Om Dale-Gudbrand

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Om Dale-Gudbrand

Af

Dr. A. Chr. Bang


Videnskabsselskabets Skrifter. II. Historisk-filosofisk Klasse, 1897. No. 2

Udgivet for Hans Å. Benneches Fond

Christiania

I Kommission hos Jacob Dybwad
A. W . Breggers Bogtrykkeri 1897


Fremlagt i den historisk-filosofiske Klasse den 22de Januar 1897.


Idet jeg optager til Behandling Spørgsmaalet om den historiske Værdi af, hvad der i Sagaerne fortelles om Dale-Gudbrand, skal jeg først kortelig udrede, hvordan det forholder sig med Hensyn til Kilderne i Overensstemmelse med Forskningens nuværende Standpunkt.

Om Dale-Gudbrand (1897).
I Tiden mellem 1155 og 1180 har en Islænding forfattet en Saga om Olaf den Hellige. Af denne Saga, der i sin oprindelige Skikkelse er gaaet tabt, er heldigvis dog nogle Brudstykker i Behold(1). Denne anonyme Olafssaga i sin oprindelige Skikkelse betegner jeg i det følgende med Bogstavet A.

Omkring 1230 blev denne Saga bearbeidet og udvidet af den islandske Præst Styrme. Denne Bearbeidelse, som jeg vil kalde B, har saa senere en Nordmand afskrevet og tildels ogsaa bearbeidet. I denne Skikkelse er det da, at denne Saga — den saakaldte legendariske Olafssaga — er bleven bevaret og i 1849 udgivet af Keyser og Unger. Den vil i det følgende betegnes med Bogstavet C.

Fortellingen om Dale-Gudbrand indeholdes i C i Kap. 33—39. Paa Forskningens nuværende Standpunkt trænges der ikke længer noget Bevis for, at den i disse Kapitler meddelte Fortelling er en umiddelbar Fortsættelse af, hvad der i C, Kap. 74 er fortalt om Olaf den Helliges Ophold i Lesje og Lom, did han var kommet fra Søndmøre gjennem Valdalen paa sin Flugt for Kong Knut, C, Kap. 72—73(2) . Vi har altsaa her for os en Skildring, der falder i tre Stykker :

1. Fremstilling af Kong Olafs Færd indigjennem Fjorden og op igjennem Valdalen (C, Kap. 72—73).

2. Beretning om, hvorledes Kongen efter at være kommet over Fjeldet kristner Folket i Lesje og Lom (C, Kap. 74).

3. Historien om Hellig-Olaf og Dale-Gudbrand (C, Kap. 33 — 39).

Den af disse tre Stykker bestaaende Fortælling fandtes ikke i den oprindelige Olafssaga. I et af de forhaandenværende Brudstykker af A, der omhandler det Punkt af Olafs Liv, som der her er Tale om, heder det: en þat var í slygs a møri norþr. oc ganga þeir þar frá scipom sínom. oc fara síþan unz þeir coma a uplond(3). Forfatteren af A vidste altsaa ikke mere at fortælle om denne Episode af Helgenens Liv. Og mere vidste ingen af ældre eller samtidige Forfattere at meddele Acta Sancti Olavi siger: Illorum multitudini resistere non valens secessit in Rusciam(4). Bearbeidelsen i den norske Homiliebog meddeler blot, at Olaf, da Voldsmænd gik ham imøde, stoc hann þa undan þvi éle austr í Garða(5). Theodoricus Monachus skriver: relictis navibus abiit ad generum suum Olavum regem Svethiæ(6). Forfatteren af Fagrskinna melder: þá gékk Ólafr konungr af skipum sínum, þar sem heitir Slygsfjörðr, ok fór þaðan á Upplond(7). Og Forfatteren af Ágrip bruger vel flere Ord, men heller ikke han har noget andet eller mere at fortælle os(8): Olaf kommer til Slygsfjorden indenfor Borgund, oc gec þar af scipom oc up at dal þeim er heitir valdalr oc helt siþan ór landinu oc því næst í austr vega.

Det er Styrme frode, der omkring 1230, altsaa 200 Aar efter Kong Olafs Død, ved at meddele noget andet og mere om Helgenens Flugt og de paa denne stedfindende mærkelige Begivenheder og underlige Jertegn. Selvfølgelig har han ikke opdigtet, hvad han har fortalt i B, men forefundet en nogen Tid i Forveien nedtegnet Legende, der paa Legendens almindelige Vis har forherliget den populære Kongehelgen ved at meddele de lokale Sagn om hans Flugt fra Søndmøre til Sverge. Denne Legende, som jeg vil kalde L, kan efter det ovenfor oplyste ikke være bleven til før mod Slutningen af 12te Aarhundrede. Hermed samstemmer det da ogsaa, at den indeholder en Fortælling om en Drøm, som Dale-Gudbrand og Thord Istermage havde en og samme Nat, idet de begge saa en lys Skikkelse, som der stod Rædsel af(9), og som aabenbarlig er tænkt at være Kong Olaf. Enhver vil medgive, at Sagnet om en Drøm af denne Art ikke kunde blive til, før Olafs Hellighed var bleven almindelig anerkjendt og gaaet ind i Folkets Bevidsthed. Som det vil fremgaa af, hvad der tidligere er meddelt, har Styrme brugt denne Legende paa den Maade, at han istedetfor de Par Linjer i A, der omhandler Olafs Flugt fra Mjøre til Oplandene, standser med Beretningen om, at Olaf er kommet ind i Slygsfjorden, hvorefter han optager af L, hvad der nu i C udgjør Kap. 72—74, uden at han lægger Mærke til, at han paa denne Maade lod Kong Olaf to Gange komme til Slygsfjorden, og uden at bekymre sig om, at der blev liden Sammenhæng i Fremstillingen. Naar Styrme satte Fortsættelsen af Legenden — Stykket om Dale-Gudbrand — ind paa et tidligere Sted, da er han sikkerlig bleven ledet dertil af den Grund, at det, som L fortalte om Kong Olaf paa Oplandene, det stemte ikke sammen med Beretningen i A. I A heder det, at da Kongen kom til Oplandene, sammenkaldte han et Thing. Hvordan det gik til paa dette, det ved man ikke, da det opbevarede Brudstykke af A her har en Lakune. Men at A har fortalt, at Kongen ikke fandt nogen Understøttelse af Thingalmuen, frem gaar med Sikkerhed deraf, at han straks efter drager til Sverge med sit Følge(10). L derimod fortæller, at Kong Olaf efter Sammenkomsten med Dale-Gudbrand reiser til Hedemarken og derfra til Hadeland og Ringerike; paa disse Steder omvender han mange til Kristendommen. Efter at han saa var kommet til Oslo, samler Raumarne en stor Hær for at kjæmpe mod ham. Olaf slaar Bondehæren i Nitedalen, brænder Gaarde, banker Bønderne til Bedring og giver sig derefter paa Veien først til Solør og videre til Sverge(11).

Denne Uoverensstemmelse har bragt Styrme frode til at forsøge sig i at øve historisk Kritik. Han gik ud fra, at begge Beretninger indeholdt historisk Sandhed, og at Afvigelserne mellem dem havde sin Grund deri, at de ikke omhandlede samme Tildragelse, men forskjellige Begivenheder, der var at henføre til forskjellige Tider af Kong Olafs Liv. Fremstillingen i A lagde han da til Grund for sin Skildring af Helgenens Ophold paa Oplandene(12); Fremstillingen i L henlagde han til et tidligere, ikke nær mere bestemt Tidspunkt («i þann tima») og puttede den ind uden at sætte den i nogen indre Sammenhæng hverken med det foregaaende eller efter følgende, saa Stykket om Dale-Gudbrand stod i B og staar i C som en al Sammenhæng sprængende Kile. Forud omtales, hvorledes Kong Olaf kristnede sit Rige, saa der ikke i nogen Afdal eller Udø fandtes en hedensk Mand (C, Kap. 32). Efter dette staar at læse en Beskrivelse over hans Riges Grændser (C, Kap. 40). Midt imellem disse to sammenhængende Stykker har Styrme henlagt Legendens Fortelling om, at Kong Olaf mødte Dale-Gudbrand. Denne mekaniske Fremgangsmaade er ikke egnet til at give os store Tanker om Styrmes Dygtighed som historisk Kritiker.

Styrme frodes Bearbeidelse af Olaf den Helliges Saga er Kilden for Snorre Sturlessøns Fremstilling af Historien om Dale-Gudbrand. Denne Kilde har han brugt saaledes, at han rigtig har forbundet Skildringen af Olafs Ophold i Lesje og Lom med Fortellingen om hans Møde med Dale-Gudbrand og vilkaarlig henlagt begge disse to Begivenheder til Kongens 7de Regjeringsaar(13). Tilsyneladende bliver Fremstillingen herved mere rimelig, men større historisk Gehalt faar den selvfølgelig ikke. Det, som er en Legende, bliver ikke Historie, hvormange kronologiske Kunster man end gjør. Alt, hvad Sagamændene fortæller om Dale-Gudbrand, det hviler ikke paa nogen anden Kilde end en mod Slutningen af det tolvte Aarhundrede tilbleven Legende og staar paa lige Linje med Beretningen om Kong Olafs Jertegn i Valdalen og hans Kristianisering af Folket i Lesje og Lom i 1028. Det hele er en paa Lokalsagn bygget Legende og intet andet(14).

Idet jeg gaar over til nærmere at betragte denne legendariske Fortelling, vil jeg først minde om, hvorledes der forud for Historien om Dale-Gudbrand og Kong Olaf møder os en Række af Træk, der stempler sig selv som liggende udenfor den historiske Virkelighed. Disse er følgende:

1. Efter at Kongens Mænd forgjæves har søgt at rydde Vei gjennem Skerfsurden, tilbringer Olaf Natten i Bøn. Da han om Dagen personlig indfinder sig i Urden og har taget af sin Overkappe, flytter 20 Mand de Stene, som 100 Mand tilforn ikke har magtet at røre.

2. Paa Kong Olafs Bøn mættes 500 Mand med Kjødet af to Slagte-Naut, og enda bliver der tilovers en bundløs Mængde.

3. Den Kilde, som Kong Olaf toede sig i, faar derved Lægedomskraft til at helbrede Bofæ for Folket i Dalen.

4. Trolde og Menvætter, som i længere Tid har drevet sit Spil paa Sæteren, flyr med et rædselsfuldt Raab, brændte af Olafs Bønner.

5. Kongen lover, at Bonden paa den Gaard, der skal bygges paa Sætergrunden, altid skal have godt Udkomme, og at Grøden der aldrig skal fryse, om det end fryser baade ovenfor og nedenfor.

6. Loftet paa Lom, som Kong Olaf har overnattet i, stod siden uden at trænge Reparation(15).

Der trænges ikke mange Ord for at gjøre det indlysende, at naar et Dokument først fortæller sligt og saa fortsætter med at fortælle om Dale-Gudbrand, saa er dermed givet, at Optrinet paa Hundthorp ogsaa tilhører Legendens Verden og har intet med den historiske Virkelighed at skaffe.

Legendefortælleren lader den flygtende Kong Olaf gjøre Korstog i Lesje og Lom og paa Hundthorp. Men da han vidste, at Kong Olaf tidligere havde indført Kristendommen overalt i sit Rige, saa maatte han for at faa en rimelig indre Sammenhæng fremstille Sagen saa, at Bønderne paa naevnte Steder var faldne fra Kristendommen tilbage til Hedenskabet(16). Hele dette Frafald er i mine Øine intet andet end pur Digtning.

Hvad nu angaar selve Fortællingen om Dale-Gudbrand, da skal jeg først paapege, at denne samme Gudbrand er en Sagnfigur, der optræder til forskjellige Tider. Vistnok er det saa, at Snorre anfører et Par Vers, som han paastaar skulde være forfattet af Sigvat Skald, og hvori denne Digter skulde have sammenlignet Dale-Gudbrand med Erling Skjalgssøn(17). Holdt dette Stik, da vilde han jo unægtelig maatte betegnes som en historisk Person og samtidig med Kong Olaf. Men herved er dog at mærke, at man for det første ikke har nogensomhelst Garanti for, at de af Snorre anførte Vers virkelig er forfattet af Sigvat, og at man for det andet aldeles ikke kan have nogen Vished for, at den af den anonyme Skald omtalte Gudbrand er identisk med Dale-Gudbrand, og at det for det tredje ikke siges, at det er Erling Skjalgssøn, han lignes med.

Sætter man nu disse løse Vers ud af Betragtning, idet man undersøger, hvordan det har sig med Dale-Gudbrand, saa staar man foran følgende Kjendsgjerninger.

Gudbrand Herse omtales som levende i Begyndelsen af Harald Haarfagres Regjeringstid(18).

Dale-Gudbrand lever paa Erikssønnernes Tid og holder Møde med Haakon Jarl og Tryggve Olafssøn(19).

Gudbrand i Dalene er en Ven af Haakon Jarl og eier et Afgudstempel paa sin Gaard sammen med denne(20).

Gudbrand «or Dalom» er med i Slaget mellem Haakon Jarl og Jomsvikingerne og mister Livet ved denne Leilighed(21).

Gudbrand «af Dalum» frier til Olaf den Helliges Moder samtidig med Sigurd Syr(22).

Gudbrand «or Dalum» er med i Olaf Tryggvessøns Følge og paaberaabes som Vidne om denne Konges Hellighed(23).

Dale-Gudbrand tvinges af Olaf den Hellige til at antage Kristendommen(24).

Saaledes har det sig med den Mand, der afvekslende kaldes Gudbrand Herse, Dale-Gudbrand, Gudbrand «af Dalum» og Gudbrand «or Dalum»; han lever samtidig med Harald Haarfagre, han staar i Venskabsforhold til Haakon Jarl, han falder i Hjørungavaag, han lever lige godt i Olaf den Helliges Barndom, han er en kristen Mand og Beundrer af Olaf Tryggvessøn, han er paa Olaf den Helliges Tid en ivrig Afgudsdyrker, indtil Daaben paatvinges ham. Der fremgaar heraf to Ting. For det første har Gudbrandsdalens Eponym levet et frodigt Liv i Folkesagnet. For det andet er han helt igjennem en Sagnfigur, der intet har med den virkelige Historie at bestille, og som derfor ogsaa bør udstryges af Historien.

Viser nu Navnet Dale-Gudbrand, at vi befinder os udenfor Historien, saa fremgaar det samme af flere Træk i den Fortælling, som er Gjenstanden for nærværende Undersøgelse.

Legenden lader Kong Olaf have en Biskop med sig under Mødet paa Hundthorp. Det fremgaar af C, at hverken L eller B har nævnt denne Biskop ved Navn, saa det visselig maa bero paa Gjætning, naar Snorre kalder ham Sigurd(25). Da imidlertid Kong Olaf ikke var ledsaget af nogen Biskop, dengang han i 1028 rømte fra Søndmøre over Fjeldet til Oplandene og videre til Sverge(26), saa viser ogsaa Omtalen af denne Biskop, at vi her har for os Legende og ikke Historie. Forfatteren af L har udmalet denne Biskop slig, som han har seet en eller anden Bisp i Samtiden gjøre Tjeneste foran Høialteret i sin Domkirke: þa stændr biscup upp i kandarakapo oc hafðe mitru a hafði oc bagal i hændi(27). Dette er ganske rigtig Biskopens Embedsdragt, naar han optræder officio fungens; men han er ikke iført dette biskopelige Skrud, naar han møder paa Thinge, ligesaalidt som Kongen gaar med Hermelinskaabe og Krone til Hverdags. Den Mitra, som Legendeforfatteren udstyrer sin Biskop med, maa han have tænkt sig som «bicornis», siden han lader Thord Istermage tage Anledning af Mitraens Udseende til at kalde ham en «hyrningr», en Mand med Horn. Ogsaa dette Træk peger ud over Historien. Thi den Mitra, som Biskoperne i Kristenheden bar i 1028, den var ganske lav og rundagtig oventil; det er først ved Begyndelsen af 12te Aarhundrede, at Mitraen udstyres med de to Cornua og altsaa bliver bicornis(28). Hvad angaar den Vits, som Legendeforfatteren lægger Thord Istermage i Munden, da har allerede P. A. Munch eftervist en Parallel fra Sverge(29), saa det forekommer mig sikkert, at vi her har for os et legendarisk Vandretræk.

Legendens Beskrivelse af Afgudsbilledet paa Hundthorp gaar ud paa følgende:

Det var gjort «i liking æftir Þor», det skulde forestille Guden Thor, — ikke den agende, men den staaende Thor. Thi naar det heder, at Guden havde en Hammer i Haanden, og at der under Figuren var anbragt Fodskamler, saa er det klart, at Skikkelsen er tænkt staaende. Billedet siges at være hult indentil. Da det blev slaaet istykker ved Kolbeins Kølleslag, maa det efter Legendens Mening have været gjort af Træ. Naar det siges, at Guden hverken manglede Guld paa sig eller Sølv, og naar det endvidere fortælles, at da Billedet var slaaet isønder, da saa Bønderne Mus og andet Utøi løbe ud af «deres Guld» — or gulli þæira — saa maa vel Tanken have været den, at Billedet var belagt med tynde Guld- og Sølvplader. Under Billedet var anbragt Fodskamler, der ligeledes var hule. Da de var lukkede nedentil, luctir neðan, maa de være tænkt at have bestaaet af en paa alle Sider tildækket firkantet Kasse, og det maa være Oversiden af disse, som Legenden kalder Fodfjelen, fotborðr. Ovenpaa disse Fodskamler stod da Guden, som Legenden siger: þar stændr hann a ovan, selvfølgelig med et Ben paa hvert af dem. Naar det saa videre heder, at der var hult mellem Guden og Fodfjelen — oc er þar hollt amillum hans oc fotborðzens — saa maa vel dette betyde, at der paa Fodskamlernes Overside, lige under Billedets Fod, var anbragt Huller, saa Musene og de andre Smaadyr kunde komme op fra Fodskamlernes Hulning og gjennem de hule Ben trænge sig videre op i Billedets Indre. Da det utvilsomt er Meningen, at det var de i Billedets Indre værende Smaadyr, der fortærede det daglige Madoffer, som frembares for Guden, saa maa Figurens Øren og Mund have været uforholdsmæssig store, siden Mus, saa store som Katter, kunde komme ud gjennem dem; andre Aabninger paa Billedet kan man jo ikke godt tænke sig(30).

Da der ikke er levnet os nogen samtidig Beskrivelse af de hedenske Nordmænds Afgudsbilleder, saa er det heller ikke muligt at fælde nogen grundet Dom angaaende Rigtigheden af Legendens Skildring af denne Materie. Hvad vi faar at vide, det er, hvordan man omkring Aar 1200 tænkte sig Thorsbilledet paa Hundthorp, men ikke hvordan det i Virkeligheden var, om det overhovedet eksisterede. Snorre maa have fundet Legendens Beskrivelse noget for kunstlet, siden han fandt det nødvendigt at simplificere den(31).

Naar Legenden fortæller, at Guden Thor blev dyrket paa den Maade, at der frembares for ham et dagligt Madoffer, saa modsiger dette alt, hvad man ved om de hedenske Nordmænds Agudsdyrkelse. Saavidt jeg har kunnet bringe i Erfaring, kan der ikke eftervises flere Maader, hvorpaa Æserne blev dyrkede, end disse: Bønner, Blot (= slagtede Ofre af Dyr eller Mennesker), Indsmøring med Fedi og Overgydning med Øl. Dyrkelse ved Madoffer omtales ikke paa andre Steder i Kilderne til vor Historie end i vor Legende, der er blottet for al historisk Virkelighed. Ikke desto mindre er Omtalen af dette Madoffer af ikke ringe Interesse, fordi vi her faar et Fingerpeg med Hensyn til det Stof, hvoraf den dramatiske Skildring af det bekjendte Optrin paa Hundthorp er dannet. Idet jeg nærmere skal gaa ind paa dette Spørgsmaal, forudskikker jeg den Bemærkning, at naar den geistlige Legendeforfatter skulde beskrive Thorsbilledet, saa laa det nær for ham at tænke sig dette og at skildre dette i Overensstemmelse med, hvad han havde lært i Bibelen om Hedningernes Afgudsbilleder. Jeg kan ikke skjønne andet, end at Legendens Beskrivelse af Thorsbilledet hviler paa Reminiscentser af Steder som disse: «Deres Afguder er af Sølv og Guld»; «de er gjort af en Træskjærer, de er forgyldte og forsølvede»(32). Og at Hedningernes Afguder blev dyrkede ved Madofre, det har Legendeforfatteren ogsaa lært af Bibelen: Mad frem for Guder af Sølv og af Guld og af Træ»(33).

Hvad forøvrigt Legetidens Fremstilling angaar, da turde sikkerlig Forholdet være dette, at den er bygget paa et Vandresagn, hvis Oprindelse er at søge i den apokryfiske Fortælling om Bel i Babylon(34). Bel «æder og drikker hver Dag». Thor er tænkt at gjøre det samme. Bel faar daglig et Madoffer (12 Skjæpper fint Hvedemel, 40 Faar og 6 Ankre Vin), Thor ligesaa (5 Leiver Brød + Kjød). Det for Bel hver Aften frembaarne Madoffer fandtes fortæret hver følgende Morgen; det samme har Legenden ogsaa tænkt sig for Thors Vedkommende. Men ligesaalidt som Bel er istand til at konsumere det daglige Madoffer, ligesaalidt formaar Thor at gjøre det. Bels Offer fortæres af Afgudspresterne med Hustruer og Bøn, Thors Offer af Mus, Padder og andet Utøi; det er altsaa i begge Tilfælde ikke Guden, men andre Væsener, som nyder godt af Madofferet. Afgudspresterne med Familie har Adgang til at faa fat paa den for Bel fremsatte Næring gjennem «en lønlig Indgang under Bordet». Smaadyrene, der befinder sig inde i de hule Fodskamler, har ligeledes en «lønlig Indgang» ind i det hule Billede og derfra en lønlig Udgang gjennem Figurens Mund og Øren, saa at altsaa ogsaa de naar frem til ukjendt af alle at gjøre sig tilgode af den Mad, som var tiltænkt Thor. Og endelig mærker vi os, at baade i Babylon og paa Hundthorp ender det hele med Knald og Fald: Bedrageriet opdages, og Gudebillederne ødelægges.

I det hele taget forekommer Lighedspunkterne mig at være saa mange og saa eiendommelige, at der skulde ikke ret mange Mellemled til for af Mythen om Bel i Babylon at skabe Legenden om Thor paa Hundthorp.

Forfatteren af vor Legende har aabenbart været en geistlig Mand. At han skrev paa Latin, anser jeg for sandsynligt. Han viser sig at være en lokalkjendt Mand ikke blot i Lesje og Lom, men ogsaa i Valdalen og ude i Fjorden, saa jeg er tilbøielig til at tro, at han har tilhørt Geistligheden i Nidaros.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Udgivne af Dr. G. Storm. Kristiania 1893. 7 Fragmenter tidligere udgivne af Keyser og Unger i deres Udgave af Olafs Saga hins helga, Kristiania 1849, Side 90, fg.
  2. G. Storm, Otte Brudstykker, Side 11 Fortalen.
  3. G. Storm, Otte Brudstykker, Side 11. Keysers og Ungers Udgave af C, Side 95.
  4. G. Storm, Monumenta, Side 130.
  5. Ungers Udgave, Side 148.
  6. G. Storm, Monumenta, Side 30.
  7. Munch og Ungers Udgave, Side 88.
  8. Se Dahlerups Udgave, Spalte 47.
  9. Den legendariske Saga, ed. Keyser og Unger, Side 24.
  10. G. Storm, Otte Brudstykker, Side 11. Keysers og Ungers Udgave af den legendariske Saga, Side 95.
  11. Keysers og Ungers Udgave af den legendariske Olafssaga, Side 28.
  12. Sammesteds, Side 58.
  13. Snorres Olafssaga, Munchs og Ungers Udgave, Side 105 fg.
  14. Forf. af Fagrskinna har derfor ogsaa helt forbigaaet denne Episode. Cfr. G. Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning, Side 48. Fagrskinna, udg. af Munch og Unger, Side 77.
  15. Den legendariske Olafssaga, udg. af Keyser og Unger, Side 56—57.
  16. Sammesteds.
  17. Olafssaga, udg. af P. A. Munch og C. R. Unger, Side 106. Cfr. Flatøbogen, II. 188.
  18. Snorre, ed. C. R. Unger, Side 49.
  19. Sammesteds, S. 117.
  20. Njaals Saga, Kap. 88. P. A. Munch, Det norske Folks Historie, I, 2. Side 194.
  21. Jomsvikingesaga i Flatøbogen, I. 188 og 195. Udg. af C. af Petersens, Side 109 og 119. Gjessings Udgave af den latinske Oversættelse, Side 42 og 46.
  22. Keysers og Ungers Udgave af den legendariske Olafssaga, Side 4 fg.
  23. Odd Munk, udg. af P. A. Munch, Side 38—39. Cfr. P. Groths Udgave, Side 74 og 76.
  24. Keysers og Ungers Udgave af den leg. Saga, Side 23 fg.
  25. Olafssaga, ed. Munch og Unger, Side 110.
  26. Den legendariske Saga, ed. Keyser og Unger, Side 95.
  27. Den legendariske Olafssaga, ed. Keyser og Unger, Side 26.
  28. Müller & Mothes, Archaeol. Worterbuch, Side 677. Viollet-Le-Duc, Dictionnaire du mobilier francais, IV, 140. Encyclopædia Britannica, VI, 463.
  29. 1,2. Side 609, Anm. 1: «tha thænkto some han hafua horn a hofdhe». — 1 Anledning af den af P. A. Munch udtalte Paastand, at de krumbøiede Biskopsstave neppe var brugelige paa Kong Olafs Tid, skal jeg oplyse, at denne Form af Krumstaven — pedum — er meget ældre.
  30. Den legendariske Olafssaga, ed. Keyser og Unger, Side 26 -27.
  31. Snorres Olafssaga, ed. Munch og Unger, Side 108.
  32. Salme 115, 5. Baruchs Bog, 6, 7 og 50.
  33. Baruchs Bog, 5, 29.
  34. Udgjør 14de Kapitel i de i de apokryfiske Bøger optagne Stykker, som er lagte til Profeten Daniel.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.