Om Atlunguak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

7. Om Atlunguak

Atlunguak siges der duede ikke til Erhverv; han havde Huusfæller og disse maatte føde ham. Naar de andre Mænd paa Pladsen vare paa Raabejagt (Klapjagt), sad Atlunguak ørkesløs bag sin Moders Lampe. Engang kom de alle flygtende tilbage fra Fangsten; da han fik en Formodning, spurgte han Moderen: »hvad er iveien med dem?« Moderen svarede: »de sige at de have seet en Bjørn, en af de gamle iisgroede, siddende i Huulningen af et lisfjeld.« Strax begav han sig paa Veien, alene væbnet med en Tok, og idet han løb, dannede han kredsformige Spor i Sneen indtil han naaede Iisfjeldet. Idet han kiggede gjennem en lille Aabning, opdagede han Bjørnen siddende paa Bagen; han holdt da sin Tok i Beredskab og fløitede, hvorpaa Bjørnen løftede Hovedet. Strax stak han den i Øiet og da han havde udstukket begge Øine, gav han sig til at løbe, og den bagefter; men da den ikke kunde see og blot gik efter Lugten, opholdtes den ved Kredssporene. Tilsidst var han ved at tabe Veiret og styrtede omkuld, men da han saae sig om, laa Bjørnen der og var død. Da han kom hjem, sendte han sin Moder hen at sige til Naboerne, at han havde dræbt Bjørnen, som sad i Iisfjeldet, og at de kunde hente den. Men de svarede: »Atlunguak, den Stakkel, som altid ligger bag sin Moders Lampe, skulde han fange den Bjørn for os, som vi frygte?« Da hun kom hjem spurgte han: »hvad sagde de?« hun svarede: »de sagde, Atlunguak« o. s. v. — Atlunguak sagde atter: »siig kun, at de skulle hente Bjørnen, som jeg har dræbt i Iisfjeldhulen.« Da hun nu havde sagt det anden Gang, gik de Dagen efter ud og kom meget muntre hjem med store Byrder paa Nakken. Men Atlunguak lagde sig atter bag Moderens Lampe og bestilte ingenting. Om Foraaret droge de paa Rensjagt, men han var ikke med. Engang kom de hjem i stor Hast. Atlunguak lod atter Moderen spørge, hvad der var paafærde. De svarede: »Atlunguak, den Stakkel, som altid ligger bag sin Moders Lampe, vil han angribe det, som vi ere bange for?« Da hun kom tilbage, gjentog hun dette, men han bød hende spørge endnu engang. Saa bragte hun da den Besked, at de vare flygtede for en Amarok, som de havde seet, havende sin Bolig ved en Bratning. Da Atlunguak havde hørt dette, brød han sig ikke mere om dem, men satte sig strax til at lave Pile, og lagde sig ikke til at sove, før han var færdig. Moderen kunde ikke sove, fordi hun vilde afholde Sønnen derfra; først holdt hun sig vaagen, derpaa faldt hun halvt i Søvn, men da hun vaagnede, var han borte. Da Atlunguak kom til Bratningen, som havde to Trin, fandt han Ungerne alene, dem dræbte han alle, og ventede saa paa de Gamle. Snart kom Moderdyret farende med et Rensdyr i Gabet; hylende nærmede det sig Ungerne. Da det intet hørte, løb det lidt til igjen, og hylede atter; da det saa bemærkede ham, kastede det sin Bid og kom springende hen imod ham, men han flygtede op paa Trinnet, og derfra skjød og dræbte han det. Derpaa ventede han paa Handyret og saae dette kom med et Rensdyr i Gabet og det gik med det ligesom med det forrige, idet han sprang op paa det andet Trin og skjød det. Da han nu kom hjem, sendte han atter Moderen hen til Naboerne for at sige at de nu kunde gaae hen og hente Amarokken; men det gik ligesom dengang med Bjørnen, de vilde ikke troe hende og sagde: »Atlunguak den Stakkel« o. s. v., og da hun kom anden Gang, vilde de heller ikke troe det; først da de saae Atlunguaks Huusfæller gaae ud, fulgte de ogsaa med, og kom saa tilbage svært belæssede. Atter lagde Atlunguak sig ørkesløs bag Moderens Lampe, og de Andre gik igjen paa Rensjagt. Engang kom de atter iilsomst tilbage; Atlunguak lod Moderen spørge om Aarsagen, de sagde, at det var for en Kilivfak, som havde Bolig midt paa en Slette; »Atlunguak, den Stakkel o. s. v., vil han angribe den som vi flygte for?« —og det gik alt ligesom forrige Gang; da Moderen næste Dag vaagnede, var Sønnen allerede borte. Da han kom til Sletten, saae han Dyret, som stod og kradsede i Jorden, dets Bagdeel skinnede ganske hvid. Medens det kradsede, løb han til, og hvergang det reiste sig, dukkede han ned; endelig kom han det nær, og skjød det. tværs igjennem fra den ene Side til den anden; da det saa reiste sig for at bide ham, skjød han det mellem Benene. Tilsidst havde han opbrugt sine Pile, og løb nu forfulgt af Dyret; han søgte efter en Steen, men end ikke den mindste var at see; nær ved at tabe Veiret fandt han endelig en lille Steen, løb derpaa til og kastede efter det, idet samme faldt han ganske aandeløs og tænkte: »lad det nu kun bide!« men da han reiste sig, laa det der og var dødt, han havde truffet det midt imellem Øinene, det havde ti Been. Dennegang skar han et lille Stykke af, og tog det med sig. Da han kom hjem, sendte han atter Moderen hen for at fortælle om hans Fangst. Da de heller ikke vilde troe hende, sendte han hende anden Gang med Prøvestykket, og da hun fremviste dette, ilede de alle ud og kom hjem svært belæssede, og Skindet fandt de saare smukt.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 67-68.