.
  128. G. Storm: Snorre Sturlassons historieskrivning s. 36 — 57.
  129. Munchs udg. af Holm., fortalen s. VIII.
  130. Maurer: Über die ausdrücke &c. anm. 13. s. 66 og anra. 15. s. 71.
  131. Dog er afsnittet om kristendommens indførelse på Island væsentlig lånt fra Are. Hvorvidt episoden om Olafs deltagelse i kampen ved Danevirke er hentet fra Jomsv. s.. turde være tvivlsomt. Også i denne er skildringen af Ottos Danmarkstog uorganisk, og selv om rimeligvis en del stof fra den udvidede Jomsv. s. ved senere afskrivere er indkommet i Havn, kan det ikke betvivles, at i alt fald fremstillingen af Olafs deltagelse i kampen oprindelig hører hjemme i Olafs saga. Da den herom handlende episode ikke har stået hos Oddr, vil man være berettiget til at antage, at den oprindelig stammer fra Gunnlaugr, tilmed da den i stil og tendens fuldstændig stemmer med alt, hvad vi i øvrigt kender af Gunnlaugs literære produktion. Jfr. Jomsv. s. i lat. oversættelse af Arngrim Jónsson, udg. af A. Gjessing, Kristianssand 1877, s. I — III. Petersens' udg. af 510, 4°, fortalert, s. IX.
  132. Denne antagelse forklarer på en naturlig og simpel måde den uoverensstemmelse, som finder sted mellem Havn. og den store Olafs saga, idet denne som sagt tillægger bægge klosterbrødrene de samme hjemmelsmænd.
  133. Fms. I, s. 266 (Glumr Porgilsson) , III, s. 362 = Flat. I, s. 506 (Teitr Asgeirsson) , jfr. Flat. I, s. 502 („Nu skal segia þa hlute er ek nam af froðum monnum segir sa er sǫguna hejer komponat' "), Flat. I, s. 516 — 17 (Brestir).
  134. Dette slutter jeg navnlig af brudstykkets sidste kapitel, der omtaler Olafs pilegrimsrejse til Rom og Jerusalem og den apokryfe Olafs saga, som Olaf selv skal have sendt til kong Ethelred. Denne beretning er åbenbart langt nærmere beslægtet med den store Olafs saga i Fms. III, s. 33 — 34 (Flat. I, s. 501 — 502) end med Holm. k. 64—65 og Havn. k. 73—74.
  135. Bisk. II, s. 31. I, s. 502.
  136. Bisk. I, s. 502. II, s. 77.
  137. Bisk. II, s. 77.
  138. Bisk. I, s. 369; 215—16 og 235 (jfr. 207). II, s. 31.
  139. Det er ikke rigtigt at tale om tre forskellige Jonssagaer, da alle tre bearbejdelser er afledede af Gunnlaugs værk, idet de alle — bortset fra enkelte mindre væsentlige udeladelser eller tilføjelser — stemmer overens med hensyn til indholdet. Som oversættelse betragtet er den såkaldte »Jons saga hin elzta« sikkert den ældste af de tre, men den må snarere anses for en fri bearbejdelse end oversættelse , idet den øjensynlig fjærner sig langt mere fra originalen end den »mellemste« saga. At »den ældste saga« er yngre end Gunnlaugs latinske original, ses tydelig, når man sammenligner, hvad de to sagaer, »den ældste« og »den mellemste« siger om den af biskop Jon opførte skolebygning, hvor »den mellemste« anfører Gunnlaugs egne ord for, at han har set skolebygningen » med egne øjne « , medens »den ældste« kun siger, at man endnu kan se »de spor, som bygningen har efterladt sig« (Bisk. I, s. 163 og 235). Hvad »den mellemste saga«, også med Gunnlaugs egne ord , fortæller om skolens disciple , særlig om den senere biskop Kløngr, er ligeledes mere oprindeligt og ældre end det tilsvarende i »den ældste saga« (Bisk. I, s. 240 — 241 jfr. s. 168).
  140. Dette vil være klart for enhver, som med opmærksomhed sammenligner Olafs sagaen med Oddr. Her kun nogle få eksempler: Den tale, som den belejrede bys indbyggere holder til Olaf i Fms. I, s. 103—104 (Flat. I, s. 93) jfr. Havn. k. 9 (på det tilsvarende sted i Holm) er der en lakune). Olafs tale på tinget i Rusland, dronningens svar og sammenligningen af Olaf med den hellige Basilius, Ambrosius, Cornelius og Placidus samt henvisningen til Honorius's Imago mundi i Fms. I, s. 139 — 142 (Flat. I, s. 117 — 119). Havn. k. 10, Holm. k. 8 — som ligger til grund for dette stykke i den store saga — ved ikke noget om alt dette. Kong Olafs tale til Þórðr Egileifarson og Þorár Jorunnarson Fms. I, s. 229 (Flat. I, s. 244), jfr. Havn. k. 25, Holm. k. 18. Sammes tale paa tinget i Mostr. Fms. I, s. 281 (Flat. I, s. 284), jfr. Havn. 24, Holm. 17. Kongens tale på Møren Fms. II, s. 45 fgg. (Flat. I, s. 322 fgg.), jfr. Havn. k. 50, Holm. k. 41. Djævelens rænker Fms. II, s. 13 (Flat. I, s. 375), jfr. Havn. k. 39, Holm. k. 32. Kongens tale til sine mænd i anledning af modet med tør Fms. II, s. 184 (Flat, I, s. 397—398), jfr. Havn. k. 55, Holm. k. 46, o. s. v.
  141. Fms. HI, s. 172 og 173 (Flat. I, s. 516 og 517).
  142. G. Storm: Snorre Sturlassons historieskrivning s. 36, jfr. s. 72—73.
  143. Munchs udg. af Holm. fortalen s. IV og VIII.
  144. Se Fritzner 2 I, s. 58b — 59a under annarr 4. Oxf. ordb. s. 22 a under annarr I 2 jf§.
  145. Således frit oversat. Den indviklede periodebygning og navnlig ordene „til þeirrar sömu likingar hafa þessar frásagnir af ymisligu upphafi eitt endimark„ synes at vise, at kapitlet er oversat fra latin, og det er da rimeligvis lånt fra Gunnlaugs værk. Det er også værd at lægge mærke til, at Flat. indfletter kapitlet på et andet sted end Fms.
  146. Dette synes at være den sandsynligste forklaring af overskriften til cod. Holm. nr. 1 folio, som indeholder den store Olafs saga: Hér byrjar sögu Ólafs konungs Tryggvasonar, er Bergr áboti snaraði. I denne forbindelse kan snara ikke betyde andet end »oversætte«, og i denne betydning bruger Bergr selv dette ord i forordet til sin Nikolaus saga (Hms. II, s. 49). Da nu såvel Hkr. som de fleste andre i den store saga benyttede kilder oprindelig er skrevne på Islandsk, kan det ikke være tale om, at Bergr har oversat hele sagaen, og nødes til at antage, at overskriften sigter til den ene af sagaens to hovedkilder, nemlig Gunnlaugs Olafs saga. Jfr. punchs udg. af Odds Olafs s. (Holm.), fortalen s. XV, Maurer: Über die ausdrücke &c. anm. 33, s. 192. Bergs stil i hans oversættelser af Michaels saga (Hras. I, s. 676 fgg.) og Nikolaus saga (Hms. II, s. 49 fgg.) frembyder også flere slående ligheder med stilen i de afsnit af den store Olafs saga, som må antages at være hentede fra Gunnlaugr. Særlig skal jeg fremhæve den hyppige brug af participia præsentis (jfr. f. eks. Fms. III, s. 165 3 , Flat. I, s. 512 16 med Michaels s. Hms. I, s. 680 . Bergr må jo som munk i Tingere kloster have haft adgang til Gunnlaugs værk.
  147. Maurer anf. st. s. 191 — 192.
  148. Således er beretningen om Olafs dåb på Scilly-öerne Fms. k. 78—79, I, s. 145 fgg. (Flat. k. 92—93, I, s. 120 fgg.)
  149. Jfr. f. eks. beretningen om Hakon jarls død i Fms. k. 104, I, s. 214 fgg. Flat. k. 192, I, s. 236, hvor han afvekslende følger Gunnlaugr (= Oddr Holm. k. 14, Havn. k. 18) og Hkr. OT. k. 55—56.
  150. Fms. III, s. 62. Flat, I, s. 506
  151. Munch har allerede i fortalen til sin udg. af Holm. s. XII fgg. givet et værdifuldt bidrag til spørsmålets løsning. Men i hans fortegnelse over de fra Gunnlaugr lånte episoder savnes flere utvivlsomt fra denne hidrørende stykker, af hvilke enkelte vil blive fremhævede i det efterfølgende. På den anden side bør nr. 5 i Munchs liste udgå, da dette stykke (Fms. k. 78 om Olafs besøg hos eremiten på Scilly-øerne) åbenbart er hentet fra Hkr. OT. k. 32. Ligeledes anser jeg det for tvivlsomt, om nr. 12 (Fms. k. 173) er hentet fra Gunnlaugs Olafs saga.
  152. Eller tre, hvis Jomsv. s. regnes med.
  153. Flat. I, s. 94, k. 68. Den sidste sætnings indviklede periodebygning røber den latinske original (fra ordene en med því at) , den rhetoriske parallelismus membrorum (medr guds miskunn ok oruggre astundan Ottonis keisara, medr framkvæmd ok forsia ok fullkomnum godvilia Olafs konungs Tryggvasonar) røber den gejstlige taler. I et punkt har dog Flat. — eller rettere den for Flat. og Fms. fælles original — afveget fra Gunnlaugs tekst, idet den i overensstemmelse med det følgende har indsat Otto den unge (III.) i stedet for Otto II. (rufus) , som i følge Havn. (og Jomsv. s.) og sikkert også i Gunnlaugs Olafs saga spillede hovedrollen i disse kampe ved Danevirke. Grunden til denne forandring i den store Olafs saga er øjensynlig kronologisk, således som Munch har påvist, idet kompilatoren har måttet rykke kejserens Danmarkstog ned i tiden for at kunne lade Olaf deltage deri. Men herved er han, som Munch har vist, falden fra Scylla i Charybdis. Se Munchs udg. af Holm. s. 84 — 86.
  154. Fms. I, s. 137—142. Flat. I, s. 116—119.
  155. Fms. I, s. 200—202. Flat. I, s. 227—229.
  156. Havn. k. 48. Holm. k. 39.
  157. Fms. II, s. 120 fgg. Flat. I, s. 364 fg.
  158. Jfr. for kun at tage et par eksempler: „okkrar eiginligar sæmdir« Fms. II, s. 120 7 , Flat. I, s. 364 13, og hele den sætning, som begynder med : „nú allra helzt fyrir þá skyld" &c. Fms. II, s. 122 6 , Flat. I, s. 364 nederst,
  159. Fms. I, s. 213—215, jfr. Landn. II. p. 14. k. Eir s. rauða Storms udg. k. 2.
  160. Fms. I, s. 215—216 og 245—246, jfr. Hkr. OT. kk. 93 og 104.
  161. Jfr. Laxd. s. 7.
  162. F. eks. Fms. I, s. 265 nederst: en biskup, treystandi á guðs miskun, neitaði eigi. 266 7 : Þvinæst gengu inn þessir 2 berserkir grimmlega grenjandi.
  163. Af latinismer i dette stykke fremhæves : þjónadi hann guði bæði nætr ok daga med helgam bænum ok ölmösogerdom, er hann veitti margháttaðar fátækum mönnum, Fms. I, s.272 6 . svá vildi hann ok at líkamligri samvisto firrast alþýðu þys, 272 21 . með erfiði eiginligra handa, 272 25 .
  164. Jfr. Bisk. I, s. 42 note 1 under teksten. Maurer: Über die ausdrucke &c. anm. 15, s. 72.
  165. F. eks. Fms. I, s. 256 2 manndóm (overs, af lat. humanitas). 257 nederst: ok eigi úmakliga (neque immerito) því at þá enn heiðinn sýndi hann (ordstillingen!) rettlæti um fram hátt annarra heiðinna manna. 258 16 : víðfrægdu lof hans góðleika. 262: hann byggir í eilifu Ijósi, þangat er hann leidir alla á sik trúandi ok sér truliga þjónandi o. s. v.
  166. Jeg tillader mig at henlede opmærksomheden på den mærkelige lighed , som med hensyn til et enkelt træk finder sted mellem sagnene om alfen på Giljá og om tør i fortællingen om Sveinn og Finnr i Fms. II, s. 153 — 164, Flat. I, 387 — 393, idet såvel alfen som Tor før den endelige katastrofe åbenbarer sig i drømme for deres tidligere dyrker og forgæves søger at bevæge denne til at række sig en hjælpende hånd for at undgå det truende nederlag. Fortællingen om Sveinn og Finnr findes ikke hos Oddr og må ifølge alle kendemærker stamme fra Gunnlaugr, hvorpå den fremhævede lighed med det i fortællingen om Þorvaldr forekommende sagn også tyder.
  167. Slående eksempler på den ægte gunnlaugske veltalenhed findes navnlig i fortællingen om alfen på Giljá, Fms. I,s. 261—264.
  168. F. eks. Bisk. I, s. 235 24, 241 5.
  169. Fms. I, s. 264, II, s. 239—240. Flat. I, s. 269 og 445. Kristni s. k. 2 s. 5, k. 11 s. 24.
  170. Fms. I, s. 276. Flat. I, s. 285. Dette træk er sikkert oprindeligt, skønt Kristni s. forbigår det, hvorom mere senere.
  171. Fms. I, s. 284. Flat. I, s. 286.
  172. Fms. II, s. 118—120. Flat. I, s. 362—363. Kristni s. k. 6—7, s. 11.
  173. Fms. II. s. 192 — 197. Flat. 1, s. 419—421.
  174. Fms. II, s. 196 8 . Flat. I, s. 420 nederst: Nú boðadi þessi atbúrðr &c.
  175. Fortællingen om Þiðrandi spiller i bygden Siða (i den ældre mere omfattende betydning, se Kålund, hist. topogr. beskriv, af Island II, s. 312). At Gunnlaugr enten har været personlig kendt eller også haft forbindelser i denne egn, fremgår af fortællingen om Brestirs drømmesyn i Flat. I, s. 516 — 517. Det væsentlig fra Landn. (IV. p. 8. k.) hentede stykke , som i den store Olafs saga indleder episoden om Þiðrandi (Fms. II, s. 189 — 192, Flat. I, s. 418), har naturligvis ikke noget med Gunnlaugr at bestille, men er tilføjet af kompilatoren.
  176. Fms. II. s. 198—199. Flat. I, s. 422.
  177. Fms. II, s. 208—211. Flat. I, s. 427—429. Kristni. s. k. 10, s. 19.
  178. Jeg vælger på må og få et par eksempler. Fms. II, s. 235 nederst, Flat. I, s. 443 8 : ok at tékinni skírn ok heilagri trú haldinni mætti þeir ódlast af sjálfum gudi eilifa ömbun úendilegra fagnaða í himinrikis dýrd. Fms. II, s. 238 19 , Flat. I, s. 444 25 : heldr at eyddri ok afmáðri allri dýrkan djöfulligra skurdgoða viéfrægist kynning várs drottins nafns o. s. v.
  179. Fms. II, s. 235—242. Flat. I, s. 444-446.
  180. Fms. II, s. 222, Flat, I, s. 435.
  181. F.eks. Fms. II. s. 226 12 , Flat. I, s.436 30 : varna þeim lifligrar (!) atvinnu, ok hirtr sannri skynsemd iðrannnst ek mjök svá illskufulrar ok údæmiligrar gjörðar.
  182. Måske stammer også denne substitution til dels allerede fra den oversættelse af Gunnlaugs arbejd, som kompilatoren benyttede, idet nemlig oversætteren (Bergr?) har foretrukket at afskrive Landn. fremfor at oversætte fra latin.
  183. Fms. I, s. 244 8 — 245 1 : Margir vóro þeir menn aðrir... svá at æ siðan hefir kristindómr haldizt ok próvazt, en aldregi eyðst. Det bemærkes, at aðrir i begyndelsen af dette stykke sikkert er tilføjet af kompilatoren for at knytte dette til beretningen om Örlygr; dette ord mangler også i Flat. 's tekst , som desuden har det rigtige smadu (= smáðu) i stedet for Fms. 's amaðu og friouazt for det meningsløse provazt; til gengæld har Flat. ved uagtsomhed oversprunget ordene : þá hurfu þeir sumir aptr til heiðni. Grunden til at kompilatoren har indsat forordet på det urigtige sted, er rimeligvis den, at han tankeløst har afskrevet begyndelsen af Landn. og først lagt mærke til for-ordet, da han kom til Örlygr. Han var da, hvis han vilde medtage det, nødt til at indskyde det i fortællingen om Örlygr.
  184. Flat. I, s. 263.
  185. Flat. I, s. 204 nederst.
  186. Eksempler vil blive fremhævede i det følgende. Også i den egentlige Olafs saga optager Flat. flere utvivlsomt fra Gunnlaugs værk stammende episoder, som ikke findes i Fms. , f. eks. samtalen mellem kongen og Járnskeggi Flat. I, s. 319 — 321, om kongens optræden mod Freysdyrkelsen s. 400 — 405 (jfr. Havn. 43. Holm. 34) , om opdagelsen af Hakon jarls skatte &c. s. 405 — 409, om Forni s. 433 — 434.
  187. Fms. I, s. 244. Flat. I, s. 264 (jfr. Landn. I, 12 s. 44). Det er til denne notits, at Fms. knytter det ovenfor omtalte forord.
  188. Fms. I, s. 252. Flat. I, s. 267. Teksten i Flat. er her mere kortfattet. Dog har den også notitsen om klosteret. Jfr. Landn. IV. p. 11. k. s. 266 og 267. Når Flat. her har notitsen: hann (o: Ketill) var wel kristinn, því kolluðu heidingiar hann Ketil hæimska, så må grunden til, at „hæimska" sættes for det ægte tilnavn „fiflska", rimeligvis søges i benyttelse af en oversættelse fra latin (stultus).
  189. Fms. I, s. 252—254. Flat. I, s. 267—268. Jfr. Landn. II. p. 15.— 16. k„ s. 50—52.
  190. Flat. I, s. 264 17 . I talen kaldes Kolumba: uorr æinkanligr patronus, þat er at skilia uorr hofudfadir ok form´lande uid gud.
  191. Navnlig er det åbenbart en latinisme, når ordet kvikfé bruges i flertallet Flat. I, s. 248 25 (oversættelse af lat. pecora).
  192. Dertil hører : a) Sagnet om, hvorledes overfaldet på biskoppen og Þorvaldr blev forhindret ved, at fugle gjorde angribernes heste sky (Fms. I, s. 273 — 274, Flat. I, s. 271. Kristni s. k. 4, s. 8). b) Sagnet om Þangbrandr og bersærken hos Gestr Oddleifsson (Fms. II, s. 205—206, Flat. I, s. 425, Kristni s. k. 8, s. 16). c) Sagnet om, at røgelseduften under forhandlingerne på altinget i året 1000 kunde mærkes imod vindretningen. Fms. I, s. 235, Flat. I, s. 443, Kristni s. k. 11, s. 22.
  193. Flat. udelader sagnet om alfen.
  194. Fms. I, s. 262— 264.
  195. Fms. I, s. 262— 264.
  196. O. Brenner: Über die Kristni s. s. 43.
  197. Landn. III. p. 4. k. s. 183. Foras. Leipz. 1860 s. 195.
  198. Vatnsd. k. 45 (Leipz. 1860 s. 75 ).
  199. Melabók siger, at Þorkell har ladet sig døbe. Landn. III. p. 4. k. s. 183. Foras. Leipz. s. 195.
  200. Fms. I, s. 265 — 266. Flat. I, s. 269. Kristni s. 2. k. s. 5. Vatnsd. k. 46 (Leipz. 1860 s. 76—77).
  201. Fms. I, s. 268—269 (Flat. I, s. 270 omtaler vel kirken, men ikke forsøgene på at brænde den) , Kristni s. k. 3, s. 6 — 7. Når Kristni s. ikke nævner Arngeirs broder Þorðr, som Fms. omtaler, må man også antage , at Kristni s. vilkårlig har udeladt ham, fordi han ingen rolle spiller ved attentatet på kirken. Når deltagerne i det sidste attentat ifølge Fms. er Arngeirr við marga menn, medens Kristni s. kun omtaler Klaufi og Arngeirr, kan jeg ikke deri finde nogen virkelig uoverensstemmelse, eftersom Klaufi sikkert er indbefattet i Fms. 's marga menn , og fordi Kristni sagas beretning ikke udelukker, at flere bipersoner jo kan have deltaget i det sidste så vel som i det første attentat Når Fms. siger om kirken: en hún stoð, svá at ekki var at gert, medens Kristni s. har: en hún stoð, þi er Botólfr biskup var at Hólum svá at ekki var at gert utan at torfum, forudsætter dette en fælles ældre original, som har haft: en hún stendr (ennf), svá at ekki er at gert, eller lignende. Kristni sagas forfatter har vidst , at den gamle kirke endnu stod i Botolfs tid, og ændret den foreliggende beretning i overensstemmelse dermed; Olafssagaens kompilator har derimod ikke vidst, hvornår kirken først blev ombygget, og derfor ladet tidsbestemmelsen stå in blanco.
  202. Olafssagaens original (Gunnlaugr) og Kristni s. synes kun til dels at have forstået pointen i dette halvvers. De har rigtig opfattet ordenes obscøne betydning, som ligger lige for. Ligeledes har de rigtig indset, at der i halvverset ligger en skjult hentydning, en tvetydighed, hvilket fremgår af den tolkning, som de lægger biskoppen i munden, idet denne for at formilde Þorvaldr udtaler (Fms.): „vel mætta ek bera börn þin, ef þú ættir nökkur". Denne tolkning af halvversets skjulte mening er dog altfor naiv til at kunne være den rigtige. Efter min mening indeholder halvverset ved siden af den obscøne betydning en spot over dåbshandlingen og den derved stiftede cognatio spiritualis. I følge kirkens lære indtrådte både den dåbshandlingen forrettende præst (skírífaðir) og dåbsvidnerne (guðfeðgin) i et slags faderligt forhold til den døbte. Dette har hedningerne haft vanskelighed ved at begribe, og søgt at latterliggøre det ved at fingere , at den mandige og tapre Þorvaldr var kødelig fader til de börn, ved hvis dåb han assisterede som gudfader, hvorimod de gjorde börnenes skírífaðir , den ukrigerske og efter deres begreber kvindagtige biskop , til de samme böms moder. Jfr. iøvrigt Maurer, Bekehrung I, s. 217 anm. 33 under teksten.
  203. Fms. I, s. 270. Flat. I s. 270. Kristni. s. k. 4, s. 7.
  204. Fms. I, s. 260—262, jfr. Kristni s. k. 2, s. 5.
  205. Fms. I, s. 284, Flat. I, s. 286, jfr. Kristni s. k. 6, s. 10.
  206. Fms. II, s. 209—210, Flat. I. s. 427, jfr. Kristni s. k. 10, s. 19.
  207. Fms. II, s. 237—238, Flat. I, s. 444, jfr. Kristni s. k. 11, s. 23.
  208. Fms. II, s. 240—242, Flat. I, s. 445—446.
  209. Fms. II, s. 235—236. Flat. I, s. 443.
  210. Kristni s. k. 7 s. 12: Siðan sagði Þangbrandr mart frá dýrð guðs engla. K. 11 s. 22: þá báru þeir Hjalti ok Gizurr upp erendi sín vel ok sköruliga.
  211. Jfr. f. eks. Fms. I, s. 275—276, Flat. I, s. 273, Kristni s. k. 1 s. 3 — 4 om biskop Frederiks ankomst til Island. Fms. I, s. 269 og 276, Flat. I, s. 270 og 273, Kristni s. k. 3 s. 7 om kirken på gården As. Fms. I, s. 265 og 274, Flat. I, s. 269 og 271, Kristni s. k. 2 s. 5 og k. 4 s. 8 om biskoppens og Þorvalds ophold på Lækjamót.
  212. Bisk. I, s. 164—174 = s. 236—247.
  213. Bisk. I, s. 171 = s. 244.
  214. O. Brenner: Über die Kristni s. s. 85.
  215. Fms. I, s. 275—276. Flat. I, s. 273. Kristni s. k. 1 s. 3—4.
  216. Kristni s. k. 5—6, s. 8 — 9.
  217. Fms. I, s. 134—135 og 151, Flat. I, s. 115 og 151.
  218. Jfr. Maurer, »Über die ausdrücke« &c. anm. 39. Germania. Neue Reihe XXIV. (XXXVI.) Jahrg. s. 96. O. Brenner, Über die Kristni s., s. 66.
  219. Dette bekræftes også af Hkr. OT. k. 52, som her sikkert støtter sig til Gunnlaugr. Rimeligvis har denne dog ligesom Oddr ladet kongen først ankomme fra Rusland til Norge (Kristni s. k. 6, jfr. ovenfor), og derpå i den første sommer foretage en eller to rejser til England, og ved tilbagekomsten derfra lande i Mostr og give ordre til kirkens opførelse (Oddr Holm. k. 16—17 og 51. Havn. k. 23—24 og 51). Hkr. forkastede med støtte i skjaldevers beretningen om kongens ankomst fra Rusland , men beholdt sagnet om, at kongen, da han kom fra England, først landede i Mostr. At Hkr. her har haft Gunnlaugr og ikke Oddr for sig, støttes ved, at den i det følgende omtaler Þangbrands voldsomme færd (i k. 80), som Oddr ikke har et ord om.
  220. Jfr. O. Brenner, Über die Kristni s. s. 72.
  221. Her og i det følgende regnes den sommer, i hvilken han først ankom til landet, ikke med til hans ophold.
  222. Kristni s. k. 7, s. 12. Fms. II, s. 207. Flat. I, s. 427.
  223. Kristni s. k. 8, s. 12—14. Fms. II, s. 202—204. Flat. I, s. 424—425.
  224. Islbk. k. VII, 3 (Golther).
  225. Havn. k. 37.
  226. Njála k. 100—103.
  227. Hkr. OT. k. 80—91. Fms. II, s. 197—206. Hat. I, s. 421—426. Theodorich k. 12.
  228. Havn. k. 59 (jfr. k. 58 og Holm. k. 49).
  229. Kristni s. k. 12, s. 25: þá hafði hann (o: Olaf) verit konungr at Noregi v vetr .
  230. Kristni s. 1. c.
  231. S. st. k. 6 s. 9.
  232. Kristni s. k. 8, s. 14—15.
  233. Jfr. O. Brenner, Über die Kristni s. 22 og 87.
  234. For imidlertid ikke ganske at forbigå Höfn, og vel navnlig for ikke at udelade forklaringen af stedsnavnet Járnmeisshöfði, lader sagaen Þangbrandr næste år anløbe Höfn inden sin endelige afrejse fra landet. Dette viser, at Kristni saga har haft for sig en kilde, der ligesom Olafssagaen har ladet Þangbrandr lande i Höfn (Gunnlaugr).
  235. Sagaen fortæller, at egnens beboere på et møde blev enige om at forbyde Þangbrandr og hans folk al handel. Dette forbud er åbenbart begrundet ved Þangbrands fredløshed. At handle med en fredløs var lovstridigt og henregnedes til de såkaldte skogarmamis bjargir (se Finsens register til Gråg. Kbhvn. 1883 s. 590 under björg). Her havde Kristni s. endnu en grund til at henlægge episoden ved Hitará ikke til det første, men til det andet år, idet de drab, hvorfor Þangbrandr i følge sagaen blev erklæret for fredløs, efter dens egen tidsregning falder efter altinget den første sommer, og derfor først på altinget det næste år kunde blive genstand for retslig forfølgelse.
  236. Kristni s. k. 9, s. 16—18.
  237. Fms. I, s. 207— 208. Flat. I, s. 426— 427.
  238. »Kronologiske bemærkninger om Olaf Tryggvasons regeringshistorie« i Årb. f. nord. oldk. og hist. 1878 s. 44 fgg.
  239. At Gunnlaugr i denne henseende har stemt overens med Snorri, ses af sammenligning dels med Oddr, som sikkert lå til grund for Gunnlaugs beretning, dels med Kristni s., som i det mindste til dels støtter sig til Gunnlaugr. Men herom mere senere.
  240. Fms. II, s. 206— 209 27 , Flat. I. s. 426— 428 5 ; jfr. Hkr. OT. k. 88 — 91. Af de Islændere, som Hkr. opregner, er tre tidligere omtalte i den store saga (Kjartan, Hallfreðr, Brandr enn Örvi). Når man udelader dem af Hkr.'s liste, stemmer denne fuldstændig med Olafssagaens.
  241. Dertil regner jeg Þangbrands bemærkning til kongen om sin egen fredløshed (se ovenfor) samt et indskud i Hjaltes og Gizurs tale til kongen, Fms. II, s. 209 17 — 209 21 , Flat. I, s. 427 85 — 428 1 (en þat hæfir . . . imót).
  242. Fms. I, s. 209 27 — 211 25 , Flat. I, s. 428 5 — 429. Kristni s. k. 10, s. 19 12 til kapitlets slutning. At Kristni s. her forkorter, fremgår af, at den udelader Hjaltes forbøn for gidslerne , som dog er en nødvendig forudsætning for det følgende replikskifte. Her er altså Kristni sagas tekst kun forståelig, når man tager Olafssagaen til hjælp.
  243. Dog har Olafssagaen , som jeg senere skal vise, også i dette afsnit opbevaret en enkelt notits, som den har hentet fra Gunnlaugs værk og indlemmet i sit uddrag af Laxd.
  244. Kristni s. k. 12, s. 25—26. Fms. I, s. 274—276. Flat. I, s. 272—273 og 285—286. Fms. III, s. 19—20. Flat. I, s. 500.
  245. Kristni s. k. 6, s. 9—10.
  246. Af latinismer fremhæves Flat. I, s. 272 16 : kuæikir margra manna hiortu til astar við hann, og hele Þorvalds replik, som begynder med med því at ek skil o. s. v. , med participialkonstruktionen uæntande. Flat. I, s. 272 20 — 272 23 .
  247. Fms. I, s. 284. Flat. I, s. 286.
  248. Kristni s. k. 6 s. 11. Fms. I, s. 286, Flat. I, s. 287.
  249. Fms. II, s. 257—258. Flat. I, s. 455.
  250. Laxd. k. 51, Kålunds udg. s. 196.
  251. Fms. I, s. 267—268. Flat. I, s. 270. Kristni s. k. 1 s. 4—5, k. 2 s. 6.
  252. Kristni s. k. 1 s. 4, jfr. k. 14 s. 30—31.
  253. Det ser nemlig ud, som om alle de nævnte høvdinger var kristnede straks efter missionærernes ankomst allerede i deres første sommer. Men dette er dog sikkert ikke meningen og ligger heller ikke i sagaens ord. når de forstås rigtig.
  254. Fms. I, s. 255 , Flat. I, s. 268. Kristni s. k. 1 s. 3 , Njála k. 113 21 , Landn. III, p. 6. k. s. 187. Fms. har en skrivfejl : Bárdarsonar jarls i stedet for Bárdarsonar i ál, som mærkelig nok også har indsneget sig i nogle af Njálas håndskrifter og i Mela-bogen.
  255. Kristni s. k. 2 s. 5, jfr. k. 11 s. 24. På det første sted er Yngvildr vistnok en skrivfejl for Gunnhildr. Den store Olafs s. nævner også Gunnhildr, men gør hende (efter Gunnlaugr?) til Orms søster i stedet for til hans datter (Fms. II, s. 240, Flat. I, s. 445).
  256. Kristni s. k. 8 s. 14. Fms. II, s. 202. Flat. I, s. 424.
  257. Kristni s. k. 11 s. 24. Fms. II, s. 241. Flat. I, s. 445.
  258. F. eks. Fms. II, s. 234 26 , Flat. I, s. 442 25 : verja þeim vigi þingvöllinn. = Islbk., Golthers udg. k. VII, 8. Kristni s. k. 11 s. 21 3 udelader vigi.
  259. Dette bekræftes også af Oddr Holm. k. 53, Havn. k. 61.
  260. Kristni s. k. 11 s. 24. Fms. H, s. 239. Flat, I, s. 444. Vápnf. s. Kbhvn. 1848 s. 10.
  261. Islbk., GoltVrs udg. k. VII, 4—6.
  262. Holm. k. 30.
  263. Fms. II, s. 27. Flat. I, s. 310.
  264. Cod. Frisianus afviger her fra de andre håndskrifter, idet den giver en udførlig skildring af kapsvømningen, som i alt væsentligt stemmer med Havn. og derfor enten må være lånt fra denne eller fra Gunnlaugs Olafs saga (se ovenfor).
  265. I Havn. k. 37, s. 297 27 . Notitsen står umiddelbart efter beretningen om Þangbrands ankomst, så at det for en overfladisk betragtning ser ud , som om G. og H. var ankomne efter denne , altså et år senere end de andre Islændere, hvis ankomst da vilde rykkes tilbage til efteråret 998. Men af sammenligning med Islbk. Golthers udg. k. VII, 5, som Havn. har benyttet, ser man, at meningen er at sige, at G. og H. kom om sommeren det samme år som de ovrige tidligere opregnede Islændere, altså 999.
  266. Havn. : þar er sá maðr, er ek man ekki keppaz vid. Hvar kömr þá kapp þitt. Kristni s. : . .ekki vil ek við hann þreyta. Hvar kom kapp þitt þá.
  267. Laxd. k. 40—41, Kålunds udg. s. 143—155.
  268. Foras. Leipz. 1860 s. 91 fgg. Konr. Gislason: Prøver s. 15 fgg. (Hallfr. s. 5. k.).
  269. Nj. k. 104.
  270. Af den kendsgærning, at Gunnlaugs ejendommelige tidsregning , som står 7 år tilbage for den almindelige , ikke bruges i Kristni saga, har man villet slutte, at sagaen ikke kan have noget med ham at gøre (O. Brenner, Über die Kristni s. s. 127 og 157), og dette kan være meget rigtigt, når man kun har sagaen i dens overleverede skikkelse for øje. Men når man har indset, at den er en selvstændig bearbejdelse af en ældre original, taber den omtalte kendsgærning al beviskraft, da der er stor sandsynlighed for, at den senere bearbejder, hvem vi skylder Kristni saga, og som netop viser megen interesse for det kronologiske , har indsat den almindelig antagne tidsregning i stedet for Gunnlaugs afvigende.
  271. Bisk. I, s. XIX fg.
  272. hédan frá udelader Hauksb.
  273. Hauksb. har: hefr.
  274. Landn. Viðb. III, s. 341
  275. Golthers udg. k. II, 1—4.