Om Broderen, som opsøgte sin Søster paa Akilinek (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

25. Om Broderen,
som opsøgte sin Søster paa Akilinek

Om Broderen, som opsøgte sin Søster paa Akilinek
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn – I, 110

En gammel Mand havde en Søn og to Døttre. Endnu medens han levede holdt han op med sin egen Fangst, da hans Søn var en udmærket Erhverver baade tillands og tilvands. Paa Landjorden kunde han indhente alle Dyr, og tilsøes var han en udmærket Fanger. Naar han gik i Kajak, pleiede den ældre Søster at følge ham paa Landjorden, idet hun snarede Ryper, og hun fik gjerne dygtig mange. Engang, da Isen laa langt ud tilsøes, uden aabent Vand, gik de sammen ud til de yderste Øer; der saae Broderen en Ræv, som han gav sig til at forfølge. Efterat have været borte mellem Smaaøerne i nogen Tid, kom han tilbage med Ræven, men saae ikke Søsteren mere; han søgte og raabte, men borte var hun. Omsider fandt han Slædespor, men da han endnu ikke saae noget til Søsteren, og det mørknedes, vendte han alene tilbage. Da han var kommen hjem, blev han ganske taus og indesluttet. Endelig sagde han engang: »blot jeg dog engang kunde faae en Slæde.« Faderen syntes særdeles godt om det, og lavede strax det nødvendige Tilbehør til en Slæde. Den næste Morgen gik Sønnen ud tilfods; først ud paa Aftenen kom han hjem igjen tomhændet, Uden at sige et Ord, lagde han sig til at sove. Den næste Morgen bad han Faderen om at tage noget Bindsel frem til ham, thi han vilde opsøge sig nogle Trækdyr. Derpaa gik han ud og blev borte hele Dagen. Ud paa Aftenen hørtes der Støi udenfor. Den lille Søster gik ud for at see, men kom ganske forskrækket ind igjen og sagde: »men hvad er det dog for et Uhyre, som min kjære Broder har bragt bundet?« Da Broderen selv kom ind, spurgte Faderen: »hvad er det du har bragt?« Sønnen svarede: »aa! det er bare den lille Bjørn, som jeg har skaffet mig til Trækdyr, vil du ikke lave Seletøi til den, den skulde gjerne oplæres.« Faderen skyndte sig strax med at lave Seletøi, og Sønnen holdt op med sin Fangst og afrettede Bjørnen; men da den var oplært, tog han den senere med sig som Ledsager. Atter engang, da han havde været borte om Dagen, kom han hjem om Aftenen ganske svedt, og lagde sig til Ro uden at sige et Ord. Om Morgenen bad han atter Faderen om et Bindsel, men nu skulde det være større; da det var færdigt gik han ud. Om Aftenen hørtes der atter Støi udenfor. Den lille Søster gik ud, og kom atter forskrækket tilbage og sagde, at det var endnu farligere end forrige Gang. Da han kom ind og Faderen spurgte, sagde han: »aa det er bare en lille Amarok, som jeg har skaffet mig til Trækdyr.« Denne og Bjørnen kunde ikke forliges; naar de vilde slaaes, maatte han stille sig imellem dem og pidske dem fra hinanden, men da de først vare oplærte, kunde de bruges til Trækdyr; nu vilde han have et tredie til. Han gik ud og blev meget længe borte; først seent paa Aftenen, da Forældrene vare heelt elendige af Skræk, kom han hjem, og atter lagde han sig uden at sige et Ord. Næste Morgen bad han Faderen lave et rigtig stærkt Bindsel, og da denne havde taget en heel Mængde frem og givet ham det, drog han afsted. Om Aftenen hørtes der megen Støi, thi nu var der baade Bjørnen, Amarokken og en Aussik, som sloges. Tilsidst fik han dem dog tillærte, og sagde nu til Faderen: »bare man nu havde en Slæde!« Denne var strax beredvillig, og lavede en rigtig stærk Slæde, af rigtig svært Træ med mange Knaster byggede han den. Da der nu kom Iislæg, vilde han først prøve sit Kjøretøi, fulgte først Kysten sydefter og kom tilbage samme Dag. Da Faderen spurgte ham, hvor langt han vel var kommen, svarede han: »naar man med en Baad vilde reise herfra tidligt paa Foraaret, vilde man ikke før om Efteraaret naae det Sted, hvortil jeg kom. Men paa Hjemveien gik det meget rask, Bjørnen blev træt, saa at jeg maatte tage den op til mig paa Slæden; men Aussiken, den er meget brugbar, den er ikke istand til at blive træt den hele Dag.« Den følgende Dag reiste han paa samme Maade langs Kysten mod Nord, kom hjem om Aftenen og fortalte det samme; »men Aussiken,« sagde han »bliver let bister, og er farlig for Fremmede.« Da nu Isen havde lagt sig overalt og det havde været ondt Veir, uden at den dog brød op, blev det atter smukt roligt Veir. Da vendte han sig en Aften mod sine Forældre og sagde: »husker I dengang, da jeg vandrede med min Søster paa Isen, og da hun blev borte for mig; fra hiin Tid af søgte jeg efter hende over hele Landet i vor Omegn. Hvor mon hun vel kan være bleven af, end ikke hendes Been har jeg seet; men paa hiin Dag, da jeg mistede hende og søgte, saae jeg Slædespor, som vendte ligeud tilsøes, dette er det eneste jeg har seet. Derfor vilde jeg nu gjerne drage til Akilinek, thi jeg hviler ikke førend jeg har fundet, hvor hun er bleven af.« Forældrene søgte at afholde ham derfra. »Det kan være det samme, din Søster, som er forsvunden for saa lang Tid siden, skal du ikke søge hist ude, du er nu vor eneste Erhverver. Hist findes der en Revne saa bred, at man ikke kan see over den, der vil du aldrig naae over.« Sønnen svarede: »mine Trækdyr ere vel ikke skabte til at svømme, kun Bjørnen forstaaer det nogenlunde; nu, — hvis jeg ikke kan, saa vender jeg om igjen.« Forældrene gjentoge deres Formaning, men derved fik han blot mere Lyst, og tilsidst drog han afsted paa Maa og Faa, for at opsøge sin Søster. Da han nu kom derud, hvor han først havde seet Slædesporene, styrede han ligeud og tilsidst gik Landet af Sigte; da blev Bjørnen træt og da den blot var til Hinder for sine Følgesvende, tog han den op paa Slæden. Da han drog videre, kunde han godt see Land igjen, der traf han ogsaa Slædespor, og da han nærmede sig Landet, gik der Slædespor i alle Retninger. Han saae sig nu om til alle Sider, hvor han vel skulde hen; imidlertid kom han til et Iisfjeld nærved Strandbredden, ved samme bandt han sin Slæde fast og gik nu overland for at opsøge Mennesker. Han gik ikke længe før han opdagede mange Huse, derpaa standsede han, men gik saa nærmere, og da han havde seet sig om efter en Indgang, valgte han et stort Huus. Da han var traadt ind og betragtede Folkene derinde, kunde han strax gjenkjende sin Søster, der sad med sit spæde Barn paa den anden Side, nær Væggen. Da han nu satte sig paa Sidebrixen, gjenkjendte hun ogsaa ham, og de begyndte at tale sammen. Hun sagde: »paa hiin Dag, da du forlod mig ved at forfølge Ræven og fangede den, kom der en Slæde, som optog mig og førte mig herhen, derfor er jeg nu her. Jeg er gift, min Mand er som sædvanlig kjørt ud, men kan snart ventes; naar han kommer, saa betragt ham engang.« Broderen svarede: »siden den Tid har jeg søgt efter dig, nu træffer jeg dig først her. Hele Landet har jeg bereist, det var herligt, at jeg endelig fandt dig!« Medens de ventede paa hendes Mands Ankomst, raabtes der: »nu kommer han,« og da han saae ud af Vinduet, see der! — saa kom Svogeren kjørende med bare unge Rensdyr spændte for Slæden. Skjøndt det gik i en stærk Fart, syntes han dog, at han kjørte langsommere end hans egen Slæde. Han troede nu nok at han kunde magte ham, og satte sig stiltiende ned igjen. Da Svogeren kom ind, havde han blot Øiet fæstet paa den Fremmede, og satte sig ved sin Kones Side, og uden at sige et Ord lagde han sig heelt tilbage paa Brixen, saa at blot hans Hæle naaede lidt ud over Kanten. Derved afbrødes ogsaa de to Sødskendes Samtale, dog fortalte hun sin Broder, at det var af Frygt for Manden; det var saa hans Skik, at han var meget lidet talende, af Undseelse gjorde han altid saaledes. Da hun sagde dette, kom han lidt længere frem, og de begyndte nu at snakke sammen. Gjæsten talte meget om sin Glæde ved at træffe Søsteren vel, og at hun nu selv havde en Forsørger, derfor vilde han nu ikke mere ængste sig for hende. Da Samtalen nu kom igang, sagde han videre: »I skulde ogsaa engang besøge os.« Men Svogeren havde ikke megen Lyst, og talte om, at Børnene nok vilde komme til at fryse paa Veien. Derpaa vilde de have at han skulde blive, men han sagde, at han maatte see til sine Trækdyr, dog fortalte han ikke af hvad Slags de vare, og da han gik, gave Forældrene ham nogle af Børnenes Klæder med til Foræring; dem tog han paa Nakken og gik saa til sin Slæde og kjørte afsted. Da han tabte Landet af Sigte, blev Bjørnen atter træt og han maatte tage den paa Slæden. Da han kom hjem, bleve Forældrene meget glade ved at see deres Børnebørns Klæder og høre, at deres for lang Tid siden forsvundne Datter vilde besøge dem. Medens de nu ventede med Længsel, saaes der engang, da Veiret var smukt, Slæder komme ud fra Søen af. Da blev der Glæde, og den mindre Søster, som havde et meget muntert Sind, blev endmere lystig; da de Reisende nærmede sig, hoppede og sprang hun over den opstillede Baad. Men med det samme saaes Slæderne standse, og derpaa vende om og ile tilbage; de vare formodentlig blevne bange for Broderens Trækdyr og for hende, som sprang. De begyndte at raabe efter dem og Forældrene bleve meget bedrøvede og græd; derover ynkedes Sønnen, og i sin Vrede gik han hen til sine Trækdyr, tirrede Aussiken, som var den arrigste, løsnede den og sendte den efter Slæderne. Snart forsvandt Slæderne og Aussiken ligeledes bagefter dem. Da den kom tilbage, var den ganske blodig om Snuden. Rimeligviis har den dræbt dem alle; Broderen søgte ikke mere efter dem, da han ikke ventede, at nogen af dem var tilovers.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 110-114.