Om Are Marsøn (CCR/FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

L'Anse aux Meadows på Newfoundland. Her har arkæologer fundet spor af en nordisk bosættelse.
Husene her er rekonstruktioner. (Foto: Wikimedia)

Islændingesagaer

Grønlands historiske mindesmærker I

III.
Om Are Marsøn
samt hans sejlads til Amerika
og hans faste Ophold sammesteds.

Paa dansk ved Finnur Magnússon og C. C. Rafn

DISSE Efterretninger om en islandsk Høvding i det 10de Aarhundre, først bosat paa Reikhole paa Reikjanæsset (ved Bredefjordsbugten) i det nuværende Bardestrands Syssel, Islands Vester-Amt, som menes at have endt sine Dage i Amerika eller i al Fald paa een af det Atlantiske Havs større mod Vesten liggende øer, der da maatte regnes til det saakaldte Vestindien, ere tagne af Landnáma, jævnført med Hauksbók og Melabók m. fl. I Anmærkningerne ville vi tilføie alle de Oplysninger og Grunde, som bringe os til at hylde den Mening: at det nævnte Land, hvortil Are Marsøn efter Islandsfareres og hans fornemme ørkenøiske Slægtningers o. fl. Beretninger blev forslaaet, maa søges paa Amerikas Fastland. Nogle mene nemlig at Talen egentlig her er om een af de Azoriske øer. Allerede de gamle Navne modsige denne Sætning, som vel først er faldet Schöning ind (i hans Norske Historie III, 409), dog kun under den Forudsætning: “at disse øer ved Jordskjælv og Oversvømmelser senere have lidt et betydeligt Tab; — men” tillægger han strax efter, “det er rimeligst, det vise alle Omstændigheder, at omtalte Land har været et Stykke af Nordamerika, hvilket Land ingen med Føie kan nægte de Norske eller Islandske Æren for at have, efter at de i forveien havde fundet Grønland, at først blandt Europæerne have opdaget, længe førend Spanierne kom didhen”

Det er besynderligt at Torfæus i sin store Historia Norvegica II, 130 o. f., hvor han opregner de anseete Mænd, som uddroge fra Rogeland i Norge til det nyopdagede Land, som af Rogelænderen Floke blev givet Navn af Island, for at bosætte sig der, ikke omtaler Ulf Skjalge, som der blev Stamfader til den mærkelige Mand Are Marsøn, der først af alle nu bekjendte Europæere har betraadt den nye Verdens Jordbund, og der endt sine Dage i høi Anseelse blandt de Indfødte. Da han i sit Fødeland Island med Rette blev anseet for een af dets ypperste, forstandigste og bedste Høvdinger, hvorfor Folkesagnet endog var nær ved at tillægge ham en overmenneskelig Herkomst (fra de gode Alfer) er det troligt, at han alt i hine fjerne Tider har virket paa en lignende Maade i Amerika blandt dets vilde Indvaanere, og der muelig udstrøet noget af den Sæd til aandelig og physisk Cultur, hvis Spor man der endnu blandt hine Aborigines seer eller skimter. Derimod har den samme lærde Forfatter ommeldt vor Are i sin Historia Vinlandiæ antiquæ, seu partis Americæ septentrionalis. Havn. 1703, 8, i hvis Fortale, jævnført med S. 69, han søger at vise, at Christendommen i hans Dage er bleven udbredt blandt de Amerikanske Folkeslag (jfr. herefter Anm. 9). Derimod har Schrøter i sin ellers velskrevne Afhandling: “Om Skandinavernes fordne upptäcktsresar till Nordamerika”, i Svea II, 197 glemt at erindre Are Marsøn som Amerikas ældste Opdager og Indvaaner, at sige af vor Menneskestamme.

Det følgende er taget af Landnamas ældste Text, efter al Sandsynlighed først ført i Pennen af Are Thorgilssøn Frode henved Aarene 1120-1122 (see ovenfor S. 12-14, 18-19, 24-26, 58-60). Vi have gjort os megen Umage for at udforske den Tid, hvorpaa Are Marsøn levede, men hvilken Torfæus ingensteds bestemmer, hvorimod han endog sees at feile i Udviklingen af Ares Slægtregister, hvoraf man ellers nogenledes kunde udlede hans Tidsalder. Vi have da fundet i Kristni-Saga 1ste Cap. (nyere Udgave S. 6) at Are Marsøn nævnes allerførst blandt Islands Vesterparts ypperste Høvdinger, paa den Tid da Christendommen først forkyndtes i Landet ved Biskop Frederik og Thorvald Kodransøn, hvilket vi med historisk Vished vide er skeet i Aaret 981. Af Sandsynligheds-Grunde slutte vi os til, at vor Are er født henved 940, er bleven gift med Thorkatla 960, at deres ældste Søn Thorgils er født 961, men de to andre, Gudleif og Illuge, imellem 962 og 981. Efterat Are, paa hans Udenlandsreise, var forsvunden , og uden Tvivl ansaaes for død, har Thorgils sat sig i Besiddelse af Hovedgaarden Reikhole, som sin Fædrenearv; vi troe at Ares Afreise allerede er skeet 982 (da han var henved 42 Aar gammel) samt at Thorgils har bosat sig og giftet sig med sin første Kone Grima Hallkelsdatter⁽¹⁾ 983, da han var 22 Aar gammel. Vi udlede dette især deraf, at deres Datter Thuride (eller Thordise) blev gift med Høvdingen Steindor paa Eyre, Snorre Godes berømte Samtidige, som vil blive omtalt nærmere paa andre Steder af nærværende Værk, og at deres Bryllup neppe kan ansættes senere end til Aaret 1000. Deres Søn Gunlaug ægtede den bekjendte Thuride Snorredatter, fra hvem Are Frode havde en stor Deel af de ved ham optegnede Beretninger. Den her følgende Beretning viser bestemt at Are Marsøn forlod Island for bestandig, førend Christendommen blev indført der. Hans Søn Gudleif var allerede en kjek Kjæmpe 997 og havde antaget Christendommen i Norge, da han det Aar drog med Præsten Thangbrand til Island for at forkynde Christendommen, men søgte dog selv mest at udbrede den med Od og Eg. Af en stor Fare, hvori saaledes begaaede Drab indviklede ham, udfriedes han paa Sønderlandet ved Advarsel af en Mand, hvem han ikke kjendte, men som lod ham vide: at han i den Henseende nød godt deraf, at han var Broder til Thorgils Aresøn paa Reikhole, der da allerede synes i rum Tid at have havt sit Sæde der, som een af Landets mest berømte og almeenagtede Høvdinger. (See Njalas 101-103 Cap.). Vi finde ellers (i Fragmentet af Heiðarviga-Saga) at Thorgils Aresøn havde mistet sin første Kone Grima i Aaret 1013, thi da giftede han sig anden Gang paa Tveraa i Øfjorden paa Nordlandet, og bidrog samme Aar til at forlige den vigtige Sag, der angik de saakaldte Hededrab, begaaede paa en Fjeldvei mellem Nord- og Sønderlandet⁽²⁾ ; da var han, efter vor Gisning, 42 Aar gammel. 5 Aar derefter (1019) sendte han den fangne norske Kong Rørik (Hrærek), der skulde have været bragt til Grønland, men hvem han i det næstforegaaende Aar havde modtaget, fra sig til Gudmund Ejolfsøn, kaldet den Rige eller Mægtige, paa Nordlandet, efter Kong Olaf den Helliges Foranstaltning. Hans senere Begivenheder kunne vi nu ikke henføre til noget vist Aarstal, skjønt han uden Tvivl har levet en rum Tid derefter, men vi vide dog at hans Datter Valgerde blev gift med Thorgils Gellersøn, og blev i dette Ægteskab Moder til den berømte Are Frode. Thorgils's Broder, denne Ares Farbroder, Thorkel Gellersøn, er, efter hvad vi i Anm. 6 nærmere oplyse, uden Tvivl den Mand, som ved at fortælle Are Marsøns Hændelser til sin Brodersøn, har reddet disse ældgamle Beretninger om Amerikas Tilværelse og gjentagne Besøg af Europæerne i det 10de Aarhundrede, for den læsende Efterverden. Maaden, hvorpaa han er kommen til denne Kundskab, meldes i vor Text, og Omstændighederne derved forklares nærmere i den samme Anmærkning.

Landnáma 2 Part, 22 Kap.

Úlfr hinn skjálgi, son Högna ens hvita [fór af Rogalandi fyrir úfriði Haralds hins hárfagra til Íslands, ok nam [Reykjanes allt milli Þorskafjarðar ok Hafrafells. Hann átti Björgu, dóttur Eyvindar austmanns, systur Helga ens magra. Þeirra son var Atli (enn) rauði, er átti Þórbjörgu, systur Steinólfs ens lága. Þeirra son var Már á Hólum; hann átti Þórkötlu, dóttur Hergils hnapprass. Þeirra son var Ari; hann varð sæhafi til Hvítramannalands; þat kalla sumir Írland eð mikla; þat liggr vestr í haf nær Vinlandi enu góða. Þat er kallat VI dægra siglíng vestr frá Írlandi; þaðan náði Ari eigi á brutt at fara, ok var þar skírðr. Þessa sögu sagði fyrst Hrafn Hlymreksfari er lengi hafði verit í Hlymreki á Írlandi. Svo kvað Þorkell Gellisson segja íslendska menn, þá er heyrt höfðu frá segja Þorfinn jarl i Orkneyjum, at Ari hefði kendr verit á Hvitramannalandi, ok næð eigi brutt at fara, en var þar vel virðr. Ari átti Þórgerði, dóttur Älfs or Dölum. Þeirra [synir voru Þorgils ok Guðleifr ok Illugi. [Þat er Reyknesinga ætt.

Landnama, (nyeste Udgave S. 100-101.)
Ulf den Skjæløiede, en Søn af Høgne den Hvide, drog ud af Rogeland, for at undgaae Harald Haarfagers fjendtlige Efterstræbelser, til Island, og tog hele Reikjanes, mellem Torskefjorden og Hafrafell, i Besiddelse. Han var gift med Bjørg, en Datter af Eyvind Østmand og Søster til Helge Magre.⁽³⁾ Deres Søn var Atle den Røde, som ægtede Thorbjørg, Steinolf den Laves Søster.⁽⁴⁾ Deres Søn var Mar paa Holum, som havde Thorkatla, en Datter af Hergils Hnapprass, tilægte. Deres Søn hed Are.⁽⁵⁾ Han blev forslaaet over Havet (af Storme) til Hvitramannaland, som af nogle kaldes det store Irland. Det ligger vesten paa i Havet nærved Viinland det Gode. Det siges, at man kan seile derhen i sex Dage.⁽⁶⁾ Are kunde ikke slippe tilbage derfra, og blev der døbt.⁽⁷⁾ Det fortaltes først af Rafn Limeriksfarer, som længe havde opholdt sig i Limerik paa Irland.⁽⁸⁾ Thorkel Gellersøn berettede og, at Islændere have fortalt, efter hvad de havde hørt Thorfinn, Jarl af Ørkenøerne, sige, at man havde (truffet og) kjendt Are paa Hvitramannaland, hvorfra han ikke fik Lov til at tage bort, men at han ellers nød megen Agtelse der. Are var gift med Thorgerde, en Datter af Alf i Dalene.⁽⁹⁾ Deres Sønner vare Thorgils, Gudleif og Illuge.⁽¹⁰⁾ Fra dem nedstammer Reikjanesboernes Slægt.

---

Anmærkninger og noter:

• 1) Hun var en Søster til Illuge Svarte, som allerede var gift i Aaret 981. (See Eyrbyggja Saga S. 48 jævnført med Landnama 2 P, 1ste Cap. o. fl. St.).
• 2) See Islendinga-Sögur (Kpmhöfn, 1829) I, 271, 298, 300, 301. (Ved en Feiltagelse i Registret antages den Thorgils Aresøn, som Landnamas fulgte Text ommelder, at være forskjellig fra den, som forekommer i Heiðarvigasaga).
• 3) Ulf Skjalge (den skjæløiede) nedstammede fra den gamle Rogelandske Kongeslægt og Kong Hjørleif; bekjendt af sine Forbindelser med Danmark m. m., Fader til den berømte Kong Alf eller Half, om hvem en særegen mærkværdig Saga handler, udgivet af Rafn i Fornaldar-Sögur Norðrlanda og dette Værks danske Oversættelses 2den Deel. Det var da ikke at undres over at Ulf ei vilde bøie sin Nakke under erobreren Harald Haarfagers Trældomsaag, men ogsaa derfor især blev udsat for hans Forfølgelser. Dog var Ulfs Frænde, Geirmund Heljarskinn, som havde store Besiddelser paa Rogeland, samt førte Kongetitel, skjønt han, mest havde tilbragt sit Liv paa Vikingsfarten, Hovedanfører for Toget. Ulfs Svigerfader, Eyvind Østmand (allerede kaldet saaledes i Norge, fordi han kom fra Sverrig) var en Søn af en mægtig Herse i Gøtland, og nedstammede paa Mødrenesiden fra de gamle danske Konger. Han selv kom til stor Anseelse paa Irland, hvor han fik Kong Kjarvals Datter, Raforta, tilægte, samt udmærkede sig saavel der, som i England, paa Hebriderne o. s. v. ved tappre Krigsbedrifter. Helge Magre var een af Islands mest berømte Landnamsmænd. Ulf selv nævnes udtrykkelig i Landnama (2P. 33 C.) blandt de ypperste eller fornemste Landnamsmænd paa Islands Vesterland. Torfæus (i Vinlandia p. 69) feiler i at udgive Are Marsøn for Ulf Skjalges Sønnesøn, hvilket vor her meddeelte Text berigtiger, tilligemed flere hertil hørende Slægtskabsforhold.
• 4) Steinolf den Lave var en Søn af Rolf, Herse (eller Friherre) paa Agde, som udvandrede fra Norge i Ulf Skjalges Selskab og af den samme Aarsag.
• 5) Hergils var den første Beboer af Hergilsø i Bredefjord, en Søn af Landnamsmanden Thrand Smalbeen (mjóbeinn) paa Flatø i samme Bugt, som og var dragen ud tilligemed Geirmund, Ulf og Steinolf fra Norge. Flatø er senere bleven berømt ved et der stiftet Kloster, ved Affattelsen eller Besiddelsen af den efter Øen opkaldte Codex, samt som en Havn, Fiskeplads og handelssted. Gaarden Hole eller (som nu almindelig) Reikhole (Reikhólar), hvor Hergils's Svigersøn Mar boede, har fra Arilds Tid af været anseet for een af de største og bedste paa Island; den ligger paa Reikjenæsset, en Landtunge, der, som ovenmeldt, toges i Besiddelse af Mars Farfader Ulf Skjalge, som derved stiftede Reikenæsboernes Gode- eller Høvdingdømme (Reiknesinga goðorð), og det vedvarede til den islandske Fristats sidste Tider; see f. Ex. Sturlunga-Saga 1ste Bog 13 Cap. (i det Isl. Lit. Selsk. Udgave 1ste Parts 1ste Afdel. S. 19). Om Ulfs Sønnesøn Mar og hans Kone Katla (efter en sædvanlig Forkortelsesmaade af Thorkatla) samt deres Søn Are o. fl. havdes længe i Island et ældgammelt og interessant Folkesagn, som er blevet bevaret til vore Dage ved et temmelig langt Digt (efter det saakaldte Fornkvæðalag eller gamle Kvads Versemaal) kaldet Kötlu-draumr eller Katlas Drøm, hvoraf adskillige, tildeels gamle Exemplarer, haves i den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling under Nr. 154, 8 (o. fl. St.). Nogle, selv tildeels meget lærde, Mænd (C Ex. Haldan Einarsen i hans Sciagraphia hist. lit. Island. S. 82) udgive den berygtede men af Naturen vel begavede og for sin Stand kundskabsrige (samt derfor selv af Ole Worm yndede) Almuesmand John Gudmundsen (kaldet den Lærde eller Maleren, málari, Forfatter til det af Torfæus under Nr. 3 publicerede Kort over det gamle Grønland m. m.), født henved 1574, for dette Kvads Forfatter, men ved dets nøiagtige Gjennemlæsning erfare vi, at Digteren hed Snæbjørn (ligesom det og heelt igjennem, ved Stiil og Sprog, viser sig at være fra den sildigere Middelalder, d. e. det 13-15Aarh.). Derimod er det troeligt, om ikke vist, at John Gudmundsen, som i sin Tid flakkede omkring paa hele Island, og udbredte alskens Overtro, om Alfer eller Underjordiske m.m. har forfattet det Tillæg, som nogle Exemplarer deraf have; det er nemlig skrevet i polemisk Aand mod dem som nægte Alfernes Tilværelse, laste eller bande dem o. s. v. Sandsynligviis har han da (fra Vesterlandet af, hvorfra han udvandrede) sagt at gjøre Digtet bekjendt overalt, som beviis for sin Læres Sandhed, hvorfor han og er bleven anseet som dets Forfatter eller Opdigter. Herved kunne vi ei længere opholde os, men anføre Kvadets Begyndelse til Prøve:

Már hefir búit*manna göfgastr,*nýtr höfðingi,*á Nesi Reykja;*hans frá ek kvinna*Katla heti,*sú var menja gná *manna stórra

d. e. Ypperst blandt Mænd.*Gavn-stiftende Høvding*Mar har boet*paa Reikjenæs;*hørt har jeg at Ratla*kaldtes hans Hustru,*af fornem Æt*var den Kvinde.

Medens Mar en Sommer reiste til Althinget (Islands almindelige Thing), faldt Katla i en fast Søvn, hvoraf hun ikke kunde opvækkes førend efter 4 Døgn. Ved sin Hjemkomst fandt han sin unge forhen muntre Kone henfalden til dyb Tungsind. Da han udforskede Aarsagen dertil, aabenbarede hun ham: at hendes tilsyneladende Søvn kun havde været et magisk Blændværk; imidlertid var hun bleven lokket til en nærliggende, udvendig ringe, men indvendig prægtig Bopæl for Alfer, hvor hun var bleven modtaget paa det herligste, men Sønnen i Huset, Kar, var bleven dødelig syg af Kjærlighed til hende, samt at hun, ved Trylleriets Magt, havde maattet hengive sig til hans Omfavnelser. Da hun dog siden paa ingen Maade var at formaae til at blive, der og forlade godvillig sin Ægtemand, gav Kar hende Lov til at vende tilbage, skjønt han erklærede at han selv vilde tage sin Død derover, og gav hende kostbare Foræringer for hende og deres tilkommende Søn, som han bad maatte kaldes Are. Efter at have hørt denne Fortælling af sin Kones Mund, tilkjendegav Mar hende: at han fuldkommen indsaae den Tvang hun havde vævet underkastet, og ingenlunde vilde tilregne hende dens Følger som nogen Brøde. Da Katla kort før den næste Sommer fødte en Søn, gav Mar ham Navn af Kar. Et Aars Tid derefter fødte hun en anden, som hun kaldte Are. Henved 6 Aar derefter, da Mar en Dag i skjønt Vejr havde taget ud paa Søen, viste Kars Moder, Alvör, sig for Katla, og lod hende vide: at (den ældre) Kar var død, og at hun nu maatte bøde derfor, enten derved, at hendes Mand den Dag skulde omkomme i Havsnød, eller saaledes, at hun maatte udskjældes af sin egen Søn. Uden Betænkning valgte Katla det sidste. Efter Mars Hjemkomst fortalte hun ham det skete. Han indbød da til et Gjæstebud sine 4 Svogre, Katlas Brødre, alle Godordsmænd (goðorðsmenn) d. e. Høvdingbaarne eller arveberettigede til Høvdingdømmer. Landnama nævner kun Ingjald og Thoraren, som Sønner af Hergils, anseete Mænd, men Thorkatlas Brødre kunne dog gjerne have været flere. I deres Nærværelse bød den lille Kar sin Moder om at laane ham hendes kostbare Halssmykke til at lege med, hvilket ønske hun strax opfyldte. Derover blev den yngre, Are, vred, skjældte sin Broder ud for en Horesøn, og lod ham vide, at kun han selv var den rette Arving til Forældrenes Ejendele. Katla gik sorgfuld bort, og maatte lægge sig til Sengs. Alt dette vakte stor Opsigt blandt Gjæsterne; de sagde at et gammelt Rygte derved bekræftedes, og svor, i Harme, at hævne denne Skjændsel paa deres Søsters Forfører. Mar fremførte Undskyldninger for sin Kone, og formaaede hende til at fortælle de førommeldte Begivenheder offentlig. Efterat have hørt dem, frikjendte Brødrene hende ganske. Siden satte Mar Drengen Kar til Opdragelse paa Gaarden Rennudal, samt hjalp ham, da han var voxen, til et godt Giftermaal, og understøttede ham med Penge. Kar blev en gammel Mand, og ansaaes for at have dybe Kundskaber, især om Havets Strømme og Stjernernes Gang. Om hans Broder hedder det i nogle exemplarer:

Varð Ári Mársson*mikill höfðíngi*ok föður sinum líkr*um flestar gjörfar;*margt er manna*af møtum komit*herma þat fornar*fræði-bækr.

Are Mars Søn blev *en stor Høvding*og sin Fader lig*i det meste;*fra den gjæve mange *Folk nedstamme,*det i gamle*Bøger meldes.

I andre siges endvidere Are at have været ”en sand Prydelse for sin hele Slægt” o. s. v. Bjørn Johnsen fra Skardsaa har optaget et Udtog af det her ved os indrykkede Stykke af Landnama i sine Grønlands Annaler (see ovenfor S. 79, 83) i Parentheser underretter han kortelig Læserne om at hin Thorkatla (eller Katla) var den Kone, om hvem Digtet Kötludraumr handler, samt kalder vor Are en Søn af Mar eller Kar. Vi maae dog ei glemme at underrette vore Læsere om, at Gaarden Reikholes Egn og Beliggenhed i gamle Dage maatte give rig Næring for Overtroen om mægtige Natur-Aander i dens Nærhed. Tæt ved den ere nemlig adskillige hede, tildeels periodisk og efter visse Regler sprudende Kilder, varme Sundhedsbade o. s. v. Denne underjordiske Varme menes af nogle at have bidraget dertil, at Agerdyrkningen her fordum aldrig slog Feil, efter Sturlungas Beretning (1ste Deel S. 23). Den danske Regjering har forskjellige Gange havt i Sinde at anlægge der et stort Saltværk ligt det, som dreves, i Mands Minde, for en Tid lang paa Reikenæs i Isefjords-Syssel, uden Hjelp af Sol eller Ild. (See Olafsens og Povelsens Reise gjennem Island I, 382-85 samt Olavius oecon. Reise I, 29). Vissere end de ovenanførte Folkesagn er den. Beretning i Kristni-Sagas 1ste Capitel, at Are Marsøn nævnes først blandt Vesterlandets ypperste Høvdinger ved Christendommens første Forkyndelse paa Island af Biskop Frederik og Thorvald Vidførle i Aaret 981 (see den Arnæmagn. Comm.Kjøbenh. Udg. 1773; 8 , S. 6). 17 Aar derefter drog hans Søn Gudleif Aresøn af Reikhole omkring i Landet med den krigerske Missionair, Præsten Thangbrand, (sidst kommen fra Norge) samt hjalp ham til at ombringe Skjaldene Veturlide og Thorvald Vejle, som Hedendommens ivrige Forsvarere (sammest. 8 Cap., S. 52-56). Jfr. Fornmanna Sögur II, 202 (Lat. Overs. II, 187) samt Njala 101 og 103 Cap. Gretters Saga ommelder Are Marsøn (i 29de Capitel) paa en noget utydelig Maade. Det synes nemlig at berettes der, at han var den første, som tog Reikjanes i Besiddelse (Ara Máfssonar, er nam Reikjanes); men Faderen Már menes virkelig her, saa at det snarere burde have været skrevet saaledes: Ara, sonar Máss (eller Márs) o. s. v. (Söguþættir Islendinga, Hólum 1736, 4, S. 103). Dog maa Beretningen kun forstaaes saaledes, at Mar antoges for at være den første Beboer, Opdyrker eller Opbygger af Reikhole, da hans Farfader, Ulf Skjalge allerede havde taget hele Landstrækningen Reikjanes, som ubeboet, i sin første Besiddelse. Den rigtige Sammenhæng af disse Forhold angives i Fóstbræðra Saga 1 Cap. (Kjøbenh. Udg. 1822, 8, S. 6). Endvidere nævnes vor Are og hans Hustru Thorkatla som Reikenæsboernes Stamforældre i Laxdæla 6te Cap. (l. c. S. 12). At Mar har været den første Opbygger af Reikhole siges ogsaa udtrykkelig i det ovenommeldte gamle Digt ”Katlas Drøm”, hvori det foregives at være skeet efter Alfernes Raad, i Nærheden af tvende Fugle-Tuer (fuglsþúfur) maaskee de Høie, hólar, hvoraf Gaarden har faaet sit Navn. Før siges Mar at have boet paa et andet Sted, dog paa Reikenæsset, men paa hin Side af en nærflydende Elv.

• 6) Saaledes oversætter Torfæus i Fortalen til Vinlandia: sex dierum navigatione, skjønt han S.69 dog sætter: tridui navigatione. Vi mene og, at vore Forfædre, i de ældste Tider, i det mindste undertiden, ved dægr have forstaaet det danske Døgn, svenske Dygn, skjønt det tilsidst har faaet den udelukkende Betydning af et halvt isteden for et heelt Døgn. Saaledes forklare og Lexicographerne det fremmede Nycthetneron snart ved 12, snart ved 24 Timer. Her (og i flere gamle Cursberegninger) mene vi at dægr maa oversættes ved Døgn. Vi see at flere lærde Islændere forhen have hyldet denne vor Mening. Torfæus findes ellers at have oversat paa begge Maader, f. Ex. i Groenlandia p. 64, 67, jfr. Theod. Thorlacius om disse afvigende Forklaringer, sammesteds S. 68-69. Den samme Forvirring hersker i de danske, hertil hørende Cursforskrifter. Ellers er dægr taget for Døgn af Gudmund Magnæus, Gloss. Edd. ant. 1, 448 og i Páls biskups Saga l. c. S.181. Thorkelin har meent at naar man i Fleertallet sagde dægur, betydede det Døgn, men dægr i Enkelttallet et halvt. Kristinréttr hinn gamli i Glossariet (1776). Jfr. Finn Johnsens Tractatus de noctis præ die prærogativa (1782) S. 169, hvor han oversætter dægr ved hemeronyctium; for denne hans og vor Mening taler Sprogbrugen ved Ordet dægramót, om Morgenen, da Dag og Nat mødes, men ikke om Aftenen. Derved antages, at Døgnet begynder ved Dagbrækningen, og ender med den paafølgende Nat. Om end Ordet dægr ellers i Oldtiden i Almindelighed kan have været brugt om Dag eller Nat (hver især), bør det dog, naar det anvendes paa Curs eller Seilads, have den bestemte Betydning af et Døgn eller 24 Timer, thi saa længe varer Døgnet immer, skjønt dægr som Dag eller Nat kun to Gange om Aaret, ved Vaar- og Høstjævndøgn, har den bestemte Længde af 12 Timer. Vi bemærke endelig at Schøning (i Norges Historie I. 409) oversætter fra vor Text: ”sex Dages Sejlads”, men Hans Finsen i den ældre Khavnske Udgave af Landnama S. 133 sex nycthemeriorum.
• 7) Hvitramannaland ommeldes i Thorfinn Karlsefnes Saga ved den Lejlighed, at de Beretninger anføres der, som, tvende unge Skrællinger (Eskimoer eller fødte Vilde), fangede i Markland i Amerika, gave om de Egne: at Skrællingernes Land, som stod under tvende Konger, grændsede til et andet (paa Fastlandet), hvis Indbyggere pleiede at gaae i hvide Klæder, at bære Faner (uden Tvivl i Krigstider) og istemme høje Skrig (eller Krigsraab). Sagaskriveren mener at dette, Land maatte være det saakaldte Hvitramannaland, der saaledes maatte betyde de hvidklædte, ikke hvide, Mænds Land, eller det saakaldte store Irland. De hvide Klædninger kunne enten have været af Dyreskind (Peltsverk eller hvidtede Huder) eller og af Tøier, enten som de der ere fundne i ældgamle nordamerikanske Gravhuler, eller ogsaa som Mexikanernes Bomuldstøier. Faner vide vi at de vilde Nordamerikanere (Irokeserne og andre) have pleiet at fare foran deres Krigerflokke. Formodentlig meente Nordboerne og, at det Land i Amerika, hvortil Bjørn Breidvikingakappe og senere Gudleif Gunløgsøn kom fra Island paa en lignende Maade, var det selvsamme, da det fortælles: at Høvdingerne der lode Faner bæres foran deres Flokke, og at de Indfødte talte der et Sprog, som mest lignede det Irske (hvoraf man da vel har givet Landet det andet ovenmeldte Navn af det store Irland). Disse Beretninger blive nærmere meddeelte og drøftede længere hen i denne Deel af det nærværende Værk. Da Talen her er om et Land, der var større end det europæiske Irland, men som dog laae i Vest derfra, kan det ikke omtvivles at jo en Deel af Amerikas Fastland menes her. Efter Beskrivelsen maa det formodentlig have været en Egn i een af de forenede Nordamerikanske Staters Provindser, om hvis Beliggenhed vi forbeholde os at handle noget nærmere i nærværende Værks 3die og sidste Bind, ved at sammenholde denne Beretning med andre hertil hørende. Med Hensyn til den Art af Irsk (eller et det lignende Sprog), som skulde tales i disse Egne, fortjener det vistnok at bemærkes, at forskjellige Britter, som forstode Vælsk eller Kymrisk (talt i Wales) beslægtet med det Irske, siges i vore Dage at have truffet Stammer af Vilde eller Indfødte af de oprindelige Beboere, i de fjernere Egne af de forenede Nordamerikanske Stater, som talte et Sprog der lignede det Vælske. Saaledes meldte f. Ex. Tidenderne i Aaret 1820, at de fra Missisippi indløbne Efterretninger bekræftede de ældre om Amerikanere af vælsk Herkomst paa Floden Missuris sydlige Bredder. Disse eller andre lignende Stammer skulle ellers berette, at deres Forfædre forhen havde boet paa det Atlantiske Havs Kyster, men at de ved Europæernes Ankomst og overhaandtagende Mængde i det 15de eller 16de Aarhundrede, efterhaanden havde trukket sig tilbage mod Vesten. Man har ellers meent at disse Folk nedstammede fra de 871 Personer, hvilke Fyrsten af Nord-Wales, Madoc, Søn af Owen Gwineth, lod indskibe og bortføre, til de vestlige Farvande, i Aaret 1170. — Da Nordboernes Bekjendtakab med disse amerikanske Egne var meer end halvandet Aarhundrede ældre, og de dog havde lagt Mærke til den der talte celtiske Sprogart, maa Grunden dertil søges i en længere bortfjernet Oldtid. Det eneste Tvivlsmaal, som Landnamas nærværende Beretning vækker mod Angivelsens Nøiagtighed, er den Omstændighed, at der til det amerikanske Irland kun var 6 dægra (halve eller hele Døgns) Seilads fra det europæiske. Her gjætte vi at Landnamas Text er saaledes forvandsket, at det Ord, som hos de nyere Afskrivere er blevet til sex, oprindelig har været sextán (16), eller vel snarere Tallet XI forvansket til VI (som saare let kunde skee); thi desværre haves nu intet Blad tilbage af dette Sted i nogen gammel Membran-Original. Dog vide vi at det hele Capitel forhen har været indbefattet i den ældste oprindelige Landnama (B) ligesaavel som i Høgsbogen (C), af hvilken sidste nogle Pergamentsblade endnu ere tilbage i den Magnæanske Samling; af begge haves dog, som ovenmeldt, Afskrifter ved Præsten John Erlendsen, hvis Afcopiering ikke allevegne erfares at have været den nøiagtigste eller paalideligste. Saaledes synes han f. Ex. her, (i B), at have læst Írland for Finland. I begge Udskrifter af Are Frodes Schedæ sees han dog med fuldkommen tydelige Bogstaver at have skrevet Vinlandi. Efterretningen om Ares Daab i det store Irland er vistnok besynderlig; dog kan en Forvexling i Sagnet med det europæiske Irland let have fundet Sted, thi derfra synes Are, ligesom senere Gudleif Gunløgsøn, at være gaaet ud paa denne sin Søreise. Han var vel desuden allerede hjemme i Island bleven bekjendt med Christendommen, hvor hans Søn og senere viste sig som en altfor ivrig Tilhænger og Forsvarer af dens Lære, medens Landets fleste Indvaanere endnu bekjendte sig til Hedendommen. De Sagn , hvorpaa nærværende Fortælling grunder sig, bære ellers Vidne om, at Nordmænd, Islændere eller Irlændere (fra Limerik) eller og Søfarende fra Ørkenøerne have senere faret paa eller hændelsesviis besøgt det store Irland, hvor de gjenkjendte Are; var en Præst blandt dem (som hyppig var Tilfældet i de Tider, da Geistlige og Breve Søfart og Handel) kunde Are have ladet sig døbe af ham. Torfæus’s Mening i Fortalen til hans Vinlandia, at Are Marsøn er i Amerika bleven døbt af den fra Grønland didkomne Biskop John eller Johannes, synes at være tilstrækkelig gjendreven af Finn Johnsen i Hist. eccl. Is. I, 87-89. Dog maae vi, paa den, anden Side, ei ganske oversee de mange især spanske og franske Efterretninger og Gisninger om Spor af Christendommen blandt de gamle amerikanske Folkeslag, f. Ex. i Florida og i det Mexikanske, af hvilke Europæerne maaskee allerede i Middelalderen kunde have sluttet sig til, at en saadan Religion der var bekjendt. Vist er det overhoved at enhver, der blev optagen i Amerikanernes Samfund, enten som voxen Stalbroder, eller (og især) som Høvding, maatte i Forveien underkaste sig mange Haardførheds og Udholdenhedsprøver, hvorved han blev luttret (paa Islandsk skirðr) og tilsidst indviet til den nye Stand. Desuden havde de forskjellige Slags religiøse Rensninger og Bade, som let kunde forvexles med den christelige Daab.
• 8) Om denne Rafn (Oddsøn) Limeriksfarer vide vi ikke mere, undtagen det (af Landnamas 2 B. 21 Cap,) at han var gift med en Vigdis, Datter af en Thoraren kaldet filsenni eller Elephantpande, den berømte Høvding Thord Gellers Søn. Dog kjende vi Rafns Slægtregister for saavidt han nedstammede fra Steinulf Lave paa Mødrenesiden, og hørte saaledes saavel til Are Mársøns som Leif Eriksøns Frænder. Dette Slægtskab med Mænd, som havde besøgt eller endog tilsidst taget stadigt Ophold i det fjerne, da saa lidet bekjendte Amerika, har vel bidraget dertil, at først Rafn, men senere Are Frode har søgt at udforske, bekjendtgjøre og udbrede de Efterretninger, som kunde erholdes derom. Af hans Stamtavle at dømme, maa han have levet først eller midt i det 11te Aarhundrede. Det er saaledes tænkeligt, men næppe sandsynligt, at han er den samme som Rafn den Røde, der fulgtes med Jarlen Sigurd fra ørkenøerne til Irland, deeltog i Aaret 1014 i det store Slag ved Dublin mod Kong Brian, kom der i Livsfare og aflagde det Løfte til Apostelen Peter, at han, hvis han slap derfra, tredie Gang skulde besøge ham i Rom. (See Njalas 158de Cap.). Ellers er det vist, at denne vor Limeriksfarer er den samme Rafn, der nævnes i Sturlunga-Sagas 1ste Bogs 3 Capitel (Udgaven S.6) som Stamfader til Skard-Snorre, fra hvem Islands nu mest anseete Familier nedstamme.
• 9) I det vi først bearbejdede dette Brudstykke af Landnama, efter dens sidst trykte Test, nedskreve vi følgende Anmærkning til Navnet ”þorkell Geitisson”, hvis senere Deel vi formodede maatte reise sig af en gammel feilagtig Læsning eller Skrivning: ”Thorkel Geitersøn var en bekjendt Høvding, der boede paa Krossavig i det nuværende Nordre-Mule-Syssel paa Islands Østerland. I Aaret 1019 finde vi at han har været i fuld Virksomhed, og har vel levet adskillige Aar derefter. JarlenThorfinn den anden, som omtrent paa den Tid tiltraadte regjeringen over Ørkenøerne, men noget før paa Katanes (nu Caithness) i Skotland, skjønt en Deel af hine Øer allerede da tilhørte ham, maa være den, som menes her. Den sidstnævnte Jarl var ellers i Slægtskab med Are Marsøns Afkom, da Jarlen Thorfinn den første, hans Oldefader, havde været gift med Grelöd (eller Grelade) en Datter-Datter af Thorstein Rød, i kort Tid herskende over en Deel af Skotland, men Are Marsøn var gift med hendes Modersøsters (Thorhildes) Datter. Ellers forekommer det os ikke usandsynligt, at den lille Skriverfeil her har indsneget sig, at eit er bleven skrevet for ell (som meget let kunde skee ved feilagtig Læsning) og at þorkell Geitisson saaledes burde læses þorkell Gellisson, som levede paa samme Tid, men var da i sin blomstrende Ungdom. Han var nemlig en særdeles videbegjerlig og sagnkyndig Mand, fra hvem Are Frode, efter forskjellige udtrykkelige Citationer, havde mange af sine Beretninger. Da Landnama og er bygget paa Ares, ellers tildeels tabte, Skrifter, vilde det, hvis vor Gisning var rigtig, blive høist sandsynligt, at denne hele Fortælling om Are Mársøn skyldes hans egne Optegnelser. Vistnok maatte Thorkel Gellersøn, opdraget i Reikholes Nabolag og nedstammende fra Are, interessere sig mere for ham og hans Begivenheder end den gamle Thorkel Geitersøn, som boede paa det fjerne Østerland. Uden Tvivl havde ogsaa Are Frode, ligeledes nedstammende (ligesaavel som hans eget Navn) fra Are Marsøn, en Brodersøn; Nabo og Lærling af Thorkel Gellersøn, maattet finde Sagnet i sig selv meget mærkeligt.” Dette vort Tvivlsmaal mod samtlige trykte Udgavers (uden anført Variant) antagne Læsemaade, bevægede os til at eftersee de Arnæmagnæanske Haandskrifter af Landnama, og det fandtes da, til vor store Forundring, at Codex13, hvis tabte Pergaments-Original vi med P. E. Müller og Landnamas senere Udgivere ansee for at være den ældste, med klare og tydelige Bogstaver har ”Gellisson”, men ingenlunde, ”Geitisson”. Vor Conjectur er da nu saaledes bleven til historisk Vished.
• 10) Denne Alf var, efter Laxdæla S. 12 samt Landn. 2 P. 18 Cap. o. fl. St., en Søn af Landnamsmanden Eystein eller (vel rettere) Gunnstein Alfsøn Meinfret, og Thorhilde, en Datter af Thorstein Rød, i sin Tid Erobrer af og kaldet Konge over en Deel af det nordlige Skotland. Han var gift med Halldise, en Datter af Erp, Søn af Meldun, en skotsk Jarl. En anden Datter af Alf var Thorelfe (þórelfr), Moder til Thorgeir Havardsøn, Thormod Kolbrunarskalds Fostbroder. Af disse Brødre fik Thorgils Aresøn som ovenmeldt Reikholes Hovedgaard til Besiddelse; i Grettis-Saga 29 Cap. siges han (først i det 11te Aarhundrede) at have været den største Høvding paa Vestfjordene. Meget fortælles om ham, saavel i denne, som i Fóstbræðra-Saga, jfr. ovenfor S.151 o.f. Fra ham nedstammer en berømt Række af Reikholes Eiere og Beboere, de her egentlig saakaldte Reiknesingar eller Reikjenæsboere. Om den anden Broder Gudleif have vi ovenfor handlet. Han var ellers saa udmærket ved sin Tapperhed, at et fordum bekjendt Æresdigt (lofdrápa) af en Samtidig blev forfattet om ham. Den tredie Broder Illuge vides vel at have været gift, men han synes dog at have tilbragt det meste af sin Levetid med Søfart og Handelsrejser til og fra Norge.