Om Hellig Anders fra Slagelse

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hellig Anders Kors
Motiv fra gammelt postkort
Danske helgeners levned

i oversættelse ved
Hans Olrik



Om Hellig Anders fra Slagelse


Således som man har erfaret det ved de ældres troværdige fortælling, har Gud, der er underfuld i sine hellige[1], og som også gør sine hellige vidunderlige, virket mange vidunderlige gerninger ved præsten Anders ved Hellig Peders kirke i Slagelse, medens han endnu var i live. Nogle få af disse undere er ved de samme menneskers fortælling førte ned og bevarede til nutidsmenneskenes kundskab, og dem har jeg indført i nærværende skrift for at overgive efterkommerne dem til at læse på ny.

Men blandt alle de mærkelige ting, han udførte, synes hans pludselige og underfulde overflyttelse fra det hellige land til Slagelse at have forrangen. Selv var han nemlig sammen med tolv Slagelseborgere draget over havet[2]. Og da de længe var blevne opholdte der på stedet[3], skete det på den hellige Påskedag, da der blæste en god bør, at hans rejsefæller vilde skynde sig ned til havet, men han selv nægtede på det bestemteste at begive sig på hjemvejen, førend han havde været med til at fejre messens højtid ved Herrens grav. Medens hans rejsefæller da gav sig på hjemvejen, blev han selv tilbage i kirken, og efter at have fejret de guddommelige hemmeligheder[4] knælede han længere tid i bøn; og da han herefter gik ud af kirken, fik han at vide, at alle hans rejsefæller var dragne afsted hjemad. Imens han nu selv var undervejs[5], kaster han sig ned for at bede, og da han under bønnens ord faldt i søvn, så han i et syn en vælig hest, og den, der sad på den, hørte han sige; »Stig op hos mig, så skal jeg føre dig!« Det forekom ham, at han da steg op hos ham og fór afsted sammen med ham. Men da han vågnede, fandt han sig liggende på en høj nær ved Slagelse [6] og medens han troede, at han endnu var i det hellige land, hørte han nogle kvæghyrder tale dansk sammen. Disse løb hid, forbavsede over, at der pludselig var kommet et menneske til syne dér, og da de genkendte ham, hilste de ham med hans eget navn. Men da han spurgte dem, hvor han var, og hvad time på dagen det var, fik han at vide, at han var tæt ved Slagelse ved aftensangstide på den hellige Påskedag. Og han gik da ind i byen, trådte ind i kirken og begyndte højtidelig aftensangen. Således gik det til, at han på samme helligdag hørte messe i Jerusalem og sang aftensang i Slagelse. Men dagen efter gav han sig straks på vej igen, og han gæstede Hellig Jakobs tærskel[7] og drog på tilbagevejen derfra til Hellig Olav i Norge[8], før hans rejsefæller kom tilbage fra det hellige land til Slagelse.

Da nu dette under var blevet fortalt vidt og bredt, blev han såre berømt. Og da kong Valdemar[9] hørte om hans ry, lod han ham en gang efter at være kommen til Slagelse hente til sig. Men da han dér trådte ind til kongen, klædt i en skinddragt som en bonde, blev han udlet af kongens mænd, som gjorde nar ad hans dragt. Han sagde da til kongen: »Jeg hilser min herre, kongen, skønt han har en husstand af øgler«. Kongen bød derfor, at man med ærbødighed skulde føre ham ene for sig ind i et anseeligt og til hans eget brug bestemt gæsteværelse, og dér oppebiede han så kongens komme. Da kongen nu kom derind, spurgte han ham, om han virkelig på én dag var bleven overflyttet fra det hellige land til Slagelse; og Anders åbenbarede nu kongen hele sagens sammenhæng, således som det ovenfor er blevet fortalt. Så opfordrede kongen ham til at forlange af sig, hvad han vilde; han bad da om en stor mark, som lå ved byen og var nødvendig til fælles græsning for byens kvæg. Og da kongen sagde til ham, at han skulde forlange noget mere, bad han om et vandløb, der var nødvendigt til brygning for hele byens brug. Han fik da sit ønske opfyldt af kongen; og mere vilde han ikke bede om, men sagde kongen farvel og vendte hjem til sit eget hus[10].Men senere hen skete det, at en krøbling, som aldeles ikke kunde gå, men ved hjælp af begge hænder skubbede sig hen ad jorden, kom til ham og blev gæstfrit optagen i hans hus. Og da den nys nævnte vanføre havde hvilet om natten i det opvarmede vinterhus, fandt Anders præst om morgenen, da han kom tilbage fra fuldendt tjeneste i kirken og trådte ind i det omtalte hus for at varme sig, ham endnu sovende. Han vækkede ham da og spurgte ham således: »Hvorfor er du ikke gået til kirke?« Den anden svarede skælvende, at han, såsom han var en krøbling, aldeles ikke kunde gå. Da greb præsten hans højre hånd og sagde: »Rejs dig i Jesu Kristi navn og gå til kirken!« Vidunderligt, hvad der skete: ved disse ord brød blodet ud af krøblingens knæ, og han gik omkring. Af glæde begyndte han at græde, og med vidunderlig jubel ilede han til kirken, som det var ham budt. Men præsten sagde til ham: »Ti[11] og tak Gud og den hellige apostel Peder[12]

En anden gang, da der skulde bages brød i præstens ovn, og der ikke var nogen tilstede, som kunde tænde ild, kaldte han på en blind gammel kone, der stod i nærheden. Og efter at han med egne hænder havde stablet veddet op og lagt ild derunder, bød han den gamle kone at puste til ilden og få den til at blusse op. Men da hun famlede sig frem for at nå derhen, sagde Anders præst: »I Jesu Kristi navn byder jeg dig at optænde ilden i denne ovn«. Og alt imens konen nu pustede til ilden, begyndte hun snart at kunne se, og med glæde sagde hun til præsten: »Se herre, jeg, som var blind, kan nu se[13]«. Da sagde Anders præst til hende: »Ti og tak Gud og den hellige apostel Peder!«

Da hans hedengang nærmede sig, læste han under hele fastetiden[14] foruden de kanoniske tider[15] hver eneste dag hele psalteriet[16] forfra, og alle de fattige, der kom til ham, skænkede han almisser ved sin husholders[17] hånd. En dag, da han således var optagen af denne sin salmesang, kom en fattig til ham og bad om almisse. Efter sædvanlig skik blev han først sendt til husholderen, men måtte gå tomhændet bort. Han vendte da tilbage til præsten og begyndte på ny at henvende sig til ham om at måtte få en almisse. Da afbrød Anders præst sin salmesang, lod sin skaffer[18] kalde ind og begyndte at irettesætte ham; men han svarede, at han allerede havde bortgivet alle brødene til de fattige, og de få, der var tilbage, var ikke nok til hans egen husstand til én frokost. »Gå«, sagde Anders da, »i Jesu Kristi navn og giv de brød til de fattige. Jeg fortrøster mig til Herren, som sagde: »Giver, og der skal gives Eder«[19] at han vil forsyne os rigelig«. Men da husholderen vendte tilbage, fandt han spisekamret fuldt af brød, som rigelig var tilstrækkelige til føde for præsten og hans husstand i mange dage. Da Anders præst hørte dette, sagde han: »Takket være Gud og den hellige apostel Peder!« Efter dette sov han hen ved en salig død[20].


Fodnoter

  1. Salme 34, 23. 68, 36. Jfr. ovenfor s. 235 noten.
  2. Et udtryk, der idelig bruges om pilegrimsfærd og korstog til det hellige land.
  3. Af det følgende ses det, at der menes Jerusalem.
  4. Forvandlingen af brødet og vinen til Jesu legeme og blod, således som det mentes at finde sted ved indvielsen.
  5. til kysten. Legender nævner havnebyen Joppe.
  6. Overleveringen véd at udpege det sted, hvor Hellig Anders vågnede efter sit vidunderlige ridt; det er »Hvilehøj«, ved vejen til Korsør, ½ mil vest for Slagelse. På højen, hvorfra man har en vid udsigt over Vestsælland og til Storebælt, har der fra umindelige tider stået et krucifiks, rejst til minde om Hellig Anders. Det er i sin tid blevet fortalt, at da man en gang lod dette kors forfalde, hærjede en kvægpest omegnen; men da man rejste et nyt kors, hørte den op.
  7. St. Jago i Spanien.
  8. St. Olavs helligdom i Nidaros. Såvel Nidaros som St. Jago hørte til de mest besøgte valfartssteder.
  9. Valdemar II.
  10. Man vil let se, at denne fortælling er spiren til det eventyrlige sagn om landridtet, der er gengivet ovenfor i indledningen. Vidunderridtet, der skulde være afslutningen på Anders' pilegrimsfærd, blev ganske naturlig også sat i forbindelse med erhvervelsen af marken til Slagelse by.
  11. Jfr. Matth. 8, 4. Mark. 1, 44. Luk. 5, 14.
  12. Anders var jo præst ved St. Peders kirke.
  13. Jfr. Joh. 9, 25.
  14. Qvadragesimaltiden, de 40 dage før Påske.
  15. De kanoniske tider var de 7 daglige gudstjenestetider, der skulde overholdes af alle klerke; de kaldtes: Matutina, Prima, Tertia, Sexta, Nona, Vespera og Completorium. Her menes de liturgiske stykker, som skulde læses ved disse tider.
  16. Psalterium kaldes en bog med alle de gammeltestamentlige salmer i latinsk oversættelse.
  17. På Latin »dispensator«. Ved en kirke var der ofte en sådan husholder eller økonom (dette navn brugtes også), der holdt hus for præsterne. Han synes i reglen selv at have været klerk.
  18. En anden betegnelse for husholderen; på Latin: procurator. Der hentydes måske særlig til hans hverv, at uddele almisser; en sådan præst kaldtes nemlig ofte »procurator pauperum«. Når der tales om en konges »procurator«, menes i reglen hans drost.
  19. Luk. 6. 38.
  20. Ifølge overleveringen i året 1205.